Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 6 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien) (L 79), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Anne Fode

 

 


Spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger som led i politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien)

(L 79):

 

”Vil ministeren efterkomme Institut for Menneskerettigheders ønske om at tydeliggøre i lovforslaget, at der altid skal forsøges indhentet samtykke først?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget og den kommenterede høringsoversigt, er det formålet med forslaget, at der etableres en adgang for de involverede myndigheder til uformelt, hurtigt og smidigt at kunne drøfte en borgers personlige forhold med henblik på at koordinere myndighedernes indsats over for den pågældende, således at denne hjælpes bedst muligt.

 

Der stilles på den baggrund ikke krav om, at den pågældende borger skal samtykke i, at en myndighed videregiver oplysninger om vedkommende som led i PSP-samarbejdet, idet dette kan forsinke processen og dermed den hjælpende indsats over for den pågældende unødigt.