KIU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 80: Vedr. publikation om "Porvoo Fællesskabet - den skjulte debat om Porvoo i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Foråret 2010"

ForordDe forgangne måneders diskussion i anledning af Det Mellemkirkelige Råds(MKR) beslutning af 9. december 2009 vedr. Folkekirkens tilslutning tilPorvoo-Erklæringen har på mærkelig vis fundet sted uden for offentligheden.MKR vil hævde, at alt er gået yderst demokratisk for sig, og at alle demo-kratiske spilleregler har været fulgt. Det er på en måde heller ikke forkert,og alligevel kan man ikke frigøre sig for det indtryk, at den nævnte debat– så meget den har været ført i offentligt regi, nemlig MKR – har været enskjult debat i dette offentlige organ og således behændigt har kunnet hol-des uden for den større offentlige sammenhæng i kirke og samfund.Der er for mig ikke tvivl om, at arkitekterne for Folkekirkens medlemskabaf Porvoo-Fællesskabet helt bevidst har gjort, hvad de kunne, for at undgåen bredere kirkelig og offentlig diskussion af det teologisk og kirkeligt be-timelige i at koble Folkekirken på Porvoo og i at gøre det netop nu og i denhuj og hast, hvormed det øjensynligt skal ske. Forundret ser man, hvorledesde tilsyneladende kommer af sted med at gøre, hvad de gør, baseret påmildt sagt mindre gennemtænkte teologiske argumenter samt halve og helesandheder, hhv. usandheder, og hver gang der har været tilløb til en seriøsanfægtelse eller blot diskussion af proceduren, har de samme arkitekterskyndsomst lukket debatten og er gået videre til næste punkt på dagsordenen.Dette fravær af teologisk diskussion for slet ikke at tale om kirkelig konsulta-tion overrasker så meget mere, som det drejer sig om Porvoo-Erklæringen,der jo allerede for 15 år siden blev sendt til almindelig høring i landetsmenighedsråd og ved den lejlighed led en krank skæbne, der fik det davæ-rende bispekollegium til at afgive et negativt votum med henblik på Folke-kirkens medlemskab af Porvoo-Fællesskabet. Ingen har på ordentlig visdokumenteret, at det grundlag, på hvilket det første gang besluttedes atforholde sig afventende med henblik på Folkekirkens relation til Porvoo-kirkerne, skulle have ændret sig substantielt i forhold til situationen for 15år siden. Derfor forbliver det unægteligt gådefuldt, hvad der kan få Folke-kirkens ansvarlige ledelse til at se bort fra den meningstilkendegivelse, dennævnte høring i 1995 resulterede i – og oven i købet uden på ny at konsul-tere lægfolket. En sådan misagtelse af det troende gudsfolks jugement fore-kommer i en luthersk sammenhæng at være intet mindre end uhørt.Som medlem af MKR’s Teologiske Arbejdsgruppe, der har været holdtuden for de overvejelser, der førte til bispekollegiets og MKR’s beslut-ning, har jeg selv været del af den skjulte debat i rådet. Det har været fru-strerende at erfare den manglende alvor, hvormed de ansvarlige har for-søgt at imødegå min argumentation (jf. hertil specielt mine kommentarer

til bispekollegiets responsum til min redegørelse af 8. marts 2010, s. 65 ff)og den heraf følgende afmagt i en situation, hvor det ikke så meget erminargumentation, der er vigtig, men derimod den kendsgerning, at der i lutherskperspektiv kan rettes alvorlige teologiske indvendinger mod det, som Folke-kirken er i færd med at beslutte.Set på denne baggrund har jeg ment, at det kunne være nyttigt og vigtigtat dokumentere denne i skjult offentlighed førte debat og dermed give an-dre end absolutteinsiderslejlighed til at danne sig et billede af,hvadFol-kekirken sagligt er på vej til at blåstemple, og sidst, men ikke mindst,hvorledesvor kirkes toneangivende kredse manipulerer resten af kirken tilat acceptere det. Det er ikke sandt, som røster i MKR helt ualvorligt hæv-der, at Folkekirkens tilslutning til Porvoo ikke betyder noget. Ingen seriøsleder vil, håber og formoder jeg, tilslutte vor kirke til noget, der ingen be-tydning har, og det gælder da selvfølgelig også i dette tilfælde. Medlem-skabet af Porvoo-Fællesskabet vil i det lange løb helt sikkert influere vorforståelse af embedet, specielt bispeembedet og ændre den i anglikanise-rende retning.Mit egentlige anliggende er, at vi i vor luthersk-evangeliske Folkekirkegør os klart, at dette vil være den sandsynlige konsekvens af tilslutningentil Porvoo. Er det den konsekvens, vi ønsker? Ser vi gerne, at der i dendanske Folkekirke udvikler sig en sådan forståelse af bispeembedet påtværs af og i modsætning til den lutherske bekendelse? Jeg ser det ikkegerne, men jeg skal ikke være den, der stiller sig hindrende i vejen for an-dre, der måtte have et sådant ønske. Jeg beder så blot om, at man i fasenforud for tiltrædelsen til Porvoo tydeligt og hæderligt tilkendegiver, at detfaktisk er det, man ønsker, og er parat til at påtage sig det arbejde medhenblik på revision af vor kirkes hidtidige bekendelse, der i så fald bliverpåtrængende.I håbet om – mens tid er – at kunne animere til en fornyet Porvoo-debat,som det af uigennemskuelige grunde hidtil er lykkedes magthaverne iMKR at holde inden døre stiller jeg denne dokumentation til rådighed.Når jeg gør det, tilkendegiver jeg vel også samtidigt, at jeg ikke helt harmistet troen på og håbet om, at i det mindste det ønske om efterfølgendeteologisk debat om Porvoo, som formandskabet for det just afgåede MKRudtalte i forbindelse med offentliggørelsen af Rådets beslutning om at til-slutte Folkekirken til Porvoo-Fællesskabet, trods alt har været ærligt ment.Diskussionen er i hvert tilfælde hermed åbnet fra min side.

IndholdSkrivelse af 24. november 2009 fra biskopperne tilDet Mellemkirkelige RådSignaturforklaring fra Den Danske Folkekirke ved underskrivelseaf Porvoo ErklæringenSignatory Declaration of the Evangelical Lutheran Church inDenmark (ELCD) regarding the Porvoo DeclarationProtokol for Det Mellemkirkelige Råds møde den 9. december 2009Skrivelse af 11. januar 2010 fra biskop Kresten Drejergaard tilPeder Nørgaard-Højen og Det Mellemkirkelige Rådsteologiske arbejdsgruppeFolkekirken og Porvoo – opfølgning på drøftelse mellem biskopperneog MKR den 6. januar 2009, ved Jan NilssonSkrivelse af 8. marts 2010 fra Peder Nørgaard-Højen tilbiskop Kresten DrejergaardPeder Nørgaard-Højen,Den nye diskussion om Porvoo 2010.Generelle og teologiske bemærkninger tilen undertrykt debat (8. marts 2010)Skrivelse af 17. april 2010 fra biskop Kresten Drejergaard tilPeder Nørgaard-HøjenJan Nilsson,Bemærkninger til Peder Nørgaard-Højen, „Den nyediskussion om Porvoo 2010”Olav Fykse Tveit,Compatibility of Church AgreementsPeder Nørgaard-Højen,Kommentarer til Jan Nilssons bemærkningertil min redegørelse af 8. marts 2010Skrivelse af 12. maj 2010 fra Peder Nørgaard-Højen tilbiskop Kresten Drejergaardp.p.p.p.VIIIXXIXIII

På biskoppernes møde den 28. oktober 2009 drøftede man henvendelsen fra Det mellemkirkelige Råd af24. september 2009, hvori man beder biskopperne tage stilling til det læremæssige indhold i Porvoo Er-klæringen samt i den medsendte signaturforklaring.Idet biskopperne henviser til udtalelsen fra bispemødet på Nyborg Strand den 28. - 29. august 1995,hvori man bl.a. konstaterede , at der ikke findes "forskelle af kirkeadskillende karakter mellem de luther-ske og de anglikanske kirkers trosgrundlag", kan vi fastslå, at denne konstatering stadig fuldt ud står vedmagt.Begrundelsen for, at folkekirken i 1995 ikke kunne tilslutte sig Porvoo Erklæringen var resultatet af denhøringsprocedure, der havde været i menighedsrådene, hvor man overvejende havde afvist en tilslutningmed følgende begrundelser,•at der var tvivl om de anglikanske kirkers anerkendelse af kvindelige præster•at der tilsvarende var tvivl om de pågældende kirkers anerkendelse af kvindelige biskopper•at der var tvivl om de anglikanske kirkers anerkendelse af præstevielser foretaget af en dom-provst, samt af præstevielser foretaget af en kvindelig biskop.På baggrund af det møde, som den 15.-16. september 2009 blev holdt med deltagelse af danske og ang-likanske biskopper samt på baggrund af det udkast til signaturforklaring, som blev drøftet på mødet, somuden forbehold vandt tilslutning fra alle deltagere, kan vi nu konstatere, at der på alle tre ovennævntepunkter er sket en udvikling i den anglikanske kirke, som medfører, at der ikke mere er nogen begrun-delse for, at folkekirkens relation til Porvoo-fællesskabet kun er en observatørstatus. Biskopperne kanderfor anbefale, at folkekirken fuldt ud tilslutter sig Porvoo Erklæringen.Det skal afslutningsvis bemærkes, at det drejer sig om en tilslutning til selve Porvoo Erklæringen og ik-ke til hele Porvoo Fællesudtalelsen.På biskoppernes vegne

Folkekirkens mellemkirkelige Råd kan med dette brev underskrive PorvooErklæringen. Med denne udtalelse, som er affattet i samarbejde med folke-kirkens biskopper, vil Den danske Folkekirke deltage på lige fod med de øv-rige kirker i Porvoo Fællesskabet.Der har altid været nære forbindelser mellem folkekirken og de anglikanskekirker. Siden 1956 har der været nadverbordsfællesskab mellem vore kirker,ligesom repræsentanter fra folkekirken deltog i udarbejdelsen af Porvoo Fæl-lesudtalelsen fra 1993, hvori Porvoo Erklæringen indgår. Folkekirken ernævnt i Porvoo Erklæringen, hvilket betyder, at de underskrivende kirker al-lerede anerkender folkekirken med dens eksisterende kirkeordning.Efter høring i folkekirkens menighedsråd meddelte folkekirkens biskopperaugust 1995, at de ikke var i stand til at underskrive Porvoo Erklæringen påfolkekirkens vegne. Biskopperne understregede dog, at der ikke er noget kir-ke-adskillende mellem folkekirken og de øvrige underskrivende kirker, og atman fra folkekirkens side uden forbehold kan anerkende præster ordineret ide anglikanske kirker, ligesom biskopper fra de anglikanske kirker uden for-behold kan tage del i bispevielser i folkekirken.Fra folkekirkens side har vi således siden 1995 officielt anerkendt, at de øvri-ge underskrivende kirker hører til den ene hellige almindelige og apostoliskekirke, hvori Guds ord forkyndes autentisk, og sakramenterne forvaltes ret.Folkekirken anerkender således de øvrige kirkers ordinerede embeder somsande apostoliske embeder, således som det udtrykkes i Porvoo Erklæringen.På tilsvarende vis forstår folkekirken også sig selv i samme apostoliske tradi-tion.På trods af den fulde anerkendelse af de anglikanske kirker i 1995 var folke-kirken ikke i stand til at tilslutte sig Porvoo Erklæringen på grund af en rækkereservationer over for den måde, man på daværende tidspunkt forventede, atPorvoo Fællesskabet ville udvikle sig på. I folkekirken var der bekymringover den manglende anerkendelse af kvindelige biskopper, ligesom der var be-kymring over, om kirkerne kunne fastholde deres individuelle særpræg ogselvstændighed inden for Porvoo Fællesskabet.Vi kan i dag konstatere, at Porvoo Fællesskabet ikke har udviklet sig til det,som nogle frygtede i 1995, ligesom vi kan konstatere en generel bevægelsemod anerkendelse af mænds og kvinders lige adgang til præstetjenesten i kir-ken (i nogle kirker er det allerede gennemført, mens andre har iværksat enproces mhp. fuld ligestilling mellem mænd og kvinder). Vi kan endvidere idag se, at Porvoo Fællesskabet er til velsignelse og gavn for de deltagende

kirker, og vi ser nytten af, at folkekirken har været en del af den gensidige er-faringsudveksling, der har fundet sted med folkekirken som observatør. Påden baggrund kan Den danske Folkekirke nu tilkendegive sit ønske om atdeltage fuldt ud i Porvoo Fællesskabet og at påtage sig de forpligtelser, somfølger af at underskrive Porvoo Erklæringen.Med dette brev ønsker vi at præcisere visse emner vedr. vores deltagelse iPorvoo Fællesskabet. Vi ønsker med dette brev, at de øvrige underskrivendekirker tager nedenstående redegørelse for vores synspunkter til efterretning.1. Den danske Folkekirke anerkender mænd og kvinders lige adgang til bådepræste- og bispeembedet. Som en konsekvens heraf kan der ikke gøres for-skel på præster ordineret af en mandlig hhv. kvindelig biskop.2. Ifølge Den danske Folkekirke er der kun ét kirkeligt embede (ministeriumecclesiasticum), hvortil både præste- og bispeembedet hører. Bispeembedetforstås altså i en luthersk sammenhæng som en særlig form af det ene præsteem-bede (jvf. "The Lund Statement" art. 45, the Lutheran World Federation, 2007).Biskopperne i Den danske Folkekirke har dog en række funktioner, som sær-ligt er tillagt dem som biskopper, nemlig at udøve det kirkelige tilsyn og atforetage præsteordinationer. Biskopperne i Den danske Folkekirke vies end-videre ved en særlig bispevielse med håndspålæggelse af den ordinerende ogandre tilstedeværende biskopper. I særlige tilfælde kan biskoppens funktioneroverdrages til stiftets domprovst for en kortere tidsbegrænset periode ved bi-skoppens fravær, idet domprovsten ifølge sit embede og gældende kirkeret erhele stiftets domprovst og dermed biskoppens stedfortræder. Ifølge folkekir-kens tradition og gældende kirkeret kan denne praksis også omfatte domprov-stens mulighed for at foretage præsteordinationer. Igennem konsultationer medrepræsentanter for de anglikanske kirker er det blevet understreget, at folke-kirkens præster fuldt ud anerkendes som præster, uanset om de er ordineret afen mandlig eller en kvindelig biskop eller af en domprovst som stedfortræderfor biskoppen. I nogle kirker kan der dog opstå visse ansættelsesretlige be-grænsninger pga. landets lovgivning (jvf. Porvoo Erklæringen 58 b v), selvomvedkommende præsts ordination anerkendes. Sådanne spørgsmål vil blive drøf-tet og forsøgt løst i henhold til Porvoo Erklæringen 58 b viii og ix.3. Den danske Folkekirke forbliver efter underskrivelsen af Porvoo Erklæ-ringen en selvstændig kirke med fuld jurisdiktion over egne forhold. Delta-gelsen i Porvoo Fællesskabet indebærer imidlertid, at vi vil konsultere de øv-rige underskrivende kirker for at udveksle ideer og information om teologiskeog pastorale forhold.4. Den danske Folkekirke har gode og nære forbindelser til andre protestanti-ske kirker i Europa og resten af verden. Underskrivelsen af Porvoo Erklærin-gen anfægter ikke folkekirkens bestræbelser på at skabe og udbygge kontaktertil andre kirker, herunder at være aktivt og fuldgyldigt medlem af Fællesskabetaf Reformatoriske Kirker i Europa – Leuenberg Kirkefællesskabet. Det er der-imod vores håb, at underskrivelsen af Porvoo Erklæringen også vil berige voreskontakter til andre kirker og kirkesamfund.

Signatory Declaration of the Evangelical Lutheran Church in Denmark(ELCD) regarding the Porvoo DeclarationWith this letter the Council on International Relations of the ELCD becomesa signatory to the Porvoo Declaration. This statement, drawn up in collabora-tion with the bishops of the ELCD, means that the ELCD participates onequal footing with the other churches in the Porvoo Communion.Close links have always existed between the ELCD and the Anglicanchurches. Since 1956 there has been a Eucharist fellowship between ourchurches, and representatives of the ELCD shared in the drawing up of thePorvoo Common Statement of 1993 of which the Porvoo Declaration forms apart. The ELCD is mentioned in the Porvoo Declaration, which means thatthe signatory churches recognise the ELCD with its existing church organisa-tion.Following consultations in the Danish parish councils the bishops of theELCD issued a statement in August 1995 to the effect that they were unableto sign the Porvoo Declaration on behalf of the church. However, the bishopsemphasized that there are no differences that divide the ELCD from the othersignatory churches, and that the ELCD recognizes without reservation minis-ters ordained in the Anglican churches, just as bishops from the Anglicanchurches can take part without reservation in consecrations of bishops in theELCD.Since 1995 the ELCD has therefore officially recognized the other signatorychurches as belonging to the One Holy Catholic and Apostolic Church inwhich the Word of God is authentically preached and the Sacraments dulyadministered. The ELCD thus recognizes the ordained ministries of the otherchurches as true apostolic ministries, as expressed in the Porvoo Declaration.Similarly, the ELCD understands itself as being in the same apostolic tradi-tion.The ELCD was pleased to recognize the Anglican churches in 1995, howeverthe ELCD was unable to sign the Porvoo Declaration because of a number ofreservations at the time about the way the Porvoo Communion was expectedto develop. There was concern in the church at the lack of recognition ofwomen bishops, as well as concern as to whether the churches could maintaintheir individual character and independence within the Porvoo Communion.Today we note that the Porvoo Communion has not developed as some mighthave feared in 1995. We note a general move towards the recognition of fulladmission for men and women to the ordained ministry. In some churchesthis has already been implemented, while others have initiated a process to-wards full equality between men and women. Moreover, we can see todaythat the Porvoo Communion is a blessing and a benefit for the signatorychurches and we can also see the benefit to the ELCD of having participatedin the mutual exchange of experience that has taken place while the ELCD

has been an observer. On this basis the ELCD now expresses its wish to par-ticipate fully in the Porvoo Communion and to assume the commitments thatensue with the signing of the Porvoo Declaration.With this letter we wish to clarify specific areas of concerns with regard toour participation in the Porvoo Communion. We hereby hope that the othersignatory churches will take note of our views as presented below.1. The ELCD recognizes the admission on an equal basis of men and womento both the priesthood and the episcopate. In consequence of this, no distinc-tion is made between priests ordained by a male or female bishop.2. Within the understanding of the ELCD there is only one ministry of thechurch (ministerium ecclesiasticum), to which both the priesthood and theepiscopate belong. The episcopate is understood in a Lutheran context as adistinct form of the one pastoral office (cf. ”The Lund Statement” art. 45, theLutheran World Federation, 2007). However, bishops in the ELCD have anumber of duties that are specifically assigned to them as bishops, namely,the oversight of the church and the ordination of priests. Bishops in theELCD are installed at a specific service of consecration which includes thelaying on of hands by the presiding bishop and other attending bishops. Inspecial circumstances the bishop's duties may be transferred to the dean ofthe cathedral for a brief, limited period in the absence of the bishop, in thatby virtue of his office and existing church law the dean is dean of the wholediocese and as such the bishop's deputy. By tradition in the ELCD this prac-tice may also include the dean's authority to ordain priests. During consulta-tions with representatives of the Anglican churches it has been emphasisedthat ELCD clergy are fully recognised as ministers, whether they are or-dained by a male or a female bishop or by a dean as the bishop's deputy. Insome churches, however, certain legal limitations may apply to appointmentsdue to the law of the land (cf. Porvoo Declaration 58 b v), even though theminister's ordination is recognised. Such questions will be discussed and at-tempts made to solve them under the terms of the Porvoo Declaration 58 bviii and ix.3. After signing the Porvoo Declaration the ELCD remains an independentchurch with full jurisdiction over its own affairs. However, participation inthe Porvoo Communion means that we will consult with the other signatorychurches in order to exchange ideas and information in theological and pas-toral matters.4. The ELCD has close and good relations with other Protestant churches inEurope and the rest of the world. Signing the Porvoo Declaration does not af-fect the efforts of the ELCD to establish and develop contact to otherchurches; this includes being an active, full member of the Community ofProtestant Churches in Europe – Leuenberg Church Fellowship. However, itis our hope that signing the Porvoo Declaration will also enrich our contacts toother churches and church communions.

Fra Protokol for Det Mellemkirkelige Råds møde den 9. december 2009Ad 6. Folkekirkens relation til PorvooMKR var vært for en konsultation med repræsentanter for de anglikanske Porvoo-kirker den 15.-16. september, hvor udkast til signaturforklaring vedr. folke-kirkens evt. tiltrædelse af Porvoo Erklæringen blev drøftet. Efter konsultatio-nen blev der præciseret nogle punkter i signaturforklaringen, som nu forelig-ger som et endelig udkast. Signaturforklaringen blev i sin endelige form fore-lagt biskopperne på deres møde den 28. oktober. Biskopperne var af MKR ble-vet bedt om at forholde sig til flg. spørgsmål: „Er der i vedlagte signaturfor-klaring eller i Porvoo Erklæringen, som signaturforklaringen refererer til, no-get, som strider imod folkekirkens læremæssige grundlag?” Biskopperne an-befaler i deres svar til MKR, „at folkekirken fuldt ud tilslutter sig Porvoo Er-klæringen”.På baggrund af biskoppernes anbefaling tiltrådte Rådet enstemmigt signatur-forklaringen og dermed Porvoo Erklæringen. Rådet agter at foretage en offi-ciel underskrivelse engang i 2010. Inden da orienteres der bredt om tiltræ-delsen af Porvoo Erklæringen og de praktiske konsekvenser heraf.

