SUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 255: Sundhedsstyrelsens 35 specialevejledninger med endelig placering af specialfunktioner på landets offentlige og private sygehuse

1. BaggrundSundhedsstyrelsen rådgiver om planlægning i det danske sundhedsvæ-sen, og med hjemmel i Sundhedslovens § 208 fastsætter Sundhedssty-relsen krav til lands- og landsdelsfunktioner (fremover benævnt special-funktioner), herunder til placeringen af disse på regionale og private sy-gehuse.I det følgende gennemgås de generelle principper, krav og anbefalingerfor specialeplanlægningen, som er gældende på tværs af de enkelte spe-cialespecifikke vejledninger. Forholdene skal inddrages i den konkretespecialeplanlægning, herunder placeringen af specialer og funktioner påde enkelte sygehuse.Hovedoverskrifterne er:1. Baggrund2. Principper og kriterier for placering af funktioner på et giventspecialiseringsniveau3. Specialiseringsniveauer4. Generelle forudsætninger for varetagelse af sygehusfunktioneruanset specialiseringsniveau5. Særlige forhold for de intern medicinske specialer6. Specialfunktioner7. Lokal tilpasning og tidshorisontDe angivne principper, krav og anbefalinger har i lighed med de specia-lespecifikke vejledninger været i høring i Det Rådgivende Udvalg forSpecialeplanlægning bestående af repræsentanter for de lægevidenska-belige selskaber, sygeplejefaglige selskaber, regionerne, Sundhedssty-relsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.Sundhedsstyrelsens overordnede vejledning samt hver af specialevej-ledningerne erstatter til sammen Sundhedsstyrelsens vejledning ’Speci-aleplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet’ fra2001.

2. Principper og kriterier for placering af funktio-ner på et givent specialiseringsniveauSpecialeplanlægning foretages så vidt muligt på et evidensbaseretgrundlag. Der er i stigende omfang dokumentation for sammenhængmellem volumen og kvalitet på både individ-, enheds- og sygehusni-veau samt for nytten af tæt multidisciplinært samarbejde mellem flerespecialer. Evidensen for konkrete organisatoriske løsninger er dog ge-nerelt stadig sparsom. Specialeplanlægningen er derfor i høj grad ogsåbaseret på viden og erfaring fra de sundhedsfaglige eksperter.Placeringen af en funktion på et givent specialiseringsniveau sker påbaggrund af en samlet vurdering af funktionenskompleksitet, sjælden-hed og ressourceforbrug.Endvidere indgår overordnede hensyn til detsamlede danske sygehusvæsen samt regionale og specialespecifikkeforskelligheder, herunder kapacitetsmæssige, udviklingsmæssige ogeventuelt geografiske forhold.Kompleksitetvurderes ud fra, hvor vanskelig en funktion er fx tekniskeller vurderingsmæssigt samt behovet for samarbejde med andre specia-ler/funktioner.Sjældenhedvurderes på baggrund af patientgruppens størrelse og denderaf forventede aktivitet. Heri indgår endvidere overvejelser om beho-vet for rutine, erfaringsopsamling, kvalitetsopfølgning og udvikling affunktionen. Nogle specialfunktioner minder så meget om hinanden, atder kan opbygges specifik erfaring, der dækker på tværs af disse funkti-oner. I sådanne tilfælde vil det samlede volumen for disse funktionerindgå i vurderingen af den fremtidige varetagelse af funktionerne.Ressourceforbrugvurderes ud fra behovet for bl.a. personale med gene-relle og specifikke kompetencer, specialapparatur, særlige lægemidlerog særlige faciliteter.3. SpecialiseringsniveauerEn given funktion kan omfatte forebyggelse, diagnostik, behandling,palliation, rehabilitering og/eller kontrol af en konkret sygdom, syg-domsgruppe eller diagnose. I specialevejledningerne placeres funktio-nerne i det enkelte speciale på et af nedenstående niveauer:•HovedfunktionsniveauEn hovedfunktion svarer som udgangspunkt til basisfunktio-nerne i vejledningen fra 2001. En hovedfunktion kan omfat-te forebyggelse, diagnostik, behandling, palliation, rehabili-tering og/eller kontrol ved sygdomme og tilstande, hvorydelserne er af begrænset kompleksitet, hvor såvel sygdom

