Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 1 og 2 (L.nr. 4 – spm 1 og 2) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi (Hanne Agersnap (SF)) den 21. november 2008.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 1 og 2 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi (Hanne Agersnap (SF)) den 21. november 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (L.nr. 4 – spm 1 og 2).

 

 

 

Spørgsmål 1

 

Kan ministeren bekræfte, at TDC’s nuværende markedsføring af den såkaldte samlerabat er vildledende for forbrugerne?

 

 

Svar

 

Erhvervsdrivendes markedsføring over for forbrugerne er reguleret af markedsføringsloven. Markedsføringsloven administreres således ikke af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, men af Forbrugerombudsmanden.

 

Jeg kan oplyse, at jeg er bekendt med, at Forbrugerombudsmanden har rejst en sag over for TDC vedrørende markedsføring af samlerabatten.

 

Forbrugerombudsmanden har over for IT- og Telestyrelsen oplyst, at der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen.

 

 

Spørgsmål 2

 

Giver TDC’s misbrug af samlerabatten i selskabets markedsføring, som ifølge Forbrugerombudsmanden er vildledende, ministeren anledning til yderligere overvejelser eller ændringer af L4?

 

 

Svar

 

Det skal indledningsvis understreges, at Forbrugerombudsmanden ikke har truffet afgørelse i sagen om TDC’s markedsføring.

 

Men i øvrigt mener jeg, at der er tale om to forskellige spørgsmål: Dels et spørgsmål om en model for fordeling af omkostninger, og dels et spørgsmål om markedsføring. Uanset hvilken model der måtte vælges, skal teleselskaberne overholde markedsføringslovens bestemmelser om vildledende markedsføring. Der er således ingen direkte sammenhæng mellem spørgsmålet om vildledende markedsføring og lovforslagets indhold.

 

Jeg bemærker, at det i sagens natur ikke gennem lovgivning kan undgås, at nogen bryder loven. Det skal i øvrigt bemærkes, at den omtvistede markedsføring fandt sted, før lovforslaget overhovedet var fremsat.