SOU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 110: Sociale robotter. Udtalelse fra Det Etiske Råd 2010.

I efteråret 2007 lancerede Det Etiske Råd en folkelig debat om nye in-telligente teknologier, der bringer den menneskelige biologi og maski-nelle artefakter ganske tæt på hinanden. Det skete med websitet www.homoartefakt.dk, og debatten udfoldede sig herefter i medierne og veden lang række debatarrangementer over hele landet. Efter den folkeligedebat præsenterer Rådet nu sin holdning i to udtalelser – én om socia-le robotter og én om cyborgteknologi (integration af IT-teknologi medden menneskelige hjerne og centralnervesystemet). Dette er Rådetsudtalelse om cyborgteknologi. Udtalelsen kan læses selvstændigt, menkan også suppleres ved at se film og læse baggrundsartikler på www.ho-moartefakt.dk.Udtalelsen er vedtaget på Det Etiske Råds møde den 17. november 2009.Den er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af Klavs Birkholm(formand), Peder Agger, Thomas G. Jensen og Peter Øhrstrøm. ThomasLaursen fra Det Etiske Råds Sekretariat har været projektleder og pen-nefører for udtalelsen.

CYBORG TEKNOLOGI – UDBYGNING AF DENMENNESKELIGE BIOLOGIEt nyt teknologiområde er under udvikling. Teknologierne inden fordette område muliggøres alle af det faktum, at man kan koble hjernensog centralnervesystemets bioelektriske signaler direkte til computere ogrobotdele, der enten befinder sig uden for kroppen eller er indopereret ikroppen. Det fælles kendetegn for det, vi her kalder cyborgteknologi, erdermed den teknologiske mulighed for at omsætte hjernens signaler tildigitale signaler og omvendt. Den delvise oversættelighed mellem hjer-nens og computerens signaler åbner for en lang række anvendelser, ogmåske er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvor meget vi meddenne teknologi kan udvide kroppens og intellektets evner, og hvor man-ge nye egenskaber, det vil være muligt at udstyre mennesker med.Aktuelt handler den anvendelsesorienterede forskning i meget høj gradom at udvikle såkaldte neuromotoriske proteser – det vil sige proteser tilhandicappede, der kan bevæges med tankens kraft alene og som man påsigt vil kunne ”føle” igennem. Men der er også allerede forskning, der ermålrettet andre typer af anvendelse. For eksempel har det amerikanskemilitær et helt forskningsprogram, der går ud på at udvikle teknologier,der kan udvide og forstærke det menneskelige sanseapparat og på vissemåder også intellektet.Ideen med neuromotoriske proteser er primært at genetablere tabtefunktioner med erstatninger, der adskiller sig mindst muligt fra den ægtevare – den tabte arm, det tabte syn etc. Proteser kan i denne sammen-hæng også være virtuelle eller digitale. For det er selvsagt yderst vanskeligingeniørkunst at lave en kunstig hånd med den bevægemekanik og desensorer, der skal til for at skabe noget, der kommer i nærheden af debevæge- og føleegenskaber, som en normalt fungerende biologisk hånder i besiddelse af. Men en protese kan som sagt være virtuel: Når manførst har afkodet hjernens bevægesignaler, så kan disse signaler forbin-des direkte til eksternt elektronisk udstyr som computere, mobiltelefoner,fjernsynsapparater mv. Og når teknologien med tiden bliver trådløs vildet måske blive muligt at kontrollere elektroniske apparater med tankenskraft alene og altså uden brug af hverken det artikulerede sprog eller denydre motorik.I 2004 lykkedes det en forskergruppe i Californien at få en abe til at styreet simpelt computerspil med tankens kraft alene. Aben øvede sig først iCyborg teknologi /

spillet med et joystick, alt imens forskerne via indopererede elektroderlavede målinger fra de områder af hjernen, hvorfra ”kommandoer” ombevægelse af hånden udgår. Da forskerne havde afkodet hjernens sig-naler og ”oversat” dem til digitalt computersprog, kunne man helt fjer-ne joysticket – og aben opfattede i løbet af minutter herefter, at den blotkunne ’tænke’ på at bevæge hånden, når den skulle navigere i det simplecomputerspil – og det virkede.Lignende eksperimenter havde været foretaget med succes tidligere, li-gesom det for længst var påvist, at hjernens signaler kan oversættes tilcomputersprog og bruges som kontrolmekanisme for ydre maskiner.Men eksperimentet med aben i 2004 var meget anskueligt, fordi abenumiddelbart kunne styre spillet med tankens kraft uden nogen særligindlæringsproces. I lighed med fåret Dolly, der gjorde begrebet kloningtil allemandseje, er det eksperimenter som det beskrevne med aben, derret tydeligt giver et billede af grundkonceptet i den cyborgteknologiskeforskning, der kortlægger og afkoder hjernens signaler med henblik på atudbedre eller udvide menneskelige sanser, intellekt eller motoriske ev-ner.Teknologier til at forbinde hjernens signaler med computere kaldes forBCI ’er - Brain Computer Interfaces. I eksperimentet med aben er an-vendt en invasiv form for teknologi – nemlig elektroder, der er opereretind i hjernen. Med mennesker har man indtil for få år siden udelukkendelavet eksperimenter med ikke-invasive BCI’ er – for eksempel ved hjælpaf en ”hjelm” med elektroder, som opfanger hjernens signaler på overfla-den af kraniet. Handicappede og lammede mennesker kan bruge ikke–invasive teknologier til at opnå en vis førlighed – i stil med teknologier,der eksempelvis følger øjets bevægelser på en skærm. Men den invasiveteknologi, hvor elektroder opereres ind i særlige områder af hjernen, eroverlegen på to punkter: For det første er det muligt at opnå en størredetaljeringsgrad i oversættelsen mellem præcise signaler fra hjernecellerog tilsvarende motoriske handlinger. Det betyder – for det andet – at bru-geren vil opnå en mere intuitiv styring og ikke først skal lære sig at dirigeresine tanker i bestemte (ikke-intuitive) retninger for at bevæge en tilkobletcursor eller et redskab.Allerede et år efter forsøget med aben begyndte de første kliniske forsøgmed en tilsvarende teknologi på mennesker, der er alvorligt lammedeog sidder i kørestol (traumaskader på rygsøjlen mv.). I lighed med abe-forsøget blev her anvendt en elektrodesensor, som er patenteret under

navnet ”Braingate” – altså en ”indgang til hjernen” Braingate er en lille.kvadratisk plade med 100 bitte små ”spidser” Spidserne er elektroder, der.hver især måler på et forholdsvist afgrænset antal hjerneceller i et givetområde af hjernen.Det kliniske forsøg i 2005 var med en mand, der er lam som følge af entraumaskade på rygsøjlen. Braingate – elektroden blev sat ind i overfla-den af hjernen og kunne opfange signaler fra det sted i hjernen, hvorkommandoer om håndens bevægelser udgår fra (samme område som ieksperimentet med aben). Så skulle elektroden først ”gro fast” i hjernen,og herefter begyndte en række eksperimenter. Mandens ulykke var sketto år tidligere, og det første resultatet af det kliniske forsøg var i virkelighe-den, at man kunne fastslå, at bevægecentrets ”kommandoer” om bevæ-gelser var intakte i hvert fald i to år efter ulykken, selvom manden jo ikkesiden ulykken havde været i stand til at bruge sine hænder og dermed’træne’ hjernen med feedback. Alligevel var kommandosignalerne altsåintakte og kunne bruges til at styre eksterne apparater via elektroder ogafkodningssoftware.

