Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Redegørelse af statsministeren i henhold til forretningsordenens § 19, stk. 2.

(Anmeldelse 14.04.2009. Redegørelsen givet 14.04.2009. Meddelelse om forhandling 14.04.2009).

Jeg skal her oplyse som tidligere meddelt, at der under debatten jo kan fremsættes forslag til vedtagelse. Afstemning udsættes ikke. Der kan således senere i dag blive tale om, at der bliver en afstemning i salen om forslag til vedtagelse.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Peter Christensen.

Jeg vil gerne starte med på Venstres vegne at sige tak til den afgående statsminister Anders Fogh Rasmussen og velkommen til den nye statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen.

I næsten 8 år har Anders Fogh Rasmussen stået i spidsen for Danmark. Det har været en god tid for landet. Arbejdsløsheden er faldet markant, vores velstand er steget betydeligt, og det er kommet alle grupper i samfundet til gode. Borgerne har kunnet disponere trygt over deres økonomi i kraft af et konsekvent skattestop. Også den offentlige sektor har nydt godt af de gode tider. Den er blevet tilført milliardbeløb, og for de penge har vi fået stadig flere medarbejdere, flere læger, flere sygeplejersker, flere hjemmehjælpere og flere politibetjente. Vi har samtidig taget markante skridt i retning af en stadig mere moderne offentlig sektor med nye sygehuse, renovering af skolerne osv.

Dertil kommer, at vi har rustet det danske samfund til at deltage i den internationale konkurrence, blandt andet i kraft af lavere selskabsskat. Og med en fast og fair udlændingepolitik har vi bremset op for tilstrømningen af lavt uddannede udlændinge. I stedet har vi lettet adgangen for de veluddannede, for dem, der kan bidrage til vores samfund.

I denne tid hører jeg oppositionen og medierne efterlyse et nyt projekt fra regeringens side. Mit svar er enkelt og ligetil: Nej, I får ikke noget nyt projekt. I får ingen luftkasteller. I får konkrete, stilfærdige reformer med det enkle mål at gøre Danmark friere og rigere i kraft af et større personligt ansvar. I får en fortsættelse af det projekt, som siden 2001 har givet danskere mere frihed og større velstand.

Danmark er ingen utopi. Danmark er et samfund med nogle helt unikke tillidsforhold mellem mennesker. Danmark er et produkt af mange hundrede års traditioner, ikke et produkt af ideologier, ikke et produkt af politikere. Danmark er virkelighed. Og den virkelighed fortjener at blive behandlet med respekt.

Venstre vil derfor bygge solidt videre på de konstruktive reformer, som skiftende statsministre har stået for siden 1982. Poul Schlüter satte sig i spidsen for genopretningspolitikken i 1980’erne med fast krone-kurs og afskaffelse af dyrtidsreguleringen – i øvrigt stærkt hjulpet af Venstres Henning Christophersen. Poul Nyrup Rasmussen stod for en fleksibel arbejdsmarkedspolitik med større krav og færre år på dagpenge. Og Anders Fogh Rasmussen fik skabt danmarksrekord i beskæftigelse, reformeret integrationspolitikken, reduceret skattebetalingen, så det bedre kan betale sig at arbejde, konsolideret de offentlige finanser og gjort Danmark stort set gældfrit. Vi skylder dem alle stor tak for, at de rustede Danmark gennem rolige, langsigtede reformer frem for hovsapolitik og store forkromede planer.

I kraft af regeringens rolige og velgennemtænkte håndtering af den nuværende krise, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Danmark vil komme styrket ud på den anden side af stormen. Både den regering, der trådte til i 2001, og den regering, der nu fortsætter sin gerning, er del af det, som flere har kaldt et systemskifte; man kunne også kalde det en folkelig besindelse. Danmark har besindet sig oven på 1968’ernes hærgen i skolerne, i skattesystemet og i udlændingepolitikken. Igennem de senere år har vi heldigvis igen fået lov til at have klare pejlemærker i tilværelsen.

I skolevæsenet handler det ikke længere bare om, at børnene skal udfolde sig – men også om, at børnene skal lære noget. Dén gode udvikling vil Venstre fortsætte.

I skattepolitikken tør vi igen sige, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi tør igen sige, at man naturligvis skal belønne de flittige og de dygtige, for hele samfundet har brug for deres indsats. Vi skal naturligvis ikke bekæmpe velstand, vi skal bekæmpe fattigdom. Dén gode udvikling vil Venstre fortsætte.

I retspolitikken handler det ikke længere bare om, at de kriminelle har haft en dårlig opvækst, og at det er synd for dem. Nu tør vi igen sige, at sanktioner er nødvendige, samtidig med at man med fast hånd fører de kriminelle på ret spor. Og dén gode udvikling vil Venstre fortsætte.

I hele den politiske debat tør vi igen sige, at danskhed er værd at forsvare, og at den giver os nogle store fordele i form af indbyrdes tillid. Dén gode udvikling vil Venstre fortsætte.

Der er intet brugbart alternativ til en VK-regering støttet af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det viser et hurtigt overblik over oppositionens seneste forslag. Det er ren og skær tilbagevenden til de dårlige gamle dage, ren og skær rød reaktion. Man skulle tro, at venstrefløjen var blevet klogere. Det er den ikke. En af de mest vedholdende venstreorienterede misforståelser handler om udlændingepolitikken.

Rigtig længe har venstrefløjen påstået, at det var ligegyldigt, hvor mange udlændinge man fik i landet, at det var ligegyldigt, hvor de kom fra, at det var ligegyldigt, hvad de kunne bidrage med, og at de offentlige kasser gerne måtte stå på vid gab. Desværre må jeg konstatere, at navnlig Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne har gjort det til en mærkesag at få afskaffet starthjælpen og loftet over kontanthjælpen, ja, så sent som i forgårs førte SF an i den kamp her fra denne talerstol. Det er den røde reaktions bidrag til integrationen, nemlig lettere adgang til de lavest uddannede udlændinge og fri adgang til de offentlige kasser for alle, der kommer til Danmark. Venstrefløjen er ikke blevet klogere.

En anden af de venstreorienterede misforståelser går ud på, at det er bedre at lade folk dø på en venteliste end at gøre brug af private hospitaler. Det er naturligvis ligegyldigt for en patient, om han eller hun bliver behandlet af en privat eller en offentlig læge, det vigtigste er, at patienten bliver behandlet. Desværre må jeg konstatere, at Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne har gjort det til en mærkesag at vende tilbage til de dårlige gamle dage, hvor systemet var vigtigere end patienten.

På retsområdet er det heller ikke meget bedre. Her har SF’s bud på en kommende justitsminister, fru Karina Lorenzen, netop foreslået at sende bandemedlemmer og rockere i kognitiv terapi. Det er den røde reaktions retspolitik. Man kender den: mere slaphed over for de kriminelle. Jeg vil bare sige til hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt: Glem det, I er gennemskuet, måske er det jer, der har brug for lidt kognitiv terapi.

Venstre vil fortsætte opgøret med årtiers socialdemokratisk-radikal laden stå til og slaphed på det retspolitiske og det udlændingepolitiske område. Vi vil gøre op med vold i gaderne, bandekrig, utilpassede unge indvandrere og kyniske rockere.

Venstre vil fortsætte opgøret med årtiers fejlslagen socialdemokratisk-radikal uddannelsespolitik. Vi vil gøre op med den manglende respekt for lærerne og de manglende ambitioner.

Danmark er et land, der skal kunne klare sig i den internationale konkurrence, ikke bare på det økonomiske, men også på det kulturelle område. Jeg er stolt af at sige, at jeg er dansk, når jeg rejser i udlandet. Jeg er stolt af, at Danmark har markeret sig som et land, der tager ytringsfrihed og frihedsrettigheder alvorligt. Jeg er stolt over, at danske soldater hver dag sætter deres liv på spil for vores og andres fred og frihed. Jeg er stolt af, at Danmark har turdet diskutere udlændingeproblemer lige ud af posen i stedet for at gå som katten om den varme grød.

Jeg ser frem til statsminister Lars Løkke Rasmussens regeringstid. Jeg ser frem til, at Danmark både vil markere sig på den internationale scene i forsvar for friheden sammen med vore vestlige allierede, og jeg ser frem til at Danmark kan fortsætte sin reformkurs på både det økonomiske og kulturelle område. Venstre ønsker en reformkurs, hvor alle, uanset om de arbejder i den private eller den offentlige sektor, skal kunne se, at det kan betale sig at gøre en ekstra indsats.

Danmark står her og nu med en række udfordringer, som den internationale krise har beredt os. Vi vil ikke sky nogen midler for at begrænse krisens skadelige virkninger. Men samtidig afviser vi også, at der findes en statslig snuptagsløsning på krisen. Og vi afviser, at kortsigtet modgang skal hindre Danmark i at betræde den vej, der er bedst på længere sigt.

Med hr. Lars Løkke Rasmussen som Danmarks nye statsminister vil Venstre fortsætte kampen for et bedre Danmark. Det er den skattereform, som hr. Lars Løkke Rasmussen forhandlede på plads som finansminister, et eksempel på. Reformens perspektiv er et samfund, hvor det bedre kan betale sig at gøre en indsats; et samfund, der bedre kan klare sig i den internationale konkurrence; et samfund, hvor danskerne har mulighed for at overleve som folk i stedet for at gå til i stagnation, misundelse og mindreværd. Alternativet er den røde reaktions perspektivløse forsøg på at vende tilbage til et samfund præget af misundelse, slaphed og ansvarsløshed. Valget står nu som før mellem de samme to modpoler.

Jeg skal så på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at den internationale økonomiske krise har højeste prioritet. Skiftende regeringer har siden 1982 ført en økonomisk politik, der giver Danmark et bedre udgangspunkt end mange andre lande til at mildne krisens konsekvenser. Krisen kræver et fortsat stærkt økonomisk lederskab. Det er afgørende, at økonomien lempes i takt med, at det er økonomisk ansvarligt. Én stor forkromet vækstpakke kan gøre mere skade end gavn.

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance er klar til at fremrykke flere investeringer i bl.a. skoler, dagtilbud og ældrepleje, hvis det skønnes nødvendigt. Men offentlige investeringer er ikke hele svaret. Vi skal fortsat være parate til at justere det danske samfund, så vi i fællesskab kan bringe Danmark sikkert gennem krisen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 63).

Tak. Det her oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Jeg skal her oplyse, at de, der har ønsket korte bemærkninger, er noteret. Og det er sådan, at partiernes ordførere har adgang til tre korte bemærkninger og øvrige til to korte bemærkninger, som det er meddelt og vedtaget af gruppeformændene. Først er det hr. Henrik Sass Larsen, hr. Villy Søvndal, fru Margrethe Vestager, fru Johanne Schmidt-Nielsen og hr. Anders Samuelsen, og det er som ordførere. Herefter er det hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, fru Marianne Jelved, hr. Jens Peter Vernersen og hr. Jesper Petersen. Er der flere, der ønsker at meddele sig? Vi noterer ned: fru Line Barfod. Er der øvrige?

Så går vi efter den liste, og det vil sige, at den første, der får adgang til korte bemærkninger, er hr. Henrik Sass Larsen.

Tak til VU-formanden, var jeg ved at sige, men jeg mener den nye ordfører, for talen. Jeg kan jo forstå, at kognitiv terapi er noget, der optager Venstre. Så vidt jeg har forstået, går det ud på at få styr på sine følelser og kunne tale ud om tingene. Jeg tænker på, om det måske ikke var noget, som regeringen i de her dage kunne bruge lidt tid på. Med hensyn til den her åbne studiekreds, man har lavet for nylig, og hvor man engang efter sommerferien vil afslutte sine overvejelser i offentligheden om f.eks. det her med den kriminelle lavalder, kunne det måske være godt, at man brugte det redskab. Jeg tror ikke, at man skal se grimt på den slags ting.

Men lad mig spørge ordføreren om en anden ting. Vi har jo set forskellige prognoser for dansk økonomi. Senest er det kommet ud, at vi står over for en kraftig negativ vækst på omkring 3 pct. Med regeringens samlede initiativer indtil videre kan ordføreren så oplyse mig om, hvor meget det vil tage af ledigheden, og kan ordføreren oplyse mig om, hvad ordføreren mener det realistiske ledighedstal ligger på ved udgangen af 2009?

Ordføreren.

Vi kender jo ikke dybden af den økonomiske krise, som vi står midt i lige nu, men vi tager den aldeles alvorligt. Hvor ledigheden vil ende henne, tør jeg ikke give et fast bud på. Det er der også mange forskellige bud på, når man lytter til økonomerne, men der er ingen tvivl om, at også Danmark bliver ramt hårdt ligesom resten af verdens lande.

Derfor glæder jeg mig over, at vi har en regering, som løbende er kommet med svar på krisen, som har været parat til at bruge hele værktøjskassen og ikke lade sig ideologisk hæmme af, at der er redskaber, man ikke vil gøre brug af, men netop både bruge redskaber til at stimulere den private økonomi og redskaber til at stimulere den offentlige økonomi og sætte både privat og offentligt byggeri i gang, altså bruge hele værktøjskassen. Jeg håber, og jeg kan også høre på regeringen, at man er parat til at fortsætte den linje, sådan at vi hele tiden kommer med de initiativer, som er passende svar på krisen.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Men hvis man nu bruger økonomiske prognoser og tager udgangspunkt i, at der er nogle ret dystre perspektiver ude i horisonten, ville det så ikke være sundt at tage nogle initiativer nu og her? Jeg tænker på, at det, som regeringens tal lægger op til, er, at man vil tage toppen af ledigheden med 10.000-12.000 f.eks. i forbindelse med forårspakken og måske 5.000 i forbindelse med andre initiativer.

Men selv i nogle af de mest optimistiske skøn ligger vi jo på at have en ledighed på omkring 120.000 ved udgangen af 2009. Ville det så ikke være en klog politik, hvis man nu ved, at det ser sådan her ud, og hvis man nu ikke har andet i arsenalet, allerede nu at sætte gang i en masse initiativer frem for at tage det, som jeg tror ordføreren udtrykte det, stille og roligt? Desto længere tid der går, desto sværere bliver det jo at rette op på det igen. Vi ved fra dengang, hvor der var stor ledighed, at hvis man først har mistet et job, er det utrolig svært at genskabe det. Var det ikke en klog ting allerede nu at handle?

Ordføreren.

Det lyder som sådan en DSU'er, der har en utopi om, at man kan løse alting ved et snuptag, at det er en nem udfordring, vi står over for, og at hvis man lige spiller ind med et hurtigt oplæg, siger nogle frække ting, så rammer finanskrisen ikke Danmark. Sådan er virkeligheden bare ikke. Vi politikere kan ikke få krisen til at gå forbi Danmark. At sende et signal til befolkningen om, at man kan det, er useriøst.

Vi siger: Der er ikke én samlet finanspakke, der kan løse det hele, men vi skal bruge alle de værktøjer, vi har - og det har vi gjort. Det er lige fra bankpakke til at sætte penge af til trafikforliget, så vi kan få byggeri af veje og renovering af broer i gang. Vi har sørget for, at danskerne kan få deres SP udbetalt, vi har sat en renoveringspulje af til det private boligbyggeri på 1,5 mia. kr., vi har gjort det muligt for kommunerne at sætte mere offentligt byggeri i gang - skoler, ældreboliger og andre ting. Vi bruger altså hele paletten, og jeg synes, det er useriøst at sende det signal, at hvis I bare stemmer på os, så mærker I ikke finanskrisen.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg synes næsten, der var sådan lidt erkendelse i det her med at sige: Jamen vi politikere kan ikke få krisen til at gå væk. Nej, det kan vi ikke, men vi kan gøre noget - det er det, vi er her for - og det er det, vi en gang imellem prøver at sige til regeringen med alle de forslag, som vi lægger frem. Frem for at vente på, at det går galt, kunne vi jo handle nu. Regeringen har jo gang på gang på gang taget fejl det sidste halve år og er alt for sent kommet til erkendelse af, hvor galt det er.

Så vil jeg spørge: Vil ordføreren ikke erkende, at hvis man sætter gang i offentlige beskæftigelsesarbejder, hvis man sætter gang i at renovere kloakker, hvis man sætter gang i at bygge nye daginstitutioner, nye boliger, så er det 3-4 gange så effektivt som at stimulere det private forbrug og sætte gang i en forbrugsfest? Vil ordføreren give mig ret i det?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er en mærkelig logik. Den bygger på, at hvis vi bare tager alle danskernes penge, kan vi også bedre styre, hvor de bliver brugt henne. Det anerkender jeg selvfølgelig at kan man, og der er måske også der en holdningsmæssig forskel, det anerkender jeg også, men vi synes jo, at det er afgørende at bruge hele paletten. Og når vi også synes, at det er vigtigt at stimulere den private økonomi, er det jo, fordi det også er med til at skabe tryghed i de enkelte husholdninger. Der er jo mange danskere, som har oplevet lønstigninger, og som mærker effekten af, at inflationen er lav, energipriserne er lave lige nu, men som ikke bruger flere penge, fordi de selvfølgelig er bekymret for, om finanskrisen skulle ramme dem med ledighed til følge. Der tror vi på, at det er afgørende, at man netop også stimulerer den private økonomi, fordi, ja, noget vil kunne gå til opsparing, konsolidering - det er nu ikke altid så usundt - men andet vil også blive brugt til merforbrug og dermed sætte gang ikke kun i håndværksfagene, men i alle led i det danske samfund, detailhandelen og alle andre steder, og det er jo det, der er brug for.

Så er det hr. Villy Søvndal, kort bemærkning.

Jeg vil også gerne byde velkommen til Venstres nye politiske ordfører.

Det har været en interessant påske. Jeg gik ude og malede en bænk, mens fuglene sang, og så hørte jeg pludselig en krigserklæring fra Venstre mod SF. Jeg syntes egentlig, at det var lidt underligt, at Venstre ikke syntes, der var større problemer at bekæmpe i en periode, hvor krisen eksploderede. Så sagde hr. Peter Christensen også, at fra nu af var det slut med, at politik var morsomt. Jeg synes også, det er en alvorlig sag. Men i øvrigt syntes jeg, at hr. Peter Christensen fuldstændig modsagde det i selve talen. Jeg tror aldrig, at jeg i de 14 år, jeg har siddet i Folketinget, har hørt så morsom en tale som den, hr. Peter Christensen holdt.

Lad mig bare nævne et par eksempler. Hr. Peter Christensen siger, at nu skal der være en fast hånd i retspolitikken. Det er det, regeringen står for. Ja, det kan nok være i en situation, hvor alt synligt sejler. Den eneste konkrete udmelding, statsministeren kom med, var den om sænkning af den kriminelle lavalder. I går nåede regeringen at komme med fire udmeldinger om det spørgsmål. Det siger jo bare det der med, at en sag ikke kun skal kunne ses fra to sider. Nej, det er alt for lidt i forhold til den variation, regeringen behersker. Jeg vil bare spørge: Hvad er regeringens syn på den kriminelle lavalder?

Ordføreren.

Jeg vil lige skynde mig at rette en misforståelse, hvis det skulle være blevet opfattet, som om jeg ville tage det gode humør fra hr. Villy Søvndal. Det kunne jeg aldrig finde på, og det ville jeg synes var en skam. Det, jeg dog vil gøre opmærksom på, er, at bag hr. Villy Søvndals gode humør gemmer sig en politik, som er den gamle, den, vi altid har kendt fra Socialistisk Folkeparti, en ræverød socialistisk politik, som jo også afspejler sig i retspolitikken. Jeg kan garantere for, at regeringen på et tidspunkt vil fremsætte et lovforslag, som vil være løsningen på, at det i dag er muligt for unge under den kriminelle lavalder at spekulere i at begå kriminalitet, fordi de ikke kan straffes. Det, der bliver interessant - men jeg kender allerede svaret - er, hvad SF vil stemme, når det lovforslag fremsættes her i salen. SF vil stemme nej, for det er det, der er sket hver evig eneste gang. Når den her regering har strammet op på retspolitikken, så har SF spillet stor og stærk mand, nu skulle der slås ned, og så har man stemt imod i Folketingssalen. Det er sandheden.

Ja, men alt sammen inden for taletiden. Hr. Villy Søvndal.

Jeg vil igen kvittere. Jeg synes også, det her indlæg bekræfter hele tesen om, at Venstre ikke længere vil være morsom i politik. Den holder simpelt hen ikke. Det her var et næsten endnu morsommere indlæg end selve ordførertalen. Men jeg tror, at hr. Peter Christensen skal passe på ikke at blive grebet så meget af kun at lave sjov, at han ikke får svaret på spørgsmålene.

Det spørgsmål, jeg rundede af med at stille, var: Hvad er regeringens syn på den kriminelle lavalder? Det skal ses i forlængelse af dagen i går, hvor regeringen nåede at melde fire ting ud: dels at den skulle overvejes, det var det, statsministeren sagde; dels at den skulle afskaffes, det var det, Venstres nuværende retspolitiske ordfører sagde; dels at den skulle sænkes, det var det, sådan andre dele af Venstre mente; dels at den ikke skulle ændres, som De Konservative mener. Når nu man siger, at man har en fast hånd i retspolitikken, hvad er så linjen? Altså en fast hånd er forbundet med en eller anden linje. Når hr. Peter Christensen siger, at vi andre er slappere, vil han så ikke godt redegøre for den helt skarpe linje, som kan være lidt svær at se, hvis man ikke er synsk?

Ordføreren.

Vi vil finde et alternativ til den nuværende ordning. Det vil vi. Vi anser det for at være fuldstændig uholdbart, at det i dag er muligt for unge at spekulere i at begå kriminalitet, fordi de er under den kriminelle lavalder. Jeg har lyttet mig til, og det glæder jeg mig over, at det er der et flertal for at finde en løsning på.

Så ved jeg også, at SF vil stemme imod, og jeg kan godt forstå, at hr. Villy Søvndal hurtigt vil videre til at snakke om noget andet, for hvad er det egentlig, SF har gjort i forhold til retspolitikken? Jo, man stemte imod hårdere straffe for vold og voldtægt; man stemte imod, at det skulle være strafbart at flygte fra fængsler; man stemte imod, at der skulle være en styrket indsats mod skydevåben og knive på offentlige steder; man stemte imod, at der skulle være en forbedret vidnebeskyttelse; og man stemte søreme også imod bekæmpelse af rockerkriminalitet. Det er virkeligheden om SF's retspolitik. Så vil jeg garantere, at vi også finder passende svar på, at der i dag for unge under den kriminelle lavalder bliver spekuleret i at begå kriminalitet.

Hr. Villy Søvndal.

Men igen er det jo uforlignelig morsomt. Nu redegør Venstres ordfører for, at vi vil finde ud af det, og så siger man i øvrigt, at så er det underligt, at SF ikke kan sige, hvordan SF vil stemme til det, vi vil finde ud på et senere tidspunkt. Det er vel ret beset ikke så underligt.

Men der var et andet sted i talen, der også var rigtig morsom. Jeg ved ikke, om det var med vilje, men hr. Peter Christensen sagde på et tidspunkt, at regeringen har en rolig og velgennemtænkt håndtering af krisen. Jeg er enig i det første tillægsord, en ufattelig ro. I en periode, hvor ledigheden stiger med 5.000 mennesker om måneden, har regeringens indsats i det her år været at fremlægge en forårspakke, der efter regeringens egne beregninger giver 6.500 job, altså svarende til godt en måneds stigning i ledigheden. Det er ikke så underligt, at hr. Peter Christensen valgte udtrykket rolig. Jeg tror ikke, at den opfattelse deles af de store dele af samfundet, som undrer sig over, at man ikke langt mere alvorligt tager fat på at undgå, at titusinder af mennesker ryger ud i arbejdsløshed.

Ordføreren.

Til det første vil jeg sige, at hr. Villy Søvndal nok ikke behøver at bruge mange kræfter på at spekulere over, hvad SF vil stemme til vores forslag om den kriminelle lavalder, for det bliver et nej, det kan jeg sige på forhånd, for det passer til den retspolitik, vi kender.

Ja, vi tillader os rent faktisk i forhold til økonomisk politik at være velovervejet. Vi tillader os faktisk at have en politik, hvor vi hele tiden ser på, hvad udfordringen er her og nu, og hvad et passende svar er. Jeg glæder mig jo over, at den velovervejethed, den ansvarlighed har været der siden 2001. Det er jo faktisk derfor, at vi har mulighed for at komme med netop reaktioner over for finanskrisen, fordi vi har en robust og sund økonomi, som vi ikke ville kunne have haft, hvis vi havde lyttet til hr. Villy Søvndal under de utallige finanslovdebatter, hvor vi i hvert fald ikke ville have haft økonomisk robusthed, hvis vi havde lyttet til bare nogle af de forslag, som hr. Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti er kommet med.

Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg synes, at hr. Peter Christensen gør sig rigtig godt som spåmand. Det, at hr. Peter Christensen allerede nu ved, hvordan SF vil forholde sig til et forslag, som hr. Peter Christensen end ikke er i nærheden af at gøre rede for, er stor kunst. Det er faktisk ikke engang humor, det er stor kunst. Det, der er ærgerligt, er, at denne spåmandskunst ikke er stillet til rådighed for resten af regeringen, f.eks. for den forhenværende statsminister, da han skulle vurdere, hvordan krisen ville udvikle sig. Det er jo ikke et år siden, at hr. Anders Fogh Rasmussen slet ikke kunne dele det pessimistiske syn på dansk økonomi. Hr. Anders Fogh Rasmussen troede ikke på recession. Mens vi andre så har ventet på, at denne ene mand fik et nyt job, har tusindvis af mennesker mistet deres arbejde.

Er det så hr. Peter Christensen, der med sin indsigt og sin spåmandskunst nu kan give os en vurdering af, hvordan regeringen tror at det kommer til at gå, og hvornår vi er ude at krisen - med den ro, som hr. Peter Christensen udstråler? Eller er det en opposition, som ser med en noget anden alvor på det, at folk mister deres arbejde hver evig eneste dag?

Jeg beder lige om, at man respekterer, når lampen lyser rødt, af hensyn til at andre kolleger i salen også kan få lov at få ordet, som vi jo alle sammen ønsker.

Ordføreren.

Jeg vil indledningsvis sige, at når jeg tillader mig at spå om SF's stemmeafgivelse, er det jo, fordi jeg forventer, at der vil være en fast rød linje i deres retspolitik, og så tror jeg sådan set, at svaret er givet. Jeg har godt noteret mig fra aviserne, at De Radikale havde nærmet sig SF, men at det var blevet så nært, at man nu vil forsvare hr. Villy Søvndal, synes jeg er helt sødt.

Men jeg kan sige, at vi jo netop tager finanskrisen dybt alvorligt, og jeg synes ikke, det er rimeligt at udlægge de sidste måneder som værende en periode, hvor regeringen ikke er kommet med svar på finanskrisen. Netop de sidste mange måneder er der jo kommet konkrete initiativer på, hvordan vi kan få mere aktivitet sat i gang. Renoveringspuljen er besluttet inden for de sidste måneder, bankpakken er besluttet inden for de sidste måneder. Så det at tegne et billede af, at dansk politik har ligget stille, og at vi ikke har taget krisen alvorligt, ikke har handlet politisk på den, er simpelt hen forkert.

Fru Margrethe Vestager.

Måske er billedet af, at det ligger stille, heller ikke præcist nok. Måske skulle man snarere sige, at det sejler. For det, der jo er meget karakteristisk, er, at dengang det handlede om finanskrisen, dengang det var ubehageligt, ville regeringen gerne samarbejde med den resterende del af Folketinget. Da det kom til en økonomisk krise, fik piben sandelig en anden lyd. Nu er det det, som regeringen hver uge kan presses til.

Det, der er interessant, er jo, hvordan hr. Peter Christensen vurderer, at det at frigive SP’en kommer til at påvirke dansk økonomi. Statsministeren sagde i går, at man ikke skulle lave noget, der var uholdbart, at man ikke bare skulle kaste milliarder ud uden at vide, hvad de bliver brugt til. Derfor er mit spørgsmål til hr. Peter Christensen - vel vidende, hvilken spåmandskunst hr. Peter Christensen besidder: På hvilken måde vil SP’en påvirke dansk økonomi? Hvad vil de penge blive brugt til, som vil styrke os i den økonomiske krise, vi er i?

Ordføreren.

Altså, jeg kan jo ikke fortælle, nøjagtig hvad de penge vil blive brugt til af de enkelte danskere, det er simpelt hen en umulighed. Men jeg undrer mig lidt over, at Det Radikale Venstre sætter spørgsmålstegn ved, at det, at danskerne får flere penge mellem hænderne, er et svar på den økonomiske krise, når jeg samtidig ved, at lige præcis Det Radikale Venstre er det eneste parti i den nyetablerede store røde blok, som faktisk kan se fornuft i skattelettelser. Det får ikke megen ørenlyd ovre i blokken, men jeg ved jo, at der i den radikale sjæl jo også ligger en vilje til, at det at lette skatten på arbejde er et fornuftigt svar i økonomisk politik. Og så undrer det mig simpelt hen, at det, at pengene så skulle frigives, ikke kun via at lette skatten på arbejde, men også ved at frigive SP-pengene, ingen effekt kan have. Det er mig ubegribeligt.

Fru Margrethe Vestager.

Men så må jeg konstatere, at hr. Peter Christensen sådan set ikke var sjov i sin ordførertale, han mente det bare ikke, for det der er jo ikke tegnet på ro og velovervejethed, det er jo tegnet på, at man er ligeglad, hvis bare pengene kommer ud til borgerne. Og det er i virkeligheden en karikatur af det, som statsministeren jo ellers sådan nogenlunde håndfast sagde: Vi vil ikke hovedkulds sprede milliarder af upræcise kroner.

Hr. Peter Christensen har lige sagt til det samlede Folketing, at han ikke aner, hvordan de penge bliver brugt, men kun, at det er et umisteligt gode - midt i en krise - at vi bare spreder det ud til folk. Det synes jeg er en meget god karakteristik af regeringens økonomiske politik, nemlig en upræcis spredning af milliarder af kroner.

Ordføreren.

Jeg skal da love for, at fru Margrethe Vestager har fundet sig godt til rette i den røde blok, for det at lade folk få adgang til deres egne penge er at sprede kroner ud til ingen verdens nytte. Nå! For mig handler det om, at folk får mulighed for at disponere over de penge, hvis de har behov for det. Og hvis den enkelte familie vurderer, at det behov ikke er til stede, er det jo ikke nødvendigvis dårligt. Men hvis de vurderer, at f.eks. det at kunne få 15.000 kr. ud, er det, der lige skaber den luft og den tryghed, der gør, at familien har det godt, så er det jo fantastisk.

Men at det, at jeg ikke kan give et svar på, om danskerne vil bruge samtlige 48 mia. kr. og til hvad, skulle være et argument for, at de ikke skal have råderet over deres egne penge, er besynderligt, og det synspunkt hører i hvert fald til i den røde blok.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Om der skal ske noget med den kriminelle lavalder eller ej, kommer jo lidt an på, hvem i regeringen man spørger. Jeg kunne godt tænke mig lige at få det helt på det rene, hvad ordføreren mener der skal ske med den kriminelle lavalder.

Derudover vil jeg også gerne have at vide, om regeringen ligger inde med dokumentation for, at det at straffe børn og unge skulle få færre børn og unge ud i kriminalitet og skulle gøre det lettere at få dem til at holde op med at være i kriminalitet. Altså, har man nogen som helst form for dokumentation for, at kriminaliteten blandt børn falder, ved at man straffer dem hårdere? For i så fald ligger regeringen inde med en viden, som ingen af de mennesker, der beskæftiger sig med det her område, ingen af de mennesker, der forsker på det her område, har adgang til.

Ordføreren.

Vi er af den klare opfattelse, at hvis man begår kriminalitet - og det er sådan set, uanset om man er over eller under den kriminelle lavalder - og ikke møder en konsekvens af nogen art, er det et skred, også værdimæssigt, i et samfund, og det vil give enorme problemer både på kort og på lang sigt.

Vi er glade for, at regeringen vil tage problemstillingen op omkring det, at der i dag er unge under den kriminelle lavalder, som spekulerer i, at de ikke kan straffes for den kriminalitet, de begår. Så er der en ungdomskommission, der vil komme med et bud på, hvad man kan gøre ved det, og den er vi selvfølgelig parate til at lytte til. Men jeg synes, det vigtige er, at der tegner sig et godt og solidt flertal for at gøre noget ved problemstillingen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg kan forstå, at ordføreren og regeringen er klogere end alle de mennesker, som arbejder på det her område, for der er altså ikke nogen, der har med det her område at gøre, der mener eller kan dokumentere, at det skulle skabe mindre kriminalitet blandt børn, at man straffer dem mere. Kunne ordføreren ikke uddybe det? Hvad er det, der skal ske med de her børn under 15 år? Hvad er formålet med at sænke den kriminelle lavalder? Hvad skal der ske med dem helt konkret?

Ordføreren.

Det har jeg lige svaret på, men jeg vil også sige, at jeg jo anerkender, at der også er en helt generel uenighed mellem Enhedslisten og Venstre om, hvorvidt det at have en konsekvent retspolitik er afgørende for et samfund. Jeg har jo ikke sagt, at jeg tror, at der er nogen, der bliver bedre mennesker af at få en straf, for det ved jeg ikke, men det er i hvert fald vigtigt for et samfund, at det har konsekvenser at begå overgreb mod andre, at begå kriminalitet, for ellers får vi et skred, som er fuldstændig uacceptabelt.

Vi synes, det er afgørende, at man også kommer lidt ud af den situation i dag, hvor unge under den kriminelle lavalder ved, at de med et smil på læben kan begå kriminelle handlinger, fordi der ikke sker noget ved det. De kan grine ad pædagogerne, fordi de ved, at pædagogerne er nødt til at ringe efter politiet, uanset hvad de gør. Det er uholdbart, og det gør, at vi også med den gruppe unge mennesker senere vil få problemer, som bare er endnu værre.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Nej, ordføreren svarede bestemt ikke på mit spørgsmål. Mit spørgsmål var meget simpelt, nemlig: Hvad er det, der skal ske med de her børn under 15 år? Hvorfor er det, der er et behov for at sænke den kriminelle lavalder? Hvad er det for nogle tiltag over for de her børn, som man ikke kan bruge i dag, og som ordføreren mener skal sættes i gang? Hvad er det, der skal ske med de her børn? Det var der absolut intet svar på.

