REU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 660: Procesbevillingsnævnets årsberetning 2009

3. Nævnets virksomhed i 2009 i afdelingen for appeltilladelser ......... 143.1. 2. instansbevillinger i civile sager ........................................................................193.1.1. Ankesager................................................................................................................................... 193.1.2. Kæresager .................................................................................................................................. 193.2. 3. instansbevillinger i civile sager....................................................................... 203.2.1. Ankesager ..................................................................................................................................203.2.2. 3. instansbevillinger i civile kæresager.................................................................................... 213.3. 2. instansbevillinger i straffesager ..................................................................... 223.3.1. Tiltaltes ansøgninger.................................................................................................................223.3.2. Anklagemyndighedens ansøgninger........................................................................................233.4. 3. instansbevillinger i straffesager ..................................................................... 233.4.1. Ankesager ..................................................................................................................................233.4.1.1. Tiltaltes ansøgninger om anke .............................................................................................243.4.1.2. Anklagemyndighedens ansøgninger om anke....................................................................253.4.2. Kæresager..................................................................................................................................25

4. Konkrete sager, hvori der i 2009 er truffet afgørelse i nævnetsafdeling for appeltilladelser............................................................... 264.1. Civile sager.......................................................................................................... 264.1.1. Civile ankesager .........................................................................................................................264.1.2. Civile kæresager ........................................................................................................................294.2. Straffesager .........................................................................................................314.2.1. Anke i straffesager..................................................................................................................... 314.2.2. Kære i straffesager .................................................................................................................... 37

5.Nævnets virksomhed i 2009 i afdelingen for fri proces................... 395.1. Fri proces til sager i 1. instans ............................................................................. 405.1.1. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325........................................................................405.1.2. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328....................................................................... 415.1.3. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329. ......................................................................435.1.4. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336 .......................................................................43

5.2. Fri proces til appelsager ..................................................................................... 445.2.1. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325 .......................................................................445.2.2. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328 ......................................................................445.2.3. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329. .....................................................................455.3. Klager over Civilstyrelsens afgørelser om afslag på genoptagelse ...................... 455.4. Klager over Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigt.......................................... 45

6. Konkrete sager, der er afgjort i 2009 i afdelingen for fri proces ..... 466.1. Processuelle spørgsmål....................................................................................... 466.1.1. Hjemmel/procesrisiko ..............................................................................................................466.1.2. Kompetence............................................................................................................................... 476.1.3. Afvisning som følge af for sent søgt .........................................................................................486.1.4. Sagen forligt ..............................................................................................................................496.2. Retsplejelovens § 325.......................................................................................... 496.3. Retsplejelovens § 328 ......................................................................................... 506.3.1. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, udsigt til medhold .....................................................506.3.2. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, administrative nævn m.v.......................................... 516.3.3. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, strafbart forhold ....................................................... 516.3.4. Retsplejelovens § 328, stk. 3 ....................................................................................................526.3.5. Retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, erhvervssager..................................................................526.4. Retsplejelovens § 331.......................................................................................... 536.4.1. Tilbagekaldelse - § 331, stk. 6...................................................................................................53

7.Litteratur om appeltilladelser ........................................................ 558. Litteratur om fri proces ................................................................. 579. Bilag .............................................................................................. 589.1. Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet ........................................... 589.2. Bekendtgørelse nr. 1338 af 3. december 2007 om forretningsordenen forProcesbevillingsnævnet............................................................................................. 599.3. Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om meddelelse af appeltilladelse i2009 .......................................................................................................................... 629.4. Bestemmelser om begrænset appeltilladelse til Højesteret ................................ 689.4.1. Lov nr. 536 af 26. maj 2010 om ændring af retsplejeloven mv. .............................................689.4.2. Procesbevillingsnævnets pressemeddelelse af 23. juni 2010.................................................699.5. Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces ................................ 709.6. Bekendtgørelse nr. 1116 af 21. november 2008 om fri proces ..............................74

1.1. Nævnets etableringProcesbevillingsnævnet har siden 1. januar 1996 forestået behandlingen af ansøgninger om 2. og 3.instansbevillinger i civile sager og straffesager.Procesbevillingsnævnet er oprettet ved lov nr. 390 af 14. juni 1995 om ændring af retsplejeloven(Oprettelse af et procesbevillingsnævn m.v.).Ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov omrettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser om procesbevillinger (ÆndringersomfølgeafoprettelsenafProcesbevillingsnævnet)gennemførtesdenødvendigekonsekvensændringer i bestemmelser om procesbevillinger i særlovgivningen og i den særligelovgivning for Grønland og Færøerne. Loven trådte i kraft for Danmark og Grønland den 1. januar1996. Loven blev sat i kraft for Færøerne den 1. juli 1999 ved bekendtgørelse nr. 454 af 16. juni1999.Ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. (rekruttering af dommere m.v.)blev nævnet bevillingsmæssigt og administrativt henlagt under Domstolsstyrelsen.Procesbevillingsnævnet fik med virkning fra 1. januar 2007 tillagt kompetencen til at behandleklager over Civilstyrelsens afslag på fri proces efter retsplejeloven. Den nye fri proces-ordning blevindført ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love(Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces).Procesbevillingsnævnet består pr. 1. januar 2007 således af afdelingen for appeltilladelser ogafdelingen for fri proces.Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- ogdomstolsreform) blev Procesbevillingsnævnets opgaver i afdelingen for appeltilladelser yderligereudvidet. Byretterne blev med virkning fra 1. januar 2007 den almindelige førsteinstans i alle civilesager, således at fri anke til Højesteret kun vil kunne finde sted i de sager, der er henvist fra byret tillandsret, og sager fra Sø- og Handelsretten. Ellers kræves nævnets tilladelse. Samtidig blevnævningesager med virkning fra 1. januar 2008 henlagt til behandling i byretten som 1. instans med

appeladgang til landsretten. Anke til Højesteret kan kun ske med Procesbevillingsnævnetstilladelse.Lovreglerne om Procesbevillingsnævnets virksomhed er placeret i kapitel 1 a i retsplejeloven.Kapitlet er medtaget som bilag 1 til årsberetningen. Af forarbejderne til bestemmelserne (FT1994/95, tillæg A, side 2956 og 2959) fremgår, dels at Procesbevillingsnævnet ikke er en del afdomstolssystemet, dels at nævnet ikke er en del af den offentlige forvaltning, hvilket bl.a.indebærer,atnævnetikkeeromfattetafoffentlighedsloven,forvaltningslovenogombudsmandsloven. For nævnets virksomhed gælder dog bestemmelserne i persondataloven.Procesbevillingsnævnets forretningsorden er senest blevet ændret i 2007 med virkning fra 1. januar2008. Den nugældende forretningsorden er bekendtgjort i Lovtidende ved bekendtgørelse nr. 1338af 3. december 2007. Forretningsordenen er medtaget som bilag 2 til årsberetningen.Som bilag 3 er desuden medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der i 2009 gav hjemmel formeddelelse af appeltilladelse. Det kan oplyses, at der med virkning fra 1. juli 2010 er indførthjemmel til at meddele begrænset bevilling. Som bilag 4 er medtaget de bestemmelser iændringsloven til retsplejeloven, der giver hjemmel til at meddele begrænset bevilling samtnævnets pressemeddelelse af 23. juni 2010.Som bilag 5 er medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der giver hjemmel for meddelelse af friproces. Bilag 6 til årsberetningen er bekendtgørelse 1116 af 21. november 2008 om de økonomiskebetingelser for fri proces.

1.2. Nævnets afdeling for appeltilladelserProcesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser består af en højesteretsdommer (formand), enlandsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer iretsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de 4førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret,landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Universitetslæreren beskikkes udenforudgående indstilling. Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder fordommere, dvs. af Den Særlige Klageret. Medlemmerne bliver beskikket for en periode på to år medmulighed for genbeskikkelse for yderligere to år.

1.4. Nævnets sekretariatProcesbevillingsnævnet bistås af et sekretariat, der antages af nævnets formand, jf.forretningsordenens § 1, stk. 3.Sekretariatet bestod pr. 31. december 2009 af følgende:•••••••••••••••••Sekretariatschef Hanne KjærulffChefkonsulent Lisbeth FeldvossChefkonsulent Lone KjærFuldmægtig Peter Juul AgergaardFuldmægtig Johanna Bach-FrommerFuldmægtig Nanna BolundFuldmægtig Maibrit Friborg DavidsenFuldmægtig Louise Falkenberg (orlov)Fuldmægtig Anne Kirstine GørtzFuldmægtig Stine Harkov HansenFuldmægtig Mette Kildegaard Hansen (orlov)Fuldmægtig Mia Staal KlintrupFuldmægtig Rune Raun-AbildgaardFuldmægtig Ulrich Vorstrup RasmussenFuldmægtig Morten SchrollFuldmægtig Nina SvanborgFuldmægtig Vibeke Østergaard Tarpgaard

2.1. Forberedelse af nævnsbehandlingenReglerne om Procesbevillingsnævnets sagsbehandling findes i retsplejelovens kapitel 1 a og inævnets forretningsorden. Det fremgår af retsplejelovens § 25, at nævnet selv fastsætter sinforretningsorden.Efter § 2 i forretningsordenen drager nævnets formand og afdelingsformand omsorg for sagernesforberedelse med bistand fra nævnets sekretariat. En ansøgning om appeltilladelse og klage overafslag på fri proces skal efter forretningsordenens § 3 være skriftlig og angive de grunde, somansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal ledsages af kopi af den eller deafgørelser, som er truffet vedrørende sagen, samt kopier af dokumenter, der i øvrigt er af betydningfor sagens afgørelse.Beregning af ansøgnings- eller klagefristen sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler omanke- og kærefrister, jf. forretningsordenens § 3, stk. 3. Nævnet kan i en appeltilladelsessag bortsefra en fristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt. Ved en klage over afslagpå fri proces kan nævnet se bort fra en fristoverskridelse, hvis denne er undskyldelig.Procesbevillingsnævnet accepterer, at en ansøgning eller klage alene fremsendes pr. telefax eller e-mail. En ansøgning eller klage, der sendes pr. telefax eller e-mail, skal ikke (nødvendigvis) følgesop af en original ansøgning eller klage.Ansøgninger eller klager skal være nævnets sekretariat i hænde senest kl. 15.00 den dag,ansøgnings- eller klagefristen udløber, jf. forretningsordenens § 3, stk. 3, 1. pkt.Sekretariatet underretter efter forretningsordenens § 4 ansøgeren eller klageren om modtagelse afhenvendelsen. En nærmere orientering om behandling af sager i Procesbevillingsnævnet kan ses påProcesbevillingsnævnets hjemmeside.Alle ansøgninger og klager visiteres af sekretariatschefen eller dennes stedfortræder så vidt muligtsamme dag, som de bliver modtaget.

2.2. NævnsbehandlingNævnets afgørelser i afdelingen for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces træffes efterforretningsordenens § 6 ved møder, der almindeligvis afholdes en gang om ugen. Nævnetsbehandling sker på grundlag af notater udarbejdet af sekretariatet for hver enkelt sag. Sagerne tilbehandling på mødet udsendes til medlemmerne ugedagen før. Hastende sager kan dog udsendesmed kortere frist.Nævnets møder er ikke offentlige, og sagens parter har ikke adgang til møderne, jf.forretningsordenens § 7.I begge nævnets afdelinger deltager samtlige nævnsmedlemmer i møderne, det vil sige 5medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 3 medlemmer i afdelingen for fri proces. I tilfældeaf et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant. Har et eller flere medlemmer ogdisses suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis henholdsvis 3 medlemmer iafdelingen for appeltilladelser og 2 medlemmer i afdelingen for fri proces er til stede, jf.forretningsordenens § 11, stk. 1, og § 14, stk. 1.Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. jf. forretningsordenens § 11, stk. 2,og § 14, stk. 2. I afdelingen for appeltilladelser er formandens stemme afgørende i tilfælde afstemmelighed. I afdelingen for fri proces kræves enighed, hvis afgørelsen alene træffes af 2medlemmer.

Nævnets afdeling for appeltilladelser har ikke i øvrigt fundet det hensigtsmæssigt at benytte den iretsplejelovens § 25, stk. 2, givne adgang til at afgøre sagerne med 3-mandsnævn bestående af endommer, en advokat og en universitetslærer.I forretningsordenens § 8 er fastsat, at formanden henholdsvis afdelingsformanden udenforelæggelse for nævnet kan tage stilling til behandlingen af henvendelser, som falder uden fornævnets kompetence. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper aftilfælde i henhold til skriftlige retningslinier, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffeafgørelse på nævnets vegne uden forelæggelse for nævnet.Nævnets afdeling for appeltilladelser og afdeling for fri proces har bemyndiget formanden ogafdelingsformandentilatafgørevissesagstyper.Bemyndigelsentilformandenogafdelingsformanden omfatter bl.a. genoptagelsesanmodninger, når der ikke er grundlag for atgenoptage behandling af sagen, idet der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger.

