Kirkeudvalget 2009-10
KIU Alm.del Bilag 76
Offentligt
Magten til afmagt.Af Menighedsrådet ved Frederiksberg Kirke.Det er onsdag. Vi sidder til menighedsrådsmøde. Sognet er Frederiksberg Sogn, et af de ti sogne iFrederiksberg Provsti. På dagsordenen for aftenens møde er der ét punkt, der overskygger alleandre: Besparelser på budget 2011 i størrelsesordenen 1/5 af sognets budget. Ændret udlignings-ordning er årsag til, at provstiet fremover har 5 millioner kroner mindre i kassen hvert år, ogFrederiksberg Kommunes selvbudgettering betyder store forskelle på budgetteret og faktiskindkommen kirkeskat med en tung negativ efterregulering til følge. De drastiske besparelser erderfor ikke en engangsforeteelse.Den eneste måde, vi i provstiet har kunnet blive enige om at gøre det på, er ved”grønthøstermetoden”. Alle ti menighedsråd forventes at barbere de fremtidige budgetter ned med1/5. I vort tilfælde kr. 1,6 mill. over tre år. Så al vedligeholdelse indstilles. Det gør ikke så ondt –foreløbigt. Kirkebladeternedlagt og erstattet af en billigere løsning, som måske vil vise sig at værelige så god eller måske bedre. Det er derfor heller ikke så slemt. Forslag om sammenlægning afnogle kirkekontorer kan også vise sig at være en god ide, hvis det kan gennemføres på en ordentligmåde.Men så begynder det at gøre ondt. De næste ting, der skal skæres væk er alt det, somvi har erfaring for er fødelinjerne til fremtidens kirkeliv. Så vi stopper op, lægger den røde pen, derstreger ud i tal og kolonner og tænker efter – og skriver i stedet for denne kommentar. Fordi detbliver mere og mere indlysende, at alle vore anstrengelser har det ene formål: At bevare det antalkirkebygninger, der tilfældigvis er opstået gennem tiden her i provstiet og i en struktur, man aldrigville vælge, hvis folkekirken skulle etablere sig på Frederiksberg i dag.Imens kirkelivet smuldrer omkring os - det kirkeliv, der er frugten af mange årsbevidst satsning på højt niveau både hvad indhold og omfang angår. Alle de aktiviteter, der skalsørge for, at der også er mennesker i og dermed brug for kirken på længere sigt – det er dem, derikke mere er råd til.Det er sagt før, men det bliver mere og mere presserende at sige det igen – og især atgøre noget. Det er urealistisk at forestille sig, at kirker, sogne, menighedsråd, medarbejdere frivilligtvil pege på løsninger, der gør allermest ondt lokalt. ”I må ikke bede os om at nedlægge os selv”,som én sagde for nyligt.Men magten ligger som bekendt dér – i det lokale. Magten til afmagt. Det er denbarske sandhed, som må ses i øjnene, når folkevalgte rådsmedlemmer og præster lokalt skal handleansvarligt til fælles bedste. Sker der ikke ændringer, er det den sidste, der lukker og slukker – hvisikke kommunen har lukket for strømmen inden da.