Dato:

5. december 2008

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2008/4011-296

Sagsbeh.:

VHH

Fil-navn:

Spm. 27

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 27 ad L 69 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 19. november 2008.

 

Spørgsmål:

”Har Udlændingeservice udført uhjemlet kontrol med udlændinge på tålt ophold eller er der reelt nyt indhold i det foreslåede nye stk. 9 til Udlændingelovens § 42 a?”

 

Svar:

 

Nej, Udlændingeservice har ikke udført uhjemlet kontrol.

 

Udlændingeservice har oplyst, at kontrollen med, om en udlænding på tålt ophold efterlever et påbud om at tage ophold i Center Sandholm, sker i forbindelse med konstatering af, om udlændingen indlogerer sig på centret, og herefter om udlændingen afhenter sin post, sine eventuelle ydelser og deltager i aktiviteter – f.eks. undervisning – på centret.

 

Det er efter regeringens opfattelse ikke tilstrækkeligt, at det alene konstateres i forbindelse med deltagelse i aktiviteter mv., om en udlænding overholder et påbud om at tage ophold.

 

Regeringen finder, at kontrollen med, at udlændinge på tålt ophold, som er pålagt at tage ophold i Center Sandholm, overholder påbudet, skal styrkes. Derfor indeholder den foreslåede § 42 a, stk. 9, en kontrolordning.