Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 42 - Forslag til Lov om ændring af ejendomsværdiskatteloven og ligningsloven (Beskatning af fast ejendom i udlandet).

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 28 af 2. december 2008.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Birgitte Christensen


Spørgsmål 28:

På baggrund af besvarelsen af spørgsmål 6 af 26. november 2008, hvor det oplyses, at der i 2007 er selvangivet lempelse med 77 mio. kr. for udenlandske ejendomsværdiskatter anmodes ministeren om nærmere at begrunde det estimerede provenutab på 10 mio. kr. årligt, når det oplyses i lovforslaget, at der i 2007 er betalt ca. 40 mio. kr. i ejendomsværdiskat efter nedslag for udenlandske ejendomsskatter m.v. Da der er givet 77 mio. i lempelse, må den pålignede ejendomsværdiskat være 117 mio. kr. brutto. Er ministeren enig i, at det ikke synes sandsynligt, at den foreslåede virkning af skattestoppet kun vil betyde en reduktion af denne bruttoejendomsværdiskat med 10 mio. kr., svarende til mindre end 10 pct.?

 

Svar:

I mit svar på spørgsmål 6 oplyste jeg på baggrund af oplysninger fra SKAT, at man i indkomståret 2007 har givet lempelse for betalt ejendomsværdiskat på i alt 77.521.925 kr. for 13.862 personer. (Dette tal er ved en senere kørsel blevet korrigeret.)

Efter en nærmere gennemgang har SKAT nu præciseret over for mig, at de oplyste tal er udtryk for det antal personer, der har påført beløb i selvangivelsens rubrik 254: ”betalt udenlandsk ejendomsværdiskat”. Tallet er således udtryk for den samlede sum af det, der er blevet selvangivet i rubrikken, og ikke, som det beklageligvis fremgik af svaret, hvad der rent faktisk er givet i lempelse i de danske skatter. SKAT har endvidere oplyst, at lempelsen foreløbigt er opgjort til ca. 45,6 mio. kr. for indkomståret 2007.

Disse korrigerede oplysninger giver dog ikke anledning til at ændre på vurderingen af forslagets økonomiske virkninger for det offentlige.

Ved provenuvurderingen er der taget udgangspunkt i, at det selvangivne beløb i langt de færreste tilfælde vil være det samme, som det der rent faktisk bliver lempet for, idet lempelsen aldrig kan blive større end det beløb, der efter beregningen skal betales i ejendomsværdiskat til Danmark.

For en stor andel af de omhandlede ejendomme, det vil sige ejendomme, der er blevet anskaffet i udlandet i de seneste par år, og som efter lovforslaget umiddelbart ser ud til at kunne få nedslag i ejendomsværdiskatten, vil de udenlandske skatter overstige eller ligge lige i nærheden af den hidtidige beregnede danske ejendomsværdiskat. Dette vil også være tilfældet og endda i et større omfang, når grundlaget for ejendomsværdiskatten efter lovforslaget bliver nedsat fra markedsprisniveauet på anskaffelsestidspunktet til 2002-niveau­et. Ejerne af disse ejendomme vil således ikke kunne få nedslag i ejendomsværdiskatten, når de som følge af fuld lempelse ikke har betalt ejendomsværdiskat tidligere – eller kun delvist, hvis de tidligere har fået delvis lempelse for udenlandske skatter. Disse forhold er der taget højde for i provenuvurderingerne til lovforslaget.

Jeg er derfor ikke enig i spørgerens rationale om, at provenuvurderingerne til forslaget skulle være undervurderede – også taget de præciserende oplysninger ovenfor i betragtning.