Det her omtalte kliniske forsøg er ét blandt flere andre forsøg, som harvist, at det er muligt for patienter at styre en computer og eksterne red-skaber via tankens kraft - med en relativ god præcision og uden megenøvelse. I det nævnte forsøg opnåede manden at styre en cursor rundt påen række felter på skærmen næsten lige så behændigt, som hvis der hav-de været tale om styring med en mus. Der blev også foretaget test, der vi-ste, at den neuromotoriske protese kunne bruges til styring af en kunstighånd, betjeningen af et fjernsynsapparat og flere andre ting.Det er tankevækkende, at man kan opnå en relativt detaljeret styring via”tankens kraft” selvom man blot måler hjernecellernes signaler i et lille,afgrænset område af – i dette tilfælde – et bevægecenter i hjernen. Ifølgeforskerne kan dette lade sig gøre, fordi ”signalprofilen” ændres tilstræk-keligt signifikant i den udvalgte gruppe af hjerneceller. Det vil sige, at selvsmå kommandoændringer (fx ”tryk tommelfingeren ned”) giver udslagi så tilpas unikke og detaljerede signaler i den udvalgte gruppe af celler,der måles på, at de kan afkodes til en relativt præcis kommando og over-sættes til den relevante eksterne bevægelse (cursor på skærm, knap påfjernsyn etc.).Beskrivelsen af disse få resultater inden for forskning i interfaces mellemhjernen og computeren er tilstrækkelig til at forstå rækkevidden af de per-spektiver, som udgår fra dette forskningsområde. For det er klart, at kanman restaurere tabte sansemotoriske funktioner ved hjælp af sådanneinterfaces, så vil man i princippet også kunne forstærke de menneskeligesanser eller endda det menneskelige intellekt ud over det, vi opfatter somnormalt. Desuden vil det måske blive muligt at udstyre mennesket medhelt nye slags sanser (fx infrarødt syn) eller helt nye kommunikationsfor-mer (fx direkte ”transmission” af tanker). Udvikling af neuromotoriskeproteser kan måske blive til udvikling af ekstra styrke eller en ’tredje’ arm.Udviklingen af kunstigt syn – som er godt på vej – kan måske blive til ud-vikling af forstærket syn eller helt andre måder at se på.Det samme gælder den omvendte retning – altså via input fra eksternesystemer direkte til hjernen: I dag er man allerede nået et stykke af vejenmed at indgive ”kunstige” føleindtryk til hjernen fra en håndprotese, lige-som man som sagt er kommet flere skridt nærmere at realisere et kunstigtsyn. Kan man forestille sig, at det er starten på en udvikling, hvor man tilsidst vil kunne indgive meget større mængder af information og viden tilhjernen ad elektronisk vej?

Et af de åbenlyse spørgsmål er i den forbindelse, hvor præcis og utvun-gen oversættelsen mellem hjernen og computersproget kan blive – altså,i hvor høj grad man kan afkode og oversætte hjernens signaler eller ind-give informationer til hjernen. En ting er at afkode de signalmønstre, derresulterer i specifikke bevægelser – en anden ting er det trods alt at afkodeog genfremstille repræsentationer af det, vi normalt kalder indre tilstan-de – altså tanker, hukommelsesbilleder, drømme eller sanseindtryk.Men også på dette område har forskningen – i hvert fald set med læg-mandsbriller – opnået overraskende resultater. For eksempel kundgjordejapanske forskere i december 2008 – i det neurovidenskabelige fagtids-skrift Neuron – at det ved hjælp af avancerede hjerneskanninger og encomputer var lykkedes at reproducere forsøgspersonens synsindtrykuden på forhånd at have en eksakt viden om, hvad personen kiggede på.Ved hjælp af målingerne reproducerede computeren et pixelleret billedeaf ordet ’NEURON’ i den grafiske variant, som personen faktisk kiggedepå.Ifølge forskerne bag forsøget er visionerne på mellemlang sigt af den slags,som vi ellers kun er vant til fra science fiction – nemlig at man vil kunneafbilde, hvad et menneske for eksempel drømmer. Og selv om det teknisker nemmere at aflæse end at indgive informationer til hjernen (det oven-nævnte forsøg blev udført med ikke – invasive hjerneskanninger), så viseroversætteligheden, at det i princippet også er muligt at gå den anden vej– dvs. at importere informationer, billeder, indtryk og kommunikation di-rekte til hjernen uden om de almindelige menneskelige kanaler (sproget,sanserne og kroppen).Ifølge en internationalt anerkendt forsker på området, José Carmena, erde mulige anvendelsesområder af BCI (Brain Computer Interfaces) bog-staveligt talt ”endeløse” som han siger i et interview med Det Etiske Råd,på www.homoartefakt.dk. Rækkevidden af forskningens anvendelighedafhænger meget af, i hvor detaljeret og præcis en grad man vil kunne kon-trollere signaler til og fra hjernen. Vil det stoppe ved grove bevægelser afen protese og enkelte sanseindtryk gennem samme protese? Eller vil detudvikle sig til ordløs kommunikation – altså tankelæsning -, superkræfterog indgivelse af store mængder information eller intelligenskapacitet tilhjernen, som man ellers normalt skal træne sig til og ’læse’ sig til? Deetiske spørgsmål inden for denne horisont af muligheder er flere. I cen-trum for den etiske debat står ikke mindst spørgsmålet, om det er godt atforbedre og udvide de naturlige menneskelige egenskaber (sanser, kræf-

ETISKE ASPEKTER AF CYBORGTEKNOLOGIUdvidelsen af menneskets kropslige og kognitive evner ved hjælp af ICT1,der forbindes og fusioneres direkte med det biologiske, rejser væsentligeetiske overvejelser og bekymringer.Vurderingen af ny teknologi ud fra et etisk og samfundsmæssigt syns-punkt handler helt grundlæggende om at tage stilling til, hvilke fordele oghvilke ulemper en given teknologi medfører, både på kort og på lang sigt.Når en sådan stillingtagen ofte vil være radikalt forskellig fra person tilperson, skyldes det, at opfattelsen af fordele og ulemper ved grænseflyt-tende teknologier i meget høj grad afhænger af helt fundamentale nor-mative spørgsmål – spørgsmål, der har at gøre med grundlæggende synpå menneskets rolle i verden og på, hvad der egentligt udgør rammernefor et godt menneskeliv og et godt samfund. Forskellige svar på dissespørgsmål fører til forskellige svar på, hvad man vil vurdere som hhv. for-dele og ulemper ved en bestemt teknologi.1ICT står for ’informations- og kommunikationsteknologi’