Fyens Stifts Bispeembede11. januar 2010Peder Nørgaard-Højensamt øvrige medlemmer af MKR's teologiske arbejdsgruppeKære Peder Nørgaard-Højen!Da jeg torsdag den 7. januar vendte hjem fra København måtte jeg gå i seng med feber, hosteog anden legemlig ubehag. Men jeg nåede dog forinden at registrere, at du i forbindelse medMKR's Porvoo-beslutning til Kristeligt Dagblad har udtalt, at MKR's teologiske arbejdsgrup-pe burde have været inddraget i processen. Det synspunkt er jeg ikke uenig med dig i, og jegvil også godt påtage mig en stor del af ansvaret for, at det ikke er sket. Selvfølgelig burde ar-bejdsgruppen have været inddraget! Men jeg er ikke enig i den opfattelse, som også har væretfremsat, at beslutningen er truffet på udemokratisk vis og i stor hemmelighed, uden at nogenkunne være forberedt på den.Som det fremgår af det vedhæftede notat, som Jan Nilsson har udarbejdet, blev folkekirkensforhold til Porvoo drøftet på et møde mellem biskopperne og MKR den 6. januar 2009, hvil-ket også må fremgå af bispemødereferatet, som er tilgået pressen. På baggrund af denne drøf-telse indkaldte jeg den teologiske arbejdsgruppe til et møde den 1. april 2009. Indkaldelsenvar bilagt Jan Nilssons notat. Mødet blev imidlertid aflyst, da der – så vidt jeg husker – kunvar Jan Nilsson og to mere samt mig selv, der kunne møde op.I løbet af maj blev der aftalt et møde med en række anglikanske biskopper. Dette møde fandtsted den 15.-16. september på Hotel Park Inn i Kastrup. Ved dette møde deltog fra dansk sidebiskopperne Peder Skov-Jakobsen, Karsten Nissen og jeg selv. Desuden havde jeg bedt ErikNorman Svendsen være med til støtte for den fælles hukommelse. Fra MKR deltog Paul Ver-ner Skærved, Jørgen Skov-Sørensen og Jan Nilsson. Til stede var også Kirsten Busch Nielsen,som havde et indlæg på mødet. Der var ikke noget hemmeligt ved det, og det blev også omtalti Kristeligt Dagblad.På mødet kunne vi konstatere, at der med enkelte præciseringer var enighed om de formule-ringer, der var indeholdt i det danske udkast til en signaturforklaring. Den endelige formule-ring af signaturforklaringen samt selve Porvoo-erklæringen blev drøftet på bispemødet i Hel-singør den 28. oktober 2009, hvilket klart fremgår af referatet, som også er tilsendt pressen.Resultatet af drøftelsen meddelte jeg selv som mødeleder MKR i et brev af 24. november2009.Så der er faktisk ikke noget, som er stukket under stolen.Men jeg skal gerne gøre den indrømmelse, at den teologiske arbejdsgruppe burde have væretinddraget. Når det ikke skete, hænger det sammen med min skuffelse over, at mødet den 1.april måtte aflyses på grund af manglende deltagelse. Og da MKR kort efter aftalte mødetmed anglikanerne i september fandt jeg derfor ingen anledning til at orientere arbejdsgruppen,Biskop Kresten Drejergaard, Klaregade 17, 5000 Odense C. Tlf. 66 14 52 96 el. 40 26 30 24.E-mail: [email protected]

idet det også var mit indtryk, at arbejdsgruppens medlemmer i det hele taget var ved at misteinteressen, hvilket jeg selv har fortolket som en følge af den noget dårlige modtagelse voresnotat om forståelsen af CA art. 1 fik i offentligheden.På den baggrund valgte jeg derfor at holde mødet med anglikanerne sammen med de danskebiskopper, som havde mulighed for at deltage. Og det var de fire nævnte.Jeg er helt på det rene med, at den teologiske arbejdsgruppe bør revitaliseres, hvilket jeg ogsågerne medvirker til. Men det er min opfattelse, at en anden med større talent for teologiskanimation bør stå i spidsen for det.Til slut skal jeg lige tilføje, at jeg er uenig i det synspunkt, at den anglikanske opfattelse afbispeembedet i væsentlig grad afviger fra vort eget. Sådan synes jeg, at du blev refereret iKristeligt Dagblad, som min kone i sin omsorg for mit helbred har smidt ud. Det var et syns-punkt, som spillede en rolle under debatten i 1995. Det er også rigtigt, at fællesudtalelsen iforbindelse med Porvoo-erklæringen indeholder nogle højtsvungne formuleringer, som stadigkan give mig myrekryb. Men for det første er det selve erklæringen, folkekirken tilslutter sig,og ikke fællesudtalelsen. For det andet er det mit indtryk, at fællesudtalelsens formuleringerom bispeembedet nu om dage heller ikke har nogen særlig tilslutning blandt de anglikanskebiskopper jeg har truffet, hvilket efter min opfattelse hænger sammen med, at det er den ang-likanske kirke, der har flyttet sig mest i de forløbne femten år.Alt i alt finder jeg, at det har været svært finde begrundelser for, at vi fortsat ikke skulle til-slutte os Porvoo-erklæringen. Jeg synes derfor, at det er en rigtig beslutning, der er truffet,selv om menighedsrådene denne gang ikke er blevet spurgt. Men deres indvendinger fra 1995er jo ryddet af vejen. Så hvorfor spørge dem igen? Det kan da vist kun være ud fra det princip,at der ikke må ske noget som helst i folkekirken, uden at menighedsrådene har godkendt det.Det princip er jeg ikke enig i.Da jeg ikke har e-mailadresser på medlemmerne i den teologiske arbejdsgruppe, sender jegdette brev til Jan Nilson, som nok vil befordre det videre sammen med det vedhæftede bilag.Jeg sender selv en kopi til orientering for mine bispekolleger.Hermed de bedste hilsner og ønsker om et godt nytår

Folkekirken og Porvoo - opfølgning på drøftelse mellem biskopperne og MKR, den 6. januar 2009ved Jan Nilsson, den 28. januar 2009På mødet mellem folkekirkens biskopper og Det mellemkirkelige Råd den 6. januar 2009 blev folkekirkensforhold til Porvoo Fællesskabet drøftet. Baggrunden for drøftelsen var, at MKR i 2008 besluttede "at der ind-ledes en proces mhp. at afklare og genoverveje folkekirkens forhold til Porvoo".En evt. kommende tilslutning fra folkesidens side til Porvoo Fællesskabet kræver enighed mellem MKR ogbiskopperne: Ifølge samarbejdsaftale mellem MKR og biskopperne, som i øvrigt blev genbekræftet på sam-me møde, den 6, januar, har MKR mandatet til at tage initiativ vedr. folkekirkens tilslutning til/medlemskabaf kirkelige organisationer. Hvis en sådan tilslutning implicerer stillingtagen til et teologisk læremæssigtindhold, kræver det dog, at biskopperne er enige heri.MKR har allerede taget initiativ til at påbegynde en revurdering af forholdet til Porvoo. Drøftelserne med bi-skopperne havde således karakter af en foreløbig afklaring af, hvilke emner der skal bringes på plads, førendbiskopperne evt. på et senere tidspunkt kan give deres støtte til folkekirkens tilslutning til Porvoo Fællesska-bet.MKRs beslutning om at revurdere forholdet til Porvoo blev generelt positivt modtaget, og der var ingen bi-skopper på mødet, der udtalte sig afvisende over for processen.Der var bred tilslutning til, at folkekirkens evt. tilslutning til Porvoo bør ske ved en såkaldt "signaturforkla-ring", som det også var tilfældet ved folkekirkens tilslutning til Leuenberg Kirkefællesskabet i 2001. I ensignaturforklaring vil det være muligt fra folkekirkens side at præcisere, hvordan vi tolker indholdet af Por-voo Erklæringen og de praktiske konsekvenser heraf.Der blev på mødet identificeret tre problemfelter, som på forhånd bør afklares og indgå i en signaturforkla-ring, førend biskopperne vil kunne støtte folkekirkens tilslutning til Porvoo:■Anerkendelse af kvindelige biskopper.Hidtil har nogle Porvoo-kirker, fx Church of England, ikke aner-kendt kvindelige biskopper og præster ordineret af kvindelige biskopper i andre kirker. Church of Eng-land har dog taget en principbeslutning om indførelse af kvindelige biskopper, som der tidligere er rede-gjort for over for Rådet.■Fastholdelse af ét kirkeligt embede.Ifølge folkekirkens embedsforståelse er der kun ét kirkeligt embede(nemlig præsteembedet - bispeembedet er altså ikke et særskilt embede ved siden af præsteembedet). Iflere af Porvoo-kirkerne (både de anglikanske og nogle de lutherske) opererer man med et tre-delt embe-de, nemlig diakon-præst-biskop. Det skal bemærkes, at Den norske Kirke, som har underskrevet PorvooErklæringen, fortsat kun har ét embede, og at Porvoo Erklæringen ikke indeholder noget krav om, at kir-kerne skal indføre et tre-delt embede.■Anerkendelse af domprovsteordinationer.Folkekirkens praksis med ordinationer foretaget af domprov-sten på biskoppens vegne i biskoppens fravær anerkendes ikke umiddelbart af de anglikanske Porvoo-kirker. Den norske Kirke havde domprovsteordinationer, før de tiltrådte Porvoo Fællesskabet, men op-hørte med denne praksis som en konsekvens af tilslutningen til Porvoo.På mødet blev der endvidere identificeret tre emner, som skal dokumenteres og belyses i den igangværendeproces:■Hvilken bevægelse er der sket i de anglikanske kirker, siden Porvoo Erklæringen blev til, som har bevir-ket en tilnærmelse til en luthersk kirke- og embedsforståelse?

det nærmer sig to måneder, siden jeg modtog Dit brev af 11. januar 2010 stilet til mig og de øvrige medlem-mer af MKR’s teologiske arbejdsgruppe, hvori Du gør rede for den udvikling, der gik forud for meddelelsenom Folkekirkens tilslutning til Porvoo-Erklæringen, som arbejdsgruppens medlemmer blev orienteret om viae-mail før jul. Jeg beklager, at jeg har været så relativt lang tid om at reagere. På den anden side røber Ditbrev, at Du selv har forståelse for den forbløffelse, jeg som medlem af den teologiske arbejdsgruppe havdegivet offentligt udtryk for i en samtale medKristeligt Dagbladden 7. januar 2010, idet jeg fandt og stadigfinder det vanskeligt håndterbart, at arbejdsgruppen på intet tidspunkt har været involveret i tilslutningsproces-sen på anden måde end som modtager af retrospektive informationer om andre gremiers og organers (MKR,bispekollegiet etc.) aktiviteter. Det har været svært for mig at forstå, at MKR ikke har brugt sin egen arbejds-gruppe til at yde, hvad den decideret er til for, nemlig teologisk konsultation. Dit brev indikerer som anført,at Du åbenbart også selv har vanskeligt ved at forklare den fulgte procedure, og at Du beklager, at arbejds-gruppen ikke har været involveret i diskussionen om det betimelige i på nuværende tidspunkt at tilslutte sigPorvoo. Den offentlige debat, der har fundet sted efter offentliggørelsen af den overraskende nyhed, har da og-så mildt sagt været kritisk over for forløbet og på mange måder givet udtryk for teologiske betænkeligheder.På baggrund af alt dette – Din egenretractatioog den offentlige kritik – er jeg så meget mere forbløffet over,at Du endnu ikke har foranlediget den teologiske arbejdsgruppe indkaldt, om ikke for andet så for at få engrundig redegørelse for hændelsesforløbet og eventuelt for at overveje arbejdsgruppens rolle i denne og an-dre sager. Det nærmer sig 1½ år, siden vi sidst har haft møde! Hvis vi som specialgruppe ikke skal inddragesi spørgsmål, hvor det sagligt giver mening, og medarbejde derfor er oplagt, bliver al teologisk aktivitet i MKR-regi i mine øjne useriøs.Den valgte, uheldige procedure har imidlertid ikke helt formået at lamme mig, idet jeg ikke har kunnet sebort fra den forpligtelse, jeg mener at have påtaget mig ved at acceptere medlemskab af MKR’s teologiskearbejdsgruppe. Folkekirkens adviserede tilslutning til Porvoo-Erklæringen kræver efter mit skøn mere omfat-tende dogmatiske refleksioner, der gør det klart, hvad vor kirke gør, hvis den gennemfører den bebudede til-trædelse, end de overvejelser, der tilsyneladende har dannet baggrund for MKR’s initiativ.

Derfor har jeg udarbejdet vedlagte omfattende redegørelse,Den nye diskussion om Porvoo 2010. Generelleog teologiske bemærkninger til en undertrykt debat,i hvilken jeg (om ikke for andet så for historiens skyld)delshar forsøgt at rekonstruere det i mine øjne noget uheldige og uigennemsigtige hændelsesforløb, der harført til offentliggørelse af MKR’s beslutning om at integrere Folkekirken i Porvoo-Fællesskabet,dels(ognavnlig) givet en teologisk analyse af Porvoo-teksten og en vurdering af de bekendelsesmæssige og økume-niske konsekvenser, en folkekirkelig tilslutning kunne tænkes at have. Jeg taler og skriver kun på egne veg-ne. De i redegørelsen fremførte synspunkter er helt mine egne og i forhold til de kredse i MKR, der har gen-nemtrumfet underskrivningen, kontroversielle. Så meget mere har jeg – ikke mindst på baggrund af mit med-lemskab af den teologiske arbejdsgruppe – følt mig forpligtet til at gennemføre „privat”, hvad jeg burde havehaft som opgave at gøre som del af et specialteam, som MKR som allerede sagt selv har udpeget til at udfær-dige den slags memoranda til forberedelse af vigtige kirkelige afgørelser (som f.eks. tiltrædelse til mellem-kirkelige overenskomster).I modsætning til Dig, der mener, at den af MKR trufne beslutning er rigtig, kommer jeg til den modsattekonklusion, at afgørelsen er forkert eller i hvert tilfælde overilet og forhastet og savner udførlig teologisk be-grundelse. Om jeg så skulle være den eneste i Folkekirken, der har denne holdning, gør hverken fra eller til,men det ville naturligvis have været interessant og nyttigt, om MKR havde gennemført en undersøgelse ogsåaf den kirkelige og teologiske offentligheds stilling til denne sag og ladet sig vejlede heraf. Men nu fremlæg-ges i hvert faldminedogmatiske grunde til at mene, som jeg gør, og jeg gør det naturligvis i håbet om, at og-så MKR vil være parat til på mere omfattende vis at afsløresineteologiske bevæggrunde til at handle, somdet har gjort.I betragtning af nærværende sags vigtighed tillader jeg mig at sende kopi af dette brev samt den vedlagte re-degørelse ikke blot til mine kolleger i den teologiske arbejdsgruppe, men tillige til biskopperne og MKRsamt MKR’s sekretariat.

IndledningNærværende udredning er resultatet af overvejelser, jeg har gjort mig ianledning af Det Mellemkirkelige Råds (herefter MKR) overraskendemeddelelse før julen 2009 vedrørende Folkekirkens tilslutning til Porvoo-Erklæringen, og som jeg ikke mindst som medlem af MKR’s teologiskearbejdsgruppe også har følt mig forpligtet til at gøre mig. Jeg tilkendegiverdermed selvfølgelig, at Rådets beslutning efter min bedste overbevisning erforhastet og er blevet gennemtvunget uden den fornødne teologiske for-håndsrefleksion. At denne procedure forekommer sælsom, har fleregrunde:For det førsteer dettaktisksvært forståeligt, at MKR – og i dets kølvandbispekollegiet – har set bort fra at konsultere kirke og teologi, specielt ien sag, som man i 1990’erne forelagde for landets menighedsråd ogførte en intens debat om med det resultat, at biskopperne dengang i sid-ste instans så sig nødsaget til at votere imod Folkekirkens tilslutning tilPorvoo, for så nu uden tanke på videre diskussion at gøre kort proces ogtræffe den endelige afgørelse.For det andet:Om der i mellemtiden er sket så vægtige ændringer i forhol-det mellem anglikanismen og lutherdommen, at en underskrivelse af Por-voo forekommer aktuel, er enteologiskbedømmelse, som det – havdeden foreligget – ville have været naturligt at basere Folkekirkens endeligetilslutning på. Det bevidste fravalg af en mere omfattende, offentlig vur-dering af dette spørgsmål kan få uheldige kirkepolitiske og for den øku-meniske sag højst uvelkomne følger og har beklageligvis (jf. nedenfor anm.7) bidraget til en bagatellisering af væsentlige teologiske problemstillin-ger af vital betydning for afgørelsen af vor kirkes tilslutning til Porvoo.Så meget mere ubegribeligt er detfor det tredje,at MKR har set bort fraat rådføre sig med sin egen teologiske arbejdsgruppe, som Rådet selv harsat til at varetage sådanne teologiske opgaver.I betragtning af sagens vigtighed stilles mine overvejelser til rådighed ikkeblot for MKR’s teologiske arbejdsgruppe, men også for biskopperne, derved deres summariske erklæring om, at intet læremæssigt står i vejenfor Folkekirkens tilslutning til Porvoo, har spillet en vejvisende rolle ibeslutningsprocessen, selv om det er MKR selv, der træffer den formelleafgørelse. Af denne grund tilstilles min udredning også MKR.For en ordens skyld tilføjer jeg, hvad jeg også gentager adskillige gangei løbet af argumentationen, at mine refleksioner ikke har deres grund i eneller anden form for anti-økumenisk holdning. Tværtimod! Jeg er denførste til af hjertet at ønske en tættere relation mellem lutherdom og ang-likanisme, men en sådan relation er ikke autentisk, så længe samtale-partnerne har hver deres fortolkning af den overenskomst, de har indgået,

og endnu ikke er nået frem til en fælles forståelse og dermed overvindel-se af de kontroversielle problemer.Debattens hidtidige forløbPorvoo-Erklæringen er igen kommet på den danske kirkelige dagsorden1– efter mange års tavshed og denne gang noget hovedkulds og gedulgt.Man får næsten det indtryk, at de, der har ansvaret for at sætte den pådagsordenen, nemlig MKR, i virkeligheden helst ville holde det skjult,men da det jo indlysende nok ikke kunne lade sig gøre, er man så skre-det til pompøst at meddele den undrende offentlighed, at man nu altsåhar meldt Folkekirken ind i Porvoo-Fællesskabet eller i hvert fald heltsikkert har i sinde at gøre det. Og ved den beslutning kan der, efter hvadder forlyder, ikke rokkes.MKR har nemlig, argumenteres der, lov og mandat til at gøre brug af detrepræsentative demokrati og melde Folkekirken ind i det nævnte fælles-skab uden forudgående konsultation med hvem som helst, der måtte ha-ve en aktie i at holde vor kirke uden for Porvoo. Jeg skal gerne medgive,at der efter mit skøn næppe er noget juridisk i vejen med den omtalte ar-gumentation: MKR har, sådan som Folkekirkens mellemkirkelige relatio-ner nu engang er blevet konstrueret, ubetvivleligt retten til at handle, somdet har gjort.2Rådets kompetence i sådanne tilfælde indskrænkes ifølgelovgivningen kun af forpligtelsen til at overlade læremæssige afgørelsertil biskopperne, og også dette erin casuformelt overholdt.Et ganske andet spørgsmål er det imidlertid, om den valgte fremgangs-måde er klog. Uden overdrivelse kan man vist hævde, at det har den ik-ke været. Den var kluntet og velegnet til at så tvivl om økumeniske initi-ativers retlinethed og troværdighed. Det styrker ikke kreditten at se stortpå argumenterne og samtalen og gennemtrumfe sine synspunkter på enmåde, der minder om et kup. Under alle omstændigheder vækker proce-duren offentlighedens kritiske interesse, og alene i det perspektiv bliverdet ikke uvæsentligt at forsøge at få rede på, hvad der egentlig er foregået.Porvoo-erklæringen har som bekendt allerede for rundt 15 år siden værettil bred offentlig diskussion og foranledigede ved den lejlighed så megenmodstand, at de dengang ansvarlige måtte se bort fra et folkekirkeligtmedlemskab. Men, hedder det nu fra MKR, de dengang fremførte be-tænkeligheder (den anglikanske modstand mod kvindelige præster ogbiskopper [og dermed også manglende anerkendelse af præster ordineretaf kvindelige biskopper] samt præsteordinationer foretaget af en dom-1

provst) er nu blevet genstandsløse, så det slet ikke er umagen værd atspørge de instanser, som man syntes, det var klogt at have med på rådfor snart 15 år siden, – og i øvrigt heller ikke Rådets egen teologiske ar-bejdsgruppe, som jeg selv er medlem af, og hvis specifikke opgave detsom anført er at vejlede Rådet i teologiske anliggender. Arbejdsgruppenholdt sit sidste møde den 18. september 2008 (!!!)3, så Rådets manglendeforelæggelse af sagen har næppe haft sin begrundelse i en bekymring forat overbebyrde arbejdsgruppen.Om Rådet har rådført sig med andre instanser og personer, skal jeg ladevære usagt, men i hvert fald kan jeg konstatere, at det sidste, den omtalteteologiske arbejdsgruppe har haft med den verserende sag at gøre, var påbemeldte møde i september 2008, hvor det på baggrund af den engelskekirkes principielle accept af juli s.å. af kvindelige biskopper besluttedes„at iværksætte rundbordssamtaler mellem repræsentanter fra de anglikan-ske Porvoo-kirker og folkekirken” og i øvrigt bede biskopperne „udpege,hvem af deres midte der skal deltage heri foruden Kresten Drejergaardsom formand for den teologiske arbejdsgruppe” (referat af 30. septem-ber 2008).4Herefter har ingen yderligere drøftelse fundet sted i arbejds-gruppen, hvis menige medlemmer altså blev lige så overraskede overadventsmeddelelsen om Folkekirkens kommende medlemsskab af Por-voo-Fællesskabet som den øvrige kirkelige offentlighed, og den af MKRselv ønskede, væsentlige debat om bispeembedet, det historiske episko-pat og den apostolske succession, er, hvis den da overhovedet har fundetsted, blevet gennemført uden arbejdsgruppens medvirken og uden synli-ge resultater i offentligheden.Nu har den kendsgerning, at MKR’s arbejdsgruppe har holdt en ikkeselvvalgt pause på rundt regnet 1½ år i drøftelserne af Porvoo, imidlertidikke betydet, at sagen har ligget stille. Den var nemlig igen på dagsorde-nen, da MKR den 6. januar 2009 mødtes med biskopperne for, som detendnu engang hed, „at afklare og genoverveje folkekirkens forhold til3

Planlagte møder den 6. november 2008 og 1. april 2009 blev aflyst, og arbejdsgrup-pens formand, biskop Kresten Drejergaard, har ikke efterfølgende fundet anledningtil at indkalde til nyt møde.4Baggrunden for arbejdsgruppens afgørelse var henvendelser fra MKR, der på mødeden 23. april 2008 besluttede at initiere en proces til afklaring og genovervejelse afFolkekirkens forhold til Porvoo. „Som første skridt i denne proces inviteres i indevæ-rende år repræsentanter for de anglikanske kirker til en drøftelse af den nærmere for-ståelse af bispeembedet, det historiske episkopat samt apostolsk succession. Folke-kirkens biskopper inddrages i disse drøftelser” (referat af MKR-møde den 23. april2008, pkt. 10.a). På det følgende møde den 5. september 2008 bad MKR udtrykkeligtden teologiske arbejdsgruppe tage den anglikanske generalsynodes principielle god-kendelse af kvindelige biskopper og deres ordinationer ad notam „i den videre procesmhp. at afklare og genoverveje folkekirkens forhold til Porvoo” (referat af MKR-møde den 5. september 2008, pkt. 8).

Porvoo”. Det blev her understreget, at MKR har mandat til at afgøre, omvor kirke skal tilslutte sig Porvoo-aftalen, dog under forudsætning af atbiskopperne skal være enige heri, hvis tilslutningen indebærer stillingta-gen til teologiske og læremæssige spørgsmål. Januar-mødet så det somsin opgave at finde ud af, hvad der eventuelt endnu skulle udredes, indenen sådan tilslutning kunne iværksættes.Generelt tog biskopperne positivt imod initiativet fra MKR, og der varenighed om, at Folkekirken, når det kom så langt, skulle tilslutte sig Por-voo ved en såkaldtsignaturforklaring.Dette er et dokument, der forkla-rer, i hvilken forstand og på hvilke betingelser Folkekirken underskriverPorvoo-Erklæringen, og således fastlægger den folkekirkelige fortolkningaf aftalen og dens praktiske konsekvenser (jf. nedenfor). En lignende pro-cedure blev også anvendt, da Folkekirken i 2001 undertegnede Leuenberg-Konkordien og dermed blev del af det kirkelige fællesskab med luther-ske, reformerte og metodistiske kirker i Europa.Biskopperne tilkendegav på mødet, at følgende tre problemfelter burde af-klares og indgå i en endelig signaturforklaring:1. forståelsen af det kirkelige embede som ét embede, nemlig præ-steembedet (herunder bispeembedet) og den dermed givne afvis-ning af bispeembedet som et særligt ved siden af og over præste-embedet,2. anerkendelse af kvindelige biskopper og præster ordineret af kvin-delige biskopper og endelig3. anerkendelse af præsteordinationer foretaget af en domprovst.Det blev oplyst, at Den Norske Kirke som konsekvens af tilslut-ningen til Porvoo havde afskaffet domprovsteordinationer.Desuden ønskede biskopperne en nærmere belysning af, om en eventueludvikling i det anglikanske syn på kirke og embede havde muliggjort entilnærmelse til en luthersk kirke- og embedsforståelse. Endvidere ønske-de bispekollegiet klarlagt, hvad Porvoo-Fællesskabet i praksis havde be-tydet for de lutherske kirker, der faktisk havde tilsluttet sig det, og ende-lig en vurdering af konsekvenserne af Folkekirkens underskrivelse afPorvoo-Erklæringen for forholdet til andre evangeliske og lutherske kir-ker i Europa, der står uden for Porvoo-Fællesskabet.Udfaldet af biskoppernes drøftelse blev sat på den teologiske arbejds-gruppes dagsorden den 1. april 2009, men mødet blev som tidligere anførti sidste øjeblik aflyst, og siden da har arbejdsgruppen altså ikke været ind-kaldt til møde. Til gengæld blev der afholdt en konference den 15. – 16.september 2009 på hotel Park Inn i Kastrup med deltagelse af en rækkeanglikanske biskopper (hvem det præcist drejede sig om, er, så vidt detkan konstateres, ikke meddelt den teologiske arbejdsgruppe) og fra danskside biskopperne Peter Skov-Jakobsen, Karsten Nissen, Kresten Drejer-

gaard (som formand for den teologiske arbejdsgruppe) og Erik NormanSvendsen. Desuden deltog MKR’s formand Paul Verner Skærved samt fraRådets stab Jørgen Skov-Sørensen og Jan Nilsson og som særligt indbudtprofessor Kirsten Busch Nielsen, Københavns Universitet. Dette møde måvel skulle forstås som en virkeliggørelse af det, som den teologiske ar-bejdsgruppe på sit hidtil sidste møde i september 2008 havde anbefalet,nemlig at iværksætte rundbordssamtaler mellem repræsentanter for deanglikanske kirker og Folkekirken (jf. ovenfor) eller også som realiserin-gen af den drøftelse om bispeembedet, det historiske episkopat og denapostolske succession, som MKR havde efterlyst på sit møde den 23. april2008 (jf. ovenfor), selv om det af omtalen af Kastrup-drøftelsen på et ef-terfølgende møde i MKR fremgår, at tilsyneladende kun udkastet til Fol-kekirkens signaturforklaring var blevet debatteret (jf. referat af MKR-møde den 9. december 2009, pkt. 6). Af det offentligt tilgængelige mate-riale om konferencen i Kastrup fremgår det således ikke, om de virkeligteologiske spørgsmål (bispeembede, historisk episkopat og succession) harværet genstand for overvejelse, og hvad drøftelsen i givet fald har førtfrem til. Under alle omstændigheder anmodede MKR imidlertid umid-delbart efter konferencen (24. september 2009) biskopperne om at tagestilling til det læremæssige indhold i Porvoo-Erklæringen og i det ud-kast til signaturforklaring, som Kastrup-konferencen havde drøftet.5SignaturforklaringenDenne signaturforklaring blev en måned senere endeligt formuleret på etbispemøde i Helsingør den 28. oktober 2009. Efter indledende henvisningtil den historiske udvikling i Folkekirkens forhold til Porvoo-Fællesskabet[herunder specielt afvisningen af Fællesudtalelsen i 1995 efter høring ilandets menighedsråd og begrundet i reservationer, som man fra folkekir-kelig side nærede vedrørende den manglende anglikanske anerkendelse afkvindelige biskopper, og som følge af bekymring for fastholdelse af Fol-kekirkens individuelle særpræg og selvstændighed] konstateres det her, at„Porvoo Fællesskabet ikke har udviklet sig til det, som nogle frygtede i1995, ligesom vi kan konstatere en generel bevægelse mod anerkendelseaf mænds og kvinders lige adgang til præstetjenesten i kirken (i nogle kir-ker er det allerede gennemført, mens andre har iværksat en proces mhp.fuld ligestilling mellem mænd og kvinder)”. Desuden mener man at kunneiagttage, at Porvoo-Fællesskabet har været til gavn og velsignelse for dedeltagende kirker. „På den baggrund kan Den Danske Folkekirke nu til-kendegive sit ønske om at deltage fuldt ud i Porvoo Fællesskabet og at på-5

tage sig de forpligtelser, som følger af at underskrive Porvoo Erklæringen”på betingelser, som teksten herefter nærmere præciserer (jf. bispemødetden 6. januar 2009):1. at mænd og kvinder har lige adgang til præste- og bispeembedet;2. at der kun er ét kirkeligt embede (ministerium ecclesiasticum), deromfatter både præste- og bispeembedet. Det betyder, at bispeem-bedet er en særlig form af dette ene embede med specifikke funk-tioner (tilsynstjeneste og præsteordinationer, der dog i særlige til-fælde kan foretages af domprovsten);3. at Folkekirken forbliver en selvstændig kirke med fuld jurisdikti-on over egne forhold;4. at underskrivelsen af Porvoo-Erklæringen ikke har negative konse-kvenser for Folkekirkens forhold til andre kirker, herunder Leuen-berg-Kirkefællesskabet.Biskop Drejergaard meddelte på bispekollegiets vegne Helsingør-mødetssvar på MKR’s henvendelse af 24. september 2009 i skrivelse af 24. no-vember s.å. Idet biskopperne tilslutter sig tidligere udtalelse fra bispemø-det den 28.–29. august 1995, ifølge hvilken der ikke findes „forskelle afkirkeadskillende karakter mellem de lutherske og de anglikanske kirkerstrosgrundlag”, og idet der henvises til de grunde, der i 1995 alligevel hin-drede Folkekirken i at blive del af Porvoo-Fællesskabet (spørgsmålet omkvindelige præster og biskopper samt anerkendelse af præstevielser fore-taget af kvindelige biskopper og domprovster), konstaterer Drejergaard, atder på alle de nævnte punkter „er sket en udvikling i den anglikanske kirke,som medfører, at der ikke mere er nogen begrundelse for, at folkekirkensrelation til Porvoo-fællesskabet kun er en observatørstatus”, og at biskop-perne derfor „kan anbefale, at folkekirken fuldt ud tilslutter sig PorvooErklæringen”. Afsluttende bemærkes det udtrykkeligt, at der er tale om„en tilslutning til selve Porvoo Erklæringen og ikke til hele Porvoo Fæl-lesudtalelsen”.66

