Socialudvalget 2009-10, Arbejdsmarkedsudvalget 2009-10
SOU Alm.del Bilag 234, AMU Alm.del Bilag 175
Offentligt
Unge uden for arbejdsmarkedet.Her vil jeg tage udgangspunkt i min egen verden – Dansk Epilepsiforening - hvor vi harbrugt mange kræfter på at lave gedigne og valide medlemsundersøgelser om levevilkår formennesker med epilepsi. Vi har bl.a. konstateret, at vores medlemsskare har væsentligtstørre problemer med erhvervstilknytningen end befolkningen som helhed. Her er eteksempel fra vores unge-rapport, hvor vi se hvor mange af vores unge som er uden forarbejdsmarkedet. Og hvor mange som ønsker sig et erhvervsarbejde.Generelt ved vi fra SFI-undersøgelser, at beskæftigelsesgraden for mennesker medhandicap er ca. 53 % mod ca. 83 % for de uden et handicap. Vi ved også at dennebeskæftigelsesgrad stort set er uændret gennem 50 år. Uafhængigt af konjunkturmæssigeop- og nedture.Her følger så mine fem bud på opgaver som folketinget har, hvis man skal gøre noget veddette for alvor.fem opgaver til folketinget1. Etablere en rehabiliteringsindsats:Her vil jeg lige starte med at definere hvad der ligger i rehabilitering.For mig er det essentielt – det konkrete menneske skal i centrum.Hvis vi ikke gør det forsømmer vi noget helt fundamentalt vigtigt i den her proces fremimod inklusion af så mange som muligt på et stadigt mere skiftende arbejdsmarkedrehabiliteringOg hvorfor er det her indlysende så vigtigt at holde fast i og huske på? Jo; forvirkeligheden er langt fra indrettet som vi alle kunne ønske.Noget positivt er der dog at hæfte sig ved: Den handicapkompenserende lovgivning er påmange områder glimrende allerede – dén ros skal vi give hinanden..!Der findes et langt stykke hen ad vejen de instrumenter, der skal bruges for at sikre flestmulige en adgang til arbejdsmarkedet. Vi har dog stadig nogle problemer f.eks.transportområdet særligt for blinde, og fleksibilitet i kompensationen.Men der er stadigvæk brug for en kontinuerlig fokus på om de mange fortrinlige ordningerbruges, og om de bruges rigtigt eller ej.Som et eksempel på noget som viser, hvor svært selve rehabiliteringsbegrebet er athåndtere i den her sammenhæng, kan vi nævne den ofte fuldstændigt manglendesammenhæng mellem det der foregår i sundhedsvæsenet og på arbejdsmarkedsområdet.
Inden for Sundhedsområdet er det paradoksalt, at læse stakkevis af rapporter om atmange lidelser kan helbredes, når vi lever i et samfund med ventelister, mangel påbehandlingstilbud, mangel på faguddannet personale og mangel på forebyggende tilbud.Et aktuelt eksempel:Den nyeste hvidbog om mentalt helbred, sygefravær og tilbagevenden til arbejde fastslårutvetydigt at langt de største udgifter til området stammer fra udgifterne tilførtidspensionering, sygedagpenge og nedsat produktivitet hos den enkelte – og ikke frade mere direkte omkostninger som kun udgør godt 10% af udgifterne.Hvidbogen peger på at der er entydig evidens for, at en forbedring afbehandlingsindsatsen effektivt kan forebygge visse arbejdsmæssige konsekvenser afmentale helbredsproblemer.Men samtidig står vi med et indtryk af et sundhedssystem som er helt væk fra at blivetænkt ind i denne beskæftigelsesrettede indsats – og det er efter min bedste mening etstor fejl. Her ligger der en oplagt politisk opgave!
fem opgaver til folketinget2. Fastholde fleksjob og førtidspension som de er...På beskæftigelsesområdet kan man jo ikke være i tvivl om hvad der sætter dagsordenen idisse år, da der sjældent går ret lang tid imellem at der kommer en pressemeddelelse udom at”den og den gruppe af især yngre med psykiske problemer får tilkendtførtidspension i – underforstået – alt for stort et omfang”.Eller at der kommer en melding ud om at fleksjobberne står overfor en beskæring af destørre.Fra handicaporganisationernes side undrer vi os over vægtningen af udmeldingerne.Flexjob-ordningen er set med vores briller et fremragende instrument til inklusion påarbejdsmarkedet af mennesker med funktionsnedsættelse; herunder også dagens gruppesom har det særligt svært. En klar succes i udviklingen af det rummelige arbejdsmarked!Og hvad angår førtidspension synes der at være en fejlagtig forestilling i den offentligedebat om, at de unge bliver raske og kommer på arbejdsmarkedet, hvis blot de ikketilkendes en førtidspension.Vi mener, at der er brug for en indsats som fokuserer på, at:Enhver forebyggelse, der forhindrer nedsat arbejdsevne, er en gevinst forsamfundet og ikke mindst for personen selv.Fleksjob er en succes som en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, som sikrerpersonen selvforsørgelse og giver mulighed for at kompensere en arbejdsgiver fordele af lønudgiften.
