Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2009-10
FLF Alm.del Bilag 191
Offentligt
814830_0001.png
814830_0002.png
814830_0003.png
814830_0004.png
814830_0005.png
814830_0006.png
814830_0007.png
814830_0008.png
814830_0009.png
814830_0010.png
814830_0011.png
814830_0012.png
814830_0013.png
814830_0014.png
814830_0015.png
814830_0016.png
814830_0017.png
814830_0018.png
814830_0019.png
814830_0020.png
814830_0021.png
814830_0022.png
814830_0023.png
814830_0024.png
814830_0025.png
814830_0026.png
814830_0027.png
Civil- og Politiafdelingen
Dato:Kontor:Sagsnr.:Dok.:
13. marts 2010Dyrevelfærdskontoret2009-5400-0016MJO41683

KOMMENTERET HØRINGSOVERSIGT

OVER

udkast til forslag til lov om ændring af lov om hunde og dyreværns-

loven samt Udvalget om hundes delbetænkning om farlige hunde

1. Hørte myndigheder, organisationer m.v.

Den 11. september 2009 sendte Justitsministeriet et udkast til forslag tillov om ændring af lov om hunde og dyreværnsloven (Nedsættelse afmærknings- og registreringsalderen, båndpligt, aflivning af hunde, derskambider, og midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gø-re m.v.) i høring.Den 20. januar 2010 sendte Justitsministeriet endvidere Udvalget omhundes delbetænkning om farlige hunde i høring. Delbetænkningen inde-holder udkast til ændring af lov om hunde, herunder et udkast til indfø-relse af et forbud mod besiddelse mv. af visse hunderacer.Udkastet og delbetænkningen blev sendt i høring hos følgende myndig-heder, organisationer mv.:Advokatrådet, Aktive Dyrevenner, Alle Dyrs Ret, Daniche, Danmarkscivile Hundeførerforening, Danmarks Jægerforbund, Dansk Arbejdsgi-verforening, Dansk Blindesamfund, Dansk Breton Klub, Dansk Erhverv,Danske Advokater, Danske Hundeejeres Landsforening, Dansk Hunde-register, Dansk Industri, Dansk Jagthunde Udvalg, Dansk Kennel Klub,Dansk Racehunde Union, Dansk Ruhår Klub, Dansk Vizsla Klub, Dan-ske Regioner, Den Danske Dommerforening, Den Danske Dyrlægefor-ening, Den Danske Hundeforening, Det Biovidenskabelige Fakultet v/Københavns Universitet, Det Dyreetiske Råd, Det Jordbrugsvidenskabe-
Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]
lige Fakultet v/ Aarhus Universitet (DJF), Det Veterinære Sundhedsråd,Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Dyrenes Beskyttelse,Dyreværnsforeningen Freja, Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsor-ganisation (DOSO), Dyreværnsrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Of-fentlige Anklagere, Forsikring & Pension, Fællesrepræsentationen forSpecialklubber for stående Jagthunde i Danmark, Klubben for Field TrialSpaniels, Kommunernes Landsforening, Korthaarklubben, Miljøministe-riet, OASA (Organisation Against the Suffering of Animals), Politifor-bundet i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet vedrørende hold afsærlige dyr, Servicehunde til handicappede, samtlige byretter, VestreLandsret og Østre Landsret.Endvidere har Hundens Tarv afgivet høringssvar til lovforslaget, mensDansk Molosser Klub, Dansk Terrier Klub, racerepræsentanter for hen-holdsvis racerne boerboel og staffordshire bull terrier samt opdrættere afhunde af racerne dogo argentino, centralasiatisk ovtcharka og tornjak harafgivet høringsvar til Udvalget om hundes delbetænkning om farligehunde.Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anført medkursiv.Det fremsatte forslag til lov om ændring af lov om hunde og dyreværns-loven svarer indholdsmæssigt i vidt omfang til forslaget, der blev sendt ihøring den 11. september 2009, og lovudkastene indeholdt i kapitel 8 ogbilag 1 i delbetænkningen om farlige hunde. Der er dog foretaget visseændringer, herunder i lyset af de indkomne høringssvar. De væsentligsteændringer er omtalt ved nedenstående gennemgang af høringssvarene.

2. Høringssvarene

Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Advokater, Domstolsstyrelsen,

Fødevarestyrelsen, Københavns Byret, Rigspolitiet, Vestre Landsret,

Østre Landsret og byretterne

har ingen bemærkninger til lovforslaget.

Advokatrådet, Det Veterinære Sundhedsråd, Domstolsstyrelsen, Dy-

renes Beskyttelse, Forbrugerrådet, Politiforbundet, Rigsadvokaten,

Vestre Landsret, Østre Landsret og byretterne

har ingen bemærknin-ger til Udvalget om hundes delbetænkning om farlige hunde.

2.1. Generelle bemærkninger

2

2.1.1. Generelle bemærkninger til lovforslaget

Det Veterinære Sundhedsråd

støtter overvejende det udkast til lovfor-slag, som blev sendt i høring den 11. september 2009, da lovforslagetefter rådets opfattelse er udtryk for gode intentioner.

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO)

fin-der, at der er mange gode initiativer i lovforslaget. DOSO hilser det såle-des velkomment, at det fremover vil være muligt at frakende en personretten til at eje eller have med dyr at gøre, mens en sag om vanrøgt ellermishandling behandles. Endvidere finder organisationen det prisværdigt,at alderen for registrering af hunde nedsættes væsentligt.

Dyrenes Beskyttelse

og

Forsikring & Pension

støtter udkastet til lov-forslag.

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet v/ Aarhus Universitet (DJF)

finder det hensigtsmæssigt at forbedre forebyggelse af angreb fra farligehunde. Efter DJF’s opfattelse kan de i lovforslaget foreslåede midlerimidlertid ikke alle forventes at bidrage hertil. Udvidelsen af snorpligtenkan således ifølge DJF i nogle tilfælde kompromittere hundenes velfærd.

Alle Dyrs Ret, OASA og dyrlæge Lene Kattrup

finder i et fælles hø-ringssvar, at det alene er over for hunde af kamphundetypen, der skalgribes ind. Det er således ulogisk at gribe ind over for de helt almindeligefamiliehunde, hvor der ikke er en særlig ugunstig udvikling med flereskader eller en stigning i aggressivitet.

Hundens Tarv

finder, at udkastet til lovforslag blot er et kortsigtet for-søg på symptombehandling, der efter foreningens opfattelse næppe villøse problemet.

2.1.2. Generelle bemærkninger til delbetænkningen om farlige hunde

Dansk Kennel Klub

finder, at det er vigtigt, at politiet i tilknytning tilvedtagelsen af de foreslåede lovændringer tildeles de nødvendige øre-mærkede ressourcer til at håndtere hundeområdet. Politiet bør endviderepålægges at udarbejde en implementeringsplan.
3

Den Danske Dyrlægeforening (DDD)

bifalder inddragelsen af de rele-vante interesseorganisationer i den politiske og administrative beslut-ningsproces i forbindelse med nedsættelsen af Udvalget om hunde. DDDbeklager imidlertid, at justitsministeren i august 2009 pålagde udvalgetsformand en bunden opgave i form af udarbejdelse af modeller for et for-bud mod visse hunderacer. DDD finder, at denne fremgangsmåde risike-rer at indebære, at inddragelsen af interesseorganisationer i forberedelsenaf lovforslag fremstår som rent ceremoniel.

Det Dyreetiske Råd

finder, at der bør fokuseres på de hunde og ejere,hvor der konkret er problemer, og kan derfor støtte de forslag til generel-le skærpelser af hundeloven, som der lægges op til i hundeudvalgets del-betænkning.

2.2. Forbud mod hold af særligt farlige hunde

Danmarks Jægerforbund

tager kraftig afstand fra et forbud mod vissehunderacer. Jægerforbundet bemærker, at forkert avl og opdræt samtmanglende færdigheder hos ejeren kan udvikle farlig aggressivitet hosalle hunderacer. Et raceforbud kan medføre, at personer med behov for ateje farlige hunde retter fokus mod andre racer, der kan avles og opdrættesi en aggressiv retning. Dette kan medføre et skred, hvor loven løbendeudvides til at omfatte flere og flere hunderacer, herunder også racer afmere fredelig karakter, hvilket kan skabe utryghed hos hundeejere ogkenneler, der udfører et seriøst og ansvarligt arbejde.

