1. IndledningSiden kommunalreformen trådte i kraft den 1. januar 2007, har myndigheds-, finansierings- ogforsyningsansvaret i forhold til borgerne været samlet hos kommunalbestyrelserne, som medkommunalreformen fik forsyningsansvaret for alle typer af tilbud, uanset om kommunalbestyrelsenvælger at oprette disse tilbud selv eller at indgå aftale med andre leverandører, herunder regionsrådet.Regionsrådene fik ansvar for at drive visse tilbud som leverandør. Et af målene med reformen var således,at der blev en entydig ansvarsplacering hos kommunalbestyrelsen og en klarere og enklere struktur iforhold til borgerne.Et andet mål var, at opgaverne fremover i højere grad skulle løses tæt på borgerne og i så tæt samarbejdesom muligt med de almindelige tilbud samtidig med, at det faglige niveau i tilbud til borgere medspecielle behov fortsat skulle sikres og videreudvikles.For at nå disse mål blev der etableret en række støttefunktioner herunder den nye nationale videns- ogspecialrådgivningsorganisation(VISO),Tilbudsportalenogrammeaftalernemellemkommunalbestyrelserne og regionsrådet.De regionale udviklingsråd blev nedsat for at sikre, at man fra centralt hold kunne følge udviklingen. I deførste tre år efter reformens ikrafttræden skal udviklingsrådene afgive redegørelser til socialministeren pådet sociale område og til undervisningsministeren på specialundervisningsområdet.I forbindelse med kommunalreformens behandling i Folketinget blev det tilkendegivet, atsocialministeren i hvert af årene 2008-10 ville udarbejde en samlet redegørelse og vurdering tilFolketinget på baggrund af udviklingsrådenes redegørelser.Udviklingsrådene har således nu afgivet deres sidste redegørelser, og jeg fremlægger på baggrund herafden sidste redegørelse - for 2009 - for Folketinget. Redegørelsen skal ses i sammenhæng medredegørelserne for 2007 og 2008 og med undervisningsministerens redegørelse om udviklingen påspecialundervisningsområdet.Jeg vil gerne samtidig kvittere for det arbejde, udviklingsrådene har gjort i de forløbne godt tre år og forkommunernes, regionernes og brugerorganisationernes arbejde i udviklingsrådene og ikke mindst iforbindelse med redegørelserne. Jeg vil samtidig gerne opfordre til, at man lokalt fortsætter samarbejdeog drøftelser om den fremtidige opgaveløsning på det sociale område.I det følgende behandles de mest centrale bemærkninger fra udviklingsrådenes redegørelser, menredegørelserne og herunder anbefalingerne vil i deres helhed indgå i Socialministeriets løbendeovervejelser om udviklingen på det sociale område.

konsekvenser af kommunalreformen, som skal ses i sammenhæng med andre samfundsmæssige forhold,som også påvirker udviklingen. På baggrund af udviklingsrådenes redegørelser og øvrig viden omudviklingen på det sociale område vurderes det også i år, at udviklingen generelt er tilfredsstillende på deområder, der blev berørt af kommunalreformen.2.2 RammeaftalerI dette års redegørelser anfører udviklingsrådene lige som de foregående år en række problemer i forholdtil det eksisterende koncept for rammeaftalerne og for aftalernes egnethed som redskab til styring ogplanlægning af udviklingen.Blandt andet på den baggrund er Socialministeriet i samarbejde med relevante parter i gang med atrevidere konceptet, så det i højere grad bliver tilpasset rammeaftalernes anvendelsesområder, som de harudviklet sig efter kommunalreformen. I forbindelse med revisionen vil der dels blive set på de formelleforhold omkring rammeaftalerne dels på, om rammeaftalerne fremover kan bidrage til løsningen af nogleaf de problemstillinger, som i øvrigt rejses på det sociale område, boligområdet ogspecialundervisningsområdet, herunder styring og kapacitetsplanlægning.2.3 VISOSamlet set viser udviklingsrådenes redegørelser, at der både har været en stigende anvendelse af VISOsydelser i alle regioner, og at langt hovedparten af kommunerne er meget tilfredse med kvaliteten af deydelser, de har modtaget. Samtidig oplyser udviklingsrådene dog, at enkelte kommuner har mindre godeerfaringer blandt andet med lange sagsbehandlingstider, ligesom enkelte kommuner finder kvaliteten afden rådgivning og udredning, de har modtaget, mindre god eller dårlig.I februar 2009 offentliggjordes den evaluering af VISO, som blev lavet af Velfærdsministeriet ogUndervisningsministeriet i fællesskab. Evalueringen viste ligesom redegørelserne, at der gennemgåendevar stor tilfredshed med VISOs ydelser, og at der ikke var belæg for at gennemføre grundlæggendeændringer af VISO. Samtidig pegede evalueringen på en række forhold, der kunne forbedres. VISO harpå den baggrund arbejdet videre med en række initiativer, herunder initiativer som skal forbedresagsbehandling og proces, kvalitetssikre VISOs ydelser samt styrke VISOs kommunikationsindsats. Deter initiativer, der skal tage højde for de forhold, der påpeges i evalueringen, og som også påpeges afenkelte kommuner i udviklingsrådenes redegørelser.2.4 Botilbud til voksneAf udviklingsrådenes redegørelser fremgår det generelt, at anvendelsen af midlertidige oglængerevarende botilbud i kommunerne er uændret, men at der kan konstateres en stigende efterspørgselpå botilbud i en del af kommunerne. Der er i 2009 oprettet nye botilbud i mange af kommunerne. De nyebotilbud vedrører især pladser til sindslidende og unge med nedsat psykisk funktionsevne herunderudviklingsforstyrrelser, da der på disse områder er stigende efterspørgsel.Alle fem udviklingsråd peger på, at mange kommuner har lange ventelister til både midlertidige oglængerevarende botilbud for sindslidende og fysisk og psykisk handicappede, men at der i forhold til2008 er tale om et samlet fald i antallet af personer på ventelister til midlertidige og længerevarendebotilbud. Hertil skal bemærkes, at faldet i ventelisterne især er sket i forhold til netop de personer, derikke i forvejen har et botilbud.

