GRUNDNOTAT

vedrørende Kommissionens forslag til Rådets og Europa-

Parlamentets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 en-

delig)

ResuméKommissionen har den 8. oktober 2008 fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008)614 endelig). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 15.oktober 2008.Det fremgår, at formålet med forslaget er at bidrage til at forbedre denmåde, det indre marked for virksomheder og forbrugere fungerer på, ogat sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau gennem totalharmoni-sering. Det foreslåede direktiv vil skulle erstatte direktiv 85/877/EØF omaftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om uri-melige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler ved-rørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier iforbindelse hermed.Direktivforslagets kapitel I indeholder en række fælles definitioner ogfastslår, at direktivet bygger på princippet om fuld harmonisering. Kapi-tel II omhandler en række centrale oplysninger, som den erhvervsdriven-de skal give forud for indgåelse af enhver forbrugeraftale, samt en in-formationspligt for mellemmænd, der indgår aftaler på forbrugeres veg-ne. Kapitel III finder kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftalerindgået uden for fastforretningssted. Kapitlet indeholder bestemmelserom særlige oplysningskrav og regulerer fortrydelsesretten (varighed, ud-øvelse og virkninger) på ensartet måde. Kapitel IV angår ”andre forbru-geraftaler”, der kun gælder for købsaftaler. Kapitlet indeholder bl.a.

regler om levering, risikoens overgang, mangler ved den handlede vareog regler om handelsmæssige garantier. Kapitel V finder anvendelse påurimelige kontraktvilkår, som ikke har været genstand for individuel for-handling, f.eks. standardkontraktvilkår. Vilkår er ifølge direktivforslageturimelige, hvis de bevirker en betydelig skævhed i forbrugerens og denerhvervsdrivendes rettigheder og forpligtelser, og binder ikke forbruge-ren.Med henblik på at skabe retssikkerhed indeholder direktivet to lister overurimelige vilkår. Bilag II indeholder således en liste over vilkår, som be-tragtes som urimelige under alle omstændigheder. Bilag III indeholderen liste over vilkår, som betragtes som urimelige, medmindre den er-hvervsdrivende beviser det modsatte. Disse lister finder anvendelse i allemedlemsstater og kan kun ændres ved direktivets udvalgsprocedure.Det er vigtigt, at der kommer en afklaring af forståelsen og rækkeviddenaf forslagets bestemmelser, inden en endelig dansk holdning fastlægges.Det vil således bl.a. være nødvendigt at få afklaret grænsefladen til denationale aftaleretlige regler, som ikke umiddelbart berøres af direktiv-forslaget. Det er samtidig væsentligt, at beskyttelsesniveauet for de dan-ske forbrugere ikke svækkes som følge af den foreslåede totalharmonise-ring.

1. Baggrund

Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger omeventuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslut-ning af 16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram an-modede Parlamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidt-gående harmonisering på det civilretlige område er blevet nødvendig afhensyn til det indre markeds funktion.Bl.a. på denne baggrund fremlagde Kommissionen i juli 2001 en medde-lelse om europæisk aftaleret (KOM(2001) 398 endelig). Formålet hermedvar at skabe en bred debat om europæisk aftaleret, herunder at få belyst,om og i givet fald hvordan forskelle mellem nationale aftaleretlige reglerskaber vanskeligheder for en tilfredsstillende udvikling i EU’s indremarked.Kommissionen fremlagde den 12. februar 2003 med henblik på en vide-reførelse af høringsprocessen en handlingsplan om en mere sammenhæn-2

gende europæisk aftaleret (KOM(2003) 68 endelig), hvori Kommissio-nen præsenterede sine konklusioner efter høringen over meddelelsen frajuli 2001.Kommissionens projekt vedrørende europæisk aftaleret består af to ho-vedelementer: Udarbejdelse af en såkaldt fælles referenceramme og gen-nemførelse af en revision af forbrugeracquiset – dvs. forbrugerlovgivnin-gen i EU.For så vidt angår revisionen af forbrugeracquiset præsenterede Kommis-sionen i februar 2007 en grønbog om gennemgang af forbrugerlovgiv-ningen, hvori der blev rejst i alt 30 spørgsmål vedrørende behovet forrevision af den EU-retlige forbrugerlovgivning og mulige løsninger veden eventuel revision.Den danske regering afgav i december 2007 høringssvar over grønbogen.I lyset af bl.a. høringssvarene om grønbogen har Kommissionen den 8.oktober 2008 fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direk-tiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).

2. Direktivforslagets indhold

2.1. Indledning

Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 95 i Traktaten om opret-telse af Det Europæiske Fællesskab, der giver hjemmel til at vedtage for-anstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaterneslove og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds op-rettelse og funktion.Forslaget lægger op til at indføre et såkaldt horisontalt direktiv, der skalerstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver (direktiv85/877/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv93/13/EF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EFom aftaler vedrørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb oggarantier i forbindelse hermed). Derudover indeholder forslaget vise nyeregler på forbrugerbeskyttelsesområdet.Med forslaget lægges der endvidere op til, at totalharmonisering skal af-løse den nuværende minimumsharmonisering på området.3

Om baggrunden for valg af harmoniseringsgrad har Kommissionen i deledsagende bemærkninger til forslaget anført, at mange medlemsstaterhar gjort brug af den mulighed for at opretholde eller vedtage strengerebestemmelser om forbrugerbeskyttelse, som følger af den nuværende mi-nimumsharmonisering på området. Resultatet heraf er ifølge Kommissio-nen en opsplitning af lovgivningen i hele Fællesskabet, hvilket givervirksomheder, der ønsker at handle på tværs af grænserne, betydeligeomkostninger med henblik på overholdelse af den forskelligartede lov-givning, og hvilket efter Kommissionens opfattelse fører til, at forbru-gerne har ringe tillid til grænseoverskridende handel på grund af de for-skelligartede niveauer for forbrugerbeskyttelse.Det overordnede formål med direktivet er på den baggrund at fremmeden grænseoverskridende handel og øge forbrugerbeskyttelsen. De er-hvervsdrivende skal have samme forpligtelser i alle medlemsstaterne,hvilket skal bidrage til, at virksomhederne ikke afholder sig fra at udbydevarer eller tjenester i andre stater end deres hjemstat. For forbrugerenskal direktivet sikre, at en forbruger har de samme rettigheder, uansethvor i EU vedkommende køber sine varer eller tjenesteydelser. Det ersåledes hensigten at øge forbrugerens tillid til køb af varer eller tjeneste-ydelser, der er udbudt i andre lande i EU.

2.2. Direktivforslagets enkelte bestemmelser

2.2.1. Formål og anvendelsesområdeFormålet med direktivet er efter forslagets artikel 1 at bidrage til et vel-fungerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveaugennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter ved medlemsstaterneslove om aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende.I forlængelse heraf fastlægges det i forslagets artikel 3, at direktivet skalfinde anvendelse på købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem en erhvervs-drivende og en forbruger i det omfang, dette følger af direktivets be-stemmelser.Ved en forbruger skal efter forslagets artikel 2, nr. 1, forstås enhver fy-sisk person, der i forbindelse med aftaler, der er omfattet af direktivet,ikke handler som led i sit erhverv.4

Ved en erhvervsdrivende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der iforbindelse med aftaler omfattet af direktivet, handler som led i sit er-hverv, samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendesnavn eller på dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 2.Det beskrevne anvendelsesområde i artikel 3 fører til, at direktivet somudgangspunkt omfatterenhver aftale,der indebærer, at den erhvervsdri-vende skal levere en vare eller en tjenesteydelse til forbrugeren, uansetunder hvilke former aftalen indgås.Ved en vare skal efter forslagets artikel 2, nr. 4, forstås enhver løsøregen-stand, undtagen a) varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i hen-hold til lov, b) vand og gas, medmindre disse varer sælges i et afgrænsetvolumen eller i en bestemt mængde og c) elektricitet.En købsaftale defineres i artikel 2, nr. 3, som enhver aftale mellem denerhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftalemed blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand.Forslaget indeholder ikke en definition af, hvad der forstås ved en tjene-steydelse, men angiver i artikel 2, nr. 5, at der med en tjenesteydelsesaf-tale forstås enhver aftale, dog ikke købsaftale, i henhold til hvilken denerhvervsdrivende yder forbrugeren en tjeneste.Medmindre andet følger af direktivets enkelte bestemmelser, finder di-rektivets regler således anvendelse ved så forskelligartede aftaletypersom f.eks. køb af brød i en bagerbutik (købsaftale), klipning i en frisørsa-lon (tjenesteydelsesaftale), indgåelse af lejeaftale (tjenesteydelsesaftale),aftale om udførelse af håndværksydelser i forbrugerens hjem (tjeneste-ydelsesaftale), køb af fast ejendom (købsaftale), køb af større forbrugs-genstande som f.eks. biler og campingvogne (købsaftale), osv.Er der tale om en aftale, der angår en finansiel tjenesteydelse følger det afforslagets artikel 3, stk. 2, at alene visse af forslagets bestemmelser skalvære anvendelige, nemlig direktivets artikel 8-20 om visse aftaler indgåetuden for fast forretningssted, direktivets artikel 30-39 om urimelige kon-traktvilkår og de generelle regler i artikel 40-46, sammenholdt med di-rektivets artikel 4 om fuld harmonisering.

Ved en finansiel tjenesteydelse forstås efter direktivet enhver tjeneste-ydelse, der vedrører bankvirksomhed, forsikring, individuelle pensions-ordninger, investeringer og betalinger, jf. artikel 2, nr. 13.Er der tale om aftaler omfattet af direktivet om timeshare eller direktivetom pakkerejser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF ombeskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter ombrugsret til fast ejendom på timesharebasis og Rådets direktiv90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er detalene direktivets artikel 30-39 om urimelige kontraktvilkår smh. med ar-tikel 4 om harmoniseringsgrad, der finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 3.I forslagets artikel 3, stk. 4, angives endvidere, at de oplysningsforplig-telser, der følger af direktivets artikel 5, 7, 9 og 11 ikke berører de be-stemmelser om oplysningskrav, der findes i servicedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12, december 2006 omtjenesteydelser i det indre marked) eller i e-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse ret-lige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-del, i det indre marked). Det fremgår ikke, om reglerne så gælder sidelø-bende, eller om udelukkende oplysningskravene i de specielle direktiverfinder anvendelse.2.2.2. TotalharmoniseringSom noget meget centralt foreslås i direktivforslagets artikel 4, at med-lemsstaterne ikke i national ret skal kunne beholde eller indføre bestem-melser, der fraviger dem, som er fastsat i direktivet, herunder angivestrengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbruger-beskyttelsesniveau.Dette er afgørende nyt i forhold til de fire forbrugerbeskyttelsesdirekti-ver, der foreslås erstattet af det fremlagte direktivforslag, jf. ovenfor, idetdisse fire eksisterende direktiver alle indeholder minimumsklausuler.Forslaget indeholder ikke bestemmelser om adgang til på visse punkter atundtage fra kravet om totalharmonisering. Der er således lagt op til, attotalharmoniseringen skal være undtagelsesfri.

2.2.3. Generelle oplysningskravForslaget fastlægger i artikel 5, at den erhvervsdrivende forud for indgå-else af enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er for-pligtet til at give forbrugeren en række oplysninger. Tilsvarende bestem-melse findes ikke i de fire eksisterende direktiver, jf. ovenfor.Som det fremgår, er der tale om en oplysningsforpligtelse, der efter for-slaget skal gælde generelt ved alle aftaletyper omfattet af direktivet –dvs. uanset om der er tale om købs- eller tjenesteydelsesaftaler, og uansetom aftalen indgås på den erhvervsdrivendes forretningssted, uden for fastforretningssted eller ved fjernsalg.Artikel 5 indebærer, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af enkøbs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at gi-ve en række oplysninger til forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan kunundlade at give oplysningerne, hvis de ”allerede fremgår af konteksten”.Direktivforslaget indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til,for at oplysninger kan anses for at fremgå tilstrækkelig tydeligt af ”kon-teksten”. Det kan dermed give anledning til tvivl, hvornår den erhvervs-drivende uanset udgangspunktet i artikel 5 kan undlade at give yderligereoplysninger.De oplysninger, der efter bestemmelsen skal gives forbrugeren forud foraftalens indgåelse, er følgende:Litra a – oplysninger omproduktets vigtigste egenskaberi et omfang, dersvarer til kommunikationsteknikken og produktet.Mens ”kommunikationsteknikken” ikke er nærmere defineret, følger detaf forslagets artikel 2, nr. 12, at der ved produkt skal forstås enhver vareeller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.Det fremgår ikke af direktivforslaget, hvad produktets vigtigste egenska-ber er, eller hvordan forholdet er mellem den foreslåede bestemmelse ogeventuelle særlige nationale mærkningsordninger mv.Litra b – oplysninger omden erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn,f.eks. firmanavn, samt – hvis det er relevant – oplysninger om navnet påden erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler. Er der tale7

om en offentlig auktion, kan de pågældende oplysninger erstattes af op-lysninger om navn og fysisk adresse på auktionarius, jf. artikel 5, stk. 2.Direktivforslaget sondrer mellem ”auktion” og ”offentlig auktion”, ogfastlægger, at der med offentlig auktion menes en salgsmetode, hvor denerhvervsdrivende tilbyder varer til forbrugerne, som selv er eller har mu-lighed for selv at være til stede under auktionen, gennem en konkurren-cebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor denhøjstbydende er forpligtet til at købe varerne, jf. artikel 2, nr. 16.Litra c – oplysninger ompriseninklusiv afgifter, samt – hvis produktetsart gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd – denmåde hvorpå prisen udregnes og, hvis det er relevant, alle yderligere om-kostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse omkost-ninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysninger om, atsådanne omkostninger kan forekomme.Litra d – oplysninger om forholdene vedrørendebetaling, levering oggennemførelse af klagebehandling,hvis disse afviger fra kravene i for-bindelse med erhvervsmæssig diligenspligt. Ved erhvervsmæssig dili-genspligt skal efter artikel 2, nr. 14, forstås ”den standard for de særligefærdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kanforventes at udvise over for forbrugere, og som skal stå i et rimeligt for-hold til hæderlig markedspraksis og/eller det generelle princip om god troinden for den erhvervsdrivendes virkefelt”.Det må antages, at der med anvendelsen af begrebet ”god tro” ikke er taleom god tro i den betydning, begrebet sædvanligvis forstås i dansk aftale-retlig sammenhæng, men en henvisning til almindelig hæderlighed ellerlignende hos den erhvervsdrivende.Litra e – oplysninger om eventuelfortrydelsesret,hvis dette er relevant.Hvorvidt oplysningen er relevant eller ej, vil afhænge af, hvilken typeaftale der er tale om, jf. herom nedenfor.Litra f – oplysninger om eventueleftersalgsservice og handelsmæssigegarantierog betingelserne for at benytte disse, hvis dette er relevant.Ved en handelsmæssig garanti skal der efter artikel 2, nr. 18, forstås en-hver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten (”garanti-8

giveren”) har påtaget sig over for forbrugeren til at refundere købesum-men eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler vedvaren, hvis den ikke svarer til de specifikationer, der fremgår af garanti-erklæringen eller af de relevante reklamer på tidspunktet eller forud foraftalens indgåelse.Det er ikke umiddelbart klart, om der med henvisningen til reklamertænkes på reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den han-delsmæssige garanti.Direktivforslaget definerer i artikel 2, nr. 17, producent som den, der harfremstillet en vare, den importør, der har indført den i Fællesskabet, ellerenhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet varenmed sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn.Bestemmelsen i artikel 5, litra f, pålægger ikke den erhvervsdrivende attilbyde eftersalgsservice eller at give en handelsmæssig garanti, men fo-reskriver alene, at den erhvervsdrivende – hvis der er ydet en sådan ga-ranti eller tilbudt eftersalgsservice – inden aftalens indgåelse skal oplyseherom og om betingelserne for at benytte den pågældende service ellergaranti.Litra g – oplysninger omaftalens gyldighedsperiode,hvis dette er rele-vant, eller – hvis aftalen er tidsbestemt – betingelserne for at bringe afta-len til ophør.Litra h – oplysninger omminimumsvarigheden af forbrugerens forplig-telserefter aftalen, hvis dette er relevant.Bestemmelsen hverken forbyder eller berettiger den erhvervsdrivende atgøre brug af såkaldte bindingsperioder, men er der et sådant vilkår om, atforbrugeren i en vis periode er forhindret i at opsige aftalen, skal den er-hvervsdrivende på forhånd oplyse forbrugeren herom.Litra i – oplysninger om eventuelleforskud eller andre finansielle garan-tier,som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den er-hvervsdrivende, samt betingelserne herfor.Efter forslagets artikel 5, stk. 3, er de oplysninger, der skal gives efterartikel 5, stk. 1, en integreret del af aftalen.9

Retsvirkningerne af at tilsidesætte forpligtelsen i artikel 5 til at give ræk-ken af oplysninger til forbrugeren forud for aftalens indgåelse er nærmerereguleret i forslagets artikel 6.Efter forslagets artikel 6, stk. 1, kan en erhvervsdrivende, der ikke opfyl-der forpligtelsen efter artikel 5, stk. 1, litra c, til at oplyse forbrugeren omeventuelle yderligere omkostninger vedrørende fragt mv., ikke kræve så-danne omkostninger betalt af forbrugeren. Tilsvarende er ikke fastlagt irelation til tilsidesættelse af de øvrige dele af artikel 5. For disse er ud-gangspunktet efter artikel 6, stk. 2, at virkningerne af tilsidesættelse skalfastlægges i overensstemmelse med gældende ret, og medlemsstaterne erforpligtede til i national lovgivning at indføre bestemmelser om effektiveaftaleretlige beføjelser ved enhver misligholdelse af artikel 5. Direktiv-forslaget foreskriver ikke nærmere, hvilke aftaleretlige beføjelser der kanvære tale om.Er der tale om aftaleindgåelse mellem to ikke-erhvervsdrivende via enerhvervsdrivende mellemmand, indeholder direktivforslagets artikel 7bestemmelser om visse særlige oplysningskrav. Ved en mellemmand for-stås en erhvervsdrivende, der indgår aftalen i forbrugerens navn eller pådennes vegne, jf. artikel 2, nr. 19. Det fremgår af præambelbetragtningnr. 20 i direktivforslaget, at begrebet mellemmand eksempelvis ikke om-fatter en onlinehandelsplatform, når der ikke indgås aftaler i en andenparts navn eller på dennes vegne.Efter forslagets artikel 7, stk. 1, skal en mellemmand forud for aftalensindgåelse oplyse forbrugeren om navn og adresse på den anden forbru-ger, i hvis navn mellemmanden handler, og at aftalen ikke er en aftalemellem en forbruger og en erhvervsdrivende, men derimod en aftale mel-lem to privatpersoner og dermed ikke omfattet af anvendelsesområdet fordirektivforslaget. En mellemmand, der ikke opfylder informationspligtenefter stk. 1, anses for at have indgået aftalen i eget navn, jf. artikel 7, stk.2. Mellemmanden bliver herefter forpligtet som om vedkommende varhovedmand. Artikel 7 finder ikke anvendelse på offentlige auktioner, jf.artikel 7, stk. 3.2.2.4. Oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden forfast forretningsstedDirektivforslagets kapitel III indeholder visse bestemmelser, som i mod-sætning til kapitel IIikkefinder anvendelse på enhver forbrugeraftale,10

men alene i de tilfælde, hvor der foreligger en såkaldt fjernsalgsaftaleeller en aftale indgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 8. Det erderimod uden betydning for reglernes anvendelse, om aftalen vedrørervarekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse.Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted på-lægges den erhvervsdrivende bl.a. at give forbrugeren visse yderligereoplysninger (dvs. oplysninger, der rækker videre end den generelle for-pligtelse til forbrugeroplysning, der følger af forslagets artikel 5).Ved en fjernsalgsaftale forstås efter direktivforslagets artikel 2, nr. 6, en-hver købs- eller tjenesteydelsesaftale, hvor den erhvervsdrivende medhenblik på aftalens indgåelse udelukkende anvender en eller flere formerfor fjernkommunikationsteknikker.Fjernkommunikationsteknikker er i forslagets artikel 2, nr. 7, defineretsom ethvert middel, der uden den erhvervsdrivendes og forbrugerenssamtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelseaf en aftale mellem disse parter.Efter artikel 2, nr. 8, skal ved aftale uden for fast forretningssted forståsa) enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale (eller forbrugerens tilbud omat indgå en sådan aftale) indgået uden for fast forretningssted med denerhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse, eller b) en-hver købs- eller tjenesteydelsesaftale, der er indgået på fast forretnings-sted, men forhandlet på plads uden for fast forretningssted med den er-hvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse.Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9, a) ethvert ubevæge-ligt eller bevægeligt detailforretningssted, herunder sæsonbestemte de-tailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet,eller b) markedsboder og messestande, hvor den erhvervsdrivende re-gelmæssigt eller midlertidigt udøver sin aktivitet.Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted skalden erhvervsdrivende i medfør af direktivforslagets artikel 9 give forbru-geren en række oplysninger.Den erhvervsdrivende skal i disse tilfælde oplyse forbrugeren om følgen-de:11

