§71, Alm.del - 2009-10 - Bilag 41: Opfølgningsrapport af 18. februar vedr. inspektion den 24. januar 2008 af Sikringsafdelingen

Ad punkt 5.10.Behandlingsplaner ............................................................................ 13Ad punkt 5.11.Anvendelse af tvang ......................................................................... 16UUUU

Opfølgning .................................................................................................................... 65Underretning ................................................................................................................. 65UU

Jeg har herefter modtaget en udtalelse af 26. juni 2009 med bilag fra Psykiatrien Re-gion Sjælland der til brug for besvarelsen har indhentet en udtalelse fra afdelingsle-delsen, Retspsykiatrisk afdeling, Psykiatrien Nykøbing Sjælland.

Under min rundgang bemærkede jeg at der er indkigshuller (dørspioner) i dørene tilpatientstuerne, toiletter og besøgsrum så det er muligt fra gangarealerne at kigge ind idisse rum. Ledelsen oplyste at der er behov for disse huller, og at personalet er op-mærksom på at andre patienter der bliver overvåget når de færdes på gangen, ikkekigger ind gennem hullerne. Det blev endvidere oplyst at det faktisk er et problem atudsynet igennem hullerne ikke er godt nok, og at dette spørgsmål var taget op.

Jeg bad om oplysning om resultatet af denne behandling og om en uddybning af detoplyste om behovet for indkigshuller i dørene. Jeg bemærkede i den forbindelse at derefter min opfattelse kun bør være indkigshuller i døre til patientstuer mv. hvis der erbehov for særlig observation af patienten. Jeg henviste til at kighuller ikke er i over-ensstemmelse med patienters ret til et privatliv da de giver (personalet) mulighed forat iagttage en patient uden dennes vidende. Jeg nævnte at jeg er opmærksom på atpatienterne på Sikringsafdelingen ikke kan sammenlignes med patienter på (lukke-de/retspsykiatriske afsnit på) andre psykiatriske sygehuse.

Jeg har i den forbindelse lagt vægt på det der blev oplyst under inspektionen om atpersonalet er opmærksom på at andre patienter ikke kigger ind gennem hullerne. Jeggår endvidere ud fra at personalet også kun benytter hullerne hvis der skønnes behovfor det.

Under min rundgang bemærkede jeg også at der på P1 var navneskilte med patien-tens fulde navn på døren. Jeg gengav hvad jeg tidligere har oplyst om skiltning medpatienternes fulde navne på steder hvor udefrakommende har adgang. Selv om derkun i særlige tilfælde afvikles besøg på afsnittene, bad jeg Sikringsafdelingen om atoverveje at ændre navneskiltene på P1 (og P2 hvis der også dér anvendes det fuldenavn) i overensstemmelse hermed. Jeg bad om underretning om resultatet af disseovervejelser.

Besøgsrummet på P1 var blevet renoveret kort tid før inspektionen, men der var end-nu ikke kommet udsmykning på væggene. Da det blev oplyst at der ville komme ud-smykning, gik jeg ud fra at det nu var opsat. Psykiatrien har oplyst at udsmykning nuer opsat på væggene i besøgsrummet.

I telefonrummet på afsnit P1 var der på et af skabene et skilt hvoraf det fremgik atskabet anvendes til bælter. Ledelsen tilkendegav at ville overveje om det var nødven-digt at det udtrykkeligt fremgår ved skiltning at der opbevares bælter dette sted. Jegbad om underretning om resultatet af disse overvejelser.

Da jeg forstod at Sikringsafdelingen var enig i at der på toiletter og baderum – af hygi-ejniske grunde – bør være flydende håndsæbe og engangshåndklæder/papirhånd-klæder, gik jeg ud fra at Sikringsafdelingen ville udskifte håndsæben og de almindeli-ge håndklæder med flydende håndsæbe og engangshåndklæder/papirhåndklæder påtoilet- og baderummene.

I brevet af 26. juni 2009 har Psykiatrien oplyst at det af både plejemæssige og sikker-hedsmæssige hensyn ikke kan lade sig gøre at udskifte håndsæben og de almindeligehåndklæder med flydende håndsæbe og engangshåndklæder/papirhåndklæder. Psy-kiatrien har henvist til at der er patienter der tvangsvasker hænder og stopper toilet-terne til med håndklæderne, samt at sæben i sig selv kan sprøjtes enten i ansigtet påpersonalet eller ud på gulvet så det ikke er muligt at stå fast. Derudover kan sæbe- oghåndklædeholdere også bruges som et våben mod personalet.

Gårdhaven til afsnit P3 er meget sparsomt indrettet (med kun en pavillon, tre bord ogbænke-sæt og to jernstativer der kan fungere som fodboldmål). Jeg bad om at få op-lyse hvorfor der ikke er flere aktivitetsmuligheder i denne gård.

Psykiatrien har oplyst at gården på P3 er sparsomt indrettet fordi den bliver brugt til atspille fodbold i to gange om ugen hvor patienter fra alle tre afsnit deltager. Foldboldak-tiviteten er den mest pladskrævende aktivet, og der er derfor ikke plads på P3 til såmange andre tiltag i gården. P3 forsøger at kompensere for dette, specielt i sommer-perioden, med blomster, krukker m.m.

Behovet for pladser veksler. Der begyndte at komme venteliste til afdelingen i 2002,og i årene 2002-2004 måtte 2 patienter vente i flere måneder på indlæggelse. På tids-punktet for inspektionen var der 2 patienter, begge med farlighedsdekret, på ventelistetil Sikringsafdelingen.

Psykiatrien har oplyst at der siden 2005 stort set konstant har været venteliste til Sik-ringsafdelingen. I 2005 var 7 patienter på venteliste. Den gennemsnitlige ventetid det-te år var 6 dage, og den længste ventetid 14 dage. I 2006 var 9 patienter på venteli-ste. Den gennemsnitlige ventetid var dette år 4 dage, og den længste ventetid 14 da-ge. I 2007 var der også 9 patienter på venteliste. Den gennemsnitlige ventetid var 13dage, og den længste ventetid 30 dage. I 2008 var 4 patienter på venteliste. Den gen-nemsnitlige ventetid var 45 dage og den længste – der endnu ikke var afsluttet – var78 dage.

Jeg har noteret mig det oplyste, herunder at der var færre patienter på venteliste i2008 end i årene 2005-2007, men at ventetiden på den anden side var længere (igennemsnit) for disse patienter end for patienterne i de forudgående år. Jeg bederPsykiatrien om at oplyse om det har givet anledning til tiltag. Jeg beder endvidere omat få oplyst hvordan situationen var i 2009, og hvordan den aktuelle situation er.

Jeg nævnte at jeg er bekendt med at Sundhedsstyrelsens pjece ”Tvang i psykiatrien”findes på flere sprog, og jeg gik ud fra at Sikringsafdelingen havde et oplag på forskel-lige sprog til udlevering til fremmedsprogede patienter ved anvendelse af tvang. Jegbad Sikringsafdelingen om at oplyse om der udover nævnte pjece findes andet gene-relt informationsmateriale på andre sprog end dansk.

Jeg har noteret mig at Sikringsafdelingen ikke – som jeg antog i rapporten – har dennævnte pjece på andre sprog end dansk, men vil (undersøge mulighederne for at) fåpjecen på andre sprog til afdelingen. Jeg kan til orientering oplyse at pjecerne på an-dre sprog kan downloades fra Sundhedsministeriets hjemmeside.

Da Psykiatrien ikke har oplyst om andet informationsmateriale på andre sprog enddansk, forstår jeg tillige det oplyste sådan at Sikringsafdelingen heller ikke har sådantmateriale. Da mellem 30 og 45 pct. af patienterne på Sikringsafdelingen er af andenetnisk herkomst end dansk, beder jeg Sikringsafdelingen om at overveje om det vilvære hensigtsmæssigt at oversætte f.eks. husordenerne og andet centralt informati-onsmateriale til f.eks. engelsk. Jeg beder om underretning om resultatet af disse over-vejelser.

Der var siden sidste inspektion ansat en arabisk og en kurdisk talende pædagog ogen arabisk talende psykolog. I stillingsopslag har det desuden været nævnt at mangerne så ansøgere med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg bad Sikringsafdelin-gen om at oplyse om den store stigning der havde været i antallet af patienter medanden etnisk baggrund end dansk, i øvrigt havde givet anledning til nye overvejelseraf spørgsmålet om at gøre noget særligt for at ansætte medarbejdere med en andenetnisk baggrund end dansk. Jeg bemærkede at jeg – som det fremgår af pkt. 5.23 –var opmærksom på de rekrutteringsvanskeligheder som Sikringsafdelingen har, ogsom naturligvis også påvirker muligheden for at ansætte personale med anden etniskbaggrund end dansk.

Psykiatrien har oplyst at Sikringsafdelingen flere gange i stillingsopslag har gjort op-mærksom på at man meget gerne ser ansøgere med en anden etnisk baggrund enddansk, og at det til dels er lykkes. Udover de to medarbejdere med en anden etniskbaggrund end dansk der er nævnt i rapporten, er der i begyndelsen af 2009 ansat ensygeplejerske med afrikansk baggrund.

Psykiatrien har oplyst at patientjournalerne foreligger i papirform og skrives af læge-sekretær, samt at de opbevares på personalekontoret i afdelingen. Journalerne findesogså elektronisk, og læger og andet personale der har behov for og adgang til det,kan derfor læse journalerne elektronisk fra deres arbejdscomputer.

Jeg bad endvidere om at få oplyst om Sikringsafdelingen får en kvittering fra apoteketnår der afleveres restmedicin. Jeg oplyste at jeg tidligere har udtalt at psykiatriske sy-gehuse ved aflevering af medicinrester – ud fra kontrolmæssige hensyn – bør modta-ge en kvittering fra apoteket. Det kan eventuelt foregå sådan at apoteket kvitterer formodtagelsen på en liste som sygehuset har udfærdiget over den mængde restmedicinsom afleveres.

Psykiatrien har oplyst at der ikke modtages kvittering fra apoteket når der afleveresrestmedicin. Psykiatrien har henvist til at det ikke er muligt at angive en nøjagtig for-tegnelse over restmedicin da denne består dels af medicin hvor holdbarhedsdatoen eroverskredet, dels af medicin fra en såkaldt affaldsbeholder. En affaldsbeholder er enbeholder til medicin der er hældt op ved en fejl, og til medicin som patienterne vedudleveringen nægter at tage. Denne fremgangsmåde anvendes for at sikre korrekt ogsikker medicinhåndtering. Retspsykiatrisk afdeling har fuld tillid til at apoteket sikrerkorrekt destruktion af den tilbageleverede medicin efter gældende regler.

Det er fortsat min opfattelse at der ud fra kontrolmæssige hensyn bør modtages enkvittering fra apoteket over den restmedicin der afleveres. Efter min opfattelse bør af-delingen således modtage en kvittering hvoraf det fremgår at der er modtaget en af-faldsbeholder (uden nærmere specifikation), og hvad der herudover er modtaget afrestmedicin. En sådan kvittering bør efter min opfattelse gives af hensyn til personaletpå Sikringsafdelingen – og ikke personalet på apoteket som jeg også har tillid til sikreren korrekt destruktion af den medicin der afleveres.

Maden til patienterne fås fra Holbæk Sygehus. Der er tale om almindelig (somatisk)sygehuskost som er mager, men utilstrækkelig i mængde. For at der skal være nokmad, bestiller Sikringsafdelingen derfor ekstra portioner.

Det blev under inspektionen oplyst at Sikringsafdelingen havde søgt om en fodbold-bane uden for det sikrede område da Sikringsafdelingen bruger græsplænen i P1’s ogP2’s haver til fodbold og andre patienter ikke kan bruge gårdtursarealet samtidig.

Jeg gik ud fra at det sigtede til en gammel ansøgning om et udendørs idrætsanlægsom Sikringsafdelingen i sin tid havde indsendt, men som blev trukket tilbage, jf. pkt.4.2 i rapporten fra min inspektion af afdelingen i 2000. Jeg bad om oplysning om hvor-vidt det var korrekt forstået.

I brev af 15. januar 2009 oplyste Psykiatrien at der på Sikringsafdelingen er indgåetfaste aftaler om undervisning i forskellige fag. Afdelingen har således et fast timetalder dækkes af forskellige lærere med forskellige fagspecialer.

Jeg bad Sikringsafdelingen om at uddybe det oplyste om undervisning i afdelingen,herunder med oplysning om hvor mange timers undervisning der er tildelt om ugen,hvilke fag der kan undervises i, hvor mange der typisk deltager i undervisning, og ompatienter der kan profitere af undervisning, motiveres til at modtage undervisning.

Ved konferencerne i afsnittene er man opmærksom på muligheden for undervis-ning. En gang hvert ½ år deltager læger, socialrådgivere og evt. afdelingssyge-plejersker i et møde med skolen for at følge op på hvordan det er gået med un-dervisningen. Man drøfter også her om de fag der undervises i, er de fag som pa-tienterne har interesse i og behov for.

På Sikringsafdelingen er der nogle meget basale behov for at tilegne sig størrekompetencer i det danske sprog (patienter med anden etnisk baggrund) eller un-dervisning i dansk, matematik, engelsk, anvendelse af PC, sædvanligvis på etmeget grundlæggende niveau. Der tilbydes også undervisning i guitarspil og imadlavning. Patienterne på Sikringsafdelingen har tidligere benyttet sig af dissefag også, men musikterapeuter og ergoterapeuter på Sikringsafdelingen dækkernu sædvanligvis disse behov.

Efter § 3, stk. 2, i psykiatriloven skal lægen vejlede patienten om formålet med ind-læggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstil-standen. Jeg bad Sikringsafdelingen om at oplyse hvornår og hvordan denne vejled-ning finder sted.

grundlaget for opholdet på Sikringsafdelingen, kan ændres. Det hænder ikke sjældentat patienterne selv spørger til det. Det kommer helt naturligt at lægen i forbindelsemed bedring i tilstanden hvor der søges om udgang, først til terrænet, så til skov ogstrand og siden til byen, drøfter formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlin-gen samt fremtiden med patienten.

I den generelle orientering om Sikringsafdelingen er det nævnt at nogle af patienternehar stort behov for og gavn af lægesamtaler/faste ugentlige kontakter, mens andre erså psykotiske at de ikke rigtigt magter samtale, men derimod har brug for ro og – tiltider – store doser medicin.

