§71, Alm.del - 2009-10 - Bilag 86: Henvendelse af 6/5-10 fra Statsforvaltningen Hovedstaden, Det Psykiatriske Patientklagenævn, om deres årsberetning 2009

1a. Patientklagenævnets sammensætning ultimo 2009.................................31b. Patientklagenævnets kompetenceområder og opgaver.............................32. Antal sager og sagsfordeling..................................................................43. Sagsbehandlingstiden...........................................................................64. Antallet af møder, mødested m.v...........................................................75. Deltagelse i Patientklagenævnets møder af læger, patienter ogpatientrådgivere (bistandsværger)..............................................................85a. Læger...............................................................................................85b. Patienter.........................................................................................105c. Patientrådgiverne/bistandsværgerne...................................................106. Afgørelsens udfald og omgørelsesprocent..............................................127. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser.......................147a. Anke til domstolene..........................................................................157b. Klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.....................................158. Patientklagenævnets aktiviteter i øvrigt.................................................15Afsnit II: Principielle problemstillinger.......................................................17

1. Tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse...............................................312. Tvangsfiksering...................................................................................32Ad 1 - Betingelserne for tvangsfiksering.....................................................33Ad 3 - Tvangsfikseringens tidsmæssige udstrækning....................................44Ad 4 – Anlæggelse af remme....................................................................46Ad 5 – Revurderingen mindst fire gange i døgnet jævnt fordelt......................47Ad 6 – 48-timers-revurdering...................................................................47Ad 7 – Tvangsfiksering og frihedsberøvelse................................................474. Tvangsbehandling...............................................................................494.1 Tvangsbehandling af gravid kvinde med Trilafon og Serenase..................494.2 Dokumentation for daglig eller næsten daglig motivation.........................504.3 Motivering med konkret præparat i konkret dosis dagligt eller næsten dag·ligt.......................................................................................................504.4 Motivering med højere dosis end beslutning..........................................524.5 Tvangsbehandling, hvor beslutningen indeholder et skift til en anden be·handling................................................................................................524.6 Tvangsbehandling med Risperdal og blodprøvetagning............................534.7 Tvangsernæring................................................................................535. Personlig skærmning...........................................................................546. Fysisk magtanvendelse........................................................................547. Beroligende medicin med tvang.............................................................548. Formelle fejl og mangler/kritik..............................................................54Skemaoversigt............................................................................................57

ForordDet Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden afgiver hermedsin tredje årsberetning.Hovedstadsforvaltningen har 33 % af landets indbyggere og har 35,5 % af de indlagtepsykiatriske patienter på landsplan, mens de tvangsberørte udgør ca. 42,3 % af de berør·te på landsplan.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden har i 2009 afholdtmøder på følgende psykiatriske centre: Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center Bal·lerup, Psykiatrisk Center Bispebjerg, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg,Psykiatrisk Center Bornholm, Psykiatrisk Center Frederiksberg, Psykiatrisk Center Gentof·te, Psykiatrisk Center Glostrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Retspsy·kiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Center Hvidovre, Psykiatrisk Center Nordsjælland,Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nordsjælland og Psykiatrisk Center Rigshospitalet.Ud over den generelle diskussion af praksis vedrørende tvang i psykiatrien samt de stati·stiske oplysninger på landsplan tjener beretningen til formidling af viden om nævnets ar·bejde både til en bredere offentlighed og mere specifikt til de implicerede psykiatriskecentre. Det er Statsforvaltningen Hovedstadens indtryk, at årsberetningerne hidtil er ind·gået i arbejdet på de psykiatriske centre og bliver anvendt i bestræbelserne på at leve optil lovens krav.Af hensyn til sammenligneligheden af de psykiatriske patientklagenævns virksomhed pålandsplan er beretningen udarbejdet i overensstemmelse med det daværende Indenrigs-og Sundhedsministeriums retningslinier af 7. januar 2004. Det skulle derfor nu være mu·ligt direkte at sammenholde tallene fra de fem patientklagenævn og ikke mindst – via al·mindelig sammentælling – at få et helhedsindtryk af alle fem patientklagenævns samledevirksomhed.Statsforvaltningen Hovedstaden har varetaget sekretariatsopgaverne for Det PsykiatriskePatientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden.Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:Afsnit I:Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden.

Patientklagenævnets formand var i 2009 direktør Bente Flindt Sørensen.Stedfortrædere for formanden var kommitteret Henning Lund-Sørensen, specialkonsulentCharlotte Galbo, kontorchef Hanne Villumsen, kontorchef Karen Rydahl, kontorchef JakobNæsager, souschef Kristine Drisdal Hansen, souschef Per Fønss samt fuldmægtig MariaJuhl Hansen.Ultimo 2009 var læge Torben Nikolaisen og fhv. lægelig direktør Jørgen Valeur Rosen·beck-Hansen de lægelige medlemmer af nævnet. For møder på psykiatrisk center Born·holm var det læge Herwig Jensen. Stedfortrædere var overlæge Grethe Auken, lægeJesper Lundh og læge Steffen Jarlov. For møder på Psykiatrisk Center Bornholm var detlæge Steen Rasmussen, der var stedfortræder. Det bemærkes, at formandskab og sekre·tariatsbetjeningen af sager fra Psykiatrisk Center Bornholm fra 1. juni 2009 varetages fraBorups Allé.Ultimo 2000 var lægesekretær Liselotte Lassen, Anders Wildenschild og civilingeniørFlemming Thomsen de af Sind indstillede medlemmer af nævnet. For møder på Psykia·trisk Center Bornholm var det Simon Abrahamsen. Stedfortrædere var Inger Liss Christof·fersen, cand. psyk. Arnfinn Thorsteinsson, projektkonsulent Janne Steen Kjærulff, Johan·nes Nymark, Kirsten Hanne Falster, Brigitte Paludan samt Ditte Damsgaard. For møder påPsykiatrisk Center Bornholm var det Stephen Mortensen.Sagsbehandlere for nævnet var specialkonsulent Charlotte Galbo, fuldmægtig RegitzeVogel, fuldmægtig Louise Cadovius Jørgensen, fuldmægtig Dorte Malmros, fuldmægtig In·grid Stokholm Lauridsen, fuldmægtig Maria Juhl Hansen, fuldmægtig Marianne Hansen,fuldmægtig Christelle Zafiryadis og fuldmægtig Marianne Stisen.Journalfunktionerne varetages af Ulla Sallaway og Charlotte Jensen.Årsberetningen er udarbejdet af Henning Lund-Sørensen, Charlotte Galbo og Ulla Sal·laway.1b.Patientklagenævnets kompetenceområder og opgaver

særlige dørlåse samt aflåsning af patientstuer i forbindelse med indlæggelser på følgendepsykiatriske centre i Region Hovedstaden: Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk CenterBallerup, Psykiatrisk Center Bispebjerg, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg,Psykiatrisk Center Bornholm, Psykiatrisk Center Frederiksberg, Psykiatrisk Center Gentof·te, Psykiatrisk Center Glostrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Rets·psykiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Center Hvidovre, Psykiatrisk Center Nordsjælland,Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nordsjælland og Psykiatrisk Center Rigshospitalet.Patientklagenævnets sager er klager fra patienter, der under indlæggelse på psykiatriskeafdelinger har været udsat for en af de ovenfor anførte former for tvang. Klagerne sendestil nævnet enten ved patientrådgivers mellemkomst eller ved mundtligt fremsatte klagerover for hospitalets personale, der så formidler klagen videre. I enkelte tilfælde er det pa·tienten selv, som retter henvendelse til nævnet.Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes på den afdeling, som klagen relaterersig til. I mødet deltager også overlægen/den behandlende læge på afdelingen, patientenog patientrådgiveren samt andre relevante medarbejdere på den pågældende psykiatriskeafdeling. Efter mødet træffer nævnet sin afgørelse, der tilstræbes udsendt samme dag.2.Antal sager og sagsfordeling

Det daværende Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar 2004 ”Ret·ningslinier for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske patientklagenævn”. Ret·ningslinierne indeholder en fastlæggelse af ”sagsbegrebet” og ”afgørelsesbegrebet”.En ”sag” er defineret, som en patients klage, som er optaget som et punkt på nævnetsdagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om klagen indeholder flere klage·punkter. Hvis en patient klager flere gange i løbet af året, vil der være tale om fleresager.En ”afgørelse” er defineret som en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangsind·greb. Patientklagenævnets vurdering af ét tvangsindgreb kan dog i nogle tilfælde føre til,at der træffes to afgørelser vedrørende dette ene tvangsindgreb – jf. afsnit I,6.Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører én afgørelse, men der kan være til·fælde, hvor nævnet eksempelvis vurderer, at iværksættelse af tvangsindgrebet kan god·kendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse, og i så fald vil klagen over ét indgrebstatistisk føre til to afgørelser. Herved undgås registrering af delafgørelser i form af delvisgodkendelse og delvis tilsidesættelse.Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” skal det bemærkes, at der her ofte er tale om sager,som først trækkes tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor nævnet således allere·de har brugt tid på at udsende sagen og på at forberede sagen. Det har i alle årene drejetsig om mere end 10 % af samtlige indkomne sager. Der er således tale om et betydeligtantal tilbagekaldte sager, som kan være udtryk for patienternes ambivalens.

Patientklagenævnet skal efter psykiatrilovens § 36, stk. 3, træffe afgørelse snarest mu·ligt. Er der ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal klagerenunderrettes om grunden hertil. Ved klager over tvangsbehandling, hvor klagen er tillagtopsættende virkning, skal nævnet træffe afgørelse inden 7 hverdage efter klagens mod·tagelse.Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid har i 2009 været 7 dage.Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden udregnes automatisk af sagsstyringsprogram·met, således at sagsbehandlingstiden beregnes fra det tidspunkt, hvor sekretariatet mod·tager klagen, og indtil sekretariatet afsender afgørelsen til patienten. I sagsbehandling·stiden indgår således også lørdage samt søn- og helligdage.Skema 6Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid de seneste tre år

Der gives én afgørelseskode pr. indgreb. Det betyder, at en sag med mange koder (sagersom typisk tager længere tid at behandle) kommer til at påvirke sagsbehandlingstiden inegativ retning. Eksempelvis har nævnet i 2009 haft én sag med 321 bæltefikseringer ogfastholdelser. Det er oplagt, at en sådan sag har en forholdsvis lang sagsbehandlingstid. Iden konkrete sag var sagsbehandlingstiden 26 dage. Resultatet er, at denne ene sag tæl·ler 321 gange sagsbehandlingstid på 26 dage. Nævnet anser denne opgørelsesmetodefor skæv, idet den pågældende patient ikke oplevede, at denne sag havde en eksorbitantlang sagsbehandlingstid – men det er sådan sagen tæller i den anvendte opgørelsesmeto·de. Tværtimod var meldingen fra patienten, at nævnet havde været hurtige til at træffe321 afgørelser med konkrete begrundelser.Sagsbehandlingstiden inklusive nævnte sag er 12 dage – anført i parentes. Sagsbehand·lingstiden uden medregning af den eksorbitante sag er 7 dage, hvilket svarer til nævnetssædvanlige sagsbehandlingstid.

Patientklagenævnet ved Statsforvaltningen Hovedstaden afholder møde fire gange hveruge:om mandagen på:Psyk. Center Nordsjælland (Frederikssund, Hillerød ogHelsingør) samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nord·sjællandom tirsdagen påom onsdagen påom torsdagen på::::Psyk. Center Hvidovre og AmagerPsyk. Center Bornholm (efter behov)Psyk. Center Glostrup (voksne, unge og rets), Ballerup,Gentofte og FrederiksbergPsyk. Center Bispebjerg (voksne og unge) og Psyk. CenterRigshospitaletDe psykiatriske centre har følgende faste tidsfrister for fremsendelse af mødemateriale tilsekretariatet:til mandagsmøderne :til tirsdagsmødernetil onsdagsmøderne::senest kl. 11.00 tirsdagen førsenest kl. 11.00 onsdagen førsenest kl. 11.00 torsdagen førsenest kl. 11.00 fredagen før

Når mødematerialet bliver fremsendt fra de psykiatriske centre til sekretariatet på de an·førte dage, udsendes klage med bilag og mødeindkaldelse samme dag til nævnsmedlem·merne, patientrådgiverne samt de relevante psykiatriske centre med henblik på, at cen·tret sørger for videregivelse til patienten og lægerne. Samtidig orienteres nævnsmedlem·merne og patientrådgiverne pr. mail om mødetidspunktet.Hvis Post Danmark opfylder sin forpligtelse til brevudbringelse dagen efter afsendelse, be·tyder det, at der altid er 5 dage fra modtagelse af mødematerialet til nævnsmødet findersted. Dette skulle give både nævnsmedlemmer og patientrådgivere tid til at sætte siggrundigt ind i sagen – samtidig med at der også tidsmæssigt er mulighed for, at patient·rådgivere kan aflægge besøg hos patienten inden nævnsmødet.Alle møder i 2009 er blevet afholdt på de psykiatriske centre. Møderne finder sædvanlig·vis sted i et mødelokale på det pågældende psykiatriske center. Det hænder dog ret ofte,at patienter, især fra de intensive afdelinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I såfald flyttes mødet til selve afdelingen. Der er afsat 30 minutter til hver sag. Møderne kandog have en længere varighed, især som følge af at patienterne kan have behov for mereindgående at redegøre for deres situation. Herved kan der, da der ofte er flere møder påflere hospitaler, undtagelsesvis opstå forsinkelser i mødeafviklingen.Patientklagenævnet har i 2009 afholdt 181 møder. Nedenfor er vist antallet af møder i deseneste fire år.

rådgivere (bistandsværger)I nævnets afgørelser er eksplicit anført, hvorvidt der har deltaget læge, patient ogpatientrådgiver/bistandsværge i behandlingen af en sag på nævnsmødet. Hvis en patien·trådgiver/bistandsværge ikke har deltaget i mødet, er det tillige i afgørelsen anført, hvor·vidt der er meddelt afbud, eller om der er tale om en udeblivelse uden afbud.Det bemærkes, at mødedeltagelsesprocenten er udregnet som antallet af sager, hvori denpågældende gruppe har deltaget i forhold til det samlede antal sager med realitets·afgørelser. Eksempelvis har patienterne i 2009 deltaget i 344 sager ud af de i alt 430sager, der har været realitetsbehandlet i nævnet, hvilket giver en fremmødeprocent på80%. På samme måde er udregnet mødedeltagelsesprocenten for patientrådgiverne på ialt 91%.5a.Læger

I 2009 har der som i tidligere år været lægelig deltagelse ved stort set alle møder – somregel ved deltagelse af overlægen på afdelingen.Der er dog to grupper af tilfælde, hvor lægerne ikke har givet møde. I den ene gruppe varlægerne på kursus eller fraværende på grund af sygdom. Den anden gruppe angik den si·tuation, hvor en patient efter at være overflyttet til et andet psykiatrisk center i regionen,klagede over et tvangsindgreb foretaget på det første center, hvor patienten tidligere varindlagt. I disse tilfælde er reglen, at mødet afholdes, hvor patient befinder sig, og sund·hedspersonalet fra det første center forudsættes således at give møde på det center, hvorpatienten nu er indlagt. Det er imidlertid ikke altid lykkedes at formå lægerne på det før·ste center til at møde op på det center, hvor patienten aktuelt er indlagt.

