Danmark behøver et økonomisk nødprogramog en Glass/Steagall-lovgivningDe selvsamme økonomer, der ikke var i stand til at forudse den dramatiske finansiellekrise verden blev kastet ud i fra sommeren 2007 og fremefter, og som i løbet af 2008blev til den værste økonomiske krise i moderne tid, forsøger at tale krisen ihjel. Jo,der var en krise, siger de, men i kølvandet på de mange hjælpepakker til denfinansielle sektor begynder hjulene så småt at komme i gang igen, og hvis vi bareventer tålmodigt og svinger sparekniven flittigt, så vil alt være tilbage ved det gamleom kort tid. Det er desværre en farlig illusion.I modsætning til hvad disse charlataner siger, så er krisen på ingen måde forbi, forden vilde ukontrollerede finansspekulation, der som en kræftsvulst har drænet denfysiske økonomi og forårsaget krisen, er ikke blevet fjernet. Tværtimod har banker ogspekulanter fået en finansiel blodtransfusion uden historisk sidestykke, ogfinansverdenens kæmpetab blev ikke afskrevet, men blot dækket til med en mur afpenge fra verdens regeringer og centralbanker. I stedet for på denne måde at nærekræftsvulsten behøves et indgreb i form af en global Glass/Steagall-lovgivning, derkan skille skidt fra kanel i den finansielle sektor. Derefter må der skabes statsligekreditter til store infrastrukturprojekter, forskning og udvikling, så økonomien kangenopbygges.Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche, der som den enestepræcist har forudsagt ikke blot den nuværende krise, men alle de seneste årtiers kriseri finanssystemet, har advaret om, at gennemføres dette program ikke i USA oginternationalt, så er vi i ekspresfart på vej ind i en ny mørk tidsalder, hvorverdensøkonomiens evne til at forsørge befolkningen vil styrtdykke, og medføre detstørste folkemord i den menneskelige historie.

Eurokrisen

I de seneste par måneder er den internationale krise også blevet til en eurokrise.Grækenland svæver på kanten af en statsbankerot, og man forsøger at få de øvrigeeurolande til, i modstrid med Maastricht- og Lissabon-traktaterne, at gå ind og dækkede græske underskud – mod at Grækenland så til gengæld gennemfører drakoniskenedskæringer, der vil kaste landet ud i kaos og uregerlighed.Men det er ikke bare Grækenland, der slæber rundt på en kæmpe gæld, de aldrig kanbetale. Grækenlands problemer er småting imod den gæld eurolandene Irland, Italien,Portugal og Spanien har, og dertil skal man huske at andre lande, som f.eks. England1

og USA, er langt mere ubehjælpeligt bankerot. Her i Europa, såvel som på globalskala, gælder det, at der er langt mere gæld, end verdens nationer formår at forrenteog betale tilbage. Forsøger man at gøre det gennem fascistiskenedskæringsprogrammer, som dem man så i Italien og Tyskland i 30'erne, vil vi blotigen få kaos og krig. Forsøger man at kamuflere problemet gennem at låne penge tilbanker med værdiløse obligationer og værdipapirer som sikkerhed, som Deneuropæiske Centralbank og Federal Reserve gør netop nu, så skaber man i stedethyperinflation. Der er ingen løsninger indenfor det nuværende bankerotte system.Samtidigt skal man være klar over, at Tyskland ikke vil acceptere at dække de storetab i de andre eurolande, og selv hvis en tysk regering skulle lade sig presse til det, eruviljen i befolkningen så stor, at det ville skabe et politisk ragnarok. Den tyskeforfatningsdomstol afsagde allerede i 1993 en dom, i et søgsmål anlagt af den tyskestatsretsprofessor Schachtschneider, der konkluderede, at den tyske indtræden ieuroen er betinget af, at euroen skal være ligeså stabil som D-marken var det. Er detteikke tilfældet, må Tyskland overveje at forlade euroen igen. Der vil i den kommendetid blive rejst nye søgsmål på baggrund af euroens påviselige ustabilitet, og om detstadigt er lovligt for Tyskland at være med i den.

Gør som Franklin Roosevelt

Danmark, EU og resten af verden er fanget i en dødelig fælde: Forsøger man at reddealle værdier i finansverdenen gennem fortsatte finansielle hjælpepakker, vil det blotføre til statsbankerotter og hyperinflation. Gør man intet, vil alle de bristendefinansbobler trækket tæppet væk under bankerne og sætte økonomierne helt i stå.Derfor er man tvunget til, som Franklin Roosevelt gjorde det i 1933, at rense op i denfinansielle verden.En Pecora-kommission havde, i lighed med den netop udgivne islandske rapport,afsløret, hvordan den finansielle verden havde korrumperet den politiske, og hvordanfinansverdenen berigede sig selv på bekostning af alle andre. Roosevelt fik sågenetableret tilliden til USA's banker, gennem at etablere et sikkerhedsnet under dem,men først efter at man havde fundet ud af, hvad der skulle reddes, og hvad der kunnegå konkurs. Kun de dele der var vitale for realøkonomien, blev reddet – ikke allespekulanterne på Wall Street.Samtidig gennemførtes en Glass/Steagall-lovgivning i USA, der tvang alle banker tilat vælge imellem at være en normal bank eller sparekasse, med det formål at ladekunderne få tilgang til normal ind- og udlånsaktivitet, eller en investeringsbank, derspekulerede på egne og kundernes vegne. De to ting måtte ikke længere foregå isamme bank og i mange tilfælde måtte banker deles i to. Den amerikanske stat lavedeen indskudsgaranti for de normale banker og sparekasser, mens investeringsbankernefik lov til at sejle deres egen sø. Det hele skulle overvåges af et finanstilsyn.

I dag er den finansielle verden langt mere oppustet og gennemrådden end den gang1.Man ved ikke, hvad den faktiske situation for verdens finansinstitutioner egentlig er.Vi må derfor, som en del af en sådan moderne global Glass/Steagall-lovgivning, ikkegentage Roskilde Bank-fiaskoen, men gå igennem bankernes forskellige finansielleværdier og aktiviteter, og skelne skidt fra kanel. Alle derivater og andre eksotiskefinansinstrumenter må afskrives og forbydes. Bankernes involvering i spekulativebobler og pengestrømme fra den illegale økonomi, som f.eks. den narkotikahandel iAfghanistan, der er 40-doblet i løbet af de seneste otte og et halvt år, stoppes. Denormale bankaktiviteter, der understøtter realøkonomien, kan derimod fortsætte – omnødvendigt med en statsgaranti.

Nyt Bretton Woods-kreditsystem

Samtidigt må vi indføre et nyt internationalt Bretton Woods-finanssystem, i form af etkreditsystem med faste valutakurser verdens lande imellem, der har indbyggedemekanismer til skabelsen af store mængder billige kreditter gennem landenesnationalbanker – til finansiering af store infrastrukturprojekter og økonomiskopbygning.LaRouche har foreslået, at USA finder sammen med Kina, Rusland og Indien somrygraden i en sådan ny økonomisk verdensorden. Hvis de fire står sammen, så vilresten af verden følge trop. Denne tankegang er der, på trods af Obamas forræderiskebritisk-inspirerede politik, der hjælper Wall Streets spekulanter, mens hele denamerikanske realøkonomi kollapser, en voksende forståelse for i USA. Der er enkreds af ledende økonomer, der igennem en direkte dialog med LaRouche, er i gangmed at sammensætte et nødprogram for at redde USA. Samtidigt er der et voksendeoprør i den amerikanske befolkning imod både Kongressen og Obama. Man ønsker istigende grad ikke blot at udskifte hele Kongressen, men også Obama selv gennem enrigsretssag. Det sås bl.a. den 2. marts ved det demokratiske primærvalg i det 22.kongresdistrikt i Texas, hvor LaRouche-medarbejderen Kesha Rogers vandt enjordskredssejr på en kampagne for at redde det amerikanske rumprogram NASA ogafsætte Obama ved en rigsretssag.

Nødprogram for Danmark

Vi danskere skal selvfølgelig arbejde for etableringen af et sådant globaltkreditsystem, men vi må også allerede nu iværksætte et nødprogram for at redde dendanske økonomi. Vi behøver omgående en Pecora-kommission og en danskGlass/Steagall-lovgivning. Da vi lykkeligvis ikke en del af euroen og Maastrichts-traktatens spændetrøje, men har vores egen valuta, kan vi samtidigt iværksætte enrække store infrastrukturprojekter, der betales over finansloven eller som statsejede1

Siden Nixon fjernede de faste valutakurser, gennem at tage dollaren af guldet i 1971, er den finansielle verden blevetstadig mere afreguleret. Fra 1987 og fremefter blev der under Alan Greenspan skabt en ufattelig stor mængde af nyefinansinstrumenter, de såkaldte derivater, der i dag er mange gange større end verdens bruttonationalprodukt, og somverdens regeringer og finansmyndigheder ingen kontrol har med. Samtidigt blev Glass/Steagall-lovgivningen ogsåophævet i USA i 1999 ligesom anden lovgivning, der skulle holde spekulationen nede.

projekter i Sund og Bælt – men absolut ikke som OPP-projekter. Derigennem kan visørge for, at den produktive del af den danske økonomi ikke forsvinder og at viundgår permanent massearbejdsløshed.Femern Bælt-broen kan fremrykkes sammen med nødvendige investeringer i detdanske vejnet, skoler og hospitaler. Samtidigt forbereder vi bygningen af enKattegatbro, en Helsingør/Helsingborg-tunnel og et dansk højhastigheds tognet, helsti form af et magnettognet2. Mangler vi pengene til investeringerne, lader viNationalbanken udstede den fornødne kredit3.Da Shakespeare skrev tragedien Hamlet, var det for at påminde os alle om, atmenneskelige tragedier er selvskabte, gennem at politiske ledere klamrer sig til tidenspopulære vrangforestillinger i stedet for at kaste dem overbord og lade fremtidensbehov bestemme nuets politik. Lad os derfor, i stedet for fortsat at lytte tilinkompetente økonomer, der tror at økonomi blot drejer sig om penge og selviskgrådighed, og som blot vil fuldbyrde den igangsatte tragedie, lytte til de vise ord fraLyndon LaRouche. Økonomi drejer sig ikke om penge, men om hvordan vimennesker ved brug af vores iboende erkendelsesmæssige evner skabervidenskabeligt og teknologisk fremskridt, og hvordan vi, gennem målrettedeinvesteringer til gavn for de kommende generationer, sikrer både det almene vel ogvores egen udødelighed.Tak for ordet.

Og selvfølgelig de nye jernbaneskinner, der fremover skal transportere store godsmængder fra Norden overHelsingør/Helsingborg og Femern Bælt til kontinentet.3Nationalbanken udlåner pengene til den danske stat, kommuner og lign. (evt. også til forskning, landbrug ogvirksomheder) til specifikke kategorier af investeringer, der fastlægges af Folketinget. Løbetiden vil være på 10-30 år,og renten på højst 1-2 procent. Fordi pengene bruges på investeringer, ikke den løbende drift, undgår man at det fører tilen underminering af kronen. Som det viste sig, da Alexander Hamilton etablerede USA’s første nationalbank, så vilvalutaens troværdighed stige, i takt med at investeringerne øger værdien af den danske økonomi.