2.3. Underretning og aktindsigtNævnets afgørelse meddeles efter forretningsordenens § 17 ansøgeren eller klageren udenangivelse af, hvilke medlemmer der har deltaget i sagens behandling, og hvordan de har stemt. Påbegæring oplyses, hvem der har deltaget i sagens behandling.I sager vedrørende appeltilladelser sender nævnet også afgørelsen i kopi til orientering til enmodpart, der er underrettet eller hørt i anledning af ansøgningen. I sager om fri proces sker dettekun, hvis modparten i selve retstvisten rent undtagelsesvist er blevet hørt i forbindelse med klagen.I sager vedrørende appeltilladelser bliver der tillige givet underretning til den eller de retter, der hartruffet afgørelse i sagen. Hvis der meddeles tilladelse til anke eller kære til Højesteret, underrettes –som udgangspunkt – udgiver af Ugeskrift for Retsvæsen, Thomson Reuters Professional A/S.I sager vedrørende fri proces bliver der tillige givet underretning til Civilstyrelsen.Som forudsat i forarbejderne til lovgivningen om Procesbevillingsnævnets virksomhed begrundesnævnets afgørelser kun med henvisning til indholdet af de bestemmelser, der giver hjemmel formeddelelse af appeltilladelse eller fri proces. En særlig bestemmelse herom er optaget iforretningsordenens § 17, stk. 2.

3. Nævnets virksomhed i 2009 i afdelingen forappeltilladelserNævnet har i 2009 afholdt 39 møder i afdelingen for appeltilladelser.Den 1. januar 2009 var 153 sager uafsluttede.Nævnet har i 2009 modtaget 1.289 sager.Nævnet modtog i 2007 1.158 og i 2008 1.261 sager. Selv om antallet af modtagne sager i 2008 og2009 var større end i 2007, er det endnu for tidligt at vurdere, hvilken effekt Domstolsreformen pålængere sigt vil få på antallet af sager om appeltilladelser. Som følge af, at flere sager skal havebevilling for at kunne blive behandlet af Højesteret, må der imidlertid forventes en yderligerestigning.1.267 sager er blevet afsluttet i 2009. Der er herefter ved årets udgang 175 uafsluttede sager.Det bemærkes, at nævnets behandling af anmodning om genoptagelse mv. af nævnets afgørelserbliver journaliseret under den tidligere sag, og de er således ikke inkluderet i disse tal.190 sager er blevet afgjort uden nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til anden myndighed,afvist som faldende uden for nævnets kompetence mv.).Nævnet har i 2009 afgjort 1.077 sager, der fordeler sig således:Bevillinger78692937Realitetsafslag8641951216Fristafslag23371616I alt18752596269

*I disse rubrikker er medtaget ansøgninger og bevillinger efter følgende hjemler, hvor kriteriet for at meddeletilladelse til anke til Højesteret ligesom i retsplejelovens § 371, er, at sagen er af principiel karakter:•Retsplejelovens §§ 475, 475 i og 665, stk. 1.•Konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 371.•Dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 371.•Grønlands retsplejelov.•Færøernes retsplejelov.** Efter retsplejelovens § 368, stk. 5, kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til særskilt anke tilHøjesteret af bestemmelser om sagsomkostninger i domme afsagt af landsretterne eller Sø- og Handelsretten,såfremt afgørelsen herom er af principiel karakter.

Det bemærkes, at der i sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået til kontradiktion ogindhentelse af nødvendige bilag fra ansøgeren, retterne mv. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstidi afdelingen for appeltilladelser er for oktober kvartal 2009 på 6,3 uger. Der er tale om et fald pånæsten 0,3 uger i forhold til 2008, hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 6,6 uger. Der erfor 2008 og 2009 tale om et markant fald i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i forhold tiltidligere år i afdelingen for appeltilladelser.Det er nævnets mål, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger 6-8 uger. Nævnet vili 2010 fortsat have fokus på sagsbehandlingstiden.Antallet af modtagne sager i 2008 og 2009 var lidt mere end 100 flere end 2007. Selveimplementeringen af politi- og domstolsreformen i 2007 var meget ressourcekrævende og medførtemidlertidige sagspukler hos anklagemyndigheden og i retterne. Denne udvikling synes nu at vendemed deraf følgende afsmittende effekt på antallet af ansøgninger om appeltilladelse. Reformerneforventes at slå fuldt igennem i forhold til Procesbevillingsnævnet inden for de kommende år. Defleste sager vil herefter alene kunne behandles af Højesteret med Procesbevillingsnævnetstilladelse.I afsnit 3.1 til 3.4 er foretaget en talmæssig gennemgang af de afgjorte sager i afdelingen forappeltilladelser. I kapitel 4 er refereret en række af de sager, hvor Procesbevillingsnævnet harmeddelt appeltilladelse til Højesteret. Der henvises i øvrigt til Procesbevillingsnævnetshjemmeside, hvor der løbende bliver opdateret nyheder i afdelingen for appeltilladelser.

3.2.2. 3. instansbevillinger i civile kæresagerNævnet har i 2009 realitetsbehandlet:•184 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes og Sø- og Handelsrettens kendelser ogbeslutninger, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2. Nogle af sagerne vedrører kendelser og beslutninger,der er afsagt eller truffet af landsretterne i sager, der behandles af landsretten som 1. instans, jf. side16 tabelnoten. Bevilling blev meddelt i 30 sager.•55 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes afgørelser i fogedsager, jf. retsplejelovens§ 585. Bevilling blev meddelt i 10 sager.•1 ansøgning om tilladelse til kære af landsrettens afgørelse i en skiftesag, jf. retsplejelovens §665, stk. 3, jf. § 392, stk. 2. Der blev ikke meddelt bevilling i sagen.•8 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes kendelser i sager efter konkursloven, jf.konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2. Der blev ikke meddelt bevilling i nogen afsagerne.•2 ansøgninger om kæretilladelse efter lov om dødsboskifte § 105, stk. 1, jf. retsplejelovens §392, stk. 2. Der blev ikke meddelt bevilling i nogen af sagerne.•1 ansøgning om kæretilladelse efter den færøske retsplejelov. Der blev ikke meddelt bevilling isagen.Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, er refereret side 29ff.En oversigt over antal bevillinger mv. i tidligere år fremgår af årsberetningerne for årene 1996-2008.

3.4.1. AnkesagerNævnet har i 2009 realitetsbehandlet 154 ansøgninger om tilladelse til at anke domme, som erafsagt af en landsret som 2. instans, til Højesteret, jf. retsplejelovens § 932. 147 ansøgninger varindgivet af tiltalte, mens 7 var indgivet af anklagemyndigheden. Bevilling til tiltalte blev meddelt i21 sager og til anklagemyndigheden i 7 sager.Nævnet har i 2009 realitetsbehandlet 1 sag efter den grønlandske retsplejelov. Der blev ikke givetbevilling i sagen.Nævnet har i 2009 realitetsbehandlet 2 sager efter den færøske retsplejelov. Der blev ikke meddeltbevilling i nogen af sagerne.Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret, er refereret side 31ff.

3.4.2. KæresagerNævnet har i 2009 realitetsbehandlet 95 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretterneskendelser og beslutninger i ankesager, jf. retsplejelovens § 968 a, stk. 1, landsretternes afgørelser ikæresager, jf. retsplejelovens § 973 og landsrettens afgørelser om vederlag til forsvarere, jf.retsplejelovens § 1013, stk. 3.Bevilling blev meddelt i 9 sager.Ansøgning var indgivet af tiltalte i 94 sager, heraf 29 sager vedrørende varetægtsfængsling.Bevilling blev meddelt i 8 sager. 1 af disse sager vedrørte varetægtsfængsling. Ansøgning varindgivet af anklagemyndigheden i 1 sag. Der blev meddelt bevilling i sagen.Nævnet har i 2009 realitetsbehandlet 1 ansøgning om kæretilladelse efter den grønlandskeretsplejelov. Ansøgningen vedrørte varetægtsfængsling. Der blev ikke meddelt bevilling i sagen.Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, er refereret side 37f.En oversigt over antal bevillinger mv. i tidligere år fremgår af årsberetningerne fra årene 1996-2008.

4.1.1. Civile ankesagerVar udførelsen af et gulvvarmeanlæg udført "fagmæssigt korrekt"?Køberne af en fast ejendom, A og B, anlagde sag mod sælgerne, C og D, med krav om navnligbetaling for udskiftning af nogle gulvvarmerør. Kravet var foranlediget af, at gulvvarmeanlægget ien tilbygning, som ikke var godkendt til beboelse, efter A og B’s opfattelse ikke var udført ioverensstemmelse med lovgivningen eller ikke udført ”fagmæssigt korrekt”. Byretten fandt blandtandet på grundlag af skønserklæringerne i sagen, at køberne som påstået havde krav på betaling afudbedringsomkostningerne. Landsretten fandt, at B havde vidst, at to rum i tilbygningen ikke vargodkendt til beboelse. På denne baggrund og med henvisning til det supplerende syn og skøn underanken fandt landsretten ikke, at det var godtgjort, at gulvvarmerørene ikke var udført fagmæssigtkorrekt eller ikke var i overensstemmelse med lovgivningen. Landsretten frifandt herefter sælgernemed undtagelse af nogle for sagen mindre betydningsfulde krav. Procesbevillingsnævnet meddelteA og B tilladelse til anke til Højesteret.Retten i Lyngbys dom af 6. december 2007 (BS 7/2005).Østre Landsrets dom af 30. april 2009 (B-2634-07).Tilladelse til anke til Højesteret af 28. juli 2009 (PBN 2009-22-0080).

Er arbejdsgivers oplysninger om mistanke om et alkoholproblem hos en medarbejder omfattet afbegrebet helbredsoplysning og dermed beskyttet mod videregivelse?En medarbejder gav under en jobsamtale ved en kommune, K1, samtykke til, at K1 kunne indhentereferenceoplysninger hos medarbejderens tidligere arbejdsgiver, kommunen K2. Da K1 rettedehenvendelse til K2, videregav K2 oplysning om, at man havde haft mistanke om, at medarbejderenhavde et alkoholproblem, og at K2 havde konfronteret medarbejderen hermed. Medarbejderenopnåede ikke ansættelse ved K1. Byretten frifandt K1 og K2 for krav om godtgørelse som følge afuberettiget videregivelse af oplysningen. Under ankesagen gjorde medarbejderen gældende, at denpågældende oplysning var en helbredsoplysning i medfør af helbredsoplysningsloven. Landsrettenfandt, at der var tale om en helbredsoplysning, og at behandlingen af oplysningen var i strid medhelbredsoplysningsloven. De to kommuner blev pålagt at betale en godtgørelse på hver 25.000 kr.Procesbevillingsnævnet meddelte K1 og K2 tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.Retten i Helsingørs dom af 27. marts 2008 (BS 13-3-909/2006).Østre Landsrets dom af 15. juni 2009 (B-902-08).Tilladelse til anke til Højesteret af 25. september 2009 (PBN 2009-22-0140).

Skal ændret placering af arbejdssted for to ansatte hos SKAT udløse kørselsgodtgørelse efter højeller lav takst ved transport i egen bil mellem bopæl og nyt arbejdssted?To ansatte ved SKAT havde som følge af ændringerne af de ansattes arbejdssted som led iomlægningafskatteadministrationenrejstkravomivarslingsperiodenatmodtagekørselsgodtgørelse efter høj takst ved transport i egen bil mellem bopæl og nyt arbejdssted. SKATblev i begge sager frifundet ved byretten. De ansatte ankede til henholdsvis Vestre og ØstreLandsret. Vestre Landsret fandt ikke, at den ansattes kørsel mellem sit hjem og det nye tjenestestedvar en tjenesterejse, og fandt derfor ikke, at SKAT var forpligtet til at stille den ansatte, som om detvar en tjenesterejse til det nye arbejdssted efter tjenesterejseaftalen, eller til at godtgøre hamyderligere beløb vedrørende hans udgifter til transport. Østre Landsret fandt derimod, at den afSKAT ydede godtgørelse for transport til den ansattes nye arbejdsplads i varslingsperioden måtteanses at have hjemmel i, at den ansatte i varslingsperioden fortsat måtte anses for at have sit fastearbejdssted på den hidtidige arbejdsplads, hvorfor transporten til den nye arbejdsplads måtte ansesfor en tjenesterejse. Da de ansatte hidtil havde fået udbetalt høj kørselstakst under tjenesterejser,havde den ansatte i medfør af virksomhedsoverdragelsesloven derfor fortsat at have krav herpå ivarslingsperioden. Procesbevillingsnævnet meddelte henholdsvis den ansatte og SKAT tilladelse tilanke til Højesteret.