Som det fremgår, har der for patientrådgiverne ved de psykiatriske centre tilsammen væ·ret en stabil fremmødeprocent i perioden 2007-2009. En gennemsnitlig mødeprocent påomkring 85 må anses som meget tilfredsstillende under hensyn til de korte berammelses·tider for nævnsmøderne, der igen hænger sammen med et ønske om at behandle patien·ternes klager, f.eks. over frihedsberøvelse hurtigst muligt.Det nuværende resultat med en samlet gennemsnitlig mødeprocent på 91% er meget flotog en markant fremgang i forhold til 2006, hvor mødeprocenten var på 84%, men en lilletilbagegang i forhold til 2008, hvor mødeprocenten var 92.Resultatet skal ses i lyset af, at det samlede sags antal ikke er faldet, hvilket understregerdet flotte resultat. Dog skal det nævnes, at hvis Gentofte og Nordsjælland havde væretpå linie med de øvrige centre, ville mødeprocenten have været 94%.Men alt i alt er en fremmødeprocent på 91 absolut et flot resultat, som der er god grundtil at glæde sig over.

Sekretariatet har søgt at fremme og fastholde mødeprocenten blandt andet ved:1. Årligt at synliggøre problemstillingen ved i nævnets årsberetning at oplyse mødepro·centen for hvert af de omtalte psykiatriske centre. Dette vil eventuelt blive suppleret medsærlige undersøgelser og initiativer.2. Halvårligt at synliggøre problemstillingen ved at udsende statistikker til patientrådgi·verne over fremmøde-procenterne.3. Løbende at synliggøre problemstillingen ved i hver enkelt nævnsafgørelse at omtale,hvorvidt patientrådgiveren har været tilstede.4. Hurtig udmelding til patientrådgiverne pr. mail om antal sager til det kommendenævnsmøde. Patientrådgiverne får således 6 dage før nævnsmødets afholdelse oplyst detpræcise mødetidspunkt – hvilket skulle være med til at lette patientrådgivernes mulighedfor at tilrettelægge deres arbejde.6.Afgørelsens udfald og omgørelsesprocent

Ifølge § 14, stk. 1 i bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklage·nævn kan nævnets afgørelser gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebetfindes foretaget med urette. En klage over et tvangsindgreb afgøres normalt ved enten engodkendelse eller en tilsidesættelse af den besluttede tvangsforanstaltning (én afgørelse),men kan også indebære både en godkendelse og en tilsidesættelse, f.eks. godkendelse afiværksættelsen af en tvangsindlæggelse, men tilsidesættelse af den fortsatte tvangsind·læggelse. I sidstnævnte tilfælde tælles statistisk to afgørelser. Ligeledes kan der i en sagvære klaget over gentagne tvangsfikseringer. Hver enkelt tvangsfiksering er statistisk be·regnet som én afgørelse, også selvom de indgår i samme sag. Der tælles således mindstén afgørelse for hvert påklaget tvangsindgreb.Nedenstående tabel viser antallet af afgørelser, antallet af tilsidesættelser og omgørelses·procenten fordelt på de tvangsforanstaltninger, der i perioden 2007 til 2009 har væretpåklaget til Patientklagenævnet. Omgørelsesprocenten er beregnet som antallet af tilside·sættelser i forhold til antallet af afgørelser med realitetsbehandling.Af tabellen fremgår ikke eventuelle bemærkninger eller påtale i forbindelse med et på·klaget tvangsindgreb samt klager, der er tilbagekaldt inden eller under mødet, og af·visning af sager, hvor det på mødet konstateres, at den pågældende foranstaltning ikkeer sket ved tvang, f.eks. hvor det viser sig, at patienten tager medicinen frivilligt eller op·holder sig frivilligt på afdelingen.Med hensyn til tvangsfikseringer bemærkes særligt, at opgørelsen er foretaget samlet. Af·gørelserne indeholder derfor såvel tvangsfikseringer, hvor der alene er anvendt bælte,som de tilfælde, hvor der både er anvendt bælte og en eller flere hånd- og/eller fodrem·me.

Lovændringen den 1. januar 2007 betød, at klager over Patientklagenævnets afgørelservedrørende tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering ikke som tidligere skulle påklages tilSundhedsvæsenets Patientklagenævn, men til byretten. Bestemmelsen om klage over Pa·tientklagenævnets afgørelse om aflåsning af dør i afdelingen skal ligeledes indbringes forretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43a.Dette indebærer, at Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,tvangstilbageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og af·låsning af døre i afdelingen kan indbringes for byretten, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1sammenholdt med retsplejelovens kapitel 43 a.Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsmedicinering, anvendelse af fysiskmagt, personlig alarm, pejlesystemer, særlige dørlåse samt personlig skærmning, der va·rer mere end 24 timer, kan påklages til Sundhedsvæsenets patientklagenævn, jf. psykia·trilovens § 38 sammenholdt med reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets cen·tralstyrelse.I 2009 blev 241 af nævnets afgørelser indbragt for domstolene og 52 for Sundhedsvæse·nets Patientklagenævn. Ankeprocenten i 2009 var 28% sammenlignet med 2008, hvorden var 22% og 33% i 2007. Afgørelser, der er påklaget til ankeinstansen, fremgår af ne·denstående tabel.Skema 14Klager over Patientklagenævnets afgørelser2007Antal afg.TvangsindlæggelseTvangstilbageholdelseTvangsfikseringTvangsbehandlingFysisk magtanvendelseBeroligende medicinPersonlig skærmningAndetI alt95180114134736742669Antal anker2135622370810220Ankepct.22195417961225033Antal afg.9723810013755107447422008Antal anker1738262945620163Ankepct.1816312182650022

Det er givet, at ensartede sager fra forskellige dele af Danmark, bør føre til ens afgø·relser fra de fem lokale psykiatriske patientklagenævn. Det er det forhold, man nor·malt betegner som retsenhed i riget. Men det er lige så klart, at hver enkelt sag afgø·res på sine egne præmisser og at der i hver enkelt sag er tale om en konkret afgø·relse, hvori indgår en skønsmæssig vurdering af de givne præmisser.De samme synspunkter kan anføres for så vidt angår det enkelte lokale patientklage·nævn, idet det må konstateres, at de enkelte lokale nævn ikke er en fast enhed. Per·sonsammensætningen i de enkelte lokale nævn er ikke konstant.De fem Psykiatriske Patentklagenævn er naturligvis opmærksomme på disse problem·stillinger og giver forholdene prioritet i det daglige arbejde.Med hensyn til den generelle retsenhed i hele riget, kan det oplyses, at der med etab·leringen af de fem statsforvaltninger i 2007 blev oprettet en faggruppe, der særligtskulle tage sig af at sikre en ensartet praksis på psykiatriområdet. I arbejdet læggerfaggruppen også meget vægt på vidensdeling. Faggruppen består af en redaktør fraStatsforvaltningen Hovedstaden plus to skribenter fra Statsforvaltningen Hovedstadensamt en skribent fra hver af de øvrige fire Statsforvaltninger.Gruppen afholder møde hvert halve år med en dagsorden, der altid rummer drøftelseaf de seneste afgørelser fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og mindst treudvalgte afgørelser fra hver af de fem lokale psykiatriske patientklagenævn. På forårs·mødet er de fem afgivne årsberetninger ligeledes genstand for drøftelse. Faggruppener netop ved at lægge sidste hånd på udarbejdelsen af fælles afgørelsesskabeloner,der sørger for ensartet fremtoning af de lokale nævns afgørelser samt bidrager til atsikre også den indholdsmæssige ensartethed.Faggruppen står i øvrigt for etablering af en intern fælles faglig intranetside med bl.a.praktisk lovstof herunder de nye afgørelsesskabeloner, af udvalgte afgørelser fra anke·instanserne, af en visdomsbog og et debatforum.Dertil kommer at faggruppen – eller som gruppen egentligt benævnes – fagportalgrup·pen, afholder årlige møder med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.Med hensyn til retsenhed i de afgørelser, der træffes af Det Psykiatriske Patientklage·nævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden, kan det oplyses, at der månedligt afholdesinterne møde mellem de syv fungerende formænd og de ni sagsbehandlere. Der udar·bejdes detaljerede referater, som bruges som referenceramme i det daglige arbejdesamt som introduktion for nye formænd og sagsbehandlere.

I 2009 tog nævnet i en sag stilling til 321 bæltefikseringer. Der var - på grund af detbetydelige antal bæltefikseringer over en forholdsvis kort tidsperiode – tale om en heltekstraordinær og usædvanlig sag.Nævnet godkendte 141 af tvangsfikseringerne. De resterende 180 tvangsfikseringerblev tilsidesat.På denne baggrund fandt nævnet anledning til at fremkomme med nedenstående ge·nerelle bemærkninger til sagen:”1.I nævnets netop offentliggjorte årsberetning for 2008 er nævnet fremkommet mednogle principielle betragtninger omkring tvangsfiksering. Det Psykiatriske Patientklage·nævn har i denne sag i høj grad gjort brug af den tænkning, der ligger bag årsberet·ningens principielle betragtninger. Her citerede nævnet fra sin årsberetning 2008 side15-17.2.I forlængelse af pkt. 1 var det vigtigt for nævnet at gøre op med patientens udsagnom, at ”det interessante ved lægeerklæringen er f.eks., at ordet ”farlighedskriteriet”bruges i stort set alle tvangsfikseringer”. Patienten læste ordet ”farlighedskriteriet”som en lægelig tilkendegivelse af, at bæltefikseringerne således havde været lovlige.Nævnet måtte klart tilkendegive, at lægeerklæringens brug af ordet ”farlighedskriteri·et” ikke uden videre betød, at tvangsfiksering var lovlig. En henvisning til farligheds·kriteriet er ikke tilstrækkelig. Og som anført i pkt. 1 er en henvisning til ordlyden i psy·kiatrilovens §14, stk. 2, nr. 1 heller ikke tilstrækkelig. Det psykiatriske center skal di·rekte beskrive på hvilken måde patienten udsatte sig selv eller andre for nærliggendefare for at lide skade på legeme eller helbred.3.Det er vigtigt for nævnet at pointere, at bæltefiksering aldrig kan være en behandling.En tvangsfiksering må kun iværksættes som en nødretlig foranstaltning og kan aldrigbenyttes profylaktisk.Det psykiatriske center har under nævnsmødet erklæret sig enig i disse udsagn.4.Nævnet lagde til grund, at patienten havde været tvangstilbageholdt i hele indlæg·gelsesperioden, og kunne konstatere, at patienten løbende havde opfyldt betingelsernefor at være tvangstilbageholdt.I de tilfælde, hvor bæltefikseringerne har haft en udstrækning ud over nogle få timer,har der derfor ikke i denne sag været anledning til i hvert enkelt tilfælde at undersøge,om betingelserne for at være tvangstilbageholdt også var opfyldt.

5.Anlæggelse af remme er ikke i psykiatriloven tænkt som en selvstændig tvangsforan·staltning jf. ordlyden i § 15, stk. 2, hvor der står ”beslutningen om, at der forudenbælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal dog træffes af overlægen”. Remme ersåledes et supplement til en igangværende bæltefiksering. Det indikerer på den andenside, at hvis nævnet underkender bæltefiksering, tilsidesætter nævnet følgelig ogsåanlagte remme.6.I klagen var ”fastholdelse” anført som et selvstændigt klagepunkt. Men nævnet måttekonstatere, at dette indgreb i langt hovedparten af de tilfælde, hvor patienten havdeværet fastholdt, var anvendt umiddelbart inden selve tvangsfikseringen og derforknyttede sig til tvangsfikseringen.I ingen af de tilfælde, hvor der var anvendt fastholdelse, var der noget der tydede på,at disse indgreb havde ligget ud over hvad der måtte anses som nødvendigt og til·strækkeligt i den givne situation.7.Nævnet foretager alene en vurdering af situationen, når den første rem anlægges, ognår den sidste rem aftages. Om der ind imellem anlægges yderligere hånd- og/ellerfodremme er ikke afgørende for den retlige vurdering.8.Anlæggelse af remme forudsætter overlæge-godkendelse jf. psykiatrilovens § 15, stk.2, enten i forbindelse med selve anlæggelsen eller hurtigst muligt derefter jf. psykiatri·loven § 4a. Efter nævnets praksis vil overlæge-godkendelser, der finder sted mere end2 døgn efter anlæggelsen, give anledning til kritik fra nævnets side.Kompetencereglen i psykiatrilovens § 15, stk. 2, angiver samtidig noget om lovgivnin·gens holdning til indgrebets intensitet. Som anført i Patientklagenævnets årsberetning2007, side 19-20 (www.statsforvaltning.dk/publikationer) vil nævnet ikke udelukke,at domstole anlægger en strengere praksis – både med hensyn til fortolkningen af for·muleringen ”hurtigst muligt” i psykiatrilovens § 4a og med hensyn til den retlige reak·tion.Det bemærkes endvidere i den forbindelse af en godkendelse af en afdelingslæge ikkeopfylder lovens krav. Nævnet må således udtale kritik, når godkendelsen af remme erforetaget af afdelingslægen.Det er flere gange i journalen anført, at ”overlægen snarest skal godkende anlæg·gelsen af remme”. Der er tale om en klar hensigtserklæring, hvor det ideelle villevære, hvis overlægens efterfølgende godkendelse blev journalført. Nævnet anser detdog for tilstrækkeligt, at overlægens godkendelse er indført i tvangsprotokolskema 3med datoangivelse. Derimod er det et ufravigeligt krav, at anlæggelsen af remme skalvære særskilt begrundet.9.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har i sin ”Sammenfatning af nævnets praksisvedr. psykiatriske ankesager 1997-2005” på side 72-73 anført følgende:

”Hvor det er nødvendigt at opretholde en tvangsfiksering over længere tid, må detderfor gennem hyppige og regelmæssige tilsyn sikres, at en bedring i patientens til·stand omgående bliver bemærket med henblik på en fornyet stillingtagen til, om derfortsat er behov for tvangsfiksering. Nævnet påser ved sin bedømmelse af tvangsfikse·ringer, at der er dokumenteret et tilstrækkeligt tilsyn med patienten. Hvor en tvangs·fikseret patient ikke bliver tilset i fornødent omfang, vil dette skabe en formodning for,at tvangsanvendelsen blev udstrakt ud over det nødvendige minimum”.Det er på den baggrund klart, at nævnet må udtale kritik, hvis psykiatrilovens § 21,stk. 4, om mindst 4 daglige tilsyn – jævnt fordelt – ikke er efterlevet. Også i dennesammenhæng overlader Det Psykiatriske Patientklagenævn ved StatsforvaltningenHovedstaden det til domstolene at angive retsvirkningen af ikke at efterleve psykiatri·lovens § 21, stk. 4.10.I forlængelse af pkt. 7 må det tilføjes, at hvis en patient i et bæltefikseringsforløb ka·rakteriseres som ”rolig”, må det forudsætte en særlig forklaring/begrundelse, hvorforbæltet ikke herefter løsnes.Hvis det psykiatriske center ikke giver en sådan særlig begrundelse, har nævnet ikkegodkendt den fortsatte tvangsfiksering. Dette er sket i ikke færre end 92 tilfælde.11.Det bemærkes, at sædvanlig medicinering ikke er det samme som akut beroligendemedicinering. Det er kun en akut beroligende medicinering, der har betydning i rela·tion til efterlevelse af mindstemiddels princippet, når det angår tvangsfikseringer”.

