MPU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 544: Vejledning om detailhandelsplanlægning, fra miljøministeren

PLANLÆGNING TIL BUTIKSFORMÅL,KAP. 2D7FORMÅLET MED PLANLOVENS BESTEMMELSER OM DETAILHANDEL§ 5L7BYMIDTER,BYDELSCENTRE OG DERES AFGRÆNSNING§ 5M8DETAILHANDEL UDEN FOR BYMIDTER OG BYDELSCENTRE§ 5N10DETAILHANDEL VED TANKSTATIONER,TOGSTATIONER M.M. § 5O12GRÆNSER FOR AREAL TIL BUTIKSFORMÅL I CENTRENE§ 5P13BUTIKSSTØRRELSER§ 5Q,HERUNDER STORE UDVALGSVAREBUTIKKER15GAMLE LOKALPLANER OG EKSISTERENDE BUTIKKER§ 5R17REDEGØRELSE FRA MINISTEREN§ 5S17BEREGNING AF BUTIKSAREALER§ 5T18DETAILHANDEL I KOMMUNEPLANEN20KOMMUNEPLANENS HOVEDSTRUKTUR20KOMMUNEPLANENS RETNINGSLINJER§ 11A,STK. 1,NR. 320KOMMUNEPLANENS RAMMEDEL§ 11B,STK. 1NR. 721KOMMUNEPLANENS REDEGØRELSE§ 11E,STK. 4 – 722LOKALPLANLÆGNING FOR OMRÅDER MED DETAILHANDEL26LOKALPLANER§ 15,STK. 826LOKALPLANENS REDEGØRELSE§ 16,STK. 626OVERGANGSORDNING27AFGRÆNSNING AF BYMIDTER OG BYDELSCENTRE30AFGRÆNSNING AF BYMIDTER OG BYDELSCENTRE30REDEGØRELSESKRAV32STATISTISK METODE TIL AFGRÆNSNING AF BYMIDTER33MILJØVURDERING OGVVMFOR DETAILHANDELSPLANLÆGNING35MILJØVURDERING AF PLANER OG PROGRAMMER(LOVBEKENDTGØRELSE NR. 936AF24.SEPTEMBER2009) 35PLANLOVENS REGLER OMVVM §§ 11G– 11I OG BEKENDTGØRELSE NR. 1335AF6.DECEMBER2006OM36VURDERING AF VISSE OFFENTLIGE OG PRIVATE ANLÆGS VIRKNING PÅ MILJØET(VVM)SAMMENHÆNGEN MELLEM KRAV TIL PLANERS REDEGØRELSE I PLANLOVEN,MILJØVURDERING OGVVM 37PROCEDUREMÆSSIGE KRAV38BYGGESAGSBEHANDLING AF BUTIKKER39DE PLANLÆGNINGSMÆSSIGE FORHOLD VED BYGGESAGSBEHANDLINGEN39LOKALPLANPLIGT VED STØRRE UDSTYKNINGER OG BYGGE-ELLER ANLÆGSARBEJDER MV. § 13,STK. 240BUTIKSSTØRRELSER OG BEREGNING AF DISSE41DETAILHANDEL I LANDZONE42STALDDØRSSALG42DETAILHANDEL I TIDLIGERE LANDBRUGSBYGNINGER§ 37,STK. 1OG443UDVIDELSE AF MINDRE BUTIKKER I OVERFLØDIGGJORTE LANDBRUGSBYGNINGER§ 36,STK. 144NEDLÆGGELSE AF FORBUD MOD ETABLERING AF BUTIK EFTER§ 3744DETAILHANDELSORDBOGEN – DEFINITIONER OG BESKRIVELSER45

IndledningPlanlovens bestemmelser om detailhandel ændres og tilpasses konstant, men bygger i alt væsentligt videre påde regler, der blev indført ved ændringen af planloven i 1997. Bestemmelserne er siden ændret i 2002 ogsenest i juni 2007, hvor kommunerne har fået den fulde kompetence til at planlægge til butiksformål indenfor de rammer, som loven beskriver.Lovens bestemmelser skal understøtte en fortsat udvikling af detailhandlen i bymidterne, i bydelscentre oglokale centre. Målet er at skabe og udvikle levende og varierede byområder og undgå en udvikling, hvorbutikkerne flytter fra bymidten og ud til store butikscentre i byernes udkant, hvor afhængigheden af bil tilindkøb er størst.Samtidig understøtter udviklingen af detailhandlen i bymidterne den løbende omdannelse og fornyelse i by-erne. Butikkerne bidrager til liv og aktiviteter i byen og er vigtige forudsætninger for at skabe det liv, der gørdet attraktivt at opholde sig i byen. Det spiller derfor en væsentlig rolle, hvordan byerne indrettes: om butik-kerne ligger samlet eller spredt, og om der er mødesteder og rammer for aktiviteter.Planloven opererer med tre styringsmidler i detailhandelsplanlægningen:−afgrænsning af områder til butiksformål,−fastlæggelse af rammer for detailhandelsudbygningen i de enkelte områder, og−fastlæggelse af den maksimale butiksstørrelse på de enkelte butikker.Kommunerne skal således udlægge arealer til butikker, sætte rammer for hvor stort butiksareal, der må værei de enkelte butiksområder, og fastsætte størrelsen på butikkerne.Til forskel fra de fleste andre emner, som skal behandles i kommuneplanen, fastsættes der i planloven enrække krav til redegørelsen for planlægningen for butikker. Hensigten er at sikre en grundig planlægning,hvor behov for nye butiksarealer og konsekvenser af en udbygning analyseres, så borgere, erhvervsliv ogoffentligheden i øvrigt får indsigt i baggrunden for og de forventede konsekvenser af en ny planlægning.Denne vejledning om planlovens detailhandelsbestemmelser indeholder en systematisk gennemgang af lo-vens krav baseret på lovbemærkninger, retspraksis og administrativ praksis, herunder afgørelser fra Natur-klagenævnet (”Naturklagenævnet Orienterer”, NKO).Nogle oplysninger i vejledningen er givet flere gange, fordi det er relevant at bringe dem i forbindelse medforskellige afsnit, og fordi vejledningen forventes anvendt som opslagsbog.Sidst i vejledning findes en detailhandelsordbog med definitioner og beskrivelser af ord med relevans i for-bindelse med detailhandelsplanlægning. Ordbogen har som den øvrige vejledning karakter af vejledning, ogkan derfor ikke betragtes som endegyldig viden. Betydningen af de enkelte ord kan ændre sig over tid pga.samfundsudvikling og deraf følgende ændret administrativ praksis og retspraksis.Vejledningen findes foruden på www.retsinfo.dk også på www.blst.dk i en printvenlig pdf-udgave. Pdf-udgaven af vejledningen indeholder også en stikordsfortegnelse samt link til de nævnte afgørelser fra Natur-klagenævnet, andre omtalte vejledninger og de retsforskrifter, der gælder ved redaktionens slutning.Redaktionen er afsluttet marts 2010

Planlovens bestemmelser om detailhandelPlanlægning til butiksformål, kap. 2 dFormålet med planlovens bestemmelser om detailhandel § 5 l§ 5 l. Planlægningen skal1) fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer,2) sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunderisær den gående, cyklende og kollektive trafik, og3) fremme en samfundsmæssigt bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstandene i forbindelsemed indkøb er begrænsede.I planlovens bestemmelser om detailhandel fastslås det, at arealudlæg til butiksformål som hovedregel skalplaceres i den centrale del af en by eller bydel. Målet hermed er at understøtte levende og varierede bymid-ter, idet den centrale del af en by typisk er det traditionelle hovedcenter, hvor tilgængeligheden for alle arteraf trafik er bedst.Planloven (§§ 5 m-5 o) indeholder bestemmelser, der lægger op til et klart centerhierarki bestående af by-midter, bydelscentre i byer over 20.000 indbyggere og lokalcentre. Derudover kan der planlægges for enkelt-stående butikker og områder til butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper. Aflast-ningsområder er som sådan ikke længere en del af centerhierarkiet. Der kan generelt ikke udlægges arealer tilnye aflastningsområder, men de eksisterende aflastningsområders afgrænsning kan fastholdes men må ikkeudvides.Centerhierarkiet i henhold til planloven kan kort beskrives således:−Bymidte (fastlægges efter en statistisk metode)−Store bydelscentre i byer over 40.000 indbyggere (fastlægges efter en statistisk metode)−Bydelscentre på max 5.000 m2bruttoetageareal til butikker i byer med mellem 20.000 og 40.000 indbyg-gere−Lokalcentre på max 3.000 m2bruttoetageareal til butikker i alle byer.Kommunerne fastsætter den samlede ramme til butiksformål i bymidter.I bydelscentre i byer over 40.000 indbyggere fastsætter kommunen rammen for bydelscentret ud fra overve-jelser om behovet og forholdet mellem bymidten og bydelscentre m.m. I byer mellem 20.000 – 40.000 ind-byggere fastsætter kommunen rammen for bydelscentret på max. 5.000 m�. I byer under 20.000 indbyggerekan der udover bymidten kun etableres lokalcentre på max 3.000 m�. Kommuneplanen skal omfatte en peri-ode på 12 år, og rammen for detailhandel skal derfor svare til forventningerne for en 12 årig periode.Uden for den egentlige centerstruktur kan der planlægges for:−Områder til butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper−Enkeltstående butikker til lokal forsyning−Mindre butikker i tilknytning til produktionslokaler til salg af egne produkter−Butikker ved trafikanlæg, forlystelser mv.Der kan ikke udlægges nye aflastningsområder, hverken geografisk areal eller bruttoetageareal, men der kanlaves planlægning for områderne inden for lovens rammer. I hovedstadsområdet og i Århus har miljøministe-ren dog særlige beføjelser i forhold til udpegning af eventuelle nye aflastningsområder.Derudover indeholder planloven mulighed for et mindre omfang af detailhandel i landzone.

Bymidter, bydelscentre og deres afgrænsning § 5 m§ 5 m. Arealer til butiksformål skal udlægges i den centrale del af en by (bymidten). I byer med 20.000 ind-byggere og derover kan der udlægges arealer til butiksformål i den centrale del af en bydel (bydelscenter).Der kan kun udlægges nye aflastningsområder i hovedstadsområdet og i Århus.Stk. 2.Bymidter og bydelscentre skal afgrænses efter en statistisk metode, der tager udgangspunkt i tilstede-værelsen og koncentrationen af en række funktioner, herunder butikker, kulturtilbud og privat og offentligservice. Miljøministeren fastsætter regler om den statistiske metode, herunder om adgangen til at fravigemetoden på baggrund af et dokumenteret behov for yderligere detailhandelsarealer.Stk. 3.Den eksisterende afgrænsning af bymidter og bydelscentre i kommuneplanerne kan opretholdes uan-set stk. 2. Ændres afgrænsningen, skal dette ske i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 2.Stk. 4.For hovedstadsområdet fastlægger miljøministeren efter § 3, stk. 1, beliggenheden af bymidter, by-delscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og aflastningsområder, hvori der kan etableres storebutikker, jf. § 5 q, stk. 2. I det indre storbyområde i hovedstadsområdet, jf. § 5 j, stk. 2, kan der udlæggesmere end én bymidte.Stk. 5.For Århus fastlægger miljøministeren efter § 3, stk. 1, beliggenheden af aflastningsområder, hvori derkan etableres store butikker, jf. § 5 q, stk. 2.Med planlovens § 5 m, stk. 1, indføres en konsekvent brug af begreberne »bymidte« og »bydelscentre« somen beskrivelse af den centrale del af henholdsvis en by og en bydel. Bymidten og bydelscentre udgør sam-men med lokalcentre, der betjener et lokalområde, det hierarkiske system i detailhandelsbestemmelserne.Bymidtens udgangspunkt er typisk den historiske del af den oprindelige by. Denne er oftest karakteriseretved, at der foruden butikker er forskellige offentlige institutioner som f.eks. kommunekontor, skole, læge,privat service og diverse kultur- og underholdningstilbud inden for indbyrdes ret korte afstande. Inden for envis afstand fra de øvrige »service-institutioner« vil der i bymidten i de mindre byer typisk ligge en eller flerebutikker, der både sælger daglig- og udvalgsvarer. I de større byer vil der være et større udbud af butikkerofte placeret omkring en hovedgade eller et butiksstrøg. Sidegaderne udgør ofte sekundære butiksstrøg. Bu-tikkerne i bymidterne er en blanding af dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker, og det er i bymidterne, atde mere specialiserede og større butikker inden for dagligvarer og udvalgsvarer placerer sig. Butikkerne ibymidten medvirker til at skabe liv og mangfoldighed i byen. Særlig placering af dagligvarebutikker i ellerpå kanten af bymidten medvirker til at skabe en kontinuerlig strøm af kunder til bymidten. Der kan kun ud-lægges én bymidte i hver by.Bydelscentre udgør et centrum i en større bydel og betjener bydelen med dagligvarer og de mest almindeligeudvalgsvarer. Butiksudbuddet i bydelscentrene er ikke væsentligt forskelligt fra butiksudbuddet i byernesbymidter bortset fra, at mere specielle udvalgsvarer ofte findes i bymidten. En bydel må have en vis størrel-se, før der kan udpeges et egentligt centrum for bydelen, og derfor kan der kun i de større byer udpeges by-delscentre. Kravet om en central placering i bydelen bevirker også, at der ikke kan placeres to bydelscentreumiddelbart op ad hinanden, da de så i givet fald hver især vil betjene det samme opland.Et lokalcenter, som er det næste led i hierarkiet (omfattet af § 5 n, stk. 1, nr. 1), er et center, som først ogfremmest betjener et mindre lokalområde med dagligvarer. Det kan være et lokalt center i en begrænset delaf en by eller bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende. Centret kan bestå af en eller flere dag-ligvarebutikker evt. suppleret med mindre butikker med udvalgsvarer.Hensigten med såvel bydels- som lokalcentre er at sprede indkøbsmulighederne for at opnå en mere bære-dygtig detailhandelsstruktur med begrænsede afstande til indkøb. Hverken bydelscentre eller lokalcentre måblive så store, at de reelt udgør en konkurrent til bymidten.Hovedreglen er fortsat, at arealer til butiksformål skal placeres i bymidten. De arealer til butiksformål, der eromfattet af bestemmelsen, er arealer til brug for detailhandelsvirksomhed, det vil sige salg til private, hvor-imod egentligt engrossalg ikke er omfattet. Outlets, showrooms og lignende butikker, hvorfra der sker salg til

private, betragtes som detailhandel og skal ligesom andre typer af detailhandelsbutikker placeres i bymidteneller bydelscenter/lokalcenter. Engroshandel er som udgangspunkt ikke at betragte som detailhandel, hvis derkun er salg til andre handelsdrivende, virksomheder eller professionelle håndværkere. Hvis engrosvirksom-heden derimod har mere end et ubetydeligt salg af varer til private forbrugere, er det at betragte som detail-handel og skal lokaliseres efter detailhandelsbestemmelserne. Det betyder også, at hvis kunderne i en detail-handelsbutik har direkte adgang til et tilstødende område med engrossalg, skal dette tælles med i butikkenssamlede bruttoetageareal.Et lagersalg, salg fra gammel fabriksbygning årligt indendørs jule/sommermarked eller andet, der har enpermanent karakter, og som har åbent i perioder af en vis varighed hvert år, skal også behandles efter regler-ne om detailhandel. Det afgørende er, om aktiviteten skaber kundestrømme mellem en sælger og en privat-kunde.Derimod vil butikker, der langt overvejende sælger serviceydelser, f.eks. frisører, skræddere, restauranter,renserier og dyreklinikker, ikke skulle placeres efter reglerne om placering af butikker. De skal derfor hellerikke medregnes ved beregning af bruttoetagearealet til butiksformål på trods af beliggenheden i bymidter,bydelscentre og lokalcentre.I § 5 m præciseres det, hvor store byerne skal være før, der kan etableres bydelscentre. I byer med 20.000indbyggere og derover kan der udlægges bydelscentre. I byer med mindre end 20.000 indbyggere kan derderimod ikke etableres bydelscentre, men alene lokalcentre. Byer med mindre end 20.000 indbyggere harikke et indbyggertal, der bevirker, at der er grundlag for etablering af et bydelscenter, uden at det vil få væ-sentlige konsekvenser for handlen i bymidten.Der vil være byer under 40.000 indbyggere, der i lokalplaner har udlagt arealer til butiksformål i bydels-centre eller som har udlagt lokalcentre med et maksimalt bruttoetageareal til butiksformål, der rækker udoverdet mulige i henhold til planlovens nuværende regler. Disse centres butiksareal vil kunne opretholdes indenfor de gældende lokalplaner. Det samlede areal til butiksformål i kommuneplanen, vil dog ikke kunne fast-sættes til mere end lovens nuværende grænser for bydelscentre og lokalcentre, uanset rammen givet i en gi-ven lokalplan. Bydelscentre i kommuneplanen med en ramme på mere end 5.000 m� i byer på mindre end40.000 indbyggere, må i givet fald ændres til bydelscentre på max 5.000 m� eller lokalcentre med en maksi-mal grænse på 3.000 m�.I hovedstadsområdet og i Århus kan der som de eneste steder i landet udlægges nye områder til butiksformåltil aflastning af bymidten. Disse områder udlægges af miljøministeren i et landsplandirektiv, jf. § 5 m, stk. 4og 5, og kan kun udlægges i områder, hvor der allerede er etableret detailhandelsbutikker.I § 5 m, stk. 2, er det fastsat, at bymidter og bydelscentre skal afgrænses efter en statistisk metode, der tagerudgangspunkt i tilstedeværelsen og koncentrationen af en række funktioner, herunder butikker, kulturtilbudog privat og offentlig service. Regler om den statistiske metode, herunder om adgangen til at fravige meto-den på baggrund af et dokumenteret behov for yderligere detailhandelsarealer, er fastlagt i Bekendtgørelseom afgrænsning af bymidter og bydelscentre (bekendtgørelsenr. 1093 af 11. september 2007).Metoden ernærmere beskrevet side 33.De eksisterende afgrænsninger af bymidter og bydelscentre i kommuneplanerne kan fastholdes, men vedfremtidige udvidelser eller ændringer af afgrænsningen af bymidten og bydelscentre skal den statistiske me-tode anvendes og udvidelsen skal grænse direkte op til de arealer, der er resultatet af den statistiske afgræns-ning jf. afsnit om afgrænsning af bymidter og bydelscentre.

