SOU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 240: Henvendelse af 25/4-2010 fra P.S. Foreningen vedr.vilkår for forældrene med anbragte børn (anmodning om foretræde)

Som formand for P.S. Foreningen (www.psforening.dk) Personlig støtte til forældre der har fåetanbragt deres børn, er det blandt andet min opgave at holde øje med udviklingen indenfor dettefelt. Den senere tid har vi i foreningens bestyrelse fået øje på, at måden § 54 benyttes på ude ikommunerne er meget forskellig.Det skal forstås på den måde at vi oplever, at man fra flere kommuners side, ikke længere er villigtil at betale en professionel løn eller give den nødvendige tid, til de professionelle der udførerydelsen som støttepersoner. Vi oplever således at der sker en udhuling af denne ordning overforforældrene, i form af begrænset mulighed for selv at vælge støtteperson (serviceloven skriver atdette skal være en mulighed), samt begrænset mulighed i form af hvor meget eller hvor lidt manmå bruge sin støtteperson (dette forskriver serviceloven er en mulighed for kommunerne at gøre,men det har ikke tidligere været brugt så udtalt som nu).Det er P.S. Foreningens oplevelse at mange forældre lades tilbage med en rettighed som de reeltikke får mulighed for at benytte, idet serviceloven giver kommunerne mulighed for og lov til atsætte nogle begrænsninger, som i sidste ende rammer forældrene og fratager dem den egentligestøtte, de kan således komme i den situation, at de for eksempel skal vælge om de skal brugestøttepersonens tid til, at snakke retssikkerhed eller sorgbearbejde, et umuligt valg for forældreder sidder i denne vanskelige og sorgfyldte situation det er at få sit barn anbragt.Der ligger i sagens natur mange niveauer af udvikling og udbytte i brugen afstøttepersonordningen, og for at nævne en bekymring i den anden side af spektret, kan denaflastning det er for sagsbehandleren, at have en støtteperson ansat i en sag, blive alvorligtreduceret, da en støtteperson der har mulighed for at støtte optimalt, (og altså ikke bliverbegrænset af kommunens valg om 4 timer om måneden), ofte er modtager for mange afforældrenes frustrationer og meget af deres vrede mod systemet, så man kan sige atsagsbehandlernes mulighed for at arbejde fremadrettet bedres betydeligt, i de sager hvor der erstøttepersoner involveret. Denne mulighed reduceres kraftigt for sagsbehandlerne i de sager hvorman vælger at begrænse støttepersonens indsats, helt undlader at bruge støtteperson eller måskevælger at bruge en ikke professionel som støtteperson.

Det er P.S. Foreningens oplevelse at der er kommet fokus på pligten til at ansætte en støttepersonefter § 54, hvilket er en rigtig god udvikling og med Barnets reform hvor forældrene aktivt skaltage stilling og fra eller tilvælge kommer der endnu mere fokus på denne rettighed, men detbetyder så samtidig at der kommer nogle restriktioner fra kommunernes side, idet lønningerne foren støtteperson forsøges holdt nede, via de mulige begrænsninger serviceloven foreskriver atkommunen må benytte sig af. Dette har betydning for kvaliteten af den støtte som forældrenetilbydes. Man kan sige at der er risiko for at ordningen bliver en ”mormor” ordning, og de derarbejder til den meget lave betaling, reelt ikke har viden om lovgivning på området,familiedynamikker eller børns udvikling. Områder som fylder meget for forældrene i samarbejdetmed støttepersonen og som det er vigtigt man kan give modspil i forhold til.Vi oplever desuden som professionelle støttepersoner at vores arbejde i høj grad har enforebyggende effekt, og som eksempel kan vi bruge tv2 dokumentaren om Hanne Louise, her erdet vores overbevisning at havde denne mor haft en støtteperson, havde hele processen medhjemgivelse af Hanne Louise haft en anden drejning, idet samtaler med en støtteperson her,blandt andet ville have indeholdt konsekvenser af hjemgivelsen både for moren og for HanneLouise. Formentlig ville sagen være endt helt anderledes.Økonomisk kan man sige at der mangler retningslinjer på området, og der lige nu hersker totaltanarki idet kommunerne dumper på prisen og det har indvirkning på kvaliteten af støtten, og visom gerne ser det, som en accepteret professionel ydelse i forvaltningsregi, oplever os valgt fraidet vi ikke vil arbejde 4 timer for eks. 1 x rådgiver honorar = 753 kroner.Jeg kan snakke meget og længe om min bekymring for hvad der er ved at ske, men jeg finder detsvært at blive hørt. Jeg håber med denne henvendelse at socialudvalget vil se på ordningen og deperspektiver jeg her har ridset op. Måske det kunne være en idé, at lave en undersøgelse påudbytte af ordningen, hos forældre og sagsbehandlere. Der mangler under alle omstændighedernogle retningslinjer for hvordan kommunerne bør forvalte ordningen så det kommer forældrenetil gode.Københavns Kommune står eksempelvis for 10 % af alle anbringelser = ca. 1400 anbringelser, dehar forældrestøtten i Klerkegade til at varetage § 54 støtteordning til disse forældre. I Klerkegadeer der 4 mennesker ansat; hvordan de får det til at hænge sammen kan undre i vores forening. Detskal nævnes at Klerkegade har et fint tilbud, om samvær med andre forældre omkring nogleaktiviteter, men den støtte vi oplever forældrene har brug for rækker ud over hvad Klerkegadereelt tilbyder.Århus og Ålborg Kommune har lavet deres egne ”emnebanker” af støttepersoner som de haroplyst til mig de påtænker at lønne som ovenfor beskrevet. I Ålborg har de søgt blandtbørnehavnepædagoger og skolelærere i Kommunen til deres emnebank, så hvordan disse