Notat om problemer vedrørende Borgerstyret PersonligAssistance (BPA)Indledning – formålet med notatet ......................................................................................1Udmålingerne styres af det forkerte budget, som påvirker omfanget af bevillingerne.......2Udmåling til løn og løndele mv. .........................................................................................3A. Løn for sammenlignelige grupper - overenskomst ....................................................3B. Grundlaget for udmåling af timetaksten ....................................................................3C. Sygefravær – løn under sygdom.................................................................................4D. Opnåelse af pension – karenstid ................................................................................5E. Anciennitet .................................................................................................................5F. Den 6. ferieuge ...........................................................................................................6G-dage.................................................................................................................................6Overenskomst og arbejdstidsregler.....................................................................................6Forsikringsansvar og udgifter .............................................................................................7Uforbrugte timer og midler .................................................................................................8Bankgaranti .........................................................................................................................8Det rimelige frie valg af arbejdsgiver er fraværende ..........................................................9Den samlede økonomiske ramme for BPA.......................................................................10Regionerne, kommunerne og respiratorbrugere................................................................10

Indledning – formålet med notatetI dette notat gøres gør rede for en lang række af de problemer, DH har erfaret i forbindelsemed implementeringen af de nye regler vedrørende BPA. Det er vurderingen fra DH, atreglerne implementeres på op mod 98 forskellige standardiserede måder i 98 kommuner iforhold til bevillinger til alle omkring 2.000 borgere med BPA. Det skaber stor usikkerhedhos borgerne og rejser berettiget tvivl i forhold til, hvorvidt målet med lovgivningen pånogen måde er realiseret.Arbejdet med og omkring BPA har endvidere afdækket en lang række problemstillinger,der tilsyneladende ikke har været taget højde for under det tidligere regelsæt, men som nukommer frem i lyset, fordi der er en intention om, at der skal være ordnede forhold for alleparter. Det kan man ikke sige, at der har været tidligere.De mange problemstillinger, de mange uklarheder, de mange usikkerheder. De har allesammen den effekt, at borgeren bliver den svage part i forbindelse med at skulle fastholdeog rekruttere sine handicaphjælpere, fordi det ikke er muligt at give ensartede vilkår ogoplysninger på tværs af de enkelte ordninger/kommuner/begreber. Konkret betyder det, at

borgerne, i lighed med tiden før lovens vedtagelse, kommer til at sidde og skullebortforklare forskelligheder med den konsekvens, at der vil være gode, potentiellehandicaphjælpere, der vil vælge en anden form for arbejde med mere normale og tryggevilkår og større forudsigelighed.Til trods for, at lovgivningen vedrørende BPA trådte i kraft den 1. januar 2009, har langt defleste kommuner et år efter endnu ikke taget beslutning om, hvordan de konkret viladministrere de nye regler. Det betyder i bedste fald, at borgerne får tildelt midlertidigeudmålinger med den usikkerhed om fremtiden, det medfører1- i værste fald, at borgerneendnu ikke har kunnet få nogen udmåling af BPA og dermed fortsat ikke kan tilbyde deresansatte de ordnede vilkår, som loven med dens intentioner og indhold forudsatte, ligesomborgerne fortsat er overladt til selv at skulle håndtere arbejdsgiveropgaven.

kommunalbestyrelsen. I budgettet skal fordelingen af de enkelte poster, der ligger til grundfor budgettet, være anført. Budgetposterne skal være sammenlignelige med omkostninger-ne ved tilsvarende aktiviteter.Den kommunale budgetlægning og implementering af reglerne vedrørende BPA ertilsyneladende mange steder baseret på en nøje beregning, dog ikke på baggrund afbekendtgørelsens angivelser, men med udgangspunkt i og henvisning til enbudgetvejledning fra KL, hvor der er gjort nøje rede for de beregninger, der ligger til grundfor forhandlingerne imellem kommunerne og Socialministeriet (DUT).Det betyder fx, at forudsætningen for budgettet i Brøndby Kommune, Aalborg Kommune,Faaborg-Midtfyn Kommune, Esbjerg Kommune og Lolland Kommune gør, at kommunentager udgangspunkt i en forudsat beregning af udgiften til lønadministration på 1.643kroner for hver ansat handicaphjælper i en ordning samt, at der beregnes et timeantal tilvaretagelse af arbejdsgiveransvaret for hhv. en § 95 og § 96 ordning på 22,3 og 46,1 timerårligt.Også Odense Kommune og Slagelse Kommune henviser til DUT-kompensationen,førstnævnte kombineret med ”konkrete forudsætninger” som grundlag for udmålingen tiladministrationsomkostningen.