som sundhedsvæsenets ydelser er hyppigt forekommende,og hvor ressourceforbruget ikke giver anledning til en sam-ling af ydelserne.•SpecialfunktionsniveauEn specialfunktion svarer som udgangspunkt til lands- oglandsdelsfunktionerne i vejledningen fra 2001 samt en rækkeaf de nuværende tværamtslige basisfunktioner.oRegionsfunktionEn regionsfunktion er en specialfunktion, som typisk kanetableres på 1-3 sygehuse i hver region afhængig af regi-onens lokale forhold. En regionsfunktion kan omfatte fo-rebyggelse, diagnostik, behandling, palliation, rehabilite-ring og/eller kontrol ved sygdomme og tilstande, hvorydelserne er af nogen kompleksitet, hvor sygdom ellersundhedsvæsenets ydelser er relativt sjældent forekom-mende, og/eller hvor ressourceforbruget giver anledningtil en vis samling af ydelserne.oHøjt specialiseret funktionEn højt specialiseret funktion er en specialfunktion, somtypisk kan etableres på sygehuse 1-3 steder i landet. Enhøjt specialiseret funktion kan omfatte forebyggelse, di-agnostik, behandling, rehabilitering og/eller kontrol vedsygdomme og tilstande, hvor ydelserne er af betydeligkompleksitet og forudsætter tilstedeværelsen af mangetværgående funktioner/samarbejdspartnere, hvor sygdomeller sundhedsvæsenets ydelser er meget sjældent fore-kommende og derfor skaber behov for samling af erfa-ring, og/eller hvor ressourceforbruget er betydeligt.Nogle funktioner er af så stor kompleksitet, så sjældentforekommende eller kræver så mange ressourcer, at be-handlingen ikke kan etableres selvstændigt i Danmark pået passende niveau. I sådanne tilfælde bør patienterne afhøjeste indenlandske specialkundskab på området ind-stilles til højt specialiseret behandling i udlandet i hen-hold til reglerne herfor. Nogle funktioner vil evt. kunnevaretages på et dansk sygehus i et formaliseret samarbej-de med et udenlandsk sygehus, hvilket i givet fald vilfremgå af de enkelte specialevejledninger.Sundhedsstyrelsen kan fastsætte, at en funktion er enudviklingsfunk-tion,hvis væsentlige forhold for funktionen fortsat er uafklarede, her-under fx metoder, anvendelsesområder, indikationer, forudsætninger,

organisering etc. En udviklingsfunktion kan varetages på såvel hoved-funktionsniveau som på specialfunktionsniveau. Udviklingsfunktionerer underlagt krav til fx landsdækkende retningslinjer, kvalitetsopfølg-ning, organisering, samarbejde og opfølgning fastsat af Sundhedsstyrel-sen. Sundhedsstyrelsen godkender varetagelse og placering af udvik-lingsfunktioner, hvilket sker på grundlag af en skriftlig aftale.Der vil inden for de forskellige specialer være en række andre funktio-ner under udvikling fx i forskningsmæssigt eller eksperimentelt regi.Disse funktioner er ikke defineret som udviklingsfunktioner, men børvaretages i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens ’Vejledning omindførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet’ fra 1999.4. Generelle forudsætninger for varetagelse af sy-gehusfunktioner uanset specialiseringsniveauSundhedsstyrelsen forudsætter, at der på alle funktionsniveauer kansamarbejdes om almindelige funktioner med følgende specialer somminimum:••••••Diagnostisk radiologiKlinisk biokemiKlinisk immunologi med blodbanksfunktionKlinisk mikrobiologiPatologisk anatomi og cytologiPædiatri ved behandling af børn

