Kirkeudvalget 2009-10
KIU Alm.del Bilag 41
Offentligt
Nogen, der leger?Den 9. december 2009 skrev Det mellemkirkelige Råd overraskende, uden forudgående høring, påfolkekirkens vegne under på den såkaldte Porvoo-erklæring. I den anledning bemærkede JesperLangballe, der ellers er kendt for ikke at lægge fingrene imellem, i en kommentar den 20. decemberi Berlingske Tidende Søndag, at Det mellemkirkelige Råd bare er ”nogen, der leger”. Det er de må-ske, men desværre er de så nogen, der leger med ilden.Det mellemkirkelige Råd har i en pressemeddelelse henvist til, at den anglikanske kirke nu aner-kender kvindelige biskopper, og at der derfor ikke længere er noget til hinder for folkekirkens del-tagelse i fællesskabet. En sådan udtalelse kan kun skyldes ét af to: enten er Det mellemkirkeligeRåd og folkekirkens biskopper, der bakker rådets beslutning op dårlige lutherske teologer, eller deudtaler sig mod bedre vidende. Hvad Det mellemkirkelige Råd enten ikke har set eller fortalt er, atden anglikanske kirkes og dermed Porvoo-fællesskabets kirke- og embedssyn stadig er det samme,selvom man nu, langt om længe, anerkender kvinder på lige fod med mænd.Porvoo-erklæringen, der i begyndelsen af 1990’erne blev forhandlet på plads mellem den anglikan-ske kirke i Storbritannien og Irland på den ene side og de lutherske kirker i Skandinavien og Balti-kum på den anden side, forpligter de underskrivende kirker til et nært både kirkeligt og teologisksamarbejde, ikke alene på sogneplan, men også på stifts- og landsplan. På sogneplan har folkekir-ken i mands minde og mere til været åben for ethvert samarbejde med de kirker, der har underskre-vet Porvoo-erklæringen. Har der været problemer, har det entydigt været, fordi ikke mindst angli-kanerne ikke har anerkendt folkekirken fuldt ud. Det er derfor ikke på sogneplan, der står noget påspil for folkekirken, bl.a. fordi kirkesynet, dvs. opfattelsen af, hvordan den kirkelige organisation ogde kirkelige embeder skal forstås, ikke spiller den store rolle på græsrodsplan, hvor det er menne-sker, der møder mennesker.På stifts- og landsplan er kirkesynet derimod af afgørende betydning. Til grund for Porvoo-erklæringen ligger det anglikanske kirkesyn, vel at mærke det anglikanske kirkesyn højkirkeligtforstået. Grundlæggende for dette kirkesyn er en kultisk kirke- og embedsforståelse, der principieltsvarer til den romersk-katolske. I modsætning til den lutherske forståelse af kirke og embede, somfolkekirken er forpligtet på, hvor det enkelte menneske og dermed den enkelte kristne står frit ogdirekte ansigt til ansigt med Gud, og hvor det er Guds frie og direkte ord til mennesker, der formid-ler fællesskabet mellem Gud og mennesker med alt, hvad det indebærer, er det i den højkirkelige ogkatolske forståelse kirkens og de kirkelige embeders hellighed, der formidler menneskers fælles-skab med Gud og omvendt Guds fællesskab med mennesker. Krumtappen for det højkirkelige kir-ke- og embedssyn, som det er indskrevet i Provoo-erklæringen, er det ubrudte biskoppelige embedetilbage til Jesu disciple og dermed Jesus, der udvalgte - og indviede - dem til sine stedfortrædere i
de menigheder, de samlede omkring sig. I den kultisk-højkirkelige forståelse er det biskoppen oghans eller hendes embede, der konstituerer kirken, i modsætning til den lutherske forståelse, hvordet er Guds ord, dets formidling til mennesker og menneskers modtagelse af det, der konstituererkirken.Hvis man kender til forholdene i Sverige, kan man se, hvor farerne ved at tilslutte sig Porvoo-erklæringen ligger for en luthersk kirke som den danske folkekirke. I løbet af de sidste par generati-oner har Den svenske Kirke (Svenska Kyrkan) udviklet sig fra at have været en luthersk øvrigheds-kirke til at være en højkirkelig kultkirke. Det ses måske ikke så meget på det lokale plan, men påstifts- og landsplan er der ikke noget at tage fejl af. Bispeembedet og dermed biskoppen er takketvære den ubrudte tradition tilbage til den ældste kirke hævet over kirkens præster i øvrigt, samtidigmed at de almindelige sognepræster har deres principielle legitimation, ikke