A. Patientklagenævnet har besvaret en række spørgsmål om fortolkning af 24/48-ti·mers-reglerne i psykiatrilovens § 10 stk. 3 herunder tvangstilbageføringsreglen i psy·kiatrilovens § 10a i venteperioden (24/48 timer)Efter nævnets opfattelse må der sondres mellem to forskellige situationer.Hvis en tvangsindlagt patient anmoder om at blive udskrevet, vil patienten i venteti·den ( maksimalt 48 timer ) fortsat have status af tvangsindlagt og kan derfortvangstilbageføres efter reglen i psykiatrilovens § 10 a.Hvis patienten derimod er frivilligt indlagt og nu anmoder om at blive udskrevet, er pa·tienten i venteperioden ( de 24 timer ) ikke hverken tvangsindlagt eller tvangstilbage·holdt og kan derfor ikke tvangstilbageføres efter psykiatrilovens § 10 a.*******B. I forbindelse med ovennævnte problemstilling er nævnet yderligere blevet spurgtom man i ventetiden ( de 24 timer ) kan overføre en frivilligt indlagt patienten til luk·ket afdeling ?Nævnet henviste til psykiatrilovens § 10 stk. 2 hvoraf det fremgår, at overførelse af enpatient, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling til lukket psykiatrisk afdeling behand·les efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig over·førslen.Efter bestemmelsen sidestilles overførsel af en psykiatrisk patient til en lukket afdelingmed en tvangstilbageholdelse, hvis patienten protesterer mod overførslen. Dette inde·bærer, at en sådan tvangsmæssig overførsel kun kan finde sted, hvis betingelserne ipsykiatrilovens § 5 er opfyldt.Da ventetiden netop skal bruges til at undersøge om betingelserne i § 5 er opfyldt, mådet implicit indebærer at en frivillig indlagt patient ikke i venteperioden ( de 24 timer )kan overføres til en lukket afdeling.******C. Patientklagenævnet er blevet stillet spørgsmål om en frivilligt indlagt patient, derabsenterer sig, kan afhentes af politiet og tvangstilbageholdes.Som ovenfor nævnt kan en frivilligt indlagt patient, der absenterer sig, ikke tvangstil·bageføres efter reglen i psykiatrilovens § 10 a. Hvis patienten alligevel bringes ind afpolitiet, skaber det en formodning for at patienten ikke kommer frivilligt, og indlæg·gelse kan derfor kun ske efter reglerne om tvangsindlæggelse. Denne formodning kandog afkræftes, hvis patienten klart tilkendegiver at han/hun er interesseret i en ind·læggelse. Det er vigtigt, at denne tilkendegivelse klart fremgår af journaloptegnelsernefra indlæggelsen. I så fald er der tale om en frivillig indlæggelse. Tvangstilbagehol·delse kommer kun på tale, hvis patienten efterfølgende begærer sig udskrevet.

De fem statsforvaltninger har samlet afgivet nedenstående svar på udkast til lov omændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (tvungen opfølgning efter udskriv·ning).1. Økonomiske konsekvenser”Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at personkredsen, der er omfattet afreglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning er ” en meget lille gruppe”.Statsforvaltningerne lægger således til grund, at det på landsplan årligt maksimaltkommer til at dreje sig om en snes patienter, der vil indgive klage over over·lægens beslutning om tvungen opfølgning.En sagsforøgelse af dette omfang vil – trods sagernes karakter – ikke indebærenævneværdige merudgifter for statsforvaltningernes/ Patientklagenævnenes admi·nistration af regelsættet.2. Vedr. § 13 d - stk. 1 nr. 2 smh. med stk. 1 nr. 4Af lovbemærkningerne fremgår det at § 13 d stk. 1, nr. 4 er en nytilføjelse i for·hold til de materielle krav, der blev opstillet i lovforslaget L 140 fra 2006.Den nye afgrænsning skal være med til at sikre, at tvungen opfølgning efter ud·skrivning først kan etableres, når de relevante og nødvendige behandlings- ogstøttemuligheder har været tilbudt og forsøgt anvendt.Problemet ligger i samspillet mellem § 13 d stk. 4 og stk. 1 nr. 2.Hvis betingelserne i § 13 d stk.1. nr. 4. er opfyldt, synes det umiddelbart som ombetingelserne i § 13 d stk. 1 nr. 2, dermed også er opfyldt – og § 13 d stk. 1. nr. 2har dermed ikke noget selvstændigt indhold.Det foreslås derfor, at der i lovbemærkningerne til bestemmelserne gives en præ·ciserende forklaring på samspillet mellem § 13 d, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.3. Vedrørende § 13 d. stk. 4Det er vigtigt for præcisering af udstrækningen af de psykiatriske patientklage·nævns prøvelseskompetence at slå fast, at en klage over tvangsopfølgning efterudskrivning alene angår § 13 d. stk. 1 og 2, hvor Patientklagenævnets afgørelsekan indbringes for retten.En eventuel klage over selve medicineringen skal jf. § 13 d. stk. 4 ske som enselvstændig klage over tvangsbehandlingen, hvor Patientklagenævnets afgørelsekan indbringes Sundhedsvæsenets Patienklagenævn.4. Vedr. § 26 stk. 1Som det fremgår af ovennævnte pkt. 4. er en patient, der er underkastet tvungenopfølgning underlagt to former for tvang, dels den tvungne opfølgning og delstvangsbehandlingen.Hvis man lægger vægt på det førstnævnte tvangsindgreb må det anses som rets·sikkerhedsmæssigt forsvarligt at patientrådgiveren alene aflægger besøg ” efterbehov ”.Derimod kan det være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at patientrådgiverenalene aflægger besøg efter behov, henset til at der faktisk også finder en tvangs·

De fem statsforvaltninger har samlet afgivet nedenstående svar på udkast til lov omændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (betænkningstid forud for tvangs·behandling, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsynmed tvangsfikseringer mv.)1.Det foreslås i udkast af 15.02.2010, at patienten forud for overlægens afgørelse omtvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, dog højst 3 dage.Hensigten med dette forslag er ifølge bemærkningerne at få den nødvendige behand·ling iværksat inden for rimelig tid med henblik på at forebygge, at patienten i en læn·gere periode fastholdes i en forpint tilstand, at der må anvendes tvangsfiksering ellerandre former for tvang, samt at patienten er frihedsberøvet unødigt længe. Forslagethenter sit afsæt i en udredning, som Sundhedsstyrelsen har fremlagt om tvangsforan·staltninger i psykiatrien.Statsforvaltningerne skal hertil bemærke, at en motivationstid på maksimalt 3 dagekan være i modstrid med hovedprincippet om i videst muligt omfang at opnå patien·tens frivillige medvirken til behandlingen. Hver gang den frivillige behandling lykkes,undgår man at bruge tvang i den konkrete situation og efter udskrivning vil en frivilligtbehandlet patient alt andet lige formentlig være mere indstillet på at fortsætte be·handlingen på frivilligt grundlag.En frivillig medicinindtagelse er således en gevinst både på kort sigt og ikke mindst idet lange perspektiv. Der er derfor grund til at give plads for stimulering til den frivilli·ge behandling.Forslaget ses således ikke i alle tilfælde at tilgodese intentionen om at minimere dentvangsmæssige medicinske behandling.I overvejelsen om indførelse af en motivationstid på maksimalt 3 dage kunne detogså indgå i vurderingen, at Det Psykiatriske Selskab i 1989 udsendte vejledende ret·ningsliner i brugen af neuroleptika, hvor man anbefalede, at betænkningstiden – hvispatienten ikke var meget forpint eller aggressiv - kunne udstrækkes til omkring to-treuger.Praksis for området er løbende blevet ændret, således at motivationstiden i dag er ble·vet lempet til 1-2 uger, samtidig med at kravene til dokumentation, for at motiverin·gen har fundet sted, er blevet skærpet.Udgangspunktet er således en motivationstid på 1-2 uger, men patientens konkreteforhold - såsom en forpint patients flere tidligere tvangsbehandlinger med sammepræparat - kan tale for en kortere motivationstid end 1-2 uger, eller på den anden sidekan en førstegangsindlagt patient, der er ambivalent i sine overvejelser, gives en læn·gere motivationstid end de 1-2 uger.Pointen er, at motivationstidens længde er afhængig af den enkelte patients tilstandog sygehistorie.

Forslaget levner ikke plads til en konkret individuel vurdering, når først motivationener iværksat.I udkastet anføres, at udredningsperiodens længde – dvs. undersøgelsesperioden in·den motiveringen iværksættes - vil være afhængig af den enkelte patients forhold.Dette er i sagens natur en helt anden problemstilling, der har at gøre med det lægeligefundament for at træffe beslutning om ordination af medikamentel behandling. Denneproblemstilling har som sådan ikke umiddelbart noget med mindstemiddelprincippetat gøre og indgår derfor heller ikke i Det Psykiatriske Patientklagenævns bedøm·melsesgrundlag.Det er naturligvis et politisk valg at flytte omdrejningspunktet for iværksættelsen af entvangsbehandling fra motivationsfasen til udredningsfasen.Statforvaltningen kan ikke genkende den i bemærkningerne beskrevne udvikling afpraksis med hensyn til motivationstidens længde. Det er ikke Statsforvaltningernes op·levelse, at der skulle være sket en udvikling fra 1 uges motivationstid til en motiva·tionstid i dag på under 10-14 dage. Som anført har der været tale om en kontinuerligudvikling fra 2-3 uger til i dag 1-2 uger, hvor hovedreglen i dag mere er 1 uge end 2uger.Statsforvaltningerne er enig i psykiatribetænkningen 1068/86, hvor det på side369-70, anføres, at der bør indrømmes en patient en betænkningstid, hvorunder pa·tienten eventuelt kan drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.Med den nuværende mødekadence for patientrådgivere, der skal give møde mindst éngang om ugen, kan dette komme til at kollidere med en motivationstid på maksimalt 3dage.Det er tankevækkende, at der lægges op til en fjernelse af en fleksibel motivationspe·riode, der tager hensyn til den enkelte patients situation og en motivationstid, der ipraksis er på omkring én uge for at erstatte den pågældende ordning med en absolutregel om maksimalt 3 dages motivationstid.På den baggrund finder Statsforvaltningerne, at der er flere modsat rettede hensyn,der tilsammen kunne kalde på en nøjere gennemgang og vurdering, inden der lovgivespå området.2.Statsforvaltningerne finder, at forslaget om gentagne uvildige revurderinger af længe·revarende tvangstilsyn er en udbygning af patientens retssikkerhedsmæssige forhold.I Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetninger er der ligeledes argumenteret foren sådan udbygning, der styrker patientens retssikkerhed.Statsforvaltningerne kan derfor klart tilslutte sig forslaget om udvidet eksternt tilsyn.3.Statsforvaltningerne er enige i nødvendigheden af, at der sker en kodificering, der mu·liggør oppegående tvangsfiksering.Der er tale om en mindre indgående og mere nænsom foranstaltning end en egentligtvangsfiksering.

Region Hovedstadens Psykiatri inviterede onsdag, den 25. november 2009 til tema·møde med deltagelse af centerledelserne fra de psykiatriske centre, Landsforeningenaf Patientrådgivere og Bistandsværger samt Det Psykiatriske Patientklagenævn i Stats·forvaltningen Hovedstaden.Region Hovedstadens Psykiatri har udarbejdet nedenstående referat fra mødet:”1. VelkomstVicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Annette Gjerris (AG) bød velkommen.AG orienterede derefter kort om det indledende møde mellem direktionen i RegionHovedstadens Psykiatri og Det Psykiatriske Patientklagenævn ved StatsforvaltningenHovedstaden, hvor formen for nærværende møde blev aftalt.AG foreslog en navnerunde, og mødedeltagerne gav herefter en kort præsentation afsig selv.2. Præsentation af Region Hovedstadens Psykiatris handleplan for nedbrin·gelse af tvangAG gennemgik Region Hovedstadens Psykiatris handleplan for nedbringelse af tvang.Handleplanen er tostrenget og indeholder a) en handleplan for nedbringelse af tvangsamt b) tiltag med kvalitetsudvikling af anvendt tvang.Direktør for Statsforvaltningen Hovedstaden Bente Flindt Sørensen roste i den forbin·delse psykiatriens handleplan og det faktum, at der følges systematiseret op på afgø·relserne. Dette blev opfattet som positivt, da det skønnedes i sidste ende til at betyde,at psykiatrien lægger sig op af nævnets praksis, hvilket stiller krav til, at nævnet erstringent i denne praksis. Der var i den forbindelse generel enighed om, at problemetmed praksisændringer ofte skyldtes ændringer i Sundhedsvæsenets Patientklage·nævns praksis, hvilken de psykiatriske patientklagenævn er forpligtet til at rette indefter. Det blev foreslået at invitere Sundhedsvæsenets Patientklagenævn med til næ·ste temamøde, hvilket psykiatrien tog til efterretning.3. Orientering fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved StatsforvaltningenHovedstadenDirektør for Statsforvaltningen Hovedstaden Bente Flindt Sørensen (BFS) takkede forinvitationen og bød initiativet for mødeformen velkommen. BFS understregede vigtig·heden af en god dialog mellem psykiatrien og statsforvaltningen, hvilket kan væremedvirkende til større forståelse af hinandens arbejde, herunder nævnets afgørelserog omgørelser.Ikke-offentliggjorte tal viser, at der fra 2007 til 2009 er sket en stigning i sager på 43pct. og en stigning i afgørelser på 80 pct. Der er 17 pct. flere møder, og BFS oplyste,at der til dato havde været 155 møder i nævnet, der dog endnu ikke var opgjort ogfordelt på de enkelte centre. Dette betyder, at der er en stigning af klagesager.BFS anførte, at Statsforvaltningen er indstillet på et dialogmøde med psykiatriens di·rektion efter udsendelsen af udkast til årsberetning men inden årsmødet, der næstegang bliver afholdt mandag den 19. april 2010 kl. 14-17.

