Revideret samlenotat vedr. rådsmøde (konkurrenceevne) d. 3.4. decem-

ber 2009: Kommissionens forslag til Rådets og Europa-Parlamentets

direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).

Resume

Kommissionen har den 8. oktober 2008 fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614endelig). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 15. okto-ber 2008.Det fremgår, at formålet med forslaget er at bidrage til at forbedre den må-de, det indre marked for virksomheder og forbrugere fungerer på, og at sik-re et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau gennem totalharmonisering.Det foreslåede direktiv vil skulle erstatte direktiv 85/877/EØF om aftalerindgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om urimelige kon-traktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrørende fjern-salg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse her-med.Direktivforslagets kapitel I indeholder en række fælles definitioner og fast-slår, at direktivet bygger på princippet om fuld harmonisering. Kapitel IIomhandler en række centrale oplysninger, som den erhvervsdrivende skalgive forud for indgåelse af enhver forbrugeraftale, samt en informations-pligt for mellemmænd, der indgår aftaler på forbrugeres vegne. Kapitel IIIfinder kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden forfastforretningssted. Kapitlet indeholder bestemmelser om særlige oplys-ningskrav og regulerer fortrydelsesretten (varighed, udøvelse og virkninger)på ensartet måde. Kapitel IV angår ”andre forbrugeraftaler”, der kun gæl-der for købsaftaler. Kapitlet indeholder bl.a. regler om levering, risikoensovergang, mangler ved den handlede vare og regler om handelsmæssige ga-rantier. Kapitel V finder anvendelse på urimelige kontraktvilkår, som ikkehar været genstand for individuel forhandling, f.eks. standardkontraktvilkår.Vilkår er ifølge direktivforslaget urimelige, hvis de bevirker en betydeligskævhed i forbrugerens og den erhvervsdrivendes rettigheder og forpligtel-ser, og binder ikke forbrugeren.Med henblik på at skabe retssikkerhed indeholder direktivet to lister overurimelige vilkår. Bilag II indeholder således en liste over vilkår, som be-

tragtes som urimelige under alle omstændigheder. Bilag III indeholder enliste over vilkår, som betragtes som urimelige, medmindre den erhvervsdri-vende beviser det modsatte. Disse lister finder anvendelse i alle medlemssta-ter og kan kun ændres ved direktivets udvalgsprocedure.Det er vigtigt, at der kommer en afklaring af forståelsen og rækkevidden afforslagets bestemmelser, inden en endelig dansk holdning fastlægges. Detvil således bl.a. være nødvendigt at få afklaret grænsefladen til de nationaleaftaleretlige regler, som ikke umiddelbart berøres af direktivforslaget. Deter samtidig væsentligt, at beskyttelsesniveauet for de danske forbrugere ikkesvækkes som følge af den foreslåede totalharmonisering.For at skabe et bedre grundlag for de kommende, videre forhandlinger hardet svenske formandskab udarbejdet et oplæg til politisk drøftelse om firespecifikke emner på rådsmødet den 3.-4. december 2009.

1. Baggrund og indhold

Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger om even-tuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslutning af16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram anmodede Par-lamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidtgående harmoni-sering på det civilretlige område er blevet nødvendig af hensyn til det indremarkeds funktion.Bl.a. på denne baggrund fremlagde Kommissionen i juli 2001 en meddelelseom europæisk aftaleret (KOM(2001) 398 endelig). Formålet hermed var atskabe en bred debat om europæisk aftaleret, herunder at få belyst, om og igivet fald hvordan forskelle mellem nationale aftaleretlige regler skabervanskeligheder for en tilfredsstillende udvikling i EU’s indre marked.Kommissionen fremlagde den 12. februar 2003 med henblik på en viderefø-relse af høringsprocessen en handlingsplan om en mere sammenhængendeeuropæisk aftaleret (KOM(2003) 68 endelig), hvori Kommissionen præsen-terede sine konklusioner efter høringen over meddelelsen fra juli 2001.Kommissionens projekt vedrørende europæisk aftaleret består af to hoved-elementer: Udarbejdelse af en såkaldt fælles referenceramme og gennemfø-relse af en revision af forbrugeracquiset – dvs. forbrugerlovgivningen i EU.For så vidt angår revisionen af forbrugeracquiset præsenterede Kommissio-nen i februar 2007 en grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen,hvori der blev rejst i alt 30 spørgsmål vedrørende behovet for revision afden EU-retlige forbrugerlovgivning og mulige løsninger ved en eventuel re-vision.

Den danske regering afgav i december 2007 høringssvar over grønbogen.I lyset af bl.a. høringssvarene om grønbogen har Kommissionen den 8. ok-tober 2008 fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv omforbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).For at skabe klarhed i forhold til visse af disse punkter med henblik på devidere forhandlinger har det svenske formandskab udarbejdet et oplæg tilpolitisk drøftelse om fire specifikke emner på rådsmødet den 3.-4. december2009. Der henvises herom til afsnit

Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.

om den foreløbige danske holdning.Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 95 i Traktaten om oprettelseaf Det Europæiske Fællesskab, der giver hjemmel til at vedtage foranstalt-ninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love ogadministrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse ogfunktion.Forslaget lægger op til at indføre et såkaldt horisontalt direktiv, der skal er-statte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver (direktiv 85/877/EØFom aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om uri-melige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrø-rende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbin-delse hermed). Derudover indeholder forslaget vise nye regler på forbruger-beskyttelsesområdet.Med forslaget lægges der endvidere op til, at totalharmonisering skal afløseden nuværende minimumsharmonisering på området.Om baggrunden for valg af harmoniseringsgrad har Kommissionen i de led-sagende bemærkninger til forslaget anført, at mange medlemsstater har gjortbrug af den mulighed for at opretholde eller vedtage strengere bestemmelserom forbrugerbeskyttelse, som følger af den nuværende minimumsharmoni-sering på området. Resultatet heraf er ifølge Kommissionen en opsplitningaf lovgivningen i hele Fællesskabet, hvilket giver virksomheder, der ønskerat handle på tværs af grænserne, betydelige omkostninger med henblik påoverholdelse af den forskelligartede lovgivning, og hvilket efter Kommissi-onens opfattelse fører til, at forbrugerne har ringe tillid til grænseoverskri-dende handel på grund af de forskelligartede niveauer for forbrugerbeskyt-telse.Det overordnede formål med direktivet er på den baggrund at fremme dengrænseoverskridende handel og øge forbrugerbeskyttelsen. De erhvervsdri-

vende skal have samme forpligtelser i alle medlemsstaterne, hvilket skal bi-drage til, at virksomhederne ikke afholder sig fra at udbyde varer eller tjene-ster i andre stater end deres hjemstat. For forbrugeren skal direktivet sikre,at en forbruger har de samme rettigheder, uanset hvor i EU vedkommendekøber sine varer eller tjenesteydelser. Det er således hensigten at øge for-brugerens tillid til køb af varer eller tjenesteydelser, der er udbudt i andrelande i EU.I det følgende beskrives direktivforslagets enkelte bestemmelser.Formål og anvendelsesområdeFormålet med direktivet er efter forslagets artikel 1 at bidrage til et velfun-gerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gen-nem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter ved medlemsstaternes love omaftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende.I forlængelse heraf fastlægges det i forslagets artikel 3, at direktivet skalfinde anvendelse på købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem en erhvervsdri-vende og en forbruger i det omfang, dette følger af direktivets bestemmel-ser.Ved en forbruger skal efter forslagets artikel 2, nr. 1, forstås enhver fysiskperson, der i forbindelse med aftaler, der er omfattet af direktivet, ikkehandler som led i sit erhverv.Ved en erhvervsdrivende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der iforbindelse med aftaler omfattet af direktivet, handler som led i sit erhverv,samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendes navn ellerpå dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 2.Det beskrevne anvendelsesområde i artikel 3 fører til, at direktivet som ud-gangspunkt omfatterenhver aftale,der indebærer, at den erhvervsdrivendeskal levere en vare eller en tjenesteydelse til forbrugeren, uanset under hvil-ke former aftalen indgås.Ved en vare skal efter forslagets artikel 2, nr. 4, forstås enhver løsøregen-stand, undtagen a) varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henholdtil lov, b) vand og gas, medmindre disse varer sælges i et afgrænset volumeneller i en bestemt mængde og c) elektricitet.En købsaftale defineres i artikel 2, nr. 3, som enhver aftale mellem den er-hvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftale medblandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand.

Forslaget indeholder ikke en definition af, hvad der forstås ved en tjeneste-ydelse, men angiver i artikel 2, nr. 5, at der med en tjenesteydelsesaftale for-stås enhver aftale, dog ikke købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervs-drivende yder forbrugeren en tjeneste.Medmindre andet følger af direktivets enkelte bestemmelser, finder direkti-vets regler således anvendelse ved så forskelligartede aftaletyper som f.eks.køb af brød i en bagerbutik (købsaftale), klipning i en frisørsalon (tjeneste-ydelsesaftale), indgåelse af lejeaftale (tjenesteydelsesaftale), aftale om udfø-relse af håndværksydelser i forbrugerens hjem (tjenesteydelsesaftale), køb affast ejendom (købsaftale), køb af større forbrugsgenstande som f.eks. bilerog campingvogne (købsaftale), osv.Er der tale om en aftale, der angår en finansiel tjenesteydelse følger det afforslagets artikel 3, stk. 2, at alene visse af forslagets bestemmelser skal væ-re anvendelige, nemlig direktivets artikel 8-20 om visse aftaler indgået udenfor fast forretningssted, direktivets artikel 30-39 om urimelige kontraktvil-kår og de generelle regler i artikel 40-46, sammenholdt med direktivets arti-kel 4 om fuld harmonisering.Ved en finansiel tjenesteydelse forstås efter direktivet enhver tjenesteydelse,der vedrører bankvirksomhed, forsikring, individuelle pensionsordninger,investeringer og betalinger, jf. artikel 2, nr. 13.Er der tale om aftaler omfattet af direktivet om timeshare eller direktivet ompakkerejser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF om be-skyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugs-ret til fast ejendom på timesharebasis og Rådets direktiv 90/314/EØF ompakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er det alene direktivets arti-kel 30-39 om urimelige kontraktvilkår smh. med artikel 4 om harmonise-ringsgrad, der finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 3.I forslagets artikel 3, stk. 4, angives endvidere, at de oplysningsforpligtelser,der følger af direktivets artikel 5, 7, 9 og 11 ikke berører de bestemmelserom oplysningskrav, der findes i servicedirektivet (Europa-Parlamentets ogRådets direktiv 2006/123/EF af 12, december 2006 om tjenesteydelser i detindre marked) eller i e-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets di-rektiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informations-samfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked). Detfremgår ikke, om reglerne så gælder sideløbende, eller om udelukkende op-lysningskravene i de specielle direktiver finder anvendelse.Totalharmonisering

Som noget meget centralt foreslås i direktivforslagets artikel 4, at medlems-staterne ikke i national ret skal kunne beholde eller indføre bestemmelser,der fraviger dem, som er fastsat i direktivet, herunder angive strengere ellerlempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau.Dette er afgørende nyt i forhold til de fire forbrugerbeskyttelsesdirektiver,der foreslås erstattet af det fremlagte direktivforslag, jf. ovenfor, idet dissefire eksisterende direktiver alle indeholder minimumsklausuler.Forslaget indeholder ikke bestemmelser om adgang til på visse punkter atundtage fra kravet om totalharmonisering. Der er således lagt op til, at total-harmoniseringen skal være undtagelsesfri.Generelle oplysningskravForslaget fastlægger i artikel 5, at den erhvervsdrivende forud for indgåelseaf enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet tilat give forbrugeren en række oplysninger. Tilsvarende bestemmelse findesikke i de fire eksisterende direktiver, jf. ovenfor.Som det fremgår, er der tale om en oplysningsforpligtelse, der efter forslagetskal gælde generelt ved alle aftaletyper omfattet af direktivet – dvs. uansetom der er tale om købs- eller tjenesteydelsesaftaler, og uanset om aftalenindgås på den erhvervsdrivendes forretningssted, uden for fast forretnings-sted eller ved fjernsalg.Artikel 5 indebærer, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af en købs-eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at give en ræk-ke oplysninger til forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan kun undlade at gi-ve oplysningerne, hvis de ”allerede fremgår af konteksten”.Direktivforslaget indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til,for at oplysninger kan anses for at fremgå tilstrækkelig tydeligt af ”kontek-sten”. Det kan dermed give anledning til tvivl, hvornår den erhvervsdriven-de uanset udgangspunktet i artikel 5 kan undlade at give yderligere oplys-ninger.De oplysninger, der efter bestemmelsen skal gives forbrugeren forud for af-talens indgåelse, er følgende:Litra a – oplysninger omproduktets vigtigste egenskaberi et omfang, dersvarer til kommunikationsteknikken og produktet.

Mens ”kommunikationsteknikken” ikke er nærmere defineret, følger det afforslagets artikel 2, nr. 12, at der ved produkt skal forstås enhver vare ellertjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.Det fremgår ikke af direktivforslaget, hvad produktets vigtigste egenskaberer, eller hvordan forholdet er mellem den foreslåede bestemmelse og even-tuelle særlige nationale mærkningsordninger mv.Litra b – oplysninger omden erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn,f.eks. firmanavn, samt – hvis det er relevant – oplysninger om navnet på denerhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler. Er der tale om enoffentlig auktion, kan de pågældende oplysninger erstattes af oplysningerom navn og fysisk adresse på auktionarius, jf. artikel 5, stk. 2.Direktivforslaget sondrer mellem ”auktion” og ”offentlig auktion”, og fast-lægger, at der med offentlig auktion menes en salgsmetode, hvor den er-hvervsdrivende tilbyder varer til forbrugerne, som selv er eller har mulighedfor selv at være til stede under auktionen, gennem en konkurrencebaseretbudprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den højstbydende erforpligtet til at købe varerne, jf. artikel 2, nr. 16.Litra c – oplysninger ompriseninklusiv afgifter, samt – hvis produktets artgør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd – den mådehvorpå prisen udregnes og, hvis det er relevant, alle yderligere omkostnin-ger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse omkostninger ikkemed rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysninger om, at sådanne om-kostninger kan forekomme.Litra d – oplysninger om forholdene vedrørendebetaling, levering og gen-nemførelse af klagebehandling,hvis disse afviger fra kravene i forbindelsemed erhvervsmæssig diligenspligt. Ved erhvervsmæssig diligenspligt skalefter artikel 2, nr. 14, forstås ”den standard for de særlige færdigheder ogden omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udviseover for forbrugere, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig mar-kedspraksis og/eller det generelle princip om god tro inden for den er-hvervsdrivendes virkefelt”.Det må antages, at der med anvendelsen af begrebet ”god tro” ikke er taleom god tro i den betydning, begrebet sædvanligvis forstås i dansk aftaleret-lig sammenhæng, men en henvisning til almindelig hæderlighed eller lig-nende hos den erhvervsdrivende.Litra e – oplysninger om eventuelfortrydelsesret,hvis dette er relevant.

Hvorvidt oplysningen er relevant eller ej, vil afhænge af, hvilken type aftaleder er tale om, jf. herom nedenfor.Litra f – oplysninger om eventueleftersalgsservice og handelsmæssige ga-rantierog betingelserne for at benytte disse, hvis dette er relevant.Ved en handelsmæssig garanti skal der efter artikel 2, nr. 18, forstås enhverforpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten (”garantigiveren”)har påtaget sig over for forbrugeren til at refundere købesummen eller om-levere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varen, hvis denikke svarer til de specifikationer, der fremgår af garantierklæringen eller afde relevante reklamer på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse.Det er ikke umiddelbart klart, om der med henvisningen til reklamer tænkespå reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den handelsmæssi-ge garanti.Direktivforslaget definerer i artikel 2, nr. 17, producent som den, der harfremstillet en vare, den importør, der har indført den i Fællesskabet, ellerenhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet varen medsit navn, sit mærke eller et andet kendetegn.Bestemmelsen i artikel 5, litra f, pålægger ikke den erhvervsdrivende at til-byde eftersalgsservice eller at give en handelsmæssig garanti, men foreskri-ver alene, at den erhvervsdrivende – hvis der er ydet en sådan garanti ellertilbudt eftersalgsservice – inden aftalens indgåelse skal oplyse herom og ombetingelserne for at benytte den pågældende service eller garanti.Litra g – oplysninger omaftalens gyldighedsperiode,hvis dette er relevant,eller – hvis aftalen er tidsbestemt – betingelserne for at bringe aftalen til op-hør.Litra h – oplysninger omminimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelserefter aftalen, hvis dette er relevant.Bestemmelsen hverken forbyder eller berettiger den erhvervsdrivende at gø-re brug af såkaldte bindingsperioder, men er der et sådant vilkår om, at for-brugeren i en vis periode er forhindret i at opsige aftalen, skal den erhvervs-drivende på forhånd oplyse forbrugeren herom.Litra i – oplysninger om eventuelleforskud eller andre finansielle garantier,som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den erhvervsdri-vende, samt betingelserne herfor.

Efter forslagets artikel 5, stk. 3, er de oplysninger, der skal gives efter artikel5, stk. 1, en integreret del af aftalen.Retsvirkningerne af at tilsidesætte forpligtelsen i artikel 5 til at give rækkenaf oplysninger til forbrugeren forud for aftalens indgåelse er nærmere regu-leret i forslagets artikel 6.Efter forslagets artikel 6, stk. 1, kan en erhvervsdrivende, der ikke opfylderforpligtelsen efter artikel 5, stk. 1, litra c, til at oplyse forbrugeren om even-tuelle yderligere omkostninger vedrørende fragt mv., ikke kræve sådanneomkostninger betalt af forbrugeren. Tilsvarende er ikke fastlagt i relation tiltilsidesættelse af de øvrige dele af artikel 5. For disse er udgangspunktet ef-ter artikel 6, stk. 2, at virkningerne af tilsidesættelse skal fastlægges i over-ensstemmelse med gældende ret, og medlemsstaterne er forpligtede til i na-tional lovgivning at indføre bestemmelser om effektive aftaleretlige beføjel-ser ved enhver misligholdelse af artikel 5. Direktivforslaget foreskriver ikkenærmere, hvilke aftaleretlige beføjelser der kan være tale om.Er der tale om aftaleindgåelse mellem to ikke-erhvervsdrivende via en er-hvervsdrivende mellemmand, indeholder direktivforslagets artikel 7 be-stemmelser om visse særlige oplysningskrav. Ved en mellemmand forståsen erhvervsdrivende, der indgår aftalen i forbrugerens navn eller på dennesvegne, jf. artikel 2, nr. 19. Det fremgår af præambelbetragtning nr. 20 i di-rektivforslaget, at begrebet mellemmand eksempelvis ikke omfatter en onli-nehandelsplatform, når der ikke indgås aftaler i en anden parts navn eller pådennes vegne.Efter forslagets artikel 7, stk. 1, skal en mellemmand forud for aftalens ind-gåelse oplyse forbrugeren om navn og adresse på den anden forbruger, ihvis navn mellemmanden handler, og at aftalen ikke er en aftale mellem enforbruger og en erhvervsdrivende, men derimod en aftale mellem to privat-personer og dermed ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktivforsla-get. En mellemmand, der ikke opfylder informationspligten efter stk. 1, an-ses for at have indgået aftalen i eget navn, jf. artikel 7, stk. 2. Mellemman-den bliver herefter forpligtet som om vedkommende var hovedmand. Arti-kel 7 finder ikke anvendelse på offentlige auktioner, jf. artikel 7, stk. 3.Oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-ningsstedDirektivforslagets kapitel III indeholder visse bestemmelser, som i modsæt-ning til kapitel IIikkefinder anvendelse på enhver forbrugeraftale, men ale-ne i de tilfælde, hvor der foreligger en såkaldt fjernsalgsaftale eller en aftaleindgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 8. Det er derimod uden be-

tydning for reglernes anvendelse, om aftalen vedrører varekøb eller om-handler udførelse af en tjenesteydelse.Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted pålæg-ges den erhvervsdrivende bl.a. at give forbrugeren visse yderligere oplys-ninger (dvs. oplysninger, der rækker videre end den generelle forpligtelse tilforbrugeroplysning, der følger af forslagets artikel 5).Ved en fjernsalgsaftale forstås efter direktivforslagets artikel 2, nr. 6, enhverkøbs- eller tjenesteydelsesaftale, hvor den erhvervsdrivende med henblik påaftalens indgåelse udelukkende anvender en eller flere former for fjern-kommunikationsteknikker.Fjernkommunikationsteknikker er i forslagets artikel 2, nr. 7, defineret somethvert middel, der uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidigefysiske tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftalemellem disse parter.Efter artikel 2, nr. 8, skal ved aftale uden for fast forretningssted forstås a)enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale (eller forbrugerens tilbud om at ind-gå en sådan aftale) indgået uden for fast forretningssted med den erhvervs-drivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse, eller b) enhver købs-eller tjenesteydelsesaftale, der er indgået på fast forretningssted, men for-handlet på plads uden for fast forretningssted med den erhvervsdrivendes ogforbrugerens samtidige tilstedeværelse.Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9, a) ethvert ubevægeligteller bevægeligt detailforretningssted, herunder sæsonbestemte detailforret-ningssteder, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, eller b)markedsboder og messestande, hvor den erhvervsdrivende regelmæssigt el-ler midlertidigt udøver sin aktivitet.Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted skalden erhvervsdrivende i medfør af direktivforslagets artikel 9 give forbruge-ren en række oplysninger.Den erhvervsdrivende skal i disse tilfælde oplyse forbrugeren om følgende:Litra a – de oplysninger, der er nævnt i artikel 5 og 7, herunder også oplys-ninger om forholdene vedrørende betaling, levering mv., uanset artikel 5,stk. 1, litra d – dvs. oplysningerne skal gives, uanset om vilkårene på dettepunkt ikke afviger fra almindelig diligenspligt, jf. ovenfor under pkt. 2.2.3.