Er uenighed om skolevalg i sig selv til hinder for fælles forældremyndighed?M og F var forældre til B, der var født i 2003. I forbindelse med B’s fødsel aftalte M og F, at deskulle have fælles forældremyndighed, og siden B var 2 år, havde forældrene praktiseret endeleordning for samvær. Indtil sommeren 2009 havde B bopæl hos M. I foråret 2009 anlagde F sagmod M med påstand om, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves og overføres til ham,subsidiært fælles forældremyndighed således at B skulle have bopæl hos ham. Baggrunden var enuenighed mellem M og F om det forestående skolevalg. M nedlagde påstand om frifindelse, såledesat den fælles forældremyndighed skulle ophæves og tillægges hende, subsidiært fællesforældremyndighed med bopæl for barnet hos hende. Byretten fandt, at der ikke var grundlag for atophæve den fælles forældremyndighed, hvorimod landsretten fandt, at det var bedst for B, at Falene fik tillagt forældremyndigheden over B under hensyn til, at forældrene ikke kunne blive enigeom skolevalg og under hensyn til forældrenes nuværende samarbejdsvanskeligheder.Procesbevillingsnævnet meddelte M tilladelse til anke til Højesteret, der stadfæstede byrettensdom. Højesteret fandt, at der ikke var oplyst om sådan tungtvejende grunde, at der var grundlag forat ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. Højesteretbemærkede herved bl.a., at en uenighed om skolevalg ikke i sig selv kan anses for at være udtrykfor svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder, og at der efter forældrenes forklaringer tilbrug for Højesteret var enighed mellem dem om, at B skulle fortsætte sin skolegang på den skole

4.1.2. Civile kæresagerSkulle der ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen i sager om tilbagebetaling af afgifter(ambi)?I 1997-98 anlagde fire virksomheder sager mod Skatteministeriet med påstand om, atSkatteministerietskulleanerkende,atministerietsafslagpåtilbagebetalingafarbejdsmarkedsbidrag (ambi) betalt til staten i årene 1988-1992 var ugyldige. Byretten frifandtSkatteministeriet ved dom af 16. december 2002. Ved en samtidig afsagt kendelse afviste byrettenvirksomhedernes anmodning om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EF-Domstolen.Virksomhederne ankede dommen og anmodede landsretten om præjudiciel forelæggelse. Den 12.oktober 2009 afsagde landsretten kendelse om at anmode Domstolen besvare fire præjudiciellespørgsmål om fællesskabsrettens krav til national lovgivning om tilbagebetaling af afgifter, som eropkrævet i strid med fællesskabsretten. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse kæredeSkatteministeriet landsrettens forelæggelsesbeslutning til Højesteret og påstod kæren tillagtopsættende virkning. Virksomhederne påstod principalt afvisning af kæremålet. Højesteret udtaltebl.a., at det fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-210/06 (Cartesio), at artikel 267, stk. 2, i EUF-Traktaten (tidligere artikel 234, stk. 2, i EF-Traktaten) ikke er til hinder for, at en afgørelse om atforelægge spørgsmål for EU-Domstolen, som er truffet af den ret, hvis afgørelser kan appelleres,fortsat er underlagt den nationale lovgivnings normale retsmidler, men at appelinstansen ikke kanomgøre forelæggelsesbeslutningen med den konsekvens, at den underordnede ret er forpligtet til atændre, undlade eller tilbagekalde forelæggelsen. Højesteret antog, at disse principper også gælder,hvor forelæggelsesbeslutningen er truffet af en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, jf.EUF-Traktaten artikel 267, stk. 3. Højesteret fandt, at en ordning, hvorefter kære af en afgørelseom at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen ikke kan føre til, at appelinstansen omgør afgørelsenmed bindende virkning for underinstansen, ville være vanskeligt foreneligt med den danske proces-og instansordning. Flertallet fandt heller ikke noget væsentligt behov for en sådan særordning.

4.2.1. Anke i straffesagerStrafudmåling i sag om samlivsrelateret drab2T var i byretten og landsretten dømt for i november 2007 at have dræbt sin samlever A og forbrandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1. T, der på gerningstidspunktet var 42 år, og som ikketidligere var straffet, havde kendt A i ca. fire år, og de havde samlevet siden 2006. T havde – efterat have skudt A i hovedet med en boltpistol med dødelig hjernelæsion til følge – sat ild tilejendommen, hvori A, der fortsat var i live, stadig opholdt sig. Landsretten lagde til grund, at T, dahan tændte ild, indså eller anså det for overvejende sandsynligt, at A var i live, eller at T togrisikoen for, at dette var tilfældet, med i købet. A afgik ved døden som følge af røgforgiftning, ogdet var oplyst, at der skete skader på ejendommen for ca. 530.000 kr. Byretten fastsatte straffen tilfængsel i 11 år, som landsretten forhøjede til fængsel i 12 år. Procesbevillingsnævnet meddeltesåvel domfældte som anklagemyndigheden tilladelse til anke til Højesteret, der enstemmigtfastslog, at en straf af fængsel i 12 år bør være udgangspunktet også i sager om drab på ægtefælleeller samlever, og at det herefter beror på en konkret bedømmelse eller straffelovens § 80-82, omdette udgangspunkt kan fraviges i formildende retning under hensyn til en særlig følelsesmæssigbelastning. Højesteret udtalte, at der ved udmålingen af straffen for ægtefælle- og samleverdrab –som ved andre drab – med et udgangspunkt på 12 år skal ganske meget til, for at straffen kannedsættes eller forhøjes med 2 år til henholdsvis 10 og 14 år. Der bør derfor efter en konkretbedømmelse også kunne ske nedsættelse eller forhøjelse til henholdsvis 11 og 13 år, når derforeligger ikke uvæsentlige formildende eller skærpende omstændigheder, som kan begrunde ensådan mellemposition. Højesteret fandt enstemmigt, at der ikke var oplyst omstændigheder, somkunne begrunde en lempelse af straffen. Et flertal fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for atforhøje straffen. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom på fængsel i 12 år. (Dissens for atfastsætte straffen til 13 år).Tilladelse til anke til Højesteret af 29. maj 2009 (PBN 2009-25-0414 og 2009-25-0415).U 2010.119 H.

Strafudmåling i to sager om overtrædelse af våbenloven ved at have henholdsvis multiværktøj oghobbyknive i en bil.T1 og T2 var i byretten (dissens) begge idømt en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenlovens§ 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1. T1, der på gerningstidspunktet var 23 år og ustraffet, ved omkring kl. 9om morgenen på en havn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af etmultiværktøj med integreret knivblad på 7,3 cm, der kunne fastlåses i udslået position.Multiværktøjet, der lå i handskerummet i T1’s bil, brugte T1 jævnligt på sit arbejde og tilreparation af bilen. I den anden sag var T2, der på gerningstidspunktet var 19 år og ustraffet, fundetskyldig ved mellem kl. 3 og 4 om morgenen ud for et diskotek uden anerkendelsesværdigt formål isin bil at have været i besiddelse af to hobbyknive, som stammede fra hans arbejdsplads – entankstation – hvor han anvendte dem. Anklagemyndigheden ankede begge domme til skærpelse.Såvel Østre Landsret som Vestre Landsret fandt, at der ikke var særlige formildendeomstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse af det i forarbejderne til våbenloven anførteudgangspunkt om idømmelse af frihedsstraf og fastsatte straffen til fængsel i 7 dage (dissens).Begge de tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelser landsrettens domme til Højesteretmed påstand om formildelse. Højesteret henviste til, at det i forarbejderne til ændringen afvåbenloven i 2008 er forudsat, at der i førstegangstilfælde som ”altovervejende hovedregel” skalidømmes en kort ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel, men således at fastsættelse af straffenfortsat vil bero på ”domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagensomstændigheder”. Endvidere henviste Højesteret på, at bestemmelsen om, at der ved overtrædelseaf våbenlovens § 4, stk. 1, ”under særlig formildende omstændigheder” straffes med bøde, iforarbejderne er begrundet med, at der kan forekomme tilfælde, hvor en frihedsstraf iførstegangstilfælde ”vil forekomme urimelig henset til de omstændigheder, hvorunder kniven harværet medbragt”. Ved afgørelsen heraf må der tages hensyn til, at formålet med forbuddet ogstrafskærpelsen navnlig har været at undgå, at unge, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet,tager kniv med, hvorimod formålet ikke har været at forhindre almindelig brug af knive somværktøj. Som forhold, der skal tages hensyn til ved straffastsættelsen, henviste Højesteret bl.a. tilknivens art, om den er blevet båret eller opbevaret i en bil samt tiden og stedet, hvor vedkommendebefinder sig med en kniv uden anerkendelsesværdigt formål. Også baggrunden for, at tiltaltebefinder sig i den pågældende situation og har kniven med, samt hvad der er forklaret herom ogtroværdigheden heraf indgår i bedømmelsen. Højesteret fandt i begge sager, at der forelå særligformildende omstændigheder, således at udgangspunktet om en ubetinget frihedsstraf måtte

Strafudmåling i to sager om ulovlig besiddelse af skarpladt pistol på henholdsvis offentligt sted ogpå bopæl omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.I den ene sag, hvor T1 havde været i besiddelse af en skarpladt pistol på offentligt sted, stadfæstedelandsretten byrettens strafudmåling på ubetinget fængsel 1 år. Landsretten udtalte bl.a., at der iforarbejderne til den ændring af ordlyden af straffelovens § 192 a, stk. 1, hvorved også besiddelseaf skydevåben på bl.a. bopælen blev omfattet af bestemmelsen, ikke er sikre holdepunkter for, atdenne ændring skulle medføre, at straffen for besiddelse af et skydevåben på et offentligttilgængeligt sted som udgangspunkt skal overstige fængsel i 1 år. I den anden sag, hvor T2 havdeværet i besiddelse af en skarpladt pistol med ekstra ammunition på sin bopæl, forhøjede landsrettenstraffen til fængsel i 1 år og 2 måneder. Anklagemyndigheden indbragte med tilladelse fraProcesbevillingsnævnet begge sager for Højesteret, der tiltrådte, at både T1 og T2 var fundetskyldige i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Højesteret udtalte vedrørende T2, atdet måtte bero på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, om besiddelse afskydevåben på bopælen måtte anses for begået under særlig skærpende omstændigheder istraffelovens § 192 a, stk. 1’s forstand, og at der herved kan lægges vægt på de momenter, der ernævnt i forarbejderne til den tidligere bestemmelse i våbenlovens § 10, stk. 2, og straffelovens §192 a. Højesteret lagde navnlig vægt på, at pistolen var umiddelbart tilgængelig og klar til brug, ogat T2 havde skaffet sig pistolen på strafbar vis. (Dissens)I begge sager fastsatte Højesteret straffen til fængsel i 1 år med henvisning til, at der ikke forelåomstændigheder, der gav grundlag for at fastsætte en højere straf end minimumsstraffen på fængseli 1 år. Højesteret stadfæstede derved landsrettens dom i sagen mod T1. Vedrørende T2 udtalteHøjesteret, at straffen for besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligttilgængeligt sted under særlig skærpende omstændigheder efter det oprindelige lovforslag tilbestemmelsen skulle være fængsel i mindst 1 år. Det var i bemærkningerne forudsat, at en straf affængsel i 1 år også skulle være udgangspunktet for den konkrete straffastsættelse i disse tilfælde. Iforhold til lovforslaget blev anvendelsesområdet for straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, udvidet bl.a.

