Sendt:

15. april 2010 15:42

Til:

Liselott Blixt

Emne:

Hej Liselott.Vi kender ikke hinanden,vi deler dog de samme politiske holdninger, da jeg selv har væretmedlem af df.Jeg har jo lidt kendskab til dit virkeområde inden for politik. jeg vil godt lige fortælle dig minhistorie. For 5 år siden blev min hustru ramt af to blodpropper i hjernen, hun fik enhjerneskade som gjorde at hun ikke kunne arbejde mere. Det ramte vores lille familie hårdt. Isept 08 mister jeg så min mor, og vores datter som idag er 13 mistede sin farmor, i marts 09bliver min hustru ramt af en hjerneblødning. Hun ligger så i koma i 17 dage, og på hospital i 2mdr. Endnu et slag og ingen hjælp eller støtte fra det offentlige. I juni mister jeg så min far,og vores datter sin farfar. Tre voldsomme ting for en pige på 13. Da min hustru kom hjem frahospitalet kunne hun ikke klare sig selv. Jeg valgte at blive hjemme, hvilket resulterede i atjeg i et halvt år ikke fik nogen penge, da jeg jo selv havde valgt at gå hjemme. Nu er der snartgået et år, uden at kommunen har truffet nogen afgørelse omkring en plejetilladelse til mig.Og vores datter som er meget fraværende fra skolen pga depression, har efter psykologensudsagn brug for hjælp her og nu, jamen der snøler kommunen også. De har sågar spurgt omikke vi bare kan få en henvisning fra egen læge til behandling, men hvad hjælper det mindatter som har brug for psykiatrisk behandling iflg skolepsykologen. Så nu spørger jeg dig sompolitiker, er det din erfaring at man generelt har så lang en sagsbehandling? Min hustru harsom følge af de skader hendes hjerne har været udsat for, fået begyndende demens. Håberikke at du opfatter mig som påtrængende.Oktober 05 fik XX 2 blodpropper i hjernen, de medførte en hjerneskade og XX blev sygemeldt.Efter 120 dage sygedage blev hun sagt op fra sit job. XX gik på sygedagpenge i efter at hunblev sagt op, først i slutningen af 06 tager kommunen initiativ til at prøve at finde ud af hvadXX kan og om hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det sker på den måde at mansætter XX sammen med andre langtidssygemeldte som sidder og skriver jobansøgninger, oghar samtaler med XX. Kommunen skønner at XX nok ikke kan vende tilbage påarbejdsmarkedet. Efter dette forløb i lokalt regi bliver XX henvist til Bomi Center forhjerneskadet i Roskilde, der går XX i omkring 6 mdr. Behandlingen består af fysisk træning påBomi, samt træning i hjemmet med en ergoterapeut. Efter behandlingsforløbet kommer Bomiogså frem til at XX ikke kan arbejde mere. XX bliver så tilkendt førtidspension. Under heledette forløb har der ikke været hjælp el tilbud om hjælp til vores datter el til mig.De vanskeligheder som XX fik efter blodpropperne var svigtende hukommelse og hendesindlæringsevne forsvandt, hun mistede også muligheden at se ting til højre for hende. XX serikke ting før de er lige ud for hendes ansigt.Marts 09 bliver XX ramt af en hjerneblødning, grunden til at husker det så tydeligt er at jeg serdet for mig hver gang at jeg lukker mine øjne, ser hvordan hun ligger og kramper på voressofa. XX bliver kørt til Slagelse sygehus hvor man scanner hende og ser hjerneblødningen, såXX bliver kørt til Rigshospitalet.Der ligger XX så i omkring 21 dage. XX og jeg bliver tilbudt krisepsykolog, men efter at XXbliver overført til Næstved Sygehus, så stopper vi hos psykologen på Rigshospitalet. PåNæstved Sygehus kan man så ikke tilbyde krisepsykolog, men siger til os at vi kan kontakteegen læge. Men når man kun har sin hustrus pension at gøre godt med, så er det svært atfinde penge til en psykolog. Først i November 09 får jeg langt om længe penge takket væreXX`s sagsbehandler som går ind i min sag. Jeg bliver sygemeldt pga en depression, og mankan så på den måde holde mig fri af arbejdsmarkedet. Hvis vores familie skal reddes kunnedet være en løsning at man ansatte mig som plejer får XX, da hun ikke er tryk ved fremmede