Litra b – oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelserne og pro-ceduren for at gøre en sådan ret gældende, jf. forslagets bilag 1.Litra c – oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes fasteforretningssted, og eventuelt også på det faste forretningssted for den er-hvervsdrivende, på hvis vegne der handles, og hvortil forbrugeren kan ind-give eventuelle klager.Litra d – oplysninger om eventuelle adfærdskodekser, og hvor de eventueltkan erhverves.Litra e – oplysninger om adgang til mindelig bilæggelse af tvister, hvis detteer relevant.Litra f – oplysninger om, at aftalen indgås med en erhvervsdrivende, og atforbrugeren nyder beskyttelse efter reglerne i direktivet.I modsætning til den generelle oplysningsforpligtelse efter direktivforslagetsartikel 5, er det ikke efter artikel 9 muligt for den erhvervsdrivende at und-lade at give oplysningerne med den begrundelse, at de allerede fremgår afsammenhængen.Formelle krav for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-ningsstedSom noget nyt indeholder direktivforslaget i artikel 10 og 11 bestemmelserom formelle krav til aftaleindgåelsen og aftalen ved fjernsalgsaftaler og af-taler indgået uden for fast forretningssted.Direktivforslagets artikel 11, stk. 1, angiver, at ved fjernsalgsaftaler, skal deoplysninger, der følger af artikel 9, litra a – dvs. oplysninger som nævnt i ar-tikel 5 og artikel 7 – inden aftalens indgåelse stilles til rådighed for forbru-geren på en klar, letlæselig og forståelig måde ”under anvendelse af midler,der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik”.Har den erhvervsdrivende telefonisk kontaktet forbrugeren med henblik påindgåelse af aftale, skal den erhvervsdrivende ved samtalens begyndelse op-give sit navn og oplyse om samtalens kommercielle sigte, jf. artikel 11, stk.2.Hvis aftalen indgås under anvendelse af en teknik, hvor der kun er begræn-set plads eller tidsrum til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdri-vende forud for aftalens indgåelse som minimum give oplysninger om pro-duktets vigtigste egenskaber og den samlede pris, jf. artikel 5, stk. 1, litra aog c, ved anvendelse af den nævnte særlige teknik. De øvrige oplysninger,

der skal gives efter artikel 5 og 7, kan den erhvervsdrivende på passendemåde formidle til forbrugeren i overensstemmelse med stk. 1, jf. artikel 11,stk. 3.Inden rimelig tid efter aftalens indgåelse og senest ved leveringen, når der ertale om varer, eller når tjenesteydelsen er påbegyndt, skal forbrugeren på etvarigt medium modtage en bekræftelse på alle oplysninger nævnt i artikel 9,medmindre oplysningerne allerede forud for aftaleindgåelsen er givet tilforbrugeren på et sådant medium, jf. artikel 11, stk. 4.Ved et varigt medium skal ifølge artikel 2, nr. 10, forstås ethvert middel,som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at oplagre in-formation rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidiganvendelse i en periode, som er passende med henblik på informationerne,og som gendanner de oplagrede informationer uændret.Det følger af artikel 11, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må stille andre for-melle krav til fjernsalgsaftaler end dem, der er nævnt i artikel 11, stk. 1-4.Er der tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted, følger de for-melle krav af direktivforslagets artikel 10.Bestemmelsens stk. 1 angiver, at for sådanne aftaler skal de oplysninger, derer nævnt i artikel 9, fremgå af en skriftlig ordreseddel på en letlæselig, klarog forståelig måde, idet der ved en ordreseddel forstås et middel, som op-regner kontraktvilkårene og undertegnes af forbrugeren med henblik på enaftale, som indgås uden for fast forretningssted, jf. artikel 2, nr. 11. Ordre-sedlen skal endvidere omfatte den standardformular for brug af fortrydelses-retten, der er optrykt som bilag I til direktivforslaget.Efter artikel 10, stk. 2, er aftaler indgået uden for fast forretningssted kungyldige, hvis forbrugeren underskriver en ordreseddel, og – hvis denne ikkeer på papir – modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium.Bestemmelsen fastlægger således, at ordresedlen skal være en gyldighedsbe-tingelse for aftaler indgået uden for fast forretningssted.Medlemsstaterne kan ikke stille andre formelle krav end dem, der er anført ibestemmelsens stk. 1 og 2, jf. artikel 10, stk. 3.Fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-ningsstedDirektivforslagets kapitel III indeholder desuden bestemmelser om, at for-brugeren i visse tilfælde af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningssted har ret til at fortryde aftalen. Ligesom ovennævnte regler om

oplysningspligt for den erhvervsdrivende gælder fortrydelsesretten ikke en-hver forbrugeraftale, men alene aftaler om fjernsalg og aftaler indgået udenfor fast forretningssted, mens det derimod er uden betydning, om aftalenvedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse.Spørgsmålet om fortrydelsesrettens længde og begyndelsestidspunkt er re-guleret i forslagets artikel 12.Efter stk. 1 har forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og ved aftaler indgået udenfor fast forretningssted enfrist på 14 dage til at fortrydeaftalen uden angi-velse af nogen grund. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning nr.24, at fristen bør regnes i kalenderdage.Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt i be-stemmelsens stk. 2. Foraftaler indgået uden for fast forretningsstedløberfristen fra den dato, hvor forbrugeren underskriver ordresedlen, eller – hvisordresedlen ikke er på papir – fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtageren kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Er der tale om en aftaleomfjernsalg af varer,løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor forbruge-ren eller en tredjemand, der er angivet af forbrugeren, får de bestilte varer isin fysiske besiddelse. For så vidt angår aftaler omfjernsalg af tjenesteydel-serløber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor aftalen indgås.14-dages fristen er overholdt, hvis forbrugeren inden fristens udløb senderen meddelelse til den erhvervsdrivende om udøvelse af fortrydelsesretten, jf.artikel 12, stk. 3. Forsendelsesrisikoen for meddelelsen påhviler således denerhvervsdrivende.Efter artikel 12, stk. 4, må medlemsstaterne ikke forbyde parterne at opfyldederes forpligtelser i henhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen er udløbet.Som tidligere omtalt skal den erhvervsdrivende i henhold til direktivforsla-gets artikel 9, litra b, artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, oplyse forbruge-ren om retten til at fortryde aftalen. Har den erhvervsdrivende undladt dette,er konsekvensen efter forslagets artikel 13, at fortrydelsesfristen først udlø-ber 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende fuldt ud haropfyldt sine øvrige aftalemæssige forpligtelser. Efter præambelbetragtningnr. 27 bør den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt sine forpligtelserfuldt ud, når vedkommende har leveret de varer eller fuldt ud ydet de tjene-steydelser, som forbrugeren har bestilt.De nærmere spørgsmål om, hvordan forbrugeren skal forholde sig, hvis for-trydelsesretten benyttes, er omtalt i direktivforslagets artikel 14.

Efter artikel 14, stk. 1, skal forbrugeren give den erhvervsdrivende medde-lelse om, at fortrydelsesretten udnyttes, og meddelelsen skal gives på et va-rigt medium enten udformet med forbrugerens egne ord eller ved anvendel-se af den standardformular for fortrydelse, der er optaget som bilag 1 til di-rektivforslaget. Medlemsstaterne må ikke indføre andre formelle krav tilstandardfortrydelsesformularen.Artikel 14, stk. 2, angiver, at for fjernsalgsaftaler indgået over internettetkan den erhvervsdrivende – foruden de muligheder, der er nævnt i stk. 1 –give forbrugeren adgang til at udfylde og indsende standardfortrydelsesfor-mularen elektronisk på den erhvervsdrivendes hjemmeside. I så fald skalden erhvervsdrivende omgående pr. e-mail bekræfte modtagelsen af medde-lelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes.Den overordnede konsekvens af, at fortrydelsesretten benyttes, er, at bådeden erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelse til at opfylde aftalen op-hører, jf. direktivforslagets artikel 15. Er der tale om en situation, hvor for-brugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, ophører således og-så forpligtelsen til at indgå denne aftale.For den erhvervsdrivende indebærer brug af fortrydelsesretten endviderevisse forpligtelser. I så fald er den erhvervsdrivende nemlig forpligtet til atrefundere ethvert beløb, vedkommende har modtaget fra forbrugeren. Belø-bet skal tilbagebetales til forbrugeren senest 30 dage efter den dato, hvorden erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen fra forbrugeren om, at for-trydelsesretten gøres gældende, jf. direktivforslagets artikel 16, stk. 1.Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdrivendeefter artikel 16, stk. 2, berettiget til at tilbageholde det modtagne beløb, ind-til det tidspunkt, hvor vedkommende har modtaget eller hentet de returnere-de varer fra forbrugeren, eller indtil det tidspunkt, hvor den erhvervsdriven-de fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at varerne er returneret.Direktivforslagets artikel 17 omhandler følgerne for forbrugeren af at gørefortrydelsesretten gældende.Hvis der er tale om en aftale vedrørende salg af varer, hvor forbrugeren in-den fortrydelsesfristens udløb fysisk har modtaget varerne, skal forbrugeren,når fortrydelsesretten gøres gældende, returnere varerne til den erhvervsdri-vende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende. Medmindreden erhvervsdrivende har tilbudt selv at afvente varerne, skal dette ske se-nest14 dageefter den dato, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdriven-de besked om, at aftalen fortrydes.

Forbrugeren skal kun betale de udgifter, der er forbundet med den direktetilbagelevering af varerne til den erhvervsdrivende, jf. artikel 17, stk. 1.Brug af fortrydelsesretten kan således eksempelvis ikke betinges af, at derbetales et gebyr eller administrationsomkostninger til den erhvervsdrivende– alene udgifter til forsendelse skal afholdes af forbrugeren ved dennes re-turnering af de modtagne varer.Artikel 17, stk. 2, angiver, at forbrugeren ved brug af fortrydelsesretten kunhæfter for varernes eventuelle værdiforringelse, hvis varerne har værethåndteret på anden måde, end hvad der er nødvendigt for at få kendskab tilvarens art og den måde, varen fungerer på.Hvis den erhvervsdrivende i strid med direktivforslagets artikel 9, litra b,har undladt at give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten, betingel-serne og procedurerne herfor, hæfter forbrugeren heller ikke i sådanne til-fælde for varens eventuelle værdiforringelse.Er der tale om fortrydelse af en aftale om udførelse af en tjenesteydelse,hæfter forbrugeren ikke for de udgifter, den erhvervsdrivende allerede harafholdt, hvis tjenesteydelsen er helt eller delvis udført, inden fortrydelsesfri-stens udløb.Tilknyttede aftaler og betydningen af, at en aftale fortrydesI direktivforslagets artikel 18 er nærmere beskrevet, hvilke konsekvenser dethar for såkaldt tilknyttede aftaler, hvis en forbruger gør brug af fortrydelses-retten.Ved en tilknyttet aftale skal efter direktivforslagets artikel 2, nr. 20, forståsen aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller tjenesteydel-ser, som er omfattet af en aftale vedrørende fjernsalg eller en aftale indgåetuden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leve-res af den erhvervsdrivende eller tredjemand på grundlag af et arrangementmellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået udenfor fast forretningssted efter reglerne i direktivforslagets artikel 12-17, op-hører enhver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer udgifterfor forbrugeren. Dette gælder dog ikke i situationer, der er omfattet af arti-kel 15 om tilknyttede kreditaftaler i direktiv 2008/48/EF om forbrugerkre-ditter.Efter artikel 18, stk. 2, fastlægger medlemsstaterne de nærmere bestemmel-ser om ophævelsen af disse tilknyttede aftaler.

Undtagelser til fortrydelsesrettenSom omtalt ovenfor finder direktivforslagets bestemmelser om fortrydel-sesret alene anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvisder er tale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted.Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden forfast forretningssted, er der visse situationer, hvor bestemmelserne om for-trydelsesret efter direktivforslaget ikke skal gælde.Artikel 19, stk. 1, vedrører undtagelser fra forbrugerens adgang til at fortry-defjernsalgsaftaler.Det drejer sig om følgende situationer:Litra a – ved tjenesteydelser, hvor udførelsen med forbrugerens samtykke erpåbegyndt inden udløbet af fortrydelsesfristen.Af præambelbetragtning nr. 34 fremgår supplerende, at det i visse tilfælde,hvor fjernlevering påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb (f.eks. vedforbrugerens download af datafiler inden fristens udløb), ville være urime-ligt, hvis forbrugeren kunne gøre fortrydelsesretten gældende efter at havebenyttet tjenesteydelsen helt eller delvis. Derfor bør forbrugeren i sådannetilfælde miste retten til at fortryde, når leveringen påbegyndes, forudsat atforbrugeren forudgående og udtrykkeligt har samtykket hertil.Litra b – ved levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhængigaf udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydel-se på.Litra c – ved levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifi-kationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som må antages atville blive forringet eller forældet hurtigt.Som det eksisterende fjernsalgsdirektiv indeholder direktivforslaget ikkenærmere anvisninger på, hvornår bestemmelsen kan tænkes anvendt, oghvor meget der skal til for at anse en vare for at forældes ”hurtigt” eller forat være tilført et sådant ”tydeligt personligt præg”, at fortrydelsesretten ikkekan gøres gældende.Litra d – ved aftaler om levering af vin, hvor prisen er fastsat ved aftalensindgåelse, men hvor levering først kan finde sted efter fortrydelsesfristensudløb, og hvor prisen afhænger af markedskonjunkturer, som den erhvervs-drivende er uden indflydelse på.Litra e – levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller edb-software, hvor forbrugeren har brudt plomberingen.

Litra f – levering af aviser, tidsskrifter og magasiner.Litra g – aftaler vedrørende tips- og lotteriydelser.Litra h – aftaler indgået på auktion, idet der ved en auktion forstås en salgs-metode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenester gennem enkonkurrencebaseret budprocedure, som kan omfatte brug af fjernkommuni-kationsteknikker, og hvor den højstbydende er forpligtet til at købe varerneeller tjenesteydelserne. En transaktion på grundlag af et fastpristilbud er,selv om forbrugeren får mulighed for at indgå aftalen gennem en budproce-dure, ikke en auktion, jf. i det hele artikel 2, nr. 15.I artikel 19, stk. 2, opregnes de situationer, hvor der – uanset at der forelig-ger enaftale indgået uden for fast forretningsstedikke er adgang for forbru-geren til at fortryde aftalen. Det drejer sig om følgende tilfælde:Litra a – ved aftale om levering af fødevarer, drikkevarer og andre varer tilhusholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem,bopæl eller arbejdsplads af den erhvervsdrivende på baggrund af forbruge-rens forudgående udvælgelse af varerne ved hjælp af fjernkommunikation –f.eks. via internettet.Litra b – aftaler, hvor forbrugeren i en nødsituation har anmodet den er-hvervsdrivende om hjælp. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse hermedsælger yderligere varer eller tjenesteydelser til forbrugeren, har forbrugerenimidlertid i forhold til disse aftaler fortrydelsesret i overensstemmelse meddirektivets øvrige bestemmelser.Bestemmelsen er ny i forhold til det eksisterende direktiv om aftaler indgåetuden for fast forretningssted. I præambelbetragtning nr. 37 er anført, at for-trydelsesretten af hensyn til retssikkerheden og af forenklingshensyn børfinde anvendelse på alle former for aftaler indgået uden for fast forretnings-sted, undtagen under nærmere definerede omstændigheder, som let kan do-kumenteres, og at fortrydelsesretten derfor ikke bør kunne påberåbes i for-bindelse med hastende reparationer i forbrugerens hjem, idet fortrydelsesret-ten er uforenelig med nødsituationer.Litra c – aftaler, hvor forbrugeren via fjernkommunikationsteknikker – ek-sempelvis telefon – har anmodet den erhvervsdrivende om at foretage repa-ration eller vedligeholdelse af forbrugerens ejendom. Hvis den erhvervsdri-vende i forbindelse med sit besøg i forbrugerens hjem indgår en ny aftaleom levering af varer eller tjenesteydelser, som går ud over, hvad forbruge-

ren i første omgang anmodede om, finder fortrydelsesretten anvendelse pådisse varer og tjenesteydelser.Det følge af artikel 19, stk. 3, at parterne har mulighed for at aftale, at be-stemmelserne i stk. 1 og 2 ikke skal anvendes.Undtagelser til direktivforslagets kapitel III i øvrigtI direktivforslagets artikel 20 opregnes de aftaletyper, hvor der ikke blot erundtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. artikel 19, men hvor der i det he-le undtages fra direktivets artikel 8-19 – dvs. både oplysningskrav og fortry-delsesretten.For så vidt angår bådefjernsalgsaftalerogaftaler indgået uden for fast for-retningssteder følgende aftaletyper undtaget, jf. artikel 20, stk. 1:Litra a – aftaler om salg af fast ejendom og aftaler om andre rettigheder iforbindelse med fast ejendom, bortset fra aftaler om udlejning og aftaler omarbejder i forbindelse med fast ejendom.I præambelbetragtning nr. 35 er det anført, at Kommissionen har kunnetkonstatere en række problemer for forbrugerne i relation til aftaler om for-bedringer i hjemmet, hvor forbrugerne udsættes for stort pres med hensyn tilat bestille dyrt renoveringsarbejde. Derfor bør bestemmelserne om oplys-ninger og fortrydelsesret udvides til også at omfatte denne form for aftalerom arbejder i hjemmet, således at aftaler om overdragelse af interesser i fastejendom som de eneste ikke er omfattet af direktivets bestemmelser om op-lysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fastforretningssted.Litra b – aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiseredeforretningslokaler.Litra c – aftaler, der indgås med formidlere af telekommunikation ved brugaf offentlige telefonbokse.Litra d – aftaler om levering af føde- og drikkevarer, hvis den erhvervsdri-vende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter i nabolaget til den erhvervs-drivendes faste forretningssted.Efter artikel 20, stk. 2, finder artikel 8-19 endvidere ikke anvendelse påafta-ler indgået uden for fast forretningsstedi følgende tilfælde:Litra a – aftaler vedrørende forsikring.

Litra b – aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger afudsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydelsepå, og hvor prisudsvingene kan forekomme inden fortrydelsesfristens udløb,jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv (direktiv2002/65/EF).Litra c – aftaler om kredit omfattet direktiv 2008/48/EF om forbrugerkredit-ter.Endelig fastlægger artikel 20, stk. 3, at artikel 8-19 endvidere ikke finderanvendelse på aftaler omfjernsalgvedrørende tjenesteydelsesaftaler om le-vering af logi, transport, biludlejning samt forplejning og fritidstilbud, nåraftalerne vedrører levering på en forud fastsat dato eller i et nærmere be-stemt tidsrum.I præambelbetragtning nr. 36 er herom anført, at sådanne aftaler indebærer,at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdrivende kunne finde det vanske-ligt at anvende, hvis der indføres fortrydelsesret, og at bestemmelserne omforbrugeroplysning og fortrydelsesret derfor ikke bør finde anvendelse pådisse fjernsalgsaftaler.KøbsaftalerDirektivforslaget indeholder i kapitel IV visse bestemmelser om forbruger-køb. Bestemmelserne tilsigter at erstatte det nuværende direktiv 99/44/EFom forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og svarer på mangepunkter til den nuværende regulering på området.Efter forslagets artikel 21, stk. 1, finder direktivets kapitel IV anvendes påkøbsaftaler, idet der som ovenfor nævnt ved en købsaftale forstås enhver af-tale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunderenhver aftale med blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser somgenstand, jf. artikel 2, nr. 3. I tilfælde af aftaler med blandede formål, hvorden erhvervsdrivende både leverer varer og tjenesteydelser, finder kapitletkun anvendelse på varerne, jf. dog artikel 24, stk. 5, om mangelfuld installa-tion.Efter artikel 21, stk. 2, skal kapitel IV også finde anvendelse på aftaler omlevering af varer, som først skal tilvirkes – dvs. såkaldte bestillingskøb. Ka-pitlet er derimod ikke anvendeligt på de reservedele, som den erhvervsdri-vende måtte anvende, hvis vedkommende afhjælper eventuelle mangler vedvaren i henhold til forslagets artikel 26.