Derudover bør der på alle sygehuse være kompetence til at foretagehjertestopbehandling og anden livreddende behandling. Det akutte be-redskab skal derudover tilpasses de til enhver tid værende funktioner påpågældende sygehus.5. Særlige forhold for de intern medicinske specia-lerOrganiseringen af det intern medicinske fagområde og dermed de internmedicinske specialer vil variere efter lokale og regionale forhold. Pånogle sygehuse på hovedfunktionsniveau vil intern medicin blive orga-niseret som samlede afdelinger med almene eller specialiserede senge-afsnit, mens andre sygehuse vil vælge at organisere sig med selvstændi-ge intern medicinske afdelinger med forskellige grader af fælles vagt-funktion.Omkring 90 % af alle intern medicinske indlæggelser er akutte indlæg-gelser. Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ’Styrket Akutberedskab –planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen’ fra 2007 anbe-

fales det, at alle akutte patienter modtages gennem de fælles akutmod-tagelser. Disse fungerer i samarbejde med de intern medicinske afdelin-ger på hovedfunktions- eller specialfunktionsniveau.Baggrunden herfor er, at mange intern medicinske patienter præsenterersig med uklart sygdomsbillede, og en del patienter har flere sygdommesamtidig. Personalet i de fælles akutmodtagelser og de intern medicin-ske afdelinger har derfor brug for at kunne trække på ekspertise fra defleste intern medicinske specialer. Antallet af patienter og graden af be-hov for akut bistand varierer imidlertid meget specialerne imellem.Specialevejledningerne for de intern medicinske specialer er baseret påprincippet om, at en speciallæge i ethvert af de intern medicinske speci-aler kan varetage den initiale diagnostik og behandling hos 90 % af deintern medicinske patienter. Hovedfunktioner i de intern medicinskespecialer kan således varetages af de intern medicinske afdelinger medfælles vagt, og det bør på hovedfunktionsniveau være muligt at få assi-stance umiddelbart fra en speciallæge i ét af de ni intern medicinskespecialer. Ved speciallæge forstås her en speciallæge eller en læge i detsidste år af speciallægeuddannelsen.De resterende 10 % med mere komplicerede tilstande varetages med as-sistance fra en speciallæge inden for det relevante speciale. Det forud-sættes således, at der er mulighed for assistance fra en speciallæge i detrelevante intern medicinske speciale med henblik på rådgivning om di-agnostik, behandling og evt. visitation til specialfunktionsniveau. Af-hængigt af speciale og det aktuelle tilfælde kan assistance være frem-møde eller telefonisk rådgivning.Det påhviler til enhver tid sygehusledelserne samt ledelsen for en kon-kret funktion at sikre, at vagtberedskabet er tilpasset de konkrete og ak-tuelle opgaver.For nærmere oplysninger om det medicinske akutberedskab henvises tilSundhedsstyrelsens rapport ’Styrket akutberedskab – planlægnings-grundlag for det regionale sundhedsvæsen’ fra 2007, der kan findes påSundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk6. SpecialfunktionerRegionsrådet har i henhold til Sundhedslovens § 74 ansvaret for at vare-tage sygehusvæsenets opgaver. Regioner, hvis sygehuse varetager enspecialfunktion, har såledesforsyningsforpligtelsefor specialfunktio-nen. Forsyningsforpligtelsen indebærer, at specialfunktionen skal kunneopretholdes døgnet rundt, året rundt, herunder også i perioder medspidsbelastning. Hvis en specialfunktion ikke varetages i egen region,