Så kunne jeg også godt tænke mig at vide, om ordføreren mener, at der principielt er forskel på børn og voksne. Er der forskel på, hvordan vi som samfund skal behandle børn og voksne i retssystemet? Er der forskel på, hvordan man kan drage børn og vokse til ansvar for de handlinger, de begår?

Til sidst kan jeg jo bare konstatere, at vi har en regering, som i 8 år har råbt på straf og atter straf. Vi er rigtig mange, der oplever, at den medicin ikke har virket. En læge, der valgte at give den samme medicin efter 8 år, ville være en rigtig dårlig læge. Men det er så den regering, vi står med.

Ordføreren.

Vi har også igennem 8 år oplevet SF og Enhedslisten sige: Nej, nej, nej; det skal nok gå alt sammen, lad os sætte os ned og snakke med dem. Her forestiller jeg mig så, at man siger til en hærdebred rocker: Du må forstå, at dine behandlinger er forkerte, fortryd det og bliv et bedre menneske. Vi tror ikke helt på, at det er svaret på en ordentlig og konsekvent retspolitik.

Jeg bliver spurgt, om der er forskel på børn og voksne. Ja, det er der også i forhold til retspolitik. Vi kunne aldrig drømme om at sætte børn i fængsel, men vi synes, det er uacceptabelt, at unge mennesker, blot fordi de måske er 1 dag under den kriminelle lavalder, spekulerer i, at de med et smil på læben kan begå grov kriminalitet, og at det ikke vil blive mødt med en sanktion. Det er uacceptabelt, og det glæder jeg mig over at regeringen har sendt som signal.

Tak. Så er det hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning, værsgo.

Tak for det. Der er mange, der har sagt, at statsministerens tale var udtryk for en forsigtig start som statsminister og nærmest var udtryk for en ydmyg tilgang til udfordringerne. Men der var et sted, hvor statsministeren, synes jeg, var meget, meget ideologisk, og det var, da han sagde, at det drejede sig om at bekæmpe fattigdom, ikke velstand. Er det udsagn det samme, som at man nu har taget fru Eva Kjer Hansen til nåde, at man faktisk har erkendt, at fru Eva Kjer Hansen havde en pointe, da hun kom med sine udtalelser omkring lighed og ulighed for et par år siden?

Ordføreren.

Jeg havde jo tilladt mig rent faktisk i min egen tale lige at gentage den lille bid af statsministerens tale, som netop handlede om, at vi ikke vil bekæmpe velstand, men at vi vil bekæmpe fattigdom. For jeg synes, den var så god, at den fortjente at blive sagt igen.

Vi synes jo, det er afgørende, at vi løfter alle, at vi ikke bruger kræfterne på at dukke nogen. Jeg glæder mig over, at vi med skattereformen har gjort det muligt, at det i langt højere grad kan betale sig at gøre en ekstra indsats. Det har været afgørende for mig - hvis det er sådan, at vi skal have en mulighed for at overleve i den internationale konkurrence - at vi netop også er et attraktivt sted for udenlandsk arbejdskraft at søge til og også et attraktivt sted for den danske arbejdskraft for at gøre en ekstra indsats, og det bidrager det, at vi nu har sænket skatten på arbejde, til.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg fik ikke svar på, om det udsagn, som kom fra statsministeren, var det samme, som at man nu var enig i det, som fru Eva Kjer Hansen tidligere har sagt. Jeg vil godt citere, hvad det er, hun tidligere har sagt:

Vi skal ikke bruge kræfterne på at bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen mellem de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv.

Statsministeren sagde, at det ikke drejer sig om at bekæmpe velstand, og at det ikke er det, vi skal, men at vi skal bekæmpe fattigdom. Har man taget fru Eva Kjer Hansen, som eftertrykkeligt blev banket på plads for et par år siden, til nåde med hensyn til det, som hun sagde på det tidspunkt? Er det regeringens politik nu?

Ordføreren.

Jeg glæder mig over, at vi bekæmper fattigdom. Med hensyn til hele ulighedsdiskussionen skal man jo være opmærksom på, at uligheden lige nu falder. Den finansielle krise er den største bidragyder til, at ligheden stiger, fordi boligpriserne falder. Det er det, som venstrefløjen har råbt på i lang tid skulle ske, og det undrer mig jo såre, hvis man nu er tilfreds, fordi boligpriserne er faldet og ligheden er steget. Det er i hvert fald for mig fuldstændig håbløst. Jeg håber, at vi snart kan få gang også i boligmarkedet igen, for det skaber velstand, og vi bekæmper ikke velstand.

Hr. Anders Samuelsen.

Grunden til, at jeg stillede det spørgsmål var, at jeg godt ville teste, om den nye politiske ordfører fra Venstre var endnu et eksempel på, at man har en liberal løve, der springer op, hvorefter han bliver forfremmet og så falder ned som en kastreret hankat. Jeg må sige, at der er et eller andet, der tyder på, at det er det, der også er tilfældet i den her omgang. Det er en snakken udenom. Der bliver ikke svaret klart på det spørgsmål, som jeg stiller.

Jeg vil godt opgive at få et klart svar på det område og så prøve på et andet område.

Arbejdsmarkedskommissionen skal snart barsle med forslag og har allerede været ude med en delrapport og har bl.a. foreslået, at man skærer dagpengeperioden ned fra 4 år til 2 år, og at man skærer i efterlønnen, at man forkorter efterlønsperioden og hæver aldersgrænsen for, hvornår folk kan gå på efterløn, yderligere. Er det to forslag, som jeg ved at hr. Peter Christensen i hvert fald tidligere har haft varme følelser for, nogle, som hr. Peter Christensen nu som politisk ordfører ikke længere kan bakke op om? Er det Venstres politik at tage fat på efterlønnen og dagpengeperioden for at få løst de store udfordringer, som Danmark står over for, uanset den finansielle krise?

Ordføreren.

Jeg tror, der er mange ting, som vi er enige om i dansk politik, men det, vi jo så ikke er enige om, og som man også kunne høre i forbindelse med diskussionen om skat, er, hvorvidt det at gode og solide skridt i den rigtige retning er værd at tage, eller om man - hvis man ikke kan nå det, som man fra hver sit udgangspunkt synes er det bedste - så slet ikke skal gå ud på vejen. Det er en forskel, som er, og jeg forstår ikke, at ikke også Liberal Alliance kan glæde sig over, at vi har lavet en markant sænkning af skatten også på den sidst tjente krone.

Jeg blev spurgt: Hvad med Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger? Dem ser vi frem til kommer, og dem vil vi lytte til. Men jeg kan sige med hensyn til at forringe dagpengene, at det ikke er noget, vi vil være med til midt en situation, hvor ledigheden stiger. Men vi vil lytte til kommissionens forslag. Jeg tror, der vil komme mange forslag, at de vil være af vidt forskellig karakter, og der kan nemt være nogle gode ideer, som vi kan gennemføre nu, og så kan der være andre gode ting, som vi kan gennemføre senere.

Tak. Så går vi over til bemærkninger, hvor man har adgang til to korte bemærkninger. Den første er hr. Morten Bødskov, værsgo.

For ca. 10 år siden var der et stort mobiltelefonfirma, som slog sig op på en reklame, der hed »Samtale fremmer forståelsen«. I den nye statsministers iver efter at finde en platform kunne man måske opfordre lidt til, at også partiet Venstre prøvede at læne sig lidt op ad den succes, denne reklamekampagne havde. For man må jo sige, at hvis man ser på de sidste måneder, er det jo ikke ligefrem enighed om de væsentlige udfordringer i det her samfund, man ser præge regeringen.

Det er en meget alvorlig sag, når statsministeren siger, at den kriminelle lavalder skal sænkes og justitsministeren øjensynlig er uenig. Det tegner ikke et billede af, at man har svar på de problemer, der er med den alt for alvorlige ungdomskriminalitet.

Det er også uvist, om man i regeringen er enige om, at landbruget rent faktisk kan bidrage til at løse de klimaproblemer, vi står over for.

Efter den her runde, vi nu har haft, må der stå ét spørgsmål tilbage: Hvad er Venstres svar til de mange ledige tømrere og murere, som temmelig sikkert sidder og ser på den her debat? Har man et svar til dem? Hvordan skal de komme i arbejde? Kommer man snart og siger: Nu skal I høre, vi har et svar på den krise, som har ramt jer og jeres arbejde, jeres beskæftigelsesområder.

Er virkeligheden ikke den, at Venstre sådan set har det meget godt med, at antallet af arbejdsløse i det her land kommer op på 100.000-120.000?

Ordføreren.

Som jeg husker den reklame, tror jeg nu nok, at det gik bedre med reklamen, end det gik med firmaet. Men det afgørende i politik er jo også de resultater, man ender ud med at nå, og det, man får vedtaget.

Nu var det jo en noget bred vifte af emner, hr. Morten Bødskov lige i stikordsform fik berørt, men jeg er faktisk sikker på, at uanset hvilket af emnerne vi brugte tid på, ville vi også ende ud med at have passende løsninger. Det gælder, i forbindelse med at unge i dag kan spekulere i at begå kriminalitet, hvis de er under den kriminelle lavalder, og det gælder, i forbindelse med at landbruget selvfølgelig også skal bidrage.

Så kommer vi til beskæftigelsessituationen. Jeg kan jo ikke love, at alle håndværkere, som var beskæftigede i de år, hvor byggebranchen år efter år oplevede vækstrater på over 10 pct., kan vende tilbage til job i den branche, det kan jeg jo ikke.

Hr. Morten Bødskov.

Selv om man må sige, at svaret var meget uldent, er det jo en indrømmelse, at Venstre altså har det meget godt med, at vi får mellem 100.000 og 120.000 arbejdsløse i det her land. Så er tingene ligesom i balance, så er der ikke flere problemer. Vi skal derop omkring, så er dansk økonomi i balance. Det må jo være det, der er svaret. Der sidder masser af nye arbejdsløse tømrere og murere og andre, som har mistet deres job, fordi byggesektoren er gået ret kraftigt tilbage, og man har en regering, som kun med nød og næppe gør noget, noget, som igen er for lidt, for sent og forkert. Det må da undre, at man ikke er mere ambitiøs.

Statsministeren siger, at han ikke kender dybden og omfanget af krisen. Det var en erkendelse. Men så prøv da at komme med et samlet svar på, hvordan Danmark kommer igennem den her krise. Så er svaret på spørgsmålet, at Venstre er meget godt tilfreds med, at vi får 100.000-120.000 arbejdsløse i det her land, for så er dansk økonomi i balance?

Ordføreren.

Jeg synes, det var et umanerlig groft indlæg. At udlede af de her svar og af den debat, vi har haft nu, at Venstre er ligeglad med, at folk bliver ledige, synes jeg simpelt hen er for groft. Det svarer jo til, hvis jeg sagde, at man nærmest kunne få det indtryk, at Socialdemokratiet glæder sig over den finansielle krise - det har jeg i øvrigt kunnet lytte mig frem til i mange debatter - for så kan de måske få noget at angribe regeringen for. Men det vil jeg ikke, for så kyniske tror jeg alligevel ikke Socialdemokraterne er.

Men selvfølgelig tager vi det her alvorligt, og derfor har vi jo også konstant fundet svar i forbindelse med de forskellige områder, hvor vi mener vi kan lave nogle initiativer, som kan få nogle flere folk i arbejde. Sådan er det. Jeg har listet dem op tidligere i dag, og det er, at det allerede nu giver en beskæftigelseseffekt på omkring 30.000 personer. Men ja, ledigheden står til at blive større end det, ergo vil ledigheden stige. Det synes jeg er beklageligt, men vi kan ikke få Danmark til at være en ø, være det eneste sted i verden, der ikke bliver ramt af finanskrisen, desværre.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Ole Sohn.

Det er jo ikke lykkedes at få hr. Peter Christensens udlægning af, hvilken af de fire varianter af sænkningen af den kriminelle lavalder, der er gældende for regeringen, så det må vi nok lade ligge.

Spørgsmålet er så, om hr. Peter Christensen er enig med den forhenværende finansminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, som for et par uger siden meddelte, at han forventede, at krisen var overstået hen over sommeren, eller om hr. Peter Christensen er enig med den nuværende statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, i, at man ikke kender krisens omfang. Det er jo sådan to forskellige udlægninger.

Til det billede ville det være interessant at få svaret på, om hr. Peter Christensen er enig med Finansministeriet i, at offentlige investeringer, som kunne være til gavn for renovering af folkeskoler, daginstitutioner og ældreboliger, giver tre til fire gange mere beskæftigelse til de ledige bygningshåndværkere, end skattelettelser gør.

Er hr. Peter Christensen enig i, at det vil være en meget mere målrettet beskæftigelsesindsats med offentlige investeringer, sådan som Finansministeriet gentagne gange gør opmærksom på, eller er skattelettelser, hvilket er som at skyde med spredehagl, det bedste?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en frisk, offensiv linje, SF har, når vi snakker om retspolitik. Når man ved, hvor store problemer ledelsen har med at få retspolitikken igennem folketingsgruppen, og når de vil blive ved med at diskutere den kriminelle lavalder, så synes jeg, at det er offensivt.

Jeg glæder mig til, at vi her i Folketingssalen skal diskutere det konkrete lovforslag om den kriminelle lavalder, som regeringen vil fremsætte efter sommer. Jeg glæder mig til at få debatten med SF, men jeg er helt sikker på, at det ender med, at SF stemmer nej, for det vil være helt i tråd med den retspolitik, som Socialistisk Folkeparti har haft siden 2001.

Til den faglige diskussion om, at man, hvis man tager penge fra folk og politisk bestemmer, hvad de skal bruges til, så får en mere kontrolleret og målrettet effekt, vil jeg godt sige: Ja, det får man nok. Men så kunne der jo argumenteres for at tage alle folks penge. Derfor handler det her jo dybest set også om holdninger og politik, handler om, om vi også tror på, at det er vigtigt, at familiernes økonomi bliver tryg og konsolideres.

Så er det hr. Ole Sohn.

Spørgsmålet er jo, om en families økonomi bliver mere tryg, ved at man har friheden til at blive arbejdsløs, eller om en families økonomi bliver mere tryg, ved at man har en regering, som tager krisen alvorligt og sørger for at bruge de midler, som samfundet har, på den bedst mulige måde, nemlig den, som skaber flest muligt nye job.

Vi er jo i en situation, hvor vi ved, at landets folkeskoler trænger til renovering langt, langt ud over det, som regeringen og Dansk Folkeparti har formået at sætte i gang. Vi ved, at daginstitutioner og ældreboliger og andre offentlige bygninger trænger til langt, langt mere renovering, vedligeholdelse og fornyelse end det, regeringen og Dansk Folkeparti satte i gang.

Spørgsmålet er, om man skal gøre det nu, hvor vi har ledige bygningshåndværkere og entreprenører, der har sat maskinerne i garagen, eller sige, som man fornemmer at regeringen ønsker, at vi lader den næste generation og vores børn om at tage hånd om den regning, og sige til bygningshåndværkerne, at de kan gå ledige imens? Er det ansvarligt?

Ordføreren.

Jeg har forstået, at Socialistisk Folkeparti synes, det er mere trygt, at pengene er i statskassen end i borgernes lommer, og at skatten skal stige, så man kan få mere kontrol over pengene og værdierne i samfundet. Det har jeg forstået.

Jeg tror bare, at det handler om, at vi også får noget tryghed i danskernes økonomi, for selv om ledigheden stiger, er der jo stadig væk i tusindvis af danskere, som har et solidt og godt job, som tjener gode penge, men som også er lidt bekymrede for at bruge deres penge, fordi der er den her økonomiske krise og al snakken om den økonomiske krise.

Det er der, jeg tror på, at det, at vi også får frigjort yderligere penge, vil få skabt en mere positiv spiral - for der er meget psykologi i økonomi - så man tør bruge nogle af de penge, så vi kan få sat mere produktion i gang, og så beskæftigelsen også kan stige.

Så er det fru Marianne Jelved.

Ja tak. Jeg tror, vi alle sammen her i salen er enige om, at vi har en finanskrise, og den har regeringen og et bredt flertal forsøgt at afbøde ved at lave bankpakker. Regeringen har også lempet kredittiderne for erhvervslivet. Det er én slags politik. Så er vi også enige i, at vi har en økonomisk krise, hvor vi er i en situation, der er ulykkelig, fordi ledigheden stiger og stiger. Her har regeringen givet skattelettelser i 2009. Det er lang tid siden, det er besluttet. Regeringen har ophævet anlægsrammerne i kommunerne og øget mulighederne for at investere i reparationer osv. i ejerboliger for 1½ mia. kr.

Og så kommer jeg til det, som jeg gerne vil spørge ordføreren for Venstre om. Det bliver muligt for borgerne at hæve deres SP-opsparing. Det er potentielt 48 mia. kr., der frigives. Hvor meget stimulerer den frigivelse egentlig den økonomiske politik med?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke give et klart svar på, fordi det jo også afhænger af, om danskerne vil hæve deres SP-midler. Det er frivilligt. Hvis man vil lade dem stå, kan man gøre det. Hvis man vil trække dem ud, kan man gøre det - oven i købet til en fornuftig beskatning. Når man så har trukket dem ud, har man igen nogle valgmuligheder: Så kan man spare dem op, eller man kan bruge dem. Og så har man igen nogle flere valgmuligheder, for man kan også afgøre med sig selv, hvad man vil bruge dem på.

Jeg synes egentlig, det er besynderligt - det er så ikke til fru Marianne Jelved - at flere har bedt mig give et nøjagtigt svar på, hvad der vil ske med hver krone fra SP. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har ingen mulighed for at give det svar andet end ved at sige, at her er potentielt 48 mia. kr., som danskerne kan få råderet over, og hvis de har et behov, er det jo glimrende, at det kan være med til at dække det behov og skabe en tryghed. Det tror jeg kan bidrage til, at vi får sat gang i hjulene.

Fru Marianne Jelved.

Ja tak. Jeg noterer mig, at ordføreren ikke kan svare på spørgsmålet, og det er dog en væsentlig del af den økonomiske politik, der føres lige nu. Men det må også være, fordi regeringen fører økonomisk politik med bind for øjnene.

Jeg går ud fra, at ordføreren er enig i - sådan hørte jeg det første svar her - at der potentielt er mulighed for at frigive 48 mia. kr., hvoraf nogle af dem selvfølgelig kommer tilbage i beskatning, men det er jo ikke engang halvdelen, der kommer tilbage i beskatning. Det er en frigivelse af mange penge. Hvordan hænger det sammen med statsministerens forsikring, og jeg citerer fra statsministerens tale fra i tirsdags:

»Regeringen arbejder efter en vækststrategi med præcise og målrettede indgreb i stedet for hovedkulds at sprede milliarder af upræcise kroner«.

Ordføreren.

Der er i forbindelse med diskussionen omkring SP-midlerne blevet svaret på en række spørgsmål, også i forhold til Folketinget her. Jeg har ikke tallene med herop, men finansministeren har også prøvet at give et svar i forhold til de erfaringer, de har, på, hvad man kunne forvente trækket ville være. Derfor ligger det her forslag jo også netop inden for den ansvarlige ramme, og vi vurderer, at de samlede vækstinitiativer i 2009 og 2010 vil udgøre ca. 3 pct. af BNP.

Men jeg vil også sige, at jeg synes, det er besynderligt, hvis det politiske svar på det er ikke at gøre noget, fordi vi ikke nøjagtig ved, hvad tallet er, fordi vi ikke ved, om danskerne vil hæve dem eller ej - at vi midt i den her krise ikke bruger det, der er helt oplagt, nemlig en stor sum penge, som er danskernes egen, og lader dem få friheden til at disponere over den. Vi ved ikke, hvor meget den enkelte familie vil gøre brug af den her mulighed, men det er da ikke et argument for ikke at give dem friheden.

Vi når lige fru Line Barfod med - med lidt god vilje, i hvert fald hvis man holder sig inden for taletiden her. Så har vi rundet godt og vel de 50 minutter, der er til rådighed for korte bemærkninger. Fru Line Barfod.

Tak. Vi fik jo ikke noget svar før fra hr. Peter Christensen på, hvad det er, hr. Peter Christensen mener der skal ske med de børn, som han mener skal straffes fremover. Vi sætter jo allerede i dag mange børn i fængsel, så derfor er det jo interessant at høre, om hr. Peter Christensen mener, at det er det, der nu også skal ske med børn under 15 år. Det er jo ret væsentligt for debatten, hvad det egentlig er, man forestiller sig skal ske, for sociale tiltag kan jo ske allerede i dag. Der sker jo en lang række tiltag. Der er konsekvens i stort omfang i dag over for børn, der begår kriminalitet.

Men jeg kan da godt forstå, at det er lidt svært for regeringen. Nu har man i 8 år været med til at skabe de problemer, der er, og så er det da nemmere at give børnene skylden end selv at skulle påtage sig ansvaret.

Derfor vil jeg bare høre, om regeringen har tænkt sig at fortsætte med at føre en politik, som fører til, at vi får langt mere rå kriminalitet, og som fører til, at vi får mere ulighed og fattigdom i Danmark.

Ordføreren.

Jeg synes, det er ærgerligt, at venstrefløjen ikke er blevet klogere gennem alle de år og stadig væk ikke har nogen forestilling om, at det, hvis man ikke har nogen reaktioner over for kriminalitet også begået af børn og unge, vil give kæmpestore problemer senere i vores samfund. Det synes jeg er ærgerligt.

Jeg har også tidligere svaret, at vi ikke vil sætte børn i fængsel - jeg ved godt, at det er der nogle som synes er et glimrende billede at få tegnet; det er bare ikke sandt - men vi vil have, at det har en konsekvens, at man begår kriminalitet, også selv om man lige er en dag under den nuværende kriminelle lavalder.

Fru Line Barfod for det sidste spørgsmål.

Spørgsmålet er: Hvad er det så, man vil gøre ved børnene, når man ikke vil sætte dem i fængsel?

Så mangler hr. Peter Christensen også at svare på, hvorfor regeringen mener, det er børnene, der skal bære skylden for den stigende kriminalitet, og at regeringen er fuldstændig ansvarsfri. Man siger, at krisen overhovedet intet har med regeringens politik at gøre, og at det også gælder for alle de konsekvenser, der er af regeringens politik de sidste 8 år, den konsekvens, at den rå kriminalitet er blevet værre, og at vi oplever skyderier i gaderne på Nørrebro, og den konsekvens, at børn lever i fattigdom. Vi kunne forleden dag stå her i Folketinget og høre et brev fra to piger, der lever i fattigdom, og som må gå sultne i seng. Det er de konsekvenser, som mennesker oplever af regeringens politik, men det mener hr. Peter Christensen altså ikke er noget, regeringen overhovedet skal tage ansvar for; det er alle andres skyld, det er aldrig regeringens skyld.

Ordføreren.

Jeg er ikke justitsminister, men vil anbefale justitsministeren at tage kontakt til de partier, som har ytret, at de synes, det er et problem, at der i dag bliver spekuleret i, at unge mennesker kan begå kriminalitet, hvis de er under den kriminelle lavalder. Det er der et flertal her i Folketinget, som synes er et problem, og sammen er jeg helt sikker på, at vi også finder en løsning. Vi vil lytte til Ungdomskommissionen og høre, hvad de har at sige. Det er os, der beslutter politikken, men vi vil lade os inspirere. Men det bliver ikke sammen med Enhedslisten, kan jeg høre.

Tak. Hermed sluttede spørgsmålene til hr. Peter Christensen i første runde. Tak til hr. Peter Christensen. Og den næste ordfører er hr. Henrik Sass Larsen.

Statsministeren - i øvrigt velkommen til ham - sagde i sin første åbningsredegørelse, at han havde en søn på 19 år, der aldrig havde kendt til ungdomsarbejdsløshed og aldrig skulle komme til det. Det lyder jo godt, medmindre det er et løfte om at holde den stakkels knægt hen i uvished, for de unge har fået sværere ved at tage og få en uddannelse. Antallet af unge, som ikke kan få en praktikplads, er eksploderet. Der er i det seneste år sket et fald på 27 pct. i antallet af aftaler, der indgås. Det betyder, at 4.472 elever ved sidste opgørelse manglede en praktikplads. Andelen af en ungdomsårgang, som får en kompetencegivende uddannelse, er faldet under denne regering. Antallet af unge på dagpenge og kontanthjælp er siden sommeren 2008 steget med 60 pct. Så måske var der håb om handling i statsministerens tale for at gå op imod udviklingen - for Løkke junior, de mange nye ledige og os andre.

Men der blev man skuffet, og meget hurtigt stod det klart, at hovedproblemet er uenigheden om, hvordan man skal tackle den økonomiske krise. Er hovedproblemet, at man risikerer at gøre for meget for tidligt, eller er hovedproblemet, at man risikerer at gøre for lidt og komme for sent i gang?

Regeringen tror, at man risikerer at gøre for meget, og derfor kan man også læse sig til, at statsministeren - altså den nye - i marts skønnede, at det langsomt ville begynde at vende efter sommerferien i år. Og derfor kan man også læse sig til, at finansministeren har det gode råd til alle de danskere, som bliver ledige i disse dage, at der stadig er ledige job at få i Danmark. Det kan de 5.000 mennesker, som mister deres job hver måned, så trøste sig med. Hver en ledig, som står derude, ved, at så enkelt er det ikke.

At det er en tidligere beskæftigelsesminister, som fremfører den holdning, er rystende, og at den pågældende beskæftigelsesminister så er blevet forfremmet til finansminister, varsler uvejr såvel for ledige som for økonomien. For selv om der er byttet om på ministerrækkerne, er det, som om det ikke helt er gået op for regeringen, hvad det er, vi står midt i og over for. Regeringen har konsekvent taget fejl.

I oktober sagde Socialdemokratiets formand, fru Helle Thorning-Schmidt, her fra Folketingets talerstol, at tiden ikke var til at tale om mangel på arbejdskraft, men om mangel på arbejdspladser. Det afviste regeringen. Socialdemokratiet påpegede gang på gang i løbet af efteråret og vinteren, at vi stod over for en dyb økonomisk krise, men regeringen afviste, at der overhovedet var tale om en krise. Socialdemokratiet tog teten og anbefalede, at vi greb ind over for den finansielle sektor. Regeringen hylede op om Nordkorea. Vi anbefalede en massiv vækstplan, og regeringen talte om panik.

Regeringen har systematisk fejlvurderet og undervurderet den økonomiske udvikling. Regeringen er kommet for sent, og de forslag, den tøvende har fremsat, har været slatne og direkte forkerte. I det hele taget er det en overvejelse værd, om regeringen overhovedet har forstået, hvad det er, der har ramt os. For regeringen lader det til at være opfattelsen, at krisen er noget, der er kommet til os udefra, at økonomien i bund og grund er sund, og at det bare gælder om, at det hele driver over, så vi kan komme tilbage på det gamle spor. Med den økonomiske analyse står regeringen forholdsvis unikt globalt set, forholdsvis, man skal ikke underkende, at den republikanske præsidentkandidat, John McCain, havde samme opfattelse, men han er da vist kommet på bedre tanker.

Den økonomiske krise er desværre dybere og langt mere alvorlig, for ligesom Danmark er en del af den internationale økonomi, har Danmark også sin andel i den økonomiske krise. Drevet frem af den finansielle sektor og en økonomisk politik, som har udloddet skattelettelser, er der blevet skabt en gigantisk spekulationsboble såvel globalt som nationalt. Der er blevet holdt fest på verdens børser og ejendomsmarkeder, og nu er boblen bristet, festen er slut, og tømmermændene begynder at melde sig. For hvem skal betale for den lukkede fest, som nogen holdt med trækningsret på fremtidens indtjening og produktion?

Regningen kommer i disse dage til alle, der mister deres arbejde, får forringet deres pensionsopsparing og får tab på fast ejendom. I en sådan situation vil regeringen, at vi skal tilbage til festen. Regeringens eneste større tiltag har hidtil været at give skattelettelser, at få gang i privatforbruget og at puste ny luft i boblen.

Tiden er ikke til at puste til det private forbrug. Tiden er til målrettede investeringer og vækstplaner. Tiden er faktisk til, at man gør alt, hvad man kan, nu frem for at vente.

Derfor har Socialdemokratiet foreslået en vækstplan på 36 mia. kr., en vækstplan, som stimulerer alle de dele af dansk økonomi, hvor vi har en chance for at gå imod udviklingen og at sikre såvel beskæftigelse som investeringer.

Vi ved, at vi inden for de næste 10 år skal have renoveret skoler, daginstitutioner, ældreboliger og sygehuse. Lad os fremrykke dem nu frem for at vente på, at der kommer stadig flere ledige.

Vi ved, at vi skal have flere investeringer i grøn teknologi og energibesparelser. Det er dobbelt fornuftigt at sætte gang i de områder nu, områder, som også styrker vores eksportmuligheder.

Vi ved, at den kollektive trafik har lidt under manglende investeringer med den katastrofale effekt, at vores togdrift er blandt Europas langsomste, og at passagerantallet i busserne er gået tilbage. Det er da nu, at vi skal investere i fremtiden til fordel for beskæftigelsen på både kort og lang sigt.

Vi ved, at masser af almene boliger trænger til at blive renoveret, og vi ved, at der kommer til at mangle boliger i og omkring de større byer. Her kan vi også sætte nogle aktiviteter i gang.

Vi ved, at store dele af dansk erhvervsliv sukker efter risikovillig kapital, som truer hele vækstlaget af sunde, veldrevne og ofte små virksomheder. Der er da ingen grund til at se på, at de aldrig får en chance for at udvikle sig.

Vi ved, at hvis vi ikke effektivt får gjort noget ved uddannelses- og kompetenceniveauet i den danske arbejdsstyrke, risikerer vi at mangle kvalificeret arbejdskraft den dag, krisen er ovre. Det er da oplagt, at vi giver de mange, som i disse dage mister deres arbejde, en mulighed for at tage en ny, faglært uddannelse - fra ledig til faglært. Hvor svært kan det egentlig være?

Alle disse forslag har vi lagt frem. Alle er de blevet afvist - surmulende - af regeringen, og dermed pådrager regeringen sig, desto længere tid, der går, et direkte ansvar for, at det går den forkerte vej.

Så vidt vi har forstået det fra dagspressen, er den nye statsminister og vicestatsministeren nu blevet enige om bogføringen af rejseudgifter til flytransport, og det er da en glædelig begivenhed, som måske kunne følges op af en anden afklaring, for vicestatsministeren udtalte jo for nylig, at nu måtte tiden være kommet til at bringe den overbetaling, som private hospitaler har fået, ned på et realistisk leje, det vil sige en nedsættelse af taksterne med 25 pct. Og her vil vi gerne give vores uforbeholdne støtte til vicestatsministeren. At man har overbetalt de private sygehuse med 879 mio. kr., er der slet ikke nogen rimelig begrundelse for, medmindre det handler om ideologi eller for den sags skyld om vennetjenester.

I Socialdemokratiet er vi tilhængere af frit valg, og for os er det o.k., at der også er private aktører, men det skal foregå fair og ordentligt. Hvorfor ikke give offentlige og private sygehuse de præcis samme muligheder og forpligtelser og dermed netop gøre konkurrencen fair og ordentlig? Vi håber, at vicestatsministeren også i den her sag får sin vilje og bringer sig foran med 2-0, og vi skal nok heppe på.

Det danske velfærdssamfund er et unikt og stærkt projekt - et socialdemokratisk projekt. Bropillerne er frihed, lighed og fællesskab. Hvis man ensidigt fokuserer på frihed for de få, f.eks. gennem sundhedsforsikringer, sætter man ligheden og fællesskabet over styr. Hvis man uddeler skattelettelser til de allermest velhavende på bekostning af de dårligst stillede, sætter man ligheden og fællesskabet over styr. Hvis man kommer for sent til at løse den økonomiske krise, sender man både friheden, ligheden og fællesskabet til tælling, og det er lige præcis, hvad den her regering er i gang med. Der er behov for både en ny statsminister og en ny politik.

Så har jeg fra Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten med formandens tilladelse (Formanden: Værsgo!) følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står i den værste økonomiske krise siden 1930'erne. Folketinget konstaterer, at regeringen konsekvent har fejlvurderet krisens omfang og undervurderet dens betydning for det danske samfund og så sent som i januar 2009 vurderede, at »der er et solidt fundament for en fortsat sund udvikling i dansk økonomi«.

Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en vækstpakke, der kan afbøde krisens negative effekter for Danmark og imødegå masseledighed, samtidig med at der investeres i de fremtidige udfordringer for Danmark inden for klima, vækst og velfærd.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64).

Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Jeg kan oplyse, at jeg noterede følgende ordførere med ønske om en kort bemærkning: Peter Christensen (V), Pia Kjærsgaard (DF), Henriette Kjær (KF), Anders Samuelsen (LA). Andre, der ønsker korte bemærkninger, er: Erling Bonnesen (V), Charlotte Dyremose (KF), Jacob Jensen (V), Bent Bøgsted (DF), Sophie Løhde (V), Anne-Mette Winther Christiansen (V), Karsten Lauritzen (V), Gitte Lillelund Bech (V) og Louise Schack Elholm (V). Det vil sige, at vi ikke kan nå alle, og derfor vil jeg bare opfordre til, at man holder sig inden for taletidsbegrænsningen, så flest mulige får deres retmæssige mulighed for at stille spørgsmål.

Den første, der som ordfører får adgang til korte bemærkninger, er hr. Peter Christensen.

Der er utrolig meget automatik og genbrug, når man lytter til Socialdemokratiets meldinger og tale. Man vil have en ny statsminister, det har vi jo lige fået. Man bliver ved med at sige vækstpakke og 36 mia. kr., men det har man sagt hele tiden, og uanset hvad vi har vedtaget af initiativer i forhold til finanskrisen, bliver man ved med at sige 36 mia. kr. Helt seriøst undrer det mig at skulle lytte til, at ingen af de initiativer, vi har vedtaget, har haft en effekt - det blev der sagt ordret - og at de alle sammen har været forkerte.