fra menighedens kal-delse, men fra deres ordination, hvorved de gennem biskopperne har fået del i kirkens grundlæg-gende hellighed og sendelse til verden.Den svenske Kirkes problem set med lutherske øjne er, at de svenske biskopper ligesom de angli-kanske ved reformationen beholdt den biskoppelige succession, dvs. den ubrudte indvielse fra bi-skop til biskop tilbage til den ældste kirke. Uden den biskoppelige succession er det vanskeligt athævde embedets, præsternes og biskoppernes særlige kultiske status i forhold til menigheden. Medden biskoppelige succession viser al erfaring, at det kan være vanskeligt at undgå en højkirkeligudvikling.En af bestemmelserne i Porvoo-erklæringen er en aftale om, at biskopper fra de andre Porvoo-kirkerdeltager i de enkelte kirkers bispevielser. Dette vil betyde, at alle, også alle danske biskopper, efterret få års forløb vil være i besiddelse af den apostolske succession. Det vil måske ikke være f.eks.svenske eller anglikanske biskopper, der som ordinatorer vil forestå indvielsen af de danske biskop-per, men ved at deltage i bispevielserne og ved at deltage i håndspålæggelsen under bispevielsesri-tualet, vil de delagtiggøre de danske biskopper i deres egen indvielse og biskoppelige succession.Hvad det vil betyde for danske biskoppers og med dem danske præsters selvforståelse, kan manindtil videre kun gisne om, men den fælles bispe- og præsteindvielse vil gøre en højkirkelig udvik-ling mulig, og erfaringerne fra Sverige og efterhånden også fra Norge viser, at det derefter vil væreet spørgsmål om tid, før en højkirkelig udvikling er så godt i gang, at den kun vanskeligt, om over-hovedet, lader sig stoppe.I den lutherske kirke-model er præsten og menigheden samlet omkring forkyndelsen af Guds ord.Principielt står præst og menighed lige i forhold til Gud og forkyndelsen af hans ord. Det kultiskekirke- og embedssyn, der ligger til grund for Porvoo-erklæringen, medfører en synlig eller usynlig,om det er det ene eller det andet er ikke det afgørende, afstand mellem præst og menighed. Ikke
alene vil dette forhold give vanskeligheder i en tid, hvor ikke alene menighedsråd, men nu ogsåstiftsråd, får stadig større tyngde i den kirkelige sammenhæng. Det vil også gøre det vanskeligt atopretholde den lutherske forestilling om det almene præstedømme, ikke som politisk begreb, mensom udtryk for det lige og frie forhold mellem Gud og mennesker.Biskop Kresten Drejergaard, Odense, skrev 16. januar i en kommentar i Kristeligt Dagblad i et svartil Thorkild Thaning, der havde undret sig over, at han, Kresten Drejergaard, ikke havde modsat sigtilslutningen til Porvoo-samarbejdet, at ”det er rigtigt, at høringen hos menighedsrådene i 1995 [ianledning af Det mellemkirkelige Råds ønske om dengang at tilslutte folkekirken til Porvoo-samarbejdet] også viste en modstand mod den opfattelse af bispeembedet, som er indeholdt i fæl-lesudtalelsen fra Porvoo. Den modstand er jeg stadig enig i, og jeg deler den med en hel del af deanglikanske præster og biskopper, som jeg kender”. Og han fortsætter: ”Fællesudtalelsen ser jeg nui bakspejlet som et udtryk for de anglikanske kirkers bestræbelse for at snakke sig ud af deres tradi-tionelle opfattelse af bispeembedet og den apostolske succession, som man af samme grund omdøb-te til ”historisk succession”. Men dette begreb spiller i folkekirken ikke nogen rolle og vil helleraldrig kunne komme til at gøre det. Det er jo forvrøvlet at tale om at genindføre en succession, somer blevet afbrudt”. Udviklingen i de øvrige nordiske lande viser, at det ikke alene er en nærliggendemulighed, men noget, der med stor sandsynlighed vil ske. Der er noget, der tyder på, at når anglika-nere er sammen med folkekirkens biskopper og medlemmerne af Det mellemkirkelige Råd, taler detil dem, som ræven til de gæs. Når vi andre taler med anglikanere, oplever vi, at det ikke er muligtat gøre dem begribeligt, hvad et evangelisk kirke- og embedssyn går ud på.Set i et historisk perspektiv er det i øvrigt karakteristisk, at en højkirkelig udvikling ofte hører sam-men med en situation, hvor en kirke føler