Under henvisning til de følgende teologiske udredninger være det mig tilladt allere-de her at pege på den mærkelige inkonsistens mellem signaturforklaringen og det do-kument (Porvoo-Erklæringen), som den vil forklare tilslutningen til. Med Porvoo’steologiske indhold turde det ikke være muligt for Folkekirken at tilslutte sig – eller ihvert tilfælde først efter grundig teologisk overvejelse. Nu deltager den så altså alli-gevel – oven i købet „fuldt ud” og med accept af de forpligtelser, der følger heraf. Forat muliggøre denne exercits må Folkekirken i signaturforklaringen tilkendegive, at denpå det væsentligste teologiske punkt (embedsteologien og spørgsmålet om det histori-ske episkopat) står for stort set det diametralt modsatte af det, der kommer til udtryk iPorvoo-Erklæringen. – Hertil kommer, at Folkekirken med signaturforklaringen me-ner at betinge sig, at tilslutningen til Porvoo ikke har negative konsekvenser for for-holdet til andre kirker, specielt Leuenberg Kirkefællesskabet. Det er jo ikke noget,man kan betinge sig. Det er en sag, som de folkekirkelige organer og myndigheder,der har ansvaret for tilslutningen til Porvoo-Fællesskabet, selv må finde ud af efter

Denne skrivelse blev via e-mail kommunikeret videre til den teologi-ske arbejdsgruppe som en efterretningssag den 11. december 2009 sam-men med offentliggørelsen af det overraskende skridt at melde Folkekir-ken ind i Porvoo-Fællesskabet. MKR godkendte på sit sidste møde „denskitserede plan for videre orientering om folkekirkens forhold til Porvoosamt planerne vedr. selve underskrivelsen af Porvoo Erklæringen” (referataf MKR-møde den 5. februar 2010, pkt. 7). Hvori de nævnte planer fororientering og underskrivelse nærmere består, afsløres ikke med ét ord,og den teologiske arbejdsgruppe har heller ikke fået anden informationend den, der er offentligt tilgængelig på MKR’s hjemmeside. Om den aftiltrædelsen til Porvoo foranledigede offentlige debat nævnes kun, at denblev drøftet, og at de herunder rejste synspunkter, specielt Lisbet Christof-fersens forslag om forøget offentlighed om Rådets aktiviteter, „tages medi det videre arbejde”. MKR forholder sig tydeligvis repressivt tolerant tilkritikken og er klart ikke interesseret i at tage decideret stilling til den.En kritisabel beslutningsprocesHele det her skildrede forløb kan man mene om, hvad man vil, men no-gen topkarakter for kunstnerisk udførelse står MKR næppe til for denneprocedure, og det ville uden tvivl have været langt visere at tage alle mi-steltene i ed, ikke mindst når sagen er så kontroversiel, i stedet for arro-gant at erklære, at man virkelig ikke orker at tage diskussionen endnuengang med de bagstræberiske grupper, der stadig har vanskeligt ved atfå øje på Porvoos lyksaligheder, og med hvem man angiveligt kun kunnefå „en ny hysterisk debat … med skingre meninger”.7Personligt hørerjeg ikke til de deciderede modstandere af Porvoo-Erklæringen, selv omgrundig overvejelse, og først når en sådan er gennemført, kan man tage stilling til Porvoo-tilslutningens økumeniske implikationer og på det grundlag tage stilling for ellerimod. – Endelig virker det også uigennemtænkt, når man alene mener at kunne tilsluttesigPorvoo Declaration(§§ 58-61) uden at forpligte sig på den forudgående teologi-ske tekst,Porvoo Common Statement(§§ 1-57), selv om de to dele hører sammen somkonsekvens og præmis. – Alt i alt får man det indtryk, at signaturforklaringen gør Porvoo-teksten til noget, som Folkekirken med sindsro kan skrive under på, men i så fald erPorvoo ikke længere Porvoo. Hvordan de kontraherende parter i begge kirkesamfundkan leve med en sådan tilstand, der retteligt vist ikke kan beskrives som andet endrod, fremkalder i sig selv forundring og skaber tvivl om den teologiske hæderlighed imellemkirkelige anliggender. Mere principielt rejser det imidlertid herudover spørgs-målet om signaturforklaringens kirkeretlige status og for den sags skyld også de retli-ge implikationer (om overhovedet nogen?) af selve tilslutningen til Porvoo. Selv omdisse problemer er uhyre komplexe, og en løsning derfor ikke kan forventes at værefundet på forhånd, ville i det mindste en foreløbig og åben gennemtænkning af deminden undertegningen af Porvoo være udtryk for rettidig omhu.7Således biskop Drejergaard i udtalelse til KD den 16. december 2009. Ved sammelejlighed understreger MKR’s formand, Paul Verner Skærved, direkte, at Rådet ikkehar ønsket en fornyet drøftelse.

min begejstring for den nok – som de følgende sider vil vise – i sidsteinstans er begrænset, men under alle omstændigheder skal Folkekirkenstilslutning, hvis det er det, man ønsker, foregå åbent og hæderligt, så alleer helt på det rene med, hvad det er, vi siger ja til. Som sagt er jeg ikkenogen arg modstander af Porvoo, men jeg vil, som landet ligger, hellereinvestere mine ressourcer i diskussion med dem, der er det, end kuppemig til et fællesskab, hvor man bagatelliserer teologiske differentieringerog omgås noget lemfældigt med distinktioner, der måske nok for enoverfladisk betragtning kan forekomme petitesseagtige, men som allige-vel kan have betragtelige implikationer. Der kan derfor nok være grundtil at se lidt nærmere på, om det virkelig er så uproblematisk at ændreholdning til Porvoo-Udtalelsen og Porvoo-Erklæringen, som de hidtidi-ge begivenheders forhastede forløb lægger det nær.Formålet med de følgende overvejelser er ikke i første række at argu-mentere for, at Folkekirken ikke skal tilslutte sig Porvoo. Man kan selv-følgelig – som MKR gør – anbefale at gøre det, men man skylder ud-førligt at begrunde, at der teologisk og økumenisk intet er i vejen for ensådan beslutning. Det er, mener jeg, indlysende vigtigt at gøre sig klart,hvad man gør, hvis og når man gør det. Og på dette punkt er det, at jegfår mine tvivl, når jeg analyserer processen, som den hidtil er forløbet.Intentionen med det følgende er altså at undersøge, om anglikanisme oglutherdom i og med Porvoo på væsentlige teologiske punkter har udvik-let sig til at være mere eller mindre det samme, og man derfor lige sågodt først som sidst kan erklære den fulde teologiske enighed og kirkeli-ge enhed, eller om der stadig består teologiske forskelle mellem angli-kanske og lutherske kirker, som det kunne være fortsatte dialogers op-gave at bygge bro over. Hvis det sidste skulle være tilfældet, forekom-mer det væsentligt at få det konstateret og at få afgjort, om de eventueltkonstaterede forskelle hindrer kirkefællesskab, eller om de kan beståside om side i en kommende forenet kirke.Uafklarede spørgsmålDet er – helt generelt og bagatelliserende – blevet hævdet, at Folkekirkenstiltrædelse til Porvoo kun vedrører et samarbejde om praktiske spørgsmål.Det holder næppe stik, for disse praktiske anliggender løser man natur-ligvis i henhold til og som konklusion af den teologiske enighed, manmener at være nået frem til. Den teologiske konsensus er i Porvoo-dialogen som i alle økumeniske læresamtaler ubestrideligt det primæreog eventuelle praktiske konsekvenser lige så uomtvisteligt det sekun-

dære. Ellers vender man op og ned på alting. Den praktiske Porvoo-Erklæring hører således sammen med den teologiske Fællesudtalelse.8Men helt bortset fra denne nødvendige konnex mellem Porvoo-tekstensto dele, der altså som sagt godtgør, at hele postyret omkring denne sagikke blot har praktiske konsekvenser, ville det da også være underligt,om det forholdt sig så enkelt. For hvilke praktiske fordele ville en tiltræ-delse til Porvoo-Erklæringen give, som vi ikke allerede har nu? Denville i dansk perspektiv etablere fuldt kirkefællesskab mellem de angli-kanske kirker i United Kingdom og Danmark. Men dette består jo alle-rede – i hvert tilfælde i princippet – i form af nadverfællesskab og harbestået i over et halvt århundrede. Allerede i 1950’erne togChurch ofEnglandinitiativ til at tilbyde nadverberettigede medlemmer af Folke-kirken adgang til det anglikanske nadverbord, når de opholdt sig i Eng-land og dermed var afskåret fra at gå til luthersk nadver. Dette sammenmed en omtrent samtidig tilsvarende henvendelse fra den skotske pres-byterianske kirke gav anledning til en kongelig resolution af 5. april1956, ifølge hvilken der blev meddelt „medlemmer af den skotske ogden engelske kirke almindelig adgang til at deltage i altergangen i dendanske folkekirkes kirker, såfremt vedkommende præst i folkekirkenmåtte være villig til at betjene de pågældende”.9Det kan selvfølgelig hævdes, at tilhørsforholdet til Porvoo-Fællesskabetherudover gør nadveradgangen generel og tillige gør det muligt for per-soner, der er præsteviet i den ene af de to konfessioner, at gøre præste-tjeneste begge steder. Denne mulighed vil imidlertid, så vidt det kanskønnes, næppe blive udnyttet inden for en overskuelig fremtid, og medhenblik på nadverdeltagelsen er forskellen mellem før og efter Porvoo-tilslutningen til at overskue, specielt i betragtning af at Folkekirken haråbent nadverbord, og anglikanere i lighed med medlemmer af andre kir-kesamfund derfor under alle omstændigheder har adgang til vor kirkes

Jf. den indledende formulering i Erklæringen: „På grundlag af vor fælles forståelse afKirkens væsen og opgave, vor grundlæggende enighed i troen og vores enighed om, atbispeembedet tjener kirkens apostolske karakter, således som dette er indeholdt i afsnit-tene II-IV iFællesudtalelsen fra Porvoo,vil vi …”. Fællesudtalelsen fra Porvoo, Ud-sendt af biskopperne i Danmark, Frederiksberg 1994, § 58, s. 33.9Se hertilAugust Roesen,Dansk Kirkeret, Hillerød31976, 75-76. Til det historiskeforløb se ogsåGerhard Pedersen,Porvoo – et nyt kirkefællesskab med folkekirken påsidelinien, i:Holger Lam (red.),En levende mangfoldighed. Brudstykker til en øku-menisk historie i Danmark 1989-2005, Frederiksberg 2007, 47 ff., særligt 49-50. End-videreChristopher Hill,Existing Agreements between our Churches, i: Conversa-tions between the British and Irish Anglican Churches and the Nordic and BalticChurches, Together in Mission and Ministry. The Porvoo Common Statement withEssays on Church and Ministry in Northern Europe, Church House Publishing, Lon-don 1993, 53-58.

nadverbord samt i betragtning af, at folkekirkemedlemmer som skildrethar kunnet deltage i den anglikanske nadver i det sidste halve århundrede.Alt i alt sidder man tilbage med en undren over den hast, hvormed Fol-kekirken nu pludselig og uden al videre diskussion skal lempes ind iPorvoo-Fællesskabet. Hele proceduren rejser tvivl om motivet til ind-lemmelsen, selv om motivationen, så gådefuld den forekommer, må væ-re stærk og presserende, når den kan feje ethvert fornuftigt ønske om engrundig og offentlig teologisk drøftelse til side og har råd til at give af-kald på argumentativ transparens og på forhånd affærdige eventuelt vel-begrundede læremæssige forbehold. Efter mit bedste skøn kan man fak-tisk ikke se bort fra sådanne reservationer – og da slet ikke uden en grun-dig drøftelse af sagen.Det forholder sig jo nemlig ikke således, at den fælles forståelse af kir-kens væsen og opgave og den relative enighed i synet på bispeembedetsfunktion, som Porvoo-forhandlingerne har afstedkommet, betyder, at allekontroverser med anglikanismen hermed skulle være overvundne, spe-cielt i forståelsen af netop bispeembedet og den apostolske succession,således som biskop Drejergaard har hævdet.10Herimod har TorkildThaning11med rette fremført, at selv om den anglikanske kirke i Eng-land har givet kvinder adgang til præsteembedet og er på vej til også atåbne en mulighed for, at de tilmed kan blive biskopper12, så ændrer detteintet ved det anglikanske embedssyn som sådant, og under alle omstæn-digheder måtte man i givet fald i det mindste overbevisende kunne godt-gøre, at anglikanerne har skiftet mening, og vi derfor med sindsro kan til-slutte os Porvoo. I stedet møder offentligheden en ”[f]orunderlig biskop-pelig tavshed”, der ikke kaster lys over det væsentlige spørgsmål, om di-alogparterne nu har et i princippet fælles syn på episkopat og ordination,som i hvert fald hidtil har været anglikanernes betingelse for erklæring afkirkefællesskab.13Muligvis kender Drejergaard anglikanske kolleger, der ved festlige lej-ligheder kan overbevise ham om, at der, når det kommer til stykket, ikke10

I kronik i KD den 19. december 2009 og i kommentar sammesteds den 16. januar 2010.I kommentarer i KD 12. og 20. januar 2010.12Det er væsentligt at gøre sig klart, at Anglican Church i England endnu kun hartruffet en principiel beslutning om at give kvinder adgang til bispeembedet. En ende-lig beslutning, der skal træffes i alle tre kamre i General Synod, har endnu lange ud-sigter, og nogen sikker positiv udgang for forhandlingerne kan næppe forudsiges. Derforeligger i Anglican Communion så vægtige argumenter imod bispevielse af kvinder(og det er ikke blot indvendinger af antifeministisk og ligeretsmæssig karakter, menogså alvorlige bekymringer for kirkens enhed, der vejer tungt i anglikanske sammen-hænge), at det endnu kan tage mange år, før en så traditionalistisk kirke som den en-gelske er moden til at tage et i anglikanernes øjne så alvorligt skridt.13Jf. hertil ogsåNiels Thomseni kommentar i KD den 5. februar 2010.11

er den store forskel mellem en luthersk og en anglikansk tilgang til bispe-embedet, og det kan såmænd også tænkes, at man kan finde lutherske bi-skopper og teologer, der i deres forståelse af bispeembedet er tæt på detanglikanske syn – hvilket jeg nu ikke lige mistænker biskop Drejer-gaard for. Men hvorom alting er: de teologiske fronter forløber i dettesom i mange andre kontroversielle spørgsmål på tværs af de konfessio-nelle skillelinjer. Men økumeniske aftaler og overenskomster indgås nuengang ikke mellem tilfældige repræsentanter for de samtalende kirker, derpå en eller anden måde kan se det fornuftige i hinandens synspunkter og la-der fem og syv være lige, men de sluttes mellem kirker, der har en eks-plicit bekendelsesmæssig identitet, der er formuleret i bekendelser og andrenormative tekster, der naturligvis nok kan modificeres og måske oven ikøbet korrigeres i og af den mellemkirkelige dialog, men som alligeveler gyldige, indtil andet udtrykkeligt foreligger i den kirkelige reception.Dette betyder i det foreliggende tilfælde, at lutherdommen med henblikpå forståelsen af kirke og embede (herunder bispeembedet) nu som fører bundet af de reformatoriske bekendelser, og at anglikanismen tilsva-rende er forpligtet på det embeds- og kirkesyn, der kommer til udtryk ide anglikansk-reformatoriske bekendelsesdannelser, samt specielt forbispeembedets vedkommende i det såkaldteLambeth Quadrilateral.Det-te er mig bekendt ikke blevet modificeret, endsige ændret, og så længetingenes tilstand forholder sig således, bliver det vanskeligt for ikke atsige umuligt at føre bevis for, at luthersk og anglikansk embedssynskulle gå ud på ét. Derfor de følgende overvejelser om den anglikanskeog lutherske forståelse af embedet og specielt bispeembedet.Det kirkelige embede, herunder bispeembedet, i luthersk perspektivIfølgeConfessio Augustana(herefter CA) Art. 5 er der i kirken et em-bede (ministerium) til forkyndelse af evangeliet og forvaltning af sa-kramenterne, der udtrykkeligt beskrives som indstiftet af Gud i mod-sætning til institutioner og traditioner af blot menneskelig oprindelse:„For at vi skal nå til den (retfærdiggørende) tro, er der indstiftet et em-bede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. For ved ordog sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil– virker troen i dem, der hører evangeliet” (CA Art. 5).14Disse sum-mariske sætninger angiver, hvorledes reformatorerne forestillede sigembedets væsen som i første række et „prædikeembede”.15EmbedetTil de følgende udredninger se nærmerePeder Nørgaard-Højen,Den Danske Folke-kirkes Bekendelsesskrifter. Kommentar, København22004, 279 ff.15Dette svarer til, hvad også Luther selv gav udtryk for. Han var ikke et øjeblik itvivl om embedets nødvendighed og guddommelige indstiftelse, og han kan som mo-den mand i skriftetOm koncilierne og kirkenefter evangeliet, dåben, nadveren ognøglemagten nævne embedet som det femte ydre kendetegn på kirken. Man kender14

underordnes ordet og kan i virkeligheden slet ikke begribes uden omsin funktion, for uden denne bestemte funktion mister det enhver formfor eksistensberettigelse. Det er etministerium verbi,hhv.ministeriumevangelii,en ordets og evangeliets tjeneste.16Det lutherske syn påbispeembedetskal forstås inden for rammerne afdenne overordnede embedsforståelse, men det er ikke uden problemer.Reformatorerne måtte erkende, at deres angreb på den biskoppeligemyndighed havde forvoldt overordentlige vanskeligheder, og at de nu,da de stod for at skulle organisere deres egen kirke, ikke kunne kommeuden om tilsynsinstitutionen, som de måtte indrømme grund i Ny Te-stamente og desuden anerkende som kirkens legitime forfatningsformfra de tidligste tider til deres egen. Det krav på katolicitet, som CA hæv-der så vedholdende, blev netop i særlig grad sat i fare ved den reforma-toriske modstand mod biskopperne, og CA Art. 28 var udtryk for øn-sket om at komme til rette med de siddende katolske biskopper. Dettemislykkedes, fordi disse – sådan set forståeligt nok – afviste at ordine-re biskopper til de lutherske menigheder. Men reformatorernes forplig-telse på kirkens katolicitet foranledigede dem som sagt ikke desto min-dre i særlig grad til at bibeholde episkopatet, selv om det i praksis sketeved etablering af en „nødordning”, der satte den verdslige fyrste i spidsenfor den enkelte landskirke.De lutherske bekendelsesskrifter tolker på basis af ideen om det kirke-lige embedes enhed bispeembedet som i princippet (med henblik på for-pligtelsen på evangelieforkyndelse og sakramentsforvaltning) identiskmed præsteembedet, hvorfor en differentiering og opdeling i forskelligekirken på, „at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skalbesætte. Thi man må have biskopper, præster og prædikanter, som offentligt og pri-vat kan give, række og udøve de ovennævnte fire ting eller lægemidler [sc. evange-lium, dåb, nadver og nøglemagt], på kirkens vegne og i kirkens navn og endnu me-re udfra Kristi indstiftelse, ... Han har givet nogle som apostle, profeter, evangelister,lærere, ledere. Thi hele menigheden under eet kan ikke gøre dette, men må overla-de én det eller lade det være ham overdraget.” Disse embeders tilstedeværelse er etsikkert kendetegn på tilstedeværelsen af „det kristelige, hellige folk”, for „kirkenkan ikke være uden biskopper, sognepræster, prædikanter, præster, og omvendt kande heller ikke være uden kirken” (Luthers Skrifter i Udvalg II [red.Regin Prenter],Århus21980, 405).16„Det eneste, der er karakteristisk for præstegerningen er ordets tjeneste, ikke lo-vens ord, men evangeliets” (WA 6,566. Dansk oversættelse iMartin Luther,Skrifteri udvalg. Om kirkens babyloniske fangenskab, oversat af Ivar Engel Jensen, CredoForlag, København 1982, 139). „... de, som vi kalder præster, (er) blot ... tjenere, der erudpegede blandt os og til at gøre alt i vort navn.Præstegerningen er en tjenergerning,intet andet,...” (WA 6,564 [kursiveret her]. Da. overs., 135). Spørgsmålet om detalmindelige præstedømme og dets forhold til det særlige kirkelige embede er ikkeuvæsentligt, men en udtrykkelig behandling af det skønner jeg i nærværende sammen-hæng at kunne se bort fra, da det ikke er kontroversielt i forholdet til anglikanismen.