Cyborgteknologi er en af vor tids grænseflyttende teknologier, og i denskølvand følger netop nogle grundlæggende normative diskussioner, somdybest set bringer spørgsmålet om livets mening i spil.Som et tydeligt eksempel herpå kan man nævne to helt modsatrettedeholdninger fremført af to prominente debattører på området. Professori kybernetik ved Universitetet i Reading, Kevin Warwick, har fx udtalt, atdet da er helt ok, hvis andre har lyst til at være fremtidens tabere – selvagter han at blive en cyborg – altså en teknologisk forstærket version afmenneskearten.2Som modpol kan man nævne den amerikanske poli-tolog Michael Sandel, professor ved Harvard Universitet. Han taler omværdien af, at vi som mennesker ’byder det uplanlagte velkommen’ (towelcome the unbidden).3Det har ifølge Sandel en værdi, at vi som men-nesker ikke har en fuldstændig kontrol over, hvilke evner og egenskabervi besidder.Warwick synes ikke, at cyborgteknologiens fordele stopper ved udbed-ringen af handicaps og skader. Motivationen for at udbedre et handicaper at skabe bedre livskvalitet for den pågældende, men det er præcis densamme motivation, der driver udviklingen af forstærkede sanser, tanke-læsning mv. Teknologien kan ifølge Warwick bruges til at skabe bedre,længerevarende og mere oplevelsesrige liv for mennesker. Det gode oglivets mening måles på de øgede oplevelses- og handlemuligheder. Livetsmening er at opleve gode ting – for nu at sige det kort! Desuden er detefter Warwicks opfattelse nødvendigt for mennesket at integrere sig selvmed fremtidens kunstige intelligens, hvis vi vil forhindre, at maskinernetager magten fra os.Sandel, derimod, synes der er en etisk relevant forskel på at udbedreskader og at forandre mennesket ved hjælp af radikalt nye eller forstær-kede normalegenskaber. Menneskets liv er rammet ind af biologiske ogeksistentielle grundvilkår, som den teknologiske forstærkning i dag kanoverskride med konsekvenser, der er etisk uønskværdige. Vaccinationereller proteser er ikke eksempler på en sådan overskridelse, men super-sanser er: For med udviklingen af forstærkede eller helt nye sanser vilmennesket på et tidspunkt blive sit eget projekt, helt og holdent; der vilikke længere være en forudgiven ’modstand’ eller et biologisk signifikantudgangspunkt for menneskets livsbane. For Sandel måles det gode og li-23Se Det Etiske Råds interview med Kevin Warwick på www.homoartefakt.dkMichael J. Sandel,The Case against Perfection: Ethics in the Age of Genetic Engineering,Bel-knap Press of Harvard University Press, 2007.

vets mening på, om mennesket udfolder sig som menneske – dvs. indenfor en mulighedshorisont, der ikke er uendeligt elastisk. Livets mening erat være menneske – for nu at sige det kort!Disse to modpoler i debatten afspejler ét af de mest centrale aspekter afden etiske debat om cyborgteknologi – nemlig uenigheden om det, manmed et engelsk ord kalder enhancement (dansk: optimering). Optime-ring af normalegenskaber bruges som en slags samlebetegnelse i denbioetiske diskussion om teknologier, der med tiden vil kunne forbedremenneskers normale syn, hørelse, intelligens, hukommelse, humør etc.I denne tekst vil vi bruge ’optimering’ som forkortelse for ’optimering afnormalegenskaber’4.

1. Kan der drages en grænse mellem reparationog forbedring?Diskussionen om optimering af normalegenskaber handler blandt andetom, hvorvidt der kan peges på en mere eller mindre eksakt grænse, påden anden side af hvilken den teknologiske støtte og hjælp for menne-skets udfoldelsesmuligheder ikke længere kan siges at være et entydigtetisk gode. Er der en grænse for, hvor meget mennesket bør ændre påsine livsvilkår ved hjælp af teknologi, uanset at dette for nogle forekom-mer attraktivt?En typisk diskussion er i den sammenhæng, om man kan fastsætte entilpas meningsfuld og etisk relevant grænse mellem tiltag, der er repare-rende eller helbredende på den ene side og tiltag, der på den anden sideer forbedrende eller optimerende.Ved første øjekast kan det forekomme indlysende, at det at give en han-dicappet person sin førlighed tilbage vitterligt er noget ganske andet endat udstyre den såkaldt raske person med supersanser, superhukommelseel.lign. Selv de største tilhængere af optimeringsteknologier vil medgive,at det første har prioritet frem for det sidste.Men er det sådan, at det første tiltag (at helbrede og reparere) er entydigtgodt i etisk forstand, mens det andet tiltag (at forbedre normalegenska-4Det Etiske Råd bruger i denne udtalelse ’optimering’ i betydningen ’udvidelse’ eller ’forstær-kelse’ af normalegenskaber ud over det naturligt forekommende. I den bioetiske debat hardenne betydning af ’optimering’ vundet indpas, selv om ordets betydning ifølge NudanskOrdbog måske i højere grad omfatter ændringer op til et maksimalt niveau: ”Optimere: Fånoget til at fungere på den bedst mulige måde eller få det bedst mulige resultat ud af noget”(Politikens Nudansk Ordbog, 17. Udgave).

ber) er noget, der i sig selv er etisk bekymrende? Tilhængere af at brugeteknologien til at forbedre normalegenskaber peger ofte på, at der er englidende overgang mellem de forbedrende teknologier, som vi i dag op-fatter som selvfølgelige goder, og de teknologier, som vil kunne brugestil at forbedre vores intellekt eller vores sanseapparat på mere radikalvis. Mange tilhængere af optimering vil også mene, at cyborgteknologier godt at bruge til at forbedre normalegenskaber med, simpelthen fordide mener, menneskets biologi grundlæggende er mangelfuld, og at detalt andet lige er en positiv drift i mennesket at overskride de biologiskegrænser med henblik på at skabe længere liv med større erfarings- og op-levelsespotentialer.Der kan desuden ifølge tilhængerne af optimering nævnes flere ek-sempler på en glidende overgang mellem helbredelse og optimering.Hvis markante forandringer af de menneskelige biologiske vilkår er etiskbetænkelige, er biomedicinske forebyggende tiltag så fx etisk betænke-lige? Sådan vil en tilhænger af optimering ofte spørge. For hvis ”konven-tionelle” forbedringer af de menneskelige livsbetingelser (for eksempelforebyggelse af sygdom) ikke i sig selv er etisk betænkelige, hvorfor er bio-teknologisk avancerede teknologier (som fx cyborgteknologier), der kangøre os klogere eller stærkere, så i sig selv etisk betænkelige? Tilhængereaf optimering vil mene, at der netop ikke er en etisk relevant forskel mel-lem konventionelle forbedringer (vacciner, høreapparater, briller, kost-tilskud, mm.) og forbedringer, som man opnår med højteknologiske oggrænsebrydende midler som fx hjerne-computer- interfaces.De fleste optimerings-skeptikere vil nok medgive, at der ikke er en per-fekt definerbar grænse mellem forbedrende teknologier, der uden videreaccepteres (fx høreapparater og briller) og forbedrende teknologier, somforekommer dem etisk betænkelige. Men trods manglen på en hårfingrænse fastholder nogle, at der er en etisk relevant forskel, som faktiskhænger sammen med optimeringsaspektet.En af dem er som nævnt den amerikanske politolog Michael Sandel. Hanmener, at optimering er etisk problematisk i sig selv. Det gælder bådekvantitative teknooptimeringer af normalt forekommende egenskaber(fx højere intelligens via chips) og teknologi, der giver mennesket mereradikale og artsfremmede egenskaber (fx andre sanser og evigt liv).Sandel mener, at der iboende enhver teknologi er en vilje til kontrol ellerbeherskelse af den menneskelige natur, som – når den anvendes til opti-mering - stiger til en sådan grad, at det vil have ødelæggende konsekven-