Litra a – de oplysninger, der er nævnt i artikel 5 og 7, herunder også op-lysninger om forholdene vedrørende betaling, levering mv., uanset artikel5, stk. 1, litra d – dvs. oplysningerne skal gives, uanset om vilkårene pådette punkt ikke afviger fra almindelig diligenspligt, jf. ovenfor underpkt. 2.2.3.Litra b – oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelserne ogproceduren for at gøre en sådan ret gældende, jf. forslagets bilag 1.Litra c – oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendesfaste forretningssted, og eventuelt også på det faste forretningssted forden erhvervsdrivende, på hvis vegne der handles, og hvortil forbrugerenkan indgive eventuelle klager.Litra d – oplysninger om eventuelle adfærdskodekser, og hvor de eventu-elt kan erhverves.Litra e – oplysninger om adgang til mindelig bilæggelse af tvister, hvisdette er relevant.Litra f – oplysninger om, at aftalen indgås med en erhvervsdrivende, ogat forbrugeren nyder beskyttelse efter reglerne i direktivet.I modsætning til den generelle oplysningsforpligtelse efter direktivfor-slagets artikel 5, er det ikke efter artikel 9 muligt for den erhvervsdriven-de at undlade at give oplysningerne med den begrundelse, at de alleredefremgår af sammenhængen.2.2.5. Formelle krav for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningsstedSom noget nyt indeholder direktivforslaget i artikel 10 og 11 bestemmel-ser om formelle krav til aftaleindgåelsen og aftalen ved fjernsalgsaftalerog aftaler indgået uden for fast forretningssted.Direktivforslagets artikel 11, stk. 1, angiver, at ved fjernsalgsaftaler, skalde oplysninger, der følger af artikel 9, litra a – dvs. oplysninger somnævnt i artikel 5 og artikel 7 – inden aftalens indgåelse stilles til rådighedfor forbrugeren på en klar, letlæselig og forståelig måde ”under anven-delse af midler, der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik”.12

Har den erhvervsdrivende telefonisk kontaktet forbrugeren med henblikpå indgåelse af aftale, skal den erhvervsdrivende ved samtalens begyn-delse opgive sit navn og oplyse om samtalens kommercielle sigte, jf. ar-tikel 11, stk. 2.Hvis aftalen indgås under anvendelse af en teknik, hvor der kun er be-grænset plads eller tidsrum til at formidle oplysningerne, skal den er-hvervsdrivende forud for aftalens indgåelse som minimum give oplys-ninger om produktets vigtigste egenskaber og den samlede pris, jf. artikel5, stk. 1, litra a og c, ved anvendelse af den nævnte særlige teknik. Deøvrige oplysninger, der skal gives efter artikel 5 og 7, kan den erhvervs-drivende på passende måde formidle til forbrugeren i overensstemmelsemed stk. 1, jf. artikel 11, stk. 3.Inden rimelig tid efter aftalens indgåelse og senest ved leveringen, nårder er tale om varer, eller når tjenesteydelsen er påbegyndt, skal forbru-geren på et varigt medium modtage en bekræftelse på alle oplysningernævnt i artikel 9, medmindre oplysningerne allerede forud for aftaleind-gåelsen er givet til forbrugeren på et sådant medium, jf. artikel 11, stk. 4.Ved et varigt medium skal ifølge artikel 2, nr. 10, forstås ethvert middel,som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at oplagreinformation rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremti-dig anvendelse i en periode, som er passende med henblik på informatio-nerne, og som gendanner de oplagrede informationer uændret.Det følger af artikel 11, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må stille andreformelle krav til fjernsalgsaftaler end dem, der er nævnt i artikel 11, stk.1-4.Er der tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted, følger deformelle krav af direktivforslagets artikel 10.Bestemmelsens stk. 1 angiver, at for sådanne aftaler skal de oplysninger,der er nævnt i artikel 9, fremgå af en skriftlig ordreseddel på en letlæse-lig, klar og forståelig måde, idet der ved en ordreseddel forstås et middel,som opregner kontraktvilkårene og undertegnes af forbrugeren med hen-blik på en aftale, som indgås uden for fast forretningssted, jf. artikel 2, nr.11. Ordresedlen skal endvidere omfatte den standardformular for brug affortrydelsesretten, der er optrykt som bilag I til direktivforslaget.13

Efter artikel 10, stk. 2, er aftaler indgået uden for fast forretningssted kungyldige, hvis forbrugeren underskriver en ordreseddel, og – hvis denneikke er på papir – modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt me-dium. Bestemmelsen fastlægger således, at ordresedlen skal være en gyl-dighedsbetingelse for aftaler indgået uden for fast forretningssted.Medlemsstaterne kan ikke stille andre formelle krav end dem, der er an-ført i bestemmelsens stk. 1 og 2, jf. artikel 10, stk. 3.2.2.6. Fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden forfast forretningsstedDirektivforslagets kapitel III indeholder desuden bestemmelser om, atforbrugeren i visse tilfælde af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden forfast forretningssted har ret til at fortryde aftalen. Ligesom ovennævnteregler om oplysningspligt for den erhvervsdrivende gælder fortrydelses-retten ikke enhver forbrugeraftale, men alene aftaler om fjernsalg og afta-ler indgået uden for fast forretningssted, mens det derimod er uden be-tydning, om aftalen vedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tje-nesteydelse.Spørgsmålet om fortrydelsesrettens længde og begyndelsestidspunkt erreguleret i forslagets artikel 12.Efter stk. 1 har forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og ved aftaler indgåetuden for fast forretningssted enfrist på 14 dage til at fortrydeaftalenuden angivelse af nogen grund. Det fremgår supplerende af præambelbe-tragtning nr. 24, at fristen bør regnes i kalenderdage.Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt ibestemmelsens stk. 2. Foraftaler indgået uden for fast forretningsstedløber fristen fra den dato, hvor forbrugeren underskriver ordresedlen, el-ler – hvis ordresedlen ikke er på papir – fra det tidspunkt, hvor forbruge-ren modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Er dertale om en aftale omfjernsalg af varer,løber fortrydelsesfristen fra dendato, hvor forbrugeren eller en tredjemand, der er angivet af forbrugeren,får de bestilte varer i sin fysiske besiddelse. For så vidt angår aftaler omfjernsalg af tjenesteydelserløber fortrydelsesfristen fra den dato, hvoraftalen indgås.

14-dages fristen er overholdt, hvis forbrugeren inden fristens udløb sen-der en meddelelse til den erhvervsdrivende om udøvelse af fortrydelses-retten, jf. artikel 12, stk. 3. Forsendelsesrisikoen for meddelelsen påhvilersåledes den erhvervsdrivende.Efter artikel 12, stk. 4, må medlemsstaterne ikke forbyde parterne at op-fylde deres forpligtelser i henhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen erudløbet.Som tidligere omtalt skal den erhvervsdrivende i henhold til direktivfor-slagets artikel 9, litra b, artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, oplyse for-brugeren om retten til at fortryde aftalen. Har den erhvervsdrivende und-ladt dette, er konsekvensen efter forslagets artikel 13, at fortrydelsesfri-sten først udløber 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdri-vende fuldt ud har opfyldt sine øvrige aftalemæssige forpligtelser. Efterpræambelbetragtning nr. 27 bør den erhvervsdrivende anses for at haveopfyldt sine forpligtelser fuldt ud, når vedkommende har leveret de varereller fuldt ud ydet de tjenesteydelser, som forbrugeren har bestilt.De nærmere spørgsmål om, hvordan forbrugeren skal forholde sig, hvisfortrydelsesretten benyttes, er omtalt i direktivforslagets artikel 14.Efter artikel 14, stk. 1, skal forbrugeren give den erhvervsdrivende med-delelse om, at fortrydelsesretten udnyttes, og meddelelsen skal gives pået varigt medium enten udformet med forbrugerens egne ord eller vedanvendelse af den standardformular for fortrydelse, der er optaget sombilag 1 til direktivforslaget. Medlemsstaterne må ikke indføre andre for-melle krav til standardfortrydelsesformularen.Artikel 14, stk. 2, angiver, at for fjernsalgsaftaler indgået over internettetkan den erhvervsdrivende – foruden de muligheder, der er nævnt i stk. 1– give forbrugeren adgang til at udfylde og indsende standardfortrydel-sesformularen elektronisk på den erhvervsdrivendes hjemmeside. I såfald skal den erhvervsdrivende omgående pr. e-mail bekræfte modtagel-sen af meddelelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes.Den overordnede konsekvens af, at fortrydelsesretten benyttes, er, at bå-de den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelse til at opfylde afta-len ophører, jf. direktivforslagets artikel 15. Er der tale om en situation,hvor forbrugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, ophørersåledes også forpligtelsen til at indgå denne aftale.15

For den erhvervsdrivende indebærer brug af fortrydelsesretten endviderevisse forpligtelser. I så fald er den erhvervsdrivende nemlig forpligtet tilat refundere ethvert beløb, vedkommende har modtaget fra forbrugeren.Beløbet skal tilbagebetales til forbrugeren senest 30 dage efter den dato,hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen fra forbrugerenom, at fortrydelsesretten gøres gældende, jf. direktivforslagets artikel 16,stk. 1.Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdri-vende efter artikel 16, stk. 2, berettiget til at tilbageholde det modtagnebeløb, indtil det tidspunkt, hvor vedkommende har modtaget eller hentetde returnerede varer fra forbrugeren, eller indtil det tidspunkt, hvor denerhvervsdrivende fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at va-rerne er returneret.Direktivforslagets artikel 17 omhandler følgerne for forbrugeren af atgøre fortrydelsesretten gældende.Hvis der er tale om en aftale vedrørende salg af varer, hvor forbrugereninden fortrydelsesfristens udløb fysisk har modtaget varerne, skal forbru-geren, når fortrydelsesretten gøres gældende, returnere varerne til denerhvervsdrivende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende.Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afvente varerne, skaldette ske senest14 dageefter den dato, hvor forbrugeren har givet denerhvervsdrivende besked om, at aftalen fortrydes.Forbrugeren skal kun betale de udgifter, der er forbundet med den direktetilbagelevering af varerne til den erhvervsdrivende, jf. artikel 17, stk. 1.Brug af fortrydelsesretten kan således eksempelvis ikke betinges af, atder betales et gebyr eller administrationsomkostninger til den erhvervs-drivende – alene udgifter til forsendelse skal afholdes af forbrugeren veddennes returnering af de modtagne varer.Artikel 17, stk. 2, angiver, at forbrugeren ved brug af fortrydelsesrettenkun hæfter for varernes eventuelle værdiforringelse, hvis varerne har væ-ret håndteret på anden måde, end hvad der er nødvendigt for at få kend-skab til varens art og den måde, varen fungerer på.Hvis den erhvervsdrivende i strid med direktivforslagets artikel 9, litra b,har undladt at give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten, betin-16

gelserne og procedurerne herfor, hæfter forbrugeren heller ikke i sådannetilfælde for varens eventuelle værdiforringelse.Er der tale om fortrydelse af en aftale om udførelse af en tjenesteydelse,hæfter forbrugeren ikke for de udgifter, den erhvervsdrivende alleredehar afholdt, hvis tjenesteydelsen er helt eller delvis udført, inden fortry-delsesfristens udløb.2.2.7. Tilknyttede aftaler og betydningen af, at en aftale fortrydesI direktivforslagets artikel 18 er nærmere beskrevet, hvilke konsekvenserdet har for såkaldt tilknyttede aftaler, hvis en forbruger gør brug af for-trydelsesretten.Ved en tilknyttet aftale skal efter direktivforslagets artikel 2, nr. 20, for-stås en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller tjene-steydelser, som er omfattet af en aftale vedrørende fjernsalg eller en afta-le indgået uden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjeneste-ydelser leveres af den erhvervsdrivende eller tredjemand på grundlag afet arrangement mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået udenfor fast forretningssted efter reglerne i direktivforslagets artikel 12-17,ophører enhver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer ud-gifter for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i situationer, der er omfattetaf artikel 15 om tilknyttede kreditaftaler i direktiv 2008/48/EF om for-brugerkreditter.Efter artikel 18, stk. 2, fastlægger medlemsstaterne de nærmere bestem-melser om ophævelsen af disse tilknyttede aftaler.2.2.8. Undtagelser til fortrydelsesrettenSom omtalt ovenfor finder direktivforslagets bestemmelser om fortrydel-sesret alene anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser,hvis der er tale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forret-ningssted.Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden forfast forretningssted, er der visse situationer, hvor bestemmelserne omfortrydelsesret efter direktivforslaget ikke skal gælde.17

Artikel 19, stk. 1, vedrører undtagelser fra forbrugerens adgang til at for-trydefjernsalgsaftaler.Det drejer sig om følgende situationer:Litra a – ved tjenesteydelser, hvor udførelsen med forbrugerens samtykkeer påbegyndt inden udløbet af fortrydelsesfristen.Af præambelbetragtning nr. 34 fremgår supplerende, at det i visse tilfæl-de, hvor fjernlevering påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb (f.eks.ved forbrugerens download af datafiler inden fristens udløb), ville væreurimeligt, hvis forbrugeren kunne gøre fortrydelsesretten gældende efterat have benyttet tjenesteydelsen helt eller delvis. Derfor bør forbrugeren isådanne tilfælde miste retten til at fortryde, når leveringen påbegyndes,forudsat at forbrugeren forudgående og udtrykkeligt har samtykket hertil.Litra b – ved levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhæn-gig af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er udenindflydelse på.Litra c – ved levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens spe-cifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som må anta-ges at ville blive forringet eller forældet hurtigt.Som det eksisterende fjernsalgsdirektiv indeholder direktivforslaget ikkenærmere anvisninger på, hvornår bestemmelsen kan tænkes anvendt, oghvor meget der skal til for at anse en vare for at forældes ”hurtigt” ellerfor at være tilført et sådant ”tydeligt personligt præg”, at fortrydelsesret-ten ikke kan gøres gældende.Litra d – ved aftaler om levering af vin, hvor prisen er fastsat ved aftalensindgåelse, men hvor levering først kan finde sted efter fortrydelsesfri-stens udløb, og hvor prisen afhænger af markedskonjunkturer, som denerhvervsdrivende er uden indflydelse på.Litra e – levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller edb-software, hvor forbrugeren har brudt plomberingen.Litra f – levering af aviser, tidsskrifter og magasiner.Litra g – aftaler vedrørende tips- og lotteriydelser.18

Litra h – aftaler indgået på auktion, idet der ved en auktion forstås ensalgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenestergennem en konkurrencebaseret budprocedure, som kan omfatte brug affjernkommunikationsteknikker, og hvor den højstbydende er forpligtet tilat købe varerne eller tjenesteydelserne. En transaktion på grundlag af etfastpristilbud er, selv om forbrugeren får mulighed for at indgå aftalengennem en budprocedure, ikke en auktion, jf. i det hele artikel 2, nr. 15.I artikel 19, stk. 2, opregnes de situationer, hvor der – uanset at der fore-ligger enaftale indgået uden for fast forretningsstedikke er adgang forforbrugeren til at fortryde aftalen. Det drejer sig om følgende tilfælde:Litra a – ved aftale om levering af fødevarer, drikkevarer og andre varertil husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerenshjem, bopæl eller arbejdsplads af den erhvervsdrivende på baggrund afforbrugerens forudgående udvælgelse af varerne ved hjælp af fjernkom-munikation – f.eks. via internettet.Litra b – aftaler, hvor forbrugeren i en nødsituation har anmodet den er-hvervsdrivende om hjælp. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse her-med sælger yderligere varer eller tjenesteydelser til forbrugeren, har for-brugeren imidlertid i forhold til disse aftaler fortrydelsesret i overens-stemmelse med direktivets øvrige bestemmelser.Bestemmelsen er ny i forhold til det eksisterende direktiv om aftaler ind-gået uden for fast forretningssted. I præambelbetragtning nr. 37 er anført,at fortrydelsesretten af hensyn til retssikkerheden og af forenklingshen-syn bør finde anvendelse på alle former for aftaler indgået uden for fastforretningssted, undtagen under nærmere definerede omstændigheder,som let kan dokumenteres, og at fortrydelsesretten derfor ikke bør kunnepåberåbes i forbindelse med hastende reparationer i forbrugerens hjem,idet fortrydelsesretten er uforenelig med nødsituationer.Litra c – aftaler, hvor forbrugeren via fjernkommunikationsteknikker –eksempelvis telefon – har anmodet den erhvervsdrivende om at foretagereparation eller vedligeholdelse af forbrugerens ejendom. Hvis den er-hvervsdrivende i forbindelse med sit besøg i forbrugerens hjem indgår enny aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som går ud over, hvadforbrugeren i første omgang anmodede om, finder fortrydelsesretten an-vendelse på disse varer og tjenesteydelser.19

Det følge af artikel 19, stk. 3, at parterne har mulighed for at aftale, atbestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke skal anvendes.2.2.9. Undtagelser til direktivforslagets kapitel III i øvrigtI direktivforslagets artikel 20 opregnes de aftaletyper, hvor der ikke bloter undtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. artikel 19, men hvor der idet hele undtages fra direktivets artikel 8-19 – dvs. både oplysningskravog fortrydelsesretten.For så vidt angår bådefjernsalgsaftalerogaftaler indgået uden for fastforretningssteder følgende aftaletyper undtaget, jf. artikel 20, stk. 1:Litra a – aftaler om salg af fast ejendom og aftaler om andre rettigheder iforbindelse med fast ejendom, bortset fra aftaler om udlejning og aftalerom arbejder i forbindelse med fast ejendom.I præambelbetragtning nr. 35 er det anført, at Kommissionen har kunnetkonstatere en række problemer for forbrugerne i relation til aftaler omforbedringer i hjemmet, hvor forbrugerne udsættes for stort pres medhensyn til at bestille dyrt renoveringsarbejde. Derfor bør bestemmelserneom oplysninger og fortrydelsesret udvides til også at omfatte denne formfor aftaler om arbejder i hjemmet, således at aftaler om overdragelse afinteresser i fast ejendom som de eneste ikke er omfattet af direktivets be-stemmelser om oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg og aftalerindgået uden for fast forretningssted.Litra b – aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatise-rede forretningslokaler.Litra c – aftaler, der indgås med formidlere af telekommunikation vedbrug af offentlige telefonbokse.Litra d – aftaler om levering af føde- og drikkevarer, hvis den erhvervs-drivende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter i nabolaget til den er-hvervsdrivendes faste forretningssted.Efter artikel 20, stk. 2, finder artikel 8-19 endvidere ikke anvendelse påaftaler indgået uden for fast forretningsstedi følgende tilfælde:Litra a – aftaler vedrørende forsikring.20