Jeg bad Sikringsafdelingen om at oplyse om det skal forstås sådan at patienter derhar stort behov for og gavn af lægesamtaler, normalt får tilbudt en sådan samtale engang om ugen. Jeg bad endvidere om oplysning om hvor ofte patienter der ikke rigtigtmagter samtale, eller i øvrigt ikke selv tager initiativ til samtaler, får tilbudt en samtalemed en læge.

Jeg bad endvidere Sikringsafdelingen om at oplyse hvornår patienterne første gangefter indlæggelsen har samtale med en læge. Ud fra samtalerne under inspektionenog de behandlingsplaner som jeg havde modtaget, forstod jeg at patienterne tildelesen kontaktlæge, men for en ordens skyld bad jeg om en bekræftelse på at det var kor-rekt opfattet.

Endelig bad jeg om at få oplyst om der normalt deltager andre (f.eks. sygeplejerske,plejepersonale, kontaktperson, studerende) ved lægesamtaler, og i bekræftende faldom det er muligt for patienten at få en samtale med lægen alene hvis patienten ønskerdet.

”For patienterne, der er meget dårlige og som er i gang med en medicinomstillingvil lægen tilse, have kontakt med og vurdere patienten flere gange om ugen. Forpatienter der har behov for jævnlige samtaler vil dette blive aftalt sædvanligvis engang om ugen. Afhængig af behovet kan det dog være 2 gange om ugen.

Patienterne hvor der afventes effekt af behandlingen, men hvor den primære be-handling består i samtaler med kontaktperson, psykolog eller musikterapeut villægen sædvanligvis have en fast samtale med patienten hver 14. dag.

I forbindelse med at antallet af psykologer på Retspsykiatrisk afdeling er blevetøget fra 0 i 1999 til 3 nu er der langt bedre mulighed for at patienterne har etsamtaleforløb med psykolog. Sædvanligvis efterkommes patienten i et ønske omat tale med psykolog i en kortere eller en længere periode.

For patienter som ikke selv tager initiativ til samtaler drøftes patienten på konfe-rence minimum hver 5. uge, men i praksis ca. hver anden uge. I forbindelse meddisse drøftelser er lægerne opmærksomme på at patienten tilbydes samtaler ellerat lægen tager samtaler med patienterne, når der skønnes at være behandlings-mæssigt grundlag for dette.

Det er vigtigt i denne forbindelse at være opmærksom på at der kan være tale ompatienter som har været på Sikringsafdelingen i mere end 20 år og for hvem deter opholdet på Sikringsafdelingen i de trygge og sikre rammer der er væsentlig ogat der ikke er tale om medicinsk behandling der skal justeres.

På 2 af sikringsafsnittene har patienten afsnittets overlæge som kontaktlæge. Pådet 3. sikringsafsnit er det den ledende overlæge samt en 1. reservelæge der harbehandlingsansvaret for de 10 patienter. Alle patienterne ved hvilken læge derhar behandlingsansvaret for dem.

Alle patienter kan bede om lægesamtale, hvorefter de hurtigt får at vide hvornårlægesamtalen kan finde sted. For patienter der ønsker det er der fastsat læge-samtale med faste intervaller, ligesom der er planlagt psykologsamtaler med fa-ste intervaller. Der er dog ikke for alle patienter en fast plan over dato og tid forlægesamtaler. Lægesamtalerne er sædvanligvis efter behov og der kan etableres

Ved lægesamtale deltager sædvanligvis også kontaktpersonen eller dagens kon-taktperson. Hvis en patient ønsker samtale med lægen alene kan dette lade siggøre i de situationer, hvor der ikke er behov for sikkerhedsdækning. Hvis patien-ter er isolerede vil der altid skulle være 1-2 fra plejepersonalet til stede af sikker-hedsmæssige hensyn.”

Jeg bad desuden Sikringsafdelingen om at oplyse om en patient har mulighed for atskifte kontaktperson, f.eks. hvis der opstår et (åbenlyst) modsætningsforhold mellempatienten og kontaktpersonen. Jeg bad endvidere om at få oplyst hvordan kontaktper-sonordningen nærmere fungerer.

Psykiatrien har oplyst at det er muligt for patienterne at skifte kontaktperson. Hvis derbliver tale om dette, vil der altid være en drøftelse på en behandlingskonference medhenblik på at vurdere hvorvidt et sådant skift er gavnligt for patienten.Vedrørende spørgsmålet om hvordan kontaktpersonordningen fungerer, har Psykiatri-en vedlagt retspsykiatrisk afdelings skriftlige materiale om kontaktpersonordningen.

I forbindelse med involvering af patienten i forbindelse med udarbejdelse af enbehandlingsplan vil det ofte være sådan, at lægen i samarbejde med plejeperso-nalet udarbejder en behandlingsplan (man kan sige et udkast) som så efterføl-gende drøftes med patienten. Nogle patienter er så kaotiske og psykotiske at deikke kan forholde sig til behandlingsplanen, hvorfor det må være hovedlinjernesom nævnes for patienterne, men hvor det ikke forventes, at patienten skal tagestilling til dette, fordi patienten simpelthen ikke magter det pga. graden af psyko-se. I de tilfælde, hvor patienten kan medvirke aktivt og forstå indholdet, drøftesdette med patienten. Hvis patienten er uenig noteres dette i journalen. Patientenfår udleveret behandlingsplanen, hvis han/hun er interesseret i dette. I de andretilfælde oplyses det til patienten at behandlingsplanen ligger i journalen og denkan udleveres hvis patienten ønsker det.”

Jeg gik ud fra at Sikringsafdelingen i overensstemmelse med reglerne tidligere havdeudarbejdet behandlingsplaner vedrørende begge de to patienter hvis seneste behand-lingsplaner jeg havde modtaget kopi af. Da det imidlertid ikke fremgik udtrykkeligt afde to udleverede behandlingsplaner, bad jeg Sikringsafdelingen om at oplyse herom,og jeg vedlagde til identifikation kopi af planerne.

Jeg bad desuden Sikringsafdelingen om at oplyse baggrunden for at alle punkter ikkevar udfyldt i det ene tilfælde (en behandlingsplan af 7. januar 2008). For så vidt angårpunktet om patientens holdning til planen var jeg opmærksom på at planen endnu ikkehavde været drøftet med patienten.

Vedr. behandlingsplan for patient født i 1968, hvor behandlingsplanen er udar-bejdet den 13.1.2009 [rettelig 2008; min rettelse og jf. Psykiatriens oplysningernedenfor], beklages det, at pkt. 3, Undersøgelsesplan, samt pkt. 5 C vedr. ergote-rapeut/fysioterapeut/diætist ikke er udfyldt. De øvrige pkt. er udfyldt.

Det har ikke umiddelbart været muligt at finde en behandlingsplan som anført fraden 15.1.2008 på patient indlagt godt 6 år før Ombudsmandens besøg. Såfremtder ønskes yderligere oplysninger desangående, vil det være nødvendigt at fåudleveret det omtalte CPR-nr. Det formodes dog, at der sigtes til den ovenforkommenterede, udarbejdet den 13.1.2008.”

Jeg har noteret mig det oplyste om den behandlingsplan der blev udarbejdet den 7.januar 2008, herunder at Sikringsafdelingen har beklaget at ikke alle punkter er ud-fyldt. Jeg bemærker i den forbindelse at alle punkter efter min opfattelse bør udfyldesså det kan ses at spørgsmålet har været overvejet. Hvis der er tale om et forhold som(endnu ikke) skønnes relevant, bør det således udtrykkeligt fremgå.

Den anden behandlingsplan som jeg modtog, er udarbejdet den 15. januar 2008 ogvedrører en patient der er født i 1981. Jeg havde ingen bemærkninger til denne plan,men kun et spørgsmål om hvorvidt der tidligere var udfærdiget behandlingsplaner omdenne patient. Selv om Psykiatriens bekræftelse af at der tidligere er udarbejdet be-handlingsplaner sigter til en anden patient, går jeg ud fra at der også tidligere er udar-bejdet behandlingsplaner om den patient som behandlingsplanen af 15. januar 2008vedrører. Jeg vedlægger (på ny) kopi af denne behandlingsplan der som nævnt i rap-porten indgår som en del af patientens kontinuerlige journal. Jeg beklager hvis dennebehandlingsplan ikke var vedlagt ved fremsendelsen af rapporten som tilsigtet.

Jeg bad Sikringsafdelingen om at uddybe det oplyste om den skærmning der findersted over for patienterne på Sikringsafdelingen. Jeg bad også om at få oplyst om derer udarbejdet retningslinjer for skærmning/observation og i givet fald om kopi heraf.

Når en patient får fællesskab, får patienten sædvanligvis fællesskab ½ -1 time éntil fire gange dagligt. I forbindelse med ordinationen af ’fællesskab’ defineres detom patienten skal være skærmet samt graden af skærmning (1, 2 eller 3 perso-naler) samt om det skal være personaler med særlige sikkerhedskompetencer.Ligeledes når en patient følges fra egen stue til bad, toilet eller telefon. Patientenledsages af minimum 2 personaler, hvor det i journalen og sygeplejekardex erdokumenteret om denne ledsagelse/skærmning skal være ved personer medsærlige sikkerhedskompetencer.”

Jeg forstår det oplyste sådan at det er udgangspunktet at nye patienter ikke har fæl-lesskab med de øvrige patienter, men at det i de konkrete tilfælde vurderes om – og igivet fald i hvilket omfang – de kan få fællesskab. Jeg beder Sikringsafdelingen om atoplyse om det er korrekt forstået, og at oplyse nærmere om hvordan afskæringen affællesskab for patienter der endnu ikke har fået tildelt fællesskab, foregår.

På et møde i Forum for Psykiatriplanlægning den 26. maj 2008 blev anbefalet at rettehenvendelse til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med anmodning om at psy-kiatrilovens bestemmelser om tvangsfiksering for Sikringsafdelingens vedkommendeændres. I brev af 15. januar 2009 oplyste Psykiatrien at der ønskes en ændring så derkan ordineres bæltefiksering gentaget ved behov.

Af referatet fra det nævnte møde fremgik det også at det blev anbefalet at rette hen-vendelse til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med henblik på en lovændringder lovliggør den fremgangsmåde med fiksering af oppegående patienter som Sik-ringsafdelingen havde anvendt gennem flere år, men ophørte med at anvende efter atministeriet havde gjort opmærksom på at Sikringsafdelingen burde ophøre med dennepraksis.

I brevet af 29. juni 2009 har Psykiatrien oplyst at sundhedsministeren besøgte Sik-ringsafdelingen den 22. april 2009 sammen med Folketingets Sundhedsudvalg, Folke-tingets § 71-udvalg og repræsentanter for Sundhedsstyrelsen. I forlængelse af mini-sterens besøg har der været korrespondance mellem Psykiatrien Region Sjælland ogSundhedsstyrelsen om anvendelsen af tvangsforanstaltninger på Sikringsafdelingen,herunder særligt anvendelse af hånd- og fodremme som et lægeligt vurderet nødven-digt element i behandlingen af to af afdelingens mest syge og voldelige patienter. Ibrevet er det også oplyst at Sundhedsstyrelsen var ved at vurdere spørgsmålet.

Jeg er bekendt med at regeringen ifølge lovprogrammet for 2009-2010 i første halvdelaf januar 2010 vil fremsætte forslag til lov om ændring af psykiatriloven. Jeg er imidler-tid samtidig bekendt med at det forslag der har været sendt i høring, ikke indeholderregler om andre tvangsmetoder end de nugældende i forhold til (visse) patienter påSikringsafdelingen.

Jeg foretager mig ikke mere vedrørende spørgsmålet om at indføre særlige regler omtvang for visse patienter på Sikringsafdelingen. Jeg bemærker i den forbindelse atombudsmanden ikke kan tage stilling til lovgivningspolitiske spørgsmål.

Det fremgik endvidere at sundhedsministeren havde bedt Sundhedsstyrelsen om enfaglig vurdering af den nævnte fikseringsmetode og ville foranledige en undersøgelseaf anvendelsen af tvangsmetoder i lande som Danmark normalt sammenligner sigmed. Jeg bad Sundhedsministeriet om at underrette mig om resultatet af denne un-dersøgelse. Jeg har endnu ikke modtaget svar fra ministeriet, men er bekendt med atSundhedsstyrelsen i september 2009 har afgivet en rapport med titlen ”Tvangsforan-staltninger i psykiatrien – en udredning” der ligger på ministeriets hjemmeside.

Sundhed og Forebyggelse om at oplyse hvilke overvejelser det der er anført i rappor-ten fra Sundhedsstyrelsen om behovet for yderligere tvangsforanstaltninger over forvisse patienter på Sikringsafdelingen, har givet anledning til.

Jeg gengav statistisk materiale og anførte herefter at der således var sket en megetstor stigning i anvendelsen af tvang på Sikringsafdelingen fra 2005 til 2006 og enyderligere stigning fra 2006 til 2007. Jeg bad om oplysning om mulige årsager til det.

I 2005 var der i Sundhedsstyrelsen og i Folketinget fokus på lange fikseringer ogSikringsafdelingen blev forespurgt om begrundelsen for specielt en meget langfiksering til seng. Sikringsafdelingen kunne oplyse, at det drejede sig om en pati-ent som var fikseret dagligt, sædvanligvis 3-4 timer i forbindelse med behand-lingsaktiviteter (som tidligere nævnt i ombudsmandens aktuelle rapport) samtkontakt til personalet.

Sundhedsstyrelsen meddelte efterfølgende, at Sikringsafdelingen ikke burde re-gistrere dette forløb som en, lang fiksering, men som en daglig fiksering. Denneændrede registreringspraksis førte til, at pågældende patient alene tegnede sigfor 365 fikseringer om året.

Efterfølgende har Sundhedsstyrelsen gjort opmærksom på, at Sikringsafdelingenskal registrere hver enkelt fiksering særskilt. Når pågældende og andre patienteraf sikkerhedsmæssige grunde/behandlingsmæssige grunde fikseres flere gangedagligt i forbindelse med behandlingsaktiviteter, for at det overhovedet er muligtat gennemføre behandlingen, så skal hver enkelt fiksering registreres. Det bety-der at en enkelt patient kan tegne sig for flere fikseringer daglig. Som eksempelkan nævnes, at der for en enkelt patient i januar måned 2009 er registreret 140tvangsindgreb. Disse tvangsforanstaltninger har været anvendt i forbindelse medpleje omkring patientens kolostomi 2 gange dagligt, hvor der ved hver stomipleje,som varer ca. 20 min., er 2 tvangsindgreb, et for bælte og et for remme, idet pati-enten både er fikseret til seng og har remme på. Dette er nødvendigt fordi patien-ten på baggrund af svær psykotisk tilstand er uforudsigelig og impulsiv. Derud-

Sikringsafdelingen har haft held til at behandle og udskrive et par langtidsindlagtepatienter (indlagt i mere end 20 år). De patienter der nu er indlagt på Sikringsaf-delingen er ’mere syge’ og endnu ikke tilstrækkeligt velbehandlede til at anven-delsen af tvang har kunnet reduceres.

