|
|
|
Folketingets Lovsekretariat Christiansborg 1240 København K
                                                    |
Dato            31. oktober 2008 Dok.id       J. nr.          003-1192  Â
|
|
Folketingsmedlem Per Clausen (EL) har den 23. oktober 2008 stillet mig følgende spørgsmål nr. S 138, som jeg hermed skal besvare.
"Mener ministeren, at de takstforhøjelser, der nu varsles på Samsø-Kalundborgruten på over 40 % er rimelige, og hvad vil ministeren gøre for at få reduceret disse takstforhøjelser, så de højest svarer til den generelle prisudvikling i samfundet?"
Det er uklart, hvilke takstforhøjelser på over 40 pct., der refereres til i spørgsmålet.
Takstforhøjelserne på ruten Samsø-Kalundborg fra henholdsvis oktober 2008 og januar 2009 er dannet af to elementer.
Det ene element er den almindelige prisudvikling i samfundet. Denne udvikling er afspejlet i taksterne, eftersom taksterne alene må stige med udviklingen i nettoprisindekset. Takststigningen som følge af udviklingen i nettoprisindekset fra oktober 2008 udgør 3,9 pct.
Det andet element er oliepriserne. I kontrakten mellem Trafikstyrelsen og Samsø Linien om færgebetjeningen på ruten Samsø-Kalundborg fra oktober 2008 indgår en olieprisklausul, der fra januar 2009 tillader rederiet at overvælte en del af de forventede meromkostninger til olie, målt i forhold til prisniveauet ved afgivelse af tilbud i februar 2007, på billetpriserne.
Dette oliepristillæg er for 2009 beregnet til 15,0 %. Billetpriserne kan således forhøjes med 15,0 % i forhold til normalpriserne.
Samlet set er prisen for en voksen passager over landgangen eller en bil + fører i januar 2009 steget med 19 % i forhold til prisen for en tilsvarende billet i september, som var den sidste måned under den gamle kontrakt. Det svarer til den tilladte, samlede stigning inkl. både nettoprisudvikling og oliepristillæg og er dermed i overensstemmelse med kontrakten.
Med venlig hilsen
Lars Barfoed