Litra b – aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhængeraf udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indfly-delse på, og hvor prisudsvingene kan forekomme inden fortrydelsesfri-stens udløb, jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv(direktiv 2002/65/EF).Litra c – aftaler om kredit omfattet direktiv 2008/48/EF om forbruger-kreditter.Endelig fastlægger artikel 20, stk. 3, at artikel 8-19 endvidere ikke finderanvendelse på aftaler omfjernsalgvedrørende tjenesteydelsesaftaler omlevering af logi, transport, biludlejning samt forplejning og fritidstilbud,når aftalerne vedrører levering på en forud fastsat dato eller i et nærmerebestemt tidsrum.I præambelbetragtning nr. 36 er herom anført, at sådanne aftaler indebæ-rer, at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdrivende kunne finde detvanskeligt at anvende, hvis der indføres fortrydelsesret, og at bestemmel-serne om forbrugeroplysning og fortrydelsesret derfor ikke bør finde an-vendelse på disse fjernsalgsaftaler.2.2.10. KøbsaftalerDirektivforslaget indeholder i kapitel IV visse bestemmelser om forbru-gerkøb. Bestemmelserne tilsigter at erstatte det nuværende direktiv99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og svarer påmange punkter til den nuværende regulering på området.Efter forslagets artikel 21, stk. 1, finder direktivets kapitel IV anvendespå købsaftaler, idet der som ovenfor nævnt ved en købsaftale forstås en-hver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af va-rer, herunder enhver aftale med blandet formål, der både har varer og tje-nesteydelser som genstand, jf. artikel 2, nr. 3. I tilfælde af aftaler medblandede formål, hvor den erhvervsdrivende både leverer varer og tjene-steydelser, finder kapitlet kun anvendelse på varerne, jf. dog artikel 24,stk. 5, om mangelfuld installation.Efter artikel 21, stk. 2, skal kapitel IV også finde anvendelse på aftalerom levering af varer, som først skal tilvirkes – dvs. såkaldte bestil-lingskøb. Kapitlet er derimod ikke anvendeligt på de reservedele, som21

den erhvervsdrivende måtte anvende, hvis vedkommende afhjælper even-tuelle mangler ved varen i henhold til forslagets artikel 26.Medlemsstaterne har efter forslagets artikel 21, stk. 4, mulighed for atfastsætte, at kapitel IV ikke skal anvendes på aftaler vedrørende brugtegenstande, der sælges på offentlig auktion.2.2.11. Levering og risikoens overgang ved købsaftalerI modsætning til den eksisterende EU-regulering på området indeholderdirektivforslaget bestemmelser om levering i købsaftaler (dvs. om tids-punktet for levering og om beføjelser ved forsinket levering) og om risi-koens overgang ved købsaftaler.Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende således ef-ter forslagets artikel 22, stk. 1, forpligtet til at lade den fysiske besiddelseaf varerne overgå til forbrugeren senest30 dageefter aftalens indgåelse.Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen til at levere, erforbrugeren berettiget til at få eventuelle betalte beløb refunderet af denerhvervsdrivende senest7 dageefter leveringsdatoen i henhold til stk. 1,jf. artikel 22, stk. 2.Spørgsmålet om risikoens overgang er reguleret i forslagets artikel 23.Efter stk. 1 skal risikoen for tab eller beskadigelse af varer overgå til for-brugeren på det tidspunkt, hvor vedkommende eller en tredjemand angi-vet af forbrugeren, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse.Risikoen overgår dog til forbrugeren på leveringstidspunktet, som er af-talt mellem parterne, hvis forbrugeren eller den af forbrugeren angivnetredjemand, dog ikke befragteren, ikke har truffet rimelige foranstaltnin-ger med henblik på at tage varerne i fysisk besiddelse, jf. stk. 2.I præambelbetragtning nr. 38 er det anført, at den nye bestemmelse omrisikoovergang ikke bør anvendes i det tilfælde, hvor forbrugeren venterurimeligt længe med at tage varerne i sin besiddelse – f.eks. hvis forbru-geren ikke afhenter varerne på posthuset inden den frist, posthuset harfastsat. Under sådanne omstændigheder bør forbrugeren bære risikoenfor tab eller forringelse efter det leveringstidspunkt, der er aftalt med denerhvervsdrivende.

2.2.12. Mangler ved salgsgenstandenI lighed med den nuværende regulering i direktiv 99/44/EF om forbru-gerkøb og garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget be-stemmelser om, hvad der skal til, for at salgsgenstanden er i overens-stemmelse med aftalen (kontraktmæssig) – dvs. hvilke krav salgsgen-standen skal leve op til for at være mangelfri.Efter forslagets artikel 24, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til atlevere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen.I præambelbetragtning nr. 39 er det anført, at den erhvervsdrivende børstå til ansvar over for forbrugeren, hvis varerne ikke er i overensstem-melse med aftalen, og at den beskaffenhed og brugbarhed, som forbruge-ren med rette kan forvente, bl.a. vil afhænge af, om varerne er nye ellerbrugte og af varernes forventede holdbarhed.Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 24, stk. 2, af en for-modningsregel, hvorefter de leverede varer formodes at være i overens-stemmelse med købsaftalen, hvis de lever op til visse nærmere angivnekrav.Varerne formodes således at være kontraktmæssige, hvis- de er i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes beskrivelseaf dem og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve ellermodel, som den erhvervsdrivende har forelagt forbrugeren, jf. lit-ra a,- de er egnede til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, de skalkunne anvendes til, når vedkommende har gjort den erhvervsdri-vende bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, ogden erhvervsdrivende har accepteret dette, jf. litra b,- de er egnede til de formål, som varer af samme type sædvanligvisanvendes til, jf. litra c, eller- de har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for va-rer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan for-vente under hensyntagen til deres art og i givet fald de oplysnin-ger om deres konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt omdem af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig ireklamer eller gennem mærkning, jf. litra d.

Det følger af forslagets artikel 24, stk. 3, at der ikke er tale om manglen-de overensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på dettidspunkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller med rimelighedburde have været bekendt med den manglende overensstemmelse, ellerhvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af for-brugeren.Efter artikel 24, stk. 4, skal den erhvervsdrivende ikke være bundet afsådanne oplysninger som nævnt i stk. 2, litra d (oplysninger om varenskonkrete egenskaber afgivet offentligt af den erhvervsdrivende, produ-centen eller dennes repræsentant), hvis den erhvervsdrivende godtgør, at---han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne ha-ve haft kendskab til den pågældende oplysning, jf. litra a,den pågældende oplysning var rettet ved indgåelsen af købsafta-len, jf. litra b,den pågældende oplysning ikke kan have haft betydning for for-brugerens beslutning om at købe den pågældende vare, jf. litra c.

Manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation af varen,betragtes som varens manglende overensstemmelse, når installationen afvaren indgår i købsaftalen og er udført af den erhvervsdrivende eller pådennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv installerer envare, der er beregnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl iinstallationsvejledningen, jf. artikel 24, stk. 5.Direktivforslaget indeholder i artikel 25 en bestemmelse, der i den dan-ske sprogversion har overskriften ”Lovfæstede rettigheder - Erstatnings-ansvar for manglende overensstemmelser”. Bestemmelsen angiver, atden erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for eventuelmanglende overensstemmelse (med aftalen), som foreslå på tidspunktetfor risikoens overgang til forbrugeren. Bestemmelsen omhandler såledesuanset overskriften ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes eventuel-le erstatningsansvar i anledning af mangler, men fastlægger det tids-punkt, der er afgørende for mangelsvurderingen og dermed for, om denerhvervsdrivende er ansvarlig for en fejl ved salgsgenstanden.

2.2.13. Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstandenForslagets artikel 26 handler om de beføjelser, forbrugeren har, hvis denerhvervsdrivende leverer en vare, der ikke er i overensstemmelse medaftalen – dvs. hvis der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.Efter bestemmelsens stk. 1 har forbrugeren, hvis varen ikke er i overens-stemmelse med aftalen, i overensstemmelse med stk. 2-5 ret til følgende:- at få varen bragt i overensstemmelse med aftalen ved afhjælpningeller omlevering, jf. litra a,- at få et afslag i prisen, jf. litra b,- at hæve købet, jf. litra c, idet forbrugeren dog kun kan hæve kø-bet, hvis den manglende overensstemmelse er væsentlig, jf. stk. 3,2. led.I medfør af artikel 26, stk. 2, kan den erhvervsdrivende bringe varen ioverensstemmelse med aftalen ved efter eget valg enten at foretage af-hjælpning eller omlevering. Forslaget adskiller sig herved fra det eksiste-rende direktiv på området, hvorefter det som udgangspunkt er forbruge-ren, der har valgretten mellem de to beføjelser.Hvis den erhvervsdrivende kan bevise, at det er ulovligt, umuligt eller vilkræve en uforholdsmæssig indsats fra den erhvervsdrivendes side atbringe varen i overensstemmelse med aftalen ved at afhjælpe eller omle-vere, kan forbrugeren efter forslaget vælge at få et prisafslag eller at hæ-ve købet. Kravet til den erhvervsdrivendes indsats anses for uforholds-mæssigt, hvis det påfører vedkommende omkostninger, der i forhold tilomkostningerne ved prisafslag eller ophævelse er urimelige under hensyntil varens værdi i mangelfri tilstand og betydningen af den pågældendemangel, jf. i det hele artikel 26, stk. 3. Det fremgår supplerende af præ-ambelbetragtning nr. 40, at den erhvervsdrivendes indsats bør bedømmespå en objektiv måde under hensyn til de omkostninger, der påføres denerhvervsdrivende ved afhjælpning af manglen, varernes værdi og mang-lens betydning, og at mangel på reservedele ikke bør være en gyldiggrund til, at den erhvervsdrivende ikke skal afhjælpe en mangel inden foren rimelig frist.Efter artikel 26, stk. 4, kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser somnævnt i stk. 1, gældende, hvis- den erhvervsdrivende direkte eller indirekte har afslået at bringevaren i overensstemmelse med aftalen, jf. litra a,25

Det er i præamblens betragtning nr. 42 anført, at forbrugeren er berettigettil frit at vælge mellem ethvert af de midler, der står til rådighed, hvis denerhvervsdrivende har nægtet at afhjælpe manglen eller mere end én ganghar undladt at afhjælpe manglen. Det fremgår endvidere, at den er-hvervsdrivendes afvisning ikke blot kan være udtrykkeligt, men også im-plicit, hvis den erhvervsdrivende ikke reagerer eller ignorerer forbruge-rens krav om afhjælpning af manglen.Efter artikel 26, stk. 5, skal spørgsmålet om væsentlig ulempe for forbru-geren og rimelig tid for den erhvervsdrivende til at bringe varen i over-ensstemmelse med aftalen vurderes under hensyntagen til varens art ogforbrugerens formål med at anskaffe varen, jf. artikel 24, stk. 2, litra b,der omhandler forbrugerens eventuelle særlige formål.Artikel 27, stk. 1, fastsætter, at forbrugeren har ret til at få varen bragt ioverensstemmelse med aftalen ved gratis afhjælpning. I tilknytning hertilfremgår det af præambelbetragtning nr. 41, at forbrugeren ikke bør af-holde omkostninger i forbindelse med afhjælpning af den manglendeoverensstemmelse, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og ma-terialeomkostninger, og at forbrugeren endvidere ikke bør betale godtgø-relse til den erhvervsdrivende for brug af defekte varer.Efter bestemmelsens stk. 2, kan forbrugeren ”kræve erstatning for tab,som ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26, jf. dog be-stemmelserne i dette kapitel”.Direktivforslaget indeholder ikke nærmere anvisninger om indholdet afdenne bestemmelse, hvis rækkevidde giver anledning til betydelig tvivl.2.2.14. Reklamationsfrister i købsaftalerI lighed med direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og ga-rantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget regler om, at26

forbrugeren skal reagere inden for visse frister, hvis vedkommende vilgøre gældende, at der er mangler ved salgsgenstanden.Efter forslagets artikel 28, stk. 1, er den erhvervsdrivende ansvarlig formanglende overensstemmelse, der viser sig inden for 2 år efter det tids-punkt, hvor risikoen for varen overgik til forbrugeren. Den absolutte re-klamationsfrist er således 2 år efter forslaget.Bestemmelsens stk. 2 fastlægger som noget nyt i forhold til de eksiste-rende EU-regler på området, at der i de tilfælde, hvor den erhvervsdri-vende foretager omlevering som følge af manglende overensstemmelse,løber en ny 2-års frist for manglende overensstemmelse ved den omleve-rede vare, regnet fra det tidspunkt, hvor forbrugeren eller en af forbruge-ren angivet tredjemand får de omleverede varer i fysisk besiddelse.Hvis der er tale om aftaler vedrørende brugte varer, kan den erhvervsdri-vende og forbrugeren aftale, at der skal gælde en kortere absolut rekla-mationsfrist. Fristen kan dog ikke være kortere end 1 år, jf. artikel 28,stk. 3.Efter artikel 28, stk. 4, kan forbrugeren kun gøre gældende, at varen ermangelfuld, hvis vedkommende underretter den erhvervsdrivende ommanglende overensstemmelse med aftalen senest 2 måneder efter, at for-brugeren har konstateret den manglende overensstemmelse. Den relativereklamationsfrist efter forslaget er således 2 måneder fra det tidspunkt,hvor forbrugeren faktisk opdagede manglen.Det følger af artikel 28, stk. 5, at hvis en manglende overensstemmelsemed aftalen viser sig senest 6 måneder efter, at risikoen er overgået tilforbrugeren, formodes den at have eksisteret ved risikoens overgang.Denne formodning gælder dog ikke, hvis det vil være uforeneligt medvarens eller den manglende overensstemmelses art.2.2.15. Handelsmæssige garantierSpørgsmålet om udformningen og indholdet af handelsmæssige garantierer nærmere reguleret i forslagets artikel 29. Som omtalt ovenfor forståsved en handelsmæssig garanti enhver forpligtelse, som den erhvervsdri-vende eller producenten (”garantigiveren”) har påtaget sig over for for-brugeren til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller påanden måde afhjælpe mangler ved varen, hvis den ikke svarer til de spe-27

cifikationer, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante re-klamer på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, jf. artikel 2, nr.18.En handelsmæssig garanti er retlig bindende for garantigiveren på de vil-kår, der er fastsat i garantierklæringen. Hvis der ikke foreligger en egent-lig garantierklæring, er den handelsmæssige garanti bindende på de vil-kår, der er fastsat i reklamer for den handelsmæssige garanti, jf. direktiv-forslagets artikel 29, stk. 1.Efter artikel 29, stk. 2, skal garantierklæringen være udformet på en klarog forståelig måde og være letlæselig. Garantierklæringen skal angivefølgende:- forbrugerens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 ommangelsbeføjelser og klargøre, at disse rettigheder ikke berøres afden handelsmæssige garanti, jf. litra a,- indholdet af den handelsmæssige garanti og betingelserne for atbenytte garantien, navnlig garantiens varighed, dens geografiskeomfang samt navn og adresse på garantigiveren, jf. litra b,- hvor det er relevant, det forhold, at den handelsmæssige garantiikke kan overføres til en efterfølgende køber, jf. dog artikel 32 og35 og bilag III, pkt. 1, litra j, jf. litra c.I præambelbetragtning nr. 44 er anført, at visse erhvervsdrivende og pro-ducenter tilbyder forbrugeren handelsmæssige garantier, og at det – for atundgå at forbrugerne vildledes – er vigtigt, at garantierne indeholder op-lysninger om varighed og geografisk udstrækning, ligesom det skalfremgå, at den handelsmæssige garanti ikke påvirker forbrugerens lovfæ-stede rettigheder.Hvis forbrugeren anmoder om det, skal garantibestemmelserne stilles tilrådighed for vedkommende på et varigt medium, jf. artikel 29, stk. 3.Manglende overensstemmelse med direktivets krav i stk. 2 og 3 er udenbetydning for garantiens gyldighed, jf. stk. 4. Det fremgår derimod ikkeaf direktivet, hvad retsvirkningen af manglende overholdelse af bestem-melsen så skal være.

2.2.16. Urimelige kontraktvilkårDirektivforslagets kapitel V indeholder regler om forbrugerens rettighe-der ved den erhvervsdrivendes brug af standardvilkår i kontrakter. Be-stemmelserne, der i vid udstrækning svarer til reguleringen i det eksiste-rende direktiv 93/13/EF, finder anvendelse på enhver form for forbruger-aftale – dvs. uanset om aftalen vedrører køb af varer eller tjenesteydelser,og uanset om aftalen er indgået som fjernsalgsaftale, aftale indgået udenfor fast forretningssted eller på den erhvervsdrivendes forretningssted.Efter direktivforslagets artikel 30, stk. 1, skal kapitel V finde anvendelsepå kontraktvilkår, som er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivendeeller en tredjemand, og som forbrugeren har accepteret uden at have mu-lighed for at påvirke indholdet af vilkårene – navnlig når sådanne kon-traktvilkår udgør en del af en standardaftale.Bestemmelserne er således anvendelige i tilfælde, hvor der er tale omikke-individuelt forhandlede kontraktvilkår. Det er den erhvervsdrivende,der har bevisbyrden for, at en aftale har været genstand for individuelforhandling, jf. forslagets artikel 33.Det forhold, at forbrugeren har haft mulighed for at få indflydelse påaspekter ved et givent kontraktvilkår eller et bestemt vilkår, udelukkerefter artikel 30, stk. 2, ikke, at forslagets kapitel V finder anvendelse påandre kontraktvilkår, som er en del af aftalen.Kapitlet finder dog ikke anvendelse på kontraktvilkår, som afspejler loveeller administrative bestemmelser, der er i overensstemmelse med fælles-skabslovgivningen, samt bestemmelser eller principper i internationalekonventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er part i, jf. artikel30, stk. 3.I præamblens betragtning nr. 46 er i tilknytning hertil anført, at bestem-melserne om urimelige kontraktvilkår ikke finder anvendelse på vilkår,der direkte eller indirekte afspejler love eller administrative bestemmel-ser i medlemsstaterne, som er i overensstemmelse med fællesskabslov-givningen, og at tilsvarende gælder for vilkår, der afspejler princippereller bestemmelser i internationale konventioner, som Fællesskabet ellermedlemsstaterne er part i, bl.a. på transportområdet.