På samme måde benyttes grundlaget for DUT som grundlag for udmåling af løn tilhjælperne. Dette ses bl.a. i Odense og Slagelse kommuners begrundelse for at vælgeløntrin 11 som grundlag for udmålingen til lønomkostningen. Ministeren har tilkendegivetover for Folketingets Socialudvalg, at det må man ikke.Ud over, at det kommunale budget derved kommer til i urimeligt omfang at styrebevillingerne, så er den anførte praksis også udtryk for, at der sker en tilsidesættelse afudmålingsbekendtgørelsens ordlyd, idet kommuner i stedet for at opstille individuellebudgetter for omkostningerne m.v. til BPA, netop benytter KL’s budgetnotat somudgangspunkt, andre kommuners praksis (fx Esbjerg Kommune) lægger sig åbent op adSønderborg Kommunes udmåling til administration elller tilsvarende som grundlag forudmålingen.Den meget detaljerede beregning baseret på DUT/KL’s vejledning slår tilsyneladendeigennem i forhold til hver enkelt af borgerne, således at den konkrete individuellevurdering med udgangspunkt i den enkelte persons behov er fraværende. Det betyder, atDUT-kompensationen kommer til at styre ikke blot udmålingen i den enkelte ordning, menogså omfanget af bevilgede timer, både i eksisterende og nye ordninger.Det er ikke rimeligt, atberegninger i forhold til udligning af udgifter imellem staten ogkommunerne kommer til at være normen for udmåling af støtte efter en konkretindividuel vurdering til personer med betydelig handicap(eller andre). Beregningerneer ikke er tiltænkt denne funktion.

Udmåling til løn og løndele mv.

A. Løn for sammenlignelige grupper - overenskomst

Ifølge bekendtgørelse nr. 1009 om udmåling til BPA § 5 skal kommunalbestyrelsen vedudmålingen af tilskud til dækning af omkostninger til løn til hjælpere som minimum tageudgangspunkt i lønnen for sammenlignelige faggrupper.Dette fortolkes af enkelte kommuner som overenskomsten for handicaphjælpere, men aflangt de fleste som løntrin 11 i overenskomsten for social- og sundhedspersonale mellemKL og FOA. Dette gør kommunerne bl.a., fordi KL oplyser, at løntrin 11 her ligger tilgrund for beregningen af DUT-kompensationen.Imidlertid svarer løntrin 11 ikke til lønnen for grupper, der udfører samme arbejde somhandicaphjælpere. Eksempelvis indplaceres hjemmehjælpere på løntrin 15, mens handicap-ledsagere indplaceres på løntrin 14. Begge disse indplaceringer fremgår af overenskomsterindgået med KL som den ene part.

B. Grundlaget for udmåling af timetaksten

Kommunerne skal tage udgangspunkt i, at en person skal kunne leve et normalt liv somandre på samme alder og samme livssituation (i hvert tilfælde, når det gælder § 96).3