Detailhandel uden for bymidter og bydelscentre § 5 n§ 5 n. Uden for bymidter og bydelscentre kan der1) udlægges arealer til butiksformål i et lokalcenter, som alene betjener en begrænset del af en by eller enbydel, en landsby, et sommerhusområde el. lign.,2) placeres enkeltstående butikker, der alene tjener til lokalområdets daglige forsyning,3) udlægges arealer til butikker, der alene forhandler biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsva-rer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler (særlig pladskrævende varer), jf. dog§ 11 e, stk. 7, og4) udlægges arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produkti-onslokaler.Stk. 2.I butikker, der forhandler tømmer og byggematerialer, jf. stk. 1, nr. 3, kan der etableres et særligtafsnit med varer, der ikke er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og bygge-materialer.Efter planlovens § 5 n kan der som en undtagelse til reglen om, at butikker skal placeres i den centrale del afen by eller en bydel, uden for disse områder placeres mindre arealer til butikker, der 1) alene skal betjene etbegrænset lokalområde, f.eks. en begrænset del af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområdeeller lignende eller 2) enkeltstående butikker som betjener et meget begrænset lokalområde eller 3) aleneforhandler særlig pladskrævende varegrupper eller 4) sælger egne produkter i tilknytning til produktionsloka-lerne.Det er en forudsætning for anvendelse af § 5 n, at der er tale om begrænsede arealudlæg, der ikke må blive såstore, at butikkerne reelt vil få mere end lokal effekt. Det er i alle kategorier en forudsætning, at butiksarea-lerne tilpasses efterspørgslen i det umiddelbare opland, hvilket kommunen skal redegøre for. Det gælderogså for så vidt angår de særlig pladskrævende varegrupper, jf. § 5 n, stk. 1, nr. 3, hvor arealudlægget imid-lertid vil blive forholdsmæssigt større på grund af varegruppernes karakter.Efter § 5 n, stk. 1, nr. 1, kan der udlægges arealer til butiksformål i et lokalcenter. Lokalcentret har til formålat betjene begrænsede dele af en by eller en bydel, en landsby, et sommerhusområde eller lignende.Et lokalcenter kan f.eks. godt omfatte en hel landsby således, at butikker i princippet kan placeres hvor somhelst i landsbyen, når blot det samlede butiksareal ikke overstiger 3.000 m2bruttoetageareal, som er grænsenfor bruttoetagearealet til butiksformål i et lokalcenter jf. § 5 p, stk. 2.Uden for de arealer, der i øvrigt er udlagt til butiksformål, kan etableres enkeltstående butikker til lokalom-rådets forsyning jf. § 5 n, stk. 1, nr. 2. Enkeltstående butikker til lokalområdets daglige forsyning er butikker,der primært forhandler dagligvarer.

Udgangspunktet er, at det i kommuneplanretningslinjerne angives, hvor store de enkeltstående butikker måvære i et givet område, og at rammerne for lokalplanlægning i kommuneplanen herefter angiver, inden forhvilke områder der kan ligge enkeltstående butikker samt den maksimale butiksstørrelse. Butiksstørrelsenbør tilpasses det lokale opland (seNKO nr. 259fra januar 2003), men kan i henhold til § 5 q, stk. 3, ikkefastsættes til mere end 1000 m2.For at der reelt er tale om enkeltstående butikker, bør butikker, der etableres på baggrund af denne bestem-melse, som udgangspunkt placeres med en afstand på mindst 500 m i luftlinje fra andre butikker og områderudlagt til butiksformål herunder også butikker udlagt i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler jf. §5 n, stk. 1, nr. 4. Dette skal sikre, at der ikke opstår eller sker udvidelser af lokalcentre, bydelscentre elleraflastningsområder udover, hvad der i loven gives mulighed for, eller at der sker udvidelser af områder tilsærlig pladskrævende varegrupper med butikker, der forhandler dagligvarer. I situationer hvor en fysisk bar-riere gør, at den reelle afstand er større for såvel biler, cyklende og gående, som f.eks. en større virksomhed,motorvej eller jernbane, der afskærer den enkeltstående butik fra et nærliggende centerområde eller andreenkeltstående butikker rent fysisk, kan kommunalbestyrelsen gøre rede for rimeligheden ved en mindre af-stand (seNKO nr. 508fra september 2009).Hvis et by - og boligområde udvikler sig over tid kan kommunen med fordel samle butikkerne i et lokalcen-ter, som sammen med andre funktioner, kan være med til at skabe/understøtte et attraktivt byliv i modsæt-ning til mere spredte butikker.Uden for bymidten og bydelscentrene kan der efter § 5 n, stk. 1, nr. 3, placeres arealer til butikker, som aleneforhandler særlig pladskrævende varegrupper. Gruppen af særlig pladskrævende er beskrevet udtømmende iloven og omhandler alene biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer,grus, sten- og betonvarer samt møbler. For butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper,fastsætter kommunalbestyrelsen den enkelte butiks størrelse samt placering i kommuneplanen.Kommunerne kan planlægge for områder til særlig pladskrævende varegrupper i tilknytning til bymidter,bydelscentre, lokalcentre eller aflastningsområder. Det er dog en forudsætning, at området til butikker medsærlig pladskrævende varegrupper er selvstændigt afgrænset i kommuneplanen jf. § 11 a i planloven og ikkesammenfaldende med områderne udpeget til bymidte, bydelscenter, lokalcenter eller aflastningsområde.For møbelbutikker gælder der særlige regler. Muligheden for at etablere møbelbutikker i områder til butik-ker, som alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, er betinget af, at der er tale om en butik, deralene sælger møbler, og at der forinden i kommuneplanen er redegjort for mulighederne for placering af enbutik, der alene forhandler møbler, i henholdsvis bymidten, bydelscentre eller aflastningsområder – priorite-ret i den nævnte rækkefølge, jf. § 11 e, stk. 7. Naturklagenævnet har i en afgørelse af 13. marts 2008 (NKOnr. 450fra august 2008), om blandt andet møbler, afgjort, at det er lokalplanens ordlyd, som er bestemmendefor, hvad der kan etableres i forhold til gældende lovgivning. Dvs. hvis lokalplanen, som er vedtaget før nu-værende detailhandelsbestemmelser blev vedtaget, konkret nævner møbler, kan kommunen umiddelbart lo-kalisere møbelbutikker uden en samlet redegørelse for dens lokalisering i kommuneplanen. Hvis lokalplanenderimod kun nævner, at der kan etableres særlig pladskrævende varegrupper, er det de nuværende regler somgælder. Dvs. kommunen skal først i kommuneplanen/et tillæg redegøre for, at der ikke er plads til butikken ienten bymidten, bydelscentre eller aflastningsområder, uagtet at lokalplanen blev vedtaget før de nye lov-bestemmelser trådte i kraft 1. juli 2007.Butikker, der sælger de varer, der er omfattet af bestemmelsen om butikker, der alene forhandler særligpladskrævende varegrupper, må ikke sælge andre varetyper. Dog kan der ses bort fra salg af ubetydeligemængder af varer, såfremt varerne har en nær tilknytning til de af bestemmelsen omfattede varer. Have-centre/planteskoler kan således foruden planter sælge andre havebrugsvarer, så som krukker, plantejord ogmindre haveredskaber. Bil-, lystbåd- og campingvognsforhandlere kan f.eks. sælge midler til rengøring ogvedligehold samt reservedele og tilbehør. Grus, sten- og betonforhandlere kan sælge betonblandere og andreredskaber til brug ved behandlingen af de varer, de sælger. Møbelbutikker kan foruden møbler f.eks. sælge

forskellige produkter til møbelpleje, herunder betræk og lignende til de møbler, de forhandler. Det er kom-munalbestyrelsen, der skal sikre, at bestemmelsen om, at der alene må sælges pladskrævende varer, overhol-des. Ifølge planlovens § 51 har kommunalbestyrelsen pligt til at påse overholdelse af planloven og de regler,der er fastsat med hjemmel i loven, herunder lokalplaner og byplanvedtægter. Hvis kommunalbestyrelsenbliver bekendt med et ulovligt forhold, har den pligt til at få det lovliggjort.En undtagelse fra hovedreglen om, at der alene må sælges pladskrævende varegrupper fra butikker udlagtefter § 5 n, stk. 1, nr. 3, gælder for butikker, der forhandler tømmer og byggematerialer. Efter § 5 n, stk. 2,kan der i tilknytning til butikker, der forhandler tømmer og byggematerialer, etableres et særligt afsnit medvarer, der ikke er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og byggematerialer.Størrelsen af den del af butikken, der forhandler tømmer og byggematerialer, fastsættes af kommunen, somnævnt ovenfor. Størrelsen af arealet til salg af ikke pladskrævende varer kan maksimalt fastsættes til 2.000m2jf. § 5 q, stk. 5.Området til ikke-pladskrævende varer skal uanset størrelsen planlægges som et samlet område og kan derforikke deles op i flere. Derimod er der ikke krav om, at de to områder skal være fysisk adskilte med f.eks. væg-ge. Det er en forudsætning, at den del af butikken, der indeholder tømmer og byggematerialer er væsentligstørre end den del af butikken, som ikke indeholder tømmer og byggematerialer. Det er også en forudsæt-ning, at de varer som sælges i det særlige afsnit med ikke-pladskrævende varer, har en naturlig tilknytning tiltømmer og byggematerialer. Som tømmer og byggematerialer omfattet af bestemmelsen om særlig plads-krævende varegrupper kan f.eks. nævnes træ-, sten-, beton-, glas- og gipsmaterialer, træbeskyttelse, søm,skruer, VVS-produkter som f.eks. rør, fittings, radiatorer, vandvarmere, produkter til bad og toilet samtværktøj som f.eks. bore- skrue- og slibemaskiner, tænger og skruetrækkere. Produkter som f.eks. tovværk,elartikler, postkasser, brændeovne, tyverialarmer, paraboler og lign. skal derimod placeres i det særlige afsnitmed varer, der ikke er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og byggemateria-ler.Begrundelsen for at der i butikker, der alene forhandler tømmer eller byggematerialer, kan etableres et sær-ligt afsnit med varer, som ikke er pladskrævende, men som har tilknytning til tømmer og byggematerialer er,at der er en så nær tilknytning mellem de to varegrupper, at det ikke vil være hensigtsmæssigt ud fra hverkenen trafikal, eller bymiljømæssig synsvinkel at kræve, at det særlige afsnit med ikke-pladskrævende varer skalopføres i bymidten eller de øvrige områder udlagt til butiksformål.Efter § 5 n, stk. 1, nr. 4, kan der yderligere udlægges arealer til mindre butikker til salg af egne produkter itilknytning til en virksomheds produktionslokaler. Det forudsættes, at kunder kun har adgang til butikken ogikke til værkstedet. I dette tilfælde er det alene det areal, hvor kunderne kommer, der tæller som butiksareal.Bestemmelsen sigter overvejende på butikker i erhvervsområder.I andre tilfælde skal hele arealet inkl. produktionsarealer medregnes til butikken, det kan f.eks. være en glas-puster, der har et åbent værksted i den ene ende af butikken, hvor kunderne kan se på.Detailhandel ved tankstationer, togstationer m.m. § 5 o§ 5 o. I tilknytning til tankstationer, togstationer, lufthavne, stadioner, fritliggende turistattraktioner og lign.,der ligger uden for områder omfattet af § 5 m og § 5 n, kan der udlægges arealer til butikker til brug for dekunder, der i øvrigt benytter anlægget på grund af dets primære funktion.De butikstyper, der er omfattet af bestemmelsen, har ikke tidligere været omfattet af planlovens detailhan-delsbestemmelser. Butikkerne er placeret uden for den almindelige detailhandelsstruktur, hvor der er fastsatbestemmelser om placering af butikker og disses maksimale størrelse, og har typisk været behandlet som endel af det projekt, butikken var etableret i tilknytning til. Da der imidlertid er tale om detailhandelsbutikker,er det nu præciseret i loven, at denne type butikker kan etableres som hidtil, og at reglerne om placering afdetailhandelsbutikker i øvrigt ikke finder anvendelse.

De butikstyper, bestemmelsen omhandler, er karakteriseret ved at være mindre butikker, hvor butikken ikkeer det primære formål. Butikken skal servicere de kunder, som benytter den særlige servicefunktion, sombutikken etableres i tilknytning til. Almindelige dagligvarer og udvalgsvarer, som ikke er nødvendige forkunden her og nu eller nødvendige i forbindelse med besøget af stedets primære funktion, og som ikke erdirekte knyttet til stedet, er ikke omfattet af denne bestemmelse. En dagligvarebutik i tilknytning til en tank-station, der ligger på en motorvejsstrækning, er således ikke til lokalområdets daglige forsyning, men skalbetjene de rejsende, som benytter vejstrækningen og tankstationens øvrige faciliteter. Heller ikke de øvrigebutikstyper tjener til lokalområdets daglige forsyning, men udgør et accessorium (sekundært tilskud) til denprimære funktion, hvad enten det er transport med tog eller fly, en dag i en forlystelsespark eller en fodbold-kamp. Der kan altså ikke etableres almindelige dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker ved siden af enf.eks. stadion eller en forlystelse, uden at der planægges for disse i henhold til planlovens detailhandelsbe-stemmelser.Alt efter den primære funktions karakter er det muligt at etablere flere butikker. Bl.a. til de store forlystelses-parker, badelande m.v. kan der være basis for flere mindre butikker, som alene servicerer stedets kunder, ogsom er sekundære i forhold til stedets primære funktion. Planlovens krav omfritliggende turistattraktionerbetyder ikke, at turistattraktionen ikke må ligge i tilknytning til en by. Det betyder, at attraktionen skal fun-gere som en selvstændig funktion, hvor turistfunktionen, inklusive eventuelle butikker, udgør en enhed.Der skelnes ikke mellem butikker med adgang for offentligheden og butikker, som kun har adgang for denprimære funktions betalende gæster. Det har således ikke betydning, at butikkerne i f.eks. de fleste forlystel-sesparker kun kan besøges, når man har betalt for at komme ind i parken. Hvis butikkerne udvikler sig til etbutikscenter for lokalområdets beboere, skal der planlægges herfor i henhold til detailhandelsbestemmelser-ne.De butikker, der etableres i tilknytning til de nævnte servicefunktioner, bør i omfang tilpasses kundekredsensamt det vareudbud, der er naturligt forekommende i denne type af butikker. Butikkernes størrelse skal altsåafspejle den sekundære funktion, de har. Det forhold, at der ikke i loven er fastsat en maksimal butiksstørrel-se skal tages som udtryk for, at butiksstørrelsen skal fastsættes i overensstemmelse med de nævnte forhold,og at der ikke bør gives mulighed for etablering af store, sekundære butikker, hvorved butikkens vareudbudreelt kommer til at udgøre servicefunktionens primære formål.Kommunalbestyrelserne skal ikke særskilt redegøre for butikkens placering i kommuneplanens detailhan-delsdel, idet butikken som hidtil vil blive beskrevet i kommuneplanen i kraft af den primære servicefunktion,som butikken udgør en del af.Hvis det er tilfældet, at butikken bl.a. i kraft af sin størrelse vil kunne udgøre den primære funktion, skalbutikken etableres efter reglerne i § 5 m og § 5 n.

Grænser for areal til butiksformål i centrene § 5 p§ 5 p. I byer med mellem 20.000 og 40.000 indbyggere må bruttoetagearealet til butiksformål i et bydelscen-ter ikke overstige 5.000 m2. I byer med mere end 40.000 indbyggere fastsætter kommunalbestyrelsen detmaksimale bruttoetageareal til butiksformål for det enkelte bydelscenter.Stk. 2.I et lokalcenter må bruttoetagearealet til butiksformål ikke overstige 3.000 m2.Stk. 3.I et aflastningsområde må bruttoetagearealet til butiksformål ikke udvides til mere end det, der frem-går af de regionplanretningslinjer, der var gældende den 1. januar 2007, jf. dog stk. 4.Stk. 4.Arealer til butiksformål i aflastningsområder omfattet af § 5 q, stk. 2, kan uanset stk. 3 udvides tiludvalgsvarebutikker, der har et bruttoetageareal på mere end 2.000 m2, hvis der redegøres for, at placeringaf butikken ikke er mulig i bymidten, jf. § 11 e, stk. 6.Kommunerne kan som hidtil fastsætte det maksimale bruttoetageareal for bymidten i kommuneplanen.