Direktivforslaget stiller i lighed med direktiv 93/13/EF krav om, at kon-traktvilkår skal være gennemsigtige. Kontraktvilkår skal således altid væ-re udtrykt på en klar og forståelig måde og være letlæselige, og de skalgøres tilgængelige for forbrugeren på en sådan måde, at vedkommendehar reel mulighed for at gøre sig bekendt med dem inden aftalens indgå-else ”under rimelig hensyntagen til de anvendte kommunikationsteknik-ker”, jf. artikel 31, stk. 1 og 2. Hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårsbetydning, gælder den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren,jf. nedenfor under omtalen af artikel 36.I præamblens betragtning nr. 47 er det anført, at den erhvervsdrivendedog frit bør kunne vælge skrifttype og skriftstørrelse. Kravet om forbru-gerens adgang til vilkårene inden aftaleindgåelsen kan efter denne præ-ambelbetragtning opfyldes ved at udlevere vilkårene til forbrugeren vedaftaler indgået på fast forretningssted, i forbindelse med fjernsalg ved atgøre vilkårene tilgængelige for forbrugeren på anden vis – f.eks. på denerhvervsdrivendes hjemmeside, og ved aftaler indgået uden for fast for-retningssted ved ”at vedlægge ordresedlen standardvilkårene som bilag”.Efter artikel 31, stk. 3, skal den erhvervsdrivende anmode om forbruge-rens udtrykkelige samtykke specifikt til eventuelle yderligere betalings-forpligtelser ud over betalingen for den erhvervsdrivendes vigtigste kon-traktlige forpligtelse. Hvis et sådant samtykke ikke indhentes, men blotformodes at foreligge i kraft af forudvalgte løsninger, som forbrugerenskal fravælge for at undgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettigettil at kræve sådanne yderligere betalinger refunderet.I tilknytning hertil er det i præamblens betragtning nr. 47 anført, at detbør være forbudt at formode, at der ved brug af opt out-ordninger somf.eks. ved forud afkrydsede felter er givet samtykke.Medlemsstaterne kan ikke stille krav til præsentationen af, hvordan kon-traktvilkårene formuleres og gøres tilgængelige for forbrugeren, jf. arti-kel 31, stk. 4.Det eksisterende direktiv 93/13/EF indeholder i et bilag en vejledende ogikke-udtømmende liste over urimelige kontraktvilkår. Til forskel herfraer der til direktivforslaget knyttet to bilag – bilag II, der indeholder enliste over kontraktvilkår, der altid er urimelige (en såkaldt sort liste), ogbilag III, der er en liste over kontraktvilkår, der formodes at være urime-lige (en såkaldt grå liste). Hvis et vilkår er opregnet på den sorte liste,30

skal medlemsstaterne sikre, at vilkåret i alle tilfælde betragtes som uri-melige, mens et vilkår, der er angivet på den grå liste, skal anses for uri-meligt, medmindre den erhvervsdrivende har bevist, at vilkåret er rime-ligt, jf. forslagets artikel 34 og 35. Begge lister finder anvendelse i allemedlemsstater og kan kun ændres ved den procedure, som er beskrevet iforslagets artikel 39, stk. 2, og artikel 40.Efter præamblens betragtning nr. 50 tager anvendelsen af de pågældendelister sigte på at skabe retssikkerhed og forbedre den måde, det indremarked fungerer på.Selv om et givent kontraktvilkår ikke fremgår af hverken den sorte ellergrå liste, skal medlemsstaterne imidlertid sikre, at et kontraktvilkår, dertil trods for kravet om god tro (almindelig hæderlighed) bevirker en be-tydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for for-brugeren, skal betragtes som urimeligt, jf. direktivforslagets artikel 32,stk. 1. Ifølge præamblens betragtning nr. 54 kan medlemsstaterne anven-de ethvert begreb inden for national aftaleret med henblik på at sikre, aturimelige aftalevilkår ikke er bindende for forbrugeren.Efter præambelbetragtning nr. 48 skal der ved vurderingen af begrebet”god tro” i direktivet især tages hensyn til styrkeforholdet mellem denerhvervsdrivende og forbrugeren, til om forbrugeren er blevet tilskyndettil at acceptere aftalevilkåret og til, om varerne eller tjenesteydelsen ersolgt eller leveret på forbrugerens særlige bestilling. Det følger endvide-re, at den erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at handleloyalt og rimeligt med forbrugeren, hvis legitime interesse den erhvervs-drivende bør tage hensyn til.Ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der tages hen-syn til, hvilken type produkter aftalen vedrører, og til alle omstændighe-der vedrørende aftalens indgåelse, andre vilkår i aftalen og i en andentilknyttet aftale, som forelå på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Når detnationalt skal vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der ogsåtages hensyn til, hvordan den erhvervsdrivende har udformet kontraktenog gjort den tilgængelig for forbrugeren, smh. direktivforslagets artikel31, jf. artikel 32, stk. 2.Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller overens-stemmelsen mellem den påregnede betaling og den erhvervsdrivendes31

vigtigste kontraktlige forpligtelse, for så vidt den erhvervsdrivende op-fylder alle bestemmelserne i artikel 31.I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget en bestem-melse om fortolkning af standardvilkår. Efter forslagets artikel 36 skalder – hvis der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning – gælde den for-tolkning, som er mest gunstig for forbrugeren. Dette gælder dog ikke iforbindelse med de procedurer, der er fastsat i forslagets artikel 38, stk. 2– dvs. ved gruppesøgsmål.I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget også en be-stemmelse om, at kontraktvilkår, der er urimelige, ikke skal binde for-brugeren, og at aftalen skal forblive bindende for parterne, hvis den kanopretholdes uden det kontraktvilkår, der anses for urimeligt, jf. forslagetsartikel 37.Forslagets artikel 38 indeholder delvis nye regler, der drejer sig omhåndhævelse i forhold til urimelige kontraktvilkår.Af artikel 38, stk. 1, følger, at medlemsstaterne skal sikre, at der i forbru-gerens og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler tilat bringe urimelige kontraktvilkår, der indgår i forbrugeraftaler, til ophør.Efter artikel 38, stk. 2, kan navnlig personer eller organisationer, der efternational lovgivning har en legitim interesse i at beskytte forbrugere, ind-bringe en sag for de relevante myndigheder, således at det kan afgøres,om kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse,er urimelige.Medlemsstaterne er efter forslagets artikel 38, stk. 3, forpligtede til atsætte retsmyndighederne eller administrative myndigheder i stand til atanvende egnede og effektive midler, som sikrer, at erhvervsdrivendebringer anvendelsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.Det følger endvidere af artikel 38, stk. 4, at medlemsstaterne er forpligte-de til at sikre, at de sager, der omtales i stk. 2 og 3, under overholdelse afnational retsplejelovgivning enten kan indbringes mod hver enkelt er-hvervsdrivende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for sammeerhvervssektor eller sammenslutninger heraf, der anvender eller opfor-drer til anvendelse af de samme generelle kontraktvilkår eller lignendevilkår.32

Bestemmelsen i artikel 39 handler om proceduren for revision af direkti-vets bilag II og III, som indeholder lister over kontraktvilkår, der hen-holdsvis er og formodes at være urimelige.Efter artikel 39, stk. 1, skal medlemsstaterne give Kommissionen beskedom de vilkår, som de relevante nationale myndigheder har fundet urime-lige, og som man anser for relevante med henblik på ændring af direkti-vets lister. På baggrund af de meddelelser, som Kommissionen modtageri medfør af stk. 1, ændrer Kommissionen bilag II og III i overensstem-melse med den procedure, der er beskrevet i artikel 40.2.2.17. Generelle bestemmelserRevision af bilag II og IIIForslagets artikel 40 omhandler ”udvalget vedrørende urimelige kon-traktvilkår i forbrugeraftaler”, og anfører i stk. 1, at Kommissionen biståsaf dette udvalg, når bilag II og III skal revideres.Håndhævelse og sanktionerEfter artikel 41, stk. 1 skal medlemsstaterne sikre, at der findes tilstræk-kelige og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmel-serne i direktivet.De midler, der nævnes i stk. 1, omfatter bestemmelser i henhold til hvilkeet eller flere nedennævnte organer efter national lovgivning kan indbrin-ge en sag for de relevante myndigheder med henblik på overholdelse afde nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet. De pågælden-de organer erA) offentlige organer eller deres repræsentanterB) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytteforbrugerneC) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle.Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtræ-delse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på gen-nemførelse af direktivet, og skal træffe de nødvendige foranstaltninger tilgennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligtforhold til overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning, jf.artikel 42, stk. 1.33

Efter artikel 42, stk. 2, skal medlemsstaterne senest på den dato, der erfastsat i artikel 46, give Kommissionen meddelelse om disse bestemmel-ser og skal omgående meddele senere ændringer af betydning til Kom-missionen.UfravigelighedBestemmelsen i forslagets artikel 43 fastlægger, at forbrugeren – i de til-fælde, hvor det er lovgivningen i en medlemsstat, der er gældende foraftalen – ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer vedkom-mende i henhold til direktivet.Det fremgår af præamblens betragtning nr. 57, at forbrugeren ikke børberøves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende efter direktivfor-slaget. For så vidt angår det tilfælde, at den lov, der finder anvendelse påaftalen, er loven i et tredjeland, anføres det i samme betragtning, at Euro-pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsreg-ler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) bør anvendes til at fastlægge,om forbrugeren beholder den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør afdette direktiv.I de tilfælde, hvor den lovvalget falder ud til loven i et tredjeland, børafgøres efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 598/2008 omlovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I), om forbrugeren be-holder den beskyttelse, der følger af direktivet.InformationEfter artikel 44 skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltningermed henblik på at informere forbrugerne om den nationale lovgivning,der gennemfører direktivet, og hvor det er relevant tilskynde erhvervsdri-vende og ”kodeksindehavere” til at oplyse forbrugerne om adfærdsko-dekser.Efter præamblens betragtning nr. 60 vil Europa-Kommissionen tageskridt til at finde den mest hensigtsmæssige måde med henblik på at sik-re, at alle forbrugere gøres bekendt med deres rettigheder på salgsstedet.Levering uden forbrugerens anmodningForslagets artikel 45 angiver, at forbrugeren er fritaget for enhver mod-ydelse i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, jf. artikel 5,stk. 5, og pkt. 29 i bilag I i direktiv 2005/29/EF. Forbrugerens manglende34

reaktion i forhold til en sådan levering kan ikke sidestilles med et sam-tykke fra forbrugeren.Bestemmelsen skal ifølge præamblens betragtning nr. 61 ses som det ci-vilretlige modstykke til de offentligretlige bestemmelser om forbud moduanmodede leveringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2005/29/EF om urimelig handelspraksis.Direktivets gennemførelse i national retDirektivets gennemførelsesfrist fremgår af artikel 46. Herefter skal med-lemsstaterne senest 18 måneder efter direktivets ikrafttrædelse vedtageog offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødven-dige for at efterkomme direktivet. Medlemsstaterne skal straks sendeKommissionen gennemførelsesbestemmelserne og en sammenligningsta-bel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser ogdirektivet.Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende gennemførelsesbestemmel-serne fra 2 år efter direktivets ikrafttrædelse.Ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne skal der henvises tildirektivet, eller bestemmelserne skal ved offentliggørelsen ledsages af ensådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes natio-nalt.Efter artikel 46, stk. 2, skal medlemsstaterne tilsende Kommissionen devigtigste nationale bestemmelser, der udstedes på det område, der er om-fattet af direktivet.2.2.18. Afsluttende bestemmelserI artikel 47 angives, at direktiv 85/577/EØF, 93/13/EØF, 97/7/EF og1999/44/EF ophæves, og at henvisninger til de ophævede direktiver gæl-der som henvisninger til direktivforslaget og skal læses i overensstem-melse med den sammenligningstabel, der er medtaget som bilag V til di-rektivforslaget.Efter artikel 48 skal Kommissionen senest 5 år efter datoen i artikel 46,stk. 1, 2. afsnit, tage direktivet op til revision og forelægge en rapport forEuropa-Parlamentet. Hvis det er nødvendigt, skal Kommissionen frem-sætte forslag om at tilpasse direktivet til udviklingen på området. Kom-35

missionen kan i den forbindelse anmode medlemsstaterne om oplysnin-ger.

3. Gældende dansk ret

3.1. Indledning

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigtepå at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der alle ergennemført i dansk ret.Direktivforslaget om forbrugerrettigheder berører en række centrale for-mueretlige spørgsmål, der i gældende dansk ret dels beror på ulov-bestemte principper og retspraksis, dels er reguleret i lov om visse for-brugeraftaler, jf. lov nr. 451 af 9. juni 2004, som gennemfører direktiv85/577/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted og direktiv97/7/EF om aftaler vedrørende fjernsalg, i købeloven, jf. lovbekendtgø-relse nr. 237 af 28. marts 2003, der gennemfører direktiv 99/44/EF omforbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, og i aftaleloven, jf. lov-bekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, der gennemfører direktiv93/13/EF om urimelige kontraktvilkår.

3.2. Definition af forbrugerbegrebet

Direktivforslaget vedrører spørgsmål i forbindelse med købs- eller tjene-steydelsesaftaler, der indgås af en ”forbruger”.Efter købelovens § 4 a, stk. 1, forstås ved et forbrugerkøb et køb, som enkøber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som ledi sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sæl-geren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.Efter købelovens § 4 a, stk. 2, anses som forbrugerkøb under i øvrigtsamme betingelser som i stk. 1 endvidere køb fra ikke erhvervsdrivende,hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en er-hvervsdrivende.Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om forbrugeraftaler, findesi aftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, og forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1 og 2.

Efter praksis kan en juridisk person, eksempelvis en sportsforening mv.,efter omstændighederne betragtes som en forbruger ved indgåelse af afta-ler. Efter den danske forbrugerdefinition er det således ikke et krav, atder er tale om en fysisk person, men at køberen hovedsagelig handleruden for sit erhverv i relation til den pågældende aftale.Med formuleringen ”hovedsagelig” ses, at der endvidere efter gældendedansk ret kan være tale om en forbruger i tilfælde, hvor den pågældende ivisse sammenhænge må anses for erhvervsdrivende, idet det afgørende iforhold til sådanne aftaler med blandet formål er, hvilket formål salgs-genstanden hovedsaglig skal tjene køberen.

3.3. Generelle oplysningskrav

Der er i gældende dansk ret ikke generelle regler om, at den erhvervsdri-vende skal give forbrugeren bestemte oplysninger forud for aftalens ind-gåelse. Markedsføringslovens §§ 13 og 14 fastsætter dog hhv. krav omafgivelse af visse prisoplysninger i forbindelse med erhvervsmæssigt ud-bud af varer (løsøre), dog ikke ved auktionssalg, og krav om afgivelse afvisse oplysninger i forbindelse med forbrugeres kreditkøb.Oplysninger givet forud for aftalens indgåelse har derimod betydning for,hvad der kan anses for aftalt mellem parterne, og kan herunder have be-tydning for, om der efter købeloven foreligger en mangel ved salgsgen-standen. Derudover er der i forbrugeraftaleloven visse regler, der pålæg-ger den erhvervsdrivende visse oplysningsforpligtelser ved aftaler omfjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. herom neden-for.

3.4. Oplysningspligt ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden

for fast forretningssted

Efter § 4 i forbrugeraftaleloven betragtes som fjernsalg en aftale om va-rer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser,når aftalen1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommu-nikation, der foregår, uden af forbrugeren og den erhvervsdriven-de mødes fysisk, og2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den er-hvervsdrivende.37

I forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, defineres en aftale indgået udenfor fast forretningssted, som en aftale om køb af varer, tjenesteydelsereller om løbende levering af varer og tjenesteydelser, når aftalen er ind-gået eller forbrugeren har fremsat tilbuda) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerensbopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindeligadgang, medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, ianledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet omden erhvervsdrivendes besøg,b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret afden erhvervsdrivende,c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindreder foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samti-dig med aftalens indgåelse, ellerd) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerensbopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindeligadgang, hvis besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra beller c.Forbrugeraftalelovens kapitel 3 indeholder bestemmelser om oplysnings-forpligtelser for den erhvervsdrivende, hvis der er tale om en fjernsalgs-aftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted. Pligten knyttersig både til, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren visse oplys-ninger inden aftaleindgåelsen, eksempelvis oplysning om den samledepris, samt visse oplysninger, der skal gives snarest mulig efter aftalensindgåelse, bl.a. oplysning om begyndelsestidspunkt for og varighed af eneventuel fortrydelsesret.Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin pligt til at give visse oplys-ninger før aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser så-ledes, at et vilkår om eksempelvis gebyr, der ikke er oplyst over for for-brugeren, ikke betragtes som aftalt mellem parterne. Tilsidesættelse afoplysningspligten kan endvidere have betydning for, om den pågældendevare eller tjenesteydelse betragtes som mangelfuld.

3.5. Formelle krav ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden

for fast forretningssted

Dansk ret er karakteriseret ved en høj grad af aftalefrihed og mangel påformkrav. Lov om visse forbrugeraftaler indeholder ikke bestemmelser38

om, at aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretnings-sted skal opfylde visse formelle krav for at være gyldige.

3.6. Fortrydelsesret

Forbrugeraftalelovens § 17 indeholder regler om fortrydelsesret. Ved af-taler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted harforbrugeren som udgangspunkt ret til at fortryde aftalen. Fristen herfor ersom udgangspunkt 14 hele kalenderdage, jf. § 18, også selv om vareneller tjenesteydelsen i mellemtiden er leveret eller præsteret af den er-hvervsdrivende. Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1)den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse elleren vare, hvis varen skal tilpasses forbrugerens individuelle behov, og iandre tilfælde den dag, hvor forbrugeren har fået det købte i hænde, eller2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger om fortrydelses-retten.Hvis sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en helligdag,en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udlø-ber fristen den følgende hverdag.Efter forbrugeraftalelovens § 19 skal forbrugeren, hvis vedkommende vilgøre brug af retten til at fortryde aftalen, inden 14 dage underrette denerhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Det er tilstrækkeligt, at under-retningen, når denne foreligger på papir eller andet varigt medium, sommodtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb. Ved fjernsalgaf varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varenhos forbrugeren, er brug af fortrydelsesretten efter lovens § 20 betingetaf, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forret-ningssted i væsentlig samme stand og mængde, som det var i, da forbru-geren fik det i hænde. Ved andre fjernsalg og ved køb af varer uden forfast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holderdet modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig sammestand og mængde. Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen, kanfortrydelsesretten endvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader atmodtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbru-geraftalelovens § 19, stk. 3.Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, at forbrugeren ved fjernsalg – ide tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente va-ren – skal afholde de omkostninger, der måtte være forbundet med at til-39

bagesende varen til den erhvervsdrivende, når fortrydelsesretten benyttes.Bortset herfra er det ikke forbundet med omkostninger for forbrugeren atgøre brug af fortrydelsesretten.Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af pligten til efterfølgende at oply-se om eksempelvis en fortrydelsesret indebærer, at fortrydelsesfristenførst begynder at løbe på det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager depågældende oplysninger. Ved fjernsalg af varer udløber fristen dog se-nest 3 måneder efter den dag, hvor forbrugeren har modtaget varen.

3.7. Tilknyttede aftaler

Det følger af § 23 i forbrugeraftaleloven, at en tilknyttet kreditaftale, somforbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlagaf en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den af-talte betaling helt eller delvis, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbagefra en aftale i medfør af reglerne forbrugeraftaleloven – dvs. hvis forbru-geren gør brug af fortrydelsesretten eller påberåber sig, at aftalen erugyldig.

3.8. Undtagelser til fortrydelsesretten

Det følger af forbrugeraftalelovens § 17, at lovens regler om fortrydelses-ret ikke finder anvendelse i en række tilfælde. Det drejer sig om følgen-de:- aftaler omfattet af lovens § 9, stk. 2 – dvs. aftaler om indkvarte-ring, transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter mv.,hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken pe-riode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, eller hvis afta-len ikke er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse medden erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugeren bopæl, ar-bejdsplads mv. eller i forbindelse med en udflugt mv. arrangeretaf den erhvervsdrivende, jf. § 17, stk. 2, nr. 1,- aftaler om tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og re-alkreditobligationer, jf. § 17, stk. 2, nr. 2- aftaler om værdipapirer mv., hvis pris afhænger af udsving på ka-pitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på,jf. § 17, stk. 2, nr. 3,- aftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 4.

For aftaler om værdipapirer mv. og aftaler om spil og lotteri som nævnt i§ 17, stk. 2, nr. 3 og 4, gælder bestemmelserne om fortrydelsesret dog,hvis aftalen er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med denerhvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bopæl mv. eller i forbin-delse med udflugter mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. § 2, stk.2, nr. 2, litra a og b.

3.9. Undtagelser til forbrugeraftalelovens regler i øvrigt

Selv om der er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden forfast forretningssted er der visse situationer, som falder uden for anven-delsesområdet for forbrugeraftaleloven. Efter lovens § 2, stk. 1, gælderloven i sin helhed således ikke for bl.a. forsikringsaftaler, aftaler, derindgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater, aftaler ombrug af offentligt tilgængeligt telekommunikationsmiddel, når aftalenindgås ved benyttelsen af telekommunikationsmidlet, og ved visse aukti-onssalg, hvor en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auk-tionsstedet.