Det skal dog nævnes at Sikringsafdelingen også arbejder med at sikre, at anven-delsen af tvang sker så kvalitativt som muligt og i så kort tid som muligt. I denneforbindelse dokumenterer man time for time patienternes tilstand med henblik påat der kan og skal gives mere beroligende medicin, hvis patienten er forpint, givesmere antipsykotisk medicin eller anden behandling hvis patienten er svært psyko-tisk mv.”

Torturkomitéen havde ved sit besøg på Sikringsafdelingen den 13. februar 2008 –ligesom ved komitéens tidligere besøg på Sikringsafdelingen i 2002 – fokus på brugenaf tvang. Komitéen udtrykte i rapporten fra besøget bekymring for de langvarige fikse-ringer og nævnte nogle eksempler herpå. Komitéen bad også de danske myndighederom at genoverveje reglerne og praksis for fiksering af patienter. Regeringen skulleafgive svar til komitéen i januar 2009, og jeg nævnte at jeg ville følge med i hvad dervidere skete vedrørende dette spørgsmål.

The Ministry of Health and Prevention shares the CPT’s concerns about the useof prolonged physical immobilisation at the Maximum Security Unit. As stated inthe response to paragraph 126 of the CPT’s report below, the regional publichealth medical officers in the National Board of Health check up on the data ofthe patients subjected to prolonged immobilisation.

It is important to distinguish between measures taken on account of the perceiveddanger presented by patients and measures prescribed by a course of treatment.Furthermore, there are clear differences in the way in which different countrieslook upon the use of physical and chemical restraints. Danish forensic psychiatrydepartments consider physical immobilisation to be significantly less harmful topatients than excessive use of medication and have moreover urged the DanishPsychiatric Society’s Interest Group on Forensic Psychiatry to focus the issue atits national congress with the participation of a representative of the CPT …

It should be pointed out that the patients referred to in this paragraph of theCPT’s report are but three of thirty patients in all housed by the Maximum Securi-ty Unit (under the Section of Forensic Psychiatry). The patients mentioned areconsidered to be the three most dangerous in the country, and in each of thesecases, as in all others, treatment is administered only when deemed necessaryon the basis of professional judgement.

Continuous immobilisation over a prolonged period of time is seldom deemed ne-cessary, and all efforts are made to reduce its application. In cases where physi-cal immobilisation does prove necessary, the Maximum Security Unit is keenlyalert to the continued well-being of the patients in question.

However, the Ministry of Health and Prevention did not find basis for establishingan absolute legal limit to the duration of immobilisation in connection with theamendment of the Psychiatric Act in 2006, as this might deprive psychiatric de-

In order to ensure high quality in the use of coercive measures and limit the dura-tion of the immobilisations, the Ministry of Health and Prevention instead pro-posed that clear and uniform rules be laid down stipulating a minimum frequencyof medical supervision and simultaneous assessment of whether the immobilisa-tion should cease or continue.”

I svaret er desuden gengivet de ændringer i psykiatriloven som der sigtes til, og somTorturkomitéen også omtalte i sin rapport (efterprøvelse af fikseringer 4 gange i døg-net og ved en ekstern psykiater når fikseringen har varet mere end 48 timer). I forlæn-gelse heraf er bl.a. anført følgende:

“It is the view of the Ministry of Health and Prevention that, in addition to enhanc-ing the level of professionalism in relation to the application of long-term immobi-lisation, both initiatives improves the legal protection of patients' rights, as the pa-tient will be guaranteed medical assessment at least four times a day at evenlyspaced intervals, and the immobilisation will be evaluated after 48 hours by adoctor who is independent of the department in which the measure is enforced.

Furthermore, please be informed that the public health medical officers of the Na-tional Board of Health have access to the data concerning coercion, includingimmobilisation, in every region. According to internal guidelines in the Boardthese data are controlled at least every three months to see if any patient in theregion has been subjected to one of the following:

If any one of these criteria is met, the medical officers will check up on the data ofthe patient in question at the beginning of the next three months to see if thecoercive measure in question is continued. If so, the psychiatric ward is asked bythe regional office of the National Board of Health to give a written explanation ofthe case, which may result in an inquiry. Furthermore, the total amount of allcoercive measures in the individual ward is also kept under surveillance to see ifa particular ward seems to exercise more coercion than the average ward in theregion. If so, the ward is asked to explain if there have been any special reasonsfor this (for example a group of patients who have been unusually difficult totreat).

- the Danish authorities to review the legislation and practice of immobilising psy-chiatric patients as a matter of urgency. In doing so, the authorities should takeinto consideration the principles and minimum standards set out in paragraph 127(paragraph 127).

The Ministry of Health and Prevention is of the general opinion that Danish legis-lation already meets CPT’s recommendations in this field. Please be informedthat the Ministry has asked the National Board of Health to evaluate the use ofcoercion in psychiatry in Denmark compared to other countries.”

Det tilføjes for god ordens skyld at Folketinget ikke er omfattet af ombudsmandenskompetence, og at ombudsmanden derfor ikke kan tage stilling til indholdet af loveeller, som nævnt ovenfor, beskæftige sig med lovgivningspolitiske spørgsmål.

Det fremgik ikke af årsberetningerne for 2006 og 2007 fra Det Psykiatriske Patientkla-genævn ved henholdsvis Statsamtet Vestsjælland og Statsforvaltningen Sjælland hvormange sager nævnet realitetsbehandlede disse år vedrørende beslutninger om an-

Psykiatrien har oplyst at der i 2006 blev indgivet 5 klager over brugen af tvang på Sik-ringsafdelingen til det psykiatriske patientklagenævn. Èn af klagerne blev trukket tilba-ge, og i de 4 andre tilfælde blev foranstaltningen godkendt af nævnet. I 2007 var der14 klagesager. Nævnte godkendte foranstaltningen i 12 tilfælde, afviste én sag ogtilsidesatte én af foranstaltningerne.

Jeg bad om at få oplyst om patienter der udsættes for tvangsforanstaltninger på Sik-ringsafdelingen, altid får udleveret Sundhedsministeriets pjece ”Tvang i psykiatrien –om psykiatriske patienters rettigheder ved tvangsindgreb”.

Psykiatrien har oplyst at patienterne får udleveret pjecen "Tvang i psykiatrien – ompsykiatriske patienters rettigheder ved tvangsindgreb” når de indlægges på Sikrings-afdelingen. Pjecen er også til rådighed i afdelingen. I forbindelse med konkretetvangsforanstaltninger udleveres pjecen ikke rutinemæssigt til patienterne.

Efter psykiatrilovens § 31 skal patienten inden der anvendes tvang, underrettes – bå-de mundtligt og skriftligt – om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrundog formål. Underretning om anvendelse af tvang i henhold til § 18 b kan dog foretagessom generel information til patienten.

Det er således (som også nævnt i rapporten) kun underretning om anvendelse aftvang i henhold til § 18 b – der er en generel bestemmelse om aflåsning af (alle) pati-entstuer på Sikringsafdelingen om natten mv. – der kan foretages som en generel in-formation til patienten. Ved al anden anvendelse af tvang skal patienten underrettesom anvendelsen af tvang i det konkrete tilfælde. Og denne underretning skal ske in-den den påtænkte tvang anvendes, jf. også § 8 i bekendtgørelse nr. 1497 af 14. de-cember 2006 om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse aftvang i psykiatrien. Ved tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og aflåsning af pa-tientstue, jf. lovens §§ 14-17 og § 18 a, kan underretningen dog i særlige hastendetilfælde undlades. Begrundelsen (og ifølge bekendtgørelsen tillige oplysning om for-målet med tvangen) skal i så fald gives efterfølgende.

Underretning efter psykiatrilovens § 31 skal ske både mundtligt og skriftligt. Da patien-ten skal underrettes om ”den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund ogformål” (og ved tvangsbehandling også skal vejledes om udsigten til en bedring afhelbredstilstanden og behandlingens virkninger og mulige bivirkninger, jf. bekendtgø-relsens § 6, stk. 2), vil det ikke være tilstrækkeligt til at opfylde underretningspligten i §31 at udlevere folderen ”Tvang i psykiatrien – om psykiatriske patienters rettighederved tvangsindgreb”. Men denne folder kan udleveres i forbindelse med vejledning omklageadgang efter lovens § 32. Der er dog efter denne bestemmelse kun krav omskriftlig klagevejledning hvis patienten begærer det, jf. bekendtgørelsens § 13.

Jeg går ud fra at Sikringsafdelingen fremover i forbindelse med anvendelse af tvang ikonkrete tilfælde vil give underretning også skriftligt i overensstemmelse med reglernei psykiatrilovens § 31. Det bemærkes at der vil kunne anvendes fortrykte (elektroniske)skemaer der så udfyldes i forbindelse med de enkelte anvendelser af tvang. Jeg kan iden forbindelse til orientering oplyse at jeg fra årsberetningen for 2008 fra Det Psykia-triske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden er bekendt med at komi-teen for patientrettigheder og tvang er ved at udarbejde nyt skriftligt informationsmate-riale om anvendelse af tvang.

Torturkomitéen bemærkede i sin rapport at der i visse tilfælde har været tale om me-get langvarige indelåsninger af patienter på deres egne stuer og nævnte et konkreteksempel herpå. Torturkomitéen bad om at få de danske myndigheders bemærknin-ger om de terapeutiske grunde for denne praksis.

It follows from Section 18 a in the Psychiatric Act that confinement of patients totheir rooms can be used on therapeutic grounds in preparation for1. establishing the necessary firm conditions for the treatment of the patient or2. to shield the patient against to many stimuli.

Confinement to the room may also be used to the extent necessary in order toprevent a patient from:• exposing others to immediate risk of bodily harm or health injury,• persecuting or in other ways similar to this seriously molesting other patients, or• vandalising to a not inconsiderable extent.

The decision to confine a patient to his or her room can only be made by a physi-cian. Please be informed that confinement in the instance referred to in para-graph 136 of the CPT’s report occurs due to the patient being highly dangerous.Moreover, as noted, it should be emphasized that highly divergent viewpoints ex-ist as to the use of immobilisation by means of physical restraint as opposed tomedication. It should also be noted that the patient in question has tried all avail-able forms of anti-psychotic medication for sufficient periods of time, and that thepresent treatment amounts to at least 3 times the normal recommended daily do-sage. Despite medication, the patient remains psychotic and dangerous. All ef-forts are being made to improve the patient’s condition, and the Maximum Securi-ty Unit is in contact with the patient’s parents, who are divorced, as well as histwo siblings who pay regular visits. It is well established, both nationally and in-ternationally, that a small number of psychotic patients do not respond to availa-ble psychopharmacological treatment.”

Det anførte giver mig ikke anledning til yderligere spørgsmål mv., men jeg henviser tilmin anmodning ovenfor om oplysning fra ministeriet om hvorvidt der er modtaget no-gen reaktion fra Torturkomitéen på regeringens svar.

”Med hensyn til notat om tilsyn med døraflåste patienter en gang i timen kan føl-gende oplyses: Det er den daglige kontaktpersons opgave at føre disse tilsynmed patienterne både dag og aften. Det er kun ved særskilte observationer at dergøres notat efter tilsynene. Om natten påhviler det nattevagterne at gennemføredisse tilsyn og her gælder det samme, at hvis der er særlige og vigtige observati-oner gøres der notat i kardex vedr. disse.”

Der er hverken i psykiatriloven eller i administrative bestemmelser fastsat regler omnotatpligt i forbindelse med tilsyn med patienter der er låst inde på deres stuer. Jeghar noteret mig at der gøres notat om særlige og vigtige observationer. Efter min op-fattelse vil det være hensigtsmæssigt at der også gøres et kort notat om de øvrigetilsyn som dokumentation for at tilsyn har været ført. Der kan eventuelt blot anførestidspunkt for tilsynet, navn eller initialer på den der har udført tilsynet, og eventuelttillige ”i.a.b” (intet at bemærke) eller lignende. Da der ikke er krav om et sådant notat,har jeg ikke grundlag for at henstille til Sikringsafdelingen at ændre praksis i overens-stemmelse hermed, men jeg beder Sikringsafdelingen om at overveje dette, og at un-derrette mig om resultatet af disse overvejelser.

Psykiatrien har oplyst at det ved behandling af klager i det psykiatriske patientklage-nævn tilstræbes at patientens patientrådgiver eller bistandsværge er til stede. Efter atbistandsværgerne i tiltagende grad udpeges inden for den samme kreds som patient-rådgiverne og derved varetager hvervet på en meget professionel måde, møder de optil patientklagenævnsmøderne lige så hyppigt som patientrådgiverne. Det sker at derer afbud, men ikke i højere grad fra bistandsværgerne end fra patientrådgiverne.

Jeg bad desuden om at få oplyst om Sikringsafdelingen orienterer bistandsværgerne isamme omfang som patientrådgiverne orienteres, det vil sige også i forbindelse medalle tvangsindgreb, bortset fra indgreb efter psykiatrilovens § 18 f og § 19 a.

Jeg bad endvidere om oplysning om hvornår bistandsværgerne bliver orienteret i for-hold til tidspunktet for et tvangsindgreb, og i hvilket omfang – og hvornår – bistands-værgerne (sammenlignet med patientrådgiverne) aflægger besøg hos patienterne iforbindelse med tvangsindgreb.

Psykiatrien har oplyst at bistandsværger orienteres på lige linje med patientrådgivere iforbindelse med tvangsindgreb. Sædvanligvis forsøges bistandsværgen kontaktetumiddelbart efter eller om muligt før et tvangsindgrebs iværksættelse. Det er indtryk-ket at bistandsværgerne efterfølgende møder op hurtigst muligt på helt samme mådesom patientrådgiverne gør det.

Jeg bad om oplysning om hvornår patientrådgiveren bliver beskikket/tilkaldt i forhold tiltidspunktet for tvangsindgrebet, og i hvilket omfang – og hvornår – patientrådgiverneaflægger besøg hos patienterne i forbindelse med tvangsindgreb.