Mange kommuner har valgt at udmåle en løn beregnet som en gennemsnitstakst pr. time –oftest beregnet ud fra 168 timer/uge. Samtidig har kommunerne langt hen ad vejen beslut-tet, at det skal være taksten, uanset om der er forskel imellem den gennemsnitlige og denkonkrete anvendelse, fx om der falder flere timer i weekend eller om aftenen, hvilket vilmedføre et behov for en højere gennemsnitlig sats.Der er altså ingen individualitet i udmålingen.Samtidig anerkender kommunerne ikke, at borgerne skal have et vist spillerum til at kunneleve et liv lige så spontant som andre, dvs. med den konsekvens, at nogle timer bliver an-vendt uden for ”skemaet”, hvilket kan medføre, at der skal være en lavere/højere takst tildisse timer. Den fleksibilitet indeholder bevillingerne ikke.Konkret betyder det, at borgerne holdes i en meget stram snor i forhold til deres dagligetilrettelæggelse af hjælpen. Det indebærer risiko for, at de selv skal udrede et evt. overfor-brug i kroner og ører svarende til det bevilgede.Hvis borgerne vælger at overgive deres arbejdsgiveransvar til et firma/en forening, vil den-ne eksterne arbejdsgiver blive økonomisk ansvarlig for det evt. overforbrug af lønkroner ogvil derfor skulle påse, at borgeren ikke forbruger timerne forkert. Det vil konkret betyde, atfirmaet/foreningen kommer til at skulle kontrollere borgerens anvendelse af sin bevilling iforhold til at kunne sikre økonomisk dækning i forhold til den konkrete anvendelse indenfor forskellige tidspunkter på dagen og i overensstemmelse med en evt. overenskomst.Den øgede fleksibilitet, som BPA skulle give borgeren, bliver dermed gjort illusorisk,idet der nu indføres to instanser, som skal ”overvåge” borgerens liv – ud fra hvertderes økonomiske hensyn.

C. Sygefravær – løn under sygdom

Der skulle opnås normale vilkår for handicaphjælperne. Et centralt element heri er afløn-ning i forbindelse med fravær ved sygdom. Det er blevet præciseret, at der skal være taleom fuld løn under sygdom. En tydelig udmelding.Det viser sig imidlertid, at kommunerne administrerer løn under sygdom meget forskelligt.Det er fx således, at Lolland Kommune oplyser, at der ydes sygedagpenge i 21 dage (ar-bejdsgiverperioden), hvorefter pligten overgår til den ansattes hjemkommune. Tilsvarendegør Ringkøbing-Skjern Kommune.Odense Kommune bestemmer, at løn under sygdom, samt løn i forbindelse med barns 1. og2. sygedag, tilkommer de ansatte, der har haft min. 74 timers beskæftigelse inden for 8uger. Slagelse Kommune udbetaler sygedagpenge iht. dagpengeloven, dog fuld løn efter 6måneders ansættelse.Man kan i hvert tilfælde ikke påstå, at definitionen på tværs af kommunerne er ensar-tet, selv når det gælder noget så simpelt som fuld løn under sygdom!4

D. Opnåelse af pension – karenstid

Et andet centralt element i at opnå normale løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælpereer pensionsopsparing. Her må man også konkludere, at det er yderst vanskeligt at finde enlinie på tværs af kommunerne, der afslører et rimeligt gennemskueligt mønster.Kommunerne administrerer pensionsbestemmelsen meget forskelligt. Det gør de bl.a., fordiKL i sit vejledningsnotat oplyser, at kommunerne selv kan fastsætte reglerne for opnåelseaf pension og udbetaling og beregningen af pensionsopsparing.Det gælder fx, at Århus Kommune vil vælge at udmåle til pension på baggrund af 1 års an-sættelse på fuld tid, dvs. 37 timer i gennemsnit/uge. Odense Kommune angiver, at hjælpe-ren skal have mindst 1 års sammenlagt beskæftigelse i kommuner eller region (dvs. umid-delbart ingen pension til personer, som kun har været privat ansat og som evt. allerede haren pensionsopsparing fra tidligere erhverv), have været ansat i mindst 8 timer pr. uge ogvære fyldt 21 år. Ringkøbing-Skjern Kommune opstiller et kriterium om 1 års ansættelse,dog minimum 1000 timers ansættelse. Tidligere opnået pensionsordning fritager for ka-rensperioden.Man må igen konstatere, at den kommunale opfindsomhed ikke kender nogen græn-ser. Hvordan kan man overhovedet tale om normale vilkår, når der er tale om vidtforskellige vilkår på tværs af alle 98 kommuner?