Medlemsstaterne har efter forslagets artikel 21, stk. 4, mulighed for at fast-sætte, at kapitel IV ikke skal anvendes på aftaler vedrørende brugte gen-stande, der sælges på offentlig auktion.Levering og risikoens overgang ved købsaftalerI modsætning til den eksisterende EU-regulering på området indeholder di-rektivforslaget bestemmelser om levering i købsaftaler (dvs. om tidspunktetfor levering og om beføjelser ved forsinket levering) og om risikoens over-gang ved købsaftaler.Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende således efterforslagets artikel 22, stk. 1, forpligtet til at lade den fysiske besiddelse af va-rerne overgå til forbrugeren senest30 dageefter aftalens indgåelse.Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen til at levere, er for-brugeren berettiget til at få eventuelle betalte beløb refunderet af den er-hvervsdrivende senest7 dageefter leveringsdatoen i henhold til stk. 1, jf. ar-tikel 22, stk. 2.Spørgsmålet om risikoens overgang er reguleret i forslagets artikel 23. Efterstk. 1 skal risikoen for tab eller beskadigelse af varer overgå til forbrugerenpå det tidspunkt, hvor vedkommende eller en tredjemand angivet af forbru-geren, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse. Risikoen over-går dog til forbrugeren på leveringstidspunktet, som er aftalt mellem parter-ne, hvis forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikkebefragteren, ikke har truffet rimelige foranstaltninger med henblik på at tagevarerne i fysisk besiddelse, jf. stk. 2.I præambelbetragtning nr. 38 er det anført, at den nye bestemmelse om risi-koovergang ikke bør anvendes i det tilfælde, hvor forbrugeren venter urime-ligt længe med at tage varerne i sin besiddelse – f.eks. hvis forbrugeren ikkeafhenter varerne på posthuset inden den frist, posthuset har fastsat. Undersådanne omstændigheder bør forbrugeren bære risikoen for tab eller forrin-gelse efter det leveringstidspunkt, der er aftalt med den erhvervsdrivende.Mangler ved salgsgenstandenI lighed med den nuværende regulering i direktiv 99/44/EF om forbrugerkøbog garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget bestemmelserom, hvad der skal til, for at salgsgenstanden er i overensstemmelse med af-talen (kontraktmæssig) – dvs. hvilke krav salgsgenstanden skal leve op tilfor at være mangelfri.Efter forslagets artikel 24, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til at le-vere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen.

I præambelbetragtning nr. 39 er det anført, at den erhvervsdrivende bør ståtil ansvar over for forbrugeren, hvis varerne ikke er i overensstemmelse medaftalen, og at den beskaffenhed og brugbarhed, som forbrugeren med rettekan forvente, bl.a. vil afhænge af, om varerne er nye eller brugte og af va-rernes forventede holdbarhed.Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 24, stk. 2, af en formod-ningsregel, hvorefter de leverede varer formodes at være i overensstemmel-se med købsaftalen, hvis de lever op til visse nærmere angivne krav.Varerne formodes således at være kontraktmæssige, hvis- de er i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes beskrivelse afdem og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller mo-del, som den erhvervsdrivende har forelagt forbrugeren, jf. litra a,- de er egnede til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, de skalkunne anvendes til, når vedkommende har gjort den erhvervsdriven-de bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, og den er-hvervsdrivende har accepteret dette, jf. litra b,- de er egnede til de formål, som varer af samme type sædvanligvisanvendes til, jf. litra c, eller- de har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for varer afsamme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente underhensyntagen til deres art og i givet fald de oplysninger om dereskonkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om dem af sælgeren,producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller gen-nem mærkning, jf. litra d.Det følger af forslagets artikel 24, stk. 3, at der ikke er tale om manglendeoverensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på det tids-punkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller med rimelighed burdehave været bekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis denmanglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren.Efter artikel 24, stk. 4, skal den erhvervsdrivende ikke være bundet af så-danne oplysninger som nævnt i stk. 2, litra d (oplysninger om varens kon-krete egenskaber afgivet offentligt af den erhvervsdrivende, producenten el-ler dennes repræsentant), hvis den erhvervsdrivende godtgør, at--han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne havehaft kendskab til den pågældende oplysning, jf. litra a,den pågældende oplysning var rettet ved indgåelsen af købsaftalen,jf. litra b,

Manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation af varen, be-tragtes som varens manglende overensstemmelse, når installationen af varenindgår i købsaftalen og er udført af den erhvervsdrivende eller på dennesvegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv installerer en vare, der erberegnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl i installations-vejledningen, jf. artikel 24, stk. 5.Direktivforslaget indeholder i artikel 25 en bestemmelse, der i den danskesprogversion har overskriften ”Lovfæstede rettigheder - Erstatningsansvarfor manglende overensstemmelser”. Bestemmelsen angiver, at den er-hvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for eventuel manglendeoverensstemmelse (med aftalen), som foreslå på tidspunktet for risikoensovergang til forbrugeren. Bestemmelsen omhandler således uanset over-skriften ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes eventuelle erstatnings-ansvar i anledning af mangler, men fastlægger det tidspunkt, der er afgøren-de for mangelsvurderingen og dermed for, om den erhvervsdrivende er an-svarlig for en fejl ved salgsgenstanden.Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstandenForslagets artikel 26 handler om de beføjelser, forbrugeren har, hvis den er-hvervsdrivende leverer en vare, der ikke er i overensstemmelse med aftalen– dvs. hvis der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.Efter bestemmelsens stk. 1 har forbrugeren, hvis varen ikke er i overens-stemmelse med aftalen, i overensstemmelse med stk. 2-5 ret til følgende:- at få varen bragt i overensstemmelse med aftalen ved afhjælpning el-ler omlevering, jf. litra a,- at få et afslag i prisen, jf. litra b,- at hæve købet, jf. litra c, idet forbrugeren dog kun kan hæve købet,hvis den manglende overensstemmelse er væsentlig, jf. stk. 3, 2. led.I medfør af artikel 26, stk. 2, kan den erhvervsdrivende bringe varen i over-ensstemmelse med aftalen ved efter eget valg enten at foretage afhjælpningeller omlevering. Forslaget adskiller sig herved fra det eksisterende direktivpå området, hvorefter det som udgangspunkt er forbrugeren, der har valgret-ten mellem de to beføjelser.Hvis den erhvervsdrivende kan bevise, at det er ulovligt, umuligt eller vilkræve en uforholdsmæssig indsats fra den erhvervsdrivendes side at bringevaren i overensstemmelse med aftalen ved at afhjælpe eller omlevere, kanforbrugeren efter forslaget vælge at få et prisafslag eller at hæve købet. Kra-

vet til den erhvervsdrivendes indsats anses for uforholdsmæssigt, hvis detpåfører vedkommende omkostninger, der i forhold til omkostningerne vedprisafslag eller ophævelse er urimelige under hensyn til varens værdi i man-gelfri tilstand og betydningen af den pågældende mangel, jf. i det hele arti-kel 26, stk. 3. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning nr. 40, atden erhvervsdrivendes indsats bør bedømmes på en objektiv måde underhensyn til de omkostninger, der påføres den erhvervsdrivende ved afhjælp-ning af manglen, varernes værdi og manglens betydning, og at mangel påreservedele ikke bør være en gyldig grund til, at den erhvervsdrivende ikkeskal afhjælpe en mangel inden for en rimelig frist.Efter artikel 26, stk. 4, kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser som nævnt istk. 1, gældende, hvis- den erhvervsdrivende direkte eller indirekte har afslået at bringe va-ren i overensstemmelse med aftalen, jf. litra a,- den erhvervsdrivende ikke har bragt varen i overensstemmelse medaftalen inden for rimelig tid, jf. litra b,- den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe varen i overensstemmelsemed aftalen har været til væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. litra c,eller- den samme mangel er opstået gentagne gange inden for en kort peri-ode, jf. litra d.Det er i præamblens betragtning nr. 42 anført, at forbrugeren er berettiget tilfrit at vælge mellem ethvert af de midler, der står til rådighed, hvis den er-hvervsdrivende har nægtet at afhjælpe manglen eller mere end én gang harundladt at afhjælpe manglen. Det fremgår endvidere, at den erhvervsdriven-des afvisning ikke blot kan være udtrykkeligt, men også implicit, hvis denerhvervsdrivende ikke reagerer eller ignorerer forbrugerens krav om af-hjælpning af manglen.Efter artikel 26, stk. 5, skal spørgsmålet om væsentlig ulempe for forbruge-ren og rimelig tid for den erhvervsdrivende til at bringe varen i overens-stemmelse med aftalen vurderes under hensyntagen til varens art og forbru-gerens formål med at anskaffe varen, jf. artikel 24, stk. 2, litra b, der om-handler forbrugerens eventuelle særlige formål.Artikel 27, stk. 1, fastsætter, at forbrugeren har ret til at få varen bragt ioverensstemmelse med aftalen ved gratis afhjælpning. I tilknytning hertilfremgår det af præambelbetragtning nr. 41, at forbrugeren ikke bør afholdeomkostninger i forbindelse med afhjælpning af den manglende overens-stemmelse, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og materialeom-kostninger, og at forbrugeren endvidere ikke bør betale godtgørelse til denerhvervsdrivende for brug af defekte varer.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan forbrugeren ”kræve erstatning for tab, somikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26, jf. dog bestemmelsernei dette kapitel”.Direktivforslaget indeholder ikke nærmere anvisninger om indholdet afdenne bestemmelse, hvis rækkevidde giver anledning til betydelig tvivl.Reklamationsfrister i købsaftalerI lighed med direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garan-tier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget regler om, at forbruge-ren skal reagere inden for visse frister, hvis vedkommende vil gøre gælden-de, at der er mangler ved salgsgenstanden.Efter forslagets artikel 28, stk. 1, er den erhvervsdrivende ansvarlig formanglende overensstemmelse, der viser sig inden for 2 år efter det tids-punkt, hvor risikoen for varen overgik til forbrugeren. Den absolutte rekla-mationsfrist er således 2 år efter forslaget.Bestemmelsens stk. 2 fastlægger som noget nyt i forhold til de eksisterendeEU-regler på området, at der i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende fore-tager omlevering som følge af manglende overensstemmelse, løber en ny 2-års frist for manglende overensstemmelse ved den omleverede vare, regnetfra det tidspunkt, hvor forbrugeren eller en af forbrugeren angivet tredje-mand får de omleverede varer i fysisk besiddelse.Hvis der er tale om aftaler vedrørende brugte varer, kan den erhvervsdri-vende og forbrugeren aftale, at der skal gælde en kortere absolut reklamati-onsfrist. Fristen kan dog ikke være kortere end 1 år, jf. artikel 28, stk. 3.Efter artikel 28, stk. 4, kan forbrugeren kun gøre gældende, at varen er man-gelfuld, hvis vedkommende underretter den erhvervsdrivende om manglen-de overensstemmelse med aftalen senest 2 måneder efter, at forbrugeren harkonstateret den manglende overensstemmelse. Den relative reklamations-frist efter forslaget er således 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugerenfaktisk opdagede manglen.Det følger af artikel 28, stk. 5, at hvis en manglende overensstemmelse medaftalen viser sig senest 6 måneder efter, at risikoen er overgået til forbruge-ren, formodes den at have eksisteret ved risikoens overgang. Denne for-modning gælder dog ikke, hvis det vil være uforeneligt med varens eller denmanglende overensstemmelses art.Handelsmæssige garantier

Spørgsmålet om udformningen og indholdet af handelsmæssige garantier ernærmere reguleret i forslagets artikel 29. Som omtalt ovenfor forstås ved enhandelsmæssig garanti enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende ellerproducenten (”garantigiveren”) har påtaget sig over for forbrugeren til at re-fundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpemangler ved varen, hvis den ikke svarer til de specifikationer, der fremgår afgarantierklæringen eller af de relevante reklamer på tidspunktet eller forudfor aftalens indgåelse, jf. artikel 2, nr. 18.En handelsmæssig garanti er retlig bindende for garantigiveren på de vilkår,der er fastsat i garantierklæringen. Hvis der ikke foreligger en egentlig ga-rantierklæring, er den handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der erfastsat i reklamer for den handelsmæssige garanti, jf. direktivforslagets arti-kel 29, stk. 1.Efter artikel 29, stk. 2, skal garantierklæringen være udformet på en klar ogforståelig måde og være letlæselig. Garantierklæringen skal angive følgen-de:- forbrugerens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om man-gelsbeføjelser og klargøre, at disse rettigheder ikke berøres af denhandelsmæssige garanti, jf. litra a,- indholdet af den handelsmæssige garanti og betingelserne for at be-nytte garantien, navnlig garantiens varighed, dens geografiske om-fang samt navn og adresse på garantigiveren, jf. litra b,- hvor det er relevant, det forhold, at den handelsmæssige garanti ikkekan overføres til en efterfølgende køber, jf. dog artikel 32 og 35 ogbilag III, pkt. 1, litra j, jf. litra c.I præambelbetragtning nr. 44 er anført, at visse erhvervsdrivende og produ-center tilbyder forbrugeren handelsmæssige garantier, og at det – for at und-gå at forbrugerne vildledes – er vigtigt, at garantierne indeholder oplysnin-ger om varighed og geografisk udstrækning, ligesom det skal fremgå, at denhandelsmæssige garanti ikke påvirker forbrugerens lovfæstede rettigheder.Hvis forbrugeren anmoder om det, skal garantibestemmelserne stilles til rå-dighed for vedkommende på et varigt medium, jf. artikel 29, stk. 3.Manglende overensstemmelse med direktivets krav i stk. 2 og 3 er uden be-tydning for garantiens gyldighed, jf. stk. 4. Det fremgår derimod ikke af di-rektivet, hvad retsvirkningen af manglende overholdelse af bestemmelsen såskal være.

Urimelige kontraktvilkårDirektivforslagets kapitel V indeholder regler om forbrugerens rettighederved den erhvervsdrivendes brug af standardvilkår i kontrakter. Bestemmel-serne, der i vid udstrækning svarer til reguleringen i det eksisterende direk-tiv 93/13/EF, finder anvendelse på enhver form for forbrugeraftale – dvs.uanset om aftalen vedrører køb af varer eller tjenesteydelser, og uanset omaftalen er indgået som fjernsalgsaftale, aftale indgået uden for fast forret-ningssted eller på den erhvervsdrivendes forretningssted.Efter direktivforslagets artikel 30, stk. 1, skal kapitel V finde anvendelse påkontraktvilkår, som er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivende elleren tredjemand, og som forbrugeren har accepteret uden at have mulighed forat påvirke indholdet af vilkårene – navnlig når sådanne kontraktvilkår udgøren del af en standardaftale.Bestemmelserne er således anvendelige i tilfælde, hvor der er tale om ikke-individuelt forhandlede kontraktvilkår. Det er den erhvervsdrivende, der harbevisbyrden for, at en aftale har været genstand for individuel forhandling,jf. forslagets artikel 33.Det forhold, at forbrugeren har haft mulighed for at få indflydelse på aspek-ter ved et givent kontraktvilkår eller et bestemt vilkår, udelukker efter arti-kel 30, stk. 2, ikke, at forslagets kapitel V finder anvendelse på andre kon-traktvilkår, som er en del af aftalen.Kapitlet finder dog ikke anvendelse på kontraktvilkår, som afspejler love el-ler administrative bestemmelser, der er i overensstemmelse med fælles-skabslovgivningen, samt bestemmelser eller principper i internationale kon-ventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er part i, jf. artikel 30,stk. 3.I præamblens betragtning nr. 46 er i tilknytning hertil anført, at bestemmel-serne om urimelige kontraktvilkår ikke finder anvendelse på vilkår, der di-rekte eller indirekte afspejler love eller administrative bestemmelser i med-lemsstaterne, som er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, ogat tilsvarende gælder for vilkår, der afspejler principper eller bestemmelser iinternationale konventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er parti, bl.a. på transportområdet.Direktivforslaget stiller i lighed med direktiv 93/13/EF krav om, at kon-traktvilkår skal være gennemsigtige. Kontraktvilkår skal således altid væreudtrykt på en klar og forståelig måde og være letlæselige, og de skal gørestilgængelige for forbrugeren på en sådan måde, at vedkommende har reelmulighed for at gøre sig bekendt med dem inden aftalens indgåelse ”under

rimelig hensyntagen til de anvendte kommunikationsteknikker”, jf. artikel31, stk. 1 og 2. Hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårs betydning, gælderden fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren, jf. nedenfor under om-talen af artikel 36.I præamblens betragtning nr. 47 er det anført, at den erhvervsdrivende dogfrit bør kunne vælge skrifttype og skriftstørrelse. Kravet om forbrugerensadgang til vilkårene inden aftaleindgåelsen kan efter denne præambelbe-tragtning opfyldes ved at udlevere vilkårene til forbrugeren ved aftaler ind-gået på fast forretningssted, i forbindelse med fjernsalg ved at gøre vilkåre-ne tilgængelige for forbrugeren på anden vis – f.eks. på den erhvervsdriven-des hjemmeside, og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted ved ”atvedlægge ordresedlen standardvilkårene som bilag”.Efter artikel 31, stk. 3, skal den erhvervsdrivende anmode om forbrugerensudtrykkelige samtykke specifikt til eventuelle yderligere betalingsforpligtel-ser ud over betalingen for den erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige for-pligtelse. Hvis et sådant samtykke ikke indhentes, men blot formodes at fo-religge i kraft af forudvalgte løsninger, som forbrugeren skal fravælge for atundgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettiget til at kræve sådanneyderligere betalinger refunderet.I tilknytning hertil er det i præamblens betragtning nr. 47 anført, at det børvære forbudt at formode, at der ved brug af opt out-ordninger som f.eks. vedforud afkrydsede felter er givet samtykke.Medlemsstaterne kan ikke stille krav til præsentationen af, hvordan kon-traktvilkårene formuleres og gøres tilgængelige for forbrugeren, jf. artikel31, stk. 4.Det eksisterende direktiv 93/13/EF indeholder i et bilag en vejledende ogikke-udtømmende liste over urimelige kontraktvilkår. Til forskel herfra erder til direktivforslaget knyttet to bilag – bilag II, der indeholder en listeover kontraktvilkår, der altid er urimelige (en såkaldt sort liste), og bilag III,der er en liste over kontraktvilkår, der formodes at være urimelige (en så-kaldt grå liste). Hvis et vilkår er opregnet på den sorte liste, skal medlems-staterne sikre, at vilkåret i alle tilfælde betragtes som urimelige, mens et vil-kår, der er angivet på den grå liste, skal anses for urimeligt, medmindre denerhvervsdrivende har bevist, at vilkåret er rimeligt, jf. forslagets artikel 34og 35. Begge lister finder anvendelse i alle medlemsstater og kan kun æn-dres ved den procedure, som er beskrevet i forslagets artikel 39, stk. 2, ogartikel 40.

