Miljø- og Planlægningsudvalget 2009-10
MPU Alm.del Bilag 93
Offentligt
Professor dr. Jur. Peter PaghDegnehusene 70,2620 Albertslundtlf.: 43421238/35323127email:[email protected]
-----------------------------------
Notatvedrørende Danmark implementering af habitatdirektivetNedenstående notat er udarbejdet efter anmodning fra Michael Leth Jess og Bo Håkansson,Danmarks Naturfredningsforening, der har bedt om en juridisk udredning af den danskegennemførelse af den beskyttelse af Natura 2000 områder, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 92/43om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (i det følgende habitatdirektivet). Meningenmed denne udredning er at belyse, om der efter de seneste lovændringer fortsat er mangler i dendanske gennemførelse af artikel 6. I overensstemmelse med den terminologi, som anvendes imiljømålsloven, omfatter begrebet Natura 2000 områder både de lokaliteter, der er udpeget somområder af fællesskabsbetydning efter habitatdirektivets artikel 4 (SCI) og de lokaliteter, der erudpeget som særlige fuglebeskyttelsesområder (SBO) efter artikel 4(1) og 4(2) i direktiv 79/409 ombeskyttelse af vilde fugle (i det følgende fuglebeskyttelsesdirektivet).Habitatdirektivets artikel 6 har følgende ordlyd:1. For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger,hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne ellerintegreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler,der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne oglevestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderneer udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.3. Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning,men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitetvæsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn tilbevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne pålokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning tilen plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de — hvisdet anses for nødvendigt — har hørt offentligheden.4. Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skalgennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social ellerøkonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendigekompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes.Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alenehenvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkningerpå miljøet, eller, efter udtalelse fra Kommissionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentligesamfundsinteresser.
1
Om forholdet mellem de forskellige dele af artikel 6 kan kort anføres. Habitatdirektivets artikel 6(1)angiver de mindstekrav, der stilles til den positive beskyttelse, mens artikel 6(2)-(4) fastlæggermindstekravene til den negative beskyttelse, hvor artikel 6(2) angiver den generelle beskyttelse,mens artikel 6(3) vedrører beskyttelse mod projekter og planer, og artikel 6(4) muligheden for atfravige den i artikel 6(3) krævede beskyttelse. Artikel 6(2)-(4) har været gældende for allefuglebeskyttelsesområder siden maj 1994, og reglerne har tillige været gældende for alle SCIudpeget efter habitatdirektivets artikel 4 siden Kommissionen traf beslutning om udpegning i 2004,jf. habitatdirektivets artikel 4(5) og EF-domstolens dom i sag C-117/03Draggagi.Danmark har dogsiden den danske regering fremsendte forslag til udpegning af lokaliteter til Kommissionen væretforpligtet til at beskytte de foreslåede lokaliteter på en måde, der sikrer mod ødelæggelse af deforeslåede områders økologiske kvaliteter, jf. sag C-244/05Bund Naturschutz.Det i artikel 6(1)indeholdte krav om positive aktive beskyttelsesforanstaltninger af SCI indeholder ingen særskiltikrafttrædelsesregel, men må ud fra en modsætningsslutning formentlig fortolkes således, at kravetførst træder i kraft i kraft efter, at Danmark har bekræftet udpegningen i henhold til artikel 4(4),hvilket efter bestemmelsen skal ske senest seks år efter Kommissionens udpegning, dvs. senest i2010.1. Generelt om den danske implementering af habitatdirektivets artikel 6Gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6 i dansk lovgivning er sket som en meget langstraktproces med bekendtgørelser, nye love og lovændringer over en årrække, hvilket bl.a. skyldtes, atmiljøministeriet havde misforstået direktivets regler, som disse er blevet fortolket af EF-domstolen.En række mere omfattende lovændringer de seneste fem år må bl.a. ses i lyset af åbningsskrivelserfra Kommissionen.Vedrørende habitatdirektivets artikel 6(1) er der i miljømålsloven etableret hjemmel til atgennemføre den i direktivet krævede positive beskyttelse af Natura 2000 områder i form af statsligeNatura 2000 planer suppleret af kommunale handlingsplaner. Det må dog foreløbigt noteres, at destatslige Natura 2000 planer ikke foreligger i oktober 2009, hvor der fortsat afventes offentliggjortforslag til Natura 2000 planer, som herefter skal i offentlig høring, før de kan vedtages. Da artikel6(1) sammenholdt med artikel 4(4) må fortolkes således, at de positive foranstaltninger efter EU-retten senest skal iværksættes seks år efter udpegningen, foreligger der på dette punkt næppe fornærværende en overtrædelse af direktivet. Det kan dog overvejes, om det langstrakte forløb erforenelig med kravet i artikel 4(4) om, at det sker ”hurtigst muligt”. Habitatdirektivets artikel 6(1)er gennemført ved en horisontal lovgivning (miljømålsloven), der omfatter alle Natura 2000områder.Derimod er den negative beskyttelse af Natura 2000 områder efter habitatdirektivets artikel 6(2)-(4)gennemført som vertikal lovgivning. Hermed menes, at den negative beskyttelse af Natura 2000områder ikke fremgår af en generel lov, men i stedet er gennemført ved ændring af en rækkesektorlove og udbygget med bekendtgørelser i forhold til disse sektorlove. Denne lovgivningsteknikhar medført, at gennemførelseslovgivningen er omfattende og næsten uoverskuelig (se bilag med devigtigste danske gennemførelsesbestemmelser). Forholdet kompliceres yderligere af, at der i forholdtil habitatdirektivets artikel 6(2) er anvendt en forskellig lovgivningsteknik for søterritoriet og forlandterritoriet i forhold til habitatdirektivets artikel 6(3) og (4). Den vertikale lovgivningsteknikindebærer ikke alene, at lovgrundlaget for beskyttelse af Natura 2000 områder mod skadeligeaktiviteter savner gennemsigtighed. Den vertikale implementering indebærer yderligere, at der
2
opstår ”huller” i beskyttelsen af Natura 2000 områder i de tilfælde, hvor en skadelig aktivitethenholdsvis et skadeligt projekt ikke er dækket af en sektorlov, eller hvor der i den relevantesektorlov savnes beskyttelsesregler, som modsvarer habitatdirektivets artikel 6(2)-(4).I forhold til den generelle negative beskyttelsesregel i habitatdirektivets artikel 6(2) kan overordnetidentificeres to generelle svagheder i den danske implementering. Det ene og grundlæggendeproblem er, at de danske gennemførelsesregler ikke forpligter borgerne, men først indtræder, når enmyndighed har meddelt et påbud. En aktivitet, der skader et Natura 2000 område, er derfor førstforbudt, når den kompetente danske myndighed efterfølgende meddeler et påbud – dvs. når skadener sket eller er ved at ske - hvilket ikke kan anses for forenelig med EF-domstolens fortolkning afartikel 6(2) i sag C-418/04Kommissionen mod Irland.Det andet generelle problem er i forhold tilsøterritoriet, hvor der i dansk ret mangler en generel beskyttelsesregel for de skadelige aktiviteter,som ikke dækkes af de sektorlove, hvor reglen er søgt implementeret.2. Uddybende om den danske implementering af artikel 6(3)-(4)Principperne for den danske gennemførelseslovgivning af habitatdirektivets artikel 6(3)-(4) pålandjorden (dvs. uden for sø-territoriet) kan kort beskrives således. Bestemmelsen omgennemførelse afforudgående vurdering af projekteri habitatdirektivets artikel 6(3) er (søgt)gennemført i §§ 7-9 i habitatbekendtgørelsen fra 2007.1Reglerne er opbygget således, at § 7 fastlægger kravene til procedure, mens §§ 8 og 9 (vedlagt sombilag) anfører, hvilke afgørelser der er omfattet af denne procedure, hvilket suppleres afnaturbeskyttelseslovens § 19b, der omhandler visse projekter, som