KL bruger underlødig dokumentationDH mener, KL er galt afmarcheret, når KL mener, at ankeafgørelser fordyrer udgifterne tilmennesker med handicap. KL har netop lagt en række sager frem i forhandlingerne medregeringen om kommunernes økonomi. KL kalder afgørelserne for udgiftsdrivende.DH mener derimod, det er udgiftsdrivende, at KL i den grad bruger klagesystemet til atforsøge at skrue deres serviceniveau til borgere med handicap nedad. I dag udgør kommu-nernes klager halvdelen af klagesagerne i Ankestyrelsen. Kommunerne klager i stigendegrad, når de underkendes i klagesystemet. Men hvad koster det ikke af administrative res-sourcer, også i kommunerne? Ressourcer, der går fra borgerne, som er den svage part i kla-gesystemet. DH foreslår, at klagesystemet kun skal være for borgerne. Kommunerne skalikke misbruge klagesystemet på den måde.DH undrer sig over, hvordan de nævnte afgørelser, der alle er truffet på baggrund af særli-ge omstændigheder for den enkelte borger, kan siges at være udgiftsdrivende. KL undladerfuldstændig at se på, hvad alternativet er, hvis man undlader at give hjælpen.Lad os tage eksemplet med servicehunden til 150.000 kr., som omtalt i Jyllandsposten den10.juni 2010. KL skriver i deres notat, at en servicehund er meget dyrere end en rollator ogderfor vil få en fordyrende effekt i alle kommuner.Men ifølge afgørelsen benytter personen servicehunden til at bære personens taske i for-bindelse med arbejdet, til og fra bilen og fra bilen til kontoret, til at samle tabte sager op fragulvet og bære ting, fx bilnøgler, post, snavsetøj o.l. Servicehunden lukker skabe og skufferop og lukker og åbner døre og gør, hvis ansøgeren falder.Hvordan er det lige KL forestiller sig, at en rollator skal kunne udføre alle disse funktioner?Manden har lammelser i både arme og ben. Tværtimod medvirker servicehunden til at gørepersonen uafhængig af andre personers assistance og nærvær og et nødkaldeanlæg. Hvadmon den hjælp ville koste? Set i det lys er en servicehund en billig foranstaltning.I et andet eksempel er KL næsten forarget over, at der kunne ydes boligindretning i foræl-drenes hus. Sagen drejer sig om en ung hjerneskadet mand efter et hjertestop med behov foromfattende støtte og hjælp i hverdagen. Hidtil har han boet hos sine forældre og er stærktafhængig af sin familie. På afgørelsestidspunktet havde han stadig ikke selv en permanentbolig, men boede i et midlertidigt botilbud og kom hjem i alle ferier og weekender. Hvad eralternativet til at støtte, at familiens hjem kan rumme denne unge mand?I eksemplet med bevilling af en GPS som hjælpemiddel drejer det sig om en hjerneskadetmand med betydeligt nedsatte indlærings- og hukommelsesfunktioner. I det konkrete til-fælde vurderede Ankestyrelsen, at en GPS havde funktion som et hjælpemiddel og derforkunne bevilges. I en anden fuldstændig parallel sag gav Ankestyrelsen imidlertid afslag påGPS som hjælpemiddel. Men den sag har KL ikke trukket frem i forhandlingerne.

SpecialundervisningOgså når det handler om specialundervisning for børn søger kommunerne at give indtrykaf, at klagenævnet tager udgiftsdrivende beslutninger på et uoplyst grundlag.Klagenævnet behandler sager over børns specialundervisning over 12 timer om ugen, i spe-cialklasser og på specialskoler. I Klagenævnets sekretariat er pædagogisk sagkyndige ansat.De forestår sagsforberedelsen inden møderne i klagenævnet. Klagenævnet tager stilling påbaggrund af oplysninger fra forældrene og fra kommunerne. Det drejer sig om skoler, PPR,forvaltningen m.m. Kommunen kan skrive en fremstilling af sagen til Klagenævnet. Kom-munen har således hånd i hanke med, hvordan oplysningerne fremsendes til Klagenævnet.Klagenævnets opgave er at sikre, at børn får den rigtige specialundervisning. D.v.s. at for-ældrene får medhold i sager, hvor kommunen vil give et tilbud til et konkret barn, som ikkemodsvarer barnets behov.I fremstillingen fra KL indgår ni stærkt ensidigt oplyste sager. I en enkelt sag hedder det, atforældrene har presset på (Autisme s. 14) for at få en diagnose. KL kan tilrettelægge deresoplysninger fuldstændig som de vil, eftersom det udelukkende er Klagenævnets medlem-mer, der har mulighed for at læse sagsakterne. Regeringen, journalister eller andre har ikkeen chance for at vurdere lødigheden af de oplysninger, der er fremlagt.Vi undrer os over, hvordan KL kan fremlægge detaljerede om end fordrejede oplysningerom de konkrete sager. Både KL og DH har repræsentanter i Klagenævnet. KL’s repræsen-tanter har altså selv været med til at træffe afgørelserne, som oftest i fuld enighed i nævnet.Vore repræsentanter kan kende sagerne i KL’s materiale, men finder dem stærkt fordrejede.I DH ville vi aldrig udarbejde materiale, hvor oplysninger fra specifikke sager i et nævnindgår. Vi finder det uetisk og på kanten af Forvaltningsloven.En enkelt af sagerne har været i dagspressen og kan godt genkendes, hvis man har lidtkendskab til lokalområdet. Vi tvivler på, at barnet og forældrene er indforståede med deneksponering. Forældre og børn skal naturligvis kunne klage uden at risikere at deres egensag mere eller mindre fordrejet pludselig er en offentlig diskussion.