2. Cyborgteknologiens konsekvenser for menneskesyn,menneskelig identitet og menneskeartens statusCyborgteknologier vil kunne ændre radikalt på, hvad det vil sige at væremenneske. Det er naturligvis ikke uden fortilfælde, at teknologi ændrervores livsvilkår og desuden ændrer markant på, hvordan vi overhovedeter til stede i verden, og hvordan vi forholder os til omgivelserne. SidenOplysningstiden og særligt i det 20. Århundrede er den teknologiske ud-vikling gået stærkt. Det er gået så hurtigt, at livet på mange måder for-andres radikalt fra generation til generation – og netop dette er måskeen af de mest afgørende forskelle mellem det sidste århundrede og alletidligere tidsepoker.Der er mange områder, hvor verden i dag nærmest er uigenkendelig fraverden, som den så ud før den moderne teknologiske revolution. Manbehøver blot nævne et enkelt anskueligt eksempel: For 100 år siden varmenneskers mobilitet helt anderledes begrænset end i dag. Den menne-skelige kontakt var langt mere knyttet til et lokalt område. De mennesker,man levede sammen med og som man følte sig knyttet til, var mennesker,der boede tæt på. I dag har vi kontakt med mennesker, der bor og leverlangt fra, hvor vi selv bor.Cyborgteknologier såsom overførsel af tanker eller drømme direkte fraperson til person (for nu at nævne et af de mere vidtgående eksempler)vil fortsætte med at ’løsrive’ os fra vores bundethed til tid og sted – og selvom cyborgteknologi umiddelbart synes at være i en helt anden kaliberend fx bilismen i forhold til dens forandring af mennesket, så må manikke glemme, hvor radikalt for eksempel menneskets forhold til den geo-grafiske lokalitet allerede er ændret som følge af moderne teknologi.Hvis vi vender blikket mod cyborgteknologiens mulige fremtidige anven-delser, hvordan vil den da ændre den menneskelige identitet og menne-skets måde at være i verden på?

Kroppen og sjælenHvad der her sættes i spil er intet mindre end menneskets selv og for-holdet mellem krop og sjæl. På den yderste utopiske fløj i debatten omcyborgteknologi finder man de såkaldte transhumanister.5Nogle af dissemener, at det vil blive muligt fuldstændigt at digitalisere mennesket, så-dan at man kan overflytte et menneske – altså overflytte det, et menneskeopfatter som ’sig selv’ – til andre materialer end den biologiske krop (fx tilen robot). Man kan udlægge dette som den totale løsrivelse fra det biolo-giske naturgrundlag.Forestillingen om en sådan digitalisering af det menneskelige selv byg-ger naturligvis på antagelser, der i høj grad er til diskussion, og som igen-nem århundreder har været en del af den filosofiske strid om forholdetmellem sjæl og legeme.6Den transhumanistiske forestilling om at løsrivemennesket fra dets biologiske grundlag hviler især på én vigtig forudsæt-ning: Nemlig at selvet, sindet eller det enkelte menneskes identitet i sid-ste ende er bygget op af data eller informationer samt regler for, hvordandisse data hænger sammen og opleves. Den menneskelige organismeopfattes i realiteten som en kompliceret biologisk maskine. Eller rettere:både en levende organisme og en konstrueret maskine er i sidste endesystemer af informationer og regler.Tanken om, at biologiske organismer og komplicerede regelstyrede ma-skiner er ensartede størrelser, har to overordnede konsekvenser. Hvis denholder stik, medfører teorien, at det må være muligt at udvikle humano-ide robotter, i hvilke der opstår den form for bevidsthed, indre liv og in-telligens, som er kendetegnende for mennesker. For ifølge tankegangener det hverken det biologiske underlag som sådan eller en særlig sjæleligeller åndelig substans, der er afgørende for, at vi mennesker oplever osselv med ’et indre liv’ med personlig identitet og en sjæl. Nej, det vi kalder,det sjælelige liv er snarere et udtryk for kompleksiteten i det system afinformationer og regler, der er indlejret i det biokemiske grundlag, sommennesket igennem evolutionen er rundet af. Men ifølge teorien vil etkompliceret maskinelt system udviklet af mennesker også have en sjæl idenne forstand, hvis dets system af informationer og regler blot er avan-ceret nok til at kunne skabe rationelt opbygget adfærd og et selvbillede afat være til stede i en verden, der kan tolkes og opfattes intelligent. Kort oggodt er det ikke det materiale, mennesket består af, der giver mennesket56Læs mere om transhumanisterne på www.homoartefakt.dk: http://www.homoartefakt.dk/index.php?article=6&bw=512Læs mere om ’sjæl og legeme’ på www.homoartefakt.dk: http://www.homoartefakt.dk/index.php?article=6&bw=512

sit særlige indre liv, bevidsthed og identitet – det er nogle systemiske reg-ler og informationer, der kan eftergøres i en mængde andre fysiske mate-rialer end det, vi kender som biologisk liv.Teorien indebærer altså, at fænomener i det menneskelige bevidstheds-liv må kunne oversættes og duplikeres andre steder end i den biologiskekrop. Der er naturligvis stor forskel på muligheden for at bevæge en cur-sor med tankens kraft via indopererede elektroder og den transhumani-stiske utopi om at overflytte hele selvet eller sjælen til et andet medium.Dels er der en forskel i kompleksitet: én ting er at oversætte relativt simplesignaler fra hjernen til digital kode, en anden ting er det at have styr på demilliarder af biokemiske signaler i hjernens og kroppens celler, der hverteneste sekund er korrelat for det menneskelige bevidsthedsliv. Men derer måske også en principiel forskel: én ting er at skabe reproduktioner afenkelte bevidsthedsfænomener (som fx det omtalte billede af ordet ’neu-ron’), en helt anden ting er at genskabe det jeg eller det selv, der holdersammen på det hele.Transhumanisternes tankeeksperimenter om at flytte bevidstheden, per-sonligheden eller selvet til et andet medium end den menneskelige bio-logiske organisme er instruktivt for, hvad dette filosofiske problem hand-ler om. For tankeeksperimentets skyld kan man forestille sig, at det var énselv, der blev digitaliseret og lagret i en krop af et hvilket som helst mate-riale, hvorfra man fortsat kunne opleve en verden omkring sig. For eks-perimentets skyld antager vi, at alle identitetsbærende elementer – énstemperament, éns hukommelser, éns intelligens, éns følelser etc. – faktiskkunne kopieres over i dette andet medium. Antag derefter, at der er taleom en kopi, det vil sige, at man selv og éns nuværende biologiske kropikke går til grunde ved processen, men at der bagefter blot er to versioneraf én selv – den ene bare i en ny form, hvor man er ’inde i en anden slagskrop’ Selve det forhold, at man i tankeeksperimentet nødvendigvis må.forestille sig bagefter enten at opleve verden fra den ene eller fra den an-den krop, udtrykker en umiddelbart intuitiv forestilling om, at der faktisker et ’jeg’ eller et ’selv’ udover den samlede mængde af bevidsthedsfæno-mener.Det her anførte turde være nok til at indikere, hvor omfattende ændrin-ger af den menneskelige eksistens, der er tale om, hvis vi som alminde-ligt dødelige forsøger at følge den transhumanistiske utopi et stykke afvejen. Men ændringerne af vores kropslige tilstedeværelse i den verden,der omgiver os, er også til at få øje på, selvom vi følger visionerne knapt så