Byer med mere end 20.000 indbyggere har et indbyggertal, der bevirker, at der er grundlag for etablering afet eller flere bydelscentre, uden at det vil få væsentlige konsekvenser for handlen i bymidten.Bruttoetagearealet til butiksformål i nye bydelscentre i byer med mellem 20.000 og 40.000 må ikke overstige5.000 m2. Det betyder, at arealer til butiksformål i eksisterende bydelscentre i byer med mellem 20.000 og40.000 indbyggere ikke kan udvides, hvis bruttoetagearealet allerede overstiger 5.000 m2. I beregningen afbruttoetagearealet til butiksformål indgår alene de enkelte butikkers bruttoetageareal. Hvis bydelscentretudgøres af et overdækket center, skal fælles gangarealer, der ikke benyttes til detailhandel, ikke inddrages iberegningen af det samlede bydelscenters bruttoetageareal. Den maksimale grænse på 5.000 m� skal sikre, atcentret ikke får en størrelse, der gør det til en væsentlig konkurrent til bymidten.I byer med mere end 40.000 indbyggere fastsætter kommunalbestyrelsen det maksimale bruttoetageareal.Kommunalbestyrelsen skal lade bydelens størrelse indgå ved vurderingen af, hvor stort arealet til butiksfor-mål i det enkelte bydelscenter må være og skal i den forbindelse tage hensyn til, at det er bymidten, der skaludgøre byens hovedcenter, og at bydelscentrene ikke må få et sådant omfang, at de reelt udgør en konkurrenttil bymidten.I forbindelse med redegørelsen for planens forudsætninger i § 11 e, stk. 4, nr. 1, skal der redegøres for om-fanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for blandt andet bydelscentrene. Omfanget af deteksisterende bruttoetageareal skal indgå i vurderingen af behovet for ny- og/eller ombygning til butiksformåli bydelscentret, jf. § 11 e, stk. 4, nr. 2, og bydelscentrets butiksareal skal herefter tilpasses indbyggertallet seti lyset af de to ovennævnte forhold.Bruttoetagearealet til butiksformål i lokalcentre må ikke overstige 3.000 m2. Ifølge § 5 q, stk. 3, må brutto-etagearealet i de enkelte butikker i et lokalcenter ikke overstige 1.000 m2. Derimod er der ikke en nedregrænse for, hvor små butikkerne kan være og dermed heller ikke en grænse for, hvor mange butikker der kanetableres i et lokalcenter inden for det maksimale bruttoetageareal på 3.000 m�. De butikker, der kan placeresi lokalcentrene, er til lokalområdets forsyning. Det vil primært sige dagligvarebutikker. I beregningen afbruttoetagearealet til butiksformål indgår alene de enkelte butikkers bruttoetageareal. Hvis lokalcentret eroverdækket, skal fælles gangarealer, der ikke benyttes til detailhandel, således ikke inddrages i beregningenaf det samlede lokalcenters bruttoetageareal. Formålet med at fastsætte en grænse for lokalcentres størrelse erat sikre, at lokalcentrene ikke kommer til at udgøre en konkurrent i forhold til bymidten.Hvis kommunerne fastsætter bestemmelser for butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende vare-grupper i tilknytning til en bymidte, et bydelscenter, lokalcenter eller aflastningsområde og planlægger fordem særskilt i henhold til § 5 n, stk. 1, nr. 3, skal bruttoetagearealet ikke medregnes i butiksarealet for by-midten, bydelscentret, lokalcentret eller aflastningsområdet.Efter de tidligere gældende detailhandelsbestemmelser kunne der udlægges arealer til butiksformål uden forden centrale del af en by. Dette kunne gøres med begrundelse i, at et bevaringsværdigt bymiljø bevirker, atder ikke kan udlægges tilstrækkelige arealer inden for den centrale del af byen. Disse områder er i de region-planretningslinjer, der er gældende pr. 1. januar 2007, blandt andet udlagt som »aflastningsområder«. Reg-lerne om aflastningsområder er ikke videreført med de nugældende regler. Der kan således fremover ikkeudlægges nye områder til aflastning af bymidten. De eksisterende aflastningsområder kan overføres somsådanne til de kommuneplaner, kommunerne skal lave til afløsning for de gældende regionplanretningslinjer.Efter § 5 p, stk. 3, kan de eksisterende aflastningsområder ikke udvides til mere end det bruttoetageareal, derer angivet i de regionplanretningslinjer, der var gældende den 1. januar 2007. Det betyder, at de arealer iaflastningsområderne, der er udlagt, kan udnyttes til butiksformål, såfremt der er planlagt herfor, og reglernefor så vidt angår butiksstørrelser i øvrigt overholdes, men at arealerne, når bortses fra de situationer, der eromfattet af stk. 4, ikke kan udvides. Der kan heller ikke planlægges for en fysisk udvidelse af aflastningsom-rådet, selvom bruttoetagearealet fastholdes jf. dog nedenfor om udvalgsvarebutikker over 2.000 m� i de 5største byer i Danmark.

Enkelte kommuner har i tidligere kommuneplaner udlagt aflastningsområder på under 3.000 m�. Disse kanvidereføres men ikke udvides yderligere.I henhold til stk. 4 gælder, at eksisterende butiksområder og aflastningsområder, hvor der kan fastsættes bu-tiksstørrelser på mere end 2.000 m�, kan udvides til brug for etablering af sådanne butikker, hvis en placeringi bymidten ikke er mulig, jf. § 11 e, stk. 6. Bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen i stk. 3 om, ataflastningsområder ikke må udvides. I forbindelse med en undersøgelse af om placering i bymidten er mulig,skal der også foretages en undersøgelse af mulighederne for at afgrænse bymidten anderledes, således atbutikken kan placeres inden for en udvidet bymidte. Hvis placeringen viser sig umulig, kan der foretages defornødne ændringer i den eksisterende afgrænsning af aflastningsområdet enten ved en udvidelse af bygge-muligheden inden for den nuværende afgrænsning eller ved en egentlig udvidelse af området.Eksisterende aflastningsområder bør ikke udvides indirekte ved, at der i umiddelbar nærhed etableres nyelokal- eller bydelscentre eller enkeltstående butikker. Der bør i forbindelse med disse arealudlæg tages hen-syn hertil, ved at placere dem mindst 500 m i luftlinje fra eksisterende aflastningsområder.Der kan udlægges nye aflastningsområder i Århus og i hovedstadsområdet jf. § 5 m, stk. 1, 3. pkt. Områder-ne kan udlægges af Miljøministeren med et landsplandirektiv.

Butiksstørrelser § 5 q, herunder store udvalgsvarebutikker§ 5 q. I bymidter, bydelscentre og aflastningsområder må der ikke fastsættes butiksstørrelser, der overstiger3.500 m2bruttoetageareal for dagligvarebutikker og 2.000 m2bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker, jf.dog stk. 2.Stk. 2.I bymidter i byer med mere end 40.000 indbyggere og i aflastningsområderne i hovedstadsområdet ogÅrhus, jf. § 5 m, stk. 4 og 5, samt aflastningsområderne i Odense, Aalborg og Esbjerg, som de er afgrænset ide regionplanretningslinjer, der var gældende den 1. januar 2007, kan kommunalbestyrelsen i forbindelsemed, at der hvert fjerde år udarbejdes en strategi for kommuneplanlægningen, jf. § 23 a, stk. 1, 1. pkt., træffebeslutning om at revidere kommuneplanen med henblik på at fastsætte butiksstørrelser for højst tre nye ud-valgsvarebutikker på mere end 2.000 m2bruttoetageareal i hver by, i hovedstadsområdet dog i hvert områ-de.Stk. 3.Butiksstørrelsen for den enkelte butik i et lokalcenter og for enkeltstående butikker til lokalområdetsforsyning må ikke fastsættes til mere end 1.000 m2bruttoetageareal.Stk. 4.Kommunalbestyrelsen fastsætter butiksstørrelsen for butikker, der alene forhandler særlig pladskræ-vende varer, jf. § 5 n, stk. 1, nr. 3.Stk. 5.Butiksstørrelsen for det særlige afsnit med varer, der ikke er særlig pladskrævende, men som anven-des i forbindelse med tømmer og byggematerialer, jf. § 5 n, stk. 2, må ikke fastsættes til mere end 2.000 m2bruttoetageareal.De maksimale butiksstørrelser i bymidten og bydelscentrene er hævet med 500 m2set i forhold til de tidlige-re gældende detailhandelsregler, uanset om der er tale om daglig- eller udvalgsvarer. Det forventes at de nyegrænser vil føre til mere fleksible løsninger, der også tager højde for de forandringer, der præger detailhand-len.Der kan således i bymidter og i bydelscentre planlægges for dagligvarebutikker med et maksimalt bruttoeta-geareal på 3.500 m2og udvalgsvarebutikker med et maksimalt bruttoetageareal på 2.000 m2.Afhængigt af plangrundlaget og områdernes rummelighed er tilsvarende muligt i eksisterende aflastningsom-råder jf. § 5 p, stk. 3.Efter § 5 q, stk. 2, kan der i bymidten i byer med mere end 40.000 indbyggere, i aflastningsområderne i ho-vedstadsområdet, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg, planlægges for udvalgsvarebutikker med et bruttoeta-geareal på mere end 2.000 m2, hvis der særligt redegøres for konsekvenserne af denne planlægning som be-

skrevet i § 11 e, stk. 5. Formålet med at loven gør det muligt, at der i bymidten i de store byer kan etableresudvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2bruttoetageareal, er at tilføre disse byer en ekstra attraktion i kon-kurrencen med andre store byer i nabolandene. Grænsen på 40.000 indbyggere er sat for at sikre, at det aleneer de store byer, der i sig selv bidrager med et stort kundegrundlag, og som i forvejen tiltrækker mange kun-der fra oplandet, der får mulighed for at lave de meget store udvalgsvarebutikker.Der kan ikke planlægges for mere end 3 store butikker i hver by hvert fjerde år. Det gælder også Aarhus,Odense, Aalborg og Esbjerg, hvor de store butikker kan udlægges både i bymidten og aflastningsområderne.I hovedstadsområdet kan der dog hvert fjerde år planlægges for 3 store butikker i hvert af de områder, hvorder kan etableres store butikker. Områderne udpeges i landsplandirektiv for hovedstadsområdet.Beslutningen om at revidere kommuneplanens retningslinjer for store udvalgsvarebutikker over 2.000 m2kanalene tages i forbindelse med den strategi for kommuneplanlægningen, som kommunalbestyrelsen skal frem-lægge i første halvdel af den kommunale valgperiode, jf. § 23 a, stk. 1.Hvis arealudlægget til store udvalgsvarebutikker i forbindelse med den forrige revision af kommuneplanenikke er udnyttet, kan det samlede antal store butikker, der planlægges for, ikke overstige 3. Der kan såledesikke akkumuleres planudlæg i kommuneplan eller lokalplan i et område, mens antallet af store butikker godtkan stige over årene. Et arealudlæg anses for udnyttet, når det fysiske anlægsarbejde er påbegyndt. Det antalbutikker på mere end 2.000 m2bruttoetageareal, samt butiksstørrelsen der konkret planlægges for, skal fast-sættes af kommunalbestyrelsen.Beskrivelsen af butiksantal, størrelse og placering skal fremgå af kommuneplanens retningslinjer og ramme-bestemmelser, jf. §§ 11 a, stk. 1, nr. 3, og 11 b, stk. 1, nr. 6, mens konsekvenserne af etablering af store bu-tikker beskrives nærmere i kommuneplanredegørelsen, jf. § 11 e, stk. 5.Baggrunden for, at der i de fem største byer inklusive hovedstadsområdet kan etableres store udvalgsvarebu-tikker i visse nærmere definerede områder uden for bymidten, de såkaldte aflastningsområder, er dels, at det ide største byer er muligt at operere med flere store centre uden, at det forhindrer udviklingen af et varieretbutiksliv i bymidten, dels at der i de største byer er et marked for meget store butikker, som vanskeligt kanindpasses i bymidterne. Kommunerne skal stadig søge at lokalisere butikkerne i bymidten. Hvis kommunenønsker at udvide et aflastningsområde til udvalgsvarebutikker over 2.000 m� skal den redegøre for, hvorforen placering i bymidten ikke er mulig jf. § 11 e, stk. 6.Det er ikke i alle de aflastningsområder, hvor der kan planlægges for store butikker, at der er rummelighed tildem i eksisterende regionplaner. Der åbnes derfor mulighed for, at disse områder kan udvides, jf. § 5 p,stk. 4, hvis det ikke er muligt at udlægge arealer til store butikker i bymidten. Når områdernes afgrænsningeller rummelighed ændres, skal selve arealudlægget samt det maksimalt tilladte bruttoetageareal til butiks-formål fremgå af kommuneplanens retningslinjer. Kommunalbestyrelsen skal endvidere beskrive de forhold,der fremgår af planlovens § 11 e, stk. 4, jf. § 11 b, stk. 1, nr. 7.Hvis der stadig er rummelighed tilbage i regionplanen er det ikke et krav, at denne bruges først, når der plan-lægges for udvalgsvarebutikker over 2.000 m�.I lokalcentre og øvrige områder kan der fastsættes butiksstørrelser på maksimalt 1.000 m2bruttoetageareal jf.§ 5 q, stk. 3.Ifølge § 5 q, stk. 4, er det kommunalbestyrelsen, der bestemmer størrelsen på butikker, der alene forhandlersærlig pladskrævende varegrupper. Da der er tale om varer, der enten i sig selv er store, eller som kræverstore udstillingsarealer, vurderes det, at kommunalbestyrelsen vil være bedst til at vurdere størrelsesbehovetfor den enkelte butik. Det umiddelbare opland til butikker med særlig pladskrævende varegrupper er oftestørre end almindelige dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker. Hvis butikkerne eller varegrupperne er såstore, at det umiddelbare opland er regionalt, vil et projekt kunne udløse VVM.

Gamle lokalplaner og eksisterende butikker § 5 r§ 5 r. Nye butikker, der etableres på baggrund af lokalplaner offentliggjort før den 1. juli 2007, og hvor der ilokalplanen ikke er angivet butiksstørrelser, må for dagligvarebutikker ikke overstige 3.500 m2bruttoetage-areal, for udvalgsvarebutikker ikke overstige 2.000 m2bruttoetageareal og for butikker til et lokalområdesforsyning ikke overstige 1.000 m2bruttoetageareal.Stk. 2. Lovligt bestående butikker kan uanset §§ 5 m-5 r indgå i ny planlægning.Efter § 5 r, stk. 1, gælder, at nye butikker, der etableres på baggrund af lokalplaner offentliggjort før lovensikrafttræden (1. juli 2007), og hvor der i lokalplanen ikke er angivet butiksstørrelser, ikke må overstige 3.500m2bruttoetageareal for dagligvarebutikker og 2.000 m� for udvalgsvarebutikker i bymidter og bydelscentreog for butikker i et lokalcenter og eller enkeltstående butikker til et lokalområdes forsyning, ikke må oversti-ge 1.000 m2bruttoetageareal.I mange kommuner er der ældre lokalplaner, der ikke præcist angiver, hvor store butikkerne må være, ogsom ikke er i overensstemmelse med detailhandelsbestemmelsernes arealkrav. Både myndigheder og eventu-elle investorer har siden 1997 været bekendt med reglerne om detailhandel samt de butiksstørrelser, der erangivet i loven, og har således gennem en næsten 10-årig periode kunne indrette sig herpå. Bestemmelsenhar således til formål fra nu af at sikre en mere ensartet retstilstand i kommunerne.Ifølge stk. 2 kan eksisterende lovligt bestående butikker i forbindelse med en fornyelse af plangrundlagetindskrives i lokalplaner for et givet område, selvom butikkens størrelse og placering ikke er i overensstem-melse med de gældende regler herom. Det skal i den forbindelse blot i planen anføres, at den pågældendebutik opretholdes som lovligt bestående og fremover kan anvendes i overensstemmelse med lokalplanensbestemmelser. Denne regel skal sikre, at planlovens bestemmelser om butiksstørrelser ikke er til hinder for,at kommunerne kan ajourføre deres planlægning. Kommunen kan dog ikke flytte butikken til et andet sted ibyen. En ejendom, der ikke har været benyttet til detailhandel de sidste 3 år, kan ikke genindskrives i en nylokalplan jf. planlovens § 56 stk. 2. Her må kommunen planlægge for eventuel ny detailhandel i henhold tilden gældende lov.

Beregning af butiksarealer § 5 t§ 5 t. Beregning af bruttoetagearealet til butiksformål sker efter bygningsreglementets bestemmelser omberegning af bebyggelsens etageareal, idet dog den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger min-dre end 1,25 m under loftet i kælderen medregnes.Stk. 2.Ved beregning af bruttoetagearealet kan fradrages arealer til personalekantine, personaletoiletter,personalefitnessfaciliteter og personalerum/pauserum, dog maksimalt i alt 200 m2.Beregning af butikkernes bruttoetageareal sker efter bygningsreglementets bestemmelser om beregning afbruttoetageareal. I bygningsreglementets bestemmelser står, at kælderen ikke medregnes i etagearealet, hvisdet omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m under loftet i kælderen. En dybtliggende kælder regnes såle-des ikke med i etagearealet. Denne undtagelse gælder ikke ved beregning af bruttoetagearealet til butiksfor-mål. Dvs. at kælderarealer uanset beliggenhed i forhold til det omgivende terræn skal medregnes i fuldt om-fang ved beregningen af bruttoetagearealet, hvis det benyttes til detailhandel. Parkeringspladser til butikkenskal ikke medregnes i bruttoetagearealet.Hvis kælderarealet ikke skulle medregnes i bruttoetagearealet, ville lovens bestemmelser om butiksstørrelserkunne omgås ved etablering af f.eks. butikslokaler eller store lagerrum i kælderniveauet.Efter bygningsreglementets regler skal heller ikke sikringsrum med forskriftsmæssig størrelse, der er myn-dighedsgodkendte, medregnes i etagearealet. Det betyder, at et selvstændigt sikringsrum til en sikringsrums-pligtig butik med forskriftsmæssig størrelse for sikringsrummet ikke medregnes i bruttoetagearealet for bu-tikken uanset, at det selvstændige sikringsrum benyttes til butiksformål. Hvis der ud over de lovpligtige sik-ringsrum er etableret sikringsrum, der anvendes til butiksformål, medregnes de i fuldt omfang i butikkensbruttoetageareal.Som beskrevet i stk. 2 skal arealer til personalefaciliteter på op til 200 m2ikke medregnes i bruttoetagearea-let. Ved personalefaciliteter forstås de lokaler, hvor alene personalet har adgang, og som benyttes i forbindel-se med personalets pauser og personlige pleje. De lokaler, der kan fradrages i beregningen af bruttoetageare-alet, er personalekantine, -toilet, -fitnessfaciliteter og -pauserum.Arealer til brug for produktion og/eller opbevaring af varer eller remedier, der er nødvendige for butiksdrif-ten, indgår i beregningen af bruttoetagearealet. Dette gælder også en overdækket varegård. Som eksemplerpå arealer til brug for produktion af varer kan f.eks. nævnes bager,- fiske- eller slagterproduktionslokaler i endagligvarebutik. Det er altså lokaler, der bruges i selve butiksvirksomheden og ikke i forbindelse med perso-nalets pauser eller personlige pleje. Det samme gælder lagerlokaler, teknikrum, kølerum og lignende samtarealer til opbevaring af diverse maskiner til brug for rengøring og/eller behandling af varer.Hvis en butik udlejer f.eks. deres lager eller personalefaciliteter til en anden butik indgår dette areal i opgø-relsen af den butik som lejer lageret/personalefaciliteten.Et butikscenter er en samling af flere selvstændige butikker. Det karakteristiske for et butikscenter er, at derligger flere afgrænsede butiksenheder omkring et fælles adgangsareal, der ikke indgår i beregningen af denenkelte butiks bruttoetageareal. Fælles offentlige arealer som f.eks. gangarealer/centerstrøg, centertorv, trap-per og parkeringsarealer skal altså ikke tælles med i butikkernes areal.Hvis butikkerne i et butikscenter har fælles lagerlokaler eller andre fælles arealer, må kommunen ved hjælpaf en fordelingsnøgle dele arealerne ud på de enkelte butikker. Det kan gøres f.eks. ud fra butikkernes stør-relse eller omsætning.Planloven regulerer ikke ejerforholdene, og der er derfor ikke noget til hinder for, at en ejer kan eje flere elleralle butikker i et butikscenter.