Efter præamblens betragtning nr. 50 tager anvendelsen af de pågældende li-ster sigte på at skabe retssikkerhed og forbedre den måde, det indre markedfungerer på.Selv om et givent kontraktvilkår ikke fremgår af hverken den sorte eller gråliste, skal medlemsstaterne imidlertid sikre, at et kontraktvilkår, der til trodsfor kravet om god tro (almindelig hæderlighed) bevirker en betydelig skæv-hed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, skal be-tragtes som urimeligt, jf. direktivforslagets artikel 32, stk. 1. Ifølge præamb-lens betragtning nr. 54 kan medlemsstaterne anvende ethvert begreb indenfor national aftaleret med henblik på at sikre, at urimelige aftalevilkår ikkeer bindende for forbrugeren.Efter præambelbetragtning nr. 48 skal der ved vurderingen af begrebet ”godtro” i direktivet især tages hensyn til styrkeforholdet mellem den erhvervs-drivende og forbrugeren, til om forbrugeren er blevet tilskyndet til at accep-tere aftalevilkåret og til, om varerne eller tjenesteydelsen er solgt eller leve-ret på forbrugerens særlige bestilling. Det følger endvidere, at den erhvervs-drivende kan opfylde kravet om god tro ved at handle loyalt og rimeligt medforbrugeren, hvis legitime interesse den erhvervsdrivende bør tage hensyntil.Ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der tages hensyntil, hvilken type produkter aftalen vedrører, og til alle omstændigheder ved-rørende aftalens indgåelse, andre vilkår i aftalen og i en anden tilknyttet af-tale, som forelå på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Når det nationalt skalvurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der også tages hensyn til,hvordan den erhvervsdrivende har udformet kontrakten og gjort den tilgæn-gelig for forbrugeren, smh. direktivforslagets artikel 31, jf. artikel 32, stk. 2.Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller overens-stemmelsen mellem den påregnede betaling og den erhvervsdrivendes vig-tigste kontraktlige forpligtelse, for så vidt den erhvervsdrivende opfylder al-le bestemmelserne i artikel 31.I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget en bestemmelseom fortolkning af standardvilkår. Efter forslagets artikel 36 skal der – hvisder opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning – gælde den fortolkning, somer mest gunstig for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i forbindelse med deprocedurer, der er fastsat i forslagets artikel 38, stk. 2 – dvs. ved gruppe-søgsmål.I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget også en be-stemmelse om, at kontraktvilkår, der er urimelige, ikke skal binde forbruge-

ren, og at aftalen skal forblive bindende for parterne, hvis den kan oprethol-des uden det kontraktvilkår, der anses for urimeligt, jf. forslagets artikel 37.Forslagets artikel 38 indeholder delvis nye regler, der drejer sig om hånd-hævelse i forhold til urimelige kontraktvilkår.Af artikel 38, stk. 1, følger, at medlemsstaterne skal sikre, at der i forbruge-rens og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til atbringe urimelige kontraktvilkår, der indgår i forbrugeraftaler, til ophør.Efter artikel 38, stk. 2, kan navnlig personer eller organisationer, der efternational lovgivning har en legitim interesse i at beskytte forbrugere, ind-bringe en sag for de relevante myndigheder, således at det kan afgøres, omkontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse, er uri-melige.Medlemsstaterne er efter forslagets artikel 38, stk. 3, forpligtede til at sætteretsmyndighederne eller administrative myndigheder i stand til at anvendeegnede og effektive midler, som sikrer, at erhvervsdrivende bringer anven-delsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.Det følger endvidere af artikel 38, stk. 4, at medlemsstaterne er forpligtedetil at sikre, at de sager, der omtales i stk. 2 og 3, under overholdelse af nati-onal retsplejelovgivning enten kan indbringes mod hver enkelt erhvervsdri-vende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme erhvervs-sektor eller sammenslutninger heraf, der anvender eller opfordrer til anven-delse af de samme generelle kontraktvilkår eller lignende vilkår.Bestemmelsen i artikel 39 handler om proceduren for revision af direktivetsbilag II og III, som indeholder lister over kontraktvilkår, der henholdsvis erog formodes at være urimelige.Efter artikel 39, stk. 1, skal medlemsstaterne give Kommissionen besked omde vilkår, som de relevante nationale myndigheder har fundet urimelige, ogsom man anser for relevante med henblik på ændring af direktivets lister. Påbaggrund af de meddelelser, som Kommissionen modtager i medfør af stk.1, ændrer Kommissionen bilag II og III i overensstemmelse med den proce-dure, der er beskrevet i artikel 40.Generelle bestemmelserRevision af bilag II og III

Forslagets artikel 40 omhandler ”udvalget vedrørende urimelige kontrakt-vilkår i forbrugeraftaler”, og anfører i stk. 1, at Kommissionen bistås af det-te udvalg, når bilag II og III skal revideres.Håndhævelse og sanktionerEfter artikel 41, stk. 1 skal medlemsstaterne sikre, at der findes tilstrækkeli-ge og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i di-rektivet.De midler, der nævnes i stk. 1, omfatter bestemmelser i henhold til hvilke eteller flere nedennævnte organer efter national lovgivning kan indbringe ensag for de relevante myndigheder med henblik på overholdelse af de natio-nale bestemmelser til gennemførelse af direktivet. De pågældende organererA) offentlige organer eller deres repræsentanterB) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytteforbrugerneC) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle.Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædel-se af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på gennemfø-relse af direktivet, og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til gennem-førelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold tilovertrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning, jf. artikel 42, stk. 1.Efter artikel 42, stk. 2, skal medlemsstaterne senest på den dato, der er fast-sat i artikel 46, give Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser ogskal omgående meddele senere ændringer af betydning til Kommissionen.UfravigelighedBestemmelsen i forslagets artikel 43 fastlægger, at forbrugeren – i de tilfæl-de, hvor det er lovgivningen i en medlemsstat, der er gældende for aftalen –ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer vedkommende i hen-hold til direktivet.Det fremgår af præamblens betragtning nr. 57, at forbrugeren ikke bør berø-ves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende efter direktivforslaget.For så vidt angår det tilfælde, at den lov, der finder anvendelse på aftalen, erloven i et tredjeland, anføres det i samme betragtning, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler forkontraktlige forpligtelser (Rom I) bør anvendes til at fastlægge, om forbru-geren beholder den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af dette direk-tiv.

I de tilfælde, hvor den lovvalget falder ud til loven i et tredjeland, bør afgø-res efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 598/2008 om lov-valgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I), om forbrugeren beholderden beskyttelse, der følger af direktivet.InformationEfter artikel 44 skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger medhenblik på at informere forbrugerne om den nationale lovgivning, der gen-nemfører direktivet, og hvor det er relevant tilskynde erhvervsdrivende og”kodeksindehavere” til at oplyse forbrugerne om adfærdskodekser.Efter præamblens betragtning nr. 60 vil Europa-Kommissionen tage skridttil at finde den mest hensigtsmæssige måde med henblik på at sikre, at alleforbrugere gøres bekendt med deres rettigheder på salgsstedet.Levering uden forbrugerens anmodningForslagets artikel 45 angiver, at forbrugeren er fritaget for enhver modydel-se i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, jf. artikel 5, stk. 5, ogpkt. 29 i bilag I i direktiv 2005/29/EF. Forbrugerens manglende reaktion iforhold til en sådan levering kan ikke sidestilles med et samtykke fra for-brugeren.Bestemmelsen skal ifølge præamblens betragtning nr. 61 ses som det civil-retlige modstykke til de offentligretlige bestemmelser om forbud mod uan-modede leveringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EFom urimelig handelspraksis.Direktivets gennemførelse i national retDirektivets gennemførelsesfrist fremgår af artikel 46. Herefter skal med-lemsstaterne senest 18 måneder efter direktivets ikrafttrædelse vedtage ogoffentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige forat efterkomme direktivet. Medlemsstaterne skal straks sende Kommissionengennemførelsesbestemmelserne og en sammenligningstabel, som visersammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og direktivet.Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende gennemførelsesbestemmelsernefra 2 år efter direktivets ikrafttrædelse.Ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne skal der henvises til di-rektivet, eller bestemmelserne skal ved offentliggørelsen ledsages af en så-dan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes nationalt.

Efter artikel 46, stk. 2, skal medlemsstaterne tilsende Kommissionen de vig-tigste nationale bestemmelser, der udstedes på det område, der er omfattet afdirektivet.Afsluttende bestemmelserI artikel 47 angives, at direktiv 85/577/EØF, 93/13/EØF, 97/7/EF og1999/44/EF ophæves, og at henvisninger til de ophævede direktiver gældersom henvisninger til direktivforslaget og skal læses i overensstemmelse medden sammenligningstabel, der er medtaget som bilag V til direktivforslaget.Efter artikel 48 skal Kommissionen senest 5 år efter datoen i artikel 46, stk.1, 2. afsnit, tage direktivet op til revision og forelægge en rapport for Euro-pa-Parlamentet. Hvis det er nødvendigt, skal Kommissionen fremsætte for-slag om at tilpasse direktivet til udviklingen på området. Kommissionen kani den forbindelse anmode medlemsstaterne om oplysninger.

2. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig i sagen. Europa-Parlamentetsudvalg for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) forventes atdrøfte forslaget ved møder i november og december 2009. I løbet af januareller februar 2010 forventes det første udkast til en betænkning fremlagt forudvalget.

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om forholdet til nærhedsprincippet anført, at formåletmed forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemslandene, idetden lovgivningsmæssige opsplitning, der er en følge af medlemsstaternesforskellige implementering af de eksisterende minimumsdirektiver, ikke kanløses nationalt. Kun en koordineret indsats kan således bidrage til at fulden-de det indre marked.Kommissionen henviser i den forbindelse til, at forskelle i de enkelte med-lemslandes nationale lovgivninger skaber hindringer for det indre marked,konkurrenceforvridninger og retsusikkerhed.Kommissionen fremhæver endvidere, at forslaget kun finder anvendelse påaftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at forslaget alene tagerudgangspunkt i totalharmonisering af de aspekter ved forbrugerbeskyttelse,som er relevante ved handel på tværs af grænserne – dvs. de aspekter, der eraf central betydning for erhvervsdrivende, når de opstiller standardvilkår ogudformer informationsmateriale.

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at forslaget – som fremsat –må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og mankan i den forbindelse tilslutte sig de betragtninger, som Kommissionen erfremkommet med, jf. ovenfor under punkt 6.1.

4. Gældende dansk ret

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte påat erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der alle er gen-nemført i dansk ret.Direktivforslaget om forbrugerrettigheder berører en række centrale formue-retlige spørgsmål, der i gældende dansk ret dels beror på ulovbestemte prin-cipper og retspraksis, dels er reguleret i lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovnr. 451 af 9. juni 2004, som gennemfører direktiv 85/577/EØF om aftalerindgået uden for fast forretningssted og direktiv 97/7/EF om aftaler vedrø-rende fjernsalg, i købeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts 2003,der gennemfører direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbin-delse hermed, og i aftaleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august1996, der gennemfører direktiv 93/13/EF om urimelige kontraktvilkår.Definition af forbrugerbegrebetDirektivforslaget vedrører spørgsmål i forbindelse med købs- eller tjeneste-ydelsesaftaler, der indgås af en ”forbruger”.Efter købelovens § 4 a, stk. 1, forstås ved et forbrugerkøb et køb, som enkøber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led isit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgerenhar bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.Efter købelovens § 4 a, stk. 2, anses som forbrugerkøb under i øvrigt sammebetingelser som i stk. 1 endvidere køb fra ikke erhvervsdrivende, hvis afta-len om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om forbrugeraftaler, findes iaftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, og forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1 og 2.Efter praksis kan en juridisk person, eksempelvis en sportsforening mv., ef-ter omstændighederne betragtes som en forbruger ved indgåelse af aftaler.Efter den danske forbrugerdefinition er det således ikke et krav, at der er ta-le om en fysisk person, men at køberen hovedsagelig handler uden for siterhverv i relation til den pågældende aftale.

Med formuleringen ”hovedsagelig” ses, at der endvidere efter gældendedansk ret kan være tale om en forbruger i tilfælde, hvor den pågældende ivisse sammenhænge må anses for erhvervsdrivende, idet det afgørende iforhold til sådanne aftaler med blandet formål er, hvilket formål salgsgen-standen hovedsaglig skal tjene køberen.Generelle oplysningskravDer er i gældende dansk ret ikke generelle regler om, at den erhvervsdriven-de skal give forbrugeren bestemte oplysninger forud for aftalens indgåelse.Markedsføringslovens §§ 13 og 14 fastsætter dog hhv. krav om afgivelse afvisse prisoplysninger i forbindelse med erhvervsmæssigt udbud af varer(løsøre), dog ikke ved auktionssalg, og krav om afgivelse af visse oplysnin-ger i forbindelse med forbrugeres kreditkøb.Oplysninger givet forud for aftalens indgåelse har derimod betydning for,hvad der kan anses for aftalt mellem parterne, og kan herunder have betyd-ning for, om der efter købeloven foreligger en mangel ved salgsgenstanden.Derudover er der i forbrugeraftaleloven visse regler, der pålægger den er-hvervsdrivende visse oplysningsforpligtelser ved aftaler om fjernsalg og af-taler indgået uden for fast forretningssted, jf. herom nedenfor.Oplysningspligt ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast for-retningsstedEfter § 4 i forbrugeraftaleloven betragtes som fjernsalg en aftale om varer,tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når afta-len1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommuni-kation, der foregår, uden af forbrugeren og den erhvervsdrivendemødes fysisk, og2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervs-drivende.I forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, defineres en aftale indgået uden forfast forretningssted, som en aftale om køb af varer, tjenesteydelser eller omløbende levering af varer og tjenesteydelser, når aftalen er indgået eller for-brugeren har fremsat tilbuda) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bo-pæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig ad-gang, medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, i an-ledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den er-hvervsdrivendes besøg,b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af denerhvervsdrivende,

c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre derforeligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig medaftalens indgåelse, ellerd) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bo-pæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig ad-gang, hvis besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.Forbrugeraftalelovens kapitel 3 indeholder bestemmelser om oplysningsfor-pligtelser for den erhvervsdrivende, hvis der er tale om en fjernsalgsaftaleeller en aftale indgået uden for fast forretningssted. Pligten knytter sig bådetil, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren visse oplysninger indenaftaleindgåelsen, eksempelvis oplysning om den samlede pris, samt visseoplysninger, der skal gives snarest mulig efter aftalens indgåelse, bl.a. op-lysning om begyndelsestidspunkt for og varighed af en eventuel fortrydel-sesret.Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin pligt til at give visse oplysnin-ger før aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser således, atet vilkår om eksempelvis gebyr, der ikke er oplyst over for forbrugeren, ikkebetragtes som aftalt mellem parterne. Tilsidesættelse af oplysningspligtenkan endvidere have betydning for, om den pågældende vare eller tjeneste-ydelse betragtes som mangelfuld.Formelle krav ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast for-retningsstedDansk ret er karakteriseret ved en høj grad af aftalefrihed og mangel påformkrav. Lov om visse forbrugeraftaler indeholder ikke bestemmelser om,at aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted skalopfylde visse formelle krav for at være gyldige.FortrydelsesretForbrugeraftalelovens § 17 indeholder regler om fortrydelsesret. Ved aftalerom fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted har forbru-geren som udgangspunkt ret til at fortryde aftalen. Fristen herfor er som ud-gangspunkt 14 hele kalenderdage, jf. § 18, også selv om varen eller tjene-steydelsen i mellemtiden er leveret eller præsteret af den erhvervsdrivende.Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, hvor afta-len indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, hvis varenskal tilpasses forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde den dag,hvor forbrugeren har fået det købte i hænde, eller 2) den dag, hvor forbruge-ren har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten.

Hvis sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en helligdag, enlørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fri-sten den følgende hverdag.Efter forbrugeraftalelovens § 19 skal forbrugeren, hvis vedkommende vilgøre brug af retten til at fortryde aftalen, inden 14 dage underrette den er-hvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Det er tilstrækkeligt, at underret-ningen, når denne foreligger på papir eller andet varigt medium, som mod-tageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb. Ved fjernsalg af va-rer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos for-brugeren, er brug af fortrydelsesretten efter lovens § 20 betinget af, at detmodtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted ivæsentlig samme stand og mængde, som det var i, da forbrugeren fik det ihænde. Ved andre fjernsalg og ved køb af varer uden for fast forretningssteder fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til di-sposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde.Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen, kan fortrydelsesrettenendvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader at modtage eller indløse enforsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3.Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, at forbrugeren ved fjernsalg – i detilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen –skal afholde de omkostninger, der måtte være forbundet med at tilbagesendevaren til den erhvervsdrivende, når fortrydelsesretten benyttes. Bortset her-fra er det ikke forbundet med omkostninger for forbrugeren at gøre brug affortrydelsesretten.Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af pligten til efterfølgende at oplyseom eksempelvis en fortrydelsesret indebærer, at fortrydelsesfristen først be-gynder at løbe på det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de pågældendeoplysninger. Ved fjernsalg af varer udløber fristen dog senest 3 måneder ef-ter den dag, hvor forbrugeren har modtaget varen.Tilknyttede aftalerDet følger af § 23 i forbrugeraftaleloven, at en tilknyttet kreditaftale, somforbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag afen aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftaltebetaling helt eller delvis, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbage fra enaftale i medfør af reglerne forbrugeraftaleloven – dvs. hvis forbrugeren gørbrug af fortrydelsesretten eller påberåber sig, at aftalen er ugyldig.Undtagelser til fortrydelsesrettenDet følger af forbrugeraftalelovens § 17, at lovens regler om fortrydelsesretikke finder anvendelse i en række tilfælde. Det drejer sig om følgende:

aftaler omfattet af lovens § 9, stk. 2 – dvs. aftaler om indkvartering,transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter mv., hvis detfremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken periode denpågældende tjenesteydelse skal udføres, eller hvis aftalen ikke erindgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den erhvervs-drivendes henvendelse på forbrugeren bopæl, arbejdsplads mv. elleri forbindelse med en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende,jf. § 17, stk. 2, nr. 1,aftaler om tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og real-kreditobligationer, jf. § 17, stk. 2, nr. 2aftaler om værdipapirer mv., hvis pris afhænger af udsving på kapi-talmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, jf. §17, stk. 2, nr. 3,aftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 4.

For aftaler om værdipapirer mv. og aftaler om spil og lotteri som nævnt i §17, stk. 2, nr. 3 og 4, gælder bestemmelserne om fortrydelsesret dog, hvisaftalen er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den er-hvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bopæl mv. eller i forbindelsemed udflugter mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. § 2, stk. 2, nr. 2,litra a og b.Undtagelser til forbrugeraftalelovens regler i øvrigtSelv om der er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden forfast forretningssted er der visse situationer, som falder uden for anvendel-sesområdet for forbrugeraftaleloven. Efter lovens § 2, stk. 1, gælder loven isin helhed således ikke for bl.a. forsikringsaftaler, aftaler, der indgås vedhjælp af vareautomater eller lignende automater, aftaler om brug af offent-ligt tilgængeligt telekommunikationsmiddel, når aftalen indgås ved benyt-telsen af telekommunikationsmidlet, og ved visse auktionssalg, hvor en væ-sentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet.Levering og risikoovergang ved købsaftalerI forbrugerkøb anses leveringsstedet som udgangspunkt for at være sælgersforretningssted, jf. købelovens § 9. Hvis salgsgenstanden skal sendes, anseslevering for sket, når salgsgenstanden kommer i forbrugerens besiddelse, jf.købelovens § 73.Sælger bærer efter købelovens § 17, stk. 1, som udgangspunkt risikoen forsalgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse indtil det tidspunkt,hvor levering har fundet sted.Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftalte tids-punkt på grund af forbrugerens forhold, foreligger der såkaldt fordringsha-

vermora. Risikoen overgår i så fald til forbrugeren på det aftalte leverings-tidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i forbrugerens fysiske be-siddelse, jf. købelovens § 37. Er der tale om en genusaftale (dvs. en aftale,hvor salgsgenstanden ikke er individuelt bestemt), overføres risikoen kun tilforbrugeren, hvis sælger har udskilt bestemte genstande til opfyldelse afforpligtelsen over for forbrugeren.Efter omstændighederne kan risikoen forblive hos sælger, selv om leveringhar fundet sted. Hvis forbrugeren i øvrigt er berettiget til at hæve købet somfølge af mangler ved salgsgenstanden, opretholdes hæveretten, selv omsalgsgenstanden i tiden efter, at der er sket levering, er blevet forringet ellerer gået til grunde på grund af hændelige omstændigheder, jf. købelovens §58.Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med levering i af salgsgen-standenHar parterne ikke aftalt tidspunktet for salgsgenstandens levering, og frem-går det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest muligt, ersælger efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgsgenstanden på for-brugerens påkrav.Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og skyldes dette ikkeforhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse, ogforbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden leveret og hævekøbet, jf. købelovens § 21, stk. 1.Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen ervæsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudsætte dette. Forbruge-ren kan dog altid hæve købet, hvis sælgeren efter leveringsfristens udløb ik-ke leverer, selv om vedkommende har modtaget et påkrav fra forbrugerenom at levere salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som forbru-geren har fastsat, eller – hvis der ikke er fastsat en sådan frist – inden rime-lig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2.Forbrugeren har endvidere efter købelovens § 75 mulighed for at hæve kø-bet, selv om forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen hartaget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter påkravleverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsateller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid.Bestemmelsen indebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2, derforudsætter, at leveringstidspunktet er passeret – at der i tilfælde, hvor leve-ringstiden efter aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et påkrav om leve-ring, og at manglende efterlevelse heraf betyder, at forbrugeren kan hæve.