Psykiatrien har oplyst at patientrådgiver kontaktes hurtigst muligt i forbindelse med ettvangsindgreb. Hvis det drejer sig om tvangsmedicinering, vil patientrådgiveren ofteblive kontaktet forud for tvangsindgrebet når lægen har besluttet at der er behov fortvangsbehandling.

Hvornår patientrådgiveren kontakter/besøger patienten efterfølgende er sædvanligvisbegrundet i patientens ønske. Nogle patienter ønsker ikke at se deres patientrådgiver.De fleste patientrådgivere besøger patienten på en fast ugedag og hvis denne dag ernært forestående, har patienten ikke noget ønske om at se patientrådgiveren tidligere.

af tvangsforanstaltningerSpørgsmålet om tilkald af politiet i forbindelse med udførelse af tvangsforanstaltningerpå Sikringsafdelingen blev ikke berørt under inspektionen. På grund af den særligepatientgruppe som Sikringsafdelingen har, anvendes i plejegruppen kun personale derer undervist i sikkerhed og har (eller efterhånden får) en stor erfaring i omgangen meddenne patientgruppe.

Psykiatrien har oplyst at politiet (heller) ikke kommer helt ind i afsnittet i forbindelsemed aflevering af ny patient. Patienten bliver afleveret i terminalgangen hvor afsnittetspersonale kommer ud og henter patienten og fører patienten ind på patientafsnittet.

Under inspektionen blev det oplyst at der er lange sagsbehandlingstider i forbindelsemed behandling af ansøgninger om ophævelse af en foranstaltning. Jeg bad Sikrings-afdelingen om at oplyse om der hermed sigtes til sagsbehandlingstiden hos anklage-myndigheden, Justitsministeriet eller ved domstolene.

Det er afdelingens oplevelse, at Retslægerådet i tiltagende grad stiller større kravtil dokumentation for Sikringsafdelingens udtalelser. Der er f.eks. flere gange stil-let krav om neuropsykologisk undersøgelse af patient for at retslægerådet kunnetage stilling til anmodning om ophævelse af et farlighedsdekret. Dette har givetanledning til nogle meget lange sagsbehandlingstider.

Ombudsmanden kan heller ikke tage stilling til spørgsmål der bygger på (læge)fagligevurderinger, herunder sådanne vurderinger der finder sted i forbindelse med sagsbe-handlingen (sagsoplysningen). Jeg vil således ikke kunne tage stilling til de vurderin-ger som Retslægerådet foretager med hensyn til behovet for yderligere undersøgelseraf patienterne mv. til brug for rådets stillingtagen i de konkrete sager.

Inden jeg tager stilling til om jeg i øvrigt har grundlag for at foretage mig noget, bederjeg om at få oplyst om Sikringsafdelingen eller Psykiatrien har rejst problemet med delange sagsbehandlingstider over for Retslægerådet, anklagemyndigheden og/ellerJustitsministeriet.

Ved inspektionen i 2000 oplyste personalet at udskrivning af patienter gav anledningtil problemer. Problemet bestod dengang ikke så meget i eventuel lang sagsbehand-lingstid i forbindelse med beslutningen om udskrivning til andre institutioner, men merei at der ikke i alle tilfælde findes tilbud der passer til Sikringsafdelingens patienter.

patienten udskrives til den samme regionale retspsykiatriske afdeling hvorfra patientenblev indlagt. Hvis patienten kommer tilbage til den regionale retspsykiatriske afdeling,har personalet ofte negative forventninger til patienten, ligesom patienten har det dår-ligt med at komme tilbage til den afdeling hvor problemerne var så store at et farlig-hedsdekret blev nødvendigt.

Psykiatrien har videre oplyst at det i de tilfælde hvor man har arrangeret en indlæggel-se på en retspsykiatrisk afdeling i en anden region, desværre (heller) ikke har væretsuccesfuldt. Det skyldes at patientens problemer med narkotika hurtigt har ført til nyeproblemer med patienten hvorefter patienten er blevet flyttet til den hjemlige, regionaleafdeling.

Jeg har noteret mig det oplyste, og at der ikke er oplyst om problemer med at findepassende botilbud som det også hænder at der sker udskrivning til. Da det i Psykiatri-ens tidligere brev af 15. januar 2009 blev oplyst at det er yderst sjældent at en patientmå genindlægges på Sikringsafdelingen, foretager jeg mig ikke mere vedrørende det-te forhold, men bemærker blot at jeg går ud fra at Sikringsafdelingen og Psykiatriendrøfter eventuelle problemer med de retspsykiatriske afdelinger som patienterne ud-skrives til.

Jeg bad Sikringsafdelingen om at oplyse nærmere om praksis i forbindelse med pati-enters anmodning om aktindsigt, herunder hvor lang tid der typisk går fra en anmod-ning om aktindsigt modtages til den imødekommes eller afslås, om der normalt er ensundhedsperson der gennemgår journalmaterialet med patienten, og i givet fald hvemdet er, og i hvilken form aktindsigt normalt meddeles (kopi, gennemsyn eller mundtligunderretning).

”Hvis en patient anmoder om aktindsigt bliver spørgsmålet rejst for lægen, nårdenne kommer i afdelingen, sædvanligvis førstkommende hverdag, men ellersindenfor en uge. Lægen meddeler sædvanligvis tilsagn til at patienten kan få ud-leveret kopi af journalen hvis det er det patienten ønsker. Der gives tilbud om, atlæge eller kontaktperson kan gennemgå journalen med patienten efter patientensønske. En patient har haft et stående ønske om at få udleveret journalen løben-de. I det tilfælde blev det aftalt, at dette skete ca. en gang hvert halvår (det dreje-de sig om en langtidsindlagt patient).”

Det tilføjes at jeg er bekendt med at reglerne om aktindsigt er ændret ved lov nr. 1521af 27. december 2009 om ændring af sundhedsloven der trådte i kraft den 1. januar2010. Ved lovændringen er adgangen til aktindsigt udvidet så patienter, herunder psy-kiatriske patienter, nu har ubegrænset adgang til egne journaloptegnelser der er fore-taget efter lovens ikrafttræden. For optegnelser der er journalført før den 1. januar2010, kan retten til aktindsigt fortsat begrænses i det omfang patientens interesse i atblive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn tilden pågældende selv eller til andre private interesser (§ 37, stk. 3).

Jeg kan ikke udlede heraf om Sikringsafdelingen giver et formelt afslag på aktindsigteller blot udsætter effektueringen af aktindsigten. Jeg går ud fra at Sikringsafdelingenanvender fremgangsmåden i punkt 8 i vejledning nr. 155 af 14. september 1998 omaktindsigt mv. i helbredsoplysninger mv. hvorefter et afslag eventuelt kan begrænsestil kun at være midlertidigt. Som det fremgår heraf, forudsætter anvendelsen af nusundhedslovens § 37, stk. 3, hvorefter aktindsigt kan begrænses (nu kun for journal-optegnelser der ligger før 1. januar 2010), at der træffes en afgørelse om helt ellerdelvist afslag på aktindsigt. Kan ikke alle oplysninger i journalen undtages fra aktind-sigt, skal de dele af journalen som ikke undtages, med det samme stilles til rådighedfor patienten. Den ansvarlige sundhedsperson kan i tilfælde af delvis aktindsigt vælgeat formidle aktindsigten ved at referere journalen med de fornødne udeladelser. Jeghenviser også til John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave(1998), s. 327 og Helle Bødker Madsen, Sundhedsret, 1. udgave (2007), s. 119 ff.

Jeg går således ud fra at Sikringsafdelingen giver et formelt afslag på aktindsigt medfornøden begrundelse samt klagevejledning og ikke blot udsætter effektueringen afaktindsigten. Jeg henviser i den forbindelse også til opfølgningsrapporten i sagen ommin inspektion af Psykiatricenter Vest med gengivelse af opfølgning i sagen om mininspektion af Psykiatrisk Center Gentofte der findes på ombudsmandens hjemmeside.

Jeg bad Sikringsafdelingen om overordnet at oplyse hvordan inddragelsen af pårø-rende fungerer i praksis. Jeg bad herunder om oplysning om hvad der foretages for atsikre at det (eventuelt) fornødne samtykke foreligger fra patientens side. Hvis der an-vendes en standard samtykkeblanket, bad jeg om en kopi heraf.

Psykiatrien har oplyst at inddragelse af pårørende sker ved en orientering til patientenom at afdelingen, sædvanligvis lægen, vil tilbyde de pårørende en samtale hvis pati-enten ikke har noget imod det. Sædvanligvis siger patienten at han/hun vil være gladfor det, og at han/hun mener at de pårørende er af samme mening. Der indhentes ikkeskriftligt samtykke.

For så vidt angår indhentelse af samtykke til inddragelse af pårørende forstår jeg detoplyste sådan at Sikringsafdelingen anser et mundtligt tilsagn fra patienten for til-strækkeligt til at inddrage de pårørende i afdelingens samarbejde med patienten. Jeggår endvidere ud fra at det oplyste skal forstås sådan at personalet ikke må videregiveoplysninger om patientens tilstand til de pårørende medmindre der foreligger etmundtligt samtykke fra patienten.

Ifølge sundhedslovens § 43, stk. 1, kan sundhedspersoner til andre formål end be-handling med patientens samtykke videregive oplysninger om patientens helbredsfor-hold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, orga-nisationer, private personer mfl. Bestemmelsen omhandler videregivelse af helbreds-oplysninger mv. til andre formål end behandling, det vil sige videregivelse til alle andrepersoner, myndigheder mfl. end de sundhedspersoner der er direkte involveret i un-dersøgelse, behandling og pleje af patienten. Bestemmelsen omfatter således videre-givelse af helbredsoplysninger mv. til en patients pårørende.

Det fremgår af sundhedslovens § 44, stk. 1, at patientens samtykke efter § 43, stk. 1,som udgangspunkt skal være skriftligt, og at det skal indføres i patientjournalen. Kra-vet om skriftlighed kan dog fraviges når sagens karakter eller omstændighederne iøvrigt taler for det. Sundhedslovens § 44, stk. 3, indeholder en bemyndigelsesbe-stemmelse hvorefter sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om det nævn-te samtykke. Sundhedsstyrelsen har efter bemyndigelse fra sundhedsministeren ud-stedt bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og vejledning nr. 161 af 16. sep-tember 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysningermv. I den nævnte vejledning er der under punkt 6.4.2 eksempler på hvornår sagenskarakter eller omstændighederne i øvrigt taler for at fravige kravet om et skriftligt sam-tykke. Det oplyses at det f.eks. kan være tilfældet hvis videregivelse af oplysningerneom patienten skal ske meget hurtigt, eller hvis patienten har svært ved at skrive.

Sikringsafdelingens praksis hvorefter der (normalt) ikke indhentes et skriftligt samtyk-ke til at videregive oplysninger om patientens helbredsforhold mv. til de pårørende, ersom det fremgår ikke i overensstemmelse med sundhedsloven der som udgangspunktkræver skriftligt samtykke. Jeg henstiller derfor til Sikringsafdelingen at ændre praksisså samtykke fremover indhentes skriftligt. Jeg beder om underretning om hvad dersker i anledning af min henstilling.

Psykiatrien har oplyst at Psykiatrien Region Sjælland var ved at igangsætte udarbej-delse af en pårørendepolitik. Første møde i den nedsatte arbejdsgruppe skulle afhol-des umiddelbart efter sommerferien, og det forventedes på det tidspunkt at en pårø-rendepolitik for Psykiatrien kunne være klar inden udgangen af 2009.

Ifølge forarbejderne til psykiatriloven skal en husorden indeholde oplysning om ”kon-sekvenserne af, at husordenen ikke overholdes”. Jeg nævnte at jeg, som regionen varbekendt med fra sagen om min inspektion af Fjorden (nu Psykiatrien Roskilde/Køge), ibrev af 17. november 2008 havde bedt Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om atoplyse nærmere om hvad der mere præcist menes med det. Jeg nævnte endvidere atjeg ville orientere Sikringsafdelingen om svaret fra Ministeriet for Sundhed og Fore-byggelse når det forelå.

Som Psykiatrien er bekendt med fra sagen om Psykiatrien Roskilde/Køge, har Mini-steriet for Sundhed og Forebyggelse i brev af 25. september 2009 henholdt sig til enudtalelse fra Sundhedsstyrelsen hvori der er anført følgende:

Det primære formål med husordener er, at det bliver klart for alle patienter, hvilkekrav der kan stilles til alle under indlæggelse. Derfor bør det også fremgå klart afhusordenen, hvilke konsekvenser det vil medføre, hvis husordenen overtrædes.

Dette er ikke efter Sundhedsstyrelsens opfattelse korrekt fortolkning af lovgivnin-gen. Der kan ikke ved overtrædelse af reglerne i husordenen foretages en indivi-duel konkret vurdering. Hensigten med husordenen er jo netop, at der skal gældesamme regler for alle.”

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har tilføjet at ministeriet har anmodet Sund-hedsstyrelsen om at orientere regionerne om hvad der nærmere er indeholdt i kravetom at husordener skal angive konsekvenserne af at de ikke overholdes.

Jeg har i sagen om Psykiatrien Roskilde/Køge noteret mig at det er Sundhedsstyrel-sens og ministeriets opfattelse at konsekvenserne af overtrædelse af husordenerneklart skal fremgå af husordenerne. Jeg har udtalt at denne opfattelse ikke giver miganledning til anden bemærkning end at husordener efter min opfattelse bør fremståoverskuelige og ikke for omfattende.

Jeg har desuden udtalt at jeg heller ingen bemærkninger har til styrelsens og ministe-riets opfattelse hvorefter hensigten med husordener er at der skal gælde ens regler foralle. Men jeg har bedt Sundhedsstyrelsen og ministeriet om udtalelser om myndighe-dernes opfattelse hvorefter der (af denne grund) ikke ved overtrædelse af husordenen”kan” foretages en konkret vurdering. Jeg har bemærket at jeg således forstår at deter styrelsens og ministeriets opfattelse at husordener skal indeholde oplysning omhvilke konsekvenser en overtrædelse af husordenen ”vil” medføre (jf. styrelsens udta-lelse) og ikke hvilke konsekvenser en overtrædelse ”kan” medføre, og at der derforikke kan tages hensyn til de nærmere omstændigheder ved en overtrædelse i konkre-te tilfælde.