normalt ikke kræver anmeldelseeller tilladelse. Herudover er der i følgende sektorlove optaget bestemmelser om forudgåendevurdering af projekter, der kan påvirke Natura 2000 områder: kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 2,havnelovens § 1a og elforsyningslovens §§ 17a og 22b. Endelig er der for søterritoriet og deneksklusive økonomiske zone – men ikke for landterritoriet – i følgende love optaget bestemmelserom forudgående vurdering af projekter, der kan påvirke Natura 2000 områder: undergrundslovens §28a, energinet.dk lovens §§ 4a og 4b, kontinentalsokkellovens §§ 4-4d, og fiskerilovens §§ 10e-10g. I forhold til råstofindvinding på søterritoriet er kravet om vurdering af påvirkning af Natura2000 områder søgt integreret i råstoflovens § 20 om miljøvurdering.2.1 Hvilke projekter er omfattet af habitatbekendtgørelsen og naturbeskyttelseslovenDe i habitatbekendtgørelsens §§ 8 og 9 anførte bestemmelser er kendetegnet ved, at det alene drejersig om love, der henhører under Miljøministeriets ressortområde. Dette indebærer, at hvis et projektkan tillades, uden at der kræves en af de i § 8 anførte beslutninger under Miljøministeriets område,er der ikke i habitatbekendtgørelsen noget krav om forudgående vurdering.Denne afgrænsning indebærer, at habitatbekendtgørelsen ikke regulerer aktiviteter på søterritoriet,idet disse i stedet er søgt reguleret ved en række sektorlove, jf. nærmere i afsnit 2.5. Dahavmiljøloven henhører under miljøministeriet, omfatter kravet om forudgående vurdering ihabitatbekendtgørelsens § 7 dog også tilladelser til klapning efter havmiljøloven samt godkendelseaf hurtigfærgeruter efter havmiljølovens § 33, jf. habitatbekendtgørelsens § 8, stk. 12. For projekterpå landterritoriet mangler der derimod i en række sektorlove uden for miljøministeriets ressortMed habitatbekendtgørelsen menes bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration afinternationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter som ændret ved bekendtgørelse nr. 1443 af 11.december 2007.1
3
regler om habitatvurdering af projekter. Dette indebærer, at hvis der efter byggelovens § 16 kanmeddeles tilladelse til byggeri, uden at der kræves en beslutning efter en af de ihabitatbekendtgørelsens §§ 8 og 9 anførte regler, er der ikke efter dansk lovgivning noget krav omforudgående vurdering, som modsvarer habitatdirektivets artikel 6(3). Det samme gælder fxbeslutning om vejbyggeri efter vejloven, hvor der ligeledes savnes regler, som modsvarerhabitatdirektivets artikel 6(3). Som andre eksempler på projekt-typer, som ikke omfattes af dedanske regler kan nævnes kloakering. Det samme gælder nedlægning af kabler til vandforsyning,medmindre der er tale om væsentlige ændringer omfattet af vandforsyningslovens § 21.Ud over kravet om forudgående vurdering af de i habitatbekendtgørelsens §§ 8 og 9 anførtemyndighedsafgørelser er der i naturbeskyttelseslovens § 19b indført krav om forudgåendeanmeldelse og mulighed for vurdering af en række landbrugsmæssige aktiviteter, der fremgår afbilag 2 til naturbeskyttelsesloven, og som normalt ikke skal anmeldes – men kun hvis aktivitetensker inden for et Natura 2000 område. Naturbeskyttelseslovens bilag 2 omfatter bl.a. gødskning,skovrejsning, opdyrkning, ændret afgræsning mv. og må mht. aktiviteter anses for at modsvare EF-domstolens fortolkning af begrebet ’projekter’. Derimod modsvarer § 19b’s territorialeanvendelsesområde, som, er begrænset til aktiviteter inden for området, ikke EF-domstolensfortolkning af den territoriale rækkevidde af habitatdirektivets artikel 6(3), jf. fx sag C-98/03Kommissionen mod Tyskland.Især i forhold til gødskning på arealer tæt ved vandløb, hvor dernedenstrøms er udlagt et Natura 2000 område, vil den manglende anmeldelse og vurdering afvirkning på Natura 2000 områder kunne have alvorlige negative virkninger.Kort sammenfattende kan konkluderes, at den geografiske afgrænsning af anvendelsesområdet forprojekter omfattet af naturbeskyttelseslovens § 15 b er for snæver. Hertil kommer, athabitatbekendtgørelsens §§ 8 og 9 suppleret af naturbeskyttelseslovens § 15b ikke omfatter alle deprojekter, der må anses for omfattet af habitatdirektivets artikel 6(3). Uanset nogle projekter sometablering af elforsyningsanlæg, havneanlæg og kystbeskyttelsesanlæg opfanges af sektorlove, erder en række projekter, hvor der i dansk lovgivning savnes krav om forudgående vurdering afpåvirkning af Natura 2000 områder, hvilket kræves efter habitatdirektivets artikel 6(3).2.2 Procedurekravene til projekter efter habitatbekendtgørelsenDen fremgangsmåde, der skal anvendes for de projekter, som er omfattet af habitatbekendtgørelsens§§ 8 og 9, er fastsat i habitatbekendtgørelsens § 7, der lyder”Før der træffes afgørelse i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i § 8, skal der foretages en vurderingaf, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter som ikke direkte erforbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.Stk. 2. Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal derforetages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyntil bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade detinternationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse tildet ansøgte.”
Som det fremgår, er § 7 opbygget i tre led. § 7, stk. 1 kræver en vurdering af, om der skal ske envurdering. § 7, stk. 2 første pkt. omhandler kravene til den vurdering, som skal foretages, hvismyndigheden efter stk. 1 vurderer, at der skal foretages en vurdering. § 7, stk. 2 andet pkt. anførerkonsekvenserne, hvis vurderingen viser en skadelig virkning.
4
Selve opdelingen i tre faser svarer til EF-domstolens fortolkning af habitatdirektivets artikel 6(3) isag C-127/02Waddenzee.På to punkter kan der dog rejses tvivl, om § 7 fuldt ud modsvarer artikel6(3), nemlig i forhold til hvornår der kræves konsekvensvurdering og i forhold til, hvornår tilladelsekan meddeles.Udformningen af § 7, stk. 1 kan give indtryk af, at kravet om konsekvensvurdering i § 7, stk. 2 kungælder, når myndighedenvurderer,at projektet væsentligt kan påvirke et Natura 2000 område.Dette må sammenholdes med, at artikel 6(3) ikke indeholder en regel om, at det skal vurderes omder skal vurderes, og at det i sag C-127/02Waddenzeeer fastslået, at en konsekvensvurdering kunkan undlades, hvis det på forhånd helt kan udelukkes, at der er en påvirkning, der ”kan påvirke ensådan lokalitet væsentligt”. Habitatdirektivets artikel 6(3) skal således fortolkes på grundlag afforsigtighedsprincippet og den omvendte bevisbyrderegel i sidste led. Til forsvar for den danskegennemførelsesregel kan dog på dette punkt anføres, at efter artikel 6(3) vil der præliminært skulletages stilling til, om konsekvensvurdering er påkrævet, og at ordlyden af § 7, stk. 1 ikke udelukker,at reglen fortolkes i overensstemmelse med EF-domstolens fortolkning i sag 127/02Waddenzee.Pådenne baggrund finder jeg ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at § 7, stk. 1 kan anses imodstrid med direktivet.Derimod må det anses for meget tvivlsomt, om habitatbekendtgørelsens § 7 stk. 2 er ioverensstemmelse med direktivet. Problemet er, at habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2 om, hvornårder kan meddeles tilladelse efter en forudgående vurdering, ikke indeholder denomvendtebevisbyrderegel,der er indeholdt i habitatbekendtgørelsens § 6(3). § 7, stk. 2 hindrer kun entilladelse, hvis ”vurderingen [viser], at projektet vil skade det internationalenaturbeskyttelsesområde.” Dette er ikke i overensstemmelse med EF-domstolens fortolkning afartikel 6(3) i sag C-127/02Waddenzee,hvor EF-domstolen tværtimod fastslog, at myndigheden kunkan meddele tilladelse, når myndigheden har videnskabelig vished for, at aktiviteten ikke skader etNatura 2000 område.2.3 Hvilke planer er omfattet af habitatbekendtgørelsenBestemmelsen i habitatdirektivets artikel 6(3) om forudgående vurdering afplaner,der kan påvirkeet Natura 2000 område, er (søgt) gennemført i habitatbekendtgørelsens §§ 5 og 6 vedrørende planerom arealanvendelse efter planloven, hvilket suppleres af enkelte bestemmelser ihabitatbekendtgørelsens § 9, der tillige medtager affaldsplaner og støjhandlingsplaner eftermiljøbeskyttelsesloven,vandløbsregulativereftervandløbsloven,indsatsplanereftervandforsyningsloven, beredskabsplaner efter havmiljøloven og råstofplanlægning efter råstofloven.Det kan uden videre konstateres, at i forhold til planer efter planloven, indeholderhabitatbekendtgørelsens § 5 en undtagelse for luftledningsanlæg, der må anses i modstrid medhabitatdirektivets artikel 6(3). Hertil kommer, at der savnes krav om vurdering af spildevandsplanerefter miljøbeskyttelsesloven, hvilket i sig selv må anses for en fejl. Endelig er der ikke taget højdefor, at en række sektorlove uden for miljøministeriets område indeholder regler om vedtagelse afplaner, der kan påvrke Natura 2000 områder som fx varmeforsyningsplaner eftervarmeforsyningsloven.2.4 Undtagelsen for bydende nødvendige samfundsmæssige hensynHabitatbekendtgørelsens § 10 indeholder en bestemmelse, der modsvarer habitatdirektivets artikel6(4), efter der ved en ændring i december 2008 er optaget betingelsen om, at der ikke skal værealternativer. Før habitatbekendtgørelsen fra 2008 var der mulighed for at miljøministeren kunne