E. Anciennitet

Reglerne er tydelige. Der skal udmåles til anciennitet. Men så holder tydeligheden op. Detskal være normalt set i forhold til andre områder med overenskomst. Men hvad der er nor-malt i de forskellige kommuner, er meget forskelligt.Det gælder fx, at Lolland Kommune udmåler til anciennitet, således at der opnås 2 kr. efter4 års ansættelse og 10 kr. efter 10 års ansættelse. Århus Kommune har oplyst at ville udbe-tale anciennitetstillæg efter 3 hhv. 6 års ansættelse. Slagelse Kommune angiver, at der op-nås kr. 2,50 efter 3 års ansættelse hos samme borger og kr. 7,50 ved mere end 6 års beskæf-tigelse hos samme borger. Ringkøbing-Skjern Kommune giver et løntrin ekstra efter hhv. 1,4 og 8 års ansættelse.Samtidig udmåler nogle kommuner et fast tillæg til dækning af den rummelighed, der er iden enkelte ordning mhp. fx anciennitet. Da beløbet er fast, rækker det ikke nødvendigvistil at dække individuelle forhold. Det kan betyde, at personer med en fast og stabil arbejds-kraft, der har været hos den samme person igennem lang tid, bliver nødt til at sige derestrofaste medarbejdere op, fordi den økonomiske ramme til anciennitet ikke kan holde. Deter ikke rimeligt, når det netop er individuelt kendskab, der er en af de største kvaliteter vedordningen.Manglende økonomisk mulighed for at honorere det samlede lønkrav fra et hjælperteam ernæppe en saglig opsigelsesgrund, og en meget snæver økonomisk ramme vil derfor væreendnu et argument for ikke at vælge en arbejdsgiver, der er omfattet af en overenskomst ogdermed af et krav om saglighed i opsigelsen.5

Københavns Kommune vælger dog at ”forsøge” at løse problematikken omkring rumme-lighed i udmålingen, herunder til anciennitet, ved at benytte løntrin 12 som udmålings-grundlag i stedet for det løntrin 11, som kommunen med støtte i KL’s notat mener sig be-rettiget til at benytte. Løntrin 12 er ca. 2 kr. højere end løntrin 11, hvorfor rummelighedstil-lægget udgør ca. 1,7 % (og dermed væsentligt under de 3,5 %, som KL angiver som et mu-ligt tillæg).Også vedrørende anciennitet kan man se, at der ikke opnås noget normalt, men kun nogetforskelligt, usikkert og urimeligt.

F. Den 6. ferieuge

Formålet med lovændringen var at skabe normale løn- og ansættelsesvilkår for handicap-hjælpere, men Folketinget, socialministeren, KL med flere har tilsyneladende besluttet, atden 6. ferieuge ikke er en almindelig del af overenskomsterne i dag.Det er yderst vanskeligt at forklare handicaphjælpere, der ansættes inden for BPA, atdet ikke er en normal del af overenskomsten, når man kan se, at 6. ferieuge indgår isåkaldte sammenlignelige overenskomster på området – herunder også overenskom-sten mellem KL og FOA, som i øvrigt benyttes som udmålingsgrundlag!

G-dageDet fremgår ikke af reglerne og vejledning, hvordan udmålingen skal finde sted i forhold tilat dække almindelige udgifter som fx G-dage. Skal der ske en særlig udmåling til dette?Skal det afregnes efter regning? Er det omfattet af den ”almindelige” beregning af udgiftertil administration af arbejdsgiveransvaret? Hvordan udmåles støtten til personer med BPA ide tilfælde, hvor personen ikke har udliciteret arbejdsgiveransvaret?Usikkerheden om dette punkt udmønter sig i, at kommuner, der undlader at udmåle til G-dage, udmåler en procentdel af lønnen til dette formål (borgeren skal holde sig inden forbeløbet og ellers forklare sig fsva. grunden til et større forbrug) eller gør dette til en post,som den valgte arbejdsgiver skal afholde af administrationshonoraret.I forhold til den valgte arbejdsgiver anerkender visse kommuner ikke, at der – også efterudløb af en kontrakt med en borger – kan opstå krav, der følger af reglerne om G-dage.Også her forventes det, at den valgte arbejdsgiver afholder udgiften som led i den professi-onelle administration.

Der er et problem i forhold til, hvorvidt det overhovedet er muligt at bevare og udvikleBPA i det omfang, og med det indhold, der ønskes af såvel borgerne, de ansatte og”samfundet”.Direktøren for Arbejdstilsynet kan kun fravige reglerne om fastlæggelse af arbejdstidenmv., hvis det sker med udgangspunkt i en overenskomst. Derfor forudsættes det, athandicaphjælperne skal være ansat med overenskomst, for at de kan arbejde i døgnvagter,hvilket igen er en forudsætning for, at personer med BPA kan leve et liv som andre påsamme alder i samme livssituation, at de kan rekruttere handicaphjælpere mv.Kommunerne vælger i nogle tilfælde at opstille regler om arbejdstid og hviletid udensmålig skelen til, om reglerne opfylder borgerens krav om fleksibilitet og lovgivningen.Kun en overenskomst sikrer borgerens ønske om størst mulig - og lovlig - fleksibiliteti planlægningen af arbejdstid og hviletid.

Forsikringsansvar og udgifterSpørgsmål vedrørende forsikringer og deres dækning er endnu uafklaret. Samtidig er der enmanglende kommunal villighed til at udmåle den nødvendige økonomiske dækning vedrø-rende forsikring.For det første er det muligt for borgerne at tegne en erhvervsansvarsforsikring, der dækkerde skader, som handicaphjælperen påfører tredjemand som led i tjenesten (erhvervsansvar).En sådan forsikring vil oftest have en selvrisiko, som det er nødvendigt at udmåle støtte til,så det ikke bliver borgeren selv, der skal udrede denne ud af egen økonomi.For det andet er det ikke muligt at forsikre sig imod skader på borgerens ejendele, som på-føres borgeren gennem utilsigtet handling fra handicaphjælperens side. Her er det ogsånødvendigt at sikre borgerne mod urimelige udgifter, som ellers kun kan udredes af borge-rens egen økonomi.For det tredje er det således, at hvis borgeren afgiver arbejdsgiveransvaret til en virksom-hed eller en forening, og der opstår et erstatningsansvar for de skader, som handicaphjælpe-ren udøver på borgerens ting, der er i hjælperens varetægt, så dækker en ansvarsforsikringsom udgangspunkt ikke, selvom borgeren i det tilfælde må opfattes som tredjemand. Hvisdet er muligt at opnå dækning for disse skader, vil det være med en stor selvrisiko og/ellerpræmie.Det betyder, jf. ovenfor, at der vil være forskel i forhold til sikkerhed for erstatning påtværs af borgere, der har valgt at afgive arbejdsgiveransvaret, set i forhold til dem, der ikkehar valgt at gøre dette.Det betyder også, at virksomheden eller foreningen bliver nødt til at tegne en forsikringmed en relativt stor præmie/selvrisiko for at kunne imødekomme det rimelige krav om er-statning fra borgeren som tredjemand. Alternativt skal virksomheden eller foreningen værei stand til selv at dække udgifterne ud af administrationsbidraget.7

Hverken regelsættet eller kommunerne tager højde for de problemstillinger, der nævnesher. Konkret har bl.a. Esbjerg og Odense Kommuner besluttet at udmåle den samme dæk-ning til borgere, der bevarer deres arbejdsgiveransvar, som til borgere der afgiver deresarbejdsgiveransvar. Muligvis vel vidende, at konsekvensen for udgifterne er forskellig i deto situationer.Det betyder, at borgeren svigtes via en for snæver udmåling, der ikke friholder borge-ren fra muligheden for at blive ramt af store udgifter. Men det betyder samtidig, atdet er meget lidt attraktivt for en virksomhed eller en forening at overtage arbejdsgi-veransvaret, fordi det indebærer risiko for store udgifter som følge af skader på bor-gerens ejendele.