Jeg har også noteret mig at ministeriet har bedt Sundhedsstyrelsen om at orientereregionerne om hvad der nærmere er indeholdt i kravet om at husordener skal angivekonsekvenserne af at de ikke overholdes. Jeg er gået ud fra at ministeriet har bedtSundhedsstyrelsen om at underrette sig om denne orientering, og jeg har bedt mini-steriet om at underrette mig herom når ministeriet har modtaget en underretning frastyrelsen.

Det materiale som jeg havde modtaget fra Sikringsafdelingen, omfattede ikke et selv-stændigt sæt skrevne regler (retningslinjer) om de begrænsninger og indgreb der kanske i den enkelte patients personlige frihed under indlæggelsen, herunder kompeten-ceregler. Under inspektionen blev det oplyst at Sikringsafdelingen har en mappe medinstrukser, bl.a. om sikkerhed og undersøgelse af post mv., som ville blive gennemgå-et med henblik på at sikre at retningslinjerne er eller bliver bragt i overensstemmelsemed psykiatriloven.

Jeg bad om at modtage et eksemplar af disse regler når de var gennemgået og rettettil. Jeg gik ud fra at Sikringsafdelingen i forbindelse med denne gennemgang ville ind-drage det jeg til orientering havde oplyst i rapporten om mine anbefalinger i andre in-spektionssager i relation til udarbejdelse af regler om indgreb og begrænsninger.

Psykiatrien har oplyst at sikkerhedsregler og husordener desværre endnu ikke er ret-tet til. Retspsykiatrisk afdeling er i gang med en proces hvor alle retningslinjer, instruk-ser, politikker mv. skal lægges ind i et nyt dokumentationssystem, D4, i forbindelsemed Region Sjællands akkrediteringsprojekt. Psykiatrien har vedlagt de nuværendeinstrukser om sikkerhed og undersøgelse af post for narkotiske stoffer. Psykiatrien hari den forbindelse bekræftet min antagelse i rapporten om at der kun iværksættes re-striktioner over for patienterne når det anses nødvendigt i det konkrete tilfælde. Det ersåledes på begrundet mistanke og dokumenteret i journalen når der finder restriktio-ner sted.

Psykiatrien har videre oplyst at retspsykiatrisk afdeling har nedsat et kvalitetsteam derskal gennemgå og revidere samtlige politikker, regler og instrukser så der fremoverkun vil findes én elektronisk udgave der revideres med faste tidsintervaller. Reglerneog instrukserne vil blive tilrettet så de svarer til mine tidligere anbefalinger om reglerom indgreb og begrænsninger.

Under inspektionen blev det nævnt at besøg i særlige tilfælde kan foregå på stueneller på afsnittet. Jeg bad om at få oplyst hvad sådanne særlige tilfælde kan være, oghvor besøg finder sted hvis det foregår på afsnittet.

dreje sig om pårørende der meget gerne vil se hvordan patienten bor på Sikringsafde-lingen. Det kan også dreje sig om en patient der har det så dårligt, at han/hun er fikse-ret og ikke på forsvarlig vis kan modtage besøg i besøgsstuen. I så fald får de pårø-rende lov til at besøge patienten på fikseringsstuen.

Det var endvidere i husordenen for P3 nævnt at besøgende der overtræder forbuddetmod at medbringe alkohol, medicin eller euforiserende stoffer, vil blive nægtet adgangfor altid (understreget og fremhævet). Under inspektionen blev det oplyst at det dervar anført i husordenen om besøgsforbud for al fremtid ikke opretholdes, men at detløbende vurderes om der på ny kan gives tilladelse til besøg af de pågældende.

Jeg noterede mig dette og bemærkede at der efter min opfattelse heller ikke er hjem-mel til en praksis som beskrevet i husordenen. Jeg henstillede derfor til Sikringsafde-lingen at ændre husordenen på dette punkt så den blev i overensstemmelse medpraksis. Jeg bad om at blive underrettet om hvad der skete i anledning af min henstil-ling.

Jeg bad endvidere Sikringsafdelingen om at oplyse hvor ofte der træffes beslutningom besøgsforbud eller besøgsrestriktioner og i hvilke situationer. Videre bad jeg Sik-ringsafdelingen om at oplyse om forekomsten af overvåget besøg og praksis for re-vurdering af beslutninger om besøgsforbud og overvåget besøg.

Psykiatrien har oplyst at pårørende kan forbydes at besøge patienten hvis der erfremsat trusler imod sikkerheden på afdelingen. F.eks. meddelte en patient at hanspårørende ville smugle våben med ind på afdelingen for at befri ham. I tilfælde hvor depårørende direkte har truet personalet på afdelingen eller ødelagt inventar, vil der lige-ledes ske en begrænsning i besøg.

Psykiatrien har videre oplyst at der – hvis en patient konkret har fået smuglet stofferind på afdelingen i forbindelse med besøg – kan nedlægges forbud mod besøg frapågældende, men det er ikke sket gennem de sidste år. Der kan eventuelt også væretale om overvåget besøg. Ellers vil overvågning af besøg sædvanligvis kun ske i for-bindelse med at patienten eller de pårørende har et ønske om det, sædvanligvis hvispatienten har det meget dårligt eller hvis der tidligere har været impulsive aggressiveudfald fra patienten mod de pårørende.

Jeg har noteret mig det oplyste om hvornår der kan blive tale om begrænsninger i ad-gangen til besøg, og at der – så vidt jeg forstår det oplyste – løbende sker revurderingaf sådanne beslutninger. Det bemærkes at jeg går ud fra at der løbende sker revurde-ring at alle beslutninger om besøgsforbud og overvåget besøg, herunder de forbudder udstedes af sikkerhedsmæssige grunde.

I husordenen for P3 var det nævnt at overtrædelse af forbuddet mod at besøge hinan-den på stuerne medfører at nøglen inddrages i en uge. Ifølge rapport af 9. september1999 fra Tilsynet i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, har alle patienter nøgle til deresstuer, men i et referat fra et besøg som tilsynet aflagde på Sikringsafdelingen den 8.maj 2002, er det anført at det kun er de patienter der har fuldt fællesskab på afsnittetder har egen nøgle til deres stue – og kun kan låse stuen udefra.

Jeg bad endvidere om en udtalelse om det forhold at nøglen inddrages hvis forbuddetmod at besøge hinanden på stuerne overtrædes - med den virkning at patienten ikkelængere har mulighed for at låse sin stue ved fravær fra stuen.

Det fremgik af husordenen for P3 at post og pakker bliver gennemset af personaletsammen med patienten, og at der ville kunne udstedes forbud mod at modtage pakkerved forsøg på indsmugling af euforiserende stoffer eller medicin, eller hvis det afsløresaf personalet ved rutineprøver. Da jeg i opfølgningsrapporten om inspektionen i 2000bad amtet om en udtalelse om hjemmelsgrundlaget for kontrol med patienternes post,men aldrig havde modtaget denne udtalelse – og ved en fejl ikke havde fulgt op pådette – bad jeg (på ny) om en udtalelse herom.

Jeg bad i den forbindelse Sikringsafdelingen om at oplyse om den forståelse som jeglagde til grund i opfølgningsrapporten, og hvorefter et forbud alene sigter til forsendel-ser fra bestemte personer eller fra personer der ikke angiver afsenderadresse, er kor-rekt.

Psykiatrien har oplyst at hvis der indsmugles stoffer i pakker eller breve, og det medsikkerhed kan konstateres hvem afsenderen er, vil det altid blive vurderet om der errisiko for fornyet indsmugling. Hvis det er tilfældet, kan der ske indskrænkninger i denfremtidige mulighed for at sende post til patienten. Psykiatrien har samtidig henvist tilpunkt 17 i afdelingens sikkerhedsregler der er vedlagt.

Af dette punkt fremgår det at patienterne skal åbne breve og pakker under opsyn afpersonalet. Undtaget er dog breve fra advokat, politi og andre offentlige myndigheder.Der sker således med disse undtagelser kontrol af alle de breve og pakker som pati-enten modtager.

Jeg går ud fra at de indskrænkninger i den ”fremtidige mulighed for at sende post tilpatienten” der vil kunne komme på tale som følge af indsmugling af stoffer, kun sigtertil modtagelse af forsendelser fra den person der har sendt stofferne. Jeg beder dogPsykiatrien om at oplyse om det er korrekt forstået.

Jeg beder endvidere om oplysning om hvorvidt Sikringsafdelingens kontrol af postogså, som jeg antog i opfølgningsrapporten fra den tidligere inspektion, i nogle tilfældefører til at patienter nægtes at modtage forsendelser der ikke angiver afsenderadres-se.

Som jeg nævnte i opfølgningsrapporten fra inspektionen i 2000 er jeg opmærksom påat der af sikkerhedsmæssige grunde er behov for kontrol med post til patienterne. Medbestemmelsen i psykiatrilovens § 19 a er der siden hen indført udtrykkelig hjemmel tilat overlægen kan træffe beslutning om at en patients post skal åbnes og kontrollereshvis der i det konkrete tilfælde er en konkret begrundet mistanke om at der er – ellervil blive – indsmuglet f.eks. stoffer. Der er således (fortsat) ikke hjemmel til at fastsæt-te en generel regel hvorefter der skal ske åbning og kontrol af alle forsendelse til pati-enterne. Den praksis med visitation af post som Sikringsafdelingen ifølge afdelingenssikkerhedsregler følger, er derfor efter min opfattelse ikke er i overensstemmelse medpsykiatrilovens § 19 a.

Medmindre reglen ophæves og praksis ændres i forbindelse med revisionen af sikker-hedsreglerne, beder jeg derfor på ny om en udtalelse om hjemlen til reglen om kontrolaf al post til patienterne, bortset fra post fra advokater og offentlige myndigheder.

Også denne gang henleder jeg opmærksomheden på at der for Psykiatrien kan væreanledning til at kontakte ministeriet i sagen – nu Ministeriet for Sundhed og Forebyg-gelse som psykiatriloven nu hører under. Jeg har henledt ministeriets opmærksomhedpå forholdet ved fremsendelse af et eksemplar af rapporten til ministeriet.

Jeg gengav reglerne i husordenerne om telefonering og nævnte i den forbindelse atder i husordenen for afsnit P2 ikke var indsat en dispensationsmulighed som i husor-denen for P2 (”sædvanligvis”). Der skulle have stået at der i husordenen for afsnit P3ikke var indsat en dispensationsmulighed som i husordenen for P2. Jeg gik ud fra atder i alle tilfælde kan dispenseres fra de interne regler ud fra en konkret vurdering oganførte at det også burde fremgå af husordenen for P2 (skal være P3).

Jeg nævnte at det i husordenerne var anført at telefonsamtaler vil kunne begrænsesaf personalet, men at det ikke var anført hvornår der vil kunne ske en sådan be-grænsning. Det fremgår således ikke om reglen kun sigter til en begrænsning i antalopkald hvis en patient modtager mange opkald udefra, eller om den også sigter til be-grænsninger af hensyn til behandlingen eller andre forhold.

Psykiatrien har oplyst at der kan ske begrænsninger hvis der er en lægefaglig begrun-delse for det, f.eks. fordi patienten ikke magter at modtage så mange stimuli.Det er sjældent at en sådan begrænsning finder sted, og det vil typisk dreje sig omganske få meget dårlige patienter – 1-2 patienter i deres dårlige fase.

Af et referat af et møde i MED-hovedudvalget i Region Sjælland den 8. april 2008fremgår det at der i regionen arbejdedes med at formulere en overordnet rygepolitikfor hele regionen, og at det i den forbindelse var nævnt at man skulle være særlig op-mærksom på lukkede institutioner/afdelinger i bl.a. psykiatrien.

Af denne politik fremgår det bl.a. at det ikke er tilladt for bl.a. patienter at ryge inden-dørs medmindre andet er bestemt i henhold til lov om røgfrie miljøer. De undtagelserder er nævnt i rygelovens §§ 7, 10 og 11 er herefter gengivet. Der er ikke nævnt nogetspecielt om lukkede afsnit i psykiatrien.

Jeg har noteret mig det oplyste og indholdet af rygepolitikken, herunder at der ikke ernævnt noget specielt om lukkede afsnit i psykiatrien. Da det som nævnt ovenfor frem-gik at regionen i forbindelse med udarbejdelsen af rygepolitikken skulle være særligopmærksom på bl.a. sådanne afsnit, beder jeg om nærmere oplysninger om de over-vejelser der har været herom, herunder om der har været særlige overvejelser i for-hold til patientstuerne på Sikringsafdelingen der som nævnt i den endelige rapport måbetragtes som patienternes hjem for en – ofte meget lang – periode.

Af psykiatriplanen fremgik det at der skulle udarbejdes en pårørendepolitik, men ikkeen politik i relation til patienter. Jeg nævnte at jeg i sagen om min inspektion af Diana-lund (nu Psykiatrien Dianalund, Almenpsykiatrisk afdeling) er gået ud fra at det fortsater hensigten at udarbejde kvalitetsstandarder for patientinddragelse, jf. psykiatrilovens§ 2. Jeg bad Psykiatrien om at oplyse om det er korrekt forstået.

Psykiatrien har oplyst at det er korrekt at Psykiatrien påtænker at udarbejde kvalitets-standarder for patientinddragelse. Det vil ske som et led i forberedelserne til at kunneleve op til kravene i – og dermed blive akkrediteret til – Den Danske Kvalitetsmodel.

Jeg gik ud fra at der på P1 – ligesom på P2 og P3 – holdes morgenmøder. Jeg badom at få oplyst om der herudover afholdes (egentlige) patientmøder, hvilke emner dertypisk drøftes på møderne, og om der udarbejdes referat af møderne med kopi til sy-gehusledelsen.

Psykiatrien har videre oplyst at alle tre afsnit holder ”patient-personalemøder” en gangom måneden, og at der inden møderne bliver udarbejdet et opslag med forslag tildagsorden hvor patienterne kan komme med ønsker til dagsordenen. Typiske emnervil være orientering fra personalet til patienterne og drøftelse af dagligdags emner.Derudover har patienterne mulighed for at komme med forslag og ønsker til ændringaf husordenen, dagsrytme, aktiviteter mv. Der udarbejdes altid referat fra møderne,men de sendes ikke i kopi til sygehusledelsen.