5
fravige kravene, uden at betingelserne i habitatdirektivets artikel 6(4) var opfyldt, men disse reglerudgik med habitatbekendtgørelsen fra 2008.Tidligere angav de danske regler, at undtagelsen for bydende nødvendige hensyn kunne anvendes,uanset der manglede en forudgående vurdering. Dette er ændret med habitatbekendtgørelsens § 10,der er udformet på en måde, som udelukker, at undtagelsen for bydende nødvendigesamfundsmæssige hensyn kan anvendes, hvis der ikke er sket vurdering, hvilket er ioverensstemmelse med EF-domstolens dom i sag C-239/04Kommissionen mod Portugalog sag C-304/05Kommissionen mod Italien.2.5 Reguleringen af projekter offshoreDa habitatbekendtgørelsen er begrænset til love under miljøministeriet omfatterhabitatbekendtgørelsens regler ikke projekter på søterritoriet bortset fra visse projekter efterhavmiljøloven og jagt- og vildforvaltningsloven. I forhold til havmiljøloven er der det generelleproblem, at udledning af spildevand fra skibe i en række tilfælde kan ske uden tilladelse, nårudledningen sker tilstrækkeligt langt fra kysten, selv om det er nærliggende at anse en sådanaktivitet for et projekt, hvis udledningen sker i et Natura 2000 område. Som konsekvens af atudledning af spildevand kan ske uden tilladelse, er der ikke krav om forudgående vurdering afudledning af spildevand i Natura 2000 områder.For en betydelig del af de projekter, som gennemføres offshore, er der i de relevante sektorloveregler om forudgående vurdering af virkning på Natura 2000 områder. Mht. projekter omfattet afhavneloven og kystbeskyttelsesloven er nærmere regler for vurdering af påvirkning af Natura 2000områder fastsat i bekendtgørelse 874/2008, der så vidt ses modsvarer habitatdirektivets artikel 6(3).I undergrundloven, energiforsyningsloven og lov om energinet.dk er kravet om vurdering af Natura2000 områder direkte optaget i loven, og reglerne modsvarer så vidt ses direktivets krav.I relation til råstofindvinding på søterritoriet er kravet om vurdering af påvirkning af Natura 2000områder søgt integreret i de generelle regler om miljøvurdering, men der savnes præcise regler, somgengiver kravene i habitatdirektivets artikel 6(3) og (4).For fiskeri er der i fiskerilovens § 10e-10g som nævnt bestemmelser om forudgående vurdering afvirkning på Natura 2000 områder. Reglerne omfatter efter § 10e, stk. 1:”Tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af dennelov, der må antages i sig selv eller sammen med andre aktiviteter at kunne påvirke et internationaltnaturbeskyttelsesområde væsentligt”
Reglens ordlyd giver indtryk af, at der forud for enhver tilladelse til fiskeri sker en vurdering afpåvirkning af Natura 2000 område, hvis tilladelsen giver mulighed for at fiske inden for et Natura2000 område. Sådan anvendes reglen imidlertid ikke. Efter det for mig oplyste anvendes reglen kunforud for meddelelse af tilladelse til muslingefiskeri eller lignende inden for et Natura 2000 område.Derimod anvendes reglen ikke, hvis der gives tilladelse til fiskeri, som giver mulighed fortrawlfiskeri eller anden form for intensiv fiskeri i et Natura 2000 område, uanset en sådan aktivitetformentlig må anses for et projekt, som dette begreb er fortolket af EF-domstolen i sag C-127/02Waddenzee.For projekter, der falder uden for de ovennævnte sektorlove, savnes der i dansk lovgivning regler
6
som modsvarer habitatdirektivets artikel 6(3).2.6 Kort om praksisEfter EF-domstolens dom i sag C-127/02Waddenzeei september 2004 ændrede Miljøklagenævnetkort efter praksis, således at habitatdirektivets artikel 6(3) blev fortolket med direkte virkning, jf.Miljøklagenævnets afgørelse af 23. november 2004 i sag om Jedved Dambrug, hvormiljøgodkendelse blev ophævet og sagen hjemvist medhenvisning til manglende vurdering afNatura 2000 område. (MAD 2004.1538 Mkn). Tilsvarende gælder Naturklagenævnet, jf. fx nævnetsafgørelse af 13. april 2005 (MAD 2005.928 Nkn), hvormed de to klagenævn tog højde for EF-domstolens fortolkning uanset mangler i den danske implementering. Uanset der – især iNaturklagenævnet – kan være enkelte senere afgørelser, der forekommer tvivlsomme i forhold tilEF-domstolens fortolkning af habitatdirektivets artikel 6(3), er det altovervejende indtryk, at de toklagenævns praksis modsvarer EF-domstolens fortolkning. De indbragte sager for de to klagenævntyder derimod på, at der er betydelige problemer med den kommunale praksis. Tilsvarende må detkonstateres, at Energiklagenævnet blandt i sager om vindmølleparker offshore ikke anvender EF-domstolens fortolkning af habitatdirektivets artikel 6(3), men i stedet foretager en bredere afvejningaf samfundshensyn, jf. fx MAD 2008.585 Ekn, hvor nævnet gav tilladelse til større vindmølleparkmed 90 vindmøller på 150 meters højde nær fuglebeskyttelsesområde, idet nævnet bl.a. lagde vægtpå, at en alternativ placering ville berøre andre væsentlige samfundshensyn, uden at nævnet fandtanledning til at anvende undtagelsen i habitatdirektivets artikel 6(4).2.7. SammenfattendeDet kan konkluderes, at den danske gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6(3)-(4) i forhold tilbåde landjorden og søterritoriet ikke dækker alle de projekter, der må anses for omfattet af artikel6(3). Det må for det andet konstateres, at naturbeskyttelseslovens § 19b ikke modsvarer direktivetsterritoriale afgrænsning af artikel 6(3)-beskyttelsen. For det tredje må konstateres, at de danskeregler ikke omfatter alle de planer, der må anses for omfattet af artikel 6(3), ligesom de danskeregler i enkelte tilfælde indeholder undtagelser, der ikke er hjemlet i artikel 6(3).3. Gennemførelsen af habitatdirektivets artikel 6(2)Habitatdirektivets artikel 6(2) indeholder et generelt forbud mod aktiviteter, der kan skade et Natura2000. Forbuddet omfatter alle de aktiviteter, der ikke omfattes af de specielle regler i artikel 6(3)om projekter, og gælder efter EF-domstolens dom i sag C-127/02Waddenzeetillige, hvis et efterartikel 6(3) godkendt projekt alligevel viser siger at have skadelig virkning.Artikel 6(2) er i dansk ret gennemført som en middelbar norm, dvs. at forbuddet mod skadeligeaktiviteter først aktiveres, når en myndighed meddeler et påbud til en eller flere borgere om, at denskadelige aktivitet skal bringes til ophør. Indtil et sådant påbud er meddelt, vil den skadeligeaktivitet være lovlig.3.1 Naturbeskyttelseslovens §§ 19e og 19fI forhold til skadelige aktiviteter på landjorden er de to centrale bestemmelser,naturbeskyttelseslovens §§ 19e og 19f. Indtil der er vedtaget Natura 2000 plan for det pågældendeområder gælder § 19f, hvor det i § 19f, stk. 1 bestemmes:”Indtil der foreligger en endeligt vedtaget Natura 2000-plan, skal kommunalbestyrelsen pålægge ejeren afen ejendom i eller uden for internationale naturbeskyttelsesområder den drift eller de andreforanstaltninger, som er nødvendige for at undgå forringelse af naturtyper og levesteder for arter ellerbetydelig forstyrrelse af arter, som området er udpeget for, hvis det ikke kan afvente vedtagelse af Natura
7
2000-planen, og hvis sådan forringelse eller forstyrrelse ikke kan afværges gennem aftale eller på andenmåde.”
