Europaudvalget 2009-10
EUU Alm.del Bilag 436
Offentligt
866140_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri
København, den 17. juni 2010
Sagsnr.: 5962
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 16. juni 2010 i
forlængelse af udvalgsmødet den 16. juni 2010 bedt om min besvarelse af FLF alm. del
– spm. 447.
Spørgsmål 447:
”Vil ministeren arbejde for, at tilladelserne til godkendelse af de 6 gmo majstyper kun
skal gælde import og markedsføring til foderbrug, jf. FLF alm del – bilag 293?”
Svar:
Der er ikke lovgivningsmæssigt grundlag for en begrænsning af godkendelsen til import
og markedsføring af GMO’er til foderbrug.
Ansøgeren i alle de pågældende 6 sager har opfyldt de krav til godkendelse, der er
fastsat i GMO-forordningen. Alle 6 majstyper er ifølge Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og danske eksperter vurderet som værende lige så
sikre at anvende som konventionelle majstyper i forhold til effekter på menneskers og
dyrs sundhed og på miljøet. Der er således ikke juridisk grundlag for at begrænse
godkendelsen til foder. En sådan mulighed forudsætter en ændring af de gældende EU-
regler.
Dertil bemærkes, at genmodificerede fødevarer stort set ikke udbydes til salg i
Danmark, idet detailhandelen ikke oplever en efterspørgsel fra forbrugerne. Derfor vil
importen af de genmodificerede majstyper i praksis hovedsageligt begrænse sig til brug
i foder og til andre anvendelser end fødevarer og foder.
Endelig skal det nævnes, at en eventuel begrænsning af godkendelsen til foderbrug kan
medføre handelsmæssige vanskeligheder for fødevareindustrien. Dette skyldes, at hvis
majstyperne ikke godkendes til fødevarebrug, vil der gælde en 0-tolerance for indhold
heraf i ikke-GMO fødevarer. En sådan absolut 0-tolerance har i praksis vist sig at være
vanskelig for fødevarevirksomhederne at håndtere, hvis de pågældende majstyper er
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
lovlige i de lande, der importeres majsprodukter fra. Det skyldes, at det kan være
vanskeligt helt at undgå små mængder GMO i ikke genmodificerede
landbrugsprodukter.
Hvis produkterne bliver godkendte til fødevare- og foderbrug, vil der gælde en
tærskelværdi på 0,9 % for utilsigtet eller teknisk uundgåeligt indhold. Tærskelværdien
betyder, at der lovligt må forekomme små mængder godkendt GMO i ikke-
genmodificerede varer, hvis man har gjort, hvad man kunne for at undgå det.
Under henvisning til den yderst begrænsede udbredelse af GMO-fødevarer på det
danske marked finder jeg det ikke på nuværende tidspunkt relevant at arbejde for, at
tilladelserne kun skal gælde import og markedsføring til foderbrug.
Henrik Høegh
/Rikke Susanne Bastian
2