For at kunne betegnes som butik i et butikscenter i planlovens forstand, skal hver butiksenhed afgrænses somen selvstændig butik med fast fysisk adskillelse og have direkte adgang fra enten det fri eller det fælles of-fentlige adgangsareal. Den enkelte butiks afgrænsning mod det fælles areal skal placeres således, at den en-kelte butiks samlede salgsareal ligger inden for denne afgrænsning. Det indebærer, at kasselinjer og det areal,som kunderne anvender til betaling, pakning af varer, mv., skal placeres inden for den enkelte butiks af-grænsning og indgå ved beregningen af butikkens bruttoetageareal til butiksformål.De enkelte butikker skal ved funktion, design og skiltning mv. fremstå og fungere som selvstændige, funkti-onelt og fysisk adskilte enheder, der enkeltvis kan lukkes af mod det fælles butikscenterareal. Der må ikkevære direkte fri adgang fra den ene butiks salgsareal til den anden butiks salgsareal, og de varer, som en bu-tik forhandler, må ikke kunne medbringes og betales i en anden butik.Kravet om fast fysisk adskillelse mellem de enkelte butikker forhindrer ikke, at indgangspartiet fra det fællesadgangsareal/centertorv/arkade åbnes helt eller delvist med skydevægge, rullegitre eller lignende konstrukti-oner. Det afgørende er, at butikkerne også i åbningstiden fremstår som adskilte butikker (seNKO nr. 350fraapril 2005 ogNKO nr. 408fra februar 2007).

Detailhandel i kommuneplanenKommuneplanens hovedstrukturKommuneplanen skal indeholde en hovedstruktur, som angiver de overordnede mål for udviklingen og are-alanvendelsen i kommunen jf. § 11, stk. 2, nr. 1.Kommuneplanens hovedstruktur omfatter hele kommunens geografiske område; byzone, sommerhusområderog landzone. Hovedstrukturen afspejler de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen og er ud-tryk for den interesseafvejning, kommunalbestyrelsen har foretaget. Den giver et overblik over planens ind-hold og kan være indgangen til kommuneplanens mere detaljerede dele.I hovedstrukturen fastlægges kommunens by- og centerstruktur. Af hovedstrukturen fremgår også de gene-relle retningslinjer for kommunens udvikling, planmålene for bydelene/bysamfundene og landområdernesamt de væsentlige arealanvendelser.Som udgangspunkt for fastlæggelse af retningslinjer og rammer for detailhandel fastlægges centerstruktureni kommuneplanens hovedstruktur med angivelse af centerhierarki med bymidter, bydelscentre, lokalcentrem.v.F.eks. vil bymidten i købstæderne ofte være hovedcenter for alle kommunens borgere, både med serviceud-bud, kulturtilbud og detailhandel. Købstaden er måske af en størrelse, så der er bydelscentre, der forsyner enbydel, men som er underordnet købstadens bymidte. Derudover er der udlagt areal til butikker, der alenesælger særlig pladskrævende varegrupper. De mindre byer omkring købstaden har bymidter og lokalcentre,der kun forsyner den enkelte bys egne borgere.Kommuneplanens hovedstruktur kan illustrere kommunens fremtidige opbygning. Det vil sige, at den giveren samlet præsentation af arealanvendelser til eksisterende og fremtidige boligområder, erhvervsområder,detailhandel, idrætsanlæg, sommerhusområder, andre rekreative områder, veje og andre trafikanlæg, områdermed landskabs- og naturinteresser, landbrugsområder, skovrejsningsområder mm.Det er almindelig praksis at ledsage hovedstrukturen med et eller flere kort, der kan give et godt overblikover de valgte hovedtræk i arealdisponeringen for hele kommunen. Et godt oversigtskort kan give overblikover sammenhænge mellem arealinteresserne i kommunen, og det kan dermed være en overskuelig indgangtil planen for borgere, erhvervsliv, foreninger og myndigheder.Kommuneplanen skal omfatte en periode på 12 år, idet dog hovedstrukturens strategiske og langsigtedeovervejelser kan række længere.

−Afgrænsning af områder til butikker (bymidter, bydelscentre, lokalcentre, områder til særlig pladskræ-vende varegrupper og eventuelle aflastningsområder).−Det maksimale bruttoetageareal til butikker i de enkelte områder.−Maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker i de enkelte områder, herunder også for enkeltståen-de butikker til lokalområdets forsyning.Af lovbemærkningerne til Planloven fra 1997 fremgår det, at kommunalbestyrelsen i planer kan angive,hvilke pladskrævende varegrupper, der må forhandles fra områderne. En lignende opdeling kan også foreta-ges for andre varegrupper, hvis kommunalbestyrelsen kan finde en planlægningsmæssig begrundelse herfor.Butikker med køkkenelementer og hårde hvidevarer kan f.eks. have et andet transportbehov end tøjbutikkerog dermed kræve særlige fysiske adgangsforhold for såvel kunder som leverandører.Retningslinjerne skal som udgangspunkt behandle samtlige kommuneplankatalogets 19 emner (emnerne i §11 a). For nogle kommuner er der retningslinjeemner nævnt i loven, som er direkte irrelevante. Det kan f.eks.være bestemmelser om arealanvendelsen i kystnærhedszonen for indlandskommuner. I så fald er det til-strækkeligt at oplyse i redegørelsen, at bestemmelser derom er irrelevante.Retningslinjerne udgør et grundlag for kommunens administration af planlovens landzonebestemmelser ogfor kommunens administration af kompetencer inden for anden lovgivning, bl.a. natur-, miljø-, bygge-, ogvejlovgivningen og husdyrgodkendelsesloven. Retningslinjerne og de områdeudpegninger, de medfører,oplyser om hvilke hensyn, kommunalbestyrelsen vil lade indgå i afvejningen af en ansøgning om tilladelseeller dispensation efter lovgivningen – samtidig med at behandlingen af ansøgninger om tilladelse eller di-spensation også vil foregå på baggrund af et konkret skøn, når der er pligt til at fortage et sådant efter lovgiv-ningen. Desuden udgør retningslinjerne grundlaget for kommunens tiltag til nye aktiviteter mv.Efter § 11, stk. 3, er det et krav, at kommuneplanen indeholder kort, der viser de afgrænsede områder, derknytter sig til kommuneplanens retningslinjer og rammer. Kortene er sammen med kommuneplanens hoved-struktur, retningslinjerne og rammerne for lokalplaner bindende for kommunalbestyrelsen, som skal virke forplanens gennemførelse.I henhold til ændringslovens (Lov nr. 535 af 6. juni 2007 om ændring af lov om planlægning (Revision afdetailhandelsbestemmelserne)) § 4 gælder, at der indtil der er udarbejdet kommuneplanretningslinjer for densamlede detailhandelsstruktur i kommunen efter de nugældende regler i lov om planlægning, kan der kunoffentliggøres forslag til og endeligt vedtaget kommuneplantillæg samt lokalplaner for bydelscentre, lokal-centre, aflastningsområder, områder til særlig pladskrævende varer og enkeltstående butikker, der er i over-ensstemmelse med de regionplanretningslinjer, der var gældende den 1. januar 2007. Dog gælder, at der ibymidter, bydelscentre og aflastningsområder kan fastsættes butiksstørrelser for dagligvarebutikker på op til3.500 m2bruttoetageareal og udvalgsvarebutikker på op til 2.000 m2bruttoetageareal, ligesom kommunalbe-styrelsen i områder til særlig pladskrævende varer selv kan fastsætte butiksstørrelsen, jf. dog § 5 q, stk. 5.Overgangsbestemmelserne er nærmere beskrevet på side 27, hvor også det forhold, at flere kommuner ikkehar lavet detailhandelsplanlægning efter planlovsændringen i 2002, er beskrevet.

- Antal og placering af udvalgsvarebutikker omfattet af § 5 q, stk. 2.Efter planlovens § 11, stk. 2, nr. 3, skal kommuneplanen indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes ilokalplaner for de enkelte dele af kommunen. Der er således en nøje sammenhæng mellem lokalplanlægnin-gen og kommuneplanens rammedel: Der kan ikke lokalplanlægges for emner eller områder, der ikke er op-stillet kommuneplanrammer for (seNKO nr. 324fra juli 2004, ogNKO nr. 451fra august 2008, i sag omvedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg for del af City Vest Skive Kommune).Rammer skal fastsættes for alle de områder, hvor der forventes gennemført lokalplaner. Der er ikke pligt tilat fastsætte rammer for hele kommunens område.Rammerne skal udgøre et fyldestgørende grundlag for vurderingen af, om indholdet i en lokalplan er i over-ensstemmelse med kommuneplanen. Rammerne skal derfor være så præcise med hensyn til angivelse afanvendelse, bebyggelsens art og omfang mv. samt den geografiske afgrænsning, at det umiddelbart fremgår,hvilke bindende lokalplanbestemmelser, der kan fastsættes. Konsekvensen af manglende præcision i kom-muneplanrammerne kan være, at lokalplaner kendes ugyldige (NKOnr. 324fra juli 2004).Præcise rammer er i øvrigt en forudsætning for, at kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod bebyg-gelse mv. efter lovens § 12, stk. 3.De afgrænsede områder, der knytter sig til kommuneplanens rammer, skal vises på kort.I § 11 b er nærmere angivet de emner, der skal behandles i rammerne, hvis den pågældende emnekreds eraktuel i kommunen, herunder detailhandel.Ifølge § 11 b, stk. 1, nr. 7, skal der fastlægges rammer for områder til butiksformål. Der skal fastlægges ram-mer for det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiks-formål inden for de enkelte rammeområder. Der skal derudover fastsættes rammer for de maksimale brutto-etagearealer for de enkelte butikker. Der skal også fastlægges rammer for antallet og placeringen af storeudvalgsvarebutikker over 2.000 m2omfattet af § 5 q, stk. 2.

Kommuneplanens redegørelse § 11 e, stk. 4 – 7Stk. 4.Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for forsyningen med butikker, jf.§ 11 b, stk. 1, nr. 7, skal indeholde1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål i bymidten, bydelscentre,lokalcentre, områder til særlig pladskrævende varer og aflastningsområder fordelt på hovedbutikstyper ogdisses omsætning,2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder en angivelse af, hvilket opland der forudsæt-tes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte arealer,4) oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser målene for den kommunale hovedstruktur, herunderhvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer samt bymiljøet i de om-råder, der foreslås udlagt til butiksformål, og5) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål.Stk. 5.Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for etableringen af udvalgsva-rebutikker med et bruttoetageareal på mere end 2.000 m2, jf. § 5 q, stk. 2, skal indeholde1) angivelse af målene for detailhandelsstrukturen i bymidten,2) beskrivelse af, hvordan etableringen af store udvalgsvarebutikker tilgodeser målene for detailhandels-strukturen i kommunen samt af forventede konsekvenser for bymiljøet i bymidten og for bydelscentrene ogoplandet og3) angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de store butikker og en beskrivelse af, hvor-dan parkeringsmulighederne kan indpasses i de pågældende områder.

Stk. 6.Redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder rammer for udvidelse af aflastningsom-råder til store butikker, jf. § 5 p, stk. 4, skal indeholde en beskrivelse af, hvorfor en placering i bymidten ikkeer mulig. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunder ved udvidelseaf bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikale løsninger. I vur-deringen skal indgå overvejelser om konsekvenser for detailhandelen i bymidten, tilgængeligheden for for-skellige trafikarter og parkeringsmuligheder.Stk. 7.Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for etablering af møbelbutikkeruden for bymidten, jf. § 5 n, stk. 1, nr. 3, skal indeholde en beskrivelse af, hvorfor placering i bymidten ikkelader sig gøre. Redegørelsen skal endvidere indeholde en beskrivelse af mulighederne for placering i et by-delscenter og, hvis denne placering ikke viser sig mulig, for placering i et aflastningsområde med oversky-dende rummelighed og, hvis denne ikke viser sig mulig, for placering i et område udlagt til brug for særligpladskrævende varegrupper. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder,herunder ved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskelligetrafikale løsninger. I vurderingen af de alternative placeringsmuligheder skal indgå overvejelser om konse-kvenser for bymiljøet og tilgængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder.Ifølge planlovens § 11 e skal kommuneplanen ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger. Rede-gørelsen udgør baggrunden og begrundelsen for kommunalbestyrelsens vedtagelse af kommuneplanforsla-get. Redegørelsesdelen er vigtig for borgernes, nabokommuners og andre myndigheders forståelse og for-tolkning af kommuneplanen samt deres mulighed for reelt at kunne komme med kommentarer eller indsigel-ser. Redegørelsen vil også efter den endelige vedtagelse være en vigtig kilde til forståelse og fortolkning afkommuneplanen.De forudsætninger, der skal angives i redegørelsen, er:−Planens forhold til sektorlovgivning og den overordnede planlægning mv. (landsplandirektiver, herunderretningslinjerne i ”Regionplan 2005” indtil de ophæves, og den regionale udviklingsplan).−Planens forhold til kommunalbestyrelsens strategi for udviklingen i kommunen samt oplysninger om denmålsætningsdiskussion, der har været ført i forbindelse med planlægningsarbejdet, og en begrundelse forde trufne valg.−Oplysninger om befolknings- og erhvervsstruktur, landskabs- og bebyggelsesforhold, mål for befolk-nings- og erhvervsudvikling, den kommunale sektorplanlægning, kommunens økonomiske planlægning –herunder den planlagte tidsfølge for investeringer i bygge- og bymodning – samt byfornyelse.−Oplysninger om den hidtil førte planlægning.−Oplysning om de dele af ”Regionplan 2005”, som kommunalbestyrelsen ønsker ophævet som følge afkommuneplanen, herunder en begrundelse for ønsket om ophævelse.Redegørelsen skal ledsage kommuneplanen eller kommuneplantillægget. Det betyder, at den skal fremlæg-ges for kommunalbestyrelsen og for offentligheden.For den del af kommuneplanen, der indeholder bestemmelser om detailhandel, fastlægger planloven en ræk-ke krav til, hvad der skal redegøres for i § 11 e, stk. 4 – 7.§ 11 e, stk. 4, angiver kravene til redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder rammer forforsyningen med butikker – krav til redegørelse for den almindelige detailhandelsplanlægning.I henhold til § 11 e, stk. 4, nr. 1, skal denne del af redegørelsen indeholde en vurdering af det eksisterendebutiksareal i de enkelte områder til butikker fordelt på butikstyper og deres omsætning samt en vurdering afbehovet for nybyggeri eller omdannelse til butiksformål. Der skal ske en vurdering af det eksisterende brut-toetageareal til butikker over de enkelte byer. Vurderingen skal omfatte dels de bestående butikker dels gæl-dende lokalplaner m.v. Ved vurdering af eksisterende lokalplaner m.v., skal der tages hensyn til disses ud-nyttelse og udnyttelsesmuligheder. Vurderingen skal foretages ud fra de enkelte byer og bydele. Der skalsåledes f.eks. skelnes mellem den centrale del af en by og som minimum de omliggende dele af byen. For

lidt større byer bør vurderingen for det omliggende område opdeles på delområder. Ved hovedbutikstypertænkes som udgangspunkt på butikker til dagligvarer og butikker til udvalgsvarer samt salg af særlig plads-krævende varegrupper.Efter § 11 e, stk. 4, nr. 2, skal der foretages en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksi-sterende bebyggelse til butiksformål. Vurderingen skal danne grundlag for kommunens vurdering af detmaksimale bruttoetageareal til butiksformål for det enkelte område og maksimale bruttoetageareal for deenkelte butikker i de enkelte områder herunder også for enkeltstående butikker.Efter § 11 e, stk. 4, nr. 3, skal redegørelsen indeholde en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen ikommunen, herunder en angivelse af, hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeresinden for de udlagte arealer. Vurderingen skal foretages på baggrund af kommunens vurdering af, hvordandetailhandelsstrukturen skal udvikles i kommunen under hensyn til lovens principper om et varieret butiks-udbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i større byer, om god trafikal tilgængelighedfor alle trafikarter og om udlæg af arealer til butiksformål i de centrale dele af byer m.v. jf. §§ 5 l og m iplanloven. Med udgangspunkt i målsætningen skal det overvejes, hvordan oplandet skal betjenes. Dette måsammenholdes med overvejelser om befolkningsudvikling og detailhandelsefterspørgsel samt oplysningerom de eksisterende arealer til butiksformål.Efter § 11 e, stk. 4, nr. 4 skal redegørelsen indeholde oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser måle-ne for den kommunale hovedstruktur, herunder hvordan planforslaget fremmer et varieret butiksudbud i demindre og mellemstore byer samt bymiljøet i de områder, der foreslås udlagt til butiksformål. Kommunenskal redegøre for, hvordan kommuneplanen fremmer lovens hovedprincipper, og der skal særskilt redegøresfor overvejelser om nødvendigheden af eventuelle fravigelser fra § 5 m jf. undtagelserne i § 5 n. Dvs. kom-munerne skal redegøre for afvigelser fra lovens hovedformål om, at detailhandel skal lokaliseres i den cen-trale del af en by eller bydel.Efter § 11 e, stk. 4, nr. 5 skal redegørelsen også indeholde oplysning om tilgængeligheden for forskelligetrafikarter til de udlagte arealer til butiksformål.For de kommuner, der efter § 5 q, stk. 2, kan udlægge store udvalgsvarebutikker (over 2.000 m2) er der sær-lige krav til redegørelsen efter § 11 e, stk. 5.Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for etableringen af de store udvalgsva-rebutikker skal indeholde en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen i bymidten og en beskrivelse af,hvordan etableringen af store udvalgsvarebutikker tilgodeser målene for detailhandelsstrukturen i kommunensamt af forventede konsekvenser for bymiljøet i bymidten og for bydelscentrene og oplandet. Derudover skalden indeholde en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de store butikker og en be-skrivelse af, hvordan parkeringsmulighederne kan indpasses i de pågældende områder.Efter § 11e, stk. 6, skal redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder rammer for udvidelse afaflastningsområder til store butikker, jf. § 5 p, stk. 4, indeholde en beskrivelse af, hvorfor en placering i by-midten ikke er mulig. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunderved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikaleløsninger. I vurderingen skal også indgå overvejelser om konsekvenser for detailhandelen i bymidten, til-gængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder.Hvis kommuneplanen indeholder rammer for etablering af møbelbutikker uden for bymidten (se § 5 n, stk. 1,nr. 3), skal redegørelsen ifølge § 11 e, stk. 7, indeholde en beskrivelse af, hvorfor placering i bymidten ikkelader sig gøre. Redegørelsen skal endvidere indeholde en beskrivelse af mulighederne for placering i et by-delscenter og, hvis denne placering ikke viser sig mulig, for placering i et aflastningsområde med oversky-dende rummelighed og, hvis denne heller ikke viser sig mulig, for placering i et område udlagt til brug forsærlig pladskrævende varegrupper. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmulighe-

