Kirkeudvalget 2009-10
KIU Alm.del Bilag 77
Offentligt
Hvad Sandhed er, maae Tiden vise”
Med en omskrivning af dette motto, som Grundtvig satte på titelbladet af sin tredjeverdenskrønike,Udsigt over Verdens-Krøniken, fornemmelig i det lutherske Tidsrumfra1817, regner Kresten Drejergaard og Paul Verner Skærved med at kunne mane detskrækscenarium, jeg efter deres opfattelse udmaler iDansk Kirketidendesmartsnummer, ijorden. Ligesom Grundtvig mener jeg, tilsyneladende i modsætning til Kresten Drejergaardog Paul Verner Skærved, at man er nødt til at kende fortiden for at kunne forholde sig tilfremtiden, og at den fulde sandhed i øvrigt først åbenbares i mødet med Kristus på dommensdag. Det gælder også Porvoo-erklæringen, som Grundtvig af gode grunde ikke kunne havenogen mening om.Anglikanerne har det tilfælles med katolikkerne, at de ikke tænker i årtier, men i århundrederog årtusinder, hvor vi i den danske folkekirke har vænnet os til at tænke i følelser og meningerher og nu. De, og det gælder både katolikker og anglikanere, tænker institutionelt, hvor vitænker individuelt. Hvis man ikke gør sig det klart og respekterer hinanden på trods af dennekategoriale forskel, vil et samarbejde i frihed aldrig kunne lykkes.Selvfølgelig er der ikke siden Porvoo-samarbejdet blev etableret for 15 år siden, skabt enkirkelig mastodont med den konsekvens, at de nationale kirkers folkelige og konfessionellesærpræg er blevet udvisket. Det vil tage betydelig længere tid – EU var heller ikke fuldtudbygget 15 år efter oprettelsen af Stål- og Kulunionen og er det stadig ikke – men processener allerede godt i gang. For at nævne et konkret eksempel er ikke mindst Svenska Kyrkan oganglikanerne i gang med så vidt muligt at ensrette de kirkelige læsninger, ikke ved somudgangspunkt at holde fast ved de klassiske læsninger, som folkekirken har fastholdt i 1.tekstrække, men ved mutatis mutandis at følge den romersk katolske kirke i dens kommendeændringer af de liturgiske læsninger. Den afsmittende virkning er som regel mere effektiv endpåtvungne ordninger. Et andet eksempel er den svenske højkirkelighed, der i høj grad erresultatet af en mangeårig afsmittende påvirkning fra den anglikanske kirke, længe førindgåelsen af Porvoo-samarbejdet, der netop i Sverige er den foreløbige slutsten, og ikke somi Danmark i givet fald begyndelsen, på en udvikling.Kresten Drejergaard og Paul Verner Skærved konstaterer, at jeg må have talt med andreanglikanere, end de har. Det har jeg uden tvivl, men den største forskel mellem dem og mig erden, at de har talt med de anglikanere, de har mødt, som kirkepolitikere, hvorimod jeg har taltmed dem som privatperson i et magtfrit rum, hvor vi har kunnet tale frit som de anglikanere
og lutheranere, vi var, uden kirkepolitiske dagsordener. Ikke alene tænker anglikanerehistorisk og institutionelt, de tænker også politisk. Det er ikke for ingenting, der sidder 26anglikanske biskopper i det engelske overhus, en ordning, der som bekendt blev afskaffet iDanmark i 1536. Det svarer til, at ærkebiskop Rowan Williams, da han december 2009 var iKøbenhavn i anledning af klimakonferencen (!) udtalte, at forskellen mellem katolikker,lutheranere og anglikanere er, at katolikkerne lærer frelse ved gerninger lutheranerne ved tro,hvorimod anglikanerne lærer frelse gennem vidnesbyrd. Derfor vil det heller ikke væreafgørende for anglikanere, om de deltager i håndspålæggelsen ved bispevielserne i den danskefolkekirke. Det, at de er til stede og dermed aflægger vidnesbyrd om den ”historiskesuccession” som embedets og kirkens grundlag, er tilstrækkeligt til, at den langsigtede proceser i gang.Kresten Drejergaard og Paul Verner Skærved gør opmærksom på, at begrebet ”apostolsksuccession” kun findes i fællesudtalelsens første 4 kapitler, hvorimod der i kapitel 5, selve”Porvoo-erklæringen” tales om ”historisk succession”. Når det drejer sig om almindeligtekstlæsning vil det altid være sådan, at det er det førstnævnte, der er baggrunden for at forstådet senerenævnte i samme tekstsammenhæng. En lovtekst forklares på samme måde ud fra deforarbejder, der ligger til grund for formuleringen