Tak for besvarelsen, og så vil jeg da gerne ønske ministeren tillykke med det nye ressortområde. Jeg forstår, at det for kort tid siden er blevet overdraget til velfærdsministeren ved kongelig resolution, og det er derfor, jeg har stillet spørgsmålet.
Men jeg synes ikke, jeg helt kan leve med kvaliteten af det svar, der blev givet. Hvis man vil give ens vilkår, skal man jo sørge for, at der er gratis færgedrift, for alle andre kører rundt på vores veje, uden at det koster noget, selvfølgelig bortset fra vægtafgift osv. Men alle, der skal til og fra Læsø - og det gælder ikke mindst erhvervslivet - får jo en ekstra byrde, fordi de skal betale færgebilletten. Det lægges så at sige oveni, og dertil kommer så tiden.
Vi kan se, at alle vore småøer har samme problem som Læsø. Der sker en affolkning, befolkningen bliver ældre og ældre, der kommer færre nye til, og de, der er der, truer med at forlade øen. I forrige uge lavede erhvervslivet en blokade af færgen, hvor de sagde: Vi kan simpelt hen ikke konkurrere, hvis vi ikke får nogle bedre vilkår. Derfor handler det om at få ministeren til at forstå, at hvis vi skal behandle folk ens, er vi nogle gange nødt til at behandle folk forskelligt.
Jeg ved, at på Læsø og vores småøer er det et kæmpemæssigt problem at få tingene til at hænge sammen. For at kunne få de daglige leverancer - det kan være foder, kreaturer, mælk, fisk, og hvad ved jeg - skal man have færger, men omkostningerne er så store, at man bliver udkonkurreret. Vi ved, at erhvervslivet er under pres fra forskellige sider på grund af finanskrise og alt muligt andet, og det gør ikke forholdene lettere.
Derfor beder jeg om forståelse for problemerne på Læsø og andre øer i samme situation og spørger helt kontant: Hvad med at gøre færgefarten gratis? Jeg ved, at det gør man andre steder, f.eks. i Sverige, og på den måde stiller man jo folk lige. Så er det kun transporttiden, der skal lægges oveni.