Det blev stillet i udsigt, at Det Psykiatriske Patientklagenævn vil modtage kopi af deretningslinjer, der er udarbejdet på de enkelte psykiatriske centre om aflevering ogmodtagelse af klager.Kommitteret for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hoved·stadens Henning Lund-Sørensen (HLS) gennemgik herefter 4 eksempler på afgørelserfra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvis praksis Det Psykiatriske Patientklage·nævn herefter er forpligtet til at følge.1. Vedr. blodprøvetagningSpørgsmålet om, hvorvidt en blodprøvetagning er en nødvendig forudsætning i forbin·delse med tvangsbehandling, har ikke tidligere hørt under Det Psykiatriske Patient·klagenævns kompetence. Ministeriet har imidlertid udtalt, at nævnet ved tvangsbe·handling med Leponex er kompetente til at udtale sig om, hvorvidt blodprøvetagningkonkret har været en nødvendig forudsætning for tvangsbehandlingen.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har nu tilsluttet sig Det Psykiatriske Patient·klagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstadens godkendelse af blodprøvetagning i ensag med Risperdal, hvor der var en god lægefaglig argumentation for at anvende Ris·perdal, da næste skridt ville være Leponex.Det blev i den forbindelse drøftet, hvad ministeriet konkret havde taget stilling til, dader var stor interesse i, om det ud over ved tvangsbehandling også kan være beretti·get med blodprøvetagning ved diagnostisk udredning.2. Vedr. motivationstid ved tvangsbehandlingDet blev understreget, at selvom der er krav om, at motivationstiden skal være 1-2uger, skal der være tale om en konkret skøn ved vurdering af længden af motivations·tiden. Ved en førstegangsindlagt vil det nærmere skulle være 2 uger end 1 uge, og harpatienten været indlagt flere gange, vil det være muligt at bevæge sig ned mod 1 uge.Selvom det er udtrykket ”passende betænkningstid”, der er udgangspunktet, skalpraksis på 1-2 uger udmeldt af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følges. Det Psy·kiatriske Patientklagenævn har i særligt konkrete tilfælde forsøgt at godkende korteremotivationstid, hvilket imidlertid er blevet underkendt af Sundhedsvæsenets Patient·klagenævn. På trods af argumenter om uhensigtsmæssigheden af den lange periode,patienten således kan komme til at gå ubehandlet i, er Det Psykiatriske Patientklage·nævn enig i at følge praksis fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, fordi frivillighedaltid bør have prioritet, og tvangsbehandling er en falliterklæring både på den korte ogden lange bane. Det kræver en praksisændring derfra eller en lovændring, førendlængden af motivationstid på kortere en 1-2 uger godkendes.I den forbindelse blev der stillet spørgsmål vedr. dokumentation af motivation i jour·nal. Kravet er dokumentation i journal næsten dagligt. Sundhedsvæsenets Patient·klagenævn har valgt at acceptere en udskrift af EPM som dokumentation for motiva·tion, men eftersom dette er en tidskrævende og omfattende proces at udskrive fraEPM, vil det stadig være mest hensigtsmæssig med dokumentation i journalen.Hensigtsmæssigheden i medicinering frem for samtaleterapi blev herefter drøftet.3. Pligt til at orientere patientrådgiver om tvangsmedicineringDer er tale om en sag af lidt ældre dato, hvor Sundhedsvæsenets Patientklagenævnunderkendte en tvangsmedicinering, da patientrådgiveren ikke på forhånd var blevetinformeret om den påtænkte tvangsmedicinering samt formål, virkning og eventuel bi·virkning deraf. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har foretaget fornyet behandlingaf sagen, da der var tale om en bistandsværge, men resultatet af afgørelsen blev detsamme. Konklusionen er altså, at det ikke er tilstrækkeligt at drøfte tvangsmedicine·

ring med patientrådgiver eller bistandsværge på nævnsmødet, men at der skal skeorientering på forhånd.4. Præparatskifte – motivationSundhedsvæsenets Patientklagenævn underkendte Det Psykiatriske Patientklage·nævns afgørelse vedr. tvangsbehandling med Zyprexa med injektion/tabletform. Næv·net havde i den konkrete sag desuden godkendt behandling med Serenase ved mang·lende effekt af Zyprexa. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn underkendte denne af·gørelse med den begrundelse, at der var tale om præparatskifte, og patienten skullederfor have været motiveret selvstændigt for Serenase.5. Til orienteringDet Psykiatriske Patientklagenævn diskuterer selv, om der skal angives præcis maksi·mum-angivelse på dosis inden for konventionel doseringsmængde ved motivation fortvangsbehandling. Et andet psykiatrisk patientklagenævn godkender kun beslutningen,hvis der er angivet præcis maksimumdosis, mens Det Psykiatriske Patientklagenævnved Statsforvaltningen Hovedstaden er enig i, at præcis angivelse af maksimumdosisville være at foretrække, men accepterer et dosisinterval inden for de grænser, derfremgår af lægemiddelkataloget. Området er ikke lovreguleret, og emnet er heller ikkeblevet behandlet i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvorfor der ikke foreliggernogen præcedens, og praksis vil indtil sådan foreligger fortsætte som nu.4. Drøftelse af principielle problemstillingerFølgende temaer blev drøftet:1. Medicinering af bæltefikseredeDet Psykiatriske Patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er enigeom, at det ikke er muligt at argumentere sig til at springe motivationstid over i forbin·delse med tvangsmedicinering af bæltefikserede. Det er alene muligt at afkorte ellerspringe motivationstiden helt over, såfremt patienten er til fare for sig selv, og dettevurderes patienten normalt ikke at være, når denne er bæltefikseret. At patienten ertil fare for andre end sig selv, kan derfor ikke anvendes som argument for atafkorte/fjerne motivationstid, men det vil være muligt at anvende beroligende midler iakutte situationer. En patient skal således altid søges motiveret i 1-2 uger, med min·dre patienten er til fare for sig selv.2. Motivationstid ved tvangsbehandlingSe drøftelsen under pkt. 3.3. Vurdering af patientens tilstandDet Psykiatriske Patientklagenævns vurdering af patientens tilstand under nævns·mødet contra den lægefaglige helhedsvurdering af patienten blev drøftet. Nævnet op·lyste i den forbindelse, at det meget ofte ikke er den, der har udarbejdet selve lægeer·klæringen, der repræsenterer centret til nævnsmødet. Dette betyder, at der ikke kanske uddybning af lægeerklæringen, hvilket der ofte er brug for. Der var enighed om, atder bør ske en opstramning på dette område, både hvad angår fremmøde og kvalite·ten af lægeerklæringerne. Psykiatriens udarbejdelse af en skabelon for lægeerklæringmed tilhørende tjekliste bør afhjælpe problemet, og nævnet udtalte i den forbindelse,at der børe være mere fokus på konkrete elementer i lægeerklæringen, som bør væremere beskrivende og ikke konkluderende.

Nævnet lagde vægt på, at patienten ved indlæggelsen blev fundet psykotisk og be·handlingskrævende, idet patienten husede paranoide forestillinger. Med hensyn til pe·rioden indtil udskrivelse lagde nævnet bl.a. vægt på, at patienten fortsat blev vurderetparanoidt tolkende med læderet realitetstestning.Patienten var indlagt på ”gule papirer” af egen læge, der i lægeerklæringen bl.a. havdeanført: ”Formoder kronisk psykose med forværring, muligvis aktuelt tillige cannabisp·sykose. Patienten er overdrevet mistænksom og vred. Har været tiltagende råbendeud af vinduerne og har banket i væggene og i gulvet de sidste par uger. Virker forpintog latent aggressiv, råbende og udskældende. Mener han bliver forfulgt og udspioneretaf folk, der vil trænge ind i hans lejlighed. Patienten er ude af stand til at samle ellermodtage information. …Er mig bekendt ikke kendt i det psykiatriske system.”Patientens læge måtte stå på trappen og blev ikke lukket ind. Lægen vurderede, at pa·tienten var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed.Ved indlæggelsen fortalte patienten om chikanerier fra omkringboende naboer, og detblev lægeligt vurderet, at det kunne dreje sig om en mangeårig kronisk psykose,eventuelt hashudløst. Dagen efter indlæggelsen var den objektive psykiske vurderingifølge journalnotat: ”Vågen, klar og orienteret. Formel kontakt rimelig. Emotionel kon·takt læderet. Stemningslejet neutralt. Psykomotorisk tempo lettere forhøjet. God øjen·kontakt. Fremstår noget anspændt. Indimellem vred. Rejser flere gange brat undersamtalen. Giver udtryk for paranoide forestillinger. Virker under samtalen ikke halluci·neret. Fremstår tidvis noget usamlet. Forlader til sidst samtalerummet brat og udskæl·dende. Vurderes ikke suicidaltruet.” På 3. indlæggelsesdag fremgår det af journalenbl.a., at patienten intet sikkert psykotisk har frembudt, men det vurderes fortsat, atpatienten er paranoidt tolkende med læderet realitetstestning, og at det fortsat er indi·ceret med observation for psykotiske symptomer. På 4. dagen blev frihedsberøvelsenophævet.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at overlægens beslutning omtvangsindlæggelse og opretholdelsen heraf var ulovlig, samt påstand om erstatning.Byretten underkendte nævnets afgørelse.Retten lagde ved afgørelsen til grund, at det psykiatriske center i forbindelse med fri·hedsberøvelsen lagde patientens oplysninger om, at han hørte stemmer samt støj iform af råben og banken m.v. fra underboer i betragtning ved vurderingen af patien·tens tilstand og fandt, at han var psykotisk og husede paranoide forestillinger. Uagtetat der også var indgået yderligere momenter i sagen, herunder udtalelser om hændel·ser på Christiania, kunne retten ikke udelukke, at patientens oplysninger om forholde·ne på hans bopæl har haft betydning i forbindelse med diagnosen.Efter den foretagne bevisførelse, hvorefter underboen havde fået en påtale på grund afstøjgener, kunne retten ikke bortse fra, at patienten havde været udsat for sådannegener, og at generne således ikke var et resultat af paranoide forestillinger. Herefterkunne retten ikke med fornøden sikkerhed lægge til grund, at patienten var psykotiskpå indlæggelsestidspunktet, og den skete tvangsindlæggelse og efterfølgende friheds·berøvelse fandt retten derfor havde været ulovlige.Retten føjede til, det der ikke ved beslutningen om indlæggelse fandtes at være begå·et ansvarspådragende forhold under hensyn til, at afgørelse om frihedsberøvelsenblandt andet var truffet på grundlag af egen læges oplysninger om generne på bopæ·len. Påstanden om erstatning blev derfor ikke taget til følge.Sagen er bemærkelsesværdig af flere grunde. Dels foretager retten en indgående be·vismæssig vurdering af psykosebegrebet, som Patientklagenævnet normalt afholdersig fra at foretage. Dels tager retten stilling til erstatningsspørgsmålet, uagtet at rets·plejelovens kapitel 43 a alene angår frihedsberøvelsen og ikke det civilprocesretligespørgsmål om erstatning.2.Tvangsfiksering

Patientklagenævnet har i denne årsrapport valgt at uddrage ovennævnte problemstil·linger fra udvalgte afgørelser. Der vil således ikke være en gennemgang af nogle fåudvalgte afgørelser, men i stedet udvalgte citater fra flere afgørelser, hvor ovennævn·te problemstillinger er beskrevet.Det overordnede formål med dette afsnit er at skabe større bevidsthed i dagligdagenomkring disse problemstillinger og således være med til at sikre, at nævnet ikke frem·over kommer ud for tilfælde med gentagne identiske fejl og mangler.Det altoverskyggende problem er den manglende dokumentation. Uden at nævnet pånogen måde skal blande sig i centrenes praksis, kunne der ligge en forbedringsmulig·hed i , at overlægen/lægen dagen efter tvangsfikseringen gennemså journalen for atsikre sig, at bæltefikseringen var tilstrækkeligt beskrevet, og i benægtende fald toginitiativ til at det implicerede personale afgav uddybende forklaring.Bevismæssigt vil udsagn i tæt tidsmæssig forbindelse til selve episoden stå stærkereend udsagn, der fremkommer, efter at der er indledt en klagesag.Endvidere vil det alt andet lige være hensigtsmæssigt, om en eller flere af det i bælte·fikseringen involverede personale kunne deltage i nævnsmødet.Ad 1 - Betingelserne for tvangsfikseringA. I det følgende er nævnt en række nævnsbegrundelser for ikke at anse be·tingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2 for opfyldte:”Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen alene fremgår, at du var ”sværtudadreagerende og affektspændt med mulig fare for dig selv og andre”. Dette udsagnses dog ikke hverken uddybet eller dokumenteret”.----------”Nævnet har lagt vægt på, at det alene fremgår, at du vurderedes at være til fare fordig selv og andre, ”idet du fremstod truende og aggressiv”, men at din fremtrædenikke er nærmere beskrevet i journalen. Nævnet anser det herefter ikke for godtgjort,at der forelå en situation, der opfylder betingelserne for tvangsfiksering efter psykiatri·lovens § 14, stk. 2, nr. 1. Dertil kommer, at nævnet normalt ikke godkender tvangsfik·sering i forebyggende øjemed”.--------”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Det fremgår af sagen, at der i dagene op til tvangsindgrebet den 20. og den 21. okto·ber 2009 var to episoder, hvor du brugte fysisk vold mod personalet. Du tog ikke af·stand for overgrebene, men du fastholdt, at du ville udøve fornyede vold, hvis det blevnødvendigt.Nævnet har lagt vægt på, at personalet den 22. oktober 2009 om morgenen drøftededin voldelige adfærd med dig, og hvor du gav udtryk for, at du mente, at du var i dingode ret til at slå, når personalet ikke var efterretteligt. Uanset at du ikke tog afstand

fra din voldelige adfærd og ligeledes fortsat fremkom med trusler, således at du mulig·vis var potentielt farlig, er det imidlertid også beskrevet i journalen, at du var relativrolig om morgenen den 22. oktober 2009 uden fysiske udfald mod personalet. Selvefikseringen foregik også roligt. Nævnet har således ikke fundet at der på det konkretetidspunkt, hvor du blev tvangsfikseret, var tale om en nærliggende fare for dig selv el·ler andre. Faren har således ikke på det pågældende tidspunkt været konkret, aktuelog påviselig.En tvangsfiksering kan således ikke uden særlige holdepunkter begrundes i forhold,der fandt sted dagen forinden eller tidligere.----Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det i journalen alene er beskrevet, at duop til episoden var verbalt truende, og at du sparkede på en dør. Du blev efterfølgendefulgt tilbage til din stue. Der var ikke tale om en fastholden, da du gik med af dig selv.På stuen fik du en beroligende middel. Du fortsatte dog med hånlige, nedsættende ogudfordrende udfald mod personalet, og du talte om, at du ville smadre afdelingen. Duvar ophidset og verbalt truende, og du slog ud i luften med knyttede næver. Det frem·går også, at da personalet forsøgte at nærme sig dig, rykkede du dig tilbage, og duvirkede rædselsslagen.Uanset din urolige adfærd og dine verbale trusler har nævnet imidlertid ikke fundet, atbeskrivelsen af det passerede op til tvangsindgrebet dokumenterer kravet om, at derskal være tale om en nærliggende fare for dig selv eller andre, og at faren skal værekonkret, aktuel og påviselig.Ud fra konteksten i journalen anser nævnet ikke dine knyttede næver og slag ud i luf·ten som direkte aggressive, idet du, da personalet rykkede tættere på, valgte at rykkebagud, og du fremstod mere rædselsslagen”.--------”Nævnet bemærker, at det forhold, at du bliver indlagt af politiet i håndjern, ikke i sigselv kan begrunde en tvangsfiksering.Nævnet har lagt vægt på, at oplysningerne fra det psykiatriske center omkring denkonkrete bæltefiksering er så ukonkrete, at nævnet ikke finder det muligt at vurdere,hvorvidt du var i en tilstand, hvor det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afvær·ge, at du udsatte dig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legemeeller helbred jf. psykiatrilovens § 14 stk. 2, nr. 1.Udsagnene om at du var ”stærkt ubehagelig” og ”truende”, ”irritabel”, ”latent ag·gressiv” og ”udadreagerende” er vurderinger, som nævnet ikke kan forholde sig tiluden, at det præcis fremgår på hvilken måde, du var ”stærkt ubehagelig, truende mv.”På denne baggrund anses det ikke for godtgjort, fra det psykiatriske centers side, atbetingelserne for tvangsfikseringen har været opfyldt”.--------

”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Nævnet finder det således ikke godtgjort, at din tilstand, som den er beskrevet i læge·erklæringen, i journalen og på mødet, forud for tvangsindgrebet var af en sådan ka·rakter, at det var nødvendigt ved tvangsfiksering at afværge, at du eller andre var ud·sat for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.Nævnet har lagt vægt på, at det ikke fremgår af sagen, hvordan du konkret skullevære til fare for dig selv eller andre på tidspunktet for tvangsfikseringen. Det fremgåralene af journalen for den 2. juni 2009, at du ”fortsat var udadreagerende”, da du an·kom til den psykiatriske skadestue. Denne angivelse kan ikke anses som tilstrækkeligtkonkretiseret”.-----”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Nævnet har således ikke fundet, at din tilstand, som den er beskrevet i journalen, for·ud for tvangsindgrebet var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at afværge, atdu eller andre var udsat for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen er anført, at du var ”aggressiv”. Det erikke nærmere uddybet, på hvilken måde, du var aggressiv, og hvilken indflydelse det·te havde på din adfærd. Der er her anført hospitalets vurdering af situationen, ognævnet har således ikke mulighed for at bedømme denne vurdering, med mindre præ·misserne for bedømmelsen er anført.På denne baggrund anses det ikke for godtgjort, at betingelserne for tvang har væretopfyldt i dette tilfælde”.----”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Nævnet har således ikke fundet, at din tilstand, som den er beskrevet i journalen, for·ud for tvangsindgrebet var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at afværge, atdu eller andre var udsat for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er anført, at du var ”tiltagende an·spændt”, at du gik tæt på din kontaktperson, der følte sig truet, at ”du virkede despe·rat”, og at ”du kørte medpatienter op”.Der er her anført hospitalets vurdering af situationen. Nævnet har således ikke mulig·hed for at bedømme denne vurdering, med mindre præmisserne for bedømmelsen eranført.På denne baggrund anses det ikke for godtgjort, at betingelserne for tvang har væretopfyldt i dette tilfælde”.