ved, at ordene ”på offentligt tilgængeligt sted” og ”med tilhørende ammunition” udgik. Der varikke i bemærkningerne vedrørende ændringsforslaget sikre holdepunkter for, at disse udvidelser afbestemmelsens anvendelsesområde skulle medføre en forhøjelse af det i lovforslaget forudsatteudgangspunkt for straffastsættelsen på 1 år ved besiddelse af skydevåben med tilhørendeammunition på offentligt tilgængeligt sted. Højesteret nedsatte således straffen for T2 i forhold tillandsrettens dom. (Dissens)Retten i Roskildes dom af 8. august 2009 (9-4677/2009 og 4676/2009)Østre Landsrets dom af 12. oktober 2009 (S-2387-09)Tilladelse til anke til Højesteret af 11. december 2009 (PBN 2009-25-0131)Højesterets dom af 25. juni 2010 (sag 319/2009)Københavns Byrets dom af 20. august 2009 (SS 3-15635/2009)Østre Landsrets dom af 21. oktober 2009 (S-2502-09)Tilladelse til anke til Højesteret af 11. december 2009 (PBN 2009-25-0149).Højesterets dom af 25. juni 2010 (sag 330/2009)

Betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten ved forsøg på spirituskørsel i forulykket bil?T havde i spirituspåvirket tilstand (med målt promille på 1,34) været passager i en bil, der varimpliceret i en færdselsulykke. Bilen var så skadet efter uheldet, at den ikke længere varfunktionsdygtig. Østre Landsret fandt, ligesom byretten, at T var skyldig i overtrædelse affærdselslovens § 53, stk. 1 (spirituskørsel), ved efter ulykken at have sat sig på førersædet af bilenog drejet på tændingsnøglen, uden at bilen startede. T, der ville miste sit arbejde, hvis han ikkelængere havde kørekort, blev ved landsrettens dom idømt en bøde på 28.000 kr. og frakendtførerretten ubetinget i 3 år, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128. Procesbevillingsnævnetmeddelte T tilladelse til anke til Højesteret. T nedlagde påstand om formildelse, således atfrakendelsen af førerretten skete betinget efter færdselslovens § 126, stk. 2. Højesteret stadfæstedelandsrettens dom, idet Højesteret udtalte, at det må forstås således, at landsretten har fundet detbevist, at T havde til hensigt at køre bilen, og at der ikke foreligger oplysninger om T’s hensigt medforsøget på at køre, som giver grundlag for at anse overtrædelsen for at være begået under særligformildende omstændigheder. Endvidere fandt Højesteret ikke, at risikoen for, at T vil miste sitarbejde, eller det i øvrigt oplyste om T’s personlige forhold – på baggrund af det tilsigtede snævreanvendelsesområde for færdselslovens § 126, stk. 2 – kunne føre til, at førerretten alene skullefrakendes betinget. (Dissens).Københavns Byrets dom af 13. marts 2009 (SS 4-22843/2008).

Fastsættelse af bødeniveauet i to sager vedrørende overtrædelse af konkurrencelovenDer var mod to brancheforeninger rejst tiltale for overtrædelse af konkurrencelovens § 23, stk. 1,nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 6, stk. 1, jf. stk. 3, om forbud mod konkurrencebegrænsning. I den ene saghavde brancheforeningen i nyhedsbreve og medlemsblade opfordret medlemmerne til at opkræve etsærligt tillæg. I den anden sag havde brancheforeningen i sit medlemsblad vejledt om brug afmindstepriser bl.a. ved offentliggørelse af det foregående års prisstatistikker med anbefaling omanvendelse af disse med et tillæg. Der var tale om en ganske betydelig forskel iomsætningsniveauet i de to foreninger. I landsretten var foreningerne i begge sager idømt en bødepå 400.000 kr., og enkeltpersoner fra foreningernes ledelse var idømt personlige bøder på hver15.000 kr. Anklagemyndigheden har med Procesbevillingsnævnets tilladelser indbragt begge sagerfor Højesteret.Københavns Byrets dom af 1. april 2009 (SS 2-1923/2008).Østre Landsrets dom af 3. september 2009 (S-971-09).Tilladelse til anke til Højesteret af 1. december 2009 (PBN 2009-25-0100).Retten på Frederiksbergs dom af 17. februar 2009 (SS 2-7791/07).Østre Landsrets dom af 24. september 2009 (S-1011-09).Tilladelse til anke til Højesteret af 1. december 2009 (PBN 2009-25-0114).

Strafudmåling i sag om uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsulykke, hvor føreren af denskadevoldende bil var faldet i søvnT mistede under kørsel kontrollen over sin bil, idet hun uden forvarsel var faldet i søvn bag rattet,hvorefter bilen kørte over i modsatte kørebanehalvdel og påkørte en modkørende bil, hvis førerblev dræbt på stedet. Ulykken fandt sted om morgenen, og T havde på ulykkestidspunktet væretuden egentlig søvn i cirka et døgn. Dagen og natten forinden havde T deltaget i et heldagsforeningsmøde, som endte med middag og efterfølgende selskabelighed. T havde ikke drukketalkohol, og der forelå ikke oplysninger i sagen om, at T’s kørsel forud for ulykken havde væretusikker eller i øvrigt påvirket af søvnmangel. Hun havde heller ikke følt sig træt. T var påulykkestidspunktet 31 år. Hun var gift og havde 2 mindreårige børn. Byretten fandt, at T varskyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2, og uagtsomt manddrab, jf. straffelovens § 241,

og idømte T fængsel i 3 måneder, og frakendte hende førerretten i 2 år. Landsretten skærpedestraffen til fængsel i 10 måneder uden dog at anse kørslen for særlig hensynsløs. Landsrettentiltrådte endvidere, at T skulle frakendes førerretten ubetinget i 2 år. Procesbevillingsnævnetmeddelte T tilladelse til anke til Højesteret. Anklagemyndigheden anførte for Højesteret underhenvisning til forarbejderne til straffelovens § 241, at det var forudsat, at normalstraffen foruagtsomt manddrab i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2 – som i sager omuagtsomt manddrab ved spirituskørsel – som udgangspunkt er ubetinget fængsel i 10-12 månedersfængsel, og at straffen skulle skærpes ud over dette niveau, da kørslen måtte anses for særlighensynsløs. Højesteret nedsatte straffen til 4 måneders fængsel og tiltrådte, at der skulle ske 2 årsubetinget frakendelse af førerretten. Højesteret udtalte, at T på ulykkestidspunktet som følge afsøvnmangel havde befundet sig i en sådan tilstand, at hun var ude af stand til at føre bilen på fuldbetryggende måde. T’s kørsel var dog ikke en sådan bevidst tilsidesættelse af hensynet til andressikkerhed, at den kunne karakteriseres som særlig hensynsløs. Højesteret fandt endvidere, atforarbejderne til straffeloven og færdselsloven ikke udelukker, at der ved straffastsættelsen tageshensyn til, at færdselslovens § 54 om manglende føreevne omfatter tilfældegrupper af megetforskellig karakter, hvoraf nogle men ikke alle kan sidestilles med spirituskørsel. Ifølge Højesteretkunne T’s kørsel ikke sidestilles med spirituskørsel.Retten i Århus’ dom af 8. januar 2009 (SS 3-2633/2008).Vestre Landsrets dom af 7. oktober 2009 (S-0157-09).Tilladelse til anke til Højesteret af 21. december 2009 (PBN 2009-25-0128).Højesterets dom af 21. maj 2010 (339/2009).

Udmåling af bødestraf for overtrædelse af udlændingeloven ved beskæftigelse af filippinskrengøringshjælp uden opholds- og arbejdstilladelse.T blev dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, ved i 6 påbegyndtemåneder at have beskæftiget en filippinsk kvinde, A, med rengøringsarbejde 3 timer om ugen påT´s bopæl, selvom A hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse. Byretten havde fastsat bødentil 30.000 kr., landsretten til 60.000 kr. T ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse tilHøjesteret med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden påstod straffen skærpet til en bødepå 120.000 kr. Højesteret henviste til, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 428 af 9. juni 2004om ændring af udlændingeloven (skærpelse af strafniveauet mv. for ulovlig beskæftigelse afudlændinge), jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg B, s. 2283 f., at hensigten var at skærpebødeniveauet, således at der i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, skal tagesudgangspunkt i en bøde på 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned, og såledesat der i tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder efter lovens § 59, stk. 5 – herundertilfælde, hvor udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet – skal tages udgangspunkt i etbødeniveau på 20.000 kr. pr. påbegyndt måned. Højesteret bemærkede, at der ved strafudmålingensåledes måtte tages udgangspunkt i dette bødeniveau. Under hensyn til det meget begrænsedeugentlige timetal fandt Højesteret, at bødestørrelsen måtte ansættes til 10.000 kr. månedligt. Da enbødefastsættelse på grundlag af antallet af måneder, i en situation som den foreliggende med etmeget begrænset månedligt timetal, ville føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf, fastsatteHøjesteret bøden til 40.000 kr.Tilladelse til anke til Højesteret af 30. april 2009 (PBN 2009-25-0345).U 2010.549 H.

4.2.2. Kære i straffesagerNavneforbud i en sag om narkotikakriminalitetT blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved besiddelsemv. af 140 gram kokain. En avis, A, og andre medier havde umiddelbart inden grundlovsforhøretoffentliggjort T’s navn i artikler på internettet og kædet hende sammen med en mulig straffesag omnarkotikakriminalitet. Artiklen på A’s hjemmeside blev ifølge A læst af 27.902 personer, inden densenere samme dag blev fjernet fra internetavisen. T anmodede under grundlovsforhøret omnavneforbud. Byretten fandt betingelserne for nedlæggelse af navneforbud opfyldt, jf.retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Byretten afsagde på anklagemyndighedens begæring tilligekendelse om dørlukning af hensyn til sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 29. stk. 3, nr. 4. A og

to af A’s journalister kærede afgørelserne til Østre Landsret, der stadfæstede byrettens afgørelser.Begge spørgsmål blev af A og journalisterne med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt forHøjesteret. De kærende anførte vedrørende navnforbuddet bl.a., at det ikke ville være en ”unødigkrænkelse” af T at omtale hendes navn, eftersom offentligheden allerede inden nedlæggelsen afnavneforbuddet havde fået kendskab til sagens omstændigheder, herunder T’s navn. Højesteretudtalte, at et navneforbud uanset den forudgående offentliggørelse af T’s navn i bl.a. aviser påinternettet kunne være af væsentlig betydning for T. Højesteret tiltrådte derfor, at den forudgåendeomtale ikke i sig selv kunne medføre, at der ikke kunne nedlægges et navneforbud. Der var ikkegrundlagforatantage,atnavneforbuddetvaristridmedDenEuropæiskeMenneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed. Herefter, og da Højesteret tiltrådte, atbetingelserne for dørlukning var opfyldt, stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.Tilladelse til kære til Højesteret af 25. september 2009 (PBN 2009-25-0093).U 2010.1427 H.

Skal en forsvarerbeskikkelse ledsages af et rejseforbehold?Advokaten, A, der har advokatkontor i København, var under en straffesag blevet beskikket fortiltalte T med såkaldt rejseforbehold i medfør af retsplejelovens § 741, jf. § 334, stk. 3.Straffesagen, der drejede sig om et enkelt tilfælde af vold i medfør af straffelovens § 244, blevbehandlet ved Retten i Nykøbing F. A havde været forsvarer for T ved to tidligere lejligheder.Østre Landsret stadfæstede beslutningen om rejseforbehold med henvisning til, at der under hensyntil sagens karakter og forventede omfang, herunder forholdet mellem rejseudgifterne og udgifternetil forsvarer i øvrigt, ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde, at beskikkelse skete udenforbehold for rejseudgifter og rejsetid. T kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelselandsrettens kendelse til Højesteret, der stadfæstede landsrettens kendelse.Retten i Nykøbing Falsters beslutning af 19. oktober 2009 (1-3008/2009).Østre Landsrets kendelse af 6. november 2009 (S-3035-09).Tilladelse til anke af 11. december (PBN 2009-25-0156).Højesterets kendelse af 21. maj 2010 (38/2010).

