Forslag

tilLov om tilbagelevering og overførelse af stjålne eller ulovligt udførte kulturgenstande.Lovens formål§ 1. Loven har til formål at fremme tilbagelevering og overførelse af kulturgenstande,der er stjålet eller ulovligt udført af stater, der har tiltrådt konvention af 24. juni 1995om stjålne eller ulovligt eksporterede kulturgenstande (”konventionen”).Lovens anvendelsesområde§ 2. Loven gælder for krav af international karakter om tilbagelevering af stjålne kul-turgenstande, når den, som rejser krav om tilbagelevering, er statsborger, har fastbopæl eller for så vidt angår juridiske personer, er hjemmehørende i en stat, der hartiltrådt konventionen, hvis1) kulturgenstanden er stjålet i en stat, efter at konventionen er trådt i kraft for dennestat, eller2) kulturgenstanden befinder sig i en stat, efter at konventionen er trådt i kraft fordenne stat.Stk. 2. Loven gælder endvidere for krav af international karakter om overførelse afkulturgenstande, der er ulovligt udført fra en stat, der har tiltrådt konventionen, efterat konvention er trådt i kraft i denne stat.Stk. 3. Loven gælder ikke i det omfang fravigelse er hjemlet i international aftale.Definitioner§ 3. I denne lov forstås ved ”kulturgenstand” en genstand, som er af betydning for ar-kæologi, forhistorie, historie, litteratur, kunst eller videnskab og tilhører en af de kate-gorier, der er angivet i bilaget til denne lov.§ 4. I denne lov forstås ved ”ulovligt udført”, at en kulturgenstand er fjernet fra en stat,der har tiltrådt konventionen, i strid med denne stats lovgivning om beskyttelse afkulturarven.Stk. 2. En kulturgenstand, som er lovligt udført i henhold til en tilladelse udstedt efterden anmodendes stats lovgivning om beskyttelse af kulturarv, med henblik på udstil-ling, undersøgelse eller restaurering eller med andet midlertidigt formål, og som ikke erleveret tilbage i overensstemmelse med betingelserne i tilladelsen, skal anses for atvære ulovligt udført.§ 5. I denne lov forstås ved ”offentlig samling” en gruppe af inventarførte eller på andenmåde identificerede kulturgenstande, der ejes af1) en stat, der har tiltrådt konventionen,

2) en regional eller lokal myndighed i en stat, der har tiltrådt konventionen,3) en religiøs institution i en stat, der har tiltrådt konventionen, eller4) en institution i en stat, der har tiltrådt konventionen, som er etableret med et væ-sentlig kulturelt, uddannelsesmæssigt eller videnskabeligt formål, og som tillige eranerkendt som tjenende den offentlige interesse.Tilbagelevering af stjålne kulturgenstande§ 6. Den, der har erhvervet en stjålet kulturgenstand skal efter anmodning tilbageleve-re den til den, den er stjålet fra, jf. dog §§ 7-9.Stk. 2. Besiddes en kulturgenstand af en anden end den, der har erhvervet den, og skalden tilbageleveres, jf. stk. 1, er besidderen forpligtet til at aflevere genstanden.Stk. 3. En kulturgenstand, der oprindeligt er ulovligt udgravet, eller lovligt udgravet,men ulovligt tilbageholdt, skal anses som stjålet, jf. stk. 1, når det følger af lovgivningeni den stat, hvor udgravningen fandt sted.§ 7. Pligten til at tilbagelevere kulturgenstanden gælder uanset eventuel hævdserhver-velse, medmindre der er gået 50 år fra tidspunktet, hvor genstanden blev stjålet, jf. § 6.Stk. 2. For en kulturgenstand, der er fjernet fra et monument eller arkæologisk fund-sted, eller som tilhører en offentlig samling, gælder tilbageleveringspligten uanseteventuel hævdserhvervelse, medmindre der er gået 75 år fra tidspunktet, hvor genstan-den blev stjålet, jf. § 6.. Dette gælder også krav på tilbagelevering af en sakral ellersamfundsmæssigt betydningsfuld kulturgenstand, der tilhører eller anvendes af etstammesamfund eller et indfødt samfund, som en del af dette samfunds traditionelleeller rituelle brug, og som er hellig eller af betydning for disse samfunds fællesskab.§ 8. Krav om tilbagelevering efter denne lov af stjålne kulturgenstande skal indbringesfor domstolene senest 3 år efter det tidspunkt, hvor den, som rejser kravet, vidste ellerburde vide, hvor kulturgenstanden befandt sig, og kendte eller burde kende identitetenaf erhververen.Erstatning for tilbagelevering af stjålne kulturgenstande§ 9. Før der skal ske tilbagelevering, skal den, der rejser krav om tilbagelevering af enstjålet kulturgenstand efter denne lov, erstatte det tab erhververen lider ved at gen-standen tilbageleveres, hvis erhververen på tidspunktet for erhvervelsen hverken vidsteeller burde vide, at genstanden var stjålet, og pligten til tilbagelevering ikke følger afanden lovgivning, og erhververen har foretaget rimelige bestræbelser for at gøre etmuligt erstatningsansvar gældende mod sælgeren af genstanden.Stk. 2. Den, der har erhvervet en kulturgenstand ved arv, gave eller på anden veder-lagsfri måde, har ikke ret til erstatning, hvis den, vedkommende afleder sine rettighe-der fra, ikke ville have haft det.

Overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande§ 10. Den, der har erhvervet en ulovligt udført kulturgenstand skal efter anmodning fraden stat, som den er ulovligt udført fra, jf. dog stk. 3, § 11 og § 13, overføre den til dennestat, hvis genstanden er af væsentlig kulturel betydning for denne stat eller hvis udfør-sel af genstanden fra denne stat væsentlig forringer muligheden for1) den fysiske bevarelse af genstanden eller af dennes sammenhæng,2) opretholdelse af en sammensat genstands fuldstændighed,3) at forebygge, at oplysninger af f.eks. videnskabelig eller historisk art går tabt, eller4) den traditionelle eller rituelle brug af genstanden af et stammesamfund eller etindfødt samfund.Stk. 2. Besiddes en kulturgenstand af en anden end den, der har erhvervet den, og skalden overføres, jf. stk. 1, er besidderen forpligtet til at aflevere genstanden.Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis udførslen af kulturgenstanden ikke ville væreulovlig på tidspunktet, hvor krav om overførelse indbringes for retten, eller hvis gen-standen er udført senest 50 år efter, at den, der skabte den pågældende genstand, erdød, jf. dog stk. 4.Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3, finder ikke anvendelse, hvis kulturgenstanden er frem-stillet af et eller flere medlemmer af et stammesamfund eller indfødt samfund medhenblik på dette samfunds traditionelle eller rituelle brug, og genstanden af den anmo-dende stat vil blive afleveret til dette samfund.§ 11. Krav om overførelse efter § 10 skal indbringes for domstolene senest 3 år efter dettidspunkt, hvor den anmodende stat vidste eller burde vide, hvor kulturgenstandenbefandt sig, og kendte eller burde kende identiteten af erhververen, og senest 50 årefter tidspunktet for den ulovlige udførsel eller det tidspunkt, hvor kulturgenstandenskulle have været leveret tilbage i henhold til en tilladelse som omhandlet i § 4, stk. 2.§ 12. Krav om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande kan kun fremsættes afstater, der har tiltrådt konventionen.Stk. 2. Omkostninger ved overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande afholdes afden stat, der anmoder om overførelse.Erstatning for overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande§ 13. Før der skal ske overførelse, skal den stat, der rejser krav om at få en ulovligtudført kulturgenstand overført efter denne lov, erstatte det tab, erhververen lider, vedat genstanden skal overføres, hvis erhververen på tidspunktet for erhvervelsen hverkenvidste eller burde vide, at genstanden var ulovligt udført.Stk. 2. Den, der har erhvervet en kulturgenstand ved arv, gave eller på anden veder-lagsfri måde, har ikke ret til erstatning, hvis den, vedkommende afleder sine rettighe-der fra, ikke ville have haft det.

juridisk person, der har bopæl i den anmodende stat, kan der ikke kræves erstatningefter § 13.Andre bestemmelser§ 15. Loven begrænser ikke krav om tilbagelevering eller overførelse af kulturgenstandeefter almindelige regler om tilbagelevering eller overførelse efter regler, som er fastsat ieller i henhold til anden lovgivning.§ 16. Retssager om forhold omfattet af denne lov kan anlægges ved en ret her i landet,hvor der er værneting efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.Retssager om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande, der befinder sig i Dan-mark på tidspunktet for sagens anlæg, kan anlægges ved Københavns Byret, hvis derikke er værneting efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22.§ 17. Kulturministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.§ 18. Loven finder anvendelse på krav om tilbagelevering eller overførelse af kulturgen-stande, der er stjålet eller ulovligt udført efter lovens ikrafttræden.§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkninger1. IndledningDette lovforslag har til formål at gøre det muligt, at Danmark kan tiltræde UNIDROIT-konventionen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulovligt eksporterede kulturgenstande.Lovforslaget indeholder således de ændringer i dansk ret, som er nødvendige for, atDanmark opfylder de forpligtelser, som konventionen pålægger de kontraherende sta-ter. Ved lovforslagets vedtagelse giver Folketinget samtidig samtykke til, at Danmarktiltræder konventionen.2. BaggrundI de senere år har enkeltsager givet anledning til en øget offentlig opmærksomhed omde problemer, som opstår, når kulturgenstande, der enten er stjålet i eller udført ulov-ligt fra en stat uden for EU, befinder sig i Danmark, og hvor oprindelseslandet ønskerat få dem leveret tilbage.Enkeltsagerne har kastet lys på det forhold, at der på verdensplan findes et betydeligtomfang af lovovertrædelser af forskellig art med hensyn til kunstgenstande, der fjernesfra oprindelseslandet.

Den offentlige debat har – med enkeltsagerne som udgangspunkt – været præget af detgenerelle synspunkt, at kulturgenstande i højere grad end tidligere bør leveres tilbagetil oprindelseslandet. Dette synspunkt har også præget de politiske drøftelser, somsagerne har givet anledning til, ligesom der har været fokus på, hvordan lovovertrædel-ser på området kan begrænses mest muligt.Disse sager har vist, at der kan være behov for en udvidelse af det retlige grundlag fordanske myndigheders behandling af sager af denne art, hvor danske privatpersoner er ibesiddelse af kulturgenstande, der stammer fra stater uden for EU.Der kan også opstå sager, hvor danske kulturgenstande er udført i strid med dansklovgivning og fra dansk side ønskes leveret tilbage.Det skal understreges, at begge problemstillinger vedrører tilbagelevering af genstandei forbindelse med lovovertrædelser og således ikke den tilbagelevering, der finder stedpå frivillig basis af andre grunde.2.1. UNIDROIT-konventionens forhistorieFN’s organisation inden for undervisning, videnskab og kultur, UNESCO, har i mangeår beskæftiget sig med kampen mod ulovlige aktiviteter, der er rettet mod kulturværdi-er, f.eks. ulovlige udgravninger og derpå følgende handel med udgravede genstande.Dette arbejde førte i 1970 til vedtagelsen af en konvention om midlerne til at forbyde ogforhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande (1970-konventionen).Danmark ratificerede denne konvention i 2003, og der var med henblik herpå forudblevet indføjet en bestemmelse i museumsloven (§ 33), hvorefter et museum ikke måerhverve en genstand, såfremt genstanden er udført fra et andet land i strid med dettelands lovgivning, og forholdet er omfattet af en international overenskomst, som ertiltrådt af det pågældende land og Danmark.Uklarheder i 1970-konventionen om midlerne til at forbyde og forhindre ulovlig import,eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande – og deraf følgende forskelle i detiltrædende landes gennemførelse af konventionens bestemmelser i national lovgivning- var baggrunden for, at UNIDROIT-konventionen i 1995 blev vedtaget som et supple-ment til 1970-konventionen, idet UNIDROIT-konventionen navnlig tager sigte påkulturgenstande i privat eje og besiddelse. UNESCO anbefaler tiltræden af begge kon-ventioner.2.2. Status for UNIDROIT-konventionen og 1970-konventionenUNIDROIT-konventionen er pr. 1. januar 2010 tiltrådt af 30 stater, herunder Norge ogFinland. Sverige har i 2005 offentliggjort en betænkning om Sveriges eventuelle ratifi-kation af UNIDROIT-konventionen. Sverige har dog efter det oplyste endnu ikke afslut-tet sine overvejelser herom. Følgende EU-lande har, udover Finland, tiltrådt konventi-onen: Grækenland, Italien, Litauen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spani-en og Ungarn.

1970-konventionen er pr. 1. januar 2010 tiltrådt af 118 stater, heraf alle fem nordiskelande. Følgende EU-lande har udover de nordiske lande tiltrådt konventionen: Tysk-land, Belgien, Holland, Bulgarien, Polen, Italien, Ungarn, Cypern, Grækenland, Portu-gal, Spanien, Slovenien, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Estland, Frankrig og Storbri-tannien.2.3. Forholdet mellem UNESCO’s 1970-konvention og UNIDROIT-konventionenKonventionerne vedrører de samme kategorier af kulturgenstande og har begge tilformål at bekæmpe ulovlig handel med kulturgenstande.1970-konventionen indeholder bestemmelser om forpligtelser af administrativ og offent-ligretlig karakter, herunder om at oprette organer til beskyttelse af kulturarven, atetablere et system med eksportkontrol, at forhindre museer mv. i at erhverve ulovligteksporterede kulturgenstande (art. 7 (a)), at forbyde import af kulturgenstande, der erstjålet fra et museum eller lignende institution og – efter anmodning af den krænkedestat - at træffe passende foranstaltninger med henblik på tilbagelevering af sådannestjålne kulturgenstande (art. 7 (b)), at pålægge straf for visse overtrædelser og til atovervåge handelen med kulturgenstande.Danmark har med lov nr. 332 af 4. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmarkindført en national kulturbeskyttelsesordning, for så vidt angår eksport af kulturgen-stande fra Danmark.UNIDROIT-konventionen vedrører derimod forhold af privat- og procesretlig karakter.Konventionen bestemmer bl.a., at private kan rejse krav om, at stjålne kulturgenstandeskal tilbageleveres, samt at ulovligt eksporterede kulturgenstande også som udgangs-punkt skal overføres til det land, de ulovligt er udført fra.Det bemærkes, at 1970-konventionen – udover artikel 7a (om forbud for museer mv.mod at erhverve ulovligt eksporterede genstande) og artikel 13 (der bl.a. forpligterdeltagerstater til at sikre, at kompetente myndigheder samarbejder med henblik påtilbagelevering i visse særlige situationer) – ikke nærmere regulerer (overførelse af)ulovligt eksporterede kulturgenstande.2.4. EU-direktivet om tilbagelevering af kulturgoder, der er ulovligt fjernet fra en med-lemsstats område.Ved lov nr. 1104 af 22. december 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt erfjernet fra et EU-medlemslands område mv., blev EU-direktiv 93/7/EØF med sammetitel implementeret i Danmark. Den herved skabte EU-ordning, der også omfatter EØS-landene, danner grundlag for et administrativt og juridisk samarbejde mellem myndig-hederne i de enkelte medlemslande. Direktivet giver de nationale domstole i medlems-landene kompetence til at træffe afgørelse om den fysiske tilbagelevering af genstandentil det medlemsland, hvorfra den er fjernet, uden at der herved tages stilling til ejen-domsretten til genstanden. Således overlader EU-reglerne det til lovgivningen i detland, hvorfra genstanden er ulovligt udført, at afgøre spørgsmålet om ejendomsretten.

EU-ordningen gav anledning til visse betænkeligheder med hensyn til en umiddelbaranvendelse af andre medlemslandes beskyttelseslovgivning, fordi det potentielt kunneindebære en betydelig belastning af danske myndigheder og domstole.Forud for den danske gennemførelse af EU-ordningen var der som udgangspunkt be-tænkeligheder i forhold til det mulige antal sager, der ville opstå som følge af en evt.implementering og den deraf følgende administrative belastning. Ved den danske gen-nemførelse af EU-ordningen blev der imidlertid ud fra ressourcemæssige hensyn lagtvægt på den afgrænsning af ordningens anvendelsesområde, som indgår i reguleringen,idet man således efter en samlet vurdering lagde til grund, at EU-ordningen ikke villebetyde en administrativ belastning.EU-ordningens anvendelsesområde er således begrænset til de kulturgenstande, der eromtalt i et bilag til direktivet, og som i visse tilfælde er omfattet af alders- og værdi-grænser. Danmark har ved implementeringsloven valgt at holde sig til de i direktivetudtrykkeligt fastsatte grænser og kategorier samt ikke at tillægge direktivets ordningtilbagevirkende kraft.Det kan oplyses, at EU-ordningen indtil videre ikke har givet anledning til behandlingaf konkrete henvendelser fra andre medlemslande om tilbagelevering af ulovligt udførtegenstande.Ved en dansk tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen vil der for sager mellem EU-lande blive henvist til den ovennævnte EU-regulering, således at denne som udgangs-punkt finder anvendelse, uanset at begge lande måtte havde ratificeret UNIDROIT-konventionen. Dette gælder dog ikke, hvis betingelserne for anvendelse af EU-reguleringen, ikke er opfyldt. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at EU-ordningens anvendelsesområde som nævnt er begrænset til kulturgenstande, der eromtalt i et bilag til direktivet, og som i visse tilfælde er omfattet af alders- og værdi-grænser. Det indebærer, at en kulturgenstand, der er ulovligt fjernet fra et andet EU-land, der også har tiltrådt UNIDROIT-konventionen, kan være omfattet af konventio-nen, men ikke af EU-ordningen. I så fald finder denne lov anvendelse.3. Kulturministeriets vurderingDet er Kulturministeriets vurdering, at en tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen førstog fremmest vil give et – i forhold til UNESCO 1970-konventionen - udvidet juridiskgrundlag for at behandle og løse de sager, hvor andre staters kulturarv befinder sig iDanmark i strid med disse staters lovgivning om beskyttelse af kulturværdier.Hvis der på tilsvarende vis skulle opstå sager, hvor danske kulturgenstande er blevetulovligt udført fra Danmark, jf. kulturværdiloven, eller er blevet stjålet i Danmark, vilkonventionen endvidere være af afgørende betydning for danske bestræbelser på atsikre en tilbagelevering af kulturgenstandene i forhold til andre konventionsstater.

Ved en dansk tiltrædelse vil der i givet fald være tale om gennemførelse af en regule-ring, der har fælles træk med EU-reguleringen. Der vil således være tale om at tilveje-bringe et grundlag for behandling af sager om stjålne eller ulovligt udførte kulturgen-stande i forhold til konventionsstater primært uden for EU.Endvidere bemærkes, at der er et vigtigt kulturpolitisk hensyn til den signalværdi, sombestår i, at Danmark i givet fald tilslutter sig den seneste internationale regelfastsæt-telse på området og således støtter den generelle bekæmpelse af lovovertrædelser, sominvolverer handel mv. med kulturgenstande.De sager, som under offentlig bevågenhed har været rejst inden for de seneste par år,har drejet sig om genstande, der har tilhørt andre staters kulturarv. Hvis der opstårsager om kulturgenstande, der er udført i strid med lov om sikring af kulturværdier iDanmark, vil en dansk ratifikation af UNIDROIT-konventionen kunne være en forud-sætning for, at genstande, der befinder sig i en konventionsstat uden for EU, kan førestilbage til Danmark.Det er vanskeligt at vurdere de ressourcemæssige konsekvenser af en dansk tiltrædelse,der vil indebære en anerkendelse af kulturbeskyttelseslovgivningen i andre stater, derhar tiltrådt konventionen, og hvis lovgivninger kan være meget forskellige. Der erendvidere tale om en udvidet ordning i forhold til EU-ordningen, der som nævnt bl.a.har værdigrænser for visse typer af kulturgenstande.En konkret sag i henhold til UNIDROIT-konventionen vil således kunne vedrøre indfør-sel af en kulturgenstand, der måske har begrænset økonomisk værdi, men som måtillægges en væsentlig betydning i kulturarvsmæssig henseende.Imidlertid tyder de foreliggende erfaringer, herunder fra EU-ordningen, ikke på, at evt.ressourcemæssige hensyn kan tillægges væsentlig betydning i forhold til de kulturpoli-tiske hensyn. Det kan tilføjes, at indhentede oplysninger fra de øvrige nordiske landeheller ikke peger på nogen nævneværdig ressourcebelastning i de pågældende lande,hverken i henhold til EU-ordningen eller som følge af UNIDROIT-konventionen.Selvom det antal sager, der vil blive rejst som følge af en dansk tiltrædelse, såledesforventes at være begrænset, mindsker det ikke betydningen af en sådan tiltræden. Detskyldes dels præventive hensyn, dels at der til enhver tid kan opstå problematiskeenkeltsager med stor offentlig interesse, hvor det vil være afgørende, at der findesregler for tilbagelevering og overførelse af kulturgenstande i forhold til andre konventi-onsstater, jf. konventionens regler herom.Inden for de senere år har der på møder i UNESCO kunnet konstateres en generelstøtte til arbejdet med bekæmpelse af de ulovlige aktiviteter på kulturområdet, herun-der ved tilslutning til de relevante konventioner på området. Fra mange lande er det iden forbindelse anført, at 1970-konventionen ikke i tilstrækkeligt omfang løser deaktuelle problemstillinger, hvorfor UNIDROIT-konventionen således er et hensigts-mæssigt supplement og ligger i naturlig forlængelse af den øvrige regulering.

Imidlertid bemærkes, at en dansk tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen i sagensnatur ikke er en garanti for, at der ikke også fremover vil kunne opstå enkeltsager, somvil kunne give anledning til problemer. Der kan således opstå sager, hvor konventionenaf den ene eller anden årsag ikke vil kunne finde anvendelse. Internationale konventio-ner bygger på et princip om gensidighed, og en anvendelse af dette lovforslags regler,forudsætter derfor, at denne betingelse er opfyldt. Desuden skal betingelserne for, at enbestemt kulturgenstand skal leveres tilbage, være opfyldt i den konkrete sag.En dansk tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen må dog efter en samlet vurderinganses for at være af væsentlig kulturpolitisk betydning i forhold til fremtidige sager omtilbagelevering og overførelse af kulturgenstande.4. Oversigt over konventionenKonventionen, der er optrykt som bilag til lovforslaget, indeholder en præampel, 21artikler, der er fordelt på 5 kapitler samt et bilag.Kapitel 1(artikel 1-2) fastlægger konventionens anvendelsesområde og indeholder endefinition af, hvad der skal forstås ved en kulturgenstand i konventionen.Kapitel 2(artikel 3-4) indeholder regler om tilbagelevering af stjålne kulturgenstande.De nærmere betingelser for tilbagelevering fastsættes, herunder reguleres spørgsmålom erstatning og tidsfrister for fremsættelse af krav om tilbagelevering.Kapitel 3(artikel 5-7) omhandler tilbagelevering af ulovligt eksporterede kulturgen-stande. De nærmere betingelser for tilbagelevering fastsættes, herunder reguleresspørgsmål om erstatning og tidsfrister for fremsættelse af krav om tilbagelevering.Kapitel 4(artikel 8-10) fastsætter regler af procesretlig karakter, regler om forholdet tilnationale regler, der er gunstigere i forhold til tilbagelevering af stjålne eller ulovligteksporterede kulturgenstande, samt regler om den tidsmæssige anvendelse af konven-tionen.Kapitel 5(artikel 11-21) indeholder konventionens afsluttende bestemmelser, herunderbestemmelser om forholdet til andre internationale aftaler, staternes afgivelse af erklæ-ringer og bestemmelser om ratifikation af konventionen.5. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser5.1. PræambelUNIDROIT-konventionens præambel sætter rammen for fortolkningen af konventio-nens artikler. Præamblen fremhæver vigtigheden af beskyttelsen af kulturarven, mensamtidig vigtigheden af udveksling af kulturarv og den lovlige handel i den forbindelse.Formålet med konventionen er at etablere minimumsregler for tilbageføring og tilbage-levering af kulturgenstande for at forbedre bevarelsen og beskyttelsen af den kulturellearv i alles interesse. Konventionen har ikke tilbagevirkende kraft, men er heller ikke enefterfølgende lovliggørelse af, hvad der tidligere måtte være foregået. Der henvises ipræamblen til UNESCO 1970-konventionen, som Danmark tiltrådte i 2003.Der findes en forklarende rapport til konventionen.

5.2. Kapitel 1: Anvendelsesområde og definitioner (artikel 1-2)5.2.1. Artikel 1Artikel 1 fastlægger konventionens anvendelsesområde. Det fremgår, at konventionengælder for krav af international karakter om dels tilbageføring af stjålne kulturgen-stande og dels tilbagelevering af kulturgenstande, der er fjernet fra en kontraherendestats territorium i strid med denne stats lovgivning om eksport af kulturgenstande, derhar til formål at beskytte denne stats kulturarv. For Danmarks vedkommende drejerdet sig om kulturværdiloven og museumsloven.Det afgøres efter national ret, om et krav er af international karakter, jf. Den forkla-rende rapport, s. 492. Det bemærkes endvidere, at det ikke er af betydning for, at kon-ventionen finder anvendelse, om kulturgenstanden er stjålet i en ikke-konventionsstat,jf. Den forklarende rapport, s. 492 og konventionens artikel 10. F.eks. hvis kulturgen-standen bliver frastjålet en ejer, der er statsborger i en konventionsstat, under et op-hold i en stat, der ikke har tiltrådt konventionen.Den angivne betingelse om tilknytning til en konventionsstat, f.eks. i form af statsbor-gerskab, følger ikke udtrykkeligt af konventionen. Folkeretten opstiller imidlertid enformodning imod, at en traktat indrømmer tredjestater rettigheder. Det må derforantages, at en sådan betingelse skal indfortolkes i konventionen.5.2.2. Artikel 2Artikel 2 fastlægger konventionens forståelse af begrebet ”kulturgenstande”. I definiti-onen indgår det blandt andet, at genstanden skal være af betydning for arkæologi,forhistorie, historie, litteratur, kunst eller videnskab. Afgrænsningen af begrebet “kul-turgenstande” sker ved henvisning til et bilag til konventionen, der svarer til definitio-nen af kulturgenstande i 1970-konventionens artikel 1, litra a-k.For så vidt angår ulovligt eksporterede kulturgenstande, stilles der visse supplerendekrav i artikel 5, stk. 3, og der er fastsat visse undtagelser i artikel 7, jf. nedenfor.5.3. Kapitel 2: Tilbageføring af stjålne kulturgenstande (artikel 3-4)5.3.1. Artikel 3Ifølge artikel 3, stk. 1, skal besidderen af en kulturgenstand, der er stjålet, tilbagelevereden.Bestemmelsen fastsætter et ubetinget tilbageleveringsprincip for stjålne kulturgen-stande. Efter bestemmelsen er det besidderen, der skal tilbagelevere genstanden. Ud-trykket ”besidder” (”possessor”) defineres ikke i konventionen.Det kan dog næppe antages, at konventionen stiller krav om, at den krænkede part imedfør af artikel 3, stk. 1, kan rette sit krav om tilbageleveringdirektemod genstan-

dens fysiske besidder, når denne ikke samtidig er ejeren, jf. Den forklarende rapport, s.502Artikel 3, stk. 1, omfatter udelukkendestjålnegenstande. Den, der har mistet en gen-stand som følge af en anden strafbar handling, har således ikke efter konventionen kravpå at få genstanden tilbageleveret. Spørgsmålet om, hvorvidt en genstand må anses forstjålet, skal afgøres efter loven i den stat, hvor sagen anlægges, medmindre andet følgeraf eventuelle lovvalgsregler, jf. Den forklarende rapport, s. 494. Konventionen angiverikke nærmere, hvad der i konventionens forstand skal forstås ved begrebet stjålet.Et krav om tilbagelevering efter artikel 3, stk. 1, er underlagt en tidsfrist, jf. artikel 3,stk. 3, men er i øvrigt ubetinget. Selv i det tilfælde, hvor den bestjålne har lettet tyvensgerning betragteligt ved sin skødesløse håndtering af genstanden, skal der således efterkonventionen ske tilbagelevering.Det fremgår ikke klart af konventionen, om tilbageleveringskravet har samme karaktersom et vindikationskrav efter dansk ret, dvs. at kravet vedrører ejendomsretten tilgenstanden.Konventionen fastsætter ikke, hvem genstanden skal tilbageleveres til. Det er i Denforklarende rapport s. 502 anført, at dette typisk vil være den oprindelige ejer (dispos-sessed owner), men at det efter konventionen også kan være en tredje part. Således vilen genstand, der tjener til sikkerhed for en bankgaranti eventuelt skulle returneres tilkreditor, og ligeledes vil en genstand, der er udlånt til et museum, eventuelt skulletilbageleveres hertil. Konventionen indeholder ikke regler om konkurrerende krav, ogdet er op til de nationale domstole at bestemme, til hvem genstanden skal tilbageleve-res, jf. Den forklarende rapport, s. 502.Ifølge artikel 3, stk. 2, skal en kulturgenstand, der er ulovligt udgravet eller lovligtudgravet, men ulovligt tilbageholdt, betragtes som stjålet, når det er i overensstemmel-se med lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandt sted.Rækkevidden af bestemmelsen kan give anledning til tvivl. Artikel 3, stk. 2, tager sigtepå situationer, hvor en kulturgenstand tilegnes i forbindelse med en udgravning i stridmed udgravningsstatens lovgivning, men hvor forholdet falder uden for artikel 3, stk. 1,fordi genstanden ikke kan anses for stjålet efter loven i den stat, hvor sagen anlægges.Et eksempel kan illustrere bestemmelsens anvendelsesområde. Hvis den, der foretageren ulovlig udgravning, overser en kulturgenstand, som en forbipasserende efterfølgendetilegner sig, og genstanden herefter ikke kan betragtes som stjålet i den stat, hvor sagenanlægges, vil kulturgenstanden ikke være omfattet af tilbageleveringspligten efterartikel 3, stk. 1. Konventionen fastsætter, at det i dette tilfælde vil være udgravnings-

statens lovgivning, der er afgørende for, om kulturgenstanden kan betragtes som stjåletmed den deraf følgende pligt til at tilbagelevere genstanden.Ifølge artikel 3, stk. 3, skal ethvert krav om tilbagelevering som udgangspunkt indbrin-ges inden for en periode på tre år fra det tidspunkt, hvor den, der kan gøre kravetgældende, kendte placeringen af kulturgenstanden og identiteten af dens besidder, ogunder alle omstændigheder inden for en periode på 50 år fra tidspunktet for tyveriet.For så vidt angår kriteriet om, at den, der gør kravet gældende, skal kende placeringenaf genstanden og identiteten af besidderen, er det ikke herved udelukket, at de nationa-le domstole i henhold til generelle regler lægger vægt på, om den, der gør kravet gæl-dende, på et tidligere tidspunktburdehave kendt identiteten af besidderen og placerin-gen af genstanden, jf. Den forklarende rapport s. 508Ifølge artikel 3, stk. 4, skal et krav om tilbageføring af en kulturgenstand, der udgør enintegreret del af et identificeret monument eller et arkæologisk fundsted eller tilhøreren offentlig samling, dog ikke være underlagt andre tidsbegrænsninger end en periodepå tre år fra det tidspunkt, hvor den, der gør kravet gældende, kendte placeringen afkulturgenstanden og identiteten af dens besidder, jf. dog om artikel 3, stk. 5, nedenfor.Kontraherende stater kan i henhold til artikel 3, stk. 5, erklære, at et krav efter artikel3, stk. 4, er underlagt en forældelsesfrist på 75 år eller en længere frist, som er fastsat istatens lovgivning. I bestemmelsen 2. pkt. er det fastsat, at såfremt en kontraherendestat afgiver en sådan erklæring, er krav om tilbageføring af denne slags genstande, derhidrører fra denne stat, underlagt den samme frist. I artikel 3, stk. 6, er det fastsat, aten erklæring efter artikel 3, stk. 5, skal afgives på tidspunktet for underskrivelse, rati-fikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.Samme forældelsesfrist som for offentlige samlinger gælder efter artikel 3, stk. 8, kravom tilbageføring af en sakral eller samfundsmæssigt betydningsfuld kulturgenstand,der tilhører og anvendes traditionelt eller rituelt af et stammesamfund eller et indfødtsamfund i en kontraherende stat.Artikel 3, stk. 7, indeholder en definition af, hvad der i konventionens forstand skalforstås ved en offentlig samling. Det defineres, at der skal være tale om en gruppe afopgjorte eller på anden måde identificerede kulturgenstande, der ejes af en kontrahe-rende stat, en regional eller lokal myndighed i en kontraherende stat, en religiøs insti-tution i en kontraherende stat, eller en institution i en kontraherende stat, der er etab-leret med et væsentlig kulturelt, uddannelsesmæssigt eller videnskabeligt formål, ogsom er anerkendt som tjenende den offentlige interesse.Hvad angår kriteriet om, at visse institutioner skal være anerkendt som tjenende denoffentlige interesse, må det antages, at enhver retsakt, der forudsætter en legal aner-

kendelse af, at institutionen tjener den offentlige interesse, kan udgøre den fornødneanerkendelse, f.eks. hel eller delvis skattefritagelse.5.3.2. Artikel 4Ifølge artikel 4, stk. 1, skal besidderen af en stjålet kulturgenstand, der har pligt til attilbagelevere den, på tidspunktet for dens tilbagelevering være berettiget til en ”ret ogrimelig” erstatning, forudsat at besidderen hverken vidste eller med rimelighed burdevide, at genstanden var stjålet, og den pågældende beviser, at der blev udvist tilstræk-kelig omhu, da genstanden blev erhvervet.Artikel 4, stk. 1, jf. stk. 4, fastsætter et skærpet krav til besidderens undersøgelser vederhvervelse af en kulturgenstand, som forudsætning for erstatning i anledning af tilba-gelevering jf. Den forklarende rapport s. 516-518. Det fremgår af artikel 4, stk. 4, at deforhold, som skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om besidderen ved erhvervelsenaf kulturgenstanden har foretaget tilstrækkelige undersøgelser, omfatter parternesbaggrund, den betalte sum, hvorvidt ethvert rimeligt register for stjålne kulturgenstan-de er konsulteret, andre oplysninger og dokumentation, som vedkommende med rime-lighed kunne have indhentet, samt hvorvidt besidderen rådspurgte tilgængelige orga-ner eller tog andre skridt, som enhver fornuftig person efter omstændighederne villehave taget. Der er tale om en skærpet undersøgelsespligt i forhold til, hvad man nor-malt vil kræve i en kommerciel transaktion. Endelig er det besidderen, der har bevis-byrden for, at de fornødne undersøgelser er foretaget.Ifølge artikel 4, stk. 2, skal der – ”uden præjudice for besiddernes ret til kompensation,som anført ovenfor” (artikel 4, stk. 1) – udfoldes "rimelige bestræbelser" for at forsøge atfå den person, der overførte kulturgenstanden til besidderen, eller et tidligere salgsledtil at betale erstatning, når det er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvoransøgningen indgives. Hvad der omfattes af begrebet "rimelige foranstaltninger", oghvilke foranstaltninger der skal udfoldes, fremgår ikke af konventionen.Rækkevidden af indledningen om, at bestemmelsen er uden præjudice for besiddernesret til kompensation, giver endvidere anledning til tvivl. Det må formentlig antages, at”uden præjudice” medfører, at såfremt lovgivningen i den stat, hvor kravet fremsættes,udelukker erstatning fra sælgere eller andre, påvirker dette ikke besidderens ret tilerstatning fra den, der rejser krav om tilbagelevering.Hvis lovgivningen i den stat, hvor kravet fremsættes, ikke forhindrer besidderen i atsøge erstatning fra sælgere eller andre, skal der formentlig udfoldes "rimelige bestræ-belser" for at forsøge at få erstatning fra denne, før besidderen har ret til erstatningefter artikel 4, stk. 1.

Af artikel 4, stk. 3, fremgår, at udbetaling af erstatning på grundlag af artikel 4, stk. 1,ikke skal påvirke retten til inddrive beløbet fra andre. Det må således antages, at ek-sempelvis retten til at gøre regres ikke påvirkes.Artikel 4, stk. 4, indeholder en række kriterier, som skal tages i betragtning ved afgø-relsen af, om besidderen ved erhvervelsen af kulturgenstanden har gjort tilstrækkeligeundersøgelser. Det bemærkes, at opregningen af kriterier ikke er udtømmende, ligesomtilstedeværelsen af et eller flere kriterier ikke i sig selv er afgørende for, om der erforetaget tilstrækkelige undersøgelser.Artikel 4, stk. 5, indeholder en regel, hvorefter den der vederlagsfrit ved gave, arv ellerlign. har erhvervet en kulturgenstand, ikke skal stilles bedre end den, som genstandenblev erhvervet fra.5.4. Kapitel 3: Tilbagelevering af ulovligt eksporterede kulturgenstande (artikel 5-7)Bestemmelserne i artiklerne 5-7 omhandler ulovligt eksporterede kulturgenstande ogmodsvarer artiklerne 3-4, som vedrører stjålne kulturgenstande.Hvis der er tale om en stjålet genstand, som er lovligt eksporteret, er det kun konventi-onens kapitel 2, der finder anvendelse. Er der tale om en stjålet genstand, som er ulov-ligt eksporteret, finder reglerne i både konventionens kapitel 2 og 3 anvendelse. Drejerdet sig om en genstand, som ikke er stjålet, men som er ulovligt eksporteret, er detreglerne i konventionens kapitel 3, der finder anvendelse.5.4.1. Artikel 5Ifølge artikel 5, stk. 1, skal en kontraherende stat kunne anmode en domstol eller enanden kompetent myndighed i en anden kontraherende stat om at beslutte, at der skalske tilbagelevering af en kulturgenstand, der er ulovligt eksporteret fra den anmodendestats territorium. (Det er foreslået at benytte begrebet ”overførelse” i den danske lov-tekst om disse krav på tilbagelevering. Om begrundelsen herfor henvises til pkt. 6.2.1.)Det skal ved ratifikationen angives, hvilken procedure og hvilke kompetente myndighe-der der vil være tale om jf. artikel 16.Ved ”ulovligt eksporteret” forstås, at genstanden er fjernet fra en kontraherende statsterritorium i strid med denne stats eksportlovgivning, forudsat at formålet med regler-ne er at beskytte statens kulturarv, jf. artikel 1, litra b. Ved eksportlovgivning forståsbåde love og administrativt fastsatte regler, jf. Den forklarende rapport s. 496Ved ”tilbagelevering” forstås alene genstandens fysiske tilbagelevering til den anmo-dende stats territorium. Det må antages, at konventionen ikke forudsætter, at ejen-domsretten overgår til den anmodende stat eller andre, jf. Den forklarende rapport s.526

I henhold til artikel 5, stk. 2, skal en kulturgenstand, der midlertidigt er blevet udført afden stat, der anmoder om tilbagelevering, med henblik på udstilling, forskning, ellerrestaurering i henhold til en tilladelse udstedt i overensstemmelse med den pågælden-des stats lovgivning om regulering af eksport med henblik på beskyttelse af denneskulturarv, og som ikke tilbageleveres i overensstemmelse med tilladelsens betingelser,anses for at være ulovligt eksporteret.Det, der således udløser anvendelsen af artikel 5, stk. 2, og dermed tilbageleverings-reglerne i kapitel 3 i konventionen, er overtrædelse af tilbageleveringsvilkårene for enmidlertidig eksporttilladelse udstedt i henhold til kulturbeskyttelseslovgivning i denanmodende stat.Det bemærkes, at bestemmelsen ikke tager sigte på situationer, hvor kulturgenstandener udført til en tredjestat,indeneksporttilladelsen udløber, jf. Den forklarende rapports. 528.Ifølge artikel 5, stk. 3, skal tilbagelevering ske, hvis fjernelse af genstanden er ”tilvæsentlig skade for interessen i den fysiske bevarelse af genstanden eller dens rammer,en sammensat genstands fuldstændighed, bevarelsen af oplysninger af f.eks. videnska-belig eller historisk art, den traditionelle eller rituelle brug af genstanden af et stamme-samfund eller oprindeligt samfund, eller genstanden er af væsentlig kulturel betydningfor den stat, der anmoder om tilbagelevering”.Tilbageleveringspligten for ulovligt eksporterede kulturgenstande er således begrænsettil kulturgenstande af en særlig kulturel betydning. Ved vurderingen af, om en kultur-genstand har den betydning, som artikel 5, stk. 3, foreskriver, skal der tages hensyn tillovgivningen i den stat, som ønsker tilbagelevering, uden at denne stats lovgivning doger afgørende for vurderingen, jf. Den forklarende rapport s. 500.Det fremgår desuden af bestemmelsen, at det er den anmodende stat, der skal godtgøre,at en eller flere af de nævnte interesser er væsentligt anfægtet.Det er den relevante domstol, der skal foretage bedømmelsen af, om staten har godt-gjort, at kulturgenstanden lever op til kravene i artikel 5, stk. 3.Artikel 5, stk. 4, foreskriver, at en anmodning om tilbagelevering, der fremsættes efterartikel 5, stk. 1, skal indeholde eller vedlægges faktuelle eller juridiske oplysninger, derkan bistå domstolene eller de kompetente myndigheder i vurderingen af, om betingel-serne i artiklens stk. 1-3 er opfyldt. På den anden side stilles der ikke krav om, at denanmodende stat skal oplyse, hvordan kulturgenstanden i øvrigt vil blive opbevaret,konserveret eller sikret, hvis den tilbageleveres, jf. Den forklarende rapport s. 532I artikel 5, stk. 5, er der fastsat frister for krav om tilbagelevering af ulovligt eksporte-rede genstande. Efter artikel 5, stk. 5, skal en anmodning om tilbagelevering således

indbringes inden for en periode på 3 år fra det tidspunkt, hvor den anmodende statkendte placeringen af kulturgenstanden og identiteten af dens besidder, og under alleomstændigheder inden for en periode på 50 år fra datoen for eksporten eller fra dendato, hvor genstanden skulle have været tilbageleveret i henhold til en tilladelse somanført i stk. 2.5.4.2. Artikel 6Ifølge artikel 6, stk. 1, skal besidderen af en kulturgenstand, som erhvervede genstan-den, efter den var ulovligt udført, være berettiget til ”ret og rimelig” kompensation fraden anmodende stat, forudsat at besidderen på tidspunktet for erhvervelsen hverkenvidste eller med rimelighed burde vide, at genstanden var ulovligt udført.Efter artikel 6, stk. 2, skal der ved afgørelsen af, om besidderen vidste eller med rime-lighed burde vide, at kulturgenstanden var ulovligt eksporteret, tages hensyn til om-stændighederne ved erhvervelsen, herunder fraværet af et eventuelt eksportcertifikat,som kræves i henhold til den anmodende stats lovgivning.Artikel 6, stk. 2, har i forhold til artikel 4, stk. 4, en lempeligere formulering af, hvadder kræves i relation til god tro. I artikel 6, stk. 2, står således alene nævnt ”vidste ellermed rimelighed burde have vidst”, og der henvises ikke til ”behørig omhu”. Forskellen iformuleringerne må antages at skyldes, at kravet til den gode tro som betingelse forerstatning er skærpet i tilfælde af tyveri, som anses for en mere alvorlig situation, idetder her også skal være udvist ”behørig omhu”.Det bestemmes i artikel 6, stk. 3, at besidderen i stedet for erstatning efter aftale medden anmodende stat kan bestemme(a) at beholde ejendomsretten til genstanden, eller(b) at overdrage ejendomsretten mod betaling eller vederlagsfrit til en person efter egetvalg, der har bopæl i den anmodende stat, og som stiller de nødvendige garantier.Artikel 6, stk. 3, opstilles et alternativ til tilbagelevering, nemlig at besidderen af gen-standen efter aftale med den anmodende stat kan beholde genstanden eller overdrageden til en person i den anmodende stat. Bestemmelsen giver således to alternativemuligheder for besidderen af en ulovligt udført genstand, hvis den anmodende statindvilger heri.Ifølge artikel 6, stk. 4, skal omkostningerne ved tilbageleveringen af kulturgenstandenafholdes af den anmodende stat. Der sigtes til f.eks. fragt- og forsikringsomkostninger iforbindelse med den fysiske transport af genstanden tilbage til den anmodende stat.Sagsomkostningerne for domstolene pålægges efter loven i den stat, hvor sagen anlæg-ges, jf. Den forklarende rapport s. 538. Betalingen efter artikel 6, stk. 4, sker udenpræjudice for den pågældende stats ret til at søge omkostningerne dækket af andre.

Artikel 6, stk. 5, indeholder en regel, hvorefter den, der vederlagsfrit ved gave, arv ellerlign. har erhvervet en kulturgenstand, ikke skal stilles bedre end den, som genstandenblev erhvervet fra.5.4.3. Artikel 7I artikel 7, stk. 1, bestemmes det, at konventionens kapitel 3 ikke finder anvendelsehvor(a) eksporten af en kulturgenstand ikke længere er ulovlig på tidspunktet, hvor deranmodes om tilbageleveringen, eller(b) genstanden blev eksporteret i ophavsmandens levetid, eller inden for en periode på50 år efter den pågældendes død.Med artikel 7, stk. 1, litra a, er der taget højde for den situation, at en stats kulturbe-skyttelseslovgivning ændres.Artikel 7, stk. 1, litra b, vedrører eksport, der har fundet sted i ophavsmandens levetideller i de første 50 år efter ophavsmandens død.Der gøres i artikel 7, stk. 2, en undtagelse fra artikel 7, stk. 1, litra b, når en kulturgen-stand er fremstillet af et eller flere medlemmer af et stammesamfund eller et indfødtsamfund til dets traditionelle eller rituelle anvendelse, og genstanden bliver tilbagele-veret til dette samfund.5.5. Kapitel 4: Generelle bestemmelser (artikel 8-10)5.5.1. Artikel 8Artikel 8, stk. 1, bestemmer, at sager efter kapitel 2 og 3 skal kunne rejses for domstoleeller andre kompetente myndigheder i den stat, hvor kulturgenstanden befinder sig.Herudover kan krav rejses for domstole eller andre kompetente myndigheder i henholdtil gældende regler i de kontraherende stater.Artikel 8, stk. 1, vedrører spørgsmålet om værneting. Det bestemmes, at et krav kanfremsættes enten i den stat, hvor genstanden befinder sig, eller i en stat, der i øvrigthar jurisdiktionskompetence f.eks. i forhold til besidderen.Efter artikel 8, stk. 2, kan parterne aftale at indbringe tvisten for enhver domstol elleranden kompetent myndighed eller lade den afgøre ved voldgift.Det følger af artikel 8, stk. 3, at der kan anvendes foreløbige, herunder beskyttendeforanstaltninger i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, hvor genstandenbefinder sig, selvom kravet om tilbageføring eller anmodningen om tilbagelevering afgenstanden indbringes for domstolene eller andre kompetente myndigheder i en andenkontraherende stat.5.5.2. Artikel 9

Det bestemmes i artikel 9, stk. 1, at konventionen ikke forhindrer staterne i at anvenderegler, der er mere gunstige for den anmodende part ved tilbagelevering af stjålne ellerulovligt eksporterede kulturgenstande.Bestemmelsen er udtryk for, at formålet med konventionen er at opstille minimums-krav til adgangen til tilbagelevering af kulturgenstande til de oprindeligt berettigede,eller til de stater, hvorfra de er ulovligt udført.Det følger af artikel 9, stk. 2, at bestemmelsen ikke skaber en forpligtelse til at aner-kende eller håndhæve en beslutning fra en domstol mv. i en anden kontraherende stat,der afviger fra bestemmelserne i konventionen.Der er ikke med bestemmelsen taget stilling til, hvem der skal foretage vurderingen af,om der er tale om en beslutning, der afviger fra konventionen.5.5.3. Artikel 10Artikel 10 fastslår, at konventionen ikke har tilbagevirkende kraft. Det bestemmessåledes, at konventionens kapitel 2 kun gælder for kulturgenstande, der er stjålet efter,at konventionen er trådt kraft i den stat, hvor kravet fremsættes. Det er yderligere enbetingelse, for at konventionen finder anvendelse, at:(a) genstanden var stjålet på en kontraherende stats territorium efter denne konventi-ons ikrafttræden i den pågældende stat; eller(b) genstanden befinder sig i en kontraherende stat efter denne konventions ikrafttræ-den for den pågældende stat.Det følger af artikel 10, stk. 1, at konventionen skal være trådt i kraft i den stat, hvorkrav efter konventionens kapitel 2 fremsættes, på tidspunktet for tyveriet.Herudover følger det af artikel 10, stk. 1, litra a, at konventionen også skal være trådt ikraft i den stat, hvor genstanden er stjålet, på tidspunktet for tyveriet, eller, jf. artikel10, stk. 2, litra b, at genstanden befinder sig i en kontraherende stat efter denne kon-ventions ikrafttræden for den pågældende stat.Det bestemmes i artikel 10, stk. 2, at konventionens kapitel 3 kun gælder for kulturgen-stande, der er ulovligt eksporteret efter konventionens ikrafttræden i både den stat, derfremsætter anmodningen, og i den stat hvor anmodningen fremsættes.Det følger af artikel 10, stk. 3, at konventionen ikke legitimerer ulovlig handel, der harfundet sted før konventionens ikrafttræden jf. artikel 10, stk. 1 og stk. 2.5.6. Kapitel 5: Afsluttende bestemmelser (artikel 11- 21)5.6.1. Artikel 11Artikel 11 vedrører undertegnelse af konventionen, der er åben for alle stater ved depo-nering af et formelt dokument herom hos depositaren.

5.6.2. Artikel 12Artikel 12 vedrører tidspunktet for konventionens ikrafttræden.Konventionen træder i kraft, når fem stater har tiltrådt konventionen. Dette skete den1. juli 1998. Herefter træder konventionen for de stater der ratificerer konventionen, ikraft den første dag i den sjette måned efter datoen for deponeringen af ratifikationsin-strumentet.5.6.3. Artikel 13Artikel 13 vedrører forholdet til eventuelle tidligere internationale forpligtelser.Efter konventionens art. 13, stk. 1, kan en kontraherende stat opretholde alleredeindgåede internationale aftaler, som vedkommende stat er bundet af, og som berørerforhold, der reguleres af konventionen.5.6.4. Artikel 14Artikel 14 giver mulighed for at tage forbehold for den territoriale udstrækning aftiltrædelsen..5.6.5. Artikel 15Artikel 15 vedrører erklæringer afgivet i forbindelse med underskrivelse/ratifikation afkonventionen.5.6.6. Artikel 16Artikel 16 vedrører erklæring ved ratifikation om, hvilken procedure der skal følges vedkrav om tilbageføring eller anmodning om tilbagelevering af kulturgenstande fremførtaf en stat i henhold til artikel 5 og 8.Efter konventionens artikel 16, stk. 1, er det overladt til de kontraherende stater atafgøre, om sager, der rejses i medfør af konventionen, skal behandles ved domstoleneeller af en administrativ myndighed, herunder gennem diplomatiske eller konsulærekanaler. Efter artikel 16, stk. 2, er det endvidere overladt til de kontraherende stater atafgøre, om det skal være domstolene eller andre myndigheder, der skal have kompeten-ce til at træffe bestemmelse om tilbageføring (dvs. tilbagelevering) eller tilbagelevering(dvs. overførelse) af kulturgenstande. De kontraherende parter skal afgive en erklæringom de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2. En sådan erklæring påvirker efter artikel 16,stk. 3, ikke bilaterale eller multilaterale aftaler om juridisk bistand vedrørende civileeller handelsmæssige forhold, som måtte eksistere mellem kontraherende stater.5.6.7. Artikel 17Artikel 17 vedrører afgivelse af oplysninger om national lovgivning om eksport af kul-turgenstande.5.6.8. Artikel 18

Det bestemmes i artikel 18, at ingen forbehold er tilladt med undtagelse af dem, derudtrykkeligt er tilladt i konventionen.5.6.9. Artikel 19Artikel 19 vedrører opsigelse af konventionen, som kan opsiges til en enhver tid veddeponering af et dokument herom hos depositaren. En opsigelse har virkning fra denførste dag i den sjette måned efter datoen for deponeringen af opsigelsesdokumentet hosdepositaren, med mindre der måtte være angivet en længere opsigelse i det pågældendedokument.5.6.10. Artikel 20Artikel 20 giver UNIDROIT mulighed for at sammenkalde en særlig komité med hen-blik på at gennemgå den praktiske anvendelse af konventionen.

5.6.11. Artikel 21Artikel 21 angiver Republikken Italiens regerings forpligtelser, idet konventionen erdeponeret hos Republikken Italiens regering.5.7. BilagBilaget angiver de kategorier af kulturværdier, der er omfattet af konventionen.6. Gennemførelse af konventionen i dansk ret6.1. Tilbagelevering af stjålne kulturgenstande6.1.1. Pligten til at tilbagelevere stjålne kulturgenstandeGældende retEfter gældende dansk ret kan den, der mister en genstand ved tyveri, kræve den tilbage(vindicere) – selv fra en godtroende senere erhverver. Det danske vindikationsprincip,der stammer fra Danske Lov 6-17-5, er meget vidtgående, men den deraf afledte tilbage-leveringspligt er ikke ubetinget. Ekstinktion til fordel for en godtroende erhververkanifølge retspraksis finde sted, hvor den oprindeligt berettigede har handlet særligt ufor-sigtigt, passivt eller har udstyret overdrageren med en særlig legitimation.Herudover er der to lovbestemte undtagelser til vindikationsprincippet i konkurslovens§ 83 og dødsboskiftelovens § 85, stk. 2. Disse bestemmelser afskærer tredjemand fra atgøre krav gældende i forhold til en køber i god tro, der efter anmeldelsesfristens udløbhar købt genstanden af et konkursbo eller et bobestyrerbehandlet bo.KonventionenAf artikel 3, stk. 1, fremgår, at besidderen af en kulturgenstand, der er stjålet, skaltilbagelevere den.

Tilbageleveringspligten efter konventionen er ubetinget. Der kan rejses tvivl om karak-teren af tilbageleveringspligten, idet det ikke fremgår udtrykkeligt, om tilbageleve-ringspligten alene angår den fysiske tilbagelevering af kulturgenstanden, eller om dertillige med konventionen er taget stilling til spørgsmålet om, hvem der får ejendomsrettil genstanden.Lovforslagets udformningGældende dansk ret er ikke i overensstemmelse med konventionens krav, idet tilbage-leveringspligten efter konventionen er ubetinget. Regeringen stiller derfor forslag om,at vindikationsprincippet udvides, og at de lovbestemte undtagelser fraviges inden forkonventionens anvendelsesområde. Regeringen finder således – uanset om konventio-nen nødvendiggør dette – at reglerne om stjålne kulturgenstande skal gennemføres idansk ret som vindikationsregler i overensstemmelse med retstraditionen på området.Det foreslås at indføre regler, der udvider vindikationsprincippet for krav afinternatio-nalkarakter, jf. artikel 1, om tilbagelevering af de i artikel 2 defineredekulturgenstan-de,jf. artikel 1, der må anses forstjålet,jf. artikel 3, stk. 1.Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 1, og § 6.6.1.2. Pligten til at tilbagelevere kulturgenstande, der er ulovligt udgravet eller lovligtudgravet, men ulovligt tilbageholdtGældende retI den juridiske litteratur er det almindeligt antaget, at vindikationsprincippet i DanskeLov 6-17-5 om tyveri finder tilsvarende anvendelse for beslægtede berigelsesforbrydel-ser som ulovlig omgang med hittegods efter straffelovens § 277, afpresning efter straffe-lovens § 281 samt røveri efter straffelovens § 288. Heraf følger imidlertid, at tilbagele-veringspligten ikke er ubetinget. Ekstinktion til fordel for en godtroende erhververkan,som nævnt ovenfor under pkt. 6.1.1, finde sted.Det er endvidere antaget i teorien, at Danske Lov 6-17-5 om tyveri ikke finder analoganvendelse for så vidt angår f.eks. bedrageri.KonventionenAf artikel 3, stk. 2, fremgår det, at en kulturgenstand, der er ulovligt udgravet, betrag-tes som stjålet, når det er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor ud-gravningen fandt sted.Rækkevidden af konventionens artikel 3, stk. 2, kan som anført under pkt. 5.2.1, hvortilder henvises, give anledning til tvivl.

Nogle af de tilfælde, der vil være omfattet af pligten til tilbagelevering efter konventio-nen, vil opfylde gerningsindholdet i straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hitte-gods, hvor der efter dansk ret gælder et tilsvarende princip om vindikation som i forholdtil tyveri. Der kan imidlertid også tænkes tilfælde, hvor en kulturgenstand er tilbage-holdt på bedragerisk vis, og hvor der ikke gælder et princip om vindikation fra dengodtroende erhverver efter dansk ret.Når betingelserne i artikel 3, stk. 2, er opfyldt, er tilbageleveringspligten ubetinget.Lovforslagets udformningFor at opfylde konventionen er det nødvendigt at indføre en bestemmelse, der sikrer, atder skal ske tilbagelevering af kulturgenstande, der er ulovligt udgravet eller lovligtudgravet, men ulovligt tilbageholdt, når det er i overensstemmelse med lovgivningen iden stat, hvor udgravningen fandt sted.Det giver anledning til principielle overvejelser at indføre en regel i dansk ret, dermedfører, at andre staters lovgivning skal lægges til grund, for at det kan afgøres, ombestemmelsen finder anvendelse.Regeringen finder imidlertid, at en korrekt gennemførelse af konventionen nødvendig-gør dette. Det er både betingelsen om, at genstanden skal være ulovligt udgravet ellerlovligt udgravet, men ulovligt tilbageholdt, og betingelsen om, at det skal være i over-ensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandt sted, at betragtegenstanden som stjålet, der medfører behov for at inddrage fremmed lovgivning.Det foreslås, at der indføres en bestemmelse, der svarer til konventionens bestemmelse.Det sikres hermed, at konventionens krav opfyldes.Der henvises til lovforslagets § 6, stk. 2, jf. § 6, stk. 1.6.1.3. Tidsfrister for tilbageleveringskravGældende retEfter gældende dansk ret forældes et vindikationskrav ikke. Af Danske lov 5-1-1 omhævd følger imidlertid, at den, der råder over en anden persons ejendom i 20 år, kanvinde ret til ejendommen.KonventionenI artikel 3, stk. 3-6, er der fastsat frister for fremsættelse af krav om tilbagelevering afstjålne genstande. Krav skal således fremsættes senest 3 år fra det tidspunkt, hvorfordringshaveren kendte placeringen af kulturgenstanden og identiteten af dens besid-der og under alle omstændigheder inden for en periode på 50 år fra tidspunktet fortyveriet.

De danske hævdsregler medfører, at der efter 20 års besiddelse kan opnås ret til enkulturgenstand med den følge, at den ikke skal tilbageleveres. Konventionen forudsæt-ter imidlertid, at krav om tilbagelevering skal kunne rejses op til 50 år efter tyveriet. Enændring af gældende ret er derfor påkrævet for at leve op til konventionens krav.Artikel 3, stk. 3, opstiller endvidere en relativ tidsfrist på 3 år, der er mindre gunstig forden, der rejser kravet om tilbagelevering, end hvad der følger af gældende dansk ret.Lovforslagets udformningRegeringen finder det ikke påkrævet at afskaffe adgangen til hævdserhvervelse vedrø-rende krav omfattet af konventionens artikel 3. Adgangen til hævderhvervelse børsåledes bevares, men pligten til at tilbagelevere vil dog først kunne bortfalde 50 år eftertyveriet. Regeringen finder endvidere, at krav om vindikation efter de foreslåede reglerikke bør kunne forældes. Dette svarer til den almindelige ordning i dansk ret, hvoreftervindikationskrav ikke forældes.Regeringens forslag indebærer, at pligten til at tilbagelevere kulturgenstanden gælderuanset eventuel hævdserhvervelse, medmindre der er gået 50 år fra tidspunktet, hvorgenstanden blev stjålet, mens der ikke ændres ved, at vindikationskrav ikke forældes.For så vidt angår kulturgenstande, omfattet af konventionens artikel 3, stk. 4, og arti-kel 3, stk. 8, jf. herom pkt. 5.3.1 ovenfor, indebærer forslaget, at tilbageleveringspligtengælder uanset eventuel hævdserhvervelse, medmindre der er gået 75 år fra tidspunktet,hvor genstanden blev stjålet. Danmark vil således skulle afgive en erklæring herom imedfør af konventionens artikel 3, stk. 5.Det bemærkes, at Danmarks afgivelse af erklæring i medfør af artikel 3, stk. 5, medfø-rer, at eventuelle krav om tilbagelevering af de ovenfor anførte kulturgenstande tilDanmark undergives en tilsvarende begrænsning.Regeringen foreslår endvidere, jf. konventionens artikel 3, stk. 3, at krav om tilbagele-vering, der støtter sig på reglerne i dette lovforslag, i tilfælde hvor erhververen ikkeefter dansk ret i øvrigt ville være forpligtet til at tilbagelevere genstanden, vil væreundergivet relative tidsfrister, der svarer til konventionens regler.Forslaget medfører således, at den relative tidsfrist i § 8 vil finde anvendelse, (1) nårtilbageleveringskravet bygger på en tyveriindsigelse, som den godtroende erhververefter gældende dansk ret kan fortrænge, (2) når tilbageleveringskravet angår en kul-turgenstand, der ulovligt er tilegnet i forbindelse med en udgravning, jf. artikel 3, stk.2, og lovforslagets § 6, stk. 2, og tilbageleveringspligten ikke allerede følger af gældendedansk ret, eller (3) når tilbageleveringskravet efter gældende dansk ret ville have væretbortfaldet på grund af hævd.I praksis indebærer lovforslaget, at den krænkede part – i de tilfælde, hvor den godtro-ende erhverver efter gældende dansk ret kunne have beholdt den pågældende kultur-

genstand – skal indbringe sit krav inden for en periode på tre år fra det tidspunkt, hvordenne kendte eller burde kende kulturgenstandens placering og identiteten af erhver-veren.Der henvises til lovforslagets § 7 og § 8.6.1.4. Den godtroende erhververs ret til erstatningGældende retEfter gældende dansk ret er den godtroende erhverver af en stjålet genstand ikke beret-tiget til erstatning fra den oprindeligt berettigede ved dennes vindikation af genstan-den.KonventionenIfølge artikel 4, stk. 1, skal besidderen af en stjålet kulturgenstand, der har pligt til attilbagelevere den, på tidspunktet for dens tilbagelevering være berettiget til en ”ret ogrimelig” erstatning, forudsat at besidderen hverken vidste eller med rimelighed burdehave vidst, at genstanden var stjålet, og kan bevise, at der blev udvist tilstrækkeligomhu, da genstanden blev erhvervet.Lovforslagets udformningGældende dansk ret giver den krænkede part en gunstigere retsstilling, end konventio-nen kræver.Den danske regel er bl.a. begrundet i et ønske om at modvirke, at der sker omsætning afstjålne genstande. En erhverver, der risikerer at miste sin ret uden at kunne få erstat-ning, motiveres således til at foretage nærmere undersøgelser.Tilsvarende kan anføres i forhold til de krav, konventionen vedrører, hvilket taler for atopretholde princippet om vindikation uden erstatning – også i forhold til krav af inter-national karakter om tilbagelevering af en stjålet genstand.En udvidelse af vindikationsprincippet i dansk ret bør imidlertid efter regeringensopfattelse ledsages af en ret til erstatning i tilfælde, hvor den godtroende erhververefter gældende dansk ret kunne have beholdt den pågældende kulturgenstand.En ret til erstatning efter artikel 4, stk. 1, indrømmes således efter forslaget (1), nårtilbageleveringskravet bygger på en tyveriindsigelse, som den godtroende erhververefter gældende dansk ret kan fortrænge, (2) når tilbageleveringskravet angår en kul-turgenstand, der ulovligt er tilegnet i forbindelse med en udgravning, jf. artikel 3, stk.2, og lovforslagets § 6, stk. 2, og tilbageleveringspligten ikke allerede følger af gældendedansk ret, eller (3) når tilbageleveringskravet efter gældende dansk ret ville have væretbortfaldet på grund af hævd.

I tilfælde, hvor tilbageleveringspligten følger af gældende ret, vil erhververen derimodikke være berettiget til erstatning.Der henvises til lovforslagets § 9.6.1.5. Det indbyrdes forhold mellem købere og sælgere i omsætningskædenGældende retI det indbyrdes forhold mellem erhververen og den, der har solgt genstanden til erhve-reren, såvel som i det indbyrdes forhold mellem tidligere købere og sælgere, er der efterdansk ret objektivt ansvar for fuldstændig oprindelig vanhjemmel, dvs. ansvar udenskyld for adkomstmangler vedrørende det solgte jf. købelovens § 59. Erstatningspligtener bl.a. underlagt såvel den relative reklamationsfrist som den absolutte 2-årige rekla-mationsfrist i købelovens §§ 52 og 54 eller – for så vidt angår forbrugerkøb – §§ 81 og 83.

KonventionenKonventionens artikel 4, stk. 2, må som anført ovenfor under pkt. 5.3.2 formentligforstås således, at der skal udfoldes "rimelige bestræbelser" på at forsøge at få tidligereomsætningsled til at betale erstatning, før der er ret til erstatning, hvis lovgivningen iden stat, hvor kravet om tilbagelevering rejses, ikke forhindrer dette.Gældende dansk ret vil, f.eks. hvor købelovens reklamationsfrist er udløbet, forhindreerstatning for adkomstmangler. I andre tilfælde vil det objektive ansvar for adkomst-mangler imidlertid medføre, at et erstatningsansvar for sælgeren af genstanden eraktuelt. I relation til konventionens artikel 4, stk. 2, medfører dette, at det vil afhængeaf de konkrete forhold mellem erhververen og dennes sælger, om den, der rejser kravom tilbagelevering, har pligt til at betale erstatning.Lovforslagets udformningDet er regeringens vurdering, at der ikke, hverken generelt eller i relation til de krav,der er omfattet af denne lov, er behov for ændringer af de gældende regler om det ind-byrdes forhold mellem køber og sælger. Artikel 4, stk. 2, nødvendiggør imidlertid efterregeringens opfattelse, at der indføres en regel, der pålægger erhververen at udfolderimelige bestræbelser for at søge erstatning fra tidligere omsætningsled.Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 2.6.2. Tilbagelevering af ulovligt eksporterede kulturgenstande6.2.1. Pligten til at tilbagelevere ulovligt eksporterede kulturgenstande

Gældende retEfter gældende dansk ret er der kun en tilbageleveringspligt for ulovligt eksporteredegenstande, der er omfattet af EU-ordningen, jf. lov nr. 1104 af 22. december 1993. Derhenvises herom til pkt. 2.4 ovenfor.Opfylder en genstand f.eks. ikke de værdikrav, der er fastsat i loven, eller indbringestilbageleveringskravet af en stat uden for EØS, er der efter gældende ret ikke nogenpligt til at tilbagelevere ulovligt eksporterede genstande til oprindelseslandet.KonventionenIfølge artikel 5, stk. 1, skal en kontraherende stat kunne anmode domstolen eller enanden kompetent myndighed i en anden kontraherende stat om at beslutte, at der skalske tilbagelevering af en kulturgenstand, der er ulovligt eksporteret fra den anmodendestats territorium.Som det fremgår ovenfor under pkt. 5.4.1, nødvendiggør konventionen ikke, at derindføres regler, der afgør spørgsmål om ejendomsret til genstanden.Lovforslagets udformningRegeringen har overvejet, hvilken karakter reglerne om tilbagelevering af ulovligteksporterede kulturgenstanden skal have.Reglerne vedrørendestjålnekulturgenstande foreslås gennemført i dansk ret somvindikationsregler i overensstemmelse med retstraditionen på området. Der henvisesherom til pkt. 6.1.1 ovenfor.EU-ordningen, der vedrørerulovligt eksporteredekulturgenstande, indeholder derimodden regel, at ejendomsretten til kulturgenstanden efter tilbageleveringen afgøres efterden ansøgende medlemsstats retsregler.Det ville rejse særlige problemer, hvis reglerne om tilbagelevering af ulovligt eksporte-rede kulturgenstande i dette lovforslag også skulle indebære en stillingtagen til, hvemder opnår ejendomsret til den pågældende kulturgenstand. Det er således kun stater,der kan rejse krav om tilbagelevering af ulovligt eksporterede kulturgenstande, mensdet ikke er noget krav efter konventionen, at den anmodende stat er den oprindeligeejer af genstanden eller på anden måde har eller har haft hel eller delvis ejendomsret tilgenstanden. Det kan heller ikke antages, at staten rejser kravet på vegne af den, deroprindeligt – dvs. før den ulovlige eksport – havde adkomst til genstanden.Regeringen vurderer på denne baggrund, at reglerne om tilbagelevering af ulovligteksporterede kulturgenstand ikke forudsætter en stillingtagen til, hvem der opnårejendomsret til den pågældende kulturgenstand. For at markere denne forskel er der

derfor i lovforslaget anvendt begrebet overførelse om krav på, at ulovligt udførte kul-turgenstande leveres tilbage til det land, de er ulovligt udført fra.Pligten til at levere ulovligt eksporterede kulturgenstande tilbage gælder efter artikel 5,stk. 3, genstande, hvis fjernelse griber ind i den anmodende stats adgang til at varetagesin kulturarv, og som derfor har en vis kulturel betydning.Regeringen foreslår, at der indføres regler, der – i overensstemmelse med konventionen– gennemfører en ordning om overførelse af ulovligt eksporterede kulturgenstande, derhar en vis kulturel betydning.Der henvises til lovforslagets § 10, stk. 1.6.2.2. Tidsfrister for tilbageføringskravGældende retSom nævnt gælder der efter dansk ret kun en pligt til at levere ulovligt eksporteredegenstande tilbage, hvis der er tale om genstande omfattet af EU-ordningen, jf. lov nr.1104 af 22. december 1993. Heri er der fastsat forældelsesfrister for krav om tilbagele-vering. Det drejer sig for det første om en frist på 1 år fra den dato, hvor den ansøgendemedlemsstat fik kendskab til det sted, hvor kulturgenstanden befandt sig, og til besid-derens eller indehaverens identitet.For det andet er der fastsat frister, der løber fra den dato, hvor kulturgenstanden blevfjernet fra medlemsstaten på ulovlig vis. Hovedreglen er en frist på 30 år, men dergælder en særlig frist på 75 år, bl.a. når det drejer sig om genstande, der er en del afoffentlige samlinger, eller kirkelige genstande. Sidstnævnte frist gælder ikke i stater,hvor sager om disse genstande ikke kan forældes, eller hvor der er indgået bilateraleaftaler mellem staterne om en længere frist.KonventionenEfter artikel 5, stk. 5, skal en anmodning om tilbagelevering indbringes inden for enperiode på 3 år fra det tidspunkt, hvor den anmodende stat kendte placeringen af kul-turgenstanden og identiteten på dens besidder, og under alle omstændigheder inden foren periode på 50 år fra datoen for eksporten eller fra den dato, hvor genstanden skullehave været tilbageleveret i henhold til en tilladelse som anført i konventionens artikel2.I artikel 7, stk. 1, bestemmes det, at konventionens kapitel 3 om ulovligt eksporteredekulturgenstande ikke finder anvendelse, (a) når eksporten af en kulturgenstand ikkelængere er ulovlig på tidspunktet, hvor der anmodes om tilbageleveringen, eller (b) nårgenstanden blev eksporteret i ophavsmandens levetid, eller inden for en periode på 50år efter den pågældendes død.

Der gøres i artikel 7, stk. 2, en undtagelse fra artikel 7, stk. 1, litra b, når en kulturgen-stand er fremstillet af et eller flere medlemmer af et stamme- eller indfødt samfund tildette samfunds traditionelle eller rituelle anvendelse, og genstanden bliver tilbageleve-ret til dette samfund.Lovforslagets udformningKonventionen giver den anmodende stat en bedre retsstilling, end hvad der følger afEU-ordningen. Konventionen giver således ikke mulighed for at fastsætte frister fortilbagelevering svarende til EU-ordningen.Regeringen foreslår, at pligten til at levere ulovligt eksporterede genstande tilbagetidsbegrænses i overensstemmelse med konventionens artikel 5, stk. 5. Dvs. at et kravom tilbagelevering af en ulovligt eksporteret kulturgenstand skal indbringes for dom-stolene inden 3 år efter, at vedkommende vidste eller burde vide, hvor kulturgenstan-den befandt sig, og kendte eller burde kende identiteten af erhververen og under alleomstændigheder senest 50 år efter, at den pågældende genstand blev ulovligt eksporte-ret.Der henvises til lovforslagets § 10, stk. 2-3, og § 11.6.2.3. Den godtroende erhververs ret til erstatningGældende retEfter EU-ordningen ”tildeler den kompetente domstol i den ansøgte medlemsstat besid-deren en erstatning, som den anser for at være rimelig efter omstændighederne i detforeliggende tilfælde, forudsat at domstolen er overbevist om, at besidderen har udvistden nødvendige agtpågivenhed, da han erhvervede genstanden”, jf. artikel 9 i Rådetsdirektiv 93/7/EØF.KonventionenDet fremgår af artikel 6, stk. 1, at besidderen af en kulturgenstand, som erhvervedegenstanden efter den var ulovligt eksporteret, er berettiget til erstatning fra den anmo-dende stat på tidspunktet for tilbageleveringen, forudsat at besidderen på tidspunktetfor erhvervelsen hverken vidste eller med rimelighed burde have vidst, at genstandenvar ulovligt eksporteret.Lovforslagets udformningSom det fremgår under pkt. 6.1.4 ovenfor, har den godtroende erhverver af en stjålengenstand efter gældende dansk ret ikke ret til erstatning fra den oprindeligt berettigedeved dennes vindikation af genstanden. Det fremgår imidlertid også, at det er regerin-gens opfattelse, at en udvidelse af tilbageleveringspligten for stjålne kulturgenstandebør ledsages af en ret til erstatning.