Taxakørsel, når kommunen ikke selv vil sørge for kvalitet

Jyllandsposten af 10. juni 2010 fremlægger en sag, som også er med i KL’s notat til øko-nomiforhandlingerne med regeringen. Her har Kalundborg kommune tilbudt 1 times speci-alundervisning dagligt til en ordblind dreng. Det tilbud har Klagenævnet afvist og har i ste-det henvist drengen til Ordblindeinstituttet. I KL’s notat overvejes forskellen på tilbuddeneslet ikke.KL har absolut ingen refleksioner over forskellen på en times undervisning og fuldtidsun-dervisning, der tager hensyn til drengens behov for en undervisning, der er tilrettelagt for atlære ham at kompensere for sit læsehandicap. Den ene dag diskuterer vi det problematiskei, at mange børn forlader skolen uden at læse, den næste at alt for mange voksne ikke har2

tilstrækkelige læsefærdigheder. Hvis de problemer skal løses, så skal børn med ordblindhedhave de rigtige tilbud.De tilbud må kommunerne gerne selv stille med for bl.a. at undgå, at børn skal køre påtværs af Sjælland to gange hver dag – helt ærligt – hvor mange 13-årige drenge vil hellerekøre tre timer i taxa dagligt, end de vil brænde noget krudt af på en fodboldbane el. lign.Havde Kalundborg kommune stillet et fornuftigt tilbud til rådighed for drengen, så havdeKlagenævnet da ikke givet medhold i, at drengen skulle på Ordblindeinstituttet. Måskehavde de oven i købet kunnet overbevise forældrene om, at de stillede et godt tilbud til rå-dighed, og der havde ingen klagesag været. Gad vide, om ikke det havde været den løsning,alle havde været bedst tjent med, og helt sikkert billigere end taxakørsel tværs over Sjæl-land. Men det er Kalundborg kommune der har valgt, at det ikke skal være sådan.

Mere vidtgående tilbud

En anden sag i KL’s notat handler om et barn, der har vanskeligheder med at omgås andrebørn. Kommunen tilbyder børnehaveklasse med råd og vejledning. Forældrene klager. Kla-genævnet beslutter, at der skal være støtte i den overvejende del af undervisningstiden. Vikan godt se, at Klagenævnet mener, at barnet skal have mere støtte, end kommunen havdelagt op til. Men det er det eneste, man kan se af KL’s notat, og det er lige præcis den slagsafgørelser det er meningen, Klagenævnet skal tage.På baggrund af det materiale, som kommunen har taget stilling på baggrund af og en skri-velse, hvor forældrene gør rede for, hvordan de ser deres barns behov, har Klagenævnetaltså fundet, at kommunen måtte stille op med lidt mere. Alt sammen for at barnet kunne fåen god skolegang. Sagsakterne har givet betydeligt mere detaljerede oplysninger, og det erdem, som Klagenævnet har taget stilling på baggrund af.Desværre ser vi ofte, at et barn får støtte alt for sent, så bliver alt både sværere og dyrere tilskade for både barnet, forældrene, kommunen og hele samfundet.DH mener, at KL er ude i en forvridning af virkeligheden, der har til formål, at give kom-munerne ret til at tage beslutning i flere sager og om meget mere, uden at den enkelte bor-ger har mulighed for en ”second opinion” og uden, at der er nogen, der kan gribe ind, nårsagsforløb og beslutninger kører helt af sporet. Det er topmålt magtfuldkommenhed og vilføre til afgørelser, der giver uværdige situationer for mange borgere. Er det virkelig ensamfundsudvikling, som vi gerne vil have?