Høring over Forslag til Lov om Ændring af lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006 (tvungen opfølgning

efter udskrivning)

Baggrund og hovedtrækkene i lovforslagetInstitut for Menneskerettigheder har den 16. december 2009 modtaget udkast til Lov omÆndring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.november 2006 (tvungen opfølgning efter udskrivning) med anmodning om eventuellebemærkninger.Patienter i psykotisk tilstand med alvorlige langvarige psykotiske lidelser som f.eks. sværskizofreni udgør et mindretal af patienter, og det er denne gruppe, forslaget om tvungenopfølgning efter udskrivning er møntet på, idet det, ifølge forslaget, ikke altid er muligt atfastholde denne gruppe i den nødvendige medicinske behandling med deraf følgenderisiko for tilbagefald. Det antages i forslaget, at tvungen opfølgning vil medføre, atpatienten i højere grad vil opleve et stabilt behandlingsforløb og derved opnå størremulighed for en bedre livskvalitet. Det er med andre ord hensynet til patienten, derbegrunder fravigelse af selvbestemmelsesretten for at forebygge mere alvorlige tvangs-indgreb, herunder især tvangsindlæggelse og tvangsfiksering. Jf. forslaget beror det på etlægefagligt skøn, om tvangsmedicineringen bør ske under indlæggelse eller ambulant.Det fremgår blandt andet af lovforslagets § 13 d, at overlægen kan træffe beslutning omtvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelsefindes at være begrundet formodning og nærliggende risiko for, at patienten efterudskrivning vil ophøre med at følge behandlingen. Derudover opstilles en rækkeyderligere kriterier for tvungen opfølgning efter udskrivning i lovforslagets § 13 d, stk. 1nr. 1 – 4.

Det fremgår endvidere af forslagets stk. 3, at kun såfremt overlægens pålæg ikkeefterkommes kan patienten afhentes af politiet, og at sundhedspersonale skal være tilstede ved afhentningen. Jf. stk. 5 kan en beslutning om tvungen opfølgning væregældende indtil 3 måneder og forlænges 3 måneder af gangen, dog maksimalt 12måneder efter udskrivning.Menneskeretlig vurderingInstituttet finder det positivt, at det er regeringens målsætning, at tvang i psykiatriennedbringes, og at det er lovforslagets formål at forebygge og reducere antallet afgentagne tvangsindlæggelser. Ligeledes finder instituttet det centralt, at al behandling afpsykiatriske patienter sker med værdighed, omsorg og respekt. Instituttet finder dog, atpatientens selvbestemmelsesret (retten til personlig autonomi) og frihed (fra tvang) erudgangspunktet og i højere grad bør fremhæves i bemærkninger og lovtekst.Handicapkonventionens artikel 1 angiver, at personer med handicap omfatter personer,der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, somi samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage isamfundslivet på lige fod med andre.1

Idet forslaget er rettet mod patienter i psykotisk tilstand med alvorlige langvarigepsykotiske lidelser, finder instituttet at denne kategori af patienter er omfattet afhandicapkonventionens bestemmelser. Artikel 17 i konventionen omhandler beskyttelseaf den personlige integritet og angiver at ”Enhver person med handicap har ret til respektfor sin fysiske og psykiske integritet på lige fod med andre.”Instituttet er af den opfattelse, at tvangsmæssige lægelig behandling ligeledes udgør etindgreb i retten til privatliv og individets ret til selvbestemmelse som beskyttet efter EMRKartikel 8 og EMDs praksis (se eksempelvisECtHR Storck mod Tyskland, dom af16.06.05 §§ 143-144, om tvangsmæssig medicinsk behandling af klageren, der varfrihedsberøvet på en psykiatrisk institution.) Instituttet noterer, at forslaget i sinudformning rettes mod en gruppe, derendnu ikke er ophørtmed at følge behandlingen.Instituttet vurderer, at det forhold, at indgrebet har karakter af at være forebyggende, harindvirkning i skærpende retning på, hvorvidt indgrebet kan antages at være nødvendigtFN's internationale handicapkonvention blev vedtaget af FN’s generalforsamling den 13.december 2006. Regeringen har i 2009 ratificeret konventionen, og den trådte i kraft iDanmark den 23. august 2009.1

og proportionelt jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Instituttet noterer dog, at kriterierne i forslagets§ 13 d, stk. 1 nr. 1 – 4, må anses at tilgodese dette hensyn i et vist omfang.Instituttet er enigt i, at tvang er et voldsomt indgreb i det enkelte menneskes selv-bestemmelse, men at tvang under visse og meget klart definerede snævre rammer kanbegrundes i omsorg over for patienten. Et indgreb skal dog kun bruges som en absolutundtagelse til hovedreglen om frivillig psykiatrisk behandling (Psykiatrilovens § 4 ommindstemiddelprincippet, hensyn, skånsomhed og proportionalitet). Instituttet notererligeledes bemærkningernes henvisning til det grundlæggende princip i dansk ret, atbehandling ikke må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, menat Psykiatriloven er en undtagelse fra denne tilgang.Det fremgår af bemærkningerne til forslaget (psykiatriloven § 13 d og § 13 e), at enrække kriterier alle skal være opfyldt, før tvungen opfølgning kan bringes i anvendelse (§13 d, stk. 1). Instituttet noterer, at det fremgår af forslaget, at den psykiatriske afdelingforud for kontakten med politiet skal have gjort sig rimelige bestræbelser på at komme ikontakt med patienten for på den måde at sikre, at patientens manglende fremmøde ikkeskyldes for eksempel forglemmelse eller forhindring (for eksempel pr. telefon). Efterinstituttets vurdering bør det præciseres i bemærkningerne, at forsøg på personligkontakt skal prioriteres. Et forsøg på en telefonsamtale findes ikke at være tilstrækkeligt.Retssikkerhedsmæssige garantier, der udløses af overlægens beslutning om, at der skalanvendes tvungen opfølgning, omfatter blandt andet, at patienten får beskikket enpatientrådgiver, og at der kan klages over indgrebet til det psykiatriske patientklagenævnved statsforvaltningen, hvis afgørelse kan indbringes for retten. Instituttet noterer, at enklage til det psykiatriske patientklagenævn har opsættende virkning, hvorimod dette ikkeer tilfældet, hvis afgørelsen indbringes for retten. Instituttet anser dog de retssikkerheds-mæssige garantier for tilstrækkelige.Af lovforslaget § 20, stk. 1 fremgår det, at oplysning om tvang, der uafbrudt varer i mereend 24 timer, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med indgrebets nærmere indholdog begrundelse. Instituttet finder, at også indgreb af kortere tidsmæssig udstrækning børføres til protokols.Endeligt noterer Instituttet sig, at Danmark endnu ikke har undertegnet tillægsprotokollenom klageadgang for enkeltpersoner. Instituttet anbefaler, at Danmark også underskriverog ratificerer tillægsprotokollen, fordi det vil være med til at sikre en effektiv gennem-