Folketingets Lovsekretariat

 

 

 

 

 

Dato: 6. november 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets brev af 30. oktober 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. S 205, stillet af Lennart Damsbo-Andersen (S).

 

­

 

Spørgsmål nr. S 205:

 

”Overvejer ministeren til bekæmpelsen af slumboliger at efterkomme Region Midtjyllands forslag om oprettelsen af en landsdækkende fond af midler fra staten, regionerne og private, der sammen kan løse problemet med faldefærdige ruiner, eller har ministeren andre initiativer undervejs, der giver kommunerne reel mulighed for at leve op til intentionerne i den nyligt vedtagne lov, eller ønsker ministeren fortsat blot at lade de fattige kommuner i udkantsområderne, hvor problemerne er størst, sejle i deres egen sø?”

 

Svar:

 

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at regeringen er helt enig i, at det er vigtigt at bekæmpe slumboliger – også i landdistrikterne. Som anført i regeringens landdistriktsredegørelse fra 2007 kan en boligmasse af lav kvalitet være medvirkende til at starte en generel negativ udvikling i et lokalområde – socialt, økonomisk mv.

 

Konkret vil jeg i den forbindelse derfor henvise til, at der for 2008 er afsat en statslig udgiftsramme til bygningsfornyelse på 216 mio. kr., som fordeles til kommunerne efter en objektiv fordelingsnøgle, der afspejler kommunernes relative byfornyelsesbehov. Den enkelte kommune beslutter selv, hvilke typer byfornyelsesopgaver inden for loven, midlerne skal anvendes til. Da formålet med statens støtte til byfornyelsen er, at midlerne skal anvendes til den dårligste del af boligmassen, kan kommunerne derfor prioritere at anvende midlerne til tilskud til nedrivning af de dårligste boliger, hvis kommunens største behov ligger der. Alle kommuner, som ønsker det, kan få del i den statslige udgiftsramme.

 

Det er en betingelse for træk på den statslige udgiftsramme, at kommunen bidrager med en lige så stor andel som staten.

 

Offentlig støtte efter byfornyelsesloven er tænkt som tilskud til ejernes udgifter til gennemførelse af byfornyelsesforanstaltninger, herunder nedrivning. For så vidt angår ejer- og andelsboliger kan den offentlige støtte højest udgøre en fjerdedel af udgifterne, dog en tredjedel til bevaringsværdige bygninger, mens der for udlejningsboliger ikke er noget maksimum for støttens størrelse. Kommunalbestyrelsen træffer inden for disse rammer beslutning om tilskuddets størrelse. Byfornyelsessager finansieres således af statslige, kommunale og private midler. Støtte efter byfornyelsesloven forhindrer ikke, at der ydes tilskud fra anden side, f.eks. fonde el. lign., idet loven dog sikrer, at der ikke kan ske en dobbeltdækning af udgifter.

 

Det er på den baggrund min opfattelse, at de enkelte kommuner har mulighed for at anvende de offentlige byfornyelsesmidler til lige præcis den type byfornyelse, kommunen har mest brug for, herunder nedrivning af dårlige boliger. Jeg finder det derfor ikke aktuelt at skabe en ny støtteordning i form af en landsdækkende fond med et formål, som allerede varetages gennem eksisterende velfungerende lovgivning.

 

Jeg vil ikke undlade at bemærke, at regeringen i 2004 forenklede byfornyelseslovgivningen væsentligt, bl.a. ved indførelse af støtte i form af kontante tilskud til byfornyelsesudgifterne. Den gældende byfornyelseslov er derfor administrativ enkel at anvende for kommunerne.

 

Herudover har jeg ved en ændring af loven, der trådte i kraft den 1. juli 2008 implementeret en række efterspurgte redskaber netop for at give kommunerne de bedste muligheder for at kunne gribe ind over for de allerdårligste bygninger. Kommunerne har nu fået adgang til at give påbud om afhjælpning af sundheds- og brandfarlige (kondemnable) forhold, til at give støtte til nedrivning af ejer- og andelsboliger og til at nedlægge forbud mod, at tomme boliger, som er sundheds- eller brandfarlige, tages i brug til beboelse.  

 

 

Karen Jespersen

 

/Kirsten á Rogvi