De nye regler om fri proces og dermed etableringen af nævnets afdeling for fri proces trådte somnævnt først i kraft med virkning fra 1. januar 2007.Nævnet har i 2009 afholdt 35 møder i afdelingen for fri proces.Nævnet har i 2009 modtaget 1.124 sager vedrørende fri proces.1.094 sager er blevet afsluttet i 2008. Der var herefter 255 uafsluttede sager ved årets udgang.Det bemærkes, at nævnets behandling af anmodning om genoptagelse mv. af nævnets afgørelserbliver journaliseret under den tidligere sag og således ikke er inkluderet i disse tal.115 sager er blevet afgjort uden nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til anden myndighed,afvist som faldende uden for nævnets kompetence mv.).Nævnet har i 2009 afgjort 981 sager, der fordeler sig som følger:Bevillinger* Stadfæstelse HjemvisningFri proces tilsager i 1. instansFri proces tilappelsagerGenoptagelses-klagerAktindsigts-klager18844004971094146400Fristafslag Afvisning**18200531500I alt80217441

Det bemærkes, at der i sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået til kontradiktion ogindhentelse af nødvendige bilag fra klageren, Civilstyrelsen og retterne mv.Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for fri proces er for oktober kvartal 2009 på10,7 uger, og sagsbehandlingstiden er således uændret fra 2008. Der er tale om et fald på næsten 8uger i forhold til 2007, hvor den gennemsnitlige sagbehandlingstid var på 18,3 uger. Den megetlange sagsbehandlingstid i 2007 skyldtes i høj grad Procesbevillingsnævnets samlederessourcemæssige situation i 2007, og nævnet blev i 2008 tilført yderligere ressourcer.Det er nævnets mål, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger 6-8 uger. Nævnet vilderfor i 2010 fortsat have fokus på at nedbringe den gennemsnitlige sagsbehandlingstid yderligere.Antallet af modtagne sager i 2009 var lidt højere end i 2008 og 2007.

5.1.2. Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328Nævnet realitetsbehandlede 574 sager efter retsplejelovens § 328 i 2009.Nævnet meddelte bevilling i 169 sager, heraf 56 under henvisning til bestemmelsen iretsplejelovens § 328, stk. 3, hvorefter lejere, arbejdstagere og skadelidte anses for at have rimeliggrund til at føre proces i retssager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål elleransættelsesforhold eller om personskade, medmindre forhold som nævnt i § 328, stk. 2, nr. 2-5,klart taler imod. I 3 sager blev bevilling meddelt under henvisning til retsplejelovens § 328, jf.cirkulære nr. 32 af 9. marts 1970 om fri proces til ægtefælleskifte efter skiftelovens kap. VI.Nævnet stadfæstede efter § 328 378 afslag på fri proces, heraf 96 i sager, der var omfattet afretsplejelovens § 328, stk. 3. I 29 sager blev fri proces afslået under henvisning til, at retssagenudsprang af ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, og i 3 sagerblev der meddelt afslag til sagsøgeren i retssager om ærekrænkelse, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4,nr. 2. I 16 sager blev der meddelt afslag på fri proces i sager, der var omfattet af retsplejelovens §328, jf. cirkulære nr. 32 af 9. marts 1970.27 sager blev hjemvist til Civilstyrelsen med henblik på fornyet behandling, heraf 7 sager underhenvisning til, at sagen var omfattet af reglen i retsplejelovens § 328, stk. 3. 3 sager blev hjemvist,idet nævnet fandt, at ansøgningen ikke kunne afslås under henvisning til, at retssagen udsprang afansøgerens erhvervsvirksomhed. Ingen sager blev hjemvist under henvisning til, at sagen varomfattet af retsplejelovens § 328, jf. cirkulære nr. 32 af 9. marts 1970.Af de i alt 574 sager vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 31 sager tillige meddelt afslagefter retsplejelovens § 329, og nævnet hjemviste 2 sager til Civilstyrelsen med henblik påbehandling efter denne bestemmelse.

Aktuel procesrisiko på trods af, at anlagt sag mod Patientskadeankenævnet var stillet i bero pågenoptagelse af arbejdsskadesagKlager havde anmodet om fri proces til en sag mod Patientskadeankenævnet med påstand omanerkendelse af, at klager var blevet påført en patientskade ved en operation. Det fremgik af sagen,at klager havde pådraget sig en arbejdsskade, hvis følger han efterfølgende blev opereret for. Afansøgningen om fri proces fremgik, at retssagen mod Patientskadeankenævnet for tiden afventedeAnkestyrelsens behandling af følgerne efter arbejdsskaden og genoptagelse. Civilstyrelsenmeddelte, at styrelsen på det foreliggende grundlag ikke fandt anledning til at tage stilling tilklagers ansøgning om fri proces og henviste bl.a. til, at området for retsplejelovens regler om friproces er borgerlige retssager, der behandles i den borgerlige retsplejes former, og at det vedreglerne om fri proces således er forudsat, at der foreligger en aktuel procesrisiko.Procesbevillingsnævnet kunne ikke tiltræde, at der ikke forelå en aktuel procesrisiko. Nævnethjemviste derfor sagen til Civilstyrelsen, således at styrelsen kunne tage stilling til, om klager iøvrigt opfyldte betingelserne for fri proces.Afgørelse af 16. december 2009 (PBN 2009-31-0271) (Civilstyrelsen 09-210-15081)

6.1.2. KompetenceAnmodning om fri proces efter retsplejelovens § 329 til en fogedsagKlager havde anmodet om fri proces til en fogedsag om fuldbyrdelse af samvær.Det fremgår af retsplejelovens § 500, stk. 2, at fogedretten kan give en person, der opfylder deøkonomiske betingelser efter § 325, fri proces. Klagers indtægtsgrundlag oversteg de iretsplejelovens § 500, stk. 2, jf. § 325, stk. 3-5, nævnte beløb. Civilstyrelsen meddelte afslag på friproces under henvisning til, at betingelserne for at meddele fri proces i medfør af retsplejelovens §329 ikke var opfyldt. Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse3.Afgørelse af 15. september 2009 (PBN 2009-31-0206) (Civilstyrelsen 09-210-14674)

Værneting i GrønlandKlager, der var ansat i en grønlandsk virksomhed, havde anmodet om fri proces til en sag omerstatning for en arbejdsskade, som var sket i Grønland. Retssagen var ikke anlagt på tidspunktetfor ansøgningen. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning til, at klager ikkehavde udsigt til medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 2.Procesbevillingsnævnet fandt, at sagen ville skulle anlægges ved de grønlandske domstole.Retsplejelovens kap. 31 om fri proces omfatter udelukkende sager, der føres ved de danskedomstole. Nævnet afviste derfor sagen og henviste til, at ansøgning om fri proces skulle indgives tillandsdommeren ved Grønlands Landsret, der på afgørelsestidspunktet var rette myndighed.Afgørelse af 9. oktober 2009 (PBN 2009-31-0162) (Civilstyrelsen 08-210-12845)

Kompetence til at meddele fri proces til ankesag, hvor Grønlands Landsret havde afsagt dom i 1.instansKlager havde anmodet om fri proces til en ankesag ved Østre Landsret, hvor der var afsagt dom afGrønlands Landsret i første instans. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisningblandt andet til, at klager ikke havde udsigt til medhold i ankesagen, jf. retsplejelovens § 328, stk.1. Procesbevillingsnævnet fik ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven ogforskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces) tillagt kompetence til atbehandle klager over Civilstyrelsens afgørelser om fri proces truffet efter den 1. januar 2007. Detfremgår af lovens § 13, stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Da3

6.1.3. Afvisning som følge af for sent søgtAnsøgning om fri proces indgivet for sentKlager havde den 18. marts 2009 indgivet ansøgning til Civilstyrelsen om fri proces til en ankesagvedrørende forældremyndighed. Klager havde anket sagen til landsretten ved ankestævning af 8.februar 2009, og det fremgik af sagens akter, at landsretten ved brev af 17. februar 2009 meddelteklager, at sagen var berammet til hovedforhandling den 22. april 2009. Civilstyrelsen meddelte vedbrev af 30. marts 2009 afslag på fri proces i medfør af retsplejelovens § 328, stk. 1, underhenvisning til, at klager ikke havde udsigt til medhold i ankesagen. Ved brev af 1. april 2009indbragte klager afslaget for Procesbevillingsnævnet. Klagen blev modtaget i nævnet den 6. april2009. Efter praksis er det som udgangspunkt en betingelse for at meddele fri proces efterretsplejelovens § 328, jf. § 325, samt efter § 329, at ansøgningen herom er modtaget i tilstrækkeliggod tid inden hovedforhandlingen, således at fri procesmyndighederne med rimelighed kan nå atbehandle ansøgningen forinden. Da der ikke var oplyst om forhold, der gjorde det undskyldeligt, atansøgningen om fri proces ikke blev indgivet i tilstrækkelig god tid inden hovedforhandlingen,fandt nævnet allerede af den grund, at der ikke kunne meddeles fri proces i sagen. Nævnet afvistederfor klagen.Afgørelse af 11. maj 2009 (PBN 2009-32-0293) (Civilstyrelsen 09-210-14156)

6.1.4. Sagen forligtSpørgsmål om fri proces til sag, der var udenretligt forligt, før ansøgningen om fri proces varindgivetKlager havde den 18. marts 2009 indgivet ansøgning om fri proces til Civilstyrelsen til en ankesagvedrørende forældremyndighed. Den 14. april 2009 meddelte klager landsretten, at parterne havdeindgået et udenretligt forlig, hvorefter landsretten afsluttede sagen som forligt. Civilstyrelsenmodtog ikke oplysninger fra klager om forliget. Civilstyrelsen meddelte den 22. april 2009 afslagpå fri proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1 og 2. Civilstyrelsen genoptog efterfølgende sagen ogfastholdt ved afgørelse af 4. juni 2009 afslaget på fri proces. I forbindelse med behandlingen afsagen i Procesbevillingsnævnet blev det oplyst, at forligsaftalen mellem parterne var indgået den23. januar 2009. Nævnet afviste at behandle klagen allerede under henvisning til, at reglerne om friproces i retsplejelovens kapitel 31 alene finder anvendelse på retssager, der behandles i denborgerlige retsplejes former.Afgørelse af 14. december 2009 (PBN 2009-32-0022) (Civilstyrelsen 09-210-14158)

6.2. Retsplejelovens § 325Sagsomkostningerne var uvæsentlige i sag, der blev behandlet efter reglerne i retsplejelovenskapitel 39 (behandling af sager om mindre krav)Klagerne havde anmodet om fri proces til en sag vedrørende blandt andet tortgodtgørelse medpåstand om betaling af 5.000 kr. Klagernes indtægtsgrundlag på 304.108 kr. oversteg ikke de iretsplejelovens § 325 nævnte beløb. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces, jf. retsplejelovens§ 328, stk. 4, nr. 2, under henvisning til, at styrelsen fandt, at der var tale om en injuriesag, og derikke forelå omstændigheder, der kunne føre til, at der burde ses bort fra sagens karakter.Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse allerede under henvisning til, atomkostningerne ved sagen måtte antages at blive uvæsentlige i forhold til klagernesindtægtsgrundlag, jf. retsplejelovens § 325, stk. 2.Afgørelse af 2. oktober 2009 (PBN 2009-31-0208) (Civilstyrelsen 08-210-12966)

6.3.1. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, udsigt til medholdDelvis fri proces til sag om kompensationskravKlager havde anmodet om fri proces til en sag om et kompensationskrav i forbindelse medophævelse af samliv med påstand om betaling af 449.000 kr. Civilstyrelsen meddelte afslag på friproces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1 og 2, under henvisning til, at klager ikke havde udsigt tilmedhold til sagen. Civilstyrelsen bemærkede bl.a., at klager ikke på det foreliggende grundlag itilstrækkelig grad havde godtgjort at være berettiget til et kompensationskrav i den anførtestørrelsesorden. Procesbevillingsnævnet meddelte klager delvis fri proces til en påstand ombetaling af 100.000 kr., jf. retsplejelovens § 328, og stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse i øvrigt.Afgørelse af 18. august 2009 (PBN 2009-31-0268) (Civilstyrelsen 09-210-13389)

Fri proces til sag om godtgørelse for manglende ansættelsesbevisKlager havde anmodet om fri proces til en sag mod sin tidligere arbejdsgiver med påstand ombetaling af 6.991,88 kr., som udgjorde manglende løn og feriepenge for en periode, og om betalingaf 74.800 kr. i godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Civilstyrelsen meddelte fri proces tilpåstanden om betaling af manglende løn og feriepenge og afslag til påstanden om godtgørelse formanglende ansættelsesbevis, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, bl.a. med henvisning til, at klager ikkekunne bevise, at hun var berettiget til en godtgørelse i den påståede størrelsesorden.Procesbevillingsnævnet fandt, at betingelserne for at meddele fri proces var opfyldt, jf.retsplejelovens § 328, stk. 1, og fandt i øvrigt konkret grundlag for at meddele fri proces til denfulde påstand om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis.Afgørelse af 22. september 2009 (PBN 2009-31-0262) (Civilstyrelsen 09-210-14514)