3.10. Levering og risikoovergang ved købsaftaler

I forbrugerkøb anses leveringsstedet som udgangspunkt for at være sæl-gers forretningssted, jf. købelovens § 9. Hvis salgsgenstanden skal sen-des, anses levering for sket, når salgsgenstanden kommer i forbrugerensbesiddelse, jf. købelovens § 73.Sælger bærer efter købelovens § 17, stk. 1, som udgangspunkt risikoenfor salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse indtil dettidspunkt, hvor levering har fundet sted.Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftaltetidspunkt på grund af forbrugerens forhold, foreligger der såkaldt for-dringshavermora. Risikoen overgår i så fald til forbrugeren på det aftalteleveringstidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i forbrugerensfysiske besiddelse, jf. købelovens § 37. Er der tale om en genusaftale(dvs. en aftale, hvor salgsgenstanden ikke er individuelt bestemt), overfø-res risikoen kun til forbrugeren, hvis sælger har udskilt bestemte gen-stande til opfyldelse af forpligtelsen over for forbrugeren.Efter omstændighederne kan risikoen forblive hos sælger, selv om leve-ring har fundet sted. Hvis forbrugeren i øvrigt er berettiget til at hæve41

købet som følge af mangler ved salgsgenstanden, opretholdes hæveretten,selv om salgsgenstanden i tiden efter, at der er sket levering, er blevetforringet eller er gået til grunde på grund af hændelige omstændigheder,jf. købelovens § 58.

3.11. Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med levering i

af salgsgenstanden

Har parterne ikke aftalt tidspunktet for salgsgenstandens levering, ogfremgår det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest mu-ligt, er sælger efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgsgenstan-den på forbrugerens påkrav.Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og skyldes detteikke forhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsin-kelse, og forbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden le-veret og hæve købet, jf. købelovens § 21, stk. 1.Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen ervæsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudsætte dette. For-brugeren kan dog altid hæve købet, hvis sælgeren efter leveringsfristensudløb ikke leverer, selv om vedkommende har modtaget et påkrav fraforbrugeren om at levere salgsgenstanden inden udløbet af en rimeligfrist, som forbrugeren har fastsat, eller – hvis der ikke er fastsat en sådanfrist – inden rimelig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2.Forbrugeren har endvidere efter købelovens § 75 mulighed for at hævekøbet, selv om forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalenhar taget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efterpåkrav leverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugerenhar fastsat eller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid.Bestemmelsen indebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2,der forudsætter, at leveringstidspunktet er passeret – at der i tilfælde,hvor leveringstiden efter aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et påkravom levering, og at manglende efterlevelse heraf betyder, at forbrugerenkan hæve.For aftaler omfjernsalger der i forbrugeraftalelovens § 24 fastsat særligeregler om forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælger i sådanneaftaler levere salgsgenstanden (dvs. have opfyldt alle sine forpligtelser42

efter købsaftalen) senest 30 dage efter, at forbrugeren afgav sin bestillingeller sit tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grundaf forsinkelse, som skyldes, at den aftalte vare som helhed ikke kan leve-res (f.eks. fordi den er udsolgt), kan forbrugeren hæve aftalen, uanset omforsinkelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, jf. forbrugerafta-lelovens § 24, stk. 2.

3.12. Mangler ved salgsgenstanden

Spørgsmålet om, hvornår en genstand lider af en køberetlig mangel, ernærmere reguleret i købelovens § 75 a og § 76, der angiver, hvilke kvali-tetskrav mv. der kan stilles til salgsgenstanden.Før gennemførelsen af købelovens særlige regler om forbrugerkøb i 1979indeholdt købeloven ikke bestemmelser om, i hvilke tilfælde en salgs-genstand var behæftet med en mangel. Det nærmere indhold af mangels-begrebet var fastlagt i retspraksis. Med købelovens § 76 blev der indsat etegentligt mangelsbegreb i loven. Denne bestemmelse blev anset for i vidudstrækning at kodificere det mangelsbegreb, der indtil da havde udvikletsig i retspraksis.Med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet ved lov nr. 213 af 22.april 2002 blev købelovens mangelsbegreb udvidet, idet købeloven blevsuppleret med § 75 a. Købelovens mangelsbegreb består herefter af de-klaratoriske bestemmelser i § 75 a, der angiver, hvilke krav salgsgen-standen skal leve op til for at være kontraktmæssig, dvs. mangelfri, samtaf de i det væsentlige præceptive bestemmelser i § 76 om, hvornår salgs-genstanden er mangelfuld. Alle elementer i § 75 a antages at være inde-holdt i den del af § 76, der er fravigelig (§ 76, stk. 1, nr. 4, der indeholderdet generelle mangelsbegreb).Efter § 75 a, stk. 1, skal salgsgenstanden med hensyn til art, mængde,kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberenskal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblikpå montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgen-standen.Bestemmelsen angiver herefter i stk. 2 en række krav, som salgsgenstan-den skal leve op til, medmindre andet følger af parternes aftale. Salgs-genstanden skal således have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber,som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt hav-43

de rimelig grund til at forvente (stk. 2, nr. 1), være egnet til formål, somgenstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til (stk. 2, nr.2), være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrketkøberens forventning herom (stk. 2, nr. 3), og have samme egenskabersom en vareprøve eller model, som sælgeren har forelagt køberen vedkøbets indgåelse (stk. 2, nr. 4).Købelovens § 76 angiver i stk. 1, nr. 1-3, nogle specielle situationer, derkonstituerer en mangel, mens stk. 1, nr. 4, indeholder en generel man-gelsdefinition.Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis salgsgenstandenikke svarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller hvis sælgereni øvrigt ved købets afslutning har afgivet urigtige eller vildledende oplys-ninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for kø-berens bedømmelse af salgsgenstanden. Bestemmelsen er præceptiv, jf. §1, stk. 2.I § 76, stk. 1, nr. 2, er det fastlagt, at varen endvidere er mangelfuld, hvissælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i §76, stk. 1, nr. 1, på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelel-ser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kund-skab. Heller ikke denne bestemmelse kan på forhånd fraviges til skadefor forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.Af § 76, stk. 1, nr. 3, følger som en præceptiv regel, at salgsgenstandenogså er mangelfuld, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysnin-ger om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse afsalgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende – dvs. hvissælgeren har tilsidesat sin loyale oplysningspligt.Købelovens generelle mangelsbegreb fremgår af § 76, stk. 1, nr. 4, hvor-efter der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden i øvrigt er af en an-den eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen ogde foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene omvarens kontraktmæssighed i § 75 a ikke er opfyldt. Bestemmelsen kanfraviges ved aftale.Efter købelovens § 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig urigtigeeller vildledende oplysninger, som er rettet senest ved aftalens indgåelse,og forbrugeren kan heller ikke gøre gældende, at der foreligger en man-44

gel, hvis forholdet skyldes materialer leveret af forbrugeren, medmindresælgeren har tilsidesat sin vejledningspligt, jf. § 76, stk. 3.Købelovens § 77 indeholder særlige regler om sælgers adgang til at tageforbehold vedrørende salgsgenstanden. Efter § 77, stk. 1, kan sælgerenikke påberåbes sig et såkaldt generelt forbehold – dvs. forbehold om, atvaren er solgt som beset, som der er og forefindes mv. Er der tale ombrugte genstande, der er solgt på offentlig auktion, hvor forbrugeren harhaft mulighed for at være til stede, kan mangelsindsigelser kun gøresgældende, hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgen-standen er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn tilomstændighederne havde grund til at regne med, jf. § 77, stk. 2.Købelovens § 77 fik sin nuværende ordlyd i forbindelse med gennemfø-relsen af forbrugerkøbsdirektivet, der i artikel 7, stk. 1, indeholder en be-stemmelse om, at aftaler og aftalevilkår, som er indgået med sælgeren,før denne er blevet gjort bekendt med en manglende overensstemmelse,og som direkte eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, derfølger af dette direktiv, i henhold til national lovgivning ikke er bindendefor forbrugerenI sammenhæng hermed følger det af præambelbetragtning nr. 22, at derettigheder, som forbrugeren tillægges med direktivet, ikke må kunneindskrænkes eller ophæves efter aftale mellem parterne, da beskyttelsenaf forbrugeren i så fald bliver indholdsløs, og at dette også bør gælde forklausuler, ifølge hvilke forbrugeren formodes at være bekendt med en-hver manglende overensstemmelse med købsaftalen på tidspunktet foraftalens indgåelse.I forbindelse med gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet fandt man, atdet kunne give anledning til tvivl, men at ovennævnte præambeltekstsammenholdt med artikel 7, stk. 1, formentlig måtte føre til, at sælgerefter direktivet ikke har mulighed for at tage generelle forbehold vedrø-rende salgsgenstanden. Konkrete forbehold antager man derimod er for-enelige med forbrugerkøbsdirektivet.Efter købelovens § 77 a træffes afgørelsen af, om salgsgenstanden lideraf en mangel, ud fra varens beskaffenhed på tidspunktet for risikoensovergang. Mangelsvurderingen er således som udgangspunkt knyttet tildet tidspunkt, hvor risikoen for salgsgenstandens hændelige undergangeller beskadigelse overgår til forbrugeren, hvilket sker på leveringstids-45

punktet. Som omtalt ovenfor vil levering i forbrugerkøb i almindelighedske på det tidspunkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. § 9 og § 73.Afgørende for, om forbrugeren kan påberåbe sig, at salgsgenstanden ermangelfuld, er således som udgangspunkt, om forbrugeren kan godtgøre,at manglen var til stede på leveringstidspunktet.Hvis en fejl ved salgsgenstanden viser sig, inden der er gået 6 månederfra leveringstidspunktet, skal fejlen efter købelovens § 77 a, stk. 3, somudgangspunkt formodes at have været til stede på leveringstidspunktet.Denne formodningsregel skal alene gælde, hvis det er foreneligt medsalgsgenstandens og fejlens art, og sælger vil endvidere efter omstændig-hederne kunne afkræfte formodningen, hvorefter bevisbyrden for fejlenseksistens på leveringstidspunktet påhviler forbrugeren.

3.13. Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forbrugerens mangelsbeføjelser er reguleret i købelovens § 78. Det føl-ger heraf, at forbrugeren, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, somudgangspunkt kan vælge mellem afhjælpning, omlevering og et passendeafslag i købesummen samt ophævelse af købet, hvis manglen ikke eruvæsentlig. Forbrugerens beføjelser er dog inddelt således, at forbrugereni tilfælde, hvor salgsgenstanden er mangelfuld, som hovedregel kan væl-ge, om der skal ske afhjælpning eller omlevering. Sælgeren kan dermedsom udgangspunkt ikke afværge forbrugerens krav om omlevering ved atforetage afhjælpning. Kun hvis sælgeren godtgør, at den valgte beføjelseer umulig (f.eks. hvis forbrugeren kræver omlevering i en speciesaftale –dvs. en aftale, hvor salgsgenstanden er individuelt bestemt) eller ufor-holdsmæssig (f.eks. hvis forbrugeren kræver afhjælpning af en mangelved en prisbillig genstand), kan sælgeren afslå at imødekomme forbruge-rens valg mellem disse beføjelser. Der skal ved uforholdmæssighedsvur-deringen tages hensyn til varens værdi uden mangler, manglens betyd-ning, og om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempefor forbrugeren, jf. § 78, stk. 2.I tilfælde, hvor forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælp-ning eller omlevering, men derimod kræver prisafslag eller ophævelse afkøbsaftalen, følger det af købelovens § 78, stk. 3, at sælgeren kan afvær-ge forbrugerens krav ved at foretage afhjælpning eller omlevering. I såfald er det i overensstemmelse med hovedreglen imidlertid forbrugeren,46

der som udgangspunkt har valget mellem disse to beføjelser, medmindreder er tale om umulighed eller uforholdsmæssighed.Forbrugerens adgang til at hæve købet er endvidere som udgangspunktbetinget af, at manglen ikke er uvæsentlig.Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omleveringinden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbruge-ren. Sker dette ikke, er forbrugeren berettiget til at kræve prisafslag, op-hævelse af købet eller omlevering eller – hvis det kan ske uden ufor-holdsmæssige omkostninger – lade manglen afhjælpe for sælgers reg-ning, jf. købelovens § 78, stk. 4.Ved vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden forrimelig tid i henhold til § 78, stk. 4, skal der navnlig tages hensyn tilsalgsgenstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov forvaren, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatnings-genstand til forbrugerens rådighed. Forbrugeren er berettiget til at holdekøbesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omle-vering er opfyldt. Hvis manglen er uvæsentlig, kan forbrugeren dog ikketilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at af-hjælpe manglen, jf. § 79.Afhjælpning og omlevering skal ske uden udgift for forbrugeren, jf. kø-belovens § 78, stk. 4.Købeloven indeholder ikke bestemmelser, der nærmere regulerer antalletaf afhjælpningsforsøg, der tilkommer sælger. Efter Forbrugerklagenæv-nets praksis er udgangspunktet, at sælger i almindelighed alene har ét af-hjælpningsforsøg, hvis der er tale om en ukompliceret mangel.Hvis forbrugeren hæver købsaftalen, er sælgeren ikke berettiget til at fåsalgsgenstanden tilbage, medmindre han tilbagebetaler købesummen, ogforbrugeren er ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindresalgsgenstanden tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde somden ved var leveringen, jf. købelovens § 57. Der gøres dog en undtagelseherfra i købelovens § 58, idet forbrugeren kan hæve købet, selv omsalgsgenstanden måtte være gået til grunde eller forandret, hvis detteskyldes en hændelig begivenhed eller salgsgenstandens egen beskaffen-hed eller foranstaltninger, der er nødvendige for salgsgenstandens under-søgelse, eller foranstaltninger, der er truffet, inden den mangel, der be-47

grunder ophævelsen, var eller burde være opdaget. Hvis salgsgenstandenmister værdi i tidsrummet indtil ophævelsen gennemføres – uanset omdette er værdiforringelse som følge af almindelig brug, almindeligt pris-fald mv. – er dette sælgerens risiko og dermed forbrugerens tilbagebeta-lingskrav uvedkommende.I Forbrugerklagenævnets praksis har der imidlertid vist sig et behov for ivisse tilfælde at fastsætte et fradrag i forbrugerens krav på tilbagebetalingaf købesummen. Navnlig i relation til køb af biler, der bruges i en længe-re periode, inden parternes retsforhold afklares, har der vist sig at kunnevære et behov for et sådant fradrag for brug – primært i situationer, hvorsælgeren uberettiget afviser forbrugerens mangelskrav, og hvor forbruge-ren – for at opfylde sit transportbehov – er nødsaget til fortsat at brugebilen for at få dækket sit transportbehov, og hvor denne brug konkretmedfører, at bilen taber yderligere i værdi, kan det komme på tale at fore-tage et skønsmæssigt fradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav for atundgå, at forbrugeren opnår en uberettiget berigelse på sælgerens bekost-ning.

3.14. Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelse af

købsaftalen

Hvis sælger ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbrugeren efteromstændighederne berettiget til erstatning for sit eventuelle tab i anled-ning af forsinkelsen. Forbrugernes erstatningskrav er navnlig betinget af,at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag i forhold til sælger. An-svarsgrundlaget afhænger af, om der foreligger et såkaldt specieskøb el-ler et såkaldt genuskøb. Angår købet en individuelt bestemt genstand(specieskøb), kan forbrugeren kræve erstatning i anledning af forsinkel-sen, hvis sælgeren har handlet culpøst, jf. købelovens § 23. Ved købsafta-ler om artsbestemte genstande (genuskøb) er sælger derimod erstatnings-ansvarlig på det næsten objektive grundlag, der beskrives i købelovens §24 – dvs. sælger er erstatningsansvarlig, medmindre vedkommende hartaget forbehold, eller aftalen ikke kan opfyldes på grund af omstændig-heder, som sælgeren ikke kunne have taget i betragtning ved købets af-slutning.Er der tale om misligholdelse fra sælgers side i form af mangler, kan for-brugeren kræve erstatning i anledning af manglen efter købelovens § 80.Hvis der er tale om køb af en individuelt bestemt genstand, er sælger er-statningsansvarlig, hvis vedkommende har handlet culpøst, eller hvis48

salgsgenstanden savner egenskaber, som sælgeren har garanteret. Fore-ligger der et køb af en genstand bestemt efter art, er sælgeren ansvarligpå det næsten objektive grundlag, der er omtalt ovenfor, jf. købelovens §80, stk. 2, jf. § 43, stk. 3.

3.15. Reklamationsfrister i købsaftaler

Efter købeloven gælder der dels i § 81 en reklamationsfrist, der er relativi den forstand, at fristens starttidspunkt og længde afhænger af de kon-krete omstændigheder, dels i § 83 en absolut frist, hvis starttidspunkt oglængde er knyttet til objektive kriterier.Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en forbruger, der vil påbe-råbe sig, at salgsgenstanden er mangelfuld, give sælgeren meddelelseherom inden rimelig tid efter, at forbrugeren opdagede manglen. Medde-lelse givet inden to måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, be-tragtes altid som rettidig reklamation.Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som udgangspunkt, atvedkommende fortaber retten til at gøre manglen gældende. Dette gælderdog ikke, hvis sælger har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf.§ 82.Herudover gælder der en absolut reklamationsfrist efter købelovens § 83,hvorefter en forbruger, der ikke inden to år fra salgsgenstandens overgi-velse, har meddelt sælgeren, at vedkommende vil påberåbe sig en man-gel, ikke senere kan gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtagetsig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid medalmindelig hæderlighed. Denne absolutte reklamationsfrist gælder dogikke, hvis der er tale om salg af byggematerialer, eller hvis salgsgenstan-den i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldeseller destrueres, fordi den udgør en fare, jf. købelovens § 83, stk. 2. I dis-se tilfælde er forbrugerens mulighed for at påberåbes sig manglen alenereguleret af de almindelige regler om forældelse af fordringer, jf. lov nr.522 af 6. juni 2007, hvorefter et krav som udgangspunkt forældes efter 3år.Købeloven indeholder ikke bestemmelser om suspension eller forlængel-se af reklamationsfristen i § 83, hvis sælger inden for den to-årige rekla-mationsfrist foretager omlevering eller afhjælpning. Der foreligger hellerikke trykt retspraksis herom.49

Efter Forbrugerklagenævnets praksis fortolkes § 83 imidlertid således, atreklamation, der foretages inden for reklamationsfristen, indebærer, at §83 herefter ikke længere har betydning i relation til den påberåbte man-gel. Hvis sælger foretager afhjælpning, og manglen uanset dette viser sigigen på et senere tidspunkt, eller hvis sælgeren foretager omlevering ogden omleverede genstand lider af samme mangel, har forbrugerens op-rindelige reklamation således en gang for alle afbrudt reklamationsfristeni § 83. Forbrugerens mangelsindsigelser er herefter alene undergivet dealmindelige forældelsesregler. Købelovens § 83 fortolkes endvidere iForbrugerklagenævnets praksis således, at der i tilfælde af omleveringløber en ny to-årsfrist fra omleveringstidspunktet, hvilket navnlig har be-tydning, hvis den omleverede vare har andre mangler end den, forbruge-ren oprindelig påberåbte sig. Tilsvarende gælder efter praksis, hvis der erforetaget en afhjælpning, der er så omfattende, at det må sidestilles meden omlevering.Ovennævnte reklamationsregler i anledning af mangler ved salgsgen-standen er ufravigelige og gælder ved køb af såvel nye som brugte varer.

3.16. Handelsmæssige garantier

Markedsføringslovens § 12 angiver, at en erklæring om garanti eller lig-nende over for en forbruger kun må anvendes, hvis erklæringen givermodtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, vedkommende harefter lovgivningen. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klarog tydelig måde informere forbrugeren om garantiens indhold og give deoplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Endvide-re skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde oplyse, at for-brugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af ga-rantien. Efter anmodning skal den erhvervsdrivende udlevere garantienskriftligt. Skriftlige garantier skal være affattet på dansk.