Lokalplanlægning for områder med detailhandelLokalplaner § 15, stk. 8Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det mak-simale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiks-formål.Efter § 15 skal en lokalplan indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger. Af § 15, stk. 2,fremgår en udtømmende liste over, hvad der i en lokalplan kan optages bestemmelser om. Lokalplaner kanf.eks. indeholde bestemmelser om lokalplanområdets anvendelse og anvendelse af de enkelte bygningerf.eks. til detailhandel.Anvendelsen kan præciseres inden for, hvad der kan forklares med en planlægningsmæssig begrundelse. Dervil f.eks. kunne argumenteres for en indskrænkning af særlig pladskrævende varegrupper til i et konkret lo-kalplanområde kun at omfatte biler, lystbåde og campingvogne, med begrundelse i en placering med godetilkørselsforhold og mulighed for opførelse af store bygningsvolumener uden en negativ påvirkning af bymil-jøet.En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimalebruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål,som det er beskrevet i § 15, stk. 8.

Lokalplanens redegørelse § 16, stk. 6Stk. 6.I redegørelsen til lokalplanforslag, der muliggør etablering af butikker, skal der gøres rede for be-byggelsens påvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikaleforhold.En lokalplan skal ledsages af en redegørelse for, hvordan planen forholder sig til kommuneplanen og øvrigplanlægning for området jf. § 13, stk. 1. For detailhandel udarbejder miljøministeren landsplandirektiver forÅrhus og hovedstadsområdet jf. § 5 m, stk. 4 og 5, og kan herudover udarbejde landsplandirektiver til vare-tagelse af landsplanmæssige interesser efter § 3. Herudover skal kommunerne, indtil de har udarbejdet desamlede kommuneplanretningslinjer efter overgangsbestemmelserne i § 4, forholde sig til de gældende regi-onplanretningslinjer.Baggrunden for kravet om en redegørelse for lokalplanens sammenhæng med kommuneplanen og den øvrigeplanlægning er, at offentligheden og andre myndigheder skal have mulighed for at vurdere planforslaget ogse, om deres interesser er varetaget, uden at de skal foretage omfattende undersøgelser eller indhente supple-rende oplysninger.Redegørelsen bør indeholde en beskrivelse af såvel den eksisterende som den planlagte arealanvendelse in-den for lokalplanområdet og de tilgrænsende arealer, som forslaget har miljø– og planmæssige konsekvenserfor.Når redegørelsen beskriver de overvejelser og begrundelser, der ligger til grund for lokalplanens bestemmel-ser – for de valg der er truffet – har man dermed formuleret den planlægningsmæssige begrundelse. Dermedhar man et godt grundlag for den senere administration.§ 16 indeholder kravene til en lokalplans redegørelse, og § 16, stk. 6, indeholder kravene til redegørelsen forde lokalplanforslag, der muliggør etablering af butikker. I disse planer skal der gøres rede for bebyggelsenspåvirkning af bymiljøet, herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.

OvergangsordningI henhold til lov nr. 535 af 6. juni 2007 om ændring af lov om planlægning (revision af detailhandelsbe-stemmelserne) gælder følgende ikrafttrædelses - og overgangsbestemmelser.§4Stk. 1. Indtil der er udarbejdet kommuneplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur i kommu-nen efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov, kan der kun offentliggøres forslag til ogendeligt vedtages kommuneplantillæg samt lokalplaner for bydelscentre, lokalcentre, aflastningsområder,områder til særlig pladskrævende varer og enkeltstående butikker, der er i overensstemmelse med de region-planretningslinjer, der var gældende den 1. januar 2007.Stk. 2. Uanset stk. 1 kan der i bymidter, bydelscentre og aflastningsområder fastsættes butiksstørrelser fordagligvarebutikker på op til 3.500 m� bruttoetageareal og udvalgsvarebutikker på op til 2.000 m� bruttoeta-geareal, ligesom kommunalbestyrelsen i områder til særlig pladskrævende varer selv kan fastsætte butiks-størrelsen, jf. dog § 5 q, stk. 5, i lov om planlægning som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2.Overgangsordningen skal sikre, at der ikke kommune- og lokalplanlægges for butikker og butiksområder, derikke er i overensstemmelse med lovens bestemmelser herom, i tidsrummet mellem lovens ikrafttræden ogudarbejdelsen af nye kommuneplanretningslinjer for den samlede detailhandelsstruktur. Da de regionplanret-ningslinjer, der var gældende den 1. januar 2007, opretholdes med samme retsvirkning som et landsplandi-rektiv, kan de danne grundlag for yderligere planlægning, når det, der planlægges for, kan rummes inden forreglerne som ændret ved denne lov. Dvs. i byer mellem 20.000 – 40.000 indbyggere kan der ikke planlæggesfor bydelscentre på over 5.000 m� og i byer under 20.000 indbyggere kan der kun planlægges for centre påop til 3.000 m �, selvom regionplanretningslinjerne ellers har fastsat en højere ramme. Der kan heller ikkeplanlægges for butikker, der er større end de butiksstørrelser, der foreslås fastsat i medfør af loven. Dvs.3.500 m� for dagligvarebutikker og 2.000 m� for udvalgsvarebutikker.I henhold til stk. 1 kan kommunerne ikke planlægge for nye bydelscentre, lokalcentre, aflastningsområder ogområder til særlig pladskrævende butikker, før de har udarbejdet kommuneplanretningsliner for den samlededetailhandelsstruktur i kommunen, med mindre det er i overensstemmelse med de gældende regionplanret-ningsliner,Kommuner, som endnu ikke har udarbejdet samlede kommuneplanrammer efter lovændringerne i 2002, kankun planlægge for butikker og butiksareal i overensstemmelse med retningslinjerne i Regionplan 2001. Efterlovændringerne i 2002 overtog kommunalbestyrelserne ansvaret for at fastlægge detailhandelsstrukturen ikommunerne. I overgangsbestemmelserne i loven fra 2002 er det fastlagt, at indtil kommunerne har fastsatkommuneplanrammer for den samlede detailhandelsstruktur i kommuneplanen, kan de kun benytte de ret-ningslinjer om centrale byområder, bydelscentre og aflastningsområder, herunder afgrænsning af centerom-råderne, der er tilvejebragt i regionplanmyndighedernes Regionplan 2001, som grundlag for kommune – oglokalplanlægningen, jf. § 5 i lov nr. 383 af 6. juni 2002.I henhold til stk. 2 kan kommunerne uanset gældende regionplanretningslinjer om butiksstørrelser se bort fradisse i det omfang, de er lavere end de butiksstørrelser, der er fastsat i medfør af loven. Kommunerne kanaltså fastsætte regler i kommuneplantillæg og lokalplaner for butiksstørrelse, der er i overensstemmelse medlovens nye regler for maximale butiksstørrelse på op til 3.500 m� for dagligvarebutikker, 2.000 m� for ud-valgsvarebutikker og for butikker som alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, hvor kommunal-bestyrelsen fastsætter den maximale butiksstørrelse. Kommunerne kan også selv fastsætte antallet af butikkeruanset antallet i gældende regionplanretningslinjer.

Kommuneplanen kan ikke vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen, før miljøministeren har ændret ellerophævet retningslinjerne for den pågældende kommunes vedkommende.Lokalplaner for butikker med særlig pladskrævende varegrupperPlanloven indeholder bestemmelser for særlig pladskrævende varegrupper, som kan lokaliseres uden forcenterstrukturen i f.eks. erhvervsområder. Siden begrebet blev indført i 1997 og til i dag har bestemmelsenindeholdt forskellige definitioner på særlig pladskrævende varegrupper. Mellem 1997 – 2002 fremgik det afplanloven, at varegrupper som f.eks. tømmer, større bygningsmaterialer og biler var særligt pladskrævende.Mellem 2002 – 2007 blev gruppen defineret som f.eks. biler, tømmer, byggematerialer, planter, havebrugs-varer, møbler og køkkenelementer. Efter 2007 blev varegrupperne defineret udtømmende i planloven sombiler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten, betonvarersamt møbler jf. dog § 11 e, stk. 7.Lovbemærkningerne til lovændringerne i 1997 fastslår, at varegrupper som fødevarer, tøj, legetøj, babyud-styr, tv/radio, edb, foto, hårde hvidevarer, møbler, tæpper og boligudstyr ikke er særlig pladskrævende. Lov-bemærkningerne til lovændringen i 1997 fastslår ligeledes, at bestemmelsen ikke omfatter store butikker medmange varer og heller ikke butikker, der både forhandler pladskrævende varer og ikke - pladskrævende varer.Bestemmelsen fastslår altså, at det er butikker deraleneforhandler særlig pladskrævende varegrupper. Dissebemærkninger fremstår i dag uændrede, på nær dog møbler, som under særlige forudsætninger fortsat kanetableres som pladskrævende varegruppe.Ovenstående har konsekvenser for nye butiksetableringer og ved ny udlejning af lovligt etablerede butikker,som sker med afsæt i lokalplaner fra før 2007, der er udlagt til områder med butikker med særlig pladskræ-vende varegrupper.Nye butiksetableringer og ny udlejning af lovligt etablerede butikker med afsæt i:- gl. lokalplan fra efter 1997 uden specifik definition. Dvs. hvis der i lokalplanens bindende bestemmelserkun er nævnt, at der kan ligge særlig pladskrævende varegrupper – er det lovens nuværende definition dergælder (seNKO nr. 450og NKN – afgørelse af 1. oktober 2009 i sagen NKN-33-03301). Dvs. hvis der byg-ges en ny butik, eller der udlejes til en ny butik i ejendommen, kan der kun bygges eller etableres en ny bu-tik, som sælger varer efter planlovens definition efter 2007.Nye butiksetableringer og ny udlejning i ejendomme med lovligt etablerede butikker med afsæt i:- lokalplan fra efter 1997 med en specifik definition, hvor varegrupperne er udtrykkeligt nævnt.. Dvs. hvisder i lokalplanen er nævnt de varegrupper, som var gældende efter de tidligere regler fra perioderne mellem1997 – 2002 og 2002.- 2007. Her gælder lokalplanens definition (se NKN–afgørelse af 7. juli 2009 i sagenNKN–33-02421). Dvs. hvis en butik med køkkenelementer og møbler lukker eller en ny butik ønskes opført,og lokalplanen er vedtaget mellem 2002 og 2007 samt, at der i lokalplanen er anført specifikt, at der kanvære køkkenelementer og møbler, kan der fortsat etableres og nyudlejes butikker med salg af f.eks. møblerog køkkenelementer efter 2007.Ældre lokalplaner fra før 1997Nye butiksetableringer og ny udlejning i ejendomme med lovligt etablerede butikker med afsæt i:- gl. lokalplan fra før 1997 for butikker med bred definition. Dvs. der i henhold til lokalplanen kan etableresbutikker. Dette betyder, at der kan lokaliseres butikker med hvilken som helst dagligvare og udvalgsvare ihenhold til lokalplanens bestemmelser. Lovligt etablerede butikker kan erstattes af en hvilken som helt andenbutik. For butiksstørrelser gælder dog § 5 r.Hvis der ikke er angivet maksimal butiksstørrelse er det således lovens nuværende butiksstørrelser, som ergældende jf. § 5 r. Store butikker vil kunne kræve en VVM- tilladelse, hvis de har regionale konsekvenser.

Afgrænsning af bymidter og bydelscentreBymidter og bydelscentre afgrænses efter en statistisk metode, der tager udgangspunkt i tilstedeværelsen afen række byfunktioner. Det er miljøministeren som i henhold til § 5 m, stk. 2, fastsætter reglerne om denstatistiske metode. Reglerne er fastsat ibekendtgørelse nr. 1093 af 11. september 2007om afgrænsning afbymidter og bydelscentre.Den statistiske metode tager udgangspunkt i det, der er karakteristisk for bymidter og bydelscentre; at der iområderne er stor mangfoldighed i de kunde- og publikumsorienterede funktioner, og at de forskellige funk-tioner rent fysisk er placeret tæt på hinanden. Det er altså ikke kun detailhandel, som er afgørende for mang-foldigheden, men også funktioner som f.eks. hoteller, restauranter, stationer, banker, forretningsservice, kul-turtilbud, sundhedsvæsen, offentlig administration mv.Bekendtgørelsen er et redskab, som kommunalbestyrelsen skal benytte, og som kan hjælpe med at identifice-re de områder i byen, hvor bymidte- og bydelscenterfunktioner findes og dermed styrke bymid-ten/bydelscentre i kommunen.

Afgrænsning af bymidter og bydelscentre§ 1.Den gældende afgrænsning af bymidter og bydelscentre i en kommuneplan kan opretholdes.Stk. 2.Ændringer af den afgrænsning af bymidter og bydelscentre, der har et samlet bruttoetageareal tilbutiksformål på mere end 5.000 m2, der fremgår af kommuneplanen, skal ske i overensstemmelse med denstatistiske afgrænsning, der fremkommer ved anvendelse af den metode, der fremgår af bilag 1.Stk. 3.Bymidtens henholdsvis bydelscentrets afgrænsning kan dog udvides udover den statistiske afgræns-ning ved at inddrage arealer, som grænser op hertil, hvis kommunalbestyrelsen har redegjort herfor, jf. § 2.Stk. 4.Ved planlægning for nye byer eller bydele finder stk. 2 ikke anvendelse.Efter § 1, stk. 1, kan kommunalbestyrelserne fastholde de eksisterende gældende afgrænsninger af bymidterog bydelscentre i kommuneplanerne. Der er således ikke noget af den gamle afgrænsede bymidte, som nød-vendigvis skal tages ud efter, at kommunerne har benyttet den statiske metode til ny afgrænsning af bymid-ten i kommuneplanen. Det kan dog være oplagt at revidere afgrænsningen på baggrund af den statistiskemetode, f.eks. i tilfælde hvor bymidtefunktionerne flytter sig, så en udvidelse i udviklingsretningen følges afen reduktion i den del af byen, hvor funktionerne er forsvundet.Kommunalbestyrelsen kan efter § 1, stk. 2, umiddelbart kommuneplanlægge for en udvidelse af afgrænsnin-gen af bymidten/bydelscenter inden for områderne, hvor den statistiske metode laver en afgrænsning. Dvs.hvor den statiske afgrænsning dækker et større areal end den bymidte/bydelscenter, kommunen allerede haraftegnet i kommuneplanen. Der skal dog stadig redegøres for udvidelsen i henhold til kravene til kommune-planens redegørelse i § 11 e, stk. 4 – 7.I henhold til bekendtgørelsen skal kommunerne ikke benytte den statiske metode ved udvidelse af bymid-ter/bydelscentre, der har et samlet bruttoetageareal til butiksformål på under 5.000 m�. Kommunalbestyrelsenkan i dette tilfælde ændre afgrænsningen af bymidten/bydelscenter, selvom den statistiske afgrænsning ikkeslår ud. Kommunalbestyrelsen skal redegøre for den nye afgrænsning og bruttoetagearealet til butiksformåljf. § 11 e, stk. 4.Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at ændre afgrænsningen og samtidig udvide bruttoetagearealet for butik-kerne i en bymidte/bydelscenter fra under 5.000 m� til over 5.000 m�, skal den statistiske metode heller ikkebenyttes. Det er dog en forudsætning, at bruttoetagearealet og afgrænsningen er tilpasset byen/bydelen.Kommunalbestyrelsen skal redegøre for udvidelsen efter § 11 e, stk. 4.