embeder er unødvendig og under alle omstændigheder, hvor den af funk-tionelle grunde måtte forekomme, kun kan væreiure humano.Derforkan bispeembedet principielt undværes og må, hvor det findes, henvisestil den historiske kontingens. Interessant nok kan bekendelsen imidler-tid kombinere denne grundholdning med en overbevisning om, atbi-skoppernes tilsynspligtbestår i kraft af guddommelig ret (CA Art. 28,BSLK 124). Der skelnes altså mellemepiscopatusogepiskopè,mel-lem institution og funktion; den første er lige så tilfældig, som den sid-ste er nødvendig. Denne teologi er blevet realiseret i den efterreformato-riske historie: Mens reformatorisk kristendom stedse har haft et afslap-pet forhold til selve bispeinstitutionen, har den altid opretholdt tilsyns-funktionen – der imidlertid ikke nødvendigvis skal varetages af en em-bedsbærer, der tituleres som biskop.I lighed med Luther17understregede Melanchthon det udelte prædikeembe-de. Alle embedsindehavere har i princippet samme fuldmagt uden hen-syn til deres betegnelse (jf. Tit 1, 5-7: ældste og tilsynsmænd samt Ef 4,11: apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere). Ikke desto mindreudruster Melanchthon biskopperne med en betragtelig myndighed. I Apo-logien skriver han således: „Biskoppen har derforpotestas ordinis,dvs.ordets og sakramenternes embede. Og han har ogsåpotestas iurisdic-tionis,dvs. myndighed til at udelukke sådanne personer fra menighe-den, der har gjort sig skyldige i åbenbare grove synder, og igen at tilsi-ge dem syndernes forladelse, dersom de vender om og beder om abso-lution.”18Der tilkommer altså biskoppen forkyndelsesfuldmagt (i ordog sakramente) og jurisdiktionsmyndighed – og vel at mærkeiure di-Til Luthers syn på bispeembedet sePeder Nørgaard-Højen,op. cit., 292 ff. I skrif-tetDe instituendis ministris(1523) giver Luther tilhængere i Böhmen konkrete an-visninger med henblik på etablering af en selvstændig kirkestruktur. Han betragte-de bispeembedet i lokal og regional skikkelse som den normale kirkeordning, udenat relationen mellem de to udformninger i øvrigt bliver klar. „Er kennt tatsächlich nurein einziges Amt, das der Kirche unverzichtbar ist, das Bischofsamt in zwei Ausfor-mungen. Das Verhältnis des regionalen zum lokalen Amt wird nicht deutlich reflek-tiert. Sachlich wird man den Dienst des Bischofs in der Region wohl vor allem alsAufsicht und Visitation sehen können. ….. für Luther (ist) der regionale Bischofnicht eine hierarchisch herausgehobene Sonderform des Priesteramtes, sondern um-gekehrt der Pfarrer einer Ortsgemeinde Bischof im vollen geistlichen Sinne des Wor-tes ebenso wie der regionale Bischof. Weil es in der Kirche letztlich nur ein einzigesunverzichtbares Amt gibt, das apostolische Bischofsamt, kann er das Amt am Ort undin der Region nicht unterschiedlich begründen und voneinander ableiten“ (GeorgKretschmar,Das bischöfliche Amt. Kirchengeschichtliche und ökumenische Studienzur Frage des kirchlichen Amtes hg. von Dorothea Wendebourg, Göttingen 1999, 309).18„Habet igitur episcopus potestatem ordinis, hoc est, ministerium verbi et sacramen-torum, habet et potestatem iurisdictionis, hoc est, auctoritatem excommunicandi obnoxiospublicis criminibus, et rursus absolvendi eos, si conversi petant absolutionem.“ Apol.28,13; BSELK 400.17

vino!Der „tilkommer ... ifølge evangeliet eller, som man siger, af gud-dommelig ret, biskopperne som biskopper, dvs. som dem, hvem ordetsog sakramenternes tjeneste er overdraget, denne fuldmagt: at forladesynder, at forkaste den lære, der afviger fra evangeliet, og at udelukkevantro, hvis ugudelighed er bekendt, fra kirkens fællesskab, uden men-neskelig magt, men ved ordet alene.” Og det tilføjes: „Her bør menig-hederne (den tyske tekst tydeliggør med det udførligere udtryk:diePfarrleut und Kirchen)nødvendigvis og efter guddommelig ret visedem lydighed, ...” (CA Art. 28,22).Den myndighed, en biskop har, har han imidlertid ikke i kraft af ensærlig bispeordination, men det udelukker jo ikke, at han inden forrammerne af sin tilsynstjeneste med rette kan hævde et lydighedskraviure divino.Et sådant krav på lydighed har han nemlig, når og hvis hanudøver sin bispegerning som en ordets tjeneste (ministeriumverbi)–og kun da! Hvis han svigter denne opgave, skylder man ham jo netopingen lydighed. Det er ikke bispeembedet, men ordets embede, der erlivsnødvendigt for kirken. Det gælder også, selv om han har sin myn-dighediure divino– hvad han faktisk som sagt kun har, hvis han har denrette relation til ordet og handler som dets tjener.19Et i lutherske sammenhænge ubesvaret spørgsmål er problemet om-kring den historiske biskoppelige succession og dens betydning, resp.nødvendighed. De lutherske bekendelsesskrifter er tavse herom, lige-som Luther tilsyneladende ikke engang har kendt terminologien, menfra Melanchthons hånd foreligger der ytringer, der – i øvrigt i fuldkonsekvens af hans manglende skelnen mellem biskop og præst – ihøjere grad synes at pointere den presbyterale end den episkopalesuccession.20Han kan således iTractatus de potestate papaehævde,19

Se hertilLeif Grane,Confessio Augustana. Oversættelse med noter. Indførelse iden lutherske reformations hovedtanker, København-Stockholm-Oslo 1959, 132f, menogsåWilhelm Maurer,Historischer Kommentar zur Confessio Augustana I, Einlei-tung und Ordnungsfragen, Gütersloh 1976, 84 ff.20I polemik mod de forsøg på formidling (f.eks. på rigsdagen i Regensburg 1541) mel-lem de stridende parter, der fandt sted i tiden efter rigsdagen i Augsburg og præsenta-tionen af den lutherske hovedbekendelse,Confessio Augustana,i 1530, understregerMelanchthon i den endelige udgave af sin dogmatik (Locicommunes,1559) med altydelighed, at kirken ikke er bundet til den biskoppelige succession, men til Guds ordi evangeliet: „Dixi … Ecclesiam non esse alligatam ad successionem ordinariam, utvocant, Episcoporum, sed ad Evangelium.” Melanchthons Werke in Auswahl, Bd. 2/2, ed. Hans Engelland, Gütersloh 1953, 493. Her citeret efterGeorg Kretschmar,DieWiederentdeckung des Konzeptes der „Apostolischen Sukzession” im Umkreis derReformation, i:Bengt Hägglund und Gerhard Müller (Hrsg.),Kirche in der SchuleLuthers. FS Joachim Heubach, Erlangen 1995, 231-279, her 266. Kretschmars omfat-tende og grundige artikel påviser, hvorledes successionsbegrebet fra ikke at havespillet nogen rolle i selve reformationsårene efterhånden og specielt i den tekst, hankalderWormser Entwurf(1540), og som er forlægget til forhandlingsgrundlaget for

at enordinatio a pastoreer lige så gyldig som en biskoppelig ordinati-on21, samt at menighederneiure divinoer forpligtede til at ordinerepræster i det tilfælde, hvor biskopperne enten er hæretiske eller ulov-ligt nægter at ordinere dertil egnede personer.22Den episkopale, resp.presbyterale succession skal på en eller anden måde garantere den ak-tuelle evangelieforkyndelses og sakramentsforvaltnings kontinuitet medden apostolske oprindelse, og det er biskoppens opgave i kraft af sinepiskopèat drage omsorg for kirkens enhed. Varetagelsen af kirkensapostolicitet og katolicitet hører på en særlig måde til biskoppens an-svarsområde. Selv om antagelsen, at biskop og præst principielt er detsamme, stadig holder stik, så er biskoppens funktion dog en anden endpræstens, idet han alenei praksistager sig af kirke- og læretugtsspørgsmålog under normale omstændigheder er den instans, der bekræfter menig-hedens kaldelse af en person ved at ordinere vedkommende til præste-embedet.Bispeembedet i anglikansk perspektivDen første reformatoriske ærkebiskop af Canterbury, Thomas Cranmer,var overordentlig optaget af spørgsmålet om kirkens enhed, herunderspecielt problemet om udsoningen mellem reformationens forskelligeretninger. Det økumeniske anliggende prægede derfor fra første færdden anglikanske kirke, der traditionelt har forstået sig selv som en for-midlende og forsonendevia mediamellem katolicismen og protestan-tismen, der har forsøgt at kombinere en klassisk reformatorisk kristen-domsforståelse med en på mange måder traditionel liturgi og kirkeord-ning, herunder bevarelse af det treleddede kirkelige embede (biskop,præst, diakon) og læren om den apostolske succession.23Denne understregning afsuccessio apostolicaforstået som succession ibispeembedet har lige siden på den ene side betonet anglikanismens konti-nuitet med den katolske og ortodokse kristenhed, men på den andenrigsdagen i Regensburg (1541), dukker op igen uden imidlertid at besidde den for-nødne gennemslagskraft. Dermed var bispesuccessionens skæbne i den klassiske lu-therdom mere eller mindre beseglet: Skønt den kontinentale (til forskel fra den engel-ske) reformations afkald på bispetitel og bispesuccession, som Kretschmar viser, havdesin baggrund mere i historiske end i teologiske årsager, så var de forsøg, der blevgjort „im Umkreis der Reformation“ på at genoplive problemstillingen, ikke stærkenok til at ændre, hvad den historiske udvikling havde ført med sig. Denne kendsger-ning skal vi, eftertiden, imidlertid bedømmeteologisk,hvilket efter Kretschmars me-ning frugtbart kunne gøres under inddragelse af netop det omtalteWormser Entwurf.21Tractatus de potestate papae 64f; BSELK 490.22Tractatus de potestate papae 72; BSELK 492.23Dette kom tydeligt til udtryk, da Matthew Parker 1556 blev bispeviet som Cran-mers efterfølger på ærkebispestolen under bevidst deltagelse af to biskopper (ud af fire),der var blevet (katolsk) bispeviet allerede under Henrik VIII.

side også vist sig problematisk i forholdet til de ikke-biskoppelige,protestantiske kirker. På denne front har den anglikanske opretholdelseaf den apostolske succession måttet stå sin prøve. I det store og hele harman reageret på tre forskellige måder på denne udfordring:1. En anglokatolsk, højkirkelig fløj har henvist til bispeembedet somhørende med til selveesse ecclesiae,hvorfor kirker, der ikke hardette embede, ikke i fuld forstand kan anerkendes som kirker.2. En midterfløj hævder, at den biskoppelige hierarkiske strukturhører med tilplenum esse ecclesiaeog derfor er betingelse forfuldt kirkefællesskab.3. Endelig gør en lavkirkelig fløj gældende, at den traditionelle tre-leddede embedsstruktur kun skal ses som udtryk for enbene esseecclesiae,der ikke nødvendigvis er den eneste mulige organisa-tionsform, men som en ordning, der hidtil har vist sin nytte ogslidstyrke, og som man derfor ikke bare skal opgive.Spørgsmålet om bispeembedet og successionen har der således været altandet end enighed om i løbet af anglikanismens historie. På den andenside har man alle uenigheder til trods officielt fastholdt bispeinstitutionenog den historiske succession som et særkende for den anglikanske kirke(jf. nedenfor), navnlig i dens relation til andre reformatoriske kirker.Det er derfor også forståeligt, at successionen kom til at spille en væsent-lig rolle i anglikanismens møde med andre kirker i det hele taget, ja herblev bispesuccessionen den faktor, der slog bro mellem trofasthedenover for det katolske og forpligtelsen på det protestantiske, og som bor-gede for, at den engelske reformation bevarede kontinuiteten med den før-reformatoriske katolske kirke. Anglikanismen blevCatholicogEpiscopal,menyet Protestant24, envia media,en brokirke25.Lambeth QuadrilateralEt væsentligt instrument til bevaring af den anglikanske enhed har siden1867 været de såkaldte Lambeth-konferencer, der under forsæde af den en-gelske kirkes primas, ærkebiskoppen af Canterbury, træder sammen ca.hvert 10. år i Lambeth Palace i London til drøftelse af fælles problemerog med vilje til at tilstræbe en fælles stillingtagen til dem. I økumeniskhenseende er specielt den 3. Lambeth-konference i 1888 af interesse, idetdet her i fire punkter blev fastslået, efter hvilke kriterierAnglican Com-munionkan indgå kirkeligt fællesskab med andre kirkesamfund (det

såkaldteLambeth Quadrilateral).26Forudsætningerne for kirkefællesskaber herefter anerkendelse af•Skriften som frelsessufficient og sidste appelinstans i spørgsmålvedrørende troen,•Apostolicum som dåbssymbol og af Nicænum som tilstrækkeligsammenfatning af den kristne tro,•sakramenterne dåb og nadver forvaltet i overensstemmelse medKristi befaling og•det historiske, skønt stedse lokalt tilpassede episkopat.Lambeth Quadrilateral viser som allerede ovenfor påpeget, hvorledesden anglikanske kirke forener en karakteristisk reformatorisk tilgang tilskrift og bekendelse med opretholdelsen af den episkopale kirkestruktur,som den normativt urgerer som hørende til kirkens væsen (esse, resp.ple-num ecclesiae,etnon-optional extra).Hvilket på en måde tvinger densøkumeniske partnere til i det mindste at anerkende bispeembedet som ud-tryk forbene esse ecclesiae.27Den anglikanske kirke anser ikke sig selvsom den eneste sande kirke, men snarere som en familie af kirker indenfor rammerne af den ene universale kirke, hvis forskelligartede kirkesam-fund anglikanerne ikke finder anledning til at frakende deres karakter afkirke. Over for disse andre kirkesamfund giver anglikanerne imidlertid vedal anerkendelse af de non-episkopale kirkesamfund som værdifulderammer om Helligåndens nåderige virksomhed umiskendeligt udtryk forderes overbevisning om, at det historiske episkopat, der efter deres op-fattelse har sit udspring i Kristi opdrag og hviler på hele kirkens autori-26

a. The Holy Scriptures of the Old and New Testaments, as containing all things neces-sary to salvation, and as being the rule and ultimate standard of faith.b. The Apostles’ Creed, as the Baptismal Symbol; and the Nicene Creed, as the sufficientstatement of the Christian Faith.c. The two Sacraments ordained by Christ Himself, Baptism and the Supper of theLord, ministered with unfailing use of Christ’s words of Institution, and of the ele-ments ordained by Him.d. The Historic Episcopate, locally adapted in the methods of its administration to thevarying needs of the nations and peoples called of God into the Unity of His Church.27Dette svækkes kun tilsyneladende af den svagere og mere generelle formulering,som Lambeth-konferencen 1920 i sinAppeal to All Christian Peoplegav Quadrilateralsfjerde punkt: „A ministry acknowledged by every part of the Church as possessingnot only the inward call of the Spirit, but also the commission of Christ and the au-thority of the whole body.” Relativeringen af den oprindelige formulering afsvækkesimidlertid af det umiddelbart følgende spørgsmål: „May we not reasonably claim thatthe Episcopate is the one means of providing such a ministry?” Og den oprindeligeordlyd fra 1888 har da også vist sig at besidde den største slidstyrke og således haveopnået en maximal grad af kirkelig reception, der er forudsætning for Quadrilateralsrolle som kriterium for anglikanske kirkers deltagelse i økumeniske aktiviteter.

tet, „is now and will prove to be in the future the best instrument formaintaining the unity and continuity in the Church”, som Lambeth-konferencen udtrykte sig 1920.Det er i denne ånd og med Quadrilateral som kriteriologisk standard,anglikanismen lige fra den økumeniske bevægelses første begyndelsetil i dag har ført intensive dialoger med andre kirker.28Relationerne tillutherdommen har i almindelighed været gode og præget af anglika-nismens vilje til åbenhed over for ikke-episkopale søsterkirker, selvom Quadrilaterals betoning af det historiske episkopat og den apostol-ske succession indtil Porvoo-Erklæringen (hvis formuleringer imidler-tid forbliver uigennemskuelige [jf. nedenfor, s. 24 f]) har stået i vejen foretablering af fuldt kirkefællesskab. Dialogresultaterne bærer ofte vidnes-byrd om det særprægede, engelske kirkelige diplomati, der måske nokundertiden forjætter mere, end teologien kan holde til. Der er næppe tvivlom, at de personer, der er aktive i de interkonfessionelle forhandlinger, stården højkirkelige anglokatolicisme nærmere end mange andre medlemmerafAnglican Communion.Disse andre tilhører imidlertid også fællesskabetog kræver som høj-anglikanerne at være omfattet af det anglikanskeprincip omcomprehensiveness.Bispeembedet har formentlig for alle fløjeen umistelig betydning, som intet diplomatisk tiltag kan tilsløre (f.eks.Meissen, Porvoo og i modificeret skikkelseChurch of South India).Ikke mindst i lyset af sidstnævnte er det tankevækkende at undersøgeLambeth Quadrilateral’s rolle i anglikanismens dialog med europæiskeprotestantiske kirker et halvt århundrede efter indgåelsen af den sydin-diske kirkeunion. Dette kan aflæses i overenskomsterne fra Porvoo,Meissen og Reuilly.Lambeth Quadrilateral på praktisk prøvea. Church of South IndiaHistorien har indtil videre kun set ét eneste eksempel på, at anglika-nismen har renonceret på anvendelsen af det ellers ufravigelige principom det historiske episkopat. Det skete, da de fleste kirker i Sydindien(af kongregationalistisk, presbyteriansk, reformert, anglikansk og meto-distisk, menikkeluthersk tradition) i opgør med eksporten af den gamleverdens teologiske problemer til missionsmarken, der gjorde forkyndelsenutroværdig og missionen ineffektiv, i året 1947 dannede unionskirkenChurch of South Indiaog ved den lejlighed besluttede at komme prag-matisk til rette med princippet omhistoric episcopateved på den eneside at anerkende samtlige biskoppeligt og ikke-biskoppeligt indviede28

embedsbærere, men på den anden fra unionens ikrafttræden at gennem-føre samtlige ordinationer i henhold til Lambeth Quadrilateral. Denneløsning er naturligvis ubestrideligt udtryk for en økumenisk åbning fraanglikanernes side, men det er lige så ubestrideligt en imødekommen-hed, som i det lange løb (der oven i købet kun blev defineret til at om-fatte 30 år) automatisk vil forvandle Church of South India til en bi-skoppeligt struktureret kirke. Den eneste indrømmelse, som anglika-nismen gjorde, var således i virkeligheden blot at koncedere et 30-årigtmoratorium for brugen af det fulde Lambeth Quadrilateral med den er-klærede hensigt herefter at gøre det til læremæssig basis for den nyekirkeunion.b. PorvooEt godt eksempel fra de seneste år på den typisk anglikanske forening afkonfessionel restriktion og økumenisk imødekommenhed over for lutherskekirker foreligger i Porvoo-, Meissen og Reuilly-forhandlingerne.29Porvoo-teksten tilsigter som anført etablering af fuldt kirkefællesskab mellem denordiske og baltiske lutherske kirker og de anglikanske kirker i UnitedKingdom (England, Skotland og Wales). Forhandlingerne, der førte fremtil den såkaldte fællesudtalelse(Common Statement),kan på en måde be-tragtes som klimax på en hel række dialoger mellem anglikanisme og lu-therdom både på regionalt og internationalt plan, idet der allerede var op-nået en ret omfattende enighed mellem de to konfessioner, inden Porvoo-samtalerne (1989-1992) satte ind. Sigtet var intet mindre end „full com-munion” og overvindelse af de vanskeligheder med henblik påsuccessioapostolicaogthe historic episcopate,der i århundreder havde forhindretnogen virkelig tilnærmelse mellemThe Anglican Communionog luther-dommen. Det var det epokegørende gennembrud og den væsentlige kir-kehistoriske begivenhed, man havde for øje. Porvoo-dokumentet stiller enanglikansk anerkendelse af kirker, der ved reformationen faldt ud af denbiskoppelige apostolske succession, dvs. først og fremmest den norske,danske og islandske lutherske kirke, i udsigt.Dette betegner muligvis et brud med århundreders anglikansk traditionog en tilsyneladende reinterpretation for ikke at sige omstødelse afTheLambeth Quadrilateral.Det intenderede kirkefællesskab indebærer fæl-lesskab i forkyndelsen og tjenesten for verden, indrettelse af kollegiale ogkonciliære organer til drøftelse af tros- og kirkeforfatningsspørgsmål samt29

sidst, men ikke mindst nadverfællesskab og mulighed for udveksling afpræster uden krav om reordination, men dog naturligvis kun „efter ind-bydelse og i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler”(§ 58b).Som forudsætning herfor anerkender de involverede kirker iPorvoo-Erklæringenhinanden som kirker i fuld forstand og som jævnbyrdigedele af den ene, hellige, katolske og apostolske kirke. De er fælles i be-kendelsen af den apostolske tro og anerkender desuden gensidigt deres re-spektive forkyndelse som autentisk og deres sakramentsforvaltning som ret.De tilslutter sig endvidere et syn på de ordinerede embeder, der ser dissesom instrumenter for den guddommelige nåde og som værendeiure divino.De konstaterer, at tilsynsembedet(episcopè),omend i forskellige former,findes og udøves i alle deltagende kirker og således sikrer disses apostol-ske kontinuitet. Endelig anerkender de, at „bispeembedet værdsættes ogopretholdes i alle vore kirker som et synligt tegn, der giver udtryk for ogtjener Kirkens enhed og kontinuitet i apostolsk liv, tjeneste og embede”(§ 58a).Som helhed, i forkyndelse og tjeneste, skal kirken altså værne om ufor-anderligheden og kontinuiteten i det oprindelige budskab, men „Det or-dinerede embede har et særligt ansvar for at vidne om denne tradition ogfor at forkynde det på ny med autoritet i hver ny generation” (§ 40). Detteapostolske embedes opgave er at opbygge Kristi Legeme og koordinerede nådegaver, Gud har skænket sit folk. Dette særlige embede kalderFællesudtalelsen for „tilsynsembedet,episcopé,der indebærer omsorg forhele fællesskabets liv, at være hyrde for hyrder og at give sand føde tilKristi hjord, ...Episcopé(tilsyn) er nødvendigt for hele Kirken, og trofastudøvelse af dette tilsyn i evangeliets lys er af grundlæggende betydningfor Kirkens liv” (§ 42). Dette tilsyn er især biskoppens opgave, selv omdet ikke blot udøves personligt, men også „collegially and communally”(§ 44), dvs. sammen med andre ordinerede personer og synodalt. Densidste grund til, at kirken overhovedet formår at være trofast, og at detoverhovedet giver mening at udøveepiscopè,er Herrens eget løfte om, athan ved sin Ånd vil være til stede og vejlede den til sandheden.Denne Åndens vejledning knytter anglikanismen og med den Porvoo-udtalelsen specielt til bispeembedet og bispevielsen, ved hvilken kirken itillid til Guds løfte under bøn og håndspålæggelse anmoder Gud om atudruste ordinanden og kirken som helhed med Helligånden. Ved dennehandling følger kirken den apostolske skik: det er „at gøre, som apostlenegjorde, og som Kirken har gjort gennem alle tider” (§ 47). Bispeordinati-onen, der tilsigter at indvie en biskop i bevidst kontinuitet med apostlene,ser Porvoo-dokumentet som et tegn på Guds trofasthed og som et udtrykfor, at kirken ved sig forpligtet på den apostolske kirkes kendetegn. Imid-lertid garanterer den historiske succession ikke i sig selv kirkens aposto-

licitet så lidt som den pågældende biskops egen personlige trofasthed.„Ikke desto mindre forbliver fastholdelsen ved tegnet en konstant udfor-dring til troskab og enhed og et kald til vidnesbyrd om og stadig sandereudfoldelse af det, som er de uforanderlige kendetegn for apostlenes Kirke”(§ 51). Ganske bemærkelsesværdigt tilføjes det, at apostoliciteten kan væregaranteret også i kirker, der formelt ikke har bevaret den episkopale apo-stolske succession, men reelt intenderer at bevare kontinuiteten med denapostolske menighed.Denne tilføjelse bliver mulig, fordi håndspålæggelsen ved ordinationenifølge Porvoo ikke er et eksklusivt og unikt, men ét af flere udtryk forden apostolske succession, der manifesterer sig „i hele Kirkens apostolsketradition … (og) er et udtryk for uforanderligheden og dermed for konti-nuiteten i Kristi egen opgave, som Kirken tager del i” (§ 39).30Den histo-riske bispesuccession er ét blandt flere andre tegn på kirkens apostolici-tet. Denne på kirken som helhed applicerede apostolske succession bliverderfor det overordnede og bispesuccessionen på linie med flere andretegn på apostolicitet (forkyndelse, sakramenter etc.) i den forstand det se-kundære, og derfor kunne anglikanerne i Porvoo tilkende også de non-episkopale kirker (Danmark og Norge) karakter af apostolske kirker,idet „Den gensidige anerkendelse af vore kirker og embeder er teolo-gisk set til stede forud for brugen af det tegn, som håndspålæggelsen eri den historiske succession” (§ 53).31Det betyder imidlertid ingenlunde, at bispesuccessionen mister sinvægt og betydning. Det ses alene af antallet af paragraffer (21 af 61),som Porvoo-Erklæringen vier dette spørgsmål (§§ 34-54). Men der erpå den anden side næppe tvivl om, at det traditionelle anglikanske synpå bispesuccessionen her er undergået en forandring og har fået enform, der tillader anglikanerne at tilkende kirkesamfund, der ikke hardenne form for succession, men selvfølgelig nok forstår sig som apo-stolske, karakter af apostolsk kirke. Dette åbner så på sin side vejen tilfuld anerkendelse og dermed genforening og udsoning med disse kir-ker, og det er da også her, der konstruktivt kan knyttes til, hvis manønsker at tilslutte sig Porvoo-Erklæringen, og det i øvrigt kan godtgø-30

Den engelske originalversion er tydeligere: „… the primary manifestation of apostolicsuccession is to be found in the apostolic tradition of the Church as a whole. The suc-cession is an expression of the permanence and, therefore, of the continuity of Christ’sown mission in which the Church participates.” Til Porvoo’s tolkning af den apostolskesuccession seGünther Gassmann,Das Porvoo-Dokument als Grundlage anglikanisch-lutherischer Kirchengemeinschaft im nördlichen Europa, i: Ökumenische Rundschau44 (1995), 172-183, særligt 177 ff.31Igen er den engelske tekst tydeligere: „The mutual acknowledgment of our chur-ches and ministries is theologically prior to the use of the sign of the laying on ofhands in the historic succession.”