sig trængt af alternative bevægelser, som man søger atovertrumfe ved at vise, at man er mere autentisk og legitim kirke end dem, samtidig med at man harbehov for at stive sin selvforståelse af i forhold til sekulariseringen i kultur og samfund. Reformati-onen i 1500-tallet var sammen med den sekulære renæssancekultur stærkt medvirkende årsag til denpavelige centralisme i den romersk-katolske kirke. Den anglikanske højkirkelighed var en reaktionpå truslen dels fra metodisterne og den katolske kirke, dels fra det sekulariserede industrisamfund,og den svenske højkirkelighed voksede frem som en reaktion på på den ene side de store svenskevækkelses-frikirker og på den anden side den moderne sekularisering af kultur og samfund.Selvom folkekirken stadig har faldende medlemstal som en senfølge af de relativt mange udmeldin-ger i 1970’erne i kølvandet på ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne, er den i dag ikke i krise.Den er i gang med et hamskifte, men står på medlemsplan i dag stærkere, end den har gjort siden60’erne. Det, der sker, er at på den ene side vækkelserne og med dem den organiserede lægmands-kirkelighed, og på den anden side de gamle autoriteter repræsenteret af præster og biskopper er un-der relativ afvikling. I denne situation er Det mellemkirkelige Råd og biskopperne indgået en uhel-
lig alliance, der som sit seneste udtryk har fået tilslutningen til Porvoo-samarbejdet, der ved sin ang-likansk-reformerte tradition for kirkeligt engagement i politik og ved sin ligeledes anglikansk inspi-rerede højkirkelighed tilgodeser både de økumenisk engagerede lægfolk i Det mellemkirkelige Råd,biskopperne. Det indirekte valgte mellemkirkelige råd er uden forbindelse med dagens demokrati-ske virkelighed, og biskopperne har trods tilsyneladende kompetencetilvækst i de senere år måttetse deres reelle indflydelse og betydning udhulet i løbet af de sidste par årtier, indtil videre kulmine-rende med indførelsen af de lægmandsdominerede stiftsråd sidste år efterfulgt af det netop fremsattelovforslag om åremålsansættelse af biskopper.I Sverige og Norge har man for længst skiftet den protestantiske præstedragt, der skulle signalereteologisk viden og lærdom, ud med dragter, der med deres inspiration fra den førreformatoriskemiddelalder signalerer kultisk hellighed og forskellighed fra den læge menighed. Så vidt er det ikkekommer i folkekirken endnu, men det er et udtryk for det samme, at biskopperne bærer deres bispe-kåber ikke kun under udførelsen af de biskoppelige handlinger (kirke-, præste-, og bispevielser)som tidligere, men også ved processioner og almindelige gudstjenester, noget, der har smittet af påmange præsters brug af messekåber. Bispestave bruges ikke – endnu – af folkekirkens biskopper,men skal man tage varsel af det ikke ubetydelige antal bispestave, der i de senere år er dukket op ibispeembedernes nye, middelalderligt inspirerede segl, kan det ikke vare længe, før de bliver taget ibrug af folkekirkens biskopper.Som et kuriosum kan nævnes, at de guldkors, som folkekirkens biskopper har båret siden 1922, erinspireret af, at de svenske biskopper bærer lignende kors. Disse kors blev indført i 1780-erne, for atbiskopperne ikke skulle stå tilbage for frimurerordenens stormestre, der netop bar den slags kors iforbindelse med deres logedragt.Begrundelsen for at have biskopper i en evangelisk-luthersk kirke er, at det er nødvendigt at havenogle, der på et overordnet plan kan holde præster og menigheder fast på kirkens bekendelsesgrund-lag. Det gælder også bekendelsens kirke- og embedssyn. Ved at tilslutte sig Porvoo-erklæringen og–samarbejdet har Det mellemkirkelige Råd og med det biskopperne sat sig ud over folkekirkensevangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag.Kirkeministeren svarede Jesper Langballe, da han og andre, deriblandt formanden for Folketingetskirkeudvalg Britta Schall Holberg, opfordrede hende til at sige et par borgerlige ord til medlemmer-ne af Det mellemkirkelige Råd, med at sige ”Hvorfor skulle jeg dog det? Det er jo uden nogen be-tydning”. Gid det var så vel.Peter Balslev-Clausen