J.nr. 609-00027

 

Den 8. december 2008

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 3 ad L 44 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

Spørgsmål 3

Vil ministeren kommentere høringssvaret fra Danske Regioner og herunder især forholde sig til synspunktet om, at de faktiske konsekvenser af de foreslåede ændrede regler er uklare på grund af omfanget af foreslåede bemyndigelser til ministeren, jf. L 44 - bilag 1?

 

Svar

Danske Regioner beskæftiger sig i sit høringssvar med forslagets § 1, nr. 2 og nr. 10, som vil gøre det muligt for miljøministeren at fastsætte regler om yderligere foranstaltninger ved opbevaring af gifte og om lagerstyring af gifte på laboratorier. Danske Regioner mener, at det er uklart, hvor mange giftstoffer, hvor store mængder af stofferne og hvilke sygehuslaboratorier, der vil blive omfattet af de påtænkte regler.

 

Danske Regioner forventer, at det ved en senere udmøntning af lovforslaget klart defineres, hvilke laboratorier, der skal foretage lagerstyring, samt hvad der forstås ved et giftstof. Endvidere forventer Danske Regioner, at der udformes en liste til bekendtgørelsen over omfattede stoffer, herunder mængder af de pågældende stoffer, og at der foretages en nærmere afklaring af hvilke krav der stilles til lagersystemet.

 

Jeg kan bekræfte, at de kommende bekendtgørelser nærmere vil fastlægge hvilke stoffer og laboratorier der vil blive omfattet, og hvilke krav, der vil blive stillet til laboratorierne.

 

Ved giftstoffer forstås de stoffer og produkter, som er mærket som giftige eller meget giftige. Efter det nye klassificeringssystem vil kun stoffer og produkter, som er akut giftige, kunne klassificeres som giftige. Ved udmøntningen af reglerne vil denne afgrænsning blive lagt til grund. Det vil ved udarbejdelsen af bekendtgørelserne blive overvejet, om der er grundlag for at undtage specifikke stoffer, som ikke antages at udgøre en særlig risiko i relation til terror, eksempelvis fra kravet om lagerstyring. Der vil også ske en præcisering af hvilke laboratorier, der er omfattet, og det vil blive præciseret, hvilke objektive krav lagerstyringen skal leve op til.

 

Jeg er fuldt opmærksom på, at reguleringen ikke unødigt må belaste borgere, virksomheder og institutioner.