KIU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 82: Henvendelse af 5/6-2010 fra Finn Bjerre vedr. alternative besparelsesforslag til økonomisk genopretning

Tilstræb en verdsliggørelse af det danske samfund og minimér statensunderstøttelse af Folkekirken!Af Finn Bjerre, biolog, cand. scient.Enhver franskmand har lært i skolen og ved som en rygmarvsrefleks, at den franskeforfatning er den bedste af de mulige forfatninger. Det skyldes, at forfatningen (fra 1958) isin første artikel fastslår, at Frankrig er en demokratisk, verdslig og social republik, og iden følgende artikel, at den franske republiks sprog er fransk. Mange andre lande kunnehave nytte af at indføje lignende bestemmelser i deres forfatninger.Der udspandt sig i Danmark i sommeren 2009 i forbindelse med folkeafstemningen omden ændring af tronfølgeloven, som Folketinget havde vedtaget, en debat omnødvendigheden af at ændre grundloven af 1953, og mange politikere lod til at være enigeom, at en grundlovsrevision er ønskelig og måske ligefrem påkrævet. Det viste sigimidlertid, når politikerne uddybede deres synspunkter, at de langt fra er enige om, hvilkedele af grundloven, der bør ændres, og borgerne kunne af debatten få det indtryk, at nogleaf politikerne kun fokuserede på at ændre nogle få af grundlovens bestemmelser, somisær havde disse politikeres interesse, mens de ikke interesserede sig for helheden og dedybere sammenhænge i grundloven.Jeg har reflekteret over den nu forgangne sommers politiske debat, og jeg er nået frem tilden erkendelse, at en grundlovsændring ikke er realistisk, fordi folket og dets valgterepræsentanter mangler en fælles opfattelse af, hvordan grundloven konkret bør ændres.Det er imidlertid i nogle sammenhænge muligt at optimere den danske lovgivning uden atændre grundloven. Jeg vil her i al beskedenhed tillade mig at pege på en sådansammenhæng:Det fremgår af grundlovens § 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danskefolkekirke, og at den som sådan understøttes af staten. Kongen/Dronningen skal høre tilden evangelisk-lutherske kirke (§ 6), og folkekirkens forfatning ordnes ved lov (§ 66).Danmark er altså i modsætning til Frankrig ikke et verdsligt, men derimod et religiøst land.Årsagerne til dette skal som bekendt findes i vort lands historie. Vi ved fra blandt andet

opinionsundersøgelser, at mange borgere føler, at landets religiøse status er enanakronisme og, at religion og religiøst begrundede traditioner har for stor betydning ideres dagligdag i det enogtyvende århundrede. Denne tingenes tilstand kan ændres uden,at grundloven ændres. Jeg vil her pege på nogle muligheder for at opnå besparelser vedat nedtone religionens og religiøse skikkes betydning i danskernes og i herboendeudlændinges dagligdag.Folketinget kunne tage sig sammen og ordne folkekirkens forfatning ved lov, sådan somgrundloven foreskriver, hvilket lovgiverne hidtil ikke har rettet sig efter. De kunne foreksempel bestemme, at folkekirken ledes af et råd, som vælges af og blandt densmedlemmer, med den konsekvens at kongen/dronningen ikke skal være folkekirkensoverhoved. Dette råds formand/-kvinde kunne udnævne præster, og rådet kunne udførede opgaver, som kirkeministeriet og universiteternes teologiske fakulteter (uddannelse afteologer/præster) i dag løser. Kirkeministeren, kirkeministeriet og de teologiske fakulteterville derved blive overflødige og kunne afskaffes. Ved en gennemførelse af sådanneinitiativer ville vi opnå en tilnærmet verdsliggørelse af såvel kongehuset som regeringen(uden en kirkeminister), folketinget (uden et kirkeudvalg) og universiteterne. Dennekirkelige organisationsform kendes fra nogle britiske frikirker, som kaldes ”congregational”.Grundloven foreskriver som nævnt ovenfor, at folkekirken understøttes af staten, men detfremgår ikke, i hvilket omfang dette skal finde sted. Lovgiverne kunne minimere statensøkonomiske understøttelse af folkekirken ved at kombinere de årlige finanslove med lovenom folkekirkens forfatning. Man må naturligvis erkende, at Danmarks kultur og historiesiden kristendommens indførelse har været præget af denne religion, hvorforkirkebygningernes og kirkegårdenes vedligeholdelse med rimelighed fortsat børunderstøttes af staten. Varetagelsen af disse opgaver kunne overdrages tilkulturarvsstyrelsen, hvis årlige finanslovsbevilling så måtte forøges tilsvarende. Men jegser ingen grund til, at staten derudover skal støtte folkekirken økonomisk. Menighedernekunne selv afholde udgifterne til præsternes lønninger og pensioner og til driften af det føromtalte ledende råd; de borgere, som ønsker folkekirkens bistand ved individuelle kirkeligehandlinger såsom dåb, konfirmation, bryllup og begravelse kunne selv betale de dermedforbundne udgifter.Biskopperne ville blive overflødige og måtte afskediges med ventepenge eller sendes påtidlig pension. Nogle af dem kunne måske som konsulenter rådgive det ledende råd.Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds verdslige opgaver såsom registrering affødsler, vielser og dødsfald og udstedelse af de tilhørende attester skulle overføres tilkommunerne eventuelt sammen med det personale, som hidtil har varetaget disseopgaver i kirkeligt regie, og kun borgerlige vielser skulle være juridisk gyldige. Dette villehave den afledte fordel, at vielser med barnebrude ikke længere kunne finde sted, og atfraskilte ikke skulle bekymre sig om muligheden af, at en præst ikke ville vie sådannepersoner. Folk, som selv måtte ønske det, kunne naturligvis efterfølgende modtage enreligiøs velsignelse af vielsen. Disse og andre ændringer i samme ånd ville også medvirketil en verdsliggørelse af vort samfund, og indførelse af brugerbetaling på det kirkeligeområde ville medføre besparelser på de årlige finanslove.

Kalenderens mange oprindeligt religiøst begrundede helligdage er endnu et område, somkunne verdsliggøres. Selv om det måske kunne blive en stor mundfuld for lovgiverne ogfor danskerne at synke, så kunne fordelingen af fridage i årets løb i høj grad overlades tilarbejdsmarkedets parter, som selv kunne bestemme placeringen i kalenderen af et antalfridage svarende til Skærtorsdag, Langfredag, Anden Påskedag, Store Bededag, KristiHimmelfartsdag, Anden Pinsedag og Juledagene, eller de kunne overlade til de enkelteborgere sammen med deres arbejdsgivere at bestemme, hvornår de ville holde fri, påsamme måde som det allerede sker ifølge ferieloven og overenskomsterne påarbejdsmarkedet. Ikke-folkekirkelige borgeres og herboende udlændinges eventuellesærlige behov ville formentlig også kunne tilgodeses ved en sådan ordning. Folketingetkunne eventuelt efter drøftelser med arbejdsmarkedets parter indføre en weekendlov medregler for arbejde på lørdage og søndage. Sådanne ændringer måtte af hensyn tilfamiliernes behov og reglerne om undervisningspligt for børn naturligvis koordineres medfolkeskolens ferier og fridage. De ovennævnte helligdage kunne alternativt gøres tilarbejdsdage, jævnfør Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis forslag om at yde enekstra arbejdsindsats.