påhviler det i henhold til Sundhedslovens § 209 regionsrådet at indgåaftaler om benyttelse af specialfunktioner på andre regioners sygehuseeller private sygehuse.Specialerne er i forskelligt omfang indbyrdes afhængige, ogregionerneog de private sygehuse må sikre sammenhængen på tværs af specialer.Det forudsættes som udgangspunkt, atelektiv og akut varetagelse af enfunktion sker samlet.Såfremt det planlægges, at den elektive og akuttevaretagelse af en specialfunktion ikke varetages på samme sygehus,skal Sundhedsstyrelsen oplyses om, hvilke forudsætninger der er til ste-de for varetagelse af den elektive funktion, herunder faciliteter og appa-ratur, speciallæge- og andre personaleressourcer og -kompetencer samtsamarbejde med andre specialer og funktioner. Sundhedsstyrelsen skalendvidere oplyses om, hvordan akut opståede komplikationer planlæg-ges håndteret på sygehuset med elektiv funktion.Når det i de enkelte specialevejledninger angives, at der skal kunneydesassistance fra en speciallægefra et givent speciale, forudsættesdet, at speciallægen i alle tilfælde kan yde telefonisk rådgivning umid-delbart. Det skal herudover sikres, at en speciallæge fra det pågældendespeciale kan give fremmøde inden for den tidsramme, som er fastsat ispecialevejledningen. Tidsrammen angives på et af følgende tre niveau-er: Umiddelbart, kort tid og næste dag/næste hverdag.For særlige patientgrupper må nogle sygdomme varetages på et højerespecialefunktionsniveau, end sygdommen ellers varetages.Det gælderfx børn og gravide. Det forudsættes, at behandling af børn, hvor derkræves anæstesi, varetages i overensstemmelse med anbefalinger ogkrav i specialevejledningen for anæstesiologi, og at behandling af gra-vide varetages i overensstemmelse med anbefalinger og krav i speciale-vejledningen for gynækologi og obstetrik.Udover de i specialevejledningerne nævnte diagnoser og tilstande børenkelte andre alvorlige tilstande også henvises til et sygehus med spe-cialfunktioner,fx ved mangelfuld diagnose, særligt vanskelig behand-ling eller meget sjældne tilstande, selvom disse ikke er nævnt eksplicit ispecialevejledningerne og/eller der ikke forventes at være særlige be-handlingstilbud.Der er indførtpakkeforløbfor de fleste kræftsygdomme og nogle hjer-tesygdomme med henblik på at undgå ikke-fagligt begrundet ventetidved diagnostik og behandling. Nogle lægefaglige specialer vil være di-rekte involveret i pakkeforløbene, mens andre specialer kan blive in-volveret i andre sammenhænge fx i forbindelse med vurdering, diagno-sticering eller behandling af komorbiditet hos kræftpatienten.

6.1 Samarbejde og opgavefordelingSundhedsstyrelsen støtter og forventer generelt samarbejde på tværs afsygehuse og regioner på alle funktionsniveauer, herunder indgåelse afaftaler om varetagelse af opgaver. Formået er at sikre et højt fagligt ni-veau, størst mulig videndeling, effektiv ressourceudnyttelse samt bredgeografisk dækning.Sundhedsstyrelsen forventer, at funktioner i stigende grad vil blive va-retaget i samarbejde mellem flere specialer, og i nogle tilfælde kan enfunktion varetages af flere specialer. Der må i disse tilfælde regionalttræffes beslutning om den konkrete opgavefordeling, ligesom der måudarbejdes fælles kliniske retningslinjer.Varetagelsen af enkelte funktioner kræver et særligt tæt samarbejdemed et andet speciale, idet behandlingen kræver hurtig involvering afbegge specialer. Krav om et sådant tæt samarbejde er beskrevet ved denkonkrete funktion i specialevejledningen. Det tætte samarbejde forud-sættes som udgangspunkt at ske på samme funktionsniveau i begge spe-cialer.Sundhedsstyrelsen giver i nogle situationer mulighed forformaliseretsamarbejde.Formaliseret samarbejde kan omfatte hele eller dele af pa-tientforløb eller sygdomsområder og forudsætter en skriftlig samar-bejdsaftale mellem de samarbejdende sygehuse. Denne aftale skal bl.a.indeholde en klar beskrivelse af ansvaret for varetagelse af funktionensamt afgrænsning af patientgruppen og af de dele af patientforløbet,som det formaliserede samarbejde omfatter. De samarbejdende sygehu-se varetager den konkrete funktion efter fælles krav til visitation, klini-ske retningslinjer for udredning, monitorering og behandling samt tilkvalitetsopfølgning.Der kan etableres formaliseret samarbejde for alle typer sygehusfunkti-oner, dvs. både på og mellem hovedfunktionsniveau og specialfunkti-onsniveau. Formaliseret samarbejde vedr. specialfunktioner forudsætterSundhedsstyrelsens godkendelse.For nærmere oplysninger henvises til Sundhedsstyrelsens notat ’Forma-liseret samarbejde’ fra 2008, der kan findes på Sundhedsstyrelsenshjemmeside www.sst.dkUd over det beskrevne samarbejde mellem sygehuse er der stigende fo-kus på behovet for og formalisering af samarbejdet mellem sygehusvæ-senet og det kommunale sundhedsvæsen. Dertil kommer et behov forudbygget samarbejde med almen praksis. Ikke mindst erkendelsen af de