Betyder det, at kreditpakken ingen effekt har haft og var forkert? Betyder det, at det, at vi har vedtaget en renoveringspulje, hvor private kan få tilskud til at sætte byggearbejde i gang, er forkert og ingen effekt har haft?

Ordføreren.

De eneste positive forslag, der er blevet fremsat af den her regering, har været spørgsmålene om en nybygningspulje og en ombygningspulje. Men selv hvis man tager den fulde effekt med, kan man udregne, at det kun vil give en merbeskæftigelse på omkring 2.000 personer.

Vi får i øjeblikket 5.000 nye ledige personer hver eneste måned, og det er derfor - hvis det ikke er gået helt op for Venstre - at vi synes, at der er for lidt tempo på. Vi synes, at det er for uambitiøst, og vi er meget, meget uenige i, at strategien for at sætte gang i dansk økonomi er at puste til privatforbruget igen. At puste gang i den spekulationsboble og tro på, at det er vejen til, at vi får gang i dansk økonomi igen, mener vi er en forkert politik.

Hr. Peter Christensen.

Det, jeg egentlig prøver at få klarhed over, er, at inden vi havde vedtaget nogle initiativer, da finanskrisen ikke var begyndt endnu, gik der ikke lang tid, før der kom en melding fra Socialdemokratiet: Der er brug for én vækstpakke, og den skal have en værdi af 36 mia. kr. Så er alt godt, så er alt løst. Så vedtager vi en række initiativer, og det eneste, man bare hører hver gang, er: Vi skal have én vækstpakke, og det skal være 36 mia. kr.

Mit spørgsmål er: Når regeringen på et tidspunkt, og det varer ikke længe, når frem til, at vi har lavet initiativer for 36 mia. kr., er det så 36 mia. kr. oveni?

Ordføreren.

Jeg kan forsikre ordføreren om, at for hver eneste dag, der går, hvor man ikke har taget de fornødne initiativer, bliver det desto sværere og desto vanskeligere at rette op på dansk økonomi igen.

Jeg tror desværre, at der er ved at ske det i øjeblikket, at regeringen er ved at bruge det råderum, altså de handlemuligheder, vi har, for at genoprette eller i hvert fald imødegå den store økonomiske krise, til at sætte gang i privatforbruget og på den måde prøve at sætte gang i økonomien frem for målrettet at lave de investeringer, som jeg nævnte i min tale. Det tror jeg er en stor fejl.

Socialdemokratiet har fremlagt en plan på 36 mia. kr. Der er ikke noget i noget betydeligt omfang, som er blevet imødekommet af regeringen. Det er der ikke, fordi regeringen kører på en anden strategi. Men jeg tror endda, at jeg kan forsikre hr. Peter Christensen om, at der kommer endnu flere initiativer fra Socialdemokratiets side løbende, og i det omfang vi overhovedet får øje på, hvor stor en krise vi faktisk står midt i. For vi synes ikke, at det er i orden, at man, når man har en økonomisk prognose, som siger, at vi kan regne med at have 120.000 mennesker, som er ledige ved udgangen af 2009, sætter sig ned og siger, at det er rigeligt at lave initiativer, som kan give i omegnen af 20.000 nye arbejdspladser. Det synes vi ikke er godt nok.

Hr. Peter Christensen.

Vi er enige om, at man skal tage den finansielle krise alvorligt. Så er vi uenige om, at hver gang der kommer en ledig fra den private sektor, skal personen ansættes i den offentlige sektor. Det er useriøs, uansvarlig politik. Men jeg er egentlig glad for, at oppositionens privilegium lå i det lange svar, nemlig altid at byde over, så uanset hvad vi måtte komme med af initiativer, er det dobbelt op. Det er et privilegium, men det er ikke ansvarligt, og det er ikke seriøst.

Ordføreren.

Jeg vil godt præcisere over for Venstres ordfører, hvis han skulle have misset pointen og ikke har læst vores forslag grundigt igennem, at vores forslag til vækstpakke netop går ud på at stimulere økonomien sådan, at alle de mennesker, der bliver ledige ude i det private, får mulighed for at komme i gang.

Det er jo ikke offentlige tømrervirksomheder, og det er jo ikke offentlige renoveringsfirmaer, vi vil sætte i gang med at bygge nye daginstitutioner, renovere kloakkerne, eller hvad vi nu engang skal sætte gang i med alle vores forslag. Det er jo private virksomheder, så på den måde virker det faktisk direkte derude, hvor det skal. Jeg synes, det ville være nyttigt, hvis ordføreren læste forslaget igennem.

Så glemte jeg at svare på et spørgsmål: Ja, det er genbrug, at vi siger, at vi vil have en ny statsminister, men jeg synes, at man skal lytte efter, for jeg sagde også, at vi vil have en ny politik. Det er ikke godt nok bare at skifte ud det ene sted.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Nu har Socialdemokratiet og andre jo harceleret over forslaget om en nedsættelse af den kriminelle lavalder, og jeg vil godt lige høre om Socialdemokratiets stillingtagen: Er det ikke helt, helt urimeligt, at man vitterlig kan spekulere i, at man, fordi man er under 15 år, kan begå kriminalitet uden at blive straffet på en måde, som meget gerne på et tidspunkt skulle forhindre ny kriminalitet?

Lad mig med det samme understrege, at alt det der med - lad nu være med at give det svar - at man bare putter børn i fængsel sammen med forhærdede forbrydere, ikke holder. Det ved hr. Henrik Sass Larsen godt, så lad være med at give det svar, men kom med et bud på, hvad Socialdemokratiet vil gøre i det øjeblik, hvor forslaget under en eller anden form bliver fremsat, for det tror jeg på at det gør. Hvordan vil Socialdemokratiet stille sig? Og hvis det bliver et nej, hvad gør vi så?

Det skal også ses i forhold til, at det ikke bare skal være ud fra leg og lær-princippet, sådan som Socialdemokratiet og venstrefløjen har gjort det i mange år, men være en virkelig konsekvens for børn og unge mennesker, som i den grad desværre allerede er forhærdede forbrydere.

Ordføreren.

Jeg er enig med ordføreren i, at det er krænkende også for vores retsbevidsthed, at vi kan se unge mennesker, som begår kriminalitet, og som begår endog alvorlig kriminalitet, og hvor det på ingen måde lader til, at man tager hånd om de mennesker.

Jeg tror bare, at det er nødvendigt, at vi her opdeler opgaven. Vi har jo tidligere foreslået det, vi kalder smarte sanktioner over for de unge mennesker, der laver kriminalitet og uroligheder, hvor man så tidligt som muligt går ind med målrettede sanktioner, direkte tiltag over for børn helt ned til 12-års-alderen, altså give dem nogle smarte sanktioner og på den måde gå ind og være med i opdragelsen dér, hvor forældrene har svigtet.

Det er vi med på, det vil vi meget gerne udvikle, og det vil vi meget gerne se på, men man skal bare være meget, meget varsom med at pille ved det, vi kalder den kriminelle lavalder, for alle eksperter fortæller os jo, at selv for dem, der er 15 år og 16 år, og som ryger i fængsel, har det ingen som helst gavnlig effekt.

Fru Pia Kjærsgaard.

Skal jeg forstå det på den måde, at hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokratiet fuldstændig afviser, at der er nogle, der spekulerer i, at de, fordi de er under 15 år, kan begå kriminalitet? Der er jo også eksperter, der siger, at det altså er sådan. Samtidig spekulerer de kriminelle, der er over 15 år, i at lade dem under 15 år begå forbrydelsen, fordi gruppen så samlet slipper med en mindre straf. Det synes jeg også at man skal overveje.

Med hensyn til de smarte sanktioner, som jeg synes lyder lidt popsmart, så synes jeg ikke, at det lyder smart at bruge sådan nogle udtryk i et oplæg fra Socialdemokratiet i forbindelse med ting, der er så alvorlige i det danske samfund. Så jeg bliver nødt til at få et klart svar fra hr. Henrik Sass Larsen: Mener hr. Henrik Sass Larsen ligesom mange andre i det her samfund, at der rent faktisk bliver spekuleret i, at man er under 15 år, fordi den kriminelle lavalder i dag er 15 år?

Ordføreren.

Det skal jeg ikke afvise at der er nogle der gør. Men jeg vil godt sige det helt klart, at hvis man skal følge logikken i det, ordføreren står og siger, er den, at nøjagtig den samme straffelov, som gælder for dem over 15 år, også skal gælde for dem under 15 år.

Det, vi sætter i stedet for, er, at vi siger: Lad nu børn være børn, men skal vi ikke gøre det sådan, at vi tager vare på og hånd om de unge mennesker, børn, som begår kriminalitet - det er forkert, det skal de ikke gøre - netop i respekt for, at de er børn, og sætter ind med nogle andre ting end lige præcis det, vi bruger i det øvrige straffesystem?

Pointen er, at hvis det her skal hjælpe, hvis vi skal have en chance for at rette op på det, og det må være formålet, skal vi sætte ind tidligt, men vi skal også gøre det i respekt for, at de er børn, og så skal vi gøre det ved, som vi har foreslået, at bruge smarte sanktioner og ikke rode dem sammen med de øvrige kriminelle og straffesystemet.

Fru Pia Kjærsgaard.

Der er også et andet aspekt i det her med at sænke den kriminelle lavalder, og jeg synes sådan ud fra et retfærdighedssynspunkt, at det også er meget, meget fint, nemlig at den unge kriminelle med oprettelse af ungdomsdomstole får en retfærdig rettergang, hvilket jo ikke altid tilfældet i dag. Det synes jeg jo er et fremragende instrument, som jeg ved at der er adskillige juraprofessorer som anerkender også er en måde at gøre det på. Den del af det synes jeg også at man skal se på, for det er retfærdighed.

Socialdemokratiet og venstrefløjen snakker jo så tit om, at der også i forbindelse med kriminalitet skal være retfærdighed. Og der er jo en meget højere grad af retfærdighed ved ungdomsdomstolene, hvis man tager det sammen med en nedsættelse af den kriminelle lavalder, for det er klart, at det ikke kan stå alene. Det kan det naturligvis ikke.

Men jeg må indrømme, at når Socialdemokratiet og venstrefløjen i mange andre sammenhænge taler om, at børn er store nok til eksempelvis at stemme osv., så fatter jeg simpelt hen ikke, at de ikke også i den anden ende forstår, at vi i vores samfund i den grad er ude på et overdrev, hvor 14-årige kan være meget, meget forhærdede forbrydere. Man kan sige, at de er børn, javel, men de begår altså nogle forbrydelser, som er helt ufattelige, og som der skal skrappe sanktioner til.

Ordføreren.

Jeg har ingen problemer med at forstå, og det skal ordføreren ikke lægge mig i munden, at det er forargeligt, at unge mennesker og børn begår kriminalitet. Jeg syntes, det var meget krænkende at opleve, at nogle 12-årige, eller hvor gamle de nu var, havde brændt en daginstitution ned og dagen efter sad derhjemme og spillede computerspil. Det synes jeg ikke er i orden. Derfor mener jeg også, at der skal være nogle sanktioner i det sociale system. Jeg mener, at der skal laves nogle smarte sanktioner - nu er det her en meget alvorlig sag - og jeg mener i det hele taget, at man skal tage vare på opdragelsen der, hvor forældrene svigter, og sætte markant og konsekvent ind.

Redskabet til, hvordan vi gør det, kan vi diskutere. Det skal vi gerne komme med bud på, men jeg tror bare, at det er utrolig farligt at pille ved den kriminelle lavalder, for det, vi har oplevet også i andre lande, hvor de har pillet ved den kriminelle lavalder, er, at når der lige pludselig ikke er plads i de sociale sikringsanstalter, når der lige pludselig ikke er plads det ene, andet eller tredje sted, ender de i fængsel. Og vi vil under ingen omstændigheder se 12-årige eller 13-årige eller 14-årige sidde i danske fængsler. Det vil vi ikke under nogen omstændigheder.

Den næste, der har bedt om korte bemærkninger her, er fru Henriette Kjær.

Vi Konservative er jo som bekendt meget optaget af skattepolitikken og også klima- og miljøpolitikken. Men vi er blevet lidt forvirrede med hensyn til, hvad Socialdemokraterne mener på det her område. Nu vil man jo gerne give indtryk af, at man er et grønt parti, og man er også kommet i et meget, meget tæt samarbejde med SF og De Radikale, der også gerne vil være det, og da Skattekommissionen kom med sit udspil, sagde fru Helle Thorning-Schmidt, direkte citeret fra en pressemeddelelse:

»Vi er helt enige i det overordnede formål: Nemlig at sænke skatten på arbejde og gøre det dyrere at forurene.«

Men så undrer det mig, at hr. Nick Hækkerup, skatteordfører, i Børsen den 1. april siger:

»Vi får også henvendelser fra en række virksomheder, og signalet er, at der vil ske fyringer. Vi tror simpelthen, at man har glemt at tage hensyn til, at mange virksomheder allerede gør meget for at sikre, at deres produktion er så miljø- og energirigtig som mulig.«

Betyder det, at man vil afvige fra princippet om, at forureneren skal betale, og at vi skal lave nogle mere grønne skatter, når nu Socialdemokraterne går ud og sår tvivl om det her spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at Socialdemokratiet står helt fast på det princip og den principielle melding, som fru Helle Thorning-Schmidt gav. Jeg vil også sige, at man, når man burer sig inde og laver en meget smal skattereform, jo så også må finde sig i kritik af de konkrete forslag, som man udformer. Vi ville sikkert ikke have udformet det ligesådan, som regeringen har gjort, og det er den kritik, som vi bærer med, i forhold til at vi ikke synes, at den konkrete udformning af energiafgifterne har været smart; det synes vi ikke. Men det må Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fuldstændig selv stå på mål for. Vi kan ikke have ansvaret for, hvordan man har indrettet en skattereform konkret. Vi tilbød meget konstruktivt og meget direkte at være en del af et bredt forlig, og hvis vi havde været en del af et bredt forlig - det ønskede vi at være - så havde vi selvfølgelig også taget et medansvar for det.

Fru Henriette Kjær.

Nu synes jeg jo, at ordføreren prøver at slippe nemt udenom. Det er jo sådan, at hvis man vil have nogle grønne afgifter, rammer det erhvervslivet. Det betyder, at man skal omstille produktionen, og det kan koste nogle penge. Det er jo åbenbart det, som hr. Nick Hækkerup er meget bekymret for, men det er hr. Kim Mortensen også. Han er ude at sige, at regeringens forslag om nye energiafgifter, der ensidigt pålægges industrivirksomheder, kan komme til at koste i hundredvis af arbejdspladser i Syd- og Vestjylland. Og det får jo mig til efterhånden at tro, når der er så mange socialdemokrater, der er ude at tage afstand fra de her nye energiafgifter, at så er det ikke det, man vil. Nu sagde hr. Henrik Sass Larsen, at man ville noget andet, men man ville ikke lige tilrettelægge dem på den her måde, som regeringen havde gjort, og der vil vi Konservative så meget gerne høre: Hvordan ville man så have tilrettelagt dem?

Ordføreren.

Jeg tror, at både hr. Kim Mortensen og andre måske kan være blevet inspireret af hr. Kim Andersen fra Venstre, som også har været ude at komme med en hel del ytringer omkring de her energiafgifter og har været meget bekymret på erhvervslivets vegne. Og det er da en reel bekymring.

Jeg har da fået henvendelser nede fra Køge fra store industrivirksomheder, som har skrevet til mig, og som siger, at konsekvenserne af det her meget vel kan blive, at man bliver nødt til at flytte produktionen til udlandet. Det er da en alvorlig sag, og det er da et dilemma. Det er da et dilemma mellem på den ene side at forfølge en grøn vækst-målsætning og klimamål og på den anden side nogle erhvervshensyn. For der er jo ikke meget vundet ved, at en god dansk virksomhed flytter ud af Danmark og så til Polen og - om jeg så må sige - fortsætter produktionen dernede og forurener endnu mere, så det er jo hele tiden et dilemma. Men den vægtning, den afvejning og den måde, hvorpå man konkret har indrettet de her ting, ville vi meget gerne have hjulpet til med, hvis det var, at vi havde fået lov til at være med ved bordet og forhandle en skattereform, men det fik vi ikke, og derfor er det regeringens ansvar og regeringens ansvar alene.

Fru Henriette Kjær.

Vi vedkender os meget gerne det ansvar. Vi er stolte af og glade for den skattereform, som der snart bliver fremsat forslag om her i Folketinget. Men nu har den socialdemokratiske ordfører jo så muligheden for at fortælle, hvad det var, man ville have gjort fra Socialdemokratiets side; det mangler vi et klart svar på. Det er lidt svært at diskutere, når man ikke ved, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne vil. Det må jeg sige at man putter med i partiet. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Men måske er det, fordi man er bange for det dilemma, som ordføreren kalder det, altså at der er et skisma mellem at lave nogle energiafgifter og omlægge produktionen og så selvfølgelig hensynet til nogle arbejdspladser. Men hvad vægter man højest hos Socialdemokraterne? Vi mangler et svar.

Ordføreren.

Lad mig allerførst kvittere for og ønske tillykke med skattereformen; den synes jeg De Konservative fik noget ud af. Den var så skæv, at det jo må give jubel på landsmødet næste gang.

Så vil jeg sige, at vi med hensyn til, hvordan præcis og hvor vi vil ændre i forhold til den eksisterende skattereform, vil lægge det helt klart og åbent, direkte og offentligt frem, lige så snart vi har set de fulde konsekvenser af, hvad der er vedtaget herinde. Så vidt jeg forstår, foregår der jo også hele tiden forhandlinger og ændringer og justeringer i forhold til den eksisterende aftale, så det må vi jo afvente og have lov til at kigge på.

Den næste, der som ordfører har bedt om ordet for en kort bemærkning, er hr. Anders Samuelsen.

En redegørelsesdebat som den, vi har i dag, er også en anledning til, at partierne får fremlagt deres politiske bud. Man skal selvfølgelig kvittere for, at Socialdemokraterne udnytter muligheden for igen og igen at få fortalt om deres investering på 36 mia. kr. Fint nok. Men lad os nu se bort fra den del, som jo reelt er nogle milliarder pr. år over nogle år. Det er jo ikke sådan, at det er 36 mia. kr. om året, hvilket man måske godt kunne få et indtryk af, når man sidder ude i stuerne, men det er jo ikke tilfældet.

Hvis man ser bort fra det, vil den socialdemokratiske ordfører så ikke prøve at give, lad os sige fem konkrete bud på, hvor verden vil komme til at se anderledes ud, hvis Socialdemokraterne kommer til magten i morgen? Hvor er det, Danmark kommer til at se anderledes ud? Kan vi få fem konkrete bud på det ud over det med, at man vil bruge lidt flere penge på skoler, daginstitutioner osv.? Er det efterlønnen, man vil gøre noget ved? Er det dagpengesystemet? Er det skattesystemet, man vil gøre noget ved? Vil man lave en ny folkeskolereform? Kan vi få fem korte, kontante bud fra Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Det var dog et ejendommeligt spørgsmål. Altså, man siger til Socialdemokratiet, at nu skal vi lægge den politik, vi har, væk. Hvis vi lægger vores politik væk, hvad vil vi så? spørger man. Den økonomiske vækstpakke på 36 mia. kr., vi kom med, er den kraftigste finanspolitiske stimulering, man har set i nyere danmarkshistorie. Så kan man jo ikke sige, at præmissen for spørgsmålet er, at det skal vi lægge væk. Det er da en underlig idé.

Men jeg kunne da tale i lang tid om, hvilke fremskridt og hvilke forbedringer man ville se i det danske samfund, hvis vi kom til - eksempelvis på sundhedsområdet med retfærdig konkurrence. Retfærdig konkurrence måtte være noget, man kunne lide ovre hos liberalisterne, retfærdig konkurrence mellem offentlige og private, sådan at vi kan få endnu flere patienter behandlet, sådan at vi har mulighed for at behandle især de livstruede patienter først. Det var en konkret forbedring, man ville få med Socialdemokraterne.

Hr. Anders Samuelsen for anden gang.

Jeg anerkendte jo, at Socialdemokraterne gang på gang fortæller om de 36 mia. kr., som de vil bruge, så jeg bad sådan set ikke om, at man skulle lægge det væk. Men ordføreren er vel enig med mig i, at politik er andet end finanspolitik, andet end at bruge milliarder her og milliarder der?

Det har også noget gøre med, hvad det er for en folkeskole, man gerne ser. Og ud over at sige, at man vil have et bedre sundhedssystem, hvordan vil man få et bedre sundhedssystem? Er det ved at afskaffe det frie valg fuldstændigt? Er det ved at sørge for, at der ikke er noget, der hedder et privat tilbud i det offentlige sundhedssystem? Kan vi ikke få den socialdemokratiske ordfører til at være lidt konkret og komme med fem konkrete bud?

Vil Socialdemokraterne smide folkeskoleforliget over bord og starte forfra? Vil man have en helt anden folkeskole? Hvordan skal den se ud? Hvilke konkrete ændringer vil læreren opleve i hverdagen? Hvad vil lægen opleve, hvad vil sygeplejersken opleve af ændringer? For hvis man ikke kan være konkret på det felt, så er det jo bare nogle hensigtserklæringer, man her kommer med, når man siger, at vi skal have et bedre sundhedssystem. Det er dejligt, det kan vi jo alle sammen nikke til, men prøv at være lidt konkret. Det er det eneste, jeg beder om.

Så snart den røde lampe lyser, er taletiden slut. Så er det ordføreren.

Jeg synes, det var et meget rodet spørgsmål, men all right, lad mig tage noget af det. Er vi imod frit valg? Nej, det er vi faktisk ikke. Vi er tilhængere af frit valg. Vi mener, at det er godt, og at det er et tidssvarende begreb, vi skal have indført overalt i samfundet, hvor det er muligt at have et frit valg. Men vi siger, at vi ikke vil have frit valg for enhver pris. Vi vil faktisk lade det være op til kommunerne derude, de mennesker, som sidder med fingrene nede i velfærdssamfundets mekanik, at tilrettelægge, hvordan de ønsker at lave frit valg, og hvordan de ønsker at skabe konkurrence. Det tror vi er en sund, pragmatisk indgangsvinkel til det, og jeg tror på, at vi er i en sund kappestrid mange steder, og at man kan få bedre resultater og gode resultater ved det.

Lad mig give et eksempel på et andet sted, hvor vi vil gøre noget mere i forhold til den offentlige service. Det består i, at vi gerne vil introducere det, vi kalder tilkøbsydelser, i den offentlige service, altså at man får udmålt x antal timer til rengøring og andet, hvis man er ældre, men hvis man nu ønsker 1 time eller 2 timer mere eller andet, kan man via det firma, der kommer - det kan være det offentlige eller et privat, vi er sådan set ligeglade - få mulighed for at købe sig til noget ekstra. Det er en konkret forskel, som danskerne vil opleve, hvis vi får magten.

Jeg er nødt til at sige, at det med den røde lampe også gælder heroppe. Det er Anders Samuelsen for tredje gang.

Et eller andet sted synes jeg faktisk, at det er en lille smule rystende, at vi står her i dag med, ja, det er vel Socialdemokratiets nr. 2 på nuværende tidspunkt, der står på landets fornemste talerstol, og så kan man ikke være mere konkret end at sige, at folk kan få lov til måske at købe sig til 1 time her eller 2 timer der. Prøv dog lige at hæve ambitionsniveauet en lille smule. Det er da også et spørgsmål om, at vi kan føre en politisk debat ude i landet. Jeg siger tit, når jeg er ude i landet og kigger ud over de her mennesker, der sidder i lokalet: Giv mig lige fem bud på, hvad Socialdemokraterne vil gøre anderledes, når de kommer til magten. Det kan folk ikke. De bliver helt lamme i ansigtet, og det er vel et eller andet sted et udtryk for, at Socialdemokraterne har et kommunikationsproblem her.

Jeg er helt bevidst om, at der er rigtig mange, der godt er klar over, at Liberal Alliance vil gøre noget ved efterlønnen, vil gøre noget ved dagpengereformen, vil gøre noget ved skattesystemet osv. Det er meget konkrete bud, men det kan man ikke få fra Socialdemokraterne, og det gør jo, at vi ikke har en politisk debat. Vi har bare sådan noget sniksnak, hvor man håner regeringen for, at det er en forkert statsminister. Oh yes, men altså, kom lige med et bud på, hvad man vil gøre anderledes. Det vil dog fremme, at vi får en reel politisk diskussion. Det er jo det, der mangler.

Ordføreren.

Nu må jeg jo sige til Liberal Alliances nr. 1 - ud af 2 - at hvis man har tid til at følge arbejdet hernede i Folketingssalen, vil man kunne opleve, at der næsten ikke går en dag, uden at Socialdemokratiet fremsætter beslutningsforslag på konkrete politikområder. Det kan være på uddannelsesområdet, det kan være på miljøområdet, det kan være på energiområdet. Der findes faktisk - er min påstand - ikke et eneste område, hvor Socialdemokratiet ikke har konkrete bud på forandringer inden for politik. Hvis man derfor havde tid til at deltage i debatten og havde mulighed for at sætte sig ind i den, ville man kunne opleve at få den tilfredsstillelse at snakke med et hav af gode, solide, fremragende socialdemokratiske ordførere om konkret politik.

Så går vi videre til dem, der har bedt om korte bemærkninger uden for ordførerrækken. Det er hr. Erling Bonnesen som den første.

Når vi lytter lidt til Socialdemokraternes udmeldinger om den økonomiske styring, synes svarene efterhånden at blæse sådan lidt i alle retninger.

Kigger vi bare på, hvad der er kommet af meldinger nu under ordførerens tale her i dag, er det jo noget fantastisk først at høre i selve talen, at man angriber regeringen for at gøre for lidt - ingenting - for ikke at pumpe nogen penge ud, så at sige. Så bare 2-3 minutter senere, når man begynder at svare på spørgsmål, angriber man faktisk for lige det modsatte. Jeg tror næsten, jeg citerer rigtigt, når jeg siger, at ordføreren for Socialdemokraterne sagde, at de er bekymrede for, at man pumper for mange penge ud og bruger hele råderummet, så der ikke er noget til senere. Så er jeg meget glad for, at vores nye statsminister har meldt ud, at vi skal holde en fast hånd på rattet i styringen af Danmark igennem krisen.

Kigger vi bare lige et øjeblik på fakta, har vi nu ophævet anlægsstoppet for kommunerne og er faktisk oppe ved kapacitetsgrænsen. Nu kunne vi så sent som i går også høre, at flere håndværksmestre melder ind, at de har drøntravlt med nye tilbud. Så vi kan bare konstatere, at det sådan set stemmer meget godt med, hvad der er brug for lige nu. Så er det ikke godt?

Ordføreren.

Jeg vil godt sige til hr. Erling Bonnesen, at der, hvor jeg tror han skal lytte efter en gang til, er i forhold til den principielle, grundlæggende diskussion om, hvilken økonomisk strategi der skal følges i det her land.

Er det privatforbruget, man skal stimulere, og som skal sætte gang i at få vendt udviklingen med flere og flere ledige og få vendt væksten? Er det den filosofi, man tror på? Eller tror man på filosofien, der siger: Nej, det er ikke vejen frem; vi tror i stedet på, at det er målrettede, direkte investeringer, sådan som det er i Socialdemokraternes vækstpakke?

Deri består forskellen. Det kan vi skændes om politisk, men det er også deri, min kritik består, for jeg tror ikke, det er en god idé. Jeg tror ikke, vi skal puste boblen op igen. Jeg tror, det er tiden, hvor en masse mennesker er meget betænkelige ved at gå ud og belåne for meget og sætte alt for mange investeringer og andet i gang. Jeg tror, at det kun er ved en sund, strategisk, nøje udvalgt økonomisk politik, som stimulerer beskæftigelsen, at vi kan få gang i væksten igen.

Hr. Erling Bonnesen.

Jamen det svar vil jeg da sige utrolig mange tak for. For når vi lægger det sammen, som ordføreren nu siger, bliver bundlinjen jo faktisk det, som regeringen gør lige nu - det passer faktisk meget godt. Men det, som ordføreren er uenig i, er måden, man så at sige får tingene sat i gang på.

For det er da fuldstændig korrekt, at regeringen sender en del af pengene igennem hænderne på borgerne, således at borgerne selv kan være med til at sætte initiativer i gang. Hvad jeg så kan forstå er, at uenigheden nu blot består i, at Socialdemokraterne selv vil kradse alle pengene ind fra borgerne og så selv styre dem over i nogle flere offentlige investeringer. Og skulle man have lyst til at tro, at det er rigtigt, så vil det jo bare få et omfang, så også inflationen vil begynde at melde sig.

Så tak for bekræftelsen på, at det faktisk er afstemt meget godt og det kun er måden, man skal gøre det på, man er uenig i.

Ordføreren.

Vi ved, at hvis vi sætter gang i offentlige anlægsinvesteringer, skaber det 3-4 gange mere beskæftigelse, end hvis man putter de samme penge ud i skattelettelser. Jeg taler ikke om at tage noget fra folk, jeg taler bare om, at vi anser det for klogere at bruge det råderum, vi skal have, på målrettede investeringer til at sætte noget i gang.

Jeg er nødt til at sige, at hvis man tror på, at vejen til at få gang i dansk økonomi igen er at give en masse skattelettelser til folk i en tid, hvor mange af dem forventer faldende priser, og hvor mange af dem forventer, at det vil gå fortsat ned ad bakke, så fører man en helt forkert økonomisk politik.

En sidste ting kunne måske være: Hvad er det lige, ham, som er blevet ledig - og det er der jo lige i øjeblikket 5.000 om måneden, der bliver - skal bruge de skattelettelser til?

Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er fru Charlotte Dyremose.

Lad os få lidt god stemning og tale om noget, hvor vi faktisk et langt stykke hen ad vejen jo har været enige med Socialdemokraterne, nemlig på folkeskoleområdet, hvor jeg jo sætter stor pris på, at Socialdemokraterne har bakket op om den styrkelse af fagligheden, som vi igennem de seneste mange år har lagt op til. For hr. Henrik Sass Larsen nævnte jo også det her med uddannelse som et utrolig vigtigt fundament.

Men jeg bliver jo en lille smule bekymret, når hr. Henrik Sass Larsen så også ønsker et nyt rødt kabinet med en ny statsminister, for hr. Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti er jo en meget hyggelig og charmerende fyr, men det ændrer jo ikke på, at han har en noget uhyggelig politik, når det gælder uddannelsesområdet, hvor hverken Socialistisk Folkeparti eller De Radikale har ønsket at være med til sammen med regeringen og bl.a. Socialdemokraterne at lægge den her linje for at styrke fagligheden.

Hvordan vil hr. Henrik Sass Larsen sikre, at man - hvis vi skulle være så uheldige at få et rødt kabinet med Socialistisk Folkeparti siddende i Finansministeriet - kan fastholde fagligheden i folkeskolen?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at hr. Villy Søvndal er flink og hyggelig, det er jeg enig i.

Så vil jeg sige, at vi jo på en lang række områder har nogle forlig, som går på tværs. Der er tradition for brede forlig på bl.a. folkeskoleområdet. Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke tror, at der er længere afstand, end at det er overkommeligt, at både Det Radikale Venstre og SF kan komme med i folkeskoleforligskredsen. Det synes jeg da ville være en fremragende idé.

Jeg er helt sikker på, at vi nok skal kunne finde ud af at lave politik sammen, men det vil selvfølgelig også være sådan, at når der kommer et nyt flertal, vil vi respektere de forlig, vi har indgået, også på folkeskoleområdet.

Fru Charlotte Dyremose.

Jeg var glad for den sidste bemærkning om, at forligene kan fastholdes. Det er jo en lidt spændende situation. For hvis fru Helle Thorning-Schmidt skal sidde i Statsministeriet og fastholde forlig, som hr. Villy Søvndal i Finansministeriet ikke er med i, og som fru Margrethe Vestager, som jo så også har et eller andet højt ministerium, går jeg ud fra, heller ikke er med i, så bliver det en lidt speciel måde at have regering på.

Sagen er jo den, at Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre ikke har været med til at sikre flere timer i en række centrale fag, de har ikke været med til at sikre trinmål, de har ikke været med til at sikre nationale test. De har altså ikke villet være med til den her styring af fagligheden i folkeskolen. Derfor er det jo en lille smule bekymrende, og jeg er meget spændt på at høre, hvordan hr. Henrik Sass Larsen vil tackle både at være i regering med de her partier og samtidig respektere et forlig, som de her partier altså ikke er med i.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at jeg vil gøre det på nøjagtig samme måde, som jeg tror Det Konservative Folkeparti gjorde det på, da de lige pludselig trådte i regering og vi havde et bredt forlig på folkeskoleområdet og de ikke var med. Så fandt man ud af det, man fandt i sin tid ud af, hvordan Det Konservative Folkeparti kunne tilslutte sig forligskredsen. Så jeg tror, at der vil være tale om nøjagtig samme fremgangsmåde, og vi skal nok finde ud af det.

Jeg er glad for, at man allerede er begyndt at spekulere over den situation, hvor der kommer en ny regering, for den er jeg helt overbevist om kommer.

Den næste, der har en kort bemærkning, er hr. Frank Aaen.

Som bekendt har Enhedslisten stemt imod de der mange milliarder kroner, der er givet til bankerne, først og fremmest fordi vi mente, at det var urimeligt, at de blev givet uden betingelser, at regeringen hver gang sagde, at bankerne selv skulle bestemme, hvad skatteydernes penge skulle bruges til, og at staten under ingen omstændigheder skulle drive bank.

Nu er regeringen åbenbart kommet på andre tanker, har fået andre ideer; den driver faktisk bankvirksomhed. Og Danske Bank er åbenbart så trængt, at den nu er ved at tigge staten om at blive medejer i Danske Bank, staten bliver måske oven i købet den dominerende ejer i Danske Bank. Og det er vi meget godt tilfredse med, altså at der trods alt er sket den udvikling, og det ved jeg også at Socialdemokratiet er.

Derfor er mit spørgsmål til Socialdemokratiet: Hvad skal den demokratiske indflydelse og den magt, som staten nu får over bankerne, bruges til?

Ordføreren.

