Til:Folketingets retsudvalgJustitsministeren

Vedr. Småsager - sager om højst 50.000 kr.

Jeg ønsker med denne henvendelse at henlede udvalgets og ministerensopmærksomhed på, at den ellers velmente og sympatiske lov om, at småsager ommindre end 50.000 kr. m.v. kan afgøres under vejledning af retten og uden advokat, kanhave den utilsigtede effekt, at sagsøgte vælger at vedkende sig helt eller delviskompensationsansvar, uden at at være ansvarlig, udelukkende for at undgå tidsforbrugog/eller advokatbistand.Uden at jeg på ringeste måde forventer at udvalget og ministeren skal tage stilling tilsagens substans, tager jeg udgangspunkt i en sag, som vi som virksomhed netop harvalgt at forlige, uagtet at sagsøgers påstand var helt grundløs.Sagens substans var et krav fra sagsøger på 8.000 kr., som forligtes ved. 3.500 kr. Mendet var alene udsigten til en langvarig retlig strid og påfølgende tidsforbrug - ogadvokatomkostninger for at sikre professionel bistand med at undgå at blive pålagt ikkealene fuldt ansvar men også at udrede sagsøgers advokatomkostninger, der samlet langtville overstige sagens substans - som var baggrunden for at vi foreslog og indgik forlig,hvilket vi er overbevist om, også var sagsøgers satsning.Desuden blev vi helt indledningsvis mødt med en pistol for panden: Retten meddelte, atsagsøger umiddelbart ville få fuldt medhold, hvis vi ikke indgik i processen, i sagensnatur på de betingelser, som sagsøger havde tilrettelagt med sit søgsmål.Sagen drejede sig om levering af en personlig ydelse, mødebooking på fuldfreelancebasis, og kunne derfor ikke dokumenteres som f.eks. levering af en fysisk vare.Mødebooking skulle honoreres efter nærmere nedskrevne regler.Sagsøger blev afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder, og mente at have et - iforhold til det samlede, udbetalte honorar - forholdsvis mindre tilgodehavende, hvilket viafviste og dokumenterede med den til rådighed værende dokumentation i et retomfattende svarskrift til retten.Vi og sagsøger blev af retten indkaldt til telefonisk forhandling, men det viste sig her, atretten ikke havde taget stilling til det ret omfattende svarmateriale fra vores side, menudelukkende ønskede at undersøge forligsmuligheder, subsidiært at tilrettelægge sagensvidere forløb med hovedforhandling m.v. Altså et forslag om enten at betale, eller indgå ien uforholdsmæssig stor tids- og omkostningskrævende proces.Retten påtog sig dermed ikke en vejledende rolle, men udelukkende en "moderator"-funktion.Den afledte effekt heraf var, at vi blev bragt i en situation af omvendt bevisbyrde,hvilket jo, som det er udvalget og ministeren bekendt, ellers er imod dansk retstraditionsgrundprincipper: Vi skulle telefonisk bevise et negativ, nemlig at sagsøger ikke havdegyldigt krav imod os, ikke omvendt.I den telefoniske proces undrede det mig, at retten anerkendte denne praksis og ikketog stilling til den ret veldokumenterede indvending vi havde indsendt.Jeg valgte derfor at forslå forlig uden præjudice, og det endte i enighed om 3.500 kr.efter lidt "tuskhandel" om 500 kr. mere eller mindre. Jeg tror jeg havde forventet, atretten havde anbefalet en sagsafslutning, fremfor at lade sagen afgøre som entuskhandel.

Vi har dermed som virksomhed erfaret, at muligheden for at anlægge mindre søgsmåldirekte ved landets domstole, kan anvendes til, hvad vi som søgsøgt oplever som(statssubventioneret) afpresning: Dels ultimatumet nævnt ovenfor om at gå ind i sageneller blive dømt, dels truslen om langt større omkostninger og tidsforbrug hvis vi valgteat forsvare os med professionel bistand - et såkaldt "djævlens alternativ".Lægger man denne sags afslutning til grund åbner det efter min mening mulighed for et"eldorado" af små søgsmål, som alle fornuftige erhvervsdrivende vil forlige, fremfor atinvestere tid og advokathonorar og dermed langt større omkostninger, for at få ret.Det var næppe hensigten med loven.Med venlig hilsenKarsten BrønnumPå vegne af Reklamebureauet Info-Partner ApsStorenorvej 17, 8340 Mallingwww.Info-Partner.dk19-05-2010