Dansk Kennel Klub (DKK)

mener ikke, at et forbud mod bestemte ra-cer kan løse problemerne med farlige hunde. DKK peger i den forbindel-se på, at de personer, der ønsker at have en hund, der virker truende, vilanskaffe andre racer, som minder om de forbudte racer. Dette problemvil efter DKK’s opfattelse særligt opstå, hvis der ikke stilles krav omFCI-anerkendte stambøger som dokumentation for hundens race. DKKpeger endvidere på risikoen for, at ejerne af de forbudte hunde vil forsø-ge at omgå reglerne og derved gøre det så vanskeligt at føre sagerne, atpolitiet opgiver på forhånd. DKK anbefaler, at der i stedet indføres sær-regler for bestemte hunderacer. For så vidt angår hvilke racer der bør om-fattes af et forbud eller af særregler, bemærker DKK, at de vogtende hyr-dehunde næppe vil få samme udbredelse i gadebilledet som kamp- ogmuskelhunde, idet deres udseende ikke i sig selv er egnet til at virke tru-ende.4

Dansk Molosser Klub

tager skarpt afstand fra et forbud mod visse racerog bemærker, at forbuddet vil være vanskeligt at håndhæve og særligt vilramme seriøse opdrættere. Foreningen anfører endvidere, at antallet afhunde, der tilhører racer af molosser-typen i Danmark er meget begræn-set, og bemærker i den forbindelse, at der eksempelvis kun er fire hundeaf racen fila brasileiro, der er godkendt til avl. Heller ikke racen dogoargentino er udbredt i Danmark. Dansk Molosser Klub finder, at der istedet for et raceforbud bør indføres regler om, at alle hunde skal holdes isnor og holdes i en forsvarlig indhegning. Endvidere skal bødestraffenfor overtrædelse af hundeloven hæves markant.

Dansk Terrier Klub

er modstander af race-, gruppe- og typespecifikkeforbud eller restriktioner, idet der efter foreningens opfattelse ikke er sta-tistisk, videnskabeligt eller erfaringsmæssigt grundlag, som berettiger ensådan lovgivning. Erfaringer med racespecifik lovgivning viser, at detikke nedbringer antallet af hundebid, idet det ikke rammer de uansvarligehundeejere med dårligt fungerende hunde. Dansk Terrier Klub finderdesuden, at forslaget om omvendt bevisbyrde retssikkerhedsmæssigt erstærkt betænkeligt. I den forbindelse påpeges det, at dna ikke kan anven-des til at fastlægge en hunds race.

Dansk Terrier Klubs Amerikansk Staffordshire Terrier gruppe

be-mærker, at der ikke findes en entydig officiel dansk definition af kamp-hund eller muskelhund. Foreningen anfører videre, at den amerikanskestaffordshire terrier og staffordshire bull terrieren har samme oprindelse,idet den amerikanske staffordshire terrier dog er større end staffordshirebull terrieren. Den amerikanske staffordshire terrier blev i sin tid avletsom gårdhund, hyrdehund, trækhund og vagthund – ikke til brug i hun-dekampe – og racen anvendes i flere lande som service- og arbejdshund.Gruppen bemærker endvidere, at danske opdrættere af amerikanske staf-fordshire terriere frivilligt har underlagt sig en række regler, som skalvære opfyldt for at opnå avlsgodkendelse i Danmark. Endelig bemærkergruppen, at en meget stor andel af de hunde, der i dag er registreret somamerikanske staffordshire terriere i Dansk Hunderegister, er blandings-hunde.

Dansk Terrier Klubs racerepræsentanter for staffordshire bull terri-

er

frygter, at et bredt raceforbud vil indebære, at uansvarlige hundeejere,der ønsker en farlig hund, blot vil anskaffe sig andre tvivlsomme racer.Racerepræsentanterne bemærker endvidere, at et flertal i hundeudvalgethar peget på, at staffordshire bull terrier ikke bør forbydes, da hunde af5
denne race er avlet som familiehunde og ikke bliver ret store. Racerepræ-sentanterne henleder desuden opmærksomheden på, at forbuddet modracerne pittbull og tosa førte til, at personer fik registreret deres hunde aftvivlsom oprindelse som en tilladt race i Dansk Hunderegister. Racere-præsentanterne støtter derfor en model som den norske med dna-test ikombination med omvendt bevisbyrde, da dette vil hindre, at racer aftvivlsom herkomst vil kunne registreres som staffordshire bull terrier.Ansvaret for den korrekte registrering af visse hunderacer bør placereshos Dansk Kennel Klub, som råder over den nødvendige sagkundskab,og ikke hos Dansk Hunderegister.

Den Danske Dyrlægeforening (DDD)

finder ikke, at et forbud mod be-stemte hunderacer vil nytte, og bemærker, at et sådant forbud vil havemassive negative konsekvenser. DDD anfører endvidere, at det er i stridmed menneskerettighederne at anvende omvendt bevisbyrde, idet det børvære op til anklagemyndigheden at bevise, at den anklagede er skyldig.DDD bemærker herudover, at udvælgelsen af de 14 hunderacer, somkunne tænkes omfattet af et forbud, ikke bygger på faglighed, statistikeller erfaringer, men alene på udvalgets antagelser og forventninger ommulige kommende generationer af farlige hunde.

Det Dyreetiske Råd

kan ikke anbefale et forbud mod bestemte racer.Ifølge Rådet skyldes en øget risiko for hundebid en kombination af arvog miljø, hvilket betyder, at alle hunde som udgangspunkt kan være far-lige. Et raceforbud vil efter Rådets opfattelse højst have en tidsbegrænseteffekt, fordi det genetiske bidrag til problemernes opståen vil blive flyttettil andre racer eller til hunde af blandet race. Rådet finder endvidere, at etforbud er forbundet med alvorlige vanskeligheder i relation til at fastslåden enkelte hunds racemæssige tilhørsforhold. En model med omvendtbevisbyrde pålægger således ejere af f.eks. velfungerende blandingshun-de urimelige krav, som – når de ikke kan honoreres – kan medføre tilsva-rende urimelige konsekvenser. Rådet finder desuden, at udvalgets delbe-tænkning er mangelfuld for så vidt angår afdækning af racemæssige for-skelle og af omstændighederne ved bidsituationer.

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, (DJF)

finder, at delbetænkningen indeholder en saglig og relevant gennemgangaf de arvelige og miljømæssige faktorer, der kan øge risikoen for, at hun-de bider. DJF anfører endvidere, at der er grund til at formode, at racer,hvor man har selekteret efter nedsat tærskelværdi for aggression eller ef-ter andre egenskaber, der fremmer tilbøjeligheden til angreb eller bytteaf-6
livning, lettere kan bringes i en tilstand, hvor de angriber. Variationeninden for hunderacer er imidlertid lige så stor som mellem hunderacer, ogde miljømæssige forhold kan have lige så stor betydning som de arveligefaktorer. Det er derfor tvivlsomt, om et forbud reelt vil nedbringe antalletaf angreb fra hunde. Desuden er vanskeligheden ved at identificere deracer, der bør forbydes, problematisk set i forhold til effekten af et for-bud. DJF finder endvidere, at særregler for bestemte hunderacer kan væreuhensigtsmæssige, da de indebærer en betydelig risiko for manglendesocialisering, hvilket vil forstærke risikoen for unormal adfærd.

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO)

kanikke støtte et forbud mod bestemte hunderacer og bemærker i den forbin-delse, at tidligere raceforbud i Danmark og andre lande ikke har virketefter hensigten. Et forbud vil således ikke løse problemet, men blot skabeen falsk tryghed, idet det ikke kan dokumenteres, at hunde af bestemteracer står bag overfaldene. DOSO anfører endvidere, at den omvendtebevisbyrde i yderste konsekvens kan betyde, at alle hunde uden stamtavleer i fare for at blive anset for at være en af de forbudte hunde, således atblandingshunde ikke vil kunne videreformidles. Desuden vil den om-vendte bevisbyrde kunne bruges til at chikanere hundeejere. Herudoveranfører DOSO, at hvis bestemte racer forbydes, vil de hundeejere, derønsker at have en truende hund, med stor sandsynlighed anskaffe sig enhund af en anden race, som vil kunne gøres aggressiv i samme grad.DOSO finder, at et krav om mundkurv vil være et voldsomt indgreb ihundens velfærd, som må forventes at øge hundens frustration og aggres-sivitet. DOSO støtter et krav om båndpligt og indhegning af ejerens ejen-dom, men finder, at sådanne regler bør gælde for alle hunde.