langt. Med andre ord: jeget og kroppens forhold til tid og sted kan ændresig drastisk – også når man kun tager de teknologiske udviklinger i be-tragtning, som ligger lige for. Tankeeksperimentet ovenfor viser, at men-neskets oplevelses- og erfaringscentrum (bevidstheden, selvet, sjælen),som vi kender det, er bundet til at være på ét bestemt sted ad gangen.Uanset om cyborgteknologi vil komme til at forandre dette forhold fun-damentalt eller ej, så er det evident, at den vil udfordre vores vante fore-stilling om, at vi som mennesker erfarer vores omgivelser ud fra en krop,der privilegeret og absolut privat er vores eget udgangspunkt.Kommunikation mellem mennesker vil måske blive mulig uden brug afde ’konventionelle’ kropsbårne kanaler (stemmen og sanserne). Man kanforestille sig overførsel af ’tænkt tale’ - altså en absolut diskret kommuni-kation fra en person til en eller flere andre personer. Det er med andre ordkommunikation uden om ’de ydre sanser’.Ligeledes kan man forestille sigdirekte følelsesmæssige input fra en krop til en anden. Den før nævnteKevin Warwick har allerede eksperimenteret med at overføre følelser di-rekte fra hans eget centralnervesystem til en anden person – dog i førsteomgang ved hjælp af et ikke-invasivt system hos den anden person.

Mennesker vil måske få mulighed for at opleve verden med sanser, derer artsfremmede. Det vil sige sanser, som Homo sapiens ikke er udstyretmed fra naturens hånd. Det kender vi naturligvis fra sonar, kikkerter, mi-kroskoper, røntgen og meget mere. Men det, man nu skal forestille sig, er,at disse sanseformer kan knyttes sammen med den menneskelige biologi– altså som egenskaber ved den enkeltes kropslige formåen. Det er medandre ordintegrerede artsfremmede egenskaber.Som nævnt udfordrer cyborgteknologi ogsåindividualitetens grænser.Såmeget, at den engelske cyborgforsker Kevin Warwick ligefrem taler om, atmennesker mere bliver et ’vi’ end et ’jeg’7. Selv med cyborgteknologiensmuligheder for øje er det svært at forestille sig en menneskelig oplevel-sesverden, der ikke på en eller anden måde er bundet til ét bestemt stedog foregår i en bestemt tidsudstrækning. Men selv om dette grundvilkårmuligvis er uforanderligt, så vil cyborgteknologi indeholde radikale for-andringsmuligheder i den forstand, at man kan få transmitteret andresoplevelser direkte til sin egen ’indre verden’ Altså oplevelser, som vi tid-.ligere har opfattet som radikalt private for enhver person: synsindtryk,følelser og tanker.I dag er vi vant til, at vi må dele egne erfaringer og oplevelser med hin-anden i formidlede former gennem sprog og gennem vores mere ordløsekropslige forhold til hinanden. Med cyborgteknologi vil det måske blivesådan, at vi i mere uformidlet forstand kan blive hinandens skærme, hin-andens medier: min kones oplevelse af den kinesiske mur kan blive til’min’ i radikal forstand, hvis den transmitteres direkte til min hjerne, selv-om jeg befinder mig i Børkop, mens hun står og kigger på muren uden forBeijing.Menneskets naturSpørgsmålet om menneskets natur er et andet fokuspunkt i debatten omcyborgteknologi og generelt i debatten om optimerende teknologier. I det20. århundrede er tanken om, at mennesket har en bestemt natur elleret bestemt væsen, blevet kraftigt udfordret. Det er en moderne tanke, atmennesket er et væsen, der selv og i fællesskab med andre i bestemtekulturer og bestemte samfund udvikler verden omkring sig og selv skabermening med den. Der er ikke én forudgiven meningsramme for det men-7Se interview med Kevin Warwick på www.homoartefakt.dk: http://www.homoartefakt.dk/in-dex.php?article=6&bw=512

neskelige liv. Naturen er ifølge denne tankegang en konstruktion af denmenneskelige bevidsthed.8Andre nutidstænkere fastholder, at mennesket som artsvæsen har en be-stemt natur, der går forud for al kultur og bevidsthed. Selv om bevidsthe-den hele tiden fortolker sanseindtrykkene, er vi dog i selve sansningenhelt som dyrene.9Tilsvarende gælder det for mennesket som artsvæsen,at vi har et bestemt biologisk ur, som ikke kan sættes ud af kraft, hvis deraltså stadig skal være tale om et menneske. Nok har den gennemsnitligelevealder ændret sig de seneste 2-3000 år, men der er alligevel grænser.Hvis mænd og kvinder skulle kunne blive fx 200 år gamle, hvad så eksem-pelvis med kønsdriften? Og selv om Homo sapiens’ gennemsnitshøjdemåske kan stige til 2 eller endda 2,3 meter, kan den vel ikke blive f.eks. 20meter? En pointe er her, at den gensidige forståelse mellem mennesker ihøj grad bygger på en oplevelse af, at vi er ’gjort af samme stof’ eller er in-divider af samme slags – og det er en gensidig forståelse, som vil blive un-dermineret, hvis den optimerende cyborgteknologi får helt frie rammer.Debatten om optimering ved hjælp af cyborgteknologi udspiller sig i højgrad inden for en grundantagelse om, at mennesker på den ene side er af-hængige af biologiske, familiære, kulturelle og traditionsbårne omstæn-digheder, mens mennesker på den anden side netop har en frihed til atforholde sig til sine omstændigheder på forskellig måde og desuden ogsåtil at omskabe disse omstændigheder eller bevæge sig væk fra dem.Bioetikeren Eric Parens, som er én af de internationale debattører på om-rådet, beskriver debattens positioner på den måde, at vi tenderer mod atanskue bestemte teknologier ud fra én af to forståelsesrammer: enten en’kreativitetsramme’ (”creativity frame”) eller en ’taknemmelighedsram-me’ (”gratitude frame”).Ud fra kreativitetsrammen vil man sige, at det netop er et kendetegn vedmennesket, at vi med teknologisk snilde forsøger at omforme vores livs-vilkår og den verden, vi lever i, på alle mulige måder – både med henblikpå at udvide rammerne for menneskets oplevelsesmuligheder og medhenblik på nysgerrigheden i sig selv.

Ud fra taknemmelighedsrammen vil man sige, at teknologi kan ende medat ophæve det menneskelige grundvilkår, der handler om, at man i frihedforholder sig til de ultimative naturbundne vilkår, man ikke som menne-ske selv er herre over. Med cyborgteknologi bliver definitionen af, hvemman er som menneske, ikke længere blot en fortolkning, men en regu-lær teknologisk indgriben eller skabelse. Den kritiske pointe ud fra dennetankegang er, at man i for høj grad har gjort mennesket til en genstandblandt andre genstande.Efter Det Etiske Råds opfattelse har begge forståelsesrammer en vis gyl-dighed, men de udelukker ikke hinanden.