Jeg er jo enig i, at der er en alvorlig situation i hele den finansielle branche. Vi havde jo det udgangspunkt, at vi helst ikke ville have blandet os i det her, men vi havde også det udgangspunkt, som vi offentliggjorde meget tidligt, at hvis staten skulle ind og skyde penge i finansiel virksomhed, i bankerne, syntes vi også, at der skulle følge indflydelse med. Det var dér, vi fik at vide, at det var som i Nordkorea, tror jeg det hed sig - det og andet blev råbt efter os.

Nu konstaterer vi jo så, at der ligesom har været et vist markedspres for, at staten bliver aktionær. Sådan kan det jo gå. Men vores princip er uforandret. Vi ønsker stadig væk at søge tilslutning til, at den indflydelse, som staten måtte få, hvis der eventuelt sker en konvertering af aktier i de pågældende banker, skal omsættes til, at man får en direkte repræsentation i bankernes ledelser.

Hr. Frank Aaen, anden gang.

Det giver sig selv. Selvfølgelig skal en storaktionær, også hvis det er staten, have indflydelse i banken og dermed også sidde i bestyrelsen.

Men mit spørgsmål gik i virkeligheden på, hvad indflydelsen skal bruges til. For det kan jo ikke bare være sådan, at vi sætter nogle folk ind, som kører videre på samme måde som Peter Straarup i Danske Bank, det ville jo være helt vanvittigt. Vi er jo nødt til at ændre kurs i den bank, f.eks. stoppe for den spekulation, Danske Bank er dybt involveret i; den har tabt milliarder af kroner på spekulationsbanker i USA. Vi er nødt til at sige: Stop spekulation! Når der er en krise, er vi nødt til at sige, at banken skal være aktiv med hensyn til at skabe beskæftigelse, med hensyn til at fremme miljøet, gøre noget ved klimaet og vedvarende energi.

Vi er jo nødt til at have sådan en politik for, hvad den her indflydelse skal bruges til. Er Socialdemokratiet ikke enig i, at det jo er det, der er kernen i at få repræsentation og magt i bankerne, nemlig at vi har noget, vi demokratisk kan bruge til at styre bankerne med?

Ordføreren.

Jeg vil nok være forsigtig med at give alt for meget af ansvaret for miljø- og energipolitikken til bankerne, det synes jeg nu ikke ville være nogen god idé.

Men jeg vil godt sige det sådan, at jeg tror, at det, der er behov for herindefra og via de repræsentanter, som man eventuelt måtte udpege, er konservativ bankdrift. Det er at sørge for, at der ikke bliver skabt nye spekulationsbobler. Det er at sørge for, at der er nogle sunde, veldrevne banker, som ikke kommer ud i finansielt stormvejr, fordi de har ligget og spekuleret ude på markederne.

Der har jo været - og det er jeg meget enig med hr. Frank Aaen i - en fuldkommen vanvittig spekulation, og der er masser af mennesker, der fik nogle kæmpegevinster uden nogen sinde at have bestilt noget andet end at handle med penge. Det er dybt forargeligt, og regningen kommer i øjeblikket til os alle sammen.

Derfor må det her stoppes. Vi må sørge for at få en bedre regulering af, hvordan man driver bank. Jeg synes også, at vi skal bruge de repræsentanter, vi måtte få ind, til at sikre, at det her ikke sker igen.

Så er der en kort bemærkning til hr. Jacob Jensen.

Når man lytter til Socialdemokraternes ordførers ordførertale og de svar, der blev givet, kan man vel næsten konstatere, at det jo er den rene papegøjepolitik. Papegøjen svarer som bekendt det samme, ligegyldig hvad den bliver spurgt om, og sådan lyder det også fra Socialdemokraterne. Svaret er nemlig 36 milliarder, uanset hvad spørgsmålet er. Hr. Peter Christensen forsøgte at få et svar, hr. Anders Samuelsen har forsøgt at få et konkret svar, og andre har forsøgt at få et konkret svar, men svaret er det samme, uanset spørgsmålet, 36 milliarder. Er den udvikling, der sker uden for Christiansborgs tykke mure, gået fuldstændig Socialdemokraternes opmærksomhed forbi? Altså svaret, som man gav for snart mange måneder siden, var 36 milliarder. Der er sket en betydelig udvikling siden, og i dag er svaret det samme. Kan det virkelig være rigtigt?

Ordføreren.

Svaret er, at det er en meget fornuftig politik, vi fremlagde tilbage i januar måned, og i al den tid, der går, hvor man ikke gør noget ved det, og hvor man ikke fører en aktiv vækstpolitik, har vi tænkt os at blive ved med at minde regeringen om, at det vil være en god idé at lave en meget aktiv vækstpolitik. Jeg tror faktisk, at det var Paul Krugman, nobelprismodtageren, som sagde, at man ikke skal risikere en dom fra eftertiden for at have gjort for meget, men tværtimod det modsatte. Det betyder, at man har behov for virkelig at sætte gang i pumperne i øjeblikket for at imødegå det, som sker derude - og jeg er fuldt ud klar over, hvad der sker i øjeblikket. Det, som jeg tvivler på, er, om regeringen har forstået det fulde omfang af det her. I øjeblikket har vi fået en prognose, jeg tror nede fra Deutsche Bank, på en negativ vækst på omkring 3 pct. Det er jo ret historisk. Hvis man kigger rundtomkring i hele OECD-området, alle de lande, vi skal eksportere til, står den på nedtur, på nedtur, på nedtur, og det betyder, at den udfordring vi står over for, formentlig er undervurderet i øjeblikket, og derfor har vi i forbindelse med de 36 mia. kr. lavet en lang række forslag, men jeg vil gerne kvittere, jeg vil gerne komme med mere, for jeg tror, at der kommer til at blive behov for endnu mere, fordi jeg tror, at udviklingen kommer til at blive så alvorlig.

Hr. Jacob Jensen.

Vores svar fra Venstres og regeringens side har jo netop været en lang række tiltag. 100 mia. kr. i en bankpakke, hvor Socialdemokraterne også var med. Der var en fremrykning af trafikinvesteringer inden for en samlet ramme på 94 mia. kr., en kæmpestor historisk investeringsplan. Der har været udskydelse af moms- og skattebetalinger for erhvervslivet med virkning på likviditetsforbedringer på over 60 mia. kr. Der har været fremrykning af offentlige investeringer på andre områder i kommuner osv. og en lang række andre ting. Det er vores svar. Men hvad er Socialdemokraternes svar? Jo, det er jo papegøjesvaret 36 mia. kr., uanset om vi taler om for et halvt år siden eller om et halvt år frem i tiden. Jeg synes, det emmer af idéfattigdom.

Ordføreren.

Nej, fordi den samlede effekt af det, som vi har set regeringen gøre, hvis man skal være venlig og regne på det, er, at man skaber en merbeskæftigelse på omkring 20.000-25.000, men når vi ser, at vi i fremtiden kan regne med en fordobling af ledigheden, er det bare, at vi siger: Det er ikke godt nok. Det batter ikke nok. Der er ingen grund til at vente på, at der bliver så mange ledige, og der ingen grund til at undervurdere, hvor stor den her krise er. Derfor siger vi, at der skal sættes fuldt tryk på alle de kedler, vi kan sætte tryk på i øjeblikket, for at undgå, at vi havner i en endnu værre situation. Det har jo en selvforstærkende negativ effekt i øjeblikket, at man har en sådan krise, og derfor skal man lytte meget nøje efter, hvad det er for nogle forslag, vi har fremlagt, for de betyder alle sammen, at man netop meget målrettet vil imødegå det her frem for at tro på, at det er det private forbrug, der skal redde os.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Bent Bøgsted.

Tak. Med fare for, at hr. Henrik Sass Larsen har sagt det på et tidspunkt, vil jeg vende tilbage til puljen på de 36 mia. kr. Jeg kan ikke forstå, at hr. Henrik Sass Larsen siger, at der bliver kastet 36 mia. kr. ud. Det, regeringen og Dansk Folkeparti gør, er, at vi har flere små vækstpakker, der stiger jævnt hen over hele året, og det fortsætter.

Så siger hr. Henrik Sass Larsen, at regeringen og Dansk Folkeparti stimulerer privatforbruget, og at Socialdemokratiet ikke vil gøre det, hvis jeg har forstået det rigtigt. Men hvor lang tid skal de 36 mia. kr. fordeles over? Det er muligt, det er blevet sagt.

Ordføreren.

Det fremgår af vores plan, at det er i 2009 og 2010, vi vil stimulere med 2 pct. af BNP, altså 36 mia. kr.

Som jeg lige har givet udtryk for til hr. Jacob Jensen, tror jeg, det bliver i underkanten; jeg tror, vi kommer til at tage endnu flere initiativer. Men problemet er jo bare, at der jo ikke er blevet brugt særlig mange af de penge indtil videre, fordi regeringen og Dansk Folkeparti har fået vedtaget en forkert politik, for så sker der nemlig ikke noget.

Den renoveringspulje, man har sat gang i, vil maksimalt skaffe 2.000 flere job. Det batter jo ikke meget, når vi får 5.000 flere ledige hver eneste måned, og det er derfor, jeg og vi i Socialdemokratiet siger, at det er en forkert økonomisk politik at tro på, at ved at forbruge os til det kan vi sætte gang i opsvinget igen. Vi skal have et målrettet offentligt forbrug og foretage offentlige investeringer, så vi kan sætte gang i væksten igen de steder, hvor det kniber. Det er tre til fire gange mere effektfuldt, end det er at lave skattelettelser.

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg har forstået det sådan, at det, Socialdemokratiet vil, er, at vi skal have et meget, meget stort offentligt forbrug. Men det, jeg bare ikke forstår, er, hvordan hr. Henrik Sass Larsen så vil tilgodese de mange håndværkere derude, der har gavn af den vækstpakke, den renoveringspulje og de tiltag, som regeringen og Dansk Folkeparti har sat i værk.

Når man renoverer sit hus nu, er det privatforbrug, og det er det, der sætter håndværkerne i gang; hvis man bygger et nyt familiehus, er det også privatforbrug. Men hvad er det, der gør, at hr. Henrik Sass Larsen er imod, at vi får håndværkerne i gang med flere vækstpakker? Der er ingen, der har sagt, at det nu er slut med vækstpakker fra regeringens og Dansk Folkepartis side; det, der er blevet sagt, er, at der er brug for flere små vækstpakker i stedet for én stor. Men hvorfor vil man ikke tilgodese håndværkerne, der nu med renoveringspuljen får arbejde igen, men kun have et stort offentligt forbrug?

Ordføreren.

Vi tror ikke på, at man skal smøle, at man skal lave små vækstpakker, og at man skal vente og se på, hvordan det går. Vi tror, at vi skal tage alle faresignalerne derude ned og gøre noget effektivt her og nu frem for at vente. Det er vores ene bud på det.

Det andet er - jeg tror, hr. Bent Bøgsted godt kan sætte sig ind i situationen - at når en almen boligforening gerne vil have renoveret, er det jo ikke beboerne i de almene boliger eller dem oppe på kommunekontoret, som kommer og renoverer boligerne. Det er jo private håndværkere, man bruger til det, og det er også private håndværkere, man bruger til at sætte gang i daginstitutionsbyggeriet eller ældreboligbyggeriet eller bygge nye kloakker.

Jeg tror til gengæld ikke, der er særlig mange, der i øjeblikket går ud og bygger nye huse, og derfor tror jeg ikke på, det er særlig klogt at stimulere privatforbruget. Jeg tror, der er mange, der i stedet for gør det, hvis de får nogle ekstra penge, at de konsoliderer sig, sparer mere op og er meget forsigtige med, hvordan de bruger pengene. Se, så gør man faktisk økonomien stor skade, for så virker den kur, man doserer, ikke.

Den næste korte bemærkning er fra fru Sophie Løhde.

Som jeg tidligere var inde på, så er det ofte rimelig svært at få et klart svar på, hvad Socialdemokratiets holdning til nogle vitale områder her i det danske velfærdssamfund er. Et af de områder, hvor jeg virkelig har svært ved at finde ud af, hvor Socialdemokratiet står, er på sundhedspolitikområdet. Jeg har derfor tænkt, at jeg måtte forberede mig lidt til i dag og er gået ind og har søgt på Socialdemokratiets hjemmeside for at få et klart svar på, hvor lang tid Socialdemokraterne synes, det er rimeligt, at patienter med ikkelivstruende sygdomme skal vente på at komme i behandling. Vi har svaret 1 måned, men jeg kan ikke noget sted finde et klart svar på, hvad Socialdemokratiet mener med hensyn til, hvor lang tid patienterne skal gå og vente på at komme i behandling. Kunne vi her i dag komme lidt nærmere ind på, hvad Socialdemokratiets bud er, og få et konkret svar på det?

Ordføreren.

Ja, det kan man, det er der ingen hemmelighed i. Vi har det udgangspunkt, der siger, at alle livstruende sygdomme, kræft, hjertesygdomme og andet: Ingen ventetid. Det prioriterer vi, og vi prioriterer penge til det. Ikkelivstruende sygdomme: 2 måneder. Det er vores udgangspunkt i vores sundhedspolitik. 2 måneder er bl.a. en prioritering, fordi vi synes, at det er mere rimeligt, at man bruger pengene på livstruende sygdomme frem for på banale operationer, og 2 måneder gør det også muligt at styre ventelisterne og have mulighed for at styre hele produktionen i det offentlige og i det private for den sags skyld.

Så vi synes, at 2 måneder er meget, meget passende, og vi tror ikke, at 1 måned er særlig hensigtsmæssigt.

Fru Sophie Løhde.

Jeg er glad for, at vi kan få en klar tale i dag om, at det, Socialdemokratiet vil give borgerne, hvis de får magt, som de har agt, er en garanti for at få lov til at vente. Det vil sige, at man lige lægger en måned ekstra oven i den ventetid, som borgerne i dag har krav på i forbindelse med at få adgang til at kunne gå et andet sted hen, hvis det offentlige ikke kan levere behandlingen inden for den måned. Det eneste, der bare ikke stemmer overens, er, at ordføreren tidligere i dag jo har snakket om, at man var meget stor tilhænger af det frie valg, men at man ville lade det være op til regionerne og kommunerne ligesom at definere, hvordan det frie valg skulle udfoldes. Socialdemokratiet siger så, at de vil doble ventetiden op, og at borgerne altså skal vente dobbelt så lang tid, som de gør i dag, man lægger lige en måned oveni.

Derudover siger Socialdemokraterne så, at de vil lade regionerne udforme, hvordan det her frie valg skal udfoldes. Mig bekendt går regionernes formand, der jo er socialdemokrat fra Region Midtjylland, ind for, at vi skal have en differentieret ventetidsgaranti, det vil sige, at det jo ikke bare er 2 måneder, vi snakker om, men at det også kan være 3 måneder, 4 måneder eller 5 måneder, der kunne komme på tale.

Hvordan stemmer det overens med, at ordføreren på den ene side står her og siger: Vi vil godt give borgerne en garanti for at få lov til at vente ekstra, når man så samtidig også siger: O.k., vi lader regionerne udforme, hvordan det her konkret skal indrettes?

Ordføreren.

Vi har lagt os fast på en 2-måneders ventetidsgaranti, som indtil for nylig faktisk også var regeringens officielle mål. Det var det indtil for nylig. Så ændrede man det til 1 måned, men det er også, fordi vi siger, at vi tror, det er vigtigt at tage en prioriteringsdiskussion. Er det lige vigtigt, om der er lige lang ventetid til alle behandlinger hos det offentlige? Nej, det er det ikke. For det er lidt vigtigere at få lavet en hjerteoperation eller en kræftbehandling, end det er at få lavet eksempelvis nye knæ. Det er vigtigere. Det vil vi godt være med til at prioritere. Det er den ene ting, der ligger.

Den anden er, at jeg synes, man skal passe på med at slå sig for hårdt op på, hvordan ventetiderne ser ud i øjeblikket, for så vidt jeg kan læse mig til, så er de gennemsnitlige ventetider jo faktisk steget meget markant inden for det seneste par år, ikke kun på grund af krisen, men vi er faktisk oppe i nærheden af niveauet fra 2001. Det ligger på nøjagtig det samme nu. Så de er steget og steget og steget.

Jeg vil så sige, at vi tror på, at den primære leverandør til at få nedbragt de ventelister er det offentlige sundhedsvæsen. Det tror vi på. Og derfor vil vi insistere på at bruge flere penge på det offentlige sundhedsvæsen. Vi tror ikke på, at det er det rigtige at give 1 måneds behandlingsgaranti, lade være med at give det offentlige nogle penge, og så give alle privathospitalerne en mulighed for at sige: Nu kan vi bare få alle kunderne ind, og så kan vi hæve pengene ovre i kassen hos det offentlige sygehusvæsen, endda med 25 pct. overbetaling. For det er lige præcis det fifleri, der er foregået under den her regering, fordi man har ønsket at fremme de private hospitaler.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Tak for det. Når man har et rigtig godt budskab, så - har jeg altid lært - er det rigtig nyttigt, at man får det tydeligt frem, gerne først og sidst og måske også lige inde i midten af den tale, man holder. Til gengæld vil jeg så sige, at jeg altså mangler at få det gode budskab med hensyn til, hvad de 36 mia. kr. egentlig var for nogle. Var de oven i det, som allerede er ved at være bevilget fra regeringens side, eller er de 36 mia. kr. indeholdt i de aftaler, som allerede er lavet. Jeg kan forstå, at det er et godt budskab fra S, så vi må lige høre: De 36 mia. kr., hvad er det for nogle?

Ordføreren.

Allerførst tak for ordførerens taleerfaringer; dem tager jeg med mig til inspiration.

Til det andet: Ja, det er oven i regeringens politik, for regeringen har ikke gjort noget i forhold til de forslag til 36 mia. kr., som vi har foreslået. Regeringen har gjort noget andet; regeringen har valgt at fokusere på at stimulere det private forbrug. Jeg håber, ordføreren har tid til at lytte efter. Det er det, der er forskellen. Vores investeringer er målrettede. Inden for alle de områder, jeg nævnte i min tale, har regeringen sagt, at det vil man ikke være med til. Regeringen har i stedet for brugt pengene på noget andet, nemlig at give skattelettelser og sørge for at pumpe til privatforbruget. Det er forskellen i den økonomiske strategi. Og derfor er vores oven i.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Det kan godt være, at der er et eller andet, der fnidrer her, men det betyder altså, at det, regeringen har gjort, ingen betydning har, det er ikke noget værd, og det er bare ud til siden med det, for det har ingen effekt - er det sådan jeg skal forstå det?

Ordføreren.

Nej, det har en effekt, men den er meget begrænset. Det har det, altså, det har en effekt at gå ud og lave skattelettelser, men det er ikke den klogeste måde at gøre det på. Vi kunne have fået tre til fire gange så meget ud af det, hvis man havde brugt pengene anderledes.

Vi har også sagt, at renoveringspuljen - den foreslog vi jo selv - er en god idé, men man skal bare være opmærksom på, at omfanget af renoveringspuljen gør, at det ikke er mere end 2.000 job, man får ud af det. Derfor siger vi, at i forhold til den kæmpe udfordring, vi står over for med en kolossal negativ vækst med over 100.000 ledige, som vi måske kommer op på ved udgangen af 2009, er det utilstrækkeligt, det, man har sat i gang, og man venter for længe, og når skaden først er sket, bliver det sværere og sværere at få gang i væksten igen. Det er det, vi bebrejder regeringen, og det er derfor, vi siger, at vi ønsker en anden økonomisk strategi end regeringen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Socialdemokraternes ordfører lidt mere om den der 36-milliarder-kroners-pakke. Socialdemokraterne råber op om den dag, middag og nat, og hr. Henrik Sass Larsen har også fremhævet mirakelkuren fra Socialdemokraterne: 36-milliarder-kroners-pakken som en løsning på den internationale finanskrise. Så vil jeg spørge hr. Henrik Sass Larsen, om det ikke gør indtryk på ham, at en række førende økonomer har advaret imod at lave en stor, forkromet vækstpakke og regne med, at det sådan er en mirakelpille til at løse den økonomiske situation, som Danmark står i.

Ordføreren.

De økonomer har jeg ikke fået øje på, medmindre det er nogle, Venstre har finansieret. Altså, det er jo tværtimod sådan, at en af verdens førende økonomer, nobelprismodtageren Paul Krugman, gang på gang i den offentlige debat har skrevet og fortalt om, at man har behov for at gøre noget meget drastisk og noget meget stort for at imødegå den udvikling, der sker i øjeblikket. Det er hans filosofi, og det synes jeg egentlig er kloge, gode råd, som vi har taget til os.

Det er ikke godt nok en gang imellem at komme med en sjat og så give lidt her og lidt der og sige: Nå, nu steg ledigheden igen, og hvad gør vi nu? Og så bliver man lidt enig med De Konservative, og så siger man, at det her område måske lige skal have lidt, og at nogle landmænd skal have støtte, og hvad ved jeg. Det er ikke ambitiøst nok. Der skal noget mere til. Og det er derfor, at man, som tiden går, forpasser chancen for at gøre noget meget, meget effektivt. Og det har en selvforstærkende nedadgående effekt, hvis vi ikke her og nu prøver at bremse op i forhold til den udvikling. Det er Socialdemokratiets kritik af regeringens økonomiske politik.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning. Det bliver også den sidste korte bemærkning til denne ordfører, hvis vi skal passe tiden. Værsgo.

Tak. Jeg kan anbefale hr. Henrik Sass Larsen at gå ind og søge på sit eget navn på InfoMedia, og så vil han se, at der er flere førende økonomer, der har kritiseret Socialdemokraternes mirakelkur som værende en eller anden pille, en eller anden opskrift. Og hvis hr. Henrik Sass Larsen ikke selv kan finde ud af at bruge InfoMedia, kan jeg som et ungt menneske vejlede ham i det, og jeg vil også gerne oversende det til hr. Henrik Sass Larsen, hvis der skulle være behov for det.

Det, jeg godt vil spørge hr. Henrik Sass Larsen om, er, om hr. Henrik Sass Larsen ikke synes, at det kan lyde mærkeligt i den menige danskers øre, at den her mirakelkur, som Socialdemokraterne har, på 36 mia. kr., er mirakelkuren hele tiden - uanset hvad regeringen gør. På trods af at regeringen har ophævet anlægsloftet i kommunerne, hvilket betyder, at man kan lave flere anlægsinvesteringer, på trods af at regeringen har lavet en skattereform, der pumper over 15 mia. kr. ud i det danske samfund næste år, på trods af at regeringen har lavet en renovationspulje på 1,5 mia. kr., der sætter gang i håndværksvirksomhederne, så er Socialdemokraternes mirakelkur stadig væk de 36 mia. kr. Er det ikke mærkeligt, at man ikke tilpasser den her mirakelkur i Socialdemokratiets vækstplan? Er det ikke lidt mærkeligt? Kan hr. Henrik Sass Larsen ikke forstå, at der er nogle danskere, der har lidt svært ved at forstå det?

Ordføreren.

Nej, jeg tror ikke, danskerne har vanskeligt ved at forstå, at Socialdemokratiets økonomiske strategi er at sætte gang i direkte aktiviteter, som skaber beskæftigelse. Regeringens økonomiske strategi er at pumpe ud til privatforbruget og prøve at puste boblen op igen. Det er forskellen. Det er meget, meget enkelt, og det tror jeg ikke at der er nogen der har problemer med at forstå.

Jeg vil bare sige, at jeg ikke tror, at Socialdemokratiet med vores 36 mia. kr. har lavet en mirakelkur, men jeg tror, at den ville have gjort en stor forskel, hvis man havde vedtaget den her og nu. Jeg tror, at vi havde stået bedre i den økonomiske krise, hvis vi havde vedtaget den her og nu. Og som jeg lovede tidligere i debatten, vil jeg sige, at jeg heller ikke tror, at det kommer til at stå alene. Jeg tror desværre, at det ser så dystert ud ude i horisonten, at vi kommer til at tage yderligere tiltag ud over dem, som Socialdemokratiet har foreslået, og det skal vi nok komme frem med, også til offentligheden.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Pia Kjærsgaard.

Jeg har faktisk tænkt mig at være positiv. Jeg synes, det er på høje tid, at der bliver sådan lidt optimisme, lidt glæde og lidt gang i den, nu, hvor vi i måneder har været i et vakuum, fordi vi var lidt underdrejet. Det må vi jo alle sammen konstatere. Det kom der så en løsning på, og nu synes jeg bare, vi skal tage arbejdstøjet på, jeg synes, det er på høje tid.

Allerførst vil jeg - også for at blive i den terminologi - på vegne af Dansk Folkeparti gerne sige tak til Anders Fogh Rasmussen for den indsats, han har gjort som statsminister. Det er en formidabel indsats, som har været præget af realisme i forhold til tingene, og som har været præget af en stor og meget pragmatisk evne til at samarbejde.

Jeg synes bestemt også, at vi fra talerstolen i dag skal udtrykke, at vi er meget stolte over, at posten som NATO-generalsekretær er gået til en dansker. Det viser også, hvor anerkendte vi er i udlandet - hvor anerkendte vi er i udlandet - og det synes jeg faktisk gør oppositionens evigt negative opfattelse af Danmarks internationale ry og rolle til skamme. Jeg synes, man skal tænke lidt over det, måske også ude blandt chefredaktørerne på diverse medier, altså at det simpelt hen ikke passer, for Anders Fogh Rasmussen og Danmark har fået en meget, meget stor opbakning. Lad os nu fremover slippe for at høre, at ingen vil have med os at gøre, at vores ry er dårligt, at Danmark har en rolle, hvor vi ikke kan være os selv bekendt, at vi er menneskefjendske, og hvad ved jeg. Jeg tror faktisk ikke, vi kommer til at høre om det længere, og gør vi det, er der jo kun at slå en skralderlatter op.

I Dansk Folkeparti glæder vi os over, at et flertal siden 2001 har styret Danmark med sikker hånd, og vi er ikke i tvivl om, at Anders Fogh Rasmussens rolle er meget, meget stor, men det har samtidig været sådan, fordi der har været et stabilt flertal, som i den grad i mange, mange forskellige og vanskelige situationer har fundet ud af, hvilken vej det her land skulle styres.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde været i dag, hvis ikke dansk økonomi i sit udgangspunkt havde været så solid, som den er. Jeg tør heller ikke tænke på, hvordan udlændingeområdet og en lang række andre områder havde set ud.

Så vil jeg godt sige velkommen til den nye statsminister. Vi kender jo hinanden godt, og jeg er overbevist om, at den nye statsminister er den rigtige person til at fortsætte det gode arbejde, som begyndte allerede i november 2001, og som hele to gange siden er blevet foretrukket af et flertal af vælgerne. Nogle gange er det en god ting at se tilbage, og det håber jeg også statsministeren gør, og jeg synes da også, at hans tale i tirsdags vidner om, at statsministeren har ganske godt fat i det store billede af, hvordan Danmark skal regeres videre og manøvreres gennem krisen - og ikke mindst, hvordan vi fortsætter det gode samarbejde.

Det er nemlig ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti har ganske store forventninger til statsministeren. Vi er sikre på, at vores forventninger har hold i virkeligheden, for vi kender faktisk statsministeren som en mand, der mestrer samarbejdets svære kunst, og som samtidig har det store overblik.

Den første erfaring fik vi, da vi i sin tid forhandlede om kommunalreformen. Det var måske ikke altid den letteste ting at sælge til befolkningen, men jeg ved, at vi gjorde det rigtige, og at det offentlige nu har et langt mere solidt udgangspunkt end tidligere - også selv om ting tager den tid, som ting tager. Vi har desuden to gange oplevet statsministeren i rollen som finansminister, hvor vi har oplevet at blive lyttet til, at blive forstået, og hvor regeringen har været modtagelig i forhold til Dansk Folkepartis krav samt realistisk i forhold til de politiske muligheder, der nu engang er til stede med Folketingets nuværende sammensætning.

Det kan en gang imellem synes som en svær opgave at tage arven op, men ingen forventer eller ønsker, at statsministeren skal være en tro kopi af sin forgænger. Nøgleordene er derfor kontinuitet og fornyelse:

Det er kontinuitet, i forhold til at der ikke må være tvivl om regeringens forhold til værdipolitik, håndteringen af den økonomiske krise eller politikken på retsområdet og velfærdsområdet. Det er alfa og omega for regeringen, at den er sig dette ansvar bevidst, og at Venstre og Konservative er i stand til at optræde i samlet flok.

Det er fornyelse, i forhold til at mennesker nu engang er forskellige og har forskellige prioriteter og interesser.

Der har været en indtil videre beskeden ministerrokade, men det er godt at blande kortene på ny og tilføre regeringen nye kræfter.

Så vil jeg godt kvittere for talen fra i tirsdags. Jeg er helt enig i, at vi står over for enorme udfordringer - ikke mindst på grund af den store økonomiske krise. Det er altså meget, meget ærgerligt, og jeg synes, det er det, jeg har hørt i løbet af dagen i dag, at oppositionen, altså dem til venstre, vil udnytte denne krise til at slå politisk plat. Situationen fordrer nemlig vilje til samarbejde. Hvis ikke vi i den nuværende situation kan vise befolkningen, at vi magter at stå sammen, ja, så ved jeg faktisk ikke, hvornår vi skulle vise det. Men jeg er faktisk overbevist om, at danskerne sagtens kan se forskel på dem, der virkelig gør noget, og så dem, der bare fuldstændig omkostningsfrit fremlægger den ene stadig flottere milliardplan efter den anden helt uden hensyn til de økonomiske konsekvenser og landets økonomiske tarv, fordi de i virkeligheden slet ikke ønsker at forhandle om noget som helst. Det har vi oplevet for meget af - specielt fra Socialdemokratiets side.

Jeg glæder mig også over, at regeringen stadig væk har blik for det værdipolitiske område. I Dansk Folkeparti er vi helt enige i, at så mange som muligt skal inkluderes i det danske samfund og være en del af det. Jeg havde dog måske gerne set et par knubbede ord rettet mod de mennesker, der ikke ønsker at være en del af fællesskabet, men lad nu det ligge. Vi er enige i udgangspunktet.

Med hensyn til retspolitikken vil jeg sige, at jeg virkelig synes, at det er et gennembrud, at Venstre er villige til at se nærmere på den kriminelle lavalder. Ja, det glæder mig faktisk utrolig meget. I Dansk Folkeparti har vi længe ment, at den kriminelle lavalder skulle nedsættes fra 15 år til 12 år. Gang på gang er vi så blevet skudt i skoene, at vi ønsker, at børn skal afsone blandt hårdkogte rockere eller indvandrerbandemedlemmer. Sludder og vrøvl! De skal afsone i særlige institutioner, men pointen er klar. De skal have en dom! De skal vide, at det ikke er for sjov! Kun på den måde kan vi hindre bandernes kyniske spekulation i den kriminelle lavalder.

På velfærdsområdet er det min overbevisning, at statsministeren vil følge sin forgængers kurs med hensyn til sikring og udbygning af velfærdssamfundet. Alle de praktiske ting, frit valg, privatiseringer, udliciteringer og opbygning diskuterer vi da gerne hen ad vejen, men det har nu været sådan og bliver ganske givet også ved med at være på den måde, at Dansk Folkeparti hele tiden vil holde et vågent øje med, at samfundet skal fungere på det sociale og på det sundhedspolitiske område. Dansk Folkeparti er jo ikke noget dogmatisk parti, vi går ikke så meget op i, hvem der udfører opgaverne, men langt mere i, om de bliver udført effektivt, så de kommer danskerne til størst gavn, og så alle danskere sikres et højt offentligt serviceniveau og dermed den størst mulige tryghed.

Det gælder på ældreområdet såvel som på sundhedsområdet, at vi stadig væk har mange store opgaver foran os. Der er stadig problemer rundtomkring, det ved vi godt, og vi vil meget gerne medvirke til at gøre noget mere ved de mange, mange ting, der ikke er i orden. Men vi må altså også bare sige, at kommunerne også er forpligtede til i langt højere grad at være opmærksomme på deres ansvar.

Der er som sagt masser af store opgaver forude på borgernære områder, som berører alle danskerne. Men netop på de borgernære områder tror og håber jeg også at statsministeren mener der skal ske en styrkelse. Det vil vi i hvert fald medvirke til.

I Dansk Folkeparti ser vi frem til et bredt samarbejde med alle partier. Jo, det gør vi faktisk. Jeg ved godt, at oppositionen gennem hele den nuværende regerings levetid har forsøgt at fremstille regeringen og Dansk Folkeparti som en massiv og uigennemtrængelig blok, men jeg må sige, at denne blok mest af alt eksisterer inde i hovedet på fru Helle Thorning-Schmidt, hr. Villy Søvndal og fru Margrethe Vestager. Blokken eksisterer faktisk så meget i deres hoveder, at de nu også selv er gået over til at tænke i blokke og derfor har oprettet en slags modblok til det, de opfatter som en blok. Opdelingen i blå og rød stue er ikke regeringens eller Dansk Folkepartis værk, men stammer fra en venstrefløj, hvis eneste bidrag alt for ofte har været gold overbudspolitik, hvor man lige lovlig frisk har lagt så mange milliarder oveni, at man har været sikre på udelukkelse. Så kan man nemt komme rendende bagefter og sige, at man ikke er blevet lukket ind. Der er også talrige eksempler på, at Socialdemokratiets politik har været så uklar og skiftende, at vi andre simpelt hen ikke har kunnet regne ud, hvad vi forhandlede om, fordi taktikken hele tiden skiftede.

Dansk Folkeparti ser frem til den kommende tids samarbejde. Vi nærer store forhåbninger, og vi nærer store forventninger. Det manglede bare andet, at vi i denne tid, hvor vi står i en meget, meget stor krise, ikke skulle kunne samarbejde og ikke skulle gøre det til gavn for den danske befolkning. Og vi håber, at oppositionen vil besinde sig i den alvorlige situation, landet befinder sig i, og droppe sin golde overbudspolitik.

Tak. Der er selvfølgelig en række korte bemærkninger. Vi starter med dem, der har meldt sig som ordførere. Den første er hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard om skattereformen. Da havde Dansk Folkeparti det jo for sig selv, og jeg tror, at det var, fordi man ønskede det, og så gik man ind til forhandlingsbordet og skulle skaffe resultater. Hvis man nu sætter sig ned og regner på resultatet og eksempelvis tager en akademikerfamilie med en lønindkomst på 1,5 mio. kr. samlet, får de, når skattereformen er fuldt ud indfaset, en gevinst på 71.272 kr.. En enlig pensionist uden indkomst får, når det er fuldt ud indfaset, inden man i øvrigt har set erhvervsafgifterne, 550 kr. om året.

