SOU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 27: Henvendelse af 21/10-09 fra LOBPA Borgerstyret Personlig Assistance vedr. retten til at overdrage arbejdsgiveransvaret for personlige hjælpere.

Den 1. januar 2009 blev Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) en mulighed for borgere med hjælpebehov. BPA gavbl.a. borgeren retten til at vælge, hvem der skulle varetage arbejdsgiveropgaven for de hjælpere, som borgeren indtil daselv skulle være både arbejdsgiverogarbejdsleder for.Var borgeren i stand til at udfylde begge funktioner, skulle det stadig være muligt, men for alle dem, som fandtopgaverne som arbejdsgiver tyngende oven i en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, var BPA udtryk for enfrisættelse for dette ansvar.Lovforslaget om BPA blev ledsaget af følgende bemærkninger:Det er hensigten, at 50 pct. af de eksisterende modtagere to år efter forslagets gennemførelse har overdragetarbejdsgiveransvaret til andre. Det er samtidig målsætningen, at 90 pct. af nye modtagere har deltaget i et kursus omopgaver og ansvar i forbindelse med en BPA-ordning, og endelig er det målsætningen, at mindst 75 pct. af borgere meden sådan ordning oplever, at forslaget har gjort det nemmere at modtage hjælp i denne form.10 måneder efter lovens ikrafttræden er vi meget langt fra målet – der skal løbes meget stærkt, hvis målsætningerne skalnås - og måske endnu længere fra opfyldelsen af ét af delmålene end nogensinde.Det er ikke blevet nemmere at være borger med en hjælpeordning!BPA’s vej fra lovforslag til virkeliggørelse i landets kommuner har været lang og stenet, og LOBPA forventer, at loveni visse kommuner vil opnå at fejre 1 års jubilæum, uden at BPA bestemmelserne en eneste har gang har været anvendt.Undskyldningerne er mange: Der har manglet en bekendtgørelse, der mangler fortsat en vejledning, og der følger ikketilstrækkeligt med midler med til afholdelse af den ekstra omkostning, som BPA indebærer for den enkelte kommune.Bedre bliver situationen ikke af, at lovgiverne har sat sig mellem to stole i formuleringen af reglerne for BPA. På denene side anerkendes det, at der er tale om opgaver, som løses på det private arbejdsmarked, hvor løndannelsen er enanden end på det offentlige arbejdsmarked, på den anden side skal omkostningen (som minimum) tage udgangspunkt ilønnen for sammenlignelige grupper – som så i praksis defineres som en løn, der svarer til lønnen iht. en overenskomstpå det offentlige område indgået mellem KL og FOA.På den ene side ønskes der ordnede forhold for de ansatte hjælpere, herunder barns 1. og 2. sygedag, løn under barsel,løn under sygdom etc., svarende til forhold, som på arbejdsmarkedet forhandles via en overenskomst, på den anden sideønsker lovgiver ikke at diktere anvendelsen af overenskomster, som er indgået med handicaphjælperne for øje, eller forden sags skyld at indføre andre sædvanligt forekommende rettigheder som den 6. ferieuge.Og endelig må omkostningerne maksimalt udgøre et beløb, der svarer til kommunalbestyrelsens gennemsnitligelangsigtede omkostninger til levering af hjælp efter servicelovens § 83, ledsagelse efter servicelovens § 97 og afløsningog aflastning efter servicelovens § 84, mens kun det kommunale serviceniveau og et lønniveau for sammenligneligegrupper danner bundgrænsen for, hvor minimalt kommunerne kan udmåle.Det er det minefelt borgerne skal agere i, når de får en BPA udmåling fra deres respektive kommuner. Hver kommuneskal udarbejde et budget, som viser, hvordan tilskuddet er beregnet, og det er så op til den enkelte borger at påvise, atbudgettet ikke lever op til lovgivers krav. Det er i sig selv en umulig opgave at løfte for den enkelte. Meget fåkommuner har i øvrigt lavet et budget over omkostningerne, så også af denne årsag er en efterprøvelse afforudsætningerne mere end almindelig svær at foretage.