Ligesom redegørelserne for 2008 viser redegørelserne for 2009, at der er stor forskel kommunerneimellem både når det gælder ventelister og ventetider.Udviklingsrådenes redegørelser viser samtidig, at kommunerne er bevidst om deres opgave med hensyntil at nedbringe såvel ventelister som ventetiderne til botilbud, og at de generelt har fokus på, hvordan dersikres større gennemsigtighed og ensartethed i ventelistesystemet.Socialministeriet har igangsat et udredningsarbejde på området. Formålet med udredningsarbejdet er atskabe større klarhed over området med henblik på at lette kommunerne i administrationen afbotilbudsområdet. I det videre arbejde på området vil udviklingsrådenes bemærkninger blive inddraget.Udviklingsrådenes redegørelser viser, at det samlede antal af personer under 50 år, der bor på plejehjem,er relativt begrænset, og at tallet er faldende. Redegørelserne viser også her, at kommunerne eropmærksomme på og arbejder med problemstillingen.Regeringen har skabt gode økonomiske og lovmæssige rammer for kommunerne for at oprette flere ogbedre almene plejeboliger til handicappede og generelt øge tilgængeligheden til almene familieboliger forpersoner med handicap.Den kommunale grundkapital for ældre- og handicapboliger er nedsat til 7 pct. frem til udgangenaf 2010.Maksimumsbeløbet for opførelse af almene ældreboliger/handicapboliger er i 2008 blevetforhøjet de steder i landet, hvor der er dyrest at bygge, og i forbindelse med ændring afalmenboligloven, lov nr. 490 af 12. juni 2009, blev det vedtaget, at forhøjelsen afmaksimumsbeløbet udvides til at gælde endnu flere steder i landet.Startlejen i nybyggede almene boliger – herunder ældre- og handicapboliger - er nedsat med 11-12 pct.I marts 2008 er der ved lov indført krav om, at almene familieboliger, der opføres som tæt, lavtbyggeri i én etage med et bruttoetageareal på 85 m� eller derover, skal opføres med størrebadeværelser. Boligerne med større badeværelser er forbeholdt stærkt bevægelseshæmmede.I forbindelse med finanslovsaftalen 2010 blev der afsat to lånepuljer på i alt 3 mia. kr. tilkommunernes anlægsinvesteringer, herunder låneadgang til kommunernes finansiering afgrundkapital og servicearealer til ældre- og handicapboliger.

3. Udviklingsrådenes redegørelserDet følgende er en sammenfatning af centrale punkter i udviklingsrådenes redegørelser struktureret efterde enkelte temaer og fagområder. De fem redegørelser kan ses påwww.statsforvaltning.dk/udviklingsråd,hvor de enkelte kommuners og regioners redegørelser til udviklingsrådene også kan findes.3.1 Samarbejdet mellem kommunalbestyrelser og regionsråd – herunder forpligtende samarbejderSom det også har været tilfældet de foregående år, vurderes samarbejdet mellem kommunalbestyrelser ogregionsråd som alt overvejende hovedregel at være godt. Både samarbejdet om udarbejdelse aframmeaftalerne og det generelle samarbejde mellem kommunerne og mellem kommuner og regioner.De forpligtende samarbejder mellem konkrete kommuner, som i enkelttilfælde blev indgået i forbindelsemed kommunalreformen som alternativ til kommunesammenlægninger, vurderes også som hovedregel atvære velfungerende. En enkelt kommune oplever dog samarbejdet som ekstra administration. I et andettilfælde har samarbejdet omfattet så få sager, at grundlaget for at vurdere samarbejdet er for spinkelt.3.2 RammeaftalerI lighed med de foregående år, vurderer samtlige udviklingsråd, kommuner og regioner, at der erproblemer i det eksisterende koncept for rammeaftalerne. Rammeaftalerne vurderes ikke at udgøre detredskab til styring af kapacitet og udvikling, som det var hensigten. Et udviklingsråd peger på, at der ikkeer noget, der tyder på, at rammeaftalerne bruges som et redskab til langsigtet planlægning af området somhelhed. Flere udviklingsråd anbefaler derfor, at det eksisterende koncept for rammeaftalerne tages op tilrevision.De specifikke kritikpunkter vedrørende rammeaftalerne går også igen fra de foregående år:- Det er svært at skabe tilfredsstillende drifts- og udviklingsvilkår for de regionale tilbud, nårkommunerne med kort varsel kan beslutte at overtage regionale tilbud.- Lovgivning og proces omkring rammeaftalerne betyder, at der kan gå uhensigtsmæssigt lang tid,fra der konstateres et behov for ny regional indsats, til indsatsen kan sættes i værk.- Det er uhensigtsmæssigt, at kommunernes egne tilbud ikke er omfattet af rammeaftalerne.- Det er et problem, at regionen ikke har initiativret/-pligt i forhold til at sikre tilbud til borgeremed særlige behov.Særligt omkring ventelisteproblemerne mener et udviklingsråd, at rammeaftalekonstruktionen ikke sikrerregionen valide og handlingsorienterede ventelisteoplysninger. Det gør det vanskeligt for regionen atfølge udviklingen og sikre iværksættelse af de nødvendige initiativer rettidigt. Et andet udviklingsråd