Mit spørgsmål er: Hvad lavede Dansk Folkeparti egentlig til de forhandlinger?

Odføreren.

Jeg tror faktisk, at vi gjorde det, som Socialdemokratiet måske ville have prøvet, hvis de var blevet ved forhandlingsbordet. Det er min opfattelse. Nu synes jeg, at hr. Henrik Sass Larsen kører videre i den der retorik, som vi har hørt til bevidstløshed. Det var lige før, vi bare manglede ordet rødvinsforliget. Altså, det var jo det, man kaldte det. Hr. Villy Søvndal har kaldt det en reform med stærk social slagside. Jamen det er jo fantastisk.

Jeg må bare minde om, at dengang Skattekommissionen kom med sit forslag, var der ingen ende på, hvad både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ville gøre. Der var ingen ende på det. Hvordan var det nu med beskæring af rentefradragsretten? Det var noget, man måtte se på. Det der med topskatten var da også noget, man måtte se på. At beskære studerendes SU var da også helt i orden, det var alt sammen noget, man ville se på.

Må jeg minde om, at hr. Ole Sohn, tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, udtalte, at Skattekommissionen ramte inden for skiven, og at der ikke var noget, der kolliderede med det fælles udspil fra SF og Socialdemokraterne.

Når jeg tager begge partier sammen nu, er det, fordi man netop har allieret sig i den blok, hvor man sagde: Vi kommer sammen, og vi går sammen. Og derfor var det, at Dansk Folkeparti måtte blive siddende og gøre det, som jeg egentlig tror, at Socialdemokratiet gerne ville have gjort, hvis man altså ikke bare lige var gået og havde lukket døren igen efter sig, da man gik ud.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Men er der så ikke social slagside i det her? Altså, uanset beskyldningerne om, at det nu er Socialdemokratiets og SF's skyld, at det er endt med en skattereform, der ser sådan her ud, er det jo en meget, meget spændende forklaring. Vi var ganske vist ikke inde ved forhandlingsbordet, men det var fru Pia Kjærsgaard, men nu er det så vores skyld.

Fru Pia Kjærsgaard, du skal forklare alle pensionisterne derude …

Man skal huske at bruge tredjeperson i tiltalen.

Fru Pia Kjærsgaard skal forklare alle pensionisterne derude, hver og en, at når de ser på bundlinjen i 2019, kan de se, at Dansk Folkeparti har siddet og sagt ja til et forlig, hvor de får 550 kr. om året, inden de er begyndt at betale nogle af erhvervsafgifterne, hvor et akademikerægtepar, som tjener 1,5 mio. kr. om året, får 71.272 kr. i skattelettelse. Hvordan kan man mene, at det er socialt retfærdigt? Hvorfor i alverden sagde Dansk Folkeparti ikke bare, at de ikke ville være med til det?

Ordføreren.

Altså, nogen skal jo blive siddende ved forhandlingsbordet. Vi skulle have den her reform igennem. Vi kunne selvfølgelig godt have sagt, at vi går og smækker med døren, ligesom Socialdemokratiet gjorde. Hvorfor i alverden skulle vi det? For det, der var det afgørende - jeg skal nok komme tilbage til selve spørgsmålet - var jo faktisk, at skattestoppet, som Socialdemokratiet langt hen ad vejen tilsluttede sig, kunne fortsætte, efter vi havde lavet den her skattereform, skatteaftale, forårspakke, kald det hvad man vil. Det var det, der var ganske afgørende. Hvis Socialdemokratiet havde tilsluttet sig den betingelse, havde Socialdemokratiet kunnet være med.

For at komme tilbage til spørgsmålet: Ja, Dansk Folkepartis udgangspunkt, da vi skulle gennemføre den her forårspakke, var, at ingen måtte tabe på det, overhovedet. Og så er skattesystemet jo altså ordnet på den måde, at den gruppe, der tjener mest i det her samfund, også i forhold til sådan en reform, kommer til at få forholdsmæssigt mest ud af det. Det, vi godt kunne have ønsket, var naturligvis, at andre havde fået mere ud af det, altså gruppen med de lavere indkomster. Men udgangspunktet er, at ingen taber, og alle har fået noget ud af det, også uden Socialdemokratiets hjælp.

Jeg ved godt, at man ikke kan spørge, men jeg synes, at ordføreren fra Socialdemokratiet er forpligtet til at sige, hvordan det nu lige er med Socialdemokratiets skattepolitik. Må jeg så spørge Socialdemokratiet: Hvad er det, man vil sætte i stedet? Hvorfor har vi ikke fået noget bud på det? Der har været meget, meget store chancer for at fortælle det, vi har intet hørt.

Det er hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg kan forstå på Dansk Folkeparti, at det er sådan, at hvis man først sætter sig ind til bordet, er man nødt til at blive siddende, og så må man tage, hvad der kommer. Men man kunne have valgt en anden strategi. Man kunne have sagt: Vi synes ikke, at det skal indrettes sådan, at de, der har de allerhøjeste lønninger, bare skal have de allerstørste skattelettelser. Man kunne have vendt den om, vil jeg sige til fru Pia Kjærsgaard, og have sagt: Næ, vi synes faktisk, at det måske mere er nogle af dem, som har de allerlaveste indkomster, f.eks. nogle af pensionisterne, som har arbejdet hårdt og knoklet i det her samfund igennem mange år og kun har en meget, meget lille indkomst, der skal have nogle tusindlapper, end de mest velhavende.

Den strategi kunne man jo have forfulgt, men det gjorde Dansk Folkeparti ikke. Da det kom til stykket, da det kom til den største fordelingspolitiske reform, som er blevet lavet i nyere tid, svigtede Dansk Folkeparti, og så blev det ægte højreorienteret. Sådan er udgangspunktet.

Ordføreren.

Jeg må så bare igen sige til hr. Sass Larsen, at man ikke selv blev inde ved forhandlingsbordet. Man ønskede ikke at forhandle, Socialdemokratiet ønskede ikke at fremlægge, hvad det var, man ville på det her punkt. Og summa summarum er, at det, som Socialdemokratiet var ude med i begyndelsen, da Skattekommissionen kom med sin betænkning, og da vi kom lidt længere hen, var nøjagtig det samme, som Dansk Folkeparti fik igennem i forhold til de lavere indkomster. Det var det, Dansk Folkeparti opnåede. Jeg kan da godt ærgre mig over, at Socialdemokratiet ikke hagede sig fast i bordkanten, som man sagde at man ville, for at være med. Det gjorde man ikke. Man var knap nok kommet ind, før man gik ud, og dermed måtte Socialdemokratiet stå med en lang næse.

Men jeg må bare sige igen til Socialdemokratiet: Hvor er den store forkromede plan fra hr. Villy Søvndal, hr. Sass Larsen, fru Helle Thorning-Schmidt og fru Margrethe Vestager, som jo i den grad syntes, at vi skulle have sænket topskatten endnu mere, altså gjort meget mere i den ende? Jeg har meget, meget vanskeligt ved at se, hvordan den opposition, som sidder der og kalder sig rød stue, overhovedet vil kunne samarbejde om det her.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning til ordføreren, at hr. Villy Søvndal.

Tak for det. Det er jo ganske bemærkelsesværdigt at høre fru Pia Kjærsgaards forklaringer på, hvorfor Dansk Folkeparti har deltaget i den skæveste skattereform nogen sinde på den måde, at den forgylder de velhavende. Hun har haft to forklaringer. Den ene var, at det er Socialdemokratiets og SF's skyld, at hun er blevet lokket i uføre, forstår jeg, og det er da ganske fantastisk, at Dansk Folkeparti ikke er i stand til at værne om sig selv. Den anden var, som hun sagde, at nogen jo skulle blive siddende ved bordet. Hvorfor det? Hvis man ikke vil lave en skatteaftale, som er elendig fordelingsmæssigt, må man jo gå.

Der var ingen af de forklaringer, der holdt. Fru Pia Kjærsgaard er indtil nu ikke kommet med nogen forklaring på, hvordan det kan være, at man laver en skattereform, der forgylder de velhavende, i det omfang det sker, og straffer dem med lavindkomster. Kan vi ikke godt få den forklaring? Er det kærlighed til de velhavende, er det kærlighed til regeringen? Hvad er motivet?

Ordføreren.

Jeg må bare sige, at også hr. Villy Søvndals hukommelse er uendelig kort i den her sammenhæng. Og jeg skal bare gentage, hvad det var, der blev sagt - nu var det primært hr. Ole Sohn, der førte ordet - da Skattekommissionen kom med sin betænkning. Det var, at beskæringen af rentefradragsretten var noget, man kunne se på, at det at sænke topskatteprocenten var noget, man kunne se på, at en ændring af de studerendes vilkår i forhold til SU var noget, man kunne se på. Man var villig til det hele, og det lå fuldstændig inden for skiven.

Der må jeg jo bare sige, at det, som vi så kom frem til - det må jeg meget understrege - er Dansk Folkeparti bestemt helt tilfreds med. Det er vi altid, når vi indgår en aftale, for der er vi kommet så langt, som vi overhovedet kan i forhold til de partier, vi sidder sammen med, hundrede procent. Det er ikke sådan, at vi er blevet tvunget til noget som helst. Vi synes, at vi sagtens kan være det her bekendt, også i forhold til pensionisterne, også i forhold til dem, der har fået i bunden af skalaen, og hvor der var lagt op til noget helt andet fra vores side end det, som Socialistisk Folkeparti lagde op til.

Hr. Villy Søvndal.

Tak for svaret fra fru Pia Kjærsgaard. Jeg forstår igen, at det er SF's og Socialdemokraternes skyld - det er vel derfor, at hun bliver ved med at citere - at Dansk Folkeparti er blevet lokket så voldsomt i uføre. Jeg forstår også, at nogen skulle blive siddende for at lave det her. Det behøvede man da ikke; man kunne da bare være gået, så havde vi haft det nuværende skattesystem, som alt andet lige er mindre skævt end det, der kom ud af det, som fru Pia Kjærsgaard bidrog til.

Jeg tror - og det var også det, vi oplevede, da vi var til møde sammen i Vordingborg - at rigtig mange af de mennesker, der har troet, at Dansk Folkeparti var den lille mands parti, er overraskede, for de troede ikke, at den lille mand var statsministeren. De troede, at når man talte om den lille mand, mente man i den her sammenhæng mennesker med små indkomster. Det er folk gået rundt og har troet, og så kan enhver jo sætte sig ned og regne ud, at de, der bliver belønnet, som hr. Henrik Sass Larsen dokumenterede, er dem med de høje indkomster, og at de, der ikke får noget eller mister, er dem med de lave indkomster.

Fru Pia Kjærsgaard er stolt, forstår jeg, over at have bedrevet det værk, der hedder, at man belønner de meget velhavende og straffer dem med små indkomster. Hvordan harmonerer det med hele Dansk Folkepartis idé om at være den lille mands parti - den lille mand med lavindkomsten, vel at mærke?

Ordføreren.

Det simpelt hen ikke rigtigt, hvad hr. Villy Søvndal siger - overhovedet. Og jeg må så bare sige til hr. Villy Søvndal, at misundelse er en grim ting. Jeg fornemmer ligesom af hr. Villy Søvndals retorik, at man er hamrende misundelig over, at man ikke har været med i det skatteforlig, hvilket jo ville have betydet, at hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt på en eller anden forunderlig vis jo nok havde været fredet i næste valgkamp. Det kan jeg garantere at hverken Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti vil være.

Man skylder stadig væk en forklaring på, hvad det egentlig var, man selv ville have gjort. Man snakker meget om, at der nok i god tid inden næste valg skal komme en forklaring, et oplæg fra, ja, jeg ved ikke, hvor mange der vil være med i forhold til en skattepolitik, om det både er hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt og fru Margrethe Vestager og hr. Frank Aaen og fru Johanne Schmidt-Nielsen. Man kunne jo bare have fortalt den danske befolkning, hvad det egentlig var, man ville. Det kunne man jo bare have gjort. Det gjorde man ikke, for man havde besluttet sig for, at hvis ikke man kunne bryde det skattestop, som jeg faktisk tror fortsat er rigtig, rigtig populært i den danske befolkning - for uden at gøre det kunne man jo ikke sætte skatterne og afgifterne op igen - så ville man ikke være med, og det syntes jeg bare var ærgerligt.

Hr. Villy Søvndal.

Jeg forstår, at der kommer så mange nyheder lige nu, at vi ikke vil være fredet i næste valgkamp. Det overrasker os sådan set ikke. Det ville overraske os mere, hvis det var modsat.

Fru Pia Kjærsgaard sagde, at Dansk Folkeparti havde brugt de her år under VK-regeringen til at holde et vågent øje med det sociale område. Hvordan synes fru Pia Kjærsgaard med de vågne øjne så det er gået? Vi har inden for den sidste måned fået en rapport, der beretter om 50.000 flere fattige i Danmark, 50.000 flere, der er røget ned under den lavindkomstsats, der er den anerkendte. Var det et af Dansk Folkepartis mål i forhold til hele diskussionen om at være den lille mands parti, at vi fik et samfund, hvor ulighederne voksede, hvor fattigdommen i bunden steg? Er det sådan et af de succeskriterier, som Dansk Folkeparti synes man har opnået?

Ordføreren.

Man kan jo sige i forhold til det oplæg, der lå fra Skattekommissionen, det oplæg, der lå fra regeringen, og det, der rent faktisk kom ud af forliget, er uligheden mindre, end den ville have været i forhold til Skattekommissionen, i forhold til regeringen, men derfor er det da altid en opgave for ethvert politisk parti, for enhver regering at sørge for, at de, der ikke har de allerbedste vilkår i det her samfund, får nogle bedre vilkår. Hr. Villy Søvndal ved også, at når vi sidder ved forhandlingsbordet, er det vores opgave, og vi har nu engang det privilegium i Dansk Folkeparti, at vi sidder ved forhandlingsbordet. Vi får noget igennem. Hvad har hr. Villy Søvndal fået igennem i ganske mange år? Hvad fik hr. Villy Søvndal igennem, dengang han var parlamentarisk støtte for en socialdemokratisk ledet regering? Var det ikke hr. Villy Søvndal, der fik afskaffet eksempelvis efterlevelsespensionen? Var det ikke hr. Villy Søvndal, der var med i førtidspensionsforliget, hvor man delte folk op i A- og B-medlemmer? Jeg bliver altså bare nødt til at sige, at det er sølle, hvor lidt hr. Villy Søvndal, dengang han havde magt, kunne udvirke, og hvor er det sølle at høre på, hvor meget man vil nu, uden at man er med dér, hvor tingene sker. Der har Dansk Folkeparti trods alt det privilegium, at vi er med dér, hvor tingene sker. Vi får noget med hver evig eneste gang, vi indgår et forlig eller en aftale med regeringen - hver evig eneste gang - og sådan vil det fortsætte og fortsætte, så længe det her flertal er der, og det tror jeg faktisk at den danske befolkning er godt tilfreds med.

Den røde lampe lyser. Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg synes, man kan konstatere, når man lytter til fru Pia Kjærsgaard, at angreb er et utrolig dårligt forsvar for de sidste 8 års førte politik.

Fru Pia Kjærsgaard siger, at man jo får noget hver evig eneste gang, man sætter sig over for regeringen. Det tror jeg på, og derfor undrede det mig også meget, da fru Pia Kjærsgaard for lidt over 14 dage siden sagde, at vi skal tilbage til dyderne fra valgsejren til i 2001. Vi skal have en ny politisk start, og det betyder, at der skal ske noget i retspolitikken, i sundhedspolitikken, i udlændingepolitikken. Det skal statsministeren hanke op i, det har sejlet for længe.

Derfor det meget enkle spørgsmål: Er fru Pia Kjærsgaard tilfreds med statsministerens redegørelse? Er fru Pia Kjærsgaard tilfreds med Venstres ordfører, som har sagt i dag, at der er intet nyt politisk projekt?

Ordføreren.

Nu tror jeg sådan set ikke - det kan statsministeren selv svare på senere, men jeg tror ikke, man bare skal konkludere af den redegørelse, der blev fremlagt i tirsdags her i Folketinget, at det er så det. Nu skal vi jo til at arbejde.

Jeg mener, som jeg sagde i min indledning og har skrevet i mit ugebrev - som fru Margrethe Vestager læser op af, og hvor er jeg dog glad for, at det bliver læst rundtomkring - er jo, at vi i ganske mange måneder har været inde i det, vi vel nok alle sammen kan kalde et vakuum. Vi har gået og ventet på at komme til at arbejde, vi har gået og ventet på, at noget skulle ske. Det skete så, og jeg vil spørge fru Margrethe Vestager, om det ikke er rigtigt, at vi alle sammen glæder os rigtig meget over, at vi nu kan trække i arbejdstøjet, at vi har fået en ny statsminister, at vi har fået nogle nye ministre, at der nu kommer lidt arbejdskraft og lidt optimisme. Jeg vil have lov til at være optimist, også i en tid hvor vi har en krise. Jeg har rigtig lyst til at gå i gang med det politiske arbejde, jeg synes, det er et privilegium, at man kan få lov til det, og jeg kan kun indbyde fru Margrethe Vestager.

Jeg forstod sandelig ikke, at fru Margrethe Vestager gik fra skattereformforhandlingerne og nu skal sidde med socialisterne og udarbejde et eller andet skatteoplæg. Hvor er det dog sølle, kom dog i arbejdstøjet, og lad os dog være lidt optimistiske. Der er ikke andre end os til at være det i en periode, hvor Danmark står i denne krise, og vi er altså nødt til at smøge ærmerne op og arbejde i stedet for at tale alting ned i et sort hul.

Fru Margrethe Vestager.

Den sang, som statsministeren skal vælge at synge for fru Pia Kjærsgaard, må være »Her går det godt, fru Kammerherreinde«, for det er jo det, der er tingenes tilstand.

Fru Pia Kjærsgaard er, som fru Pia Kjærsgaard sagde for et øjeblik siden, helt tilfreds - helt tilfreds - med skattereformen; det er fuldstændig, som det skal være. Fru Pia Kjærsgaard er helt tilfreds, og det er hun lidt over 14 dage senere, end hun sagde, at det har sejlet for længe. Afstanden mellem de to udsagn er jo simpelt hen som herfra og til månen, og jeg synes, det er interessant at høre fru Pia Kjærsgaard være helt tilfreds, samtidig med at fru Pia Kjærsgaard mener, at det har sejlet for længe.

Derfor bliver fru Pia Kjærsgaard nødt til her i dag at skabe klarhed over, hvad det er for en optimisme, hvad det er for en linje, regeringen skal lægge, og hvad det er for nogle nyheder, fru Pia Kjærsgaard forventer, for man kan ikke sige, det var nyheder, der var i statsministerens tale.

Ordføreren.

Helt tilfreds - ja, ud fra de givne betingelser. Hvis jeg skulle være jublende tilfreds, så sad vi jo her i Dansk Folkeparti med 90 mandater, og så er det da klart, at tingene ville se anderledes ud. De ville også se anderledes ud, hvis fru Margrethe Vestager i stedet for de 2,5 eller 3 pct., eller hvor meget det er fru Margrethe Vestager ligger på i øjeblikket, også sad med de 90 mandater - ikke på den måde som jeg ønsker det, men nok som fru Margrethe Vestager ville gøre det. Sådan er det jo.

Det handler om kompromisets kunst, og hvis fru Margrethe Vestager var blevet derinde, tror jeg egentlig også, fru Margrethe Vestager ville være gået ud og sagt, at i betragtning af de seks-syv mandater, eller hvor mange det nu er fru Margrethe Vestager sidder med, er det også fint for mig, for jeg har fået det igennem i forhold til det antal mandater, som jeg synes jeg kan præsentere inde ved bordet. Men det skete ikke.

Når jeg siger, at vi skal tilbage til udgangspunktet i 2001, er det ikke nogen nyhed fra Dansk Folkeparti, at jeg synes, værdipolitikken, uddannelsespolitikken, kulturpolitikken, socialpolitikken, sundhedspolitikken og retspolitikken er det, der er gældende. Det er det, jeg kalder borgernære synspunkter, og det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Det er ikke nogen nyhed, men jeg vil godt gentage den.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg synes til gengæld, det må være tydeligt, hvor dårligt et forsvar et angreb er, hvis det er det, der skal forsvare det ansvar, fru Pia Kjærsgaard har for 8 års ført politik.

Der bliver skudt i gaderne, der er bandekrige, og fru Pia Kjærsgaard konstaterer selv, at integrationen ikke er god nok. Hvis det er det, fru Pia Kjærsgaard kan byde på, når fru Pia Kjærsgaard skal stilles til regnskab for det ansvar, hun har for de sidste 8 års førte politik, synes jeg, det er et dårligt forsvar.

Jeg forstår godt, at fru Pia Kjærsgaard forsøger at aflede opmærksomheden og kræver et nyt politisk projekt, for det, at det politiske projekt fortsætter fuldstændig uændret - samme linje, samme passive syn på krisen, samme uvilje til at samarbejde med nogen som helst - det passive syn er jo også fru Pia Kjærsgaards ansvar, og det er også det, fru Pia Kjærsgaard vil blive stillet til regnskab for, når fru Pia Kjærsgaard tilsyneladende ikke insisterer på et nyt politisk projekt, men falder helt ned som lammet, når det kommer til stykket, og bare glad tropper op og ønsker at fortsætte med det ansvar, fru Pia Kjærsgaard har for de sidste 8 års førte politik.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er lige stærkt nok, når fru Margrethe Vestager siger, at vi overhovedet ikke har gjort noget som helst, f.eks. i forhold til den finansielle krise. Der er dog ting, som også fru Margrethe Vestagers parti har været med til, og som jeg synes er helt fornuftige.

Der har været gennemført en lang række initiativer: Personskattelettelser - også her i 2009 - og den forårspakke, som er blevet så livligt debatteret. Der er understøttelsen af den finansielle sektor, som jeg ved fru Margrethe Vestager og hendes parti har været med i, der er frigivelsen af SP-midlerne, der er en renoveringspulje, og der er trafikinvesteringer, og så synes jeg, det er lige stærkt nok, at man siger, at der overhovedet ikke er blevet gjort noget som helst. Det er ikke rigtigt, det er jo overhovedet ikke rigtigt.

Det, der jo er forskellen mellem Dansk Folkeparti og fru Margrethe Vestagers parti, Det Radikale Venstre, er, at vi er parate til igen at sige: Nu er det altså på tide, at vi endnu en gang foretager os noget i forhold til krisen. Men vi er meget opmærksomme på udviklingen og ser, om det, vi har sat i gang, ikke også på en eller anden måde skulle virke, for naturligvis kommer det da i et vist omfang til at virke, og der er dele af det, fru Margrethe Vestager også kan bryste sig af at have været med til, og som er gode ting. Men lad være med at sige, at vi overhovedet ikke har gjort noget som helst og bare sidder og lader, som om det er ligegyldigt, for det passer jo ganske enkelt ikke.

Den næste ordfører, der har en kort bemærkning, er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Allerførst: Kan vi ikke lige blive enige om, at den skattereform ikke ville være blevet til noget, hvis fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti havde forladt forhandlingsbordet? Altså den reform, der betyder, at afstanden mellem rig og fattig vokser i Danmark - og her er hr. Henrik Sass Larsens eksempel jo meget sigende med 71.000 kr. til akademikerfamilien og 550 kr. til pensionisten - ville ikke være blevet til noget, hvis Dansk Folkeparti ikke havde lagt stemmer til den.

Ordføreren.

Der mangler lige nogle mandater, ikke? Men sådan er det jo med mange ting, hvis Dansk Folkeparti f.eks. ikke havde været medvirkende til forlig og aftaler. Finansloven var heller ikke blevet gennemført, hvis Dansk Folkeparti ikke havde været med. Der er uendelig mange ting, som ikke var blevet til noget. Så jo, det er da rigtigt.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er vigtigt lige at få sat på plads, for jeg ved, at fru Pia Kjærsgaard præsenterer Dansk Folkeparti som et parti, der tager socialt ansvar, et parti, der går op i forholdene for dem, der ikke har så meget. Jeg synes, det er godt, at fru Pia Kjærsgaard i dag får sagt fuldstændig klart, at det er Dansk Folkepartis stemmer, der har ansvaret for, at vi nu har fået en skattereform, der betyder, at afstanden mellem rig og fattig i Danmark vokser.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Pia Kjærsgaard om det her med, at man i Dansk Folkeparti accepterer sociale forringelser og accepterer øget ulighed, skyldes, at man laver sådan en byttehandel og siger, at hvis regeringen stemmer for en fremmedfjendsk politik, kan man i Dansk Folkeparti godt acceptere, at der bliver taget fra pensionister, og at bunden i vores samfund ikke bliver løftet, men at toppen til gengæld får rigtig meget.

Ordføreren.

Lad mig bare svare ganske kort. Nej, sådan forholder det sig ikke, og bunden er blevet løftet.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Vi er mange, som kan konstatere, når vi ser på de sidste 8 år, at Dansk Folkeparti konsekvent har lagt stemmer til sociale forringelser og har lagt stemmer til regeringens økonomiske politik, som betyder, at man giver mere til dem, der har i forvejen, mod til gengæld at få den fremmedfjendske politik igennem.

Hvis det ikke forholder sig sådan, at den byttehandel ligesom er udgangspunktet for det politiske flertal på Christiansborg, hvad er så årsagen til, at Dansk Folkeparti alligevel vælger at stemme for skattereformen? Det er meget, meget svært at forstå, for fru Pia Kjærsgaard siger i dag fuldstændig klart, at man stemmer for den her skattereform, som betyder øget ulighed i Danmark, og som giver væsentlig mere til dem, der i forvejen har rigtig meget - igen, 71.000 kr. om året versus 550 kr. om året til pensionisten. Hvordan kan Dansk Folkeparti lægge stemmer til den reform?

Ordføreren.

Jeg må bare gentage, at uligheden unægtelig var blevet forøget langt væsentligere, hvis Skattekommissionens oplæg var blevet taget til efterretning - det var det, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti gerne ville have - og hvis regeringens oplæg var blevet taget til efterretning. Og Dansk Folkeparti går naturligvis ind og gør sin indflydelse gældende.

Men det er jo sådan, må jeg sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen, at når man er et parlamentarisk grundlag, og når man udmærket godt ved, at ens stemmer er udslagsgivende, så tager man sig da også betalt for de forlig og aftaler, som man er med i. Og hvorfor i alverden skulle man ikke være med?

Det, der gør det spændende i Dansk Folkeparti, er jo at være med i forlig og aftaler, hvor man i allerhøjeste grad føler, at man, når man er færdig med forliget eller aftalen, så har man via de mandater, man har - man føler måske endda en gang imellem, at man har fået en anelse mere ud af det end de mandater, man har - gennemført en aftale, hvorefter man siger, at det var så det, og så kører vi videre med det skattestop, som vi jo fra begyndelsen har været interesseret i, at vi skulle køre videre med, fordi det er det, der giver tryghed for den danske befolkning, samtidig med at skatteaftalen altså er på plads.

Jeg forventer ikke, at vi i den næste valgkamp skal diskutere meget andet skat end den mangel på skatteoplæg, som der givetvis vil være fra den røde stue. Det tror jeg bliver en stor diskussion.

Vi går så over til rækken af korte bemærkninger fra ikkeordførere. Vi når ikke dem alle sammen, inden vi skal have en frokostpause, men vi når i hvert fald fru Mette Frederiksen. Værsgo.

Tak for det.

Det er jo bemærkelsesværdigt, hvor lidt ledighed fylder i fru Pia Kjærsgaards tale i dag, og det står da i hvert fald tydeligt frem, at den stigende arbejdsløshed ikke er det, der bekymrer Dansk Folkeparti mest.

Fru Pia Kjærsgaard anmelder i talen i dag, at Dansk Folkeparti ønsker at diskutere værdikamp, og lad os endelig tage den diskussion. Lad os tage den værdimæssige diskussion, der handler om, hvorfor det skal være sådan, at nogle af dem, der lige nu bor i Udkantsdanmark med de korteste uddannelser og med den støt stigende ledighed også er dem, der har fået de laveste skattelettelser. Lad os endelig tage den værdimæssige diskussion, hvorfor det skal være sådan, at når Dansk Folkeparti lægger mandater til en skattereform, så skal den ramme dem, der også bliver ramt af arbejdsløsheden og dem, der har de ringeste betingelser for at klare sig godt igennem den økonomiske krise.

Ordføreren.

Sådan lidt i lighed med tidligere spørgsmål fra hr. Morten Bødskov i dag, synes jeg altså, det er meget, meget ubehageligt, når man fra Socialdemokratiets side lægger op til, at vi nærmest går og fryder os over arbejdsløsheden. Altså, hvis jeg skal vende det lidt om, vil jeg sige, at jeg synes, at det forholder sig omvendt. Jeg har fra starten sagt i adskillige debatter, som vi har haft på tv - og det ved fru Helle Thorning-Schmidt også - at jeg synes, at Socialdemokratiet i den grad taler alting ned i et sort hul og ved sin retorik også indimellem kan komme til at tale arbejdsløsheden op.

Det synes jeg man skal passe meget på med - passe meget på med. I stedet for skal man selvfølgelig gøre det, der er nødvendigt. Og Dansk Folkeparti har været med i de initiativer for hele tiden at sikre det. Hvad angår arbejdsløsheden, er der ingen tvivl om, at den desværre er i stigning, men det er altså ikke noget, man kan bebrejde det flertal, der har siddet siden 2001. Det er en international krise, og vi gør nogenlunde det samme som andre lande, vi sammenligner os med. Hele tiden har vi et vågent øje på hver finger, med hensyn til om der skal gøres noget om 1 måned, om 14 dage, om 3 uger, om 2 måneder. Skal der det, jamen så gør vi det selvfølgelig.

Fru Mette Frederiksen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke forstår fru Pia Kjærsgaards prioritering af taletiden i dag. Hvis man lægger sammen, hvor lang tid fru Pia Kjærsgaard har brugt på at tale om taktik og om, hvordan Christiansborg skal arbejde og ikke arbejde – hun har fyldt en masse ord ud over Folketingssalen – og hvor lidt tid hun har brugt på at tale om konkret politik, vil jeg sige, at det er en bemærkelsesværdig prioritering.

For det, der sker i Danmark lige nu, er, at rigtig mange mennesker mister deres arbejde. Og nogle af dem, der er hårdest ramt af den økonomiske krise, er jo ikke dem, som Dansk Folkeparti har været med til at forgylde med den seneste skattereform. Det er helt almindelige lønmodtagere, det er ægtepar, hvor både mand og kvinde ikke har en faglært uddannelse - det drejer sig om dem, der har de korteste uddannelser og dermed den svageste tilknytning til arbejdsmarkedet. Det, der er konklusionen for mange af de mennesker, er, at de kan imødese en sommerferie og et år 2010 uden skattelettelser, men med en fyreseddel i hånden og meget, meget lidt hjælp fra Dansk Folkeparti.

Så mit spørgsmål her til sidst skal lyde sådan: Hvor mange arbejdsløse skal vi egentlig have i Danmark, før Dansk Folkeparti mener, at det er nødvendigt at sadle om i forbindelse med den økonomiske politik?

Ordføreren.

Jeg synes altså faktisk, at det sidste spørgsmål siger meget om Socialdemokratiet. Tror man virkelig, at jeg kan stå og sige, at når der er et eller andet antal arbejdsløse, så gør vi noget? Det er jo fuldstændig langt ude at stille sådan et spørgsmål. Jeg vil sige til fru Mette Frederiksen: Ærlig talt, jeg synes ikke, at det tjener Socialdemokratiet til ære.

Men lad mig sige, at jeg tror, at vi skal være meget, meget tilfredse med, at der er den sunde økonomi i Danmark, at vores beskæftigelse trods alt har været så høj gennem ganske mange år. Jeg husker valgkampen op til 2005, hvor Socialdemokratiet gjorde nøjagtig det samme, som man gør i dag. De forsøgte et eller andet sted at tale den her arbejdsløshed op, men det viste sig heldigvis, at arbejdsløsheden var faldende, og gudskelov for det.

Lad os håbe på og satse på og arbejde på, at med de initiativer, der er sat i værk, og med de initiativer, der vil blive sat i værk, kan der blive dæmmet op for den arbejdsløshed, som desværre er der - og den tror jeg da at hele Folketinget er enig i at vi meget gerne ville have været foruden. Men det er jo ikke dansk national politik, der er det, der gør det, det er den internationale krise, der er afgørende for, om arbejdsløsheden stiger, som den gør.

Fru Anne Baastrup, fru Marianne Jelved, hr. Nick Hækkerup, hr. Morten Østergaard og hr. Per Clausen er også på listen. De vil få ordet efter pausen.

Jeg vil hermed udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Mødet er genoptaget, og vi er stadig væk ved de korte bemærkninger til fru Pia Kjærsgaard. Som anført før pausen er der fem korte bemærkninger, nemlig fra fru Anne Baastrup, fru Marianne Jelved, hr. Nick Hækkerup, hr. Morten Østergaard og hr. Per Clausen. Vi tager disse korte bemærkninger, og så er der ikke plads til flere.

Mere end 30 kommuner har påvist, at der er fejl i udligningen på det sociale område, og den fejl har den tidligere velfærdsminister erkendt. Det betyder rent faktisk, at der på det sociale område er borgere i en af de her 30 kommuner, der grundlæggende får færre penge, end borgere gør i de kommuner, man ellers kunne sammenligne sig med. Eksempelvis skal Kerteminde i indeværende år spare ekstraordinært 44 mio. kr. Det betyder, at man skal skære ned på folkeskoleområdet, og at man skal skære ned på ældreområdet.

Så er det jeg spørger: Hvor står Dansk Folkeparti i den her sag? Velfærdsministeren gik ud og erkendte, at der var en fejl, men mente bare ikke, at den her fejl kunne repareres før 2012. Er Dansk Folkeparti enig i, at det er den måde, man skal behandle de borgere på, der bor i de her mere end 30 kommuner? Hvis det er sådan, at fru Pia Kjærsgaard ikke lige kan huske billedet, kan jeg sige, at det bl.a. er seks kommuner fra Fyn, der har været herinde i Folketingets Kommunaludvalg for at beskrive situationen og har fået en erkendelse fra velfærdsministerens side af, at der er et alvorligt problem. Hvad siger fru Pia Kjærsgaard til det?

Ordføreren.

Hvis der er et alvorligt problem, synes jeg selvfølgelig, at det skal rettes op. Det er rigtigt, som fru Anne Baastrup siger, at jeg ikke umiddelbart er helt med på den sag, og jeg er glad for at få det konkretiseret lidt. Men jeg synes faktisk, at man skal spørge statsministeren, når han kommer med sin svartale, om det kan være rigtigt. Det synes jeg simpelt hen man skal gå videre med, og jeg er sikker på, at statsministeren vil være lydhør over for det.

Fru Anne Baastrup.

Det var jo en åben dør, jeg her fik sparket ind. For det, der har været meget bemærkelsesværdigt i fru Pia Kjærsgaards tale, er, at man ikke har været inde på de steder, hvor den konkrete velfærd udføres. Det er i kommunerne. Vi havde jo en velfærdsminister, der blev buhet ud på det kommunale topmøde, bl.a. på grund af regeringens dårlige økonomiske rammer for kommunerne. Vi har kommuner, der ikke lever op til de valgløfter, som den daværende statsminister kom med i sidste valgkamp, om, at der skulle renoveres; vi har ældre, der ikke kan få plads på et ordentligt plejehjem; vi har ældre, der ikke kan få ordentlige hjemmebesøg, fordi kommunerne mangler penge.

Jeg har ikke på noget tidspunkt hørt, at fru Pia Kjærsgaard har været inde på det for de mennesker, der oplever det dagligt, meget store problem, at de kommuner, som står for den konkrete velfærd i det daglige, ingen penge har. Dansk Folkeparti er medvirkende til, at de ingen penge har. Dansk Folkeparti har fastholdt, at udgiftsloftet skal videreføres. Hvor er Dansk Folkeparti henne i den her sag?

Fru Pia Kjærsgaard.

Først og fremmest vil jeg sige - det vil jeg godt lige tage fat i - at det overrasker mig en hel del, at fru Anne Baastrup næsten med stolthed i stemmen fremfører, at velfærdsministeren blev buhet ud på Kommunernes Landsforenings topmøde. Det synes jeg var uforskammet, og hvis det var nogle af fru Anne Baastrups partifæller, der gjorde det - og det kunne jeg forestille mig - så synes jeg, at man skulle tage afstand i stedet for nærmest at stå og være stolt af det. Jeg synes, det er meget, meget pinligt, ganske enkelt uhørt, og jeg er egentlig glad for, at jeg får lejlighed til at sige det her fra Folketingets talerstol. Jeg har ikke sagt noget om det i debatten tidligere, men nu får jeg altså lejlighed til at sige det. Det er uhørt - ganske uhørt!

Lad mig med hensyn til kommunerne sige: Dels har kommunerne fået tilført flere penge, dels er det jo altså sådan, at man nu øger anlægsaktiviteterne, fordi loftet er væk. Der er givet de muligheder, der kan gives til kommunerne, og jeg synes, det er forkert af fru Anne Baastrup, at man bare lægger det over på regeringen og Dansk Folkeparti og siger, at det hele er regeringen og Dansk Folkepartis skyld. Vrøvl!

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Der er jo visse synspunkter, jeg deler med fru Pia Kjærsgaard. Jeg synes også, at f.eks. værdipolitikken er meget central, og det er jo også det første, statsministeren nævner i sin tale, nemlig de politiske, overordnede mål, regeringen gerne vil videreføre. Men det er jo ikke nok, at der bare står værdipolitik; der gemmer sig jo noget bag.

Derfor kunne jeg godt være lidt nysgerrig og spørge fru Pia Kjærsgaard: Hvad er det for nogle mere konkrete hovedpunkter i værdipolitikken, Dansk Folkeparti gerne vil hjælpe regeringen med at få gennemført?

Ordføreren.

Jamen det er naturligvis, at vi står vagt om de danske værdier som f.eks. ytringsfrihed.

Nu har vi i dag på Ritzau kunnet se, at vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er udnævnt til hovedfjende af Taliban. Altså, det er da sådan nogle ting, vi skal gå imod. Sådan nogle ting må vi sikre ikke sker i Danmark, eksempelvis. Vi må sikre, at vi står fast på den danske kulturpolitik, de gode uddannelser, alle de frihedsrettigheder, vi har i Danmark. Det synes jeg er umådelig væsentligt, samtidig med at vi har et dybt og inderligt fællesskab i Danmark.

Som jeg sagde i min tale, vil vi også gerne inkludere folk, der kommer udefra, men det må jo naturligvis betyde, at de ubetinget accepterer de vilkår, der gælder i Danmark. Det er sammenhængskraft, også kaldet fællesskab. Jeg foretrækker at kalde det fællesskab; man kan kalde det, hvad man vil.

Det er de danske værdier, som jeg simpelt hen synes, vi skal stå vagt om - og hvor Det Radikale Venstre igennem årene så sandelig har haft en stik modsat opfattelse, nemlig at det bare var noget, man kunne lade falde.

Fru Marianne Jelved.

Jeg er nu ikke enig i fru Pia Kjærsgaards beskrivelse af Det Radikale Venstre gennem årene, men lad det ligge. Det er ikke det, der er hovedtemaet nu.

Men jeg noterer mig med glæde, at fru Pia Kjærsgaard bl.a. brugte ordene - hvis jeg hørte rigtigt - at Dansk Folkeparti gerne vil det inkluderende samfund og styrke sammenhængskraften. Det synes jeg lyder rigtig godt, det vil Det Radikale Venstre nemlig også, men vi er i virkeligheden bare dybt kede af, at vi så samtidig her for nylig kunne få en rapport, som syv ministerier står bag, og som siger, at 47.000 unge med indvandrerbaggrund risikerer at blive marginaliseret ud af det danske samfund.

Hvordan vil Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard hjælpe med til, at det ikke sker, men at de bliver inkluderet?

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg tror, der er mange metoder, der kan tages i brug, og jeg tror egentlig ikke, at det er den samme metode, der kan tages i brug i forhold til hver enkelt af de 47.000. Der er jo ingen tvivl om, at der er mange forskellige forhold, der gør sig gældende, men lad mig bare sådan overordnet sige, at det jo drejer sig rigtig meget om den enkelte indvandrer, om den enkelte indvandrers familie, og hvilken tilgang man har til det danske samfund. Det er umådelig vigtigt, at man også er positivt indstillet over for det samfund, som man skal være en del af og ja, inkluderes i, hvis man vel at mærke tilslutter sig de betingelser, der er i det danske samfund.

Jeg er bestemt ikke tilhænger af at marginalisere indvandrere, fordi de er indvandrere, eller folk med en anden hår-, hud- eller øjenfarve, overhovedet ikke. Tværtimod synes jeg, at alle mennesker skal have en chance. Men det er så vigtigt, at man selv tager imod det i den positive ånd, der er i det danske samfund. Det er simpelt hen nødvendigt.

Jeg tror ikke bare, man kan sige, hvad man skal gøre i forhold til 47.000, for de 47.000 er uendelig forskellige.

Hr. Nick Hækkerup for en kort bemærkning.

Jeg synes, der er grund til at vende tilbage til nogle af de bemærkninger, ordføreren kom med om skattereformen og skattereformens virkninger. Jeg noterede mig, at ordføreren sagde: Ingen taber på skattereformen.

Det rejser selvfølgelig det spørgsmål, om det er et gæt, som ordfører kommer med, eller om det er et løfte. For hvis det er et gæt, så er det forkert, og hvis det er et løfte, så er det ganske interessant, fordi vi ved, at der med ophævelsen af momsfritagelsen for ejendomsadministration vil komme en huslejestigning i de almene boliger, som mange steder vil mere end spise den skattelettelse op, som er givet med skattereformen.

Så det er jo en interessant melding for lejerne i de private udlejningsboliger, i de almene boliger, om DF vil være med til at sikre - for det vil vi også gerne - at de ikke kommer til at tabe på skattereformen.

Ordføreren.

Jamen der vil ikke være nogen, der taber på skattereformen. Det giver mig også anledning til at sige, at jeg blev skudt meget i skoene vedrørende pensionisters forhold. Nu er det jo sådan lettere irriterende, når man midt i spørgetiden skal til frokost, men så har man alligevel lejligheden til lige at finde nogle konkrete tal frem.

Lad mig henvise til Ældre Sagens udlægning af skattereformen i forhold til pensionister. De skriver - og det er altså Ældre Sagen, som jeg ved at Socialdemokratiet også lægger meget vægt på - at pensionister med beskedne indkomster typisk får en fremgang i rådighedsbeløbet på 1.500-2.000 kr. for enlige og 2.500-3.500 kr. pr. par. Lad mig også sige, at Ældre Sagen faktisk har udtalt sig særdeles positivt om den her skattereform.

Men det der med, at nogle pludselig skulle tabe på skattereformen - altså, put det et vist sted hen, vil jeg sige til hr. Nick Hækkerup, for det er ganske enkelt socialdemokratisk retorik, der ikke holder.

Hr. Nick Hækkerup.

Det var jo i hvert fald ikke et svar på spørgsmålet, kan man sige. Så jeg vil prøve en gang til. Er det ikke rigtigt, at når man ophæver momsfritagelsen for ejendomsadministration, vil det påføre lejerne bl.a. i de almene boliger øgede huslejeudgifter til viceværtfunktionerne, til den egentlige ejendomsadministration? Og er det ikke rigtigt, at en enlig pensionist, der bor til leje, med skattereformen om året får omkring 550 kr. i skattelettelse, som vil blive mere end spist op af den huslejestigning, som følger af Dansk Folkepartis beslutninger om finansiering truffet sammen med V og K?

Ordføreren.

Jo, men det er jo en kendt sag, at finansieringen skulle findes andre steder eksempelvis via grønne afgifter, som også har været en del af det samlede billede, og som Socialdemokratiet jo også tilsluttede sig, og jeg må afvise, at nogen taber på den her reform. Jeg ved godt, at Socialdemokratiet forsøger at mane det billede frem, men det er ikke korrekt.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg synes, at man skal rose den, der roses bør, og fru Pia Kjærsgaard har jo sagt noget rigtigt i dag, nemlig at det har sejlet alt for længe. Der har været en lang periode, hvor regeringen har været mere optaget af at få afsat statsministeren til anden side, og nu har vi så fået en ny statsminister.

Men jeg kunne da godt tænke mig at spørge fru Pia Kjærsgaard om, hvordan hun synes at det går med bølgegangen i regeringen, for i den her uge har regeringen jo inden for 24 timer formået at have fire forskellige holdninger til den kriminelle lavalder. Altså, først skulle man diskutere den, så skulle den fjernes helt, så skulle den muligvis sænkes, og så er der Det Konservative Folkeparti, der ikke vil røre ved den overhovedet. Så har man en grøn vækst-plan, som nogle synes der skal være mest vækst i, og som andre synes der skal være mest grønt i. Man har nogle klimamål, som bliver udskudt uge for uge, og i den her uge tror jeg nok gruppeformændene har været involveret i at mægle mellem ministre og ordførere i regeringspartierne.

Så jeg vil bare spørge fru Pia Kjærsgaard: Sejler det mere under den nye statsminister, end det gjorde under den gamle statsminister?

Ordføreren.

Dansk Folkeparti er jo ikke med i regeringen, og det er der mange rigtig, rigtig gode grunde til. At vi en dag kommer det, er jeg slet ikke i tvivl om, men det er vi altså ikke p.t. Jeg ved ikke, om man kan sige, det er et valg, men det er den måde, vi i øjeblikket finder det bedst på. Så jeg synes, at regeringen skal forklare sine eventuelle interne stridigheder. Og jeg tror ikke, man skal lægge for meget vægt på, hvad man sådan kan læse som baggrund i aviserne, som jeg kan forstå at hr. Morten Østergaard gør.

Lad mig bare sige: Jo, lidt kan der da være om det. Jeg må godt nok indrømme, at da jeg læste det her i går og i dag, så mindede det mig egentlig lidt om Det Radikale Venstre i gamle dage, som havde 17 forskellige synspunkter. Så lidt om det er der da, men der var dog flere forskelligartede synspunkter hos Det Radikale Venstre, som er ét parti, end der er hos regeringens to partier.

Hr. Morten Østergaard.

Jamen jeg er helt enig i, at vi skal lade regeringen sejle sin egen sø, og jeg er også enig med fru Pia Kjærsgaard i, at det altså tydeligvis fortsat sejler under den nye statsminister.

Det har ellers været en uge, der har været fattig på nyheder, fordi der jo ikke var noget i redegørelsen, der var nyt. Den største nyhed i den her uge er formentlig, at man har byttet rundt på rækkefølgen på suppen og pålægget nede i Snapstinget. For der var simpelt hen ikke noget som helst nyt i statsministerens redegørelse.

For et par uger siden, eller en måned er det vist, sagde fru Pia Kjærsgaard ellers om integrationsindsatsen:

Der vil jeg gerne erkende at vi har handlet for sent. Vi har alle handlet for sent. Jeg vil ikke bare skyde skylden på regeringen, men vi må bare sige, at udviklingen skal vendes nu, og i den forbindelse er det primært regeringen, som skal i arbejdstøjet.

Ikke ét initiativ var der i statsministerens redegørelse, der overhovedet antyder, at man er i arbejdstøjet i forhold til det her. Jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard: Er det acceptabelt for Dansk Folkeparti, at man også bare lader integrationen sejle videre?

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg er ganske overbevist om, at der kommer initiativer fra regeringen. Det er jeg da helt sikker på. Og igen, som jeg sagde tidligere, tror jeg, at det er meget sværere for ikke at sige umuligt i en lidt aparte eller anderledes åbningsredegørelse, end det er den første tirsdag i oktober, hvor man også fremlægger lovkatalog osv. osv., at komme med nogle helt konkrete ting. Jeg syntes, det var o.k., at man forholdt sig til de overordnede linjer, og jeg kan også ligesom forstå på debatten efterfølgende, at oppositionen har haft rigtig, rigtig svært ved at hænge sin hat på en eller anden knage, netop fordi det var de overordnede linjer.

Nu har jeg sådan været lidt fraværende og fulgt det lidt på afstand - jeg har været i udlandet og kom hjem med helt ordinært rutefly - men er dog hjemme nu og følger godt med i debatten. Og jeg er ganske overbevist om, at den her regering, naturligvis også på Dansk Folkepartis initiativ, på det her område vil tage sit ansvar alvorligt. For ellers har vi da en opgave at løfte, det siger sig selv.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå på fru Pia Kjærsgaard, at hun vakler lidt imellem at mene, at det har sejlet alt for længe, at der er grund til begejstring, og at tilstandene i regeringen minder om forholdene i Det Radikale Venstre. Man kunne måske godt få indtryk af, at det er fru Pia Kjærsgaard, der sejler en lille smule.

Fru Pia Kjærsgaard havde det synspunkt tidligere i debatten i dag, at det var rigtig godt, at Dansk Folkeparti havde været med til at sikre skattereformen. For hvis fru Pia Kjærsgaard ikke havde sikret skattereformen, så var det nok blevet værre. Jeg vil bare spørge fru Pia Kjærsgaard, hvordan en skattereform uden Dansk Folkepartis stemmer skulle være blevet mere socialt skæv. Hvem skulle have sikret en skattereform sammen med regeringspartierne, som var mere socialt skæv end den, Dansk Folkeparti nu sikrer sammen med regeringen?

Fru Pia Kjærsgaard.

Jo, men der ligger jo et oplæg dels fra en Skattekommission, dels fra en regering, og der er Dansk Folkeparti så gået ind og har gjort det nødvendige, som jeg har sagt, som Socialdemokratiet nok ville have gjort, hvis de havde siddet med ved bordet hele vejen, hvad de altså ikke gjorde.

Hr. Per Clausen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår fru Pia Kjærsgaards definition af det nødvendige. For det er da rigtigt, at der kom en rapport fra en kommission; der er kommet mange rapporter fra kommissioner, der vil komme endnu flere i fremtiden, og langt de fleste af disse kommissioner bliver til ingenting, fordi der ikke er et politisk flertal for at gøre noget ved det, eller hvis kommissionen oven i købet er nået frem til noget, som regeringen ikke bryder sig om - det sker sjældnere og sjældnere, kommissioner udpeges jo meget omhyggeligt nu om dage.

Så er det ikke sådan, vil jeg spørge fru Pia Kjærsgaard, at der ikke var kommet noget ud af det, hvis Dansk Folkeparti havde sagt: Vi har ikke brug for at gøre skattesystemet mere socialt skævt, end det er i forvejen? Jeg kan da ikke forestille mig, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ville have accepteret, at regeringen havde lavet et forlig sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre om skatten, som ville skabe yderligere social skævhed i Danmark?

Fru Pia Kjærsgaard.

Det er jo rigtigt, at der bliver nedsat mange kommissioner, også indimellem lidt for mange, synes vi i Dansk Folkeparti. For nogle af dem kommer der slet ikke noget ud af det, sådan er det, men der vil jeg så bare minde hr. Per Clausen om, at hr. Per Clausens alliancepartner, hr. Ole Sohn, gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, faktisk sagde om Skattekommissionens oplæg, og det er jo i og for sig usædvanligt, at man så meget tilslutter sig en kommission og ikke engang et regeringsoplæg efterfølgende, men en kommission:

»Skattekommissionen rammer inden for skiven. Der er ikke noget, der kolliderer med det fælles udspil fra SF og Socialdemokraterne.«

Det vil jeg bare minde om, og det er det parti, som hr. Per Clausens Enhedslisten vil gå i alliance med - eller de partier.

Tak til ordføreren. Hr. Villy Søvndal som ordfører.

Jeg vil gerne starte med at byde den nye regering og de nye ministre og ikke mindst den nye statsminister velkommen. I SF ser vi frem til den kommende tids politiske arbejde, og vi håber på et godt og konstruktivt samarbejde med den nye statsminister.

Den krise, vi står midt i, er meget alvorlig. Det kræver, at politikerne lægger sig i selen for at finde løsninger på danskernes problemer, fornuftige løsninger, som kan samle opbakning på tværs af partiskel og blokke. De tidligere VK-regeringer, som hr. Anders Fogh Rasmussen har stået i spidsen for, har desværre været præget af benhård blokpolitik med Dansk Folkeparti. Resultaterne er blevet derefter. Det så vi senest med den smalle skattereform, som kunne have været langt bedre for almindelige og lavtlønnede lønmodtagere, hvis oppositionen havde deltaget.

En ny statsminister og en ny regering er derfor også en ny chance. Det er en chance for at lægge blokpolitikken på hylden og en gang for alle sige farvel til det snævre samarbejde med Dansk Folkeparti. Vi håber, at statsministeren vil gribe den chance, men vi er jo ikke så naive i SF, og vi kan også godt læse aviser.

Her kan jeg forstå på Venstres politiske ordfører, hr. Peter Christensen, at regeringen nu erklærer SF krig. Jeg kan også forstå, at SF og undertegnede er blevet udråbt til hovedfjenden. Det er vi selvfølgelig lidt beærede over, men det virker nu også lidt hen i vejret, at man i en situation, hvor tusindvis af lønmodtagere mister deres job, hvor bandeoptøjer præger gaderne, og hvor velfærden skranter mange steder, så bruger tid på at føre krig med SF. Jeg tror, at rigtig mange danskere synes, at man skulle bruge mere tid på at løse problemerne i stedet for at vælge at føre krig med SF.

En vigtig forudsætning for, at vi kan få et bredt politisk samarbejde, er, at man erkender krisens omfang. Skal man løse et problem, er forudsætningen, at man erkender problemet. Derefter skal man være klar til at handle. Krisen forsvinder ikke, ved at man ignorerer den eller snakker om noget andet fra morgen til aften. Hvis problemerne skal løses, kræver det lederskab og politiske initiativer, så ledigheden ikke eksploderer yderligere og bider sig fast.

Jeg vil bare give et par tal: I øjeblikket mister 5.000 danske lønmodtagere deres job hver måned. Ledigheden er nu på 70.000 personer, og det svarer til det niveau, som regeringen forudsagde at man først ville nå ved udgangen af 2009, men det nåede man allerede efter 2 måneder. Væksten i dansk økonomi er negativ; regeringen forudsagde i august, at der i 2009 ville være et overskud på 56 mia. kr. på statens finanser, nu ender det med et underskud. Kort sagt: Regeringen har i katastrofal grad fejlvurderet krisens omfang fra dag et. Den har gjort alt for lidt for at dæmpe krisen, og det, regeringen trods alt har gjort, har været for lidt og for sent.

Statsministeren har tidligere udtalt, at krisen er overstået her til sommer. Jeg ville ønske, at han havde ret, men det har han ikke. Det, der er brug for nu, er en meget mere realistisk analyse af krisens omfang og en ambitiøs plan, som kan skabe vækst og beskæftigelse til danskerne og ruste landet til fremtidens udfordringer. Vi tror ikke på, at skattelettelser til de mest velstillede er den rette medicin. Vi ved ikke, hvor mange af pengene der vil blive brugt på udlandsrejser. Vi ved ikke, hvor mange der vil blive brugt på luksusvarer produceret i udlandet. Vi ved ikke, hvor meget der vil blive sparet op. Kort sagt: Vi aner ikke, hvor mange job det vil give.

Vi havde hellere set, at regeringen havde udvist ansvarlighed og rettidig omhu, at man havde investeret klogt og målrettet og investeret i de ting, som vi ved virker - ved at renovere den nedslidte offentlige boligmasse, ved at sætte skoler, ældreboliger og plejehjem i stand, ved at sikre energirenoveringer, også i de private hjem. Det ville være initiativer, som ville skabe job i den private sektor til murere, til malere, til tømrere og andre, der er hårdt ramt af den stigende ledighed.

Vi skal huske, at vi har et særligt ansvar for de unge. Når statsministeren kækt siger, at hans søn på 19 år ikke kender begrebet ungdomsarbejdsløshed, lyder det lige lovlig smart. Hvis statsministerens søn havde været murer, havde han hørt om fænomenet ungdomsarbejdsløshed, al den stund at halvdelen af de unge murere, der forlader skolerne, ryger direkte ud i arbejdsløshedskøen, når de får deres svendebrev. Det kan vi ikke være bekendt, og det kan regeringen gøre bedre - ellers må vi have en ny regering i en fart.

Krisen giver problemer, men den kan også vendes til udfordringer, udfordringer, som vi kan løse, hvis vi gør det sammen og opfører os fornuftigt. Lad os f.eks. bruge krisen til at nå de klimamål, der er så vigtige. I år er Danmark vært ved det store klimatopmøde. Det forpligter. Vi skal have modet til at have nogle ambitiøse målsætninger og turde tage de nødvendige beslutninger. Det giver os muligheder, muligheder for at vise hele verden, hvad vi kan på områder som vedvarende energi, energirenovering og grøn teknologi. Her ligger mange af fremtidens arbejdspladser og venter.

Vi synes i SF, at der var gode takter i den del af statsministerens tale, der handlede om klima og grønne visioner. Nu ser vi dem gerne foldet ud. Kunne vi f.eks. enes om, at det sidste kulkraftfyrede værk er bygget i Danmark? Kunne vi enes om at fremrykke investeringer i vindmøller og biogasanlæg? For lige nu fyrer mange af de firmaer, som leverer til vindmølleindustrien, folk. Kunne vi enes om, at mindst halvdelen af al el skal komme fra vind i 2020? Kunne vi enes om en plan, som kan få flere danskere til at køre i elbiler? Kunne vi enes om ikke at nedlægge busruter og opprioritere den kollektive trafik? Kunne vi blive enige om at anvende de skattekroner, der i dag bruges på Bjørn Lomborg, til noget mere fornuftigt? Her håber vi at regeringen vil gribe SF's fremstrakte hånd.

Hvis man ser bort fra klimaafsnittene, var der langt mellem snapsene i statsministerens tale. Som sagt håber vi i SF på et bredere samarbejde, men talen i tirsdags styrkede nu ikke vores forhåbninger. Der var hverken friskhed, fornyelse eller forandring i den tale, statsministeren holdt i tirsdags. Det var bare mere af det samme: mere blokpolitik, mere ulighed. Og hvorfor skulle statsministeren også stå for fornyelse og forandring? Han har jo som central minister i alle årene været en del af Foghregeringens inderkreds. Han har været en af arkitekterne bag den liberalistiske politik, som vi kun kender alt for godt, en politik, som altid er blevet gennemført med snævre flertal sammen med Dansk Folkeparti. Den nuværende statsminister har som indenrigsminister og finansminister stået bag den stramme kurs over for kommunerne, som har betydet, at der er blevet skåret ned på alle dem, der har svært ved at råbe op: børnene og de ældre. Lige nu står rigtig mange kommuner i meget store vanskeligheder. Endnu en gang skal der skæres ned og spares på velfærden, fordi regeringen hellere vil give skattelettelser til de rige end sikre velfærd for de mange.

Den nye statsminister har, lige fra han gik ind i politik, været optaget af at mindske den offentlige sektor. Det private er altid bedre, som liberalisterne siger. Derfor forfalder de ting, der tilhører fællesskabet: vores folkeskoler, vores børnehaver og vores plejehjem.

Danskerne kender også den nuværende statsminister fra hans indsats på sundhedsområdet. I Danmark tror jeg folk er stolte af at have et stærkt offentligt sundhedsvæsen, hvor der er gratis og lige adgang for alle. Det har altid været en torn i øjet på liberalistiske ideologer, og derfor har også statsministeren som sundhedsminister arbejdet målrettet på at underminere det offentlige sygehusvæsen bl.a. ved at favorisere privathospitalerne økonomisk.

Et andet værktøj, som er forsøgt anvendt i forbindelse med sundhedssektoren, er de private sundhedsforsikringer, som jo er boomet, siden VKO kom til magten. Det er mere end tidoblet, det antal danskere, der i dag har sundhedsforsikringer, og det er lykkedes regeringen at skabe et A-hold og et B-hold i sundhedsvæsenet. Hvis regeringen fortsætter den linje, kan man regne med modstand fra SF.

Heller ikke på skatteområdet har der været grund til begejstring over den nye statsministers bedrifter. Det var jo statsministeren, der sad for bordenden under forhandlingerne. Han ønskede ikke en bred aftale om skat. Der blev offentliggjort en drejebog i Jyllands-Posten, der viste, hvordan man skvisede de partier ud, man ikke ønskede med; det var bl.a. S og SF. Vi fik en reform, som er historisk skæv i sin fordeling. Nogle af de allerlavest lønnede taber på den her reform. I en situation med økonomisk krise forstår vi ikke, at VKO endnu en gang valgte at forgylde regeringens kernevælgere i stedet for at tænke på helheden.

Derfor vil vi i god tid inden et valg fremlægge vores alternativ på skatteområdet, så folk ved, hvad de kan forvente. Danmark trænger til en ny regering, der kan skabe reel forandring og fornyelse til gavn for danskerne, en regering, der vil satse på vækst og beskæftigelse, så arbejdsløsheden ikke får lov til at bide sig fast, en ny regering, der vil tage krisens udfordringer alvorligt, og som har viljen til at skabe velfærd for de mange. Det er det, vi stiller op til.

Tak til ordføreren.

Der er en række medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg tror, at vi har fået alle registreret, men jeg vil lige læse listen op, og hvis der er nogen, der ikke er blevet tilgodeset, må man lige række hånden i vejret. Det drejer sig om hr. Peter Christensen, fru Pia Kjærsgaard, fru Henriette Kjær, hr. Anders Samuelsen, hr. Frank Aaen, fru Louise Schack Elholm, hr. Kristian Thulesen Dahl, fru Charlotte Dyremose, fru Sophie Løhde, hr. Martin Henriksen, fru Gitte Lillelund Bech og hr. Hans Kristian Skibby. Disse skulle vi kunne nå, og hvis der er flere, må vi se, om vi kan nå det inden for de 50 min., der er afsat.

Først hr. Peter Christensen.

Det står jo tydeligt, og det har det selvfølgelig gjort længe, at SF ikke bryder sig om den skatteomlægning, som vi har gennemført. Men sidst hr. Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti var imod en skatteomlægning, betød det, når man læste de konkrete forslag, at de ville rulle den gode side af en skatteomlægning tilbage og bevare finansieringsdelen. Summen af de to bevægelser er altså at sætte skatten op.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, om det er den samme tilgang, man vil have til det, som vi nu har aftalt, og som regeringen har fremlagt, altså at man vil rulle skattelettelserne tilbage, men vil bevare finansieringselementer, altså det, at vi f.eks. sætter afgifterne på energi op. Vil man også dér sætte skatten op?

Ordføreren.

Nu tror jeg for det første, at det er klogt lige at afvente og se, hvad der kommer ud af regeringens skatteforlig med Dansk Folkeparti. Vi har jo kunnet bemærke i dagspressen, at der er bevægelse på nogle af områderne. Jeg forstår, at regeringen er i gang med at revurdere multimedieskatten og se på, om det nu også er en meget klog idé. Man kan forstå, når man lytter til lokale ordførere ude i landet, at der er nogle af erhvervsbeskatningensområderne, som der også skal kigges på igen.

Derfor tror jeg, at det er rigtig klogt at lade være med at forstyrre den lovgivningsproces, der nu er i gang, altså være opmærksom på de ting, der nu sker. Så skal vi nok i god tid før et valg fremlægge vores udspil til en kommende skattereform.

Hr. Peter Christensen.

Jeg tror godt, at jeg forstår, hvorfor hr. Villy Søvndal vil købe sig lidt tid og egentlig helst undgå at skulle svare på spørgsmål og snakke om det. Men tag f.eks. den øgede beskatning på energi. Den er der ingen der har sat spørgsmålstegn ved. Alle synes, at det er en god idé og en god måde at finansiere det at sætte skatten ned på arbejde på. Vil hr. Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti lade det bestå, men rulle det, at vi sænker skatten på arbejdsindkomst, tilbage? Det er sådan set et meget enkelt spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg tror, at det er rigtig klogt. Jeg tror nemlig, at der vil være en række områder, hvor regeringen vil ændre de udspil, som regeringen kom med. Det har jeg også bemærket hos ordføreren. Men jeg har også så meget tillid til den parlamentariske proces, at jeg tror, at der nu, hvor der kommer deputationer til Skatteudvalget og redegør for nogle synspunkter, som regeringen måske ikke lige har set, vil ske noget.

Vi kan allerede nu se, at der er nogle detaljer, som regeringen og Dansk Folkeparti ikke har haft styr på, da de lavede deres aftale. Når vi kender det samlede billede, er det vel det rigtige tidspunkt at forholde sig til, hvordan fremtidens skattereform skal se ud. Men jeg synes, at man skal have den respekt for lovgivningsprocessen, at man skal lade være med at forstyrre i en periode, hvor regeringen og Dansk Folkeparti jo helt tydeligt har behov for at få styr på nogle detaljer, som de ikke havde styr på, da de lavede aftalen.

Hr. Peter Christensen.

Det er jo altid værd at lytte efter, når politikere ikke vil fortælle, hvad deres politiske holdninger er. Jeg kan jo høre, at det er det, det drejer sig om. Men jeg synes egentlig et eller andet sted, at danskerne har ret til at vide, at en stemme på Socialistisk Folkeparti, en stemme på hr. Villy Søvndal, er en stemme for, at man kan få en halv skattereform. Man kan få pisken, men man kan ikke få guleroden. Det tror jeg godt kunne påvirke nogle danskere i forhold til, om de synes, det er specielt attraktivt.

Vi ved jo, hvordan SF forholdt sig sidste gang, vi lavede en skatteomlægning. Man sagde nemlig: Vi vil ikke acceptere, at skatten bliver sænket på arbejdsindkomst, men vi kan godt lide, at afgifterne stiger. Er det ikke bare lige at sige til danskerne, at det sådan set er det, vi synes er god socialistisk politik, og sådan vil vi også gribe den næste reform an?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald enig med hr. Peter Christensen på to punkter. Dels tror jeg, at det er bedre, at vi siger, hvad en kommende regerings skattepolitik er, end at hr. Peter Christensen gør det. Dels at det er meget vigtigt, at danskerne før et folketingsvalg får besked om, hvad det er for en skattepolitik, som de kan forvente.

Det synes jeg specielt er vigtigt, hvis man husker den nuværende regering under sidste valgkamp. Jeg kan huske, at der op til den sidste valgkamp var forslag om at nedsætte en skattekommission. Det er jeg sikker på at hr. Peter Christensen også kan huske. Venstre himlede op om, at det simpelt hen igen var et udtryk for, at skatten bare ville stige og stige. Men hvad skete der så? Lige da valget var overstået, nedsatte regeringen en skattekommission.

Jeg tror, at det er vigtigt, at der er en vis sammenhæng mellem det, man siger før et valg, og det, man siger efter et valg. Derfor kan alle være helt trygge, for vi vil i god tid før et valg fremlægge, hvad danskerne kan forvente sig af en kommende regering på skatteområdet. Og i modsætning til den nuværende regering har vi oven i købet planer om at holde, hvad vi siger.

Fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning.

Der skal også være sammenhæng i, hvad man udtaler mellem valgene. Jeg vil godt høre lidt om hr. Villy Søvndal og Socialistisk Folkepartis holdning til minimumsstraffe. Altså, hr. Villy Søvndal har jo været ude med, at der i forhold til bandekrigen skulle være minimumsstraffe. Hvad er folkesocialisternes synspunkt i dag sådan samlet i gruppen? Går man ind for minimumsstraffe, eller var det bare tom retorik, som jeg desværre synes hr. Villy Søvndal er blevet for meget tilhænger af på mange områder?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, holdningen er meget tydelig og meget klar, men man kan vel sige, at der er den forskel på Dansk Folkeparti og SF, at vi ikke har det forhold til vores folketingsgruppe, at vi sådan kan kommandere vores folk på plads eller ekskludere dem, hvis de ikke er enige. Det benytter vi os ikke af. Det er en klar forskel på Dansk Folkeparti og SF.