De foreslåede regler om tilbagelevering afulovligt udførte kulturgenstandemedførersom nævnt ikke nogen stillingtagen til ejendomsretlige forhold. Det er regeringensopfattelse, at en pligt til at levere ulovligt eksporterede genstande tilbage – uanset omerhververen herved mister ejendomsretten til kulturgenstanden – bør ledsages af en rettil erstatning, jf. artikel 6 i konventionen.Det almindelige udgangspunkt for erstatningsudmåling i dansk ret er, at ethvert bevi-seligt økonomisk tab erstattes. Det er regeringens opfattelse, at almindelige regler omerstatning skal finde anvendelse på erstatningskrav i anledning af tilbagelevering afulovligt udførte kulturgenstande. Det vil således være op til domstolene ud fra de kon-krete omstændigheder at vurdere, hvilket tab der skal erstattes.Der henvises til lovforslagets § 13.6.3. Kompetence til at behandle krav om tilbagelevering af kulturgenstande6.3.1. Sagernes behandling ved domstoleneSom anført i pkt. 5 er det efter UNIDROIT-konventionens artikel 16 overladt til dekontraherende stater at afgøre, om sager, der rejses i medfør af konventionen, skalbehandles ved domstolene eller af en administrativ myndighed.Hvis der rejses krav om, at en kulturgenstand skal leveres tilbage, og den person ellerinstitution, som har erhvervet kulturgenstanden, er enig i, at der er pligt hertil efterkonventionens bestemmelser, vil kulturgenstanden kunne leveres tilbage mod eventuelerstatning uden en myndigheds afgørelse af spørgsmålet. Hvis parterne er uenige, vildet skulle afgøres, om der er pligt til at kulturgenstanden leveres tilbage, og om der skalbetales erstatning. Det er regeringens opfattelse, at sådanne afgørelser om overførelse,tilbagelevering og erstatning bør træffes af domstolene. Det er også domstolene, der harkompetence til at træffe afgørelse om tilbagelevering af kulturgenstande til EU-medlemsstater efter direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligter fjernet fra en medlemsstats område, jf. lov nr. 1104 af 22. december 1993 om m.v.,som ændret ved lov nr. 422 af 10. juni 1997.Ved lovforslagets udformning er det derfor lagt til grund, at det overlades til domstoleneat træffe afgørelse i sager, som er omfattet af konventionen. Krav om tilbagelevering afkulturgenstande vil således skulle forfølges ved at anlægge en retssag mod den personeller institution, som er erhververen af kulturgenstanden.Bortset fra spørgsmålet om, hvornår der er værneting ved danske domstole i retssagerom tilbagelevering af kulturgenstande efter konventionen, er der efter regeringensopfattelse ikke behov for at fastsætte særlige regler for domstolenes behandling af sagerefter konventionen, da retsplejelovens almindelige regler opfylder de forpligtelser, der

følger af konventionen. Spørgsmålet om værneting ved danske domstole er behandletnedenfor i pkt. 6.3.2.Efter UNIDROIT-konventionens artikel 8, stk. 2, kan parterne aftale at lade en tvistafgøre ved voldgift i stedet for at lade den behandle ved domstolene. I internationalvoldgift er det almindeligt anerkendt, at visse tvister kan være så væsentlige for sam-fundet, tredjemand eller parterne selv, at parterne ikke gyldigt kan aftale, at tvistenskal behandles ved voldgift. Det kan ikke antages, at artikel 8, stk. 2, tilsigter at fravigedette princip, som § 6 i den danske voldgiftslov også bygger på (lov nr. 553 af 24. juni2005). Det følger af § 6 i voldgiftsloven, at tvister, som parterne har fri rådighed over,kan afgøres ved voldgift her i landet. Efter regeringens opfattelse er der således ikkebehov for at fastsætte særlige bestemmelser til gennemførelse af konventionens artikel8, stk. 2.6.3.2. VærnetingGældende retDe almindelige regler om værneting (stedlig kompetence) ved danske domstole findes iretsplejelovens kapitel 22. Udgangspunktet er, at en retssag skal anlægges ved sagsøg-tes hjemting, dvs. ved retten i den retskreds, hvor den, som sagen rejses imod (sagsøg-te), har bopæl, medmindre andet er bestemt ved lov, jf. § 235, stk. 1.Retsplejeloven og den øvrige lovgivning indeholder nogle undtagelser fra dette ud-gangspunkt.Efter den såkaldte godsværnetingsregel i retsplejelovens § 246, stk. 3, kan der blandtandet anlægges sag vedrørende formueretsforhold i den retskreds, hvor det gods (akti-ver), som sagen angår, befinder sig, hvis den person, som sagen rejses imod (sagsøgte),ikke har bopæl i Danmark.I civil- og handelsretlige sager kan godsværnetingsreglen i § 246, stk. 3, imidlertid ikkeanvendes over for personer med bopæl i de øvrige medlemsstater i EU og EFTA. Detskyldes, at loven om Bruxelles I-forordningen m.v., der gennemfører Danmarks paral-lelaftale med Fællesskabet om Bruxelles I-forordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse afretsafgørelser på det civil- og handelsretlige område), samt Lugano-konventionen (kon-ventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsaf-gørelser i borgerlige sager, herunder handelssager) forbyder anvendelse af godsværne-ting, når sagsøgte har sin bopæl inden for EU/EFTA-området, jf. artikel 3, stk. 2, iforordningen og Lugano-konventionen. Værnetingsreglerne i forordningen og Lugano-konventionen har forrang for retsplejelovens bestemmelser, jf. retsplejelovens § 247,stk. 1.

Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen finder alene anvendelse på det civil-og handelsretlige område. Det indebærer, at retssager om bl.a. offentligretlige spørgs-mål ikke er omfattet af forordningens og Lugano-konventionens værnetingsregler ogdermed heller ikke af forbuddet mod anvendelse af godsværneting.KonventionenDet følger af UNIDROIT-konventionens artikel 8, stk. 1, at sager om tilbagelevering afstjålne eller ulovligt eksporterede genstande skal kunne indbringes for domstole ellerandre kompetente myndigheder i den kontraherende stat, hvor en stjålet eller ulovligteksporteret kulturgenstand befinder sig, udover de domstole eller andre kompetentemyndigheder, der ellers måtte være kompetente i henhold til gældende regler i dekontraherende stater.Bestemmelsen indebærer, at en kontraherende stat, der overlader det til domstolene attræffe afgørelser i sager, som er omfattet af konventionen, har pligt til at have en be-stemmelse i national lovgivning, som tillader, at en sag, der rejses efter konventionen,kan anlægges ved en domstol i vedkommende stat, hvis blot den kulturgenstand, somsagen angår, befinder sig på statens område (godsværnetingsregel).Lovforslagets udformningSom det fremgår af gennemgangen af gældende ret ovenfor, indeholder retsplejelovenen regel i § 246, stk. 3, om godsværneting i sager om formueforhold. Godsværnetings-reglen kan imidlertid ikke anvendes over for personer med bopæl i de øvrige medlems-stater i EU og EFTA i civil- og handelsretlige sager, da Bruxelles I-forordningen ogLugano-konventionen forbyder anvendelse af godsværneting.Hvis der rejseskrav om tilbagelevering af stjålne kulturgenstandeefter UNIDROIT-konventionens artikel 3 (lovforslagets § 6), vil sagen være en formueretlig tvist og der-med en civil sag i Bruxelles I-forordningens og Lugano-konventionens forstand. Detindebærer, at sagen vil være omfattet af forbuddet mod godsværneting i forordningen ogLugano-konventionen, hvorfor der ikke vil kunne anlægges sager om tilbagelevering afstjålne kulturgenstande med godsværneting i Danmark, når sagsøgte har bopæl indenfor EU/EFTA-området.Som anført ovenfor i pkt. 5 kan en kontraherende stat i medfør af UNIDROIT-konventionens artikel 13, stk. 1, opretholde allerede indgåede internationale aftaler,som vedkommende stat er bundet af, og som berører forhold, der reguleres afUNIDROIT-konventionen. Det er på den baggrund regeringens vurdering, at det vilvære i overensstemmelse med UNIDROIT-konventionen at opretholde det gældendeforbud mod anvendelse af godsværnetinget, der følger af Bruxelles I-forordningen ogLugano-konventionen.

Det følger imidlertid af artikel 5, stk. 2, i Danmarks parallelaftale med Fællesskabet omBruxelles I-forordningen, at Danmark er forpligtet til at afholde sig fra at indgå inter-nationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for forordningen,medmindre det sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillendeordninger med hensyn til forholdet mellem parallelaftalen og den pågældende interna-tionale aftale. Da artikel 8, stk. 1, i UNIDROIT-konventionen må antages at berøreanvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, har Danmark i overensstemmelsemed parallelaftalens artikel 5, stk. 2, forelagt et udkast til dette lovforslag for Europa-Kommissionen med henblik på indgåelse af en aftale med Fællesskabet om dansk til-trædelse af UNIDROIT-konventionen.En kontraherende statskrav om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstandeefterkonventionens artikel 5, stk. 1, (lovforslagets § 10, stk. 1) vil basere sig på, at vedkom-mende stats offentligretlige lovgivning om beskyttelse af kulturarven er overtrådt vedudførelsen af kulturgenstanden. Da en retssag således vil hvile på et offentligretligtgrundlag, vil den ikke være en civil- eller handelsretlig sag i Bruxelles I-forordningen ogLugano-konventionens forstand. Sagen vil derfor ikke være omfattet af forbuddet modgodsværneting i civil- og handelsretlige sager.Den gældende godsværnetingsregel i retsplejelovens § 246, stk. 3, vil dog ikke findeanvendelse, da godsværnetingsreglen alene omfatter sager vedrørende ”formueretsfor-hold” og ikke offentligretlige sager.Efter regeringens opfattelse forudsætter gennemførelsen af konventionen i dansk retderfor, at der indføres en godsværnetingsbestemmelse i dansk ret om, at retssager omoverførelse af ulovligt udførte kulturgenstande, der befinder sig i Danmark på tids-punktet for retssagens anlæg – ud over at være omfattet af de almindelige værnetings-regler, der i øvrigt følger af retsplejeloven – også kan anlægges ved en dansk domstol,hvis kulturgenstanden er i Danmark.Da regeringen alene forventer, at der vil være et yderst begrænset antal tilfælde, hvoren sådan værnetingsregel vil være anvendelig, foreslås det, at værnetingsreglen udfor-mes således, at sagen i disse tilfælde kan anlægges ved Københavns Byret.Lovforslaget er på denne baggrund udformet således, at retsplejelovens almindeligeregler om stedlig kompetence finder anvendelse ved anlæggelse af retssager om forhold,der er omfattet af lovforslaget, og at retssager om overførelse af ulovligt udførte kultur-genstande, der befinder sig i Danmark på tidspunktet for sagens anlæg, kan anlæggesved Københavns Byret, hvis der ikke er værneting her i landet efter de almindeligeregler om stedlig kompetence.Der henvises til lovforslagets § 16.

7. Forholdet til grundlovenSom det er fremgået ovenfor, vil dansk tiltrædelse af konventionen nødvendiggøre enrække ændringer af gældende dansk ret.Det vil således være nødvendigt at udvide vindikationsprincippet og fravige de efterdansk ret gældende undtagelser hertil, således at de af konventionen omfattede stjålnekulturgenstande altid kan kræves tilbageleveret.Dansk tiltrædelse af konventionen vil endvidere nødvendiggøre ændringer i de gælden-de regler om, hvornår ulovligt eksporterede kulturgenstande skal leveres tilbage, jf. iden forbindelse lov om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et EU-medlemsstats område mv.I overensstemmelse med konventionens artikel 10, stk. 1 og 2, foreslår regeringen, atdet fastsættes, at krav om tilbagelevering af stjålne kulturgenstande eller overførelse afulovligt eksporterede kulturgenstande alene vil kunne gøres gældende med hensyn tilgenstande, der er stjålet eller ulovligt udført efter lovens ikrafttræden.Regeringen finder ikke, at en sådan ordning kan antages at udgøre et ekspropriativtindgreb efter grundlovens § 73.8. Økonomiske konsekvenser for det offentligeEventuelle udgifter som følge af tiltrædelsen af UNIDROIT-konventionen afholdesinden for eksisterende bevillingsrammer.9. Administrative konsekvenser for det offentligeDet kan ikke udelukkes, at en tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen vil kunne medfø-re en øget belastning af de danske domstole, der skal behandle udenlandske krav omkulturgenstande skal leveres tilbage.Belastningens nærmere omfang vil afhænge af antallet af krav, der indbringes for dedanske domstole. Omfanget kan ikke på nuværende tidspunkt forudsiges, men det vilantageligt være begrænset. Fra finsk side er det oplyst, at Finland ikke har modtagetanmodninger om at kulturgenstande skal leveres tilbage i henhold til UNIDROIT-konventionen, og fra norsk side er det oplyst, at der kun har været meget få krav rettetmod Norge.Forud for gennemførelsen af EU-ordningen, jf. lov nr. 1104 af 22. december 1993, for-ventedes det ikke, at de nye regler ville medføre en betydelig belastning af danskemyndigheder og domstole. Denne forventning har vist sig at være berettiget, idet dan-ske myndigheder endnu ikke har modtaget anmodninger efter EU-ordningen om tilba-gelevering af ulovligt eksporterede kulturgenstande.10. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget indebærer, at der ved danske domstole kan anlægges sager mod professio-nelt handlende om, at kulturgenstande, som måtte være fjernet ulovligt fra en andenstat, der har tiltrådt UNIDROIT-konventionen, skal leveres tilbage. Det kan betydeøkonomiske omkostninger til f.eks. advokatbistand for den, der måtte blive sagsøgt i enkonkret sag.Det indebærer bl.a., at professionelt handlende fremover i endnu højere grad skal væreopmærksomme på en kulturgenstands proveniens (samt mulig dokumentation herfor),herunder om der risiko for at genstanden kan være stjålet eller udført ulovligt fra enanden stat, der også har tiltrådt UNIDROIT-konventionen.11. Administrative konsekvenser for borgerneLovforslaget indebærer, at der ved danske domstole kan anlægges sager mod privatper-soner om at kulturgenstande skal leveres tilbage, som måtte være fjernet ulovligt fra enanden stat. Det indebærer bl.a., at privatpersoner fremover, f.eks. i en erhvervelsessitu-ation, skal være mere opmærksomme på en kulturgenstands proveniens (samt muligdokumentation herfor), herunder om der risiko for at genstanden kan være stjålet ellerudført ulovligt fra en anden stat, der også har tiltrådt UNIDROIT-konventionen.12. Miljømæssige konsekvenserLovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.13. Forholdet til EU-rettenPå grund af den såkaldte værnetingsbestemmelse i UNIDROIT-konventionens artikel 8vil dansk tiltrædelse af konventionen endvidere forudsætte en forudgående aftale medEU. Det skyldes en bestemmelse i artikel 5, stk. 2, i Danmarks parallelaftale med Fæl-lesskabet om Bruxelles I-forordningen, som forpligter Danmark til at afholde sig fra atindgå internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bru-xelles I-forordningen, medmindre det sker efter aftale med Fællesskabet, og der erfundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til forholdet mellem parallelaftalen ogpågældende internationale aftale.For tilbageleveringssager mellem EU-lande vil der blive henvist til den under pkt. 2.4nævnte EU-regulering, således at denne som udgangspunkt finder anvendelse, uansetat begge lande måtte havde tiltrådt UNIDROIT-konventionen. Der henvises i øvrigt tilpkt. 2.4.14. HøringEt udkast til lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-tioner:Auktionslederforeningen, Dansk Kunst og Antikvitetshandler Union, Gallerisammen-slutningen, Den Danske Antikvarboghandlerforening, Organisationen Danske Museer,Kulturværdiudvalget, Kulturarvsstyrelsen, Bruun Rasmussens Auktioner, Lauritz.com,Høiland Auktioner, Sotheby's Auktioner (København), UNESCOs Nationalkommision,Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Datatilsynet, Domstolsstyrelsen, Den