peger på sammen problem og bemærker desuden, at rammeaftalerne i sin nuværende form ikke tagerhøjde for efterspørgslen fra kommuner uden for regionen.Et andet udviklingsråd mener imidlertid, at rammeaftalen som udgangspunkt er et godt værdifuldtredskab til at sikre borgerne specialiserede tilbud af høj kvalitet på økonomisk bæredygtigt oggennemskueligt grundlag. Som led i rammeaftalerne har regionen truffet beslutning om et fællesventelistebegreb og et IT-baseret ventelisteregistreringssystem. Udviklingsrådet anfører, atventelistesystemet synliggør antallet af borgere på ventelisten til de forskellige typer tilbud, så de enkeltesagsbehandlere bedre kan målrette deres visitationer i forhold til det tilbud, den enkelte borgere har behovfor.3.3 VISOSamlet set viser udviklingsrådenes redegørelser, at der fra 2008 til 2009 har været en stigende anvendelseaf VISOs ydelser i alle regioner – både hvad angår specialrådgivning og udredning. Stigningen svingerdog meget fra region til region – lige fra en stigning på 6 pct. til en stigning på over 90 pct.Alle udviklingsråd oplyser, at langt hovedparten af kommunerne er meget tilfredse med kvaliteten af deydelser, de har modtaget fra VISO. Det gælder både rådgivnings- og udredningsydelserne, og det gælderbåde på børne- og ungeområdet og på voksenområdet.Flere kommuner udtrykker tilfredshed med den nye visitation, og oplyser, at de er blevet mødt medimødekommenhed fra VISOs side, at der er et højt fagligt niveau og en kvalificeret og hurtigsagsbehandling. Dog nævner enkelte kommuner, at VISOs leverandører ofte peger på eget koncept somløsningsmodel.Samtidig oplyser udviklingsrådene dog også, at enkelte kommuner har mindre gode erfaringer. Noglekommuner finder VISOs rådgivning og udredning mindre god eller dårlig. To kommuner oplyser, at derhar været et problematisk samarbejde, der har været meget tidkrævende, mens andre kommuner haroplevet, at kvaliteten af VISOs rådgivning har været svingende.Et udviklingsråd oplyser, at flere kommuner i regionen efterlyser, at VISO er behjælpelig med at findekonkrete anbringelses- og behandlingssteder, og at VISOs sagsbehandling kunne være hurtigere. Et andetudviklingsråd fremhæver, at ventetiden til VISO kan være en barriere i akutte sager. Disse punkter komogså frem i den evaluering af VISO, som blev lavet af Velfærdsministeriet og Undervisningsministeriet ifællesskab, og som blev offentliggjort i februar 2009. På baggrund af evalueringen har VISO blandt andetarbejdet med en række initiativer, som dels skal sikre, at VISO løbende arbejder på at være så præcis sommulig på, hvad et tilbud skal indeholde for bedst muligt at opfylde borgerens behov i den konkrete sag,dels skal sikre en hurtigere og mere effektiv sagsgang.Et af udviklingsrådene nævner, at nogle af kommunerne har oplyst, at de vil bruge VISO mere fremover,og at medarbejderne er blevet mere bevidste om VISOs ydelser. Et andet udviklingsråd bemærkeromvendt, at kommunerne – i de situationer, hvor de har opsagt aftaler/kontrakter med lokale ellerregionale specialrådgivningscenter – ikke i nævneværdig grad har tænkt sig at anvende VISO i yderligereomfang, da VISO ikke synes at stå centralt i kommunernes bevidsthed. Udviklingsrådet opfordrer derforkommunerne til at være opmærksomme på den ekspertise, der ligger i VISO.