Til gengæld er der ingen tvivl om, hvad SF's linje er i det her spørgsmål. For det første er vi ikke generelt tilhænger af minimumsstraffe, det har vi aldrig lagt skjul på. For det andet var og er vi på Nørrebro og rundtom i hovedstaden i forbindelse med bandekrigen i en ganske speciel situation, og i den helt specielle situation synes vi at man skal anvende minimumsstraffe for at få sikkerhed for, at vi får våbnene væk fra gaderne. Det er et meget enkelt og klart svar.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det er en enig gruppe, kan jeg forstå, der har det synspunkt, men hvorfor er det en speciel situation? Er det ikke en speciel situation, når eksempelvis en 14-15-årig pige bliver massevoldtaget? Det synes jeg i allerhøjeste grad det er, og her kunne der også være behov for minimumsstraffe. Men jeg vil godt helt konkret høre: Hvad er hr. Villy Søvndals synspunkt eller hr. Villy Søvndals fokusgruppers synspunkt? For dem kan jeg forstå hr. Villy Søvndal benytter rigtig, rigtig meget. Hvad siger fokusgrupperne, at folkesocialisternes folketingsgruppe skal mene?

Hr. Villy Søvndal.

Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad fokusgrupperne mener, for det går vi ikke rundt og spørger dem om. Men jeg er med på, at Dansk Folkeparti har et bestemt syn på SF. For kort tid siden var Dansk Folkepartis syn det, at vi havde rigtig mange spindoktorer ansat. Jeg foreslog så, at vi stillede dem op på række, sådan at vi kunne se, hvem der havde den længste række - SF eller Dansk Folkeparti. Det er Dansk Folkeparti aldrig vendt tilbage til. Det tror jeg lige vi skal have undersøgt på et tidspunkt. Men jeg medgiver gerne, at dem, vi har, er rigtig dygtige. Altså, vi tilrettelægger ikke vores politik efter fokusgrupper. Vi tilrettelægger vores politik efter, hvad vi synes er de rigtige svar.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det er jo meget sjovt. Nu har vi hr. Villy Søvndals sjove og indimellem lettere halvperfide facon. Jeg kan bare sige, at vi ikke har spindoktorer i Dansk Folkeparti. Vi har én pressechef, så ham kan vi da godt stille op på en række, det kan vi da sagtens gøre.

Men hr. Villy Søvndal svarer udenom. Jeg må bare have at vide, hvad det er, hr. Villy Søvndal vil i forhold til minimumsstraffe. Hvor vil man konkret gå ind med minimumsstraffe? Jeg synes, det er interessant, fordi Dansk Folkeparti jo hele tiden har haft det synspunkt, at vi synes, det er fornuftigt i forhold til meget grove forbrydelser; i forhold til voldtægt, grov vold og andre områder. Så jeg synes da, det er interessant. Det er et synspunkt, som vi har stået alene med, så derfor er vi da naturligvis interesserede i at vide, om det holder hele vejen, også til en afstemning i Folketingssalen.

Ordføreren.

Jeg har svært ved at forstå, at det kan være perfidt at svare på et spørgsmål, som Dansk Folkeparti har rejst, nemlig spørgsmålet om, hvor mange der var på hvert hold, men det må fru Pia Kjærsgaard jo om. Jeg synes sådan set heller ikke, det specielt er et forsøg på at være sjov. Det er et forsøg på at redegøre for, hvordan vi tager beslutninger i SF.

Så er det jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti er tilhænger af minimumsstraffe på en række områder, og at SF ikke er det. Det er et sted, hvor vi er politisk uenige. Det har noget at gøre med synet på domstolenes mulighed for at have stor frihed til at tolke. Det er jo en kendt sag, at vi altid har været uenige om det, og det er vi fortsat.

Fru Henriette Kjær for en kort bemærkning.

SF er kendt for at være sådan et lidt lunt parti, og særlig partiformanden plejer jo at være rigtig humoristisk. Det synes jeg måske at det har knebet lidt med i dag her til sidst i svarene til fru Pia Kjærsgaard.

Men for sådan lige at fortælle lidt om SF's sjove politik vil jeg da minde vælgerne om det her forslag, man havde i forbindelse med finansloven, hvor man skulle skaffe finansieringsforslag til alt det, man foreslog, og så ville hente 1,5 mia. kr. ved at effektivisere møderne i den offentlige sektor.

En ting er så alle de penge, man brugte i finansloven og dermed viste, at man er et ansvarligt parti - se, vi har finansieret det hele, selv om finansieringsforslagene altså var derefter - men hvis vi nu bare tager marts måned, altså sidste måned, og ser på, hvad SF har foreslået dér, er det, og jeg har sikkert glemt noget: en færdselspakke med flere betjente på gaden, flere handicapboliger og behandlingsgaranti for selvmordstruede.

Hvordan vil SF finansiere det her? Det glæder jeg mig til at høre spændende, kreative forslag til.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at vi gerne vil have, at der igen bliver bygget boliger for handicappede og ældre. Jeg forstår i øvrigt ikke, hvis det ikke også bekymrer De Konservative, at det almene boligbyggeri stort set er gået fuldstændig i stå. Det betyder, at der stort set ikke bygges ældreboliger og handicapboliger i øjeblikket. Jeg troede egentlig også, det var en konservativ sag at sikre, at mennesker, der har brug og behov for en bolig, fik en bolig.

Jeg synes egentlig også, at det næsten bliver lidt småligt, hvis man synes, at økonomien spærrer for, at vi kan lave en ordentlig indsats over for selvmordstruede. Det tror jeg heller ikke at De Konservative mener, når det kommer til stykket. Jeg tror egentlig, De Konservative vil være med, ligesom vi jo sammen - jeg tror i øvrigt, det var den gang, fru Henriette Kjær var socialminister - gjorde en indsats for at støtte bl.a. Livslinien og andre, der arbejdede med selvmordstruede.

Så vi skal nok sikre finansieringen af vores forslag. Fru Henriette Kjær ved jo også godt, at når man læser SF's forslag til finansloven, er der altid total sammenhæng mellem udgifter og indtægter. Det lover jeg at der også bliver ved med at være.

Fru Henriette Kjær.

Nej, det var altså ikke noget svar. Jeg spurgte, hvordan man ville skaffe finansieringen nu, man havde fundet finansieringen til det, man havde i finansloven, og man så bliver ved med de her udgiftsdrivende forslag, som betyder, at tingene ikke hænger sammen for SF. Nu må det da efterhånden stå klart for alle, at man ikke vil svare på, hvordan man vil finansiere det her vanvittige overbud. Det er rigtigt, at de sager, som jeg her nævnte, er nogle gode nok sager, som ingen kan være imod, men vi skal altså finde pengene til dem. Og der mangler vi svar fra SF.

Det får mig også til at gå videre med det, som hr. Peter Christensen spurgte om tidligere, nemlig med hensyn til skatten. Der vil man heller ikke afgive svar, og det må jeg jo så acceptere at man ikke vil. Men jeg må så spørge hr. Villy Søvndal: Hvor lang tid har man tænkt sig, skal det være i resten af perioden, de næste 2 år, vi sidder herinde, at man ikke vil svare på, hvordan skattereformen skal skrues sammen, hvis der kommer en socialdemokratisk ledet regering, altså hvor man ikke vil svare på, hvordan man skal skaffe finansiering til alt det, man går rundt og lover? Det er jo uholdbart, vil jeg sige til hr. Villy Søvndal.

Ordføreren.

Jeg var ikke klar over, at der var et ønske om, at vi repeterede vores finanslovfinansieringsforslag og vores spareplan, men det vil jeg så gerne gøre.

Men jeg er sikker på, at fru Henriette Kjær godt kender dem, nemlig at vi f.eks. ikke synes, at der skal gives børnepenge til meget velhavende børnefamilier. Vi synes ikke, at man skal brandskatte almindelige arbejdsindkomster for at sende dem videre til det velhavende akademikerpar, som vi diskuterede før, og som i øvrigt også vinder på skattereformen.

Vi synes heller ikke, at der skal være fradrag for sundhedsforsikringer. Det kommer heller ikke som en overraskelse; det ved man jo også godt. Vi har den der stribe af forslag, vi fremsætter hver gang, og dem bruger vi selvfølgelig til at finansiere de udgiftskrævende forslag, vi fremsætter, ligesom De Konservative gør det. Det er der ikke noget som helst mystifistisk i. Som alle, der har kigget på både finanslovændringsforslag og vores spareplan, ved, leverer vi godt og vel - godt og vel - finansiering for de forslag, vi fremsætter. Og det bliver vi ved med.

Fru Henriette Kjær.

Hr. Villy Søvndal er en optimistisk mand. Jeg synes stadig væk ikke, at jeg har fået svar på noget, for det her handlede jo om alt det, der ligger ud over finanslovforslaget, hvor man bliver ved med at foreslå ting, der koster en masse penge.

Jeg bliver lige nødt til også at komme ind på et andet område, nemlig SF's holdning til NATO. Nu var det sådan, at da vi sidst havde en forespørgsel om NATO her i salen først i april måned, havde der lige den 21. marts været en demonstration, hvor fru Pernille Frahm deltog fra SF's side. Temaet for demonstrationen var: Danmark ud af Afghanistan og Israel ud af Palæstina.

Så er SF for eller imod NATO? Vi er ærlig talt lidt i tvivl, med hensyn til hvad holdningen er, for nu er vores engagement i Afghanistan jo betinget af vores medlemskab af NATO.

Ordføreren.

Man kan jo godt være tilhænger af NATO og synes, at krigen i Afghanistan er ret udsigtsløs på den måde, som den udkæmpes nu. Det er jo ikke kun i Danmark og i SF, at der er en diskussion om Afghanistan, den er jo i hele verden. Den er i USA, den er i de europæiske lande, fordi det ikke går så godt. Og så er det klogt at diskutere, hvad man stiller op.

Så derfor synes jeg egentlig ikke, at der kan være så meget tvivl med hensyn til det. Hvis der er yderligere tvivl, så vedtager vi - formentlig ikke den kommende weekend, men den næste weekend igen, hvor vi har landsmøde i SF - et reformprogram, hvori vi siger, hvilke ting vi vil arbejde for inden for NATO. Så skal jeg nok sørge for, at fru Henriette Kjær får en kopi af det, vi vedtager. Det er rigtig kloge og gode ting som nedrustning, som at sikre et godt forhold til vores nabolande og som at undgå, at oprustningsvanviddet får lov til at fortsætte. Det tror jeg også at De Konservative kan have glæde af at læse.

Hr. Anders Samuelsen.

Liberal Alliance gik ikke med i den aftale om skat, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti. Det var jo bl.a., fordi der var en række finansieringselementer, som vi ikke var tilfredse med, og at vi ikke syntes, at aftalen var ambitiøs nok. Men der skete jo faktisk nogle fremskridt, f.eks. fjernede man mellemskatten.

SF kritiserer skattereformen, fordi den ikke er socialt afbalanceret nok. Betyder det, at når SF får magt, så bliver mellemskatten genindført?

Ordføreren.

Vi vil i første omgang afvente, at regeringen og Dansk Folkeparti vedtager den nuværende skatteaftale i form af egentlige lovforslag. Jeg tror ikke, det er klogt at forstyrre en sådan lovgivningsproces. Vi ved jo endnu ikke, hvor regeringen vil ændre. Jeg er sikker på, at hr. Anders Samuelsen også hørte det tidligere svar om, hvordan man ville ændre på multimedieskatten. Jeg har forstået, at der er noget virksomhedsskat, man også vil kigge på osv., og der vil vi simpelt hen afvente lovgivningsprocessen.

Når lovgivningsprocessen så er afsluttet, vil vi i god tid inden et kommende valg fremlægge, hvad det er for en skattepolitik, man kan regne med under en kommende regering med SF's deltagelse.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg kan så forstå, at man ikke her kunne få et klart svar. Så lad mig springe til et helt andet emne. Der er et folkeskoleforlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og også Socialdemokratiet. Jeg har ofte hørt, at SF har været ude at kritisere den måde, man driver folkeskolen på på nuværende tidspunkt. Kan vi forvente, at det forlig er opsagt, inden man går til valg?

Ordføreren.

Det er klart, at vi på alle punkter vil bestræbe os på at fremlægge et tydeligt alternativ til den regering, man har nu. Det gælder skattepolitik, det gælder uddannelsespolitik, det gælder økonomisk politik, det gælder udenrigspolitik, det gælder klimapolitik osv. osv.

Men det, vi er meget imod i det nuværende folkeskoleforlig, som det er lavet, er den grad af bureaukratisering, der er indeholdt i det. Jeg er sikker på, at en sand liberal som hr. Anders Samuelsen også finder, at det er lidt mærkeligt. Da jeg var dreng i Vestjylland, kan jeg huske, at liberalisters og socialisters holdninger skiltes i dette grundlæggende syn på, hvor meget staten skal blande sig i detaljer. Nu har vi så haft en liberal regering – af navn i hvert fald - i en årrække. Man kan vel sige, at staten aldrig nogen sinde i så detaljeret grad har blandet sig, som tilfældet er nu. Jeg er sikker på, at en sand liberal som hr. Anders Samuelsen også synes, at det er forstyrrende med alt det bureaukrati.

Hr. Anders Samuelsen.

Det er nemlig fuldstændig rigtigt. Men giver det ikke et problem for SF, for man skal jo ind i en regering med et parti, som er med i det her bureaukratiske miskmask, som folkeskolereformen er; som er med i det forlig, som ligger på det område?

Jeg prøvede at spille bolden op til et direkte smash og en direkte og klar scoring, men jeg synes ikke rigtig, at hr. Villy Søvndal formåede at gribe bolden. Det, som jeg godt kunne tænke mig at høre, er noget andet. Når nu man kritiserer regeringen og statsministerens tale for at være for løs i koderne og være for ukonkret og for ikke at komme med nogen klare visioner, hvorfor misser hr. Villy Søvndal så fuldstændig muligheden for at fortælle præcis, hvad man vil gøre bedre på skatteområdet. Vi kan ikke engang få at vide, om man vil genindføre mellemskatten eller ej. Den usikkerhed har befolkningen da ikke fortjent. Det er den da ikke tjent med at skulle være vidne til. Vi kan ikke få at vide helt konkret, hvad det er, man vil ændre på folkeskoleområdet.

Jeg vil sige til SF: Kom med et par bud på nogle helt konkrete ændringer, som SF vil stille op med, inden man går til valg næste gang. Det synes jeg ville være befriende.

Ordføreren.

Jeg beklager selvfølgelig, hvis jeg ikke i samme omfang som Liberal Alliance er i stand til at score på bolde, der åbenbart ligger til at skyde lige i mål. Men jeg synes, det er svært at komme det tættere, end at vi synes, vi har en overbureaukratiseret folkeskole, ligesom vi i øvrigt synes, at der er en totalt overbureaukratiseret offentlig sektor, som den nuværende regering i høj grad har bidraget til på hele feltet. Det gælder, når vi taler folkeskole; det drejer sig om den måde, arbejdsløse skal registreres og kontrolleres på; det gælder hele omsorgsdelen, som falder væk til fordel for systemer og kontrol.

Jeg kan berolige hr. Anders Samuelsen med, at vi vil være meget optaget af at få luget ud i det bureaukrati på folkeskoleområdet, men også alle andre steder. Det vil vi også lægge frem hen mod et kommende valg, så folk ved, hvor det er, vi konkret vil tage fat.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Enhedslisten er naturligvis enig med SF i en lang række sager, og normalt er SF jo de nærmeste, vi har her i Folketinget. Ikke mindst er vi jo helt enige med SF i, at landet skal have en ny regering. Det arbejder vi hårdt for alle sammen, så det bliver resultatet efter næste valg.

Men der er nogle af de skridt, som SF tager, der trods alt undrer os en anelse. Forleden gik SF med i betænkningen fra Forsvarskommissionen, en betænkning, der understreger, at Danmark skal fortsætte sin såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, deltage i væbnede konflikter rundtom i verden, og at det også skal ske med deltagelse af kampfly. Det foruroliger os alligevel lidt, for generalernes og VKO’s allerhedeste ønske er jo at kunne købe nogle nye enormt dyre jagerfly - bombefly er det nærmere.

Derfor det her spørgsmål til SF: Kan vi regne med, at SF ikke går med i et nyt forsvarsforlig, der indebærer indkøb af meget dyre bombefly?

Ordføreren.

Det er klart, at vores position er, at vi i SF jo gerne vil ind og påvirke tingene og være med til at sikre, at et forsvarsforlig bliver indgået på en måde, så vi også kan tage ansvar for det. Det er det, vi går efter. Det er det, vi ønsker. Det er det, vi arbejder på. Hr. Frank Aaen har jo ret i, at der har været et langt forløb med de der fly, Joint Strike Fighters. Det rækker helt tilbage til min tid som forsvarsordfører i SF. Så jeg tror, vi er 7-8 år tilbage, hvor man begyndte med gyldne løfter og lovede, at man ville aftage de her fly.

Så har jeg af den offentlige debat forstået, at der senere har været en debat om nødvendigheden af de nye flykøb. Jeg har bl.a. forstået, at der er en ny overvejelse, der hedder en levetidsforlængelse af de nuværende F-16-fly, og en sådan levetidsforlængelse - og selvfølgelig også en diskussion om antallet af fly – ville kunne udsætte køb af fly, der er behov for i Danmark. Det er klart, at vi selvfølgelig vil arbejde for, at man i et kommende forsvarsforlig ikke køber fly, man ikke har brug for.

Hr. Frank Aaen.

Så må vi vel også kunne få et løfte fra SF om, at man ikke går ind i at købe nye jagerfly, enten Joint Strike Fighters eller nogle af de andre modeller, der er på banen, og som er hundedyre, og som i virkeligheden også kun har ét formål, nemlig at skulle anvendes i krige langt væk fra Danmark i stil med Afghanistankrigen og Irakkrigen. Altså, vi er vel enige om, at dem er der i hvert fald ikke brug for; der er ikke brug for at ofre et stort milliardbeløb på nye dræbermaskiner af den type, som generalerne ønsker sig. Og det må være en betingelse for, at SF går med i et forsvarsforlig, at de fly i hvert fald ikke er med i forligsaftalen.

Ordføreren.

Jeg synes, at jeg har svaret på det i mit sidste svar, nemlig at det, vi er optaget af, er diskussionen om levetidsforlængelse af F-16-flyene og samtidig en debat om, hvor mange fly der er behov for. Det er også vores synspunkt i det arbejde, vi laver i forhold til kommende forsvarsforlig, og så må vi se, hvor langt det rækker.

Så har jeg blot en enkelt sidekommentar til diskussionen om, om man overhovedet skal deltage i krig. Jeg synes, man skal lade være med at deltage i selvopfundne, underlige krige som den, regeringen og Dansk Folkeparti valgte at deltage i i Irak. Jeg synes til gengæld, at der er steder, hvor man nødvendigvis må deltage. Jeg tror i øvrigt også, at Enhedslisten var med i tidernes morgen, da vi sendte tropper til Albanien efter Berishastyrets fald for at undgå noget, der kunne udvikle sig til en borgerkrig. Jeg tror også, hvis jeg husker rigtigt, at Enhedslisten var med i forbindelse med Afrikas Horn, da vi blev bedt om at stille en fredsbevarende styrke op mellem Eritrea og Etiopien, fordi man ville undgå, at konflikten brød ud igen.

Så vores synspunkt er ikke et pacifistisk synspunkt om, at vi aldrig skal gøre det. Vores synspunkt er det, at det skal være med meget stor omtanke, man anvender militære midler.

Fru Louise Schack Elholm for en kort bemærkning.

[Lydudfald] … at hr. Villy Søvndals taktik er at smide så meget med mudder, at man ikke opdager …

Vi skal lige have mikrofonen slået til. (Louise Schack Elholm (V): Det er fru Sophie Løhdes mikrofon, der er tændt.) Ja, men nu bliver den rigtige mikrofon tændt. Fru Louise Schack Elholm har ordet.

Tak. Det er tydeligt, at hr. Villy Søvndals strategi er at kaste så meget med mudder, at man holder opmærksomheden væk fra SF's egen politik. Og det kan jeg godt forstå, for faktum er, at danskerne ikke aner, hvad de ville blive ramt af, hvis de rent faktisk stemte på en S-SF-regering. For mens Socialdemokraternes formand siger, at det vil være direkte uansvarligt at få flere offentligt ansatte, foreslår SF ifølge SF's egen jobplan ca. 8.000 flere offentligt ansatte. Man aner altså ikke, hvad man vil komme til at opleve.

Men lad nu det ligge. Jeg synes, det er meget mere interessant at se på, hvad danskerne personligt vil opleve, for det er jo helt tydeligt, at skatten skal stige, hvis S og SF får den magt, de har lyst til at få. Men hvor skal skatten stige? Danskerne har da ret til at vide, hvad det er for nogle skatter, der skal stige. Så jeg vil gerne høre hr. Villy Søvndal: Hvilke skatter skal stige, hvis SF får lov til at bestemme?

Ordføreren.

Jeg synes, der var en indre modsigelse i selve spørgsmålet. Den første sætning lød noget i retning af, at danskerne ikke ved, hvad de får, og den næste sætning var, at man så i øvrigt kan læse, at der kommer 8.000 ekstra ansatte. Jamen det er vel netop, fordi man kan læse, hvad der står, ikke? Altså, når selv en Venstrekvinde kan slå ned i SF's skrifter og finde ud af, hvad vi vil, kan man ikke anklage os for ikke at sige det. Man kan så være uenig.

Så til det indholdsmæssige: Det er rigtigt, at vi synes, der er for få til at tage vare på de ældre; det har vi aldrig lagt skjul på. Vi synes, at SOSU-hjælperne løber for stærkt; vi synes, de slider sig selv op; vi synes heller ikke, man kan være bekendt over for de mennesker, der har arbejdet et helt liv, at der bliver længere og længere mellem, at de kan komme i bad, at der bliver længere og længere mellem, at de kan få gjort rent. Det er det, vi ønsker mennesker til. Det har vi da aldrig lagt skjul på, og det er også derfor, det kan læses, hvis man går ind og læser, hvad SF vil. Men så kan man ikke anklage os for ikke at sige, hvad vi vil.

Fru Louise Schack Elholm.

Man kan lige nøjagtig anklage SF for ikke at ville sige, hvad de vil, for det var ikke det, der var spørgsmålet. Spørgsmålet var: Hvad for nogle skatter skal stige, hvis SF får lov til at bestemme? Så jeg vil gerne spørge hr. Villy Søvndal: Hvad er det for nogle skatter, der skal stige? Hvor meget mere skal danskerne betale i skat?

Ordføreren.

Det er jo klart, at vi lige vil afvente aftalen i lovforslagene, som den nuværende regering sammen med Dansk Folkeparti er i færd med at udmønte. Vi er selv lidt usikre på, hvad det ender med, for vi har hørt, at Venstre vil lave om på bl.a. multimedieskatten, og vi har hørt, at Venstre vil ændre på noget af erhvervsbeskatningen, og det vil vi allerførst godt se hvor ender. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at man skal forstyrre en sådan lovgivningsproces; der vil komme deputationer i Skatteudvalget og andre steder, og jeg synes, de skal have lov til uforstyrret at sige, hvad de mener om regeringen og Dansk Folkepartis lovforslag.

Når det så er sket - ja, det er omhu; det er en sand humanist, der taler her - er det klart, at vi efterfølgende i god tid inden et valg vil fremsætte vores skatteforslag, så enhver, der skal ud at stemme, tydeligt kan se, hvad der sker ved at stemme på SF. Det er vi i øvrigt ret trygge ved.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes altså, at der er rigtig mange spørgsmål, der bliver stillet hr. Villy Søvndal, hvortil hr. Villy Søvndal siger noget i retning af, at det kan vi få svar på kort tid før næste valg. Altså, på mange måder virker det lidt, som om hr. Villy Søvndal har sendt sit parti til pause, sådan trykket på pauseknappen og sagt: Jamen det går jo vældig godt, i meningsmålingerne ser det fornuftigt ud, så nu handler det bare om at padle, så lang tid man kan, uden rigtig at mene det store.

Et af eksemplerne var, da fru Pia Kjærsgaard spurgte til det her med minimumsstraffe, hvortil hr. Villy Søvndal svarede, at SF generelt er modstander af minimumsstraf, men man har så selv foreslået det, for så vidt angår minimumsstraffe på 1 års fængsel for personer, der går med skydevåben. Så spørger fru Pia Kjærsgaard til andre meget drabelige former for kriminalitet, det kan være massevoldtægt, det kan være pædofili. Hvad er det, der gør, at det lige præcis er, hvis man går med skydevåben, at der skal være en minimumsstraf, mens der ikke skal være det på en række af de områder, hvor der er mindst lige så meget grund til at skride ind med kraftigere handling?

Ordføreren.

Hvis hr. Thulesen Dahl synes, at det er det samme svar, er det, fordi det er de samme spørgsmål, der bliver gentaget rigtig mange, mange gange, og der er det jo vigtigt, tror jeg, at svare det samme, så der ikke opstår forvirring.

Så er det rigtigt, at vi i SF synes, at den situation, der har været i København, har været ganske speciel. Jeg kan ikke huske nogen tidligere situation, hvor mennesker selvbestaltet har kropsvisiteret folk. Jeg kan ikke huske nogen situation, hvor mennesker, der enten har siddet på en café eller holdt i en bil eller kørt i en bil, er blevet likvideret. Jeg kan ikke huske nogen lignende situation af angst som den, der har været i en periode i København. Derfor kan man godt, og derfor giver det rigtig god mening og sammenhæng at sige, at man generelt ikke bryder sig om minimumsstraffe, fordi man ønsker frihed for domstolene til at tolke loven, men at vi kan være i en helt særlig situation. Og vores vurdering var, at det var den ganske særlige situation, man var i i København.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes, det er meget, meget ulogisk. Jeg synes, at SF's - Socialistisk Folkepartis - sammenhæng falder fuldstændig fra hinanden nu, for enten mener man vel, at det er op til dommerne ved domstolene at vurdere, hvad strafudmålingen skal være, uanset hvilken kriminel handling det drejer sig om, eller også mener man vel rent principielt, at det er i orden, at politikerne fastsætter regler om minimumsstraffe. Hvordan kan man generelt være modstander af minimumsstraffe og sige, at lige præcis når nogen går rundt med skydevåben, skal vi politikere ind med minimumsstraffe, men hvis det handler om massevoldtægt, må vi ikke mene noget om minimumsstraffe?

Eller skal man tage Socialistisk Folkepartis politik på en anden måde og sige, at hvis vi nu ser et år med rigtig mange massevoldtægter rundt i det danske samfund, vil man mene, at der er en særlig situation, der gør, at man godt kan bryde sit generelle princip og sige, at så skal politikerne ind og vedtage regler om minimumsstraffe? Er det sådan for at vise handlekraft - for det kunne man godt have hr. Villy Søvndal mistænkt for - i forhold til den her bandepakke, som han pludselig skulle ud med; handler det om, at der var en betændt situation, hvor han gerne ville vise noget handlekraft, og så var det fint at komme med det her forslag og dermed bryde logikken i sin egen politik?

Ordføreren.

Hr. Kristian Thulesen Dahl kom til at sige SF i skyndingen i stedet for Socialistisk Folkeparti, og jeg vil bare sige, at det er i orden, det bliver vi ikke sure over, så skulle det ske igen, behøver hr. Thulesen Dahl ikke at rette det. Vi er både SF og Socialistisk Folkeparti.

Så gik spørgsmålet på, om vi godt kan være tilhænger af, at man skal have minimumsstrafferammer på et enkelt, specielt alvorligt område. Svaret er ja. Det har vi i øvrigt allerede, for vi har det i forbindelse med drab. Det er selvfølgelig et skøn, hvor langt man mener at man vil gå med det, og der kan vi bare konstatere, at Dansk Folkeparti har et ønske om i stor, stor udstrækning at have minimumsstraffe. Det har vi ikke i SF, og det er forskellen på SF og Dansk Folkeparti i det her spørgsmål.

Fru Charlotte Dyremose for en kort bemærkning.

Jeg kunne jo forstå på hr. Henrik Sass Larsen, at hvis det skulle ske, at vi skulle få det røde socialdemokratisk-socialistiske kabinet, ville Socialistisk Folkeparti sådan bare kunne træde ind i folkeskoleforligskredsen. Altså, nu er det jo ikke nyt, at Socialistisk Folkeparti sådan kan vende på en tallerken, for nu har hr. Villy Søvndal jo lige stået og sagt, at man er imod det her med, at vi er inde i Afghanistan, men det er jo altså ganske få dage siden, at man stemte for et forslag til vedtagelse, hvori der stod, at NATO også skulle være fredsskabende og fredsbevarende i Afghanistan.

Så naturligvis kan Socialistisk Folkeparti også vende på en tallerken på uddannelsesområdet. Og derfor vil jeg bare spørge: Vil Socialistisk Folkeparti være med til at fastholde nationale test, trin- og slutmål, elevplaner og en styrket faglighed i folkeskolen, hvis det skulle gå så galt, at vi fik det røde kabinet?

Ordføreren.

Jeg tror, at det er helt rigtigt at være meget optaget af det, som fru Charlotte Dyremose er optaget af, nemlig når regeringen skifter efter et valg. Jeg vil godt kvittere for, at man alligevel også har den alvorlige overvejelse hos De Konservative. Der ligger vel både den anerkendelse i det, at det ikke går så godt for regeringen, og så en anerkendelse af, at det går rigtig godt i oppositionen.

Så er det jo rigtigt, som jeg også svarede hr. Anders Samuelsen før, at vi er modstandere af den meget store bureaukratisering, der har sænket sig ned over folkeskolen. Fru Charlotte Dyremose sætter lighedstegn mellem bureaukratisering og faglighed, underforstået at bureaukratiseringen er med til at give en meget stærk faglighed i folkeskolen. Det er jo netop det, der er diskussionen, for der er vel intet forstandigt menneske, der er modstander af større faglighed, af, at eleverne er dygtige, når de sendes ud af skolen. Spørgsmålet er, om test i det omfang, det sker, er et godt middel til det.

Fru Charlotte Dyremose.

Det, jeg først og fremmest er interesseret i og fokuseret på, er, at vi kan have et højt fagligt niveau i en god folkeskole. Det har haltet gedigent i mange år, inden den her regering kom til, bl.a. takket være Socialistisk Folkeparti. Og det, jeg derfor er interesseret i, er at gøre vælgerne fuldstændig klart, at når hr. Henrik Sass Larsen står på Folketingets talerstol og forsøger at foregøgle, at man kan fastholde den høje faglighed og de gode tiltag, vi har lavet igennem de seneste 8 år på folkeskoleområdet, også med Socialistisk Folkeparti i regering, er det ikke rigtigt. For hr. Villy Søvndal har netop sagt, at man ikke ønsker at fastholde de gode initiativer, som Socialdemokraterne har været med til at bakke op om. Og derfor er det spændende spørgsmål, som vælgerne må tage stilling til, jo, om man tør stole på, at Socialdemokraterne vil kunne fastholde det, eller om man mere tror på, at hr. Villy Søvndal vil smadre folkeskolen igen. Og derfor tror jeg heller ikke, vi får en ny regering efter næste valg, for jeg tror ikke, vælgerne tør gamble med bl.a. vores folkeskole på den måde.

Ordføreren.

Det sidste får vi jo at se. Det synes jeg helt trygt vi skal overlade til vælgerne at afgøre. Men når fru Charlotte Dyremose anvender udtrykket om at ville smadre folkeskolen, må jeg så ikke godt sige, at meget synes jeg man kan beskylde hinanden for politisk, men nok ikke for at være vandaler, der har lyst til at gå rundt og smadre folkeskolen. Hvorfor skulle vi dertil? Hvorfor så plat, undskyld udtrykket? Kan vi ikke godt diskutere på et lidt højere niveau?

Det, som er ønsket, er, at vi har en folkeskole, der gør, at vi får nogle fagligt veludrustede elever, nogle socialt kompetente elever, nogle i forhold til de kreative fag dygtige elever. Det er det, vi gerne vil. De ønsker tror jeg rigtig mange kan skrive under på. Vi kan bare se, at der er noget, der går galt i øjeblikket. Vi kan f.eks. se i forhold til den folkeskole, der leverer videre til ungdomsuddannelserne, at der under den her regering er stadig færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Og derfor er der en relevant diskussion, der handler om, om det er de mange bureaukratiske ting, man har indført i folkeskolen, der giver den stærke folkeskole.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Hr. Villy Søvndal fremhæver flere gange i dag, at Socialistisk Folkeparti i god tid før et valg vil fremlægge sin skattepolitik for vælgerne og dermed for danskerne, så de i god tid ved, hvad de skal forholde sig til. I betragtning af, at det netop var hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt som for ganske få dage siden krævede et folketingsvalg, må vi sige, at vi vist er ude over det der begreb med, at der skal være god tid for vælgerne, og at vi dermed også har overskredet datoen for gemmelegen med rød bloks hemmelige skattekort.

Når man ikke ønskede at være en del af den skatteaftale, der er indgået, og dermed ikke ønskede at bakke et fortsat skattestop op, kan det jo roligt konkluderes, at der kun er et alternativ, nemlig at man ønsker, at der er nogle skatter og afgifter, som skal stige, og dermed, at der skal betales noget mere i skat. Kunne vi ikke få at vide, hvad det er for nogle skatter, som Socialistisk Folkeparti overvejer skal sættes op? Hvor meget dyrere bliver det for den enkelte dansker? Hvad er det, man kan regne med? Jeg tror, at den enkelte dansker, specielt i en tid, hvor der er finanskrise, godt kunne tænke sig at få ro omkring, hvad det er for nogle skatter, som SF ønsker at sætte op.

Ordføreren.

Det er også derfor, at vi nu vil afvente, at regeringen får afsluttet sit arbejde med den nuværende skatteaftale og får den udmøntet i lovgivning. Vi kan jo se, at der sker en del ændringer undervejs under udvalgsarbejdet. Vi tror såmænd, at der kommer endnu flere ændringer, for der er noget, der tyder på, at man ikke har været helt ude i hjørnerne, da man lavede skatteaftalen. Fra den er afsluttet og frem mod næste valg, er det rigtigt, at vi vil fremlægge en klar politik på skatteområdet, så folk, når de stemmer på os, ved, hvad der vil ske efter et valg.