3.17. Urimelige kontraktvilkår

Aftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler. Ikapitlet findes bl.a. i § 38 b en særlig fortolkningsregel, der inden for sitområde lovfæster den almindelige og ulovbestemte såkaldte uklarhedsre-gel. Bestemmelsen fastlægger, at uklare aftalevilkår, der ikke har væretindividuelt forhandlet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal50

fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren. Bestemmel-sen har særlig betydning ved fortolkningen af standardaftaler.De øvrige bestemmelser i aftalelovens særlige kapitel om forbrugerafta-ler er ikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til aftaler, der ikkehar været individuelt forhandlet.Den almindelige generalklausul i aftalelovens § 36 gælder både inden forog uden for forbrugerforhold. Efter bestemmelsen kan en aftale ændreseller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i stridmed redelig handlemåde at gøre den gældende. Aftalelovens § 38 c fast-slår ud over at henvise til § 36, at hvis det vil være stridende mod hæder-lig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettighe-der og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gæl-dende, så gælder de retsvirkninger, der er nævnt i § 36 også, idet forbru-geren dog kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden æn-dringer, hvis dette er muligt.Det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår indeholder en vej-ledende og ikke udtømmende liste over kontraktvilkår, der kan betegnessom urimelige. De angivne vilkår er ikke nødvendigvis urimelige, og an-dre vilkår end de, der fremgår af listen, kan efter omstændighederne væreurimelige.Listen er ikke indarbejdet som en del af aftaleloven. Direktivets liste erimidlertid vejledende ved bedømmelsen af, om et aftalevilkår er ”kvalifi-ceret” urimeligt, hvilket i praksis indebærer, at der i de tilfælde, som eromfattet af bilaget, er en formodning for, at vilkåret er omfattet af aftale-lovens § 38 c, hvis det ikke har været individuelt forhandlet.Efter aftalelovens § 36 skal der ved bedømmelsen af en aftale foretagesen helhedsvurdering. Det følger således af § 36, stk. 2, at der ved vurde-ringen af, om det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemådeat gøre et aftalevilkår gældende, skal tages hensyn til forholdene ved af-talens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.Der kan således lægges vægt på enhver omstændighed, der har relation tilaftalen og forholdet mellem aftalens parter.Efter aftalelovens § 38 c, stk. 2, kan der i forbrugerforhold dog ikke tageshensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren medden virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.51

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser mv.

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigtepå at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver. De firedirektiver er som nævnt alle gennemført i dansk lovgivning.De eksisterende direktiver er alle udtryk for minimumsharmonisering.Medlemsstaterne er derfor berettiget til at indføre eller opretholde be-stemmelser, der stiller forbrugeren bedre, end hvad der kræves efter di-rektiverne.I forbindelse med gennemførelse i national lovgivning af de fire direkti-ver har man fra dansk side i vid udstrækning benyttet denne adgang tilmerimplementering.Det foreliggende forslag til direktiv om forbrugerrettigheder indeholder iartikel 4 en bestemmelse om ”fuld harmonisering”, hvorefter medlems-staterne ikke i national ret kan opretholde eller indføre bestemmelser,som fraviger dem, der er fastsat i dette direktivforslag, herunder bestem-melser for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau.Selv om en stor del af direktivforslagets bestemmelser er identiske medformuleringer i de eksisterende fire direktiver, vil der som følge af denforeslåede totalharmonisering blive tale om væsentlige ændringer af gæl-dende dansk ret.Som en konsekvens af den foreslåede totalharmonisering bliver et heltcentralt spørgsmål endvidere fastlæggelsen af, hvad der falder inden forog uden for det område, der reguleres ved direktivet, fordi der med direk-tivet gøres udtømmende op med reguleringen på det pågældende område.Direktivforslaget indeholder endvidere som nævnt visse nye bestemmel-ser i forhold til den eksisterende EU-retlige regulering på området, hvil-ket også vil nødvendiggøre ændringer i dansk ret.Som det er fremgået ovenfor, giver indholdet og rækkevidden af visse afdirektivforslagets bestemmelser anledning til tvivl. Som følge heraf kan52

på visse punkter være tvivl om de lovgivningsmæssige konsekvenser afforslaget.Der kan navnlig peges på følgende områder, hvor en vedtagelse af for-slaget giver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser:

4.1.1.

Forslagets kapitel I indeholder som nævnt bl.a. definitioner af enrække begreber, der i det væsentlige er ulovregulerede i dansk ret. Der vilderfor kunne rejses spørgsmål om yderligere formueretlige definitioner ilovgivningen.Implementering af direktivforslagets definitioner vil på visse punktermedføre en ændring af retstilstanden i Danmark. Det drejer sig navnligom følgende definitioner:4.1.1.1.Efter direktivet skal der ved en forbruger alene forstås en fysiskperson, der i forbindelse med aftaler omfattet af direktiver handler udenfor sit erhverv.Direktivets forbrugerbegreb kan dermed ikke omfatte tilfælde som efterden danske definition, hvor juridiske personer efter omstændighedernekan indgå aftaler med forbrugerstatus. Direktivets definition synes hellerikke at åbne for, at aftaler med blandende formål kan opnå beskyttelseefter direktivet – dvs. situationer hvor køberen eksempelvis indgår aftaleom køb af en genstand, der hovedsagelig, men ikke udelukkende skalanvendes til privat formål.Den foreslåede totalharmonisering gør det nødvendigt at overveje, omdansk gennemførelse vil forudsætte, at sådanne aftaler ikke længere kanbehandles som forbrugeraftaler. Det giver således anledning til tvivl, omdet er muligt nationalt at lovgive om, at de regler, der gælder for forbru-geraftaler i direktivets forstand, finder tilsvarende anvendelse på andreaftaletyper.4.1.1.2.Den danske regulering, hvorefter der også er tale om en forbru-geraftale ved en aftale mellem private, hvis aftalen er indgået eller for-midlet af en erhvervsdrivende, er ikke i overensstemmelse med direkti-vets forbrugerdefinition.Direktivforslaget indeholder i artikel 7 en bestemmelse om sælgers brugaf en erhvervsdrivende mellemmand. Her er det anført, at der – hvis den53

erhvervsdrivende oplyser, at vedkommende handler på vegne af en andenforbruger – er tale om en aftale, der falder uden for direktivets anvendel-sesområde.I lyset heraf kan det give anledning til tvivl, om der i denne situation -hvor direktivforslaget fastsætter, at en aftale indgået mellem to privateved brug af et erhvervsdrivende mellemled falder inden for direktivet –er gjort udtømmende op med, hvilke rettigheder og forpligtelser der kanpålægges parterne, eller om der kan indføres eller opretholdes nationalebestemmelser om, at reglerne om forbrugeraftaler finder tilsvarende an-vendelse på disse typer. Direktivets bestemmelse om totalharmoniseringmå dog antages at indebære, at det ikke er muligt at give en køber i ensådan situation beskyttelse svarende til de nugældende danske regler.4.1.1.3.Med hensyn til definitionen af en fjernsalgsaftale og en aftaleindgået uden for fast forretningssted svarer dansk lovgivning på nuvæ-rende tidspunkt til definitionerne i det eksisterende fjernsalgsdirektiv ogdirektivet om aftaler indgået uden for fast forretningssted. Som nævntindeholder direktivforslaget definitioner af de to begreber, der adskillersig fra definitionerne i den nuværende EU-regulering. I lyset heraf vilden danske definition af en fjernsalgsaftale skulle ændres tilsvarende,således at der er tale om en fjernsalgsaftale, uanset om den erhvervsdri-vende anvender et system for fjernsalg.Definitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted vil endvi-dere skulle ændres, således at der foreligger en aftale indgået uden forfast forretningssted også i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende henvendersig på forbrugerens bopæl mv. efter forbrugerens anmodning. Efter di-rektivforslaget vil forbrugeren således i alle tilfælde, hvor der indgås af-tale på eksempelvis forbrugerens bopæl, have adgang til at fortryde afta-len – også selv om aftalen vedrører det forhold, som forbrugeren har an-modet den erhvervsdrivende om at komme for. Definitionen af et fastforretningssted vil endvidere skulle ændres, således at en aftale indgåetpå f.eks. en messestand betragtes som indgået på sælgers faste forret-ningssted, hvilket ikke svarer til forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, litra c,hvorefter der i sådanne tilfælde som udgangspunkt er tale om en aftaleindgået uden for fast forretningssted og dermed en aftale, der som ud-gangspunkt er omfattet af reglerne om fortrydelsesret.4.1.1.4.Direktivets definition af en vare omfatter enhverløsøregenstand,bortset fra varer, som sælges på tvangsauktion, og bortset fra elektricitet54

samt vand og gas, medmindre der er tale om salg i afgrænset mængde.Dansk ret indeholder ikke en definition af varer Købeloven finder imid-lertid anvendelse på alle køb, bortset fra køb af fast ejendom. Loven om-fatter således mere end køb af løsøre i traditionel forstand, f.eks. ogsåkøb af elektricitet, jf. § 1, stk. 2, og som udgangspunkt også køb påtvangsauktion. Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets ar-tikel 4 om totalharmonisering gør det muligt at opretholde de forbruger-beskyttende regler for disse situationer, hvor købeloven har et bredereanvendelsesområde.

4.1.2.

Gennemførelse af bestemmelserne i forslagets kapitel II om for-brugerorientering må antages at kræve ændring af dansk ret, da bestem-melserne fastlægger, at den erhvervsdrivende i alle typer forbrugeraftalerer forpligtet til at give forbrugeren en række oplysninger forud for afta-lens indgåelse, dvs. også ved aftaletyper, hvor der ikke efter gældendedansk ret påhviler den erhvervsdrivende oplysningsforpligtelser.

4.1.3.

Direktivforslagets artikel 10 stiller krav om, at der ved aftaler ind-gået uden for fast forretningssted skal udfyldes en ordreseddel med enrække oplysninger, og bestemmelsens stk. 2 indebærer, at en aftale ind-gået uden brug af en sådan ordreseddel – dvs. f.eks. en mundtlig aftale –ikke er gyldig.En sådan bestemmelse, der fastsætter, at skriftlighed er en gyldighedsbe-tingelse, er ikke i overensstemmelse med dansk lovgivning og stridermod det almindelige princip i dansk ret om formfrihed og om, at mundt-lige aftaler er lige så bindende som skriftlige. Gennemførelse af direktiv-forslaget på dette punkt vil derfor kræve lovændring.Det må endvidere antages, at direktivforslagets artikel 11 om formkravved fjernsalgsaftaler vil kræve lovændring, herunder særlige regler omden erhvervsdrivendes mindre omfattende oplysningspligt i tilfælde, hvoraftalen indgås ved anvendelse af en teknik, som kun giver begrænsetplads til formidling af oplysningerne, f.eks. mobiltelefon.

4.1.4.

Efter direktivforslaget har forbrugeren 14 dages frist til at fortrydeen fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted.Fortrydelsesfristen regnes i hele kalenderdage.Efter forbrugeraftaleloven er fortrydelsesfristen også 14 dage, men direk-tivets gennemførelse vil kræve en ændring af bestemmelserne om fristens55

beregning, da fristen efter dansk ret udskydes, hvis den udløber på enlørdag, juleaftensdag mv.Det vil endvidere navnlig være nødvendigt at ændre forbrugeraftalelo-vens bestemmelser om forbrugerens og den erhvervsdrivendes forpligtel-ser ved brug af fortrydelsesretten med henblik på at gennemføre direktiv-forslagets bestemmelser om frister for meddelelse om fortrydelse, for re-turnering af varen og for tilbagebetaling af købesummen.

4.1.5.

Direktivforslagets artikel 22, stk. 2, må formentlig antages at gøreudtømmende op med, hvilke beføjelser forbrugeren kan gøre gældende,hvis den erhvervsdrivende ikke leverer en vare til det aftalte tidspunkt.Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd må derforantages at kræve lovændring, idet forbrugeren efter gældende dansk retikke blot som efter direktivforslaget har krav på tilbagebetaling af eneventuel betalt købesum, hvis der foreligger forsinkelse, men tillige kankræve naturalopfyldelse.

4.1.6.

Opregningen i direktivforslagets artikel 24 af, hvad der skal til, forat salgsgenstanden er i overensstemmelse med købsaftalen, svarer ind-holdsmæssigt til den deklaratoriske del af købelovens mangelsbegreb, jf.§ 75 a.Med indførelsen af artikel 24 vil det næppe være muligt at opretholdeden del af mangelsbegrebet i købelovens § 76, som ikke også er dækketaf § 75 a.I lyset af ordlyden af artikel 4 må det f.eks. anses for tvivlsomt, om di-rektivforslaget tillader, at en sælger kan mødes med et mangelskrav, hvis§ 75 a er iagttaget, men hvis sælgeren f.eks. (culpøst) har fortiet oplys-ninger om varen af betydning for forbrugeren, smh. købelovens § 76, stk.1, nr. 3, hvorefter en sådan tilsidesættelse af sælgers loyale oplysnings-pligt betyder, at salgsgenstanden lider af en mangel.Gennemførelse af direktivforslagets mangelsbegreb vil derfor formentligkræve ændring af købelovens § 76, således at mangelsbegrebet gøressnævrere.

4.1.7.

Direktivforslaget omtaler ikke – som det er tilfældet i det gældendedirektiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed –spørgsmålet om den erhvervsdrivendes brug af generelle forbehold i56

købsaftaler. Som nævnt fik købelovens § 77 sin nuværende affattelse iforbindelse med gennemførelsen af det eksisterende direktiv, således atder som udgangspunkt ikke er retsvirkninger knyttet til at anvende gene-relt formulerede forbehold om varen som f.eks. ”solgt som beset”, ”somden er og forefindes”, ”as is” osv. Det kan på den baggrund give anled-ning til tvivl, om direktivforslaget vil kræve en ændring af købelovensregler om, at brug af generelle forbehold ikke har nogen retsvirkninger.

4.1.8.

Efter direktivforslagets artikel 26, stk. 2, har sælgeren valget mel-lem, om der skal ske afhjælpning eller omlevering, hvis en salgsgenstander mangelfuld. Direktivforslaget adskiller sig herved fra det eksisterendeforbrugerkøbsdirektiv og fra købeloven, der giver forbrugeren ret til atvælge mellem disse to mangelsbeføjelser. Gennemførelse af direktivfor-slaget vil således kræve ændring af lovgivningen. Hermed vil lovgivnin-gen på dette punkt i det væsentligste blive bragt tilbage til retsstillingenfør gennemførelsen af det gældende direktiv.

4.1.9.

I direktivforslagets artikel 26 fastsættes bl.a., at forbrugeren kanhæve købet, hvis manglen er væsentlig. Det må overvejes, om bestem-melsen udtømmende angiver betingelserne for, at forbrugeren har hæ-veadgang, eller om forslaget tillader supplerende nationale bestemmelsersom købelovens § 57, hvorefter forbrugeren som udgangspunkt kun erberettiget til at hæve købet og kræve købesummen tilbagebetalt, hvissalgsgenstanden tilbageleveres til sælgeren i væsentlig samme stand ogmængde som ved leveringen.

4.1.10.

Direktivforslagets artikel 26, stk. 4, litra d, angiver, at forbrugerenkan gøre mangelsbeføjelser gældende, hvis den samme mangel er opståetgentagne gange inden for kort tid. Bestemmelsen må formentlig læsessåledes, at den regulerer antallet af afhjælpningsforsøg, der tilkommersælger. Det giver anledning til tvivl, hvornår der er tale omsammeman-gel, og hvor meget der skal til, for at manglen er opståetgentagnegange.Gennemførelse heraf vil kræve lovændring.

4.1.11.

Købelovens

§

78, stk. 4, giver forbrugeren mulighed for efter om-stændighederne at lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgersregning. Tilsvarende beføjelser er ikke omtalt i direktivforslaget. Pågrund af forslagets artikel 4 om totalharmonisering vil det formentlig ik-ke være muligt at opretholde en sådan adgang for forbrugeren.

4.1.12.

Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets præambel-betragtning nr. 41, hvorefter forbrugeren ikke skal godtgøre den er-hvervsdrivende for brug af defekte varer, lægger op til, at medlemsstater-ne ikke skal kunne anvende almindelige obligationsretlige principper omuberettiget berigelse, således at det efter omstændighederne kan fastsæt-tes, at der skal ske fradrag for brug i forbrugerens tilbagebetalingskrav.

4.1.13.

Det er meget uklart, hvad artikel 27, stk. 2, om erstatning for tab,som ”ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26” betyder. Hvisbestemmelsen skal forstås således, at der skal betales erstatning i anled-ning af enhver misligholdelse af salgsaftalen fra sælgers side, vil det væ-re en vidtgående ændring af gældende dansk ret, idet der således i alletilfælde påhviler sælger et erstatningsansvar, uanset om denne har hand-let culpøst eller kunne have undgået misligholdelsen.

4.1.14.

Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd vilendvidere kræve ændring af købelovens bestemmelse om ”relativ” re-klamationsfrist, dvs. en reklamationsfrist, der først begynder at løbe, nårkøberen har opdaget manglen. Direktivforslaget angiver den relative re-klamationsfrist til 2 måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen.Det vil dermed ikke være muligt at opretholde gældende dansk ret, hvor-efter forbrugeren skal reklamereinden rimelig tid,efter at vedkommendeopdagede manglen, dog således at reklamation inden 2 måneder efter atforbrugeren opdagede manglen altid anses for foretaget inden rimelig tid,jf. købelovens § 81.Det er også på grund af direktivforslagets totalharmoniseringsklausultvivlsomt, om det er muligt at opretholde købelovens § 82, hvorefter denrelative reklamationsfrist i § 81 ikke gælder, hvis sælgeren har handlet istrid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

4.1.15.

Det vil desuden være nødvendigt at foretage ændring af den abso-lutte reklamationsfrist i købelovens § 83, idet undtagelsen for 2-års fri-sten, når der er tale om køb af byggematerialer og køb af varer, i forholdtil hvilke en offentlig myndighed har udstedt påbud om tilbagekaldelseeller destruktion, ikke vil kunne opretholdes.Undtagelsen fra fristen i købelovens § 83, hvis sælgeren har handlet istrid med almindelig hæderlighed, vil endvidere næppe kunne oprethol-des.58

4.1.16.

Efter direktivforslagets 28, stk. 2, skal der løbe en ny absolut re-klamationsfrist, hvis sælger foretager omlevering. Tilsvarende bestem-melse findes ikke i købeloven, men efter Forbrugerklagenævnets praksisantages der at løbe en ny frist ved omlevering. Efter nævnets praksis lø-ber der endvidere en ny frist ved afhjælpning, hvis denne er så omfatten-de, at den reelt må sidestilles med omlevering. Det er tvivlsomt, om den-ne praksis vedrørende afhjælpningssituationen kan opretholdes, eller omforslagets artikel 28, stk. 2, må anses for udtømmende at gøre op med, ihvilke tilfælde der løber en ny absolut reklamationsfrist.

4.1.17.

Gennemførelse af forslagets artikel 28, stk. 3, hvorefter forbruge-ren og den erhvervsdrivende ved køb af brugte varer kan aftale en kortereabsolut reklamationsfrist, vil kræve lovændring, da § 83 efter gældendedansk ret ikke kan fraviges til skade for forbrugeren og fastsætter en re-klamationsfrist på 2 år også ved køb af brugte genstande.

4.1.18.

Direktivforslagets artikel 29, stk. 2, litra a, indebærer, at forbruge-rens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om mangelsbeføjelserskal oplyses over for forbrugeren, og at den erhvervsdrivende skal gøredet klart, at disse rettigheder ikke berøres af en eventuel handelsmæssiggaranti. Forbrugeren skal altså gøres opmærksom på, at vedkommendeikke stilles ringere i relation til artikel 26, uanset hvad den handelsmæs-sige garanti går ud på. Herudover skal det oplyses over for forbrugeren,hvis den handelsmæssige garanti ikke kan overføres til en efterfølgendekøber. Disse krav vil antageligvis kræve en ændring af markedsførings-lovens § 12, som ikke indeholder tilsvarende oplysningsforpligtelser.