Der er regionale forskelle med hensyn til, om den modtagne rådgivning eller udredning kan læses ud afden efterfølgende sagsbehandling i kommunerne. Ét udviklingsråd oplyser, at kommunerne kun af og tilanvender VISOs rådgivning i sagsbehandlingen, mens et andet udviklingsråd oplyser, at kommunerne ilangt større omfang end de forudgående år, anvender ydelserne i praksis. I denne region anvender op mod75 pct. af kommunerne ofte eller af og til VISOs rådgivningsydelser i den efterfølgende sagsbehandling,mens lidt færre anvender udredningsydelserne. I to andre regioner er det omkring 50 pct. af kommunerne,som ofte eller af og til anvender VISOs ydelser i den efterfølgende sagsbehandling. Endelig er der étudviklingsråd, som ikke oplyser noget herom.Et af udviklingsrådene nævner, at årsagen til, at VISOs rådgivning og udredning ikke i alle tilfældeanvendes i den efterfølgende sagsbehandling, er, at de bestilte ydelser er målrettet borgeren eller andrefagpersoner, og således ikke er beregnet til at indgå i sagsbehandlingen generelt.

3.4 Udviklingen inden for børne- og ungeområdet3.4.1 Døgntilbud til børn og ungeI alle redegørelser peges der på, at mange kommuner oplever stigninger i antallet af anbringelser af børnog unge, hvilket blandt andet begrundes med større faglighed omkring anbringelsen efterkommunalreformen. Der peges også på, at der ofte sker anbringelse på institution med henblik påudredning, før der findes et permanent anbringelsessted.Kun ét udviklingsråd opdeler eksplicit stigningen i antallet af anbringelser på anbringelser af børn ogunge med adfærdsmæssige problemer og børn og unge med fysisk eller psykisk handicap.Nogle kommuner vurderer, at der er grund til at have særligt fokus på bl.a. akutte anbringelse, særligtdyre enkeltsager, gravide og unge mødre, fokus på overgangen mellem barn/voksen og kvantitativ ogkvalitativ udvikling af egne institutioner og alternative anbringelsesformer.Flere kommuner peger på et stigende behov for aflastningspladser til handicappede børn. Kommunernehar vanskeligt ved at finde egnede aflastningsfamilier, blandt andet til børn og unge med autisme ellerADHD. Enkelte kommuner har oplyst, at de søger at afhjælpe behovet ved brug af opholdssteder, mensandre overvejer at etablere egne aflastningstilbud. Et udviklingsråd opfordrer kommunerne til enten atsamarbejde om en løsning på problemet eller at anvende eksterne aktører på området.3.4.2 Udsatte børn og ungePå området for udsatte børn og unge har anvendelsen af forebyggende foranstaltninger været entenstigende eller uændret. Det samme gør sig gældende omkring anbringelser af børn og unge, hvilket svarertil situationen i 2008. Også i år oplyser kommunerne, at der i kommunernes praksis er stor fokus på tidligindsats samt indsatsen overfor udsatte unge.Udviklingsrådene anbefaler, at det undersøges, hvorfor der kan forekomme store forskelle påanbringelsesområdet kommunerne imellem. Der anbefales ligeledes en undersøgelse af, hvorfor oghvordan nogle kommuner har haft held med at flytte ressourcer fra anbringelsesområdet tilforebyggelsesområdet. Endelig anbefales en undersøgelse af, hvorvidt stigningen i anvendelsen afforebyggende foranstaltninger på sigt medfører færre anbringelser og reelt har en forebyggende effekt. I

den forbindelse nævnes vigtigheden af, at der foretages dokumentation og effektmåling med henblik på atfrembringe viden herom.Omkring anvendelse af efterværnsforanstaltninger, fremgår det af rådenes redegørelser, at der ikke synesat være strukturafledte problemer forbundet med foranstaltningen samt at efterværn primært iværksættes,fordi den unge har behov for kortvarig støtte, hvorefter den unge kan klare sig selv.For nogle regioner oplyses det, at ventetiden på foranstaltninger er nedbragt siden 2008. Problemer medventetid opleves primært omkring aflastningstilbud.3.4.3 Børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse

Særlige dag- og klubtilbud

Generelt tegner der sig ifølge udviklingsrådenes redegørelser en stabil og uændret udvikling i de særligedag- og klubtilbud. Kun i én region melder kommunerne om en markant stigning i antallet af særlige dag-og klubtilbud.Hovedparten af kommunerne bruger både egne og andre kommuners tilbud. Tilbud i egen kommunebegrundes med nærhedsprincippet, forældrenes ønske, eller fordi kommunen selv har det mestspecialiserede tilbud. Tilbud i andre kommuner begrundes med, at kommunen ikke selv har det rettetilbud, eller at en anden kommune har et mere specialiseret tilbud.Der er i hovedparten af kommunerne ikke ventetider til dag- og klubtilbud, og kun få kommuner har børnpå venteliste. En af redegørelserne nævner, at antallet af børn på venteliste til særlige dag- og klubtilbuder faldet markant fra 2008 til 2009, så der nu kun er to kommuner i regionen, som tegner sig for ventendebørn. Udviklingsrådet vurderer på baggrund heraf, at der ikke er nogen problemer.