3. Cyborgteknologi og lighed mellem menneskerHvis det for alvor bliver muligt at forbedre den menneskelige organismeved at forstærke sanserne eller hjernens funktionsevne, vil nogle menne-sker forbedre organismen mere end andre. Det vil give dem en fordel i defleste sammenhænge, for eksempel på arbejdsmarkedet. Det virker ikkerimeligt, men er det i virkeligheden så meget anderledes end i dag, hvormange også har fordel af deresmedfødtefortrin?Inden for sportens verden er der en klar forskel på kunstigt skabte for-bedringer og forbedringer, der skyldes medfødte fortrin. Når det angårbrugen af stoffer som hormoner eller EPO, mener de fleste, det er uret-færdigt, hvis nogle tager stofferne, mens andre ikke gør. Men at noglesportsfolk helt naturligt producerer flere hormoner eller mere EPO endandre og altså har en klarmedfødtfordel, finder ingen uretfærdigt. Deter en del af spillets regler, at man vinder på grund af sine fysiske fortrin,hvad enten de er medfødte eller tillærte.Uden for sportens verden er der mindre udtalt begejstring for, at med-fødte fordele skaber vindere. Medfødte fordele er jo på ingen måde noget,den enkelte har gjort sig fortjent til. De er tilfaldet den enkelte helt tilfæl-digt og uden menneskelig planlægning eller indgriben.Ud fra et ideal om lighed kan man kritisere, hvis nogle mennesker opnåroptimeringer ved hjælp af cyborgteknologi. Man kan mene, det er uret-færdigt, hvis disse mennesker vil blive i stand til at opnå en større indtje-ning og få flere muligheder på arbejdsmarkedet end de fleste andre pågrund af optimeringerne. Især vil man måske mene, det er uretfærdigt,hvis de teknologiske optimeringer vil koste så mange penge, at ikke allevil have mulighed for at betale for dem.

DET ETISKE RÅDS ANBEFALINGEROM CYBORGTEKNOLOGIDet Etiske Råd mener, at teknologi, der integrerer den menneskeligebiologi med kybernetiske systemer og robotdele, fører væsentlige etiskedilemmaer med sig. Men medlemmerne af Det Etiske Råd har forskel-lige opfattelser af, hvilke anvendelser af cyborgteknologi, der etisk set vilvære acceptable eller efterstræbelsesværdige. Rådet er dermed også delti spørgsmålet om, hvad det det danske samfund politisk bør gøre for atstyre den videnskabelige og teknologiske udvikling på området. Derforfremlægges her to forskellige modeller for samfundets tilgang til udvik-ling og anvendelse af cyborgteknologier.Det Etiske Råd håber, at de to modeller kan hjælpe politikerne i deres stil-lingtagen. Rådet håber desuden, at anbefalingerne vil bidrage til, at så-vel politikere som interesserede borgere øger deres opmærksomhed på

IndledningDen etiske debat om cyborgteknologi er i høj grad præget af dobbelthe-den i teknologiens mulige anvendelsestyper.På den ene side kan evnen til at afkode centralnervesystemets signalerog at oversætte signalerne til digitalt sprog bruges til eksempelvis at givehandicappede mennesker bedre livsvilkår. En protese, som man kan føleigennem og som man kan bevæge med tankens kraft, er en protese, derkan blive en erstatning for den tabte arm eller det tabte ben – en erstat-ning, der måske ender med at blive lige så god som den oprindelige, bio-logiske udgave. Det Etiske Råds medlemmer er enige om det gode i etsådant formål.På den anden side tyder meget på, at den samme teknologi kan brugestil at skabe forbedrede normalegenskaber eller helt artsfremmede egen-skaber hos mennesket: en optimeret hørelse, højere intelligens end nor-malt, infrarødt syn, forstærkede muskelkræfter, tankelæsning og megetmere. Det er særligt sådanne mulige anvendelser af cyborgteknologi, derer etisk uenighed om. Er det noget, vi bør stræbe efter, eller ej? Er detanvendelser, der skal lægges restriktioner på via lovgivningen, eller børudviklingen af anvendelserne overlades til forskningens frihed og til for-brugernes efterspørgsel?Diskussionen om disse emner føres især med udgangspunkt i to forskel-lige spørgsmål:1. Vil brugen af cyborgteknologi til optimering af normalegenskaberforringe vilkårene for fairness og lighed imellem mennesker?2. Vil brugen af cyborgteknologi kunne få negativ indflydelse på voresmenneskesyn?Teknologier, der sammenkobler den menneskelige biologi med ICT, vilallerede være reguleret i de tilfælde, hvor teknologierne indføres som ledi en patientbehandling i det danske sundhedsvæsen. Den kliniske an-vendelse af en protese, et avanceret høreapparat eller et kunstigt syn vilskulle opfylde såvel nogle formålskriterier som en række sikkerhedskrav.Cyborg teknologi /

Inden for sundhedslovens område vil eksempelvis en protese, som mankan bevæge ved tankens kraft og føle igennem, kun kunne anvendes tilsygdomsudbedring efter de definitioner og de praksisser, der gælder påområdet. Og der vil være krav til sikkerhed i form af dokumentation omrelativt få risici og få bivirkninger set i forhold til lidelsens alvorsgrad.Men nogle fortalere for en relativt ureguleret udvikling af cyborgteknolo-gier mener, at muligheden for at forbedre menneskers normalegenska-ber ikke hører hjemme under sundhedsvæsenet, netop fordi den slagsindgreb og supplementer ikke kan betegnes om sygdomsbehandling.Udbyder man cyborgteknologier (fx et forstærket integreret kunstigt syn)på det almindelige forbrugsmarked, vil de ikke være underkastet densamme form for regulering. Når det drejer sig om cyborgteknologi vil derimidlertid i mange tilfælde være tale om ret store kropslige indgreb, ogsom det er i dag, ville sådanne indgreb sandsynligvis falde ind under deregler, der gælder for udførelse af større kosmetiske operationer. Det be-tyder, at det er en person med lægeautorisation, der skal udføre opera-tionen, og der er også skærpede informationskrav og skærpede krav tillægens afvejning af risici i forhold til den forventede effekt. Men bortsetfra disse hensyn til sikkerhed og risikoafvejning, er der ikke nogen egent-lig formålsregulering. Det vil sige, at den enkelte borger mod betaling kanfå lavet alle tænkelige kropslige indgreb og supplementer.Cyborgteknologier kan dermed tænkes praktiseret inden for to rammer,hvis man forestiller sig dem implementeret i Danmark i dag:Den ene ramme er det offentlige sundhedsvæsen, hvor alle ydelser skalhave et helbredende eller et lindrende formål. Det er i denne ramme,man kan forestille sig cyborgteknologier, der fx kan bruges til at udbedrehandicappedes skader.Den anden ramme er det private marked, hvor man i lighed med kos-metiske operationer umiddelbart kan forestille sig cyborgteknologiskesupplementer med optimerende formål, med mindre samfundet politiskbeslutter sig for særlige restriktioner på området.Medlemmerne af Det Etiske Råd er enige om, at cyborgteknologier medtiden bør underlægges politisk bestemt regulering. Rådet mener også, atcyborgteknologiske behandlingsformer bør overvåges for at sikre, at nyebehandlingsformer indføres under demokratisk kontrol. En model kunnevære den samme som den gældende procedure på området for kunstig

befrugtning. Her skal nye behandlingsmetoder til høring hos henholds-vis Det Etiske Råd og Sundhedsstyrelsen, inden det politiske system be-slutter sig for, om behandlingsmetoden kan overgå fra forsøgsstadium tilalmindelig behandlingsform i sundhedsvæsnet.Men medlemmerne af Det Etiske Råd har forskellige opfattelser af, hvorstram eller løs reguleringen bør være. Derfor præsenterer Det Etiske Rådherunder to mulige modeller for en regulering af cyborgteknologier. Derer tale om en relativt løs over for en relativt stram regulering. De to typeraf regulering bygger på to forskellige etiske vurderinger af, i hvor høj gradindividers frie valg af cyborgteknologi med optimerende formål vil væreuskadelig, gavnlig eller ødelæggende for væsentlige samfundsværdier el-ler for den enkeltes liv og levned.De to reguleringsrammer afspejler to forskellige grundholdninger til an-vendelsen af teknologier, der med et optimerende sigte integrerer men-neskets krop og centralnervesystem med ICT – det vil sige med det formålat forbedre normalegenskaber som for eksempel syn, hørelse, muskel-styrke eller intellekt.

