REU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 535: Henvendelse af 27/5-10 fra Helene Duprat vedr. forældreansvarsloven

Ifølge landsformanden for Foreningen Far, Claes Ludvigsen, er den velsignede lykke der på magisk visindfinder sig ved et barns samvær med den biologiske ikke-bopælsforælder (som barnet ikke nødvendigvistidligere har boet sammen med, endsige overhovedet kender) så omfattende, at retten til denne måtilsidesætte alt andet i barnets liv, inklusiv fordelen ved et harmonisk hjem uden trusler og skænderier, enfast bopæl med en kontinuert hverdag i stabile rammer og en glad og rolig bopælsforælder.Nuvel, hvis vi antager at det virkelig forholder sig således, må loven også gælde for min datter. Hvorfor skalmin datter været afskåret for en så tilsyneladende fantastisk lykke som det er at have samvær med sinbiologiske far. Skulle man således følge Ludvigsens tanker om de opsøgende og aktive embedsmænd som defremstår i hans indlæg ”Samværschikane findes stadig” i Information den 16. maj, burde medarbejderne påstatsforvaltningen kontakte min datters far og tvinge ham til samvær med sit barn. Og det kan kun gå forlangsomt. Han kan nemlig beskrives som en af der der ” almindelige mænd”, som er ”godt uddannet, passersit arbejde, og i øvrigt egnet til at tage sig af børn”. Og eftersom det åbenbart er til min datters ubetingetbedste at kende begge sine biologiske forældre, burde man tilsidesætte farens lyst til ikke at have noget medsit barn at gøre, og tvinge ham til en 7-7-ordning. Dette vil medføre alverdens ulykker for mandens privatlivog givetvis ødelægge hans ægteskab. Men der er lighed for loven, og hvorfor skal min datter afskæres fra deherligheder som dette samvær, ifølge Ludvigsen vil bringe hende. Derudover har min datter ligeledes ret tilferier med sit fædrene ophav, for ikke at tale om jul, fødselsdage, pinser og påsker og alt det løse. Og vilfaren ikke det, er han, ifølge Ludvigsen (lighed for loven in mente), ikke kun en der chikanerer barnets ret tilsamvær med sin far, men bør defineres kriminel og hjemfalden til frihedsberøvelse ifølge straffelovensallerhårdeste paragraffer.De fleste ville nok mene at det ville være en grov forulempelse af mandens ret til privatliv, at påtvinge hamsamvær med et uønsket barn, under påberåbelse af at varetage barnets ret. Ja, man kunne gå så langt som atbeskrive det som et overgreb på manden (og dennes kone) privatliv, hvis de hver anden uge skulle åbne dereshjem for et fremmed barn, et barn de aldrig havde set før og af forskellige årsager følte modvilje ved. Menhvis det er til barnets bedste og dermed dets ret, så er det vel bare ærgerligt for faren, ifølge Ludvigsenslogik?? Der sidder givetvis et par gifte mænd rundt omkring i kongeriget der nu rykker lidt uroligt rundt påstolen ved denne tanke.De fleste – formentlig også Ludvigsen - vil nok mene at det ikke var til min datters bedste at tvinge hendesfar til at se hende når han nu af den ene eller den anden grund ikke har lystHovedårsagen til den forvirring der præger debatten skal findes i forældreansvarsloven fra 2007, som sætterlighedstegn mellem barnets tarv og barnets ret. Ifølge denne lov skal embedsmændene i statsforvaltningen i

deres virke tage udgangspunkt i det dogme at det er til barnets bedste at have samvær med begge biologiskeforældre.Ludvigsen bidrager yderligere bevidst selv til forvirringen ved derudover at sætte lighedstegn mellem barnetsret og ikke-bopælsforældrerens ret i de tilfælde hvor det er til gavn for faren. I sit indlæg blander han i flængcitater hvor barnets ret og ikke-bopælsforældrens ret bliver nævnt. For eksempel henviser han først til dendaværende familie- og forbrugerminister Carina Christensen udtalelse ved førstebehandlingen afforældreansvarsloven i Folketinget den 20. februar 2007: »Barnet har ret til både en moder og en fader« .Herefter henviser Ludvigsen til Martin Henriksen indlæg i Fyns Amts Avis den 17. september 2007 : »Medde nye regler kan vi sikre, atden ene forælder ikke kan køre den anden ud på et sidespor uden ret til at

have en relation til sit barn«. De to udvalgte citater illustrerer tydeligt at forældreansvarslovensfundamentale pointe står uklar for de mennesker der selv har konstrueret loven.I Ludvigsens indlæg bliver ”barnets ret til ikke-bopælsforældren” og ”ikke-bopælsforældrens ret tilbarnet” blandet sammen så de fremstår identiske. Men i min datters tilfælde hvor ”barnets ret tilfaren” ikke er til gavn for det fædrene ophav kan Ludvigsen sikkert sagtens skelne mellem de toforskelliges ret.Efter min mening er det en bevidst sammenblanding fra Ludvigsens side, med henblik på at gøredet sværere for læseren at modsætte sig det basalt set sympatiske i at en forælder er interesseret i sitbarn.Men lad os skelne de to ”retter” ad: Hvis forældreansvarsloven er konstrueret for at sikre ikke-bopælsforældrerens ( i de fleste tilfælde farens) ret til samvær med et barn, på trods af at der erkonflikter med den samboende forælder, bør dette fremstå tydeligt. Så er det blevet ikke-bopælsforælderens ”ret” at forulempe barnets og bopælsforælderens privatliv med konfliktfyldt ogpåtvunget samvær.Hvis forældreansvarsloven er konstrueret for at sikre et barns ret til ikke-bopælsforælderen (ud fradevisen, at samvær med begge biologiske forældre er ubetinget det bedste for barnet, udenhensynstagen til barnets øvrige (privat)liv) så vil jeg bede Claes Ludvigsen og Foreningen Farhjælpe mig med at få aktiveret embedsmændene så vi kan få faren til mit barn til at invitere sindatter hjem til ”familien”, hvor hun også har søskende. Det kan være via sag først istatsforvaltningen, siden i fogedretten, hvor faderen gives dagsbøder for ikke at leve op til barnetsret til 2 forældre og så videre.