EU-note - 2009-10 - E 5: Subsidiaritetstjek af forslag om arvesager på tværs af EU's grænser

Artikel 61 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt"traktaten") forudser en gradvis skabelse af et fælles område med frihed, sikkerhed ogretfærdighed er nedfældet i Amsterdam-traktaten, og dette mål skal bl.a. virkeliggøresgennem vedtagelse af foranstaltninger inden for civilretligt samarbejde. I artikel 65 henvisesder specifikt til foranstaltninger til "forbedring og forenkling af anerkendelse og fuldbyrdelsenaf retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af afgørelser i udenretsligesager" samt til "fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler omlovvalg og konflikter om stedlig kompetence". De mange instrumenter, der allerede ervedtaget på dette retsgrundlag, navnlig forordning (EF) nr. 44/20011, udelukker arv fra deresanvendelsesområde.Allerede i Wienhandlingsplanen2fra 1998 stod vedtagelsen af et fællesskabsinstrument på detarveretlige område højt på prioritetslisten. Haagprogrammet3opfordrer til at fremlægge etinstrument vedrørende hele problematikken: hvilken lov der finder anvendelse, kompetenceog anerkendelse samt administrative foranstaltninger (arveattest, registrering af testamenter). Ioverensstemmelse med konklusionerne i konsekvensanalysen vil spørgsmålet om et registerfor testamenter blive genstand i et forslag, som fremlægges på et senere tidspunkt.1.2.Begrundelse og formål

Betydningen af tværnationale arvesager inden for EU fremgår klart af den konsekvensanalyse,der er vedlagt forslaget. De mange forskellige materielle retsregler og regler om internationalkompetence eller lovvalg samt de mange forskellige myndigheder, som internationalearvesager kan indbringes for, og den opsplitning af boet, som kan være resultatet af disseforskellige regler, hindrer den frie bevægelighed for personer inden for EU. De personer harderfor på nuværende tidspunkt svært ved at udøve deres rettigheder, når det drejer sig ominternationale arvesager. De forskellige regler hindrer ligeledes den fulde udøvelse af denprivate ejendomsret, som i henhold til Domstolens faste retspraksis udgør en integrerende delaf de grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal håndhæve4. Nærværende forslag har tilformål at gøre det muligt for personer, der har deres sædvanlige opholdssted i EU, attilrettelægge arven efter dem og på effektiv vis sikre arvingers og/eller legatarers samt andreaf afdødes pårørendes samt boets kreditorers rettigheder.2.RESULTATET AF HØRINGERNE-KONSEKVENSANALYSEN

internationale arvesager i Den Europæiske Union" foretaget af det tyske notarialinstitut inovember 20025. Kommissionens grønbog om arv og testamente6, offentliggjort den 1.3.2005,afstedkom ca. 60 svar, som der blev fulgt op på under en offentlig høring den 30.11.20067. Enekspertgruppe under betegnelsen "PRM III/IV", nedsat af Kommissionen den 1.3.20068,mødtes syv gange mellem 2006 og 2008, og Kommissionen tilrettelagde et møde for nationaleeksperter den 30.6.2008. De indkomne bidrag bekræfter behovet for at fællesskabsinstrumentpå området og støtter vedtagelsen af et forslag, der bl.a. dækker spørgsmålene om lovvalg,kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser samt indførelsen af et europæiskarvebevis9. Vedtagelsen af et sådant instrument støttes af Europa-Parlamentet10og af DetEuropæiske Økonomiske og Sociale Udvalg11. Kommissionen har foretaget enkonsekvensanalyse, der er vedlagt dette forslag.3.3.1.FORSLAGETS RETLIGE ELEMENTERRetsgrundlag

Traktatens artikel 67, stk. 5, fastsætter, at Rådet efter den fælles beslutningsprocedureomhandlet i traktatens artikel 251 vedtager de i artikel 65 omhandlede foranstaltninger,bortset fra "familieretlige aspekter".Det bør først og fremmest understreges, at langt de fleste medlemsstater, bortset fra denordiske lande, opfatter arveret som et område uden tilknytning til familieret, da arveretdomineres af de formueretlige aspekter. Selv for så vidt angår de materielle retsregler er derstore forskelle mellem de to områder. Arveretten har første og fremmest til formål atfastlægge reglerne for overdragelse af boet samt for afviklingen af selve bobehandlingen. Tilforskel fra arveretten har familieretten til formål især at regulere de retlige forhold, derafstedkommes af personers ægteskab, parforhold, slægtskab og civilstand. Familierettenssociale funktion er i al væsentlighed at beskytte familiemæssige tilknytninger. Til forskel frafamilieretten, hvor enkeltpersonerne vilje ikke optager megen plads, og hvor langtstørstedelen af forholdene reguleres af grundlæggende retsprincipper, er arveretten derimod etområde, hvor rettighedsindehavernes vilje spiller en vigtig rolle.Der er derfor tale om tilstrækkelig autonomi mellem disse to aspekter af civilretten til, at de toområder kan behandles særskilt. Da det i øvrigt drejer sig om en undtagelse, bør traktatensartikel 67, stk. 5, andet led, fortolkes og anvendes restriktivt af institutionerne. Denneundtagelse finder derfor ikke anvendelse på nærværende forordning om arv.Fællesskabsinstitutionerne har et vist spillerum til at afgøre, om en foranstaltning ernødvendig for det indre markeds funktion eller ej. Nærværende forslag har til formål at fjernealle de hindringer for personernes frie bevægelighed, der opstår som følge afmedlemsstaternes forskellige regler om internationale arvesager.

Forslagets formål kan kun opfyldes i form af fælles regler om internationale arvesager, idetreglerne bør være identiske for at sikre retssikkerhed og forudsigelighed for borgerne. Det vilderfor være i strid med dette mål, hvis medlemsstaterne handler hver for sig. Der findes enHaagerkonvention om lovvalg i arvesager (i det følgende benævnt "konventionen"), somaldrig er trådt i kraft12. Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørendeformen for testamentariske dispositioner er ratificeret af 16 medlemsstater. Det vil væreønskeligt og i Fællesskabets interesse, at de øvrige medlemsstater ratificerer dennekonvention.Samtlige høringer og undersøgelser har påvist, at de problemer, der søges løst mednærværende forslag, er omfattende.3.3.Proportionalitetsprincippet og reguleringsmiddel

Forslaget begrænser sig til, hvad der er nødvendigt for at nå forslagets mål. Forslagetharmoniserer hverken medlemsstaternes arveret eller formueret. Forslaget påvirker heller ikkemedlemsstaternes beskatning af arv. Internationale arvesager kan således fortsat giveanledning til uoverensstemmelser mellem de nationale beskatningssystemer, eventuelt meddobbeltbeskatning eller forskelsbehandling til følge. Kommissionen agter at fremlægge enmeddelelse, der tager disse spørgsmål op, i løbet af 2010.Behovet for retssikkerhed og retlig forudsigelighed indebærer, at reglerne må være ensartede,hvorfor forslaget må tage form af en forordning. Målene ville ikke kunne opfyldes, hvismedlemsstaterne har et spillerum for gennemførelsen af reglerne.4.4.1.Artikel 1Begrebet "arv" bør fortolkes autonomt og dækker samtlige aspekter af en arv, navnligoverdragelse, bobestyrelse og afvikling.Udelukkelsen af rettigheder og goder, der opstår eller erhverves på anden måde end ved arvefter dødsfald, dækker ikke kun de forskellige former for fælleseje mellem flere personer, somkendt fracommon law,men også alle former for civilretlige donationer.Den undtagelse, der fastlæggelse fortrusts,er ikke til hinder for anvendelsen af den lov, derbestemmes i medfør af denne forordning.Litra j) præciserer, at forordningen finder anvendelse på erhvervelse af en tingslig rettighed tilet gode efter arv, men ikke på indholdet af sådanne tingslige rettigheder. Forordning berørerikke "numerusclausus"i medlemsstaternes formueret, fastlæggelsen af sådanne goder ogrettigheder og indehaverens rettigheder som følge deraf. I princippet kan der således ikkeopstå nogen tingslig rettighed, der er ukendt i retsreglerne på det sted, hvor formuegenstandenbefinder sig. Lovvalget for arvesagen kan ikke få det følge, at der i den medlemsstat, hvor12

formuegenstanden befinder sig, indføres en opsplitning eller ejendomsretlige vilkår, somretsreglerne i denne medlemsstat ikke anerkender. Som et eksempel herpå kan der ikkeindføres brugsrettigheder i en stat, hvis lovgivning ikke anerkender sådanne. Derimod finderundtagelsen ikke anvendelse på overførsel efter arv af en tingslig rettighed i den medlemsstat,hvor formuegenstanden befinder sig.Tinglysning af rettigheder, navnlig tilrettelæggelsen af ejendomsregistret og virkningerne afen optagelse eller ej i dette register, er også udelukket.Artikel 2Ret:Arvesager afvikles som oftest uden for retterne. Begrebet ret i denne forordning fortolkesderfor bredt og omfatter andre myndigheder, når sådanne udøver en funktion, der henhørerunder retterne, navnlig efter særlig bemyndigelse hertil, hvilket især omfatter notarer ogdommerfuldmægtige.4.2.Artikel 4Reglerne om retternes kompetence på arveområdet er meget forskellige fra den enemedlemsstat til den anden. Det giver anledning til positive konflikter, når retterne i fleremedlemsstater erklærer sig kompetente, eller negative konflikter, når ingen ret anser sig forkompetent. Der er behov for en ensartet regel, så borgerne ikke støder på dissevanskeligheder. Det mest udbredte princip blandt medlemsstaterne er, at retten på det sted,hvor afdøde havde sit sidste sædvanlige opholdssted, er kompetent, og denne kompetencefalder ofte sammen med det sted, hvor afdødes formue befinder sig. Disse retter erkompetente til at træffe afgørelse om hele arven og samtlige aspekter deraf, uanset om detdrejer sig om frivillig retspleje eller sagsanlæg.Artikel 5Henvisning til en ret, der er bedre egnet, bør ikke være automatisk, når afdøde har valgt loveni en anden medlemsstat. Den kompetente ret bør navnlig tage afdødes, arvingernes,legatarernes, kreditorernes og deres sædvanlige opholdssted i betragtning. Denne regel vilisær gøre det muligt at nå frem til en velafbalanceret løsning, når afdøde fra for kort tid sidenhavde sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat end den, vedkommende varstatsborger i, eller hvor afdødes familie er forblevet i oprindelsesmedlemsstaten.Artikel 6Når afdøde havde sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland, garanterer denne regeldomstolsadgang for arvinger og kreditorer i Fællesskabet, når der er tale om nær tilknytningtil en medlemsstat på grund af formuegenstandens beliggenhed.Artikel 9Nær tilknytning mellem arvestatus og tingslig status fordrer en undtagelsesvis kompetence forretterne i den medlemsstat, hvor formuegenstanden befinder sig, når loven i dennemedlemsstat kræver indgriben fra sine retters side. Denne kompetence begrænses imidlertidtil aspekter vedrørende de tingslige rettigheder i forbindelse med formuegenstandensoverdragelse.Kapitel II: Kompetence

Artikel 16Et enhedssystemHøringerne påviste klart ulemperne ved et "opsplittet" system, hvor arv i form af løsørereguleres af loven på det sted, hvor afdøde har sin bopæl, og arv i form af fast ejendomreguleres af loven i den stat, hvor formuegenstanden befinder sig. Dette afstedkommer flerebodele, der hver er underlagt en forskellig lov, som på forskellig vis fastlægger arvinger ogderes respektive andele samt opdelingen og afviklingen af boet. Forordningens valg af etenhedssystem gør det muligt at underlægge arvesagen en og samme lov og dermed undgådisse vanskeligheder. Et enhedssystem giver også testator mulighed for at planlæggefordelingen af pågældende formuegenstande mellem arvinger ligeligt, uanset hvorformuegenstandene befinder sig.Tilknytningsfaktoren: loven på det sted, hvor afdøde havde sit sidste sædvanlige opholdsstedForordning lægger sig fast på denne lov og ikke loven, dér hvor afdøde har sitstatsborgerskab, for førstnævnte falder sammen med afdødes interessecenter og ofte også meddet sted, hvor de fleste formuegenstande befinder sig. En sådan tilknytning understøtter enbedre integration i medlemsstaten for det sædvanlige opholdssted og dermed undgås enhverforskelsbehandling over for personer, der har sin bopæl dér uden at have statsborgerskab. Detsædvanlige opholdssted er således valgt som hovedregel i flere medlemsstaters lovvalgsreglerog i samtlige nyere instrumenter, navnlig i konventionen.Artikel 17Samtlige medlemsstaters retsordener indeholder mekanismer, der skal sikre midler til livetsopretholdelse for afdødes pårørende og navnlig regler for tvangsarv. De testatorer, der erstatsborgere i en medlemsstat, hvor gaver givet i levende live er uigenkaldelige, kan bekræftederes gyldighed ved at vælge den lovgivning, der finder anvendelse på arven. Et afforordningens centrale målsætninger er at sikre, at sådanne mekanismer overholdes. Ved atgive testator mulighed for at vælge loven, skulle der findes et kompromis mellem fordeleneved at sådant valg, så som retssikkerhed og forenkling af arvens planlægning, og beskyttelsenaf afdødes pårørendes legitime interesser, navnlig ægtefællens og overlevende børns. Derforgør forordningen det kun muligt for testator at vælge loven på det sted, hvor vedkommendehar sit statsborgerskab, hvilket skal ses i forhold til hovedreglen, som fører til anvendelsen afloven for det sædvanlige opholdssted. Dette valg gør det muligt for en testator, der har udøvetsin ret til fri bevægelighed inden for EU, men fortsat ønsker at opretholde en nær tilknytningtil sit oprindelsesland, at fastholde en sådan kulturel tilknytning gennem arven eftervedkommende. Denne løsning blev også foretrukket af Europa-Parlamentet.Udelukkelse af andre valg:Forordning udelukker muligheden for at vælge den lov, derregulerer formueforholdet i testators ægteskab, som den lov, der skal anvendes på arvesagen.En sådan bestemmelse ville kunne have givet anledning til mange forskellige valg ibetragtning af, at ægtefællerne for deres indbyrdes formueforhold nyder langt størrefleksibilitet i lovvalget. Dette ville stride mod forordningen målsætninger.Artikel 18

Det er nødvendigt at fastlægge regler for lovvalg vedrørende arvepagter og fælles testamenter,som anvendes i visse medlemsstater med henblik på f.eks. at tilrettelægge videreførelsen af envirksomhed og i et parforhold gøre det muligt for længstlevende at bevare den fælle formue.Artikel 21Formålet med denne artikel er især at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældendeicommon law,som f.eks. i England, hvor arvingerne ikke direkte indtræder i afdødesrettigheder fra dødstidspunktet, men arven bestyres af en kurator, der udpeges og kontrolleresaf en dommer.Artikel 22I betragtning af deres økonomiske, familiemæssige eller sociale bestemmelse er visse formerfor fast ejendom, virksomheder eller andre kategorier af formuegenstand underlagt særligearveretlige ordninger i den medlemsstat, hvor de er beliggende, og dette bør respekteres. Ensådan særlig ordning forekommer f.eks. angående familiebedrifter inden for landbruget.Denne undtagelse bør imidlertid fortolkes restriktivt, hvis den skal være forenelig medforordningens overordnede formål. Den finder navnlig ikke anvendelse på systemer medopdeling eller på tvangsarv.Artikel 27Iværksættelse afordre public-bestemmelsenbør kun ske undtagelsesvis. En forskel mellemlovene med hensyn til beskyttelse af afdødes pårørendes legitime interesser kan ikke forsvareiværksættelsen af denne bestemmelse, da det ville være uforeneligt med målsætningen om atsikre anvendelse af en og samme lov på samtlige goder i boet.4.4.Kapitel IV: Anerkendelse og fuldbyrdelse

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61,litra c), og artikel 67, stk. 5, andet led,under henvisning til forslag fra Kommissionen13,under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg14,efter proceduren i traktatens artikel 251, ogud fra følgende betragtninger:(1)Fællesskabet har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhedog retfærdighed. Med henblik på en gradvis etablering af et sådant område skalFællesskabet navnlig vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde på decivilretlige områder, der har grænseoverskridende virkninger, i det omfang de ernødvendige for det indre markeds funktion.I henhold til traktatens artikel 65, litra b), skal disse foranstaltninger bl.a. fremmeforeneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikterom stedlig kompetence.På mødet i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 tilsluttede Det Europæiske Rådsig princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser somhjørnestenen i det civilretlige samarbejde og anmodede Rådet og Kommissionen om atvedtage et program med foranstaltninger, der gennemfører dette princip.Den 30. november 2000 vedtog Rådet udkastet til et program med foranstaltningermed henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse afretsafgørelser på det civil- og handelsretlige område15. Programmet beskriver deforanstaltninger vedrørende en harmonisering af lovvalgsregler, der kan bidrage til atlette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser. Programmet omfatter udarbejdelseaf et instrument vedrørende arv og testamente, et område der navnlig ikke er reguleret

i Rådets forordning 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og omanerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område16.(5)Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 4. og 5. november 2004 i Bruxelles et nytprogram med titlen "Haagprogrammet: styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed iDen Europæiske Union"17. I programmet understreges behovet for inden 2011 atvedtage et instrument på det arveretlige område, herunder især for at regulerespørgsmålet om lovvalg, om retlig kompetence, om gensidig anerkendelse ogfuldbyrdelse af afgørelser på dette område, om et europæisk arvebevis og en ordning,der gør det muligt præcist at vide, om personer, der har opholdssted i Den EuropæiskeUnion, har skrevet testamente.Det indre markeds funktion bør fremmes ved at fjerne hindringerne for fribevægelighed for de personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at udøvederes rettigheder, når det drejer sig om internationale arvesager. Borgerne bør indenfor det europæiske retlige område være i stand til på forhånd at tilrettelægge arvenefter dem. Rettigheder for arvinger og legatarer, for andre af afdødes pårørende samtfor boets kreditorer bør effektivt sikres.For at nå disse mål bør nærværende forordning samle bestemmelserne om retterneskompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officieltbekræftede dokumenter vedrørende dette område samt om det europæiske arvebevis.Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle civilretlige spørgsmålvedrørende arv, dvs. enhver form for overgang af ejendele ved dødsfald, hvad entendet drejer sig om en viljesbestemt overgang ved testamente eller arvepagt eller omlovbestemt overgang af ejendele som følge af dødsfald.Gyldigheden og virkningerne af gaver er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådetsforordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktligeforpligtelser (Rom I)18. De bør derfor udelukkes fra denne forordningsanvendelsesområde ligesom andre rettigheder og goder, der opstår eller erhverves påanden måde end ved arv. Det tilkommer imidlertid den arvelov, der udpeges i medføraf denne forordning, at fastslå, om en gave eller anden form for dispositioninter vivosmed øjeblikkelig retsvirkning kan afstedkomme en pligt til tilbageførsel, nedsættelseeller inddragelse i beregningen af arvelodderne i henhold til arveloven.Selv om denne forordning bør omfatte den måde, hvorpå en tingslig rettighed tilmaterielle og immaterielle formuegenstande kan erhverves i henhold til den lov, derskal anvendes på arvesagen, bør den udtømmende liste over tingslige rettigheder, derkan forefindes i medlemsstaternes nationale lovgivning, som i princippet er reguleretaf loven på det sted, hvor formuegenstandene befinder sig, henhøre under de nationalelovvalgsregler. Tinglysning af disse rettigheder, navnlig tilrettelæggelsen afejendomsregistret og virkningerne af, om der er sket optagelse i dette register, somligeledes reguleres af den stedlige lov, bør også udelukkes.

For at tage højde for de forskellige måder arv behandles på i medlemsstaterne, børdenne forordning fastlægge kompetencen for de forskellige retter i vid forstand, ogdermed også kompetencen for de udenretslige myndigheder, når de udøver en retsligfunktion, navnlig efter særlig bemyndigelse hertil.De europæiske borgeres stigende mobilitet taget i betragtning og for at fremme enforsvarlig retspleje i Den Europæiske Union og sikre en reel tilknytning mellem arvenog den medlemsstat, der udøver kompetencen, bør nærværende forordning bestemme,at kompetencen for hele boet skal tilkomme retterne i den medlemsstat, hvor afdødehavde sit sidste sædvanlige opholdssted. Af samme årsager bør denne forordning åbnemulighed for, at den kompetente ret undtagelsesvis og på visse betingelser kan henviseen sag til retten i den medlemsstat, hvori afdøde var statsborger, hvis denne anden reter bedre i stand til at behandle sagen.For at fremme den gensidige anerkendelse bør der ikke længere kunne henvises tilnationale kompetenceregler. Det bør derfor fastsættes i denne forordning, i hvilketilfælde en ret i en medlemsstat kan udøve en subsidiær kompetence.For at lette livet for arvinger og legatarer, der bor i en anden medlemsstat end den,hvis retter er kompetente til at behandle arvesagen, bør forordningen tillade dem atfremsætte erklæringer om, hvorvidt de vedgår eller frasiger sig arven, i den form lovenforeskriver dér, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, eventuelt overfor retten idenne medlemsstat.Som en konsekvens af den arveretlige og tingsretlige overlapning bør forordningenbestemme, at den kompetente ret undtagelsesvis kan være retten i den medlemsstat,hvor ejendelen befinder sig, når loven i denne medlemsstat foreskriver retsligindgriben her for at træffe formueretlige foranstaltninger i forbindelse med overførslenaf ejendelen og dennes optagelse i ejendomsregistret.Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at undgå, at der træffesindbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Med dette for øje bør denneforordning fastlægge almindelige retsplejeregler på grundlag af reglerne i forordning(EF) nr. 44/2001.For at sætte borgerne i stand til med fuld retssikkerhed at drage fordel af demuligheder, der byder sig i det indre marked, bør denne forordning bevirke, at de påforhånd har kendskab til den lov, der skal anvendes på deres arvesag. Der bør indføresharmoniserede lovvalgsregler for at undgå, at der træffes modstridende retsafgørelser imedlemsstaterne. Hovedregelen bør sikre, at boet behandles efter en lov, der kanforudsiges, og som er nært tilknyttet boet. Af hensyn til den retlige klarhed bør dennelov omfatte samtlige boets ejendele uanset art eller stedlige placering med henblik påat undgå vanskeligheder som følge af boets opdeling.Denne forordning bør øge borgernes mulighed for på forhånd at tilrettelægge arvenefter dem ved at sætte dem i stand til at vælge den lov, der skal anvendes. Dette valgbør foretages inden for klart afgrænsede rammer, så arvingers og legatarers berettigedeforventninger tilgodeses.Den formelle gyldighed af dødsdispositioner er ikke omfattet af denne forordning. Denformelle gyldighed er reguleret af bestemmelserne i Haagerkonventionen af 5. oktober

1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner, for så vidtangår de medlemsstater, der har ratificeret den.(20)For at lette anerkendelsen af arverettigheder erhvervet i en medlemsstat børlovvalgsreglen begunstige gyldigheden af arvepagter ved at anerkende vekslendetilknytninger. Tredjemænds berettigede forventninger bør tilgodeses.I den udstrækning det er foreneligt med denne forordnings overordnede formål og forat lette overgangen af en tingslig rettighed i medfør af arveloven, bør denne forordningikke være til hinder for anvendelsen af visse udtømmende, ufravigelige lovmæssigebestemmelser, der er gældende dér, hvor ejendelen er beliggende.I betragtning af deres økonomiske, familiemæssige eller sociale formål er visse formerfor fast ejendom, virksomheder eller andre kategorier af formuegenstande underlagtsærlige arveretlige ordninger i den medlemsstat, hvor de befinder sig. Denneforordning bør tilgodese sådanne særlige ordninger. Denne undtagelse tilarvelovvalget bør imidlertid fortolkes restriktivt, hvis den skal være forenelig medforordningens overordnede formål. Undtagelsen gælder navnlig ikke lovvalgsregler,der underlægger fast ejendom en anden lov end den, der gælder for løsøre eller fortvangsarv.Forskellene mellem på den ene side nationale løsninger, hvor arven tilfalder staten,hvis der ikke er arvinger efter loven eller testamente, og på den anden sidebehandlingen af den situation, hvor det ikke vides, i hvilken rækkefølge en eller flerepersoner døde, kan føre til modstridende resultater eller endog ingen løsningoverhovedet. Denne forordning bør føre til et konsekvent resultat under overholdelseaf medlemsstaternes materielle retsregler.Når det er begrundet i almene hensyn, bør det i ekstraordinære tilfælde være muligt formedlemsstaternes retter at undlade at anvende fremmed ret i en konkret sag, når detville være i strid med ufravigelige retsprincipper i domslandet (ordre public). Retternebør imidlertid ikke kunne anvende denneordre public-undtagelsefor at undlade atanvende loven i en anden medlemsstat eller afvise at anerkende eller fuldbyrde enretsafgørelse, et officielt bekræftet dokument, et retsforlig eller et europæisk arvebevisfra en anden medlemsstat, når dette strider mod Den Europæiske Unions charter omgrundlæggende rettigheder, særlig artikel 21, som forbyder enhver form forforskelsbehandling.I lyset af denne forordnings overordnede formål, nemlig gensidig anerkendelse afretsafgørelser afsagt i medlemsstaterne i sager om arv, bør den omfatte regler foranerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser med udgangspunkt i reglerne iforordning (EF) nr. 44/2001, eventuelt tilpasset de særlige hensyn, der gør siggældende inden for det område, der reguleres i denne forordning.For at tage hensyn til de forskellige måder, hvorpå spørgsmål om arv løses imedlemsstaterne, bør denne forordning sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af officieltbekræftede dokumenter. Officielt bekræftede dokumenter kan imidlertid ikkesidestilles med retsafgørelser, for så vidt angår deres anerkendelse. Anerkendelse afofficielt bekræftede dokumenter betyder, at de nyder samme beviskraft angåendeindholdet i dokumentet og samme retsvirkning som i oprindelseslandet, hvortilkommer en formodning om gyldighed, der kan bortfalde i tilfælde af anfægtelse.

Denne gyldighed kan således altid anfægtes ved retten i den medlemsstat, hvor detofficielt bekræftede dokument er udfærdiget, på de proceduremæssige betingelser, derer fastsat af denne medlemsstat.(27)En hurtig, billig og effektiv afvikling af internationale arvesager i Den EuropæiskeUnion indebærer, at arvinger, legatarer, bobestyrer og kurator skal have mulighed forlet og udenretsligt at føre bevis for deres stilling i de medlemsstater, hvor boetsejendele befinder sig. For at lette den frie bevægelighed for et sådant bevis i DenEuropæiske Union bør der med denne forordning indføres en ensartet model for deteuropæiske arvebevis, og det bør fastsættes, hvilken myndighed der er kompetent til atudstede et sådant. Af hensyn til subsidiaritetsprincippet bør et sådant bevis ikke træde istedet for interne procedurer i medlemsstaterne. Forordningen bør derimod præcisere,hvordan det forholder sig til sådanne procedurer.De internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået, indebærer, at denneforordning ikke bør berøre de internationale konventioner, som en eller fleremedlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse. Af hensyntil deres sammenhæng med denne forordnings overordnede formål bør forordningenimidlertid have forrang frem for konventionerne mellem medlemsstaterne.For at lette anvendelse af denne forordning bør der indføres en forpligtelse formedlemsstaterne til at meddele visse oplysninger om deres arveretlige bestemmelserinden for rammerne af det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretligeområde oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 200119.De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages ioverensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelseaf de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillæggesKommissionen20.Kommissionen bør navnlig bemyndiges til at vedtage alle ændringer af formularerne idenne forordning efter proceduren i artikel 3 i afgørelse 1999/468/EF.Når begrebet "statsborgerskab" anvendes for at afgøre, hvilken lov der skal anvendes,bør der tages hensyn til det forhold, at visse medlemsstater, hvis retsorden bygger påcommon law,anvender begrebet "opholdssted" og ikke "statsborgerskab" somkriterium for den tilsvarende arveretlige tilknytning.Målene for denne forordning, nemlig den frie bevægelighed for personer, borgernesforhåndstilrettelæggelse af arven efter dem i en international kontekst, arvingers oglegatarers samt andre af afdødes pårørendes samt boets kreditorers rettigheder, kanikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denneforordnings omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kanderfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf.traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnteartikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der eranerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnligartikel 21, ifølge hvilken enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve,etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske ellerandre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel,handicap, alder eller seksuel orientering, er forbudt. Denne forordning bør anvendes afmedlemsstaternes retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper.I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlandsstilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og tiltraktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, [har Det Forenede Kongerigeog Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denneforordning]/[og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det ForenedeKongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende forog ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland].I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilagtil traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af DetEuropæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning,som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark -

Kapitel IAnvendelsesområde og definitionerArtikel 1Anvendelsesområde1.2.3.Denne forordning finder anvendelse på arv. Den finder ikke anvendelse påskatteretlige, toldretlige og forvaltningsretlige anliggender.Ved "medlemsstat" forstås i denne forordning alle medlemsstater med undtagelse afDanmark [, Det Forenede Kongerige og Irland].Denne forordning finder ikke anvendelse på:a)b)c)d)fysiske personers status, familieforhold og forhold, der anses for at havetilsvarende virkningerfysiske personers retsevne, jf. dog artikel 19, stk. 2, litra c) og d)fysiske personers forsvinden, fravær eller formodede dødsfaldspørgsmål, der udspringer af formueforholdet mellem ægtefæller, afformueforholdet mellem partnere i forhold, der har virkninger svarende til etægteskab

underholdspligtrettigheder og goder, der opstår eller overdrages på anden måde end ved arv,såsom gaver, sameje mellem flere personer med begunstigelse aflængstlevende, pensionsordninger, forsikringspolicer og lignende ordninger, jf.dog artikel 19, stk. 2, litra j)selskabsretlige spørgsmål, så som klausuler i selskabers, foreningers og andrejuridiske personers stiftelsesoverenskomster og vedtægter, som bestemmer,hvem andelene tilfalder i tilfælde af et medlems dødselskabers, foreningers og andre juridiske personers opløsning, udløb ogfusioneringoprettelse, drift og afvikling aftrustsarten af tingslige rettigheder til et gode og tinglysning af sådanne rettigheder.Artikel 2Definitioner

I denne forordning forstås ved:a)"arv": enhver form for overgang af ejendele ved dødsfald, hvad enten detdrejer sig om en viljesbestemt overførsel ved testamente eller arvepagteller om lovbestemt overgang af ejendele som følge af dødsfald"ret": enhver retsmyndighed eller enhver kompetent myndighed imedlemsstaterne, der udøver en retslig funktion i arveretlige anliggender.Med retter sidestilles også andre myndigheder, der af de offentligemyndigheder er bemyndiget til at udøve offentlige beføjelser på områder,der henhører under retternes kompetence som omhandlet i denneforordning"arvepagt": en aftale, der – med eller uden modydelse - overdrager,ændrer eller tilbagekalder rettigheder i den forventede arv for en ellerflere parter i aftalen"fælles testamenter": testamenter, der er oprettet af to eller flere personeri samme dokument enten til begunstigelse af tredjemand og/eller som engensidig disposition"oprindelsesstaten": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen er truffet,retsforliget er godkendt eller indgået, eller det officielt bekræftededokument er udstedt"medlemsstat, som anmodningen rettes til": den medlemsstat, hvoriretsafgørelsen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument søgesanerkendt og/eller fuldbyrdet

Kapitel IIKompetenceArtikel 3RetterDette kapitels bestemmelser finder anvendelse på enhver ret i medlemsstaterne, men finderkun anvendelse på udenretslige myndigheder i det omfang, det er relevant.Artikel 4Generel kompetenceMed forbehold af nærværende forordnings bestemmelser er retterne i den medlemsstat, påhvis område den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, kompetente tilat træffe afgørelse i arveretlige anliggender.Artikel 5Henvisning til retter, der er bedre i stand til at behandle sagen1.Når loven i én medlemsstat er valgt af afdøde til at finde anvendelse på arven eftervedkommende i overensstemmelse med artikel 17, kan den kompetente ret i medføraf artikel 4 på anmodning fra en part, eller hvis den anser retterne i den medlemsstat,hvis lov er valgt, for bedre at være i stand til at træffe afgørelse i arvesagen udsættesagen og opfordre parterne til at rette en anmodning til retterne i denne medlemsstat.Den kompetente ret i medfør af artikel 4 fastsætter en frist for at indbringe sagen forretterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt i henhold til stk. 1. Er sagen ikkeindbragt inden udløbet af denne frist, fortsætter den ret, ved hvilken sagen er anlagt,med at udøve sin kompetence.

Når afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, erretterne i en medlemsstat alligevel kompetente, når boets ejendele befinder sig i dennemedlemsstat, og:a)afdøde havde sit foregående sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, ogdette sædvanlige opholdssted ikke var bragt til ende mere end fem år før sagensindbringelse for retten, subsidiærtafdøde var statsborger i denne medlemsstat på dødstidspunktet, subsidiærten arving eller legatar har sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat,subsidiærtanmodningen udelukkende vedrører disse ejendele.Artikel 7ModkravDen ret, ved hvilken en sag verserer på grundlag af artikel 4, 5 og 6, er også kompetent til atbehandle et modkrav, for så vidt som dette falder ind under denne forordningsanvendelsesområde.Artikel 8Kompetence i forhold til vedgåelse eller frasigelse af arvRetterne i den medlemsstat, hvor arvingen eller legataren har sit sædvanlige opholdssted, erogså kompetente til at modtage erklæringer om, hvorvidt arven eller legatet vedgås ellerfrasiges, og erklæringer med det formål at begrænse arvingens eller legatarens ansvar, nårsådanne erklæringer skal fremsættes for en ret.Artikel 9Kompetence for retterne på stedet, hvor ejendelene befinder sigNår medlemsstatens retter i henhold til loven i den medlemsstat, hvor ejendelene befinder sig,skal træffe tingsretlige foranstaltninger i forbindelse med overdragelsen af ejendelen, dennesoptagelse eller overførsel i ejendomsregistret eller i tingbogen, er retterne i denne medlemsstatkompetente til at træffe sådanne foranstaltninger.

Artikel 10Indbringelse for en retI dette kapitel anses en sag for indbragt for en ret:a)på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarendedokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende harundladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentetforkyndt for sagsøgte, ellerhvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skalforkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokumentmodtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat atsagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, derkrævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.Artikel 11Prøvelse af kompetencenAnlægges der ved en ret i en medlemsstat en sag, som den pågældende ret ikke harkompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig af egen driftinkompetent.Artikel 12Formalitetsprøvelse1.Såfremt en sagsøgt, der har sit sædvanlige opholdssted i en anden stat end denmedlemsstat, hvor sagen er anlagt, ikke giver møde, udsætter den kompetente retsagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage detindledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han harkunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødneforanstaltninger har været truffet.Artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretsligedokumenter i civile og kommercielle sager21skal anvendes i stedet for stk. 1 inærværende artikel, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarendedokument har skullet fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af nævnteforordning.Finder forordning (EF) nr. 1393/2007 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 iHaagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige ogudenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, såfremt detindledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument har skullet fremsendestil udlandet i medfør af nævnte konvention.

Artikel 13Litispendens1.Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættesmellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver andenret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, af egen drift sagen, indtil den førsterets kompetence er fastslået.Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent,erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.Artikel 14Konnekse krav1.Såfremt sager vedrørende konnekse krav verserer for retter i forskelligemedlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt,udsætte sagen.Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, vedhvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter begæring fra en af parterne erklære siginkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence tilat påkende de pågældende krav, og dens lov tillader forening af kravene.Ved konnekse krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det erønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforeneligeretsafgørelser som følge af, at kravene påkendes hver for sig.Artikel 15Foreløbige, herunder sikrende, retsmidlerEn medlemsstats retslige myndigheder kan anmode om anvendelse af foreløbige ellersikrende retsmidler i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om retterne ien anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetente til at påkende sagensrealitet.

Artikel 17Frit lovvalg1.2.3.4.En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende erstatsborger, der skal anvendes i behandlingen af hele den pågældendes bo.Lovvalget for boet skal være udtrykkeligt og indeholdt i en erklæring, der opfylderformkravene til en dødsdisposition.Spørgsmål om samtykkets eksistens og gyldighed i forhold til realiteten af lovvalgetafgøres efter bestemmelserne i den valgte lov.Ophavsmandens ændring eller tilbagekaldelse af et sådant lovvalg skal opfylde deformelle betingelser for ændring eller tilbagekaldelse af en dødsdisposition.Artikel 18Arvepagter1.En arvepagt angående arv efter en person skal behandles i henhold til den lov, som imedfør af denne forordning skulle anvendes på arveladers bo i tilfælde af dødsfald pådet tidspunkt, hvor pagten blev indgået. Hvis arvepagten ikke er gyldig i henhold tildenne lov, anerkendes aftalen alligevel som gyldig, hvis den er gyldig i medfør afden lov, som på dødstidspunktet skal anvendes på boet i medfør af denne forordning.Denne lov finder således anvendelse på arvepagten.En arvepagt angående arv efter flere personer er kun gyldig med hensyn til sitindhold, hvis gyldigheden anerkendes af den lov, som i medfør af artikel 16 skullefinde anvendelse på arven efter en af arveladerne i tilfælde af dødsfald på samme dagsom arvepagtens indgåelse. Når arvepagten er gyldig i medfør af den lov, der skalanvendes på arven efter en enkelt af disse personer, finder denne lov anvendelse. Nårarvepagten er gyldig i medfør af loven, der skal anvendes på arven efter flere af dissepersoner, er det loven i det land, hvortil arvepagten har sin nærmeste tilknytning, derfinder anvendelse på den.Parterne kan vælge, at den lov, som arvelader eller arveladerne kunne have valgt imedfør af artikel 17, skal finde anvendelse på deres arvepagt.Anvendelsen af den lov, der bestemmes i medfør af denne artikel, berører på ingenmåde de rettigheder, som en person, der ikke er part i arvepagten, og som i medfør afden lov, der skal anvendes efter artikel 16 eller 17, har krav på tvangsarv eller enanden rettighed, som personen ikke kan fratages af arvelader.Artikel 19Anvendelsesområdet for den valgte lov1.2.Den lov, der fastlægges i medfør af kapitel III, finder anvendelse på arv og boskifte,fra arvefaldet til endelig udlodning af arven til de arveberettigede.Denne lov finder navnlig anvendelse på spørgsmål som:

udløsende faktorer, tid og sted for arvefaldetarvingers og legatarers rettigheder, herunder den længstlevende ægtefællesarveret, fastlæggelse af disse personers respektive andele, afdødes pålæg tildem, samt andre rettigheder i boet som følge af dødsfaldetretten til at få arvsærlige grunde til manglende råderet og til bortfald af retten til at få arvarveløsgørelse og afskærelse fra arv på grund af uværdighedoverdragelse af boets ejendele og rettigheder til arvinger og legatarer, herundervilkårene og virkningerne af arvens eller legatets vedgåelse eller frasigelsearvingers, bobestyreres og kuratorers beføjelser, især i forhold til salg afejendele, betaling af fordringshavereansvar for boets gælddisponibel andel, tvangsarvebeløb og andre indskrænkninger i friheden til attræffe dødsdispositioner, herunder retslige myndigheders eller andremyndigheders udlæg i boet til fordel for afdødes pårørendetilbageførsel og nedsættelse af gaver samt deres inddragelse i beregningen afarveloddernegyldighed, fortolkning, ændring eller tilbagekaldelse af en dødsdisposition,bortset fra den formelle gyldighedbodeling.Artikel 20Formel gyldighed af arvs vedgåelse eller frasigelse

Erklæringer om, hvorvidt arven eller legatet vedgås eller frasiges, og erklæringer med detformål at begrænse arvingens eller legatarens ansvar er ligeledes gyldige, når de opfylderlovens betingelser i den medlemsstat, hvor den pågældende arving eller legatar har sitsædvanlige opholdssted, jf. dog artikel 19.Artikel 21Anvendelse af gældende lov på det sted, hvor en ejendel befinder sig1.Den lov, der finder anvendelse på bobehandlingen, er ikke til hinder for anvendelseaf loven i den medlemsstat, hvor ejendelen befinder sig, i den udstrækning denne lov,for så vidt angår arvens eller legatets vedgåelse eller frasigelse, foreskriver senereformaliteter i forhold til de formaliteter, som den lov, der finder anvendelse påbobehandlingen, foreskriver.Den lov, der finder anvendelse på bobehandlingen, er ikke til hinder for anvendelseaf loven i den medlemsstat, hvor ejendelen befinder sig:

