Spm. nr. S 472

2) Til beskæftigelsesministeren af:

Eigil Andersen (SF):

Støtter ministeren sin partifælle, Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby, i det synspunkt, at socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere i dag har et for lille incitament til at arbejde, når de kun har lov til at beholde 7 kr. i timen af en arbejdsløn, og hvor meget mener regeringen i givet fald en sådan kontanthjælpsmodtager skal have lov til at beholde af en arbejdsløn pr. time uden modregning i kontanthjælpen?

Skriftlig begrundelse

Rådet for Socialt Udsatte, Det Økonomiske Råds formandskab og Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere har givet udtryk for, at kontanthjælpsmodtagere bør have mindre modregning i deres kontanthjælp, når de har arbejdstimer. Nu siger Venstres socialordfører i DR's udsendelse »Deadline« tirsdag den 18. november kl. 17.00 glædeligvis det samme om socialt udsatte grupper på kontanthjælp. I dag får de kun lov til at beholde 7 kr. efter skat - 13,38 kr. før skat - af en times arbejdsløn. Spørgeren mener, at det er på høje tid, hvis det omsider kommer til at kunne betale sig at arbejde, også for kontanthjælpsmodtagere.

Det er ministeren, der starter med at svare, værsgo.

Det, der sker, når man som kontanthjælpsmodtager får arbejde, er, at man får reduceret sin kontanthjælp. Kontanthjælp er jo en ydelse, man får, når man ikke kan forsørge sig selv, og derfor skal arbejdsindtægter fratrækkes i kontanthjælpen.

Men vi har også et system, der skal sikre, at der er en gevinst ved at arbejde. Ved beregning af kontanthjælpen undlader man derfor at fratrække et bestemt beløb pr. arbejdstime, og det er det, der kaldes timefradraget. Ægtepar med reduceret kontanthjælp og personer på starthjælp har et timefradrag på godt 32 kr. for hver ustøttet arbejdstime, mens andre kan holde godt 13 kr. pr. time i støttet eller ustøttet arbejde.

Der er fra forskellig side kommet forslag om at hæve timefradraget for socialt udsatte, og umiddelbart kan det da også opleves som en fordel, at han eller hun kan beholde en større del af en arbejdsindtægt ved siden af kontanthjælpen, men for regeringen er det et vigtigt grundlæggende princip, at det kan betale sig at arbejde. Hvis vi forhøjer timefradraget, risikerer vi, at deltidsarbejde med kontanthjælp ved siden af bliver mere attraktivt end at passe et lavtlønnet fuldtidsjob, og det er ikke fair over for de mange lavtlønnede. Samfundsøkonomisk ville det også være mærkværdigt, hvis vi indrettede vores system sådan, at det bedre kunne betale sig at arbejde på deltid sammen med en offentlig ydelse frem for på fuld kraft. Derfor har regeringen ikke til hensigt at foreslå, at timefradraget forhøjes for særlige grupper.

Hr. Eigil Andersen.

Nu må man jo sige, at der i denne tid er en meget blomstrende debat inden for partiet Venstre; det gælder også ministrene indbyrdes, som det er fremgået af de seneste dages begivenheder og udtalelser. Det gælder altså også dette emne.

Her er der den meget heldige situation, at Venstres socialordfører, fru Ellen Trane Nørby, har udtalt i DR 2's »Deadline«, at hun mener, det vil være en god idé, hvis kontanthjælpsmodtagere får en større økonomisk motivation til at gå i gang med et stykke arbejde. For som ministeren siger, får de pågældende før skat 13,38 kr., som de kan beholde oven i kontanthjælpen, så bliver der trukket skat fra, og derefter er de så nede på 7 kr.

Jeg har altid opfattet det sådan, at man netop fra borgerlig side har et synspunkt om, at det skal kunne betale sig at arbejde, at det skal kunne betale sig at gøre en indsats. Disse kontanthjælpsmodtagere, hvoraf nogle er i en meget vanskelig situation, f.eks. som hjemløse, gør jo så rent faktisk en indsats for at have et arbejde i hvert fald visse dage om ugen. Og derfor må jeg sige, at det undrer mig meget grundlæggende, at man fra ministerens side ikke kan støtte partifællen, fru Ellen Trane Nørby, i synspunktet om, at kontanthjælpsmodtagere skal have lov til at beholde mere end 7 kr. efter skat. Om det så skal være 30 kr. eller 40 kr., eller hvad det skal være, ved jeg ikke. Men det undrer mig såre, at ministeren fastholder, at man skal spises af med 7 kr., for det er ikke en tilstrækkelig motivation til, at mennesker vil arbejde i den situation.

Ministeren.

Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at hjælpe de udsatte grupper til at få en tættere kontakt til arbejdsmarkedet. Jeg tror bare ikke på de metoder, som SF foreslår. I hele min ministertid har jeg arbejdet for, at vi skal give de udsatte en chance for et liv med arbejde, både af menneskelige og af samfundsøkonomiske grunde. Siden 2004 har vi glædeligvis også set et fald på 31.000 i gruppen af ikkearbejdsmarkedsparate, der får kontanthjælp eller starthjælp. Tager vi flere ydelser med, ser på antallet af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, kan vi se, at det er faldet med 42.000 på 3 år. Jeg har sagt det før, og jeg siger det nu gerne igen: Det er det største socialpolitiske fremskridt i årtier. Og det er jo ikke kommet af sig selv. Det er kommet som en kombination af vækst og en aktiv politik, og vi har målrettet arbejdet for begge dele; lad mig bare henvise til de to initiativer »Ny chance til alle« og »Alle i gang«. Her undersøger vi, om vi kan hjælpe langtidsledige kontanthjælpsmodtagere gennem et tættere kontaktforløb.

Hr. Eigil Andersen.

Der har været en udmærket udvikling med hensyn til beskæftigelsen hidtil, og det skyldes jo i høj grad de gunstige konjunkturer, der er, og ikke så meget regeringens indsats.

Jeg vil gerne referere et konkret eksempel fra Horsens, hvor man har haft et projekt, der hedder »Hyr en hjemløs«. Her har virksomheder givet til kende, at de egentlig gerne vil engagere hjemløse på enkelte dage til et stykke arbejde og udbetale dem en løn. Aftalen var så, at de pågældende hjemløse kunne beholde 60 kr. pr. arbejdstime oven i kontanthjælpen. Arbejdsmarkedets parter lokalt i Horsens havde sagt ja til den ordning; den blev ikke betragtet som konkurrenceforvridende. Og jeg må sige, at jeg generelt også tror, at befolkningens forståelse for, at en kontanthjælpsmodtager, som f.eks. er hjemløs, skal have lov til at beholde noget mere end de 7 kr., er væsentlig større, end ministeren tror. Er det ikke utrolig dumt, at de på grund af en firkantet lovregel er nødt til at indstille et konstruktivt beskæftigelsesprojekt i Horsens for hjemløse, fordi man bliver spist af med 7 kr. mere i timen?

Ministeren.

SF og jeg er jo sådan set enige om målet: Vi skal gøre noget for at hjælpe de svageste ud på arbejdsmarkedet. Men jeg mener som sagt ikke, at en forhøjelse af timefradraget er vejen frem. Og jeg mener heller ikke, at forslaget bliver bedre af, at vi kun gennemfører det for én gruppe, nemlig de allersvageste. Regeringen vil ikke indrette systemet sådan, at det for de svageste bedre kan betale sig at få kontanthjælp og arbejde på deltid ved siden af end at tage et lavtlønsarbejde. Hertil kommer jo så, at forslaget vil betyde, at vi belønner folk, når de får det dårligere, og straffer dem, når de får det bedre eller kommer tættere på arbejdsmarkedet.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg må sige, at jeg sætter spørgsmålstegn ved, om der kan opstilles de regneeksempler, som vil vise, at et lavtlønnet job så er dårligere end det, der er tale om her. Jeg tror ikke, at mennesker i Danmark misunder hjemløse deres liv uden en fast bolig. Når danskerne ser hjemløse på gader og stræder, tror jeg ikke, at de misunder dem, og jeg tror, at de gerne under de hjemløse, at de tjener 30-40 kr. i timen.

I den forbindelse vil jeg gerne nævne, at mange af os f.eks. foran jernbanestationer - og på offentlige pladser i øvrigt - møder hjemløse, som sælger den såkaldte hjemløseavis, som er et glimrende blad. Den, der sælger avisen, får en del af fortjenesten, og en undersøgelse har vist, at 38 pct. af dem, der sælger hjemløseavisen, gør det, samtidig med at de får kontanthjælp og pension.

Igen må jeg sige, at jeg synes, det er udtryk for initiativ, jeg synes, det bør belønnes, og jeg forstår ikke, at man i virkeligheden ønsker et system, hvor det, der sker her, er ulovligt. Jeg håber, det kan få lov til at fortsætte. Det ønsker jeg. Men jeg undrer mig fortsat over ministerens svar.

Ministeren.

Vi har i min tid som beskæftigelsesminister gjort utrolig meget for mennesker, der lever uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Tag nu »Ny chance til alle«, som jeg nævnte før. Det har gjort en meget stor forskel, at mange flere er kommet tættere på arbejdsmarkedet på grund af den indsats, og som jeg nævnte før, viser tallene også, at de svageste griber chancen, når de får den. Så er der »Alle i gang«, hvor vi som sagt undersøger, om vi kan hjælpe langtidsledige kontanthjælpsmodtagere gennem et tættere kontaktforløb. Vi laver også forsøg med virksomhedscentre, hvor aktiveringen af de svageste kontanthjælpsmodtagere foregår på en rigtig arbejdsplads. Samtidig får de støtte, kostvejledning, psykologhjælp og andet, som er nødvendigt for at få hverdagen til at fungere.

Jeg tror som sagt ikke, at det er vejen frem, at vi laver et system, hvor det kan betale sig at indrette sig på en blanding af kontanthjælp og deltidsarbejde.

Hermed sluttede spørgsmål nr. 2.

Spørgsmål nr. 3 er også til beskæftigelsesministeren, og det er også stillet af hr. Eigil Andersen.