1: En relativt løst reguleret rammefor cyborgteknologiDen anbefalede rammeHoldningen bag en løst reguleret ramme for cyborgteknologi er, at derunder visse forudsætninger bør være mulighed for, at individer frit kanvælge at benytte cyborgteknologier til at optimere normale egenskabersom for eksempel syn, hørelse eller intellekt. Dette frie valg bør imidler-tid være begrænset af i hvert fald to hensyn. For det første bør sådanneteknologier ikke være tilladte, hvis de overtræder hensynet til andres frieudfoldelse, privatliv mm. For det andet bør så store forandringer af denmenneskelige krop kun tillades under forudsætning af, at der ikke er uri-melige risici eller bivirkninger forbundet med indgrebet. Det er vigtigt, atder gives tilstrækkelig information om produktet og indgrebet, og at den,der vælger at få foretaget indgrebet, kan overskue de risici, der er forbun-det hermed. Man bør derfor under alle omstændigheder forudsætte denugældende regler for kvalitetssikring af medicinsk udstyr og implanta-ter, og at alle operative indgreb foretages med en ekspertise, der er under-lagt autorisation.Inden for den løst regulerede ramme kan cyborgteknologiske optimerin-ger af normalegenskaber opfattes som en del af det private marked, menunder beskyttelse af lægefaglige standarder – hvilket vil sige de sammeregler, der gælder for kosmetiske operationer. Det vil give en vis sikker-hed for, at de udbudte teknologier er kvalitetssikrede gennem fastsattekrav til medicinsk udstyr og implantater samtidigt med, at der løbende eren lægefaglig vurdering af indgrebenes alvorlighedsgrad samt de risici,de involverer. Det er dermed ønskeligt, at lægen vægter risici ved indgre-bene mere tungtvejende ved de optimerende tilfælde end ved de merekonventionelle lægelige indgreb, der utvetydigt foretages for at helbredeeller udbedre skader hos mennesker. Den konventionelle lægelige pro-fessionsetik kan være med til at lægge en dæmper på udviklingen, idet demere vildt eksperimenterende indgreb og supplementer afvises.Modsat kan man desuden inden for den løst regulerede ramme mene,at det er uheldigt, hvis implementering af cyborgteknologier, der klart ogutvetydigt er optimerende, blandes sammen med den professionsetik,der gælder for læger – hvad enten indgrebene foretages i offentligt eller iprivat regi. Således bør rammerne for disse optimerende indgreb og sup-plementer klart adskilles fra de rammer, hvorunder den medicinske pro-fessions overordnede helbredende og lindrende virksomhed foregår. Der

er flere grunde hertil. For det første bør den klare adskillelse bidrage til, atoptimerende indgreb og supplementer ikke opfattes som noget, der un-derstøttes af det offentlige, selv om det altså heller ikke forbydes. For detandet er det ikke hensigtsmæssigt, at en lægefaglig standard skal afgøreudfaldet af en risikoafvejning mellem indgrebets formål og dets farlighedfor individet. Denne lægefaglige standard vil uvægerligt være knyttet tilsammenligninger med helbredende foranstaltninger. Optimerende cy-borgteknologiske indgreb og supplementer er ikke medicinske indgreb,der blot har mindre lødige formål end konventionelt sygdomshelbre-dende indgreb. De optimerende indgreb har nemlig slet ikke formål, deri traditionel forstand er medicinsk eller lægefagligt begrundede, og der-for er de indgreb i en helt anden kategori end konventionelle medicinskeindgreb. De må i højere grad opfattes som varer eller serviceydelser, derfrit kan købes på et marked. Disse ydelser er kun medicinske i rent tek-nisk og fysisk forstand derved, at den viden og kompetence, der skal til forat levere dem, minder meget om den medicinske viden og kompetence.Derfor bør det også være muligt at indgå aftaler mellem brugeren og le-verandøren af den cyborgteknologiske optimering om, hvilke risici indenfor en rimelig ramme, individet ønsker at udsætte sig for. Også derfor børindgreb ikke foretages af personer med lægefaglig autorisation, men afpersoner, der har en tilstrækkelig tilsvarende viden, og som evt. er autori-seret af staten til at udføre utvetydigt optimerende indgreb.Etisk argumentation for den relativt løst regulerede rammeDet bør være op til hvert enkelt menneske selv at bestemme, på hvilkemåder man ønsker at efterstræbe de muligheder, som den teknologiskeudvikling frembyder. Det gælder i den udstrækning, efterstræbelsen afdisse muligheder ikke skader andres livsudfoldelse eller privatliv. Og detgælder under den forudsætning, at samfundet tager fornødent hensyntil personens sikkerhed og til, om personen er myndig og kan overskuekonsekvenserne af det valg, han eller hun foretager.Cyborgteknologiske indgreb og supplementer kan give individer væ-sentlige fortrin. Hvis det for eksempel bliver muligt at opgradere sin hu-kommelse, vil det være en fordel i et samfund, der er stærkt funderet påvidenstunge erhverv, og hvor effektiv vidensbearbejdelse derfor er afgø-rende for individers konkurrencedygtighed på arbejdsmarkedet. Allige-vel er det ikke givet, at indgrebene og supplementerne vil afstedkommeen ulighed, som er uacceptabel eller væsentligt anderledes end den al-lerede eksisterende ulighed. De evner, som hvert enkelt menneske er ud-styret med fra naturens hånd, indebærer, at individer har vidt forskelligeCyborg teknologi /

forudsætninger for at forfølge bestemte livsmål og ønsker. En person medhøj intelligens har alt andet lige bedre muligheder i vores samfund enden person med lav intelligens. Og forskelle i købekraften er heller ikke etnyt problem, fordi det allerede er og fortsat bør være muligt at købe sig tilgode uddannelser mv.Et samfund bør gøre meget for at stille mennesker så lige som muligt ideres udgangsbetingelser for livets bane, ligesom et samfund også er tilfor i nogen grad at sikre, at den naturbårne eller sociale ulighed mellemmennesker ikke har ubærligt negative konsekvenser for den enkelte. Ef-ter medlemmernes opfattelse er dette grundværdier i det danske sam-fund, grundværdier, som er bakket op af lovgivning og hele den måde, detdanske velfærdssamfund er indrettet på. Det er ifølge den løst regulerederamme dog ikke i modstrid med disse grundværdier at give det enkelteindivid mulighed for at vælge de cyborgteknologiske optimeringsmulig-heder, der ligger inden for grænserne af det helbredsmæssigt forsvarlige.Tværtimod, kunne man sige. For al erfaring viser, at højteknologisk in-novation udsat for menneskers kreativitet og de frie markedskræfter en-der med at blive til demokratisk teknologi i den forstand, at teknologienbliver billigere med tiden og dermed valgbar for stadigt flere. Derfor erder også et håb om, at cyborgteknologi i lighed med moderne informati-onsteknologier som fx internet og mobiltelefoni er med til at udvide denkreds af mennesker, der har relativt gode udfoldelsesmuligheder i et høj-teknologisk samfund.