En tiltrædelse af UNIDROIT-konventionen vil kunne medføre enøget belastning af de danske domsto-le, der skal behandle udenlandskekrav om kulturgenstande skal leve-res tilbage. Belastningens nærmereomfang vil afhænge af antallet afkrav, der indbringes for de danskedomstole. Omfanget kan ikke pånuværende tidspunkt forudsiges,men det vil antageligt være begræn-set.Lovforslaget indebærer, at der veddanske domstole kan anlægges sagermod professionelt handlende om, atkulturgenstande, som måtte værefjernet ulovligt fra en anden stat, derhartiltrådtUNIDROIT-konventionen, skal leveres tilbage.Det kan betyde økonomiske omkost-ninger til f.eks. advokatbistand forden, der måtte blive sagsøgt i enkonkret sag.Professionelt handlende skal derforfremover i endnu højere grad væreopmærksomme på en kulturgen-stands proveniens (samt muligdokumentation herfor), herunder omder risiko for at genstanden kanvære stjålet eller udført ulovligt fraen anden stat, der også har tiltrådtUNIDROIT-konventionen.

Lovforslaget indebærer, at der veddanske domstole kan anlægges sagermod privatpersoner om at kultur-genstande skal leveres tilbage, sommåtte være fjernet ulovligt fra etanden stat. Derfor skal privatperso-ner fremover, f.eks. i en erhvervel-sessituation, være mere opmærk-somme på en kulturgenstands pro-veniens (samt mulig dokumentationherfor), herunder om der risiko for atgenstanden kan være stjålet ellerudført ulovligt fra en anden stat, derogsåhartiltrådtUNIDROIT-konventionen.IngenIngenPå grund af den såkaldte værne-tingsbestemmelsei UNIDROIT-konventionens artikel 8 vil dansktiltrædelse af konventionen endvide-re forudsætte en forudgående aftalemed EU. Det skyldes en bestemmel-se i artikel 5, stk. 2, i Danmarksparallelaftale med Fællesskabet omBruxelles I-forordningen, som for-pligter Danmark til at afholde sig fraat indgå internationale aftaler, derkan berøre eller ændre anvendelses-områdetforBruxellesI-forordningen, medmindre det skerefter aftale med Fællesskabet, og derer fundet tilfredsstillende ordningermed hensyn til forholdet mellemparallelaftalen og pågældende inter-nationale aftale.

Til § 2Lovforslagets anvendelsesområde fastlægges i stk. 1-3. De foreslåede regler gælder efterstk. 1for krav af international karakter vedrørende tilbagelevering af stjålne kultur-genstande. At krav skal være af ”international karakter” indebærer, at rent nationalekrav ikke vil være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Det skal endviderebemærkes, at lovforslaget efter § 17 ikke finder anvendelse på krav, der vedrører kul-turgenstande, der er stjålet eller ulovligt udført, inden lovforslaget er trådt i kraft iDanmark.Det er en betingelse for, at de foreslåede regler finder anvendelse, at den, der rejserkrav om tilbagelevering, har tilknytning til en stat, der har tiltrådt konventionen. Forfysiske personer vil statsborgerskab eller bopæl i en konventionsstat udgøre den for-nødne tilknytning, mens juridiske personer skal være hjemmehørende i et stat, der hartiltrådt konventionen. For registreringspligtige juridiske personer skal registreringsste-det anses som afgørende for, hvor den juridiske person er hjemmehørende. For ikke-registreringspligtige juridiske personer er hovedsædekriteriet det afgørende for, om denjuridiske person er hjemmehørende i en konventionsstat.Efternr. 1skal kulturgenstanden være stjålet fra en kontraherende stat og konventio-nen skal endvidere være trådt i kraft i denne stat på tidspunktet for tyveriet.Nr. 2medfører, at de foreslåede regler også finder anvendelse, hvis en stjålen kultur-genstand befinder sig i en kontraherende stat, efter at konventionen er trådt i kraft fordenne stat. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en sag om tilbagelevering af enstjålen kulturgenstand, der anlægges her i landet efter reglerne i denne lov, typisk vilangå en genstand, der befinder sig her i landet. I sådanne tilfælde vil loven finde an-vendelse, uanset om kulturgenstanden er blevet stjålet i en stat, der ikke har tiltrådtkonventionen.Afstk. 2fremgår, at de foreslåede regler endvidere gælder for krav om overførelse afkulturgenstande, der er fjernet fra en kontraherende stats territorium i strid meddenne stats lovgivning om eksport af kulturgenstande, der har til formål at beskyttestatens kulturarv.Det er et krav, at der er tale om ulovlig udførsel fra en konventionsstat. For så vidtangår denne type krav, er det endvidere en betingelse, at den eksportlovgivning, somkulturgenstanden er udført i strid med, har til formål at beskytte statens kulturarv, jf.definitionen på en ulovlig udførsel i forslagets § 4. For at loven skal finde anvendelse, erdet endvidere et krav, at konventionen på det tidspunkt, hvor kulturgenstanden bliverulovligt eksporteret, er trådt i kraft i den stat, der anmoder om overførelse.Det bemærkes endvidere, at der i overensstemmelse med almindelig sprogbrug påområdet er benyttet begrebet udførsel i stedet for – som i konventionen – eksport. Dertilsigtes ikke hermed nogen indholdsmæssige fravigelser af konventionen.

Til § 3Bestemmelsen indeholder lovens definition af begrebet kulturgenstand. Teksten svarertil konventionens artikel 2. Udover at tilhøre en af de kategorier, der er angivet i bilagettil loven, skal en genstand for at være omfattet af definitionen af en kulturgenstand afreligiøse eller verdslige årsager være af betydning for arkæologi, forhistorie, historie,litteratur, kunst eller videnskab. Hvis en genstand ikke falder ind under definitionen afen kulturgenstand, vil lovens bestemmelser ikke kunne bringes i anvendelse på kravom tilbagelevering af genstanden.Det bemærkes, at loven i modsætning til EU-ordningen ikke indeholder beløbsgrænser.Til § 4Det fastsættes istk. 1,hvad der skal forstås ved ulovlig udførsel i lovens forstand. Defi-nitionen af ulovlig udførsel indsnævrer området for, hvad der efter loven skal betragtessom en ulovlig udførsel i forhold til, hvad der ville følge af en almindelig forståelse afudtrykket. For at et forhold skal betragtes som en ulovlig udførsel efter denne lov, erdet således et krav, at kulturgenstanden er udført fra en stat, der har tiltrådt konventi-onen, i strid med denne stats lovgivning, der regulerer eksport af kulturgenstande medhenblik på at beskytte statens kulturarv. Eksempelvis vil udførsel i strid med eksport-lovgivning med et fiskalt formål ikke være omfattet af lovens regler.Stk. 2.vedrører tilladelser til midlertidig eksport af kulturgenstande med henblik påudstilling, undersøgelse, restaurering eller lignende. Hvis en genstand er blevet udført ihenhold til en sådan tilladelse, men hvor betingelserne for at levere genstanden tilbageikke overholdes, skal genstanden anses for ulovligt udført, således at loven finder an-vendelse på krav om overførelse. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke omfatter situati-oner, hvor kulturgenstanden er udført til en tredjestat,indeneksporttilladelsen udlø-ber.Til § 5Bestemmelsen definerer begrebet offentlig samling. Hvad angår kriteriet om, at visseinstitutioner skal være anerkendt som tjenende den offentlige interesse, må det anta-ges, at enhver retsakt, der forudsætter en legal anerkendelse af, at institutionen tjenerden offentlige interesse, kan udgøre den fornødne anerkendelse, f.eks. hel eller delvisskattefritagelse.Til § 6Efter bestemmelsensstk. 1skal den, der har erhvervet kulturgenstanden og dermed erden nuværende ejer, efter anmodning tilbagelevere genstanden til den oprindelige ejer.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter et ubetinget tilbageleveringsprincip for stjålnekulturgenstande omfattet af loven. Hermed fraviges, for så vidt angår disse kulturgen-stande, den undtagelse til princippet i Danske Lov 6-17-5 om vindikation, der er udvik-let i retspraksis. Den foreslåede § 6 er tillige en undtagelse til reglerne om rettigheds-fortabelse i konkurslovens § 83 og dødsboskiftelovens § 85, stk. 2.Bestemmelsen regulerer således den konflikt om ejendomsretten til en stjålen kultur-genstand, der kan opstå mellem den oprindelige ejer og en senere erhverver. Derimoder forholdet mellem den oprindelige ejer og tyven ikke reguleret af bestemmelsen.Ejendomsretten overgår efter bestemmelsen til den oprindelige ejer af genstanden.Genstanden skal fysisk gives tilbage til den, der har ret til at besidde den. Dette viltypisk være den oprindelige ejer, men kan efter omstændighederne være en kreditor,der har sikkerhed i genstanden, eller et museum, der har lånt genstanden. Ved konkur-rerende krav vil det være almindelige regler i dansk ret, der er bestemmende for, hvemgenstanden fysisk skal gives tilbage til. Den oprindelige ejer skal således respektere debegrænsede rettigheder, han selv har stiftet over kulturgenstanden. Har den oprindeli-ge ejer f.eks. stiftet en lejret over genstanden, vil han skulle respektere denne, selvomen kulturgenstand efter bestemmelsen skal tilbageleveres.Bestemmelsen angår udelukkende stjålne genstande. Spørgsmålet om en genstand måanses for stjålet, skal som udgangspunkt afgøres efter dansk ret, medmindre andetfølger af eventuelle lovvalgsregler.Det afgøres af de almindelige regler, hvem der kan anlægge sag om tilbagelevering af enkulturgenstand.Istk. 2foreslås, at den, der fysisk besidder en stjålet kulturgenstand, f.eks. fordi er-hververen har lånt eller lejet den ud, har pligt til at aflevere den, hvis erhververen erforpligtet til at tilbagelevere den. Bestemmelsen tilsigter at imødegå den situation, atden, der er bestjålet, får ejendomsretten til genstanden, men at vedkommende ikke kankomme i fysisk besiddelse af genstanden, fordi der ikke er nogen muligheder for atfastslå, at den, der f.eks. har lånt eller lejet genstanden af erhververen, er forpligtet tilat aflevere den. Vedrørende spørgsmålet om, hvem genstanden fysisk skal gives tilbagetil, henvises der til bemærkningerne ovenfor tilstk. 1.Efterstk. 3skal en kulturgenstand, der er ulovligt udgravet, betragtes som stjålet, nårdet er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandt sted.Ligeledes skal lovligt udgravede kulturgenstande, der er ulovligt tilbageholdt betragtessom stjålet, når det er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor udgravnin-gen fandt sted.Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor en kulturgenstand i forbindelse medudgravningen af den pågældende genstand på ulovlig vis bliver tilbageholdt, og situati-oner hvor selve udgravningen er ulovlig, men hvor forholdet falder uden for stk. 1, fordigenstanden ikke efter dansk ret kan anses for stjålet.Bestemmelsen medfører, at det tilbageleveringsprincip, der er fastsat i stk. 1, finderanvendelse på kulturgenstande, der er ulovligt udgravet, eller lovligt udgravet, men

ulovligt tilbageholdt, hvis det følger af lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandtsted, at betragte genstanden som stjålet. Betingelsen om overensstemmelse med lovgiv-ningen i den stat, hvor udgravning fandt sted, vil uden videre være opfyldt, hvis staten iudgravningsstaten automatisk opnår ejendomsret til genstande, der er udgravet, idetgenstandene i disse tilfælde må anses for stjålet.I tilfælde, hvor en kulturgenstand er ulovligt udgravet eller lovligt udgravet, men ulov-ligt tilbageholdt, og hvor genstanden ikke kan anses for stjålet efter dansk ret, kanbestemmelser i udgravningsstatens lovgivning således medføre, at tilbageleveringsprin-cippet i stk. 1 alligevel finder anvendelse.Til § 7Bestemmelsen istk. 1skal sikre, at dansk ret bringes i overensstemmelse med konven-tionens krav om en absolut frist for fremsættelse af krav om tilbagelevering, der somminimum giver mulighed for at fremsætte kravet i 50 år efter tidspunktet for tyveriet,jf. konventionens artikel 3, stk. 4, jf. artikel 9. Det vil således stride mod konventionen,hvis hævdserhvervelse efter de almindelige regler i Danske lov 5-1-1 førte til, at ettilbageleveringskrav ikke kunne gennemføres, selvom der ikke var gået 50 år fra tids-punktet for tyveriet. Bestemmelsen forhindrer ikke, at krav om tilbagelevering efterdenne lov kan fremsættes senere end 50 år fra tyveriet. Efter dette tidspunkt vil danskrets almindelige regler om hævd imidlertid kunne påberåbes af den, der bliver mødtmed krav om tilbagelevering.Istk. 2fastsættes, at der for de nævnte særlige kulturgenstande gælder en absolut fristfor fremsættelse af krav om tilbagelevering, der som minimum giver mulighed for atfremsætte kravet i 75 år efter tidspunktet for tyveriet.Ved monument forstås bl.a. en statue, et bygværk eller en bygning. Begrebet omfatterendvidere ældre vej- og havneanlæg, ligesom fortidsminder, der er beskyttet efter mu-seumslovens § 29 e, også er omfattet.Ved begrebet arkæologisk fundsted forstås bl.a. steder, hvor der er gjort eller registreretfund af arkæologisk kulturarv. Arkæologisk kulturarv omfatter spor af menneskeligvirksomhed, der er efterladt fra tidligere tider, dvs. strukturer, konstruktioner, byg-ningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser, flytbare genstande og monumenter ogden sammenhæng, hvori disse spor er anbragt.Ved samling kan bl.a. forstås systematisk indsamlede kulturgenstande i form af værkersom f.eks. kunstværker og bøger samt genstande, fotos, arkivalier mv. typisk inden foret bestemt geografisk eller emnemæssigt område.For så vidt angår spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved en offentlig samling, henvi-ses til lovens § 5 og bemærkningerne hertil.Til § 8Den foreslåede bestemmelse fastsætter en relativ frist for fremsættelse af krav omtilbagelevering. I overensstemmelse med forarbejderne til konventionen og det alminde-

Til § 9Det foreslåedestk. 1fastsætter, at den, der rejser krav om tilbagelevering, skal betaleerstatning til den godtroende erhverver, hvis genstanden skal tilbageleveres, og hviserhververen efter dansk rets almindelige regler ville have været berettiget til at beholdeden pågældende genstand. Der tilsigtes således ikke nogen generel fravigelse af detalmindelige udgangspunkt om, at den godtroende erhverver af en stjålet genstand ikkeer berettiget til erstatning ved den oprindeligt berettigedes vindikation af genstanden.Der henvises endvidere til pkt. 6.1.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Deter efter forslaget en betingelse for tilbageleveringen, at erhververen – hvis denne erberettiget hertil efter bestemmelsen – får erstattet sit tab.Spørgsmålet om erstatning til erhververen skal således afklares, inden der skal sketilbagelevering. Dette kan f.eks. ske ved, at tidligere omsætningsled inddrages i sagen.For så vidt angår kravet om, at erhververen hverken vidste eller burde vide, at gen-standen var stjålet, skal det bemærkes, at det er en betingelse for erstatning efterbestemmelsen, at erhververen har foretaget nærmere undersøgelser i forbindelse medkøbet. De forhold, som erhververen bl.a. skal tages i betragtning omfatter parternesbaggrund, den betalte sum, hvorvidt ethvert rimeligt register for stjålne kulturgenstan-de er konsulteret, andre oplysninger og dokumentation, som vedkommende med rime-lighed kunne have indhentet, samt hvorvidt erhververen rådspurgte tilgængelige orga-ner eller tog andre skridt, som enhver fornuftig person efter omstændighederne villehave taget. Opregningen er ikke udtømmende, ligesom tilstedeværelsen af et eller flerekriterier ikke i sig selv er afgørende for, om det er foretaget tilstrækkelige undersøgel-ser. Erhververen har desuden bevisbyrden for, at de fornødne undersøgelser er foreta-get.Erstatningspligt efter bestemmelsen i stk. 1 påvirker ikke mulighederne for, at den, derrejser krav om tilbagelevering, kan rejse erstatningskrav (herunder regreskrav) modandre, jf. herved konventionens artikel 4, stk. 3.De almindelige regler for erstatningsudmåling i dansk ret vil være gældende, således vilethvert beviseligt økonomisk tab skulle erstattes efter bestemmelsen.

Erhververens tab omfatter dermed tillige tab som følge af eventuelle erstatningskrav,som opstår, fordi den, der er i besiddelse af genstanden, skal aflevere den i henhold tilden foreslåede § 6, stk. 2.Bestemmelsen indebærer endvidere, at erhververen pålægges at udfolde rimelige be-stræbelser for at kræve erstatning fra tidligere omsætningsled. Hvis erhververen ikkelever op til denne forpligtigelse, bortfalder retten til erstatning efter stk. 1 helt ellerdelvist.Det objektive erstatningsansvar for fuldstændig oprindelig vanhjemmel medfører, aterhververen som udgangspunkt vil være berettiget til erstatning fra sin sælger. Det kandog vise sig ikke at være muligt at gennemføre kravet, eksempelvis fordi den absoluttereklamationsfrist i købeloven er udløbet. Det vil endvidere være tilfældet, hvor det afpraktiske grunde ikke er muligt at gennemtvinge krav mod sælgeren, f.eks. fordi denneikke kan findes, er insolvent eller lignende.Der vil være situationer, hvor erhververen kan få erstatning fra sin sælger, men hvordenne sælger ikke kan kræve erstatning fra sin sælger pga. reklamationsfrister ellerpraktiske vanskeligheder med at rejse kravet.Hvis erhververen får dom for, at kravet ikke kan gennemføres, eller kan fremlæggedokumentation for, at skyldneren i fogedretten har erklæret sig insolvent, er der foreta-get rimelige bestræbelser i lovens forstand. På den anden side kan det ikke stilles somkrav, at sådanne skridt skal være foretaget. Det vil således bero på en konkret vurde-ring af de faktiske og retlige omstændigheder i sagen, om erhververen har udfoldetrimelige bestræbelser.I det foreslåedestk. 2fastsættes som undtagelse til erstatningspligten i stk. 1, at den,der har erhvervet en kulturgenstand vederlagsfrit, og som må tilbagelevere den, ikke erberettiget til erstatning, hvis den, genstanden er overdraget fra, ikke ville have haft rettil erstatning. Med andre ord opnår den, der modtager en kulturgenstand vederlagsfrit,ikke bedre ret end den, der overdrog genstanden til den pågældende.

Bestemmelsensnr. 2vedrører de tilfælde, hvor den ulovlige udførsel er til væsentligskade for opretholdelsen af en sammensat genstand, f.eks. fordi sokkelen til en statueeller en del af en bogsamling er ulovligt udført af en stat. Det er ikke en betingelse foranvendelsen af bestemmelsen, at en opdeling af genstanden inden for den stat, denudføres fra, ikke på samme måde vil være til væsentlig skade for opretholdelsen af densammensatte genstand. Derimod vil udførsel af en del af en sammensat genstand, derallerede på udførselstidspunktet var delt op, ikke kunne kræves overført efter bestem-melsen uanset, om opdelingen er til væsentlig skade for opretholdelsen af den sammen-satte genstand.

Det påhviler den anmodende stat at bevise, at betingelserne for overførelse er opfyldt,jf. konventionens art. 5, stk. 4. Der stilles derimod ikke krav om, at den anmodende statskal oplyse, hvordan kulturgenstanden i øvrigt vil blive opbevaret, konserveret ellersikret, når den overføres.Det bemærkes, at en domstolsafgørelse om overførelse – i modsætning til reglerne i § 6om tilbagelevering – kun vedrører den fysiske tilbagelevering af kulturgenstanden tilden anmodende stat, idet der ikke herved tages stilling til privatretlige ejendomsfor-hold.Istk. 2foreslås, at den, der fysisk besidder en ulovligt kulturgenstand, f.eks. fordierhververen har lånt eller lejet den ud, har pligt til at aflevere den, hvis erhververen erforpligtet til at overføre den. Bestemmelsen tilsigter at imødegå den situation, at denstat, der efter stk. 1 er berettiget til at få overført en kulturgenstand, ikke kan komme ifysisk besiddelse af genstanden, fordi der ikke er nogen muligheder for til at fastslå, atden, der f.eks. har lånt eller lejet genstanden af erhververen, er forpligtet til at aflevereden.Istk. 3fastsættes, at eksporten fortsat skal være ulovlig på det tidspunkt, hvor kravetindbringes for domstolene, for at en kulturgenstand kan kræves overført. Kulturgen-stande vil derfor ikke skulle overføres, hvis genstanden lovligt kunne udføres på dettidspunkt, hvor kravet indbringes for domstolene. Det tjener således ikke konventio-nens formål at håndhæve regler om beskyttelse af kulturarven, som den anmodendestat selv har anset for uhensigtsmæssige og derfor afskaffet.Der fastsættes endvidere den undtagelse, at en genstand udført i strid med eksportlov-givningen i den anmodende stat, ikke skal anses for ulovligt udført, hvis genstanden erudført senest 50 år efter, at skaberen af genstanden er død. Formålet med undtagelseer, at der ikke lægges hindringer i vejen for nulevende kunstneres muligheder for atopbygge et renommé i udlandet. Værker, hvor kunstneren er ukendt, er ikke omfattet afundtagelsen.Afstk. 4fremgår, at bestemmelsen i stk. 2 ikke finder anvendelse, når der er tale omkulturgenstande, der er fremstillet af et eller flere medlemmer af et stammesamfundeller indfødt samfund til traditionel eller rituel anvendelse, og genstanden af den stat,der anmoder om overførelse, vil blive afleveret til dette samfund.

Til § 11Den foreslåede bestemmelse fastsætter en relativ og en absolut frist for fremsættelse afkrav om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande. Ordlyden af konventionensartikel 3, stk. 3, tyder på, at den relative frist først begynder at løbe, når den, der frem-sætter krav om overførelse, vidste, hvor genstanden var placeret, og kendte identitetenpå erhververen. I overensstemmelse med forarbejderne til konventionen og det alminde-lige udgangspunkt i dansk ret er det imidlertid fastsat, at fristen regnes fra det tids-punkt, hvor den, der gør kravet gældende vidsteeller burde vide,hvor genstandenbefandt sig og kendte ellerburde kendeidentiteten af erhververen.Den absolutte frist for fremsættelse af krav om overførelse af ulovligt udførte kultur-genstande er fastsat til 50 år efter den ulovlige udførsel eller 50 år efter det tidspunkt,hvor kulturgenstanden skulle have været leveret tilbage i henhold til en tilladelse somomhandlet i § 9, stk. 2.Afbrydelse af fristen sker ved indbringelse af kravet for domstolene.Til § 12Bestemmelsen indebærer, at det kun er stater, der kan fremsætte krav om overførelseaf kulturgenstande efter reglerne i lovens §§ 10-14. Der skal desuden være tale omstater, der har tiltrådt UNIDROIT-konventionen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulov-ligt eksporterede kulturgenstande.Istk. 2fastsættes, at omkostningerne i forbindelse med overførelsen skal afholdes afden anmodende stat. Dette gælder dog ikke sagsomkostninger ved domstolene, derpålægges efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 30.Til § 13Det foreslås med bestemmelsen, at en erhverver, der forpligtes til at overføre en ulovligudført kulturgenstand, skal være berettiget til erstatning. Retten til erstatning forud-sætter, at erhververen er i god tro. Ved vurderingen af, om erhververen har været i godtro, er det i konventionens artikel 6, stk. 2, nævnt, at forholdene ved erhvervelsen skaltages i betragtning, herunder om der er et eksportcertifikat som påkrævet efter lovgiv-ningen i den stat, der anmoder om overførelse.De almindelige regler for erstatningsudmåling i dansk ret vil være gældende, således atethvert beviseligt økonomisk tab vil kunne kræves erstattet efter bestemmelsen.Erhververens tab omfatter dermed tillige tab som følge af eventuelle erstatningskrav,som opstår, fordi den, der er i besiddelse af genstanden, skal aflevere den i henhold tilden foreslåede § 10, stk. 2.I stk. 2fastsættes den undtagelse til erstatningspligten i stk. 1, at den, der har erhver-vet en kulturgenstand på vederlagsfri måde, og som må overføre den, ikke er berettigettil erstatning, hvis den, genstanden er overdraget fra, ikke ville have haft ret til erstat-

ning. Med andre ord opnår den, der modtager en kulturgenstand vederlagsfrit, ikkebedre ret end den, der vederlagsfrit overdragede genstanden.Til § 14Bestemmelsen medfører, at der ikke kan kræves erstatning, når det mellem erhverve-ren og den anmodende stat er aftalt, at erhververen skal overdrage kulturgenstandentil en juridisk eller fysisk person, som har bopæl i den anmodende stat, og som stiller denødvendige garantier. Det kan endvidere aftales, om ejendomsretten skal forblive hoserhververen, eller om denne tillige skal overdrages evt. mod vederlag. Dansk ret byggerpå et udgangspunkt om aftalefrihed, og bestemmelsen er ikke til hinder for, at dermellem parterne indgås andre forlig eller aftaler om overførelse af kulturgenstanden.

Til § 15Bestemmelsen betyder, at der ikke ved den foreslåede lov indføres nogen begrænsningeri adgangen til overførelse eller tilbagelevering efter almindelige regler eller i medfør afregler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.Dette indebærer, at bl.a. dansk rets almindelige regler om vindikation af stjålne gen-stande vedbliver at gælde ved siden af reglerne i dette lovforslag. I praksis bevarer disseregler deres betydning uanset gennemførelsen af dette lovforslag, i det omfang disseregler er mere gunstige for den, der kræver tilbagelevering, end de foreslåede regler.Den, der rejser krav om tilbagelevering, kan således vælge at støtte sit krav på detregelsæt, der anses for mest gunstigt. I det omfang EU-ordningen i lov nr. nr. 1104 af22. december 1993 om tilbagelevering af kulturgoder finder anvendelse, medfører be-stemmelsen dog ikke valgfrihed i forhold til hvilket regelsæt kravet kan støttes på, jf.forslagets § 2, stk. 2.Til § 16Bestemmelsen omhandler danske domstoles stedlige kompetence i retssager om overfø-relse eller tilbagelevering af kulturgenstande, der er omfattet af loven.Forslaget til1. pkt.fastslår hovedreglen om, at de almindelige regler om stedlig kompe-tence i retsplejelovens kapitel 22 finder anvendelse.2 pkt.indeholder en særlig godsværnetingsregel, hvorefter retssager om overførelse afulovligt udførte kulturgenstande, der befinder sig i Danmark på tidspunktet for sagensanlæg, kan anlægges ved Københavns Byret, hvis der ikke er værneting her i landetefter de almindelige regler om stedlig kompetence.Bestemmelsen har til formål at sikre, at der, i overensstemmelse med UNIDROIT-konventionens artikel 5, stk. 1, jf. artikel 8, stk. 1, kan anlægges retssag i Danmark i ensag, hvor en kulturgenstand befinder sig i Danmark, og kulturgenstanden i henhold tilkonventionens bestemmelser må betragtes som ulovligt udført.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.3.2.Til § 17Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt.UNIDROIT-konventionen vil blive ratificeret, når der er indgået en aftale med EU om.spørgsmålet om anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen i relation tilUNIDROIT-konventionen, jf. afsnit 6.3.2 ovenfor. For at sikre, at loven kan træde ikraft samtidig med, at konventionen træder i kraft for Danmark, foreslås, at tidspunk-tet for lovens ikrafttræden fastsættes af kulturministeren.Til § 18Det foreslås, at loven kun finder anvendelse på krav om tilbagelevering eller overførelseaf kulturgenstande, som er stjålet eller ulovligt udført på et tidspunkt, der ligger efterdansk tiltrædelse af konventionen. Dermed kan krav om tilbagelevering eller overførel-se ikke angå kulturgenstande, som forud herfor ulovligt er blevet fjernet fra en andenstats territorium. I overensstemmelse med konventionens artikel 10 har loven såledesikke tilbagevirkende kraft. Det skyldes bl.a. at antallet af mulige sager om tilbageleve-ring eller overførelse ellers ville kunne blive uoverskueligt, ligesom det vurderes afafgørende betydning, at borgere og professionelt handlende har mulighed for fremadret-tet at indrette sig i tillid til de ændrede regler på området.

Forslag

Positive

konsekven-

ser/mindre udgifter

Negative konsekvenser/ merud-

gifter