kroniske sygdommes betydning og mulighederne for en anderledes or-ganisering til gavn for både patienter og systemer stiller nye krav tilsamarbejdet. Også sundhedsaftalerne er et element heri.6.2 Sundhedsfaglige kernekravDer stilles grundlæggende samme krav til varetagelsen af specialfunkti-oner på offentlige og private sygehuse. Private sygehuse, der varetagerfunktioner efter aftale med det offentlige sygehusvæsen i form af en re-gional driftsoverenskomst eller lignende, skal opfylde samme krav somoffentlige sygehuse med samme funktion. Hvor private sygehuse vare-tager funktioner i medfør af reglerne om udvidet frit sygehusvalg, skalde private sygehuse opfylde de sundhedsfaglige kernekrav til funktio-nen (se nedenfor).Kapacitet og robusthedSygehuse, der varetager en specialfunktion, skal have tilstrækkelig ka-pacitet og robusthed til at varetage funktionen. For at sikre varetagelseaf en funktion hele døgnet, året rundt, og for at sikre opbygning og ud-vikling af erfaring og fagligt miljø, forudsættes det, at der typisk er mi-nimum tre speciallæger, der kan varetage en given funktion på et syge-hus inden for det pågældende speciale og på det pågældende niveau.Den enkelte speciallæge kan have kompetencer til at varetage flerefunktioner. Små specialer, specialer uden vagtfunktion, højt specialise-rede funktioner med et meget lille patientunderlag samt private sygehu-se, der varetager rent elektive funktioner, kan være undtaget fra kravetom tre speciallæger, ligesom der kan være behov for indgåelse af særli-ge aftaler i tilfælde af speciallægemangel.Aktivitet, erfaring og ekspertiseDer er overordnet en sammenhæng mellem kvalitet, sundhedsfaglig er-faring og volumen på både individ-, enheds- og sygehusniveau, og til-strækkeligt volumen er derfor en vigtig faktor i Sundhedsstyrelsens pla-cering af en specialfunktion. Sygehuse, der varetager en specialfunkti-on, skal have tilstrækkelig aktivitet til at opnå, vedligeholde og udvikleerfaring inden for alle faggrupper.KompetencerSygehuse, der varetager en specialfunktion, skal sikre, at der er læger,plejepersonale og andet personale med relevante kompetencer inden fordet pågældende speciale til at varetage funktionen i form af pleje, be-handling, information, observation, rehabilitering mm. Ved behandlingaf børn er det vigtigt at sikre, at såvel speciallæger som plejepersonalehar erfaring og kompetence i behandling af børn.