Ved efterfølgende nye udvidelser skal den statistiske metode herefter benyttes, da bymidten/bydelscenter nuer over 5.000 m�. Kommunalbestyrelsen skal redegøre for den nye afgrænsning jf. § 11 e, stk. 4.Kommunen kan dog stadig øge bruttoetagearealet, selvom den statistiske afgrænsning ikke slår ud. Her kankommunen gøre det inden for eksisterende afgrænsning i kommuneplanen.Redegørelseskravene for en udvidelse af bymidten/bydelscenter inden for den statistiske afgrænsning er ikkeanderledes end de krav, som kommunerne hidtil har benyttet efter de gældende regler. Dvs. efter reglerne i§§ 5 l og 5 m i planloven. Kommunen kan ikke bare udlægge alt areal inden for den statistiske afgræsning.Udlægget skal være sammenhængende med den eksisterende bymidte/bydelscenter og være resultat af etopgjort behov i kommunen i henhold til planlovens § 11 e, stk. 4.En bygherre eller grundejer har ikke noget juridisk krav på, at en kommuneskaludvide eller etablere bymid-te/bydelscenter i kommuneplanen ud til den statiske afgrænsning, hvis kommunen ikke ønsker det. Omkommunen vil udvide eller etablere bymidte/bydelscenter er under alle omstændigheder et spørgsmål somkommunalbestyrelsen skal tage konkret stilling til i kommuneplanen.Efter § 1, stk. 3, kan kommunen udvide bymidten/bydelscentre ud over den statiske afgrænsning, men kunmed nye arealer der grænser direkte op til den statistiske afgrænsning. Dvs. kommunalbestyrelsen kan ikkeudvide bymidten/bydelscentre med arealer uden for den statistiske afgrænsning, der ikke støder op hertil.Kommunerne kan heller ikke udvide med arealer, der, som en lang tunge, rækker fra bymidten/bydelscentretog langt udover det, som reelt er bymidten/bydelscentret. Dette er for at undgå en todelt og usammenhæn-gende bymidte og fordi målet er, at udvidelsen skal være med til at styrke deneksisterendebymid-te/bydelscenter. Over længere tid (flere kommuneplanprocesser) kan en bymidte/bydelscenter dog godt ud-vikle sig ud over et større område. Det afgørende er, at udvidelsen sker successivt, og at udvidelsen sker der,hvor den statistiske afgrænsning slår ud. Når et nyt inddraget område er omdannet til bymid-te/bydelscenterfunktioner og den statistiske afgrænsning slår ud, kan kommunen fortsætte udviklingen i den-ne retning, hvis det er ønsket. Nye arealer til bymidter og bydelscentre skal dog stadig udlægges i den centra-le del af en by eller bydel jf. § 5 m.I henhold til § 1, stk. 4, kan kommunen planlægge for detailhandel i et helt nyt byområde eller ved omdan-nelse af et ældre erhvervs- eller havneområde til boliger uden at benytte den statiske metode, idet der ofteikke i forvejen findes detailhandel eller andre bymidte/bydelscenterfunktioner i områderne. Kommunen kanher selv planlægge og aftegne en bymidte/bydelscenter i kommuneplanen i det nye byområde, også selvomkommunen planlægger for en bymidte/bydelscenter, der er større end 5.000 m�. Det er dog kun byer, som erover 40.000 indbyggere, at bydelscentre kan være over 5.000 m�. (I hovedstadsområdet er det miljøministe-ren, der fastsætter regler for udpegning af bymidter og bydelscentre). Kommunen skal i disse tilfælde benyttede almindelige regler for planlægning til detailhandel. Dvs. arealer til butiksformål skal udlægges i det somplanlægges som den centrale del af byen eller bydelen jf. planlovens §§ 5 l og 5 m, og der skal planlæggesfor detailhandelen i den nye by eller bydel, som del af kommunens generelle struktur og detailhandelsstruk-turen jf. planlovens §§ 11 a, 11 b og 11 e. Dvs. nye udlæg af detailhandel skal ske i forhold til den planlagteby/bydel og det forventede indbyggertal.I henhold til de almindelige bemærkninger i planloven, kan hver by kun have én bymidte (på nær i hoved-stadsområdet, hvor miljøministeren i et landsplandirektiv har fastlagt beliggenheden af bymidterne). Noglebyer har fra tidligere planlægning i kommuneplanen udlagt flere bymidter/bymidteområder, som ikke hængersammen rent fysisk, men hvor de betegnes som ligestillede bymidter. Kommunen kan ved kommuneplanre-visioner beholde de eksisterende afgrænsninger af de adskilte bymidter. Ved ændringer af afgrænsningen måkommunerne dog træffe et valg om, hvilket område som fremover skal være bymidten. Kommunen skal herbenytte planlovens § 5 m.

Redegørelseskrav§ 2. Redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder bestemmelser om en ændret afgrænsningaf bymidten eller bydelscentre udover den statistiske afgrænsning, skal indeholde1) en vurdering af og begrundelse for behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse tilbutiksformål ved ændret afgrænsning af bymidten eller bydelscentret,2) en vurdering af mulige områder, der kan inddrages i bymidten eller bydelscentret og en begrundelse for,hvorfor det eller de pågældende områder ønskes inddraget i bymidten eller bydelscentret,3) oplysning om, hvordan planlægningen tilgodeser målene for den kommunale detailhandelsstruktur, og4) en beskrivelse af konsekvenser for bymiljøet og for afviklingen af trafikken til og fra bymidten eller by-delscentret, herunder tilgængeligheden for forskellige trafikarter samt parkeringsmuligheder.For at sikre en dynamisk udvikling af bymidten kan kommunalbestyrelserne i kommuneplanen argumenterefor at inddrage nye områder uden for den statistisk begrundede afgrænsning. Det kan f.eks. være ved inddra-gelse af områder, der i kommuneplanen er udpeget som byomdannelsesområder. Eventuelle udvidelser skerindefra og ud, og udvidelsen skal være begrundet i et opgjort behov for yderligere detailhandelsarealer, her-under til betjening af eventuelle nye byområder i forbindelse med en byomdannelse. De nye områder, derønskes inddraget i bymidte/bydelscenter, skal grænse op til den statistiske afgrænsning.Redegørelseskravene til § 2, nr. 1, 2, 3 og 4, i bekendtgørelsen er ikke væsentligt forskelligt for de krav,kommunerne hidtil har skullet opfylde, når de har skullet udvide bymidten og planlægge for detailhandel ihenhold til planlovens § 11 e, stk. 4, nr. 1, 2, 3, 4 og 5, – dog skal det nu ske i forlængelse af den statistiskeafgrænsning.Mange danske byer er opbygget rent fysisk og historisk omkring f.eks. en kirke, sø, å, togstation, park ellerslot. Disse fysiske forhold gør, at den statistiske afgrænsning bliver gennemskåret på en sådan måde, at derer mere end 25 meter mellem bymidte/bydelscenterfunktionerne, som ellers er minimumafstanden for, at enbymidte/bydelscenter får en afgrænsning ved hjælp af den statistiske metode. I disse områder kan kommu-nerne aftegne en samlet bymidte/bydelscenter hen over kirken, søen, åen, osv. så bymidten i kommuneplanenfremstår som en bymidte. Det er naturligvis en forudsætning, at områderne i forvejen reelt set har en funktionsom en samlet bymidte/bydelscenter, og at den statistiske afgrænsning slår ud på begge sider af den fysiskebarriere.Efter § 2, nr. 1, skal kommunen ved planlægning vurdere behovet for nyt udlæg til butiksformål ud over denstatistiske afgrænsning under hensyntagen til §§ 5 l og 5 m i planloven. Det kan være, at nye boligområder ibyen gør, at der er behov for mere detailhandel i enten bymidten eller bydelscentret, eller at kommunen haret behov for at styrke detailhandelen i en by/bydel i kommunen så en decentral struktur opretholdes.Kommunen skal efter § 2, nr. 2, vurdere forskellige områder, som kan og ønskes inddraget i bymidten elleret bydelscenter. Det kan være, at omlægninger af veje eller andet gør, at nogle nye områder ligger bedre iforhold til trafik, især den gående, cyklende og kollektive trafik. Det afgørende er, at de nye områder styrkerdet eksisterende handelscenter. Det kan også være et nedlagt erhvervsområde eller havneområde, som liggeruudnyttet hen og som ønskes inddraget i bymidten til bymidtefunktioner. F.eks. vil inddragelse af et havne-område være med til at skabe nyt liv i forhold til bymidten/bydelscenter, da havneområdets rekreative attrak-tion vil tiltrække handlende. Det kan også være opførelsen af et nyt kulturhus, bibliotek eller museum på engammel erhvervsgrund, der kan være med til at øge attraktionen af bymidten/bydelscenter. Området behøveraltså ikke nødvendigvis kun at skulle inddrages til detailhandel. Men det skal styrke bymidten/bydelscentrets- inklusive detailhandelen - funktion som helhed.I henhold til § 2, nr. 3, skal kommune oplyse om, hvordan planlægningen af bymidten/bydelscentret inklusi-ve de nye områder uden for den statistiske afgrænsning tilgodeser målene for den kommunale detailhandels-struktur i henhold til planlovens § 11 e, stk. 4, herunder hvilket opland butikkerne i de udlagte områder for-

ventes at betjene. Kommunen skal redegøre for, hvordan nye udlæg er med til at opfylde lovens krav om endecentral detailhandelsstruktur, og hvorfor de nye udlæg er nødvendige for at opretholde dette. Det kan f.eks.være, at nye udlæg er nødvendige pga. udlæg af nye boligområder, eller at nye udlæg er med til at understøt-te tilgængeligheden især for den gående, cyklende og kollektive trafik.I henhold til § 2, nr. 4, skal kommunalbestyrelsen redegøre for udvidelsens betydning for bymiljøet, herunderden blandede arealanvendelse, den arkitektoniske kulturarv, friarealer, trafikforhold mv.Som del af redegørelsen for udvidelser ud over den statiske afgrænsning kan kommunerne også foretagemindre tekniske justeringer, hvis der redegøres for, at området ligger umiddelbart op ad den statiske af-grænsning, og det er åbenlyst, at området reelt er en del af bymidten (f.eks. at et mindre hjørne af en matrikelstikker uden for den statistiske afgrænsning eller, at den statistiske afgrænsning kun mangler et mindre hjør-ne for at nå op til en vej, sø, kirke eller andet, men som ellers helt naturligt afgrænser bymidten).

Statistisk metode til afgrænsning af bymidterMetoden til afgrænsning af bymidter og bydelscentre består af bekendtgørelsens følgende fem trin:Trin 1: Fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) indhentes branchekode og adresse på de virksomheder,defineret som produktionsenheder, der har adresse i kommunen, og som hører til de brancher, hvis koder eranført i bekendtgørelsens bilag 1 a. Også produktionsenheder uden ansatte eller med uoplyst antal ansattemedtages. Produktionsenhederne fordeles ud fra deres branchekode på de 8 hovedafdelinger, der er anført ibilag 1 a.Branchekoder og -betegnelser følger den til enhver tid gældende brancheklassifikation fra Danmarks Stati-stik.Trin 2: Den adresse, som i CVR oplyses for de udvalgte produktionsenheder, stedfæstes, det vil sige tildelesgeografiske koordinater, ved hjælp af registeret ”De Officielle Standard Adresser” og ”Koordinater (OSAK)” eller et tilsvarende register.Der kan være enkelte produktionsenheder i CVR, hvis adresse ikke findes i registrene. Kommunen kan eftereget valg stedfæste disse produktionsenheder manuelt eller se bort fra dem.Forskellige produktionsenheder vil kunne have samme geokode. Det kan gælde butikscentre, hvor butikker-ne har samme adresse. Dette vil også gælde produktionsenheder i etageejendomme, som har fælles adresse,eller hvor produktionsenhederne ligger over hinanden.Nogle kædebutikker har alle samme adresse som deres kædes hovedkvarter. Koordinaterne mangler derfor,når den statistiske metode anvendes i en konkret bymidte/bydelscenter. Her kan kommunerne plotte koordi-naterne for butikkerne i bymidten/bydelscenter ind manuelt.Trin 3: Produktionsenhedernes koordinater indlægges ved hjælp af en digital analyse på et kort over kommu-nen, og hvert sæt adressekoordinater omgives af en cirkel med en radius på 25 meter. Hvor disse cirkler(nærarealer) overlapper hinanden, dannes samlede områder, som er mulige bymidtekerner.Det forhold, at produktionsenheder med fælles adresse har ens geografiske koordinater, betyder, at de tildeleset fælles nærareal defineret af afstanden til adressepunktet på 25 meter. I nogle tilfælde, f.eks. i butikscentre,kan det samlede areal af produktionsenhederne være langt større. Afstanden på 25 meter fra adressepunktetvil muligvis end ikke dække butikscentrets faktiske areal. Den mulige bymidtekerne, som et butikscenter kanvære, vil derfor blive repræsenteret af et for lille nærareal, hvilket også kan få til følge, at butikscenteret ikkeindgår i en bymidtekerne med andre nærarealer. Også enkelte produktionsenheder kan have et areal, som ervæsentligt større end det nærareal, som dannes omkring adressepunktet af cirklen med radius på 25 meter.

Det kan f.eks. gælde de store udvalgsvarebutikker over 2.000 m2. Kommunen kan i de tilfælde manuelt juste-re det tildelte nærareal. I stedet for at lade adressekoordinaten omkranse af en cirkel på 25 meter, kan kom-munen anvende produktionsenhedernes faktiske areal, så en stor butik registreres med bygningens faktiskeareal og et butikscenter med centrets faktiske areal og lægge 25 meter hertil.Trin 4: De i trin 3 dannede mulige bymidtekerner skal opfylde tre krav til sammensætningen og variationen ibymidtekernens produktionsenheder for at være en faktisk bymidtekerne:a. Kernen skal rumme mindst en produktionsenhed fra 4 forskellige hovedafdelinger.b. Kernen skal rumme mindst to produktionsenheder fra hovedafdeling I: Detailhandel mv.c. Kernen skal rumme mindst en produktionsenhed fra enten hovedafdeling VI: Offentlig administration mv.,VII: Sundhedsvæsen eller VIII: Kultur mv.Er disse tre krav alle opfyldt, er den mulige bymidtekerne en faktisk bymidtekerne.Trin 5: Der adderes en 100 meter randzone til de faktiske bymidtekerner, som er fundet i trin 4. Det samledeområde, der udgøres af den faktiske bymidtekerne og randzonen, er den statistisk afgrænsede bymidte.Listen over de brancher, der indgår i udpegningen fremgår af bekendtgørelsens bilag

Miljøvurdering og VVM for detailhandelsplanlægningI reglerne for VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet) og reglerne for miljøvurdering af planer og pro-grammer er der krav om miljøvurdering, hvis anlæg eller planer kan medføre en væsentlig indvirkning påmiljøet. Dette gælder også planer for detailhandel.I vurdering af planlægningens og de konkrete anlægs konsekvenser for miljøet, skal der tages højde for risi-koen for forurening af omgivelserne med f.eks. støj og lugt, men også for ændringerne i bymiljøet og detail-handelen i området.En miljøvurdering giver ikke i sig selv svaret på, hvilken beslutning der skal træffes. Men den sikrer, at dergennemføres en grundig analyse af de forskellige miljøpåvirkninger, og den giver et overblik over konse-kvenserne af forskellige alternative mulige løsninger. Miljøvurderinger skulle gerne føre til, at der træffesmiljømæssigt bedre beslutninger.I det følgende gives et overblik over reglerne om miljøvurdering af planer og programmer samt VVM set irelation til detailhandelsplanlægningen. Nedenstående er altså ikke en detaljeret gennemgang af reglerne forVVM og miljøvurderinger, men er et overblik over reglerne, som kan have relevans for detailhandelsplan-lægning. For en nærmere beskrivelse af reglerne for VVM og miljøvurderinger henvises til de respektivevejledninger.

Miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse nr. 936 af 24. september 2009)Efterlov om miljøvurdering af planer og programmerskal planmyndigheden udarbejde en miljøvurde-ring, når der tilvejebringes planer, der fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser til fremtidige an-lægsprojekter som f.eks. butikscentre.Hvis planerne fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller alene indeholder mindre æn-dringer i sådanne planer, skal der dog kun gennemføres en miljøvurdering, hvis virkeliggørelse af planernemå antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.Vurderingen af, om planerne må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet fastlægges ved enscreening. Kommunen skal høre andre myndigheder, hvis området berøres af planforslag, inden der træffesscreeningsafgørelse.Hvis screeningen fører til en beslutning om, at planen ikke skal miljøvurderes, skal denne beslutning offent-liggøres snarest muligt og før den endelige godkendelse eller vedtagelse af planen. Offentliggørelsen afscreeningsafgørelsen kan ske samtidig med offentliggørelse af selve planforslaget. Offentliggørelsen afscreeningsafgørelsen skal ledsages af klagevejledning. For planforslag, hvor offentliggørelsen af screenings-afgørelsen foretages i samme annoncering som offentliggørelsen af planforslaget, skal annoncen såledesindeholde en klagevejledning for klage over beslutningen om ikke at gennemføre en miljøvurdering.Hvis screeningen fører til, at der skal foretages en miljøvurdering, skal kommunen indhente en udtalelse fraberørte myndigheder med henblik på at fastlægge indholdet af miljøvurderingen. Denne udtalelse kan ind-hentes i forbindelse med en eventuel høring af de berørte myndigheder i forbindelse med en eventuel scree-ning, så der ikke skal foretages en ny høring for at få fastlagt indholdet af miljøvurderingen.Kravet om miljøvurdering af planer er begrænset til de dele af planforslaget, som indeholder ændringer iforhold til gældende planer. Arealudlæg, der allerede er udpeget i en gældende plan, og som også indgår i enny plan, er således ikke omfattet.