res, at lutheranerne ikke i sidste instans forledes til at skrive under pånoget, som det kan blive vanskeligt at forene med et luthersk embeds-syn. Dette er imidlertid et åbent spørgsmål.Porvoo’s tilsyneladende økumeniske åbenhed giver nemlig ved nærmereeftersyn grund til kritiske kommentarer. For det første er mange formule-ringer i de væsentlige paragraffer så svævende og upræcise, at det ikkevirker tillidvækkende. For det andet er der ting, der tyder på, at denhistoriske succession i bispeembedet af Porvoo-tekstens forfattere uansetal imødekommenhed anses for at være det normale og normative. Det eret beklageligt historisk „uheld”, at den danske og norske kirke i sin tidmistede successionen, og det kan der kun ses bort fra, når der foreliggerevidens for, at vore kirker også i mellemtiden har haft til hensigt at bevareden oprindelige apostolske tro. Og når det så er godtgjort, er det ifølgePorvoo-dokumentet kun naturligt at få genindført den historiske bispe-successions tegn så hurtigt som muligt, for så først bliver der teologiskorden på tingene. I den forstand er bispeembedet „a non-optional extra”,en tilføjelse, der ikke kan vælges fra.32§ 53 taler udtrykkeligt om „Genoptagelsen af brugen af dette tegn” som„et middel til at synliggøre Kirkens enhed og kontinuitet på alle steder ogtil alle tider”, hvilket imidlertid ikke intenderer at give en negativ vurderingaf den aktuelle dansk-norske embedsstruktur. Men det ønskværdige i gen-indførelsen af den historiske succession bliver helt tydeligt, når det kanhedde: „Ved at bevæge os mod hinanden og ved at blive tjent af et forso-net og gensidigt anerkendt bispeembede vil vore kirker både være meretro mod deres kaldelse og også mere bevidste om deres behov for forny-32

Interessant er i denne sammenhæng den katolske teologHeinz-Albert Raemskom-mentar til mulighederne for at komme videre i dialogen om bispeembedet efter Leuen-berg, Meissen og Porvoo. Raem henviser til den kontinentale reformations fravalg afkirkens biskoppelige struktur som en „Notordnung”, der var betinget af, at ingen afde katolske biskopper i Tyskland gik over til reformationen, og stiller så det i katolskperspektiv helt evident væsentlige spørgsmål: „Besteht lutherischerseits die Bereit-schaft, von einer ,Notordnung’ zu einer geschichtlich unter dem Beistand des Heili-gen Geistes gewachsenen Ordnung überzugehen, unter der Voraussetzung, daß dieMißstände, die zum Erlaß der ,Notordnung’ geführt haben, beseitigt sind und Maß-nahmen getroffen wurden, daß solche Mißstände nach menschlichem Ermessen nichtmehr aufkommen können?“ Det er værd at notere sig, at Raem ser „den Grundun-terschied zwischen L[euenberger] K[onkordie] und Porvoo” i det, han kalder „dieBeliebigkeit der Gestalt des Amtes”, som han som katolsk teolog naturligvis afviser,men som han øjner en mulighed for at få genforhandlet med lutheranerne (og dermedogså med Leuenberg-Kirkefællesskabet) under anvendelse af Porvoo som løftestang.Heinz-Albert Raem,Leuenberg, Meissen und Porvoo aus römisch-katholischer Sicht,i:Wilhelm Hüffmeier and Colin Podmore (eds.),Leuenberg, Meissen and Porvoo.Consultation between the Churches of the Leuenberg Church Fellowship and theChurches involved in the Meissen Agreement and the Porvoo Agreement [English-German], Leuenberger Texte, Heft 4, Frankfurt am Main 1996, 180-184.

else” (§ 54). Og helt utvetydig bliver teksten, når det afsluttende kan un-derstreges, at den voksende læremæssige forståelse må føre til, „at allevore kirker sammen kan bekræfte værdien og anvendelsen af den histori-ske bispesuccessions tegn ... Dette indebærer, at de kirker, hvor dette tegnen tid ikke har været brugt, er fri til at anerkende tegnets værdi og bør tagedet i brug uden derved at fornægte deres egen apostolske kontinuitet.Dette indebærer også, at de kirker, hvori tegnet har været brugt, er fri tilat anerkende bispeembedets realitet, og at de bør bekræfte den apostolskekontinuitet i de kirker, hvor bispesuccessionens tegn en tid ikke er blevetbrugt” (§ 57).Det turde altså – til trods for alle tågede formuleringer – tydeligt nok væ-re Fællesudtalelsens ønske, at den historiske bispesuccession skal gen-indføres. Til gengæld er det ikke ganske klart, om bispeembedet hører tilesse ecclesiaeeller blot tilbene esse ecclesiae.På den ene side kunneman jo nok forledes til at antage, at bispeembedet kun hører tilbene esseecclesiae,for så vidt som teksten kan tillægge den danske og norske kir-ke faktisk apostolicitet, selv om den historiske udvikling bevirkede opgi-velse af bispesuccessionen. En kirke kan altså være apostolsk, også selvom den ikke besidder den historiske episkopale succession. På den andenside taler dokumentet så varmt for dens genindførelse, at man får en mis-tanke om, at bispeembedet forstås som hørende med til kirkens væsen.33c. MeissenDenne mistanke bekræftes ved en sammenligning med den såkaldteMeissenAgreement34, der gik forud for Porvoo, og som er en parallel aftale mel-lem Church of England og evangeliske kirker i Tyskland. Meissen-33

Det er i grunden næppe så overraskende, at anglikanerne kan tilkende den norskeog danske kirke faktisk apostolicitet, for så vidt disse kirker naturligvis intenderer atstå i apostolsk kontinuitet. Det vil en hvilken som helst kirke naturligvis gøre – ogganske uafhængigt af de strukturer, der bærer kontinuiteten. Ellers er der jo ikke taleom en kristen kirke. En lignende anerkendelse ville kirkerne i Norge og Danmark forden sags skyld også kunne få fra Rom, uden at den katolske kirke af den grund kunnedrømme om at retablere kirkefællesskab med dem. Den teologiske hovedregel vil iRom som i Canterbury være, at en kirkes apostolske kontinuitet normalt, men ikkealtid og med nødvendighed kommer til udtryk i bispesuccessionen. Men hvor dennesuccession overhovedet mangler, er der til gengæld kun tale om kirke i deficitær for-stand. Lutherdommen på sin side vil ikke have vanskeligt ved helt udramatisk og af-slappet at tolke den biskoppelige succession som et (kontingent) udtryk for kirkensapostolicitet.34On the Way to Visible Unity, Meissen 1988. Relations between the Church of England,the Federation of the Evangelical Churches in the German Democratic Republic, andthe Evangelical Church in Germany in the Federal Republic of Germany. I:SvenOppegaard and Gregory Cameron (ed.),Anglican-Lutheran Agreements. Regionaland International Agreements 1972-2002, LWF Documentation No. 49, Geneva 2004,129-144.

teksten kunne på væsentlige punkter næsten have tjent som forlæg forPorvoo. De to dokumenter minder på adskillige punkter og helt ind i formu-leringerne om hinanden, men adskiller sig på det i nærværende sammen-hæng helt afgørende område, nemlig bispeembedet, som nogle af de be-rørte tyske kirker ganske enkelt ikke besidder. Derfor kan Meissen-tekstenbruges som hermeneutisk nøgle til forståelse af Porvoo-udtalelsens syn påforholdet mellem bispeembede og kirke og som prøve på, om den faktiskanser bispeembedet som hørende med til kirkens væsen. Den afgørendeformulering lyder således: „Lutheran, Reformed and United Churches,though being increasingly prepared to appreciate episcopal succession ,asa sign of the apostolicity of the life of the whole Church’, hold that thisparticular form ofepiscopeshould not become a necessary condition for,full, visible unity’. The Anglican understanding of full, visible unity in-cludes the historic episcopate and full interchangeability of ministers.Be-cause of this remaining difference our mutual recognition of one an-other's ministries does not yet result in the full interchangeability ofministers”(Meissen Agreement, § 16; her kursiveret).Meissen-aftalen er altså betydeligt klarere i sit ordvalg og forbliver tro-fast over for Lambeth Quadrilateral og dets krav om anerkendelse afthehistoric episcopatesom forudsætning for kirkelig enhed. Følgelig afviserden etablering af enhed mellem den anglikanske kirke og de reformatoriskekirker, der ikke kender bispeembedet, skønt den anerkender „that perso-nal and collegial oversight (episkope) is embodied and exercised in ourchurches in a variety of forms, episcopal and non-episcopal, as a visiblesign of the Church’s unity and continuity in apostolic life, mission andministry” (§ 17A IV).Nu kunne forskellen mellem Porvoo og Meissen jo eventuelt forklares ved,at det afgørende gennembrud til et nyt og anderledes syn på bispesucces-sionen havde fundet sted i selve Porvoo-forhandlingerne, der derfor na-turligt nok måtte ende i en anden forståelse end Meissen, og som efter alsandsynlighed ville præge alle fremtidige økumeniske forhandlingermellem anglikanismen og andre kirker. Om dette også blev tilfældet, ervi faktisk i stand til at efterprøve, eftersom de anglikanske kirker nogle årefteraffattelsen af Porvoo-Erklæringen igen indgik en overenskomst medkontinentale, protestantiske kirker, denne gang i Frankrig, der er typolo-gisk sammenlignelige med Meissen-kirkerne. Den anglikanske holdningtil de franske protestanter er usædvanlig lærerig og kaster et interessantlys over det spørgsmål, hvorvidt den tilsyneladende nye forståelse af suc-cessionen, som efter ovenstående tolkning eventuelt kunne foreligge iPorvoo, holder for en nærmere prøvelse. Hvis dette er tilfældet, er tekstenen økumenisk milepæl og faktisk udtryk for et revolutionerende brud

med hidtidig anglikansk lære og med Lambeth Quadrilateral.35I så faldmarkerer Porvoo indledningen til en ny æra i de anglikanske kirkers rela-tioner til andre kirker. Om dette nybrud bliver reciperet afAnglican Com-munion,vil det efter Porvoo være det, der bestemmer det officielle ang-likanske syn på bispesuccessionen.d. ReuillyVirkeligheden ser imidlertid anderledes ud. Det viser sig nu, at den sene-re aftale mellem de anglikanske kirker i Storbritannien og Irland og delutherske og reformerte kirker i Frankrig (det såkaldteReuilly CommonStatement36, 2001) er om muligt endnu klarere i mælet end Meissen-dokumentet og bekræfter berettigelsen af en kritisk tilgang til den folke-kirkelige tilslutning til Porvoo. Reuilly-overenskomsten er et paralleldo-kument til Meissen-aftalen og som den indgået med kirker, der ikke nød-vendigvis er biskoppeligt struktureret. Det understreges her, at „Angli-cans … make a distinction between the recognition (acknowledgment) ofthe Church of Christ in another tradition, including the authentic word,sacraments and ministries of the other churches, and a further stage – theformation of a reconciled, common ministry in the historic episcopal suc-cession, together with the establishment of forms of collegial and con-ciliar oversight. Anglicans speak of this further stage as the reconciliationof churches and ministries” (§ 27). Og i § 37 helt umisforståeligt: „Angli-cans hold that the full visible unity of the Church includes the historicepiscopal succession.” Hvilket logisk nok indebærer, at der endnu ikkekan etableres fuld synlig enhed mellem de pågældende kirker. Man kanmed fuld ret konkludere, at Reuilly og Meissen ligger helt på samme li-nie med henblik på bispesuccessionens betydning for kirkens enhed ogindgåelse af kirkefællesskab. Den nærliggende mulighed, at Porvoo kunnehave haft en afsmittende effekt på udformningen af Reuilly-aftalen, ud-nyttes skuffende nok ikke. Der foreligger muligvis – og i bedste fald og iluthersk perspektiv – en vis glædelig, hidtil ukendt bevægelighed i det35

En sådan optimisme giverAndré Birmeléudtryk for, når han skriver: „Es hat eineZeit gegeben, in welcher aufgrund des Lambeth Quadrilaterals die Anglikaner luthe-rische und reformierte Kirchen wegen des fehlenden historischen Bischofsamtesnicht als vollen Ausdruck der Kirche Christi verstanden haben. In dieser Phase gab eseine weitreichende, aber keine volle Kirchengemeinschaft. Die neuere anglikanischeTheologie und nicht zuletzt P[orvoo] S[tatement] zeigen, daß andere Wege möglichsind, ohne daß die Anglikaner die Forderung nach einem gemeinsam ausgeübten Bi-schofsamt in historischer Sukzession dabei aufgeben.“ Leuenberg – Meissen – Porvoo.Zur Gemeinschaft der anglikanischen, lutherischen, reformierten und unierten Kir-chen Europas, i:Wilhelm Hüffmeier and Colin Podmore (eds.),op. cit., 47. Birmeléssympatiske holdning bekræftes desværre ikke af udviklingen efter Porvoo (se nedenfor).36Called to Witness and Service. The Reuilly Common Statement. I:Sven Oppegaardand Gregory Cameron (ed.),Anglican-Lutheran Agreements. Regional and Interna-tional Agreements 1972-2002, LWF Documentation No. 49, Geneva 2004, 201-230.

anglikanske standpunkt, som det kommer til udtryk i Porvoo, men megettyder på, at det ikke vil være forkert at antage, at bispesuccessionen nusom før hører til de områder af anglikansk lære, der i sidste instans er„non-negotiable”.37Under alle omstændigheder vil man uden overdri-velse kunne hævde, at Porvoo-nybruddet ikke var blevet reciperet, daReuilly-aftalen udarbejdedes. Hvis der da var et nybrud at recipere?Økumeniske konsekvenser for FolkekirkenAnalysen af Porvoo-teksten i lyset af erklæringerne fra Reuilly og Meis-sen afslører uheldige konsekvenser for Folkekirkens økumeniske relatio-ner. Meissen og Reuilly dokumenterer anglikanismens samtaler med kir-ker, der står i samme reformatoriske tradition som Folkekirken. Det ene-ste, der læremæssigt adskiller denne fra kirkerne i Tyskland og Frankriger den formelle kendsgerning, at disse kirker ikke alle besidder bispeem-bedet – hvilket naturligvis ikke udelukker, at de har andre institutioner tilat varetage den også efter kontinental-reformatorisk opfattelse nødvendi-geepiscopè.Sagligt teologisk burde anglikanismens relation til de luther-ske kirker i Norden ikke adskille sig fra dens forhold til de reformatori-ske kirker i Tyskland og Frankrig. Teksterne fra Meissen og Reuilly er pådette punkt langt mere præcise end den på mange måder vanskeligt hånd-terbare tekst fra Porvoo. Derfor kan Meissen og Reuilly fungere som her-meneutisk hjælp til analyse af Porvoos uklarheder. Resultatet heraf synesaltså at blive, at anglikanismen også i Porvoo Statement – til trods foralle tilsyneladende økumeniske åbninger – fastholder kirkens apostolskekontinuitet i bispesuccessionen mere end i en succession i forkyndelsen,som lutherdommen kunne formulere det.Alt dette kunne man til nød lade være anglikanismens problem, fordi detjo – sådan kunne man argumentere – tilsyneladende ikke afficerer densrelation til skandinavisk og baltisk lutherdom38, hvis det ikke lige var for37

Jf.Stephen Sykes and John Booty (ed.),The Study of Anglicanism, London and Min-neapolis/Minn. 1988, 398 ff.38Denne holdning kommer til udtryk hosPeter Widmann(Udtalelse om Porvoo-erklæringen, i: Fønix Nr. 2, 19. årg., København 1995, 114 ff), når han (126-127)hævder, at „Når [anglikanerne] ikke udtrykkeligt gør Meissen-dokumentet til en delaf Porvoo-erklæringen, behøver vi heller ikke at gøre det. I Porvoo erklæres den ful-de enighed, uden at ,det historiske episkopat’ på utvetydig vis er gjort til en nødven-dig betingelse. Når vi således i vores fortolkning af Porvoo-erklæringen tilslutter osden protestantiske opfattelse fra Meissen, som anglikanerne dengang (1988) har af-vist, så er det ikke vores problem.” At ,det historiske episkopat’ ikke på utvetydig viser gjort til en nødvendig betingelse, er jo netop noget af det mest problematiske vedPorvoo-teksten, og det er mildt sagt ikke bare anglikanernes problem. Det er det selv-følgelig også, men det er og forbliver et problem også for lutheranerne at skrive un-der på en aftale, der på det væsentligste teologiske punkt forbliver uklart. Det er deringen af de involverede parter, der kan være tjent med, og dette er ikke mindst tilfæl-

den kendsgerning, at Porvoo dermed kommer til at afvise fællesskab medreformatoriske kirker, som Folkekirken i forvejen er forbundet med iLeuenberg-Kirkefællesskabet, og som den på en måde kommer til at for-råde – eller i hvert fald være usolidarisk med – ved undertegnelsen afPorvoo-Erklæringen. Sjældent viser det økumeniske Janus-hoved og pro-blemet om den nødvendige kohærens mellem interkonfessionelle afta-ler, indgået af kirkerne til den ene og anden side på forskelligt tidspunktog i forskellige situationer, sig så akut og så tydeligt som i dette tilfælde.Denne vanskelighed kan man selvfølgelig som anført vælge at ignorere,som bispekollegiet og MKR tilsyneladende har gjort. Men det er unægte-lig ikke en attitude, der fremmer respekten hos samtalepartnere. Tværti-mod vil den uundgåeligt medføre et fatalt tab af troværdighed. Alene afden grund kræver dette økumeniske kompatibilitetsproblem en ekstraovervejelse, inden man accepterer vor kirkes tilslutning til Porvoo.

det, når man ved sammenligning mellem Porvoo og de mest nærliggende andre tek-ster af ikke blot sammenligneligt, men i lange passager ordret enslydende indhold måkomme til det resultat, at det historiske episkopat også i Porvoo-sammenhænge efteral sandsynlighed spiller en langt mere afgørende rolle, end det er de fleste lutheranerekært. Jeg skal ikke påstå, at uklarheden er tilsigtet for at fremme receptionen, men jeger ikke i tvivl om, at Porvoo-Erklæringen ikke kan tolkes som det afgørende embeds-teologiske gennembrud, som tilhængerne af den påstår. Og Peter Widmann er da og-så på det rene med, at Porvoo „selvsagt [må] afvises totalt” (127), hvis man følgerden interpretation, jeg her har fremlagt som nødvendig. Men alligevel ender han medat understrege, at vi ikke bør have bekymringer på anglikanernes vegne og udelukke,at de „måske har bevæget sig? Lad os nøjes med vores egne problemer. Vores sag erdet at spørge, om Porvoo-erklæringen tvinger os til noget uevangelisk. Hvis dette ik-ke er tilfældet, kan vi med glæde hilse erklæringens resultater velkommen” (ibid.).Det er rigtigt, at vi ikke skal nære bekymringer på andres vegne, men i dette tilfældebliver anglikanernes problemer også vore, fordi vi står over for at skulle undertegneen overenskomst med en partner, hvis økumeniske adfærdsmønster på grund af enuigennemskuelig teologi på et væsentligt område forbliver intransparent. Hvad villevære mere naturligt, end at anglikanerne, om de virkelig har „bevæget sig” med henblikpå det historiske episkopats betydning, skyndsomst fik indgået en aftale med Meissen-og Reuilly-kirkerne, der afspejlede denne bevægelse? Fordelen herved er for beggeparter, at det grundlag, som der skal tages stilling til og skrives under på, ville få dennødvendige transparens og entydighed. Det er der mig bekendt ikke taget initiativ til.Og så længe denne gennemskuelighed ikke er til stede, forbliver det også uklart, omvi med en tilslutning til Porvoo ikke måske risikerer at handle „uevangelisk”. Uevan-gelisk i luthersk forstand og i strid med principperne i CA Art. VII ville det nemligvære at acceptere det historiske episkopat som betingelse for kirkelig enhed, og somteksten foreligger, er dette just det uklare. At nogle vil anse denne holdning for kon-fessionalistisk forstokkethed, får være; den er lige fuldt bæredygtig, hvis det skal gi-ve mening at føre økumeniske samtaler med udgangspunkt i etluthersksyn på kir-kens væsen og enhed.

Er Leuenberg og Porvoo kompatible?Med henblik på en mulig kompatibilitet mellem Leuenberg-Konkordien ogPorvoo-Erklæringen må man i første række hæfte sig ved sidstnævntes til-syneladende, men uldent formulerede ønske om enhedens genoprettelsemellem den anglikanske kirke i United Kingdom og de lutherske kirker iNorden og Balticum under en faktisk forudsætning af, at disse sidste aner-kender, hhv. genindfører den historiske bispesuccession. Den mest sand-synlige tolkning af Porvoo-teksten er som ovenfor fremstillet, at bispe-embedet forstås som hørende væsensmæssigt med til kirken. Er denne in-terpretation rigtig, mister kohærensen mellem Porvoo og Leuenberg selv-følgelig tilsvarende sine konturer. At gøre bispeembedet til etnecessariumunitatis ecclesiaeer ganske indlysende på kollisionskurs med en lutherskforståelse af kirken og af de nødvendige forudsætninger for dens enhed.CA Art. 7 taler om enighed om evangeliets forkyndelse og sakramenternesforvaltning som det eneste og tilstrækkelige grundlag for kirkens enhed,idet der til etablering af denne kun kan kræves, hvad der er frelsesnød-vendigt.39Reduktionen af den for enheden nødvendige konsensus til detfor frelsen nødvendige (necessariasalutisfalder sammen mednecessariaunitatis)indskrænker den absolut nødvendige enighed til et minimum ogtillader dermed en rig mangfoldighed af tolkninger på alle andre områ-der, uden at enheden dermed brydes. Lutherdommen har således ingenvanskeligheder ved at anerkende anglikanismenshistoric episcopatesomen mulig bærer og tradent af autentisk apostolicitet, men dette episkopatrepræsenterer i luthersk perspektiv en kontingent og derfor kun én af fle-re mulige embedsstrukturer, hvorfor det ikke kan gøre krav på at blivebetragtet som ennødvendigforudsætning for den kirkelige enheds gen-oprettelse. Tilslutningen til Porvoo-Erklæringen truer derfor med at brydebåndene til de lutherske kirker, der ikke har bevaret bispeembedet (menpå den anden side naturligvis et tilsynsembede), og dermed splitte luther-dommen. Dette er næppe en acceptabel konsekvens. Dertil kommer, aten ratifikation af erklæringen som allerede sagt implicerer et brud medøkumeniske partnere, som de norske og danske folkekirker i forvejen er ifællesskab med, i første række netopLeuenberg Kirkefællesskabet.4039

Leuenberger Konkordieligger helt på linie hermed, når den (§ 2) understreger: „Kir-ken er alene grundlagt på Jesus Kristus, som samler og sender den ved at skænke densin frelse i forkyndelsen og sakramenterne. Efter reformatorisk opfattelse er derforoverensstemmelsen om den rette forkyndelse af Evangeliet og den rette forvaltning afsakramenterne nødvendig og tilstrækkelig til Kirkens sande enhed. Af disse reforma-toriske kriterier udleder de deltagende kirker deres forståelse af … kirkefællesskab,…” Oversættelse vedErik Kyndal,Leuenberg Konkordien og Kirkefællesskabet afreformatoriske kirker i Europa, København 2005, 31.40De lutherske kirker i Sverige og Finland har ikke dette problem, idet de står udenfor Leuenberg-Fællesskabet.