Dyreværnsrådet

finder, at et forbud vil ramme alt for mange hunde, derhverken er farlige eller krævende. Endvidere finder Rådet ikke, at et for-bud mod bestemte hunderacer vil virke efter hensigten, hvilket vanske-lighederne med at håndhæve det gældende forbud mod hunderacerne pit-bull terrier og tosa viser. Dyreværnsrådet kan heller ikke støtte et forslagom særregler for bestemte hunderacer. Rådet henviser i den forbindelsetil den dyreværnsmæssigt negative virkning af, at de omfattede hundealdrig vil kunne løbe frit uden for ejerens indhegnede have, men altid vilskulle være iført snor og mundkurv og være uden artsfællekontakt, når debevæger sig uden for haven. Dette vil være en meget betydelig ind-skrænkning af disse hundes naturlige fysiologiske og adfærdsmæssigebehov og vil i øvrigt risikere at gøre hundene mere aggressive og uhånd-terlige.7

Forsikring & Pension

finder, at udfordringen med farlige hunde ikkeudelukkende skyldes hundens race, men også ejerens adfærd.

Birgitte Nielsen

og

Peter Van Gils,

der ifølge deres egne oplysninger erde eneste opdrættere i Danmark af racen dogo argentino, anfører, at derikke er eksempler på skader forvoldt af hunde af denne race i Danmark.Dogo argentino er tværtimod kendt for sit elskelige temperament og erbaseret på racer som pointer, boxer, engelsk bulldog og pyrenæerhund,der ikke anses for farlige. De pågældende opdrættere bemærker endvide-re, at såvel opdræt som videresalg af hundene sker under overholdelse afstrenge krav.

OASA

og

dyrlæge Lene Kattrup,

der har afgivet et fælles høringssvar,kan støtte, at der indføres restriktioner for de hunderacer eller -typer, derskaber problemer. I den forbindelse kan det overvejes enten at gøre detdyrt og besværligt at holde disse hunde eller at indføre et egentligt forbudkombineret med en overgangsordning. Med hensyn til, hvilke hunde derbør omfattes af forbuddet, foreslås det, at der indføres et forbud modkamphunde som type, dvs. ikke kun et forbud mod bestemte racer. Sam-tidig bør der nedsættes et hurtigarbejdende udvalg, der i konkrete sagerud fra et foto af den pågældende hund og en beskrivelse af hundens ad-færd skal tage stilling til, om der er tale om en kamphund. Udvalget skaldels bistå politiet, dels – mod betaling – afgive udtalelse til private forudfor anskaffelsen af en hund.

Dan Mansing,

der opdrætter hunde af racen centralasiatisk ovtcharka,har oplyst, at denne race er udbredt i hele Centralasien. Dan Mansingbemærker, at hundens meget varierende udseende gør det vanskeligt atskelne en centralasiatisk ovtcharka fra andre hunde, medmindre der ertale om en hund, der er registreret med stamtavle hos RKF (Russian Ky-nological Federation). Dan Mansing anfører herudover, at han har hafthunde af racen centralasiatisk ovtcharka siden 2004, og at hundene bl.a.fungerer som familiehunde.

Flemming Olsson,

der er ejer af en hund af racen tornjak, anfører, attornjak har høj tolerance over for andre dyr og mennesker. Tornjakken eroprindelig opdrættet til at holde vilde rovdyr væk fra den flok dyr, somden vogter, men ikke til at angribe eller dræbe. Som eksempel nævnes, atKroatien som led i et EU-støttet projekt til bevarelse af ulvebestanden hargivet bønderne i området tornjakker til at passe på deres får og kvæg, da8
disse hunde ikke angriber ulvene, men blot skræmmer dem med deresgøen. Tornjakken er gennem generationer opdrættet som familiehund oger hverken aggressiv eller angrebslysten. Racen er med hensyn til såveltemperament som udseende langt fra kamphundetypen og ligner ofte enkrydsning mellem en collie og en berner sennen.

Racerepræsentanten for boerboel i Danmark og Sverige for avlsfor-

eningen SABT (South African Boerboel Association)

anfører, at boer-boel er en gårdhund, der er avlet til at beskytte og bevogte gårdens men-nesker og dyr. Man har gennem generationer avlet jagtinstinkt og bytte-drift ud af hunden. Hunden vil gerne behage. Den er rolig og adlyder allei familien. Racestandarden er en definition af, hvordan det ideelle dyrindenfor en given hunderace ser ud. Racestandarden udtaler sig bl.a. om,hvilket helhedsindtryk og temperament man ønsker af dyret. Ifølge race-standarden for boerboelen er den pålidelig, lydig og intelligent samt hargode vagthundeegenskaber. Hvis en boerboel udviser aggressivitet over-for en dommer under en bedømmelse, bliver den diskvalificeret. Det an-føres endvidere, at boerboelracen ikke er særlig udbredt i Danmark, og atde fleste ejere er familier, der ønsker en vagt- og familiehund. Endeliganføres det, at der ikke ses at være nogen sammenhæng mellem hunde-udvalgets liste over hunderacer, der vil kunne omfattes af et forbud, ogoversigten over hundebid og alvorlige personskader som følge heraf.For så vidt angår udformningen af den foreslåede forbudsordning, her-under spørgsmålet om indførelse af omvendt bevisbyrde, skal Justitsmi-nisteriet henvise til, at der i hundeudvalget var enighed om, at en eventu-el forbudsordning må bygge på den såkaldte norske model, hvor det erbesidderen, der i tilfælde af tvivl skal dokumentere, at vedkommendeshund ikke tilhører en af de forbudte racer eller krydsninger heraf. Derhenvises til Udvalget om hundes delbetænkning om farlige hunde, s. 109.Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at da modellen byggerpå et princip om omvendt bevisbyrde, vil en overtrædelse af forbuddetmod besiddelse, avl mv. ikke kunne strafsanktioneres, men alene føre tilaflivning af hunden, jf. uskyldsformodningsreglen i artikel 6, stk. 2, i DenEuropæiske Menneskerettighedskonvention.Selv om en række forhold – isoleret set – kan anføres imod at indføre ensådan forbudsordning, kan der efter Justitsministeriets opfattelse ogsåanføres stærke grunde til at foreslå en forbudsordning. Som anført afmindretallet i udvalgets delbetænkning er det således et væsentligt pro-9
blem, når der i den brede befolkning er frygt for at blive angrebet afhunde, som man møder på offentlige gader og veje, uanset om dennefrygt statistisk set er velbegrundet, jf. delbetænkningen s. 111. Det må iden forbindelse efter Justitsministeriets opfattelse fremhæves, at der –både tidligere, men i høj grad i de allerseneste år – har været fokus på,at nogle hundeejere ligefrem tilstræber at have en hund, der af omgivel-serne bliver opfattet som ”farlig” og dermed efter omstændighederne eregnet til at skabe frygt hos omgivelserne.Hertil kommer, at der er almindelig enighed om, at der findes visse racereller typer af hunde, som stiller særlige krav til ejerens håndtering ogopdragelse, og det gælder, hvad enten man vælger at betegne disse hun-de som ”farlige” eller ”krævende” hunde.I lyset af det anførte – og de seneste års offentlige debat på området – erdet Justitsministeriets opfattelse, at udbredelsen af forskellige racer ogtyper af hunde har udviklet sig på en sådan måde, at der bør indføresyderligere grænser for, hvilke hunde der lovligt kan besiddes.Det bemærkes i den forbindelse, at selv om den omtalte model for en for-budsordning næppe vil kunne håndhæves fuldt ud effektivt i praksis, vilen sådan ordning under alle omstændigheder kunne have den effekt, atantallet af farlige hunde gradvist vil kunne blive reduceret i de kommen-de år.Formålet med en forbudsordning skal således være at varetage hensynettil borgernes sikkerhed og tryghed. Samtidig er det vigtigt at understrege,at politiet bør håndhæve en forbudsordning på en smidig måde, såledesat der ikke bliver tale om en form for forfølgelse af hundeejere.Det forudsættes i den forbindelse, at besidderens forpligtelse til at doku-mentere, at hunden ikke tilhører en af de forbudte racer, først vil bliveaktualiseret, hvis politiet f.eks. på baggrund af hundens udseende elleroplysninger fra besidderen eller andre har rimelig grund til at formode,at der kan være tale om en hund, der er omfattet af forbuddet. I praksisvil bestemmelsen i sådanne tilfælde indebære, at besiddere af de pågæl-dende hunde skal kunne skaffe den nødvendige dokumentation for, at de-res hund ikke er omfattet af forbuddet. Forbudsordningen forudsættesderimod ikke at indebære, at politiet kan forlange en sådan dokumentati-on fra en besidder af en hund i tilfælde, hvor der ikke er nogen nærmereanledning til det.10
Justitsministeriet finder ikke, at der i lovteksten bør stilles nærmere kravtil, hvordan besidderen dokumenterer, at der ikke er tale om en forbudthund. Besidderen kan f.eks. fremlægge en stambog eller dna-attest ved-rørende hunden og dens forældre, eller besidderen kan fremlægge erklæ-ringer fra personer, der kan redegøre for hundens afstamning.Kravet om dokumentation indebærer, at der stilles højere krav til agtpå-givenheden hos personer, der fremover køber en hund, idet de må sikresig, at der ikke er tale om en hund omfattet af forbudsordningen, og at dekan dokumentere dette, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt hunden er om-fattet af forbuddet.Det bemærkes, at der i forbindelse med forbuddets ikrafttræden vil bliveudarbejdet en vejledning til hundeloven. Vejledningen vil bl.a. indeholdeen positivliste over hunderacer, der lovligt kan holdes, men hvor der errisiko for forveksling med hunderacer, der er omfattet af forbuddet. Posi-tivlisten kan således tjene som en vejledning til personer, der vil væresikre på, at den hund, som de køber, ikke er omfattet af forbuddet. Vej-ledningens positivliste vil blive opdateret løbende, således at der bl.a.tages hensyn til eventuelle nye, lovlige hunderacer, der vil kunne forveks-les med racer, der er omfattet af forbuddet.Justitsministeriet foreslår, at forbuddet mod besiddelse mv. af visse hun-deracer skal omfatte følgende hunde samt krydsninger, hvori de pågæl-dende hunde indgår:-Pitbull terrier-Tosa inu-Amerikansk staffordshire terrier-Fila brasileiro-Dogo argentino-Amerikansk bulldog-Boerboel-Kangal-Centralasiatisk ovtcharka-Kaukasisk ovtcharka-Sydrussisk ovtcharka-Tornjak-Sarplaninac
11
Justitsministeriet kan oplyse, at denne liste svarer til den liste, som er op-stillet af et flertal i Udvalget om Hunde. Listen omfatter ikke staffordshirebull terrier, som seks af udvalgets medlemmer ikke finder, at det er nød-vendigt at medtage på listen over hunde, der omfattes af et forbud. Dissemedlemmer har peget på, at racen i mange år er blevet avlet til familie-hund, således at dens egenskaber i dag ikke er meget anderledes end an-dre terrieres, og at den ikke bliver ret stor. På den baggrund finder Ju-stitsministeriet det rigtigst ikke på nuværende tidspunkt at indføre et for-bud mod denne hunderace. Der henvises til pkt. 2.3.1. i de almindeligebemærkninger til lovforslaget.Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at ministeriet, når forbuddet modvisse hunderacer har været i kraft i 3 år, vil foretage en evaluering afordningen, herunder af om der er behov for justeringer af denne på bag-grund af de praktiske erfaringer. Evalueringen skal bl.a. omfatte af-grænsningen af hvilke hunderacer, der omfattes af forbuddet. Der henvi-ses til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