Vedligeholdelsestræning mv.

Ifølge udviklingsrådenes redegørelser har udviklingen på området for vedligeholdelsestræning til børn ogunge være stabil i fire af regionerne, hvor kun få kommuner har oplevet en stigning. I flere af disseregioner nævner kommunerne, at vedligeholdelsestræning ikke bruges ret meget. Årsagen til den lavebrug oplyses bl.a. at være, at træning gives i regionsregi på sygehuse og betegnes som behandling, samt atder er træningstilbud i forbindelse med skole- eller pasningsordninger, vederlagsfri fysioterapi påprivatklinikker, hjemmetræning eller vederlagsfri ridetræning.Blandt de kommuner, som har oplevet en stigning, begrundes det blandt andet med, at der er størreopmærksomhed på muligheden af vedligeholdelsestræning fra forældre og institutioners side.I én region oplyser udviklingsrådet, at der er sket en markant stigning fra 2008 til 2009 i antallet af børn,som har modtaget vedligeholdelsestræning. Kommunerne i regionen oplever ikke alene stigendeefterspørgsel, men også at tilbuddene sander til, da det kan være svært at definere et ophør. Der er megettæt samarbejde med sundhedsområdets træningstilbud, og kommunerne har stor opmærksomhed påvidensdeling på området, så der sker en udbredelse af viden til medarbejdere i de tilbud, som har medbørnene at gøre.Flere kommuner tilbyder udelukkende træning i egen kommune, mens andre kommuner tilbydertræningen i både egen og i andre kommuner.

En region har i deres redegørelse haft særligt fokus på træningsområdet, herunder træningstilbud til børnog unge. De beskriver her, at kommunerne har stor opmærksomhed på, at der skal være særligetræningstilbud til børn og unge, og at tendensen er, at der gøres meget for at skabe sammenhængendeforløb på tværs af sektorer og lovgivninger. Flere kommuner har fx etableret terapeutgrupper, herunderneuro-teams, på tværs af lovgivninger og forvaltninger, lige som nogle kommuner har oprettetforløbskoordinatorer, som følger den enkelte i forhold til behandlingen og træningen.

Ledsageordningen for unge

I lighed med tidligere år fremgår det af udviklingsrådenes redegørelser, at ledsageordningen anvendes imeget begrænset omfang.I to af regionerne oplyser flere af kommunerne, at de i stedet for ledsageordningen bruger andre ordningersom fx støttekontaktpersoner. Nogle af kommunerne begrunder dette med, at ledsageordningen ikkedækker de unges behov, da deres handicap kan være for vidtgående, hvorfor de i stedet bevilges hjælpereeller støttekontaktperson.Ét af udviklingsrådene nævner, at det ikke altid er hensigtsmæssigt, at ledsageordningen udskiftes med enstøttekontaktperson, da børn og unge skal have samme muligheder som andre.3.5 Udviklingen inden for voksenområdet3.5.1 BotilbudAf udviklingsrådenes redegørelser fremgår det generelt, at anvendelsen af midlertidige oglængerevarende botilbud i kommunerne er uændret, men at der kan konstateres en stigende efterspørgselpå botilbud i en del af kommunerne. Der er i 2009 i mange af kommunerne oprettet nye botilbud. De nyebotilbud vedrører især pladser til sindslidende og unge med nedsat psykisk funktionsevne, herunderudviklingsforstyrrelser, da der på disse områder er stigende efterspørgsel.Udviklingsrådenes sammenfatninger af de kommunale indberetninger omventelistertil botilbud er megetforskellige. Alle fem udviklingsråd peger dog på, at mange kommuner har ventelister til både midlertidigeog længerevarende botilbud for sindslidende og fysisk og psykisk handicappede. Det fremgår endvidere,ligesom i redegørelserne for 2008, at der er stor forskel kommunerne i mellem. Nogle kommuner har flereborgere på venteliste, mens andre kommuner så godt som ingen har. I forhold til 2008 rapporterer nogleaf udviklingsrådene om et fald i antallet af personer på venteliste til midlertidige og længerevarendebotilbud.Fire udviklingsråds opgørelser af gennemsnitligeventetiderfordelt på persongrupperne sindslidende,fysisk handicappede og psykisk handicappede viser, at ventetiderne fortsat kan være lange, og at der iforhold til de fire regioner er tale om en både stigende og faldende tendens inden for de tre persongrupper.Ventetiden til længerevarende botilbud er faldende for sindslidende og fysisk handicappede men stigendefor psykisk handicappede, hvor ventetiden også er længst. Sammenfatningen af ventetider formidlertidige botilbud fra to udviklingsråd viser, at den er længst for sindslidende, og at tendensen erstigende. Som det også fremgår af redegørelserne betyder ventetider ikke, at de pågældende personer iventetiden ikke modtager et andet relevant tilbud.