At personer, hvor der er udsigt til at kunne forbedre funktionsevnen og dermedfastholde og måske udvikle arbejdsevnen, skal tilbydes en sammenhængende,tværfaglig og koordineret rehabiliteringsindsats; og det skal ske så tidligt sommuligt.At førtidspensionering kun bør tages i anvendelse hos personer med varigt tab afarbejdsevne, der ikke kan forsørge sig selv. Vi i DH mener ikke, at en midlertidigførtidspension er en løsning til at håndtere problemerne.
3 .Krav om at vejledningssystemet skal bruge ressourcerne på de udsattegrupperPå undervisningsområdet kan vi konstatere, at der ikke kommer flere unge gennemsystemet og ud på den anden side med en kompetencegivende uddannelse.Og ofte ser man at tiltag som netop skal forsøge at afhjælpe den situation, ender ud i etnoget rodet lovgivningsarbejde som efterlader en del tilbage at ønske; som eksempel kanjeg nævne den meget langvarige debat om STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse).Et andet og meget væsentligt problemfelt er hele vejledningsområdet. Her har der sombekendt ved flere lejligheder været rejst kritik af den måde som unge med særligevanskeligheder får – eller rettere ikke får - deres uddannelsesvejledning på.Set med brugerøjne er det komplet uforståeligt, at man ikke fokuserervejledningsressourcerne derhen hvor behovet er størst. Og man må spørge sig selv:Er vejledningsindsatsen fokuseret nok ifht. fremtidens og stærkt omskifteligtarbejdsmarked?Har man i UU-centrene landet over de fornødne kompetencer til at løftevejledningsopgaven ifht. en meget vejledningskrævende borgergruppe?Vil ressourcerne være tilstrækkelige og anvendt i sammenhæng med f.eks. ensundhedsfaglig forebyggende indsats?
Forebyggelse af senere udstødning fra arbejdsmarkedet bør starte allerede iundervisningssystemet.4 Krav om forstærket beskæftigelsesindsats fra jobcentreneI Rambølls evaluering af handicapindsatsen i jobcentrene fra 2009 konstateres f.eks., atder kun efterlyses små tilføjelser eller ændringer i lovgivningsmæssig forstand for at væredækket ind.En af konklusionerne kan næsten læses som om at det er den enkelte med et handicapeller en funktionsnedsættelse som er skyld i egen ledighed. Og det er naturligvis alt forunuanceret:Mere væsentligt hæfter vi os ved, at evalueringen konstaterer at jobcentrene manglerviden og indsigt i de enkelte handicap. Der mangler ledelsesmæssig og organisatoriskfokus og indsatsen er ikke tilstrækkelig virksomhedsrettet.
Derfor kan det undre at Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke har ledighedsydelsen og STU med isin nye indsats:”På rette vej til job”:Det skriger til himlen og gavner i hvert fald ikkegruppen af mennesker med usynlige handicap!Endelig er der behov for at adressere arbejdsgiverne.5. Krav til virksomheder om mere rummelighedHoldningsmæssigt kan vi konstatere et begyndende og bekymrende problem.Undersøgelsen fra SFI af Virksomhedernes sociale engagement fra 2008 – som er denyeste tal vi har for det – viser at personer med nedsat arbejdsevne i stigende gradopleves som en belastning på arbejdspladsen af lønmodtagerne.Specielt er lønmodtagerne betænkelig ved at få en kollega med en psykisk lidelse.Dette er selvfølgelig problematisk set i dagens kontekst.
Det hele starter på virksomhedenVirksomhedskultur – og dermed holdninger på virksomheden – er altid et ledelsesansvar!Og det giver ganske enkelt ikke mening at tale om inklusion på arbejdsmarkedet udenogså at tale om virksomhedernes ledelsesansvar.Men tingene er naturligvis ikke så sort/hvide at der ikke er andre faktorer – som I kan seher på oversigten.Afslutningsvis vil jeg trække linjen skarpt op:Vi kan konstatere at den eksisterende indsats ikke har haft den fornødnebeskæftigelsesmæssige effekt i 50 år; så der skal nogle andre boller på suppen.