2.3. Aflivning ved skambidning

Advokatrådet

bemærker, at den foreslåede bestemmelse om aflivning itilfælde af skambidning lovteknisk er udformet således, at politiet udennærmere vurdering af den konkrete situation skal lade en hund, derskambider et andet dyr, aflive. Efter Advokatrådets opfattelse kan derimidlertid være behov for at se på de konkrete omstændigheder i en sag,hvor en hund har skambidt et andet dyr. Skambidningen kan således væreudtryk for hundens almindelige natur, hvorfor det ikke forekommer rime-ligt at kræve aflivning af hunden. Sådanne situationer vil f.eks. kunneopstå i situationer, hvor en hund angriber dyr, der normalt betragtes somskadedyr (f.eks. rotter og mus) samt i forbindelse med jagthunde.

Alle Dyrs Ret, OASA og dyrlæge Lene Kattrup

anfører i et fælles hø-ringssvar, at der i den foreslåede bestemmelse om aflivning i tilfælde afskambidning bør tages højde for den situation, hvor en hund angriber ogskambider f.eks. en rotte eller mink, og at begrebet skambidning bør de-fineres nærmere i selve lovteksten. Alle Dyrs Ret, OASA og dyrlæge Le-ne Kattrup kan dog støtte, at politiet i de mest alvorlige tilfælde skal kun-ne træffe afgørelse om aflivning, uden at der foreligger en hundesagkyn-dig vurdering.
12

Danmarks civile Hundeførerforening (DcH)

foreslår, at den nuværen-de ordning bibeholdes, men at hundesagkyndige dog kun bør anvendes,når der er mistanke om, at et angreb var fremprovokeret af den angrebnehund mv..

Danmarks Jægerforbund

kan ikke støtte den foreslåede bestemmelseom aflivning i tilfælde af skambidning, idet forbundet finder, at der er enrække situationer, hvor det er naturligt, at en hund skambider andre dyr.Danmarks Jægerforbund nævner i den forbindelse bl.a. hundeslagsmål ogde tilfælde, hvor et fremmed dyr bevæger sig ind på hundens territorium(f.eks. katte eller høns). Forbundet anfører endvidere, at der altid bør fo-religge en sagkyndig vurdering, før politiet eventuelt træffer afgørelseom aflivning. Jagthunde, der netop er avlet med henblik på at bevarejagtinstinktet, bør derfor efter Danmarks Jægerforbunds opfattelse undta-ges fra bestemmelsen.

Dansk Kennel Klub (DKK)

finder, at den foreslåede bestemmelse omaflivning i tilfælde af skambidning bør ændres til kun at omfatte skam-bidning af mennesker og hunde. Ifølge DKK må man skelne mellem desituationer, hvor en hund udviser aggression og bider et menneske elleren anden hund, og de situationer, hvor en hund jager og bider et andetdyr f.eks. mosegrise, egern, katte, råvildt og lam. Alle hunde indeholdersåledes en iboende jagt-/byttedrift, og det vil skabe fuldstændig urimeligutryghed hos alle danske hundeejere, hvis de i en sådan situation risike-rede at få deres hund aflivet per automatik. Der skal efter DKK’s opfat-telse stadigvæk være mulighed for at kræve aflivning af hunde i sådannesituationer, men det bør ikke ske per automatik. Endvidere finder organi-sationen, at der bør foretages en nærmere vurdering i tilfælde af hunde-slagsmål.

Den Danske Dyrlægeforening (DDD)

støtter forslaget om, at hunde, deruprovokeret har skambidt mennesker eller dyr, skal kunne aflives udenforudgående hundesagkyndig vurdering. Efter DDD’s opfattelse kan detimidlertid være yderst vanskeligt efterfølgende at fastlægge, om angrebetvar uprovokeret, eller om der er tale om et naturligt forsvar af besiddereneller hunden selv. Foreningen foreslår på den baggrund, at den gældendehundelov udbygges med, at den hundesagkyndige ved telefonkonsultati-on skal kunne afgøre, om der skal foretages yderligere undersøgelse afhunden.
13

Det Dyreetiske Råd

støtter, at der i bemærkningerne til bestemmelsenskelnes mellem bid og skambidning, og at der lægges vægt på, om hun-dens adfærd, som følge af den konkrete situation, kan karakteriseres somnormal forsvarsadfærd. Så vidt rådet er orienteret, er langt de fleste hun-debid af mindre alvorlig karakter og opstår i situationer, hvor hunden for-svarer sig selv, sine nærmeste eller sit territorium. Rådet er dog bekymretfor, om forvaltningen i praksis – uden konsultation af en hundesagkyndig– vil give anledning til problemer. Endvidere finder rådet det usikkert,hvordan formuleringen ”skambidt…et dyr” skal fortolkes. Rådet kan til-slutte sig, at skambidning af både hunde og andre husdyr skal have kon-sekvenser, medmindre hunden har reageret med normal forsvarsadfærd,herunder f.eks. ved at bide en kat, der bevæger sig ind i ”hundens” have.Samtidig påpeger rådet, at hunde naturligt kan jage også udenfor egengrund og eventuelt i den forbindelse skambide og dræbe et vildt dyr,f.eks. en mus, rotte eller fugl. Selv om rådet kan forestille sig situationer,hvor også hundens naturlige jagtinstinkt eller skader på vilde dyr kan gi-ve anledning til overvejelser om konsekvenser, finder rådet, at der herbør være mulighed for at undgå aflivning.

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, (DJF)

anfører, at jagtinstinktet hos hunde varierer mellem forskellige racer,men hos de fleste hunderacer vil rotter og mus kunne udløse jagtinstink-tet og dermed skambidning eller drab af rotter og mus. Dette er ifølgeDJF ikke et tegn på aggressivitet. DJF er endvidere af den opfattelse, aten hundesagkyndig undersøgelse kan være et tvivlsomt grundlag for atafdække, om en hund er potentielt farlig.

Det Veterinære Sundhedsråd

finder det uheldigt, at politiet uden sag-kyndig bistand skal vurdere, om der har fundet skambidning sted, og omhundens adfærd må betragtes som et naturligt selvforsvar eller forsvar afhundens besidder. Rådet lægger herved vægt på, at politiet efter den fore-slåede bestemmelse i tilfælde af skambidning har pligt til at lade hundenaflive, og at klage over en sådan afgørelse som udgangspunkt ikke haropsættende virkning. Endvidere finder rådet, at det forhold, at afgørelsenom aflivning alene træffes af politiet uden sagkyndig vurdering, kan giveanledning til forskelsbehandling i de forskellige politikredse. Efter rådetsopfattelse bør der desuden i forbindelse med beskrivelsen af et uretmæs-sigt angreb i lovforslagets bemærkninger mere specifikt tages stilling til,hvad der skal gælde i forhold til angreb i forbindelse med professionelhåndtering af hunden, f.eks. håndtering hos dyrlæge, hundeklippere,hundetrænere. Endvidere finder rådet, at det bør fremgå nærmere af be-14
mærkningerne, på hvilket tidspunkt efter udløbet af klagefristen, det erhensigten at træffe afgørelse. Hvis bestemmelsen skal fungere efter sinhensigt, bør en aflivning af hunden ske hurtigst muligt efter skambidnin-gen, hvilket vil sige umiddelbart efter udløbet af klagefristen.

Dyrenes Beskyttelse

finder, at det bør fremgå af den foreslåede bestem-melse, at politiet kun skal lade en hund aflive, når denuprovokeretharskambidt et menneske eller en hund eller kat. Foreningen anfører i denforbindelse, at f.eks. den skambidte hund i et hundeslagsmål selv kan ha-ve fremprovokeret slagsmålet.

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO)

fin-der, at det fortsat bør være således, at aflivning af hunde kun bør ske efteranvisning af en hundesagkyndig. Aflivning bør kun finde sted efter nøjevurdering af den enkelte sag, og kun uddannede adfærdseksperter vilkunne vurdere hundens temperament og den givne situation, hvor hundenhar udvist aggressiv adfærd. En hund i snor, der har skambidt en løshund, bør således efter DOSO’s opfattelse altid adfærdstestes, før derfældes dom over den. Endvidere har mange jagthunde som instinkt atdræbe smådyr, og her må det påhvile ejeren at sørge for, at hunden ikkefår mulighed for dette. Der bør indføres højere bøder for angreb af dennetype i stedet for at ændre hundeloven. DOSO finder det meget uansvar-ligt at overlade det til politiet at vurdere disse situationer.

Dyreværnsrådet

finder, at det bør fremgå af bemærkningerne til denforeslåede bestemmelse om aflivning af hunde, der skambider, at der ik-ke er tale om skambidning i de tilfælde, hvor den hund, der har bidt etandet dyr, ganske vist ikke har forsvaret sig eller sin besidder mod eturetmæssigt angreb, men hvor hundens bid dog ikke kan tages som ud-tryk for, at hunden er farlig. Dyreværnsrådet nævner som eksempel påsådanne tilfælde en gårdhund, der slår rotter og mus ihjel. Endelig anfø-rer rådet, at sagsbehandlingstiden i sager om bl.a. aflivning af hunde – afhensyn til den pågældende hund - bør være så kort som mulig, når hun-den i medfør af den gældende lov er anbragt i pension under behandlin-gen af sagen.

Fællesrepræsentationen for Specialklubber for stående Jagthunde i

Danmark (FJD)

anfører, at især jagthunderacer har en høj naturlig jagt-lyst, og at forslaget således efter foreningens opfattelse bør begrænses tilat omfatte skambidning af mennesker eller andre hunde.15
Bl.a. foranlediget af en række af høringssvarene har Justitsministeriet ilovforslaget ændret formuleringen ”hvis en hund har skambidt et menne-ske eller et dyr” til ”hvis et hund ved et overfald har skambidt et menne-ske eller en anden hund”, jf. det foreslåede § 6, stk. 5.Bestemmelsen omfatter således ikke længere tilfælde, hvor hunde skam-bider andre dyr end hunde, f.eks. mus, rotter, fugle, katte, råvildt, får,heste eller køer. Det skyldes, at skambidning i sådanne tilfælde ofte vilkunne være uden sammenhæng med en særlig aggressiv adfærd hos hun-den, men i stedet udtryk for naturlige instinkter. Eksempelvis vil det væretilfældet, hvis en kat bevæger sig ind på hundens territorium i form afbesidderens have, ejendom eller lignende og derefter bliver skambidt afhunden.Justitsministeriet har endvidere nu præciseret i bemærkningerne til be-stemmelsen, at hvis f.eks. den skambidte hund er i snor, og den angriben-de hund er løs, må det som udgangspunkt antages, at der foreligger ensituation, hvor den angribende hund skal aflives. Hvis den angribendehund derimod er i snor, mens den skambidte hund er løs, vil det bero påen konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der er tale om ensituation, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, eller om denangribende hund alene har forsvaret sig. Det samme gør sig gældende isituationer, hvor begge hunde er løse.Hvis en hund f.eks. bevæger sig ind på fremmed ejendom og skambider etandet dyr end en hund, vil der i overensstemmelse med, hvad der alleredegælder i dag, være mulighed for at anvende bestemmelsen i den gælden-de hundelovs § 6, stk. 2, nr. 1 og 2, herunder træffe afgørelse om afliv-ning, hvis det efter en konkret vurdering, der efter omstændighederne kanvære baseret på en hundesagkyndig undersøgelse, må antages, at hundener farlig for sine omgivelser.Det forudsættes, at aflivning efter den foreslåede bestemmelse ikke kanske, hvis overfaldet og skambidningen undtagelsesvis er fremkaldt ved eturetmæssigt og umiddelbart forudgående angreb mod den pågældendehund (eller dennes besidder), sådan at hundens adfærd må betragtes somet naturligt selvforsvar eller forsvar af hundens besidder. Det vil f.ekskunne være tilfældet, hvis en person begår vold mod hundens besidder,eller en person, herunder besidderen selv, slår og mishandler hunden.
16
Kan skaden ikke kategoriseres som skambidning af et menneske eller enanden hund, eller er der f.eks. tale om, at en skambidning sker i forbin-delse med, at den pågældende hund selv (eller dens besidder) er blevetudsat for et uretmæssigt angreb, finder den gældende hundelovs § 6, stk.2, nr. 1 og 2, ligeledes anvendelse.Justitsministeriet har i øvrigt på baggrund af Det Veterinære Sundheds-råds høringssvar besluttet, at klager til Rigspolitichefen over politietsafgørelser om obligatorisk aflivning af en hund efter den foreslåede be-stemmelse om aflivning skal have opsættende virkning, medmindre Rigs-politichefen bestemmer andet. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11(hundelovens § 6 c, stk. 2).

2.4. Ændringer af reglerne om pålæg efter hundeloven

Dansk Hunderegister

foreslår, at reglen om, at et pålæg skal følge hun-den præciseres, således at pålægget skal gælde, når hunden ”overgår” tilen ny besidder – og ikke som efter udkastet, der blev sendt i høring, nårhunde overdrages til en ny besidder. Hermed omfattes også arv og kredi-torforfølgelse. Dansk Hunderegister er enig i, at det vil være hensigts-mæssigt at etablere et register over pålæg, som alle politikredse har ad-gang til at opdatere og søge i. Dansk Hunderegister finder dog ikke, atenhver registrering i Dansk Hunderegister automatisk bør medføre enregistrering hos politiet, hvis hunden eller besidderen ikke har handlet istrid med lovgivningen. Da politiet allerede har adgang til at søge iDansk Hunderegisters database, forekommer det unødvendigt at politietetablerer et ”spejl” af denne database. Hertil kommer, at andelen af hun-de, der får et pålæg, er meget lav. I stedet kan politiet, efterhånden somsagerne opstår, etablere et pålægsregister baseret på registreringer henteti Dansk Hunderegister.

Dansk Kennel Klub (DKK)

støtter forslaget om, at et pålæg skal følgehunden og således gælde umiddelbart over for en ny besidder. DKK kanendvidere støtte, at det fremover skal være muligt for politiet at give på-læg om bl.a. indhegning af ejendommen, hvor hunden holdes. Desudenkan DKK støtte, at adgangen til at give pålæg udvides til situationer, hvorhundens eller besidderens adfærd er egnet til at skabe frygt.

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet,

sætterspørgsmålstegn ved, om reglen om, at et pålæg skal følge hunden, er17
hensigtsmæssig i tilfælde, hvor pålæg er begrundet i den oprindelige be-sidders adfærd, idet pålægget kan have en negativ virkning på hunden.

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO)

fin-der, at det bør bero på den konkrete sag, om et pålæg skal følge hundeneller ejeren. DOSO bemærker i den forbindelse, at en hund, der trivesdårligt hos én ejer og derfor viser tendens til aggressivitet, kan være engod familiehund hos en anden ejer.Udvalget om hunde har anbefalet, at et pålæg efter hundeloven bør følgehunden ved overdragelse, således at pålægget gælder umiddelbart overfor en ny besidder. En ny besidder, der vil sikre sig, at den hund, somvedkommende erhverver, er fri for pålæg, må således ved henvendelse tilpolitiet sikre sig, at der ikke er registreret noget pålæg vedrørende hun-den. Der henvises til Udvalget om hundes delbetænkning om farlige hun-de, s. 122.Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets anbefaling og foreslår på denbaggrund, at hundeloven ændres i overensstemmelse med udvalgets for-slag, således at et pålæg om indhegning, luftning, bånd eller mundkurveller en afgørelse om aflivning skal gælde over for en ny besidder, hvishunden overdrages.Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ved overdragelse skal forståsden fysiske overdragelse af en hund ved salg, gave, bytte og lignende –herunder også overdragelse i forbindelse med arv eller som led i kredi-torforfølgning.For så vidt angår det anførte om, at det bør bero på en konkret vurde-ring, om et pålæg skal følge hunden ved overdragelse, skal Justitsmini-steriet bemærke, at et pålæg efter hundeloven har til formål at beskytteomgivelserne mod en hund, der må antages at være farlig. Det forhold,at en hund overgår til en ny besidder vil som udgangspunkt ikke ændrepå den vurdering af hundens farlighed, som lå til grund for politietsmeddelelse af et pålæg vedrørende den pågældende hund. Justitsministe-riet fastholder på den baggrund, at et pålæg bør følge hunden, hvis denovergår til en ny besidder, selv om hundens farlighed kan tilskrives dentidligere besidders træning mv.Justitsministeriet skal i øvrigt bemærke, at et pålæg efter hundeloven somudgangspunkt vil være meddelt for en tidsubegrænset periode. Pålægget18
vil dog kunne ophæves, hvis det på et senere tidspunkt viser sig, at deomstændigheder, der lå til grund for pålægget, ikke længere er til stede.

2.5. Pligt til at føre hunde i bånd

Alle Dyrs Ret, OASA og dyrlæge Lene Kattrup

udtrykker i et fælleshøringssvar modstand mod en udvidelse af snorpligten og anfører, athunde, der altid føres i snor, i højere grad har tendens til at udvikle enforkert og aggressiv adfærd, samt at det for mange hundeejere er ufor-holdsmæssigt besværligt f.eks. at komme til hundeskove.

Danmarks civile Hundeførerforening (DcH)

støtter en udvidelse afsnorpligten, men finder, at den skal gælde uanset indbyggerantal. Herud-over skal kravet om snor ifølge foreningen ikke omfatte civile eftersøg-ningshunde, besøgshunde og lignende, når de er i arbejde, ligesom ogsåhundetræning og konkurrencer på pladser, der er beregnet til og entenpermanent eller midlertidigt er stillet til rådighed til dette formål indenfor byskilte, skal være undtaget. Det gælder f.eks. på pladser, der tilhørerforeninger under DcH.

Danmarks Jægerforbund

anfører, at jagthunde bør undtages fra be-stemmelsen i overensstemmelse med den gældende hundelovs § 3, stk. 3,således at der stadig kan anvendes løse hunde til at eftersøge anskudtvildt eller vildt, der påkøres i trafikken. Endvidere foregår jagthundetræ-ningen ofte på områder (gader, veje, stier eller pladser m.v.), der er åbnefor almindelig færdsel. Ifølge Danmarks Jægerforbund foregår der såle-des for eksempel træning af jagthunde på sportspladser.

Dansk Blindesamfund

ønsker, at det kommer til at fremgå af bemærk-ningerne til den foreslåede bestemmelse, at også førerhunde kan undtagesfra kravet om, at hunde skal føres i snor.

Dansk Kennel Klub (DKK)

støtter en udvidelse af snorpligten. EfterDKK’s opfattelse er det i den forbindelse vigtigt, at bemærkningerne tilbestemmelsen indeholder en simpel definition af begrebet byzone. DKKforeslår, at byzone defineres som områder, hvor man ved kørsel ind i om-rådet passerer et af de såkaldte ”silhuet” byskilte. Kommunalbestyrelser-ne skal endvidere ifølge organisationen pålægges at indrette og udpegefritløbsområder. Endvidere finder Dansk Kennel Klub, at organiserettræning i klubber og jagtforeninger bør undtages fra udvidelsen afsnorpligten. Herudover udtrykker foreningen betænkeligheder ved bru-19
gen af flexi-liner, idet foreningen bl.a. anfører, at de ikke er sikre til atfastholde en hund på over 20-25 kg.

Dansk Terrier Klub

finder, at hunde skal føres i snor i byzoner, medmindre det er specifikt angivet, at hunde må løbe frit.

Den Danske Dyrlægeforening (DDD)

finder ikke, at et påbud om snorsikrer mennesker og dyr mod ubehagelige og farlige situationer. DDDhenviser i den forbindelse til, at et flertal af de sager, som de hundesag-kyndige dyrlæger har behandlet, vedrører hunde i snor eller hunde, der erbrudt ud af haver. Herudover finder DDD, at det ikke vil være i overens-stemmelse med hundens fysiologiske, adfærdsmæssige eller sundheds-mæssige behov, hvis den til stadighed skal føres i snor. DDD er endvide-re af den opfattelse, at hvis der indføres en snorpligt, skal kommunalbe-styrelsen samtidig pålægges en pligt til at udpege fritløbsområder, somskal være tilgængelige inden for rimelige afstande til fods for de enkeltehundeejere. Antallet af fritløbsområder i en kommune kan ifølge DDDfastlægges forholdsmæssigt efter antallet af hunde i kommunen.

Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet,

finder, atdet bør overvejes at gøre det muligt for en besidder af en hund at opnå endispensation fra snorpligten, hvis besidderen har bestået en prøve, derviser, at vedkommende til enhver tid har fuldt herredømme over hunden.Forslaget vil ellers ramme mange hunde unødigt og forhindre dem i atudøve deres naturlige adfærd.

Det Dyreetiske Råd

gør opmærksom på, at det kan have nogle utilsigte-de indirekte konsekvenser at stille krav om, at hunde altid føres i snor, dader er risiko for, at hunden ikke bliver tilstrækkeligt socialiseret i omgan-gen med andre hunde.

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet,

anfører,at et krav om at føre hunde i kort snor vil kunne medføre en begrænsningi hundenes sanseoplevelser (duftstimulering) og dermed deres velfærd,afhængig af hvor opmærksom ejeren er på at tilfredsstille denne sans-ning, når hunden ”luftes”.

Dyrenes Beskyttelse

finder, at grænsen for, hvornår snorpligten indtræ-der, bør nedsættes til 200 indbyggere. Endvidere finder foreningen, at detbør fremgå af bestemmelsen, at snorpligten også skal gælde på markeder,dyrskuer eller andre sammenlignelige arrangementer, hvor der er mere20
end 50 personer forsamlede, forudsat at der er tale om steder, der er åbnefor almindelig færdsel, eller hvor publikum har adgang til i kraft af enbillet. Baggrunden er, at det er Dyrenes Beskyttelses erfaring, at det ikkemindst er i de små landsbyer, på markedspladser og ved koncerter og lig-nende, at der er problemer med løsgående hunde. Dyrenes Beskyttelse erendvidere betænkelig ved brugen af flexi-liner. Efter foreningens opfat-telse har besidderen af en stor hund i en flexi-line således ikke nødven-digvis kontrol over hunden, ligesom en lille arrig hund for enden af enflexi-line sagtens kan provokere en anden hund til angreb. Herudoverstiller Dyrenes Beskyttelse spørgsmålstegn ved, om låsen på en flexi-lineer tilstrækkelig stærk til, at den kan holde, hvis en tung hund pludseligspringer frem.

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation (DOSO)

fin-der, at kommunalbestyrelserne bør pålægges at udpege fritløbsområder,idet man ellers risikerer, at det i en del byområder ikke bliver muligt forhunde at færdes frit. Dette vil efter DOSO’s opfattelse være en drastiskforringelse af hundes mulighed for naturlig adfærd – specielt i forbindel-se med social kontakt med andre hunde.

Fællesrepræsentationen for Specialklubber for stående Jagthunde i

Danmark (FJD)

anfører, at hundelovens § 3 bør bevares i sin nuværendeform. Dette gælder navnlig ordene ”er ifølge med en person, som harfuldt herredømme over den”. Hvis der gennemføres et påbud om snor ibyer, må dette ifølge FJD ikke påvirke organiseret træning og prøvevirk-somhed afholdt af bl.a. klubber og foreninger. Det skal endvidere fortsatvære muligt at træne sin egen hund under ”kontrollerede forhold” og un-der hensyntagen til hundens alder. Der må i den forbindelse stilles frit-løbsområder til rådighed for hundeejerne. Snorpligten bør endvidere efterFJD’s opfattelse ikke gælde på private markveje, selvom disse er åbnefor offentlig færdsel.Det følger af den gældende hundelovs § 3, stk. 1, 1-3. pkt., at hunde entenskal føres i snor eller være i følge med en person, som har fuldt herre-dømme over dem, når de færdes på gader, veje, stier eller pladser mv.,der er åbne for almindelig færdsel, i byer og områder med bymæssig be-byggelse. Føres hunde i bånd, skal båndet være så kort, at hunden holdestæt ind til ledsageren.I mange tilfælde færdes besiddere af hunde med deres hunde i byer ogområder med bymæssig bebyggelse, uden at hunden er i snor, og det21
gælder også i situationer, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved, ombesidderen har fuldt herredømme over hunden. Dette kan skabe utryghedhos andre borgere.Det er imidlertid ikke nødvendigvis i alle landets kommuner, at dette eret problem. Herudover kan det være, at det kun er i bestemte områder afen kommune, at der er problemer af denne art. Det ville derfor efter Ju-stitsministeriets opfattelse være uforholdsmæssigt at kræve, at alle besid-dere af hunde i byer og områder med bymæssig bebyggelse altid skal ha-ve hunden i snor, når de færdes på gader, veje, stier eller pladser mv.,der er åbne for almindelig færdsel. Det beror således efter Justitsmini-steriets opfattelse på en vurdering af de lokale forhold, om der i en kom-mune bør indføres regler om båndpligt for alle hunde.Justitsministeriet foreslår derfor, at der i hundelovens § 3 indsættes etnyt stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i kom-munen eller nærmere opregnede områder af kommunen skal gælde enpligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse altid at føre enhund i bånd på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for al-mindelig færdsel.Den enkelte kommunalbestyrelse får hermed adgang til på baggrund afen samlet vurdering af de lokale forhold at beslutte, om der i byer og om-råder med bymæssig bebyggelse skal gælde en båndpligt. Til brug fordenne vurdering kan kommunalbestyrelsen, hvis den finder behov for det,indhente nærmere oplysninger fra den stedlige politidirektør om antalletaf sager med hundeoverfald, løsgående hunde mv. Imidlertid er det somanført kommunalbestyrelsen – og ikke politiet – der på grundlag af bl.a.sådanne oplysninger skal vurdere, om der er behov for at indføre enbåndpligt.Den nævnte afgrænsning (”byer og områder med bymæssig bebyggel-se”) anvendes allerede i den gældende hundelovs § 3, og Justitsministe-riet er ikke bekendt med, at denne afgrænsning tidligere har givet anled-ning til væsentlige afgrænsningsproblemer.Hvis der imidlertid i en konkret sag undtagelsesvis måtte blive rejstspørgsmål om forståelsen af udtrykket ”byer og områder med bymæssigbebyggelse”, forudsættes det, at der tages udgangspunkt i færdselslovensbegreb ”tættere bebygget område” – det vil sige, at der tages udgangs-punkt i den afmærkning, som findes i form af de såkaldte silhuet-tavler,22
som inden for færdselslovens anvendelsesområde markerer grænsen mel-lem ”tættere bebygget område” og andre områder. Måtte der være til-fælde, hvor der er tale om f.eks. en grusvej, sti eller lignende, og hvor derikke er opstillet en silhuet-tavle for at markere bygrænsen, vil det afgø-rende være, om området naturligt må opfattes som en del af et byområde.For så vidt angår det af Dyrenes Beskyttelse anførte om, at snorpligtenogså bør gælde i forhold til markeder, dyrskuer o.l., kan Justitsministeri-et oplyse, at kommunalbestyrelsens adgang til at træffe beslutning omsnorpligt i medfør af den foreslåede bestemmelse er begrænset til byer ogområder med bymæssig bebyggelse. Hvis der afholdes markeder, dyrsku-er og lignende arrangementer uden for sådanne områder, bør det efterJustitsministeriets opfattelse være arrangøren, der – inden for rammerneaf den gældende lovgivning – fastsætter nærmere retningslinjer for ad-gangen til det pågældende arrangement.Justitsministeriet foreslår endvidere, at der indsættes en bestemmelse,der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om, at visse hundeikke er omfattet af kommunale beslutninger om båndpligt.Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse være et behov for f.eks.at kunne undtage servicehunde, førerhunde og hunde, der benyttes af po-litiet, hæren, ansatte på Skov- og Naturstyrelsens arealer (f.eks. vildtkon-sulenter, skovfogeder, skovriddere og skovløbere), vagtselskaber og lig-nende, samt jagthunde, der anvendes i forbindelse med regulering ellerjagt i henhold til reglerne i lov om jagt og vildtforvaltning, fra kommuna-le beslutninger om båndpligt. Endvidere vil der efter Justitsministerietsopfattelse kunne være behov for at undtage hunde, der deltager i organi-seret hundetræning på sportspladser eller lignende, fra kommunale be-slutninger om båndpligt, når de færdes i byer og områder med bymæssigbebyggelse.For så vidt angår det af Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse an-førte om brugen af flexi-liner til tunge hunde skal Justitsministeriet be-mærke, at det nu er præciseret i bemærkningerne til den foreslåede be-stemmelse, at flexi-liner findes til hunde i forskellige vægtklasser, og atdet forudsættes, at den anvendte flexi-line er tilstrækkelig stærk til, at denkan holde, hvis hunden pludselig forsøger at springe frem.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og pkt. 5.2. i de alminde-lige bemærkninger til lovforslaget.23

2.6. Mærkning og registrering af hunde

Danmarks civile Hundeførerforening (DcH)

og

Hundens Tarv

støtteren nedsættelse af mærknings- og registreringsalderen til 8 uger.

Den Danske Dyrlægeforening (DDD)

finder det betænkeligt og admini-strativt tungt at nedsætte mærknings- og registreringsalderen til 8 uger,således at pligten til at lade hvalpen mærke og registrere overgår til sæl-geren. DDD anfører i den forbindelse, at ændringen kan betyde, at hval-pene skal mærkes hos dyrlægen, før de har fået deres første vaccination,hvilket kan øge risikoen for infektionssygdomme. På den baggrund er detforeningens opfattelse, at mærknings- og registreringsalderen bør sættestil 10 uger, ligeledes henset til, at hvalpe under 8 uger ikke har tendens tilat strejfe om eller skambide mennesker eller dyr.

