Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 9 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien) (L 79), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

Anne Fode

 

 


Spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien)

(L 79):

 

”Hvem har ansvaret for og er tovholder i forhold til den enkelte borger i PSP-samarbejdet?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af den foreslåede § 114, stk. 2, skal politidirektøren virke for at etablere PSP-samarbejdet. Det er således politidirektørernes ansvar, at der findes et PSP-samarbejde i politikredsene.

 

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 1, er det klare udgangspunkt, at der etableres en central PSP-sekretariatsfunktion i politikredsen, der kan varetage tværgående funktioner og støtte de enkelte lokalpolitienheder. Efter aftale med de øvrige involverede myndigheder kan repræsentanter for disse indgå i sekretariatsfunktionen.

 

Det er imidlertid meningen med forslaget, at det på møder i PSP-regi konkret kan aftales, hvilken myndighed der forestår kontakten til den enkelte borger. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en bestemt repræsentant for en af de involverede myndigheder allerede har etableret et tillidsforhold til den pågældende, hvorfor det vil være naturligt og hensigtsmæssigt, hvis vedkommende fortsat er kontaktperson for den pågældende.