----”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Nævnet har således ikke fundet, at din tilstand, således som den er beskrevet i jour·nalen, forud for tvangsindgrebet var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at af·værge, at du eller andre var udsat for nærliggende fare for at lide skade på legeme el·ler helbred.Nævnet har lagt vægt på, at det i sagens akter er anført, at ”du var ved at køre op”,og at ”du gik amok”, men at der intet er anført om, på hvilken måde, du ”kørte op” oggik amok på.Der er her anført hospitalets vurdering af situationen. Nævnet har således ikke mulig·hed for at bedømme denne vurdering, med mindre præmisserne for bedømmelsen eranført.På denne baggrund anses det ikke for godtgjort, at betingelserne for tvang har væretopfyldt i dette tilfælde.Det forhold, at der stod 10 personer til at holde dig nede på gulvet, kan ikke føre tilnogen anden vurdering”.------”Nævnet har lagt vægt på, at der ved bedømmelsen af, om en patient udgør en nær·liggende fare for sig selv eller andre, må lægges vægt på, om patienten frembyder enkonkret, aktuel og påviselig fare. På tidspunktet for fikseringen ses det ikke dokumen·teret, at du var udadreagerende. Det fremgår af journalen, at du ikke er til at kommu·nikere med, men at du lægger dig nogenlunde roligt over i sengen. Man vælger ”underomstændighederne” at lægge dig i bælte.Nævnet er opmærksom på, at du ved ankomsten ligger med hænderne bundet sam·men, da selve indbringelsen har været voldsom og involveret brug af peberspray.Det er anført i journalen den 28. juni 2009, at du ved indlæggelsen farer op, hvilketdog ikke ses dokumenteret yderligere.Den omstændighed, at du er latent aggressiv, vredladen og ikke til at lave aftaler medmht. medicin, er efter nævnets praksis ikke tilstrækkelig til at foretage en tvangsfikse·ring, idet du ikke frembyder en konkret, aktuel og påviselig fare”.----”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetfundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatriloven ikkevar opfyldt.Nævnet har lagt til grund, at der ved bedømmelsen af , om en patient udgør en nær·liggende fare for sig selv og andre, må lægges afgørende vægt på patientens aktuelletilstand og at andre midler skal have vist sig utilstrækkelige eller uigennemførlige somfølge af patientens tilstand.

Nævnet har lagt vægt på, at du forud for tvangsfikseringen efter det oplyste gik an·spændt, svært psykotisk, kontaktafvisende, dysforisk og mut rundt på afdelingen,men at du var stilfærdig og ikke udadreagerende.Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tvangsfikseringen er begrundet i en formod·ning om, at du ville kunne reagere uberegneligt og voldsomt.Nævnet har således vurderet, at du ikke forud for tvangsfikseringen frembød en kon·kret, aktuel og påviselig fare.Nævnet finder herefter, at det i den konkrete situation ikke var nødvendigt at fikseredig for at afværge, at du udsatte andre for nærliggende fare for at lide skade på lege·me eller helbred.Nævnet har desuden bemærket, at tvangsfikseringen gennemførtes med afdelingenseget personale, hvilket forløb ukompliceret, samt at du accepterede at genoptage be·handlingen med depotmedicinering”.----”Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnetikke fundet, at betingelserne for tvangsfiksering i § 14, stk. 2, nr. 1, i psykiatrilovenhar været opfyldt.Uanset at nævnet ud fra konteksten i journalen kan fornemme, at din tilstand, såledessom den er beskrevet i journalen og lægeerklæringen, forud for tvangsindgrebet må·ske synes at være af en sådan karakter, at det kunne have været nødvendigt at af·værge, at du eller andre var udsat for nærliggende fare for at lide skade på legeme el·ler helbred, idet det er anført, at du var råbende, aggressiv, vred og truende, harnævnet imidlertid ikke fundet, at betingelserne for tvang har været opfyldt.Hospitalet har en forpligtelse til at godtgøre, at der forelå en konkret, aktuel og påvi·selig fare.Idet der alene er anført hospitalets vurdering af situationen, har nævnet således ikkemulighed for at bedømme denne vurdering, med mindre præmisserne for bedøm·melsen også er anført, og det nærmere er godtgjort på hvilken måde du var aggressiv,vred og truende.På denne baggrund anses det ikke for godtgjort, at betingelserne for tvang har væretopfyldt i dette tilfælde”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du ifølge journalen og din egen forklaring var råbendeude på gangen, at du var i underbukser og kastede dig på gulvet.

Nævnet finder ikke, at du ved din adfærd var groft forulempende over for bestemtemedpatienter”.-----”Nævnet har lagt til grund, at du var stærkt opkørt, urolig og modstandspræget vedankomsten til Psykiatrisk skadestue, hvor du ankommer i håndjern og fodremme medpolitiets assistance.Nævnet har imidlertid lagt vægt på, at det psykiatriske center inden tvangsfikseringenalene lægger politiets vurdering til grund og ikke foretager en selvstændig vurderingaf, hvorvidt du udgør en konkret, aktuel og påviselig fare.Som sagen er oplyst i journalen finder nævnet ikke, at det er godtgjort, at du udgjordeen konkret, aktuel og påviselig fare for dig selv eller andre og kan på den baggrundikke godkende tvangsfikseringen og således heller ikke anvendelsen af hånd- ogfodremme”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du ved din frivillige indlæggelse den 9. marts 2009 hav·de det skidt som følge af posttraumatisk stresssyndrom. Du havde på indlæggelses·tidspunktet behov for trygge rammer, idet du var angstpræget og derhjemme havdegået med forestillinger om forfølgelse.Nævnet har endvidere lagt vægt på, at du dagen efter indlæggelsen - ifølge sygepleje·kardeks - vurderedes relevant og klar. Du fortalte om din situation og ønskede hjælp.Du blev herefter hyperventilerende, og da personalet ville hjælpe dig med vejrtræk·ningsteknik, rejste du dig umotiveret op og smækkede døren ud til gangen, og stillededig foran denne med knyttede hænder. Personalet formåede dog at komme ud af rum·met og tilkalde yderligere personale.Nævnet har også lagt vægt på dine beskrivelser af forløbet ved mødet den 26. marts2009. Du oplyste, at en sygeplejerskestuderende i forbindelse med en samtale rykke·de helt op i hovedet på dig, hvorefter du blev bange, og følte, at du blev gået fysiskfor nær. I forløbet umiddelbart efter mødte 4 mand op på din stue og trængte dig opmod hjørnet. Du bad dem om at gå væk og give dig plads til at håndtere din hyper·ventilation og angst. Efterfølgende kom endnu flere personer ind og pressede dig op iet hjørne, og du forsøgte at flygte mod døren, idet du nu var meget angst. Du blevherefter tvangsfikseret med bælte og hånd- og fodremme, ligesom du fik beroligendeinjektion.Nævnet har på baggrund af en samlet vurdering af oplysningerne, herunder oplysnin·gerne om din diagnose, som det Psykiatriske Center var bekendt med, sammenholdtmed oplysningen om, at du henvendte dig i skadestuen med angstsymptomer som føl·ge af PTSD og udviklingen af den konkrete hændelse, fundet, at personalets håndte·ring af den pågældende situation var stærkt angstprovokerende for dig og var en di·rekte årsag til den af dig udviste adfærd, der førte til beslutningen om at tvangsfikseredig med bælte samt med hånd- og fodremme og give dig en akut beroligendeinjektion.Nævnet bemærker i øvrigt, at det ikke hverken i journal eller lægeerklæring findes til·strækkeligt dokumenteret, at der forelå en konkret og påviselig fare. Det forhold, at du

havde skubbet kontaktpersonen ud af stuen, og stod med knyttede hænder foran an·sigtet, jf. journalen for den 10. marts 2009 kl. 09.45 må vurderes som en isoleretangstreaktion på situationen, og ikke et udtryk for, at du ved handling ville forvoldekonkret fare på andre”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen alene fremgår, at du hamrede på rudenog skreg og var meget urolig – uden at det er nærmere beskrevet på hvilken måde duvar meget urolig.Det forhold at du hamrede på ruden og skreg er ikke i sig selv nok til at tvangsfikseredig”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen alene fremgår, at du forsøgte at gribeud efter personalets nøgler og gentagne gange fik fat i personalets tøj. Du puffede tilpersonalets arme med dit hoved, og du forsøgte at slikke på personalet. Ingen af disseforhold kan hverken enkeltvis eller tilsammen anses for at udgøre en nærliggende farefor andre for at lide skade på legeme eller helbred, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr.1.Nævnet godkender derfor ikke denne tvangsfiksering med bælte og anlæggelse afremme”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i lægeerklæringen alene er oplyst, at du var skrøbe·lig og virkede mere urolig – uden at det nærmere er anført på hvilken måde. Det for·hold at det i lægeerklæringen er anført, at du kradsede alle sårskorper af i selvmutile·rende øjemed kan ikke føre til nogen anden vurdering”.---”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du var meget urolig ogudadreagerende – uden at det nærmere er oplyst på hvilken måde. Det forhold at det ilægeerklæringen er oplyst, at du trak en plante med dig, som du væltede og revbladene af, samt at du ruskede og sparkede på døren, kan ikke som anført i tvangs·protokollen anses for forhold, der udsætter dig selv eller andre for nærliggende fare forat lide skade på legeme eller helbred, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 3, der forud·sætter, at det udøvede hærværk er af ikke ubetydeligt omfang. Det forhold, at det ilægeerklæringen er oplyst, at du opfordrede personalet til at give dig en kniv, så duover for personalet kunne bevise, at du ville dø, kan ikke føre til en anden vurdering”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du styrtede ud på gan·gen, råbende og skrigende, samt at din adfærd eskalerer yderligere – uden at detnærmere er angivet på hvilken måde”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du var voldsomt rå·bende og i forbindelse med fastholdelse ydede stor modstand – uden at det nærmereer beskrevet på hvilken måde. Det forhold, at du under fastholdelsen slikkede på per·sonalets hænder kan – som anført – ikke føre til anden vurdering”.

----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du var fysisk udadre·agerende – uden at måden er angivet. Det forhold, at du løb skrigende rundt på gan·gen, er ikke tilstrækkeligt til, at situationen er omfattet af psykiatrilovens § 14, stk. 2,nr. 2, som ifølge forarbejderne forudsætter, at det drejer sig om en forulempelse afbestemte personer”.-----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du efter undervisnin·gen løb og ville ud fra afsnittet”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du pludselig løb ud pågangen”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du efter at være hop·pet af cyklen løb mod døren og var råbende og skrigende”.---”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen alene er oplyst, at du ikke var i stand tilat indgå aftaler, og at du var urolig og udadreagerende – uden at det er angivet påhvilken måde”.B. I det følgende er nævnt en række nævnsbegrundelser for at anse betingel·serne i psykiatrilovens § 14, st. 2 for opfyldte:”Nævnet har lagt vægt på, at du ved ankomsten i modtagelsen på psykiatrisk afdeling,hvor du var indbragt i håndjern, var svært aggressiv og truende. Du truede med atbrække næsen på den medfølgende politibetjent, og du var nedladende og højtråben·de over for vagtlægen. Da du blev ført til din stue, var du fortsat meget højtråbende,og du truede med at udøve vold mod personalet. Du fik herefter tilbudt beroligendemedicin, og i den forbindelse slog du pludselig fysisk hårdt ud mod medicinen og ram·te et personalemedlem på hånden med stor kraft.Som følge af dine konkrete og generelle trusler og din meget urolige og aggressive til·stand, hvor du pludselig – bevidst eller ubevidst – rammer et personalemedlem, månævnet herefter anse bæltefikseringen for berettiget”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du umiddelbart forud for tvangsindgrebet var meget uro·lig, højtråbende og voldsom udadreagerende. Du smed diverse tøjdele ud på gangen,og du var verbalt meget truende og endvidere stærkt truende i din attitude. Du slogogså ud med armene. Du gik endvidere tæt på et personalemedlem, da denne forsøgteat ledsage dig til dit værelse, og endvidere rakte du en truende hånd direkte mod etpersonalemedlem, hvor du sagde ”du er færdig”. Du tog derudover kvælertag på dinkontaktperson, således at denne ikke kunne få luft og fik forvredet nakkemuskulatu·ren. Da der blev slået alarm, og flere personalemedlemmer kom til, blev der en vold·som kamp, hvor et antal af personalet mere eller mindre kom til skade, efterhånden

som de kom tililende. Der måtte 8 til 10 personalemedlemmer til at pacificere dig ogefterfølgende tvangsfiksere dig”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen for den 21. september 2009 kl. 11.30bl.a. er beskrevet, at du forud for beslutningen om tvangsfiksering var voldsomt op·kørt og aggressiv, du havde skåret dig med en skrue i håndleddet, og du forsøgte påalle måder at gøre skade på dig selv, herunder slog du dig selv i hovedet. Du kunneikke beroliges og tog fat i alle ting på stuen. Du blev fastholdt, men du var fortsatvoldsomt udadreagerende, sparkede og forsøgte at slå dig selv”.-----”Nævnet har lagt vægt på, at du forud for tvangsindgrebet havde været megetudadreagerende og voldelig. Du havde således umiddelbart op til indlæggelsen over·faldt lufthavnspersonale og politi. Du havde slået en betjent, som efterfølgende måttebehandles herfor. Du var fortsat anspændt og aggressiv ved selve indlæggelsen. Dutruede personalet med, at du ville smadre og skyde alle samt slå alle ihjel. Henset tildin meget voldelige adfærd og dine uvarslede angreb blev du anset for særdeles farlig.Som følge af din meget urolige og aggressive tilstand, vurderedes det endvidere nød·vendigt at anvende hånd- og fodremme”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du reagerede meget voldsomt over at skulle flyttes til enlukket afdeling, og at du sparkede og forsøgte at nikke en skalle og bide. Der skulle 10mand til at holde dig, og det blev vurderet nødvendigt at tilkalde politiet”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du op til episoden, hvor du blev bæltefikseret, havdeværet provokerende og haft en truende adfærd, og hvor du var tæt på at komme op atslås. Da overlægen lidt senere kom til din stue, blev du voldsom vred og kastede digmod overlægen med knyttet næve for at slå. Du blev vurderet som farlig for dine om·givelser, og umiddelbart efter bæltefikseringen fortsatte du med at være truende, oghvor du til overlægen sagde ”du er en død mand””.----”Nævnet har lagt vægt på, at du var truende overfor medpatienter. Du blev forsøgtskærmet og beroliget af to personalemedlemmer, men du kørte mere og mere op. Dutog på et tidspunkt en stol og kylede den mod væggen. Derefter nikkede du det enepersonalemedlem en skalle”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen for den 16. november 2009 står ” Patien·ten er blevet bæltefikseret kl. 13.50, da han ikke kunne overholde sin skærmning.Nævnet har også lagt vægt på, at det lige inden du blev lagt i bælte blev vurderet, atdu havde behov for skærmning og ro, at du ”vurderes til fare for sig selv, idet en de·lirøs tilstand på baggrund af en mani kan udvikle sig”. Du kunne ikke tales til ro ogtrods anvisninger om, at blive på stuen, fortsatte du med at forlade stuen.Nævnet finder det således tilstrækkeligt godtgjort, at du i den konkrete situation ud·satte dig selv for en nærliggende fare for at udvikle en delirøs tilstand og derved farefor at lide skade på legemet og at tvangsfikseringen var nødvendig for at afværge den·ne fare.