Som det fremgår, er det aleneejerenaf en ejendom, der er pligtsubjekt, og som kan forpligtes efterreglen. Betingelsen for at meddele påbud er, at et påbud er nødvendigt for at undgå skadeligevirkninger på et Natura 2000 område. Er denne betingelse opfyldt, er kommunen forpligtet til atmeddele påbud. Det er alene kommunalbestyrelserne – og ikke statslige myndigheder – der erforpligtet til at meddele påbud for at hindre en skadelig aktivitet. Det sidste understreger yderligere,at reglen kun kan anvendes på landterritoriet, da kommunerne ikke har kompetence på søterritorietuden særskilt hjemmel.Som reglen er udformet, vil ejeren først være forpligtet til at ophøre med en skadelig aktivitet, nårkommunalbestyrelsen har meddelt et påbud. Påbuddet kan påklages til Naturklagenævnet, hvilketsom udgangspunkt har opsættende virkning. Da et påbud vil gribe ind i ejerens hidtidige lovligeanvendelse af sin ejendom, har ejeren efter naturbeskyttelseslovens § 19g krav på erstatning for deøkonomiske tab, som et påbud måtte påføre ejeren, og erstatningen skal udredes af kommunen, somkan ansøge staten om godtgørelse efter § 19h, uden at kommunen har krav herpå.Uanset det må antages, at der jævnligt forekommer aktiviteter, som vil kunne have en skadeligvirkning på Natura 2000 områder, er der så vidt vides kun ganske få eksempler på, at reglen erblevet anvendt. Dette hænger formentlig sammen med, at påbud normalt vil udløse eterstatningskrav fra ejeren mod kommunen, hvorfor det kommunale miljøtilsyn formentlig vil væreutilbøjeligt til at påtale skadelige aktiviteter.Sammenholdes reglen med EF-domstolens fortolkning af artikel 6(2) i sag C-418/04Kommissionenmod Irland,kan det for det første konstateres, at pligtsubjektet efter § 19f er begrænset til ejeren,hvilket efter EF-dommen ikke modsvarer den generelle beskyttelse efter artikel 6(2). For det andetmå det konstateres, at forbuddet mod skadelig aktivitet ikke er umiddelbart bindende for ejeren,men først gælder, når der er meddelt påbud. Dette er efter EF-dommen ikke foreneligt med artikel6(2), bl.a. fordi dette betyder, at forbuddet i praksis først indtræder, når skaden er sket. Det må fordet tredje konstateres, at den erstatningsordning, som er koblet på reglen, er udformet på en sådanmåde, at den giver en meget stærk tilskyndelse til, at kommunens miljøtilsyn ikke anvender reglen.For det fjerde kan konstateres, at reglen stort set ikke anvendes.I enkelte af de få tilfælde, hvor reglen faktisk er anvendt, har hensynet til at begrænse erstatning førttil, at reglen anvendes i direkte modstrid med sit indhold. Se fx MAD 2008.2226 Nkn, hvor enlandmand ved Bøtø Nord, som er udlagt som fuglebeskyttelsesområde, fik forbud mod at omlæggefra vinterhvede til piletræer, fordi omlægningen skadede fuglene. Men da landmanden herefterkrævede erstatning, blev dette afviste af Naturklagenævnet med den begrundelse, at landmandenbare kunne jage fuglene væk i henhold til vildforvaltningsbekendtgørelsen. Naturklagenævnetforudsatte således, at ejeren efter vildforvaltningsbekendtgørelsen har lov til at jage de beskyttedefugle væk, hvilket forekommer i åbenbart modstrid med habitatdirektivets artikel 6(2).Når der i løbet af de kommende år vedtages Natura 2000 planer for de enkelte Natura 2000områder, kan naturbeskyttelseslovens § 19f ikke længere anvendes, men erstattes af naturbeskyttel-seslovens § 19e, stk. 1, der indeholder følgende generelle beskyttelsesregel:”Kommunalbestyrelsen skal i særlige tilfælde pålægge ejeren af en ejendom i eller uden for internationalenaturbeskyttelsesområder den drift eller de andre foranstaltninger, som af hensyn til Natura 2000-planens
8
bevaringsmålsætning er nødvendige for at undgå varig forringelse af naturtyper eller levesteder for artereller betydelig forstyrrelse af arter, som området er udpeget for, hvis risikoen herfor ikke kan afværges medforanstaltninger på grundlag af Natura 2000-planen. Kommunalbestyrelsen kan herunder beslutte, atrettidig klage ikke skal have opsættende virkning.”
Som det fremgår, vil det efter vedtagelsen af Natura 2000 planer kun i ”særlige tilfælde” væremuligt at gribe ind over for aktiviteter, der skader et Natura 2000 område. Denne begrænsning måanses for uforenelig med habitatdirektivets artikel 6(2), der nødvendigvis gælder enhver aktivitet,der skader et Natura 2000-områdes gunstige bevaringsstatus.3.2 Gennemførelsen af artikel 6(2) på søterritorietSom anført finder naturbeskyttelseslovens §§ 19e og 19f ikke anvendelse på søterritoriet. Dengenerelle beskyttelse mod skadelige aktiviteter på Natura 2000 områder er i stedet søgt gennemførtved bemyndigelser til ministeren i følgende sektorlove: havmiljølovens § 46, undergrundslovens §28b, elforsyningslovens § 17b, Energinet.dk loven § 4c, kontinentalsokkelloven § 4b, råstoflovens §24, stk. 3, fiskerilovens § 10d, kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 2 og havnelovens § 1a.Denne vertikale implementering af artikel 6(2) indebærer, at beskyttelsen efter artikel 6(2) ikkegælder for aktiviteter, der ikke er reguleret ved de nævnte sektorlove, uanset om aktivitetenmedfører skadelig virkning på et Natura 2000 område. Da skade på Natura 2000 områder påsøterritoriet kan forvoldes ved andre aktiviteter, end de aktiviteter, som omfattes af de nævntesektorlove, medfører dette i sig selv, at den danske implementering er utilstrækkelig.Fælles for reglerne er endvidere, at ingen af bestemmelserne indeholder noget forbud mod skadeligeaktiviteter, men alene en bemyndigelse til, at ministeren kan fastsætte regler, der forbyder bestemteaktiviteter. Men herudover er anvendt lidt forskellige modeller.Bemyndigelsen i kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 2, og havnelovens § 1a har alene karakter af engenerel bemyndigelse til at gennemføre EU-regler mv. om naturbeskyttelse på havområdet.Bemyndigelsen er udnyttet i den forstand, at der efter § 10 i bekendtgørelse nr. 874 af 2. september2008 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arterfor så vidt angår anlæg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering ogudvidelse af visse anlæg på søterritoriet kan meddeles forbud mod aktiviteter, selv om dissetidligere er tilladt”hvis(1) der er fremkommet nye oplysninger om projektets skadelige virkning på det internationalenaturbeskyttelsesområde, (2) projektet medfører skadevirkninger, der ikke kunne forudses vedtilladelsens, dispensationens eller godkendelsens meddelelse; (3) projektet i øvrigt går ud over det,som blev lagt til grund ved konsekvensvurderingen.”Uanset reglen er begrænset til tilladte aktiviteter, kan dette i forhold til de to sektorlove forsvaresmed, at de to sektorlove alene omfatter aktiviteter, der kræver tilladelse. Problemet ved reglen er, atden er middelbar, så beskyttelsen af Natura 2000 områder først indtræder, når der er meddelt påbudaf ministeren. Så vidt vides har reglen ikke været anvendt.Fiskerilovens § 10 d indeholder en bemyndigelse, der svarer til havnelovens § 1a, menbemyndigelsen ses ikke udnyttet til at udstede bekendtgørelser. I forhold til fiskeri, som kan skadeNatura 2000 områder, mangler der derfor i dansk ret regler, som modsvarer habitatdirektivetsartikel 6(2).
9
De øvrige bemyndigelser – dvs. undergrundslovens § 28b, elforsyningslovens § 17b, energinet.dklovens § 4c, kontinentalsokkellovens § 4b og råstoflovens § 24, stk. 3 - er udformet efter sammeprincip som havmiljølovens § 46, der har følgende ordlyd:”Miljøministeren træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestedernefor arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne erudpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i direktivet om bevaringaf naturtyper samt vilde dyr og planter. Ministeren kan herunder meddele påbud eller forbud, fastsætte nyevilkår og ændre eller tilbagekalde tilladelser og godkendelser.”
Som det fremgår, består implementeringen af artikel 6(2) i, at havmiljølovens § 46 anvender sammeordlyd, som indledningen til artikel 6(2) i habitatdirektivet, nemlig at der skal træffes ”passendeforanstaltninger”, men uden at loven besvarer, hvilke foranstaltninger dette drejer sig om, ud over atministeren kan meddele påbud, forbud eller fastsætte vilkår.Modellen i havmiljølovens § 46 (og de øvrige nævnte sektorlove) rejser en del af de sammeproblemer, som ovenfor er anført i relation til naturbeskyttelseslovens §§ 19e og 19f. For det førsteer forbuddet mod skadelig aktivitet betinget af, at der meddeles påbud, hvilket betyder, at forbuddeti praksis først indtræder, når skaden er sket. For det andet er der så vidt vides ikke eksempler på, atbemyndigelserne er udnyttet, selv om det er oplagt, at aktiviteter under de forskellige sektorlovelejlighedsvis vil kunne skade et Natura 2000 område på søterritoriet og i den eksklusiveøkonomiske zone.3.3 Sammenfattende om gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6(2)Den danske implementering af habitatdirektivets artikel 6(2) på landterritoriet inaturbeskyttelseslovens §§ 19e og 19f modsvarer ikke EF-domstolens fortolkning af artikel 6(2).Dels er det alene ejeren, der er pligtsubjekt, dels indtræder forbuddet mod skadelig aktivitet først,når kommunen har meddelt påbud. Hertil kommer, at når de kommende Natura 2000 planer måtteblive vedtaget, er adgangen til at meddele påbud yderligere indskrænket til ”særlige tilfælde”.I forhold til søterritoriet og den eksklusive økonomiske zone er den danske implementering afhabitatdirektivets artikel 6(2) vertikal. Dette indebærer, at i det omfang der efter dansk ret kannedlægges forbud mod aktiviteter, der skader et Natura 2000 område, gælder dette kun for deaktiviteter, som reguleres ved de pågældende sektorlove. Da Natura 2000 områder på søterritorietkan skades ved andre aktiviteter end dem, der reguleres ved de nævnte sektorlove, er den danskegennemførelse alene af denne grund utilstrækkelig.Hvor der i sektorlovene er optaget bestemmelser mod skadelige aktiviteter på Natura 2000 områder,gælder forbuddet mod skadelig aktivitet først, når der er meddelt påbud eller forbud, hvorfor der pådette punkt kan rejses de fleste af de samme indsigelser mod de danske regler, som ovenfor eranført vedrørende naturbeskyttelseslovens §§ 19e og 19f.Endelig må det noteres, at de anførte påbudsregler stort set ikke er anvendt, selv om der må være endel aktiviteter, som har skadelig virkning på Natura 2000 områder, hvilket bl.a. dokumenteres af, atgunstig bevaringsstatus for beskyttede arter i nogle områder er forringet.