6.3.2. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, administrative nævn m.v.Ikke afslag på fri proces i henhold til retsplejelovens § 328, stk. 1, nr. 5, til klagerne, der varsagsøgt i sagenKlagerne havde anmodet om fri proces til en sag, hvor de var sagsøgt. Modparten havde indstævnetklagerne med påstand om indfrielse af en kautionsforpligtelse i henhold til en af klagerneunderskrevet kautionserklæring. Klagerne havde nedlagt påstand om frifindelse. Civilstyrelsenmeddelte afslag på fri proces under henvisning til, at klagerne kunne få sagen behandlet vedPengeinstitutankenævnet, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, nr. 5, hvorfor der ikke var rimelig grundtil at føre proces. I forbindelse med Procesbevillingsnævnets behandling af sagen blev det oplyst, atsagen var berammet til hovedforhandling 2 måneder senere. Procesbevillingsnævnet fandt, atbetingelserne for at meddele fri proces til klagerne, der var sagsøgt, var opfyldt, jf. retsplejelovens§ 328, stk. 1, og nævnet meddelte fri proces til klagernes frifindelsespåstand.Afgørelse af 16. marts 2009 (PBN 2009-31-1074) (Civilstyrelsen 08-210-12350)

6.3.3. Retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, strafbart forholdAnmodning om fri proces til sag om tilladelse til at påbegynde et udgangsforløb kunne ikke siges atudspringe af et forsætligt strafbart forholdKlager, der afsonede en fængselsstraf, havde ansøgt om fri proces til en sag mod Justitsministeriet,Direktoratet for Kriminalforsorgen, med påstand om tilladelse til at påbegynde et udgangsforløb.Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces, jf. retsplejelovens §§ 328 og 329, blandt andet underhenvisning til, at ansøgninger om fri proces normalt afslås i sager, der udspringer af et forsætligt,strafbart forhold, som ansøgeren er fundet skyldig i. Procesbevillingsnævnet fandt, at sagen mellemklager og Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, om tilladelse til udgangsforløb ikkekunne siges at udspringe af et forsætligt strafbart forhold. Nævnet hjemviste derfor sagen tilCivilstyrelsen, således at styrelsen kunne tage stilling til, om klager i øvrigt opfyldte betingelsernefor fri proces.Afgørelse af 6. juli 2009 (PBN 2009-31-0030) (Civilstyrelsen 09-210-14270)

6.3.4. Retsplejelovens § 328, stk. 3Delvis fri proces til sag vedrørende fastsættelse af erhvervsevnetabKlager havde anmodet om fri proces til en sag mod Ankestyrelsen med påstand om, at klagerserhvervsevnetab efter en anerkendt arbejdsskade skulle fastsættes til 50 %, subsidiært 40 %. Detfremgik af sagen, at klager den 13. juli 2003 var udsat for en arbejdsskade, der blev anerkendt afArbejdsskadestyrelsen.Arbejdsskadestyrelsentrafefterfølgendeafgørelseomklagerserhvervsevnetab, der blev fastsat til 25 %. Klager påklagede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse tilAnkestyrelsen, der fandt, at klagers erhvervsevnetab var mindre end 15 %, hvorfor klager ikkehavde ret til erstatning. Civilstyrelsen meddelte klager afslag på fri proces, jf. retsplejelovens § 328,stk. 3, under henvisning til, at der var omstændigheder i sagen, der klart talte imod at give klager friproces, idet klager ikke havde udsigt til medhold i sagen. Procesbevillingsnævnet meddelte klagerdelvis fri proces til en påstand om anerkendelse af et erhvervsevnetab på 25 % og stadfæstedeCivilstyrelsens afgørelse i øvrigt.Afgørelse af 18. november 2009 (PBN 2009-31-0343) (Civilstyrelsen 09-210-13766)

6.3.5. Retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, erhvervssagerIkke grundlag for erhvervsafslag til en sagsøgt klager, der havde skrevet en romanKlager havde anmodet om fri proces til en sag anlagt mod hende af et forlag med påstand ombetaling for forlagets arbejde med udgivelsen af en roman. Romanen var endnu ikke udgivet.Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, under henvisningtil, at sagen var af erhvervsmæssig karakter (bierhverv), og at der ikke forelå omstændigheder isagen, der kunne medføre, at der burde ses bort fra sagens erhvervsmæssige karakter. Det fremgikaf sagen, at klager, der var 78 år, benævnte sig forfatter, men der var ingen – konkrete –oplysninger, der tydede på, at hun i øvrigt udøvede forfattervirksomhed. Procesbevillingsnævnetkunne i det konkrete tilfælde ikke tiltræde, at klager måtte anses for at udøve forfattervirksomhedsom led i et bierhverv. Procesbevillingsnævnet hjemviste derfor sagen til Civilstyrelsen, således atstyrelsen kunne tage stilling til, om klager i øvrigt opfyldte betingelserne for fri proces.Afgørelse af 2. februar 2009 (PBN 2008-31-0960) (Civilstyrelsen 08-210-11716)

Ikke grundlag for erhvervsafslag til den del af sag, der vedrørte erstatning for bortvisningKlager havde anmodet om fri proces til at anlægge sag mod de tidligere bestyrelsesmedlemmer i etholdingselskab (der var gået konkurs) med påstand om erstatning for tab af anparter og erstatningfor bortvisning. Det fremgik af sagen, at klager var tidligere stifter, direktør og hovedanpartshaver iholdingselskabet, at klager som direktør blev bortvist i 2004, og at han anlagde sag mod selskabetmed påstand om erstatning. Selskabet gik konkurs, og ved udeblivelsesdom blev konkursboet dømti overensstemmelse med klagers påstand. Klager fik efter det oplyste efterfølgende udbetaltdividende fra konkursboet. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces, jf. retsplejelovens § 328,stk. 4, nr. 1, under henvisning til, at sagen var af erhvervsmæssig karakter, og at der ikke forelåomstændigheder i sagen, der kunne medføre, at der burde ses bort fra sagens erhvervsmæssigekarakter. Civilstyrelsen meddelte endvidere afslag på fri proces efter retsplejelovens § 329. Nævnetstadfæstede Civilstyrelsens afgørelse for så vidt angik påstanden om erstatning for tab af anparter.Nævnet kunne derimod ikke tiltræde, at påstanden om erstatning for bortvisning var omfattet afretsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, og hjemviste denne del af sagen til Civilstyrelsen, således atstyrelsen kunne tage stilling til, om klager i øvrigt opfyldte betingelserne for fri proces.Afgørelse af 14. december 2009 (PBN 2009-31-0231) (Civilstyrelsen 08-210-13044)

6.4.1. Tilbagekaldelse - § 331, stk. 6Tilbagekaldelse af bevilling om fri proces, da forudsætningerne for fri proces var bortfaldetProcesbevillingsnævnet meddelte den 1. september 2008 klager fri proces, jf. retsplejelovens § 328,stk. 3, til en frifindelsespåstand i en sag mod et boligselskab vedrørende ophævelse m.v. af etlejemål. I forbindelse med Procesbevillingsnævnets behandling af sagen indhentede nævnetCivilstyrelsens akter i sagen, hvori bl.a. indgik de økonomiske oplysninger om klager, somCivilstyrelsen havde modtaget fra klagers advokat i forbindelse med ansøgningen om fri proces.Det var bl.a. oplyst, at klager boede alene, hvilket blev lagt til grund ved nævnets afgørelse.Procesbevillingsnævnet blev efterfølgende gjort opmærksom på, at klager boede sammen med sinhustru og derfor ikke opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces. Nævnet foretog herefterhøring af klager, som oplyste, at han boede sammen med sin hustru på det tidspunkt, hvor han blevmeddelt fri proces. Klager opfyldte således ikke de økonomiske betingelser for fri proces.

Jens Anker Anderseni Fuldmægtigen 1990, side 83-86: Gælder den nye appelbegrænsning i småsager også for fogedrets-, skifterets- og tinglysningsafgørelser?Karen Dyekjær-Hanseni Lov&Ret 1992, nr. 2, side 4-6: Ingen ideelle løsninger når det gældertredje instans bevilling.Jørgen Jochimseni Ugeskrift for Retsvæsen 1992 B, side 97-105: De nye regler omappelbegrænsning i civile retssager.Bernhard Gomardi Lov&Ret 1995, nr. 6, side 18-25: Pragmatik, principper oginternationalisering i 1990’ernes procesret.Eva Smithi Lov&Ret 1995, nr. 8, side 14-17: Ny lov, der stækker Højesteret baseret på urigtigeoplysninger.Bjørn Westhi Lov&Ret 1995, nr. 8, side 17-18: Ikke hold i Eva Smith’s kritik, Kommentar.Jens Anker Anderseni Auktioner, 3. udgave, 1996, side 451-454 og 456-463.Thomas Rørdami Lov&Ret 1996, nr. 6, side 29-32: Anke-praksis i strid med Folketingetsforudsætning.Bernhard Gomardm.fl. i Fogedret, 4. udgave, 1997, side 416-417.Jens Anker Anderseni Tvangsfuldbyrdelse, 3. udgave, 1997, side 314-316 og 319-320.Kristine Queitschi Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 12-18: Nogle bemærkninger omappelbegrænsning i civile retssager – 10.000 kr.s grænsen.Ivan Larseni Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 221-223: Ankebegrænsninger i de tidligerestatsadvokatsager.Procesbevillingsnævnets årsberetning 1996,side 23-26, om nævnets praksis i sager om 2.instansbevilling i straffesager, og bilag 8, oversigt over ansøgninger om 3. instansbevilling iforældremyndighedssager, som er realitetsbehandlet i 1996.Bent Unmack Larseni Advokaten 1997, nr. 9, side 178-179: Procesbevillingsnævnets praksis.Steen Bønsingi Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 531-535: Procesbevillingsnævnets retligestatus – kommentar til UfR 1997.1062 H.Procesbevillingsnævnets årsberetning 1997,side 90-91, skematisk oversigt over landsretternesafgørelser i de straffesager, som landsretterne har behandlet i 1996 og 1997 efter meddelt 2.instansbevilling.Procesbevillingsnævnets årsberetning 1998,side 96, skematisk oversigt over landsretternesafgørelser i civile sager, hvori der er meddelt 2. instansbevilling i 1996, 1997 og 1998.Ole Dybdahl og Hans Kardel,under medvirken af Susanne Gamberg, Hanne Lübeck Johansen ogKristine Queitsch, Procesbevillinger (GadJura), 1998.Erik Werlauffi Juristen 1999, nr. 8, side 326-332: Anmeldelse af Ole Dybdahl og Hans Kardel,Procesbevillinger.

Torben Jenseni Højesteret og retsplejen (GadJura), 1999, side 43-44, 46, 49-51, 74-75, 104-105,140-141, 144, 167-188, 191-192, 200-205, 210, 215-221, 228-229, 445-446.Jonas Christoffersen og Jakob Fink Nielseni Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, side 387-394:Om kære til Højesteret i civile sager.Lindencrone og Werlauffi Dansk retspleje, 2. udgave (GadJura), 2000, side 26-28, 296-301, 306-307, 310, 396-397, 542, 547, 629-630.Bjarne Christenseni Dommeren i det 20. århundrede – Dommerforeningens 100 års jubilæum(Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2000, side 337-338.Niels Viltoft, Benedikte Holberg og Lone Dahl Frandseni Ugeskrift for Retsvæsen 2000 B, Densærlige Klageret i 60 år, side 380.Eva Smithi Civilproces – Grundlæggende regler og principper, 4. udgave (GadJura), 2000, side240-243.Mads Østergaard og Jørgen Nørgaardi Ugeskrift for Retsvæsen 2002 B, side 491-501:Procesbevillingsnævnets tilladelse til appel til Højesteret af sagsomkostningsafgørelser i civilesager.Erik Werlauffi Juristen 2003, nr. 8, side 296-308: At søge procesbevilling.Jonas Christofferseni Lov&Ret 2003, nr. 6, side 7ff: Hvem skal lempe retsafgiften?Ole Dybdahli Ugeskrift for Retsvæsen 2003 B, side 284-286: Reform af Den Særlige Klageret ogProcesbevillingsnævnet.Kim K. Gabrieli Ugeskrift for Retsvæsen 2004 B, side 314-321: Udlændingelovens § 50 i praksis.Ejler Bruun, Peter Møgelvang-Hansen og Lars Lindencrone Peterseni Fogedsager, 3. udgave(Forlaget Thomson) 2005, side 549-560 og 716.Jens Røni Juristen 2007, nr. 6, side 203-207: En ny småsagsproces.Bernhard Gomard og Michael Kistrupi Civilprocessen, 6. udgave (Forlaget Thomson) 2007,side 59-60, 76-77, 677-683, 696-699, 724-733, 745-748, 755-764.Jørgen Jochimseni Hovedforhandling i straffesager, 1. udgave (Forlaget Thomson) 2007, side244-245, 349-352.Eva Smith, Jørgen Jochimsen, Michael Kistrup og Jakob Lund Poulseni Straffeprocessen, 2.udgave, 2008, side 45-51, 788, 792, 806-807, 827, 846-854, 866-867.Kommenteret Retsplejelov,8. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2008, Bind I, side37-47 (kommentar til kapitel 1a. Procesbevillingsnævnet) samt kommentarer til de enkelte hjemlerfor appeltilladelser.Marianne Højgaard Pederseni Juristen 2009, nr. 2, side 31-35: Procesbevillingsnævnet efterdomstolsreformen.