Assistance, samarbejde og faciliteterDet er generelt en forudsætning for varetagelsen af specialfunktioner, atder samarbejdes med andre specialer, og at der er adgang til andre spe-cialers ekspertise og faciliteter. Udover denne generelle forudsætningstiller specialevejledningerne specifikke krav vedr. assistance fra speci-allæge i eget speciale samt til samarbejde med nærmere angivne andrespecialer og evt. adgang til særlige faciliteter.Kravene til assistance fra speciallæge i eget speciale og til samarbejdemed andre specialer forventes som udgangspunkt opfyldt på alle syge-huse. På sygehuse, som udelukkende har elektive patienter, er det dogikke givet, at speciallægen i alle tilfælde skal kunne yde assistance medsamme hast som på sygehuse, der varetager akutte funktioner, ligesomdet ikke er givet, at der skal kunne samarbejdes med alle de specialer,som der ellers stilles krav om i specialevejledningen. Det vil i sådannetilfælde være nødvendigt med en konkret vurdering af den enkelte funk-tion, der ansøges om.Særligt for private sygehuse kan der være tilfælde, hvor et samarbej-dende speciale eller en bestemt facilitet ikke findes på sygehuset. I så-danne tilfælde bør det i ansøgningen til Sundhedsstyrelsen dokumente-res, hvordan og hvor der konkret er etableret samarbejde med det på-gældende speciale, eller hvordan og hvor den pågældende facilitet ertilgængelig.Ethvert sygehus, der varetager specialfunktioner, skal indgå i et tæt ogfleksibelt samarbejde med andre sygehuse, der varetager tilsvarendefunktioner – både på samme og højere funktionsniveau. Formålet er atsikre størst mulig videndeling, effektiv ressourceudnyttelse samt brede-re geografisk dækning.Kvalitet og dokumentationSundhedsstyrelsen forudsætter, at sygehusene sikrer høj kvalitet i vare-tagelsen af specialfunktioner, og at indsatsen løbende dokumenteres.Der skal foreligge specifikke kliniske retningslinjer for de enkelte funk-tioner, og det er et mål på sigt, at der etableres fælles nationale kliniskeretningslinjer for de enkelte specialfunktioner. Sundhedsstyrelsen for-udsætter, at udredning og behandling mv. følger nationale kliniske ret-ningslinjer, hvor sådanne foreligger.Regioner og private sygehuse skal årligt afgive en statusrapport tilSundhedsstyrelsen om opfyldelsen af kravene til varetagelsen af speci-alfunktioner. Opfølgning og dokumentation bør herudover bl.a. skegennem relevante helst nationale kliniske kvalitetsdatabaser og DenDanske Kvalitetsmodel.

Sammenhængende patientforløbSygehuse, der varetager en specialfunktion, forpligtes til at etablere etgenerelt samarbejde om patientforløb, fx hvor patienter efter forudgå-ende diagnosticering ved et sygehus med hovedfunktion henvises til etsygehus med specialfunktion, men også hvor der er overgange mellemprimær- og sekundærsektor.Orientering til SundhedsstyrelsenSygehuse, der varetager en specialfunktion, forpligter sig til at orientereSundhedsstyrelsen, såfremt varetagelsen af funktionen ikke sker i over-ensstemmelse med de fastsatte krav og forpligtelser, fx hvis der i en pe-riode opstår problemer med kapacitet, kvalitet eller andet.6.3 Øvrige kravUdover de sundhedsfaglige kernekrav stilles der ved varetagelse af spe-cialfunktioner krav om forskning, udvikling og uddannelse, vurderingaf nye og særlige ydelser samt samarbejde om evt. udbredelse. Dissekrav gælder for offentlige sygehuse og for private sygehuse, der vareta-ger konkrete funktioner efter aftale med det offentlige sygehusvæsen iform af en regional driftsoverenskomst eller lignende. Hvor private sy-gehuse varetager funktioner i medfør af reglerne om udvidet frit syge-husvalg, skal de private sygehuse opfylde de sundhedsfaglige kernekravtil funktionen (se ovenfor), men i udgangspunktet ikke nedenståendekrav.Der kan dog i særlige tilfælde være behov for at aftale, at private syge-huse, der varetager en funktion i medfør af reglerne om udvidet frit sy-gehusvalg, omfattes af nedenstående forpligtelser, fx hvis private syge-huse på landsplan varetager en betydelig del af den samlede aktivitet påområdet.Forskning, udvikling og uddannelseSygehuse, der varetager en specialfunktion, skal varetage forsknings-og udviklingsopgaver i relation til funktionen. Der kan etableres entværgående arbejdsdeling, så sygehusene har særlige forskningsområ-der. Desuden skal sygehusene deltage i uddannelse, herunder den læge-lige videreuddannelse.Vurdering af nye og særlige ydelserSygehuse, der varetager en specialfunktion, er forpligtede til – når detskønnes relevant – at gennemføre vurderinger/analyser og medicinsketeknologivurderinger (MTV), før ny teknologi og nye behandlinger mv.tages i brug. Dette gælder såvel ibrugtagning på det konkrete sygehussom ved eventuel yderligere udbredelse. Der henvises til Sundhedssty-