4.1.19.

Efter generalklausulen i § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesæt-tes helt eller delvis, hvis det være urimeligt eller i strid med almindelig-hed hæderlighed at gøre den gældende. Det kan give anledning til en vistvivl, om denne bestemmelse skal ændres, hvis direktivforslagets artikel32, stk. 1, hvorefter der kræves enbetydeligskævhed i parternes rettig-heder og forpligtelser efter aftalen, før der er tale om et urimeligt kon-traktvilkår, gennemføres.

4.1.20.

Direktivforslagets artikel 32, stk. 2, vil i hvert fald have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser. Efter denne bestemmelse kan der ved vur-deringen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, ikke tages hensyn til om-stændigheder, der er indtruffet efter aftalens indgåelse. Efter aftalelovenkan der imidlertid ved urimelighedsvurderingen tages hensyn til alle re-levante omstændigheder, alene med den begrænsning, at senere indtrufne59

omstændigheder ikke kan inddrages til skade for forbrugeren, jf. § 38, c,stk. 2.

4.1.21.

Forslagets artikel 32, stk. 3, vil også kræve lovændring. Bestem-melsen angiver, at spørgsmålet om urimelighed ikke kan berøre forholdetmellem betaling og den erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forplig-telse. I modsætning til, hvad der gælder efter aftalelovens § 38 c, er detsåledes efter direktivforslaget ikke alle momenter i aftalen, der kan indgåi urimelighedsvurderingen.

4.1.22.

I forbindelse med gennemførelse af direktiv 93/13/EØF om uri-melige kontraktvilkår antog man i bemærkningerne til det pågældendelovforslag, at direktivet alene regulerede ”kvalificeret” urimelighed, og atgeneralklausulen i aftalelovens § 36, rækker videre end direktivet. På denbaggrund kan det give anledning til tvivl, om det foreliggende direktiv-forslag med totalharmoniseringsklausulen tillader, at der i aftalelovens §38 c opretholdes en henvisning til § 36.

4.1.23.

Forslagets artikel 34 og 35 regulerer retsvirkningerne af, at et vil-kår optræder på direktivforslagets sorte og grå liste. I modsætning til,hvad der gælder efter det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvil-kår, er der tale om bindende lister, og det vil derfor være nødvendigt atændre aftaleloven på dette punkt.Det skal endvidere bemærkes, at direktivforslagets bestemmelser omurimelige kontraktvilkår er begrænset til at finde anvendelse ved ikke-individuelt forhandlede vilkår. I modsætning hertil finder aftalelovensbestemmelser om urimelige aftalevilkår i al væsentlighed anvendelse,uanset om et aftalevilkår er individuelt forhandlet eller ej. På den bag-grund kan der være tvivl om, hvorvidt direktivforslaget tillader, at aftale-lovens generelle bestemmelser kan opretholdes i forbrugerforhold, ellerom totalharmoniseringen forpligter til en lovgivning, hvorefter forbruge-re alene er beskyttet mod urimelige kontraktvilkår ved standardaftaler.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Direktivforslaget skønnes som udgangspunkt ikke at have statsfinansiellekonsekvenser.

4.3. Samfundsøkonomiske konsekvenser

De samfundsøkonomiske konsekvenser vil afhænge af den endelige ud-formning af direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmo-niseringsgraden.

4.4. Beskyttelsesniveauet

Der henvises til gennemgangen af de lovgivningsmæssige konsekvenser.

4.5. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

De administrative konsekvenser vil afhænge af den endelige udformningaf direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmoniserings-graden. Forslaget om totalharmonisering af reglerne vil alt andet lige gø-re det lettere for erhvervslivet er udbyde varer og tjenester i andre EU-lande, idet det vil være de samme regler, som erhvervslivet stilles overfor i alle EU-lande. Ændrede regler vil kunne medføre, at erhvervslivetvil skulle foretage omstillinger i arbejdsgangene og ændring af markeds-føringstiltag mv.

5. Høring

Direktivforslaget blev den 12. november 2008 sendt i høring hos følgen-de myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og

Handelsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,

Akademikernes Centralorganisation, Aktive kvinder i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og In-

dustriforening i Danmark, Brancheforeningen for Forbrugerelek-

tronik, Business Danmark, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks

Automobilforhandlerforening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksport-

forening, Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks National-

bank, Danmarks Optikerforening, Danmarks Rederiforening, Dan-

marks Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerforening, Dan-

marks Sportshandlerforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Ar-

bejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk dagligvareleverandør

Forening, Dansk Detail, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk

Erhverv, Dansk Erhvervssammenslutning, Dansk Fjernvarme,

Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, Dansk Landbrug,

Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Timeshareejer For-

ening, Dansk Varefakta Nævn, Danske Advokater, Danske

Busvognmænd, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, Danske

Reklame- og Relationsbureauers Brancheforeninger, Danske Spil,

De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, De

Samvirkende Købmænd, DONG A/S, DSB, Ejendomsmæglernes

Landsorganisation, El-installatørernes Landsforening ELFO, Falck

Danmark A/S, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbrugerombuds-

manden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen

af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater

FEHA, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Registre-

rede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forman-

den for Forbrugerklagenævnet, Foreningen for Distance- og Inter-

nethandel, Forlæggerforeningen, Forsikring & Pension, Fællesfor-

eningen for Danmarks Brugsforeninger, HORESTA, Huset Mar-

kedsføring, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Bran-

cheorganisation ISABRO, Investeringsforeningsrådet, IT-Branchen,

DI ITEK, Kommunernes Landsforening, Landbrugsraadet, Lands-

organisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Energi- og Olie-

organisationerne, PBS Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S,

Post Danmark, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsearran-

gørforeningen i Danmark, Rejsegarantifonden, Skandinavisk Time-

share Forening, Telekommunikationsindustrien i Danmark og Visit

Denmark.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra følgende:Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrel-sen, Advokatrådet, Branchen Forbrugerelektronik BFE, Danmarks Au-tomobil Forhandler Forening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rej-sebureau Forening, Danske Advokater, Danske Dagblades Forening,Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk Kredit Råd,Finans og Leasing, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenededanske motorejere, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring &Pension, Foreningen Registrerede Revisorer, Håndværksrådet, Kommu-nernes Landsforening, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark,Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsegarantifonden og Telekom-munikationsindustrien i Danmark.

Justitsministeriet har endvidere modtaget bemærkninger fra One.comvedrørende direktivforslaget.

Præsidenterne for Østre

Vestre Landsret, byretterne, Domstols-

styrelsen, Advokatrådet, Danske Advokater, Danmarks Automobil-

forhandler Forening, Dansk Kredit Råd, Foreningen Registrerede

Revisorer, Kommunernes Landsforening

Landbrugsraadet

harikke bemærkninger til direktivforslaget.

Forsikring & Pension

Realkreditrådet

har ikke bemærkninger tildirektivforslaget, forudsat at forslaget ikke har konsekvenser for dansklovgivning.

Rejsegarantifonden

har ikke bemærkninger til direktivforslaget, menpeger på, at det – hvis forslaget vedtages – vil være nødvendigt at ændrelov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond.

Realkreditforeningen

bemærker, at væsentlige dele af direktivet ikkefinder anvendelse på områder vedrørende aftaler om realkreditbelåning,men at man i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag kan vurdere be-tydningen af direktivforslaget.

5.1. Generelle bemærkninger

Danske Mediers Forum

finder det generelt positivt, at direktivforslagethar til formål at forenkle den eksisterende lovgivning og bemærker, atdette vil kunne lette overblikket og være et nyttigt led i bestræbelserne påat gennemføre et reelt indre marked.

Dansk Erhverv

bemærker, at man ser positivt på forslaget, der vil har-monisere reglerne på et forbrugerbeskyttelsesniveau, der i det væsentligesvarer til det danske.

Dansk Erhverv

bemærker dog også, at årsagernetil, at der ikke drages fuld nytte af det indre marked, er mange – ikke blotforskellig forbrugerbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne – men ogsåskyldes forhold som eksempelvis momssatser og forskellige håndhævel-sesmekanismer.

Dansk Erhverv

finder, at direktivforslaget bør læses i sammenhæng medreglerne om, efter hvilket lands lovgivning en aftale skal bedømmes, her-under den såkaldte Rom I-forordning, der angiver, at forbrugerens hjem-landslovgivning gælder for kontrakten, hvilket indebærer en barriere for63

virksomhederne, der – til trods for eventuel totalharmonisering på dele afforbrugerområdet – herved ikke kan undgå at skulle sætte sig ind i frem-med lovgivning og tilpasse aktiviteten hertil på alle de spørgsmål, derikke direkte er reguleret af direktivforslaget.

Dansk Industri

støtter det overordnede formål med direktivforslaget, daforskelle i national lovgivning er en af årsagerne til, at forbrugere ogvirksomheder ikke nyder fuld gavn af det indre marked.

Forbrugerombudsmanden

hilser principielt direktivforslaget velkom-ment og bemærker, at totalharmonisering kan være et middel til at imø-degå de praktiske vanskeligheder, der – til skade for forbrugerbeskyttel-sen og konkurrencevilkårene – i dag er forbundet med grænseoverskri-dende håndhævelse af direktiver, der er gennemført forskelligt i de enkel-te medlemsstater. Det anføres, at totalharmonisering ikke i sig selv er tilskade for forbrugerbeskyttelsen, forudsat at harmoniseringen bliver fast-sat på et tilstrækkeligt højt niveau.

Forbrugerrådet

bemærker generelt, at man er stærkt bekymret over detforeliggende forslag, hvor det er uvist, hvilke forbedringer for forbruger-beskyttelsen der i givet fald bliver tale om, mens det er åbenbart, at for-slaget på en række punkter vil føre til, at forbrugerbeskyttelsesniveauetmå sænkes i Danmark, ligesom det er uklart, hvilke samlede konsekven-ser et totalharmoniseringsdirektiv på området vil have generelt på civil-rettens område.

Forbrugerrådet

finder det således vanskeligt at vurdere,hvad totalharmonisering på området kan føre til generelt i forhold tildansk lovgivning samt klagenævns- og retspraksis, herunder om fortolk-ningen af en række spørgsmål fremover vil være overladt til EF-Domstolen.

Forbrugerrådet

bemærker, at man er enig i behovet for at revidere deeksisterende direktiver, men at totalharmonisering ikke er den rette me-tode, da der er stor risiko for, at harmoniseringen sker på et niveau, somer uacceptabel for en del lande, ligesom udvikling af de enkelte med-lemsstaters lovgivning bliver sat i stå.

Forbrugerrådet

er derfor skeptiskover for, om totalharmonisering af alle direktivets bestemmelser er hen-sigtsmæssig.

Forbrugerrådet

peger på, at Kommissionens begrundelse for behovetfor totalharmonisering – at den nuværende fragmenterede lovgivning fø-rer til, at forbrugere afholder sig fra at handle grænseoverskridende – ik-64

ke er overbevisende, og at undersøgelser viser, at en række andre forholdaf mere praktisk karakter – sprog, adgang til internettet, usikkerhed omklagemuligheder og håndhævelse, risiko ved betaling via internettet osv.– vejer tungere i forbindelse med forbrugernes valg.

Forbrugerrådet

finder endvidere, at Kommissionens begrundelse, hvorefter revisionentager sigte på at forenkle lovgivningen, er forfejlet, idet en gennemgangaf forslaget viser betydelige vanskeligheder ved at fastslå, hvad der falderinden for og uden for direktivets anvendelsesområde.

Forbrugerrådet

har også peget på, at det havde været nærliggende veden revision på området, der tager sigte på hensynet til det indre marked,at inddrage spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette et man-gelskrav direkte mod producenten, således som det kendes fra visse afmedlemsstaternes lovgivning.

Forenede Danske Motorejere (FDM)

anfører, at der ikke er tvivl om, aten harmonisering af forbrugerbeskyttelsen kan være til gavn for bådeforbrugere og erhvervsdrivende, men finder det samtidig væsentligt, atharmoniseringen ikke sker på bekostning af forbrugernes rettigheder.Hvis valget står mellem hensynet til den erhvervsdrivendes mulighederfor at afsætte varer over grænserne og hensynet til at sikre forbrugerbe-skyttelsen, bør hensynet til forbrugernes tarv efter FDM’s opfattelse vejetungest. FDM finder det således bekymrende, at direktivforslaget – tiltrods for understregningen af ønsket om et højt fælles forbrugerbeskyttel-sesniveau – vil forringe forbrugerbeskyttelsen i Danmark på en rækkepunkter.

Formanden for Forbrugerklagenævnet

bemærker, at enkle og klarelovbestemmelser er en forudsætning for, at forbrugerne kan orientere sigom deres retsstilling, og at sådanne regler er af væsentlig betydning forForbrugerklagenævnets mulighed for hurtigt og effektivt at behandle sa-ger. Derfor er det positivt, at der med direktivforslaget lægges op til enforenkling og opdatering af de eksisterende regler på området.

Landsorganisationen i Danmark

er umiddelbart skeptiske over for for-slaget og frygter, at direktivet vil indebære en forringelse af forbrugerbe-skyttelsen i Danmark, men kan ikke i øvrigt vurdere, i hvilket omfangdirektivet vil kræve ændring af dansk lovgivning.

Rederiforeningen

bemærker generelt, at direktivforslaget er svært læse-ligt, og at Kommissionens ledsagende bemærkninger til utilstrækkelige.65

One.com

er positiv overfor direktivforslagets formål om at ensarte ind-holdet af forbrugerrettigheder i EU, herunder omfanget af informationer,der skal gives i forbindelse med aftaleindgåelsen.

5.2. Harmoniseringsgrad

Danmarks Rejsebureau Forening

hilser forslaget om totalharmonisere-de forbrugerrettigheder i EU velkomment og finder en sådan harmonise-ringsgrad nødvendig af hensyn til konkurrencen og for at sikre forbruge-rens mulighed for at sammenligne.

Dansk Erhverv

støtter anvendelsen af totalharmonisering og finder detafgørende for at sikre markedsmæssige og konkurrencemæssige fordeletil gavn for både forbrugere og erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv

be-mærker, at totalharmonisering er afgørende for den fremtidige nytteværdiaf direktivet, og at det – hvis det ikke er muligt på nuværende tidspunktat opnå enighed om totalharmonisering på området – vil det være hen-sigtsmæssigt at lade direktivforslaget afvente færdiggørelsen af arbejdetmed en fælles referenceramme for aftaleret i EU.

Dansk Industri

tilslutter sig, at en revision på området sker via total-harmoniserede regler, da dette både vil styrke forbrugertilliden og øgekonkurrencen.

Formanden for Forbrugerklagenævnet

bemærker, at totalharmonise-ring vil betyde ensartede lovbestemmelser, hvilket vil gøre det lettere fornævnet at træffe afgørelse i sager, hvor øvrige EU-landes lovgivning skalanvendes. Imidlertid indebærer den foreliggende tekst på en række punk-ter, at der med totalharmoniserede regler vil være tale om en forringelseaf forbrugerbeskyttelsen i dansk ret, og man bør være opmærksom på, atden fulde harmonisering ikke fører til forringelse af forbrugerbeskyttel-sesniveauet i Danmark.

Håndværksrådet

støtter som udgangspunkt fuld harmonisering af reg-lerne på forbrugerområdet.

One.com

tilslutter sig den valgte harmoniseringsgrad og bemærker, atminimumsharmonisering vil ødelægge fordelene ved en fælles EU-regulering og forringe danske virksomheders muligheder for konkurren-cedygtigt salg samt forbrugernes mulighed for adgang til gode tilbud.66

5.2. Definitioner

5.2.1. Forbruger

Danmarks Rejsebureau Forening

tilslutter sig direktivets forslag tildefinition af forbrugerbegrebet og finder, at der hermed er tale om enklarere afgrænsning end efter gældende dansk ret, som indeholder enbredere definition.

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslagets definition af forbruger-begrebet er snævrere end den danske, men at der næppe er tale om væ-sentlige ændringer i forhold til dansk praksis.

Dansk Industri

rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets defini-tion af forbrugerbegrebet tillader, at medlemsstaterne indfører regler,hvorefter mindre erhvervsdrivende er beskyttet af regler svarende til for-brugere.

FDM

finder, at direktivforslagets definition kan føre til, at der ved han-del mellem to privatpersoner kan blive tale om, at de opnår forbrugeret-tigheder over for hinanden.

Håndværksrådet

støtter direktivets definition af forbrugerbegrebet, hvisman i dansk ret kan opretholde den bredere definition, således at mindreerhvervsdrivende efter omstændighederne kan nyde beskyttelse som for-bruger.

5.2.2. Fast forretningssted

FDM

bemærker, at forslagets definition anser messestande som en del afet fast forretningssted, hvorved der bliver tale om en forringelse af for-brugerens beskyttelse i forhold til gældende dansk ret. Samtidig peges på,at det forekommer inkonsekvent, at en midlertidig placering på et hoteleller et konferencecenter samtidig skal betragtes som uden for fast forret-ningssted.

5.2.3. Mellemmand

Danmarks Rejsebureau Forening

støtter direktivforslagets definition afen mellemmand og finder det væsentligt, at det står forbrugeren klart,67

hvis en given tjenesteydelse leveres af en anden end den, der formidleraftalen med forbrugeren.

5.2.4. Varigt medium

Danske Mediers Forum

kan tilslutte sig de eksempler, der er nævnt pået varigt medium, men bemærker, at opretningen i præambelbetragtningnr. 16 i sagens natur ikke kan være udtømmende henset til den teknologi-ske udvikling, men at der bør foretages en konkret vurdering, hvor lag-ringskapacitet og tilgængelighedsperiode inddrages.

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 2, nr. 10, ikkeumiddelbart synes at omfatte SMS og MMS, hvilket bør være tilfældet.

Telekommunikationsindustrien

finder det hensigtsmæssigt, hvis det iforslaget anføres, at en mobiltelefon efter omstændighederne kan være etvarigt medium, afhængig af telefonens lagringskapacitet, jf. herved lovom betalingstjenester.

5.2.5. Vare

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivets definition i modsætning tildansk ret ikke omfatter salg på tvangsauktion, og at konsekvenserne her-af bør klarlægges.

Dansk Fjernvarme

bemærker, at direktivet – i lighed med undtagelsenfor elektricitet, vand og gas – bør undtage fjernvarme, der også er en led-ningsbunden energibærer.

Dansk Industri

finder, at direktivforslaget tillige bør indeholde en defi-nition af, hvad der forstås ved en tjenesteydelse og eventuelt også ved entjenesteyder.

5.2.6. Handelsmæssig garanti

Dansk Erhverv

finder, at definitionen bør udbygges, således at det sik-res, at de retlige følger af at anvende garantibegrebet harmoniseres.

5.3. Oplysningskrav

5.3.1. Generelt

Dansk Erhverv

bemærker, at kapitel II i direktivforslaget i et vist om-fang er en nyskabelse til gavn for forbrugerne, og at oplysningsforpligtel-serne er afbalancerede og sikrer forbrugerne de væsentligste oplysninger.Det kunne være nyttigt at henvise til oplysningsbehovet for en gennem-snitsforbruger for derved at afgrænse, hvornår en oplysning må antagesat fremgå af sammenhængen.

Dansk Erhverv

finder det imidlertid merehensigtsmæssigt, hvis pligten til at give oplysninger erstattes af en pligtfor den erhvervsdrivende til at gøre oplysningerne let tilgængelige forforbrugeren.

Dansk Erhverv

finder endvidere, at det bør afklares, om direktivforsla-get på dette punkt tilsigter at være en undtagelse fra oplysningskravene iservicedirektivet.

Dansk Industri

rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets artikel5, nr. 1, litra g og h, hvorefter den erhvervsdrivende skal orientere for-brugeren om aftalens gyldighedsperiode og minimumsvarigheden af for-brugeres forpligtelser, er til hinder for indgåelse af aftaler, der indeholderen bindingsperiode, hvilket ikke bør være tilfældet.

