Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

AEL/ J.nr. 2008-1891

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

5. december 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 3. december 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 2 til L 77, stillet efter ønske fra Lene Hansen (S).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 2:

 

”Vil ministeren præcisere, i hvilke situationer et udlandsophold kan have negativ betydning for børns skolegang og integration?”

 

 

Svar:

 

I forhold til selve lovforslaget og kommunens administration heraf bemærkes det, at lovforslaget ikke ændrer ved det grundlæggende formål med eller indholdet af den allerede gældende opholdsbestemmelse i børnefamilieydelsesloven og børnetilskudsloven, men alene består i følgende justeringer og præciseringer af opholdsbestemmelsen:

  1. Børnefamilieydelse og børnetilskud kan også stoppes, hvis barnet opholder sig i udlandet sammen med en eller begge forældre.
  2. Undtagelsen fra kravet om ophold i Danmark ved kortvarige udlandsophold tydeliggøres ved at skrive undtagelsen ind i loven.
  3. Undtagelsen fra kravet om ophold i Danmark ved midlertidige uddannelsesforløb i udlandet ændres, så den oprindelige intention med bestemmelsen tydeliggøres.
  4. For undervisningspligtige børn, som går i skole, vil det fremover være en betingelse for at være omfattet af undtagelserne i punkt 2 og 3, at der er tale om lovligt skolefravær.

 

Der ændres således ikke ved, at det allerede med den eksisterende opholdsbestemmelse i børnetilskudsloven og børnefamilieydelsesloven er en betingelse for udbetaling af disse ydelser, at barnet opholder sig her i landet. Der er grundlæggende tale om en objektiv betingelse, hvorfor fx karakteren af udlandsopholdet (om det for eksempel kan have en negativ betydning for barnet) som udgangspunkt ikke har betydning, jf. dog undtagelserne fra opholdsbetingelsen.

 

Dette medfører, at det ved kommunens anvendelse af reglerne om børns ophold her i landet ikke vil være et relevant grundlag for at lade ydelserne bortfalde, om udlandsopholdet kan have negativ betydning for børns skolegang og integration.

 

I forhold til en mere generel holdning til, hvornår et udlandsophold kan have negativ betydning for børns skolegang og integration, er det min opfattelse, at der kan være mange forhold, der kan gøre, at et udlandshold kan få negativ betydning.

 

Det mest grelle eksempel er naturligvis egentlige genopdragelsesrejser. Jeg mener dog samtidig, at også længerevarende udlandsophold, der ikke har karakter af genopdragelse, kan have alvorlige konsekvenser for børnene – navnlig i forhold til deres skolegang, danskkundskaber og dermed faglige niveau samt i forhold til deres sociale netværk i Danmark. Længerevarende ulovligt skolefravær udgør i det hele taget en trussel mod barnets faglige og sociale udvikling, ligesom det kan svække barnets motivation til uddannelse og skolegang. Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 5 til L 77.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen