Foreløbigt referat af Europaudvalgets møde fredag den 16. april 2010
FO
Punkt 1. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (Omarbejdning)
–
Tidlig forelæggelse
KOM (2009) 0126
KOM (2009) 0126 – bilag 3 (Aktuelt notat om bekæmpelse af
forsinket betaling i handelstransaktioner)
KOM (2009) 0126 – bilag 2 (grundnotat af 13/11-09)
Justitsministeren:
Denne sag er ikke på dagsordenen for det kommende RIA-
rådsmøde, men den kommer muligvis på dagsordenen for rådsmødet i
Konkurrenceevnerådet den 25.-26. maj 2010.
Det drejer sig om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.
Jeg forelægger sagen med henblik på forhandlingsoplæg. Når jeg kommer allerede
i dag, er det fordi jeg gerne vil videreføre den tradition, jeg mener, jeg har med
udvalget, idet jeg lægger vægt på at komme tidligt i udvalget. Det gjorde jeg som
transportminister, og det vil jeg videreføre som justitsminister. Jeg synes, det er
vigtigt. Jeg ved, udvalget tit diskuterer det med ministrene. Derfor gør jeg lidt ud af
at sige det her, eftersom det er første gang, jeg kommer her som justitsminister.
Det er vigtigt at komme tidligt, fordi det gør, at udvalget kan få reel indflydelse på
tingene i god tid. Det lægger udvalgets medlemmer af gode grunde vægt på, og
som tidligere medlem af udvalget er jeg helt opmærksom på det. Men jeg synes
også, det er vigtigt for en minister at forelægge forhandlingsoplæg tidligt, for har
man fået et mandat på et tidligt tidspunkt, kan man føre en meget mere effektiv
forhandlingslinje, og ens embedsmænd kan forhandle meget mere effektivt, fordi
man ved, at man har en politisk beslutning bag sig. Så man ikke lige pludselig
risikerer at komme herind en fredag, lige inden man skal til rådsmøde, og så bliver
hældt ned af brættet, fordi det ikke var det, udvalget ville. Derfor denne principielle
indgang til i dag, nu det er første gang jeg er her i mit nyt embede.
Når jeg kommer så tidligt med forhandlingsoplægget, selv om sagen ikke er på
rådsmødets dagsorden, så skyldes det, at man fra Rådets side har tilkendegivet at
ville indlede trilogforhandlinger med Europa-Parlamentet ultimo april 2010, og
afhængigt af forhandlingerne med Europa-Parlamentet er det muligt, at Rådet vil
sætte sagen på dagsordenen for det nævnte rådsmøde for Konkurrenceevne med
henblik på vedtagelse.
Forslaget drejer sig grundlæggende om at styrke kreditors retsstilling ved forsinket
betaling, og forslaget indeholder bl.a. regler om kreditors krav på kompensation for
inddrivelsesomkostninger ved forsinket betaling samt særlige regler for
ordregivende offentlige myndigheders forsinkede betaling.
Udvalget har modtaget et samlenotat om sagen, hvori direktivforslaget og de
konsekvenser, forslaget vil have for dansk ret, er gennemgået.
Som det fremgår af samlenotatets side 16, har Europa-Parlamentet endnu ikke
afgivet en betænkning om forslaget, men der er udarbejdet et udkast til betænkning
af Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.
Udkastet fra parlamentsudvalget indeholder en række forslag til ændringer af
Kommissionens oprindelige forslag.