Fru Sophie Løhde.

Jeg vil sige, at jeg er lidt skuffet over SF's formand, når den bedste undskyldning, som man i dag kan komme frem med, er, at man vil afvente regeringens arbejde. Meget har vi skulle høre på, men at man, når der ligger en klar skatteaftale, ikke kan fremlægge sin egen politik, fordi man skal afvente regeringens arbejde, er godt nok i en klasse for sig.

Formanden fremhæver i dag, at man vil bestræbe sig på at fremlægge et tydeligt alternativ til skattepolitikken, på folkeskoleområdet og det ene og det andet. Et tydeligt alternativ til skattepolitikken må jo igen sættes i forbindelse med det faktum, at SF ikke støtter et skattestop. Når man ikke støtter et skattestop, må det jo betyde, at der er nogle skatter og afgifter, som SF ønsker at sætte op.

Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan komme med et klart svar på, hvad det er for en vej, man ønsker at gå. Det er over 1 ½ måned siden, at der blev indgået en skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Siden da har vi ikke hørt andet end kritik på kritik fra SF og Socialdemokratiet, men man har ikke med et eneste ord nævnt, hvad alternativet er, og hvad det er for en politik, som man selv står for. Hvornår og hvor får vi at vide, hvad det er for en skattepolitik, som SF gerne vil tegne sig for?

Ordføreren.

Nu tror vi, at det er klogt at lade den lovgivningsproces, der lige nu folder sig ud, slutte. Vi kan jo se, at der kommer ændringer undervejs, og vi synes, at det er rart at vide, hvad det er for en skatteaftale, der lovgivningsmæssigt bliver udmøntet. Så skal vi nok i god tid inden et kommende valg fremlægge vores skattepolitik.

Det er i øvrigt helt rigtigt opfattet, at SF ikke har støttet skattestoppet. Det er helt rigtigt noteret. Man kunne måske også tilføje den enkelte sætning, at SF altid har bestræbt sig på at lave en skattepolitik, hvor almindelige indkomster ikke bliver ramt af en skattereform. Det vil vi også gøre os umage med frem mod et kommende valg.

Hr. Martin Henriksen.

De Konservative har spurgt ind til finansiering til Socialistisk Folkepartis forslag, Venstre har spurgt ind til Socialistisk Folkepartis skattepolitik, Dansk Folkeparti har spurgt ind til minimumsstraffe, og Enhedslisten har spurgt ind til NATO og forsvarspolitik, og alle er sådan lidt forvirrede og forundrede. Der er ikke rigtig nogen, der har fået et klart svar fra hr. Villy Søvndal. Så jeg gør mig selvfølgelig heller ikke nogen forventninger om at få et klart svar, men jeg vil nu alligevel prøve.

Den 2. februar 2009, da Skattekommissionens forslag, som bl.a. indeholdt mindre SU, blev lanceret, sagde hr. Ole Sohn på TV 2 News, og blev efterfølgende citeret på Ritzau for at sige, at Skattekommissionens udspil ikke kolliderede med Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis fælles skatteudspil. Hr. Ole Sohn fortsatte og talte om en form for kompensation til de studerende uden at give et bud på hvordan og hvorledes. Kan hr. Villy Søvndal komme det nærmere? Hvor langt var Socialistisk Folkeparti villig til at gå, og hvor meget var man parat til at skære i SU?

Ordføreren.

Jeg tror i hvert fald, at jeg kan svare meget tydeligt med, at vi ikke på noget tidspunkt kunne have drømt om at lægge stemmer til en skatteaftale, der indeholder den sociale fordelingsprofil som den, Dansk Folkeparti har stemt for - aldrig. Altså, en skattereform, der fordeler så skævt, at det veluddannede, højtlønnede par får en skattelettelse på over 70.000 kr. om året, mens lavindkomstgrupperne betaler for den, kunne man aldrig forestille sig SF stemme for. Så på den måde har hr. Martin Henriksen i hvert fald forstået det helt rigtigt, og det var jo derfor, at vi gerne ville ind i forhandlingerne. Det var jo netop for at påvirke udfaldet af forhandlingerne, og derfor er vi også så meget desto mere skuffede over, at Dansk Folkeparti fik så lidt ud af det, at man i virkeligheden vel lavede den skæveste skattereform i danmarkshistorien, at man bidrog til det. Det passer dårligt med den profil, som Dansk Folkeparti har forsøgt at tegne af sig selv ude i landet.

Hr. Martin Henriksen.

Desværre blev min spådom bekræftet. Der kom overhovedet ikke noget som helst svar fra hr. Villy Søvndal. Man kan ikke få svar i dag; måske skulle vi helt aflyse, at SF's formand - og jeg sagde SF, det er rigtigt - går på talerstolen, for det tjener tilsyneladende slet ikke noget formål.

Når det er sådan, at man går ind til nogle forhandlinger, er det jo klart, at man er villig til at indgå kompromiser og forhandle osv., og samme dag sagde Socialistisk Folkepartis finansordfører, hr. Ole Sohn, på TV 2 News, at udspillet ikke kolliderede med Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis fælles skatteudspil, og så fortsatte hr. Ole Sohn med at sige, at man ville kigge på en kompensationsmulighed til de studerende. Jeg vil bare gerne høre: Hvor langt var Socialistisk Folkeparti villig til at gå i forhold til at skære i SU'en, og hvilken form for kompensation ville man eventuelt have givet til de studerende, når man nu var villig til at skære i SU'en?

Tak. Ordføreren.

Igen må jeg sige til hr. Martin Henriksen, at det er helt i orden med fortalelsen. Vi tager det virkelig ikke nært, at man kommer til at sige SF i stedet for Socialistisk Folkeparti. Det er tilgivet. Det kan ske i skyndingen af gammel vane, ikke også?

Vi gik jo ind i de her forhandlinger, fordi vi gerne ville have forbedret det udspil, der lå. Vi lagde da aldrig skjul på, at vores ønske var at lave en mere socialt retfærdig profil i det udspil, der lå. Jeg hørte bl.a. fru Pia Kjærsgaard sige på et møde, vi havde i Vordingborg, at det var en naturlov, at når man lavede en skattereform, skulle de store indkomster nødvendigvis have de største lettelser i skatten.

Hvis Dansk Folkeparti er gået ind i de her forhandlinger med den underforståethed, at man kæmpede mod en naturlov, kan jeg jo godt forstå, at man ikke nåede så langt. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg er sikker på, at med Socialdemokraternes og SF's deltagelse kunne vi have lavet en skattereform, der var langt mere socialt afbalanceret. Og hvis det var det, Dansk Folkeparti gerne ville, er det helt uforståeligt, at man gjorde sig så store anstrengelser med at få smidt SF og Socialdemokraterne ud.

Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Det har været interessant at følge debatten og specielt at følge først hr. Villy Søvndals ordførertale og derefter alle svarene. Jeg noterede mig jo i ordførertalen, at hr. Villy Søvndal rakte hånden ud. Det har hr. Villy Søvndal gjort rigtig, rigtig mange gange de sidste par måneder, specielt til Socialdemokraterne. Jeg vil ikke spørge ind til skat, for vi har jo ligesom nu fået afklaret, at vi ikke får noget svar på, hvad SF's skattepolitik er andet end den konklusion, at skatten sandsynligvis vil blive sat op. Den vil i hvert fald ikke blive sat ned.

Så jeg vil i stedet for spørge ind til 24-års-reglen. Jeg har med interesse læst Socialdemokraternes og SF's nye forslag til en integrationsreform for Danmark, »Plads til alle, der vil«. Heraf fremgår det ret klart, at SF siger, at de ikke vil afskaffe 24-års-reglen, at de ikke vil afskaffe tilknytningskravet. Det skal derimod fortsættes. Derfor må jeg spørge: Hvis der nu kommer et forslag til behandling i Folketingssalen om afskaffelse af 24-års-reglen, hvad vil SF så stemme?

Ordføreren.

Fru Gitte Lillelund Bech har jo helt ret i, at vi har rakt hånden ud til Socialdemokraterne. Vi har formentlig det tætteste samarbejde, der har været imellem de to partier i rigtig mange år. Det er vi glade for, det sætter vi pris på, og det vil jeg også godt kvittere for herfra.

Så er det klart, at et samarbejde mellem to forskellige partier forudsætter villigheden til at indgå kompromiser. Det tror jeg også godt Venstre kender til. Hvis der f.eks. er en statsminister, der går ud og siger, at nu skal den kriminelle lavalder sænkes, og der så er en ordfører, der siger, at nu skal den afskaffes, og der er et regeringsparti, der siger niks, at det er man ikke med på, som De Konservatives ordfører gjorde i går, så er man nødt til at indgå kompromiser. Sådan er det i den borgerlige lejr, og sådan er det også i den lejr, jeg tilhører.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Det er jo meget tydeligt, at hr. Villy Søvndal taler udenom. Mit spørgsmål var: Hvad vil SF stemme, hvis der i morgen ligger et forslag i Folketingssalen om at afskaffe 24-års-reglen? Vil SF stemme for det forslag, eller vil SF stemme imod det forslag?

Da det her jo er min sidste korte bemærkning, er jeg nødt til at gøre hr. Villy Søvndal opmærksom på, at SF har stemt imod 24-års-reglen ved at stemme for et Enhedslisteforslag lidt tidligere på året, så jeg vil meget gerne vide, hvad man vil stemme i morgen. For det vil jo klart illustrere, om det er sådan, at SF skifter politik, som andre skifter, jeg skulle til at sige underbukser - jeg ved ikke, om man må bruge det ord herinde - eller som andre skifter tøj, eller om man faktisk vil stå ved det seneste, man har skrevet, nemlig at man står fast ved 24-års-reglen og tilknytningskravet. Hvad ville man stemme, hvis man skulle stemme om det i morgen?

Beklædningsgenstande kan godt nævnes her i Folketingssalen. Det skal siges. Ordføreren.

Det er jo godt, men det der mere detaljerede spørgsmål skal jeg nu ikke svare på. Jeg vil godt svare på spørgsmålet om, hvordan vi vil stemme med hensyn til at afskaffe den. Det synes jeg er soleklart. Vi har redegjort for det en hel del gange. Vi er imod 24-års-reglen og tilknytningskravet, og derfor vil vi støtte et forslag, der afskaffer dem, men vi har lavet en aftale, der går ud på, at vi i en kommende regering ikke vil stille krav om det. Det kalder man et politisk kompromis, sådan er det, og mere indviklet og besværligt er det såmænd ikke.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby, og jeg kan se, at det bliver den sidste korte bemærkning, for at vi kan overholde tidsrammen.

Jeg bed mærke i, at tidligere i dagens debat var hr. Villy Søvndal inde at stille spørgsmål til Venstres ordfører, og der nævnte hr. Villy Søvndal, at det sejler i retspolitikken - det sejler i retspolitikken! Nu er der jo ikke noget forkert i at sejle, hvis man har en skibsførereksamen, men jeg vil gerne spørge hr. Villy Søvndal, om ikke også det sejler lidt hos SF, når det drejer sig om retspolitikken. Her tænker jeg især på forslaget om besiddelse af ulovlige håndvåben. Formanden for SF, hr. Villy Søvndal, har faktisk i fjernsynet udtalt, at han ikke kunne garantere, at partiet ville stemme for Dansk Folkepartis beslutningsforslag, men at han personligt selv ville. Jeg vil gerne spørge hr. Villy Søvndal som formand for Socialistisk Folkeparti: Hvad mener Socialistisk Folkeparti om den sag?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at vi har forskellige partitilgange i SF og Dansk Folkeparti. Vi har ikke den der kommandostruktur, som Dansk Folkeparti har. Vi går ikke rundt og ekskluderer medlemmer, som Dansk Folkeparti gør. Vi er et åbent parti, hvor medlemmerne ikke alene kan, men har ret til at have forskellige synspunkter. Det er klart, at set ud fra et synspunkt om at have den her helt faste kommandostruktur som Dansk Folkeparti kan det virke, som om det sejler. Jeg synes, det er en meget stærk demokratisk struktur at have, og det betyder bl.a., at vi altid kan fastslå, hvad der er synspunktet i et parti som SF, også i den her sag, men at vi aldrig nogen sinde kunne drømme om at ekskludere mennesker, som Dansk Folkeparti gør, fordi de har et andet synspunkt.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Nu er der jo ikke nogen, der har talt om, at hr. Villy Søvndal skulle ekskludere folketingsmedlemmer af sin egen gruppe. Men det er jo sådan, at Socialistisk Folkeparti gerne vil være regeringsansvarlig, samfundsbærende osv. Man er i gang med et politisk hamskifte i partiet for at indynde sig hos Socialdemokraterne, men der er det jo også nødvendigt, at man har en form for stemmesikkerhed. Jeg tænker eksempelvis på, at hvis partiet skal være med i en flertalsafgørelse i nogle politiske forhandlinger, nytter det jo ikke noget, at SF sådan 40 pct. stemmer for og 60 pct. imod, sådan lidt efter, hvad der nu er på dagsordenen. Der vil jeg gerne spørge hr. Villy Søvndal: Er det ikke meget vigtigt, at Socialistisk Folkeparti også arbejder med at anerkende, at man naturligvis skal stemme samlet i et politisk parti? Det er jo selve grundelementet i at være en del af politisk parti.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at man som støtteparti for regeringen i de her dage er meget optaget af spørgsmålet om, at regeringspartier nødvendigvis skal stemme ens. Jeg tænker på debatten om den kriminelle lavalder. Det er klart, at det må gøre, at man også i Dansk Folkeparti er meget opmærksom på, hvordan sådan noget ender. Der kan man vel bare sige, at det, der skete mellem de politiske partier, og også for statsministeren, var, at statsministeren fik udmeldt et konkret løfte, nemlig det med den kriminelle lavalder. Dagen efter var der så fire forskellige synspunkter mellem partierne, tre ud over det, statsministeren havde. Så har jeg forstået, at Venstre og De Konservative har bedt om en timeout og har sagt: Nu har vi brug for lidt tid til at finde ud af, hvad vi mener i det her spørgsmål. Sådan er det jo altid. Det ville ikke være anderledes i en situation, hvor vi var i regering.

Så spørger hr. Skibby, om man kan være sikker på, at i en situation, hvor vi er i regering, stemmer partiets folketingsmedlemmer altid med regeringen. Ja, selvfølgelig. Det er soleklart og indlysende.

Tak til ordføreren. Så er det fru Henriette Kjær som ordfører.

Det er forår i Danmark. Træerne er ved at springe ud. Det er en dejlig tid. Dagene bliver lysere, og temperaturerne stiger. Alle burde være glade. Men sådan er det ikke. Den røde blok er eddikesur. Det er ellers svært at forstå, for nu har de selv samme partier - Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten - i mere end et år ved hver eneste lejlighed bekendtgjort, at Anders Fogh Rasmussen var mere interesseret i at få et job uden for Danmark end at regere Danmark. Og tænk engang, for en sjælden gangs skyld har oppositionen endelig fået ret i en af sine forudsigelser.

Den tidligere statsminister fik noget så fornemt som generalsekretærembedet i NATO og befinder sig ikke længere i dansk politik. Og en ny tid er begyndt med en ny statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, og en ny VK-regering. Så alle i oppositionen burde jo være tilfredse og stråle af lykke - lykke både med ø og y.

Et stort ønske er jo gået i opfyldelse, men rønnebærrene er åbenbart rigtig sure. Nu hævder man fra oppositionens side, at man er optaget af krisen i Danmark, at man tænker på de arme danskere, der nu på ottende år må leve med VK-regeringen og Dansk Folkeparti, og at regeringen ikke har nogen svar på de store politiske udfordringer, som vi står over for.

Det kan godt være, at Venstre og vi Konservative ikke efter oppositionens målestok har svar på alverdens udfordringer, men hvad vi står for, og hvad vi vil gennemføre, det skjuler vi ikke. Med oppositionen er det anderledes. Der er ufattelig langt mellem oppositionens bud på politiske løsninger. Oppositionens tid går mest med spin. Det er man til gengæld dygtig til, det hørte vi lige før fra hr. Villy Søvndal. Men det politiske indhold er der ikke meget af.

Regeringen har lavet en skattereform med Dansk Folkeparti, og det står helt klart for danskerne, hvad vi kan forvente på skatteområdet lang tid fremover med den siddende regering. Men hvad er det, oppositionen vil på skatteområdet? Hvilke skatter er det, der skal sættes i vejret? Hvilke fradrag skal forringes? Det får vi ikke nogen svar på.

Hvad kan man blive enig om på udlændingeområdet, ud over at lave et fælles integrationsudspil, som ingen kan være særlig uenig i? Hvad vil man med hensyn til reformer af vores velfærdssamfund? Ja, hvad vil man på stort set alle områder? Svarene blæser i vinden. Det gør de, fordi oppositionen har blandet blod. Man kommer og går sammen, vil ikke forhandle selvstændigt, og alt dette, fordi oppositionen gerne vil tilbyde vælgerne at være et såkaldt seriøst regeringsalternativ til VK-regeringen. Men så var det måske på sin plads, at man også delagtiggjorde befolkningen i, hvad det er for en politik, som man mener skal føres.

Det er selvfølgelig ikke hip som hap, hvad man vil gennemføre, for en ting er sikkert: Vi står over for store udfordringer de kommende år. Danmark er ramt af finanskrisen, arbejdsløsheden stiger, produktionen falder, og ingen ved reelt, hvor vi er på vej hen. Den krise, vi oplever, er jo ikke en snæver dansk eller europæisk krise. Det er en omfattende verdensomspændende krise, som det måske kan tage år at få vendt til ny fremgang.

Vi vil i lang tid opleve, at krisen rykker tættere og tættere på. Vi vil mærke følgerne af krisen med bl.a. stigende ledighed. Desværre er der ikke nogen simpel løsning på problemerne. Det eneste, der duer, er det lange seje træk.

Vi vil fra konservativ side være klar til at tage alle de politiske initiativer, som måtte vise sig nødvendige, for at gøre virkningerne af krisen som beskedne som muligt.

Midt i sortsynet kan vi så glæde os over, at den økonomiske genopretning, som blev påbegyndt helt tilbage i 1982 under den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, i dag giver os visse frihedsgrader til at påvirke dansk økonomi, og disse frihedsgrader skal vi bruge. Vi ønsker på ingen måde, at krisen bliver dybere. Derfor er vi også positive over for at se på de offentlige investeringer, behovet for flere midler i renoveringspuljen og en stribe andre forslag, som kan bidrage til at holde aktiviteten i virksomhederne på et fornuftigt niveau.

Men at sige, at en vækstpakke på 20, 30 eller 50 mia. kr. i et hug kan få krisen til at forsvinde, det holder ikke. Derfor er vi afvisende over for oppositionens forkromede plan, som ærlig talt virker udtænkt mere af hensyn til kommunikationen med medierne end for at fjerne den økonomiske krise fra landkortet.

Økonomien har meget høj prioritet for os Konservative, og det er jo, fordi det i høj grad handler om danskernes tryghed. Det at vide, at man har et arbejde at stå op til, at man kan forsørge sin familie og blive boende, hvor man gør, er værdifuldt for menneskers livskvalitet.

Tryghed er et godt udgangspunkt for et godt liv, og derfor er tryghed for danskerne også koden bag vores politik: på retsområdet, på sundhedsområdet, i forsvars- og udenrigspolitikken. Danmark skal være et trygt land at leve i. Man skal kunne færdes på landet og i byerne på alle tider af døgnet uden risiko for, at man bliver overfaldet, skudt eller skamferet. Vi ønsker alle tænkelige initiativer sat i værk for at bekæmpe organiseret kriminalitet og ungdomskriminalitet. Derfor er vi også indstillet på at gå konstruktivt ind i diskussionen om, hvad vi gør med de meget hærdede kriminelle unge mennesker under 15 år. De skal opleve en højere grad af konsekvens, og vi skal give dem nogle mere markante advarsler, som kan få dem til at vågne op. Derfor ser vi også frem til Ungdomskommissionens rapport med forslag til os politikere om, hvilke redskaber man kan tage i brug for at få stoppet de helt unges kriminelle løbebane. Så har vi et sagligt og fagligt grundlag at diskutere ud fra.

På sundhedsområdet er regeringen i offensiven. Vi ønsker, at den enkelte dansker skal opleve tryghed og professionalisme, når sygdommen rammer. Derfor ønsker vi Konservative et stærkt offentligt sygehusvæsen. Denne regering har sikret en hurtigere behandling af vores kræftpatienter grundet den kræftpakke, som vi har sat i værk. Og til glæde for patienterne træder det frie valg i kraft igen den 1. juli i år. Samtidig investerer vi massivt i nybygning af moderne sygehuse til gavn for patienterne og de ansatte.

Tryghed handler også om at kunne føle sig sikker i en turbulent verden. Det kræver, at vi fra dansk side fører en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi ikke stikker halen mellem benene og siger mindst muligt, men hvor vi selv er med til at præge udviklingen. Det er derfor, vi er i Afghanistan i forreste række i kampen mod Taleban. Den folkelige opbakning, der er til vores engagement der, er vi Konservative utrolig glade for. For det betyder, at vores udsendte ved, at der er forståelse for deres arbejde og respekt for deres indsats. Jeg vil herfra også gerne give udtryk for dyb respekt for den indsats, der ydes i Afghanistan, og give al mulig opbakning til den svære opgave, de er i gang med.

Internationalt så vel som her i landet står vi også foran store udfordringer på klimaområdet. Vi skal nedbringe udslippet af CO2, og det kræver store omvæltninger i vores hidtidige måde at anskue tingene på. Vi skal ændre vores transportvaner, virksomhederne skal ændre produktionsmetoder, vi skal bygge mere energirigtige boliger, og vi skal producere mere vedvarende energi. Det kræver en stor omstilling både i private husholdninger og i erhvervslivet. Men vi er godt på vej med skattereformen, med loven om vedvarende energi, som vi fik vedtaget lige inden juleferien, og med det store transportforlig fra januar, hvor vi sætter massivt ind på kollektiv trafik. Disse initiativer gennemfører vi, fordi vi optaget af at sikre vores børn og børnebørn et grønt Danmark. Vi ønsker, at borgerne skal være trygge ved stabile energileverancer og være selvforsynende, og vi ønsker at skabe nye grønne arbejdspladser. Nu håber vi så også på et godt resultat ved klimatopmødet i december, så vi får en ambitiøs international aftale.

Der er kort sagt udfordringer nok at tage fat på, og vi Konservative er helt klar til at finde løsninger på de problemstillinger, vi står over for i den kommende tid. Vi glæder os til at fortsætte det hårde arbejde med at skabe et bedre Danmark, og med den nye statsminister i spidsen kan det ikke gå andet end godt. Men vi håber også på et rigtig godt samarbejde med Folketingets øvrige partier.

Der er selvfølgelig en række talere, der har meldt sig til korte bemærkninger. Jeg læser dem lige op. Det er ikke sikkert, vi når de sidste af dem, men Henrik Sass Larsen, Villy Søvndal, Margrethe Vestager, Johanne Schmidt-Nielsen, Anders Samuelsen, Martin Henriksen, Carsten Hansen, Anne Baastrup, Morten Østergaard, Per Clausen, Jens Peter Vernersen og Pia Olsen Dyhr er dem, der er noteret på den her liste, og vi prøver at nå dem.

Vi starter med hr. Henrik Sass Larsen. Værsgo.

Vi glæder os da meget over, at man vil samarbejde. Vi er jo lidt forsigtige med sådan rigtig at tro på det, belært af erfaringerne de sidste 7-8 år, men alligevel. Lad os finde et konkret område.

Vi har jo tidligere i den her debat nævnt, at vicestatsministeren, formanden for Det Konservative Folkeparti, har været ude at sige, at nu er tiden kommet til, at vi inden for hospitalsområdet laver et mere fair system for de afregningspriser, der er, til de private sygehuse, og at taksterne er op mod 25 pct. for høje.

Så jeg vil høre, hvordan det går med den holdning i regeringssamarbejdet, og om vi eventuelt kunne blive indbudt til forhandlinger i den forbindelse, for her vil vi da meget, meget gerne hjælpe Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Så vidt jeg kan forstå, er det jo ikke noget, man forhandler med Folketingets partier om. Det er jo en aftale, regeringen laver med regionerne. Men hvis Socialdemokraterne er interesseret i at komme til forhandlinger, skal de da altid være velkomne, og det ved den socialdemokratiske ordfører også godt. Nu er det jo så ikke bare en, der kommer, kan jeg forstå, nu kommer der så tre mennesker eller dobbelt op, hvis der både skal komme finansordførere og politiske ledere osv., for man har jo fra den røde bloks side meddelt, at man vælger at komme sammen. Så det er selvfølgelig rart at vide, hvor mange kaffekopper der skal tages frem, inden der møder nogen op.

Det er hr. Henrik Sass Larsen.

Tusind tak for invitationen. Vi kommer. Og så er jeg helt sikker på, at hvis vi kan nå det her mål, og hvis det generer regeringen, at der kommer for mange til kaffe, skal vi nok bare komme alene. Det kan vi sagtens aftale. Men skal jeg forstå ordføreren sådan, at vi har en aftale om, og at det Konservative Folkeparti holder fast i, at de takster skal nedsættes, sådan at der bliver lige konkurrencevilkår for private og offentlige sygehuse? Kan vi regne med, at det er udgangspunktet?

Ordføreren.

Udgangspunktet er, at de takster skal nedsættes, det har stået i dagspressen, og der er bred enighed om det i regeringen, så jeg kan slet ikke forstå spørgsmålet; det undrer mig sådan set meget. Det er der da bred enighed om at man skal forhandle sig frem til, for det er en god forretning for staten.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Jamen jeg takker for det tilsagn, og jeg glæder mig til at se, at de takster bliver nedsat, så vi kan få en fair og ordentlig konkurrence på hele sundhedsområdet. Det ser vi meget frem til. Det har været nyttigt.

Nu har jeg så et spørgsmål til. I valgkampen blev det lovet, at der skulle bruges 80-90 mia. kr. til nye sygehuse, og indtil videre er man hostet op med sammenlagt 40 mia. kr., og jeg vil spørge: Kommer de sidste penge så også i den her valgperiode, som man lovede det ved valget?

Ordføreren.

Regeringen holder, hvad den lover, og det synes jeg vi har bevist gennem de snart 8 år, vi har siddet med regeringsmagten. Så det tror jeg slet ikke Socialdemokraterne behøver bekymre sig om.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Villy Søvndal.

I forlængelse af den gode samarbejdsvilje vil jeg også godt kvittere for fru Henriette Kjærs tale, der jo i hvert fald var filtreret for nogle af de der lidt underlige, ekstreme udfald, der var i nogle af Venstrefolkenes måder at tiltale Folketinget på. Så bare en kvittering for det.

Så vil jeg sige, at når vi skal i gang med at spare penge på det private sygehusvæsen, deltager vi også gerne i det. Det synes jeg også er vigtigt for De Konservative at vide, hvis det kniber med flertallet i regeringen, fordi Venstre måske har en mere ideologisk tilgang til, at det godt må koste lidt ekstra at få splittet sundhedsvæsenet op i to. Hvis det kniber med at få et flertal, så deltager vi også gerne. Alt det praktiske med kopper og sådan noget finder vi ud af, det er ikke det, der er problemet. Det afgørende er det politiske, at vi selvfølgelig ikke vil betale overpris for noget, og det antager jeg også er De Konservatives linje. Så hvis der er brug for hjælp, så kald, vi kommer gerne og hjælper.

Ordføreren.

Det er meget sødt af hr. Villy Søvndal, og jeg takker. Jeg vil dog sige, at vi er meget glade for, at privathospitalerne kan hjælpe til med at få nedbragt ventelisterne, og jeg synes, at det samarbejde, vi indtil nu har haft med dem, har været helt, helt nødvendigt af hensyn til at få behandlet borgerne, så de kan passe deres arbejde, og så de kan undgå at have smerter.

Nu har man så set på den betaling, de får, og er blevet enig om, at vi skal prøve at sætte taksterne ned. Til gengæld håber jeg også, man kan blive enig om at udbyde større operationstyper til privathospitalerne, så der også bliver fast arbejde på privathospitalerne, sådan at vi kan få behandlet vores syge patienter i det danske sundhedsvæsen meget, meget hurtigt. Det er det, der er hele målet med øvelsen.

Hr. Villy Søvndal.

Jeg vil godt fortsætte med sådan at søge efter områder, hvor vi måske kunne nå hinanden, for det er jo forudsætningen for at samarbejde. Fru Henriette Kjær var i de korte bemærkninger inde på, at vi sætter penge af til at bygge handicapboliger og ældreboliger, og det gør vi jo, fordi det er gået helt i stå. Jeg vil antage, at fru Henriette Kjær også synes, at det er problem, at det almene byggeri på den måde er gået fuldstændig i stå, fordi det opfylder nogle formål, dels for ældre, dels for handicappede, men også for nogle lavindkomstgrupper i vores samfund. Er det et andet sted, hvor vi kan mødes over en kop kaffe og diskutere, netop hvordan vi får skubbet gang i det almene byggeri i Danmark, så vi sikrer, at de ældre og de handicappede og lavindkomstgrupperne har et sted at bo?

Ordføreren.

Den sag har vi jo lige ordnet i regeringen med vores samarbejdspartner, så det kan jeg slet ikke forstå er et tema, som SF igen tager op. Vi har lige sat grundkapitalen ned eller i hvert fald lavet en aftale om det, sådan at det er mere attraktivt for kommunerne at bygge almennyttigt, og det er vi da helt sikre på at de vil gøre med den aftale, der er blevet lavet her før påske.

Hr. Villy Søvndal.

Er man også sikker på det, når man ser på kommunernes nuværende økonomiske situation? De Konservative er også et parti med mange repræsentanter rundtom i byrådene. Jeg vil godt spørge: Får man hos De Konservative de samme meldinger ind, som vi gør, nemlig at i rigtig, rigtig mange kommuner ser budgetlægningen frygtelig besværlig ud, ikke kun fordi den altid gør det på det her tidspunkt af året, men fordi den nedgang i indkomsterne, der rammer statens indkomster, også rammer ude i kommunerne, og er fru Henriette Kjær enig i, at hvis man ikke sørger for, at kommunerne har penge, så er risikoen, at netop et område som boligbyggeri er det, der bliver ramt først, fordi det er et af de steder, man kan skære, uden at det rammer nogle ansatte?

Ordføreren.

Nu sørger vi jo for, at kommunerne får bedre muligheder for at bygge almennyttige boliger. Nu har jeg jo stillet mine spørgsmål til hr. Villy Søvndal, men jeg må da spørge, hvor langt man er villig til at støtte kommunerne i opførelsen af almennyttigt byggeri. Det er jo altså kommunerne, der har ansvaret for at sørge for, at der er byggegrunde og boliger nok til kommunens borgere, og så er der en tradition for, at staten understøtter det med varierende mulighed for at støtte det her byggeri fra kommunernes side. Og det diskuterer vi jo løbende. Men det lyder, som om SF har noget på bedding, sådan måske en 50-50-procents-ordning. Det ved jeg ikke, men jeg synes i hvert fald, at de vilkår, regeringen giver kommunerne, er rimelige.

Det næste er fru Margrethe Vestager. Værsgo.

Nu har vi talt meget om den økonomiske krise, som Danmark er i i øjeblikket, og det lyder desværre ikke, som om regeringens samarbejdsvilje strækker til at gøre det, som vi beder om i forslaget til vedtagelse i dag, nemlig at samle partierne for at kunne lægge den plan, som samler de dele, der gør, at vi faktisk investerer i at komme igennem krisen.

Når det er vigtigt for De Radikale, er det jo, fordi vi står med en ny krise, når den nuværende økonomiske krise er overstået, og det er resultatet af det reformunderskud, som Fogh efterlader sig. De Konservative plejer at være dybt optaget af netop tryghed og velfærd, og jeg synes, det er meget utrygt for folk, at man må se frem til, at der kommer til at mangle endnu flere lærere, endnu flere sygeplejersker, endnu flere SOSU-assistenter, endnu flere af de mennesker, der gør velfærd til virkelighed, når de store generationer går på en velfortjent pension fra cirka 2012.

Derfor vil jeg gerne vide, om De Konservative er trygge ved den linje, der er lagt, som jo udsætter arbejdsmarkedsreformer, som udsætter de reformer, som ellers på helt afgørende vis kunne være med til at understøtte, at vi kan løse det problem, der venter i horisonten.

Ordføreren.

Selvfølgelig er vi trygge. Vi er selv med til at bestemme, i hvilken takt de her forskellige vitaminindsprøjtninger skal foretages, og regeringen har jo hele tiden været i offensiven med en meget ekspansiv finanslov for 2009 med bankpakke, pensionspakke, kreditpakke, med anlægsloftet, der er blevet hævet i kommunerne, i hvert fald lempet kraftigt, transportaftale, hvor der bliver pumpet offentlige investeringer ud osv. osv.

Det, vi bestemt ikke er tilhængere af, er ketchupmetoden, som man bruger fra oppositionens side, hvor man vil lave en kæmpestor plan, som vi så ikke rigtig kan finde ud af om er på 36 mia. kr. eller 36 gange 2 osv. Men vi er helt trygge ved det, der sker.

Fru Margrethe Vestager.

Det kan så måske give afsæt for at svare på spørgsmålet om, hvorvidt Konservative ser med samme fortrøstning på hele det reformperspektiv, som statsministeren jo tilsyneladende også har lagt i mølposen. Visse dele af den offentlige sektor står faktisk allerede med en mangel på kvalificerede medarbejdere. Der er jo lærere, der mangler kolleger, der er børn, der ikke kan få den undervisning, som der er brug for, man kan ikke rekruttere folk.

Fra 2012 begynder de store generationer at gå på en velfortjent pension, og hvad er den konservative plan for, hvordan vi skal sørge for velfærden på det tidspunkt? Man kan opgøre det på forskellige måder. Man kan opgøre det som de mennesker, vi mangler, man kan også sige, at der sådan set er et permanent underskud på 10 mia. kr. Det er ret mange penge. Hvad er den konservative plan for det? For den tryghed, som Konservative har for indeværende, har faktisk intet med det langsigtede perspektiv at gøre.

Ordføreren.