Som det fremgår har nævnet ikke lagt vægt på oplysningerne i lægereklæringen ogjournalen om, at du var truende overfor personale og forulempede medpatienter, idetdisse oplysninger ikke er konkretiseret”.----”Nævnet har lagt vægt på, at der var tale om en akut situation, hvor du havde ind·taget en overdosis smertestillende medicin, og hvor det var af afgørende betydning fordit helbred, at du fik lagt NAC-drop. Nævnet har desuden lagt vægt på, at du løb ud afden psykiatriske skadestue, og at du søgte væk fra lægen, således at du gav indtrykaf, at du ikke ville medvirke friviligt til at få lagt NAC-drop”.---”Nævnet har lagt vægt på, at du var blevet tiltagende aggressiv, havde smadret etbillede i fællesarealet og truede personalet med knyttet næve”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du i forbindelse med overflytningen satte dig verbalt ogfysisk til modværge, spytter og rev både politi og personale”.----”Nævnet har lagt vægt på, at det af sagens akter fremgår, at du forud for tvangsind·grebet havde været tiltagende urolig, opkørt og hurtigkørende. Nævnet har endviderelagt vægt på, at du var fysisk aggressiv. Du slog således ud efter og bed efter perso·nalet, du spyttede og ramte lægen, og du spyttede endvidere efter det øvrige persona·le”.-----”Nævnet har lagt vægt på, at du pludselig gik amok på et personalemedlem og slogham flere gange i ansigtet med knytnæveslag, mens du holdte hans hoved fast iarmen”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du var råbende, og at du tog fat i en stol og truede per·sonalet, da de ville korrigere dig og at personalet pga. deres frygt for din trusler ansådet for nødvendigt at tilkalde politiet”.----Ad 2 - Mindste middelprincippet i relation til tvangsfikseringA. Patientklagenævnet har i nedenstående tilfælde ikke fundet, at tvangsfik·seringerne opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet haranvendt følgende begrundelser:”Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det hverken af journalen eller lægeer·klæringen ses, at hospitalet inden tvangsfikseringen eksempelvis har forsøgt at skær·me og berolige dig eller har tilbudt dig beroligende medicin”.----”Nævnet har endvidere noteret sig, at det psykiatriske center ikke, inden tvangsfikse·ringen fandt sted, ud fra det beskrevne i journalen ses at have forsøgt at anvende etmindre indgribende middel, således at tvangsfikseringssituationen kunne have væretforsøgt undgået”.----

”Nævnet har imidlertid fundet, at tvangsfikseringen ikke opfylder kravet om mindstindgribende foranstaltning. Det fremgår af journalen, at du ved ankomsten er stærktmedicinplæderende, idet dine bivirkninger fra den antipsykotiske medicin gav dig storuro og mange gener. Uanset at du gav udtryk for et ønske om at få medicin frivilligt,vælger man at lægge dig i bælte, idet du findes opkørt, råbende og smidende medting.Nævnet finder, at man forud for fikseringen burde have lyttet til dig og tilbudt dig me·dicin, således at du kunne finde den ro, som du havde brug for. Nævnet har i den for·bindelse lagt vægt på, at du godt kunne forklare, at bivirkningerne var skyld i din ad·færd, men at dette ikke blev taget til efterretning. Det er nævnets opfattelse, at ind·tagelse af beroligende medicin inden tvangsfikseringen, formentlig ville have overflø·diggjort brugen af tvang”.----”Det er nævnets opfattelse, at de anvendte tvangsindgreb ikke opfylder mindste mid·del princippet i psykiatrilovens § 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at du bad perso·nalet om at gå ud og give dig plads og ro til at håndtere dit angstanfald og dit hyper·ventilerende åndedræt.Det er således nævnets opfattelse, at tvangsfikseringen og indgivelsen af beroligendemedicin kunne have være undgået, såfremt personalet havde håndteret situationen udfra kendskabet til, at du lider af PTSD, og ved at lytte til dig og tale med dig på bag·grund af denne viden”.----B. Patientklagenævnet har i nedenstående tilfælde fundet, at tvangsfikserin·gerne opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet haranvendt følgende begrundelser:”Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det psykiatriske center inden tvangsfik·seringen, forgæves havde forsøgt at skærme og berolige dig, samt med tvang havdegivet dig beroligende medicin. Du blev endvidere ledsaget til din stue, hvor du blevsøgt beroliget ved samtale”.----”Nævnet har fundet, at tvangsfikseringen opfylder kravet om mindst indgribende for·anstaltning. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det psykiatriske center in·den tvangsfikseringen, forgæves havde forsøgt at berolige dig samt tilbudt dig beroli·gende medicin”.-----”Nævnet har fundet, at tvangsfikseringen opfylder kravet om mindst indgribende for·anstaltning.Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det psykiatriske center inden tvangsfik·seringen forgæves havde forsøgt at skærme og berolige dig”.

Ad 3 - Tvangsfikseringens tidsmæssige udstrækningA. Patientklagenævnet har i nedenstående tilfælde ikke fundet, at den tids·mæssige udstrækning af tvangsfikseringerne opfyldte kravet om mindst mu·lig indgribende foranstaltning. Nævnet har anvendt følgende begrundelser:”Nævnet har ikke fundet, at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringen opfyl·der kravet om mindst mulig indgribende foranstaltning.Nævnet har lagt vægt på, at du sov ved tilsynet den 21. september kl. 15.10, og atdin tilstand ikke nærmere er beskrevet i journalnotat for tilsynet kl. 17.10, ud over, at”du er træt og nu ønsker at sove” samt, ”at du formentlig kan løsnes i aften”. Det ersåledes ikke godtgjort, at betingelserne for fortsat at tvangsfiksere dig er opfyldt.Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den sidste hånd/fodrem blev løsnet kl. 16.30,og finder på denne baggrund, at tvangsfikseringen med bælte også burde have væretophævet fra dette tidspunkt.Med hensyn til det lægelige tilsyn kl. 15.10, hvor det fremgår, at du sov, skal der gø·res opmærksom på, at ”et sovende tilsyn” ikke kan gøre det ud for et reelt tilsyn efterpsykiatrilovens § 21, stk. 4. Således skal der foretages fornyet lægeligt tilsyn, når enpatient igen er i vågen tilstand”.-----”Nævnet har endvidere fundet, at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringenfra den 20. november 2009 kl. 11.25 og til den 22. november 2009 kl. 10.20 opfylderkravet om mindst mulig indgribende foranstaltning.Nævnet har lagt vægt på at du ved de vågne tilsyn fortsat var højtråbende og truende.Nævnet finder derimod ikke, at tvangsfikseringen fra den 22. november 2009 fra kl.10.20 og til kl. 15.25, hvor du blev løsnet af bæltet, opfylder kravet om mindst muligindgribende foranstaltning.Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at du ved tilsynet dagen forinden, den 21.november 2009 kl. 23.59, og ved tilsynet om morgenen den 22. november 2009 kl.08.42. var sovende. Ved det første vågne tilsyn herefter den 22. november 2009 kl.10.20, fremstod du ifølge journalen rolig, og du var venlig og imødekommende, da dubliver tilset. Det er endvidere under nævnsmødet oplyst, at det på dette tidspunkt blevbesluttet, at du snarlig skulle løsnes af bæltet, og at det derfor var unødvendigt med48 timers tilsynet. Som følge af travlhed i afdelingen blev du imidlertid først løsnet afbæltet kl. 15.25 samme dag”.------”Nævnet finder imidlertid, at du burde have været løsnet fra bæltet, da du var blevetrolig og senest, da NAC-droppet blev fjernet, hvilket ifølge dig skete efter en time.Nævnet har lagt vægt på, at der ud fra oplysningerne i journalen ikke er beskrevet så·danne forhold, der kan danne baggrund for at udstrække tvangsfikseringen i 8½ time.

Nævnet har endvidere lagt vægt på dine oplysninger i klagen og på mødet om, at duaccepterede at få anlagt NAC-drop, efter at du var blevet tvangsfikseret, og at du ikkeprøvede at tage droppet ud, ligesom du forholdt dig rolig under hele bæltefikseringen.Nævnet godkender således ikke udstrækningen af tvangsfikseringen”.----I nedenfor nævnte tilfælde har nævnet ikke godkendt tvangsfikseringen efter de anfør·te tidspunkter. Nævnet begrundede tilsidesættelsen af den fortsatte tvangsfikseringmed:at, det ved tilsynet den 27. september 2008 kl. 19.50 i journalen alene er anført, at”bælte og remme tilses. Begge dele er ok”.at, det ved tilsynet den 18. juli 2008 kl. 20.35 i journalen alene er anført, ”at du varved at blive puttet til natten af din mor og din far, og var rolig og afslappet”.at, det på det pågældende tidspunkt i journalen alene er anført, ”at du sad i sengen ogfik massage af din mor og i øvrigt var rolig”.at, det ved tilsynet den 17. august 2008 kl. 18.30 i journalen alene er anført, ”at duvar angst og klynkende”.at, det ved tilsynet den 8. oktober 2008 kl. 21.15 i journalen alene er anført, ”at dutrods smerter i skulderen lå roligt i bælte og remme”.B. Patientklagenævnet har i nedenstående tilfælde fundet, at den tidsmæssi·ge udstrækning af tvangsfikseringerne opfyldte kravet om mindst mulig ind·gribende foranstaltning. Nævnet har anvendt følgende begrundelser:”Nævnet har lagt vægt på, at du ved de vågne tilsyn er beskrevet som fortsat udadre·agerende, truende og urolig, og at du fortsat var i affektspændt med en meget svin·gende tilstand”.----”Nævnet har endvidere fundet, at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringenopfylder kravet om mindst mulig indgribende foranstaltning.Nævnet har lagt vægt på, at du ved tilsynene under bæltefikseringen fortsat var ag·gressiv og udadreagerende med en truende adfærd. Du truede med at ”hive hovedet”af lægen, og du udtalte, at du ville ”smadre lægens kranium”. Du truede også med atslå de andre medpatienter ned. Du fandtes således meget psykisk svingende med enutilregnelig og uforudsigelig adfærd”.----”Nævnet har lagt vægt på, at du blev tilset kl. 20.30, kl. 22.45 samt kl. 02.00, og atdu, på trods af indgivelse af beroligende medicin, fortsat var urolig og råbende”.---”Nævnet har endvidere fundet, at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringenopfylder kravet om mindst mulig indgribende foranstaltning.

Nævnet har i den forbindelse fundet, at uagtet at du sov ved tilsynene den 25. juni2009 kl. 21.50 og den 26. juni 2009 kl. 01.30, havde du i perioder mellem tilsyneneværet urolig og råbende / skrigende og psykotisk, og du havde talt med dig selv. Dusov endvidere ved tilsynet den 26. juni 2009 kl. 07.40, men du havde ligeledes i løbetaf natten været psykotisk. Du blev således løsnet fra bæltet, da du var faldet til ro”.----”Nævnet har endvidere fundet, at den tidsmæssige udstrækning af tvangsfikseringenopfylder kravet om mindst mulig indgribende foranstaltning.Nævnet har lagt vægt på, at du under hele tvangsfikseringen var urolig, voldsomt ver·balt aggressiv, uberegnelig og truende. Der er desuden lagt vægt på, at du indimellemblev løsnet for at gå på toilettet, men at det var svært at få dig i seng igen, og at dederfor måtte slå alarm. Dertil kommer, at du igennem hele forløbet blev intensivt me·dicineret bl.a. for at afkorte bæltefikseringens længde. Du blev løsnet efter at værefaldet til ro, og da det viste sig, at du formåede at være uden for bæltet uden proble·mer”.-----Ad 4 – Anlæggelse af remmeA. Patientklagenævnet har anvendt følgende begrundelse for ikke at godken·de anlæggelse af remme:”Nævnet bemærker i forbindelse med anlæggelsen af fodremme, at det ses af journa·len for den 6. juni 2009, at overlægen ikke har kunnet godkende anlæggelsen af rem·me. Beslutning om anvendelse af remme skal i medfør af psykiatrilovens § 15, stk. 2træffes af overlægen. Uden overlægens godkendelse er anvendelse af remme ulovlig”.------”Vedrørende anvendelse af fodremme har nævnet endvidere ikke fundet, at betingel·serne efter psykiatrilovens § 14, er opfyldt. Som begrundelse for anlæggelse affodremme er alene anført, at ”dettevar absolut nødvendigt”.Nævnet finder såledesikke, at der er anført en selvstændig begrundelse for anlæggelse af remme”.----”Nævnet godkender ikke anvendelsen af fodremme i perioden fra den 28. maj 2009 tiloverførslen den 10. juni 2009.Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at du ikke var motorisk urolig samt at rem·mene alene blev anlagt af hensyn til bekvemmelighed”.----B. Patientklagenævnet har anvendt følgende begrundelse for at godkendeanlæggelse af remme:”Vedrørende anvendelse af hånd- og fodremme har nævnet lagt vægt på beskrivelsenaf din meget voldsomme adfærd, og at du på trods af bæltefikseringen fortsat varvoldsom udadreagerende og truende, og hvor du slog og sparkede”.------