For aftaler omfjernsalger der i forbrugeraftalelovens § 24 fastsat særligeregler om forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælger i sådanne afta-ler levere salgsgenstanden (dvs. have opfyldt alle sine forpligtelser efterkøbsaftalen) senest 30 dage efter, at forbrugeren afgav sin bestilling eller sittilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund af forsin-kelse, som skyldes, at den aftalte vare som helhed ikke kan leveres (f.eks.fordi den er udsolgt), kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsener af væsentlig betydning for forbrugeren, jf. forbrugeraftalelovens § 24, stk.2.Mangler ved salgsgenstandenSpørgsmålet om, hvornår en genstand lider af en køberetlig mangel, ernærmere reguleret i købelovens § 75 a og § 76, der angiver, hvilke kvali-tetskrav mv. der kan stilles til salgsgenstanden.Før gennemførelsen af købelovens særlige regler om forbrugerkøb i 1979indeholdt købeloven ikke bestemmelser om, i hvilke tilfælde en salgsgen-stand var behæftet med en mangel. Det nærmere indhold af mangelsbegre-bet var fastlagt i retspraksis. Med købelovens § 76 blev der indsat et egent-ligt mangelsbegreb i loven. Denne bestemmelse blev anset for i vid ud-strækning at kodificere det mangelsbegreb, der indtil da havde udviklet sig iretspraksis.Med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet ved lov nr. 213 af 22. april2002 blev købelovens mangelsbegreb udvidet, idet købeloven blev suppleretmed § 75 a. Købelovens mangelsbegreb består herefter af deklaratoriske be-stemmelser i § 75 a, der angiver, hvilke krav salgsgenstanden skal leve op tilfor at være kontraktmæssig, dvs. mangelfri, samt af de i det væsentlige præ-ceptive bestemmelser i § 76 om, hvornår salgsgenstanden er mangelfuld.Alle elementer i § 75 a antages at være indeholdt i den del af § 76, der erfravigelig (§ 76, stk. 1, nr. 4, der indeholder det generelle mangelsbegreb).Efter § 75 a, stk. 1, skal salgsgenstanden med hensyn til art, mængde, kvali-tet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen skal i for-bindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på monte-ring, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.Bestemmelsen angiver herefter i stk. 2 en række krav, som salgsgenstandenskal leve op til, medmindre andet følger af parternes aftale. Salgsgenstandenskal således have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber, som køberenefter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grundtil at forvente (stk. 2, nr. 1), være egnet til formål, som genstande af den på-gældende type sædvanligvis anvendes til (stk. 2, nr. 2), være egnet til købe-rens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning her-

om (stk. 2, nr. 3), og have samme egenskaber som en vareprøve eller model,som sælgeren har forelagt køberen ved købets indgåelse (stk. 2, nr. 4).Købelovens § 76 angiver i stk. 1, nr. 1-3, nogle specielle situationer, derkonstituerer en mangel, mens stk. 1, nr. 4, indeholder en generel mangelsde-finition.Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis salgsgenstanden ikkesvarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller hvis sælgeren i øvrigtved købets afslutning har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger,medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens be-dømmelse af salgsgenstanden. Bestemmelsen er præceptiv, jf. § 1, stk. 2.I § 76, stk. 1, nr. 2, er det fastlagt, at varen endvidere er mangelfuld, hvissælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i § 76,stk. 1, nr. 1, på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, derer beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab. Hellerikke denne bestemmelse kan på forhånd fraviges til skade for forbrugeren,jf. § 1, stk. 2.Af § 76, stk. 1, nr. 3, følger som en præceptiv regel, at salgsgenstanden ogsåer mangelfuld, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysninger omforhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstan-den, og som sælgeren kendte eller burde kende – dvs. hvis sælgeren har til-sidesat sin loyale oplysningspligt.Købelovens generelle mangelsbegreb fremgår af § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefterder foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden i øvrigt er af en anden ellerringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de forelig-gende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene om varens kon-traktmæssighed i § 75 a ikke er opfyldt. Bestemmelsen kan fraviges ved af-tale.Efter købelovens § 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige el-ler vildledende oplysninger, som er rettet senest ved aftalens indgåelse, ogforbrugeren kan heller ikke gøre gældende, at der foreligger en mangel, hvisforholdet skyldes materialer leveret af forbrugeren, medmindre sælgeren hartilsidesat sin vejledningspligt, jf. § 76, stk. 3.Købelovens § 77 indeholder særlige regler om sælgers adgang til at tageforbehold vedrørende salgsgenstanden. Efter § 77, stk. 1, kan sælgeren ikkepåberåbes sig et såkaldt generelt forbehold – dvs. forbehold om, at varen ersolgt som beset, som der er og forefindes mv. Er der tale om brugte gen-stande, der er solgt på offentlig auktion, hvor forbrugeren har haft mulighed

for at være til stede, kan mangelsindsigelser kun gøres gældende, hvis dettefølger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgenstanden er i væsentlig ringe-re stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grundtil at regne med, jf. § 77, stk. 2.Købelovens § 77 fik sin nuværende ordlyd i forbindelse med gennemførel-sen af forbrugerkøbsdirektivet, der i artikel 7, stk. 1, indeholder en bestem-melse om, at aftaler og aftalevilkår, som er indgået med sælgeren, før denneer blevet gjort bekendt med en manglende overensstemmelse, og som direk-te eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, der følger af dettedirektiv, i henhold til national lovgivning ikke er bindende for forbrugerenI sammenhæng hermed følger det af præambelbetragtning nr. 22, at de ret-tigheder, som forbrugeren tillægges med direktivet, ikke må kunne ind-skrænkes eller ophæves efter aftale mellem parterne, da beskyttelsen af for-brugeren i så fald bliver indholdsløs, og at dette også bør gælde for klausu-ler, ifølge hvilke forbrugeren formodes at være bekendt med enhver mang-lende overensstemmelse med købsaftalen på tidspunktet for aftalens indgå-else.I forbindelse med gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet fandt man, atdet kunne give anledning til tvivl, men at ovennævnte præambeltekst sam-menholdt med artikel 7, stk. 1, formentlig måtte føre til, at sælger efter di-rektivet ikke har mulighed for at tage generelle forbehold vedrørende salgs-genstanden. Konkrete forbehold antager man derimod er forenelige medforbrugerkøbsdirektivet.Efter købelovens § 77 a træffes afgørelsen af, om salgsgenstanden lider afen mangel, ud fra varens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens over-gang. Mangelsvurderingen er således som udgangspunkt knyttet til det tids-punkt, hvor risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller beska-digelse overgår til forbrugeren, hvilket sker på leveringstidspunktet. Somomtalt ovenfor vil levering i forbrugerkøb i almindelighed ske på det tids-punkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. § 9 og § 73.Afgørende for, om forbrugeren kan påberåbe sig, at salgsgenstanden ermangelfuld, er således som udgangspunkt, om forbrugeren kan godtgøre, atmanglen var til stede på leveringstidspunktet.Hvis en fejl ved salgsgenstanden viser sig, inden der er gået 6 måneder fraleveringstidspunktet, skal fejlen efter købelovens § 77 a, stk. 3, som ud-gangspunkt formodes at have været til stede på leveringstidspunktet. Denneformodningsregel skal alene gælde, hvis det er foreneligt med salgsgenstan-dens og fejlens art, og sælger vil endvidere efter omstændighederne kunne

afkræfte formodningen, hvorefter bevisbyrden for fejlens eksistens på leve-ringstidspunktet påhviler forbrugeren.Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstandenForbrugerens mangelsbeføjelser er reguleret i købelovens § 78. Det følgerheraf, at forbrugeren, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, som ud-gangspunkt kan vælge mellem afhjælpning, omlevering og et passende af-slag i købesummen samt ophævelse af købet, hvis manglen ikke er uvæsent-lig. Forbrugerens beføjelser er dog inddelt således, at forbrugeren i tilfælde,hvor salgsgenstanden er mangelfuld, som hovedregel kan vælge, om derskal ske afhjælpning eller omlevering. Sælgeren kan dermed som udgangs-punkt ikke afværge forbrugerens krav om omlevering ved at foretage af-hjælpning. Kun hvis sælgeren godtgør, at den valgte beføjelse er umulig(f.eks. hvis forbrugeren kræver omlevering i en speciesaftale – dvs. en afta-le, hvor salgsgenstanden er individuelt bestemt) eller uforholdsmæssig(f.eks. hvis forbrugeren kræver afhjælpning af en mangel ved en prisbilliggenstand), kan sælgeren afslå at imødekomme forbrugerens valg mellemdisse beføjelser. Der skal ved uforholdmæssighedsvurderingen tages hensyntil varens værdi uden mangler, manglens betydning, og om en anden befø-jelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. § 78, stk.2.I tilfælde, hvor forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælpningeller omlevering, men derimod kræver prisafslag eller ophævelse af købsaf-talen, følger det af købelovens § 78, stk. 3, at sælgeren kan afværge forbru-gerens krav ved at foretage afhjælpning eller omlevering. I så fald er det ioverensstemmelse med hovedreglen imidlertid forbrugeren, der som ud-gangspunkt har valget mellem disse to beføjelser, medmindre der er tale omumulighed eller uforholdsmæssighed.Forbrugerens adgang til at hæve købet er endvidere som udgangspunkt be-tinget af, at manglen ikke er uvæsentlig.Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering in-den for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.Sker dette ikke, er forbrugeren berettiget til at kræve prisafslag, ophævelseaf købet eller omlevering eller – hvis det kan ske uden uforholdsmæssigeomkostninger – lade manglen afhjælpe for sælgers regning, jf. købelovens §78, stk. 4.Ved vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rime-lig tid i henhold til § 78, stk. 4, skal der navnlig tages hensyn til salgsgen-standens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for varen, her-under om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til

forbrugerens rådighed. Forbrugeren er berettiget til at holde købesummentilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt.Hvis manglen er uvæsentlig, kan forbrugeren dog ikke tilbageholde et be-løb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe manglen, jf. § 79.Afhjælpning og omlevering skal ske uden udgift for forbrugeren, jf. købelo-vens § 78, stk. 4.Købeloven indeholder ikke bestemmelser, der nærmere regulerer antallet afafhjælpningsforsøg, der tilkommer sælger. Efter Forbrugerklagenævnetspraksis er udgangspunktet, at sælger i almindelighed alene har ét afhjælp-ningsforsøg, hvis der er tale om en ukompliceret mangel.Hvis forbrugeren hæver købsaftalen, er sælgeren ikke berettiget til at fåsalgsgenstanden tilbage, medmindre han tilbagebetaler købesummen, ogforbrugeren er ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindresalgsgenstanden tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde somden ved var leveringen, jf. købelovens § 57. Der gøres dog en undtagelseherfra i købelovens § 58, idet forbrugeren kan hæve købet, selv om salgs-genstanden måtte være gået til grunde eller forandret, hvis dette skyldes enhændelig begivenhed eller salgsgenstandens egen beskaffenhed eller foran-staltninger, der er nødvendige for salgsgenstandens undersøgelse, eller for-anstaltninger, der er truffet, inden den mangel, der begrunder ophævelsen,var eller burde være opdaget. Hvis salgsgenstanden mister værdi i tidsrum-met indtil ophævelsen gennemføres – uanset om dette er værdiforringelsesom følge af almindelig brug, almindeligt prisfald mv. – er dette sælgerensrisiko og dermed forbrugerens tilbagebetalingskrav uvedkommende.I Forbrugerklagenævnets praksis har der imidlertid vist sig et behov for ivisse tilfælde at fastsætte et fradrag i forbrugerens krav på tilbagebetaling afkøbesummen. Navnlig i relation til køb af biler, der bruges i en længere pe-riode, inden parternes retsforhold afklares, har der vist sig at kunne være etbehov for et sådant fradrag for brug – primært i situationer, hvor sælgerenuberettiget afviser forbrugerens mangelskrav, og hvor forbrugeren – for atopfylde sit transportbehov – er nødsaget til fortsat at bruge bilen for at fådækket sit transportbehov, og hvor denne brug konkret medfører, at bilentaber yderligere i værdi, kan det komme på tale at foretage et skønsmæssigtfradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav for at undgå, at forbrugeren op-når en uberettiget berigelse på sælgerens bekostning.Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelse af købsaftalenHvis sælger ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbrugeren efter om-stændighederne berettiget til erstatning for sit eventuelle tab i anledning afforsinkelsen. Forbrugernes erstatningskrav er navnlig betinget af, at der fo-

religger det fornødne ansvarsgrundlag i forhold til sælger. Ansvarsgrundla-get afhænger af, om der foreligger et såkaldt specieskøb eller et såkaldt ge-nuskøb. Angår købet en individuelt bestemt genstand (specieskøb), kan for-brugeren kræve erstatning i anledning af forsinkelsen, hvis sælgeren harhandlet culpøst, jf. købelovens § 23. Ved købsaftaler om artsbestemte gen-stande (genuskøb) er sælger derimod erstatningsansvarlig på det næsten ob-jektive grundlag, der beskrives i købelovens § 24 – dvs. sælger er erstat-ningsansvarlig, medmindre vedkommende har taget forbehold, eller aftalenikke kan opfyldes på grund af omstændigheder, som sælgeren ikke kunnehave taget i betragtning ved købets afslutning.Er der tale om misligholdelse fra sælgers side i form af mangler, kan for-brugeren kræve erstatning i anledning af manglen efter købelovens § 80.Hvis der er tale om køb af en individuelt bestemt genstand, er sælger erstat-ningsansvarlig, hvis vedkommende har handlet culpøst, eller hvis salgsgen-standen savner egenskaber, som sælgeren har garanteret. Foreligger der etkøb af en genstand bestemt efter art, er sælgeren ansvarlig på det næsten ob-jektive grundlag, der er omtalt ovenfor, jf. købelovens § 80, stk. 2, jf. § 43,stk. 3.Reklamationsfrister i købsaftalerEfter købeloven gælder der dels i § 81 en reklamationsfrist, der er relativ iden forstand, at fristens starttidspunkt og længde afhænger af de konkreteomstændigheder, dels i § 83 en absolut frist, hvis starttidspunkt og længdeer knyttet til objektive kriterier.Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en forbruger, der vil påberåbesig, at salgsgenstanden er mangelfuld, give sælgeren meddelelse herom in-den rimelig tid efter, at forbrugeren opdagede manglen. Meddelelse givetinden to måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, betragtes altidsom rettidig reklamation.Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som udgangspunkt, atvedkommende fortaber retten til at gøre manglen gældende. Dette gælderdog ikke, hvis sælger har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. §82.Herudover gælder der en absolut reklamationsfrist efter købelovens § 83,hvorefter en forbruger, der ikke inden to år fra salgsgenstandens overgivel-se, har meddelt sælgeren, at vedkommende vil påberåbe sig en mangel, ikkesenere kan gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at inde-stå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæ-derlighed. Denne absolutte reklamationsfrist gælder dog ikke, hvis der er ta-le om salg af byggematerialer, eller hvis salgsgenstanden i henhold til et på-

bud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi denudgør en fare, jf. købelovens § 83, stk. 2. I disse tilfælde er forbrugerensmulighed for at påberåbes sig manglen alene reguleret af de almindeligeregler om forældelse af fordringer, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007, hvorefteret krav som udgangspunkt forældes efter 3 år.Købeloven indeholder ikke bestemmelser om suspension eller forlængelseaf reklamationsfristen i § 83, hvis sælger inden for den to-årige reklamati-onsfrist foretager omlevering eller afhjælpning. Der foreligger heller ikketrykt retspraksis herom.Efter Forbrugerklagenævnets praksis fortolkes § 83 imidlertid således, at re-klamation, der foretages inden for reklamationsfristen, indebærer, at § 83herefter ikke længere har betydning i relation til den påberåbte mangel. Hvissælger foretager afhjælpning, og manglen uanset dette viser sig igen på etsenere tidspunkt, eller hvis sælgeren foretager omlevering og den omlevere-de genstand lider af samme mangel, har forbrugerens oprindelige reklamati-on således en gang for alle afbrudt reklamationsfristen i § 83. Forbrugerensmangelsindsigelser er herefter alene undergivet de almindelige forældelses-regler. Købelovens § 83 fortolkes endvidere i Forbrugerklagenævnets prak-sis således, at der i tilfælde af omlevering løber en ny to-årsfrist fra omleve-ringstidspunktet, hvilket navnlig har betydning, hvis den omleverede varehar andre mangler end den, forbrugeren oprindelig påberåbte sig. Tilsvaren-de gælder efter praksis, hvis der er foretaget en afhjælpning, der er så omfat-tende, at det må sidestilles med en omlevering.Ovennævnte reklamationsregler i anledning af mangler ved salgsgenstandener ufravigelige og gælder ved køb af såvel nye som brugte varer.Handelsmæssige garantierMarkedsføringslovens § 12 angiver, at en erklæring om garanti eller lignen-de over for en forbruger kun må anvendes, hvis erklæringen giver modtage-ren en væsentlig bedre retsstilling end den, vedkommende har efter lovgiv-ningen. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar og tydelig mådeinformere forbrugeren om garantiens indhold og give de oplysninger, der ernødvendige for at gøre garantien gældende. Endvidere skal den erhvervsdri-vende på en klar og tydelig måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettig-heder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Efter anmodning skalden erhvervsdrivende udlevere garantien skriftligt. Skriftlige garantier skalvære affattet på dansk.Urimelige kontraktvilkårAftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler. I ka-pitlet findes bl.a. i § 38 b en særlig fortolkningsregel, der inden for sit områ-

de lovfæster den almindelige og ulovbestemte såkaldte uklarhedsregel. Be-stemmelsen fastlægger, at uklare aftalevilkår, der ikke har været individueltforhandlet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal fortolkes påden måde, der er mest gunstig for forbrugeren. Bestemmelsen har særlig be-tydning ved fortolkningen af standardaftaler.De øvrige bestemmelser i aftalelovens særlige kapitel om forbrugeraftaler erikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til aftaler, der ikke har væretindividuelt forhandlet.Den almindelige generalklausul i aftalelovens § 36 gælder både inden for oguden for forbrugerforhold. Efter bestemmelsen kan en aftale ændres eller til-sidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med rede-lig handlemåde at gøre den gældende. Aftalelovens § 38 c fastslår ud over athenvise til § 36, at hvis det vil være stridende mod hæderlig forretningsskikog bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser tilskade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, så gælder de rets-virkninger, der er nævnt i § 36 også, idet forbrugeren dog kan kræve, at denøvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.Det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår indeholder en vejle-dende og ikke udtømmende liste over kontraktvilkår, der kan betegnes somurimelige. De angivne vilkår er ikke nødvendigvis urimelige, og andre vil-kår end de, der fremgår af listen, kan efter omstændighederne være urimeli-ge.Listen er ikke indarbejdet som en del af aftaleloven. Direktivets liste erimidlertid vejledende ved bedømmelsen af, om et aftalevilkår er ”kvalifice-ret” urimeligt, hvilket i praksis indebærer, at der i de tilfælde, som er omfat-tet af bilaget, er en formodning for, at vilkåret er omfattet af aftalelovens §38 c, hvis det ikke har været individuelt forhandlet.Efter aftalelovens § 36 skal der ved bedømmelsen af en aftale foretages enhelhedsvurdering. Det følger således af § 36, stk. 2, at der ved vurderingenaf, om det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre etaftalevilkår gældende, skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåel-se, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Der kan såledeslægges vægt på enhver omstændighed, der har relation til aftalen og forhol-det mellem aftalens parter.Efter aftalelovens § 38 c, stk. 2, kan der i forbrugerforhold dog ikke tageshensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren medden virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

5. Høring

Direktivforslaget blev den 12. november 2008 sendt i høring hos følgendemyndigheder og organisationer mv.:Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Han-delsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerfor-ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Akademikernes Cen-tralorganisation, Aktive kvinder i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervs-råd, Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark, Branchefor-eningen for Forbrugerelektronik, Business Danmark, Danmarks Aktive For-brugere, Danmarks Automobilforhandlerforening, Danmarks Fiskeindustri-og Eksportforening, Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks National-bank, Danmarks Optikerforening, Danmarks Rederiforening, DanmarksRejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Sports-handlerforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening,Dansk Byggeri, Dansk dagligvareleverandør Forening, Dansk Detail, DanskEjendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk Erhvervssammenslutning,Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, DanskLandbrug, Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk TimeshareejerForening, Dansk Varefakta Nævn, Danske Advokater, Danske Busvogn-mænd, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, Danske Reklame- og Re-lationsbureauers Brancheforeninger, Danske Spil, De Danske Bilimportører,Den Danske Boghandlerforening, De Samvirkende Købmænd, DONG A/S,DSB, Ejendomsmæglernes Landsorganisation, El-installatørernes Landsfor-ening ELFO, Falck Danmark A/S, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbru-gerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Forenin-gen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater FEHA,Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer,Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklage-nævnet, Foreningen for Distance- og Internethandel, Forlæggerforeningen,Forsikring & Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger,HORESTA, Huset Markedsføring, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisati-onernes Brancheorganisation ISABRO, Investeringsforeningsrådet, IT-Branchen, DI ITEK, Kommunernes Landsforening, Landbrugsraadet,Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Energi- og Olieor-ganisationerne, PBS Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Post Dan-mark, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsearrangørforeningen iDanmark, Rejsegarantifonden, Skandinavisk Timeshare Forening, Tele-kommunikationsindustrien i Danmark og Visit Denmark.Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra følgende:Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrelsen,Advokatrådet, Branchen Forbrugerelektronik BFE, Danmarks Automobil

Forhandler Forening, Danmarks Rederiforening, Danmarks RejsebureauForening, Danske Advokater, Danske Dagblades Forening, Dansk Erhverv,Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk Kredit Råd, Finans og Leasing,Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede danske motorejere,Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, ForeningenRegistrerede Revisorer, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Realkreditforeningen,Realkreditrådet, Rejsegarantifonden og Telekommunikationsindustrien iDanmark.Justitsministeriet har endvidere modtaget bemærkninger fra One.com vedrø-rende direktivforslaget.Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrelsen,Advokatrådet, Danske Advokater, Danmarks Automobilforhandler For-ening, Dansk Kredit Råd, Foreningen Registrerede Revisorer, Kommuner-nes Landsforening og Landbrugsraadet har ikke bemærkninger til direktiv-forslaget.Forsikring & Pension og Realkreditrådet har ikke bemærkninger til direktiv-forslaget, forudsat at forslaget ikke har konsekvenser for dansk lovgivning.Rejsegarantifonden har ikke bemærkninger til direktivforslaget, men pegerpå, at det – hvis forslaget vedtages – vil være nødvendigt at ændre lov nr.315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond.Realkreditforeningen bemærker, at væsentlige dele af direktivet ikke finderanvendelse på områder vedrørende aftaler om realkreditbelåning, men atman i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag kan vurdere betydningen afdirektivforslaget.Generelle bemærkningerDanske Mediers Forum finder det generelt positivt, at direktivforslaget hartil formål at forenkle den eksisterende lovgivning og bemærker, at dette vilkunne lette overblikket og være et nyttigt led i bestræbelserne på at gennem-føre et reelt indre marked.Dansk Erhverv bemærker, at man ser positivt på forslaget, der vil harmoni-sere reglerne på et forbrugerbeskyttelsesniveau, der i det væsentlige svarertil det danske. Dansk Erhverv bemærker dog også, at årsagerne til, at der ik-ke drages fuld nytte af det indre marked, er mange – ikke blot forskellig for-brugerbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne – men også skyldes forholdsom eksempelvis momssatser og forskellige håndhævelsesmekanismer.

Dansk Erhverv finder, at direktivforslaget bør læses i sammenhæng medreglerne om, efter hvilket lands lovgivning en aftale skal bedømmes, herun-der den såkaldte Rom I-forordning, der angiver, at forbrugerens hjemlands-lovgivning gælder for kontrakten, hvilket indebærer en barriere for virk-somhederne, der – til trods for eventuel totalharmonisering på dele af for-brugerområdet – herved ikke kan undgå at skulle sætte sig ind i fremmedlovgivning og tilpasse aktiviteten hertil på alle de spørgsmål, der ikke direk-te er reguleret af direktivforslaget.Dansk Industri støtter det overordnede formål med direktivforslaget, da for-skelle i national lovgivning er en af årsagerne til, at forbrugere og virksom-heder ikke nyder fuld gavn af det indre marked.Forbrugerombudsmanden hilser principielt direktivforslaget velkomment ogbemærker, at totalharmonisering kan være et middel til at imødegå de prak-tiske vanskeligheder, der – til skade for forbrugerbeskyttelsen og konkur-rencevilkårene – i dag er forbundet med grænseoverskridende håndhævelseaf direktiver, der er gennemført forskelligt i de enkelte medlemsstater. Detanføres, at totalharmonisering ikke i sig selv er til skade for forbrugerbe-skyttelsen, forudsat at harmoniseringen bliver fastsat på et tilstrækkeligt højtniveau.Forbrugerrådet bemærker generelt, at man er stærkt bekymret over det fore-liggende forslag, hvor det er uvist, hvilke forbedringer for forbrugerbeskyt-telsen der i givet fald bliver tale om, mens det er åbenbart, at forslaget på enrække punkter vil føre til, at forbrugerbeskyttelsesniveauet må sænkes iDanmark, ligesom det er uklart, hvilke samlede konsekvenser et totalhar-moniseringsdirektiv på området vil have generelt på civilrettens område.Forbrugerrådet finder det således vanskeligt at vurdere, hvad totalharmoni-sering på området kan føre til generelt i forhold til dansk lovgivning samtklagenævns- og retspraksis, herunder om fortolkningen af en række spørgs-mål fremover vil være overladt til EF-Domstolen.Forbrugerrådet bemærker, at man er enig i behovet for at revidere de eksi-sterende direktiver, men at totalharmonisering ikke er den rette metode, dader er stor risiko for, at harmoniseringen sker på et niveau, som er uaccepta-bel for en del lande, ligesom udvikling af de enkelte medlemsstaters lovgiv-ning bliver sat i stå. Forbrugerrådet er derfor skeptisk over for, om totalhar-monisering af alle direktivets bestemmelser er hensigtsmæssig.Forbrugerrådet peger på, at Kommissionens begrundelse for behovet for to-talharmonisering – at den nuværende fragmenterede lovgivning fører til, atforbrugere afholder sig fra at handle grænseoverskridende – ikke er overbe-visende, og at undersøgelser viser, at en række andre forhold af mere prak-

tisk karakter – sprog, adgang til internettet, usikkerhed om klagemulighederog håndhævelse, risiko ved betaling via internettet osv. – vejer tungere iforbindelse med forbrugernes valg. Forbrugerrådet finder endvidere, atKommissionens begrundelse, hvorefter revisionen tager sigte på at forenklelovgivningen, er forfejlet, idet en gennemgang af forslaget viser betydeligevanskeligheder ved at fastslå, hvad der falder inden for og uden for direkti-vets anvendelsesområde.Forbrugerrådet har også peget på, at det havde været nærliggende ved en re-vision på området, der tager sigte på hensynet til det indre marked, at ind-drage spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette et mangelskrav di-rekte mod producenten, således som det kendes fra visse af medlemsstater-nes lovgivning.Forenede Danske Motorejere (FDM) anfører, at der ikke er tvivl om, at enharmonisering af forbrugerbeskyttelsen kan være til gavn for både forbruge-re og erhvervsdrivende, men finder det samtidig væsentligt, at harmonise-ringen ikke sker på bekostning af forbrugernes rettigheder. Hvis valget stårmellem hensynet til den erhvervsdrivendes muligheder for at afsætte varerover grænserne og hensynet til at sikre forbrugerbeskyttelsen, bør hensynettil forbrugernes tarv efter FDM’s opfattelse veje tungest. FDM finder det så-ledes bekymrende, at direktivforslaget – til trods for understregningen af øn-sket om et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau – vil forringe forbruger-beskyttelsen i Danmark på en række punkter.Formanden for Forbrugerklagenævnet bemærker, at enkle og klare lovbe-stemmelser er en forudsætning for, at forbrugerne kan orientere sig om de-res retsstilling, og at sådanne regler er af væsentlig betydning for Forbru-gerklagenævnets mulighed for hurtigt og effektivt at behandle sager. Derforer det positivt, at der med direktivforslaget lægges op til en forenkling ogopdatering af de eksisterende regler på området.Landsorganisationen i Danmark er umiddelbart skeptiske over for forslagetog frygter, at direktivet vil indebære en forringelse af forbrugerbeskyttelseni Danmark, men kan ikke i øvrigt vurdere, i hvilket omfang direktivet vilkræve ændring af dansk lovgivning.Rederiforeningen bemærker generelt, at direktivforslaget er svært læseligt,og at Kommissionens ledsagende bemærkninger til utilstrækkelige.One.com er positiv overfor direktivforslagets formål om at ensarte indholdetaf forbrugerrettigheder i EU, herunder omfanget af informationer, der skalgives i forbindelse med aftaleindgåelsen.

HarmoniseringsgradDanske Mediers Forum finder det generelt positivt, at direktivforslaget hartil formål at forenkle den eksisterende lovgivning og bemærker, at dette vilkunne lette overblikket og være et nyttigt led i bestræbelserne på at gennem-føre et reelt indre marked.Dansk Erhverv bemærker, at man ser positivt på forslaget, der vil harmoni-sere reglerne på et forbrugerbeskyttelsesniveau, der i det væsentlige svarertil det danske. Dansk Erhverv bemærker dog også, at årsagerne til, at der ik-ke drages fuld nytte af det indre marked, er mange – ikke blot forskellig for-brugerbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne – men også skyldes forholdsom eksempelvis momssatser og forskellige håndhævelsesmekanismer.Dansk Erhverv finder, at direktivforslaget bør læses i sammenhæng medreglerne om, efter hvilket lands lovgivning en aftale skal bedømmes, herun-der den såkaldte Rom I-forordning, der angiver, at forbrugerens hjemlands-lovgivning gælder for kontrakten, hvilket indebærer en barriere for virk-somhederne, der – til trods for eventuel totalharmonisering på dele af for-brugerområdet – herved ikke kan undgå at skulle sætte sig ind i fremmedlovgivning og tilpasse aktiviteten hertil på alle de spørgsmål, der ikke direk-te er reguleret af direktivforslaget.Dansk Industri støtter det overordnede formål med direktivforslaget, da for-skelle i national lovgivning er en af årsagerne til, at forbrugere og virksom-heder ikke nyder fuld gavn af det indre marked.Forbrugerombudsmanden hilser principielt direktivforslaget velkomment ogbemærker, at totalharmonisering kan være et middel til at imødegå de prak-tiske vanskeligheder, der – til skade for forbrugerbeskyttelsen og konkur-rencevilkårene – i dag er forbundet med grænseoverskridende håndhævelseaf direktiver, der er gennemført forskelligt i de enkelte medlemsstater. Detanføres, at totalharmonisering ikke i sig selv er til skade for forbrugerbe-skyttelsen, forudsat at harmoniseringen bliver fastsat på et tilstrækkeligt højtniveau.Forbrugerrådet bemærker generelt, at man er stærkt bekymret over det fore-liggende forslag, hvor det er uvist, hvilke forbedringer for forbrugerbeskyt-telsen der i givet fald bliver tale om, mens det er åbenbart, at forslaget på enrække punkter vil føre til, at forbrugerbeskyttelsesniveauet må sænkes iDanmark, ligesom det er uklart, hvilke samlede konsekvenser et totalhar-moniseringsdirektiv på området vil have generelt på civilrettens område.Forbrugerrådet finder det således vanskeligt at vurdere, hvad totalharmoni-sering på området kan føre til generelt i forhold til dansk lovgivning samt

klagenævns- og retspraksis, herunder om fortolkningen af en række spørgs-mål fremover vil være overladt til EF-Domstolen.Forbrugerrådet bemærker, at man er enig i behovet for at revidere de eksi-sterende direktiver, men at totalharmonisering ikke er den rette metode, dader er stor risiko for, at harmoniseringen sker på et niveau, som er uaccepta-bel for en del lande, ligesom udvikling af de enkelte medlemsstaters lovgiv-ning bliver sat i stå. Forbrugerrådet er derfor skeptisk over for, om totalhar-monisering af alle direktivets bestemmelser er hensigtsmæssig.Forbrugerrådet peger på, at Kommissionens begrundelse for behovet for to-talharmonisering – at den nuværende fragmenterede lovgivning fører til, atforbrugere afholder sig fra at handle grænseoverskridende – ikke er overbe-visende, og at undersøgelser viser, at en række andre forhold af mere prak-tisk karakter – sprog, adgang til internettet, usikkerhed om klagemulighederog håndhævelse, risiko ved betaling via internettet osv. – vejer tungere iforbindelse med forbrugernes valg. Forbrugerrådet finder endvidere, atKommissionens begrundelse, hvorefter revisionen tager sigte på at forenklelovgivningen, er forfejlet, idet en gennemgang af forslaget viser betydeligevanskeligheder ved at fastslå, hvad der falder inden for og uden for direkti-vets anvendelsesområde.Forbrugerrådet har også peget på, at det havde været nærliggende ved en re-vision på området, der tager sigte på hensynet til det indre marked, at ind-drage spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette et mangelskrav di-rekte mod producenten, således som det kendes fra visse af medlemsstater-nes lovgivning.Forenede Danske Motorejere (FDM) anfører, at der ikke er tvivl om, at enharmonisering af forbrugerbeskyttelsen kan være til gavn for både forbruge-re og erhvervsdrivende, men finder det samtidig væsentligt, at harmonise-ringen ikke sker på bekostning af forbrugernes rettigheder. Hvis valget stårmellem hensynet til den erhvervsdrivendes muligheder for at afsætte varerover grænserne og hensynet til at sikre forbrugerbeskyttelsen, bør hensynettil forbrugernes tarv efter FDM’s opfattelse veje tungest. FDM finder det så-ledes bekymrende, at direktivforslaget – til trods for understregningen af øn-sket om et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau – vil forringe forbruger-beskyttelsen i Danmark på en række punkter.Formanden for Forbrugerklagenævnet bemærker, at enkle og klare lovbe-stemmelser er en forudsætning for, at forbrugerne kan orientere sig om de-res retsstilling, og at sådanne regler er af væsentlig betydning for Forbru-gerklagenævnets mulighed for hurtigt og effektivt at behandle sager. Derfor

er det positivt, at der med direktivforslaget lægges op til en forenkling ogopdatering af de eksisterende regler på området.Landsorganisationen i Danmark er umiddelbart skeptiske over for forslagetog frygter, at direktivet vil indebære en forringelse af forbrugerbeskyttelseni Danmark, men kan ikke i øvrigt vurdere, i hvilket omfang direktivet vilkræve ændring af dansk lovgivning.Rederiforeningen bemærker generelt, at direktivforslaget er svært læseligt,og at Kommissionens ledsagende bemærkninger til utilstrækkelige.One.com er positiv overfor direktivforslagets formål om at ensarte indholdetaf forbrugerrettigheder i EU, herunder omfanget af informationer, der skalgives i forbindelse med aftaleindgåelsen.DefinitionerForbrugerDanmarks Rejsebureau Forening tilslutter sig direktivets forslag til definiti-on af forbrugerbegrebet og finder, at der hermed er tale om en klarere af-grænsning end efter gældende dansk ret, som indeholder en bredere definiti-on.Dansk Erhverv bemærker, at direktivforslagets definition af forbrugerbegre-bet er snævrere end den danske, men at der næppe er tale om væsentligeændringer i forhold til dansk praksis.Dansk Industri rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets definition afforbrugerbegrebet tillader, at medlemsstaterne indfører regler, hvoreftermindre erhvervsdrivende er beskyttet af regler svarende til forbrugere.FDM finder, at direktivforslagets definition kan føre til, at der ved handelmellem to privatpersoner kan blive tale om, at de opnår forbrugerettighederover for hinanden.Håndværksrådet støtter direktivets definition af forbrugerbegrebet, hvis mani dansk ret kan opretholde den bredere definition, således at mindre er-hvervsdrivende efter omstændighederne kan nyde beskyttelse som forbru-ger.

Fast forretningsstedFDM bemærker, at forslagets definition anser messestande som en del af etfast forretningssted, hvorved der bliver tale om en forringelse af forbruge-rens beskyttelse i forhold til gældende dansk ret. Samtidig peges på, at detforekommer inkonsekvent, at en midlertidig placering på et hotel eller etkonferencecenter samtidig skal betragtes som uden for fast forretningssted.MellemmandDanmarks Rejsebureau Forening støtter direktivforslagets definition af enmellemmand og finder det væsentligt, at det står forbrugeren klart, hvis engiven tjenesteydelse leveres af en anden end den, der formidler aftalen medforbrugeren.Varigt mediumDanske Mediers Forum kan tilslutte sig de eksempler, der er nævnt på et va-rigt medium, men bemærker, at opretningen i præambelbetragtning nr. 16 isagens natur ikke kan være udtømmende henset til den teknologiske udvik-ling, men at der bør foretages en konkret vurdering, hvor lagringskapacitetog tilgængelighedsperiode inddrages.Dansk Industri bemærker, at direktivforslagets artikel 2, nr. 10, ikke umid-delbart synes at omfatte SMS og MMS, hvilket bør være tilfældet.Telekommunikationsindustrien finder det hensigtsmæssigt, hvis det i forsla-get anføres, at en mobiltelefon efter omstændighederne kan være et varigtmedium, afhængig af telefonens lagringskapacitet, jf. herved lov om beta-lingstjenester.VareDansk Erhverv bemærker, at direktivets definition i modsætning til danskret ikke omfatter salg på tvangsauktion, og at konsekvenserne heraf børklarlægges.Dansk Fjernvarme bemærker, at direktivet – i lighed med undtagelsen forelektricitet, vand og gas – bør undtage fjernvarme, der også er en lednings-bunden energibærer.Dansk Industri finder, at direktivforslaget tillige bør indeholde en definitionaf, hvad der forstås ved en tjenesteydelse og eventuelt også ved en tjeneste-yder.

Handelsmæssig garantiDansk Erhverv finder, at definitionen bør udbygges, således at det sikres, atde retlige følger af at anvende garantibegrebet harmoniseres.OplysningskravDansk Erhverv bemærker, at kapitel II i direktivforslaget i et vist omfang eren nyskabelse til gavn for forbrugerne, og at oplysningsforpligtelserne er af-balancerede og sikrer forbrugerne de væsentligste oplysninger. Det kunnevære nyttigt at henvise til oplysningsbehovet for en gennemsnitsforbrugerfor derved at afgrænse, hvornår en oplysning må antages at fremgå af sam-menhængen. Dansk Erhverv finder det imidlertid mere hensigtsmæssigt,hvis pligten til at give oplysninger erstattes af en pligt for den erhvervsdri-vende til at gøre oplysningerne let tilgængelige for forbrugeren.Dansk Erhverv finder endvidere, at det bør afklares, om direktivforslaget pådette punkt tilsigter at være en undtagelse fra oplysningskravene i servicedi-rektivet.Dansk Industri rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets artikel 5, nr.1, litra g og h, hvorefter den erhvervsdrivende skal orientere forbrugeren omaftalens gyldighedsperiode og minimumsvarigheden af forbrugeres forplig-telser, er til hinder for indgåelse af aftaler, der indeholder en bindingsperio-de, hvilket ikke bør være tilfældet.Dansk Industri finder, at der er behov for en præcisering af, om den henvis-ning, der er i forslagets artikel 6, stk. 2, til artikel 13, skal forstås således, atfortrydelsesfristen forlænges, uanset hvilken oplysning den erhvervsdriven-de har forsømt at give forbrugeren, eller om fristen kun forlænges, hvis derikke er oplyst om retten til at fortryde.Dansk Industri bemærker endvidere, at det forekommer uklart, på hvilkettidspunkt den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger somnævnt i direktivforslagets artikel 9, litra b-f, idet det alene angives, at oplys-ninger nævnt i artikel 9, litra a, skal gives forud for aftaleindgåelsen. Det erdesuden uklart, om oplysninger nævnt i artikel 9 og 10 – på samme mådesom de, der nævnes i artikel 5 – kan undlades, hvis de allerede fremgår afkonteksten.Håndværksrådet finder, at direktivforslagets artikel 10, stk. 2, hvorefter enaftale indgået uden for fast forretningssted kun er gyldig, hvis forbrugerenunderskriver en ordreseddel, er uacceptabel, og bemærker, at dette stridermod et grundlæggende princip om, at mundtlige aftaler er lige så bindendesom skriftlige, ligesom et skriftlighedskrav vil være unødigt besværligt i det

praktiske liv, hvor mange aftaler indgås mundtligt – f.eks. på forbrugerensbopæl.Håndværksrådet bemærker endvidere, at bestemmelsen skaber problemer iforhold allerede udførte tjenesteydelser, hvor det ikke er muligt at tilbagele-vere ydelsen ved efterfølgende ugyldighed som følge af manglende over-holdelse af formalia.Rederiforeningen bemærker, at direktivforslagets kapitel II indeholder gan-ske ukonkrete og vanskeligt implementerbare bestemmelser for så vidt an-går transport, navnlig søtransport. Det er ikke umiddelbart klart, hvorledesen række af oplysningsforpligtelserne i kapitlet skal forstås i relation til så-danne tjenesteydelsesaftaler.Aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningsstedGenereltDansk Industri bemærker, at kapitlet synes at være skrevet med henblik påsalg af varer, og at det nøje bør overvejes, om bestemmelserne er egnede tilanvendelse ved fjernsalg mv. af tjenesteydelser.Finans og Leasing finder det væsentligt, at der er enighed om, at direktivfor-slaget ikke regulerer aftaler omfattet af direktiv 2008/48 om forbrugerkredit-ter. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid en række undtagelser(øvre og nedre beløbsgrænser), og spørgsmålet er, om disse aftaler er omfat-tet af direktivforslaget.Rederiforeningen finder det afgørende, at de eksisterende undtagelser vedrø-rende sø- og transportforhold opretholdes.FortrydelsesretDanmarks Rejsebureau Forening tilslutter sig, at det i direktivforslagets ar-tikel 20, stk. 3, foreslås, at salg af transportydelser, pakkerejser mv. fortsatskal være undtaget fra reglerne om fortrydelsesret mv. Undtagelsen fra for-trydelsesretten bør gælde, uanset om der er tale om fjernsalg, salg uden forfast forretningssted eller salg på et fast forretningssted.Danmarks Rejsebureau Forening understreger, at rejsebureauer allerede vedforbrugerens bestilling af en rejse får betydelige omkostninger, herunder iform af hæftelser over for tredjemand, og at en ret for forbrugeren til at for-tryde aftalen derfor ville betyde væsentlige ikke-refunderbare omkostningerfor rejsebureauerne.

Danske Mediers Forum bemærker, at der ikke med forslagets bestemmelserom fjernsalg er taget fornøden højde for de nye markedstendenser samt an-vendelse af interaktive kommunikationsmidler brugerne og medierne imel-lem i form af køb af elektroniske ydelser med nyhedsvideoklip osv. Forsla-gets artikel 19 er ikke tilstrækkelig til at sikre den rette balance mellem hen-synet til forbrugerne og til de erhvervsdrivende. Fjernsalg af elektroniskeydelser i form af nyheder, film videoklip mv. bør også undtages i lighedmed plomberede lydoptagelser og edb-programmer, da det også her vil væreurimeligt, hvis forbrugerne kan fortryde – forslagets tekst skaber her en vil-kårlig forskelsbehandling mellem de forskellige elektroniske ydelsestyper.Danske Mediers Forum finder endvidere, at der bør være knyttet en bagatel-grænse til fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler, da fortrydelsesret ved af-taler af ringe værdi er et indgreb over for den erhvervsdrivende, der ikkestår mål med hensynet til at beskytte forbrugerne ved sådanne aftaler.Danske Mediers Forum bemærker i forhold til indholdstakserede SMS’er,som bl.a. anvendes i forbindelse med deltagelse i afstemninger eller konkur-rencer, at det bør fremgå klart af direktivteksten, at forbrugeren ikke kanfortryde efter deltagelse i en SMS-afstemning. Det bør også afklares, omdisse SMS’er overhovedet skal betragtes som en fjernsalgsaftale.Danske Mediers Forum kan endvidere tilslutte sig forslagets artikel 11, stk.3, hvorefter der i visse tilfælde kan ske en begrænsning af de oplysninger,der umiddelbart skal stilles til forbrugerens rådighed.Dansk Erhverv finder, at artikel 12 om fortrydelsesfristens beregning børpræcisere, at datoen for aftalens indgåelse medregnes i fristen og at fristenregnes i kalenderdage.Dansk Erhverv anfører vedrørende artikel 19, at det kan give anledning tiltvivl, hvornår en vare har fået ”et tydeligt personligt præg”, hvorved aftalenikke er omfattet af retten til at fortryde. Direktivforslaget bør derfor supple-res med en bestemmelse om udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren eller enpligt for den erhvervsdrivende til at oplyse herom, da der ellers kan blive ta-le om en konfliktskabende regel.Dansk Industri bemærker, at direktivforslagets artikel 12 og 17 indebærer, atforbrugeren – efter at vedkommende inden for fortrydelsesfristen på 14 dagehar meddelt den erhvervsdrivende, at aftalen fortrydes – kan beholde varen iyderligere en periode på 14-dage, hvilket forekommer urimeligt. Samtidig erdet uklart, om forbrugeren i denne periode hæfter for varens eventuelle vær-diforringelse. Dansk Industri finder, at forbrugeren i stedet – i overens-

stemmelse med gældende dansk ret – bør returnere varen til den erhvervs-drivende inden fortrydelsesfristen udløber.Dansk Industri anfører vedrørende det tidspunkt, hvor fortrydelsesfristenbegynder at løbe, at det bør præciseres, hvordan man forholder sig i tilfælde,hvor en aftale både indeholder et køb af en vare og en tjenesteydelse – ek-sempelvis køb af en mobiltelefon samt mobiltelefonabonnement.Dansk Industri finder behov for præcisering af, hvor meget der kræves, forat forbrugeren kan siges at have givet sit udtrykkelige samtykke til, at entjenesteydelse kan udføres, inden fortrydelsesfristens udløb, jf. direktivfor-slagets artikel 19. Sammenhængen mellem artikel 19 og artikel 17 bør end-videre præciseres, da bestemmelserne synes at kunne læses således, at enforbruger, der ikke har givet et udtrykkeligt samtykke efter artikel 19, ikkeskal betale for en allerede udført tjenesteydelse og dermed efterfølgendegratis vil kunne fortryde. Eksempelvis vil en forbruger, der allerede indenfortrydelsesfristens udløb har haft et betydeligt mobiltelefonforbrug, såledeskunne fortryde købet af mobiltelefon og dermed abonnement med den kon-sekvens, at den erhvervsdrivende ikke kan kræve betaling for det forbrug,der har været i perioden indtil aftalen fortrydes.Dansk Industri anfører desuden, at det bør præciseres, hvad der skal forståsved tilknyttet aftale i henhold til direktivforslagets artikel 18.Finans og Leasing bemærker, at leasing af biler til private efter gældende retanses som en transport, der er undtaget fra retten til at fortryde en fjern-salgsaftale i lighed med biludlejning. I direktivforslaget nævnes i artikel 20,stk. 3, både transport og biludlejning som undtagelse fra fortrydelsesretten,og der bør – for at undgå modsætningsslutninger – være en bemærkning om,at leasing af biler til private også er undtaget.Forenede Danske Motorejere bemærker, at direktivforslagets artikel 11, stk.2, ikke – i modsætning til gældende dansk ret – opstiller begrænsning i,hvilke varer der må afsættes ved telefoniske henvendelser.Håndværksrådet finder, at fortrydelsesfristen ikke i alle tilfælde bør udsky-des, hvis der ikke er oplyst om fortrydelsesretten. Hvis forbrugeren ikke harværet udsat for aggressiv eller utilbørlig adfærd fra den erhvervsdrivendesside, og dermed ikke er blevet overrumplet, vil direktivforslagets bestem-melser om fristens begyndelsestidspunkt kunne give forbrugeren en urime-lig lang frist for at fortryde, hvis vedkommende i mellemtiden får mulighedfor at få varen eller tjenesteydelsen leveret billigere fra anden side.

Telekommunikationsindustrien finder, at den erhvervsdrivende – ud over påe-mail – bør kunne kvittere for modtagelse af en meddelelse om udnyttelseaf fortrydelsesretten via SMS eller MMS.Telekommunikationsindustrien bemærker endvidere, at artikel 17, 2. pkt.,ikke bør gælde, hvis forbrugeren vidste eller burde vide, at vedkommendevar berettiget til at fortryde købet.Telekommunikationsindustrien finder desuden, at fortrydelsesretten ved tje-nesteydelser – ligesom ved varekøb – alene bør kunne benyttes i det om-fang, det er nødvendigt for at få kendskab til ydelsens art og den måde denfungerer på, når ydelsen leveres inden fristens udløb og forbrugeren ikke hargivet samtykke. Telekommunikationsindustrien finder det urimeligt, at for-brugeren med den nuværende ordlyd har mulighed for i en periode på op til14 dage i videre udtrækning at benytte ydelsen, uden at skulle betale herfor.Telekommunikationsindustrien bemærker, at det er nødvendigt at præcisere,hvad der efter forslagets artikel 18 skal forstås ved tilknyttede aftaler, derophører uden udgift for forbrugeren, hvis denne benytter fortrydelsesretten.I den forbindelse bør en aftale om et mobiltelefonabonnement ikke bortfal-de, hvis forbrugeren fortryder købet af selve mobiltelefonen.KøbsaftalerGenereltRederiforeningen bemærker generelt, at det er afgørende, at bestemmelsernefortsat ikke skal anvendes på aftaler vedrørende tjenesteydelser.FormodningsreglenFormanden for Forbrugerklagenævnet har efterspurgt mulighed for at lettekravene til forbrugerens bevisførelse efter udløbet af 6-måneders formod-ningsreglen, navnlig i sager vedrørende teknisk komplicerede produkter,som ikke kan adskilles og undersøges med henblik på at fastslå årsagen tilfejlen.Levering og risikoovergangDansk Industri bemærker, at direktivforslagets artikel 22 synes at kræve væ-sentlige ændringer i købelovens regler om forbrugerkøb.MangelsbeføjelserDansk Erhverv bemærker, at direktivforslagets artikel 26 adskiller sig fraden nuværende EU-regulering ved at give sælgeren ret til at vælge mellemomlevering og afhjælpning, men at der næppe herved er tale om nogen storpraktisk betydning, og at der alene vil være tale om en mindre indskrænk-

ning i forbrugerens ret til at kræve omlevering. Den foreslåede regel vil be-grænse sælgers omkostninger og dermed medvirke til lavere forbrugerpriser,ligesom den gældende retstilstand er konfliktskabende.Dansk Erhverv foreslår, at spørgsmålet om fradrag i forbrugerens krav påtilbagebetaling af købesummen ved ophævelse reguleres i direktivet for her-ved at undgå, at en forbruger får en uberettiget berigelse ved at have brugten salgsgenstand i tæt på to år, inden manglen gøres gældende.Dansk Erhverv bemærker endvidere, at det ikke fremgår klart af direktivfor-slagets artikel 27, om omkostninger ved at bringe en mangelfuld vare tilsælger skal afholdes af forbrugeren eller den erhvervsdrivende.Dansk Erhverv finder direktivforslagets artikel 27 om erstatning vidtgåendeog foreslår, at der tilføjes en betingelse om ansvarsgrundlag i lighed med dedanske regler om erstatning i anledning af mangler og ansvarsfrihed vedforce majeure som ved internationale køb reguleret af den internationale kø-belov (CISG).ReklamationsreglerBrancheforeningen Forbrugerelektronik (BFE) finder forslagets artikel 28,stk. 2, hvorefter der løber en ny 2-årig absolut reklamationsfrist ved omleve-ring i anledning af mangler, problematisk. Det bemærkes, at der bør gældesamme regler, uanset om en mangel bliver udbedret ved afhjælpning elleromlevering, og at den foreslåede regel kan føre til, at den erhvervsdrivendeafstår fra at udbedre ved hjælp af omlevering. BFE finder endvidere, at denforeslåede regel vil føre til yderligere administrative byder for den er-hvervsdrivende, idet reglen forudsætter, at datoen for, hvornår den omleve-rede genstand udleveres til forbrugeren, registreres, og at reglen kan føre tilmisbrug ved, at en forbruger venter til slutningen af den 2-årige ansvarspe-riode, før et omleveringskrav i anledning af mangler ved salgsgenstandengøres gældende, hvilket kan føre til ”en endeløs række af sikre perioder”.Dansk Erhverv kan tilslutte sig direktivforslagets bestemmelse om en relativreklamationsfrist på 2 måneder. Dansk Erhverv bemærker endvidere, at denabsolutte reklamationsfrist bør fastsættes på en sådan måde, at der ikke kanvære tvivl om, hvornår den udløber.Håndværksrådet støtter direktivforslagets artikel 28. stk. 3, hvorefter der forså vidt angår brugte varer er mulighed for, at parterne aftaler en kortere re-klamationsfrist end direktivets, der dog ikke kan være kortere end 1 år. Detbemærkes, at en tilsvarende regel bør gælde i relation til tjenesteydelser.Handelsmæssige garantier

Dansk Erhverv bemærker, at direktivforslaget ikke forholder sig til en ga-ranti, der indebærer omvendt bevisbyrde for, at varen er mangelfuld, og atder er behov for at vurdere konsekvenserne af direktivforslaget i forhold tilhandelsmæssige garantier.Forenede Danske Motorejere peger på, at direktivet alene opstiller visseindholdsmæssige krav, når garantibegrebet anvendes, mens det i dansk ret eret krav, at en garanti stiller forbrugeren væsentlig bedre end efter lovgivnin-gen. Herved risikerer man at udhule indholdet af garantibegrebet.Urimelige kontraktvilkårDanske Mediers Forum bemærker, at adgangen til gruppesøgsmål som om-handlet i præamblens betragtning nr. 57 må forudsættes at relatere sig til delande, hvor der ikke som i Danmark allerede er etableret velfungerende kla-geinstanser af såvel privatretlig som offentligretlig karakter.Dansk Industri bemærker, at ændringer i bilagene efter artikel 39 skal fore-tages af Kommissionen, men at dette ikke bør ske uden inddragelse af rele-vante interessenter, herunder erhvervslivets organisationer.Rederiforeningen finder det afgørende, at undtagelsen vedrørende kontrakt-vilkår, der stammer fra internationale konventioner, fortsat opretholdes påområdet.BilageneTelekommunikationsindustrien finder det uklart, hvad der skal forstås vedoverskriften til bilag 3 om kontraktvilkår, der formodes at være urimelige,og bemærker endvidere, at litra i og k på listen forekommer uhensigtsmæs-sige ved løbende kontraktforhold, herunder på teleområdet.

6. Andre landes holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstatersholdninger.

7. Foreløbig dansk holdning

Den foreslåede generelle totalharmonisering på dette område vil på det fore-liggende grundlag skabe en række væsentlige juridiske/tekniske problemer,idet forståelsen og rækkevidden af en stor del af de foreslåede bestemmelsergiver anledning til tvivl. Der har også været tvivl om forståelsen af en rækkeaf de bestemmelser, som det foreslåede direktiv skal afløse, men de har ividt omfang kunne løses i forbindelse med implementeringen ved at brugeminimumsklausulen. Det kan vise sig vanskeligt at få udformet klare og

enkle totalharmoniseringsregler, bl.a. fordi de formueretlige regler, der æn-dres, har sammenhæng med almindelige formueretlige regler og principper.Det forekommer umiddelbart tvivlsomt, om generel totalharmonisering er ethensigtsmæssigt middel til at sikre øget grænseoverskridende handel, idetbl.a. sprog og klagemuligheder formentlig spiller en større rolle på dette om-råde end, om der er visse forskelle i lovgivningerne. Der er også risiko for,at totalharmonisering vil medføre, at det bliver nødvendigt at sænke forbru-gerbeskyttelsesniveauet på væsentlige områder.Danmark bør imidlertid ikke være imod en hensigtsmæssig totalharmonise-ring på områder, hvor totalharmonisering kan gennemføres uden at være tilskade for forbrugerne og uden at medføre en uklar retstilstand. Det drejersig f.eks. om regler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. Derimod erf.eks. reglerne om urimelige aftalevilkår efter Danmarks opfattelse ikke vel-egnede til totalharmonisering.For Danmark er det vigtigt, at forbrugerbeskyttelsen her i landet ikke forrin-ges.For Danmark er det vigtigt, at subsidiaritetsprincippet er overholdt, og at derikke vedtages generelle regler, hvor en sektorregulering bedre ville kunneopfylde behovet for grænseoverskridende regler.For Danmark er det helt centralt, at de mange tvivlsspørgsmål om række-vidden af forslaget bliver afklaret, idet en nærmere stillingtagen til forslagetmå afvente denne afklaring.Som anført ovenfor lægger det svenske formandskab op til en drøftelse pårådsmødet den 3.-4. december 2009 (Konkurrenceevne) af fire afgrænsedeemner for at skabe større klarhed med henblik på de videre forhandlinger.Det drejer sig om, a) hvorvidt der bør foretages en udvidelse af definitionenaf en aftale indgået uden for fast forretningssted, b) hvorvidt der for fjern-salgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted bør gælde en for-trydelsesfrist på 14 dage, og om reglerne om udøvelse af fortrydelsesrettenbør harmoniseres, c) hvorvidt arbejdet med at udarbejde regler om forbru-gerrettigheder, der er specifikke for købsaftaler, bør fortsætte (der henvisestil, at emnet har sammenhæng med national aftaleret), og d) hvorvidt for-brugeraftaler om fast ejendom mv. og finansielle tjenesteydelser bør undta-ges fra direktivforslagets kapitel II-IV.Ad a) Bør der foretages en udvidelse af definitionen af en aftale indgåetuden for fast forretningssted?

Efter artikel 5 i direktiv 85/577/EØF om forbrugerbeskyttelse i forbindelsemed aftaler indgået uden for fast forretningssted forstås en aftale indgåetuden for fast forretningssted som ”en aftale indgået mellem en erhvervsdri-vende, der leverer varer eller tjenesteydelser, og en forbruger, der under enudflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste forret-ningssted, eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg i) hos for-brugeren eller en anden forbruger, ii) på forbrugerens arbejdsplads, såfremtbesøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.Formandskabet lægger op til en drøftelse af, om der skal ske en udvidelse afdefinitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted. Hensigtenmed en sådan udvidelse vil i givet fald være at forbedre forbrugerbeskyttel-sen. Formandskabet ønsker således medlemsstaternes tilkendegivelse af, omdefinitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted bør udvides tilogså at omfatte aftaler indgået på offentlige steder, f.eks. på gader og i for-retningscentre, hvor den erhvervsdrivende midlertidigt udbyder sine varereller tjenesteydelser.Som nævnt ovenfor i afsnit 4.4 er aftaler, der indgås på et offentligt sted el-ler på en udstilling, messe mv., efter dansk ret omfattet af reglerne om afta-ler indgået uden for fast forretningssted, medmindre der foreligger køb, hvorvaren og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse. De dan-ske regler om beskyttelse af forbrugere i forbindelse med indgåelse af så-danne aftaler dækker således bredere end den gældende EU-lovgivning. Altafhængig af bestemmelsens nærmere udformning vil en udvidelse af defini-tionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted til også at omfatteoffentlige steder, som f.eks. gader og forretningscentre mv., stemme overensmed den løsning, der er valgt i dansk lovgivning, og som ikke synes at havegivet anledning til problemer i praksis.Det er på denne baggrund den danske holdning, at der bør foretages en så-dan udvidelse af EU-definitionen af en aftale indgået uden for fast forret-ningssted.Ad b) Bør der for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-ningssted gælde en fortrydelsesfrist på 14 dage, og bør reglerne for udøvelseaf fortrydelsesretten harmoniseres?Efter artikel 5 i direktiv 85/577/EØF om forbrugerbeskyttelse i forbindelsemed aftaler indgået uden for fast forretningssted har forbrugeren en frist påsyv dage til at træde tilbage fra en aftale omfattet af direktivet.Efter artikel 6 i direktiv 97/7/EF om aftaler vedrørende fjernsalg har forbru-geren ved aftaler omfattet af direktivet ligeledes en frist på mindst syv hver-

dage til at fortryde aftalen, uden at der kan kræves bod, og uden angivelse afårsag.Formandskabet lægger op til en drøftelse af, hvorvidt der bør gælde en for-trydelsesfrist på 14 dage for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningssted. Formandskabet lægger desuden op til en drøftelse af, omreglerne for udøvelse af fortrydelsesretten bør harmoniseres.Som anført i afsnit 4.6 ovenfor er fortrydelsesfristen efter forbrugeraftalelo-ven også 14 dage, og en fortrydelsesfrist på 14 dage i direktivet vil såledesumiddelbart harmonere med dansk ret og efter regeringens opfattelse væreudtryk for en hensigtsmæssig balance mellem hensynet til forbrugerne oghensynet til erhvervslivet. Hvis den nuværende tekst i direktivforslaget,hvorefter de 14 dage skal beregnes som kalenderdage, fastholdes, vil detdog kræve en ændring af bestemmelserne om fristens beregning, da fristenefter dansk ret udskydes, hvis den udløber på en lørdag, juleaftensdag mv.,hvilket ikke er tilfældet efter direktivet. Den nærmere udformning af be-stemmelsen er imidlertid ikke til drøftelse på rådsmødet.For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der bør ske en fællesskabsretligregulering og harmonisering af den måde, udøvelsen af fortrydelsesrettenskal ske på, kan det principielt anføres, at det ikke vil være unaturligt i for-bindelse med indførelsen af en fælles fortrydelsesfrist også at indføre fællesregler for, hvordan fortrydelsesretten skal udøves. Det vil imidlertid efterregeringens opfattelse – alt afhængigt af den endelige udformning af be-stemmelsen – kunne skabe visse problemer i lyset af sammenhængen medden generelle formueret. I dansk ret stilles der eksempelvis – i overens-stemmelse med det almindelige aftaleretlige udgangspunkt – ingen form-krav til forbrugerens meddelelse til den erhvervsdrivende om, at forbrugerenvil benytte sig af fortrydelsesretten.Det er således den danske holdning, at en fortrydelsesfrist på 14 dage forfjernsalgskontrakter og kontrakter indgået uden for fast forretningssted i sigselv er en rimelig frist, som både tilgodeser hensynet til forbrugerne og hen-synet til erhvervslivet. Det er samtidig Danmarks holdning, at man bør udvi-se forsigtighed i forbindelse med at udforme harmoniserede regler om ud-øvelsen af fortrydelsesretten, idet en sådan harmonisering indebærer en risi-ko for, at reglerne ikke hænger sammen med grundlæggende principper iden nationale formueret.Ad c) Bør arbejdet med at udarbejde regler om forbrugerrettigheder, der kungælder i forbindelse med købsaftaler, fortsætte (der henvises til, at emnethar sammenhæng med national aftaleret)?

Direktivforslagets kapitel IV angår ”andre forbrugerrettigheder, som kungælder for købsaftaler”. Kapitlet fastsætter bl.a. regler om levering, risiko-ens overgang, mangler ved salgsgenstanden mv., mangelsbeføjelser, fristerog bevisbyrde. For så vidt angår gældende dansk ret herom henvises til af-snit 4.10-4.16 ovenfor. Det er under forhandlingerne i rådsarbejdsgruppen,herunder også fra dansk side, påpeget, at kapitlet indeholder regler, der ernært forbundet med de enkelte medlemsstaters generelle aftaleret. På denbaggrund har mange medlemsstater, herunder Danmark, givet udtryk for, atder skal udvises stor forsigtighed med hensyn til at udarbejde fællesskabs-regler på dette område, og at det er vigtigt at foretage en klar afgrænsningmellem direktivets regler og den nationale aftaleret.Det er Danmarks holdning, at en fuldstændig harmonisering af de formue-retlige regler om eksempelvis levering og risikoens overgang i forbindelsemed forbrugerkontrakter rejser væsentlige spørgsmål om samspillet medden generelle kontraktsret, at der næppe er behov for at harmonisere disseregler på forbrugerområdet, og at man fra dansk side derfor vil foretrække,at disse spørgsmål ikke indgår i de videre harmoniseringsbestræbelser.Ad d) Bør forbrugeraftaler om fast ejendom og finansielle tjenesteydelserundtages fra direktivets kapitel II-IV.Formandskabet finder, at visse kontrakter på grund af deres kompleksitet ogsammenhængen med særlig national lovgivning og/eller særlig fællesskabs-lovgivning ikke bør være omfattet af direktivets kapitel II (forbrugeroriente-ring), kapitel III (forbrugerorientering og fortrydelsesret i forbindelse medaftaler vedrørende fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted)og kapitel IV (andre forbrugerrettigheder, som kun gælder for købsaftaler).Formandskabet lægger på den baggrund op til en drøftelse af, om fast ejen-dom og aftaler i tilknytning hertil, f.eks. aftaler om køb eller leje af fastejendom, og aftaler om finansielle tjenesteydelser helt skal undtages fra di-rektivets kapitel II-IV.Både for så vidt angår aftaler om fast ejendom og aftaler om finansielle tje-nesteydelser er der såvel i Danmark som i resten af EU en høj grad af særre-gulering, som sigter på at beskytte forbrugerne på disse specifikke områder.For så vidt angår aftaler om fast ejendom vil disse f.eks. være omfattet afregler om tinglysning af rettigheder mv. Sådanne regler tjener bl.a. til atskabe sikkerhed for forbrugerne i forbindelse med køb og salg af fast ejen-dom mv.Den gældende regulering af finansielle tjenesteydelser indeholder en rækkeforbrugerbeskyttelsesregler og tager højde for, at aftalerne ofte er af meget

8. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenserSom det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte påat erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver. De fire direkti-ver er som nævnt alle gennemført i dansk lovgivning.De eksisterende direktiver er alle udtryk for minimumsharmonisering. Med-lemsstaterne er derfor berettiget til at indføre eller opretholde bestemmelser,der stiller forbrugeren bedre, end hvad der kræves efter direktiverne.I forbindelse med gennemførelse i national lovgivning af de fire direktiverhar man fra dansk side i vid udstrækning benyttet denne adgang til me-rimplementering.Det foreliggende forslag til direktiv om forbrugerrettigheder indeholder i ar-tikel 4 en bestemmelse om ”fuld harmonisering”, hvorefter medlemsstaterneikke i national ret kan opretholde eller indføre bestemmelser, som fravigerdem, der er fastsat i dette direktivforslag, herunder bestemmelser for at sikreet andet forbrugerbeskyttelsesniveau.Selv om en stor del af direktivforslagets bestemmelser er identiske medformuleringer i de eksisterende fire direktiver, vil der som følge af den fore-slåede totalharmonisering blive tale om væsentlige ændringer af gældendedansk ret.Som en konsekvens af den foreslåede totalharmonisering bliver et helt cen-tralt spørgsmål endvidere fastlæggelsen af, hvad der falder inden for og

uden for det område, der reguleres ved direktivet, fordi der med direktivetgøres udtømmende op med reguleringen på det pågældende område.Direktivforslaget indeholder endvidere som nævnt visse nye bestemmelser iforhold til den eksisterende EU-retlige regulering på området, hvilket ogsåvil nødvendiggøre ændringer i dansk ret.Som det er fremgået ovenfor, giver indholdet og rækkevidden af visse af di-rektivforslagets bestemmelser anledning til tvivl. Som følge heraf kan påvisse punkter være tvivl om de lovgivningsmæssige konsekvenser af forsla-get.Der kan navnlig peges på følgende områder, hvor en vedtagelse af forslagetgiver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser:1) Forslagets kapitel I indeholder som nævnt bl.a. definitioner af en rækkebegreber, der i det væsentlige er ulovregulerede i dansk ret. Der vil derforkunne rejses spørgsmål om yderligere formueretlige definitioner i lovgiv-ningen.Implementering af direktivforslagets definitioner vil på visse punkter med-føre en ændring af retstilstanden i Danmark. Det drejer sig navnlig om føl-gende definitioner:Efter direktivet skal der ved en forbruger alene forstås en fysisk person, deri forbindelse med aftaler omfattet af direktiver handler uden for sit erhverv.Direktivets forbrugerbegreb kan dermed ikke omfatte tilfælde som efter dendanske definition, hvor juridiske personer efter omstændighederne kan ind-gå aftaler med forbrugerstatus. Direktivets definition synes heller ikke atåbne for, at aftaler med blandende formål kan opnå beskyttelse efter direkti-vet – dvs. situationer hvor køberen eksempelvis indgår aftale om køb af engenstand, der hovedsagelig, men ikke udelukkende skal anvendes til privatformål.Den foreslåede totalharmonisering gør det nødvendigt at overveje, om danskgennemførelse vil forudsætte, at sådanne aftaler ikke længere kan behandlessom forbrugeraftaler. Det giver således anledning til tvivl, om det er muligtnationalt at lovgive om, at de regler, der gælder for forbrugeraftaler i direk-tivets forstand, finder tilsvarende anvendelse på andre aftaletyper.Den danske regulering, hvorefter der også er tale om en forbrugeraftale veden aftale mellem private, hvis aftalen er indgået eller formidlet af en er-

hvervsdrivende, er ikke i overensstemmelse med direktivets forbrugerdefini-tion.Direktivforslaget indeholder i artikel 7 en bestemmelse om sælgers brug afen erhvervsdrivende mellemmand. Her er det anført, at der – hvis den er-hvervsdrivende oplyser, at vedkommende handler på vegne af en anden for-bruger – er tale om en aftale, der falder uden for direktivets anvendelsesom-råde.I lyset heraf kan det give anledning til tvivl, om der i denne situation - hvordirektivforslaget fastsætter, at en aftale indgået mellem to private ved brugaf et erhvervsdrivende mellemled falder inden for direktivet – er gjort ud-tømmende op med, hvilke rettigheder og forpligtelser der kan pålægges par-terne, eller om der kan indføres eller opretholdes nationale bestemmelserom, at reglerne om forbrugeraftaler finder tilsvarende anvendelse på dissetyper. Direktivets bestemmelse om totalharmonisering må dog antages atindebære, at det ikke er muligt at give en køber i en sådan situation beskyt-telse svarende til de nugældende danske regler.Med hensyn til definitionen af en fjernsalgsaftale og en aftale indgået udenfor fast forretningssted svarer dansk lovgivning på nuværende tidspunkt tildefinitionerne i det eksisterende fjernsalgsdirektiv og direktivet om aftalerindgået uden for fast forretningssted. Som nævnt indeholder direktivforsla-get definitioner af de to begreber, der adskiller sig fra definitionerne i dennuværende EU-regulering. I lyset heraf vil den danske definition af en fjern-salgsaftale skulle ændres tilsvarende, således at der er tale om en fjernsalgs-aftale, uanset om den erhvervsdrivende anvender et system for fjernsalg.Definitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted vil endvidereskulle ændres, således at der foreligger en aftale indgået uden for fast forret-ningssted også i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende henvender sig på for-brugerens bopæl mv. efter forbrugerens anmodning. Efter direktivforslagetvil forbrugeren således i alle tilfælde, hvor der indgås aftale på eksempelvisforbrugerens bopæl, have adgang til at fortryde aftalen – også selv om afta-len vedrører det forhold, som forbrugeren har anmodet den erhvervsdriven-de om at komme for. Definitionen af et fast forretningssted vil endvidereskulle ændres, således at en aftale indgået på f.eks. en messestand betragtessom indgået på sælgers faste forretningssted, hvilket ikke svarer til forbru-geraftalelovens § 2, stk. 2, litra c, hvorefter der i sådanne tilfælde som ud-gangspunkt er tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted ogdermed en aftale, der som udgangspunkt er omfattet af reglerne om fortry-delsesret.

Direktivets definition af en vare omfatter enhverløsøregenstand,bortset fravarer, som sælges på tvangsauktion, og bortset fra elektricitet samt vand oggas, medmindre der er tale om salg i afgrænset mængde. Dansk ret indehol-der ikke en definition af varer Købeloven finder imidlertid anvendelse på al-le køb, bortset fra køb af fast ejendom. Loven omfatter således mere endkøb af løsøre i traditionel forstand, f.eks. også køb af elektricitet, jf. § 1, stk.2, og som udgangspunkt også køb på tvangsauktion. Det kan give anledningtil tvivl, om direktivforslagets artikel 4 om totalharmonisering gør det mu-ligt at opretholde de forbrugerbeskyttende regler for disse situationer, hvorkøbeloven har et bredere anvendelsesområde.2) Gennemførelse af bestemmelserne i forslagets kapitel II om forbrugerori-entering må antages at kræve ændring af dansk ret, da bestemmelserne fast-lægger, at den erhvervsdrivende i alle typer forbrugeraftaler er forpligtet tilat give forbrugeren en række oplysninger forud for aftalens indgåelse, dvs.også ved aftaletyper, hvor der ikke efter gældende dansk ret påhviler den er-hvervsdrivende oplysningsforpligtelser.3) Direktivforslagets artikel 10 stiller krav om, at der ved aftaler indgåetuden for fast forretningssted skal udfyldes en ordreseddel med en række op-lysninger, og bestemmelsens stk. 2 indebærer, at en aftale indgået uden brugaf en sådan ordreseddel – dvs. f.eks. en mundtlig aftale – ikke er gyldig.En sådan bestemmelse, der fastsætter, at skriftlighed er en gyldighedsbetin-gelse, er ikke i overensstemmelse med dansk lovgivning og strider mod detalmindelige princip i dansk ret om formfrihed og om, at mundtlige aftaler erlige så bindende som skriftlige. Gennemførelse af direktivforslaget på dettepunkt vil derfor kræve lovændring.Det må endvidere antages, at direktivforslagets artikel 11 om formkrav vedfjernsalgsaftaler vil kræve lovændring, herunder særlige regler om den er-hvervsdrivendes mindre omfattende oplysningspligt i tilfælde, hvor aftalenindgås ved anvendelse af en teknik, som kun giver begrænset plads til for-midling af oplysningerne, f.eks. mobiltelefon.4) Efter direktivforslaget har forbrugeren 14 dages frist til at fortryde enfjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted. Fortry-delsesfristen regnes i hele kalenderdage.Efter forbrugeraftaleloven er fortrydelsesfristen også 14 dage, men direkti-vets gennemførelse vil kræve en ændring af bestemmelserne om fristens be-regning, da fristen efter dansk ret udskydes, hvis den udløber på en lørdag,juleaftensdag mv.

Det vil endvidere navnlig være nødvendigt at ændre forbrugeraftalelovensbestemmelser om forbrugerens og den erhvervsdrivendes forpligtelser vedbrug af fortrydelsesretten med henblik på at gennemføre direktivforslagetsbestemmelser om frister for meddelelse om fortrydelse, for returnering afvaren og for tilbagebetaling af købesummen.5) Direktivforslagets artikel 22, stk. 2, må formentlig antages at gøre ud-tømmende op med, hvilke beføjelser forbrugeren kan gøre gældende, hvisden erhvervsdrivende ikke leverer en vare til det aftalte tidspunkt. Gennem-førelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd må derfor antages atkræve lovændring, idet forbrugeren efter gældende dansk ret ikke blot somefter direktivforslaget har krav på tilbagebetaling af en eventuel betalt købe-sum, hvis der foreligger forsinkelse, men tillige kan kræve naturalopfyldel-se.6) Opregningen i direktivforslagets artikel 24 af, hvad der skal til, for atsalgsgenstanden er i overensstemmelse med købsaftalen, svarer indholds-mæssigt til den deklaratoriske del af købelovens mangelsbegreb, jf. § 75 a.Med indførelsen af artikel 24 vil det næppe være muligt at opretholde dendel af mangelsbegrebet i købelovens § 76, som ikke også er dækket af § 75a.I lyset af ordlyden af artikel 4 må det f.eks. anses for tvivlsomt, om direktiv-forslaget tillader, at en sælger kan mødes med et mangelskrav, hvis § 75 a eriagttaget, men hvis sælgeren f.eks. (culpøst) har fortiet oplysninger om va-ren af betydning for forbrugeren, smh. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, hvoref-ter en sådan tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt betyder, atsalgsgenstanden lider af en mangel.Gennemførelse af direktivforslagets mangelsbegreb vil derfor formentligkræve ændring af købelovens § 76, således at mangelsbegrebet gøres snæv-rere.7) Direktivforslaget omtaler ikke – som det er tilfældet i det gældende direk-tiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – spørgs-målet om den erhvervsdrivendes brug af generelle forbehold i købsaftaler.Som nævnt fik købelovens § 77 sin nuværende affattelse i forbindelse medgennemførelsen af det eksisterende direktiv, således at der som udgangs-punkt ikke er retsvirkninger knyttet til at anvende generelt formulerede for-behold om varen som f.eks. ”solgt som beset”, ”som den er og forefindes”,”as is” osv. Det kan på den baggrund give anledning til tvivl, om direktiv-forslaget vil kræve en ændring af købelovens regler om, at brug af generelleforbehold ikke har nogen retsvirkninger.

8) Efter direktivforslagets artikel 26, stk. 2, har sælgeren valget mellem, omder skal ske afhjælpning eller omlevering, hvis en salgsgenstand er mangel-fuld. Direktivforslaget adskiller sig herved fra det eksisterende forbruger-købsdirektiv og fra købeloven, der giver forbrugeren ret til at vælge mellemdisse to mangelsbeføjelser. Gennemførelse af direktivforslaget vil såledeskræve ændring af lovgivningen. Hermed vil lovgivningen på dette punkt idet væsentligste blive bragt tilbage til retsstillingen før gennemførelsen afdet gældende direktiv.9) I direktivforslagets artikel 26 fastsættes bl.a., at forbrugeren kan hævekøbet, hvis manglen er væsentlig. Det må overvejes, om bestemmelsen ud-tømmende angiver betingelserne for, at forbrugeren har hæveadgang, ellerom forslaget tillader supplerende nationale bestemmelser som købelovens §57, hvorefter forbrugeren som udgangspunkt kun er berettiget til at hævekøbet og kræve købesummen tilbagebetalt, hvis salgsgenstanden tilbagele-veres til sælgeren i væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen.10) Direktivforslagets artikel 26, stk. 4, litra d, angiver, at forbrugeren kangøre mangelsbeføjelser gældende, hvis den samme mangel er opstået gen-tagne gange inden for kort tid. Bestemmelsen må formentlig læses således,at den regulerer antallet af afhjælpningsforsøg, der tilkommer sælger. Detgiver anledning til tvivl, hvornår der er tale omsammemangel, og hvor me-get der skal til, for at manglen er opståetgentagnegange. Gennemførelseheraf vil kræve lovændring.11) Købelovens

§

78, stk. 4, giver forbrugeren mulighed for efter omstæn-dighederne at lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgers regning.Tilsvarende beføjelser er ikke omtalt i direktivforslaget. På grund af forsla-gets artikel 4 om totalharmonisering vil det formentlig ikke være muligt atopretholde en sådan adgang for forbrugeren.12) Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets præambelbetragt-ning nr. 41, hvorefter forbrugeren ikke skal godtgøre den erhvervsdrivendefor brug af defekte varer, lægger op til, at medlemsstaterne ikke skal kunneanvende almindelige obligationsretlige principper om uberettiget berigelse,således at det efter omstændighederne kan fastsættes, at der skal ske fradragfor brug i forbrugerens tilbagebetalingskrav.13) Det er meget uklart, hvad artikel 27, stk. 2, om erstatning for tab, som”ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26” betyder. Hvis be-stemmelsen skal forstås således, at der skal betales erstatning i anledning afenhver misligholdelse af salgsaftalen fra sælgers side, vil det være en vidt-gående ændring af gældende dansk ret, idet der således i alle tilfælde påhvi-

ler sælger et erstatningsansvar, uanset om denne har handlet culpøst ellerkunne have undgået misligholdelsen.14) Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd vil endvide-re kræve ændring af købelovens bestemmelse om ”relativ” reklamations-frist, dvs. en reklamationsfrist, der først begynder at løbe, når køberen haropdaget manglen. Direktivforslaget angiver den relative reklamationsfrist til2 måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen. Det vil dermed ikke væ-re muligt at opretholde gældende dansk ret, hvorefter forbrugeren skal re-klamereinden rimelig tid,efter at vedkommende opdagede manglen, dogsåledes at reklamation inden 2 måneder efter at forbrugeren opdagedemanglen altid anses for foretaget inden rimelig tid, jf. købelovens § 81.Det er også på grund af direktivforslagets totalharmoniseringsklausul tvivl-somt, om det er muligt at opretholde købelovens § 82, hvorefter den relativereklamationsfrist i § 81 ikke gælder, hvis sælgeren har handlet i strid medalmindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.15) Det vil desuden være nødvendigt at foretage ændring af den absoluttereklamationsfrist i købelovens § 83, idet undtagelsen for 2-års fristen, nårder er tale om køb af byggematerialer og køb af varer, i forhold til hvilke enoffentlig myndighed har udstedt påbud om tilbagekaldelse eller destruktion,ikke vil kunne opretholdes.Undtagelsen fra fristen i købelovens § 83, hvis sælgeren har handlet i stridmed almindelig hæderlighed, vil endvidere næppe kunne opretholdes.16) Efter direktivforslagets 28, stk. 2, skal der løbe en ny absolut reklamati-onsfrist, hvis sælger foretager omlevering. Tilsvarende bestemmelse findesikke i købeloven, men efter Forbrugerklagenævnets praksis antages der atløbe en ny frist ved omlevering. Efter nævnets praksis løber der endvidereen ny frist ved afhjælpning, hvis denne er så omfattende, at den reelt måsidestilles med omlevering. Det er tvivlsomt, om denne praksis vedrørendeafhjælpningssituationen kan opretholdes, eller om forslagets artikel 28, stk.2, må anses for udtømmende at gøre op med, i hvilke tilfælde der løber enny absolut reklamationsfrist.17) Gennemførelse af forslagets artikel 28, stk. 3, hvorefter forbrugeren ogden erhvervsdrivende ved køb af brugte varer kan aftale en kortere absolutreklamationsfrist, vil kræve lovændring, da § 83 efter gældende dansk retikke kan fraviges til skade for forbrugeren og fastsætter en reklamationsfristpå 2 år også ved køb af brugte genstande.

18) Direktivforslagets artikel 29, stk. 2, litra a, indebærer, at forbrugerenslovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om mangelsbeføjelser skal op-lyses over for forbrugeren, og at den erhvervsdrivende skal gøre det klart, atdisse rettigheder ikke berøres af en eventuel handelsmæssig garanti. Forbru-geren skal altså gøres opmærksom på, at vedkommende ikke stilles ringere irelation til artikel 26, uanset hvad den handelsmæssige garanti går ud på.Herudover skal det oplyses over for forbrugeren, hvis den handelsmæssigegaranti ikke kan overføres til en efterfølgende køber. Disse krav vil antage-ligvis kræve en ændring af markedsføringslovens § 12, som ikke indeholdertilsvarende oplysningsforpligtelser.19) Efter generalklausulen i § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helteller delvis, hvis det være urimeligt eller i strid med almindelighed hæder-lighed at gøre den gældende. Det kan give anledning til en vis tvivl, omdenne bestemmelse skal ændres, hvis direktivforslagets artikel 32, stk. 1,hvorefter der kræves enbetydeligskævhed i parternes rettigheder og for-pligtelser efter aftalen, før der er tale om et urimeligt kontraktvilkår, gen-nemføres.20) Direktivforslagets artikel 32, stk. 2, vil i hvert fald have lovgivnings-mæssige konsekvenser. Efter denne bestemmelse kan der ved vurderingenaf, om et kontraktvilkår er urimeligt, ikke tages hensyn til omstændigheder,der er indtruffet efter aftalens indgåelse. Efter aftaleloven kan der imidlertidved urimelighedsvurderingen tages hensyn til alle relevante omstændighe-der, alene med den begrænsning, at senere indtrufne omstændigheder ikkekan inddrages til skade for forbrugeren, jf. § 38, c, stk. 2.21) Forslagets artikel 32, stk. 3, vil også kræve lovændring. Bestemmelsenangiver, at spørgsmålet om urimelighed ikke kan berøre forholdet mellembetaling og den erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forpligtelse. I mod-sætning til, hvad der gælder efter aftalelovens § 38 c, er det således efter di-rektivforslaget ikke alle momenter i aftalen, der kan indgå i urimeligheds-vurderingen.22) I forbindelse med gennemførelse af direktiv 93/13/EØF om urimeligekontraktvilkår antog man i bemærkningerne til det pågældende lovforslag,at direktivet alene regulerede ”kvalificeret” urimelighed, og at generalklau-sulen i aftalelovens § 36, rækker videre end direktivet. På den baggrund kandet give anledning til tvivl, om det foreliggende direktivforslag med total-harmoniseringsklausulen tillader, at der i aftalelovens § 38 c opretholdes enhenvisning til § 36.23) Forslagets artikel 34 og 35 regulerer retsvirkningerne af, at et vilkår op-træder på direktivforslagets sorte og grå liste. I modsætning til, hvad der

gælder efter det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår, er der ta-le om bindende lister, og det vil derfor være nødvendigt at ændre aftalelovenpå dette punkt.Det skal endvidere bemærkes, at direktivforslagets bestemmelser om urime-lige kontraktvilkår er begrænset til at finde anvendelse ved ikke-individueltforhandlede vilkår. I modsætning hertil finder aftalelovens bestemmelser omurimelige aftalevilkår i al væsentlighed anvendelse, uanset om et aftalevil-kår er individuelt forhandlet eller ej. På den baggrund kan der være tvivlom, hvorvidt direktivforslaget tillader, at aftalelovens generelle bestemmel-ser kan opretholdes i forbrugerforhold, eller om totalharmoniseringen for-pligter til en lovgivning, hvorefter forbrugere alene er beskyttet mod urime-lige kontraktvilkår ved standardaftaler.Statsfinansielle konsekvenserDirektivforslaget skønnes som udgangspunkt ikke at have statsfinansiellekonsekvenser.

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

De samfundsøkonomiske konsekvenser vil afhænge af den endelige ud-formning af direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmonise-ringsgraden.

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

De administrative konsekvenser vil afhænge af den endelige udformning afdirektivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmoniseringsgraden.Forslaget om totalharmonisering af reglerne vil alt andet lige gøre det letterefor erhvervslivet er udbyde varer og tjenester i andre EU-lande, idet det vilvære de samme regler, som erhvervslivet stilles over for i alle EU-lande.Ændrede regler vil kunne medføre, at erhvervslivet vil skulle foretage om-stillinger i arbejdsgangene og ændring af markedsføringstiltag mv.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Grundnotatet vedrørende direktivforslaget blev fremsendt til FolketingetsEuropaudvalg den 10. november 2009. Nærhedsnotat blev fremsendt den28. oktober 2008. Grundnotatet er ligeledes blevet fremsendt til FolketingetsRetsudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg.