R 7 Redegørelse for ligestilling 2008 og perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2009.

Afgivet af: Minister for ligestilling Karen Jespersen (V)

Samling: 2008-09

Status: Forhandlet

Forhandling den 24-03-2009

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Ministeren for ligestillings redegørelse for ligestilling 2008 og perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2009.

(Anmeldelse 27.02.2009. Redegørelsen givet 27.02.2009. Meddelelse om forhandling 27.02.2009).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg vil gerne starte denne ligestillingsredegørelsesdebat, vi skal have her i dag, med at sige tak til ligestillingsministeren for en god og konkret perspektiv- og handlingsplan 2009 på ligestillingsområdet.

I Venstre hilser vi det velkommen, at der med planen sættes 15 konkrete mål for ligestilling frem til 2015, og det er vel at mærke 15 meget væsentlige områder, 15 meget ambitiøse områder, hvor regeringen jo også forpligter sig til at der skal ske en konkret udvikling.

I Venstre hilser vi det velkommen, at den her perspektiv- og handlingsplan ikke bare lægger op til, at vi nu sætter nogle mål for det kommende år, for vi ved alle sammen, at udvikling og resultater også på ligestillingsområdet forudsætter, at vi ikke hvert år sætter nye mål, at vi ikke hvert år vender kajakken hundrede og firs grader, men at vi i stedet for holder fast også ved de lange, seje træk.

Derfor glæder det os i Venstre, at vi nu sætter 15 helt konkrete mål og områder, hvor vi systematisk skal måle på ligestillingen i Danmark og måle, hvordan det går, hvor det går fremad, hvor der skal mere til, og hvor det beklageligvis er gået helt i stå.

Ligestillingsdebatten her i 2009 er jo i høj grad ikke en enkeltsagsdebat, den handler ikke udelukkende om 2-3 konkrete ændringer i samfundet. Det er en debat, som strækker sig politisk meget videre omkring.

Ligestilling er også holdningsbearbejdelse i det danske samfund. Ligestillingsdebatten handler også om, at cheferne opfordrer de mandlige ansatte til at tage deres del af barselorloven og gør det til normen på arbejdspladsen, at både kvinder og mænd tager aktivt del i nogle måneder af deres barns første leveår. Man udelukker heller ikke på forhånd kvinder fra at nå topstillinger, fordi man tror, de ikke er interesserede, når de har børn og familie, der skal passes og plejes.

På samme måde er vi også nødt til at have fokus på, at når der skal udpeges personer til bestyrelsesposter, må der ikke ligge en automatreaktion til grund for udpegningen; vi må sikre, at det bliver synliggjort, at det, for at den gode bestyrelse kan fungere, også ofte kræver, at der bliver kigget på tingene både fra den ene og den anden side. Det ved vi også fra de undersøgelser, der er lavet om mangfoldighed i bestyrelsesarbejdet.

Ud over det med flere kvinder i bestyrelserne kommer det på tale med flere kvinder i politik og i høj grad i kommunalpolitik. Der er ingen tvivl om, at det er et demokratisk problem, hvis den valgte forsamling ikke bredt afspejler den befolkningsgruppe, den skal repræsentere. Det er jo ikke nødvendigvis, fordi kvinder stemmer på kvinder og mænd stemmer på mænd, men vi ser desværre en tendens til, at der ikke er kvinder nok, der stiller sig til rådighed på listerne til kommunalvalget. Og derfor er vi i Venstre glade for det fælles initiativ, der er taget, og som ligestillingsministeren har sat sig i spidsen for, for at sikre, at vi forhåbentlig får flere kvinder i kommunalpolitik. Det er vigtigt, at vi får løftet procentdelen af kvinder fra de lidt over 27 pct., der i dag er repræsenteret i kommunalbestyrelserne, til et væsentlig højere tal. Og det er også vigtigt, at vi tager fat i alle partier og opfordrer kvinderne til at være mere aktivt til stede på vores lister.

Ligestillingsproblematikkerne spænder bredt, og det synes jeg i høj grad også at perspektiv- og handlingsplanen viser.

Inden for undervisningssektoren har vi i mange år haft et system, der uddannelsesmæssigt måske har favoriseret piger frem for drenge. Den danske folkeskole har måske været bedre til de stillesiddende piger end til de drenge, der var lidt for meget gang i. Derfor er det også vigtigt, at vores ligestillingsdebat kommer til at handle om mange brede perspektiver i samfundet, så det ikke kun er en ligestillingsminister, der tager ansvaret, men at det ansvar bliver taget af samtlige ministerier og samtlige instanser i samfundet, og der synes vi fra Venstres side, at den perspektiv- og handlingsplan, som ligestillingsministeren har fremlagt, også viser, at de øvrige ministerier er forpligtet til at tage og forpligter sig selv til at tage en større del af ansvaret.

Hvis nogle af de konkrete punkter i perspektiv- og handlingsplanen skal fremhæves, mener vi fra Venstres side, at der, som det også gøres klart i planen, skal sættes massivt ind på netop det område, der handler om forskellen mellem mænds og kvinders livsindkomst; vi ved, at kvinder i livsindkomst tjener op til en femtedel mindre end mænd. Det er klart noget, der skal fokus på, og det er klart noget, som vi skal arbejde med, så forskellen mellem mænds og kvinders livsindkomst reduceres.

Det bekymrer os også i Venstre, at flere og flere drenge med indvandrerbaggrund ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, og vi tror, det er et vigtigt punkt også at måle på i perspektiv- og handlingsplanen, for det er et punkt, som, hvis vi ikke får det rettet op nu og lagt en strategi for det, vil gøre, at vi vil stå med nogle massive problemer.

Det næste er det punkt, der handler om, at der er sket et fald i partnervold. I Venstre glæder det os, at antallet af kvinder, der bliver udsat for vold, på årsbasis er gået ned fra omkring 42.000 til 28.000 i dag. Vi er også glade for, at der er kommet et mere massivt fokus på, at de her tilfælde skal anmeldes, og at der er kommet mere fokus på, at der desværre også er kvinder, der slår mænd, og vi er glade for, at der i det hele taget er kommet et massivt fokus på vold i nære relationer. For der er ingen tvivl om, at kvinder og mænd skal kunne leve trygt uden frygt for vold i nære relationer.

Fra Venstres side er vi også glade for, at der bliver sat meget fokus på mænds sundhed og på, at middellevetiden for befolkningen skal forlænges, for med det viser perspektiv- og handlingsplanen, at der ikke bare tænkes enstrenget, men at der tænkes i en bred vifte af initiativer. Og det glæder os også, at regeringen med den perspektiv- og handlingsplan, der nu fremlægges, ikke bare tror, at det er små skridt, vi kan tage over det næste år, men sådan set lægger op til en ambitiøs plan helt frem til 2015.

Så fra Venstres side kan vi kun hilse ligestillingsministerens perspektiv- og handlingsplan meget velkommen, vi glæder os til at være med til at følge op på de initiativer, der ligger i handlingsplanen, og vi glæder os også til, at ligestillingsdebatten forhåbentlig over de næste 6 år, som der er lagt op til, kan få et meget mere systematisk fokus på de initiativer, der bliver taget fra statslig side, og kan skabe en meget større forpligtelse også for de øvrige ministeriers vedkommende, når det handler om at forbedre ligestillingen i Danmark.

Vi beder ordføreren om at blive stående. Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Tak. Altså, nu kan man jo diskutere, om de mål, der står her, ville være nogle mål, man kunne bruge andre steder end på Christiansborg: Flere kvinder med indvandrerbaggrund skal i arbejde; vi skal have flere kvinder i bestyrelserne; flere fædre skal tage barselorlov. Det er jo, hvad man kan kalde nogle meget brede målsætninger, og så længe der ikke er noget som helst årstal på, vil jeg måske ikke give så frygtelig meget for de målsætninger.

Men det, jeg gerne vil spørge ordføreren om her, er så: Hvor forestiller ordføreren sig at en diskussion om den her perspektiv- og handlingsplan kan foregå? Hvis vi nu tager den alvorligt og siger, at vi gerne vil gøre noget ved de 15 mål, hvordan mener ordføreren så at vi kan få en fornuftig opfølgende diskussion om den her perspektiv- og handlingsplan? Og her sigter jeg selvfølgelig til - ordføreren var jo også til stede under den tidligere diskussion - at vi ikke har et sted, vi kan følge sådan en op. Det bliver fuldstændig spredt. Og derfor er det jo fuldstændig uforpligtende med sådan en handlingsplan, for der er ingen steder, den kan følges op; det bliver gode ord.

Ordføreren.

Altså, fra Venstres side håber vi i høj grad, at det her ikke bliver gode ord. Det er også derfor, vi egentlig hilser det velkommen, at vi ikke længere bare taler om et 1-årigt perspektiv, men taler om et perspektiv frem til 2015. Her forventer vi meget klart at der vil blive rapporteret tilbage på de forskellige punkter, og at vi løbende kan debattere, hvor langt man så er nået med dem, men også, at man i de enkelte ressortministerier meget tydeligere forpligter sig selv og de udvalg i Folketinget, som er knyttet op på det her, til at tage et ansvar for det. Det er klart, at de punkter, der er her, på nogle områder er meget overordnede, men jeg synes jo også, de er meget ambitiøse, og det er klart, at de skal følges op af nogle konkrete initiativer.

Hvis vi tager området med at få flere unge mænd med en indvandrerbaggrund til at tage en uddannelse, er det jo klart, at den implementering ikke kan ske andre steder end på Undervisningsministeriets ressort, og derfor synes jeg da, at det på det punkt vil være naturligt, at debatten så kommer i Uddannelsesudvalget herinde, ligesom de andre punkter knytter sig til nogle andre udvalg. Jeg så gerne, at man fik ligestillingsdebatten bredt mere ud i de enkelte folketingsudvalg, og at man også tog et større ansvar for det.

Jeg synes, det har været positivt at se i de senere år, at vi på udenrigsområdet faktisk har fået en meget mere integreret ligestillingsdiskussion i vores udviklingspolitik, og derfor er det jo så også et af de punkter, der nu tages op, og det håber jeg da at man systematisk vil følge op i de strategier, der bliver lagt fra Udenrigsministeriets side, og de diskussioner, der er i Udenrigsudvalget herinde.

Så er det fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Jo, men nu handler det om det samlede. Jeg vil i øvrigt anerkende det, der foregår på udviklingsområdet. Det har taget sin tid, inden vi kom så langt, men det foregår nu, og det synes jeg er udmærket. Så kan der være andre ting, jeg ikke er enig i, men det er klart, at der er kommet mere fokus på ligestillingen, end der var for 20 år siden; det er hævet over enhver tvivl.

Jeg vil ikke tage en indvandrerdiskussion; det hører, synes jeg, ikke til lige i det her. Men der er det her med det samlede, f.eks.: Hvordan får fædre bedre barselorlov? Hvordan kan vi fremme det med bestyrelsesposter? Og der er det bare, jeg synes: Kunne det ikke være tilfredsstillende, hvis vi kunne have det ét sted?

Lad os nu bare sige, at den her redegørelse er en udmærket faktuel opsamling af ting - jeg vil ikke kalde den så målorienteret ud over det generelle - jeg har selv haft meget nytte af at læse i den, og jeg synes, det er fint, men hvis man skal lave noget konkret, det vil man vide, hvis man arbejder med de her ting, skal man jo ned konkret og sige: Hvad er blokeringerne, f.eks. for, at der ikke er flere kvinder på bestyrelsesposter? Jeg vil komme lidt ind på det - tror jeg - i min tale. Det er nemlig ikke så enkelt endda, og der er nogle forklaringer på det. Den diskussion er ikke rodfæstet i Folketinget; den ligger og flyder alle mulige steder. Og det er jo derfor, jeg synes, det ville være godt, hvis ordføreren kunne svare på, hvordan vi kan komme videre samlet set.

Så er det ordføreren.

Jo, men jeg tror bare ikke, der kun er ét svar på, hvordan vi kommer videre samlet set, for jeg tror ikke, ligestillingsdebatten kun bliver forankret ét sted. Jeg tror, ligestillingsdebatten skal forankres mange steder. Jeg tror også, vi alle sammen, fra erhvervsliv over arbejdsgivere til arbejdstagere til den enkelte person, er nødt til at forpligte os på også at tage vores del af ansvaret for det. Jeg tror, hvis vi taler om fædrenes barsel, at vi skal gøre meget for at synliggøre de virksomheder, der jo faktisk har taget et ansvar, et socialt ansvar, på deres arbejdspladser i forhold til at få lavet og defineret en familiepolitik, i forhold til at have nogle meget klare regler og favorable ordninger for at sikre, at mænd også tager deres del af barselorloven, og egentlig gør det til normen, at mænd tager del i de første måneder og de første leveår af barnets opvækst.

Jeg tror ikke kun, det skal forankres herinde, og derfor tror jeg heller ikke på den lette løsning på det, men jeg håber da meget, at alle herinde, i alle udvalg, vil forpligte sig på, at der bliver fulgt op på de mål, de 15 områder, der nu er sat op, og at de løbende bliver fulgt op og implementeret.

Den næste er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Et af de fokusområder, der er i handlingsplanen, er at få reduceret den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder, og det er jo godt, at det er med, for det er virkelig et eksempel på, at der mangler ligestilling i Danmark.

Vi har sådan set lige haft to muligheder for at mindske den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder. Den første var i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, for hvis man her havde sørget for rent faktisk at give de lavtlønnede - som de jo ofte er - offentligt ansatte kvinder et lønløft, kunne man faktisk have bevæget sig et godt skridt tættere på en lige løn mellem mænd og kvinder i vores samfund. Hvorfor valgte regeringen ikke at bruge den situation? Altså, her var der en åbenlys mulighed for at få afskaffet noget af uligelønnen.

Den anden mulighed var i forbindelse med skattereformen. Her har regeringen faktisk lavet en skattereform, som i den grad øger uligheden mellem mænd og kvinder. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd får mænd i gennemsnit en gevinst på 4.500 kr. om året, mens kvinder må nøjes med 2.400 kr. Mændenes gevinst som følge af den her skattereform er altså dobbelt så stor.

Hvordan hænger de to ting sammen med et ønske om at reducere den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder?

Ordføreren.

Tak. Nu er Venstre ikke enig med Enhedslisten i, at det er Folketinget, der skal gå ind og definere, hvordan overenskomsterne skal se ud. Vi tror sådan set på en aftalemodel, hvor man ude på arbejdsmarkedet aftaler, hvordan lønforholdene skal være. Og jeg tror, man undervurderer kompleksiteten i det her spørgsmål, hvis man tror, at det her kun handler om én ting. Jeg tror, at der er meget af det, som er historisk betinget, og som handler om, at der tidligere var nogle forbund, der var meget fokuserede på løn, løn og løn, og at der var andre forbund, der var meget fokuserede på nogle af de andre ting.

Der tror jeg også, man er nødt til at erkende, at de lønforhandlinger, der foregår ude decentralt, vil have forskellige prioriteringer. Vi ønsker ikke at blande os i overenskomstforhandlingerne. Det synes vi sådan set at den danske model er langt bedre til. Så i modsætning til Enhedslisten vil vi ikke gå ind og blande os der.

Med hensyn til skattereformen og de beregninger, der er lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er jeg nu ikke fuldstændig enig. Det er klart, at den gruppe, der vil tjene mest på det, er mellemindkomstgruppen, og hvis der var flere kvinder, der ville gå fra deltid til fuldtid, ville de også få en større andel, idet man faktisk med skattereformen vil få mere ud af den sidst tjente krone, end man gør i dag.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for endnu en kort bemærkning.

Det der med at sige, at man fra regeringens side ikke vil blande sig i, hvad der sker i overenskomstforhandlingerne, er smart, for man undlader jo bekvemt at nævne, at det sådan set er det offentlige, der afsætter den pose penge, der er at forhandle om. Altså, det er på Christiansborg, der skal afsættes flere midler, hvis man mener, at de lavtlønnede offentligt ansatte kvinder skal have et lønløft.

Så siger ordføreren noget, som jeg tror er meget symptomatisk for regeringen, nemlig: Hvis bare der var flere kvinder, der ville gå fra deltid til fuldtid på arbejdsmarkedet. Og dermed får man sagt, at det også bare er kvinderne, der helst vil være på deltid. Men i langt de fleste familier er det jo sådan, at det faktisk ikke er en mulighed, at det er manden, der tager deltid, for det ville betyde, at familiens samlede indkomst ville falde markant mere, end hvis det var kvinden, der gjorde det, netop fordi kvinderne er i de lavtlønnede job.

Det er endnu et udtryk for, hvor dybt problematisk det er, at der i de typiske kvindefag er en lavere løn, og igen har regeringen og Folketinget og Christiansborg altså et ret stort ansvar, fordi det er os, der bestemmer, hvor mange penge der er at forhandle om.

Ordføreren forholdt sig ikke helt klart, synes jeg, til det sidste, nemlig skattereformen. Hvordan hænger det sammen med de her mål, at man indfører en skattereform, som øger den økonomiske ulighed? Jeg fik faktisk finansministeren til at bekræfte, at konsekvensen af den skattereform, man har vedtaget, er, at den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder stiger.

Så er det ordføreren.

Når vi i perspektiv- og handlingsplanen sætter fokus på, at forskellen mellem kvinders og mænds livsindkomst skal reduceres, er det, fordi der er en markant forskel på næsten 20 pct., sådan som jeg også sagde i min ordførertale. Men det er naivt at tro, at det kun skyldes én ting. Det skyldes mange ting, og noget af det er historisk, som jeg også sagde i mit tidligere svar til spørgeren, i forbindelse med hvad man har lagt vægt på i overenskomstforhandlingerne. Det er én del af det. En andel del er barselorlov, og en tredje del er andre ting.

Derfor er det jo vigtigt i forhold til en perspektiv- og handlingsplan, at man ikke bare går ind ét konkret sted og tror, at det kan løses med et slag. Det kan det ikke, men det er vigtigt, at vi løbende følger med i, hvad der sker, og det er vigtigt, at vi på det her område har en målsætning om, at der skal ske en reduktion. Det vil så kræve forskellige initiativer og ikke kun ét initiativ, som jeg lidt kan høre at Enhedslistens ordfører bare synes det gør. Og det er nok der, hvor kompleksiteten ligger, og hvor forskellen er mellem Enhedslisten og Venstre.

Så er det fru Yildiz Akdogan, en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vælger at tage ordet for at sige, at jeg er fuldstændig enig med ordføreren, når ordføreren siger, at det er vigtigt, at vi også holdningsbearbejder med hensyn til ligestillingsdebatten.

Men jeg bliver lidt overrasket under det her med holdningsbearbejdelse, f.eks. i forbindelse med målsætningerne om, at flere fædre skal tage barsel, eller om, at flere kvinder skal have bestyrelsesposter. Når jeg så ser på konkrete initiativer i den her rapport - og bare for at nævne noget, vil jeg nævne det med, at flere fædre skal tage barsel – kan jeg se, at der så henvises under initiativer til noget, der hedder, at regeringen i 2007 har udgivet en publikation, og så har regeringen i øvrigt tilbage i 2003 lavet en vejledning. Jeg tænker, at det ikke er initiativer, det er da bare rene publikationer. Hvori ligger den konkrete strategi for fremadrettet at kunne tage nogle konkrete initiativer for netop at ændre situationen fra sådan, som den er nu?

Ordføreren.

Jamen der er jo ingen tvivl om, at hvis man skal holdningsbearbejde, skal man også forsøge at påvirke, og det kan man gøre gennem oplysning. Den bedste forudsætning for, at vi faktisk får implementeret nogle initiativer, er, at folk er veloplyste om både deres rettigheder og deres muligheder, men også om de virksomheder og om, hvad der egentlig sker andre steder.

Vi ved, at meget af det her også handler om, at man i de virksomheder, der har lavet politikker på det område, faktisk har oplevet, at mændene fungerer bedre på virksomheden end mænd gør, hvis de render lidt fra Herodes til Pilatus, fordi de både skal slå til derhjemme, og de skal slå til på arbejdspladsen. Og det er da en vigtig viden at sørge for kommer videre til andre virksomheder.

Det synes jeg da sådan set er forudsætningen for, at man egentlig kan normdanne, nemlig at det ikke kun er herinde på talerstolen, vi har en debat om ting, men at vi også får den debat forankret ude i samfundet; det kan være på virksomheder, det kan være i foreninger, det kan være andre steder. Det er da vigtigt, at man faktisk fra regeringens side tager initiativer for at fremskynde, at virksomheder laver familiepolitikker, eller at man, som i charter for flere kvinder i ledelse, opfordrer flere virksomheder til at have målrettede strategier for, hvordan de så vil nå fra et niveau til et andet niveau. Og så tror jeg ikke, at man skal undervurdere barselfondens vigtighed for barselspørgsmålet i det hele taget.

Fru Yildiz Akdogan.

Jeg er bare lidt forundret over, hvori den målrettede strategi består, når der bare under initiativer står, at det drejer sig om en vejledning og en publikation, og at begge dele er nogle, der er tilbage fra henholdsvis 2003 og 2007. Jeg kan ikke se en strategisk måde at fremadrette det på.

Man snakker om, at man gerne vil ændre det, man vil gerne holdningsbearbejde, men jeg kan ikke helt forstå, at man så ikke kommer med nogle konkrete, afgrænsede målsætninger f.eks. i form af noget lovgivning, der måske kan sætte processen i gang.

På trods af al den her holdningsbearbejdning, som regeringen har arbejdet på siden 2001, kan man sige: Jamen andelen af kvinder på bestyrelsesposter i børsnoterede selskabers bestyrelser ligger stadig væk på under 10 pct. i Danmark anno 2009. Så jeg har lidt svært ved at forholde mig til, at den her handlingsrapport, som skal være en handlingsrapport, har så vage og meget ukonkrete målsætninger. Og i øvrigt henvises der til nogle ting, der er lavet for et par år siden. Det kan jeg ikke rigtig se en strategi eller en målrettet handlingsplan i forbindelse med.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at man, hvis man skal normbearbejde, så også i høj grad positivt skal fortælle, hvorfor man synes, at det er vigtigt, at mænd tager del i barselorloven, fortælle, hvorfor det faktisk både er godt for ligestillingen i parforholdet, og hvorfor det også er godt for børnene, nemlig at de faktisk får mere gavn af deres forældre i deres opvækst, får mere gavn af deres fædre i deres opvækst. Vi oplever, at de fædre, der tager en større del af barselorloven, faktisk er meget mere tilfredse og opnår et meget større ansvar, end de ellers ville gøre. Det er da også vigtigt i forbindelse med en normbearbejdelse, at man får fremhævet nogle af de ting.

Jeg synes også, at det er vigtigt, at man tror og håber på, at man kan lave ligestilling gennem andet end lovgivning. I Venstre er vi ikke enige med Socialdemokraterne i, at en vis del af barselorloven skal øremærkes til mændene. Vi ønsker ikke, at 3 måneder skal øremærkes til mændene. Vi har faktisk en tiltro til, at familierne også kan drøfte de her ting og tage stilling til dem. Men det betyder jo ikke, at vi ikke gerne vil gøre alt, hvad vi kan, for at oplyse og få mænd til at tage en større del af barselorloven.

Hvis man kigger på kvinder i ledelse og kvinder på bestyrelsesposter, kan man se, at procenterne faktisk heldigvis går op. Og det, vi kan se i forbindelse med ledelsesposter, er jo, at de tal, der kom fra Danmarks Statistik sidste sommer, viste, at der på under- og mellemlederniveau faktisk var blevet ansat flere kvindelige ledere, end der var blevet ansat mandlige ledere. Og det viser sig jo også, at forudsætningen for, at man også kan nå op på topposterne er, at man starter et trin længere nede.

Fru Pernille Vigsø Bagge for en kort bemærkning.

Jeg var faktisk rigtig glad for at høre, at Venstres ordfører syntes, at der er en kamp at kæmpe i forhold til at gøre ligestillingen mere synlig i de enkelte stående ressortudvalg i Folketinget. Det er faktisk sådan, at SF engang overvejede at foreslå, at man skulle tydeliggøre, hvordan lovforslag var blevet ligestillingsvurderet, ved at man simpelt hen bad ministeren om her fra Folketings talerstol at redegøre for, hvordan et lovforslag var blevet ligestillingsvurderet.

Vi har jo set forslag fra beskæftigelsesministeren, hvor 450-timers-reglen eller 300-timers-reglen, eller hvad det var, jo helt klart bonede ud sådan, at der var en ligestillingsmæssig skævhed i de forslag og i forskellige andre forslag. Tror ordføreren, at det var et forslag, Venstre kunne støtte?

Ordføreren.

Nu er det ikke det forslag, vi drøfter her i dag, og det er ikke et forslag, som på nogen måde har været præsenteret.

Det, jeg sådan set sagde, var, at jeg synes, at alle udvalg herinde er forpligtet til også at løfte ligestillingsdebatten og sørge for, at de konkrete mål, der ligger på hvert ressortområde, bliver gennemført. Og det håber jeg da meget at Folketingets medlemmer, mine kollegaer, os selv, gør, fordi det da er enormt vigtigt, at man på uddannelsesområdet tager diskussionen om, om vi har en kønsbias i forhold til vores uddannelsessystem, om vi sådan set har et uddannelsessystem, som favoriserer pigerne, og hvor drengene, særlig dem med indvandrerbaggrund, har rigtig, rigtig svært ved at finde ud af, hvordan de egentlig skal tilegne sig viden. Det er da en vigtig diskussion, og den forventer jeg da nærmest at man tager i udvalgene.

Jeg tror så godt, at man kan gøre mere fra Folketingets side for at synliggøre, at de her debatter bliver taget rundtomkring, og dermed også sørge for, at en handlingsplan som den her ikke bare bliver et stykke papir, men faktisk bliver forankret i det daglige arbejde.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Jamen det synes jeg da er meget positivt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der så ikke er taget konkrete initiativer i handlingsplanen til, hvordan vi her i Folketinget kan være med til at rejse debatten, for det er jo det, Venstres ordfører siger, nemlig at det ikke bare er et spørgsmål om at sætte sig mål, men at det også er et spørgsmål om at rejse debat, det er et spørgsmål om at bevidstgøre.

Derfor kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvordan man fra Venstres ordførers side mener, at vi konkret i udvalgene kan rejse debatten om de enkelte lov- og beslutningsforslags ligestillingsvurdering, når det kun står som en parentes, hvis man spørger ind til det, i stedet for at man simpelt hen rejser debatten, altså tager debatten i Folketingssalen om, hvordan det enkelte forslag netop har eller ikke har en kønsskævhed.

Ordføreren.

Hvis man tager de sidste sider i perspektiv- og handlingsplanen, kan man se, at der er en gennemgang af alle de initiativer, der er blevet taget på hver ressortministeriums område det seneste år, og det er klart, at den afrapportering, der sker hvert år, og den opfølgning, der sker fra Folketingets side, jo er en vigtig del af egentlig at sikre, at de mål, der så bliver lagt frem fra ligestillingsministerens side, også bliver fulgt op.

Jeg synes da også, at det er væsentligt, at man ligesom ser, om målene står i relation til det, der blev aftalt for 1 år siden. Og der forventer jeg da, at udvalgene gør det. Men det er jo et initiativ, som man må tage i de enkelte udvalg, man må sørge for, at den debat kommer. Jeg kan ikke se, at det er ministerens ansvar at sørge for, at Folketingets medlemmer egentlig tager de vigtige debatter på deres ressortområder. Jeg tror nok, at det er en opgave, der må hvile på vores egne skuldre, nemlig at sørge for, at den debat bliver løftet i de enkelte udvalg.