Dansk Industri

finder, at der er behov for en præcisering af, om denhenvisning, der er i forslagets artikel 6, stk. 2, til artikel 13, skal forståssåledes, at fortrydelsesfristen forlænges, uanset hvilken oplysning denerhvervsdrivende har forsømt at give forbrugeren, eller om fristen kunforlænges, hvis der ikke er oplyst om retten til at fortryde.

Dansk Industri

bemærker endvidere, at det forekommer uklart, på hvil-ket tidspunkt den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysningersom nævnt i direktivforslagets artikel 9, litra b-f, idet det alene angives,at oplysninger nævnt i artikel 9, litra a, skal gives forud for aftaleindgåel-sen. Det er desuden uklart, om oplysninger nævnt i artikel 9 og 10 – påsamme måde som de, der nævnes i artikel 5 – kan undlades, hvis de alle-rede fremgår af konteksten.

Håndværksrådet

finder, at direktivforslagets artikel 10, stk. 2, hvorefteren aftale indgået uden for fast forretningssted kun er gyldig, hvis forbru-geren underskriver en ordreseddel, er uacceptabel, og bemærker, at dette69

strider mod et grundlæggende princip om, at mundtlige aftaler er lige såbindende som skriftlige, ligesom et skriftlighedskrav vil være unødigtbesværligt i det praktiske liv, hvor mange aftaler indgås mundtligt –f.eks. på forbrugerens bopæl.

Håndværksrådet

bemærker endvidere, at bestemmelsen skaber proble-mer i forhold allerede udførte tjenesteydelser, hvor det ikke er muligt attilbagelevere ydelsen ved efterfølgende ugyldighed som følge af mang-lende overholdelse af formalia.

Rederiforeningen

bemærker, at direktivforslagets kapitel II indeholderganske ukonkrete og vanskeligt implementerbare bestemmelser for såvidt angår transport, navnlig søtransport. Det er ikke umiddelbart klart,hvorledes en række af oplysningsforpligtelserne i kapitlet skal forstås irelation til sådanne tjenesteydelsesaftaler.

5.3. Aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretnings-

sted

5.3.1. Generelt

Dansk Industri

bemærker, at kapitlet synes at være skrevet med henblikpå salg af varer, og at det nøje bør overvejes, om bestemmelserne er eg-nede til anvendelse ved fjernsalg mv. af tjenesteydelser.

Finans og Leasing

finder det væsentligt, at der er enighed om, at direk-tivforslaget ikke regulerer aftaler omfattet af direktiv 2008/48 om forbru-gerkreditter. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid en rækkeundtagelser (øvre og nedre beløbsgrænser), og spørgsmålet er, om disseaftaler er omfattet af direktivforslaget.

Rederiforeningen

finder det afgørende, at de eksisterende undtagelservedrørende sø- og transportforhold opretholdes.

5.3.2. Fortrydelsesret

Danmarks Rejsebureau Forening

tilslutter sig, at det i direktivforsla-gets artikel 20, stk. 3, foreslås, at salg af transportydelser, pakkerejsermv. fortsat skal være undtaget fra reglerne om fortrydelsesret mv. Undta-gelsen fra fortrydelsesretten bør gælde, uanset om der er tale om fjern-70

salg, salg uden for fast forretningssted eller salg på et fast forretnings-sted.

Danmarks Rejsebureau Forening

understreger, at rejsebureauer allere-de ved forbrugerens bestilling af en rejse får betydelige omkostninger,herunder i form af hæftelser over for tredjemand, og at en ret for forbru-geren til at fortryde aftalen derfor ville betyde væsentlige ikke-refunderbare omkostninger for rejsebureauerne.

Danske Mediers Forum

bemærker, at der ikke med forslagets bestem-melser om fjernsalg er taget fornøden højde for de nye markedstendensersamt anvendelse af interaktive kommunikationsmidler brugerne og medi-erne imellem i form af køb af elektroniske ydelser med nyhedsvideokliposv. Forslagets artikel 19 er ikke tilstrækkelig til at sikre den rette balan-ce mellem hensynet til forbrugerne og til de erhvervsdrivende. Fjernsalgaf elektroniske ydelser i form af nyheder, film videoklip mv. bør ogsåundtages i lighed med plomberede lydoptagelser og edb-programmer, dadet også her vil være urimeligt, hvis forbrugerne kan fortryde – forslagetstekst skaber her en vilkårlig forskelsbehandling mellem de forskelligeelektroniske ydelsestyper.

Danske Mediers Forum

finder endvidere, at der bør være knyttet en ba-gatelgrænse til fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler, da fortrydelsesretved aftaler af ringe værdi er et indgreb over for den erhvervsdrivende,der ikke står mål med hensynet til at beskytte forbrugerne ved sådanneaftaler.

Danske Mediers Forum

bemærker i forhold til indholdstakseredeSMS’er, som bl.a. anvendes i forbindelse med deltagelse i afstemningereller konkurrencer, at det bør fremgå klart af direktivteksten, at forbruge-ren ikke kan fortryde efter deltagelse i en SMS-afstemning. Det bør ogsåafklares, om disse SMS’er overhovedet skal betragtes som en fjernsalgs-aftale.

Danske Mediers Forum

kan endvidere tilslutte sig forslagets artikel 11,stk. 3, hvorefter der i visse tilfælde kan ske en begrænsning af de oplys-ninger, der umiddelbart skal stilles til forbrugerens rådighed.

Dansk Erhverv

finder, at artikel 12 om fortrydelsesfristens beregningbør præcisere, at datoen for aftalens indgåelse medregnes i fristen og atfristen regnes i kalenderdage.71

Dansk Erhverv

anfører vedrørende artikel 19, at det kan give anledningtil tvivl, hvornår en vare har fået ”et tydeligt personligt præg”, hvorvedaftalen ikke er omfattet af retten til at fortryde. Direktivforslaget bør der-for suppleres med en bestemmelse om udtrykkeligt samtykke fra forbru-geren eller en pligt for den erhvervsdrivende til at oplyse herom, da derellers kan blive tale om en konfliktskabende regel.

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 12 og 17 indebæ-rer, at forbrugeren – efter at vedkommende inden for fortrydelsesfristenpå 14 dage har meddelt den erhvervsdrivende, at aftalen fortrydes – kanbeholde varen i yderligere en periode på 14-dage, hvilket forekommerurimeligt. Samtidig er det uklart, om forbrugeren i denne periode hæfterfor varens eventuelle værdiforringelse.

Dansk Industri

finder, at forbru-geren i stedet – i overensstemmelse med gældende dansk ret – bør retur-nere varen til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristen udløber.

Dansk Industri

anfører vedrørende det tidspunkt, hvor fortrydelsesfri-sten begynder at løbe, at det bør præciseres, hvordan man forholder sig itilfælde, hvor en aftale både indeholder et køb af en vare og en tjeneste-ydelse – eksempelvis køb af en mobiltelefon samt mobiltelefonabonne-ment.

Dansk Industri

finder behov for præcisering af, hvor meget der kræves,for at forbrugeren kan siges at have givet sit udtrykkelige samtykke til, aten tjenesteydelse kan udføres, inden fortrydelsesfristens udløb, jf. direk-tivforslagets artikel 19. Sammenhængen mellem artikel 19 og artikel 17bør endvidere præciseres, da bestemmelserne synes at kunne læses såle-des, at en forbruger, der ikke har givet et udtrykkeligt samtykke efter ar-tikel 19, ikke skal betale for en allerede udført tjenesteydelse og dermedefterfølgende gratis vil kunne fortryde. Eksempelvis vil en forbruger, derallerede inden fortrydelsesfristens udløb har haft et betydeligt mobiltele-fonforbrug, således kunne fortryde købet af mobiltelefon og dermedabonnement med den konsekvens, at den erhvervsdrivende ikke kan kræ-ve betaling for det forbrug, der har været i perioden indtil aftalen fortry-des.

Dansk Industri

anfører desuden, at det bør præciseres, hvad der skalforstås ved tilknyttet aftale i henhold til direktivforslagets artikel 18.

Finans og Leasing

bemærker, at leasing af biler til private efter gælden-de ret anses som en transport, der er undtaget fra retten til at fortryde enfjernsalgsaftale i lighed med biludlejning. I direktivforslaget nævnes iartikel 20, stk. 3, både transport og biludlejning som undtagelse fra for-trydelsesretten, og der bør – for at undgå modsætningsslutninger – væreen bemærkning om, at leasing af biler til private også er undtaget.

Forenede Danske Motorejere

bemærker, at direktivforslagets artikel11, stk. 2, ikke – i modsætning til gældende dansk ret – opstiller be-grænsning i, hvilke varer der må afsættes ved telefoniske henvendelser.

Håndværksrådet

finder, at fortrydelsesfristen ikke i alle tilfælde bør ud-skydes, hvis der ikke er oplyst om fortrydelsesretten. Hvis forbrugerenikke har været udsat for aggressiv eller utilbørlig adfærd fra den er-hvervsdrivendes side, og dermed ikke er blevet overrumplet, vil direktiv-forslagets bestemmelser om fristens begyndelsestidspunkt kunne giveforbrugeren en urimelig lang frist for at fortryde, hvis vedkommende imellemtiden får mulighed for at få varen eller tjenesteydelsen leveret bil-ligere fra anden side.

Telekommunikationsindustrien

finder, at den erhvervsdrivende – udover på e-mail – bør kunne kvittere for modtagelse af en meddelelse omudnyttelse af fortrydelsesretten via SMS eller MMS.

Telekommunikationsindustrien

bemærker endvidere, at artikel 17, 2.pkt., ikke bør gælde, hvis forbrugeren vidste eller burde vide, at ved-kommende var berettiget til at fortryde købet.

Telekommunikationsindustrien

finder desuden, at fortrydelsesrettenved tjenesteydelser – ligesom ved varekøb – alene bør kunne benyttes idet omfang, det er nødvendigt for at få kendskab til ydelsens art og denmåde den fungerer på, når ydelsen leveres inden fristens udløb og for-brugeren ikke har givet samtykke.

Telekommunikationsindustrien

fin-der det urimeligt, at forbrugeren med den nuværende ordlyd har mulig-hed for i en periode på op til 14 dage i videre udtrækning at benytte ydel-sen, uden at skulle betale herfor.

Telekommunikationsindustrien

bemærker, at det er nødvendigt at præ-cisere, hvad der efter forslagets artikel 18 skal forstås ved tilknyttede af-taler, der ophører uden udgift for forbrugeren, hvis denne benytter fortry-delsesretten. I den forbindelse bør en aftale om et mobiltelefonabonne-73

ment ikke bortfalde, hvis forbrugeren fortryder købet af selve mobiltele-fonen.

5.4. Købsaftaler

5.4.1. Generelt

Rederiforeningen

bemærker generelt, at det er afgørende, at bestemmel-serne fortsat ikke skal anvendes på aftaler vedrørende tjenesteydelser.

5.4.2. Formodningsreglen

Formanden for Forbrugerklagenævnet

har efterspurgt mulighed for atlette kravene til forbrugerens bevisførelse efter udløbet af 6-månedersformodningsreglen, navnlig i sager vedrørende teknisk kompliceredeprodukter, som ikke kan adskilles og undersøges med henblik på at fast-slå årsagen til fejlen.

5.4.3. Levering og risikoovergang

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 22 synes at krævevæsentlige ændringer i købelovens regler om forbrugerkøb.

5.4.4. Mangelsbeføjelser

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslagets artikel 26 adskiller sigfra den nuværende EU-regulering ved at give sælgeren ret til at vælgemellem omlevering og afhjælpning, men at der næppe herved er tale omnogen stor praktisk betydning, og at der alene vil være tale om en mindreindskrænkning i forbrugerens ret til at kræve omlevering. Den foreslåederegel vil begrænse sælgers omkostninger og dermed medvirke til lavereforbrugerpriser, ligesom den gældende retstilstand er konfliktskabende.

Dansk Erhverv

foreslår, at spørgsmålet om fradrag i forbrugerens kravpå tilbagebetaling af købesummen ved ophævelse reguleres i direktivetfor herved at undgå, at en forbruger får en uberettiget berigelse ved athave brugt en salgsgenstand i tæt på to år, inden manglen gøres gælden-de.

Dansk Erhverv

bemærker endvidere, at det ikke fremgår klart af direk-tivforslagets artikel 27, om omkostninger ved at bringe en mangelfuldvare til sælger skal afholdes af forbrugeren eller den erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv

finder direktivforslagets artikel 27 om erstatning vidtgå-ende og foreslår, at der tilføjes en betingelse om ansvarsgrundlag i lighedmed de danske regler om erstatning i anledning af mangler og ansvarsfri-hed ved force majeure som ved internationale køb reguleret af den inter-nationale købelov (CISG).

5.4.5. Reklamationsregler

Brancheforeningen Forbrugerelektronik (BFE)

finder forslagets arti-kel 28, stk. 2, hvorefter der løber en ny 2-årig absolut reklamationsfristved omlevering i anledning af mangler, problematisk. Det bemærkes, atder bør gælde samme regler, uanset om en mangel bliver udbedret vedafhjælpning eller omlevering, og at den foreslåede regel kan føre til, atden erhvervsdrivende afstår fra at udbedre ved hjælp af omlevering.

BFE

finder endvidere, at den foreslåede regel vil føre til yderligere administra-tive byder for den erhvervsdrivende, idet reglen forudsætter, at datoenfor, hvornår den omleverede genstand udleveres til forbrugeren, registre-res, og at reglen kan føre til misbrug ved, at en forbruger venter til slut-ningen af den 2-årige ansvarsperiode, før et omleveringskrav i anledningaf mangler ved salgsgenstanden gøres gældende, hvilket kan føre til ”enendeløs række af sikre perioder”.

Dansk Erhverv

kan tilslutte sig direktivforslagets bestemmelse om enrelativ reklamationsfrist på 2 måneder.

Dansk Erhverv

bemærker endvi-dere, at den absolutte reklamationsfrist bør fastsættes på en sådan måde,at der ikke kan være tvivl om, hvornår den udløber.

Håndværksrådet

støtter direktivforslagets artikel 28. stk. 3, hvorefterder for så vidt angår brugte varer er mulighed for, at parterne aftaler enkortere reklamationsfrist end direktivets, der dog ikke kan være kortereend 1 år. Det bemærkes, at en tilsvarende regel bør gælde i relation tiltjenesteydelser.

5.4.6. Handelsmæssige garantier

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslaget ikke forholder sig til engaranti, der indebærer omvendt bevisbyrde for, at varen er mangelfuld,75

og at der er behov for at vurdere konsekvenserne af direktivforslaget iforhold til handelsmæssige garantier.

Forenede Danske Motorejere

peger på, at direktivet alene opstiller vis-se indholdsmæssige krav, når garantibegrebet anvendes, mens det i danskret er et krav, at en garanti stiller forbrugeren væsentlig bedre end efterlovgivningen. Herved risikerer man at udhule indholdet af garantibegre-bet.

5.4.7. Urimelige kontraktvilkår

Danske Mediers Forum

bemærker, at adgangen til gruppesøgsmål somomhandlet i præamblens betragtning nr. 57 må forudsættes at relatere sigtil de lande, hvor der ikke som i Danmark allerede er etableret velfunge-rende klageinstanser af såvel privatretlig som offentligretlig karakter.

Dansk Industri

bemærker, at ændringer i bilagene efter artikel 39 skalforetages af Kommissionen, men at dette ikke bør ske uden inddragelseaf relevante interessenter, herunder erhvervslivets organisationer.

Rederiforeningen

finder det afgørende, at undtagelsen vedrørende kon-traktvilkår, der stammer fra internationale konventioner, fortsat oprethol-des på området.

5.4.8. Bilagene

Telekommunikationsindustrien

finder det uklart, hvad der skal forståsved overskriften til bilag 3 om kontraktvilkår, der formodes at være uri-melige, og bemærker endvidere, at litra i og k på listen forekommeruhensigtsmæssige ved løbende kontraktforhold, herunder på teleområdet.

6. Nærhedsprincippet

6.1. Kommissionens vurdering af nærhedsprincippet

Kommissionen har om forholdet til nærhedsprincippet anført, at formåletmed forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemslandene,idet den lovgivningsmæssige opsplitning, der er en følge af medlemssta-ternes forskellige implementering af de eksisterende minimumsdirekti-ver, ikke kan løses nationalt. Kun en koordineret indsats kan således bi-drage til at fuldende det indre marked.76

Kommissionen henviser i den forbindelse til, at forskelle i de enkeltemedlemslandes nationale lovgivninger skaber hindringer for det indremarked, konkurrenceforvridninger og retsusikkerhed.Kommissionen fremhæver endvidere, at forslaget kun finder anvendelsepå aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at forslaget alenetager udgangspunkt i totalharmonisering af de aspekter ved forbrugerbe-skyttelse, som er relevante ved handel på tværs af grænserne – dvs. deaspekter, der er af central betydning for erhvervsdrivende, når de opstillerstandardvilkår og udformer informationsmateriale.

6.2. Regeringens foreløbige vurdering af nærhedsprincippet

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at forslaget – som fremsat– må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, ogman kan i den forbindelse tilslutte sig de betragtninger, som Kommissio-nen er fremkommet med, jf. ovenfor under punkt 6.1.

7. Andre landes kendte holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemssta-ters holdninger.

8. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig i sagen. Europa-Parlamentets udvalg for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IM-CO) forventes at drøfte forslaget ved møder i november og december2009. I løbet af januar eller februar 2010 forventes det første udkast til enbetænkning fremlagt for udvalget.

9. Foreløbig dansk holdning

9.1.

Den foreslåede generelle totalharmonisering på dette område vil pådet foreliggende grundlag skabe en række væsentlige juridiske/tekniskeproblemer, idet forståelsen og rækkevidden af en stor del af de foreslåedebestemmelser giver anledning til tvivl. Der har også været tvivl om for-ståelsen af en række af de bestemmelser, som det foreslåede direktiv skalafløse, men de har i vidt omfang kunne løses i forbindelse med imple-menteringen ved at bruge minimumsklausulen. Det kan vise sig vanske-77

ligt at få udformet klare og enkle totalharmoniseringsregler, bl.a. fordi deformueretlige regler, der ændres, har sammenhæng med almindeligeformueretlige regler og principper.Det forekommer umiddelbart tvivlsomt, om generel totalharmoniseringer et hensigtsmæssigt middel til at sikre øget grænseoverskridende han-del, idet bl.a. sprog og klagemuligheder formentlig spiller en større rollepå dette område end, om der er visse forskelle i lovgivningerne. Der erogså risiko for, at totalharmonisering vil medføre, at det bliver nødven-digt at sænke forbrugerbeskyttelsesniveauet på væsentlige områder.Danmark bør imidlertid ikke være imod en hensigtsmæssig totalharmoni-sering på områder, hvor totalharmonisering kan gennemføres uden at væ-re til skade for forbrugerne og uden at medføre en uklar retstilstand. Detdrejer sig f.eks. om regler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. Der-imod er f.eks. reglerne om urimelige aftalevilkår efter Danmarks opfat-telse ikke velegnede til totalharmonisering.

9.2.

For Danmark er det vigtigt, at forbrugerbeskyttelsen her i landet ikkeforringes.

9.3.

For Danmark er det vigtigt, at subsidiaritetsprincippet er overholdt,og at der ikke vedtages generelle regler, hvor en sektorregulering bedreville kunne opfylde behovet for grænseoverskridende regler.

9.4.

For Danmark er det helt centralt, at de mange tvivlsspørgsmål omrækkevidden af forslaget bliver afklaret, idet en nærmere stillingtagen tilforslaget må afvente denne afklaring.

10. Orientering af Folketingets udvalg

Sagen har ikke tidligere være fremlagt for Folketingets Europaudvalg.Nærhedsnotat blev fremsendt den 28. oktober 2008. Nærværende grund-notat sendes til Folketingets Europaudvalg, Folketingets Erhvervsudvalgog Folketingets Retsudvalg.