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet,

anfører,at hunde ikke viser aggressioner, når de er under 8 uger, hvorfor dennedel af forslaget efter DJF’s opfattelse ikke vil løse problemet med ag-gressive hunde.

Dansk Hunderegister, Dansk Kennel Klub, Det Biovidenskabelige

Fakultet v/ Københavns Universitet, Det Veterinære Sundhedsråd

Dyrenes Beskyttelse

og

Fællesrepræsentationen for Specialklubber

for stående Jagthunde i Danmark (FJD)

foreslår, at det præciseres, atbesidderen af en hund skal sørge for, at hunden er mærket og registreret”før” eller ”inden”, at den er 8 uger gammel.

Dansk Hunderegister

og

Dansk Kennel Klub

støtter, at politiet frem-over skal have pligt til at lade en hund mærke og registrere for besidde-rens regning, hvis hunden ikke er mærket og registreret i forvejen.

Dansk Kennel Klub

og

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsor-

ganisation (DOSO)

finder, at det bør påhvile sælger af hunden at få denregistreret og ikke som i dag køberen. Sælgeren skal herunder pålæggesat omregistrere hunden ved ejerskifte.

Dyreværnsrådet

finder nedsættelsen af mærknings- og registreringsal-deren særdeles positiv, idet rådet forstår den foreslåede ændring således,at hunden skal være mærket og registreret, inden den er 8 uger og dermedkan overdrages. Endvidere foreslår rådet, at der indsættes en bestemmel-24
se om, at indløsning af en hund, der ved politiets optagelse ikke er mær-ket og registreret, forudsætter, at hunden er blevet mærket og registreret,og at besidderen har betalt de dermed forbundne omkostninger.

Forsikring og Pension

støtter en nedsættelse af mærknings- og registre-ringsalderen.Formålet med mærknings- og registreringspligten i hundelovens § 1 ernavnlig at sikre, at en bortløben hund hurtigt kan tilbagegives til besid-deren. Herudover er formålet at sikre mere ordnede forhold med hensyntil hundeholdet her i landet. Reglerne bevirker således tillige, at man kanfinde frem til den person, der er ansvarlig i tilfælde, hvor en hund harforvoldt skade på et menneske eller et dyr, jf. hundelovens §§ 6 og 8.Ved brev af 27. februar 2008 rettede Dansk Hunderegister henvendelsetil Justitsministeriet og oplyste bl.a., at foreningen finder, at mærknings-og registreringsalderen bør nedsættes fra 4 måneder til 8 uger. Detfremgår endvidere af brevet, at det er Dansk Hunderegisters vurdering,at en nedsættelse af mærknings- og registreringsalderen ikke vil give an-ledning til væsentligt forøget arbejde i forbindelse med registrering afændringer i besiddelsesforholdet.Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at det nu – bl.a. på baggrund af hø-ringssvarene fra Dansk Hunderegister, Dansk Kennel Klub, Det Biovi-denskabelige Fakultet v/ Københavns Universitet, Det Veterinære Sund-hedsråd, Dyrenes Beskyttelse og Fællesrepræsentationen for special-klubber for stående Jagthunde i Danmark (FJD) – er præciseret i be-stemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., at besidderen af en hund skal sørge for,at hunden, inden den er 8 uger gammel, er mærket og registreret.

2.7. Midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre

Dansk Kennel Klub

støtter forslaget om, at det skal være muligt midler-tidigt at frakende en person retten til at have med dyr at gøre, indtil ensag omfattet af dyreværnslovens § 29 er endeligt afgjort.

Det Veterinære Sundhedsråd

finder, at der af bemærkningerne børfremgå, hvem der – i forbindelse med en kendelse om midlertidig fra-kendelse af retten til at have med dyr at gøre – skal tage sig af dyrene,hvordan det skal sker, og hvem der skal afholde udgifterne hertil.25

Dyrenes Beskyttelse

anfører i anledning af bemærkningerne til den fore-slåede bestemmelse, at midlertidig frakendelse af retten til at have meddyr at gøre bør kunne ske allerede, når politiet skønner, at der er rimeligtbegrundet mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold som om-handlet i dyreværnslovens § 29, og ikke som foreslået først, når den poli-timæssige efterforskning er bragt så langt, at der foreligger en rimeligtbegrundet mistanke. Foreningen anfører som begrundelse herfor, at denpolitimæssige efterforskning erfaringsmæssigt kan være langvarig ogderfor kan medføre væsentlig ulempe for dyret.

Rigsadvokaten

opfatter den foreslåede bestemmelse som et supplementtil f.eks. dyreværnslovens § 21 vedrørende pålæg og er enig i, at be-stemmelsen alene skal anvendes i de tilfælde, hvor den politimæssigeefterforskning er så langt, at der er rimelig begrundet mistanke om, at derforeligger et strafbart forhold som omhandlet i dyreværnslovens § 29,stk. 1. Det kan i den forbindelse efter Rigsadvokatens opfattelse overve-jes, om det i bemærkningerne tillige bør anføres, at der skal foreligge do-kumentation i form af en dyrlægefaglig erklæring for, at den sigtede harbehandlet sine dyr groft uforsvarligt eller mishandlet dem. Endvidere børdet efter Rigsadvokatens opfattelse overvejes i bemærkningerne at tagestilling til, om en midlertidig frakendelse kan danne grundlag for entvangsmæssig reduktion i antallet af dyr, om den midlertidige frakendel-sestid skal fradrages i frakendelsestiden, og om en kendelse om midlerti-dig frakendelse ligeledes bør vedrøre tiden under en eventuel anke.For så vidt angår det af Rigsadvokaten anførte om indhentelse af en dyr-lægefaglig erklæring, kan Justitsministeriet oplyse, at det forudsættes, atanklagemyndigheden til brug for vurderingen af, om et forhold vedrø-rende overtrædelse af dyreværnsloven er af en sådan karakter, at der ergrundlag for at nedlægge påstand om midlertidig rettighedsfrakendelse,som udgangspunkt indhenter en udtalelse fra de veterinære myndigheder.Justitsministeriet har endvidere på baggrund af Rigsadvokatens hørings-svar præciseret i lovforslaget, at forbuddet kan begrænses til ikke aleneat angå bestemte dyrearter, men også antallet af dyr. Herudover fremgårdet af bemærkningerne til bestemmelsen, at det midlertidige forbud bort-falder, hvis der afsiges frifindende dom med hensyn til rettighedsfraken-delsen, selv om denne dom ankes. For så vidt angår det af Rigsadvokatenanførte om, hvorvidt den midlertidige frakendelsestid skal fradrages iden endelige frakendelsestid, skal Justitsministeriet bemærke, at rettenved sin endelige stillingtagen til spørgsmålet om frakendelsestid vil havemulighed for at tage hensyn til, at den pågældende allerede under sagen26
midlertidigt har været frakendt retten til personligt af beskæftige sig meddyr.

2.8. Registrering af forsikringsoplysninger i Dansk Hunderegister

Dansk Hunderegister, Dansk Kennel Klub

og

Forsikring & Pension

har fremsat en række bemærkninger til Udvalget om hundes forslag om,at Dansk Hunderegister skal indeholde opdaterede forsikringsoplysnin-ger. Hundeudvalgets forslag vil kunne gennemføres administrativt vedændringer af bekendtgørelsen om mærkning og registrering af hunde ogbekendtgørelsen om ansvarsforsikring af hunde. De nævnte bemærknin-ger vil blive inddraget i Justitsministeriets overvejelser i den anledning.

3. Andre forslag

Alle Dyrs Ret, Dansk Hunderegister, Dansk Kennel Klub, Dansk

Terrier Klub, Dyrenes Beskyttelse Dyreværnsorganisationernes

Samarbejdsorganisation (DOSO), Hundens Tarv

og

OASA

har frem-sat en række bemærkninger vedrørende hundeloven og dyreværnsloven.Disse bemærkninger har ingen direkte forbindelse til de ændringer afhundeloven og dyreværnsloven, som fremgår af det udkast til lov, der harværet sendt i høring, eller af det udkast til ændring af lov om hunde, somer indeholdt i Udvalget om hundes delbetænkning om farlige hunde. Ju-stitsministeriet har imidlertid noteret sig de pågældende synspunkter,som vil indgå i ministeriets fremtidige overvejelser på området.
27