af lovteksten. Man spørger sig derfor,hvilke briller medlemmerne af Det mellemkirkelige Råd har haft på, da de læste Porvoo-erklæringen, der både på engelsk og på dansk taler om, at ”bispeembedet ... [er] et synligttegn, der giver udtryk for og tjener kirkens enhed og kontinuitet i apostolsk liv, mission ogtjeneste.” Er dette ikke netop, hvad ”episkopal succession” går ud på?Kresten Drejergaard og Paul Verner Skærved mener i øvrigt, at Porvoo-erklæringens brug afbegrebet ”historisk succession” er et udtryk for, at man ”nærmer sig en opfattelse, der på fleremåder minder om Grundtvigs ”kirkelige anskuelse””. Grundtvigs kirkelige anskuelse, sådansom den blev udformet i årene efter udgivelsen af ”Kirkens Gjenmæle” i 1825, er enanskuelse, der tager sit udgangspunkt i forkastelsen af ethvert pavedømme, både det kirkeligeog det eksegetiske. Kirkens grundlag er alene troen på den treenige Gud og den dåb, der er etudtryk for denne tro. Derfor vil det sikkert være ligeså umuligt for os at ændre RowanWilliams teologiske opfattelse i dag, som det var for Grundtvig at ændre de højkirkeligeanglikaneres opfattelse i 1840’rne.Kresten Drejergaard og Paul Verner Skærved sammenligner den danske folkekirke med enkolonihaveforening. Det er en sammenligning, der tyder på, at deres kendskab til kolonihaversvarer til deres reelle kendskab til folkekirken. Som bekendt er kolonihavefolk nogle af dem idet danske samfund, der mest kommer hinanden ved, ved snak over havehækkene og fællesbeslutninger i stort og småt samtidig med, at de alle har deres tilværelse fast forankret i livet
udenfor. Denne dobbelte forankrethed sikres for kolonihavefolkene som for folkekirkensmedlemmer bedst ved gensidig frihed, uden falske hensyn til folk og interesser, vi ikke foralvor er på bølgelængde med, og som ikke for alvor vil tage os alvorligt.Forskellen mellem folkekirken og f.eks. den anglikanske kirke er, sådan som man har kunnetopleve det i mange år, den, at vi, ikke alene mand og mand imellem og i de enkeltemenigheder, men også officielt har taget imod kristne fra andre kirker og traditioner end voresegen som ligemænd og ikke som nogle, vi trods alt har været lorne ved at omgås, sådan somtilfældet har været mellem anglikanere og lutheranere som os. Danske teologer, det gælderbåde præster rundt om i menighederne og lærere og studerende ved fakulteterne, for slet ikkeat tale om folkekirkens medlemmer, som de er flest, er fuldt så internationalt indstillet i dagsom tidligere. Derfor har vi ikke brug for et mellemkirkeligt råd til at lære os at se ud over detkirkelige og nationale havegærde. Vi har brug for et mellemkirkeligt råd, der i stedet for attale og handle på folkekirkens vegne, hjælper folkekirkens menigheder, præster som lægfolk,med at knytte og opretholde kontakter på alle niveauer med kristne andre steder både på detåndelige og på det geografiske verdenskort.Anglikanerne er kendt for traditionelt at lægge vægten mere på liturgi end på lære. Hoslutheranere er det omvendt. Der er tale om indgroede og derfor helt selvfølgelige, ubevidstereaktionsmønstre. Derfor vil vi let blive taget til indtægt for ”hele pakken” blot ved at gå medi en procession og deltage i liturgien ved en af Porvoo-kirkernes gudstjenester. Og netop fordide tænker, som de gør, og vi tænker, som vi gør, opdager vi ikke, troskyldige som vi er,hvordan virkeligheden er, før det er for sent. Og vi skal ikke regne med, at der ligesom ieventyret kommer en jægersmand, der, inden det er for sent, skyder ulven en kugle for pandenog redder os ud af ulvens bug, som han gjorde det med Rødhætte og hendes bedstemor,Nu som for 14 år siden kan man i øvrigt ikke undlade at undre sig over, at Detmellemkirkelige Råd og med det folkekirken ikke har valgt at nærme sig de tyske lutherske ogunerede kirker i stedet for de højkirkelige svenskere og anglikanere. Hos dem havde vi kunnetfå et teologisk og kirkeligt mod- og medspil, som havde krævet af os, at vi for alvor trådte ikarakter og ikke nøjedes med at dække os bag den Grundtvig, der er ligeså sjældent forstået iDanmark som han er kendt i udlandet.
Peter Balslev-Clausen