Tre af de fire udviklingsråd, som rapporterer om ventetider, bemærker generelt, at kommunerne finder detvanskeligt at give et retvisende billede af de gennemsnitlige ventetider, da der er flere faktorer, der spillerind. To udviklingsråd bemærker, at borgere f.eks. kan have specifikke ønsker til et botilbud, herunderbl.a. til den geografiske beliggenhed, eller borgeren bor i et botilbud, men ønsker et flytte til et andet,hvilket kan være en årsag til lang ventetid på et botilbud.Et udviklingsråd anbefaler, at der bør foretages en nærmere analyse af ventelisteproblematikken påbotilbudsområdet for at undersøge, om ventetiderne er forårsaget af pladsmangel, eller fordi borgerenventer på et bestemt botilbud. Udviklingsrådet har derfor i fællesskab med kommunerne iværksat etsådant analysearbejde om ventetiderne.Et andet udviklingsråd finder det vigtigt, at der laves ensartede landsdækkende retningslinjer forventelister, så borgere med funktionsnedsættelse, der ønsker at flytte til et andet sted i landet, harmulighed for at orientere sig om ventetider på botilbud. Udviklingsrådet opfordrer derfor socialministerentil at igangsætte et arbejde med landsdækkende retningslinjer for ventelister til botilbud efterserviceloven.Et af udviklingsrådene anbefaler, at der sættes fokus på, hvordan man imødekommer behovet for boliger,herunder til borgere med flere diagnoser på såvel kort som længere sigt. Der bør i den forbindelse ogsåses nærmere på størrelsen af boligudgiften, anfører udviklingsrådet.

Personer under 50 år i almindelige plejehjem

Fire udviklingsråd har medtaget oplysninger om antal personer under 50 år på plejehjem i deresredegørelser. Det fremgår heraf, at der er tale om relativt få personer, og at kommunerne er megetopmærksomme på problemet. Et par udviklingsråd har undersøgt, hvorfor borgere under 50 år bor påplejehjem og konstaterer, at størstedelen af de pågældende borgere har et massivt plejebehov, eller at deselv eller deres pårørende ønsker, at de bor netop der. Endelig er der borgere, der midlertidigt bor påplejehjem, mens de venter enten på den rette bolig eller på en afklaring af deres genoptræningsbehov.3.5.2 Dagtilbud til voksneUdviklingsrådenes redegørelser viser, at behovet for beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbuder uændret, og at der stort set ikke opleves ventetider. Et udviklingsråd fremhæver og roser, at flerekommuner i regionen fremadrettet arbejder med udviklingsprojekter, hvor der skabes større sammenhængmellem beskyttet beskæftigelse og det ordinære arbejdsmarked.3.5.3 Træning, socialpædagogisk bistand mv.Alle fem redegørelser viser, at kommunerne overvejende oplever en stigning i behovet for at ydesocialpædagogisk bistand. Der peges i redegørelserne på, at årsagerne hertil er øget støtte til misbrugere,sindslidende, senhjerneskadede, tidligt demente og borgere med dobbeltdiagnoser. Fire af de femredegørelser fremhæver, at flere af kommunerne i deres indberetning har gjort opmærksom på, at der er etsærligt behov for at sætte fokus på og udvikle tilbuddene om socialpædagogisk støtte til unge voksne medADHD eller Aspergers syndrom.Ingen af de fem udviklingsråd beskriver i deres generelle redegørelser nogen særlig udvikling i forhold tiltræning efter servicelovens § 86.