10
4. Administration og håndhævelse af reglerneUd over de ovenfor omtalte mangler ved den danske gennemførelseslovgivning givermyndighedernes administration og håndhævelse af reglerne anledning til flere selvstændigekommentarer.For det første kan det generelt konstateres, at kommunerne som altovervejende hovedregel aleneanvender de danske regler. Uanset EF-domstolen i sag C-127/02Waddenzeefastslog, athabitatdirektivets artikel 6(3) har direkte effekt, og at reglen derfor skal anvendes, når der søges omtilladelse, uanset manglende nationale regler, er dette ikke generelt slået igennem i kommunernespraksis. Der ses således ikke eksempler på, at kommunen som byggemyndighed eller vejmyndighedhar anvendt habitatdirektivets artikel 6(3) i forbindelse med byggetilladelser eller tilladelser eftervejloven.For det andet volder kravet i artikel 6(3) om en vurdering af projekters virkning på Natura 2000områders gunstige bevaringsstatus betydelige vanskeligheder i den kommunale praksis.Problemerne er bl.a. kommet til udtryk i de mange klagersager, som DanmarksNaturfredningsforening og andre miljøorganisationer har indbragt over miljøgodkendelser afhusdyrbrug, hvor en betydelig del af sagerne er blevet hjemvist af Miljøklagenævnet, fordivurderingen af godkendelsens virkning på et Natura 2000 områder var utilstrækkelig. Var dissemiljøgodkendelser ikke blevet påklaget, havde kommunen meddelt en miljøgodkendelse i modstridmed habitatdirektivets artikel 6(3). Omfanget af hjemvisninger med denne begrundelse indicerer, atden utilstrækkelige vurdering er et generelt problem i den kommunale administration.Hertil kommer, at fordi hjemvisninger af miljøgodkendelser af husdyrbrug er begrundet medkommunens utilstrækkelige vurdering af godkendelsens virkning på Natura 2000 områder, vil enhjemvisning som hovedregel ikke have suspensiv virkning af miljøgodkendelsen. Landmanden vilsåledes kunne fortsætte med at udnytte den hjemviste miljøgodkendelse, indtil kommunensvurdering er afsluttet, og der er truffet en ny afgørelse. Miljøklagenævnet har begrundet dette medretssikkerhedshensyn, hvilket formentlig er korrekt i forhold til EF-domstolens praksis. Men detrejser samtidigt spørgsmålet, om kommunen kan drages til ansvar for de skader, der måtte ske påNatura 2000 områder i den periode, hvor sagen afklares. Foreløbig er der dog intet eksempel på, aten kommune er blevet draget til ansvar for sådanne skader.Mens miljøorganisationers brug af klageretten i et vist omfang har begrænset konsekvenserne afkommunernes utilstrækkelige vurdering af projekters indvirkning på Natura 2000 områder,foreligger der ikke den samme mulighed, når det drejer sig om den generelle beskyttelse af Natura2000 områder efter habitatdirektivets artikel 6(2). Miljøorganisationer har således ikke mulighed forat klage til Naturklagenævnet eller Miljøklagenævnet over, at en kommune undlader at meddelepåbud til ejeren efter naturbeskyttelseslovens § 19f. Forholdet kan illustreres med Tøndermarsken,der er udlagt som Natura 2000 områder, og som er reguleret ved særlig lov (tøndermarksloven).Uanset der efter lovens § 17 er forbud mod dræning, er der i 2009 sket en meget betydeligafvanding, dels som følge af kommunale dispensationer, dels fordi kommunen ikke har grebet ind.Og denne passivitet fra kommunens side har miljøorganisationer ikke mulighed for at påklage efterden danske lovgivning. Den foreløbig eneste reaktion på de betydelige skader på Tøndermarskensbeskyttede arter er, at miljøministeren har indgået en aftale med kommunen, hvorefter staten giverøkonomisk tilskyndelse til, at landmændene indgår frivillige aftaler om mere miljøvenlig drift.
11
5. KonklusionDer er i de senere år gennemført en række lovændringer for at imødegå Kommissionensåbningsskrivelser vedrørende manglende dansk gennemførelseslovgivning af habitatdirektivetsartikel 6. Uanset disse ændringer imødekommer en del af de tidligere alvorlige mangler i de danskeregler, er der fortsat problemer med den danske gennemførelseslovgivning, som i øvrigt er helturimelig uoverskuelig og kompliceret sammenholdt med den forholdsvis enkle ordlyd afhabitatdirektivets artikel 6.I forhold til habitatdirektivets artikel 6(2) er der meget betydelig afstand mellem de danske regler,og den fortolkning af reglen, som EF-domstolen fastslog i sag C-418/04Kommissionen mod Irland.For det første vil en række aktiviteter på søterritoriet falde helt uden for de danske regler som følgeaf den vertikale implementering af beskyttelsen i en række sektorlove. For det andet er alle dedanske gennemførelsesregler af artikel 6(2) gjort betingede. Dette betyder, at forbuddet mod atskade et Natura 2000 område først gælder, når der er meddelt påbud, hvilket indebærer, at forbuddetnormalt vil indtræde for sent. For det tredje savnes der i relation til fiskeri en hjemmel til at meddelepåbud. For det fjerde er det i forhold til aktiviteter på landterritoriet alene ejeren, der kan gribes indover for. For det femte vil adgangen til at meddele påbud mod skadelig aktivitet være begrænset til”særlige tilfælde”, når de kommende Natura 2000 planer bliver vedtaget. Endelig for det sjette kandet konstateres, at der kun er meget få eksempler på, at der er grebet ind over for aktiviteter, der harskadelig virkning på et Natura 2000 område.I forhold til habitatdirektivets artikel 6(3) er det største problem, at den vertikale implementerings-model indebærer, at der fortsat er en del projekter og planer, hvor der ikke efter dansk ret er kravom en forudgående vurdering efter habitatdirektivets artikel 6(3). Hertil kommer, at i forhold til deprojekter, som reguleres af naturbeskyttelseslovens § 19b, er reglen territorialt begrænset tilaktiviteter inden for et Natura 2000 område, hvilket er klart i modstrid med EF-domstolensudlægning. I forhold til hovedparten af de relevante projekter, savnes der i habitatbekendtgørelsens§ 7, stk. 2 en formulering, der modsvarer den omvendte bevisbyrde for, hvornår tilladelse kanmeddeles, som EF-domstolen fastslog i sag C-127/02Waddenzee.Endelig må det konstateres, at den foreliggende praksis fra Miljøklagenævnet viser, at et meget stortantal kommunale afgørelser må hjemvises, fordi der ikke er gennemført den i habitatdirektivetsartikel 6(3) krævede vurdering, eller fordi denne vurdering er utilstrækkelig. Selv om der ikkeforeligger en videnskabelig empirisk undersøgelse af kommunernes praksis, tyder de sager, som nårfrem til Miljøklagenævnet på, at den kommunale administration fortsat har meget store problemermed at overholde de regler, der er vedtaget, hvilket bl.a. kan skyldes, at reglerne er udformeturimeligt og unødvendigt kompliceret.Peter Paghden 20. oktober 2009
12
Habitatbekendtgørelsen § 8§ 8.Følgende sager efter planloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse efter regler udstedt i medfør af planlovens § 11 g, stk. 4.2) Dispensation fra bestemmelser i en lokalplan m.v., jf. § 19 i planloven.3) Tilladelse til udstykning, opførelse af ny bebyggelse eller ændring i anvendelsen af bestående bebyggelseog ubebyggedearealer efter § 35 i planloven.Stk. 2.Følgende sager efter skovloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse til at ophæve fredskovspligten efter skovlovens § 6.2) Dispensation fra skovlovens § 8, § 9, nr. 1 og 2, § 10, nr. 4, § 11, stk. 1 og §§ 26 - 28 jf. skovlovens § 38.3) Godkendelse af arbejdsskure efter skovlovens § 11, stk. 3.4) Godkendelse af spejderhytter, skovbørnehaver og lignende efter regler udstedt i medfør af skovlovens §11, stk. 4.Stk. 3.Følgende sager efter naturbeskyttelsesloven er omfattet af § 7:1) Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 - 3 om beskyttede naturtyper m.v., § 8, stk. 1, ogafgørelser efter reglerudstedt i medfør af § 8, stk. 6 og 7, om klitfredede arealer, § 15, stk. 1, om strandbeskyttelseslinjen, § 16, stk.1, om sø- og åbeskyttelseslinjen, § 17, stk. 1, om skovbyggelinjen og § 18, stk. 1, omfortidsmindebeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65.2) Godkendelse af beliggenhed og ydre udformning af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri efternaturbeskyttelseslovens § 8,stk. 5, nr. 