Sideløbende med dette scenarie kræver hjælperne at få udbetalt den forbedrede løn, som de er blevet lovet så længe,men som borgerne ikke kan give dem, før den enkelte kommune har færdiggjort en udmåling. En udmåling, som kun inogle tilfælde kan indfri løfterne om denne højere løn.Og når borgeren endelig har fået tildelt sit udmålte tilskud, skal borgeren finde en udbyder, som vil udførearbejdsgiveropgaven inden for det tildelte beløb. Også her viser kommunerne mange kreative løsninger. Kraftigtunderstøttet af en budgetvejledning fra KL udstyres borgeren i nogle tilfælde med et så ringe beløb, at der ikke er nogetalternativ til fortsat selv at være arbejdsgiver.Borgeren får dermed stik imod hensigten ikke noget reelt valg. Hverken mellem at beholde arbejdsgiveransvareteller overdrage det eller mellem flere udbydere.Et valg, som ellers er blevet udtrykt i både bemærkningerne til det oprindelige lovforslag og i betænkningen tiltillægsloven som følger:Udvalget forudsætter, at borgeren økonomisk får en reel mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret og en reelvalgmulighed mellem private og borgerstyrede udbydere af ydelsen. Lovforslaget og den tilhørende bekendtgørelse eren udmøntning af den permanente bevilling, som satspuljepartierne har afsat i satspuljeaftalen for 2009.BPA området har stor betydning for den enkelte borger. Men BPA er også udtryk for et marked, hvor der ikke ersærlige krav til udbyderne, og hvor der i mange år har eksisteret allehånde kreative alternativer til det, som nu er blevetlovfæstet. Det betyder til gengæld også, at det kan være svært for en borgerstyret forening som LOBPA, som ikke haren stor egenkapital i ryggen, at få fodfæste i et marked med meget kapitalstærke modspillere.Et borgerstyret alternativ opnås kun, hvis der sker en udmåling til BPA, som afspejler den reelle pris forydelsen.Det kommunale landkort viser forskelle i udmålingen til administration (arbejdsgiveropgaven) fra ca. 2 kr. pr. leverethjælpertime til ca. 26 kr. pr. leveret time. LOBPA anerkender, at der er forskel på det kommunale serviceniveau, og atadministrationsomkostninger kan gøres op på mange måder, men en så stor forskel virker usandsynlig, når der tagesudgangspunkt i det samme regelsæt. Også her er det svært at gennemskue, hvordan beløbene gøres op, da de færrestekommuner som nævnt laver det budget, de er forpligtet til i henhold til udmålingsbekendtgørelsen.Selvom borgeren opnår et tilskud til både en rimelig hjælperløn og til administration og dermed et tilskud, der reeltgiver mulighed for at afgive arbejdsgiveransvaret til en selvvalgt arbejdsgiver, er der ingen sikkerhed for, at udmålingenstår til troende.Under henvisning til det ufærdige regelsæt gøres udmålingerne midlertidige, vejledende el. lignende, så de medet pennestrøg kan ændres.De uklare regler er BPA’s akilleshæl, fordi de kan tages til indtægt – og bliver det – for en hvilken som helst udmålingog for senere ændringer.Mange kommuner holder skansen og inkasserer udligningen for merudgifterne ved BPA i mellemtiden, og borgerneventer og afventer, fordi de ser usikkerheden i de mange forbehold. Hjælperne venter på den bedre løn, og bliverhørbart mere frustrerede, som tiden går. Og de borgere, som handler i tillid til en kommunal udmåling, gør det med liveti hænderne, fordi ingen faktisk ved, hvad dette går ud på, og hvor det ender. Og fordi der øjensynligt ikke er nogenregel, der beskytter den enkelte mod at få ændret sin udmåling uvarslet og alene begrundet i det kommunaleserviceniveau.Der hersker retsløse tilstande for den enkelte borger,som uagtet hensigten bag BPA er oppe imod et system (læs:kommunalbestyrelsen og embedsapparatet), som de færreste kan matche, og som – ultimativt – kan afgøre, om en BPAfortsat skal være en mulighed for selvsamme borger.

Ogfra at være en mulighed for flere, bliver BPA visse steder muligheden for færre- i denne sammenhængressourcestærke borgere - mens de allersvageste - dem, der ikke kan tale deres egen sag - risikerer helt at ryge ud afmålgruppen og blive omvisiteret til andre tilbud.BPA – og LOBPA - blev introduceret som en pendant til de ordninger og organisationer, man længe har kendt i Norgeog Sverige. Den daværende velfærdsminister udtrykte det således i sin pressemeddelelse:”Mange borgere med handicaphjælpeordninger har udtrykt ønske om ikke selv at skulle stå med ansvaret for alle dearbejdsgiverrelaterede opgaver, der opstår, når man ansætter hjælpere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi medtilskuddet til den nye forening nu kan sikre, at man ikke længere behøver at stå alene med arbejdsgiveropgaverne,"siger velfærdsminister Karen Jespersen.Det er en lovændring vedtaget i foråret 2008, der gør det muligt for borgere med en hjælperordning efter servicelovens§§ 95 og 96 at overdrage opgaverne med at ansætte hjælpere til en pårørende, en forening eller et privat firma. I Norgeog Sverige har man lignende foreninger der påtager sig disse opgaver for mennesker med handicap.I Norge og Sverige er man øjensynligt også rede til at sikre det økonomiske grundlag for at tilbyde BPA, både hvisudbyderne har afsæt i en nonprofit og borgerstyret profil, og hvis udbuddet tager afsæt i profitmaksimering. Valgetmellem den borgerstyrede hhv. den udelukkende forretningsbaserede udbyder tilbydes langt fra alle i Danmark.I stedet for en ordning, der frisætter den enkelte borger, har vi fået en ordning, som ikke virker efter hensigten, og hvorborgerne mødes med et stort bureaukrati, som hverken de eller de bevilgende myndigheder kan gennemskue. Og etregelsæt, hvor omkostningerne ved BPA i stedet for at give flere adgang til et uafhængigt liv bliver en hindring – bådefor dem, der allerede havde en hjælpeordning, og for dem, der havde fået muligheden stillet i udsigt.Der er blevet længere til et ligeværdigt liv med mindre administrativt bøvl.Så der er lang vej igen. Til det frie valg og til et ligeværdigt liv. LOBPA håber, at der også til den tid vil være enborgerstyret forening som alternativ til de private udbydere, og at Danmark ikke skal være det eneste land i Norden,som ikke kan tilbyde den borgerstyrede løsning.For yderligere information kan følgende kontaktes:LOBPAs formand, Janne Sander, telefon 36 16 85 41 (bedst mellem 11 og 17), og LOPBAs direktør, Jette Nielsen, 3635 96 35 eller 23 24 30 12.

Jette Nielsen | Direktør