Planlovens regler om VVM §§ 11 g – 11 i og bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 omvurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM)Detailhandelscentre og butikker m.v. er omfattet af krav om anmeldelsespligt før etablering eller ændring.For detailhandelscentre og butikker, der på grund af størrelsen har regional betydning, skal der altid udarbej-des en VVM-redegørelse og meddeles en VVM – tilladelse inden etableringen og i visse tilfælde også indenændring eller udvidelse.Et detailhandelscenter kan både være et større samlet butiksareal, det kan bestå af flere butikker langs engade, det kan være en eller flere store butikker eller en samling af flere butikker under samme tag i et over-dækket butikscenter. Naturklagenævnet har i tidligere sager lagt vægt på centrets betydning for handels- ogindkøbsmønstre og hermed korresponderende trafik i et geografisk område, der rækker væsentligt ud overdet lokalområde, hvor centret tænkes placeret.Butikker, hvis kundegrundlag forventes at række ud over den pågældende kommunegrænse, vurderes at haveregional betydning og skal derfor ledsages af en VVM-redegørelse og have en VVM-tilladelse. Butikker,hvis kundegrundlag forventes at holde sig inden for kommunegrænsen, kan ligeledes have regional betyd-ning, såfremt deres betydning rækker væsentligt udover det lokalområde, hvor de tænkes placeret. Det kaneksempelvis være tilfældet ved butikker eller butikscentre, der forventes at have afgørende betydning forbalancen i detailhandelen mellem to nabobyer i samme kommune.Om et detailhandelscenter får regional betydning beror derfor blandt andet på centrets størrelse i forhold tildet eller de bysamfund, som det skal betjene. Det vil sige, at et center i et tyndt befolket område ikke skalvære så stort for at have regional betydning, som hvis det ligger i et tæt befolket område. Det vil også sige, atet byggeri i udkanten af en by ikke skal være så stort for at have regional betydning som et byggeri i bymid-ten.Selvom der ikke er tale om et detailhandelscenter, der på grund af størrelsen har regional betydning, kan enVVM-redegørelse være påkrævet.Opførelse af butikscentre og parkeringspladser, som ikke har regional betydning kan også være omfattet afkravet om en VVM-redegørelse. Det vil bero på en konkret vurdering af det konkrete projekt – den såkaldtescreening. Ved screening vurderes om projektet på grund af dets dimensioner eller placering må antages atkunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, herunder bygningsmiljøet trafikmængde, støj, arealanvendelseog visuelle gener.Hvis det på baggrund af screeningen vurderes, at anlægget ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt, skalresultatet af screeningen offentliggøres senest samtidig med at bygherren får tilladelse til at påbegynde an-lægget. Offentliggørelsen skal ledsages af en klagevejledning.Hvis det vurderes, at anlægget må antages at påvirke miljøet væsentligt, skal der udarbejdes et kommune-plantillæg, der fastlægger retningslinjer for beliggenhed og udformning af anlægget med tilhørende redegø-

relse, der i henhold til planlovens § 11 e, stk. 3, skal indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekven-ser (VVM-redegørelsen).Inden udarbejdelse af VVM-redegørelsen skal der indkaldes idéer og forslag. På baggrund af anmeldelsen afanlægget og idéfasen fastlægger kommunen redegørelsens indhold, en såkaldt ”scoping”.Når VVM-redegørelsen og forslag til kommuneplantillæg er tilvejebragt, kan kommunen tage stilling til, omprojektet skal fremmes. Ønskes projektet fremmet skal forslaget offentliggøres i mindst 8 uger.På baggrund af eventuelle indsigelser fra offentlighedsperioden vurderer kommunen, om forslaget til kom-muneplantillæg skal justeres, inden det vedtages endeligt.Både en afgørelse om ikke at vedtage og en afgørelse om at vedtage kommuneplantillæg med VVM skaloffentliggøres sammen med begrundelsen for afgørelsen. I forbindelse med offentliggørelsen skal der givesklagevejledning.Såfremt et VVM-pligtigt anlæg besluttes tilladt, skal der gives en særlig tilladelse før det anmeldte anlægeller ændringen må påbegyndes. Tilladelsen meddeles ansøger, og senest samtidig skal tilladelsen offentlig-gøres med klagevejledning.

Sammenhængen mellem krav til planers redegørelse i planloven, miljøvurdering og VVMPlanloven indeholder en række specifikke krav til redegørelsen for den del af kommuneplanen, som givermulighed for etablering af detailhandel. Redegørelsen skal bl.a. indeholde en angivelse af, hvilket opland derforudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de udlagte arealer. Derudover skal der redegø-res for konsekvenserne ved detailhandelsplanlægning for bymiljøet. Det forudsættes, ifølge bemærkninger tillovforslaget til ændring af detailhandelsreglerne fra 1997, at dette omfatter en redegørelse for den blandedearealanvendelse, den arkitektoniske kulturarv, friarealer, trafikforhold i bymiljøet mv.Kravene til redegørelsen for den del af kommuneplanen, som giver mulighed for etablering af detailhandel,er på mange punkter sammenfaldende med den redegørelse, som er påkrævet, hvis der udarbejdes en miljø-konsekvensvurdering efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer samt ved udarbejdelse af enVVM-redegørelse. Oplysninger, undersøgelser og vurderinger vil derfor kunne indgå i de forskellige redegø-relser. VVM – redegørelsen og miljørapporten (planer og programmer) vil kunne indgå i redegørelsen tilkommuneplanen som selvstændige afsnit.Der kan udarbejdes én samlet redegørelse, hvor der tages højde for alle kravene til redegørelse, hvis kommu-nen finder det hensigtsmæssigt.Det bemærkes, at reglerne om miljøvurdering af planer og programmer samt reglerne for VVM er en brederevurdering, som indeholder emner af både miljømæssig og socioøkonomisk karakter. Det er vigtigt at tagehøjde for dette meget brede miljøbegreb og få alle aspekter belyst, medmindre de er udtrykkeligt fravalgt vedden indledende scoping. Det er dog vigtigt, at den samlede redegørelsen er udarbejdet på en sådan måde, atde formelle krav i reglerne om VVM og miljøvurdering af planer og programmer fremstår klart og entydigt.Efter lov om miljøvurdering af planer og programmer er der derudover krav til beskrivelse af nogle alternati-ver - først og fremmest et krav om at beskrive det såkaldte 0-alternativ. Udover 0-alternativet vil planmyn-digheden også normalt være forpligtet til at medtage de alternativer, som berørte myndigheder er fremkom-met med i forbindelse med den indledende høring og tillige forslag, som måtte være fremkommet under drøf-telser i eksempelvis kommunalbestyrelsen eller byrådet.

Proceduremæssige kravUdover forskelle i kravene til det indholdsmæssige skal der tages højde for, at der i henhold til Lov om mil-jøvurdering af planer og programmer samt reglerne om VVM i planloven er særlige procedurekrav, som skaloverholdes.Efter lov om miljøvurdering af planer og programmer skal der indledes med en høring af berørte myndighe-der, m.h.p. en screening, hvis det er aktuelt. Denne forudgående høring kan ikke erstattes af den offentlig-hedsfase, der i planloven er fastlagt i forbindelse med planers tilvejebringelse. Hvis screeningen fører til, atder skal foretages en miljøvurdering, skal kommunen også indhente en udtalelse fra de berørte myndighederfor at fastlægge indholdet af miljøvurderingen. Denne udtalelse kan indhentes i forbindelse med screenings-høringen af de berørte myndigheder, så der ikke skal foretages en ny høring for at få fastlagt indholdet afmiljøvurderingen.Hvis planen skal virkeliggøre et konkret projekt, skal der enten foretages en VVM- screening eller udarbej-des en VVM–redegørelse. Hvis anlægget kræver en VVM-vurdering, skal der udarbejdes et kommuneplan-tillæg, der fastlægger retningslinjer for beliggenhed og udformning af anlægget med tilhørende redegørelse,der skal indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekvenser (selve VVM-redegørelsen).Inden der udarbejdes VVM-redegørelse, skal der indkaldes idéer og forslag. Indkaldelsen af idéer og forslager sammenlignelig med indkaldelsen af idéer og forslag til ændringer i kommuneplanen, som i visse tilfældeer påkrævet efter planlovens § 23 c. Hvis kommuneplantillægget kræver indkaldelse af idéer og forslag kandet ske sammen med indkaldelsen af idéer og forslag til VVM-redegørelsen.På baggrund af anmeldelsen af anlægget og idéfasen fastlægger kommunen VVM-redegørelsens indhold vedscopingen.Udkastet til VVM-redegørelsen, miljøvurderingen efter lov om miljøvurdering af planer og programmer ogkommuneplantillægget samt eventuelt en medfølgende lokalplan kan offentliggøres samlet. Offentlighedsfa-sen skal have en varighed af mindst 8 uger.Afgørelsen om endeligt at vedtage kommuneplantillægget skal offentliggøres sammen med begrundelsen forafgørelsen. I forbindelse med offentliggørelsen skal der gives klagevejledning som både gælder VVM-redegørelsen, miljøkonsekvensvurderingen efter lov om miljøvurdering af planer og programmer samt denendelige vedtagelse af kommuneplantillægget. Klagefristen er 4 uger.Der skal derudover gives en særlig tilladelse jf. VVM-bekendtgørelsens § 9, før det anmeldte anlæg ellerændringen må påbegyndes. Tilladelsen meddeles ansøger, og senest samtidig skal tilladelsen offentliggøresmed klagevejledning.

De planlægningsmæssige forhold ved byggesagsbehandlingenHvis der ansøges om etablering af butik i et område, som er omfattet af en lokalplan, byplanvedtægt ellerbygningsvedtægt efter tidligere lovgivning, skal der tages stilling til, om det ansøgte er i overensstemmelsemed planen.Hvis det ikke er, skal der tages stilling til, om der er mulighed for at meddele dispensation, såfremt kommu-nen ønsker at fremme projektet. Kommunalbestyrelsen kan dog kun dispensere fra bestemmelserne i en lo-kalplan eller byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen jf. § 19. Dispensa-tionsmulighederne er nærmere beskrevet iVejledning om lokalplanlægning.Dispensationer fra anvendelses-bestemmelserne i en lokalplan kan kun gives ved mindre betydende afvigelser.Hvis der er tale om fortsættelse af eksisterende lovlig anvendelse, kan det fortsætte uhindret.Hvis der søges om etablering af butik i et område, som ikke er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt,skal der tages stilling til, om det ansøgte er i overensstemmelse med kommuneplanen, og om det er lokal-planpligtigt.Efter planlovens § 12, stk. 1, har kommunen pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse, herunderved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. De kommunale myndigheder skal således i deres fakti-ske virksomhed og i deres administration arbejde for, at kommuneplanen omsættes til virkelighed. Det bety-der f.eks., at kommunalbestyrelsen har pligt til at vurdere konkrete byggeansøgninger i relation til kommu-neplanens bestemmelser. Kommunen har pligt til at foretage en individuel og konkret bedømmelse af deenkelte ansøgninger efter bl.a. de respektive særlove.Kommunen skal altså vurdere, om der skal meddeles en byggetilladelse på trods af uoverensstemmelse medkommuneplanens rammebestemmelser, eller om der skal nedlægges forbud.Planlovens § 12, stk. 3, gør det muligt for kommunalbestyrelsen at forhindre ny bebyggelse eller ændret an-vendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens rammedel. Forudsæt-ningen er dog, at rammebestemmelserne i kommuneplanen er så klare og præcise, at der ikke kan være tvivlom, at den ønskede bebyggelse eller anvendelse er i strid med bestemmelserne. Der kan ikke nedlægges for-bud efter § 12, stk. 3, hvis området er omfattet af en byplanvedtægt eller lokalplan. Reglerne er nærmerebeskrevet iVejledning om kommuneplanlægning.Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt nedlægge forbud mod, at der etableres forhold, som kan hindres ved enlokalplan jf. § 14. Forbuddet kan højst nedlægges for et år. Forbud efter § 14 kan nedlægges, uanset om derer en lokalplan eller byplanvedtægt for området eller ej. Det forudsættes, at kommunen på tidspunktet fornedlæggelse af forbuddet har til hensigt at udarbejde et lokalplanforslag, der umuliggør det ansøgte forhold.Forbuddet skal være planlægningsmæssigt begrundet. Vejledning om § 14 forbud er uddybet iVejledningom lokalplanlægning.

Det er ikke muligt at dispensere til butiksstørrelser over de i planloven fastlagte grænser. Dette følger af, aten dispensation fra en lokalplan er en plantilladelse, og at der ikke kan dispenseres til noget, som der ikkelovligt kan lokalplanlægges for.Hvis det i øvrigt er i overensstemmelse med reglerne for dispensation i planlovens § 19, kan det være muligtat dispensere fra butiksstørrelserne i en lokalplan fra før ikrafttræden af de nye detailhandelsbestemmelserden 1. juli 2007, så længe det er inden for de nu gældende regler for butiksstørrelser. Naturklagenævnet harstadfæstet en af Guldborgsund Kommune meddelt dispensation til en butik på 3.700 m2, hvoraf mindst 200m2skal anvendes til personalefaciliteter (NKN-33-01680). Naturklagenævnet lagde vægt på, at der i lokal-planen er fastsat den overgrænse for butikkens størrelse, som på tidspunktet for planens vedtagelse var muligi henhold til planloven. Der er ikke i planen holdepunkter for at antage, at denne størrelsesgrænse er fastsatud fra nærmere planlægningsmæssige overvejelser. På den baggrund finder nævnet ikke, at spørgsmålet ombutikkens maksimale størrelse i det konkrete tilfælde kan anses for at være en del af planens principper.Nævnet lægger også vægt på, at kommunen i sin afgørelse ikke har meddelt dispensation til en butiksstørrel-se, der overstiger de størrelsesgrænser, det efter de nu gældende regler vil være muligt at fastsætte i en lokal-plan (kommunen traf afgørelse om meddelelse af dispensation den 3. september 2007 efter ikrafttræden af denye regler). Med hensyn til butikker der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, er det kommu-nalbestyrelsen, som fastsætter størrelsen på butikkerne. Kommunen kan ligeledes dispensere fra butiksstør-relsen, hvis det ikke bryder med lokalplanens principper. Hvis kommunen lægger op til en dispensation foren meget stor butik, kan dispensationen være screeningspligtig i henhold til reglerne om VVM og eventueltudløse en VVM–redegørelse samt kommuneplantillæg.Reglerne for etablering af butikker i landzone er beskrevet på side 42.

Lokalplanpligt ved større udstykninger og bygge- eller anlægsarbejder mv. § 13, stk. 2§ 13, Stk. 2.En lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge-eller anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det er nødvendigt for at sikrekommuneplanens virkeliggørelse.Før der gennemføres større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse, skal der tilveje-bringes en lokalplan. Hvis det vurderes, at en lokalplan skal udarbejdes, kan der ikke meddeles byggetilla-delse/nedrivningstilladelse, før lokalplanen er endeligt vedtaget. Bestemmelsen gælder både for landzoneare-aler, byzonearealer og sommerhusområder.Ved vurdering af om tilvejebringelse af en lokalplan er påkrævet, skal følgende forhold indgå i bedømmel-sen:−Der skal først og fremmest lægges vægt på, om projektet fremkalder væsentlige ændringer i det beståendemiljø. Det er uden betydning for spørgsmålet om lokalplanpligt, om ændringen efter kommunalbestyrel-sens vurdering vil medføre en miljømæssig forbedring.−Dernæst skal vurderes, om den konkrete foranstaltning bør ses i en større planlægningsmæssig sammen-hæng.−Det skal også indgå i vurderingen, at borgerne skal have lejlighed til at øve indflydelse på planlægningen.I planlovens formålsbestemmelse er anført, at kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang bør inddragekommunens beboere i planlægningsarbejdet, og det fremgår af forarbejderne til kommuneplanloven (somdenne del af planloven er baseret på), at et hovedhensyn bag bestemmelsen har været at sikre offentlighe-dens medindflydelse på planlægningen.−Der skal desuden tages hensyn til omfanget af foranstaltningen. I bemærkningerne til forslaget til kom-muneplanloven siges det, at det ikke er muligt at præcisere kriteriet ”større” udstykninger eller bygge- oganlægsarbejder nærmere. Kriteriet rummer en vis elasticitet, og fortolkningen af ordet ”større” må variereunder hensyntagen til det pågældende bysamfunds størrelse og karakter.

Projektets konkrete visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i øvrigt bedømt i forhold til deteksisterende områdes karakter må indgå i den almindelige vurdering af, om der er lokalplanpligt, og husemed høj bevaringsværdi kan være et væsentligt moment i bedømmelsen (seNKO nr. 61fra januar 1995 (Gl.Dok) ogNKO nr. 314fra februar 2004 (den bevaringsværdige del af Kvægtorvet i Aalborg)).Er der tale om byggeri, der skal udføres i etaper, sammenlægges etaperne ved bedømmelse af lokalplanplig-ten (seNKO nr. 2fra november 1993). Hvis en eller flere mindre bygninger udføres sammen med andreforanstaltninger, som f.eks. vej- og parkeringsanlæg, må lokalplanpligten vurderes på grundlag af det samle-de bygge- og anlægsprojekt.Lokalplanpligten gælder også ved større tilbygninger til eller ombygninger af eksisterende bebyggelse.En væsentlig ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer udløser lokalplanpligt i samme om-fang som nybyggeri (NKOnr. 84fra oktober 1995 om indretning af bowlingcenter i erhvervsområde).Anlæg i det åbne land kan også udløse lokalplanpligt. Som det gælder generelt, er det også i det åbne land ennødvendig forudsætning for, at der kan laves en lokalplan, at de forhold lokalplanen skal regulere er dækketind af kommuneplanens rammer (NKOnr. 324fra juli 2004).For at en lokalplan kan danne grundlag for et lokalplanpligtigt byggeri, skal den indeholde ”sådanne ret-ningslinjer om områdets fremtidige anvendelse, at det er muligt på grundlag af planen at forestille sig, hvor-dan området vil blive med hensyn til bebyggelsens art og omfang, veje og friarealer, når planen er gennem-ført (seNKO nr. 193fra december 1999).