8. Litteratur om fri procesHolger Kallehaugei Ugeskrift for Retsvæsen 1973 B, side 153-167: Nogle bemærkninger om friproces.Frederik Chr. Schydti Fri proces, 1. udgave, (Jurist- og Økonomforbuundets Forlag), 1992, side243-323.Jens Røni Juristen 2006, nr. 5, side 175-185: Nye love – nye regler om sagsomkostninger,retshjælp og fri proces.Jens Røni Juristen 2007, nr. 6, side 203-207: En ny småsagsproces.Bernhard Gomard og Michael Kistrupi Civilprocessen, 6. udgave (Forlaget Thomson) 2007,side 678-687.Kommenteret Retsplejelov,8. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2008, Bind I, side678-707 (kommentar til §§ 325-336).Cecilie Maarbjerg Qvist og Louise Falkenbergi Juristen 2010, nr. 4, side 114-120: Noglebemærkninger om behandlingen af fri proces sager.

9.1. Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet§ 22.Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling efterregler i denne lov og anden lovgivning.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efter regler i denne lov.§ 23.Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer,en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist medsærlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire førstnævnte medlemmer sker efter indstilling tiljustitsministeren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.Kongen beskikker efter indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem harret til genbeskikkelse for yderligere to år. herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer(afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker efter indstillingtil justitsministeren fra henholdsvis landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.Stk. 3. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 og 2 findertilsvarende anvendelse.§ 24.Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et medlem udtræder,når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.§ 25.Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse af oplysninger til brugved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættes bestemmelser om skriftlig votering og om, atformanden kan træffe visse nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at sager om meddelelse afanden- og tredjeinstansbevilling kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat ogen universitetslærer.§ 26.Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.Stk. 3. Domstolsstyrelsen varetager Procesbevillingsnævnets bevillingsmæssige og administrativeforhold.§ 27.Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel for en af sagensparter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støtte partens ansøgning tilProcesbevillingsnævnet.

Procesbevillingsnævnet§ 1.Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling(appeltilladelse), jf. retsplejelovens § 22, stk. 1. Ved behandling af ansøgninger om meddelelse afappeltilladelse består nævnet af 5 medlemmer under ledelse af nævnets formand, jf. dog §§ 10-12.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces, jf. retsplejelovens § 22,stk. 2. Ved behandling af klager over afslag på fri proces består nævnet af 3 medlemmer under ledelse afnævnets afdelingsformand, jf. dog §§ 13-14.Stk. 3. Ledelsen af nævnets administrative funktioner varetages af nævnets formand med bistand af etsekretariat, som denne antager.

Forberedelse af nævnsbehandlingen§ 2.Nævnets formand og afdelingsformand drager omsorg for sagernes forberedelse med bistand fra nævnetssekretariat.§ 3.Ansøgning om appeltilladelse og klage over afslag på fri proces skal være skriftlig og angive de grunde,som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal ledsages af kopi af den eller de afgørelser,der er truffet vedrørende sagen, samt kopier af dokumenter, der i øvrigt er af betydning for sagens afgørelse.Procesbevillingsnævnet kan pålægge ansøgeren eller klageren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brugfor sagens behandling.Stk. 2. Sekretariatet bistår om nødvendigt en ansøger eller en klager, som ikke er repræsenteret ved advokat,med udfærdigelse af ansøgningen eller klagen.Stk. 3. Ansøgningen eller klagen skal være nævnets sekretariat i hænde senest kl. 15.00 den dag, hvoransøgnings- eller klagefristen udløber. Beregning af ansøgnings- eller klagefristen sker i overensstemmelsemed retsplejelovens regler om anke- og kærefrister. Nævnet kan i en appeltilladelsessag bortse fra enfristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt. Ved en klage over et afslag på fri proceskan nævnet bortse fra en fristoverskridelse, hvis denne er undskyldelig.§ 4.Sekretariatet anerkender modtagelsen af ansøgningen eller klagen.Stk. 2. Modparten underrettes om ansøgningen eller klagen. Formanden eller afdelingsformanden bestemmer,i hvilke tilfælde en modpart skal anmodes om at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden ennærmere angiven frist.Stk. 3. Nævnet kan indhente en udtalelse fra Civilstyrelsen i anledning af en klagesag.

Nævnsbehandling – fælles bestemmelser§ 6.Nævnets afgørelser træffes ved møder i nævnet. Møderne afholdes almindeligvis en gang ugentlig.Sagerne til behandling på mødet udsendes til medlemmerne ugedagen før. Hastende sager kan dog udsendesmed kortere frist. Forhandlingerne foregår mundtligt. Formanden eller afdelingsformanden kan dog i særligetilfælde træffe bestemmelse om en anden behandlingsform.Stk. 2. Spørgsmål om inhabilitet afgøres efter retsplejelovens regler herom.§ 7.Nævnets møder er ikke offentlige.Stk. 2. Sagens parter har ikke adgang til møderne.Stk. 3. Efter formandens eller afdelingsformandens bestemmelse kan møderne overværes af medarbejdere isekretariatet.§ 8.Formanden og afdelingsformanden kan uden forelæggelse for nævnet tage stilling til behandlingen afhenvendelser, som falder uden for nævnets kompetence.Stk. 2. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper af tilfælde i henhold til skriftligeretningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffe afgørelse på nævnets vegne udenforelæggelse for nævnet.§ 9.I tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant.

Behandling af ansøgninger om appeltilladelse§ 10.I tilfælde af forfald for formanden og dennes suppleant ledes forhandlingerne af landsdommeren og itilfælde af også dennes forfald af det ældste tilstedeværende medlem af nævnet.§ 11.Har medlemmer og suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis 3 medlemmer er til stede.Stk. 2. Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed erformandens stemme afgørende.Stk. 3. Ethvert tilstedeværende medlem kan kræve behandlingen af en sag udsat, hvis nævnet ikke erfuldtalligt.§ 12.I henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, kan afgørelse isærlige grupper af tilfælde træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og enuniversitetslærer. Hvert af de i sagens behandling deltagende medlemmer kan dog i disse tilfælde kræve ensag behandlet i det samlede nævn.

Underretning og aktindsigt§ 17.Nævnets afgørelse meddeles ansøgeren eller klageren uden angivelse af, hvilke medlemmer der hardeltaget i sagens behandling, og hvorledes de har stemt.Stk. 2. I meddelelsen om nævnets afgørelse begrundes afgørelsen med henvisning til indholdet af debestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri proces.Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen underskrives af formanden eller afdelingsformanden eller af den, som dissebemyndiger hertil.Stk. 4. Der gives underretning om afgørelsen til en modpart i sagen, der er underrettet eller hørt i anledning afansøgningen eller klagen.Stk. 5. Der gives i sager vedrørende appeltilladelse tillige underretning til den eller de retter, som har truffetafgørelse i sagen.Stk. 6. Der gives i sager vedrørende fri proces tillige underretning til Civilstyrelsen.§ 18.Aktindsigt meddeles af formanden eller afdelingsformanden i overensstemmelse med bestemmelserne iretsplejelovens §§ 41-41 g, 255 a og 729 a-729 d med de fornødne tillempninger.Stk. 2. Begæring om indsigtsret fra den registrerede i medfør af lov om behandling af personoplysningerbehandles efter reglerne i lovens §§ 31-34.

9.3. Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om meddelelse afappeltilladelse i 2009Kapitel 36. Anke§ 368.Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Angårsagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan dommen kun ankes medProcesbevillingsnævnets tilladelse, jf. stk. 2.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt.,hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skalindgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse,hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.Stk. 3. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans og af Sø- og Handelsretten, kan af parterne ankestil Højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.Stk. 4. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger i domme, som er afsagt af en landsret eller af Sø- ogHandelsretten, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.§ 371.Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dogmeddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af principiel karakter.Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 ugerefter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,men inden 1 år efter afsigelsen.§ 372.Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8 uger ved anke fra landsret og fra Sø- ogHandelsretten til Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse.Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske indenankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, attilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dogundtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen afansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteretefter reglerne i § 392, stk. 2.Stk. 3. En anke, der hæves eller afvises af anden grund end overskridelse af fristen efter stk. 2, kan medrettens tilladelse på ny tages under behandling, såfremt ny ankestævning indleveres på rettens kontor inden 2uger efter, at sagen blev hævet eller afvist.

Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan ikke kæres.Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, atafgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, meninden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.§ 391.Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr.,kan indbringes særskilt for landsret ved kære.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger,der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor. Bestemmelserne i § 389, stk. 3, findertilsvarende anvendelse.Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller ikke rettidigt erindbragt for domstolene eller ankeretten, kan indbringes for højere ret ved kære. Hvis dommen er afsagt af enlandsret som ankeinstans, kan kære kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kangives, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives tilnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis givetilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.§ 392.Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller af Sø- og Handelsretten efter reglerne i §253 i en sag, der behandles af retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret, såfremt Højesteret tillader det,jf. § 253, stk. 4.Stk. 2. I andre tilfælde kan landsrettens eller Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger kæres tilHøjesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmålaf principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsener truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Kapitel 43 a. Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse§ 475.Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse. Byrettensender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten, der berammer mundtlig forhandling af sageni et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et af denne bestemt varsel. Bestemmelserne i § 372,stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat for byretsbehandlingen.Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,finder dog tilsvarende anvendelse.Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse påankes, eller af denret, til hvilken anke sker.

Kapitel 43 b. Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke§ 475 i.Ankefristen er 4 uger ved anke til landsret og 8 uger ved anke til Højesteret. Der kan ikke i medfør af§ 372, stk. 2, meddeles tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb.Stk. 2. Anke til landsret sker ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt til retsbogen. Rettensender meddelelsen og sagens akter til landsretten.Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,finder dog tilsvarende anvendelse.Stk. 4. Om kære gælder reglerne i kapitel 37. Der kan dog ikke i medfør af § 394, stk. 2, meddeles tilladelsetil at kære de i § 475 b, stk. 4, nævnte kendelser efter kærefristens udløb.Stk. 5. Om sagens behandling i landsretten og Højesteret gælder tilsvarende regler som fastsat forbyretsbehandlingen.

Kapitel 53. Appel af fogedrettens afgørelser§ 584.Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til denlandsret, i hvis kreds fogedretten ligger.Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres.Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter afgørelsen.Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efterafgørelsen.Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk. 1-3, § 563, § 566, stk. 3, 3. pkt., § 569, stk. 1,4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.§ 584 a.Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om omkostninger,der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter afgørelsen.Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 månederefter afgørelsen.§ 585.Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddeletilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger, i auktionssagerdog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddeletilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

Stk. 2. Ankestævningen forkyndes såvel for den ankendes modpart som for skifteretten, der på boetsbekostning har at drage omsorg for, at der i fornødent fald tages til genmæle.Stk. 3. Den for skifteretten stedfundne procedure er ikke bindende, og der er endog intet til hinder for, attillæg til og rettelser i de tidligere påstande fremsættes. Dog kan parterne ikke tilbagekalde de af dem forskifteretten afgivne, skiftebogen tilførte, erklæringer med hensyn til sagens sammenhæng.Stk. 4. Kære foregår med de lempelser, som følger af ovenstående bestemmelser, efter samme regler somkære til landsret over byrettens afgørelser.§ 665.Når en i henhold til § 662 iværksat anke har fundet sin afgørelse ved landsret, kan der i reglen ikke skeyderligere anke til Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til anke. Bestemmelserne i§ 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.Stk. 2. Om anke til Højesteret gælder de almindelige regler i kap. 36.Stk. 3. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Bestemmelserne i § 392, stk. 2, finder dogtilsvarende anvendelse.