Jeg forstår denne henvisning sådan at den ikke kun sigter til det oplyste om at patien-terne har mulighed for at komme med forslag til ændring af husordenen, men også tildet oplyste om orientering fra personalet. Jeg går således ud fra at den orienteringsom personalet giver på de nævnte møder, også omfatter eventuelle forslag fra ledel-sens side om ændringer af husordenen med henblik på at give patienterne mulighedfor at komme med bemærkninger hertil, jf. psykiatrilovens § 2 a, stk. 3. Med den be-mærkning har jeg noteret mig det oplyste.

Der er indgået en aftale med et privat vagtfirma (Group 4 Securicor) hvor sikkerheds-vagter fra dette firma indgår som den ene af de tre mænd der skal være på vagt på etafsnit (i dagtimerne) samtidig. Jeg erindrede om min anmodning under inspektionenom en kopi af den beskrivelse der var udfærdiget, af hvilke opgaver medarbejderne fraGroup 4 Securicor kan udføre.

Psykiatrien har vedlagt kopi af beskrivelser af arbejdsopgaverne for sikkerhedsmedar-bejderne der er udfærdiget eller godkendt henholdsvis i april/maj 2007, november2007 og august/september 2008. Arbejdsopgaverne er opdelt i opgaver i afsnittet(hvor den pågældende bl.a. kan deltage som 2. person i forskellige sammenhænge),som fast vagt (hos bæltefikserede), i salen, ved alarm og ”som rolle” i afdelingen. I deto sidstnævnte beskrivelser er det anført at beskrivelsen skulle revideres efter ½ år.

Jeg har noteret mig det der fremgår om arbejdsopgaverne for sikkerhedsmedarbej-derne i disse beskrivelser. Da der er gået mere end ½ år siden udfærdigelsen af dennyeste beskrivelse, og der ikke er vedlagt en nyere beskrivelse, går jeg ud fra at denikke er blevet revideret yderligere. Jeg beder om at få oplyst om beskrivelsen er i færdmed eller vil blive revideret.

Umiddelbart tolkede jeg det anførte på regionens hjemmeside om status på vagtper-sonale sådan at erfaringerne med ordningen med de medarbejdere der er tilknyttet fraGroup 4 Securicor, fortsat var positive, men jeg bad dog Sikringsafdelingen om at op-lyse nærmere herom.

Også på baggrund af det oplyste om at der foruden forlængelse af kontrakten med de(i alt 11) sikkerhedsmedarbejdere som Sikringsafdelingen dengang allerede havde,skulle rekrutteres yderligere 8 sikkerhedsmedarbejdere, bad jeg endvidere om at fånærmere oplysninger om den aktuelle personalemæssige situation på Sikringsafdelin-gen.

”Der er fortsat knyttet 7 sikkerhedsmedarbejdere til hvert afsnit. Der er fortsatmeget positive erfaringer med sikkerhedspersonalet. Aftalen har gjort det muligtat starte med at opkvalificere 7 af de ikke sundhedsuddannede faste personalerpå afdelinger til social- og sundhedsassistenter, en ca. 18 mdr. lang uddannelseudenfor afdelingen, ligesom en enkelt af de fastansatte falckreddere har kunnetgå i gang med en sygeplejerskeuddannelse. Disse medarbejdere kunne frigøresfra arbejdet på afdelingen ved at arbejdet på afdelingen er blevet opdelt i de ple-jemæssige opgaver som fortsat varetages af det sundhedsuddannede personale

Den personalemæssige situation på afdelingen ser bedre ud nu end den har gjortgennem mange år. Søgningen til afdelingen er blevet bedre, specielt med hensyntil sygeplejersker. For 4 år siden var der mellem 3 og 5 sygeplejersker ansat påafdelingen, hvor der i dag er ansat 12 sygeplejersker foruden 4 ansvarshavendeaften- natsygeplejersker, der kun har Sikringsafdelingen som arbejdsområde.Sidstnævnte funktion blev indført pr. 1.1.2009 for at sikre den sygeplejefaglige til-stedeværelse i afdelingen døgnet rundt i forbindelse med dels at patienterne erblevet dårligere, såvel på det psykiske som på det somatiske plan, men også for-di man har fået flere ikke-sundhedsfaglige medarbejdere i plejegruppen.

De iværksatte tiltag med kompetenceudvikling samt mulighed for store tillæg iforbindelse med opnåede kompetencer samt udførelse af funktioner har ligeledesgivet en større søgning til social- og sundhedsassistentstillingerne i afsnittet.”

Af artikler fra Holbæk Amts Venstreblad fra slutningen af 2007 fremgik det bl.a. at Re-gion Sjælland ikke havde annonceret efter personale til Sikringsafdelingen på jobcent-rets portal fordi tidligere erfaringer havde vist at jobcentrene ikke kunne skaffe de folksom Sikringsafdelingen skulle bruge. Jeg bad om at få uddybet disse erfaringer.

Psykiatrien har oplyst at der har været annonceret efter sundhedsfagligt og pædagog-fagligt personale igennem flere år, hvor der kun har været ganske få ansøgere til stil-lingerne. Ved en rundspørge til jobcentrene har der heller ikke vist sig egnede kandi-dater til stillingerne.

Psykiatrien har oplyst at afdelingens lokale MED-udvalg på hvert møde, der sædvan-ligvis finder sted én gang om måneden, men i hvert fald seks gange årligt, behandlersygefraværet i afdelingen. Udvalget ser på og diskuterer udviklingen og mulige initiati-ver med henblik på at nedbringe sygefraværet. Det har på denne måde været muligtat påvirke sygefraværet i positiv retning.

Psykiatrien har desuden oplyst at der foreligger en sygefraværspolitik både for afde-lingen og for Psykiatrien i Region Sjælland. Psykiatrien har vedlagt en kopi af afdelin-gens sygefraværspolitik hvori det bl.a. er anført at der skal afholdes sygefraværssam-taler.

Afdelingens politik er fra november 2003, er revideret i november 2004, og skulle iføl-ge politikken revideres igen i 2006. Politikken er en del af den personalepolitik der vargældende for psykiatrien i det tidligere Vestsjællands Amt.

Jeg har noteret mig at der foreligger en sygefraværspolitik for både Psykiatrien og af-delingen, og ud fra det oplyste må jeg forstå at afdelingens politik ikke er revideretsiden 2004. Jeg beder om at få oplyst om der er aktuelle planer om at revidere politik-ken (i lyset af Psykiatriens politik).

Det fremgår bl.a. af afdelingens politik at det ved den første sygefraværssamtale vedkortidssygdom vil være væsentligt at få afdækket ”hvad der har været årsagen til sy-gefraværsperioderne, herunder om der er faktorer i arbejdsmiljøet, der har indflydelsepå sygefraværet”. Hvis der på grund af fortsat hyppige sygefraværsperioder indkaldestil en ny samtale, skal ”sygefraværets karakter” afklares med henblik på at vurdere omdet er samme sygdom. Ved første sygefraværssamtale ved langtidssygdom skal detogså afklares ”hvad fraværet skyldes”.

Jeg går ud fra at Sikringsafdelingen er bekendt med lov nr. 286 af 24. april 1996 ombrug af helbredsmæssige oplysninger på arbejdsmarkedet mv. der bl.a. regulerer ar-bejdsgiverens mulighed for (i forbindelse med ansættelsen eller) under ansættelsen atstille spørgsmål om en lønmodtagers helbred, jf. lovens § 2. Med hensyn til en ar-bejdsgivers adgang til helbredsoplysninger under ansættelsen henviser jeg i den for-bindelse til beskæftigelsesministerens svar af 2. september 2004 på spørgsmål nr. S5110 hvor følgende er anført:

“En arbejdsgiver kan under ansættelsen alene anmode om helbredsoplysningermed det formål at få belyst om lønmodtageren lider af en sygdom, der har væ-sentlig betydning for arbejdsdygtigheden. En sygdom i udbrud har selvsagt kon-kret betydning for arbejdsdygtigheden. Det giver imidlertid ikke arbejdsgiver ad-komst til at spørge om sygdommens navn, diagnosen, mens arbejdsgiver selv-sagt kan spørge til udsigterne til at arbejdet kan genoptages, prognosen.

Loven indeholder omvendt ikke noget forbud mod, at lønmodtageren af sig selvoplyser en diagnose, og der er heller ikke noget til hinder for, at arbejdsgiver elleren tredjemand, der handler på vegne af arbejdsgiver, efterfølgende gør brug afen sådan oplysning, fx ved at iværksætte foranstaltninger på arbejdspladsen,som kan nedbringe sygefraværet. Endvidere vil en generel opfordring til åbenhedomkring årsager til sygefravær, eksempelvis i en sygefraværspolitik for den på-gældende arbejdsplads, utvivlsomt kunne fremsættes uden at § 2, stk. 1 over-trædes derved.”

Jeg går som nævnt ud fra at Sikringsafdelingen er opmærksom på de regler der gæl-der efter lov nr. 286 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger, og jeg går såle-des også ud fra at disse regler overholdes ved sygefraværssamtalerne. Jeg anbefalerat det ved (en eventuel) revision af politikken tydeliggøres at medarbejderne ikke harpligt til at oplyse om sygdommens karakter (diagnosen), men alene om de funktions-begrænsninger som sygdommen medfører i forhold til arbejdet.

Jeg går endvidere ud fra at Sikringsafdelingen er bekendt med at der den 5. oktober2009 (som led i forliget om nedbringelse af sygefraværet) trådte nye regler om læge-erklæringer i kraft, og at Sikringsafdelingen som følge heraf vil revidere det anførte ipolitikken om indhentelse af sådanne erklæringer. Efter de nye regler er den lægeer-klæring der hidtil har været anvendt, erstattet af en såkaldt mulighedserklæring. Nær-mere information om det findes på Beskæftigelsesministeriets og Arbejdsmarkedssty-relsens hjemmesider.

”Arbejdstilsynet har foretaget en undersøgelse på Sikringsafdelingen. Den hand-lingsplan, som Sikringsafdelingen har iværksat med kompetenceudvikling på detsikkerhedsmæssige felt er nu godt i gang. Arbejdstilsynet var godt tilfreds meddette arbejde, men påpegede behovet for regelmæssig supervision, som nu eriværksat. Afdelingen skal rapportere til Arbejdstilsynet inden d. 1.10.2009 om-kring de igangsatte initiativer. Umiddelbart har Arbejdstilsynet ikke fundet an-ledning til at komme med øvrige henstillinger eller påbud.”

Jeg henviste i øvrigt til min tidligere anmodning til Sikringsafdelingen om at modtagekopi af instrukser som jeg gik ud fra også omfattede instrukser om håndtering af voldmv. Medmindre det fremgik heraf, bad jeg om at få oplyst i hvilke tilfælde der indgivespolitianmeldelse, og hvem der i givet fald træffer en sådan beslutning.

Det fremgår bl.a. af instruksen om ”politik for anmeldelse til politiet af voldsepisoder iretspsykiatrisk afdeling” at vold eller overgreb over for en medarbejder altid hurtigstmuligt skal drøftes i sikkerhedsudvalget, bl.a. med henblik på eventuel politianmeldel-se. Hvis volden er udøvet af en ikke-psykotisk patient, vil der normalt være grundlagfor politianmeldelse, mens det kræver flere overvejelser hvis der er tale om en psyko-tisk patient.

Selv om jeg ikke har fået oplyst det præcise tal for de anmeldelser der er indgivet i2007, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold. Jeg går i den forbindelseud fra at antallet af anmeldelser i 2007 ikke har adskilt sig fra andre år.

Jeg nævnte også at det af den generelle information om Sikringsafdelingen fremgår atdet ofte kræver et stort udredningsarbejde af socialrådgiverne for at de mange patien-ter med anden etnisk baggrund end dansk kan få de daglige fornødenheder dækket.

Jeg gik ud fra at Sikringsafdelingen – ud over at opbevare et eksemplar af et skemaom anvendelse af tvang i afsnittets tvangsprotokol – også gjorde notat i patientensjournal om at oplysningerne er tilført den elektroniske tvangsprotokol, men for en or-dens skyld bad jeg om at få oplysning herom.

Psykiatrien har oplyst at alle tvangsprotokoller indberettes elektronisk til Sundhedssty-relsen. Baggrunden for tvangsindgrebet og omstændighederne ved tvangen doku-menteres i journalen, men der gøres ikke notat i journalen om at tvangsprotokollen erindberettet elektronisk. Det skyldes at det anses som overflødigt da det sker for alletvangsprotokoller.

Psykiatrien har videre oplyst at der i visse tilfælde ikke har ligget en papirkopi aftvangsprotokollen i patientens journal. Hos visse af patienterne som der måske an-vendes tvang over for flere gange dagligt, blev tvangsprotokollen meget hurtigt tem-melig omfangsrig, og det var ikke muligt via SEI kun at udskrive de sidst tilkomne si-der, men kun hele protokollen. Derfor blev der i nogle tilfælde kun udskrevet en nyprotokol med måneders mellemrum.

Psykiatrien har endelig oplyst at afdelingen i andre tilfælde har henholdt sig til Sund-hedsstyrelsens vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller og har citeret følgendeafsnit heri (som jeg også gengav i rapporten): "Tvangsprotokollen kan foreligge elek-tronisk, idet indberetningsprogrammets oversigt kan udgøre afdelingens tvangsproto-kol. I en elektronisk patientjournal skal der ligge notat om at oplysninger er tilført denelektroniske tvangsprotokol i (Sundhedsstyrelsens elektroniske indberetningssystem)SEI og kan læses heri".

Af Psykiatriens svar på mit spørgsmål under pkt. 5.4 fremgår det at patientjournalerfindes både i papirform og elektronisk. Jeg forstår det sådan at der findes både enpapirbaseret og en elektronisk journal for alle patienter og ikke enten en papirbasereteller en elektronisk journal.

Jeg har noteret mig Psykiatriens oplysning om at baggrunden for tvangsindgrebet ogomstændighederne ved tvangen dokumenteres i journalen. Da jeg som nævnt læggertil grund at der foreligger en elektroniske journal for alle patienterne, har jeg samtidignoteret mig at der i alle tilfælde gøres notat i journalen (herunder den elektroniske) omanvendelsen af tvang.