”Nævnet har for så vidt angår anlæggelsen af hånd- og fodremme lagt vægt på, at duslog dig selv og sparkede, hvorfor det også var nødvendigt at anlægge hånd- ogfodremme for, at du ikke skulle skade dig selv yderligere”.---”Nævnet har lagt vægt på, at det fandtes påkrævet med anvendelsen af fodrem, da duto gange kom ud af bæltet”.---”Vedrørende anlæggelse af fodrem og håndrem har nævnet lagt vægt på, at det pga.din kropsbygning var nødvendigt at anlægge fodrem for at undgå, at du kunne kommeud af bæltet”.----”Vedrørende anvendelsen af hånd- og fodremme har nævnet lagt vægt på, at du slogog sparkede og forsøgte at komme ud af bæltet.Nævnet har også lagt vægt på, at du uvarslet, efter at du var blevet tvangsfikseretmed bælte gav et personalemedlem to knytnæveslag”.-----Ad 5 – Revurderingen mindst fire gange i døgnet jævnt fordelt”Ifølge psykiatrilovens § 21 stk. 4 skal der ske fornyet lægelig vurdering af spørgsmå·let om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dogmindst 4 gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt. Nævnet finder det kritisabelt,at ikke alle tilsyn fremgår af journalnotaterne men alene af tvangsprotokolskemaet.Det fremgår endvidere af tvangsprotokolskemaet, at der ikke altid er foretaget tilsynmindst 4 gange i døgnet, hvilket ligeledes er kritisabelt”.Ad 6 – 48-timers-revurdering”Nævnet har konstateret, at der ifølge journalen er foretaget en ekstern vurdering ef·ter 48 timers bæltefiksering jf. psykiatrilovens § 21 stk. 5. Nævnet skal dog bemærke,at hospitalet ikke som påkrævet har noteret dette til tvangsprotokolskema 3”.------Ad 7 – Tvangsfiksering og frihedsberøvelse”Flertallet af nævnet har lagt vægt på, at tvangsfikseringen var af en sådan længde atden udgjorde en frihedsberøvelse, men flertallet af nævnet finder ikke, at betingelser·ne for frihedsberøvelsen (tvangstilbageholdelse), jf. psykiatrilovens § 5, har været op·fyldt.Flertallet har herved lagt vægt på, at du har diagnosen infantil autisme, men ikke erbeskrevet som psykotisk. Det fremgår af journalnotatet af 30. juni 2009 kl. 16.25, at”aktuelt finder jeg ikke, at pt. har en indlæggelseskrævende lidelse”, og i journalnotataf 9. juli 2009 kl. 12.15, er det bl.a. anført, at du ”tydeligvis er forkert anbragt underhospitalsindlæggelse”.Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at tvangstilbageholdelse alene kan ske,hvis du er sindssyg eller i en tilstand, der ganske kan sidestilles hermed, og at det vil

være uforsvarligt ikke at frihedsberøve dig med henblik på behandling, fordi udsigtentil helbredelse eller en betydelig eller afgørende bedring af tilstanden ellers vil blivevæsentligt forringet eller du frembyder en nærliggende eller væsentlig fare for dig selveller andre jf. psykiatrilovens § 5.Det er nævnets praksis, at tvangsfiksering, der varer længere end 5 timer udgør enfrihedsberøvelse”.----”Nævnet har tillige fundet, at tvangsfikseringen var af en sådan længde, at den ud·gjorde en frihedsberøvelse, hvorfor det er en betingelse, at patienten er tilbageholdeligefter psykiatrilovens § 10, jf. § 5. Efter at have gennemgået sagen og de afgivne for·klaringer har Patientklagenævnet ikke fundet, at betingelserne for tvangstilbagehol·delse efter psykiatrilovens § 10, jf. § 5, er opfyldt.Nævnet har lagt vægt på, at du på tidspunktet for tvangstilbageholdelse ikke af hospi·talet blev fundet psykotisk”.---

Kvinden, der var kendt i psykiatrisk regi med diagnosen emotionel ustabil personlig·hedsstruktur, blev indlagt via distriktspsykiatrien, idet hun var paranoid, muligvisstress- og følelsesmæssigt betinget af hendes graviditet.Nævnet tilsidesatte beslutningen om tvangsmedicinering med tablet Trilafon 4 mg togange dagligt, dosis afpasset i forhold til effekt og bivirkninger, alternativt injektionSerenase 2,5 mg, ved manglende effekt eller bivirkninger skift til Serenase dråber 2mg, dosis tilpasset efter effekt og bivirkninger.Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at dosis af Trilafon var for høj, og at Serenaseikke bør gives til gravide, jf. oplysningerne i medicinhåndbogen.I samme sag kritiserede nævnet, at kvinden i 18 dage var blevet motiveret for Cisordi·nol, som efter medicinhåndbogen ikke bør anvendes, da data er utilstrækkelige.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen og oplyste, at Trilafon ogSerenase ikke er forbundet med en væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirk·ning. Risikoen ved ikke at behandle en psykotisk tilstand vil i mange tilfælde overstigede potentielle skader som lægemidler vil kunne medføre hos et foster.Nævnet bemærker, at det følger af medicinhåndbogen, at dosering af Trilafon tablet tilvoksne er 4-8 mg dgl., i nogle tilfælde op til 64 mg fordelt på flere doser. Kan anven·des ved graviditet. Der er data for ca. 500 eksponerede uden tegn på overhyppighedaf uønsket fosterpåvirkning. I praksis er perphenazin det antipsykotikum, hvor der fo·religger flest betryggende data ved en relevant dosis. Den begrænsede datamængdetillader ikke at udelukke en øget risiko. Plasmakoncentrationen bør bestemmes, og do·sis bør korrigeres til den lavest mulige.Dosering af Serenase er efter medicinhåndbogen oralt 2-10 mg 3 gange dgl., evt. i.m.i doser af halvdelen af den påtænkte orale dosis. Bør ikke anvendes ved graviditet,utilstrækkelige data. Der er data for ca. 250 1. trimester-eksponerede uden tegn påoverhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Den begrænsede datamængde tillader ikkeat udelukke en øget risiko.Oplysningerne i medicinhåndbogen indgår altid som et væsentligt moment i nævnetsvurdering af, hvorvidt mindste middels princippet i psykiatrilovens § 4 er opfyldt, forså vidt angår valg af præparat og dosis. Nævnet vil således generelt være meget re·striktiv i forhold til at fravige anbefalingerne i medicinhåndbogen, medmindre der fraoverlægens side foreligger en meget god begrundelse for ikke at anvende et andetpræparat/dosis men netop det valgte præparat i den valgte dosis til denne patient,herunder eventuelt en grundig forklaring på den alternative situation uden medicine·ring.Nævnet vil i en tilsvarende sag fremover formentlig fortsat være meget tilbageholden·de med at godkende en tvangsbehandling med et præparat, hvor der i følge medicin·håndbogen ikke kan udelukkes en øget risiko for den pågældende patient, og særligt i

Nævnet godkendte overlægens beslutning om tvangsbehandling med smelt tablet Ris·perdal 2 mg dagligt, subsidiært injektion Serenase 5 mg dagligt i.m. Nævnet fandt, atpatienten havde fået en passende betænkningstid, inden beslutning om tvangsbehand·ling blev truffet. Ifølge lægeerklæringen var patienten motiveret dagligt i 11 dage forfrivillig behandling med Risperdal 2 mg dagligt, inden beslutning om tvangsbehandlingmed primært Risperdal 2 mg dagligt blev truffet. Motivation for behandling med Ris·perdal fremgik af 4 datoer i journalen, herunder var motivation for behandling noteretpå 1. dagen og på beslutningsdatoen. I journalnotat på 8. dagen og på 11. dagen præ·ciseredes det, at patienten dagligt siden 1. motivationsdag var motivet for Risperdal 2mg dagligt. Patienten havde 14 gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling,og var under den aktuelle indlæggelse fuldstændig uden sygdomsindsigt og totalt afvi·sende over for medicinsk behandling.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at det af sagen (formentlig jour·nal + kardeks) kun gennem 11 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling 4gange før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.Det bemærkes, at overlægen har søgt sagen genoptaget hos Sundhedsvæsenets Pa·tientklagenævn, da det i EPM er noteret, at patienten dagligt er søgt motiveret for tab·let Risperdal 2 mg i 11 dage, før beslutning om tvangsbehandling hermed blev truffet.Imidlertid har det ikke været muligt at udprinte data fra EPM.Afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indskærper i øvrigt, at der dagligteller næsten dagligt skal foreligge skriftlig dokumentation for motivationen for frivilligbehandling. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det i et journalnotat er noteret, at deri de forudgående dage også er motiveret for det præparat i den dosis, som en eventueltvangsbehandling vil bliver besluttet med. Nævnets praksis er i øvrigt sammen medoverlægen på mødet at se, hvad der står om behandling/motivation i EPM, da det fort·sat giver problemer at printe ud fra dette system.4.3dagligtSag 1Nævnet havde godkendt overlægens beslutning om tvangsbehandling med tablet Se·renase 10 mg 2 gange dagligt subsidiært injektion Serenase 10 mg 2 gange. Patien·ten, der var kendt i det psykiatriske system vurderedes akut behandlingskrævende.Patienten var meget forpint, paranoid og fik tiltagende bizar og paranoid adfærd. Pa·tienten var uden sygdomsindsigt og fuldstændig afvisende over for medicinsk behand·ling. Vanlig medicin var Serenase, og patienten blev igennem 8 dage motiveret for Se·renase 5-10 mg dagligt samt tilbudt Lysantin efter behov 3 gange. Patienten, der varuden sygdomsindsigt, nægtede at tage medicin.Motivering med konkret præparat i konkret dosis dagligt eller næsten

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen, da beslutningen omtvangsbehandling indeholdt en anden/højere dosis Serenase, end den dosis, der varblevet motiveret for.Nævnet bemærker, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse illustrerer enendda overordentlig fast praksis vedrørende mindste middels princip i psykiatrilovens§ 4 set i forhold til praksis om, at en patient skal kunne forholde sig til ikke alene præ·parat men også præcis angivelse af hvilken dosis, der vil finde anvendelse ved eneventuel beslutning om tvangsbehandling.Af retssikkerhedsmæssige grunde for patienten indebærer dette, at tvangsbehandlingsom udgangspunkt skal iværksættes ikke alene med det præparat men også i den do·sis, der er motiveret for, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder. Det·te kræver i givet fald en virkelig god begrundelse, og hovedreglen må her være, at enændret dosis kræver en kortere passende betænkningstid.Der kan stilles spørgsmålstegn ved retssikkerheden for patienten, idet praksis alenevedrører motivation for den primære behandling. Imidlertid er virkeligheden ofte enanden, idet patienten ofte bliver medicineret med den subsidiære behandlingsform vedinjektion, da det ikke er muligt at indgive patienten den primære behandling med tab·let/mikstur. Patienten motiveres ikke for den subsidiære behandling, hvilket nævnetbetragter som retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, men forståeligt, da det kan værevanskeligt at forholde sig til virkning og bivirkninger af flere præparater. Imidlertid erdet nævnets opfattelse, at såfremt retssikkerheden for patienten skal indfries på til·strækkelig måde, så burde en beslutning om tvangsbehandling enten alene indeholdeden primære behandling, der er motiveret for, eller også må motivationen udstrækkestil også at gælde den subsidiære behandling.*****Sag 2Nævnet havde godkendt overlægens beslutning om tvangsbehandling med primærttablet Cisordinol 10 mg dagligt stigende til max. 16 mg dagligt. Ved afgørelsen lagdenævnet vægt på oplysning om, at patienten fra den 4. november 2008 var motiveretfor frivillig medicinsk behandling med tablet Cisordinol 10 mg dagligt før beslutning omtvangsbehandling blev truffet den 11. november 2008.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen, da patienten ikke fandtesmotiveret for et konkret præparat og en konkret dosis.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at det af journalen for den 5.november 2008 fremgik, at patienten samme dag og dagen forinden var forsøgt over·talt til behandling med Cisordinol eller Serenase. Den 10 november blev patienten for·søgt overtalt til at indtage den ordinerede medicindosis uden held. Endvidere blev hunforsøgt overtalt til behandling med Cisordinol. Af sygeplejejournalen fremgik, at pa·tienten den 4., 5. og 6. november 2008 fik tilbudt sin medicin, men nægtede at tageden. Det fremgik ikke, hvilken medicin hun fik tilbudt.Nævnet bemærker, at nævnets afgørelse er fra 2008, og at den i SundhedsvæsenetsPatientklagenævns afgørelse lagte praksis er i overensstemmelse med nævnets prak·sis om, at en patient løbende – dagligt eller næsten dagligt – i en passende periode

Nævnet havde godkendt overlægens beslutning om tvangsbehandling med tabletZyprexa initialt 10 mg dagligt, subsidiært injektion Serenase 2,5 mg dagligt. Patientenvar i en periode på 13 dage motiveret for frivillig behandling med tablet Zyprexa 10mg 2 gange dagligt, hvilket han afviste bortset fra enkelte usammenhængende dagemidt i perioden.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ikke, at der var truffet beslutning omiværksættelse af tvangsbehandling med den dosis, der var motiveret for.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn begrundede afgørelsen med, at patienten burdehave haft en passende kort betænkningstid i forhold til, om han ønskede at modtagebehandlingen frivilligt, når der var tale om behandling med Zyprexa 10 mg i stedet for20 mg. Der var således ikke gjort, hvad der var muligt for at opnå patientens frivilligemedvirken, idet det ikke kan afvises, at patienten ville have modtaget behandlingenfrivilligt, såfremt der var søgt motiveret for en lavere dosis.Nævnet bemærker, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse præciserer, aten patient skal kunne forholde sig til, hvilken præcis dosis for det valgte præparat, dervil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Mindste middelsprincip i psykiatrilovens § 4 indebærer således, at en beslutning om en mindre dosisend den der er motiveret for, kræver en yderligere betænkningstid for at se, om det ermuligt, at opnå patientens frivillige medvirken til behandling med den mindre dosis.4.5Tvangsbehandling, hvor beslutningen indeholder et skift til en anden

behandlingNævnet havde godkendt overlægens beslutning om tvangsbehandling med tabletZyprexa 20 mg, alternativt injektion Zyprexa 10 mg, hvor dosis afpasses efter effektog bivirkninger. Ved manglende effekt/bivirkninger skift til tablet Serenase 5 mg, al·ternativt injektion Serenase 5 mg, hvor dosis ligeledes afpasses efter effekt og bivirk·ninger. Patienten var løbende motiveret for behandling med tablet Zyprexa 20 mggennem 10 dage.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn begrundede afgørelsen med, at der ved beslut·ningen om skift til en anden behandling reelt var tale om en ny beslutning om tvangs·behandling. Den trufne beslutning om tvangsbehandling fratog patienten mulighedenfor at få en passende betænkningstid og mulighed for at klage med eventuel opsæt·

I nævnets årsberetning for 2008 omtaltes en sag, hvor et flertal af nævnets medlem·mer havde godkendt overlægens beslutning om, at patienten efter behov skulle havetaget blodprøver i forbindelse med tvangsbehandling med Risperdal.Flertallets begrundelse for at godkende tvangsmæssig blodprøvetagning lå i, at hvisRisperdal behandlingen ikke viste tilstrækkelig effekt, ville næste præparat være Lepo·nex, hvor der ville være mulighed for tvangsmæssig blodprøvetagning. For at søge atundgå Leponex behandling og at undgå, at Risperdal blev givet i for høj dosis med al·vorlige bivirkninger til følge, mente flertallet, at der i den konkrete situation var grundtil behandlingsmæssigt at analogisere fra Leponex behandlingssituationen. Alternativetvar ingen behandling eller en behandling forbundet med betydelig risiko for alvorligebivirkninger, hvortil kom, at blodprøver ud fra en generel betragtning måtte anses somet accessorisk element i Risperdal behandling.Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmæssig blod·prøvetagning og udtalte følgende:”Der er ikke i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien specifikt taget stilling til, hvilketiltag tvangsbehandling omfatter, og blodprøvetagning ved tvang er ikke nævnt speci·fikt i loven eller dennes forarbejder.Det er imidlertid nævnets opfattelse, at såfremt der er truffet beslutning om tvangsbe·handling, kan der gennemføres blodprøvetagning ved tvang, hvis blodprøvetagning eren nødvendig forudsætning for og dermed kan betragtes som et nødvendigt element igennemførelse af tvangsbehandlingen.”Sundhedsvæsenets Patientklagenævn begrundede afgørelsen i den konkrete sag med,at blodprøvetagningen var en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af den be·sluttede tvangsbehandling, idet der tidligere i behandlingsforløbet havde været mi·stanke om, at patienten ikke tog den ordinerede medicin, men at dette ikke kunne ve·rificeres, idet han nægtede at medvirke til en blodprøve. Blodprøvetagning opfyldtekravet om mindst indgribende foranstaltning, da patienten ellers kunne blive udsat forunødig insufficient behandling.4.7Tvangsernæring