Detailhandel i landzoneHovedformålet med zoneinddelingen og landzonebestemmelserne er at modvirke byspredning ved at hindrespredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land og samtidig sikre, at egentlig byudvikling sker, hvorder er åbnet mulighed for det gennem kommune- og lokalplanlægningen. Zoneinddelingen skaber derved enklar grænse mellem by og land, hvorved bl.a. natur- og kulturhistoriske værdier bevares, og miljøkonflikterundgås.Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for anden bebyggelse m.v., end den der er nødvendigfor driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Udover at værne om natur og landskab er varetagelsen af deprimære erhvervsinteresser således blandt de hensyn, der ligger bag landzonebestemmelserne.Landzoneadministrationen gør det muligt at bevare kvaliteterne i det åbne land, men medvirker samtidig tilat sikre kvalitet i byer og landsbyer, bl.a. ved at byfunktioner, som butikker, placeres i byerne.Hovedreglen er, at der i landzone ikke må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring ianvendelsen af bestående bebyggelser og ubebyggede arealer uden landzonetilladelse fra kommunalbestyrel-sen, jf. planlovens § 35, stk. 1.Der bør som udgangspunkt ikke meddeles tilladelse til nyopførelse af butikker i landzone. Disse bør henvisestil planlagte områder i byzone eller landsbyer.Planlovens § 5 n, stk. 1 nr. 1 og 2 giver mulighed for at udlægge arealer til lokalcenter eller enkeltståendebutikker, der i begge tilfælde alene skal betjene en landsby eller lignende jf. § 5 n, stk. 1, nr. 1. Dette gælderogså for landzonelandsbyer. Hvis der i en landsby i landzone er givet mulighed for detailhandel, kan der meden landzonetilladelse gives tilladelse til etablering af detailhandelsvirksomhed. Det skal dog vurderes, omprojektet har et omfang, så det er lokalplanpligtigt. Anlæg af lokalcentre og anlæg af enkeltstående butikkerkan være omfattet af VVM–bekendtgørelsen bilag 2, hvis det antager bymæssig karakter.En landzonetilladelse vil også være påkrævet, hvis der er givet mulighed for detailhandel med en lokalplanuden såkaldt bonusvirkning. Bonusvirkning medfører, at en lokalplan for et område i landzone erstatter delandzonetilladelser, der er nødvendige for planens virkeliggørelse (planlovens § 15, stk. 4).Hvis der er tale om et område, der i en lokalplan med bonusvirkning er udlagt til detailhandel, skal en ansøg-ning om etablering af butik vurderes i forhold til denne, og ikke de landzonebestemmelser, som i øvrigt erbeskrevet i dette kapitel.Loven indeholder dog en række væsentlige undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, bl.a. til anvendelseaf bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom og til stalddørssalg.Landzonebestemmelserne er nærmere beskrevet iVejledning om landzoneadministration, Planlovens §§ 34-38,fra oktober 2002.

Detailhandel i tidligere landbrugsbygninger § 37, stk. 1 og 4§ 37. Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kan uden tilladelseefter § 35, stk. 1, tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker og en bolig, jf. dogstk. 3, samt lager- og kontorformål m.v. på betingelse af:1) at virksomheden eller boligen etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligtomfang, og2) at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.Stk. 2. I tilknytning til de bygninger, der er nævnt i stk. 1, kan der endvidere etableres et mindre ikke skæm-mende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.Stk. 3. Er der flere tidligere landbrugsbygninger på en ejendom, kan der kun etableres en bolig efter stk. 1 ién af disse bygninger.Stk. 4. Der kan ikke efter stk. 1 indrettes mindre butikker og en bolig i tidligere landbrugsbygninger, der erbeliggende inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen.Planlovens § 37, stk. 1, giver mulighed for uden landzonetilladelse at indrette en mindre butik i en overflø-diggjort landbrugsbygning. Baggrunden for planlovens § 37 skal findes i et ønske om at fremme en hen-sigtsmæssig udvikling af landsbyer som levedygtige lokalsamfund og derved lette erhvervsudviklingen ilanddistrikterne. Samtidig er formålet at få udnyttet den bygningsressource, som de nedlagte landbrugsbyg-ninger udgør.Ved en mindre butik forstås en butik hvis bruttoetagearealet ikke væsentligt overstiger 250 m2. Der kan bådeetableres udvalgsvarebutikker og butikker med egentlige dagligvarer.Bestemmelsen giver mulighed for at etablere en butik inden for bestående bygningsmæssige rammer, hvorder ikke foretages væsentlige om- eller tilbygninger. Med bestemmelsen følger en umiddelbar ret til at tageoverflødiggjorte landbrugsbygninger i brug til f.eks. mindre butikker. Den umiddelbare ret fritager dog ikkebyggeriet fra kravet om en byggetilladelse, før en butik kan indrettes.Planlovens § 37 omhandler kun tidligere erhvervsmæssigt nødvendige landbrugsbygninger, der ikke længereer nødvendige for driften af en landbrugsejendom. Dette er typisk tilfældet, hvis bygningerne ikke har væretanvendt gennem længere tid f.eks. på grund af en omlægning af ejendommens drift. Det er yderligere enbetingelse, at bygningerne er mindst 5 år gamle, og at der er tale om egentlige bygninger, der er egnede tilformålet. Bestemmelsen kan derfor ikke anvendes på f.eks. drivhuse, staklader eller presenninghaller, uansetden tidligere anvendelse af bygningerne.Bygningerne skal være af en rimelig standard, der ikke nødvendiggør omfattende istandsættelser eller om- ogtilbygninger. Hensigten med bestemmelsen er at muliggøre en rimelig udnyttelse af bestående værdier.Kravet om at der ikke må foretages væsentlige om-/tilbygninger, forhindrer ikke, at der uden landzonetilla-delse kan foretages de nødvendige indre ombygninger, herunder ombygninger til opfyldelse af krav, der stil-les af myndighederne som betingelse for etableringen, f.eks. krav efter arbejdsmiljø-, sundheds- og bygge-lovgivningen. Det er også muligt at foretage mindre udvendige om-/tilbygninger. Der kan f.eks. i forbindelsemed etablering af en virksomhed være behov for at opføre en mindre tilbygning for at skabe tilfredsstillendeindgangsforhold til en indrettet butik.Ved afgørelsen af om der er tale om en væsentlig om-/tilbygning, må kommunalbestyrelsen som udgangs-punkt lægge vægt på om bygningens ydre fremtræden og karakter stort set bevares, og om de indvendigeombygninger er økonomisk rimelige, set i forhold til bygningens samlede værdi.

§ 37 er ikke til hinder for, at der etableres flere virksomheder i én eller flere bygninger på samme ejendom,hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.Anvendelse af overflødiggjorte landbrugsbygninger til mindre butikker må kun ske efter forudgående an-meldelse til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne efter § 37 er opfyldt.Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har gjort indsigelse inden 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget,kan bygningerne tages i brug.Der er dog regler i anden lovgivning, som har betydning for etablering og drift af sådanne butikker f.eks.trafikale og veterinære bestemmelser. Kommunalbestyrelsen bør i øvrigt være opmærksom på naturbeskyt-telseslovens § 21 om friluftsreklamer i det åbne land. Hvis der er en landzonelokalplan for området, skal dertages højde for, om det anmeldte er i overensstemmelse hermed. Hvis det er i strid med en landzonelokalplanat etablere f.eks. en butik, må kommunen tage stilling til, om der kan meddeles dispensation.Hvis der først efter virksomhedens etablering opstår behov for om- eller tilbygninger, skal der ske fornyetanmeldelse efter § 38 til kommunalbestyrelsen. Dette giver kommunalbestyrelsen lejlighed til at vurdere ombyggearbejdet frit kan udføres efter § 37 (se neden for om udvidelse af mindre butikker i overflødiggjortelandbrugsbygninger). Ændret anvendelse af bygninger, der er taget i brug efter § 38-anmeldelse, kræver ogsåfornyet anmeldelse, da kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at vurdere, om den nye anvendelseopfylder betingelserne i § 37.Efter § 37, stk. 2, kan der uden landzonetilladelse etableres et mindre, ikke skæmmende oplag efter kom-munalbestyrelsens nærmere bestemmelse, hvis det sker i tilknytning til virksomhedens bygninger. Omfangetaf et mindre oplag, skal bl.a. ses i forhold til omfanget af de bygninger, der rummer virksomheden. Ikkeskæmmende er typisk der, hvor det ikke kan ses fra tilstødende ejendomme eller fra offentlig vej (SeNKOnr. 103fra september 1996 om retningslinjer for etablering af udendørs oplag).Der kan ikke efter § 37, stk. 1, etableres mindre butikker i overflødiggjorte landbrugsbygninger, der liggerinden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen, jf. planlovens § 37, stk. 4.

Udvidelse af mindre butikker i overflødiggjorte landbrugsbygninger § 36, stk. 1§ 36.Tilladelse efter § 35, stk. 1, kræves ikke til:13) Byggeri til udvidelse af en mindre erhvervsvirksomhed i det åbne land, som lovligt er etableret i en tidli-gere landbrugsbygning.Udvidelser af en mindre butik, der er etableret i en tidligere landbrugsbygning i det åbne land, kan ske udenlandzonetilladelse efter § 36, stk. 1, nr. 13. Det er en forudsætning, at der også efter udvidelsen er tale om enmindre butik. Det betyder at butikkens samlede bruttoetageareal ikke væsentligt overstiger 250 m2, og at derer indtil 5 ansatte. Udvidelser derudover kræver landzonetilladelse. Der bør ikke meddelelses landzonetilla-delse til egentlige udvidelser – de bør henvises til byzoner byer eller landsbyer.Det er dog en betingelse, at bygningerne opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer,da der ellers efter § 36, stk. 2, kræves landzonetilladelse for så vidt angår beliggenheden og udformningen afbygningerne.

Detailhandelsordbogen – definitioner og beskrivelserAflastningsområderAflastningsområder er områder – ofte placeretperifert ved store omfartsveje - der er etableret ihenhold til tidligere regler med begrundelse i, atdet ikke har været muligt at udlægge yderligerearealer til detailhandel i bymidten. Ofte som kon-sekvens af et bevaringsværdigt bymiljø, hvorkommunen ikke har syntes, at indpasning af nytbyggeri til detailhandel er mulig.Men planlovens regler af 1. juni 2007 kan der somudgangspunkt hverken udvides eller etableres nyeaflastningsområder i Danmark.Bruttoetageareal til butiksformålBruttoetageareal for butikker er alle salgsarealerog arealer til brug for produktion og/eller opbeva-ring af varer eller remedier, der er nødvendige forbutiksdriften. Det betyder, at salgsarealer, produk-tionsarealer, lagerlokaler, teknikrum, kølerum oglignende samt arealer til opbevaring af diversemaskiner for rengøring og/eller behandling afvarer, overdækket varegård, interne adgangsarea-ler, cafeteria mv. alle indgår i butikkens areal. Derkan trækkes op til 200 m� personalefaciliteter fraved beregningen af butiksarealet.Det er bygningsreglements regler, som skal benyt-tes ved beregning af bruttoetagearealet. Dog skalkælderarealer, hvor det omgivende terræn liggerunder 1,25 meter under loftet i kælderen, medreg-nes. Fællesarealer mellem to butikker – f.eks.fælles kantine eller lager skal også fordeles ogtælles med i butiksarealet.ButikEn butik er et sted, hvorfra der sælges og udleve-res varer direkte til privatkunder. Det gælder ogsådiverse showrooms, outlets, lagersalg, engroshan-del, permanente boder og stadepladser, hvorfrader er salg til private. Det afgørende er, om der erfysisk kundekontakt mellem køber og sælger.Hvis aktiviteten skaber kundestrømme, så er det atbetragte som en butik i planlægningsmæssig for-stand.Internethandel og postordre, hvor kunden købervaren på f.eks. nettet, og hvor varerne bringes udtil køberen, er ikke detailhandel i planlægnings-mæssig forstand. Butikker der sælger serviceydel-ser som f.eks. frisører, skræddere, renserier, kli-nikker skal ikke lokaliseres efter reglerne om pla-cering af detailhandel.ButiksstørrelserPlanloven bestemmer at dagligvarebutikker maxmå være 3.500 m� og udvalgsvarebutikker maxmå være 2.000 m�. Butikker, der alene forhandlersærlig pladskrævende varegrupper, har ikke nogenmaxgrænse i planloven, men størrelsen fastsættesaf kommunalbestyrelsen i kommuneplanen.Der kan planlægges for 3 udvalgsvarebutikkerover 2.000 m� i alle byer over 40.000 indbyggerehvert fjerde år. Butikkerne skal placeres i bymid-ten, men kan i hovedstadsområdet, Århus, Oden-se, Aalborg og Esbjerg under særlige forudsæt-ninger også placeres i udpegede aflastningsområ-der.Det er kommunens byggesagsbehandling, der skalsikre, at butikkerne ikke overstiger kravene tilbutikkernes størrelse.ButikscenterEt butikscenter er en samling af butikker medoverdækkede offentlige fællesarealer. Et butiks-center er ikke væsentlig forskelligt fra en traditio-nel gågade, selvom butikscentret og de offentligefællesarealer normalt er aflåst for offentlighedenom natten.Ved beregning af butiksarealet i et center indgårde fælles offentlige arealer ikke.BymidterEn bymidte er den centrale del af en by - ofte denhistoriske og/eller ældste del af byen. Bymidten erkarakteriseret ved stor tæthed og har en lang ræk-ke af funktioner udover detailhandel, f.eks. offent-lige og private serviceerhverv. Bymidten er ogsåofte udgangspunkt for byens kollektive trafik –dvs. tog og busser.BydelscenterEt bydelscenter udgør centrum i en større bydel ibyer over 20.000 indbyggere og ligger typisk udei en større forstad, et nyere byområde eller de

gamle brogader i de største byer. Bydelscentrethar typisk samme udvalg af varer som bymidten,dog ligger specielle udvalgsvarer ofte i bymidten.BystørrelserI planloven er der forskellige regler for, hvadkommunerne kan planlægge for af detailhandelafhængigt af bystørrelsen. Bystørrelsen er i dennesammenhæng baseret på indbyggertallet.Det er Danmarks statistisk opgørelser over ind-byggertal, der er gældende når kommunerne skalredegøre for om byerne har mere eller mindre endhenholdsvis 20.000 og 40.000 indbyggere.DagligvarerDagligvarer er varer, der forbruges samtidig medat de bruges (dvs. kortvarige forbrugsgoder). Dag-ligvarer er feks. madvarer, drikkevarer, artikler tilpersonlig pleje og diverse husholdningsartikler.EngrosvirksomhedEngrosvirksomhed er en virksomhed, der har an-dre erhvervsdrivende som kunder. Det kan f.eks.være engrosvirksomheder, andre detailhandelsbu-tikker, fremstillingsvirksomheder og professionel-le brugere, f.eks. håndværkere. Engroshandel be-tragtes som udgangspunkt ikke som detailhandel.Hvis en engrosvirksomhed har et mere end ubety-deligt salg til private, skal den lokaliseres i over-ensstemmelse med planlovens regler om planlæg-ning til butiksformål.Enkeltstående butikkerEnkeltstående butikker er butikker beliggendeuden for bymidter, bydelscentre og lokalcentre,som betjener et meget afgrænset lokalområde, etsommerhusområde, en lille landsby eller andet.Butikkerne kan ikke etableres på over 1.000 m� ogforhandler typisk kun helt almindelige dagligva-rer. Enkeltstående butikker kan som udgangspunktkun etableres i en afstand på mindst 500 meter fraandre butikker.HovedstadsområdetHovedstadsområdet er i planloven defineret somkommunerne i Region Hovedstaden (bortset fraBornholm) samt Greve, Hvalsø, Køge, Lejre,Stevns Roskilde og Solrød Kommuner.

Der gælder særlige regler for detailhandelsplan-lægning i hovedstadsområdet. Miljøministerenudarbejder et landsplandirektiv for beliggenhedenaf bymidter, bydelscentre, og aflastningsområder,herunder hvor der kan etableres udvalgsvarebu-tikker over 2.000 m�.LokalcenterEt lokalcenter betjener et lokalområde med almin-delige dagligvarer og udvalgsvarer.I et lokalcenter må det samlede bruttoetageareal tilbutiksformål ikke overstige 3.000 m�. Butikker iet lokalcenter må ikke være over 1.000 m�.PersonalefaciliteterPersonalefaciliteter er de lokaler, hvor personalethar adgang, og som alene benyttes i forbindelsemed personalets pauser og personlige pleje. Delokaler, der kan fradrages i beregningen af brutto-etagearealet, er personalekantine, personaletoilet,fitnessfaciliteter og pauserum. I henhold til plan-loven kan der fratækkes op til 200 m� personalefa-ciliteter fra butiksarealet.Statistisk metode til bymidteafgrænsningStatistisk metode til bymidte- og bydelscenteraf-grænsning er en måde at sikre, at udvikling afbymidter og bydelscentre sker ud fra den faktiskebymidte eller bydelscenter. Dvs. udvidelsen skerud fra, hvor der allerede forefindes en koncentra-tion af den række af funktioner, som normalt ka-rakteriserer bymidter og bydelscentre. Dette erudover detailhandel f.eks. serviceerhverv, penge-institutter, offentlige institutioner, kulturtilbud etc.Særlig pladskrævende varegrupperSærlig pladskrævende varegrupper er defineretsom biler, lystbåde, campingvogne, planter, have-brugsvare, tømmer, byggematerialer, grus, sten –og betonvarer og møbler (møbler kræver dog sær-skilt planlægning).En butik af denne type forhandler alene dennesærlige definerede varegruppe. Dvs. hvis den harmere end et ubetydeligt salg af andre varegrupper,er den at opfatte som en almindelig udvalgsvare-butik. F.eks. vil en butik som sælger møbler, lam-per, tæpper og andre livsstilsprodukter ikke be-tragtes som særlig pladskrævende men som enalmindelig udvalgsvarebutik.

Boligområde........................................................................................................................11;20;32;33Bydelscentre................................................................ 7;8;9;10;11;14;15;20;21;22;24;27;30;31;32;46Bymidteafgrænsning ..........................................................................................................................46Drivhuse .............................................................................................................................................43Forbud ......................................................................................................................................22;39;44Forretningsvirksomhed ......................................................................................................................29Hovedstruktur .....................................................................................................................20;21;22;24Idrætsanlæg ........................................................................................................................................20Kort ................................................................................................................................. 7;20;21;22;33Landbrugsbygninger .....................................................................................................................43;44Landzone............................................................................................................... 8;20;21;40;42;43;44Ombygninger ................................................................................................................................41;43Oplag.............................................................................................................................................43;44Pladskrævende varegrupper .................................... 7;10;11;12;14;16;20;21;23;24;26;27;28;40;45;46Rammedel ................................................................................................................................21;22;39Tilbygninger.............................................................................................................................41;43;44Ændret anvendelse ...................................................................................................................39;41;44af bestående bebyggelse ...................................................................................................................................................................45