Et udviklingsråd har dog træning som særligt fokusområde, og konkluderer, at kommunerne og regionenhar stor opmærksomhed på området og har iværksat initiativer, der skal sikre fagligheden i indsatsen.Ligesom på børneområdet viser indberetningerne fra kommunerne bl.a., at der gennemgående er storopmærksomhed på både genoptræning og den efterfølgende vedligeholdelsestræning, og at der gøres enindsats for at skabe overblik over borgerens samlede rehabiliteringsforløb. Der er nogle steder oprettetsærlige teams på tværs af fagområder og lovgivninger. De fleste kommuner i regionen har endvidereoplyst, at de har særligt fokus på gruppen voksne med erhvervet hjerneskade, og at der påtræningsområdet er tæt samarbejde med kommunikationscenter og tale-/høreinstitut. Regionen harligeledes stort fokus på at skabe sammenhænge i overgangen fra sundhedstilbud til sociale tilbud påtræningsområdet.3.5.4 Personlige hjælperordning/BPA og ledsagerordningDet fremgår af alle redegørelserne, at et flertal af kommunerne ikke har oplevet stigende eller ændret brugaf hjælpeordninger, mens de der har oplevet en stigning henfører denne til indførelsen af BPA. Enkeltekommuner efterlyser takstberegninger på området, og et udviklingsråd opfordrer kommunerne til at sørgefor udmelding af tilstrækkeligt tilskud.Redegørelserne viser ligeledes, at de fleste kommuner har et uændret brug af ledsagerordningen, mensnogle kommuner oplever stigninger i brugen. Det er stadig lidt forskelligt, om der er oprettet etledsagerkorps, om borgeren selv finder en ledsager, eller om ledsageren ydes fra hjemmevejledergruppeni kommunen. Mange kommuner gør brug af flere modeller.3.5.5 Hjælpemidler, biler og boligindretningFire af de fem udviklingsråd beskriver udviklingen på hjælpemiddelområdet. Af disse redegørelserfremgår det, at en stor del af kommunerne oplever en stigning i efterspørgslen på hjælpemidler. Noglekommuner nævner, at der især opleves en stigning i antallet af ansøgninger og bevillinger af kropsbårnepersonlige hjælpemidler såsom høreapparater, parykker, proteser mv., ligesom der er et stigende antalansøgninger i forbindelse med diabetes, inkontinens og stomi.I hovedstadsregionen er en af de tre hjælpemiddelcentraler, der var før kommunalreformen, blevet lukketi 2009. Det fremgår af tre af redegørelserne, at en stor del af kommunerne har deres egnehjælpemiddeldepoter, mens andre indgår i samarbejder. I mange tilfælde er der endvidere indgået aftalermed regionsdrevne institutioner, fx på syns- og høreområdet, og med andre kommuner. Størstedelen afkommunerne i Region Hovedstaden indgår i et vidensnetværk på hjælpemiddelområdet.Ingen af de fem redegørelser har særlige bemærkninger til bilområdet. Der peges fra to afudviklingsrådene på, at kommunerne har gjort en indsats for at få nedbragt den store mængde sager, der iforbindelse med kommunalreformen blev overleveret fra amterne med kommunalreformen.For så vidt angår boligindretning oplever nogle kommuner en stigning i antallet af ansøgninger, andre etfald eller et uændret behov. En redegørelse peger på, at stigningen i boligindretningssager skyldes, at flereældre ønsker at blive boende i eget hjem, mens et andet udviklingsråd noterer, at noget af stigningenskyldes arbejdsmiljøregler og ikke nødvendigvis kan henføres til borgerens ønsker eller behov.3.6 MisbrugsbehandlingUdviklingsrådenes redegørelser behandler alle området for misbrugsbehandling. Det fremgår afredegørelserne, at en del kommuner etablerer egne tilbud for bedst muligt at kunne tilrettelægge en

helhedsorienteret indsats, ikke mindst når det gælder indsatsen over for børn og unge. I fx RegionNordjylland har dette medført en reduktion i trækket på det regionale misbrugscenter. Trods etableringenaf kommunale tilbud, er det dog et generelt indtryk, at de fleste kommuner også indgår i forskelligeformer for samarbejde, herunder netværk, på området enten med andre kommuner eller med regionen omløsning af opgaverne på misbrugsområdet.Det fremgår videre, at kommunerne generelt opfatter misbrugsområdet som et område, der skal værefokus på. Som særlige fokusområder inden for misbrugsområdet nævnes bl.a. indsatsen over formennesker med diagnoser som ADHD eller Aspergers syndrom, indsatsen over for børn og unge,indsatsen over for dobbeltdiagnosticerede og indsatsen over for ældre med misbrugsproblemer.3.7 Særligt tema: Specialrådgivning – specialiseret rådgivning til borgere med særlige behovDen specialiserede rådgivning til borgere med særlige behov er et særligt tema på det sociale område forudviklingsrådenes redegørelser for 2009.Alle udviklingsråd nævner, at ikke alle kommuner har besvaret det særlige tema. Hertil kommer, at dekommuner, som har svaret, ikke i alle tilfælde forholder sig konkret til de enkelte fokusområder inden fortemaet. Besvarelserne skal derfor tages med et vist forbehold.Samlet set viser udviklingsrådenes redegørelser, at størstedelen af de kommuner, som har taget temaet op,ikke har oplevet ændringer i antallet af specialrådgivningstilbud, ligesom de heller ikke har planlagtnedlæggelse af eksisterende eller oprettelse af nye specialrådgivningstilbud. Et udviklingsråd nævner dog,at flere kommuner oplyser at have udbygget specialrådgivningen i eget regi eller at have planer herom. Etandet udviklingsråd nævner, at flere kommuner oplyser, at den specialiserede rådgivning i større og størreomfang er blevet en del af den almindelige sagsbehandling og dermed en integreret del af opgaverne.Endelig har en del kommuner etableret tværfagligt kommunalt og/eller regionalt samarbejde omspecialrådgivning, ligesom nogle kommuner nævner, at de køber specialrådgivning frahandicaporganisationer, patientforeninger og fx Center for Autisme.Som eksempler på nye specialrådgivningstilbud nævnes bl.a.:Specialrådgivningsindsats med fokus på en koordineret indsats mellem socialfaglig ogsundhedsfaglig indsats på hjerneskadeområdetEn hjerneskadegruppeEn afdeling for særligt komplekse sagerStøttecenter for personer med Aspergers syndromEn særlig ADHD-rådgivningHertil kommer oprettelse af forældrekurser, rådgivningsforløb, oprettelse af netværksgruppe og løbendeforedragsrækker.Et udviklingsråd peger på, at det specialiserede rådgivningsområde vedrørende hjælpemidler kan væreproblematisk og ønsker, at der tages hånd om udviklingen for at sikre en national specialiseret rådgivningpå hjælpemiddelområdet. Baggrunden er, at en af kommunerne i regionen i forbindelse medkommunalreformen overtog specialrådgivningen vedrørende hjælpemidler fra amtskommunen. Der erimidlertid vigende efterspørgsel, og kommunen har indledt drøftelser med de andre kommuner i regionenmed henblik på en afklaring af, om der fremover er grundlag for at opretholde tilbuddet. Hvis dette ikke