Hvis tvangsprotokollen findes elektronisk som det er tilfældet på Sikringsafdelingen,skal der (som anført i citatet) ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning om udfyldelse aftvangsprotokoller ligge et notat i den elektroniske patientjournal om at oplysningerneom tvang er tilført den elektroniske tvangsprotokol og kan læses heri. Når der er an-vendt tvang og oplysning herom er tilført den elektroniske tvangsprotokol, skal dersåledes gøres notat i den elektroniske patientjournal om at disse oplysninger er tilførttvangsprotokollen. Der er ikke krav om at notatet skal angive at tvangsprotokollen(skemaet) er indberettet til Sundhedsstyrelsen, men kun at oplysningerne om anven-delse af tvang er tilført den elektroniske tvangsprotokol og kan læses heri. Når oplys-ningerne om anvendelse af tvang fremgår af den elektroniske tvangsprotokol, er detogså tilstrækkeligt at der i den elektroniske patientjournal gøres notat om at oplysnin-gerne om tvang er tilført den elektroniske tvangsprotokol og kan læses heri. Der be-høver med andre ord ikke at være nærmere oplysninger om tvangen også i journalen.

Jeg har noteret mig at Sikringsafdelingen i ”andre tilfælde”, det vil sige i nogle tilfælde,har fulgt den fremgangsmåde der fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning. Jeg udfra at Sikringsafdelingen fremover vil følge denne fremgangsmåde i alle tilfælde.

Til det som Psykiatrien har anført om at der i visse tilfælde ikke har ligget en papirkopiaf tvangsprotokollen i patientens journal, bemærker jeg at jeg læser Sundhedsstyrel-sens vejledning sådan at der kun behøver at være et papirbaseret eksemplar af deudfyldte skemaer i en papirbaseret journal hvis der ikke anvendes elektronisk journal.Da jeg som nævnt lægger til grund at der for alle patienterne på Sikringsafdelingenfindes (både en papirbaseret og) en elektronisk journal, har jeg ingen bemærkninger tilat der ikke (i alle tilfælde) er et eksemplar af alle skemaerne i patientens papirbasere-de journal.

Ved udleveringen af rapportmaterialet blev det oplyst at statistikmodulet ikke virkede irelation til at finde de sager frem der var registreret på skema 3 (fiksering og fysiskmagtanvendelse), og at indberetningerne derfor var fundet frem på anden vis. På ud-skrevne oversigter over anvendelse af bælte og remme i konkrete tilfælde var det medhåndskrift også noteret at der var fejl. På oversigterne figurerede også fikseringer som

”Det er ikke ganske klart for Retspsykiatrisk afdeling, hvilke fejl der hentydes til ide anførte oversigter. Dette beror til dels på manglende viden om, hvilke protokol-ler der er udleveret til Ombudsmanden, og en detaljeret sammenligning har derforikke været mulig. Hertil kommer, at det elektroniske system på det omhandledetidspunkt var relativt nyt, hvorfor registreringspraksis endnu ikke var kørt ind i ensikker gænge.

Det kan i øvrigt oplyses, at der er regulære uoverensstemmelser mellem afdelin-gens manuelle optællinger, og dem som fremgår af de nævnte oversigter fraSEI's statistikmodul. At der figurerer tvangsfikseringer, der ikke er udleveret ske-maer om, kan skyldes ovennævnte forhold, men i og med at der foreligger en re-gistrering på oversigten findes der også et skema (i elektronisk udgave). Endvide-re kan der være nogle tidsmæssige faseforskydelser, således at nogle af tvangs-indgrebene er påbegyndt inden de perioder som oversigterne dækker.”

For så vidt angår det forhold at der på oversigterne figurerer tvangsfikseringer som derikke var udleveret skemaer om, beklager jeg at jeg ikke præciserede hvilke tvangsfik-seringer det drejede sig om. Jeg vedlægger nye kopier af oversigterne hvorpå jeg medet flueben har markeret de tvangsfikseringer som jeg har modtaget skemaer om. Somjeg også har anført på oversigterne, ligger nogle af de tvangsfikseringer der figurererpå oversigterne, uden for den periode som min anmodning om tilførsler til tvangspro-tokollen omfattede (1. januar 2007 til 19. december 2007, dog kun de seneste 10 til-førsler hvis der var flere end 10 i perioden).

Det må, som det også er anført af Psykiatrien, lægges til grund at der foreligger ske-maer om alle de registreringer der fremgår af oversigten, og jeg ønskede derfor medmit spørgsmål om dette forhold at få afklaret hvorfor jeg ikke havde modtaget skemaerom alle de tvangsforanstaltninger der fremgik af oversigten, og som (vel at mærke) varomfattet af min anmodning. Som det fremgår af oversigten over bæltefikseringer,modtog jeg skemaer om anvendelse af bælte den 6. juni 2007 og 4. september 2009(over for den samme patient), men ikke et skema om en mellemliggende anvendelseaf bælte den 20. juli 2007 (over for en anden patient). For så vidt angår anvendelse afremme modtog jeg skemaer om anvendelse af remme den 6. juni 2007 og 4. septem-ber 2009 (over for samme patient som også er den samme som bæltefikseringerne desamme to dage angik), men ikke et skema om mellemliggende anvendelser af remmeden 20. og 24. juli 2007 (over for en anden patient som er den samme patient somanvendelsen af bælte den 20. juli 2007 angik).

De skemaer som jeg modtog og gennemgik i rapporten, omfattede som nævnt i rap-porten i alt 151 tvangsfikseringer over for i alt 9 patienter i perioden 5. januar 2007 til23. januar 2008. Foruden de nævnte tvangsfikseringer den 20. og 24. juli 2007 figure-rer der også på oversigterne andre tvangsfikseringer inden for samme periode somder ikke var skemaer om blandt det materiale som jeg modtog. Disse tvangsfikserin-ger er alle – på nær én – sket over for samme patient som tvangsfikseringerne den20. og 24. juli 2007 angik. På den ene oversigt er der en markering (##) under ”ud”som jeg umiddelbart er gået ud fra betyder at den pågældende var udskrevet, og atdet kunne være baggrunden for at jeg ikke havde modtaget skemaer om denne per-son.

8 af de 151 tvangsfikseringer der er omfattet af de skemaer som jeg har gennemgået,er med i de 2 oversigter, og disse 8 tvangsfikseringer omfatter 2 patienter. Det drejersig om 4 fikseringer med bælte og 3 fikseringer med remme over for den ene af dissepatienter og 1 fiksering med bælte over for den anden patient.

Med andre ord er der således oplysning om tvangsfikseringer på de 2 oversigter somikke er blandt det materiale som jeg modtog, selv om de ligger inden for samme peri-ode, og de fleste af de tvangsfikseringer som jeg har modtaget skemaer om, er ikkemed i oversigterne.

Jeg gengav oplysninger fra rapporten om min inspektion af Sct. Hans Hospital og op-følgning herpå. Jeg tilkendegav at jeg gik ud fra at Sikringsafdelingen ved medicine-ring efterlever princippet om mindste middel som det er beskrevet i det gengivne.

Under henvisning til de principielle overvejelser om den sproglige præcision der kanforlanges, bad jeg dog Sikringsafdelingen om at overveje at give retningslinjer for ud-fyldelsen af tvangsprotokollen således det sikres at udfyldelsen sker på en sådan må-de at det – også for udenforstående – tydeliggøres hvilken ordinationsform der skalforsøges først. Jeg bad om underretning om resultatet af disse overvejelser.

”Vedr. det rent sproglige har Retspsykiatrisk afdeling valgt fremover at erstatteordet alternativ med subsidiært, idet man mener at ordet subsidiært netop dæk-ker meningen: At alternativ 2 træder i kraft hvis alternativ ikke kan gennemføres.

Patientklagenævnet har i 2 tilfælde indenfor de sidste par år godkendt tvangsbe-handling med depotinjektion fordi det tidligere havde været umuligt at kommeigennem med tvangsbehandling med peroral behandling eller jævnlige injektions-behandlinger.

I forbindelse med at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har behandlet patien-tens anke over beslutningen om tvangsbehandling med depot og idet Sundheds-væsenets Patientklagenævn har givet patienten medhold i, at der ikke bør an-vendes depotbehandling, har patienten nægtet at modtage medicinen, hvorefterdet ikke er muligt at behandle patienten.

I det første tilfælde er patienten klart blevet dårligere og en indstilling til ophævel-se af anbringelsesdommen har måttet trækkes tilbage, fordi patienten ikke læn-gere var i en tilstand, efter ophør med medicinen, hvor overlægen skønnede detforsvarligt at ophæve foranstaltningen. Sikringsafdelingen har således store pro-

blemer med at behandle de patienter, der ikke kan acceptere behovet for at tageden fornødne medicinske behandling. Det er et problem for Sikringsafdelingen,når det ikke er muligt at give den fornødne medicin regelmæssigt, hvilket er til-fældet når patienten nægter at modtage den.

Det er kun ganske få typer medicin der kan gives som injektion, idet de fleste an-tipsykotiske præparaters injektionsformuleringer er udgået. Det er derfor ikkelængere muligt at behandle patienter med frit antipsykotisk injektionspræparat(daglige injektioner), hvorimod der stadig forefindes depotformuleringer.”

Min anmodning drejede sig om udarbejdelse af retningslinjer for udfyldelsen aftvangsprotokollen således at det sikres at udfyldelsen sker på en sådan måde at det –også for udenforstående – tydeliggøres hvilken ordinationsform der skal forsøgesførst. Jeg beder om at få oplyst om Sikringsafdelingen har overvejet at udfærdige så-danne retningslinjer så det sikres at der i alle tilfælde anføres subsidiær i stedet foralternativ.

I alle skemaerne er enten navnet eller initialer på den tilstedeværende læge og datoerfor behandlingen angivet. Jeg nævnte i den forbindelse at jeg gik ud fra at lægens ini-tialer er tilstrækkelige til at Sikringsafdelingen entydigt kan fastslå hvem der har ordi-neret tvangsforanstaltningen.

Psykiatrien har oplyst at den ordinerende læge altid er nævnt med fulde navn påtvangsprotokolskema 2, mens tilstedeværende læge af hensyn til en mere smidig ar-bejdsgang oftest blot nævnes med initialer som altid efterfølgende vil kunne identifice-res.

Jeg har noteret mig det oplyste og beklager at jeg ved en fejl har sammenblandet til-stedeværende og ordinerende læge. Der skulle have stået at jeg gik ud fra at lægensinitialer er tilstrækkelige til at afdelingen entydigt kan fastslå hvem den tilstedeværen-de læge var.

januar 2008. Da der kun var gået 16 dage fra sidste behandling indtil jeg modtog ud-skriften, gik jeg ud fra at det manglende notat om ophørstidspunkt kunne skyldes atbehandlingen ikke var ophørt da jeg modtog denne udskrift. Jeg bad om oplysning omhvorvidt det forholdt sig sådan.

Psykiatrien har bekræftet min antagelse og anført at det nu af skemaet fremgår atnæste injektionsbehandling var den 22. januar 2008. Psykiatrien har, som det fremgårnedenfor, vedlagt et nyt skema om denne beslutning hvorpå der er påført behandlin-ger efter den 8. januar 2008.

Et andet af 2 skemaer om denne patient hvor ophørstidspunktet ikke fremgik, drejedesig om en tvangsbehandling der blev iværksat den 1.oktober 2007. Sidste behandling(efter dette skema) var noteret til den 27. november 2007. Behandlingen bestod ikapsler eller alternativt (subsidiært) injektion to gange dagligt. Patienten blev tvangs-behandlet efter det andet skema (og med en anden begrundelse) efter den 27. no-vember 2007, nemlig henholdsvis den 25. december 2007 og 8. januar 2008 (og den11. december 2007, jf. Psykiatriens oplysninger nedenfor).

Jeg bad desuden om oplysning om hvornår behandlingerne i 3 andre nærmere angiv-ne tilfælde ophørte. Det drejede sig om behandlinger der blev iværksat henholdsvisden 7. marts 2007, 4. september 2007 og 30. oktober 2007, og hvor sidste notat ombehandling var henholdsvis den 6. december 2007, 13. september 2007 og 10. de-cember 2007.

Jeg har noteret mig det oplyste, men beder om at få oplyst om det forhold at der ikkeer notat om tvangsbehandlinger i disse 3 tilfælde i tiden mellem henholdsvis den 6.december 2007, 13. september 2007 og 10. december 2007 og henholdsvis den 22.januar 2008 for det førstnævnte og sidstnævnte tilfælde og den 24. januar 2008 (hvorudskrifterne blev udleveret til mig), for det andet tilfælde skyldes at der ikke var nogentvangsbehandlinger i denne periode, eller at der ikke er gjort notat om det. Hvis derikke var flere tvangsbehandlinger, beder jeg om at få oplyst hvorfor behandlingen ikkeophørte tidligere end på de angivne tidspunkter.

Jeg gengav oplysninger fra notater om behandling af en patient der tegnede sig for 6af de10 skemaer, og hvoraf det blandt andet fremgik at der ikke var noget notat ombehandlinger i perioden fra den 24. maj 2007 til den 15. august 2007. Jeg bad om atfå oplyst om der havde været flere behandlinger end dem der er gjort notat om.

Vedrørende samme patient bad jeg om at få oplyst om der ingen tvangsbehandlingvar efter det skema hvorefter der blev truffet beslutning om tvangsbehandling den 1.oktober 2007, i de perioder der lå mellem denne dag og den 1. november 2007, mel-lem den 1. november 2007 og den 27. november 2007 og efter denne dag.

Psykiatrien har oplyst at patienten ”i den pågældende periode” fik Zeldox kapsler ihenhold til tvangsprotokollen og har vedlagt en (ny) udskrift af tvangsprotokollen omden beslutning der blev truffet den 1. oktober 2007 (hvor ophørstidspunktet den 10.marts 2008 er påført). Psykiatrien har videre oplyst at der ikke var en læge til stedeved behandlingen da patienten udtrykkeligt frabad sig det. Det virkede stærkt provoke-rende på patienten hvis afdelingens læger trodsede hans ønske, og det kunne re-sultere i at patienten enten slet ikke fik medicinen, eller at han blev så korporlig at an-dre tvangsindgreb blev nødvendige. Efterfølgende har man drøftet i afdelingen hvor-dan indgrebene skulle registreres af hensyn til korrekt statistik.

Jeg har noteret mig det oplyste, og at det forhold at der ikke er notat om flere tvangs-behandlinger på skemaet frem til udleveringen af udskriften af skemaet den 24. januar2008 til mig, skyldes at patienten frabad sig at der var en læge til stede. Jeg beder

Sikringsafdelingen om at oplyse hvordan (det kunne sikres at) behandlingen blev gen-nemført i overensstemmelse med beslutningen herom når der ikke var en læge til ste-de, og om underretning om resultatet af de nævnte overvejelser om registrering.