7.3) Godkendelse af beliggenhed og ydre udformning af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri efternaturbeskyttelseslovens § 15, stk. 4, nr. 7.4) Godkendelse af placering og udformning af offentlige anlæg i det åbne land efter regler udstedt i medføraf naturbeskyttelseslovens § 20.5) Tilladelse til at fravige regler udstedt i medfør af naturbeskyttelseslovens § 29.6) Tilladelse til at udsætte dyr, der ikke er naturligt vildtlevende i Danmark efter naturbeskyttelseslovens §31, stk. 1.7) Tilladelse til rørskær i perioden 1. marts - 31. oktober efter naturbeskyttelseslovens § 32.8) Dispensation fra bekendtgørelse om fredning af statsejede arealer og arealer på søterritoriet ogfiskeriterritoriet udstedt i medfør af naturbeskyttelseslovens § 51, stk. 1, eller fortsat i kraft i medfør aflovens § 101, stk. 1.9) Hel eller delvis ophævelse af strandbeskyttelseslinjen, sø- og åbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen ogfortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelseslovens §§ 15 - 18, jf. lovens § 69, stk. 1, samtophævelse af klitfredningen, jf. lovens § 9, stk. 3.Stk. 4.Følgende sager efter råstofloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse til råstofindvinding på land efter råstoflovens § 7, stk. 1 - 2.2) Tilladelse til råstofindvinding på havet efter råstoflovens § 20, stk. 1.Stk. 5.Følgende sager efter jagt- og vildtforvaltningsloven er omfattet af § 7:1) Dispensation fra regler om vildtreservater udstedt i medfør af jagt- og vildtforvaltningslovens § 33.2) Dispensation fra jagtlovens § 4, stk. 1, § 8, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24, § 25, § 26,§ 28 og § 30, stk. 1, jf. jagtlovens § 46.Stk. 6.Følgende sager efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug er omfattet af § 7:1) Dispensation efter § 9, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.2) Tilladelse eller godkendelse af husdyrbrug efter § 10, § 11 og § 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. afhusdyrbrug.3) Godkendelse af arealer til afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug efter § 16 i lov ommiljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.Stk. 7.Følgende sager efter miljøbeskyttelsesloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse, dispensation, anmeldelse m.v., efter regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven § 7, stk.1.
13
2) Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1 og stk. 2 vedrørende nedgravning i jorden, udledningeller oplægning på jorden, eller afledning til undergrunden af stoffer, produkter og materialer, der kanforurene grundvand, jord og undergrund samt nedgravede beholdere med sådanne stoffer, produkter ogmaterialer.3) Tilladelse, dispensation, anmeldelse m.v. efter regler udstedt efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.4) Tilladelse til udledning af stoffer der kan forurene vandet til vandløb, søer eller havet i medfør afmiljøbeskyttelsesloven §27, stk. 1, samt tilladelser eller dispensationer fra regler udstedt i medfør af § 27, stk. 3.5) Tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet efter miljøbeskyttelseslovens § 28.6) Godkendelse af virksomheder m.v. efter miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, § 38 og § 39.Stk. 8.Følgende sager efter vandløbsloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse til regulering af vandløb efter vandløbslovens § 17.2) Tilladelse til sænkning af vandstanden i eller tørlægning af søer efter vandløbslovens § 18.3) Tilladelse til anlæg af nye vandløb efter vandløbslovens § 21.4) Godkendelse af etablering eller ændring af private udpumpningsanlæg til brug for afvanding eftervandløbslovens § 38.5) Godkendelse af anlæg eller ændring af broer, overkørsler eller lignende efter vandløbslovens § 47.6) Godkendelse af eller ændring af opstemningsanlæg eller andre anlæg, der kan ændre vandets frie løb elleri øvrigt være til skade for vandløbet efter vandløbslovens § 48.Stk. 9.Følgende sager efter okkerloven er omfattet af § 7:1) Godkendelse efter okkerlovens §§ 2 - 3 til udgrøftning og dræning inden for jordbrugserhvervet.Stk. 10.Følgende sager efter vandforsyningsloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse til indvinding af grundvand og overfladevand efter vandforsyningslovens § 18 og § 20.2) Tilladelse til etablering eller på væsentlig måde udbedring eller ændring af vandindvindingsanlæg eftervandforsyningslovens § 21.3) Tilladelse til indvinding og afsaltning af havvand efter vandforsyningslovens § 25.4) Tilladelse til bortledning af grundvand eller anden sænkning af vandstanden efter vandforsyningslovens§§ 26 - 27.5) Påbud om tilkastning af brønde samt lukning af boringer efter § 36 i vandforsyningsloven.6) Tilladelse og dispensation til udførelse og sløjfning af boringer og brønde efter regler udstedt i medfør afvandforsyningslovens § 69, stk. 2.Stk. 11.Følgende sager efter miljø- og genteknologiloven er omfattet af § 7:1) Godkendelse af udsætning af genetisk modificerede organismer, jf. § 9 i lov om miljø- og genteknologi.Stk. 12.Følgende sager efter havmiljøloven er omfattet af § 7:1) Tilladelse til dumpning af havmateriale efter havmiljølovens § 26, stk. 1.2) Godkendelser efter regler udstedt i medfør af § 33, stk. 2 og 3 i havmiljøloven,Stk. 13.Følgende sager efter Tøndermarsklovens § 38, stk. 1 og 2, er omfattet af § 7:1) Dispensation fra § 10, stk. 1, om forbud mod byggeri m.v.2) Dispensation fra § 11, stk. 1, om forbud mod terrænændring.3) Dispensation fra § 12, stk. 1, om forbud mod beplantning m.v.4) Dispensation fra § 13, stk. 1, om forbud mod jagt.5) Dispensation fra § 14, stk. 1, om forbud mod fiskeri med garn og vod.6) Dispensation fra § 15, stk. 1 - 3, om sejlads.7) Dispensation fra § 16, stk. 2, om forbud mod omlægning.8) Dispensation fra § 17, stk. 2, om overfladegrøbling m.v.9) Dispensation fra § 19 om anvendelse af handelsgødning.10) Dispensation fra § 20 om forbud mod kemiske bekæmpelsesmidler.11) Dispensation fra § 37, stk. 2, om offentlighedens ret til færdsel og ophold.
14
Habitatbekendtgørelsen § 9§ 9.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelser inaturbeskyttelsesloven:1) Afgivelse af påbud og nedlæggelse af forbud efter naturbeskyttelseslovens § 11, stk. 1.2) Udarbejdelse af regler om sejlads efter naturbeskyttelseslovens § 29.Stk. 2.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelser imiljøbeskyttelsesloven:1) Udarbejdelse af støjhandlingsplaner efter regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 14 a.2) Udarbejdelse af affaldsplaner efter miljøbeskyttelseslovens § 47, stk. 2.Stk. 3.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelser ivandløbsloven:1) Udarbejdelse og vedtagelse af vandløbsregulativer efter vandløbslovens § 12.2) Udarbejdelse og revision af vandløbsregulativer efter vandløbslovens § 14.3) Fastsættelse af bestemmelser om private vandløbs skikkelse eller vandføringsevne efter vandløbslovens §15.4) Fastsættelse af bestemmelser om vedligeholdelsens omfang og udførelse efter vandløbslovens § 36.5) Vedtagelse af vandløbsrestaurering efter vandløbslovens § 37 og § 37 a.6) Beslutning om oprettelse af offentlige pumpeanlæg efter vandløbslovens § 39.7) Fastsættelse af flodemål for opstemningsanlæg efter vandløbslovens § 49.Stk. 4.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelser ivandforsyningsloven:1) Indsatsplaner efter § 13 i vandforsyningsloven.2) Udarbejdelse af regler om indretningen, placeringen, og vedligeholdelsen af vandindvindingsanlæg, omforsyningsanlæg og om vandanlæg efter § 56 i vandforsyningsloven.Stk. 5.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelser ijagt- og vildtforvaltningsloven:1) Oprettelse og nedlæggelse af vildtreservater efter § 33 og § 36 i jagt- og vildtforvaltningsloven.2) Påbud efter § 38 i jagt- og vildtforvaltningsloven.Stk. 6.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelse ihavmiljøloven:1) Udarbejdelse af beredskabsplaner efter § 35 i havmiljøloven.Stk. 7.Bestemmelsen i § 7 gælder tillige ved myndighedernes administration af følgende bestemmelse iråstofloven:1) Udarbejdelse af råstofplaner efter råstoflovens § 5 a.