Kapitel 82. Anke til landsretten§ 903.Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902, stk. 1-3, hvis sagener af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dage efterdommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen som i § 904, stk. 2 og 3.Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden, der ønsker at anke, skal den samtidig medansøgningen til Procesbevillingsnævnet sende underretning om ansøgningen til tiltalte. Manglendeunderretning medfører ikke, at sagen kan afvises.Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tilladelse til anke af de afgørelser, der er nævnti § 902, stk. 4.Stk. 4. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til anke efter stk. 1eller 3, indbringer anklagemyndigheden sagen for landsretten. Sagen skal indbringes inden 14 dage efter, atProcesbevillingsnævnetharunderrettetanklagemyndighedenomtilladelsen.Hvisdeteranklagemyndigheden, der har fået tilladelse til anke, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse omanke for tiltalte, jf. § 907, stk. 2, inden udløb af den frist, der er anført i 2. pkt.

Kapitel 85. Kære til højere ret§ 968 a.Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en ankesag, kankun kæres til Højesteret af sagens parter eller de personer, der er nævnt i § 968, stk. 2, under tilsvarendebetingelser som anført i § 968 og med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hviskæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til kære skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dage efterkendelsens eller beslutningens afsigelse. Er det tiltalte, der vil kære, og har tiltalte ikke været til stede vedafsigelsen, regnes ansøgningsfristen fra forkyndelsen af afgørelsen. Procesbevillingsnævnet kanundtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens ellerbeslutningens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden, der vil kære, skal den samtidig med ansøgningentil Procesbevillingsnævnet give underretning om ansøgningen til den, som kendelsen eller beslutningenvedrører. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.Stk. 3. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til kære efter stk.1, indbringer anklagemyndigheden sagen for Højesteret. Sagen skal indbringes inden 14 dage efter, atProcesbevillingsnævnet har underrettet anklagemyndigheden om tilladelsen.Stk. 4. Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en ankesag, og somretter sig mod nogen, der ikke er part i sagen, kan kæres til Højesteret under tilsvarende betingelser somanført i § 968 uden tilladelse efter stk. 1, jf. dog § 1013, stk. 3.§ 973.Landsrettens afgørelse i en kæresag kan kun kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnetstilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særligegrunde i øvrigt taler derfor. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 91. Sagsomkostninger§ 1013.Når en dom er påanket, prøver den overordnede ret omkostningsspørgsmålet, for så vidt dettesafgørelse afhænger af ankens udfald, eller det særlig er inddraget under anken. En tilsvarende regel gælder,når kæremål rejses mod en kendelse, der har pålagt erstatning af omkostninger i forbindelse med straf ellerlignende følger. I andre tilfælde kan kæremål rejses mod rettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet, nårafgørelsen er uafhængig af sagens udfald, og de pålagte omkostningers beløb kan antages at ville overstige40 kr.Stk. 2. Foranstående regler gælder også med hensyn til fastsættelse af vederlag til offentlige anklagere, hvorderom bliver spørgsmål, og til forsvarere.

9.4.1. Lov nr. 536 af 26. maj 2010 om ændring af retsplejeloven mv.§ 1.I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret ved § 1 i lov nr. 1266af 16. december 2009, § 2 i lov nr. 73 af 26. januar 2010 og § 1 i lov nr. 404 af 21. april 2010, foretagesfølgende ændringer:1.I § 371, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:»Hvis særlige grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller,hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse.«2.I § 392, stk. 2, indsættes efter 2. pkt.:»Hvis særlige grunde taler for det, kan en tilladelse til at kære til Højesteret som 3. instans begrænses til endel af sagen.«3.I § 585, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:»Hvis særlige grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af sagen.«4.I § 665, stk. 1, 3. pkt., ændres »2. pkt.« til: »2. og 3. pkt.«5.I § 932, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:»Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, herunder med hensyn til de grunde, hvorpå anken kan støttes,jf. § 933, stk. 2, hvis særlige grunde taler for det.«6.I § 973 indsættes efter 2. pkt.:»Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, hvis særlige grunde taler for det.«

9.4.2. Procesbevillingsnævnets pressemeddelelse af 23. juni 2010Tredjeinstansbevilling til en del af en sagFolketinget har med vedtagelsen af lov nr. 536 af 26. maj 2010 om ændring af retsplejeloven, konkurslovenog lov om fuldbyrdelse af straf mv. indført mulighed for, at Procesbevillingsnævnet kan begrænse entilladelse til appel til tredjeinstans til en del af en sag.Formålet med lovændringen er at fremme, at Højesterets arbejde i endnu højere grad kan koncentreres omkerneopgaven for landets øverste domstol, nemlig at sikre retsenheden og at træffe afgørelse om spørgsmål afgenerel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen (principielle sager mv.) eller om andre spørgsmålaf væsentlig samfundsmæssig rækkevidde.Loven, der er offentliggjort i Lovtidende den 27. maj 2010, træder i kraft den 1. juli 2010 og finderanvendelse, når ansøgning om tredjeinstansbevilling indgives til Procesbevillingsnævnet den 1. juli 2010eller senere. Dette gælder uanset om den afgørelse, som der søges om tilladelse til at appellere, er truffet førden 1. juli 2010.

9.5. Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces§ 325.Der kan efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter stk. 2-5, ogsom ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, fri procesefter reglerne i §§ 327 og 328.Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de økonomiskebetingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige iforholdtilansøgerensindtægtsgrundlag.Justitsministerenfastsætterregleromopgørelseafindtægtsgrundlaget.Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen udgør 300.000 kr.(2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens egetindtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år, herunder stedbørneller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.§ 326.De i § 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5, angivne beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagteller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Deregulerede beløb efter § 323, stk. 6, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Deregulerede beløb efter § 325, stk. 3-5, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000.Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.§ 327.Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i sager om ændring afen aftale eller dom efter forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk. 2,2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud eftermarkedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold ia)c)Advokatnævnet, jf. § 146,et centralt statsligt klagenævn ellerog sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af nævnets afgørelse eller et forlig indgået fornævnet eller af modparten til ændring af nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet.Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i denforegående instans, og sagen er appelleret af modparten.b) et huslejenævn eller et beboerklagenævn,d) et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender,

Stk. 3. Fri proces efter stk. 1 og 2 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold isagen.Stk. 4. Fri proces efter stk. 1 og 2 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for.Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, derbehandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.§ 328.Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis ansøgeren skønnes athave rimelig grund til at føre proces.Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet1) sagens betydning for ansøgeren,2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,3) sagsgenstandens størrelse,4) størrelsen af de forventede omkostninger og5) muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der ergodkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller ompersonskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte for at have rimelig grund til at føreproces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod.Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til sager, der udspringer af ansøgerenserhvervsvirksomhed, eller sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en visgrovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeleles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget påklages tilProcesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.§ 329.Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan justitsministeren efter ansøgningmeddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i sager, som er af principielkarakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale ellererhvervsmæssige situation. Afslås fri proces, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 ugerefter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.§ 330.Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om deoplysninger, som ansøgeren skal meddele.§ 331.Fri proces medfører for vedkommende part1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter,2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 334,3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen,4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger og5) i skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kandækkes af boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel medhjælper i boet og andre udgifterved foranstaltninger, der iværksættes med skifterettens godkendelse.

Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser.Stk. 3. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den procedure, derer nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen for samme ret, samt fuldbyrdelse af afgørelsen.Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje erforetaget inden meddelelse af fri proces.Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3. instans, såfremt sagen erindbragt for højere ret af modparten og den part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i denforegående instans.Stk. 5. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.Stk. 6. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke atvære til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces.§ 332.Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri proces,herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle haveværet betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part er fritaget for betaling af sagsomkostninger tilmodparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, betales sagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at betalesagsomkostninger, tilfalder beløbet statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter ianledning af sagen, fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og parten.Stk. 2. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter ved denfri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold, herunder som disse er eftersagens udfald, taler for det.§ 333.For hver ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre sager for parter, der harfri proces, eller for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter reglerne i denne lov. Justitsministeren kanved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelsefor rejseudgifter ved møde inden for retskredsen.Stk. 2. I ankesager kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i den foregående instans,beskikkes til også at føre sagen for den overordnede ret, såfremt advokaten er mødeberettiget for denne ret.Stk. 3. Efter partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret, beskikkes,såfremt det findes forsvarligt og advokaten er mødeberettiget for retten og villig til at lade sig beskikke.Stk. 4. En autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for landsret, kan beskikkes ien sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det er dog en betingelse, at sagen ikke påforhånd skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddeler samtykke hertil.Stk. 5. De i stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter § 323, stk. 1, 2. pkt. Advokater, der ikke eromfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig entilsvarende forpligtelse.§ 334.Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident (på Bornholm af dommeren). Beskikkelsenomfatter også retshandlinger ved anden ret.

Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunderrejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog § 333, stk. 1, 2. pkt.Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge beskikkelsen af, atadvokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse for rejseudgifter.Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Fastsættelsen sker vedsærskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning.Stk. 5. Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat afretten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde og i tilfælde, hvor den beskikkede advokat giver møde ved en anden ret, jf.stk. 1, 2. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten og advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter,der ikke dækkes af statskassen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem partenog advokaten om vederlaget og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen.Stk. 6. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, skal salærog godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af forsikringen.§ 335.Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, indtræderstatskassen i sikredes krav mod forsikringsselskabet, i det omfang statskassen har ydet dækning efter reglerneom retshjælp og fri proces. Dette gælder dog ikke dækning i form af fritagelse for afgifter efter § 331, stk. 1,nr. 1.§ 336.Der kan efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, derdækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstigerforsikringens maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, atomkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328finder tilsvarende anvendelse.Stk. 2. Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der havde været meddeltfri proces, ville have ydet dækning efter §§ 331, 332 og 334.Stk. 3. Når retten i medfør af § 327, stk. 4, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning afden del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, fastsætter retten samtidig,hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.Stk. 4. Når justitsministeren eller Procesbevillingsnævnet i medfør af § 328, stk. 5, har truffet afgørelse om,at betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, eropfyldt, kan justitsministeren træffe afgørelse om udbetaling af det ansøgte beløb, såfremt dette kangodkendes, jf. stk. 2. Kan justitsministeren ikke godkende det ansøgte beløb, sender justitsministeren sagentil den ret, der behandler eller senest har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kandækkes, jf. stk. 2.§ 500.Fogedretten vejleder i fornødent omfang den, der ikke møder med advokat, om hans retsstilling.Stk. 2. Retten kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, fri proces, hvis denpågældende har behov for advokatbistand for fogedretten.

9.6. Bekendtgørelse nr. 1116 af 21. november 2008 om fri procesI medfør af § 325, stk. 2, og §§ 326 og 330 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1069 af 6.november 2008, fastsættes:§ 1.Ved afgørelser om fri proces benyttes som indtægtsgrundlag summen af1) den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 og2) kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4 med tillæg af aktieindkomsten efter personskattelovens § 4a og CFC-indkomsten efter personskattelovens § 4 b.Stk. 2.Ved beregninger efter stk. 1 anvendes de indkomster, der fremgår af årsopgørelsen for det forrigekalenderår. Hvis summen af kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten er negativ, ses der bortfra den. For samlevende gælder dette kun, hvis parret samlet set har negativ indkomst af de nævnte arter.Stk. 3.Fri proces efter retsplejelovens §§ 327 og 328 kan meddeles, hvis ansøgerens indtægtsgrundlagopgjort efter stk. 1 er 264.000 kr. eller mindre. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, kan fri proces meddeles,hvis summen af parrets indtægtsgrundlag er 336.000 kr. eller mindre. Hvis parret har modstående interesser isagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.Stk. 4.Beløbene i stk. 3 forhøjes med 46.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år,som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.§ 2.Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt fra det, der erlagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 1, stk. 1, lægges de tilsvarende aktuelleindkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort et indtægtsgrundlag for ansøgeren.§ 3.Er ansøgeren under 18 år, kan der tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold.§ 4.Ansøgeren skal vedlægge årsopgørelse fra skattemyndighederne for 2007. Indgives ansøgningen idecember 2009 vedlægges tillige årsopgørelsen for 2008. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, skalsamleverens årsopgørelse tillige vedlægges. Dette gælder dog ikke, hvis parret har modstående interesser isagen.Stk. 2.Ansøgeren skal oplyse antallet af børn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten borhos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.Stk. 3.Ansøgeren skal oplyse, om der er en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækkeromkostningerne ved sagen.Stk. 4.Civilstyrelsen kan pålægge ansøgeren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagensbehandling.§ 5.Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2009.