Lovvalget i medfør af denne forordning er ikke til hinder for anvendelse af særlige arveretligeordninger, som visse former for fast ejendom, virksomheder eller andre kategorier afformuegenstande er underlagt i medfør af loven i den medlemsstat, hvor de befinder sig, pågrund af deres økonomiske, familiemæssige eller sociale formål, når denne lov bestemmer, aten sådan ordning finder anvendelse uanset hvilken lov, der gælder for bobehandlingen.Artikel 23Samtidige dødsfaldNår to eller flere personer, hvis arv er underlagt forskellige love,omstændigheder, der ikke gør det muligt at fastlægge rækkefølgendisse loves bestemmelser om, hvordan en sådan situation behandles,fører til nogen afvikling overhovedet, har ingen af disse personerarven fra den anden eller de andre.Artikel 24Forladt arvNår der i henhold til den lov, der finder anvendelse i medfør af denne forordning, hverken erarvinger eller legatarer i medfør af en dødsdisposition, og heller ingen anden fysisk person iarverækken, er anvendelsen af denne lov ikke til hinder for, at de af boets ejendele, derbefinder sig på en medlemsstats område, rettelig tilfalder denne medlemsstat eller eninstitution udpeget i henhold til loven i denne medlemsstat.Artikel 25Universel anvendelseDen lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, selv om det ikke er enmedlemsstats lov.Artikel 26HenvisningHvor denne forordning foreskriver anvendelse af loven i en bestemt stat, skal dette forståssom en henvisning til de gældende retsregler i den pågældende stat med undtagelse af statensinternationalprivatretlige regler.afgør ved døden underaf dødsfaldene, og hviser uforenelige eller ikkerettigheder i forhold til

Artikel 27Grundlæggende retsprincipper (ordre public)1.Anvendelsen af en bestemmelse i en lov, der er udpeget efter denne forordning, kankun afvises, hvis en sådan anvendelse er uforenelig med de grundlæggenderetsprincipper ("ordre public") i domsstaten.Navnlig kan anvendelsen af en regel i en lov udpeget efter denne forordning kunanses for uforenelig med de grundlæggende retsprincipper i domslandet, hvisbestemmelserne vedrørende tvangsarv er forskellige fra de gældende bestemmelser idomsstaten.Artikel 28Stater med mere end et retssystem1.Omfatter en stat flere territoriale enheder, som hver har sine egne arveretlige regler,skal hver territorial enhed anses for en stat ved fastlæggelsen af den lov, som skalanvendes i henhold til denne forordning.En medlemsstat, i hvilken forskellige territoriale enheder har deres egne arveretligeregler, er ikke forpligtet til at anvende denne forordning i tilfælde, hvor der alene ertale om valg mellem lovene i sådanne enheder.

Kapitel IVAnerkendelse og fuldbyrdelseArtikel 29Anerkendelse af retsafgørelserRetsafgørelser, der er truffet i medfør af denne forordning, anerkendes i de øvrigemedlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der principalt påberåber sig anerkendelsen,efter proceduren i artikel 38 til 56 i forordning (EF) nr. 44/2001 få fastslået, at retsafgørelsenskal anerkendes. Gøres anerkendelsen gældende som led i en verserende sag ved en ret i enmedlemsstat, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.Artikel 30Grunde til ikke-anerkendelseEn retsafgørelse anerkendes ikke i følgende tilfælde:a)såfremt retsafgørelsen strider åbenbart mod grundlæggende retsprincipper i denmedlemsstat, som anmodningen rettes til, idet kriteriet om de grundlæggenderetsprincipper ikke gælder i forhold til kompetencereglerne

såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikkeer blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde,at han kan varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte harundladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighedfor at gøre detsåfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parteri den medlemsstat, som anmodningen rettes tilsåfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i enanden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, derhar samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligereretsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i denmedlemsstat, som anmodningen rettes til.Artikel 31Forbud mod prøvelse med hensyn til sagens realitet

Artikel 35Officielt bekræftede dokumenters eksigibilitetOfficielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, skal efteranmodning erklæres for eksigible i en anden medlemsstat i overensstemmelse medproceduren i artikel 38 til 57 i forordning (EF) nr. 44/2001. Den ret, der behandler en klage imedfør af artikel 43 og 44 i denne forordning, kan kun afslå at erklære et officielt bekræftetdokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse afdet officielt bekræftede dokument åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i denmedlemsstat, som anmodningen rettes til, eller såfremt en sag om anfægtelse af dokumentetsgyldighed verserer for en ret i oprindelsesstaten for det officielt bekræftede dokument.

Kapitel VIEuropæisk arvebevisArtikel 36Indførelse af et europæisk arvebevis1.Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis, som udgør bevis forarvingers og legatarers status og for bobestyreres og kuratorers beføjelser. Bevisudstedes af den kompetente myndighed i medfør af dette kapitel i overensstemmelsemed den lov, der er udpeget for bobehandlingen i medfør af kapitel III i denneforordning.Anvendelse af det europæiske arvebevis er ikke obligatorisk. Beviset træder ikke istedet for interne procedurer. Bevisets retsvirkninger anerkendes dog i denmedlemsstat, hvis myndigheder har udstedt beviset efter bestemmelserne i dettekapitel.Artikel 37Kompetence til udstedelse af beviset1.2.Beviset udstedes på anmodning fra enhver person, der er forpligtet til at dokumenteresin status som arving eller legatar eller sine beføjelser som bobestyrer eller kurator.Beviset udstedes af den kompetente ret i den medlemsstat, hvis retter er kompetente imedfør af artikel 4, 5 og 6.Artikel 38Indholdet af anmodningen1.Den, der anmoder om udstedelse af et europæisk arvebevis, anfører på den formular,der er vedlagt som bilag I, følgende oplysninger i den udstrækning, vedkommendebesidder oplysningerne:

oplysningerne vedrørende afdøde: efternavn, fornavn(e), køn, civilstand,statsborgerskab, om muligt id-nummer eller -kode, adresse for senestesædvanlige opholdssted, tid og sted for afgangen ved dødenoplysningerne vedrørende ansøgeren: efternavn, fornavn(e), køn,statsborgerskab, om muligt id-nummer eller -kode, adresse, slægtskabsmæssigeller ægteskabelig tilknytning til afdødefaktiske eller retlige forhold, der dokumenterer ansøgerens arveret og/ellerbeføjelse som kurator eller bobestyrer. Såfremt ansøgeren har kendskab til endødsdisposition, vedlægges denne disposition som bilag til anmodningenom ansøgeren træder i andre arvingers eller legatarers sted og, i bekræftendefald, bevis for deres afgang ved døden eller enhver anden begivenhed, somforhindrer dem i at gøre krav på arvenom afdøde har udfærdiget en ægtepagt. I bekræftende fald vedlæggeransøgeren en genpart af ægtepagten som bilag til ansøgningenom ansøgeren har kendskab til en anfægtelse af arverettighederne.