I handlings- og perspektivplanen står der jo, hvad de enkelte ministre vil lave, lige fra publikationer til hvor de vil formulere politikker, og hvilke initiativer de vil tage det kommende år, ligesom der står, hvilke initiativer de har taget det seneste år.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren.

Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Julie Rademacher.

Tak til ministeren for redegørelsen.

Som ministeren kan fornemme her i Folketingssalen i dag, er vi ikke imponerede over den indsats, der er blevet leveret. Vi kårede den 8. marts ligestillingsministeren til den svageste ligestillingsminister i danmarkshistorien, det vil sige siden 1999, da Jytte Andersen som bekendt blev udnævnt til den første ligestillingsminister i Danmark. Ligestillingsministeren har nærmest kun fremsat ét eneste lovforslag siden folketingsvalget i 2007, nemlig L 93 i indeværende samling om kønssammensætningen af offentlige udvalg, hvor man ændrer et »bør« til et »skal«. Ellers er der ikke sket meget her i Folketingssalen på området før forhandlingen om redegørelsen i dag.

Redegørelsen er fyldt med flyvske målsætninger, men vi savner i den grad nogle klare mål. Vi savner i den grad nogle konkrete midler til at nå derhen, hvor vi skal, og jeg vil gå så langt som til at sige, at det snarere er en vag problemformulering frem for en reel handlingsplan. I forordet til redegørelsen skriver ministeren f.eks., og jeg citerer:

»Med denne plan vil regeringen tage temperaturen på ligestilling i Danmark frem til 2015.«

Vi har ikke brug for, at der bliver taget en temperatur, for vi ved godt, at ligestillingen halter på utrolig mange områder: Ligeløn, barsel, pension, vold mod kvinder, vold i familien, kvinders repræsentation i politik, og jeg kunne blive ved. Det, vi har brug for, er handling. Vi vil se nogle konkrete initiativer, det skal være slut med at sylte ligestillingsindsatsen ved alene at udsende statusopgørelser, som bare viser, at der ikke er sket noget som helst, pjecer, opgørelser og rapporter. De kan være gode, men de bør ikke stå alene, men følges op af handling.

Som hr. Villy Søvndal engang sagde i forbindelse med en debat om test i folkeskolen: Hvis man bliver ved med at trække gulerødderne op af jorden for at se, om de er vokset, jamen så bliver de jo aldrig større. Det er præcis det samme på ligestillingsområdet.

Karen Jespersen, ligestillingsministeren, forsømmer ikke én eneste lejlighed til at fralægge sig ansvaret for ligestilling i Danmark. I den pressemeddelelse, der blev sendt ud sammen med den nye perspektiv- og handlingsplan, er ministeren citeret for at sige, og jeg citerer igen:

Ligestilling er ikke kun en statslig opgave. Det drejer sig også om, hvad den enkelte selv gør. Det kan være på arbejdspladsen, i skolen eller i hjemmet. Citat slut.

Hvad er det for en ansvarsfralæggelse? Det siger vist det hele: Bare pas dig selv, siger ministeren. Men nej, lad mig her komme med fem eksempler fra redegørelsen på ministerens flyvske målsætninger, som i den grad mangler opfølgning. Vi vil have langt mere konkrete mål hos Socialdemokraterne, vi vil ikke bare nøjes med at spørge, hvilke forandringer vi ønsker at skabe, og vi vil have defineret nogle klare midler for, hvordan vi når frem til målet. Her er fem eksempler:

1) Ministeren siger, at flere fædre skal tage barselorlov. Det er vi enige i, men hvordan når vi derhen? Hvis ministeren virkelig ville det her, ville ministeren foreslå at øremærke 12 ugers barsel til fædrene.

2) Ministeren siger, at sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv skal være både kvindens og mandens ansvar. Det er vi enige i, men hvordan når vi derhen? Hvis ministeren virkelig ville det her, ville hun foreslå at indføre et omsorgsklippekort.

3) Ministeren siger, at der skal flere kvinder i topledelserne i både det private og det offentlige. Det er vi også enige i, men hvordan når vi derhen? Hvorfor tør ministeren ikke fastsætte konkrete tal og konkrete målsætninger for, hvor mange kvinder vi skal have i eksempelvis børsnoterede virksomheders bestyrelser, og bare kalde det kvoter?

4) Ministeren siger, at kvinder og mænd skal kunne leve trygt i nære relationer uden vold. Det er vi selvfølgelig også enige i, men hvordan når vi derhen? Hvis ministeren virkelig ville det her, ville ministeren foreslå GPS-lænker, at stoppe besparelserne på krisecentrene, at give dem flere penge og generelt at opprioritere bekæmpelse af vold i hjemmene, også i politiets arbejde.

5) Ministeren siger, at flere kvinder med indvandrerbaggrund skal i arbejde. Det er vi fuldstændig enige i, men hvordan når vi derhen? Hvis ministeren virkelig ville det her, ville hun foreslå at støtte og udvikle netværksinitiativer for etniske kvinder som f.eks. KVINFO's mentorordninger og at genetablere eksempelvis hjemmeserviceordningen for at sikre de kvinder beskæftigelse.

Sidst, men ikke mindst, kunne man jo stille sig selv dette spørgsmål: Vi har en redegørelse i dag, men hvorfor er der overhovedet ikke blevet gjort noget? Regeringen har haft syv år til det, men en sur opposition er faktisk ikke den eneste, som prøver at krakelere regeringens skønmaleri af ligestilling. Nej, Danmark er også blevet kritiseret af EU for ikke at have en uvildig ligestillingsinstans, det vil sige et uafhængigt organ, der kan vurdere ligestilling i Danmark. Ministeren synes ligesom at snige sig lidt udenom ved at referere til KVINFO og Institut for Menneskerettigheder, men hvordan skal de kunne løfte en så stor opgave uden at få tilført ekstra ressourcer? Men sætter jo heller ikke bare ti børn ekstra ind i en stue i børnehaven uden at sende ekstra pædagoger med.

Lad mig slutte af med at komme med tre sammenligninger med ligestillingsredegørelsen fra sidste år for at få slået fast med syvtommersøm, at vi har danmarkshistoriens svageste ligestillingsminister:

1) I bilag 2 i den nye redegørelse har man kopieret de målsætninger, som man havde for 2007. Jeg ved ikke, hvad vi skal bruge en sådan gentagelse til, vi kan jo bare slå op i den gamle redegørelse. Det havde været langt mere interessant at få en side eller to om, hvorvidt disse mål er nået, eller hvilke nye målsætninger man eventuelt bør opstille for, hvad vi vil i 2009 og også fremadrettet. Der er ligesom ingen progression, man bliver bare ved med at referere til de gamle sætninger.

2) Med hensyn til mål nr. 8 om at få flere kvinder med indvandrerbaggrund i arbejde er det også bagstræberiske gentagelser. Man bruger f.eks. præcis samme tabel over beskæftigelsesfrekvensen, den eneste forskel er, at i år står den på side 30, mens den sidste år stod på side 31.

3) Med hensyn til mål nr. 14 må vi også trækkes med genbrugstal. Tallene for kvinder i kommunalpolitik fra 2001 og 2005 bliver gentaget. Ministeren er selvfølgelig undskyldt, fordi der endnu ikke har været afholdt kommunalvalg, men ministeren kunne have valgt at bruge pladsen på noget nyt, f.eks. regeringens konkrete tiltag. Men det lader ikke rigtig til, at der er nogle konkrete tiltag fra regeringen, så vi må trækkes med gentagelser.

Jeg kunne blive ved med at referere til gentagelser, der sætter to fede streger under, at ligestillingsministeren mere er ligestillingsminister af navn end af gavn. Redegørelsen foregiver at pege fremad med 15 mål, men den er og bliver bagudrettet. Den er simpelt hen ikke god nok.

Socialdemokraterne havde faktisk håbet på, at Karen Jespersen kunne være den trojanske hest, der virkelig satte nye dagsordener på ligestillingsområdet, selv under en borgerlig regering. Men på dette område agerer regeringen generelt mere som et dovent æsel, som vi kender det fra f.eks. Peter Plys.

Jeg er bange for, at der skal et regeringsskifte til for at få ligestilling på dagsordenen i Danmark. Men ud over at vi selvfølgelig vil få Danmarks første kvindelige statsminister ved et regeringsskifte, er jeg fortrøstningsfuld ved, at vi i hvert fald ved, at vi vil kunne sætte ligestilling på dagsordenen.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Man skal huske, at Karen Jespersen skal benævnes ministeren for ligestilling eller ministeren. Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Den næste er Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe.

Vi har jo også i Dansk Folkeparti modtaget denne Perspektiv- og handlingsplan 2009 fra ministeren for ligestilling. Det er så 15 mål, der er sat op, og det er nogle mål, der skal være gennemført inden 2015 - eller i hvert fald skal forsøges nået inden 2015, er det min opfattelse. Jeg må fra Dansk Folkepartis side blankt erkende, at det langtfra er alle mål i dette oplæg, den her handlingsplan fra ministeren, som Dansk Folkeparti er enig i, men jeg vil alligevel selvfølgelig komme ind på nogle af de ting, vi er enige i, og også kommentere nogle af de ting, hvor vi mener der skal mere handling til.

Venstrefløjen åbnede i 1980'erne og 1990'erne grænserne op på vid gab for masseindvandring til Danmark. Det har betydet, at vi i dag står over for et nyt ligestillingsproblem, der omhandler indvandrerkvinder og indvandrerpiger. Det er bl.a. sådan, at ca. 13.000 indvandrerkvinder i dag lever bag hjemmets fire vægge. De har således hverken kontakt til arbejdsmarkedet, det offentlige eller en uddannelsesinstitution. Disse kvinder kræver i de kommende år en særlig opmærksomhed fra Folketinget, og i Dansk Folkeparti mener vi, at man fra Folketingets side skal sætte ind med nye måder for at løse de ligestillingsproblematikker, der findes på netop det her område. For kvinderne skal have samme mulighed som deres mænd og sønner. De skal have samme mulighed for uddannelse som danske kvinder, samme mulighed for at tage et arbejde og dermed blive frigjorte og ligestillede kvinder i Danmark.

Pigerne af anden etnisk herkomst end dansk har det heller ikke nemt. Af en rapport fra Center for Selvmordsforskning fremgår det, at antallet af selvmordsforsøg blandt indvandrerkvinder og efterkommere i Danmark er 4,5 gange større end for deres jævnaldrende indvandrermænd og efterkommere samt 4,5 gange større end for de danske jævnaldrende kvinder. Det tog vi op over for ligestillingsministeren sidste år ved sidste års ligestillingsredegørelse, og det mundede ud i, at man nu har startet en nærmere undersøgelse af dette omfang. Det synes vi er positivt, men tendensen i rapporten fra Center for Selvmordsforskning taler dog for sig selv. Det er et kritisk problem, som vi er nødt til at tage os af. At så mange piger og kvinder er selvmordstruede, er dybt problematisk, og vi ser derfor også frem til undersøgelsens resultater samt konkret handling fra ministerens side for at hjælpe de selvmordstruede piger og kvinder.

Danmark ligger nr. 7 på ligestillingslisten ifølge »The Global Gender Gab Report«, der er lavet af World Economic Forum. Danmark kan være stolte af denne topplacering, men Dansk Folkeparti finder det bekymrende, at ligestilling i lande langt herfra halter gevaldigt bagefter. Således ligger bl.a. Saudi-Arabien, Yemen og Tyrkiet i den allernederste del af ligestillingslisten. Her vil jeg også lige nævne, at jeg synes, at det er bekymrende, at et land som Tyrkiet, der er EU-ansøgerland, ligger så langt nede på den her ligestillingsliste.

Dansk Folkeparti finder det vigtigt at arbejde på internationalt plan for at sikre ligestilling i de mange lande, der konsekvent undertrykker kvinders frie vilje og rettigheder. Dansk Folkeparti glæder sig over, at regeringen og ministeren for ligestilling med Perspektiv- og handlingsplan 2009 udtrykker samme holdning til handling som Dansk Folkeparti. Det er på ingen måde rimeligt, at så mange kvinder verden over anses for mindre værd end mænd, og Dansk Folkeparti mener, at Danmark i et internationalt politisk engagement skal hjælpe og støtte kvinderne til frihed, ligestilling og ligeværd.

I 86 lande i verden er homoseksualitet forbudt. Ja, I hørte rigtigt. 86 lande forbyder homoseksuelle at have deres seksualitet. Det er bl.a. lande som Pakistan, Marokko, Somalia og Saudi-Arabien, og Dansk Folkeparti mener, at det er nødvendigt at sætte fokus på afkriminalisering af homoseksualitet. Jeg mener som ligestillingsordfører, at det er ekstremt urimeligt og intolerant, at så mange lande direkte forbyder homoseksuelle. Dansk Folkeparti mener, at Danmark som en vestlig og på frihedsrettighederne funderet nation skal søge at påvirke de 86 forbudslande til at afkriminalisere homoseksualitet og i stedet føre en mere åben politik over for homoseksuelle.

Der er desværre mennesker, som stadig ikke ved, hvordan man behandler det modsatte køn ordentligt. Således oplever både kvinder og mænd at blive udsat for vold af deres samlever, kæreste, mand eller kone, og heldigvis er antallet af personer, der udsættes for vold i nære relationer, faldende. Det er positivt, at færre og færre oplever, at kæresten eller manden slår, men der skal stadig kæmpes, og Dansk Folkeparti byder derfor handlingsplanen, som partierne bag satspuljen er blevet enige om, hjertelig velkommen. I Dansk Folkeparti mener vi, at oplysning er et vigtigt skridt for at lære unge om, at vold i familien og vold mod kæresten er uacceptabelt. Det er et underligt og nedværdigende syn på sin partner, der viser sig, hvis man går amok med fysiske eller psykiske slag.

Retsstillingen for mennesker, der udsættes for voldtægt, er ikke tilfredsstillende. Det er nemlig meget svært at få en voldtægtsmand dømt for ugerningen, og derfor bliver kun få voldtægter anmeldt til politiet, og af dem, der så bliver anmeldt, er det kun et fåtal, som kommer for en domstol. Både mænd og kvinder udsættes i Danmark for voldtægt, og jeg kan ikke tage nok afstand fra den her tendens, og det gør mig så vred, at nogle kan finde på at udnytte sine medmennesker seksuelt. Derfor ønsker Dansk Folkeparti at indføre begrebet uagtsom voldtægt, som man bl.a. kender det fra Norge. Det vil betyde, at flere sager vil blive ført for en domstol, og det vil give mere respekt over for det offer, som selvfølgelig fortjener at få ført sagen for en domstol.

Mænd, der udsættes for voldtægt, er i dag et meget tabubelagt emne. For nylig besøgte jeg Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet, som kunne bekræfte tabuet. Voldtægt er jo, uanset hvilket køn offeret har, fuldstændig uacceptabelt, og i Dansk Folkeparti mener vi, at det er vigtigt at arbejde for at nedbryde tabuer på det her område. Jo flere der er åbne om det, og jo mere vi tør tale om det, desto mere oplysning kan der komme ud, og desto flere kan vi hindre bliver ofre for voldtægt.

Mens flere og flere kvinder kommer frem i det danske samfund og betragter sig selv som ligestillede, frygter vi i Dansk Folkeparti, at ligestilling i fremtiden vil volde kvaler for drengene. Jeg har som ligestillingsordfører ofte fået henvendelser fra bekymrede borgere, der frygter for, at drengene i fremtiden bliver taberne i det danske samfund. Mens pigerne ikke har så store problemer med at passe skolen og uddannelsen, er det desværre oftest drengene, der ikke kan passe undervisningen og falder fra i uddannelsessystemet. Det er en trist tendens. I Dansk Folkeparti mener vi, at denne tendens kan vendes ved at tilrettelægge undervisningen på en måde, så også drengene kan sidde stille og få noget ud af undervisningen. Vi mener, at der bør implementeres mere fysisk aktivitet i skolen, så drengene hver dag kan komme ud og brænde deres krudt af. Det kunne være på skolens fodboldbane, eller de kunne prøve kræfter med tovene i gymnastiksalen, sådan at drengene bagefter er klar til at modtage undervisning, ikke sidder uroligt på stolene og dermed har mere lyst til at lære og til syvende og sidst gennemfører deres skolegang. Det er i alles interesse.

Vi også noteret os, at ligestillingsministeren er opmærksom på denne problematik og derfor agter at forelægge initiativer på området.

Der er nogle bemærkninger. Den første er fra fru Pernille Vigsø Bagge.

Tak. Jeg var jo meget glad for at høre, at ordføreren bekymrede sig rigtig meget for homoseksuelles rettigheder, og altså også, at ordføreren var meget bekymret for drenge og mænd.

Men hvordan harmonerer ordførerens tale om homoseksuelles rettigheder og mænds rettigheder med, at Dansk Folkeparti i sidste uge ikke ville stemme for, at homoseksuelle i Danmark kunne adoptere? Det er noget, der i særdeleshed går ud over homoseksuelle mænd, som jo så ikke er ligestillet med resten af samfundet. Det er et rigtig stort problem, at sådan et forslag ikke kan gennemføres med stor opbakning i Folketingssalen, men med stor modstand fra Dansk Folkeparti, når vi så i dag hører det modsatte: at man skal kæmpe for homoseksuelles rettigheder og ligestilling i samfundet.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, som fru Pernille Vigsø Bagge siger, at Dansk Folkeparti netop kæmper for homoseksuelles rettigheder. Vi synes, det er fuldstændig uacceptabelt og intolerant, at man i 86 lande i verden har forbudt homoseksuelle at have den seksualitet, de nu engang har. Vi synes, at det er intolerant, og vi mener, at man fra Udenrigsministeriets side og fra ligestillingsministerens side bør bekæmpe det til det yderste. Vi tager dyb afstand fra det.

Med hensyn til homoseksuelle i Danmark er det her frit at være homoseksuel, og gud ske tak og lov for det. Men det betyder jo ikke, at man på alle områder i det danske samfund skal indrette forholdene efter ens seksualitet. Det er nu engang også sådan, at der er nogle andre holdninger på det her område og nogle andre perspektiver, som vi er nødt til at tage hensyn til. Dansk Folkeparti stemte nej til det forslag, der i sidste uge lå om homoseksuelles mulighed for at adoptere. Det gjorde vi, fordi vi mener, at familien her skal være i centrum. Vi mener, at et barn har krav på en mor og far.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Tak. Så vi kan altså konstatere, at det er fuldstændig hul tale og tom snak, når man taler om lige rettigheder for homoseksuelle, der ikke skal diskrimineres på grund af deres seksualitet. Det skal de så i Danmark, for vi forfølger dem ikke hen over Christiansborg Slotsplads, men det er så i øvrigt i orden på alle mulige andre måder at diskriminere dem i forhold til heteroseksuelle mennesker i vores samfund. Det lyder altså som den største selvmodsigelse og som noget af det mest dobbeltmoralske, man nogen sinde har hørt fra Folketingets talerstol: I Danmark - fordi det ikke er forbudt at være homoseksuel - er det helt i orden og legalt at diskriminere folk på baggrund af deres seksualitet. Det er det, Dansk Folkepartis ordfører mener.

Ordføreren.

Dansk Folkeparti mener, det er uacceptabelt at diskriminere personer på baggrund af deres køn. Det er også derfor, at vi bl.a. går stærkt imod de der hate crimes, som vi oplever i det danske samfund. Det er derfor, vi går imod, at man i flere lande - 86 lande - verden over forbyder homoseksualitet.

Når det så er sagt, vil jeg også sige, at det altså ikke er en menneskeret at få børn. Det er ikke en menneskeret at bringe børn til den her verden og blive forældre. Derfor prioriterer vi i Dansk Folkeparti også barnets ret først. Vi mener, at et barn har ret til en mor og en far, fordi et barn nu engang kommer til verden og skal præges af både en mand og en kvinde. Det har det behov for, og derfor sætter vi barnets rettigheder først.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg vil starte med at sige til ordføreren, at jeg såmænd også tror, at pigerne i den danske folkeskole ville synes, det var dejligt med lidt mere fysisk aktivitet. Jeg synes, det er et udtryk for et ret gammeldags syn på drenge og piger og på køn at sige, at nu skal drengene ud at svinge sig i tovene, for det har de brug for. Jeg tror faktisk, det ville være rigtig godt, hvis pigerne også fik lidt mere idrætsundervisning og flere muligheder for idræt.

Men årsagen til, at jeg markerede, var, at ordføreren åbenbart er meget interesseret i Tyrkiet og er meget fortørnet over, at et land, som søger optagelse i EU, har problemer med ligestilling. Så vil jeg bare lige have ordføreren til at bekræfte, at Tyrkiet er væsentlig bedre til ligestilling på forskningsområdet, end Danmark er. Faktisk er det sådan, at der i Danmark er under 12 pct. kvindelige professorer, mens man i Tyrkiet er oppe på 24-25 pct. Kan ordføreren bekræfte, at man i Tyrkiet er væsentlig bedre til ligestilling på forskningsområdet, end man er i Danmark?

Ordføreren.

For det første vil jeg sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen, at jeg også synes, det vil være rigtig godt, hvis pigerne også har lyst til at deltage i idrætsundervisningen. Det synes jeg selvfølgelig er kanon.

For det andet vil jeg sige, at i forhold til professorer kommer det jo an på, hvordan man definerer ligestilling. For definerer man ligestilling, ligesom Enhedslistens ordfører hernede definerer det, nemlig sådan, at der skal være 50 pct. kvinder og mænd i det danske samfund, lige meget hvor det er, er det jo klart, at Tyrkiet ligger meget højt placeret på ligestillingslisten og Danmark lavt.

Men nu er det jo sådan, at Dansk Folkepartis holdning til ligestilling i Danmark, i det danske samfund, er, at ligestilling ikke handler om procenter. Ligestilling handler om, at mænd og kvinder har lige muligheder. Hvis mænd og kvinder i det danske samfund har lige muligheder for at blive professorer, synes vi i Dansk Folkeparti, at det er fantastisk. Det har de også i det danske samfund. Vi har ikke lovgivning, med hvilken man går ind og vurderer og redegør for, at kvinder skal have dårligere vilkår end mænd. Jeg synes, det er godt, at der ikke er en sådan lovgivning. Det siger noget om, hvor godt, åbent, hjerteligt og ligestillet samfund, vi har i Danmark. Det er jeg rigtig, rigtig glad for og tryg ved.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes, det er mystisk, hvis man glæder sig over, at der er 12 pct. kvindelige professorer, og kalder det et udtryk for et godt, ligestillet samfund. For medmindre man antager, at mænd skulle være markant bedre egnede til at være professorer end kvinder, er det altså et tegn på, at der bliver diskrimineret. Når vi så sammenligner os med de lande, vi normalt sammenligner os med, kan vi se, at man dér er nået væsentlig længere, end vi er i Danmark. Jeg synes, det er sådan lidt patetisk, at ordføreren ikke engang kan indrømme, at der faktisk er punkter, hvor vi er rigtig, rigtig dårlige til ligestilling i Danmark. Et af områderne er forskning, og her er et land som Tyrkiet faktisk bedre end Danmark.

Så vil jeg stille ordføreren et spørgsmål: Jeg kan forstå, at ordføreren går meget op i homoseksuelles rettigheder. Det hænger meget lidt sammen med den måde, Dansk Folkeparti stemmer her i Folketingssalen på. Ordføreren sagde bl.a., at rettigheder ikke skal have noget med seksualitet at gøre. I dag har f.eks. retten til adoption jo noget med seksualitet at gøre, for hvis man er homoseksuel, kan man ikke få lov til at adoptere. Mener ordføreren, at den enkeltes seksualitet er afgørende for, om man er en god forælder?

Ordføreren.

For at svare på det sidste først: Jeg mener ikke, at ens seksualitet definerer, hvorvidt man vil være en god og kærlig forælder. Jeg mener og Dansk Folkeparti mener, at et barn har krav på en mor og far.

Til det med professorerne vil jeg sige, at jeg egentlig synes, at det er en interessant debat, som Enhedslistens ordfører her bringer på banen igen. For det understreger bare, hvilken mærkelig holdning man har til ligestilling rundtomkring på venstrefløjen i det her Folketing: Ligestilling handler om procenter; vi skal alle sammen være ens, vi skal være lige, vi skal alle sammen ligne hinanden, og vi skal alle sammen være repræsenteret ligeligt overalt i det danske samfund. Hvorfor hedder det så ikke, at vi skal være ligestillede, ved at vi har lige muligheder? Hvorfor skal det altid dreje sig om, at vi alle sammen skal være ens, og at vi alle steder rundtomkring i det danske samfund skal have kønskvotering, hvad enten det drejer sig om bestyrelsesposter, universiteter, eller hvor det er? Det synes jeg er en mærkelig holdning at have og et nedværdigende syn på kvindekønnet.

Tak til ordføreren, og herefter er det SF's ordfører, fru Pernille Vigsø Bagge.

Den her ligestillingsredegørelse er faktisk en meget fin ophobning af rigtig mange ligestillingsproblemer i Danmark anno 2009, ingen tvivl om det. Det, man kan være i tvivl om, er, om ligestillingsministeren så også selv har forstået, hvor alvorligt det er for samfundet som helhed, at vi har de her ligestillingsproblemer og -udfordringer.

Jeg synes, at løsningerne mangler. Jeg synes, at handlingerne er halvhjertede. Når der er så mange konkrete og håndfaste og synlige ting, man kunne gøre for at sikre reel ligestilling mellem mænd og kvinder og lige muligheder mellem mænd og kvinder, så er den her redegørelse at forstå som et første skridt på vej til at gå i gang, men der er meget lang vej igen.

Jeg har valgt selv at tage og præsentere nogle af de mere konkrete ting, man kan gøre under de forskellige punkter, hvis man altså har viljen til at lave ligestillingspolitik i Danmark, og det har SF.

Hvad angår ligeløn og pension, synes SF, at der skal nedsættes en egentlig ligelønskommission, hvor der følger penge med til at hæve lønnen på nogle af de dårligst betalte kvindejob. Det er og bliver staten, der sætter penge af til de lønforhandlinger, der sker mellem KL og de ansatte især i kommunerne, hvor de lavestlønnede kvindejob er.

Hvad angår kønsopdelte lønstatistikker, bør vi lave loven om, så den omfatter flere virksomheder og ikke kun en lille del af arbejdsmarkedet, som det er nu med regeringens forslag, som det er strikket sammen. Lad os dog gå tilbage til den lov om lønstatistikker, som vi havde før 2001, hvor der reelt var nogle virksomheder dækket ind.

Hvad angår kvinders pensionsindbetaling, er det ikke for meget forlangt at stille krav til bankerne om et væsentligt oplysningsarbejde, især hvad angår de private pensioner.

Hvad angår barsel, skal vi øremærke en del af barslen til fædrene. Vi foreslår 3 måneder. Og vi har i SF oven i købet et forslag om lønkompensation til fædre, der vil tage længere barsel. Vi synes også, at Den Centrale Barselsfond skal dække selvstændige og freelancere, så det bliver muligt for både mænd og kvinder at starte virksomhed uden at skulle lukke ned eller gå konkurs i forbindelse med familieforøgelse.

Det fører direkte videre til afsnittet om familie- og arbejdsliv. Der er nogle meget fine skemaer i perspektivplanen, som viser, at kvinderne arbejder 1 time mere i hjemmet i snit i døgnet, men de viser ikke, at kvinders og mænds arbejde i hjemmet er vidt forskelligt. Kvinderne tager de ufleksible opgaver i hjemmet, mens mænd gør de ting, som kan henlægges til fritiden, i weekenderne osv.

Kvinderne påtager sig nemlig især at afhente børn i daginstitutioner, og derfor er det også så mærkeligt, at handlingsplanen ikke lægger op til at følge nogle af de 35 forslag, som Familie- og Arbejdslivskommissionen barslede med for et par år siden, i høj grad i virkeligheden rene ligestillingsforslag.

Der er jo sat en klatskilling af fra regeringens side til at afskaffe lukkedagene i kommunernes daginstitutioner, og alligevel er de lukkedage sammen med reduceret åbningstid i høj grad stadig væk medvirkende til, at kvinder arbejder mindre, tjener mindre, har færre karrieremuligheder osv. Det er også derfor, at SF har afsat 450 mio. kr. i vores økonomiske plan til helt at skaffe os af med de tendenser, der er til, at daginstitutionerne i det her land lukker i utide.

Vi foreslår også tilskud til hjemmeservice til børnefamilier, til familier med børn under 14 år.

Hvis man vil have kvinder i ledelse, kan man med stor fordel over en afgrænset årrække indføre kvoter. Det har SF foreslået, og vi ved, at det virker.

Så er der det med mænd og de helt særlige problemer, der er forbundet med drenge og mænd; at de helt unge drenge ikke får en ungdomsuddannelse, at mænd ikke kan tåle at blive skilt, at de ikke kan tåle at miste deres job, og at det primært er mænd, der sidder i fængsel, at det ofte er mænd, der slår deres partner, eller slår en tidligere partner ihjel, at det er mænd, der er i krig og får traumer, og at de mænd generelt dør tidligere end kvinderne. Det er alt sammen meget relevante spørgsmål, som selvfølgelig vil gøre det meget relevant at sætte gang i en seriøs maskulinitetsforskning herhjemme.

I SF vil vi også gerne, som vi tidligere har drøftet i dag, have et ligestillingsudvalg og en uafhængig ligestillingsinstans, som EU har pålagt os.

Der er et hav af konkrete tiltag, man kan tage for at øge ligestillingen i det her land samfund. Der er så meget, vi fra Folketingets og ikke mindst fra regeringens side kunne gøre, hvis bare man havde en reel vilje til at lave ligestillingspolitik og ikke lave problemformuleringer, som perspektivhandlingsplanen tidligere i dag er blevet kaldt. Den er en meget fin opbremsning af de udfordringer, vi har, men skitserer altså ikke, hvad det er for konkrete ting, man kan gøre for at gøre en forskel.

Så kære minister: Kom nu ind i kampen. Vi kan ikke blive ved med at stå her år efter år og diskutere redegørelser, som er baseret på genbrug - fine skåltaler, men ingen reel handling.

Tak til ordføreren. Herefter er det den konservative ordfører fru Helle Sjelle.

Vi Konservative takker også ligestillingsministeren for hendes redegørelse, og samtidig hilser vi den fremadrettede handlingsplan, som redegørelsen også indeholder, velkommen.

Her i landet må vi sige, at vi er nået rigtig langt på ligestillingsområdet, men der er stadig væk også mange problemer, mange udfordringer, som vi er nødt til at se nærmere på, hvis mænd og kvinder skal have samme muligheder for at leve det liv, som de gerne vil, og det mener vi at mænd og kvinder her i Danmark skal. Det kræver en indsats her i Folketinget, men det kræver i endnu højere grad, at ligestillingsministeren og hendes medarbejdere fortsætter og udbygger den gode indsats, som man allerede yder.

Mange af de problemer, vi står over for, kan nemlig ikke kun løses ved hjælp af endnu mere lovgivning. Udfordringerne skyldes i vid udstrækning også holdninger og traditioner, og dem ændrer man ikke bare med et snuptag, dem ændrer man bl.a. med gode argumenter og oplysning, og det synes jeg også at redegørelsen rummer nogle gode eksempler på.

Som jeg ser det, kan de 15 målsætninger fra ligestillingsredegørelsen opdeles i 5 udfordringer, som vi i det kommende års ligestillingsarbejde bør søge at løse.

En første udfordring er den manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Den uforklarlige lønforskel mellem mænd og kvinder, de få mænd på barselorlov og den lave erhvervsfrekvens for indvandrerkvinder er alle væsentlige problemer, som vi ikke kan sidde overhørig. Derfor sætter vi også stor pris på f.eks. Barselfonden, der gerne skulle hjælpe kvinderne på arbejdsmarkedet, men også gerne være med til at sikre, at flere mænd tager barselorlov i længere tid. Som noget sidste mangler vi dog at udvide Barselfonden til også at omfatte selvstændige, hvilket forhåbentlig sker inden længe.

Men derudover mener vi Konservative ikke umiddelbart, at mere lovgivning eksempelvis om kvindekvoter i aktieselskabers bestyrelser er vejen frem. Derimod går vi ind for kønsopdelte lønstatistikker, håndbøger til virksomheder, et korps af rollemodeller og bedre muligheder for kvindelige iværksættere for blot at nævne nogle eksempler på, hvad man også kan gøre.

Det er alle initiativer, som ligestillingsministeren nævner i sin redegørelse, og som vi bakker fuldt ud op om. Målet er at overbevise virksomhederne om, at flere kvindelige ledere betaler sig. Det viser ny forskning, men målet er også at overbevise kvinderne om, at de skal være bedre til at kræve højere løn, når de er til lønforhandling. Vi tror i højere grad på gode argumenter frem for tvang for at skabe ligestilling på arbejdsmarkedet.

En anden udfordring er Danmarks temmelig kønsopdelte uddannelser. Som det fremgår af redegørelsen, har 40 pct. af befolkningen uddannet sig inden for fag, hvor enten mænd eller kvinder er i overtal. Det forhold er der god grund til at ændre på, fordi manglende ligestilling på uddannelsesområdet fører til manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Det er bedre vejledning til unge om deres uddannelsesvalg og samtaler med universiteterne om deres rekrutteringsstrategier gode metoder til at råde bod på, men det skal være en konsekvent og helhjertet indsats.

Ud over vejledning inden for uddannelsessystemet kommer vi heller ikke uden om, at familien spiller en vigtig rolle for de unges valg. Familierne bør derfor bakke deres døtre og sønner op, så de ikke føler sig presset til at træffe kønsstereotype valg.

En tredje udfordring er, at kvinder i langt mindre omfang end mænd deltager i det lokalpolitiske liv, og at særligt indvandrerkvinder næsten ikke deltager i foreningslivet. F.eks. er kun ca. 27 pct. af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer kvinder, og det tal har stået stille i rigtig mange år. Det er ikke godt nok. Kvinder bør naturligvis også have indflydelse på de mange beslutninger med betydning for hverdagslivet, som lokaldemokratiet træffer.

Som ligestillingsordfører har jeg bl.a. også nævnt det i mit parti, og jeg har også udsendt den pjece, som ligestillingsministeren er kommet med bare for at give nogle gode råd til de mennesker, som i øjeblikket er ved at opstille mennesker og lave listerne til vores kommunalvalg. Så må vi jo håbe, at der kommer noget ud af det. Men nu må vi jo se. Jeg synes, at der ikke er nogen tvivl om, at vi politikere naturligvis bør gå forrest og se vores egne partier efter i sømmene med hensyn til ligestilling.

En fjerde udfordring er, at mange kvinder her i Danmark endnu ikke oplever ligestilling i deres nære relationer. Det bør der være, og jeg vil gerne understrege, at det bør der også være uanset kultur og tradition og etnicitet. Der er ikke nogen tvivl om, at efter vores opfattelse bør kvinder have mulighed for at opleve ligestilling, når de er her i landet.

Derudover må vi også sige, at der er tusindvis af kvinder, der årligt bliver udsat for vold fra deres partner. På det område er oplysning og gode argumenter bare ikke nok. Her spiller også politiet en vigtig rolle, og de er heldigvis blevet styrket i deres indsats ifølge den nye lovgivning. Men indsatsen skal gå på to ben, og det andet ben er bedre hjælp til kvinder, der er på vej ud af et voldeligt forhold.

Et andet stort problem, vi også står over for, og som vi heller ikke kommer uden om, er handel med kvinder. Det er afskyeligt, og vi bør sætte alle kræfter ind for at stoppe det. Men det kræver også, at vi samarbejder med verden omkring os, at vi samarbejder med i EU samt samarbejder med de lande, som de handlede kvinder stammer fra.

En femte og sidste udfordring er, at ligestillingen i mange udviklingslande er helt fraværende. Mens mænd og kvinder herhjemme er blevet mere og mere lige, er det i mange tilfælde ikke det samme i udviklingslandene. Klimaforandringerne f.eks. vil i fremtiden gøre disse kvinder endnu mere sårbare, end de er i dag.

Også andre og mere akutte problemer trænger sig på. Over en halv million kvinder dør hvert år på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet, mange som følge af illegale aborter, som kvinderne tvinges ud i bl.a. på grund af manglende adgang til prævention. De kvinder må have bedre adgang til redskaber, der gør dem i stand til frit at vælge. Det har også stor betydning for udbredelsen af hiv og aids. Derfor er det essentielt, at vi her i Danmark også vender blikket udad og ikke kun fokuserer på ligestilling i Danmark. Kvinderne i udviklingslandene fortjener nemlig, at vi gør vores allerypperste for at gøre deres liv blot en lille smule mere tåleligt.

Der er således alt i alt mere end rigeligt at tage fat på. Vi Konservative ser derfor frem til et godt samarbejde med ligestillingsministeren om det fremtidige ligestillingsarbejde.

Tak til ordføreren. Herefter er det den radikale ordfører, fru Lone Dybkjær.

Jeg vil da også godt takke ligestillingsministeren for redegørelsen. Jeg er måske knap så begejstret, som Venstres ordfører var, for det var sådan nogle meget konkrete mål, ligestillingsministeren havde sat.

Jeg synes som sagt - undskyld, at jeg gentager det, men det er meget hyggeligt, når man taler til ministeren, at ministeren har en chance for at høre det - at det er nogle meget overordnede mål, der er i redegørelsen, f.eks. at sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv skal være både kvinders og mænds ansvar. Det kan vi jo sådan set være enige om. Jeg har bare den klare opfattelse, at den eneste måde at nå det på er, at man skaber en større grad af ligestilling, når det drejer sig om barselorlov, ved at give øremærket barselorlov til mænd.

Men jeg skal i øvrigt ikke gentage det, en række af oppositionsordførerne - eller i hvert fald de to, der har været indtil nu - har været inde på, for jeg deler sådan set deres bemærkninger. Jeg skal nu koncentrere mig om et par andre emner.

Jeg synes i virkeligheden, at ministeren burde takke KL, Thor Pedersen og de andre mænd, der har været modstandere af ministerens lovforslag, for det giver ministeren en profil, som jeg måske synes er lidt overdrevet. Jeg synes ikke, at der sker helt så meget på ligestillingsområdet, som jeg kunne ønske, men her fik ministeren en profil.

Kommunerne, KL, vil afskaffe indstillingerne, for de udnævner naturligvis den mest kompetente, og de vil i øvrigt også afskaffe redegørelserne. Og den med, at man udnævner de mest kompetente og der så tilfældigvis ikke er nogen kvinder, har vi jo ligesom hørt før på det statslige område. Men jeg vil egentlig stoppe den her og bare sige, at jeg synes, vi skal have et samråd med ministeren om de her spørgsmål og selvfølgelig også diskutere, om der er nogle ting, spørgeskemaer og sådan noget, som kan gøre det mindre kompliceret, når KL og kommunerne ikke kan finde ud af det. Men det er en sag for sig. Jeg synes alligevel, det er fantastisk, at man i 2009 mener, at man kan argumentere med, at man selvfølgelig indstiller den mest kompetente. Sandheden er jo selvfølgelig, at man ikke sikrer, at der er kompetente kvinder.

Men jeg vil så godt tage en anden ting op, også i forbindelse med KL, og det er så kvindernes placering på ledelsesposter i hele det kommunale system; ministeren har det jo selv med i sin redegørelse. Det er meget sølle: Der er syv-otte kommunalbestyrelsesmedlemmer, og det til trods for, at vi lagde kommunerne sammen, og at vi ved, at der var mange kommunaldirektører, der i den sammenhæng gik af. Vi, ligestillingsordførerne, havde faktisk for et par år siden et møde med KL og sagde, at det måtte kunne lade sig gøre at få mere end syv-otte borgmestre i fremtiden. Det kunne det ikke, og hvorfor? Fordi kvinderne ikke er der, hvorfra personerne til topposterne rekrutteres. Det er f.eks. i direktionerne i de enkelte kommuner, der er i størrelsesordenen 16 pct. kvinder. Der er ikke kvinder i dem, og man rekrutterer ikke fra de øvrige ledelsesposter. Og derfor er der ingen rekruttering til kommunaldirektørerne. Kvinderne er ikke der, hvor man rekrutterer fra.

Hvis det så var det eneste med KL, men nu, vi har diskuteret forskere, er det også interessant, at Aalborg Universitet har lavet en undersøgelse, hvori man konstaterer, at der for så vidt intet er sket i 27 år, når det drejer sig om antallet af kvindelige adjunkter og antallet af kvindelige professorer. Der er 26 pct. kvindelige adjunkter, og der er faktisk et fald, når det drejer sig om antallet af kvindelige professorer, fra 11 pct. til 9 pct. Men det interessante er, at de faktisk finder ud af hvorfor, nemlig fordi kvinderne ikke er der, hvor stillingerne er. For kvinderne er på de humanistiske fag og ikke på de naturvidenskabelige fag, og det er der, stillingerne har været. Og nøjagtig de samme mønstre vil vi finde i en virksomhed som Nykredit, som har været med til en konference, ministeren selv har været på, og hvor man sagde: Kvinderne er ikke der, hvorfra vi rekrutterer lederne. Det er altså ikke nok, at der kommer kvinder ind på arbejdsmarkedet, kvinderne skal også være de rigtige steder - der, hvorfra topledelserne rekrutteres.

En rapport fra McKinsey her for nylig siger, at vi ikke ændrer på det her, medmindre kulturen på ledelsesplanerne ændres. Og med det menes der, at hvis man skal stå til rådighed 24 timer i døgnet, vil kvinderne ikke komme ind på de stillinger. De søger dem simpelt hen ikke, og det gælder selvfølgelig også stillingerne på kommunaldirektørgangene. Kvinderne søger ikke ind, for de kan ikke søge ind, hvis de skal stå til rådighed hele døgnet.

Man kan undre sig over, at det også er tilfældet på almindeligt kommunalt niveau, men det er det altså, og så bliver vi nødt til at kigge på de kulturer. Man undrer sig måske ikke så meget, når det drejer sig om kæmpe virksomheder - og selvfølgelig slet ikke i øjeblikket - men skulle det virkelig være sådan på kommunalt niveau, at kvinderne skulle stå til rådighed bare for at betjene en borgmester eller kommunalt valgte bestyrelsesmedlemmer? Det er altså fantastisk.

Men det er jo ikke meget bedre i den statslige sektor, vil jeg sige til ministeren. Vi har to kvindelige departementschefer, hvorfor? Ja, det kan være Rip, Rap og Rup-effekten, men det kan også være, fordi kvinderne ikke er der, hvor stillingerne er, og så kan det ikke nytte noget, at vi bare kommer med gode ord. Det er også lidt afgørende, at vi spørger: Hvad gør vi så for at få kvinderne placeret der, hvor stillingerne er? Det vil sige, at det kræver et meget aktivt arbejde, hvis vi skal have kvinderne frem.

Nu er jeg så heldig, at der ikke har været noget gult lys. (Anden næstformand (Søren Espersen): Der er 10 minutters taletid). Er der 10 minutter i dag? Nå, det var jeg slet ikke klar over. Så har jeg masser af tid, det er fint.

Så kan jeg gå videre, for det fører mig nemlig til at sige, at vi skal gøre en særlig indsats for at få kvinderne over i de sektorer, hvor stillingerne er, og det kræver jo, at vi analyserer det. Når det drejer sig om f.eks. universiteterne, vil det i meget høj grad også dreje sig om de naturvidenskabelige områder, hvis det er der, stillingerne er. Eller det kan være de økonomiske områder. Og så må vi spørge os selv, hvordan vi får kvinderne derover.

Der har de jo lavet et interessant - siger jeg, for jeg er jo kemiingeniør fra langt tilbage i tiden - eksperiment med en ny undervisningsform på nogle gymnasier, hvor de underviser i kemi på den kvindelige måde. Det vil altså sige, at de tilrettelægger undervisningen sådan, at den også er interessant for kvinderne, og det betyder faktisk, at de får rekrutteret en masse kvinder til nogle naturvidenskabelige fag, som kvinderne normalt ikke tager. Derfor tror jeg, at hvis vi skal komme videre på det her felt, skal vi altså faktisk begynde at kigge på, om vi kan få kvinderne andre steder hen end dér, hvor de er i dag.

Nu var jeg faktisk ikke klar over, at der var 10 minutter. Jeg tror, at vi har været i den vildfarelse, at vi bare havde 5 minutter, men jeg tror alligevel, at jeg vil stoppe her og sige, at hvis vi skal ændre på tingene, er det altså nødvendigt, at vi meget systematisk går ned i de næste lag og spørger, hvad det er, der sker der, for vi kan absolut ikke regne med, at der er nogen form for automatik i det her.

Jeg syntes, det var fint, at ministeren havde en konference om kommunalbestyrelser og den slags, og jeg synes også, det er fint, at man har et udvalg, der kigger på, om tingene har ændret sig omkring kommunalbestyrelserne. Men hvis ikke man går meget ind i, hvornår møderne rent faktisk bliver lagt, hvor lang tid møderne tager, hvad det er for en type job, de skal have, og hvad det er for en aflønning, de skal have, så kan man jo glemme alt om at få mere end de her 25 pct. kvinder ind i kommunalbestyrelserne. De har ikke tiden til det, og ministeren viser jo også udmærket med sine øvrige tal, at så længe kvinderne stadig væk har en større del af omsorgen for familien, bliver der ikke tid til en hel del af det her demokratiske arbejde.

Der er selvfølgelig masser af andre områder, hvor der heller ikke er ligestilling i Danmark. Jeg er jo ikke uenig med ministeren i en række af de her overordnede ting om, at vi skal flere kvinder med indvandrerbaggrund i arbejde, og at vi hverken skal have handel med kvinder eller mænd. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det, og det kræver altså en betydelig større indsats end den, der bliver gjort i dag.

Lad os bare tage et eksempel som handel med kvinder. Det er jo lidt interessant, at vores tre nabolande faktisk har indført en kriminalisering af prostitutionskunder. Jeg siger ikke, at det er det rigtige svar på alting, men jeg spørger mig selv om, hvordan vi overhovedet kan komme sådan et spørgsmål som handel med kvinder til livs, hvis vi tillader, at der er en efterspørgsel. Jeg er egentlig mest optaget af handel med kvinder, fordi jeg synes, at vi må spørge os selv, om vi overhovedet med den holdning, vi har, kan undgå det. Eller skal vi faktisk begynde på en betydelig mere massiv indsats over for mændene og så sige, at det faktisk ikke er i orden at dyrke sex med handlede kvinder?

Det er ærgerligt, at regeringen ikke vil være med til at præcisere i et lovforslag - vi vil genfremsætte forslaget, men først til næste år, kan jeg berolige med - at det skal være forbudt at købe sex af handlede kvinder. Det er det sådan set i dag, men jeg vil alligevel tillade mig at tro, at der er mange mænd, der ikke ved det, og i hvert fald lade tvivlen komme dem til gode og sige, at hvis vi præciserer det i lovgivningen, ligesom regeringen nu har præciseret det med tvangsægteskaber - det er et forslag, vi har haft for lang tid siden - kan det altså være, at vi kan få en ny diskussion om handel med kvinder og sige, at der faktisk også er et ansvar hos de mænd, der går til de handlede kvinder.

Tak til ordføreren. Herefter er det Enhedslistens ordfører, fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Der står rigtig, rigtig mange pæne ord i den redegørelse, vi har fået. Der står mange pæne ord, som jeg ikke tror der er nogen herinde der er uenige i. Problemet med den her redegørelse og med den her såkaldte handlingsplan er bare, at de her pæne ord ikke bliver fulgt op af nogl initiativer til, hvordan vi laver om på den situation, vi står i, nemlig en situation, hvor samfundet i den grad skriger på ligestilling. Grundlæggende mener jeg faktisk, at man kan sige, at vi har at gøre med en regering, der er ramt af en ligestillingspolitisk handlingslammelse - en handlingslammelse, der i den grad gør sig gældende for den redegørelse, vi ser på i dag.

Det er ikke nok - det bliver vi altså nødt til at fastholde - at sige, at man godt kan lide ligestilling, og det er ikke nok, at man siger, at det ville være dejligt, hvis der var ligeløn i Danmark. Man bliver også nødt til at reagere på det. Det er jo heller ikke nok på miljøområdet at sige, at vi ville ønske, der blev udledt mindre CO2. Hvis man mener det, bliver man nødt til at sætte ind og sørge for, at der bliver udledt mindre CO2.

Hovedproblemet er, at regeringen ikke er villig til at bruge de redskaber, der er nødvendige, og at man ikke er villig til at sætte sig nogle ambitiøse mål. Et af de områder, der er beskrevet i den her redegørelse, er, at vi skal have reduceret uligheden mellem mænd og kvinder. Men man sætter sig ikke nogen mål for, hvornår det skal være sket, og hvor mange procent den her økonomiske ulighed så skal reduceres med. O.k., det tør man så ikke, men man kunne da i det mindste komme med nogle forslag til - og ikke bare have et ønske om det - hvordan vi sørger for, at den her økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder bliver reduceret.

Når nu man har et punkt, der hedder, at man vil reducere den økonomiske ulighed, så er det lidt underligt, at man ikke vil bruge de redskaber, der virker. Det, man skriver, er, at man vil overvåge den her udvikling, men man skriver ikke noget om, hvad man vil gøre. Dog vil Skatteministeriet i forbindelse med skattereformen komme med betragtninger om eventuelle ligestillingsmæssige konsekvenser. Det er interessant, fordi vi nu ved, at skattereformen i den grad har kønsmæssigt ulige konsekvenser.

Det er ikke længere til diskussion, at den skattereform, som bl.a. ligestillingsministeren står bag, betyder, at mænd kommer til at tjene markant flere penge på den her reform eller får en gevinst, der er markant større end kvinders. Og så kunne jeg godt tænke mig, at ministeren gik på talerstolen her bagefter og forklarede, hvordan sådan en skattereform hænger sammen med den handlingsplan, man har lavet. Hvordan kan man på den ene side skrive på et pænt stykke papir og med nogle pæne formuleringer, at man gerne vil have, at den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder bliver reduceret, når man så samtidig sidder her i Folketingssalen og foreslår og stemmer for en skattereform, der betyder, at mænd altså får en gevinst, der er dobbelt så stor som kvinders?

Som jeg har sagt i tidligere indlæg, har selv vores finansminister sagt, at det er klart, at når man laver en skattereform, hvor de, der tjener meget, får endnu mere, og vi er i en situation, hvor de, der tjener meget i det her land, er mændene, og de, der ikke tjener så meget, er kvinderne, så vil den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder selvfølgelig blive forøget. Hvorfor bruger man ikke sådan en lejlighed, som der er nu med skattereformen, til i det mindste at sørge for, at uligheden ikke vokser?

Derudover havde man jo faktisk - når nu vi er ved den økonomiske ulighed - en fantastisk mulighed for i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i foråret at sørge for at få mindsket forskellen på mænds og kvinders livsindkomst. For vi ved, at rigtig mange kvinder er beskæftiget på det offentlige område i de såkaldte kvindefag. Vi ved også, at lønningerne her er markant lavere sammenlignet med andre fag; f.eks. er lønforskellen mellem en SOSU og en svejser, som har uddannelser af nogenlunde samme længde, markant, selv om uddannelsesniveauet er det samme. Hvorfor sørger man ikke for at give de her kvindegrupper, som det altså typisk er, et markant lønløft?

Så siger regeringen, at den ikke vil blande sig i overenskomstforhandlingerne. Den er simpelt hen for tynd, for alle og enhver ved, at de penge, der skal forhandles om, altså kommer her fra Christiansborg. Når der er tale om offentligt ansatte, så har regeringen selvfølgelig stor, stor indflydelse på, hvor mange penge der er at forhandle om, hvor stor pengeposen er. Så hvis man ønsker at løfte de offentligt ansatte, de lavtlønnede, som altså typisk er kvinder, så skal initiativet komme herindefra. Det klinger hult, at man skriver, at man interesserer sig for økonomisk ligestilling mellem mænd og kvinder, når man accepterer en ulighedsskabende skattereform, og når man ikke er villig til at afsætte de ressourcer, der kunne gøre, at vi kunne få løftet de offentligt ansatte.

Et andet mål i den her plan er at få fædrene til at tage mere barselorlov. Igen, det er positivt. Man sætter sig så godt nok ikke noget konkret mål, man skriver ikke, hvor meget vi skal rykke os inden 2015. Vil 7,5 pct. af barslen i 2015 være nok, til at man har rykket sig? I dag tager mænd 7,4 pct. af barslen. Kom nu, lidt ambitioner kunne da pynte på debatten og måske få os lidt længere frem. Hvis man altså turde sige: Vi har faktisk et mål om, at inden 2015 skal så og så stor procentdel af barslen tages af mænd. Men o.k., man tør så ikke sætte sig nogle ambitiøse mål, man siger bare: Hvor ville det være dejligt, hvis flere mænd tog mere barsel. Ja, ja, men hvor langt skal vi nå, og hvordan når vi derhen? Igen mangler det konkrete initiativ.

Vi ved, at en øremærkning af barslen virker, vi kan se det i Norge, vi kan se det i Sverige, vi kan se det i Island, vi kan se, at det virker, og vi kan ikke mindst se, at det virker i forhold til at skabe en kultur på de enkelte arbejdspladser, som gør det mere legitimt for fædrene at bede om barsel. Det er sådan set noget af det, som er allermest interessant, nemlig at mændene er meget glade for den her barsel, og at det gør det væsentligt lettere for dem at gå hen og sige: Jeg skal selvfølgelig have min barselorlov. På mange danske arbejdspladser er der en kultur, der hedder: Hvorfor skal du det, du er en mand, det er da en kvindeopgave?

Endnu en gang står vi med et redskab, som man oven i købet har afprøvet i landene omkring os. Vi kan tage de gode erfaringer og igangsætte dem i Danmark, men det tør man ikke gøre.

Det hovedargument, der altid bliver smasket på ligestillingsforslag eller brugt som modargument mod diverse ligestillingsforslag, vi kommer med fra oppositionen, er, at regeringen ikke vil begrænse den enkeltes frihed. Det er også tilfældet i forhold til barselorloven. Man siger, det må være op til den enkelte familie at få den barsel fordelt, og at det ikke er noget, vi skal blande os i herindefra. Hvis vi stod i en situation, hvor der reelt var lige muligheder, så kunne man måske diskutere det.

Problemet er bare, at det der såkaldte frie valg ikke er så frit alligevel, for faktum er, at man i langt de fleste familier står i en situation, hvor far tjener væsentligt mere end mor. Så hvis far skal gå på barsel, kommer familiens samlede indkomst til at falde betydeligt mere, end hvis mor går på barsel. Den faktor bliver man jo nødt til at medregne. Det der frie valg, der altid bliver talt om, er måske ikke så frit, og måske er det ikke så let for de der mænd at gå hen på deres arbejdspladser og sige til deres arbejdsgivere, at de gerne vil have barsel. Alt det kunne vi lave om på, hvis vi turde tage nogle konkrete initiativer.

Forskningsområdet har også været oppe i dag. Dansk Folkepartis ordfører mente ikke, at det var et tegn på manglende ligestilling, at vi har under 12 pct. kvindelige professorer. Det mener jeg nu nok det er, medmindre man går ud fra, at mænd skulle være ekstremt mere kvalificerede til at være professorer, end kvinder er, og at vi har exceptionelt ikkekvalificerede eller dårligt kvalificerede kvinder i Danmark. Det tror jeg ikke der er noget der tyder på. Igen ville man kunne rette op på situationen, hvis man turde handle.

Her har vi faktisk også en situation, hvor man tidligere har haft et konkret initiativ, nemlig det, der hed FREJA-ordningen, der gik ud på, at man afsatte specifikke forskningsmidler til det underrepræsenterede køn. Det var et initiativ, der virkede. Det afskaffede regeringen. Hvorfor? Det er ikke til at forstå. Initiativer, der virker, enten fordi vi har brugt dem her i Danmark tidligere, eller fordi vi kan lære af dem fra de lande, der ligger omkring os, burde vi da indføre.

Så igen vil jeg sige, at det er meget godt skitseret i den her redegørelse, at vi står med nogle store problemer. Det vil sige, at første del af opgaven er sådan o.k. løst, at man altså peger på, at vi har massive ligestillingsproblemer i Danmark. Men anden del af opgaven, nemlig den del af opgaven, der er mindst lige så vigtig, og som går ud på at løse problemerne, er man altså stort set ikke kommet med nogen svar på i den redegørelse fra ligestillingsministeren, vi behandler i dag, og det er beklageligt.

Tak til ordføreren. Ministeren for ligestilling.

Tak for de mange pæne ord. Jeg synes, at debatten afslører, at vi jo meget langt hen ad vejen er enige om, hvad det er for nogle mål, vi har for ligestillingspolitik i Danmark, og det er jo sikkert også en af årsagerne til, at vi er nået så langt, som vi er.

Det er jo noget afgørende nyt i den her redegørelse, at der på 15 områder bliver opstillet nogle konkrete måltal eller mål, og det er jo netop et forsøg på at tage et skridt, som er blevet efterlyst af flere, også under tidligere debatter. Ligestilling bevæger sig ind på andre ressortområder. Det er jo en balance, som ikke er så enkel, og som der ikke bare er en opskrift på. De fleste ligestillingsinitiativer ligger jo rent konkret i Økonomi- og Erhvervsministeriet, i Beskæftigelsesministeriet og i en række andre ministerier, og ansvaret for at tage initiativer ligger der. Konkret har økonomi- og erhvervsministeren jo også taget initiativ til at få antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, altså fordelingen af mænd og kvinder, ind i reglerne for god selskabsledelse. Det er jo et meget smukt eksempel på, hvordan man ude i de enkelte ressortministerier tager nogle initiativer, der kan fremme ligestillingen. Og det er jo den tanke, der bliver forfulgt her.

Jeg gerne vil takke de øvrige medlemmer af regeringen for, at de har committet sig på at gå ind i det her arbejde. De har jo været med til at opstille nogle målsætninger, hvor det så hen ad vejen bliver vurderet, om vi så også bevæger os i den retning, de har stillet i udsigt. Det er jo altid noget, der kan være besværligt. Det er svært at forudse alle de forhold i tilværelsen, som kan påvirke vilkårene for, at man så også kan nå de mål: at flere drenge med indvandrerbaggrund kan få en uddannelse, at flere mænd tager barselorlov, at færre kvinder bliver ramt af vold, og hvad der ellers er af rigtig gode initiativer, synes jeg, i de 15 målsætninger.

Det er jo et eksempel på det, som er et vigtigt instrument, og som med et lidt klumpedumpet ord hedder kønsmainstreaming, altså det, at hensyn til køn ligesom skal medtænkes og indarbejdes i, jeg havde nær sagt alle livets forhold - eller i hvert fald i de forskellige ministeriers arbejde.

Det er også baggrunden for, at jeg sammen med udviklingsministeren, fru Ulla Tørnæs, har taget initiativ til at sætte sammenhængen mellem køn og klima på dagsordenen. Det var sådan lidt et tema, der kunne få flere til at tænke, at det er lige lovlig langhåret, er der virkelig en sammenhæng? Det tænkte jeg også selv, ved jeg. Det viste sig jo så, at det var der i allerhøjeste grad. Vi havde en utrolig interessant konference - nej, det var nok nærmere et arbejdsseminar - med folk fra flere af de nordiske lande, der arbejdede med klima. Der kunne vi se, at noget, man også kunne have med som grundlag for en udviklingspolitik, hvis kvinder i tredjeverdenslande skulle hjælpes til at få mere ligestilling, var nogle af de ting, der vedrørte klima - de lande blev især ramt af oversvømmelser og af nogle af de naturkatastrofer, der har været, og det påvirkede i langt højere grad kvinders livsvilkår end mænds.

Vi er nået rigtig langt med ligestillingen, og her er så nogle vigtige og konkrete mål for, hvordan vi kommer videre. Jeg vil godt sige til fru Lone Dybkjær, at - lige et øjeblik, nu kan jeg simpelt hen ikke finde den seddel, og det må fru Lone Dybkjær undskylde; der var ellers en pointe, jeg ville tage op, men måske er jeg så heldig, at fru Lone Dybkjær … nej, her var sedlen, undskyld.

Det var med hensyn til spørgsmålet om rekruttering, hvad der er meget rigtigt. Jeg er meget enig i, at det ikke nytter noget at snakke løsrevet om antallet af kvinder eller for den sags skyld mænd i ledelse, hvis der ikke er kvinder i det lag, man rekrutterer fra. Derfor er det jo så utrolig vigtigt hele tiden at sige: Hvad er det for en proces, der skal sættes i gang, lige fra at kvinderne søger ind på nogle bestemte uddannelser, som igen giver job, der igen osv.?

Det er også vigtigt, at man er opmærksom på den proces, der skal være med til at sikre, at kvinderne kommer derhen, hvor de bliver set som lederemner. Det er faktisk hele tankegangen i chartret for kvinder i ledelse, som over 60 virksomheder nu har tilsluttet sig. Der skal man forpligte sig til 7 målsætninger, som bl.a. indebærer, at man medtænker det i hele rekrutteringen, i efteruddannelsen osv., og det bliver jo rigtig, rigtigt interessant at se, om det så bidrager til, at man flytter sig i den rigtige retning. De virksomheder, der ligesom har været foregangsvirksomheder, bl.a. Nykredit, har jo virkelig fået gang i en rekruttering, som ikke bare betyder, at det kan ses i det øverste ledelseslag, men som også har smittet af på hele organisationen. (Ministeren rømmer sig) Jeg har ikke noget vand her, så derfor må jeg lige stå og rømme mig lidt.

Chartret for kvinder i ledelse er i øvrigt et af de eksempler på nogle af de initiativer, der er blevet taget i året, der er gået. (Ministeren får et glas vand) Tak skal du have.

Vi kan også se, at nogle af de initiativer, der tidligere er taget, nu for alvor er begyndt at give resultater, f.eks. indsatsen for at begrænse eller nedbringe antallet af kvinder, der er udsat for partnervold, hvor antallet er faldet fra 41.000 til 28.000. Tilsvarende er antallet af børn, der vokser op i de familier, faldet fra 29.000 til 22.000. Og det er jo opmuntrende. Der er også sat initiativer i gang om begrænsning af kærestevold - vi kan se, at vold i parforhold blandt helt unge faktisk er et alvorligt problem - og der har jeg inddraget grupper af unge til at rådgive om, hvad der skal til.

Apropos det, som fru Lone Dybkjær rejste omkring rekruttering, så er der lavet en guide til pædagoger i børnehaver og andre børneinstitutioner. Jeg tror også, at det var en af de sider af ligestillingsdebatten, som fru Lone Dybkjær nævnte sidste år, da vi havde den her debat. Dengang sagde jeg også, at jeg var meget enig. I mellemtiden er den her guide altså kommet, og der er tilsvarende kommet en børnebog. Der kan man måske sige: Ha ha, en børnebog, skal det virkelig være noget, der batter i ligestillingen? Men den er faktisk blevet ret godt modtaget, og jeg kan se, at når man sådan deler den ud til forældre eller bedsteforældre, er de ret begejstrede for den. Man skal jo ikke undervurdere det, at man har noget til ligesom at bringe nogle bestemte temaer på banen i forhold til børn. Men det med guiden til pædagogerne er også noget, der er vigtigt.

Noget af det, jeg går i gang med i det år, der ligger foran os, er også nævnt i redegørelsen. Her den 1. april går jeg i gang med en rettighedskampagne i forhold til kvinder med indvandrerbaggrund. Der er lige kommet en rapport, der hedder »At være muslimsk kvinde i Danmark«, som jeg kan anbefale på det varmeste - den ligger på ministeriets hjemmeside - for den giver et indblik i en verden, vi ikke kender så meget til, og giver os dermed også en oplevelse af, hvad det er for nogle opgaver, vi står over for, for at sikre alle kvinder i Danmark ligestilling. Det er jo en større gruppe kvinder med indvandrerbaggrund - med muslimsk baggrund - der selv fortæller om deres tilværelse, deres drømme og forhåbninger, om uddannelse og et liv, hvor de selv bestemmer, og så de barrierer, som de oplever. Så jeg synes, det er et rigtig godt værktøj, der er lavet med respekt for de kvinder, som det handler om.

Jeg synes, der er mange ting i gang, og vi kan på det eurobarometer, der er lavet, jo aflæse, at vi også er nået langt i Danmark. Men vi er jo også enige om, at der så er en række forhold, der stadig væk i høj grad er brug for at tage fat på.

Der er en enkelt, der har markeret for en kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe.

Først vil jeg sige tak til fru Karen Jespersen for redegørelsen, perspektiv- og handlingsplanen. Noget af det, som jeg vil spørge ind til, og som ikke er en del af regeringens handlingsplan, handler om både kvinder og mænd, der oplever at blive udsat for voldtægt. Det er sådan i dag, at der er mange mennesker i det danske samfund, som oplever at blive udsat for voldtægt, og her er en meget, meget stor andel kvinder. Det er sjældent, det bliver anmeldt, det sker i cirka et ud af ti tilfælde, og heraf er det kun en tiendedel, som rent faktisk kommer for en domstol. Det betyder, at gerningsmænd gang på gang kan rende rundt i det danske samfund og voldtage kvinder, vel vidende at den frygtelige gerning, som de har begået, højst sandsynligt ikke vil have nogen som helst konsekvens for dem.

Jeg vil gerne høre ministeren, om ministeren har nogen ligestillingsmæssige holdninger til netop det her, og om man fra regeringens side vil gøre meget mere for at sikre, at den her ulighed bliver ophævet, og at voldtægtsofre kan være sikre på, at de kan få sagen for en domstol.

Man skal huske benævnelsen ministeren eller ministeren for ligestilling.

Ministeren.

Det er klart, at voldtægt er et ekstremt vigtigt emne, for ligesom det er tilfældet med prostitution og vold mod kvinder, ligger der for mig at se i voldtægten et bestemt kvindesyn, som er - ja, jeg behøver ikke at stå og trampe rundt i det - en nedvurdering og tingsliggørelse af kvinder. Så det handler både om de konkrete kvinder, som bliver voldtaget og har en oplevelse, som de jo ofte er mærket af i meget lang tid eller resten af livet, og også om en måske mere udbredt holdning til kvinder.

Det er jo ellers normalt et område, som ligger under Justitsministeriet, men sådan er det netop i mange ligestillingsspørgsmål. Jeg skal mødes med justitsministeren, nu kan jeg ikke huske, om det er i morgen eller i overmorgen, om vores fælles berøringsflader, og der vil jeg således inspireret tage det med og lige snakke med ham om, hvordan status egentlig er, og bruge det som en anledning til at tænke over, om vi kan tage nogle initiativer for at få det sat på dagsordenen.

Vi ved f.eks. også fra Sverige, at der er meget, der tyder på, at der er en vækst i antallet af voldtægter derovre, så det er ikke noget, man bare regner med er på retur og på vej ud af vores moderne samfund - desværre ikke.

Fru Marlene Harpsøe.

Jeg er meget positiv over for, at ministeren for ligestilling vil tage det her med og drøfte det med justitsministeren. Og til yderligere inspiration kan jeg fortælle, at vi i Dansk Folkeparti går ind for at indføre det begreb, der hedder uagtsom voldtægt, og jeg vil gerne lade inspirationen flyde herfra og op til ministeren for ligestilling, så ministeren kan tage det op med justitsministeren.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne lige stille ministeren et spørgsmål om hate crimes begået mod homoseksuelle. Hvorfor står der ikke noget om det i regeringens handlingsplan? For det er jo også et rigtig, rigtig vigtigt område, og vi skal sørge for, at homoseksuelle ikke bliver overfaldet på baggrund af deres seksualitet.

Ministeren.

Man kan sige, at der jo er forskellige aspekter af ligestilling eller mangel på ligestilling i vores samfund, som ikke er berørt her, og det afspejler jo nok, at det traditionelt er en redegørelse om mænds og kvinders ligestilling. Men det andet er jo vigtigt, og selv om det ikke ligesom umiddelbart lå inden for min ressort, har jeg holdt et møde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, og vi blev der enige om, at de også via noget materiale skulle prøve at give et overblik over, hvad de havde af viden om hate crimes, og så skal jeg snakke med dem igen. Så det er noget, jeg er opmærksom på.

Fru Yildiz Akdogan for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil gerne stille et spørgsmål til ligestillingsministeren vedrørende nydanske kvinder. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ministeren, når vi diskuterer ligestilling, ofte har tendens til ensidigt at fokusere på nydanske kvinder, men når vi ser på, hvordan den generelle situation ser ud for, lad os bare sige, alle Anna'er her i landet, viser det sig som sagt, at under 10 pct. af bestyrelsesposterne er besat af kvinder; der er stadig væk en meget stor ulighed med hensyn til arbejdsforholdene; der er stadig væk flere kvinder, der tager barselorlov - der er slet ikke nogen lighed i ordets bogstaveligste forstand.

Så tænker jeg, at når situationen ser sådan ud for alle Anna'er i landet, hvordan skal så alle Aisha'er - altså kvinder med nydansk baggrund - dog kunne få nogle rollemodeller, så de kan se, at det godt kan betale sig, at det godt kan lade sig gøre at skabe ligestilling? Der kan jeg allerede se et brud. Der må jo også være nogle rollemodeller at se op til, og det er der ikke.

Jeg vil egentlig gerne høre, hvad ministeren konkret mener vedrørende arbejdsmarkedet, for jeg synes stadig væk, at den her handlingsplan er meget vag og meget ukonkret. Hvis man nu skulle tage arbejdsmarkedsforholdene, synes ministeren så f.eks., at det er en god idé med en hjemmeserviceordning, så man ad den vej kunne få flere nydanske kvinder ud på arbejdsmarkedet?

Ministeren.

Jamen jeg oplever, at der i Beskæftigelsesministeriet og Integrationsministeriet bliver taget utrolig mange initiativer, der netop har til formål at sørge for, at kvinder med indvandrerbaggrund kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg vil meget, meget gerne forsøge at skaffe et overblik over de initiativer til ordføreren.

Fru Yildiz Akdogan.

Jamen jeg synes ikke, at man ud fra den her handlingsplan kan se, at der er noget helt konkret. Der er igen noget om information, og så har man givet nogle midler til nogle foreninger, og så er der en eller anden kortlægning. Vi ved jo godt, at arbejdsmarkedet er et relevant område, når det handler om at få flere kvinder ud og være aktive i samfundet, men der er ikke nogen konkret indsats i forhold til arbejdsmarkedet.

Jeg vil gerne høre, hvad ministerens holdning f.eks. er til et forslag fra Socialdemokratiet om en hjemmeserviceordning. Det kunne måske få nogle flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Hvad synes ministeren om det? Det er da et meget konkret… (Velfærdsministeren (Karen Jespersen): Undskyld, jeg kunne ikke høre, hvad forslaget gik ud på.) Hjemmeserviceordningen - så vi kan få vores nydanske kvinder ud på arbejdsmarkedet.

Det er et konkret bud. Det er ikke bare en eller anden målsætning om, at man så nedlægger nogle puljer og giver nogle foreninger nogle midler, der kan sætte nogle debatter i gang. Det rykker jo ikke rigtig. Det er selvfølgelig en måde at starte debatten på, men der er ikke konkrete initiativer i den her handlingsplan, og det er måske det, jeg savner allermest. Så jeg vil gerne høre, hvad ministerens svar er til det her konkrete bud, som Socialdemokraterne kommer med.

Ministeren.

Jeg har sådan set svært ved at se, at en hjemmeserviceordning specielt skulle kunne skaffe flere job til kvinder med indvandrerbaggrund. Mig bekendt har der da netop været en del ledige ufaglærte job og job i rengøringsbranchen, så jeg oplever sådan set ikke, at det er i forbindelse med mangel på job, barrieren ligger.

Der er mange andre forhold, der også gør sig gældende. F.eks. lavede Danmarks Radio på et tidspunkt en undersøgelse, der viste, at der også var mangel på aktiv interesse for de job blandt kvinderne. Den hed »Er du ikke lidt solbrændt!«, og den kan anbefales på det varmeste. Der er det jo netop meget interessant - jeg står sådan set og snakker til fru Yildiz Akdogan, og nu får man jo altid som minister at vide, at man skal høre efter, så jeg kunne godt være fristet til at sige det samme til ordføreren - for man kan sige, at der dér peges på nogle andre barrierer end dem, man er vant til at høre om. Der var nogle, der regnede med, at det var a piece of cake - der var nogle ledige job og nogle ledige kvinder, og dem sørgede man bare lige for blev forbundet med hinanden. Så jeg oplever ikke, at det er det, der er problemet.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Jeg vil lige starte med at samle op, hvor vi slap. Det gode ved at indføre f.eks. hjemmeserviceordninger ville jo være, at man samtidig med at købe nogle kvinder lidt ud af hjemmene - i stedet for at de skal gå hjem og gøre rent og vaske op, samtidig med at de har et fuldtidsjob - f.eks. kunne få flere indvandrerkvinder i beskæftigelse ved netop at indføre hjemmeserviceordninger. Så kunne man slå to fluer med ét smæk på det her område.

Jeg vil egentlig gerne ind på noget helt andet, og det er for at følge op på det her med ligeløn. Der ved vi, at det med uligelønnen - selv om mænd og kvinder i dag har ens uddannelsesniveau - ofte er sådan, at uligelønnen og livsindkomsten starter med at blive forskellig, når kvinden bliver gravid.

Et af vores forslag hos Socialdemokraterne er, at vi skal have 12 ugers øremærket barsel. Det ved jeg godt at ministeren ikke nødvendigvis er enig i, men kunne det ikke også være en god idé, hvis vi indførte barsel for eksempelvis iværksættere og freelancere?

Ministeren.

Altså, et forkert argument bliver jo som bekendt ikke mere rigtigt af at blive gentaget. Jeg mener, der er klare indicier for, at det ikke er mangel på ufaglærte job, der gør, at kvinder med indvandrerbaggrund ikke er i arbejde, men at der i høj grad også - med streg under også - er en række andre barrierer.

Med hensyn til ligeløn rinder det mig i hu, at der er en kommentar eller en kronik i Berlingske Tidende i dag, hvor netop fru Julie Rademacher bliver kaldt betonsocialist. Det er en ung statskundskabsstuderende, der skriver: Fri mig for alt det der statsdirigerede ligestilling.

Man tror, det er noget, som kan komme oven fra via lovgivning og blive trukket ned over hovedet på kvinderne. Det er noget af det samme med øremærket barselorlov til mænd, hvor man kan sige, at der jo er et stort flertal af kvinder, der siger, at de faktisk gerne selv vil have lov til at bestemme, hvordan de fordeler barselorloven. Og det er jo en af grundene til, at også jeg ikke synes, det er en god idé, at vi skal ind og lovgive.

Fru Julie Rademacher.

Nu er det jo sådan, at jeg gerne vil starte med at takke ministeren for, at der er nogle kvinder og mænd, der i generationer har kæmpet for, at vi, de nye generationer, skulle få et højt uddannelsesniveau. Så jeg er stolt over at være statskundskabsstuderende i dag, til trods for at min far er lastbilchauffør og min mor er dagplejer. Det er jeg rigtig stolt af. Det er jo netop det, man har kæmpet for i mange generationer.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at følge op og sige om det med lovgivning, at vi bare vil lovgive - det er jo derfor, vi er politikere, det er jo derfor, vi sidder på Christiansborg. Og jeg mener, at vi som politikere har et helt klart ansvar for at sætte nogle klare mål for, hvor mange kvinder vi bl.a. gerne vil have på topposter. Der er alle mulige andre områder, hvor vi også opstiller nogle konkrete målsætninger, f.eks. på uddannelse: 50 pct. skal tage en videregående uddannelse, 95 pct. en ungdomsuddannelse.

Hvorfor kan vi ikke lave en kontrakt og en aftale om, at minimum 20-30 pct. af medlemmerne af de børsnoterede virksomheders bestyrelser skal være kvinder i løbet af en periode på 2-3 år og minimum 40 pct. om 4 år? Hvad er det, ministeren er så bange for?

Ministeren.

Jamen jeg har altså bare helt en anden grundholdning, og jeg synes sådan set, det er sørgeligt, at Socialdemokratiet - som jo kommer fra en meget stor og ægte græsrodsbevægelse, nemlig arbejderbevægelsen, som jo også havde det her grundsyn, at det altså er et folkeligt værdifællesskab, som helt grundlæggende er med til at skabe forandringerne i et samfund - overser, at det også er nogle grundholdninger, som smitter af på lovgivere. Lovgivere må også meget gerne være nogle, der viser vejen, men det skulle meget gerne være i et samspil.

Det med, at vi skal sidde her og lovgive, for at moderne, veluddannede kvinder kan komme ind på nogle topposter, tror jeg altså simpelt hen ikke på. Og jeg har det ligesom den statskundskabsstuderende og mener, at kvinder i dag er stærke nok til selv at sikre, at de også bliver repræsenteret, og at det i hvert fald ikke skal være sammensætningen af ens kromosomer, der bestemmer det.

Apropos bemærkninger vil jeg sige, at jeg egentlig er lidt skuffet over, at Socialdemokratiet overhovedet ikke berører - jeg hører faktisk næsten aldrig partiet berøre - den sociale vinkel på ligestilling. Nu er jeg jo ikke den, der skal stå og komme med gode råd til Socialdemokratiet, men jeg synes altså bare, at man bevæger sig meget i retning af sådan et middelklasseparti og måske et middelklasseparti for de offentligt ansatte. Ikke et ondt ord om middelklassen, ikke et ondt ord om de offentligt ansatte, men der er altså også i høj grad en social vinkel, når vi snakker kvinders vilkår.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg ved ikke, hvorfor der altid skal snakkes om rengøringsjob for ufaglærte, når man taler om kvinder med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det siger en del om ministerens syn på netop den her gruppe kvinder.

Men det, jeg vil spørge om, handler om den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder. Det er jo prisværdigt, at det er et af de områder, man vil prioritere at gøre noget ved. Det har man så haft 8 år til, kan man sige. Men hvordan kan ligestillingsministeren acceptere en skattereform, der betyder, at mænd gennemsnitligt får en gevinst på 4.500 kr. om året, mens kvinder må nøjes med 2.400 kr. - altså en skattereform, der øger den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder markant?

Ministeren.

Jamen den skattereform er jo lavet lige præcis for at skabe noget vækst i samfundet til gavn for alle borgere, og det var vel af nøjagtig samme grund, at den socialdemokratisk-radikale regering i 1990'erne sænkede topskatten med, så vidt jeg husker 5 procentpoint, og fjernede formueskatten. Det var jo ikke, fordi man ville forgylde de rige mænd. Det var simpelt hen, fordi man mente, at det ville skabe vækst og dynamik i samfundet også til gavn for kvinder og kvinders beskæftigelse. Og det er nøjagtig samme grundtanke her.

Omvendt vil jeg sige, at det er en fejlagtig opfattelse, hvis man tror, at man kan omfordele sig ud af alle problemer. Jeg mener virkelig, at det er en helt grundlæggende svaghed ved Enhedslisten, at det er svaret på alle problemer. Det vil jo ikke løse problemerne for de kvinder, som f.eks. er enlige mødre på kontanthjælp uden uddannelse. De har tværtimod brug for at ændre på nogle livsvilkår, så de bliver i stand til at få et job og forsørge sig selv og tage vare på deres børn. Det hjælper man altså ikke på ved at lave en anden profil i en skattereform - snarere tværtimod.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Ministeren har fuldstændig ret i, at de enlige mødre på kontanthjælp i den grad har brug for hjælp. Desværre har vi bare en regering og en minister, som tror, at det er bedre for både de enlige mødre og deres børn, at man pisker dem, frem for at man hjælper dem. Men hvis det, jeg hører ministeren sige, er, at den her gruppe kvinder skal have et økonomisk løft, så kan jeg love ministeren for, at Enhedslisten vil lægge stemmer til. Vi ved, at der findes omkring 50.000 fattige børn i Danmark. Flertallet af dem er netop børn af enlige mødre på kontanthjælp. Så hvis ministeren kan bekræfte, at der nu skal være et økonomisk løft til den her gruppe kvinder og mennesker i det hele taget, har vi da fået noget ud af dagen i dag.

Men for at lukke debatten om skattereformen vil det sige, at jeg kan konstatere, at ministeren altså har det helt godt med at vedtage en skattereform, som betyder, at den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder bliver forøget, på trods af at man skriver i sine papirer, at det er en målsætning at reducere den. Nu siger ministeren, at det ikke er skatten, der skal bruges til det. Skatten kunne altså være redskab.

Hvad så med de offentligt ansatte? Hvis man havde været villig til at smide et par milliarder efter dem, sådan at vi kunne få nogle markante lønstigninger på det offentlige område, altså for SOSU'er, pædagoger og folkeskolelærere, så kunne vi have fået reduceret uligheden.

Ja tak! Så er det ministeren.

Nej, det er ikke en skattereform, som øger uligheden mellem mænd og kvinder. Det er en skattereform, som øger væksten i samfundet til gavn for både mænd og kvinder. Hvis man skulle anlægge fru Johanne Schmidt-Nielsens synsvinkel, skulle man sige, at hun burde støtte en borgerlig regering frem for en socialdemokratisk ledet regering, for den socialdemokratiske regering i 1990'erne gav endnu større lettelser med nedsættelse af topskatten og fjernelse af formueskatten.

Med hensyn til de enlige mødre er pointen, at hvis man slet og ret hæver kontanthjælpen, betyder det, at nogle af dem får lige så meget eller mere, end de ville få, hvis de tog et arbejde. Det er det, der hedder fattigdomsfælden. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man skal hjælpe den gruppe borgere med nogle penge. Det er et spørgsmål om, hvordan de penge skal bruges, og der mener jeg at de kan bruges på en helt anden måde, så kvinderne bliver selvforsørgende og selvhjulpne og i stand til at tage vare på deres børn. Det forhold ændrer man altså ikke på ved slet og ret at hæve kontanthjælpen.

Tak til ministeren.

Da der er ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.