relsens ’Vejledning om indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæse-net’ fra 1999, der kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmesidewww.sst.dkSamarbejde om udbredelseSygehuse, der varetager en specialfunktion, er forpligtede til at samar-bejde med sygehuse uden specialfunktioner om udbredelse af funktio-ner, som er blevet almindeligt kendte og ukomplicerede. Det kan føretil, at en specialfunktion ændres til at være en hovedfunktion. En sådanudvikling forudsætter involvering og godkendelse af Sundhedsstyrel-sen.6.4 Særlige krav til varetagelse af højt specialiseredefunktionerSundhedslovens fokus på kvalitet, princippet om ”øvelse gør mester”samt krav om fortsat faglig udvikling betyder, at kravene til varetagel-sen af især højt specialiserede funktioner er høje. Sundhedsstyrelsensspecialeplanlægning skal tage højde for, at der ved varetagelse af enhøjt specialiseret funktion er et tilstrækkeligt volumen, og at de nød-vendige, særlige ressourcer er tilgængelige, herunder fx et tæt samar-bejde med mange andre specialer på samme højt specialiserede niveau.Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning skal endvidere skabe grundlagfor udnyttelse af al erfaring i den fortsatte faglige udvikling, forskningog uddannelse på området. Det er derfor afgørende, at såvel offentligesom private sygehuse med højt specialiserede funktioner indgår i fagligudvikling, forskning og uddannelse på området. Endelig skal Sundheds-styrelsen i sin planlægning sikre, at hele landet på bedst mulig måde fåradgang til højt specialiserede funktioner.7. Lokal tilpasning og tidshorisontSundhedsstyrelsens rapport ’Styrket Akutberedskab – planlægnings-grundlag for det regionale sundhedsvæsen’ fra 2007 lægger op til storeændringer i de akutte funktioner med konsekvenser for sygehusvæsenet.Specialevejledningernes krav og anbefalinger vil ligeledes medføre æn-dringer i form af organisatoriske og faglige forandringer, tilpasning affysiske rammer, personale mm.Sundhedsstyrelsen forventer som udgangspunkt, at specialfunktioner,der er godkendt af Sundhedsstyrelsen i 2009, er implementeret senestmedudgangen af 2010.Med implementering menes, at de enkelte funk-tioner skal være placeret på de sygehuse, som er tildelt funktionerne afSundhedsstyrelsen, og at sygehusene opfylder kravene til de enkeltefunktioner.

Der vil være funktioner eller områder, hvor planlagte ændringer er såstore for både det enkelte speciale og samarbejdende specialer, at trinvi-se løsninger er nødvendige. Det vil fremgå af de enkelte specialevejled-ninger, såfremt enkelte funktioner ikke forventes implementeret indenfor den angivne tidshorisont, og tidshorisonten for implementering vil iså fald blive drøftet i hvert enkelt tilfælde som et led i dialogen mellemregionerne og Sundhedsstyrelsen.Hvor særlige lokale forhold og planlægning i den enkelte region eller pådet konkrete private sygehus betyder, at implementeringen ikke kan skeinden for ovenstående tidshorisont, skal dette beskrives i ansøgningentil Sundhedsstyrelsen, og der kan i givet fald evt. træffes særlige aftalermed Sundhedsstyrelsen herom.Sundhedsstyrelsen vil løbende følge implementeringen af kravene tilspecialfunktionerne og vil i den forbindelse lægge vægt på, at der i denregionale sygehusplanlægning fra begyndelsen træffes foranstaltninger,der sikrer en konstant udvikling hen imod opfyldelse af specialevejled-ningernes krav.