Uforbrugte timer og midlerDet kan være, at borgeren har modtaget en bevilling, der er højere end det faktiske forbrug.Det betyder, at der skal betales penge tilbage til kommunen. Det er i princippet meget rime-ligt. Det er imidlertid meget forskelligt, hvilke principper kommunerne lægger op til at føl-ge i forbindelse med den tilbagebetaling. De beregner ikke tilbagebetalingen efter de sam-me principper.Nogle kommuner mener, at man skal tilbagebetale med det samme gennemsnit, som udmå-lingen har taget udgangspunkt i – uanset om overskuddet skyldes et mindre forbrug af billi-ge/dyre timer.I de kommuner, hvor gennemsnitsprisen ikke kan dække omkostningen ved den dyrestetime, vil en ekstern arbejdsgiver kun kunne påtage sig at løse opgaven i de dyre ordninger,hvis der kan opnås dækning af de udækkede udgifter gennem varetagelse af arbejdsgiver-opgaven i billige ordninger. Hvis ikke det er muligt at kompensere mellem dyre og billigeordninger, bliver konsekvensen, at borgere med dyre ordninger reelt ikke vil kunne afgivearbejdsgiveransvaret.Det giver problemer for såvel borgerne som virksomhederne eller foreningerne, der overta-ger arbejdsgiveransvaret. Det kan i praksis også føre til, at borgeren opnår en utilsigtet per-sonlig gevinst, ligesom man med kreativ anvendelse af disse regler vil kunne opnå fordeleved at anvende sort arbejde.

Det rimelige frie valg af arbejdsgiver er fraværendeDen meget detaljerede beregning i forhold til såvel budget som konkret udmåling medfører,at det kan blive yderst vanskeligt for borgeren med BPA at kunne få mulighed for pårimelig vis, og med udgangspunkt i gældende regler, selv at vælge at placerearbejdsgiveransvaret efter eget ønske hos en virksomhed eller forening, der kan og vilvaretage dette.Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at kunne få varetagetarbejdsgiveransvaret noget sted for de meget små beløb, der ofte bliver udmålt til dækningaf administrationsomkostninger. En udmåling som i øvrigt kun baserer sig på en kalkuleover praktiske arbejdsgiveropgaver, men som fx ikke afsætter midler til selve overtagelsenaf det juridiske og økonomiske ansvar, herunder erstatning i forbindelse med opsigelserrisici vedr. forsikringsskader mv., eller til de følgeomkostninger, der ligger iadministrationsopgaven ud over kontorleje og it, herunder kørselsomkostninger, porto ogmaterialer.Udmålingen til administration / arbejdsgiveropgaver udgør så forskellige beløb som:KommuneSønderborgEsbjergLollandVejleOdenseRingkjøbing-SkjernÅrhusSlagelseKøbenhavnFrederikssund1.

Til sammenligning kan det oplyses, at varetagelse af arbejdsgiveropgaven i vore nabolandeoplyses at være prissat som følger:STIL(Sverige): P.t. 28 ansatte. Stil tager 19 kr. i administrationsbidrag pr. leveret time.GIL (Sverige): P.t. 18 ansatte. GIL tager 20 kr. i administrationsbidrag pr. leveret time.ULOBA (Norge): 59 administrativt ansatte og 26 rådgivere. Uloba tager 10% af lønnen iadministrationsbidrag (ca. 20 kr.)I Uloba er der 15 borgere/BPA’ere pr. ansat, mens der i STIL er der 7,5 borgere/BPA’erepr. ansat.I Danmark forventes der, hvis en administrationsomkostning på 3 kr. lægges til grund, at enmedarbejder skal servicere ikke under 60 borgere, hvis der også skal være dækning forfølgeomkostninger. Det er ikke muligt.Kommunerne har med andre ord ikke en klar opfattelse af den økonomiske udmålingtil administrationen, når en virksomhed eller en forening, på borgerens foranledning,skal overtage arbejdsgiveransvaret. Ud over at beløbet er yderst standardiseret og forringe til at sikre et frit valg, er der ikke tale om en konkret beskrivelse af, hvilkeopgaver der skal varetages inden for det udmålte beløb/time.