15
Naturbeskyttelseslovens § 19b - uddragI internationale naturbeskyttelsesområder skal der inden iværksættelse af de aktiviteter, der er nævnt i bilag 2til loven, gives skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen med henblik på en vurdering afvirkningen på området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger.[..]Stk. 4.Aktiviteten kan iværksættes, hvis kommunalbestyrelsen ikke senest 4 uger efter modtagelsen afmeddelelsen har truffet afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af aktiviteten. Denne afgørelsegælder dog højst i 6 måneder, men kan i særlige tilfælde forlænges. Ved rettidig klage over en afgørelse efter1. pkt. regnes fristen i 2. pkt. fra det tidspunkt, Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.Naturbeskyttelseslovens bilag 2 om anmeldelsespligtige aktiviteterAktiviteter, der er omfattet af § 19 b:1) Tilplantning med juletræer og skov, flerårige energiafgrøder, levende hegn og lignende ifuglebeskyttelsesområder.2) Rydning af samt træartsskifte og plantning i løvskov.3) Ændring i tilstanden af søer, heder, moser og lignende, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev,der ikke opfylder størrelseskravet i § 3.4) Ændring i tilstanden af indlandssaltenge, kilder og væld samt vandløb, der ikke er udpeget efter § 3.5) Opdyrkning af vedvarende græsarealer i fuglebeskyttelsesområder.6) Opdyrkning, tilplantning og sandflugtsdæmpning på klitter.7) Rydning af krat af havtorn, gråris og enebær samt skov af skovfyr på klitter.8) Rydning af krat af enebær på overdrev, der ikke er omfattet af § 3.9) Væsentlig ændring inden for kort tid i græsningsintensitet, herunder ophør med græsning eller høslet.10) Væsentlig ændring i anvendelsen af husdyrgødning, herunder ændret gødskning fra handelsgødning tilhusdyrgødning.11) Etablering af anlæg, der er nødvendige for erhvervet, herunder veje.12) Etablering af ikke-godkendelsespligtige virksomheder i områderne, der kan medføre betydeligeforstyrrelser (eksempelvis støj).
16
Havmiljøloven § 26”Miljøministeren meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget havbundsmateriale.Stk. 2.I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale skal indgå deforhold og hensyn, der er anført i bilag 1.Stk. 3.Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialetvurderes at indeholde uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og materialerog såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik på bortskaffelse.Stk. 4.Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan miljøministeren stille krav om, at ansøgeren foregen regning lader foretage analyser af havbundsmaterialet, herunder udarbejder enmiljøkonsekvensvurdering.Stk. 5.Dumpning af optaget havbundsmateriale skal fortrinsvis finde sted inden for dansk søterritorium. Deni medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet nedsatte kommission skal høres,inden der i Østersøen gives tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale uden for dansksøterritorium.”Havmiljøloven § 46”Miljøministeren træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestedernefor arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpegetfor, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i direktivet om bevaring afnaturtyper samt vilde dyr og planter. Ministeren kan herunder meddele påbud eller forbud, fastsætte nyevilkår og ændre eller tilbagekalde tilladelser og godkendelser.”Kystbeskyttelsesloven § 1, stk. 2:”Transport- og energiministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføreeller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunderforordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på kyster og søterritoriet. Transport- ogenergiministeren fastsætter desuden regler om meddelelse af påbud og forbud og om oplysningspligter, hvissådanne regler er nødvendige for at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler omforhold, der er omfattet af denne lov.”Havneloven § 1a:”Transport- og energiministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføreeller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunderforordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på havneområder. Transport- ogenergiministeren fastsætter desuden regler ommeddelelse af påbud og forbud og omoplysningspligter, hvissådanne regler er nødvendige for at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler omforhold, der er omfattet af denne lov.”Råstoflovens § 20Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografiskafgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljøministeren.Stk. 2.Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I entilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.Stk. 3.Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helteller delvis at afholde udgifterne hertil.Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i områder med en vanddybde på mindre end 6 m.Stk. 5.Miljøministeren kan, for så vidt angår indvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 mgøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden atindvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier
17
Råstoflovens § 24, stk. 3:Miljøministeren træffer foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne iinternationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvisdisse forstyrrelser har betydelige konsekvenser formålsætningerne i direktivet om bevaring af naturtypersamt vilde dyr og planter. Ministeren kan herunder meddele påbud eller forbud, fastsætte nye vilkår ogændre eller tilbagekalde tilladelser og godkendelser.
Undergrundslovens § 28aTilladelser og godkendelser efter denne lov vedrørende projekter på havområdet, der må antages at påvirkemiljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser,og efter at den berørte offentlighed og de berørte myndigheder og organisationer har haft lejlighed til atudtale sig. Såfremt projektet i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer må antages atkunne påvirke udpegede internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, kan tilladelsen ellergodkendelsen kun meddeles på baggrund af en vurdering af projektets virkninger på lokaliteten under hensyntil bevaringsmålsætningerne for denne. Hvis transport- og energiministeren anser det for nødvendigt, skalvurderingen af virkningerne på lokaliteten indgå i det materiale, der gøres til genstand for høring afoffentlighed, myndigheder og organisationer.Stk. 2.I forbindelse med ansøgninger og vurderinger omfattet af stk. 1 skal ansøgeren meddele alleoplysninger, som er nødvendige for behandlingen af ansøgningen eller vurderingen. Transport- ogenergiministeren kan til brug for behandlingen pålægge ansøgeren at indsende oplysninger om eller foretageundersøgelser af nærmere bestemte forhold.Stk. 3.Tilladelser eller godkendelser efter denne lov kan kun gives, såfremt1) projektet ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt atgennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 4.Stk. 4.(87) Er der tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller enprioriteret art, kan der kun gives tilladelse eller godkendelse til et projekt omfattet af stk. 3, nr. 2, såfremt1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse afvæsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.Stk. 5.Tilladelse efter stk. 4, nr. 2, kan først meddeles efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.Stk. 6.Når tilladelser eller godkendelser meddeles efter stk. 3, nr. 2, eller stk. 4, fastsætter transport- ogenergi-ministeren vilkår ompassende nødvendige kompensationsforanstaltninger. Udgifter tilkompensationsforanstaltninger dækkes af projektansøgeren.Undergrundslovens § 28b:Transport- og energiministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår ellermeddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne iinternationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvisdisse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).
18
Undergrundslovens § 28c:Transport- og energiministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke projekter der er omfattet af § 28 a, stk.1, indhold og omfang af vurderinger efter § 28 a, stk. 1, ansøgning om og meddelelse af tilladelser oggodkendelser for de omfattede projekter, hvilke mindsteoplysninger og undersøgelser der er nødvendige for,at en vurdering af de miljømæssige konsekvenser og af indvirkningen på internationalenaturbeskyttelsesområder kan foretages, underretning og høring af den berørte offentlighed og de berørtemyndigheder og organisationer vedrørende vurderinger efter § 28 a, stk. 1, vilkår,kompensationsforanstaltninger samt om påbud.Stk. 2.Transport- og energiministeren kan fastsætte, at der, forinden der træffes afgørelser i medfør af § 26,stk. 2, og §§ 28 a og 28 b, skal indhentes en udtalelse fra miljøministeren eller en styrelse, sommiljøministeren har bemyndiget hertil, vedrørende miljø- eller naturbeskyttelsesforhold.Elforsyningslovens § 17aMed henblik på at undgå skade på udpegede internationale naturbeskyttelsesområders integritet skalanlægsprojekter efter § 16, der i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer kan påvirkesådanne områder væsentligt, vurderesmed hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn tilbevaringsmålsætningerne for denne.Stk. 2.Tilladelse til de projekter, der er nævnt i stk. 1, kan kun gives efter høring af berørte parter, og såfremt1) sådanne projekter ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt atgennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 4.Stk. 3.Når tilladelse meddeles efter stk. 2, nr. 2, træffer transport- og energiministeren passendekompensationsforanstaltninger til afbødning af de negative virkninger for lokaliteten. Udgifter til sådanneforanstaltninger dækkes af projektansøgeren. Transport- og energiministeren indberetter til Europa-Kommissionen, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.Stk. 4.Såfremt der er tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller enprioriteret art, kan der kun gives tilladelse efter § 16 til projekter omfattet af stk. 2, nr. 2, såfremt1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse afvæsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.Stk. 5.Tilladelse efter stk. 4, nr. 2, kan først ske efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.Stk. 6.Ministeren kan fastsætte nærmere regler for vurderingen af projekter efter stk. 1 og efter § 22 b og kani tilladelser efter denne bestemmelse og efter § 22 b stille vilkår, herunder om kompenserendeforanstaltninger til beskyttelse af naturbeskyttelsesområderne.
