FOU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 180: DIIS: I krydsfeltet mellem forlig og virkelighed - forsvarets strategiske kapacitetsudvikling

Det er godt et år siden, at Folketingets partier, med undtagelse af Enhedslisten, indgik en aftale om forsvaretsordning for perioden 2010-2014. Det blev hurtigt åbenlyst, at de politisk aftalte ressourcer ikke understøttededen pålagte struktur og opgaveløsning, og forsvarskommandoen har derfor anvendt perioden indtil nu på atanalysere, hvordan strukturen kan optimeres.Umiddelbart lader det ikke til, at forsvaret vil iværksætte revolutionerende ændringer i den eksisterendestruktur, og det er der to gode grunde til: Primært er politikerne generelt uvillige til at træffesikkerhedspolitiske beslutninger, der går ud over deres nuværende valgperiode; sekundært har forsvarettradition for optimere strukturen ved at reducere alle områder en smule – for fortsat at råde over flest muligekapaciteter, der kan indsættes, i takt med at politikerne beder om det. Disse to forhold umuliggør reeltstrategisk kapacitetsudvikling i forsvaret.Det er den virkelighed, som en politisk ledet virksomhed er underlagt, men politikernes beslutningsvillighed ogviden om forsvaret kan styrkes, hvis forsvaret mere målrettet yder militærfaglig rådgivning om de rådigemilitære kapaciteters styrker og svagheder, herunder rådgiver om potentielle, fremtidige kapaciteter, såfremtpolitikerne efterspørger en bestemt effekt.Danmark får ikke en sikkerhedspolitisk kapacitet ved at anskaffe eksempelvis en fregat. Det kræver etdoktrinært grundlag for dens anvendelse, både alene og i sammenhæng med andre kapaciteter. Det kræverogså uddannelse af såvel besætningen som dem, som skal indsætte kapaciteten, dem, som skal samarbejdemed kapaciteten, og dem, som skal vedligeholde den. Det kræver faciliteter og en organisation afstemt til dekrav, som netop en fregat har. At udvikle en sådan kapacitet kræver, at der justeres på alle områder, såsamspillet mellem de forskellige elementer optimeresForsvarets militærfaglige rådgivning skal baseres på to elementer: en detaljeret viden og indsigt i, hvadforsvarets nuværende kapaciteter rummer, samt en antagelse af, hvad fremtidens krige og konflikter vil kræveaf de militære kapaciteter.

Hvad kendetegner forsvarets aktuelle struktur? Forsvarets mission lyder: ”Ved at kunne kæmpe og vindefremmer Forsvarets soldater en fredelig og demokratisk udvikling i verden og et sikkert samfund i Danmark”,men det er forkert at antage, at danske succeser i de seneste 10 års engagementer er et resultat af énuniversel tilgang til opgaverne – en ”one size fits all”.Forsvaret har med enheder været engageret så forskellige steder som Balkan, Irak, Libanon og Afghanistan;

engagementer, der ikke alene er forskellige, hvad angår geografi og klima, men som tilsvarende er forskellige irelation til fx udviklingsniveau, historie, religion, etnicitet, kultur, demokrati, nationalisme og dermedkonfliktårsag. Det er succesen i disse operationer, der er forsvarets raison d’être, og det er væsentligt, atforsvaret anvender tilstrækkeligt med ressourcer på at analysere, hvad ”kæmpe og vinde” har betydet i denenkelte kontekst, og hvorfor nogle kapaciteter virker godt i en kontekst men mindre succesfuldt i en anden.Erfaringer, der ikke medfører større organisatoriske ændringer, er som regel nemmere at implementere, end demere komplekse problemstillinger, der potentielt kan resultere i grundlæggende ændringer til den eksisterendestruktur, herunder organisation, uddannelse og doktrinært grundlag.Det er indlysende, at opgaven med at identificere og analysere operative erfaringer for derefter at evaluerederes anvendelighed og evt. konsekvenser for den eksisterende struktur er et umådeligt omfattende, komplekstog ressourcekrævende arbejde. Det er ikke desto mindre en grundlæggede forudsætning for succesfuldkapacitetsudvikling!Det er i den henseende vigtigt, at erfaringsopsamling ikke kun gennemføres internt, men at også eksterne,uvildige eksperter evaluerer forsvarets indsatser, så sammenhængen mellem årsag og virkning tydeliggøres.Det ville tilsvarende styrke erfaringsopsamlingen, hvis forsvarets kultur i højere grad fremmede, at fejl åbentkunne indrømmes – og tilgives.

Det er altid svært at spå – især om fremtiden, lyder en talemåde. Forsvaret bør styrke sin evne til at givepolitikerne militærfaglig rådgivning om udvikling eller anskaffelse af kapaciteter, som forsvaret forventer kanblive afgørende for succes i relation til fremtidige opgaver. Dette er ikke en nem opgave, og det kan vise sig, atbegreberne ”kæmpe og vinde” ikke længere vil have det samme normative indhold, som de har i dag.For at kunne ”kæmpe og vinde” skal forsvaret indledningsvist gøre sig klart hvor, hvordan og mod hvem manskal kæmpe, hvem vi kæmper med, samt hvornår man kan sige at have vundet. Denne opgave er udfordrende,men forsvaret bør ofre de nødvendige ressourcer på at studere, analysere og afdække fremtidige udfordringer,herunder identificere hvilke krav, der stilles til forsvarets evne til at ”kæmpe og vinde”.Grundlaget er bl.a. studier som Allied Command for Transformations ”Multiple Futures Project” eller tilsvarendestrategiske studier, der ”kigger langt ud af boksen”. Disse studier bør sammenholdes med hjemlige analyser,der sætter udfordringerne ind i en national kontekst og som skaber sammenhæng til forsvarets eksisterendestruktur.

Fraværet af en langsigtet udenrigs- og sikkerhedspolitiks strategi og manglende vilje til at tage konsekvensenaf for få ressourcer og for omfattende opgaver betyder, at strategisk udvikling i en offentlig, politisk ledetorganisation ikke er uproblematisk.Det er afgørende, at såvel politikerne som forsvaret udviser mod til både at omstille og afvikle kapaciteter, derikke længere efterspørges, samt opstille nye kapaciteter baseret på fremtidige krav. Justeringer bør ske med etholistisk perspektiv og ikke som optimering af enkelte, udvalgte områder.Forsvaret bør udvise villighed og afsætte flere ressourcer til at afstemme det doktrinære grundlag til at afspejleden måde, som fremtidens krige skal udkæmpes på, herunder tilpasse sin permanente organisation og sinefaste etablissementer i forhold til økonomisk ansvarlighed og politisk vilje. Forsvaret bør forholde sig tilmaterielrelaterede og teknologiske behov i takt med, at behov identificeres, og ikke først når enhederudsendes, lige som forsvaret bør sikre sig rådighed over nødvendige faglige og personlige kvalifikationer ogkompetencer gennem en målrettet og visionær udvikling af såvel ledere som medarbejdere.Hvis forsvarets strategiske kapacitetsudvikling ikke styrkes institutionelt og konceptuelt, vil fremtidens struktur