Den samlede økonomiske ramme for BPAIfølge § 3, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1009, om udmåling til BPA, kan de samledeomkostninger pr. time til Borgerstyret Personlig Assistance maksimalt udgøre et beløb, dersvarer til kommunalbestyrelsens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering afhjælp efter servicelovens § 83, ledsagelse efter servicelovens § 97 og afløsning ogaflastning efter servicelovens § 84.Ifølge fritvalgsdatabasen ligger omkostningen til personlig pleje i hverdagstimer, altinklusive, på mellem kr. 264,30 og kr. 445 (hhv. billigste og dyreste kommune), personligpleje på andre tider på mellem kr. 333 og kr. 579,62, mens prisen for praktisk hjælp svingermellem kr. 234 og kr. 415.På trods af, at BPA og fritvalgsområdet ikke er umiddelbart sammenligneligt, er dettankevækkende, at de fleste kommuner mener, at gennemsnitprisen for en BPA for alledøgnets timer – eller for den sags skyld for ordninger med kun dyre timer – skal ligge iintervallet ca. 180 kr.–ca. 212 kr. Det er mellem 50 og 150 % lavere end prisen forhjemmehjælp.

samme livssituation. Faktisk er der mange med respirator og BPA, der i øjeblikket er ved atmiste deres ordning, fordi det ikke er muligt at få det til at fungere i et fornuftigt samspilmellem regionerne og kommunerne.Dette sker på trods af, at denne kombination har kunnet fungere upåklageligt i mange år,faktisk siden Socialministeriet og Sundhedsministeriet i fællesskab i 1993, og igen i 1996,udsendte regler for fordelingen af udgifter til respiratorbrugere. Nu fungerer det lige plud-selig ikke mere.Handicaphjælpere med funktioner i forhold til respiratoren vil være ansat af regionerne ef-ter sundhedslovgivningen, mens handicaphjælpere i forhold til pleje, overvågning og led-sagelse er ansat af kommunerne efter lov om social service.Regionerne føler sig ikke forpligtet af aftalen om at skulle forbedre løn- og ansættelsesvil-kår for handicaphjælpere, da der er tale om en social beslutning. Der vil derfor være taleom forskellige former for ansættelse inden for samme husstand, hvilket er ganske grotesk.Ja, den enkelte hjælper kan endda være ansat det ene sted noget af arbejdstiden og det andetsted i resten af arbejdstiden og dermed have forskellige rettigheder, alt efter om det er for-middag eller eftermiddag. For den enkelte borger burde der ikke være nogen forskel imel-lem den handicaphjælper, der betales af regionerne, og den der betales af kommunerne.Regionerne føler sig ikke bundet af aftalen i forhold til at sikre borgerne størst mulig ind-flydelse på, hvem det er, der skal være handicaphjælper i den enkelte husstand. Regionerneindgår aftaler med et eller få firmaer med henblik på at skaffe og formidle de personer, derinden for den enkelte husstand skal arbejde med respiratoren. Det betyder, at der sagtenskan være to leverandører af handicaphjælpere til den enkelte husstand – en som er bestilt afregionen, og en som er bestilt af borgeren.Af de rettigheder som Folketinget netop har tillagt borgerne fratages hundredevis af demigen, fordi kommuner og regioner ikke kan blive enige, og fordi Folketinget ikke har præ-ciseret, at disse rettigheder naturligvis også skal gælde for den gruppe af personer medBPA, der har det allerstørste behov. Folketinget har muligvis antaget, at dette måtte væreen selvfølge, men al erfaring viser, at intet er en selvfølge, når det gælder regioners ogkommuners evne til at finde smutveje uden om borgernes tillagte rettigheder.Det betyder, at der skal bruges flere personer end nødvendigt. Det betyder også, at borgerenstilles i en situation, hvor vedkommende ikke kan få sin dagligdag til at hænge sammen,fordi det ikke er muligt at skaffe så mange ansatte handicaphjælpere.Regionerne og kommunerne har ikke fornemmelse for, hvad det betyder for en per-son med et betydeligt handicap at skulle leve med handicaphjælpere for at kunne op-nå fuld og lige adgang til deltagelse i samfundslivet – tværtimod resulterer deresmanglende samarbejde i, at borgeren taber livet på gulvet.