Jeg bad også om at få oplyst om der ingen tvangsbehandling var af samme patient iperioden mellem den 27. november 2007 og 25. december 2007 efter et andet skemahvorefter der blev truffet beslutning om tvangsbehandling den 19. september 2007.

Psykiatrien har oplyst at patienten fik depotinjektion den 11. december 2007, men atdet var blevet fejlnoteret på et forkert skema og efterfølgende er føjet på det korrekte.Psykiatrien har vedlagt en ny udskrift af skemaet om denne behandling (der bleviværksat den 19. september 2007), hvorpå der nu er notat om dels behandlingen den11. december 2007 og dels behandlinger efter den 8. januar 2008 hvor sidste notat pådet skema som jeg havde modtaget, var fra.

Jeg har noteret mig at der var en mellemliggende behandling den 11. december 2007der nu er påført skemaet sammen med behandlinger efter den 8. januar 2008. Jeg harendvidere noteret mig det oplyste om årsagen til at behandlingen den 11. december2007 ikke var tilført det skema som jeg fik udleveret.

I et af tilfældene om en af de andre patienter der drejer sig om en behandling der bleviværksat den 7. marts 2007, var der ingen notater om tvangsbehandling mellem den31. maj 2007 og den 4. oktober 2007, men herefter er der notater om behandlingerden 4. og den 25. oktober 2007 samt den 6. december 2007.

Psykiatrien har oplyst at den pågældende patient fra den 31. maj 2007 og frem til den28. august 2007 fortsat fik depotmedicin hver anden uge i henhold til tvangsprotokol-len og derefter hver 3. uge, i alt 7 gange frem til den 4. oktober 2007. Psykiatrien harvidere oplyst at der ikke var en læge til stede i perioder, og at baggrunden for det erden samme som ved den anden patient der er nævnt ovenfor. Som nævnt ovenforophørte behandlingen den 22. januar 2008.

Jeg har noteret mig det oplyste. Selv om det ikke er oplyst om der var behandlinger fraden 25. oktober 2007 til ophørstidspunktet den 22. januar 2008 ud over den registre-rede behandling den 6. december 2007, foretager jeg mig ikke mere om dette forhold.

Et af de skemaer som jeg modtog, omfattede løbende tvangsfikseringer over forsamme patient i hele 2007. Der blev anvendt bælte i alt 67 gange og remme i alt 51gange over for denne patient. Bælte og remme blev anvendt i kombination enten 48eller 49 gange. At jeg skrev 48 eller 49 gange skyldes at det var uklart for mig om ensamtidig anvendelse af bælte og remme den 29. december 2007 skulle anses som enkombineret anvendelse af bælte og remme eller en særskilt anvendelse af bælte og(flere) remme. Det skyldes at den pågældende patient på dette tidspunkt allerede varfikseret med remme – efter en beslutning herom den 17. december 2007 der ophørteden 31. december 2007. I min opremsning af det samlede antal tvangsfikseringer ogfordelingen heraf, lagde jeg til grund at der var tale om en kombineret anvendelse afbælte og remme, men jeg bad dog Sikringsafdelingen om at oplyse hvad der var taleom.

Et af de skemaer som jeg gennemgik, vedrørte en patient hvis behandlingsplan jegogså havde modtaget. Den pågældende var tvangsfikseret stort set hver dag og fleregange om dagen og havde været det siden han kom til Sikringsafdelingen. Jeg mod-tog skemaer for både 2007 og 2008 om denne patient, men det var kun skemaet for2008 der indgik i min gennemgang. Det fremgik af behandlingsplanen (januar 2008) atden pågældende var iført remme når han ikke var i bælte, og jeg bad om oplysningom hvorfor dette ikke fremgik af tilførslerne til tvangsprotokollen vedrørende patienten.Jeg nævnte i den forbindelse at det under inspektionen var blevet oplyst at Sikringsaf-delingen kun registrerede bæltefiksering én gang i døgnet i stedet for hver enkelt fik-sering, jf. pkt. 5.11.

Psykiatrien har videre oplyst at det må skyldes en fejl at jeg er oplyst om at bæltefikse-ringer flere gange i samme døgn er blevet registreret som én fiksering. Psykiatrien harhenvist til protokollen for januar 2008 hvori det kan ses adskillige gange at patientenhar været fikseret flere gange dagligt.

Jeg har noteret mig det oplyste og beklager hvis jeg har misforstået de oplysningerder blev givet om registrering af fikseringer af denne patient under inspektionen. Somjeg også skrev i parentes i forlængelse af min gengivelse af samme oplysninger underpkt. 5.11 i rapporten, var jeg opmærksom på at der faktisk i skemaerne for 2007 og(januar) 2008 nogle dage var mere end én registrering.

Der havde været anvendt remme uden samtidig anvendelse af bælte, enten sådan atder alene var truffet beslutning om anvendelse af remme, eller sådan at anvendelse afremme havde været fortsat efter at anvendelsen af bælte var ophørt.

Jeg gik ud fra at der i 2 tilfælde var tale om fiksering af oppegående patienter, og atfiksering af oppegående patienter (således) var registreret som en fiksering udeluk-kende med remme. Jeg bad Sikringsafdelingen om at oplyse om det var korrekt for-stået.

Hvis nogle af de øvrige anvendelser af remme uden samtidig anvendelse af bælteikke omfattede oppegående patienter, bad jeg Sikringsafdelingen om en udtalelse omhvorvidt disse tvangsfikseringer havde været i overensstemmelse med psykiatrilovensregler.

2 af skemaerne indeholdt ikke ved en eneste af de mange bæltefikseringer der skete idisse tilfælde, oplysning om det implicerede personale. Jeg bad om at få oplyst hvor-for der ikke var angivet impliceret personale ved en eneste af de bæltefikseringer dervar angivet på disse skemaer.

”Begrundelsen for, at der ikke er anført hvilke personaler, der har deltaget itvangsfikseringerne, er formentlig at det desværre var blevet rutinemæssigt atpågældende patient blev fikseret i forbindelse med behandlingsaktiviteterne. Be-slutningen om bæltefikseringen blev taget af afdelingens overlæge af behand-lingsmæssige grunde.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er tidligere gjort opmærksom på dennepraksis, og Psykiatrien har i denne forbindelse anmodet ministeriet om at overve-je mulighederne for en ændring af loven, således at der tages hensyn til Sikrings-afdelingens helt særlige patientgruppe.

I alle andre situationer, hvor plejepersonalet finder grundlag for tvangsfikseringmed bælte tilkaldes den vagthavende læge, der kommer tilstede hurtigst muligtfor at vurdere om der er grundlag for tvangsindgreb eller andet.

Det fremgår af psykiatrilovens § 15, stk. 3, 2. punktum, at lægen i de tilfælde hvor ple-jepersonalet har besluttet at fiksere en patient med bælte, straks skal tilkaldes og træf-fe afgørelse om anvendelsen af tvangsfiksering med bælte. Jeg bad Sikringsafdelin-gen om at redegøre for sygehusets praksis med hensyn til at tilkalde læge i forbindel-se med tvangsfiksering med bælte, herunder hvor lang tid det efter ledelsens opfattel-se er acceptabelt og forsvarligt at der går fra tvangsindgrebets påbegyndelse og tillægen kommer til stede.

Som nævnt fremgår det af psykiatrilovens § 15, stk. 3, 2. punkt at lægen i de tilfældehvor plejepersonalet har besluttet at fiksere en patient med bælte, ”straks” skal tilkal-des og træffe afgørelse om anvendelsen af tvangsfiksering med bælte. Jeg har tidlige-re (i opfølgningsrapporten om min inspektion den 14. januar 1999 af Psykiatrisk Afde-ling på Holstebro Sygehus) udtalt at jeg for så vidt kunne være enig i at det er accep-tabelt at der kan gå op til et kvarter inden lægen kommer til stede, men at det forud-sætter at der er særlige hindringer for at lægen kan komme tidligere, f.eks. at lægenved tilkaldet er optaget af en anden helbredsfarlig situation med en anden patient. Iopfølgningsrapporten om min senere inspektion den 26. november 2001 af PsykiatriskAfdeling på Vejle Sygehus har jeg efter oplysning om at der kun var én vagthavende,noteret mig at der undtagelsesvis kunne gå op til 30 minutter før lægen kom.

Efter min opfattelse følger det således af bestemmelsen i § 15, stk. 3, 2. punkt at denlæge der (straks) tilkaldes, umiddelbart efter tilkaldet skal begive sig til afsnittet med-mindre lægen ved tilkaldet er optaget af en anden situation med en anden patient dermå prioriteres højere.

Ved 3 tvangsfikseringer med remme manglede angivelse af ophørstidspunkt. Jeg badSikringsafdelingen om at oplyse om det manglende ophørstidspunkt i (alle) disse 3tilfælde skyldtes at de pågældende på tidspunktet for udleveringen af udskrifterne tilmig (den 24. januar 2008) fortsat var iført remme.

Psykiatrien har bekræftet at de pågældende på tidspunktet for udleveringen af udskrif-terne til mig stadig var iført remme. Psykiatrien har vedlagt nye udskrifter af tvangspro-tokollen for de 3 patienter hvoraf det fremgår hvornår anvendelsen af remme ophørte.

Der skal nu efter psykiatriloven og tvangsbekendtgørelsen foretages en fornyet læge-lig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering så ofte som for-holdene tilsiger det, dog mindst fire gange i døgnet jævnt fordelt, efter at beslutningenom anvendelse af tvangsfiksering er truffet. Da der ikke i alle tilfælde var sket efter-prøvelse mindst fire gange i døgnet, bad jeg Sikringsafdelingen om at oplyse hvordan

Psykiatrien har oplyst at Sikringsafdelingen har en retningslinje for efterprøvelse afbæltefikseringer fire gange i døgnet, og at kopi heraf er vedlagt. Psykiatrien har videreoplyst at det fremgår af denne retningslinje at afdelingens egne læger skal foretageefterprøvelse to gange i dagtiden, og at de eksterne vagtlæger kan foretage de øvrigeefterprøvelser. Afdelingens personale skal kontakte vagtlægerne kl. 17.00 for at advi-sere om der er en patient der skal tilses to gange i vagten.

Der skal ske en ekstern efterprøvelse af tvangsfikseringer der udstrækkes i længeretid end 48 timer. I skemaet om 1 af de 6 tvangsfikseringer der varede ud over 48 timer(fra den 5. december 2007 til den 12. december 2007) var det anført at ekstern vurde-ring ikke havde været mulig. Jeg bad Sikringsafdelingen om at oplyse hvorfor det ikkevar muligt.

Dette blev først opdaget da indgrebet skulle afsluttes og protokollen skulle fær-digregistreres. Det kan ikke teknisk lade sig gøre, uden at der i det elektroniskeskema er anført tidspunkt (som skal ligge før afslutningstidspunktet) og navn påekstern læge (i dette tilfælde ’ingen’).”

Jeg har noteret mig at det skyldes en fejl at der ikke var en ekstern vurdering i dettetilfælde, og det oplyste om baggrunden for at der i skemaet er noteret tidspunkt for ensådan vurdering og ”ingen” ud for ekstern læge. Da det skyldes en fejl at der ikke varen ekstern vurdering, er det efter min opfattelse misvisende i rubrikken om eventueluenighed mellem den eksterne læge og den behandlende læge at skrive at eksternvurdering ikke havde været mulig. Der burde have stået at en sådan vurdering ved enfejl ikke havde fundet sted.

Jeg bad om at få oplyst om den manglende angivelse af ophørstidspunktet i 6 tilfældehvor aflåsningen skete efter et fast skema, skyldtes at det faste skema fortsat vargældende på det tidspunkt da jeg modtog udskrifterne (den 24. januar 2008).

Jeg bad endvidere om at få oplyst om årsagen til at der ikke var angivet ophørstids-punkt i 2 andre tilfælde (hvor aflåsningen ikke skete efter et fast skema), også var ataflåsningen ikke var ophørt den 24. januar 2008. Jeg nævnte at det drejede sig omaflåsninger af patientstuer der blev iværksat henholdsvis den 7. og 9. januar 2008.

”Af de nævnte protokoller har det ikke været muligt [at] identificere den sidste,iværksat 9. januar 2008. Der er fundet 2 protokoller med døraflåsning efter skemaog starttidspunkt 3. januar 2008. Den ene af disse er afsluttet 14. januar 2008. Al-le de andre nævnte protokoller er afsluttet efter Ombudsmandens besøg.

At afslutningstidspunktet 14. januar 2008 ikke fremgik af den udleverede protokolkan skyldes flere forhold. Når en protokol oprettes, ændres eller afsluttes, skerdet på papir i kladdeform. Selve indtastningen i det elektroniske system, SEI, va-retages kun af ganske få personer, hvorfor der af og til kan gå nogle dage indenen udprintet tvangsprotokol bliver ajourført.”

Jeg beklager at jeg ved en fejl har omtalt det ene tilfælde som en aflåsning den 9. ja-nuar 2008. Der er rettelig tale om en aflåsning den 19. januar 2008. Jeg går ud fra atdøraflåsningen enten ikke var afsluttet da jeg fik udleveret skemaerne, eller at ophørheraf endnu ikke var registreret i protokollen, jf. det som Psykiatrien har oplyst om atder kan gå nogle dage før en tvangsprotokol bliver ajourført. Jeg foretager mig heref-ter ikke mere vedrørende dette tilfælde.

Jeg er i besiddelse af begge de skemaer som Psykiatrien har omtalt om aflåsninger afpatientstuer den 3. januar 2008. Af det ene skema fremgår det at aflåsningen ophørteden 14. januar 2008, mens dette felt ikke var udfyldt i det andet tilfælde som er blandtde 6 tilfælde med aflåsning efter et fast skema jeg spurgte til. Jeg har noteret mig atprotokollen i sidstnævnte tilfælde først blev afsluttet efter mit besøg.

Som det fremgår af de enkelte afsnit ovenfor, har jeg nogle steder bedt om nærmereoplysninger mv. om forskellige forhold. Jeg beder om at Sikringsafdelingens oplysnin-ger mv. sendes gennem Psykiatrien Region Sjælland for at Psykiatrien kan få lejlighedtil at kommentere det som Sikringsafdelingen anfører.

Denne rapport sendes til Sikringsafdelingen, Psykiatrien Region Sjælland, Ministerietfor Sundhed og Forebyggelse, Folketingets Retsudvalg, Tilsynet i henhold til grundlo-vens § 71 og Sikringsafdelingens patienter og pårørende.