EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 212: Afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-397/09 Scheuten Solar Technology

2. Sagens faktiske omstændighederScheuten Solar Technology er et tysk selskab, som er ejet 100% af et selskab,der har hjemsted i Nederlandene. Det nederlandske selskab har ydet et lån til dettyske selskab. Renten på lånet er 5% og lånet skal tilbagebetales på det neder-landske selskabs anfordring.Efter de tyske regler skal beregningsgrundlaget for den kommunale erhvervsskatforhøjes med halvdelen af renteudgifterne af lån, der ikke alene har til formålmidlertidigt at styrke driftskapitalen, for så vidt som renterne er fradraget vedopgørelsen af overskuddet af den erhvervsmæssige virksomhed.De tyske skattemyndigheder har på den baggrund forhøjet beregningsgrundlagetfor Scheuten Solar Technology med halvdelen af de renter, som selskabet harfradraget vedrørende lånet fra det nederlandske selskab. Realiteten er således, athalvdelen af renterne på lånet ikke er fradragsberettigede ved opgørelsen af er-hvervsskatten for Scheuten Solar Technology.Bundesfinanzhof finder det ikke klart, om denne skattemæssige behandling afScheuten Solar Technology er i overensstemmelse med rente- og royaltydirekti-

3. Den danske interesse i sagenSagen har principiel betydning for Danmark, fordi sagens afgørelse kan få betydningfor, om de danske regler, der begrænser fradragsretten for selskabers finansierings-udgifter, kan opretholdes. Disse regler har bl.a. til formål at sikre, at et selskab ikkeopnår fradrag for finansieringsudgifter, som er anvendt til erhvervelse af indtægter,der ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst - f.eks afkast afdatterselskabsaktier eller indkomst fra udenlandske faste driftssteder, der ikke erinddraget under international sambeskatning.Hvis sådanne regler ikke kan opretholdes, når betalingerne er omfattet af rente-og royaltydirektivet med virkning for beskatningen af modtageren, er der risikofor, at der på vilkårlig vis opnås fradrag, der ellers ikke ville kunne opnås, ogdermed risiko for en vilkårlig omfordeling af beskatningsgrundlaget mellemmedlemsstaterne.

4. Regeringens stillingtagenDet er regeringens klare opfattelse, at rente- og royaltydirektivet ikke regulerer,i hvilket omfang en rentebetaling omfattet af direktivet kan fradrages ved opgø-relsen af den skattepligtige indkomst for det betalende selskab. Direktivet harudelukkende til formål at sikre, at det selskab, som modtager rentebetalingen(långiver/kreditor), ikke pålægges nogen form for skat heraf i den medlemsstat,hvor rentebetalingen kommer fra.Regeringen støtter bl.a. denne opfattelse på, at ”renter” i direktivets artikel 2, lit-ra a, defineres som ”indkomstaf gældsfordringer af enhver art, uanset om de ersikret ved pant i fast ejendom, og uanset om de indeholder en ret til andel i debi-tors fortjeneste, ….”.Definitionen er formuleret med henblik på kreditors rente-indtægt, jf. ordene ”indkomst af gældsfordringer” og ”ret til andel i debitors for-tjeneste”. En almindelig forståelse af definitionen fører således til, at direktivetikke regulerer den skattemæssige behandling renteudgiften hos det selskab, sombetaler renten (låntager/debitor).

I den forbindelse lægger regeringen også vægt på, at medregningen af halvdelenaf de pågældende rentebetalinger ved opgørelsen af den kommunale erhvervs-skat er en teknisk metode til at begrænse det betalende selskabs fradragsret forrenter. Der er ikke tale om, at renterne pålægges skat i Tyskland. Der er tale om,at det betalende tyske selskab får nedsat fradraget for rentebetalingen til halvde-len.Den omstændighed, at det i bestemmelsen i direktivets artikel 1, stk. 1, udtryk-keligt nævnes, at rentebetalingen heller ikke må pålægges skat i kildelandet”ved skatteansættelse” kan ikke tages som udtryk for, at direktivet også regule-rer den skattemæssige behandling af rentebetalingen hos det betalende selskab.Når bestemmelsen også nævner beskatning ”ved skatteansættelse”, er det for atsikre, at kildestaten ikke kan opretholde beskatningen af det modtagende selskabved at opkræve skatten - efterfølgende - ved en skatteansættelse, i stedet for atlade det betalende selskab indeholde skatten i forbindelse med betalingen af ren-ten.Hvis rente- og royaltydirektivet fortolkes således, at det forhindrer beskæring affradrag for renteudgifter hos det betalende selskab, fraviges et almindeligt an-vendt skatteretligt princip om, at der ikke er fradrag for udgifter til erhvervelseaf skattefri indtægter. Som nævnt ovenfor har Danmark fradragsbegrænsnings-regler, der bygger på dette princip. Det samme er tilfældet for andre medlems-lande.Et typisk eksempel, hvor princippet anvendes, vil være i forbindelse med lån,der optages med henblik på køb af aktier i et andet selskab. Afkast af aktier idatterselskaber er ikke skattepligtige i Danmark. Uden fradragsbegrænsnings-regler vil Danmark ikke kunne forhindre, at udenlandske koncerner i forbindelsemed opkøb af selskaber placerer finansieringsudgifterne i Danmark, mens afka-stet af aktierne/datterselskabets aktivitet beskattes i andre lande.Det synes på den baggrund åbenbart, at det heller ikke er medlemsstaternes op-fattelse – eller har været medlemsstaternes hensigt – at rente- og royaltydirekti-vet indebærer en begrænsning i medlemsstaternes muligheder for at regulerefradragsretten hos det betalende selskab. Det har således formodningen imodsig, at medlemsstaterne ved direktivets vedtagelse i 2003 skulle være enige her-om, når en række medlemslande efterfølgende har opretholdt og udvidet regler,der begrænser fradrag for selskabers finansieringsudgifter uden at friholde ren-tebetalinger omfattet af rente- og royaltydirektivet.