Der kan anmodes om og udstedes et delbevis med henblik på at attestere følgende:a)b)c)hver arvings eller legatars arveret og respektive arveandeloverdragelse af en bestemt ejendel, når dette er tilladt i medfør af lovvalget forarvesagenbestyrelse af boet.Artikel 40Udstedelse af beviset1.2.Beviset udstedes kun, hvis den kompetente ret anser for fastslåede de forhold, der eranført til grund for anmodningen. Den kompetente ret udsteder beviset omgående.På baggrund af ansøgerens erklæringer, de dokumenter og andre bevismidlervedkommende har fremlagt, iværksætter den kompetente ret af egen drift dennødvendige efterprøvning af forholdene og foretager efterforskning af senere beviser,der forekommer nyttige.

Europæiske arvebeviser skal udstedes under anvendelse af formularen i bilag II.Europæiske arvebeviser skal indeholde følgende oplysninger:a)den udstedende ret, elementer af de faktiske og retlige forhold, der gør, atdenne ret anser sig for at være kompetent til at udstede beviset samt datoen forudstedelsenoplysningerne vedrørende afdøde: efternavn, fornavn(e), køn, civilstand,statsborgerskab, om muligt id-nummer eller –kode, adresse for senestesædvanlige opholdssted, tid og sted for afgangen ved dødeneventuelle ægtepagter indgået af afdødeden lov, der er udpeget for bobehandlingen i medfør af denne forordning, og defaktiske og retlige omstændigheder, hvorefter denne lov er bestemtfaktiske og retlige forhold, der giver anledning til rettigheder og/eller beføjelserfor arvinger, legatarer, bobestyrere og kuratorer: arv efter loven og/ellertestamente og/eller arvepagteroplysningerne vedrørende ansøgeren: efternavn, fornavn(e), køn,statsborgerskab, om muligt id-nummer eller –kode, adresse, slægtskabsmæssigeller ægteskabelig tilknytning til afdødei givet fald en påtegning for hver arving om forhold vedrørende arvensvedgåelseifald der er flere arvinger, de respektive arveandele samt i givet fald en listeover de ejendele eller rettigheder, der tilfalder hver enkelten liste over ejendele eller rettigheder, der tilfalder legatarer i medfør af denlov, der er udpeget for bobehandlingenrestriktioner i arvingers rettigheder i medfør af den lov, der er udpeget forbobehandlingen i overensstemmelse med kapitel III og/eller ioverensstemmelse med dispositioner i testamente eller arvepagt

Det europæiske arvebevis anerkendes umiddelbart i samtlige medlemsstater, for såvidt angår beviset for arvingers og legatarers status og beføjelser som bobestyrereller kurator.Bevisets indhold anses for at svare til sandheden i samtlige medlemsstater i løbet afbevisets gyldighedsperiode. Det formodes, at den person, som beviset angiver somarving, legatar, bobestyrer og kurator er berettiget til den arveret eller debobestyrelsesbeføjelser, som er anført på beviset, og at der ikke forefindes andrebetingelser eller restriktioner end dem, der er anført på beviset.Enhver person, som betaler eller overdrager ejendele til indehaveren af et bevis, derbemyndiger personer til at foretage sådanne handlinger, fratages sit ansvar herfor,medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke svarer tilvirkeligheden.Enhver person, som har erhvervet arvegods fra indehaveren af et bevis, derbemyndiger indehaveren til at disponere over ejendelen i medfør af den liste, der erknyttet til beviset som bilag, anses for at have erhvervet arvegodset fra en person, derhar beføjelse til at disponere herover, medmindre personen har kendskab til, atbevisets indhold ikke svarer til virkeligheden.Beviset udgør et gyldigt dokument til afskrift af arvegodsets erhvervelse eller detsoptagelse i offentlige registre i den medlemsstat, hvor ejendelene befinder sig.Afskriften foretages efter de vilkår, der er fastsat i loven i den medlemsstat, i hvisregister afskriften er registeret med deraf følgende retsvirkninger.Artikel 43Berigtigelse, suspension eller omstødelse af europæiske arvebeviser

Kapitel VIIAlmindelige og afsluttende bestemmelserArtikel 45Forholdet til gældende internationale konventioner1.Denne forordning berører ikke anvendelsen af bilaterale eller multilateralekonventioner, som en eller flere medlemsstater er part i på tidspunktet for denneforordnings vedtagelse, og som omfatter spørgsmål, der er reguleret af nærværendeforordning, jf. dog medlemsstaternes forpligtelser i henhold til traktatens artikel 307.Uanset stk. 1 har denne forordning i forbindelserne mellem medlemsstaterne dogforrang for de konventioner vedrørende spørgsmål omfattet af denne forordning, sommedlemsstaterne er part i.Artikel 46Oplysninger stillet til rådighed for offentlighedenSom led i det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område fremsendermedlemsstaterne en beskrivelse af national lovgivning og retspleje vedrørende arveret samt derelevante tekster med henblik på at stille dem til rådighed for offentligheden. Medlemsstaternegiver meddelelse om enhver senere ændring af sådanne bestemmelser.Artikel 47Ændring af formularerneEnhver ændring af de formularer, der er omhandlet i artikel 38 og 41, vedtages efterrådgivningsproceduren i artikel 48, stk. 2.

Artikel 48Udvalgsprocedure1.2.Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 75 i forordning (EF) nr.44/2001.Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf.dennes artikel 8.Artikel 49RevisionsklausulSenest den [...] forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det EuropæiskeØkonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning. Rapportenledsages om nødvendigt af forslag om tilpasning.Artikel 50Overgangsbestemmelser1.2.Denne forordning finder anvendelse på arv efter personer afgået ved døden efter dendato, forordningen anvendes fra.Når afdøde før datoen for denne forordnings anvendelse har bestemt, hvilken lov derskal finde anvendelse på arven, er denne bestemmelse gyldig, hvis betingelserne iartikel 17 er opfyldt.Når parterne i en arvepagt før datoen for denne forordnings anvendelse har bestemt,hvilken lov der finder anvendelse på aftalen, skal denne bestemmelse anses forgyldig, hvis betingelserne i artikel 18 er opfyldt.Artikel 51IkrafttrædenDenne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen iDen EuropæiskeUnions Tidende.Denne forordning anvendes fra [et år efter datoen for dens ikrafttræden].Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne ioverensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.