Men når dette er sagt, er der jo på den anden side også adskilligt, der for-ener Porvoo og Leuenberg. Begge tekster baserer, om end med forskelli-ge formuleringer, det ønskede kirkefællesskab på en fælles forståelse afdet bibelske budskab og den apostolske tradition.41Både Leuenberg- ogPorvoo-processen tilstræber en eller anden form for synlig enhed, men de eruenige i deres syn på forudsætningerne for dens retablering. Når Leuen-berg-Konkordien ser kirkefællesskab om Ordet og sakramenterne som enmulighed på grund af dialogpartnernes overensstemmende syn på evan-geliet som budskabet om den gudløses nådige retfærdiggørelse, der be-vidnes og bliver virkelighed i ordets forkyndelse og sakramenternes for-valtning, er Porvoo-Erklæringen ikke uenig, men den insisterer derud-over og primært på anerkendelsen af det fælles kirkelige embede, specieltdet historiske episkopat og den apostolske succession, ikke blot som tegnpå, men også som basis for kirkens synlige enhed. Hvor Leuenberg fo-kuserer på den fælles forståelse af evangeliet selv, lægger Porvoo vægtenpå evangeliets af bispesuccessionen bevidnede apostolicitet.Dogmatisk sagligt forholder de to dokumenter sig på en måde suppleren-de til hinanden, idet man her som der er stærkt interesseret i den fællesforståelse af det apostolske evangelium og dettes autentiske overleveringtil senere generationer. Evangelium og apostolicitet hører uløseligt sam-men, men enigheden hører op, når talen falder på den måde, hvorpå denapostolske kontinuitet garanteres og bevares. Denne uenighed afslørerPorvoo-Erklæringen som runden af en anden tænkemåde end den refor-matoriske, der netop undgår at knytte apostoliciteten nødvendigt til kon-tingente, historiske strukturer (som Porvoo selv efter den mest imøde-kommende læsemåde har en umiskendelig tendens til) og derfor er åbenfor at møde den,ubi et quando visum est Deo.Leuenberg underordnerembedsspørgsmålet under den fælles forståelse af retfærdiggørelsen ogkan på det grundlag erklære kirkefællesskab i ord og sakramente (Kan-zel- und Abendmahlsgemeinschaft); Porvoo ser derimod den synlige en-hed i lyset af det historiske episkopat og den apostolske succession, hvil-ket i realiteten (og specielt om man – som jeg mener, man bør – tolkerPorvoo i lyset af Meissen- og Reuilly-Erklæringerne) indebærer en afvis-ning af de reformatoriske kriterier for kirkens enhed og en affærdigelse afkonsensus med henblik på synderes retfærdiggørelsesola gratia et solafidesom sufficient grundlag for kirkefællesskab.Teologisk konklusionMed den her fremlagte tolkning af de relevante tekster er det vanskeligtat se, hvordan konflikten mellem Porvoo og Leuenberg skulle kunne und-41

gås. De to dokumenter er næppe kompatible.42Porvoo-teksten krænkerutvivlsomt genuine reformatoriske grundanskuelser, der ikke ser nogenvæsensforskel mellem en præst og en biskop og udtrykkeligt undgårguddommeliggørelsen af bestemte kirkelige strukturer.43Der er kun étembede, der til gengæld er forordnet af Gud, og bisp og præst er beggeansvarlige for ordets tjeneste og for så vidt forpligtet på evangeliet alene,omend på forskellige funktionsniveauer.Endvidere repræsenterer Leuenberg og Porvoo to forskellige kirkesyn ogderfor også to forskellige enhedsmodeller. Leuenberg-kirkerne er enigeom det centrale i evangeliet og kan derfor umiddelbart indgå i fællesskabmed hinanden. Porvoo-kirkerne er også enige om det centrale i evangeliet,men kan ikke umiddelbart realisere fællesskabet, fordi den ene dialog-partner (anglikanismen) kræver overtagelse af en for reformatorisk teologiartsfremmed bispeteologi for at kunne acceptere lutheranerne, resp. pro-testanterne som del af den synlige enhed.Denne iøjnefaldende forskel i synet på det kirkelige (ordinerede) embedeog især på bispeembedet bevirker tilmed, at anglikanismen kan få van-skeligheder med at anerkende de lutherske kirker somkirkei fuld for-42

Dette spørgsmål er i øvrigt så komplex, at man kun kan hilse André Birmelés for-slag om på europæisk plan at indrette et organ til sikring af kompatibilitet mellem ogkoordination af de efterhånden talrige og derfor mere og mere uoverskuelige økume-niske overenskomster og aftaler. Op. cit., 52.43Dette er også holdningen iDie Kirche Jesu Christi,der er Leuenberg-Kirkefællesskabetsekklesiologische supplement til Konkordien: „At Kristus har indstiftet embedet somen tjeneste for Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, og at dette embedehører med til at være kirke, er noget der må være fuldstændig overensstemmelse om.Men den særlige skikkelse af og strukturerne af dette embede og af kirkens ordninghører til den legitime og lokalt betingede mangfoldigheds område. Denne mangfol-dighed stiller ikke spørgsmålstegn ved kirkefællesskabet. Den behøver dog den stadigeteologiske prøvelse på Kirkens udspring og Kirkens bestemmelse for at forblive enlegitim forskellighed.“Wilhelm Hüffmeier (Hrsg.),Die Kirche Jesu Christi. Der re-formatorische Beitrag zum ökumenischen Dialog über die kirchliche Einheit. Leuen-berger Texte, Heft 1, Frankfurt am Main 1995, 57. Her dansk oversættelse vedErikKyndal,Leuenberg Konkordien og Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Eu-ropa, København 2005, 78. Jf. også de såkaldteTampere-teser om embedet(1986),hvor det (tese 3) hedder: „Skønt Leuenberg-kirkerne i kraft af deres særlige, også histo-risk betingede traditioner har forskelligartede strukturer i kirkeledelsen, er de dog nåettil enighed om, at sådanne forskelle i den kirkelige struktur ikke er til hinder for etkir-kefællesskab,der indebærer prædikestols- og nadverfællesskab samt gensidig aner-kendelse af embede og ordination, så længe spørgsmålet om ledelsen af kirken forbli-ver underordnet under ordets herredømme. De anerkender også i den videre økume-niske diskussion at kunne og burde lære af andre, ikke-reformatoriske kirker, menmener dog, at ingen enkelt historisk tilbleven form for kirkeledelse og embedsstruk-tur kan eller må gælde som forhåndsbetingelse for fællesskab og gensidig anerkendel-se.”Peder Nørgaard-Højen (red.),Leuenberg og Økumene. Tekster og kommentarertil belysning af Leuenberg-kirkernes forhold til den økumeniske bevægelse, NordiskEkumenisk Skriftserie Nr. 18, Uppsala 1988, 124.

stand. De er i bedste fald deficiente kirker, og ved denne kendsgerningrokker hverken uklare formuleringer eller kirkepolitiske manipulationer.44Kirker i ordets egentlige betydning bliver de først, hvis de på den ene elleranden måde – eksplicit eller implicit, teologisk klart eller kirkediploma-tisk tilsløret – accepterer forestillingen om det historiske episkopat. Kon-sekvensen kunne let blive, at vi i fremtiden må indstille os på at opereremed to slags protestantisme, en Leuenberg- og en Porvoo-protestantisme.For at undgå denne fare er det alt om at gøre at skynde sig med omhu ogikke forhastet fremskynde en tilslutning til Porvoo.Men dette betyder på den anden side selvfølgelig ikke, at alt så er tabt, ogvi derfor kan glemme det hele. Tværtimod motiverer dette analytiske re-sultat til yderligere teologisk refleksion, der forhåbentlig med tiden kun-ne føre til konsolidering og videre udbyggelse af de positive ansatser iPorvoo-Erklæringen og deres kirkelige reception i den anglikanske kirke.Før dette er sket, og Porvoo-teksten har undergået en hertil svarende præ-cisering, vil lutherdommen nok være bedst tjent med at udvise en vis til-bageholdenhed over for den.Selv om der således – når alt kommer til alt – næppe er tvivl om, at Porvoo-aftalen i realiteten står fast på Lambeth Quadrilateral, forbliver alt imid-lertid i sidste instans uklart og alt andet end éntydigt. Imod den her gen-nemførte analyse taler eventuelt under alle omstændigheder den praktisk-kirkelige kendsgerning, at den ikke-biskoppelige norske lutherske kirkehar tilsluttet sig aftalen og dermed er blevet accepteret af de deltagendeanglikanske kirker – tilsyneladende uden at man fra norsk side har væretsig bevidst dermed at krænke forholdet til Leuenberg-kirkerne. Endnu stårDen Danske Folkekirke uden for Porvoo-fællesskabet, men det kan konsta-teres, at de fra anglikansk hold i de senere år udfoldede, bemærkelses-værdige anstrengelser for at få den til at tilslutte sig det, nu ser ud til atbære frugt.Afsluttende bemærkningerMed ovenstående udredninger af nogle enkelte, men vigtige punkter iPorvoo-dokumentet er der ikke nødvendigvis lagt op til en kritisk afvis-ning af hele den teologiske proces, hvoraf det resulterede. De er ene ogalene begrundet i ønsket om at gøre sig klart, hvad det er, man siger ja til,hvis man tilslutter sig Porvoo-Erklæringen. Det lader sig næppe gøremed en flot bemærkning om, at anglikansk og luthersk embedsforståelsenok i grunden er identisk, og slet ikke ved – som biskop Drejergaard gør44

det i kritik af sognepræst Torkild Thaning – at tolke Fællesudtalelsen fraPorvoo „som et udtryk for de anglikanske kirkers bestræbelse for atsnakke sig ud af deres traditionelle opfattelse af bispeembedet og denapostolske succession, som man af samme grund omdøbte til ,historisksuccession’”.45Det er vanskeligt at fatte den despekt for den anglikanskesamtalepartner, der kommer til udtryk i en sådan bemærkning. Hvad villevi mene om en dialogpartner, der forstod vor holdning i samtalen som etforsøg på at tale os ud af vor egen forpligtende tradition, med udgangs-punkt i hvilken vi overhovedet førte samtalen, og så i øvrigt erklære, atdet, vi således havde talt os ud i, ville blive forstået som en normativgengivelse af lutherdommen, der kunne tjene som grundlag for mellem-kirkelige overenskomster? Det ville jo være ynkeligt, absurd og utrovær-digt – og ville i øvrigt helt og aldeles gøre den økumeniske samtale over-flødig. Hvis man alligevel lader tolkningen af sin samtalepartners udsagnstyre af pragmatik og hyggefornemmelser, er der jo ingen grund til at of-re tid, penge og andre ressourcer på en vanskelig teologisk dialog.Men sådan forholder det sig da heldigvis heller ikke. Det sidste kvarteårhundredes samtaler mellem anglikanismen og skandinavisk og kon-tinental lutherdom og protestantisme har i høj grad afsløret, at anglika-nerne har vidst, hvad de gjorde, da de sagde nej i Meissen og Reuilly,men ja i Porvoo. Men det lyder da vel ivoreøren lifligt og sympatisk?Javel, men alligevel bliver vi som allerede forklaret nødt til at belære vo-Kommentar i KD den 16. januar 2010. Det er mildt sagt forfejlet at tolke termenhistorisk succession,resp.historic episcopatesom udtryk for anglikanernes ønskeom at snakke sig ud af og nedvurdere deres eget traditionelle syn på den apostolskesuccession. Der er for anglikanismens økumeniske partnere kun grund til at tage fo-restillingen omhistoric episcopatelige så alvorligt, som anglikanerne selv gør. Selvom termen i anglikansk teologi naturligvis, som vi har set, kan gøres og bliver gjorttil genstand for forskellige teologiske og historiske tolkninger, hører anglikanismensinsisteren påthe threefold ministry of bishops, presbyters and deacons,som man fø-rer tilbage til Ignatius af Antiokia, med til „the non-negotiables of the Anglicanethos”, somJohn S. Pobeeudtrykker sig i sit bidrag tilStephen Sykes and John Booty(ed.),The Study of Anglicanism, London and Minneapolis/Minn. 1988, 398 ff. Sehertil endvidereMax Keller-Hüschemenger,Die Lehre der Kirche im Urteil der Lam-beth Konferenzen, Gütersloh 1976, 93 ff. Det understreges her, at den særegne katolsk-reformatoriske anglikanisme ifølge Lambeth-konferencerne har en tendens til „dieauthentischeZeugnisfunktionder altkirchlichenTraditionumzufunktionieren in dieauthentischeInterpretationsfunktionder gesamtkirchlichen Tradition und damit derGeschichteder Kirche als ganzer. Diese Tendenz aktualisiert sich am eindringlichstenund für das theologisch-ekklesiologische Selbstverständnis des Anglikanismus wohlam charakteristischsten in dem von den Lambeth Konferenzen als wesentliches Ele-ment des gemein-anglikanischen Erbes übernommenen Verständnis des auf Christusund seine Apostel zurückreichenden und in geschichtlich bruchlos-kontinuierlicherKette bis in die Gegenwart fortgeführten ‚historischen Episkopats’ der anglikani-schen Kirche(n) als des Garanten und Symbols der Kirchen- und Lehrkontinuität seitder Alten Kirche.“45

re anglikanske samtalepartnere om, at de tilsyneladende misforstår denskandinaviske og baltiske lutherdoms bibeholdelse af bispeembedet somnoget andet end det, den er, og i et kirkediplomatisk, uklart sprog får detteembede til at ligne, hvad de kalder „historic episcopate”. Nærværende re-degørelse for embedssynet i anglikanismen og lutherdommen turde havegodtgjort, at dette imidlertid ikke er tilfældet, og derfor er det heller ikkehelt så „forvrøvlet”, som Odense-biskoppen påstår46, når pastor Thaningadvarer mod en genindførelse af en ved reformationen afbrudt apostolsksuccession i anglikansk forstand.47Det er mildest talt uheldigt, hvis manikke formår at se, hvad Thaning her peger på som en skjult konsekvensaf tiltrædelsen til Porvoo. Det er ikke bare et akademisk spørgsmål, omdette skridt måske ikke i sidste instans implicit indebærer en afvisning afden lutherske bekendelse.Til slut kun dette: Der er naturligvis intet i vejen med apostolsk successi-on. Uden den kan ingen kirke være kristen kirke, men det er voldsomtvæsentligt, hvad man knytter den apostolske succession til: Om man somlutherdommen ser successionen i evangelieforkyndelsen eller som angli-kanismen knytter den til bispeembedet. Af det alternativ afhænger synetpå kirken og dens enhed. Lutheranerne har – for nu at gentage det endnuengang – ingen problemer med at anerkende bispeembedet som en afeventuelt flere bærere af kirkens apostolske kontinuitet, men det er ikkenogennødvendigbærer af apostoliciteten og hører af embedsteologiskegrunde heller ikke nødvendigvis med til kirken.48Hvad man derimod al-drig vil kunne undvære, hvis der skal være tale om en kristen kirke, erordets forkyndelse, men om denne forkyndelse varetages af et bispeem-bede eller af et kirkepræsidentembede og et præsteembede (eller hvadman nu ellers har benævnt det i historiens løb), gør intet til selve sagen.Et kirkeligt embede er der efter luthersk opfattelse brug for til evangelietsforkyndelse, hvorfor dette embede i den forstand er nødvendigt for kir-ken. Men dette embedes konkrete udformning er ikke på den måde nød-vendig. Det kan være, at nogle kirkesamfund trives bedst med den bi-skoppelige struktur, men hvis andre trives bedre uden, står de ikke af dengrund uden for den apostolske succession. Luthersk set er der kun ét kir-keligt embede, men det kan have forskellige funktioner alt efter stedetsog tidens behov. En biskop har ikke i princippet et andet kirkeligt embe-de end en sognepræst; han/hun har en anden funktion, men ikke dermedet andet (højere) embede.

Kære Peder Nørgaard-Højen!Det er på tide, at jeg får besvaret dit brev af den 8. marts 2010 med den lange redegørelse fordebatten omkring Porvoo. Jeg vil allerførst sige tak for den. Uanset at den kommer post fe-stum, er den et meget nyttigt dokument, hvilket jeg oprigtigt mener, selv om jeg ikke er enig ikonklusionen. Især har dit sideblik til Meissen-dokumentet givet mig anledning til eftertanke.Vi har drøftet din redegørelse på bispemødet den 14. april 2010. Vilkårene omkring bispemødertaget i betragtning, tog vi os rigtig god tid til drøftelsen, hvori også indgik Jan Nilsson be-mærkninger, som jeg sender dig som bilag til nærværende brev. Faktisk er det vores opfattel-se, at Jan Nilssons bemærkninger kan fungere som vores fælles svar på din redegørelse.I mit brev til dig af 11. januar 2010 har jeg taget stilling til proceduren, som gik forud forMKR's tiltrædelse af Porvoo-erklæringen. I den forbindelse har jeg givet udtryk for, at jegpersonligt ikke er alt for stolt af min ageren eller måske snarere manglende ageren som for-mand for den teologiske arbejdsgruppe, som burde have været aktivt inde i overvejelserne ogvel egentlig også burde have været med på mødet med de anglikanske biskopper 15.-16. sep-tember 2010. Det ville også være sket, om der havde været en rimelig tilslutning til det møde,som var indkaldt til den 1. april 2010, men som altså blev aflyst på grund af manglende delta-gelse. Endnu tidligere var der - så vidt jeg huske – også et møde, som måtte aflyses af sammegrund.Egentlig havde jeg selv den opfattelse, at der på forskellig måde var blevet oplyst omkringgenoptagelsen af Porvoo-processen, selv om det ikke havde været i stort opsatte artikler i Kri-steligt Dagblad. Alle mødereferater fra bispemøder og det mellemkirkelige råds møder harværet offentligt tilgængelige, hvorfor jeg også mente, at indholdet i dem måtte være kendt afdem, der kunne have interesse i det. Der har siden været sagt en del om "stilkarakteren" i be-slutningsprocessen. Det er nok muligt, at den ikke kan være så høj. Karakteren for indholdetburde til gengæld være god. I alle fald finder jeg stadig, at det er en rigtig beslutning, der ertruffet.Det sidste har muligvis at gøre med det, som Niels Thomsen i et indlæg i Kristeligt Dagbladhar kaldt min pragmatiske opfattelse af tingene. Han mente det ganske vist ikke rosende, menjeg vil gerne vedkende mig den alligevel. I de år, der er gået siden 1995, har jeg mere og merenærmet mig den opfattelse, at det er upraktisk, at vi ikke har tiltrådt Porvoo-erklæringen. Fol-kekirken har jo siden haft en status som observatør, hvilket i sig selv indikerer noget midlerti-Biskop Kresten Drejergaard, Klaregade 17, 5000 Odense C. Tlf 66145296 el. 40263024E-mail: [email protected]37

dighed, og da jeg ikke synes, at det ville give mening at stå uden for de Porvoo-sammenhæn-ge, hvori vi har deltaget som observatører, kunne vi efter min opfattelse lige så godt tiltræde.Der er jo intet i Porvoo-erklæringen, som tvinger os til noget uevangelisk, Mødet med de ang-likanske biskopper i september 2009 ryddede den sidste tvivl af vejen. Som Jan Nilsson skri-ver i sine bemærkninger, er der intet til hinder for, at vi stadig er lutheranere, og anglikanernestadig er anglikanere.Men din redegørelse har anfægtet mig, hvad angår relationen til Meissen-erklæringen. Vidrøftede det på bispemødet og var enige om, at vi måske i særlig grad fra folkekirkens side nuhar mulighed for at være brobyggere mellem de lutherske kirker i Tyskland og de anglikanskekirker. På bispemødet var der enighed om, at vi vil bede MKR om at være mere opmærksompå forholdene omkring Meissen-erklæringen, hvilket i øvrigt falder i god tråd med, at MKR idet hele taget forsøger at styrke opmærksomheden omkring de europæiske kirkeforhold.Jeg har i øvrigt genlæst Peter Widmanns "Udtalelse om Porvoo-erklæringen" i Fønix nr. 21995. Da jeg læste den for femten år siden var jeg overvejende uenig med ham. Nu er jegovervejende enig med ham, hvilket hænger sammen med, at min oplevelse af Porvoo-fællesskabet i de femten år, der nu er gået, har bekræftet de synspunkter, som dengang blevgjort gældende af Peter Widmann. Hans ireniske tolkning af Porvoo-erklæringen er efter minopfattelse siden blevet bekræftet af den for mig at se imødekommende udvikling, der har fun-det sted i de anglikanske kirker, Så hvis Peter Widmann i dag fastholder sine synspunkter fradengang, ville der alligevel have været en dyb uenighed i den teologiske arbejdsgruppe – ogtilmed mellem de to medlemmer, som i arbejdsgruppen repræsenterer den akademiske tyngde.Med hensyn til selve arbejdsgruppen må man vel nøgternt betragtet sige, at det er lykkedesmig at køre den i sænk. Jeg tvivler på, at det vil give nogen synderlig mening at indkalde dennu. Men jeg lader mig gerne belære om det modsatte. På bispemødet blev der nævnt den op-fattelse, at arbejdsgruppen måske slet ikke skulle være nogen permanent arbejdsgruppe, mensnarere et organ, som blev nedsat og sammensat ad hoc med henblik på den konkrete opgave,der skal løses. Det skal naturligvis også MKR tage stilling. Jeg vil derfor rejse sagen på detnæste rådsmøde. Jeg er jo stadig medlem. Biskopperne har ikke ønsket mig udskiftet, og mi-nisteren tilsyneladende heller ikke. Selv har jeg til hensigt at blive, indtil forløbet omkringPorvoo er ført til ende.Nærværende brev er bilagt Jan Nilssons bemærkninger samt Olav Fykse Tveits artikel om"Compatibility of Church Agreements".Med venlig hilsen

voo Erklæringen skulle påstå overensstemmelse i alt væsentligt, såle-des at forskellene mellem anglikanisme og lutherdom skulle være ud-visket (fx s. 10, hvor PN-H forklarer, at intentionen med hele skriftet erat "undersøge, om anglikanisme og lutherdom i og med Porvoo på væ-sentlige teologiske punkter har udviklet sig til at være mere eller min-dre det samme").Porvoo Erklæringen (eller Fællesudtalelsen for den sags skyld) påstårimidlertid ikke, at det skulle være tilfældet. For Porvoo drejer det sigikke om at konstatere en bestemtgrad af enighedsom forudsætning forkirkefællesskabet (som det fx er tilfældet for Leuenberg Konkordien),men derimod at konstatere en bestemtgrad af anerkendelsepå trods afvisse fortsatte divergenser. Med Porvoo Erklæringen forbliver anglika-nere mao. anglikanere, ligesom lutheranere forbliver lutheranere hvermed sine særlige karakteristika.Når PN-H altså igen og igen i skriftet kan påvise, at anglikanere har etandet kirke- og embedssyn end lutheranere, anfægter det altså ikke isig selv rationalet i Porvoo Erklæringen. Det er nærmest som om PN-Hmåler Porvoo med den målestok, som Leuenberg er struktureret efter -men så sammenligner man to størrelser, som ikke selv gør krav på atbenytte samme metodik.2.PN-H anfægter, at man kan tilslutte sig Porvoo Erklæringen uden påsamme tid "at forpligte sig på den forudgående teologiske tekst,PorvooCommon Statement(§§ 1-57)" (note 6, s. 8). Hertil skal blot anføres, at

identisk med det historiske episkopat. Anglikanere har imidlertid be-væget sig markant på dette punkt, hvilket er forudsætningen for Porvoo(det første store skridt kan ses i Niagara Report af Anglican-LutheranInternational Continuation Committee, 1987, hvor kirkens apostolicitetikke først og fremmest tolkes som en fastholdes af en historisk traditi-on men derimod som en fremadrettet fortsat formidling af evangeliet tilverden; således fx art. 23: "The apostolicity of the Church is the missionof self-offering for the life of the world").Porvoo Fællesudtalelsen skelner mellem den apostolske succession påden ene side, som kommer til udtryk på en mangfoldighed af måder("[i kirkens] vidnesbyrd om den apostolske tro, forkyndelse og nytolk-ning af evangeliet, fejring af dåb og nadver, videregivelse af embeds-ansvar, fællesskab i bøn, kærlighed, glæde og lidelse, tjeneste for desyge og trængende, enhed mellem de lokale kirker... (art. 36))" og dethistoriske episkopat på den anden side, som er "a sign of the unity andcontinuity of the Church (fx art. 58 b vi)".PN-H medgiver da også, at anglikanerne har bevæget sig på dette afgø-rende punkt, fx s. 23: "der er [...] næppe tvivl om, at det traditionelleanglikanske syn på bispesuccessionen her er undergået en forandringog har fået en form, der tillader anglikanerne at tilkende kirkesamfund,der ikke har denne form for succession, men selvfølgelig nok forstårsig som apostolske, karakter af apostolsk kirke."4.Altså: Det historiske episkopat er ikke længere en forudsætning for

den apostolske succession, men forstås alene som et "tegn på kirkensenhed"; anglikanerne anerkender følgelig kirker, som har en brudt hi-storisk bisperække (Danmark, Norge og Island); og PN-H anerkenderdisse fakta. Hvad er problemet så?, kunne man fristes til at spørge.Ifølge PN-H er problemet tilsyneladende en mistanke om, at der stik-ker mere under, end man umiddelbart kan læse i teksten. På s. 23 be-grundes denne mistanke med "antallet af paragraffer (21 af 61), somPorvoo Erklæringen vier dette spørgsmål [nemlig bispeembedet]", ogpå side 25 med at dokumentet taler så varmt for bispesuccessionensgenindførelse, "at man får en mistanke om, at bispeembedet forstås somhørende med til kirkens væsen".På trods af det noget luftige i begge disse argumenter må det medgives,at der har hersket en vis tvivl om rækkevidden af anerkendelsen af ik-ke-episkopale kirkeordninger. Af den grund var spørgsmålet om dom-provsteordinationer den afgørende lakmusprøve på anglikanernes reel-le anerkendelse af folkekirkens ordning ifm. konsultationen mellemfolkekirken og repræsentanter for de anglikanske kirker, september