2: En relativt stramt reguleret rammefor cyborgteknologiDen anbefalede rammeIfølge den relativt stramt regulerede ramme bør cyborgteknologi implan-teret i eller integreret med mennesker udelukkende anvendes dér, hvorder klart og utvetydigt er tale om helbredelse af sygdom eller udbedringaf handicap – altså, hvor teknologien kan erstatte naturligt forekommen-de funktioner (syn, hørelse, lemmer, etc.) hos mennesker, der enten harmistet disse eller har manglet dem fra fødslen.Men der er vanskelige gråzoner. Et eksempel er behandlingsformen”Deep Brain Stimulation” hvor to elektroder indføres dybt i hjernen, som,derpå stimuleres med elektriske impulser. Teknologien har længe væretanvendt i behandlingen af Parkinsons Sygdom, men testes nu i kliniske

forsøg blandt andet for, om den er anvendelig til at mildne eller kureredepression. Brugen af denne og andre former for cyborgteknologi til be-handling af psykiske sygdomme kan måske føre til, at der kommer skred igængse kriterier for, hvornår bestemte adfærdstræk eller humørtilstandeer behandlingskrævende eller blot ønskelige at ændre. Det betyder, at derinden for sundhedsvæsenet kan igangsættes en udvikling, der med tidenvil medføre et pres i retning af at tilbyde behandlinger, der ikke længereklart og utvetydigt kan siges at være sygdomsbehandling eller udbedringaf skader eller mangler i forhold til naturligt forekommende funktioner.Derfor bør cyborgteknologiske behandlingsformer underlægges en lø-bende overvågning for at sikre, at nye behandlingsformer indføres underdemokratisk kontrol. En model kan være lig den gældende procedure påområdet for kunstig befrugtning. Her skal nye behandlingsmetoder tilhøring hos henholdsvis Det Etiske Råd og Sundhedsstyrelsen, inden detpolitiske system beslutter sig for, om behandlingsmetoden kan overgå fraforsøgsstadium til almindelig behandlingsform i sundhedsvæsnet.Det bør ifølge den relativt stramt regulerede ramme ikke være muligt –heller ikke på det private marked – at anskaffe sig cyborgteknologiskesupplementer, der klart og utvetydigt kan klassificeres som optimerende(dvs. som udelukkende forbedrer normalegenskaber såsom et naturligtgodt syn, intelligens, hørelse, etc.). Hvis private klinikker skal kunne ud-byde cyborgteknologiske indgreb og supplementer bør der derfor gældede samme begrænsninger og de samme gyldige behandlingsformål somi det offentlige system. I det private bør der med andre ord ikke kunne til-bydes optimerende indgreb, som ikke kan tilbydes i det offentlige system.Den relativt stramt regulerede ramme for cyborgteknologi skal sikre, atder ikke kan opstå et hjemligt marked for optimerende cyborgteknologi-ske indgreb, altså indgreb, der klart og utvetydigt har til formål at forbedrenormalegenskaber eller at give mennesket artsfremmede egenskaber.Etisk argumentation for den relativt stramt regulerede rammeHoldningen bag den relativt stramt regulerede ramme for cyborgtekno-logi er, at det vil have afgørende skadelig effekt på grundlæggende nor-mer i vores samfund, og at betingelserne for et fair forhold mellem men-neskers livsmuligheder vil lide skade, hvis det bliver muligt for myndigeindivider at købe sig til cyborgteknologiske optimeringer.Indtil nu har det været et grundvilkår for alt menneskeliv, at vores med-fødte egenskaber - vores kropslige og mentale udrustning – er noget gi-vent, noget der ikke står til forhandling. Det store menneskelige fælles-Cyborg teknologi /

skab, samfundsdannelsen, bygger på, at det forholder sig således. Det eret ideal for vores kultur, at vi byder alle velkommen til verden, uanset omde kommer med klumpfod eller danseben, med genial eller retarderetbegavelse. Ingen kan nemlig selv drages til ansvar for sine færdigheder.Men det kan et ureguleret marked for cyborgteknologier vende op og nedpå. Det vil nemt kunne blive den fremherskende opfattelse, at man ”selver ude om det” hvis man rammes af et dårligt hjerte eller en svækket ba-,lancenerve – man kunne jo bare i tide have købt den relevante optime-ring.Optimerende cyborgteknologi kan skubbe til en tingsliggørende fortolk-ning af mennesket i den forstand, at mennesket i stigende grad opfattessom et væsen, der bliver teknologisk designer af sine egne egenskaber.Dette vil ifølge synspunktet også føre til en affortryllelse af menneskeli-vet. Der er noget gådefuldt ved menneskelivet. Der er noget i den enkelte,som vi ikke hver især kan drages til ansvar for. Dette har i øvrigt også storbetydning for den gensidige tolerance mellem mennesker.Da de fremmeste teknologier på optimeringsmarkedet altid vil væreforbeholdt de rigeste, vil velhavende mennesker i den udviklede del af

verden få forøget det forspring, de i forvejen har i forhold til dem, derøkonomisk er mindre godt stillede. Der er ifølge synspunktet en stor farefor, at en udbredt anvendelse af optimerende cyborgteknologier blandtvelstillede mennesker vil skabe endnu større skel mellem mennesker, ogat teknologien kun bliver til gavn for dem, der får den implanteret.Man kan desuden lægge vægt på, at optimerende cyborgteknologi vilundergrave en anden væsentlig værdi ved det at være menneske – enværdi, som kort kan betegnes med begrebet autenticitet. Der er nogetuvurderligt menneskeligt i at skulle udvikle sig, anstrenge sig, holde udog stå imod, at danne og at uddanne sig. Ligesom der er noget uvurderligtmenneskeligt i at skabe sin identitet gennem ikke planlagte erfaringer ogmøder. Optimerende cyborgteknologi er måske ikke direkte uforeneligtmed disse rammer for menneskelig udvikling og erfaring, men den for-målsrationelle designtankegang er tilpas i modstrid med autenticitetensvilkår til, at man også af den grund kan være betænkelig ved teknologien.Endelig er det af betydning, at optimerende cyborgteknologi kan ændrepå grundlæggende karakteristika ved mennesket som art. Mennesket eret væsen, der fødes og dør, og som er afhængig af én biologisk krop, somhver enkelt person har et absolut privilegeret forhold til. Disse grundlæg-gende træk ved mennesket har betydning for den empati, mennesker fø-ler over for hinanden. Hvis der som følge af cyborgteknologiske indgrebudvikles mennesker, som har så fremmede egenskaber (fx tankelæsning,et førstepersonligt tilhørsforhold til flere kroppe, artsfremmede sanser,mv.), at man ikke rigtigt længere helt kan genkende dem som mennesker,så vil det have uoverskuelige konsekvenser for det moralske fællesskab ogden respekt for menneskeliv, som menneskearten gennem historien harbygget op. En fornuftig teknologisk udvikling bør derfor stoppe et godtstykke før, vi begynder at lave så radikalt om på de menneskelige grund-vilkår.