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at tvangsernæring var nødvendig, da pa·tientens legemlige helbred samt hans intellekt og psyke var truet på grund af den lavevægt (BMI på 11,3), som kan medføre påvirkning af organer, herunder hjertet, le·veren og nyrerne, ligesom det på baggrund af de 8 tidligere indlæggelser ikke fandtessandsynligt, at patienten selv ville være i stand til at holde vægten holdbart op.Det bemærkes, at nævnet 3 uger efter den 1. afgørelse godkendte overlægens nyebeslutning om tvangsernæring med supplerende sondeernæring til superkost.Nævnet lagde vægt på, at der fortsat ikke var samarbejdsvilje fra patientens side ved·rørende den udarbejdede kostplan, at patienten var massivt undernæret og udenvægtøgning og var ved at udvikle en potentiel livstruende tilstand. Der var ligeledesoplyst risiko for varige helbredsskader i form af kardiomyapti, pludselig hjertedød,spontane knoglefrakturer som følge af osteoporose og cerebral atrofi.Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse i den 1. sag forelå 9 måneder efternævnets afgørelse af sag nr. 2.5.Personlig skærmning

modtaget på afdelingen. 5-dages fristen er fastsat ud fra psykiatrilovens grundlæg·gende princip om ”hurtig sagsbehandling” og på baggrund af punkt 11 i Indenrigs- ogSundhedsministeriets vejledning nr.122 af 14. december 2006 om forhåndstilkendegi·velser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering ved tvangsfiksering,beskyttelsesfiksering, udskrivningsaftaler, koordinationsplaner, husordener og klage·muligheder mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. Det fremgår af dennebestemmelse bl.a., at lægeerklæringen til brug for behandlingen af klagesager skalfremsendes hurtigst muligt. Ligeledes fremgår det af bestemmelsen (som af psykiatri·lovens § 36), at lægeerklæringen skal være underskrevet af den behandlingsansvarli·ge overlæge. Nævnet har udtalt kritik, når lægeerklæringen ikke er udfærdiget afoverlægen eller efter dennes bemyndigelse.I 2009 har nævnet – som i 2008 – udtalt kritik af meget sen udlevering af mødemate·rialet til en patient. Det er efter nævnets opfattelse af afgørende betydning, at afde·lingen straks ved modtagelsen afleverer mødeindkaldelse og mødemateriale til patien·ten, således at patienten har mulighed for at sætte sig ind i materialet og helst ogsåfår drøftet dette med patientrådgiveren inden nævnsmødet.I en hel del sager har nævnet i 2009 konstateret, at udfyldelsen af tvangsprotokollerhar været mangelfuld, og har herunder påtalt forsømmelser med hensyn til at noteredatoen for den besluttede tvangsforanstaltning/revurdering af frihedsberøvelse, forg·lemmelse af at påtegne tvangsprotokollen om overlægens godkendelse af tvangsforan·staltningen/ revurdering af frihedsberøvelse samt datoen herfor. Tilsvarende har næv·net også i flere sager måttet kritisere, at journalføringen har været mangelfuld, idetbeslutning om en tvangsforanstaltning/revurdering af en frihedsberøvelse ikke er ble·vet noteret i journalen, og/eller overlægens godkendelse af beslutningen/ revurderingaf frihedsberøvelse ikke fremgår af journalen.I forbindelse med kravet i psykiatrilovens § 4a, om at overlægen ”snarest muligt” skaltage stilling til et tvangsindgreb besluttet i overlægens fravær, har nævnet i adskilligesager kritiseret, at godkendelsen er sket for sent. ”For sent” er efter nævnets praksismaksimalt 2 dage efter, at beslutningen er truffet. I de sager (tvangsindlæggelse ogtvangstilbageholdelse), hvor det ikke har kunnet konstateres, at overlægens godken·delse rent faktisk har fundet sted, har nævnet fundet, at tvangsforanstaltningen varulovlig, indtil der forelå en af overlægen godkendt revurdering.Hovedparten af kritikken har rent faktisk vedrørt manglende overholdelse af den ob·ligatoriske efterprøvelse af frihedsberøvelse, som er beskrevet i psykiatrilovens § 21,stk. 2. De tidsintervaller, der er fastsat i denne bestemmelse er ufravigelige, og harderfor medført, at en frihedsberøvelse er kendt ulovlig i en periode, hvis revurderingener sket for sent i forhold til de obligatoriske dage. Situationen kan også være, at en re·vurdering er sket en dag for tidligt f.eks. på 2. dagen i stedet for på 3. dagen for fri·hedsberøvelsen, og uden, at der er foretaget den obligatoriske efterprøvelse på 3.dagen. Dette har også medført, at frihedsberøvelsen er kendt ulovlig i en periode. Detsamme er tilfældet i en del sager, hvor tvangsprotokollen fejlagtigt er anført en forkertdato for iværksættelsen af frihedsberøvelsen, hvilket har medført, at de efterfølgenderevurderinger ikke er foretaget i overensstemmelse med psykiatrilovens § 21, stk. 2.I en enkelt sag havde overlægen ophævet en tvangstilbageholdelse, da fristreglernefor efterprøvelse i psykiatrilovens § 21, stk. 2 ikke var overholdt. Overlægen havdederefter på ny truffet beslutning om tvangstilbageholdelse af patienten. Nævnet kend·

te frihedsberøvelsen for ulovlig i den pågældende periode og bemærkede, at over·lægen formelt ikke skulle have ophævet tvangstilbageholdelsen og besluttet en nytvangstilbageholdelse, men blot skulle have anført i tvangsprotokolskemaet, at revur·deringen var sket for sent.I nogle ganske få sager har nævnet ud fra journalen kunnet konstatere, at en patienthar fremsat et udskrivningsønske, uden at dette har medført en vurdering efter psyki·atrilovens § 5, jf. § 10. I de pågældende sager har patienten været frihedsberøvet, ogbetingelserne for fortsat tvangstilbageholdelse har været opfyldt, hvorfor undladelsenalene har givet anledning til kritik.Såfremt der ikke er givet klagevejledning efter psykiatrilovens § 32 har nævnet kriti·seret dette. I disse sager har der ikke været rejst særskilt klage til centerledelsen overden manglende vejledning.

SkemaoversigtAntal sager..............................................................................................5Sagernes fordeling i 2007, 2008 og 2009 på de psykiatriske centre.........5Ændringer i optageområder pr. 1. februar 2008.......................................5Ændringer i optageområder pr. 1. oktober 2008......................................6Antal af sager i nævnet de seneste fire år................................................6Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid de seneste treår.............................................................................................................6Samlet antal møder i de seneste fire år....................................................8Mødernes fordeling i 2007, 2008 og 2009................................................8Mødedeltagelse for læger.........................................................................9Mødedeltagelse for patienter.................................................................10Mødedeltagelse for patientrådgivere / bistandsværger..........................11Afgørelsernes udfald .............................................................................13Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten.......................................13Klager over Patientklagenævnets afgørelser..........................................14Anke til domstolene...............................................................................15Klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn......................................15

Kære Henning Lund-Sørensen.Region Hovedstadens Psykiatri har modtaget og læst udkast til årsberetning 2009 medstor interesse. Som nævnt i brev af 25. marts 2010 finder Region Hovedstadens Psyki·atri, at beretningen er velskrevet og gennemarbejdet, og at form og indhold afspejlerden konstruktive dialog, der har været mellem Det Psykiatriske Patientklagenævn ogRegion Hovedstadens Psykiatri gennem det sidste år. Beretningen for 2009 giver der·for ikke anledning til principielle bemærkninger.Det skal i den forbindelse bemærkes, at Region Hovedstadens Psykiatri på baggrund afDet Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning for 2008 har igangsat en lang rækkeinitiativer med henblik på kvalitetsudvikling af anvendt tvang, herunder kvalitetssikringaf dokumentation i forbindelse med anvendelse af tvang og undervisning af persona·let.Helt konkret har Region Hovedstadens Psykiatri følgende bemærkninger til udkast tilårsberetning 2009:Tilbagekaldte sagerI udkast til årsberetning 2009 anføres det i forbindelse med tilbagekaldte sager ne·derst side tre i afsnit to, at ”der er tale om et betydeligt antal tilbagekaldte sager, somkan være udtryk for patientens ambivalens”. Det er Region Hovedstadens Psykiatrisholdning, at denne udtalelse er for snæver, når der alene er nævnt patientens eventu·elle ambivalens som forklaring.Lægers deltagelse i nævns-møderI afsnittet om deltagelse i Patientklagenævnets møder på side 7 lyder de sidste tolinjer i afsnit 5a om læger således: ” Det er imidlertid ikke altid lykkedes at formå

lægerne på det første center til at møde op på det center, hvor patienten aktuelt erindlagt”. Region Hovedstadens Psykiatri anerkender, at det er lægens pligt at mødeop, men af logistiske årsager kan det desværre være vanskeligt for læger at givefremmøde på et andet center, hvorfor formuleringen er uheldig.Afgørelser med dissensUdkast til årsberetning 2009 indeholder på side 12 en oversigt over afgørelsernes ud·fald, og omfanget af flertalsafgørelser anføres i den forbindelse som værende tre pct.for 2009. Hvis dette skal forstås således, at der er i dissens i 97 pct. af sagerne, finderRegion Hovedstadens Psykiatri dette interessant, og en analyse heraf efterlyses.PatientrådgivermøderUnder punkt 8 på side 14 vedrørende Patientklagenævnets aktiviteter i øvrigt skal dettilføjes, at Psykiatrisk Center Hvidovre i 2009 har afholdt to patientrådgivermøde, hvorDet Psykiatriske Patientklagenævn deltog i det ene af møderne.Bæltefiksering som behandlingUnder afsnittet om Nævnets generelle udtalelser på side 17 anføres det under punkttre, at bæltefiksering aldrig kan være en behandling. Region Hovedstadens Psykiatrimå her tilføje, at bæltefiksering kan være et livsreddende element i behandlingen afdelirium tremens, hvor patienten ellers vil være til fare til sig selv, jfr. hjemlen i psyki·atrilovens § 14, stk. 2, nr. 1.Medicinering som mindste middelUnder punkt 11 på side 19 bemærkes det, at ”det kun er akut beroligende medicin,der har betydning i relation til efterlevelse af mindstemiddels-princippet, når det angårtvangsfikseringer”. Region Hovedstadens Psykiatri finder denne udtalelse noget unuan·ceret. Det forekommer ofte, at en patient ikke vil tage den faste medicin som ordine·ret. I denne situation vil det mindste middel typisk være at tilstræbe fortsættelse afindtagelsen af den faste medicin og ikke betjene sig af akut beroligende medicin.Formulering af forløbsbeskrivelseUnder afsnittet om 24/48 timers-reglerne i psykiatrilovens § 10, stk. 3 på side 20 børordet ”fortsat” af hensyn til forståelse af teksten både tilføjes i afsnit C, linje fire franeden efter ”han/hun”, og i linje 2 fra neden før ”frivillig”. Ordene ”fra indlæggelsen” ilinje to fra neden foreslås af samme årsag ligeledes slettet.TvangsbehandlingI referatet fra temamødet hos Region Hovedstadens Psykiatri er Patientklagenævnetsudtalelse om, at tvangsbehandling er en falliterklæring, refereret under punkt 2 påside 27. For en god ordens skyld skal det her understreges, at det refererede er DetPsykiatriske Patientklagenævns holdning til tvangsbehandling. Region HovedstadensPsykiatri er enig i, at frivillighed er det foretrukne udgangspunkt. Udtalelsen findes dogat være noget unuanceret, og det er Region Hovedstadens Psykiatris vurdering, attvangsbehandling i visse situationer vil være uomgængeligt, og der vil være tale omdecideret professionssvigt, såfremt tvangsbehandling undlades i tilfælde, hvor samtyk·ke hos en meget forpint behandlingskrævende patient ikke kan opnås.

Under drøftelse af principielle problemstillinger side 28 punkt 1 udtalte nævnet, at detikke er muligt at argumentere sig til at springe motivationstiden over i forbindelse medtvangsmedicinering af bæltefikserede. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege,at enhver bæltefiksering principielt er helbredstruende først og fremmest på grund afrisiko for blodpropper i benenes dybe vener med sekundær risiko for livstruende blod·propper i lungen, mens risikoen i øvrigt afhænger af patientens lægelige helbredssta·tus. Region Hovedstadens Psykiatri er af den holdning, at der må ske en nuanceringunder hensyntagen til den legemlige helbredsrisiko, hvilket er en lægelig vurdering.Det vil således kunne være velbegrundet at tvangsmedicinere en bæltefikseret patientuden opsættende virkning af klage med henblik på at reducere varigheden af fikserin·gen under henvisning til et legemligt farlighedsmoment.Lægefaglig vurdering i forhold til bæltefikseringUdkast til årsberetning 2009 giver en lang række eksempler på indklagede tvangsfik·seringsforløb, hvor betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2 ifølge Det PsykiatriskePatientklagenævn ikke anses for opfyldte. Nævnet finder, at hovedproblemet er util·strækkelig dokumentation vedrørende den af behandlingsmiljøet påståede fare, derkræves dokumenteret som værende konkret, aktuel og påviselig. Nævnet kritik synesud fra det refererede velbegrundet i en del tilfælde, men i andre tilfælde synes nævnetat nedtone betydningen af bestemmelsens centrale ord ”afværge”. Region Hoved·stadens Psykiatri er enig i, at et tvangsfikseringsforløb skal være tilstrækkeligt doku·menteret, men finder dog at der også må gives plads til et vist lægefagligt skøn, hvorpatientens tidligere handlinger må være tungtvejende med henblik på at afværge enfare. Disse overvejelser skal naturligvis fremgå af journalen.Beskrivelse af lukket afsnitI afsnittet om betingelser for tvangsfiksering citeres det fra forarbejderne til psykiatri·loven, at ”det kræver noget mere end de gener, der normalt er forbundet med at væreindlagt på en psykiatrisk afdeling…”. Denne vurderingsbaserede opfattelse er formule·ret for over 20 år siden, og miljøpræget i de lukkede sengeafsnit har siden ændret sigtil det bedre, hvad angår større forudsigelighed samt ro og tryghed for de indlagte.Dermed er også tærsklen for personalets indgriben over for patienter med afvigendeadfærd faldet, og forulempningskriteriet bør således ikke ses som noget statisk. Re·gion Hovedstadens Psykiatri finder på baggrund heraf formuleringen for unødigt stig·matiserende.Lægens stillingtagen til udskrivningsønskerUnder afsnittet om formelle fejl og mangler/kritik nævnes på side 55 en sag med enpatient, der har fremsat et udskrivningsønske, uden at dette har medført en vurderingefter psykiatrilovens § 5, jfr. § 10. Det skal i denne forbindelse påpeges, at nogle fri·hedsberøvede anmoder om udskrivning flere gange i timen i mange dage i træk. Dadisse patienter typisk vil være entydigt psykotiske, er det Region Hovedstadens Psyki·atris vurdering, at daglig stillingtagen til frihedsberøvelse bør være tilstrækkeligt ogikke bør udløse Det Psykiatriske Patientklagenævns kritik.Afsluttende bemærkningerÅrsberetningerne fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hoved·staden er altid en velkommen opdateret gennemgang af en række vanskelige behand·lingssituationer, hvor den optimale løsning kan være vanskelig at opnå. Dette bekræf·ter behovet den tilbagevendende kontakt mellem Det Psykiatriske Patientklagenævnog Region Hovedstadens Psykiatri, hvorfor Region Hovedstadens Psykiatri her skal ud·