2009. Her viste det sig, at anglikanerne på baggrund af Porvoo godtkan anerkende en ordination foretaget af en domprovst i biskoppensfravær (som beskrevet i signaturforklaringens pkt. 2) som en gyldigordination på trods af visse ansættelsesretlige begrænsninger i forbin-delse hermed (jvf. Porvoo art. 58 b v), hvilket dog ikke anfægter ordi-nationens gyldighed som en ret ordination.Når det således viser sig, at anglikanerne i praksis anerkender folkekir-kens udtrykkelige ikke-episkopale ordning, er det svært at se det reellei den mistanke, som PN-H giver udtryk for. Det undrer, at PN-H ikkevier spørgsmålet om anerkendelsen af domprovsteordinationer nogenopmærksomhed i sit skrift, da det ellers har spillet en altafgørende rollei beslutningen om at ville underskrive Porvoo Erklæringen.5.PN-H gør en del ud af "Lambeth Quadrilateral", som rigtig nok spil-

ler en afgørende rolle for anglikaneres relation til andre kirkesamfund.PN-H gør også opmærksom på, at Lambeth Quadrilateral findes i toversioner; nemlig den oprindelige fra 1888 og den senere modificerede(og mere økumenisk åbne) fra 1920 (cf. note 27, s. 19). Mens 1888-versionens fjerde paragraf eksplicit henviser til det historiske episkopat("The Historic Episcopate, locally adapted in the methods of its ad-ministration to the varying needs of the nations and peoples called ofGod into the Unity of His Church"), er dette fraværende i 1920-vesionen, som nu kun henviser til "A ministry acknowledged by everypart of the church as possessing not only the inward call of the Spiritbut also the commission of Christ and the authority of the whole body."PN-H afviser imidlertid betydningen af udviklingen mod den mere åb-ne tolkning i 1920-versionen (stadig note 27, s. 19, hvor PN-H anfører,at 1888-versionen har "opnået maximal grad af kirkelig reception, derer forudsætningen for Quadrilateralets rolle som kriterium for angli-kanske kirkers deltagelse i økumeniske aktiviteter"). Det er dog ikkekorrekt, i hvert fald ikke når det drejer sig om Porvoo-processen:Quadrilateralet fjerde paragraf er faktisk citeret næsten ordret i selvePorvoo Erklæringen (art. 58 a iv), og her optræder det i 1920-versionen.Det virker altså besynderligt at bruge 1888-versionens insisteren på dethistoriske episkopat som hermeneutisk nøgle til at forstå Porvoo Erklæ-ringen, når det er 1920-versionen, der er indarbejdet i Porvoo Erklæringen.PN-H parafraserer på s. 22 den anførte artikel i Porvoo Erklæringen, meni stedet for at bruge den citerede ordlyd hentet fra 1920-Quadrilateraletbliver PN-H's gengivelse til "De tilslutter sig endvidere et syn på deordinerede embeder, der ser disse som instrumenter for den guddom-melige nåde og som værendeiure divino"(PN-H's kursiv). Nu forhol-der det sig således, at begrebet "iure divino" intet sted optræder i hver-ken Porvoo Erklæringen eller i Porvoo Fællesudtalelsen, og den para-

og embedssyn end folkekirken. Det gælder fx det tre-delte embede,hvilket for anglikanere hører med til "the non-negotiables" (note 45, s.34). Hertil skal anføres:Signaturforklaringens pkt. 2 slår fast, at der "[i]følge Den danske Fol-kekirke [...] kun [er] ét kirkeligt embede (ministerium ecclesiasticum),hvortil både præste- og bispeembedet hører". Denne konstatering harpå intet tidspunkt givet anledning til debat i forhandlingerne med ang-likanerne om signaturforklaringen.Spørgsmålet om det ene hhv. tre-delte embede er et eksempel på, at Por-voo ikke er en harmoniserings-aftale, hvor de forskellige kirkeordnin-ger og teologier skal ensrettes som en konsekvens af aftalen (eller somforudsætning for dens indgåelse for den sags skyld). Det tre-delte em-bede er i Porvoo Erklæringen/ Fællesudtalelsen alene nævnt ved en hen-visning til oldkirkens praksis og ved et citat fra BEM (art. 32 j) – og intetsted som en ordning, som de tilsluttende kirker bør indføre. Den norskekirke har også deltaget i Porvoo Fællesskabet uden et tre-delt embedesiden dets start og til i dag, uden at det er blevet problematiseret.Det nærmeste Porvoo Erklæringen kommer et mål om fælles forståelseaf det tre-delte embede findes i art. 58 b vii, hvor kirkerne lover hinan-den "to work towards a common understanding of diaconal ministry".Der har til dato været afholdt to konsultationer i Porvoo-regi om dia-konatet. Fokus på disse konsultationer har ikke været diakonatet somen evt. del af et tre-delt embede men derimod om diakonatets karitativehvv. liturgiske funktion.Der er mao. intet belæg for at frygte, at Porvoo skulle pådutte de delta-gende kirker det tre-delte embede, derimod åbner Porvoo op for, atkirkerne deltager med de ordninger, som de hver især havde ved afta-lens indgåelse.III) Porvoo vs. Leuenberg7.Den påståede manglende kompatibilitet mellem Porvoo og Leuen-

hold gør PN-H også opmærksom på, når han skriver, at Den norskeKirke med Porvoo har "krænket forholdet til Leuenberg" (s. 33). Det eren beskrivelse, som næppe kan genkendes hverken i Norge eller iLeuenberg. Det ses bl.a. af det faktum, at en nordmand siden 2006 harværet vice-præsident for Leuenberg, og at Den norsk Kirke aktivt harengageret i begge fora gennem alle årene.Spørgsmålet om kompatibiliteten mellem Porvoo og Leuenberg harselvsagt været drøftet op til beslutningen om at ville underskrive Porvoo,bl.a. i Folkekirkens mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe,nemlig ved et studium af teksten "Compatibility of Church Agreements"(2006) af den tidligere generalsekretær for Den norske Kirkes mellem-kirkelige Råd, Olav Fykse Tveit. Dette dokument giver en teologisk be-grundelse for en mulig luthersk deltagelse i både Leuenberg og Porvoo,og viser hvorledes spørgsmålet er blevet behandlet i Norge, der somdet eneste skandinaviske land hidtil har deltaget i begge fora.Argumenterne fra Olav Fykse Tveits dokument skal ikke gennemgås her(derimod vedlægges dokumentet til orientering til disse bemærkninger).Det undrer dog, at PN-H intet steds refererer til det norske dokument,som ellers har spillet en rolle i den danske behandling af spørgsmålet,og som må siges at være et centralt dokument vedr. kompatibilitetenmellem Porvoo og Leuenberg.

ByOlav Fykse Tveit1. BackgroundMy reflections here are based upon the decisions of the General Synod ofThe Church of Norway (CoN), and the premises given in the presentationof the proposed Agreements for the Synod. The Theological Commissionunder the Council of Ecumenical Affairs and The Bishops Conference pre-sented these premises to the Synod. They relay upon the result of a hear-ing in the diocesan councils, the theological faculties and some others.Let me start 50 years ago. The CoN was, together with other Nordic Lu-theran churches -invited to discuss inter-communion with Church of Eng-land in the early fifties. Bishop Berggrav of Oslo, for some known for hisleadership in the establishment of the WCC, concluded that, the CoN couldnot accept any agreement with the Anglicans that implied any doubt in re-gard of the apostolicity of our church. A step towards ecumenical fellow-ship could not be conducted as an "invalidation" of the ordained ministry inour church. This conclusion did not ignore that the conversations haddocumented how much our churches had in common theologically and his-torically (besides what our nations, particularly at that time, had together).The answer from Berggrav was based on a reference to the nearly 1000years of the church in Norway, including a practice of bishops being or-dained by bishops and the practice of episcopal ordinations. The answeralso meant that a disapproval of the ordinations of Lutheran bishops byBugenhagen was out of question.The question of apostolic legitimacy of the Bishops and the ordained minis-ters of the CoN had also been a burning issue just a few years before, inthe struggle of the church during the Second World War. The vast majorityof the ordained pastors and bishops laid down their ministry ("Embete"),as a commission given by the state, but not as an authority and callinggiven in their ordination (1942). The nazi-loyal government in Norway de-nied the legitimacy of their ministry after that. The document " The Foun-dation of the Church" (1942) claimed the full legitimacy and authority ofthose ordained in an apostolic way/according to the apostolic tradition ("paapostolisk vis"). For the church in opposition to the Nazis it was a matterof legitimating the ministry beyond the positive law ("den positive rett").The Nazi-loyal government appointed substitutes for most of the bishops,and even tried - without success -to have them ordained in "the apostolicsuccession" by a bishop from abroad. That would, of course, not havehelped to legitimize them as "rite vocatus". Seen at this background, any

agreement with the Church of England could by no means be accepted if itquestioned the ordained ministers of CoN.The first comprehensive confessional dialogue, in which the CoN partici-pated, was the conversations leading to the Leuenberg Agreement (1973).The Bishop's conference by and large accepted it as "sufficient for altar-and pulpit fellowship", but took no action to sign it. There was a noticeabletheological protest against the "Protestant unionist profile" of the agree-ment from some theologians, but not directed towards the issue of theministry of bishops or the historical episcopate. The reason for not signingwas said to be a reluctance to let the State Ministry of Church Affairs signa theological agreement. There was more or less no Reformed presence inNorway, either. The decision of signing was done at the General Synod No-vember 1999, after two-three years of reconsideration of the matter in theCoN.The first agreement to be signed and put into practice was the Porvooagreement (ratified 1994, signed 1996) with Anglican churches. The mostcritical voices against that endeavor asked whether this would mean a for-tification of the Bishop's ministry, changing the focus from the basic minis-try of the pastors, and a reduction of the influence of the Synodical struc-ture. It was also asked whether this was an acceptance of a "necessity" ofbishops and historical succession beyond - or even against - the Lutheranconfession of our church. The signing was done on the premise that thesequestions were answered in a basically sound way.One year later, 1995, a parallel agreement was signed with the MethodistChurch in Norway ("Fellowship of Grace"). The importance of episkope,conducted by bishops, was confirmed at that time. When the proposal tosign the Leuenberg agreement was put forward, the theme of compatibilityto other ecumenical relations was raised with some force, i.e. through con-sultations with other Nordic Lutheran churches. The internal debate in ourchurch was not very loud or strong, but enough to find it appropriate tomake a statement explaining what the signing of the L.A. meant in thatregard. The address for that statement was not at least the other NordicLutheran churches and the Anglican churches that have signed the Porvooagreement.The arguments for signing the Porvoo as well as the Leuenberg agreementhave been based on the 7th article of The Augsburg Confession (CA 7).These agreements have brought our church into inter-confessional churchfellowship on the basis of our confessional definition of unity. First of alland most of all the issue of compatibility has been raised in regard of ourbasis in Scripture and confession (the Creeds of the Early Church, theAugsburg Confession and Luther's Smaller Catechism), not as much in re-gard of the relation to episcopal or non-episcopal churches. The approvalof the agreements has been made on the premise that they in a properway express what is sufficient for unity in the Church according to CA 7.And if that can be said together with Anglican, Methodist and Reformedchurches, the consequences of that for church fellowship can and shouldbe taken. These agreements have not been regarded as causing problems

2. Statements of Church of Norway Regarding The Historical Episco-pateAlthough the problem of this consultation has not been a heavily debatedissue within our church, the reception processes of the Porvoo and Leuen-berg agreements have given a picture of how the historical episcopate isregarded at the moment in our church.a.The Synod regarded the historic episcopate as a sign and tool for the con-tinuity and the unity of the Church. Not as an isolated matter, but as oneaspect of the apostolicity of the Church. The Synod explicitly said in theapproval of Porvoo that if the churches involved (i.e. the Anglicanchurches) can accept the comprehensive understanding of the apostolicityof the Church and apostolic succession in the Porvoo report, then there is abasis for church fellowship. The apostolicity of the church is manifested inthe church when the church is faithful to the apostolic faith and the apos-tolic calling. It is manifested in the intention to be apostolic in faith andlife, sent by Christ to the world. Apostolic succession is accepted as neces-sary for the Church, in the sense of BEM and Porvoo §39: "Thus the pri-mary manifestation of apostolic succession is to be found in the apostolictradition of the Church as a whole." This is understood being in accordancewith, or, if you may, compatible with the line from CA.b.Very important for the acceptance of the Porvoo agreement was that thefollowing statement: "The mutual acknowledgement of our churches andministries is theologically prior to the use of the sign of the laying on ofhands in the historic succession." (Porvoo § 53). This was in the hearingsunderstood as a sufficient recognition of our ministries in the past as beingin "apostolic continuity" (cf. P §52, the end). Secondly, and quite remarka-bly, in the reception process there were more references to the 1000 yearsof the church in Norway, and - in practice - an episcopal succession inNorway, than references to the so called break in this succession in thetime of Reformation. A Professor of Theology argued in the Synod 1994(with wide consent) that the CoN had historical succession before any An-glican bishop participated in Norwegian bishop consecrations, due to theapostolic succession in dogma and the practice of our consecrations ofbishops. He argued that without making a big "theologoumenon" of it, thepractice in the CoN to have a new bishop consecrated by a bishop, andpastors ordained by bishops (or deans as acting bishops) has deliberatelybeen an important sign of apostolic legitimacy.

c.You may ask then, what has the CoN "embraced" (Porvoo §52f) by thisstep? The Anglican acknowledgement of the historical Episcopal sees andour practice of consecrations as signs of intention to be an apostolic churchwere welcomed, but not made a matter of discussion in our church. On theother hand, the Synod did accept the theological qualification of what hasbeen the practice of our church, and accepted the historical episcopate asit has been maintained in the Anglican churches as an important sign ofcontinuity. Likewise, in the perspective of ecumenical commitment it wasnot problematic to regard the participation of Anglican bishops in our con-secrations of bishops as enriching, showing our unity with them now. Thus,what is new is a higher degree of theological awareness and appreciationof the historic episcopate as a sign of continuity and unity in the Church.We now normally invite bishops from churches which have maintained thehistorical episcopate to the consecrations of our bishops (but also repre-sentatives from other churches!). Besides that, it has been opened a doorto a full sacramental fellowship with Anglican churches.Nevertheless, there were, and still are, some question marks left in themargin, concerning our present status in regard of the theological signifi-cance of the historic episcopate. The Porvoo document says that ourchurch is among those who are "free to recognize the value of the sign andshould embrace it without denying their own apostolic continuity". One in-terpretation of the entire Porvoo document had been that it "de-theologizes" the historical episcopate, regarding it no longer as "a not nec-essary theological construction to claim the apostolicity of the Church." TheSynod did not say that in the same way, but focused on the wider frame-work in which the issue has been settled. Nevertheless, there is still some-thing more to reflect upon in this theology of "signs". What theologicalstatus has the historical development in some of the churches beengranted thereby, and what about the theology of the history of non-episcopal churches? How "free" are we "not to use the sign" in our rela-tions to other churches? Such questions should be raised in the commonLutheran study of these issues.3. The Question of Compatibility between Ecumenical AgreementsThe Synod stated explicitly - in the ratification of the Leuenberg Agree-ment 1999: "In all our churches there are forms of pastoral oversight("episkope"). Such a function is necessary in all churches. The concretestructure and understanding of such a ministry of oversight may, however,vary." That means that the Synod does regard the signing of the Porvooagreement as a confirmation of the need for episkope and the adequacy ofa theological basis for the ministry of bishops and a confirmation of theirsuccession as sign of unity and continuity in the Church. It also says thatone particular form of episkope is not a precondition for the Church, or forchurch unity, seen in the perspective of CA 7. Further, it means that theCoN accepts that Reformed churches of the Leuenberg church fellowshipare recognized as having structures of episkope, even if they are presbyte-rial and/or synodical. This is a statement that obviously addresses the

To be more specific, it is done in accountability to:- Our history as apostolic church with an apostolic ministry with Word andsacrament, including doctrinal profile given through the Lutheran Reforma-tion of our church;- The calling and commitment to seek church fellowship with otherchurches where it is possible according to that basis;- The task of reconciliation of the manifold and complicated landscape ofconfessional churches in Northern Europe (it is not only dogmatic issuesbehind the divisions of these churches);- The agreement with the Anglicans that the ministry of episkope and theepiscopal consecrations of bishops are visible signs of continuity and unityin the Church;- The call to learn from and share gifts with other churches.These decisions are not made to be diplomatic correct, but to take the callto community in our doctrinal basis into account in a specific challenge inour time. That is true in regard of the agreement with the Anglicans, withthe Methodists and with the Reformed/united churches of Europe.As far as the theme of historic episcopate has been explicitly or implicitlyaddressed in the discussions, there seems to be a far-reaching commonunderstanding in our church. It might be summed up like this:

1.The CoN - and other churches sharing the apostolic tradition in Wordand Sacraments - are apostolic churches before common consecrations ofbishops (with Anglicans).2.The historic episcopal succession is accepted as a sign of continuity andunity of the apostolic Church. It is by intention and by practice in ourchurch before the signing of the Porvoo agreement. It should be practicedin a more comprehensive, ecumenically significant and theologically re-flected way after that.3.Whether a pastor is legitimately ordained before participation of Angli-can bishops in consecrations of bishops, is regarded as a not relevantquestion of the legitimacy of the pastor.4.The agreements with Methodist and Reformed churches do confirm thathaving historical episcopal succession in the classical Anglican meaning isno condition for church fellowship. The basis for "church fellowship" is un-derstood according to CA7 as agreement in the use and understanding ofthe Gospel and the sacraments. The Porvoo agreement shows that the CoNaccepts that the historical episcopal succession is an important sign, butnot a condition, for the manifestation of church fellowship. Or in otherwords, that there is a necessary distinction between what is necessary forthe being of the Church and its unity, and what is important for the mani-festation of the unity and the life of the Church.

Thus, it is neither the demands from episcopal churches nor critical ques-tions from non-episcopal churches that has defined our profile in this re-gard. But it is an encounter with these brothers and sisters and an attemptto be - together with them -faithful to an ecumenical understanding ofwhat it means to be an apostolic church.Our history as the Church of Norway (the Reformation, the struggle in theWorld War II) teaches us that the reverence for historical continuity shouldbe conducted in a dialectic relation to openness for proper critique. Thatmeans, indeed, that we have something to learn from others also in regardof how the unity of the church can be made visible.Together with other Lutheran (and other) churches, our church should beinvolved in this study to explore further the Lutheran profile in regard ofthe historical epsicopate. I think it is important to discuss the theologicalimpact of this issue in a wider perspective than the potential accept of ourordained ministry by the Anglican and Roman Catholic churches. What arereally the main theological problems involved? As far as I can see, it is: a.The theological meaning of the historical development of church struc-tures, which is a difficult issue in Lutheran theology. b. The question of le-gitimacy and authencity of the churches. c. The question of power in inter-church relationship; who has the upper hand? d. The visibility of unity. e.The aspect of accountability in inter-church relationships.

MKR’s teologiske sekretær, cand. theol.Jan Nilsson(herefter JN), har den 10.april 2010 fremsat en række bemærkninger til min redegørelse omDen nyediskussion om Porvoo 2010. Generelle og teologiske bemærkninger til en un-dertrykt debat,som jeg 8. marts 2010 havde stilet til biskop Kresten Drejer-gaard som formand for MKR’s teologiske arbejdsgruppe med kopi til alle rå-dets medlemmer og Folkekirkens biskopper. Efter hvad der ifølge fornyet skri-velse af 17. april 2010 fra biskop Drejergaard foreligger oplyst for mig, harbiskopperne i møde den 14. april 2010 drøftet denne redegørelse og i denforbindelse besluttet at lade JN’s bemærkninger i uændret skikkelse fungeresom bispekollegiets reaktion på mine overvejelser.Sagligt vækker denne procedure undren specielt i betragtning af, at Drejer-gaard i skrivelsen af 17. april 2010 udtrykkeligt indrømmer, at min argumen-tation vedr. anglikanismens forhold til Meissen-kirkerne, som JN’s responsikke nævner med et ord, har „anfægtet” ham. Men også formelt er der grund til atundre sig over, at det nu så at sige bliver bispekollegiet, der afgiver respons påmin redegørelse, og ikke MKR, som denne redegørelse jo var stilet til, og hvisdaværende formand, Paul Verner Skærved, i en håndskreven postkortmeddelelseallerede den 10. marts 2010 udtrykkeligt stillede mig et svar i udsigt. Selv om jegi skrivende stund endnu ikke har modtaget et sådant svar, giver Skærveds korte,(må man forstå) foreløbige reaktion mening, idet MKR som min faktiske, sagli-ge adressat kan forventes at afgive en respons. Biskopperne modtog blot foren ordens skyld en kopi af min redegørelse til MKR og var for så vidt ikkeforpligtet til at reagere direkte til mig. Jeg skylder dem tak for, at de alligevelhar gjort det. Når de har gjort det, antager jeg, at MKR har anbefalet dem atgøre det. Men dette kan MKR kun have gjort efter forudgående drøftelse afmin redegørelse (om ikke på anden måde, så i det mindste i Teologisk Ar-bejdsgruppe), men en sådan drøftelse har efter mig foreliggende oplysningerikke fundet sted. Det er næppe tilstrækkeligt at henvise til, at holdningen tilsagen i MKR jo var klar og en fornyet drøftelse derfor unødvendig. JN’skommentarer er dateret den 10. april 2010 og skulle derfor have været fore-lagt det nye MKR, der trådte til pr. 1. april i år. Det forbliver intransparent,hvem der på MKR’s vegne har haft mandat til at anbefale bispekollegiet at reage-re, som det har gjort. Under alle omstændigheder ser jeg stadig frem til et respon-sum fra MKR.JN’s bemærkninger har karakter af mere eller mindre sporadiske reaktionerpå udvalgte temaer i min redegørelse og beskæftiger sig på intet tidspunktgrundigt med dennes egentlige skopus og gennemgående argumentation. Hantager således ikke stilling til hovedspørgsmålet om foreneligheden af angli-kansk og luthersk embedsforståelse og om Porvoo-dokumentets økumeniskeimplikationer, og derfor bliver hans behandling af det afgørende problem vedr.kompatibiliteten mellem Porvoo og Leuenberg mere overfladisk og postula-

Ad I) Karakteren af Porvoo-ErklæringenVæsentligt for at forstå min ovennævnte redegørelse af 8. marts 2010er at gøre sig dens karakter af svar på skrivelse af 11. januar 2010 frabiskop Kresten Drejergaard til mig og de øvrige medlemmer af MKR’steologiske arbejdsgruppe helt bevidst. Alt i min redegørelse skal for-stås inden for denne kontekst.Dette gælder fx også s. 10, hvor jeg forklarer, at jeg med min redegø-relse har til hensigt „at undersøge, om anglikanisme og lutherdom i ogmed Porvoo på væsentlige teologiske punkter har udviklet sig til at væ-re mere eller mindre det samme, og man derfor lige så godt først somsidst kan erklære den fulde teologiske enighed og kirkelige enhed, ellerom der stadig består teologiske forskelle mellem anglikanske og lu-therske kirker, som det kunne være fortsatte dialogers opgave at byggebro over”. Formuleringen, „om anglikanisme og lutherdom i og medPorvoo på væsentlige teologiske punkter har udviklet sig til at væremere eller mindre det samme”, går ikke på Porvoo-Erklæringen, derselvfølgelig ikke påstår noget sådant, men er en skjult, polemisk (omman vil) henvisning til en vigtig passus i biskop Drejergaards brev, derafviser, at anglikanisme og lutherdom på det i denne sammenhæng væ-sentligste kontroversielle punkt, nemlig bispeembedet, „i væsentliggrad” afviger fra hinanden, og således netop antyder, at de to formerfor protestantisme har udviklet sig til at være „mere eller mindre detsamme”.1Det er altså ikke mig, men Drejergaard, der hævder, „at for-skellene mellem anglikanisme og lutherdom skulle være udvisket” (JN’sBemærkninger, pkt. 1, p. 39).Jeg kan efterfølgende se, at jeg burde have henvist direkte til Drejer-gaards skrivelse og således have forskånet mine læsere for at måtte be-lære mig om, hvordan økumeniske dokumenter retteligt skal læses, ogfor at tillægge mig den tåbelige forståelse, at sådanne tekster skulle ha-1

ve til hensigt at udviske alle forskelle mellem dialogparterne. Intentio-nen med interkonfessionelle overenskomster er jo netop at vise, at depågældende konfessioner nu er nået så vidt, at de måske på væsentlige,hidtil kontroversielle punkter er blevet enige eller i hvert fald er kom-met så langt, at de kan leve med hinanden og være i samme kirke medde forskelle, der stadig måtte bestå. Men den slags elementære forholdregner jeg ikke med, skulle give anledning til yderligere diskussion.Alligevel får det betydning, når JN forsøger at genrebestemme Porvooi forhold og modsætning til Leuenberg: Mens det skulle være Porvoo’ssærkende at „konstatere en bestemtgrad af anerkendelsepå trods afvisse fortsatte divergenser”, hævdes det at være karakteristisk for Leuen-berg at „konstatere en bestemtgrad af enighedsom forudsætning forkirkefællesskabet”. Derfor skulle – stadig efter JN’s mening – ifølgePorvoo lutheranerne forblive lutherske og anglikanerne anglikanske.Ja, hvad ellers? At besværge en forskel mellem „en bestemt grad af an-erkendelse” og „en bestemt grad af enighed” virker kunstigt og søgt,idet enighed og anerkendelse er to sider af samme sag. Fordi samtale-parterne har opnået en bestemt grad af enighed, er de også parate til ien hertil svarende udstrækning at anerkende hinanden.Dette gælder både Leuenberg og Porvoo. De to dokumenter er genre-mæssigt to alen af ét stykke, idet de begge er konsensustekster, der til-kendegiver, at de deltagende kirker nu er nået så vidt, at de kan havekirkefællesskab (communion) med hinanden. Dette implicerer lige sålidt i Leuenberg som i Porvoo, at de traditionelle konfessioner ophørermed at eksistere. Der er jo ikke tale om kirkeunion.2Anglikanerne for-bliver ifølge Porvoo som allerede sagt anglikanere og lutheranernelutheranere – nøjagtigt ligesom lutheranerne ifølge Leuenberg forbliverlutherske, de reformerte kirker reformerte, unerede, valdensiske og me-todisterne metodistiske. På trods af JN’s påstand kan man altså megetvel sammenligne Leuenberg og Porvoo; ja, man må oven i købet, somdet fremgår af min redegørelse, af indlysende kompatibilitetsgrundegøre det.3Med henblik på forholdet mellemPorvoo Common Statement(§§ 1-57) ogPorvoo Declaration(§§ 58-61) forsvarer JN MKR’s position, atFolkekirken ved underskrivelsen af Porvoo kun tilslutter sig Porvoo-Erklæringen og ikke den mere omfattende Porvoo Fællesudtalelse. Detgør han ved at sammenligne Fællesudtalelsen med de bemærkninger,der ledsager en lovtekst, og som efter hans mening er uden retsvirk-23

ning. Det er ganske vist rigtigt, at det er lovteksten, der er juridisk bin-dende, men bemærkningerne er naturligvis væsentlige og afgørende forfortolkningen af lovteksten.Dette gælder selvfølgelig også i dette tilfælde. Fællesudtalelsen er be-stemmende for tolkningen af Erklæringen, og § 58 siger intet om –som JN hævder – at kirkerne kun tilslutter sig Porvoo-Erklæringen.Tværtimod hedder det, at kirkerne skriver under „onthe basis of ourcommon understandingof the nature and purpose of the Church, fun-damental agreement in faith and our agreement on episcopacy in theservice of the apostolicity of the Church,contained in Chapters II-IVof the Porvoo Common Statement“.4JN har derfor på ingen mådesvækket min argumentation og min endelige konklusion, at de to deleaf Porvoo-teksten svarer til hinanden som (teologisk) præmis og (såvidt tilslutningen til Porvoo overhovedet har kirkejuridiske konsekven-ser: kirkeretlig) implikation: „Den teologiske konsensus er i Porvoo-dialogen som i alle økumeniske læresamtaler ubestrideligt det primæreog eventuelle praktiske konsekvenser lige så uomtvisteligt det sekun-dære. … Den praktiske Porvoo-Erklæring hører således sammen medden teologiske Fællesudtalelse.”5Ad II) Anerkendelse af Folkekirkens embedssyn og kirkeordning1. Det historiske episkopatJN henviser fuldstændigt med rette tilNiagara-Rapporten6som en be-mærkelsesværdig tekst til markering af en mulig anglikansk bevægelsei forståelsen af det historiske episkopat. Dette kommer tydeligst til ud-tryk i § 94, som JN ikke citerer, men hvor det hedder:Anglican Churches should make the necessary canonical revi-sions so that they can acknowledge and recognize the full au-thenticity of the existing ministries of Lutheran Churches. Webelieve that the basis for such action lies in the recognition that‘the apostolic succession in the episcopal office does not consistprimarily in an unbroken chain of those ordaining to those or-dained, but in a succession in the presiding ministry of a church,which stands in the continuity of apostolic faith’(The Ministry

in the Church,62).7Anglican Churches are here being asked fora major canonical revision in ordering their relationships tothose Lutheran Churches which have bishops who are not in thehistoric episcopate and to those whose chief ministers exercisingepiscopeare not called bishops. We believe that Anglicans arefree to do this both by the grace and power of the Holy Spiritand because such action does not mean surrender of the gift ofthe historic episcopate. ‘Full communion’, the consequence ofsuch acknowledgement and recognition, does not mean the or-ganizational merger of Anglican and Lutheran Churches. There-fore Anglican Churches would continue to consecrate their ownbishops and ordain their own clergy according to the ordinalsnow in use.8

Jeg er som sagt enig med JN i, at anglikanismen her viser en bemær-kelsesværdig åbenhed i opfattelsen af det historiske episkopat, og i minredegørelse af 8. marts 2010 har jeg jo også tilkendegivet, at jeg ingen-lunde er blind for, at også Porvoo-dokumentet muligvis repræsentereren tilsvarende beredvillighed til at komme lutherdommen i møde.9Jeggjorde imidlertid samtidig gældende, at uklarheder i formuleringen afPorvoo gjorde det vanskeligt at blive helt overbevist om, at noget i denanglikanske position virkeligt havde forandret sig, når det kom til styk-ket. Hvorfor JN i den forbindelse noget nedladende ser sig foranlediget tilat betegne min argumentation som „luftig”, forekommer ikke uden vi-dere indlysende, specielt i betragtning af at betegnelsen „luftig” nokpasser lidt mindre på min argumentation end på formuleringerne i Por-voo-dokumentet.Vigtigere end dette er det imidlertid at holde fast i, at skønt der vistesig åbninger i forståelsen af „the historic episcopate” både i Niagara ogPorvoo, så holder mine betænkeligheder stadig væk. Man kan oven ikøbet hævde, at Niagara eksponerer problemet endnu tydeligere endPorvoo. I Niagara var man sig tydeligere end i Porvoo pinligt bevidsteller formulerede sig under alle omstændigheder mindre misforståeligtom „the necessary canonical revisions” som forudsætning for anglika-nismens anerkendelse af „the full authenticity of the existing ministriesof Lutheran Churches”. Problemet er bare, at disse „necessary canoni-cal revisions” mig bekendt ikke er foretaget og derfor indtil videre måanses for at være blotte økumeniske desideria på den interkonfessionel-le dagsorden. Men som sådanne er teksterne fra Niagara og Porvoo imit perspektiv til gengæld fremragende udgangspunkter for en fortsat7

dialog med anglikanismen om det historiske episkopat og dets forholdtil kirkens væsen og enhed. Det er dér, vi står i dag; mere kan vi næppesige, og vi har ikke nået en sådan grad af tydelighed, hvor vi kan indgåbindende aftaler med hinanden. Så meget mindre som den åbenhed, derkommer til udtryk i Niagara og Porvoo, overhovedet ingen rolle spilleri anglikanismens parallelle og senere dialoger med Meissen- og Reuilly-kirkerne, som jeg behandler udførligt i min redegørelse (p. 25-28), mensom JN i sin imødegåelse af mine synspunkter ikke værdiger nogenopmærksomhed overhovedet.Exkurs om domprovsteordinationerJN ser i den anglikanske accept af såkaldtedomprovsteordinationerdet afgø-rende bevis på, at anglikanismen reelt anerkender det lutherske embedssyn.Når jeg ikke har interesseret mig specielt for disse særordinationer, hængerdet dels sammen med, at de er og bliver et undtagelsesfænomen, hvis betyd-ning i praksis er marginal, dels og navnlig, at den norske kirke efter tilslut-ningen til Porvoo har opgivet at lade domprovster ordinere. Det kan der må-ske være flere grunde til, men først og fremmest giver dette skridt for mig etfingerpeg om den mulige udvikling, der i Norge åbenbart allerede har tagetsin begyndelse, og som måske også i Danmark fremtidigt kan blive resultatetaf underskrivelsen af Porvoo. Har man én gang tilsluttet sig, vil risikoen for atblive udsat for pres af indlysende grunde være overhængende. Denne fare kannaturligvis vurderes forskelligt, men hvorom alting er, skønnes domprovsteor-dinationerne under alle omstændigheder i Porvoo-sammenhængen at frembydeet så underordnet problem, at den anglikanske anerkendelse af dem på ingenmåde kan betragtes som „den afgørende lakmusprøve på anglikanernes reelleanerkendelse af folkekirkens ordning”, som JN hævder (pkt. 4, p.40). I betragt-ning af Porvoo’s uafklarethed med henblik på embedsteologiske hovedspørgs-mål taler sandsynligheden snarere for, at anglikanerne har nedtonet deres kri-tiske holdning til domprovsteordinationerne i forhandlingerne for ikke at for-anledige en intensivering af de lutherske forbehold. Denne antagelse bekræf-tes af, hvad der nu langt om længe er kommet frem fra det i øvrigt ikke do-kumenterede og refererede Kastrup-møde i september 2009, hvor anglikan-ske deltagere tilkendegav, at den anglikanske kirke ikke ville have vanskeligtved at acceptere Folkekirkens anerkendelse af domprovsteordinerede præster,hvilket imidlertid ikke indebærer, at de således ordinerede præster ville kun-ne finde ansættelse i den anglikanske kirke uden reordination, fordi en gam-mel kirkeretlig bestemmelse foreskriver, at kun biskoppeligt ordinerede per-soner kan virke som præster i den anglikanske kirke. Det er det, der er me-ningen med „visse ansættelsesretlige begrænsninger”, som JN nævner i pkt.4, p. 41 i sine bemærkninger. Efter normal sprogbrug betyder dette, at denanglikanske anerkendelse af domprovsteordinationer i praksis intet er værd,fordi ansættelse af domprovsteordinerede præster per definition aldrig vil

2. Lambeth Quadrilateral og det historiske episkopatJN påtaler, at jeg i min argumentation holder mig til Lambeth Quadri-lateral i dets oprindelige version fra 1888 og ikke til den modificeredeformulering fra 1920, specielt i betragtning af at denne sidste udgaveciteres mere eller mindre ordret i Porvoo-Erklæringen (§ 58,a,iv). I ly-set af det i min redegørelse, anm. 26 og 27 (p. 19), fremførte burde detnæppe have forundret JN. 1920-teksten er jo kun en kirkediplomatiskversion af det oprindelige Quadrilateral fra 1888, og at Porvoo vælgerat citere netop denne økumenisk mere spiselige udgave, burde virkeligikke overraske. Man kan naturligvis hævde, at dette er min tolkning.Nuvel, men den understøttes af mange eksempler på brugen af Quadrila-teral i økumeniske dialoger efter Anden Verdenskrig11, og det har tra-ditionelt netop været pkt. 4 om episkopatet, der har voldt besvær.I denne sammenhæng er det imidlertid ikke mindre væsentligt at væreopmærksom på den rolle, som det historiske episkopat spiller ikke blotteologisk, men måske nok så meget som kode i anglikansk tænkning.12”Code refers to the Church’s accepted ways of doing things, its rulesfor worship and ministry. … One example is the Anglican understand-ing of the historic threefold ministry.” Om Quadrilateral formuleres påden ene eller anden måde, er således mindre betydningsfuldt, fordi„koden” til anglikanismen ligger et andet sted og underkender underalle omstændigheder de dogmatiske differentieringer. Denne kode kanundertiden – og helt sikkert med henblik på synet på bispeembedet – føreanglikanismen hinsides reformatoriske positioner, hvilket sågar angli-kanske teologer er nøje og ironisk bevidste om, som det fremgår af føl-gende udsagn afPaul Avis13, der oven i købet deltog i Kastrup-mødet:

Når JN undrer sig over min manglende interesse i domprovsteordinationer, skøntde „ellers har spillet en altafgørende rolle i beslutningen om at ville underskrive PorvooErklæringen” (pkt. 4, p. 41), må det være mig tilladt at spørge, hvor disse afgørendeforhandlinger med anglikanerne er dokumenteret og offentligt tilgængelige.11Kenneth A. Locke,The Church in Anglican Theology. A Historical, Theologicaland Ecumenical Exploration, Farnham and Burlington [Ashgate] 2009, 132 ff er iden sammenhæng meget informativ. Man kunne måske tillige og specielt henvise tilden ideologisk angiveligt liberale, men faktisk ganske restriktive anvendelse af Quadri-lateral i unionsforhandlingerne iChurch of South India(jf. min redegørelse, p. 18-19), som JN heller ikke finder det umagen værd at kommentere.12SåledesPaul Avis,The Identity of Anglicanism. Essentials of Anglican Ecclesiol-ogy, London and New York [T & T Clark] 2008, 49 ff.13Paul Avis,What is ’Anglicanism’? I:Stephen Sykes and John Booty (ed.),The Studyof Anglicanism, London and Minneapolis/Minn. [SPCK and Fortress Press] 1988,419. Set i lyset heraf er tilslutningen til Porvoo måske ikke helt så uproblematisk,

foranlediger JN til at belære mig om, at „begrebet ’iure divino’ intetsted optræder i hverken Porvoo Erklæringen eller i Porvoo Fællesudta-lelsen, og den parafraserede artikel (58 a iv) kan på ingen måde læggestil grund for en iure divino-forståelse af bispeembedet” (JN’s Bemærk-ninger, pkt. 5, p. 42). Ja, det er korrekt, at termeniure divinoer fravæ-rende i Porvoo-dokumentet, men sagen selv er ikke desto mindre gan-ske nærværende, og der kan ikke herske tvivl om, at de „ordained mi-nistries”, der omtales i § 58, også omfatter bispeembedet.15Men i øv-rigt er det i den omhandlede sammenhæng ikke specielt det biskoppe-lige embede, der har min interesse. Hvad der her alene ligger mig påsom Drejergaard hævder i sin anden skrivelse af 17. april 2010 til mig: „Der er jo in-tet i Porvoo-Erklæringen, som tvinger os til noget uevangelisk.”14JN’s polemik får et ufrivilligt morsomt skær, når han (pkt. 5, p. 42) hæver sin kor-reksende pen og efter citatet af denne sætning og udtrykketiure divinotilføjer en pa-rentes med oplysning om, at kursiveringen er min – som om jeg netop ville sætte eks-tra trumf på. Grunden til, atiure divinoer kursiveret, er såmænd den enkle typografi-ske, at fremmedsprogede,in casulatinske udtryk normalt sættes med kursiv.15I øvrigt er det værd at bemærke, at der i sammenhængen her anvendes flertalsfor-men „ministries” og ikke singularformen „ministry”, som det ville have været natur-ligt for en lutheraner at bruge ud fra forestillingen om det ene kirkelige embede (mi-nisterium ecclesiasticum).Derimod påberåber alle kirkelige embeder (diakon, præst,biskop) sig efter anglikansk opfattelse „Christ’s commission” og er for så vidtiuredivino.

sinde, er den kendsgerning, at kirkens ordinerede embede eriure divi-no,hvilket er min gengivelse af Porvoo-tekstens betoning af, at detteembede er nødvendigt i kraft af „Christ’s commission”.På det punkt er anglikanismen og lutherdommen enige. De er tillige,fordi det ordinerede embede ikke kan tænkes uden tilsynstjenesten(episkopè), enige om, at også denne eriure divino.Hvad de derimodikke er enige om, er, ombispeembedeter det. Selv om det ledelses-mæssige tilsyn er en nødvendig del af kirkens væsen, bliver det efterluthersk opfattelse ikke altid og overalt varetaget af biskopper. Kortsagt er tilsynsfunktionen altså både i anglikanismen og lutherdommeniure divino,men det implicerer i den lutherske optik ikke nødvendig-vis, at også bispeembedet er det, idet tilsynsfunktionen i princippet kanoverdrages til og historisk ofte har været varetaget af andre instanserend biskopperne (i lutherdommen og andre kontinental-protestantiskekirker fx af kirkepræsidenter).4. Sandsynlige embedsteologiske konsekvenser af PorvooDet er denne strid om bispeembedets teologiske kontingens eller nød-vendighed, der ifølge en traditionel luthersk forståelse er kernespørgs-målet i bedømmelsen af Porvoo. Til klaring heraf hjælper det kun lidt,at JN forsikrer, at Folkekirken hverken skal opgive sin overbevisningom, at der kun er ét kirkeligt embede, som det hedder i Signaturforkla-ringen, eller får „påduttet” det tre-delte embede. Man kan i denne sig-naturforklaring nok så meget understrege, at lutheranerne kun accepte-rer ét kirkeligt embede (ministeriumecclesiasticum).Hvis den tekst (incasuPorvoo), på baggrund af og i sammenhæng med hvilken dette ud-sagn skal fortolkes,de factorepræsenterer et andet embedssyn, hjælperden lutherske tolkning af teksten ikke stort. Tværtimod vil man kunnebefrygte, at teksten selv i kraft af sin tendentielt normative styrke vilændre synet på det kirkelige embede også hos den lutherske samtale-partner. Når dertil kommer, at vi i disse år oplever en tendens til op-vurdering af bispeembedet, uden at den lutherske bekendelse har endertil svarende teologi, er det alt andet end overdrevet at antage, at enstærk anglikansk bispeteologi med tiden vil opfylde det lutherske epi-skopale vakuum.16Der synes i øvrigt at være så mange embedsrelaterede problemer også af kirkeret-lig art forbundet med tiltrædelsen af Porvoo, som det burde være en selvfølge at fågrundigt belyst, inden Folkekirken forpligter sig til noget som helst. Tag bare fx føl-gende tankeexperiment: Medlemskabet af Porvoo-Fællesskabet indebærer ikke bloten anerkendelse af de respektive kirkelige embeder, men også, at teologer fra de totraditioner konkret vil kunne udøve præstetjeneste i begge kirkesamfund. Hvordan vilman i påkommende fald forholde sig, hvis en anglikansk teolog med uddannelse fraet engelsk universitet melder sig som ansøger til et embede i Folkekirken? Akademiskvil der under alle omstændigheder skulle foretages en ækvivalensvurdering (normalt16

Nu kan man selvfølgelig mene, at en sådan potentiel forandring af det,der hidtil har været den lutherske bekendelse, er noget, man kan tageafslappet på. Ja, det er en mulig og legitim holdning. Man har lov atmene, at det lutherske embedssyn trænger til revision, og at anglika-nismen på det punkt med rette anfægter traditionel lutherdom og for såvidt er det rette svar på denne nødvendige revision. Men hvorfor gårman så ikke åbent ud og hævder, at man ønsker en sådan revision? Istedet for at forsikre den danske kirkelige offentlighed om, at beggeparter i dialogen forbliver, hvad de altid har været. Dette er efter alt atdømme faktisk ikke den sandsynlige konsekvens af en dansk tilslutning.I den forbindelse er det værd at erindre sig, at anglikanismens intensiveøkumeniske engagement hidtil i alt overvejende grad har været båret afforestillingen omorganic unionsom det endelige mål for interkonfes-sionelle dialoger. Denneorganiske kirkeunionindebærer visionen omden synlige, organisatoriske sammenslutning af hidtil selvstændigekirker eller konfessioner med en ny og anden identitet end de oprinde-lige dialogparters, men i anglikansk perspektiv med én konstant, nem-lig det historiske episkopat. En fremtrædende anglikansk økumenikerer nøgtern nok til at have øje for både svaghed og styrke i denne posi-tion: „[The] proposal of the historic episcopate as the visible centrearound which unity could be restored was both its strength and thestone of stumbling for churches not episcopally ordered.”17Hertil kom-mer, at sidste udviklingstrin (før unionen) i relationerne mellem angli-kanismen og biskoppeligt ledede kirker traditionelt har væretfull com-munion,der etablerer muligheden for udveksling (interchangeability)ved det teologiske fakultet i København), der i bedste fald og typisk resulterer i, atvedkommendes teologiske uddannelse godkendes med det forbehold, at han/hun un-derkaster sig en supplerende prøve i det mindste i dansk kirkehistorie for at give denansættende myndighed en rimelig sikkerhed for, at ansøgeren har et minimum afkendskab til den danske kirkelige og teologiske tradition. Næste og afgørende fase ien eventuel ansættelsesprocedure bliver en kirkelig prøvelse af kandidaten, der nor-malt ender med biskoppens meddelelse af kollats. Hvorledes vil man sikre, at en ang-likansk teolog, der selvfølgelig som sådan tænker anglikansk og dermed på et afgø-rende punkt, nl. med henblik på embedsteologien og specielt forståelsen af bispeem-bedet, vil være på kollisionskurs med Folkekirkens bekendelse, vil kunne udøve sinpræstetjeneste i troskab mod denne kirkes bekendelsesmæssige grundlag – uden atskride til reordination, hvilket jo er imod hele Porvoo-dokumentets ånd? Og biskop-pen har ingen kompetence til at meddele kollats i modstrid med den lutherske beken-delse. Jeg har ingen løsning på dette og andre lignende spørgsmål, og jeg tvivler på,at der er nogen, der har det. Just derfor ville jeg anse det for en usædvanlig god idé atvære på forkant med udviklingen og at få sådanne teologiske og kirkeretlige problemergennemarbejdet og drøftet,indenman skrider til Folkekirkens tiltrædelse af Porvoo-Erklæringen.17Lesslie Newbegin,Art. Union, Organic i: Dictionary of the Ecumenical Movement(ed. Nicholas Lossky et al.), Geneva [WCC Publications]22002, 1161.

af gejstlighed og læge medlemmer i de to kirker eller konfessioner, detdrejer sig om. Netop denne grad af tilnærmelse (fullcommunion)erdet, Porvoo kodificerer. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig,hvad der efter traditionel anglikansk opfattelse endnu mangler, for atenheden kan blive fuldstændig, den sidste afgørende organiske unionmellem vore kirker, der ikke længere ville have plads til lutheranernesom lutheranere og til anglikanerne som anglikanere, men som så kunville omfatteAnglolutherans.Er det det, vi ønsker? Jeg er overbevist om,at alle ansvarlige i vor kirke med én røst vil svare nej.Nuvel, mange vil sige, at det virkelig er for langt ude, og at jeg serspøgelser ved højlys dag. Måske, forhåbentlig?! Alligevel er min visionikke udtryk for andet end den efter anglikansk opfattelse logiske kon-sekvens af økumeniske samtaler. Og skulle jeg end (hvad jeg inderligthåber) skamride den teologiske logik og misbruge den faktiske histori-ske udvikling i det 20. århundrede til at drage illegitime konklusioner,og mine fremtidsudsigter derforde factoskulle være for dystre, kan dei det mindste tjene til en markering af Porvoo’s inhærente embedsteo-logiske tendenser, der næppe kan anfægtes.Derfor er og bliver, når man skal vurdere implikationerne af en tilslut-ning til dette dokument og vel at mærke stadig ønsker, at Folkekirkenskal forblive luthersk, hovedsagen synet på bispeembedet (og i andenomgang i øvrigt også forståelsen af den økumeniske samtales formål),og her skilles nu som tidligere anglikanismens og lutherdommens veje,og Porvoo giver intet sikkert indicium for, at det nu skulle være væ-sentligt anderledes. Selv om Niagara og Porvoo som allerede fremstil-let synes at have opgivet den biskoppelige succession i ontologisk for-stand og snarere forstår den som det optimalesignum unitatis,kan derikke være tvivl om, at denne succession netop derfor hører med til detat være kirke i fuld forstand.18Som jeg fremførte allerede i min rede-gørelse af 8. marts 2010 (anm. 45, p. 34), står den (i øvrigt i lighed medlæren om det tre-delte embede som helhed) ikke til diskussion og for-handling.1918

”In thePorvoo Statementhistoric episcopal succession does not imply the con-tinuation of a special ontological status, but merely the maintenance of what is con-sidered the best sign for symbolizing Church unity. Functionality rather than ontol-ogy is the key issue. ….. Anglicans accept the basic Reformation teachings of Churchand Sacraments while continuing to insist that possession of a historic episcopate isessential for the full expression of Church life.”Kenneth A. Locke,op. cit., 147.19Dette gælder også helt nye fremstillinger af anglikansk teologi, fxPaul Avis,op.cit., 165, hvor det hedder: “The threefold ministry of bishops, priests (or presbyters)and deacons is frankly a non-negotiable platform of Anglicanism in ecumenical con-versations. Anglicans are wedded to the threefold order of ministry. They believe thatit is primitive – virtually apostolic – and that it will be the ministry of any greatunited church of the future.”

Ad III) Porvoo vs. LeuenbergDette viser sig, som jeg forklarer det i min redegørelse, i økumeniskpraksis og først og fremmest i anglikanismens relation til de mellemeu-ropæiske protestantiske kirker i Tyskland og Frankrig, altså de typiskeLeuenberg-kirker. Min fremstilling af den manglende kompatibilitetmellem Porvoo og Leuenberg har JN ikke bestridt med noget, der for-tjener navn af teologisk argumentation, hvorfor jeg antager, at de på-gældende afsnit i min redegørelse (p. 25-33) indtil videre står uanfægtet.20Til gengæld mener jeg nok, at jeg med disse overvejelser kan udfordreen alt for forhastet tilslutning til Porvoo og en sådans eventuelt mang-lende overensstemmelse med Folkekirkens tidligere indgåede økume-niske aftaler. Der ligger naturligvis ikke, som JN synes at mene, i sigselv noget teologisk argument i henvisningen til, at Den Norske Kirkehar underskrevet både Leuenberg og Porvoo, eller at en norsk teologsiden 2006 har fungeret som vicepræsident for Leuenberg. Her må jegbede om, at man tager min argumentation vedrørende anglikanismensforhold til Meissen og Reuilly og dermed også Leuenberg alvorligt.Olav Fykse Tveitsvelovervejede refleksioner om „Compatibility of ChurchAgreements” (2006) er i sammenhængen derimod tankevækkende ogfremadrettede, for så vidt de peger på en række væsentlige teologiskespørgsmål i forbindelse med forståelsen af det historiske episkopat,som dethereftervil være afgørende at få drøftet.Om man vælger at få dem drøftet før eller efter tilslutning til Porvoo,kan afhænge af mange ting, bl.a. – som hos Fykse Tveit – af faren foreuropæisk protestantisk blokdannelse, men da har man forladt detsnævert teologiske område og begivet sig ind i kirkepolitikken. Det te-ologisk set logiske ville efter mit skøn utvivlsomt være at gå den mod-satte vej og at tage denne nødvendige ekklesiologiske og embedsteolo-giske diskussion,førman skrider til undertegning af Porvoo. Så vedman i det mindste, hvad man skriver under på.

Kære Kresten Drejergaard,tak for ovennævnte skrivelse og fremsendelsen af de bemærkninger til min redegørelse af 8. marts 2010, somMKR’s teologiske sekretær Jan Nilsson havde udarbejdet, og som biskopperne nu, efter hvad jeg har forstå-et, har gjort til deres responsum. Jeg er taknemmelig for, at bispekollegiet til trods for mange andre forplig-telser har taget sig tid til at drøfte mine overvejelser.Imidlertid vil det næppe undre Dig, at jeg ikke kan være tilfreds med de af Nilsson udarbejdede bemærknin-ger, som på afgørende punkter viger uden om det egentlige teologiske anliggende i min redegørelse. Jeg harderfor i en fornyet arbejdsgang tilspidset min kritik af Porvoo-Erklæringen og MKR’s procedure i forbindelsemed Folkekirkens tilslutning til Porvoo-Fællesskabet. Jeg vedlægger disse supplerende refleksioner som bilagtil nærværende brev.