Elforsyningslovens § 17bTransport- og energiministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår ellermeddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne iinternationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvisdisse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).
Elforsyningslovens § 17bAnlægsprojekter efter § 22 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirkeudpegede internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, skal vurderesmed hensyn til deres virkningerpå lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Vurderingen sker efter de regler, der ernævnt i § 17a for vurdering af projekter. Tilladelse til sådanne projekter gives efter de betingelser ogretningslinjer, som er angivet i § 17 a, stk. 2-6.
19
Elforsyningslovens § 22bAnlægsprojekter efter § 22 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirkeudpegede internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, skal vurderesmed hensyn til deres virkningerpå lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Vurderingen sker efter de regler, der ernævnt i § 17 a for vurdering af projekter. Tilladelse til sådanne projekter gives efter de betingelser ogretningslinjer, som er angivet i § 17 a, stk. 2-6.Energinet.dk loven § 4aEtablering af nye elforsyningsnet som nævnt i § 4 på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samtvæsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun ske efter forudgående godkendelse fra transport- ogenergiministeren.Stk. 2.Godkendelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning ogbortskaffelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering ogdrift.Energinet.dk loven § 4bMed henblik på at undgå skade på udpegede internationale naturbeskyttelsesområders integritet skalanlægsprojekter efter § 4 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer kan påvirkesådanne områder væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn tilbevaringsmålsætningerne for denne.Stk. 2.Tilladelse til de projekter, der er nævnt i stk. 1, kan kun gives efter høring af berørte parter, og såfremt1) sådanne projekter ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt atgennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 4.Stk. 3.Når tilladelse meddeles efter stk. 2, nr. 2, træffer transport- og energiministeren passendekompensationsforanstaltninger. Udgifter til sådanne foranstaltninger dækkes af projektansøgeren. Transport-og energiministeren indberetter til Europa-Kommissionen, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.Stk. 4.Såfremt der er tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller enprioriteret art, kan der kun gives tilladelse efter § 4 a til projekter omfattet af stk. 2, nr. 2, såfremt1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse afvæsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.Stk. 5.Tilladelse efter stk. 4, nr. 2, kan først ske efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.Stk. 6.Ministeren kan fastsætte nærmere regler for vurderingen af projekter efter stk. 1 og kan i tilladelserefter denne bestemmelse stille vilkår, herunder om kompenserende foranstaltninger til beskyttelse afnaturbeskyttelsesområderne.Energinet.dk loven § 4cTransport- og energiministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår ellermeddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne iinternationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvisdisse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).Kontinentalsokkelloven § 4§ 4.Nedlæggelse af elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområdekræver tilladelse meddelt af transport- og energiministeren, inden nedlæggelsen påbegyndes.Stk. 2.Der kan fastsættes vilkår for tilladelser efter stk. 1. Vilkårene stilles under hensyntagen til udforskningaf soklen, udnyttelse af dens naturforekomster, forebyggelse og begrænsning af forurening fra rørledninger,muligheden for at kunne reparere eksisterende kabler og rørledninger samt for at undgå forringelse afnaturtyperne og levestederne for arterne i udpegede internationale naturbeskyttelsesområder og forstyrrelseaf de arter, for hvilke områderne er udpeget.
20
Kontinentalsokkelloven § 4aTilladelse til at nedlægge rørledninger omfattet af § 4, stk. 1, der må antages at påvirke miljøet i væsentliggrad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, og efter atoffentligheden og de berørte myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig herom.Såfremt rørledningen må antages at kunne påvirke udpegede internationale naturbeskyttelsesområdervæsentligt, kan tilladelsen kun meddeles på baggrund af en vurdering af projektets virkninger på lokalitetenunder hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Hvis transport- og energiministeren anser det fornødvendigt, skal offentligheden høres om vurderingen af virkningerne på lokaliteten, inden tilladelsenmeddeles.Stk. 2.Tilladelse kan kun gives, såfremt1) projektet ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt atgennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 3.Stk. 3.Er der tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller enprioriteret art, kan der kun gives tilladelse til et projekt omfattet af stk. 2, nr. 2, såfremt1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse afvæsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.Stk. 4.Tilladelse efter stk. 3, nr. 2, kan først meddeles efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.Stk. 5.Når tilladelser meddeles efter stk. 2, nr. 2, eller stk. 3, fastsætter transport- og energiministerenpassende nødvendige kompensationsforanstaltninger, herunder ved vilkår i forbindelse med tilladelsen.Udgifter til eventuelle kompensationsforanstaltninger dækkes af projektansøgeren. Ministeren underretterEuropa-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.Kontinentalsokkelloven § 4bTransport- og energiministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår ellermeddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne iinternationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvisdisse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).Kontinentalsokkelloven § 4cTransport- og energiministeren kan pålægge ejere af anlæg som nævnt i § 4, stk. 1, at meddele alleoplysninger, som er nødvendige for behandlingen af ansøgninger og vurderinger omfattet af §§ 4 og 4 a samtfor tilsynet med anlægget. Ministeren kan herunder pålægge anlæggets ejer at foretage undersøgelser afnærmere bestemte forhold.Kontinentalsokkelloven § 4dTransport- og energiministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke projekter der er omfattet af § 4 a, stk. 1,indhold og omfang af vurderinger efter § 4 a, stk. 1, ansøgning om og meddelelse af tilladelser, hvilkemindste-oplysninger og undersøgelser der er nødvendige for at kunne foretage vurderinger efter § 4 a, stk. 1,underretning og høring af den berørte offentlighed og de berørte myndigheder og organisationer vedrørendevurderinger efter § 4 a, stk. 1, vilkår ved meddelelse af tilladelse efter §§ 4 og 4 a,kompensationsforanstaltninger vedrørende naturbeskyttelse samt om påbud.Stk. 2.Transport- og energiministeren kan fastsætte, at der, forinden der træffes afgørelser i medfør af §§ 4-4c, skal indhentes en udtalelse fra miljøministeren eller en styrelse, som miljøministeren har bemyndigethertil, vedrørende miljø- eller naturbeskyttelsesforhold.Stk. 3.Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om opkrævning af betaling for udgifterne vedmyndighedernes sagsbehandling vedrørende §§ 4-4 c og 4 e samt offentliggørelsen efter § 4 a, stk. 1.
21
Fiskeriloven § 10d:Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler vedrørende fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteteromfattet af denne lov for at undgå forringelse af naturtyper og levesteder for arterne i internationalebeskyttelsesområder samt forstyrrelse af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser harbetydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring afnaturtyper samt vilde dyr og planter.Stk. 2.Med henblik på at varetage de i stk. 1 nævnte hensyn træffer ministeren for fødevarer landbrug ogfiskeri endvidere passende foranstaltninger over for fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov,herunder udstedelse af vilkår eller meddelelse af forbud eller påbud.Fiskeriloven § 10 eTilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov,der må antages i sig selv eller sammen med andre aktiviteter at kunne påvirke et internationaltnaturbeskyttelsesområde væsentligt, skal vurderes for aktivitetens virkning på lokaliteten under hensyn tilbevaringsmålsætningerne for denne (miljøkonsekvensvurdering).Stk. 2.Miljøkonsekvensvurderingen kan foretages af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller afden, der ansøger om tilladelse til at gennemføre aktiviteten. Ministeren kan dog afvise at foretage envurdering, hvis det på forhånd vurderes, at den ansøgte aktivitet vil være uforenelig medbevaringsmålsætningerne for lokaliteten, eller hvis omfanget af det ansøgte projekt vurderes at væreuproportionalt i forhold til omkostningerne ved en miljøkonsekvensvurdering. Hvis vurderingen ikkeforetages af ministeren, vil en eventuel vurdering, som måtte blive tilvejebragt af ansøgeren, indgå igrundlaget for ministerens beslutning om, hvorvidt der kan gives tilladelse til den ansøgte aktivitet.Stk. 3.Hvis ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri finder det nødvendigt, skalmiljøkonsekvensvurderingen gøres til genstand for høring af offentligheden, myndigheder og organisationer,før det besluttes, om der kan meddeles tilladelse.Stk. 4.Tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør afdenne lov kan kun meddeles, hvis1) aktiviteten ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt atgennemføre aktiviteten og der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog § 10 f.Fiskeriloven § 10 f.Hvis en aktivitet omfattet af § 10 e i sig selv eller sammen med andre aktiviteter vurderes at kunne skade etsærligt bevaringsområde med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, kan ministeren for fødevarer,landbrug og fiskeri kun meddele tilladelse til aktiviteten, hvis1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse afvæsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.Stk. 2.Tilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan først meddeles efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.Fiskeriloven § 10 g.Når en tilladelse meddeles efter § 10 e, stk. 4, nr. 2, eller § 10 f, stk. 1, fastsætter ministeren for fødevarer,landbrug og fiskeri vilkår om passende nødvendige kompensationsforanstaltninger. Ministeren underretterEuropa-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.
22