er tilfældet, vil der blive taget skridt til at lukke specialrådgivningen, herunder indledt forhandlinger medVISO, da specialrådgivningen er leverandør til VISO på en række punkter.Et af udviklingsrådene nævner, at VISO har spillet en væsentlig rolle som samarbejdspartner i forbindelsemed oprettelse af egne tilbud. Flere kommuner oplyser at have fået specialviden og erfaring fra VISO.Især mindre kommuner, der ikke har egne specialrådgivningstilbud, er afhængige af at kunne trække påspecialrådgivning udefra.Et andet udviklingsråd konkluderer, at kommunerne i vidt omfang benytter sig af mulighederne for atsøge sparring i forbindelse med specialrådgivning, både internt i kommunen, på tværs afkommunegrænser og via leverandører (specialiserede tilbud).Generelt vurderes VISO ikke at have betydning for specialrådgivningen som sådan. Et udviklingsråduddyber, at VISO har stor betydning på individniveau og i sagsbehandlingen af borgerne, men at dennebetydning ikke har en styrke, der gør, at den slår igennem på et organisatorisk plan i kommunerne.Med hensyn til regionens betydning for specialrådgivningen nævner et af udviklingsrådene, at regionenoplever, at der fortsat er et stort behov for at give specialrådgivning til kommuner især i de mestkomplicerede sager. Regionen vurderer, at behovet for specialrådgivning udspringer af, at der ikke eroparbejdet tilstrækkelig ekspertise i kommunerne til at løfte de mest komplicerede sager.Et andet udviklingsråd oplyser, at enkelte kommuner anfører, at de ønsker mere rådgivning fra regionen,herunder at regionen bør tage ansvar for rådgivning til den voksende gruppe af børn og unge meddiagnoser, herunder ADHD og lignende. Regionen har oplyst, at den yder en betydelig specialrådgivningtil kommunerne, og at flere af regionens tilbud er leverandører til VISO. Hertil kommer, at der fraregionsadministrationen bliver ydet specialrådgivning til kommunerne i forbindelse med matchning afborgere og tilbud.Endelig oplyser et tredje udviklingsråd, at efterspørgslen efter regionens specialrådgivningsydelser ervigende, da kommunerne i stedet selv varetager opgaverne, bruger VISO eller opretter fælleskommunalerådgivningscentre.På spørgsmålet, om der er væsentlig forskel på den specialrådgivning, borgerne modtager i de enkeltekommuner, konkluderer ét udviklingsråd, at der kan være forskel, da nogle kommuner har overtagettidligere amtslige specialiserede tilbud, hvor medarbejderne har en viden, der kan føre til merekvalificeret rådgivning end i de kommuner, hvor der ikke er placeret eller overtaget sådannespecialiserede tilbud.Ét udviklingsråd mener ikke, at der er væsentlig forskel på den specialrådgivning, borgerne modtager i deenkelte kommuner, mens et andet udviklingsråd på grund af manglende besvarelser fra kommunerne ikkekan udlede noget om, hvorvidt der er forskelle på specialrådgivning i regionens kommuner.3.8 Konsekvenser af kommunalreformenUdviklingsrådene har i varierende form og omfang vurderet kommunalreformens generelle positive ognegative konsekvenser. Uden at billedet er fuldstændigt entydigt fra det ene udviklingsråd til det andet,kan der peges på nogle generelle tendenser.

Generelt fremhæves det, at kommunalreformen har haft positive konsekvenser i form af større fagligbæredygtighed i kommunerne, hvilket betyder bedre kvalitet i sagsbehandlingen, fordi medarbejderne harfået bedre mulighed for at specialisere sig. Den større faglige bæredygtighed har også medført flere egnetilbud i nærområdet, som igen har betydet bedre mulighed for helhedsløsninger for borgene og tætteredialog mellem myndighed og tilbud, hvilket også kommer borgeren til gode.Andre positive følger af kommunalreformen angives at være den entydige ansvarsfordeling medmyndighedsansvaret samlet ét sted, samt at de nye strukturer og samarbejdsformer har ført til oprettelsenaf tværfaglige teams på en række områder, der kvalificerer indsatsen yderligere.På den anden side anføres det, især af regionerne, at kommunalreformen har medført manglendeincitament til at udvikle og oprette specialiserede tilbud, hvilket kan betyde afspecialisering og sårbarhedi forhold til især små specialer. Derudover har det betydet dårligere sammenhæng til sundhedssystemet.Nogle kommuner og regioner anfører endvidere mere bureaukrati og sektoropdeling som udfordringerved kommunalreformen samt større udfordringer i forhold til økonomien. Det sidste har dog ikkeudelukkende sammenhæng til kommunalreformen.