Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Christiansborg 1240 København K

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 11. november 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 5 (L 36), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

Spørgsmål nr. 5:

”Er ministeren enig i, at Laval-dommen (især præmis 78-81 samt 111) og Luxembourg-dommen (især præmis 26) slår fast, at værtslandet i forhold til udenlandske tjenesteydere ikke kan kræve mere favorable løn- og arbejdsvilkår end den minimumsbeskyttelse, der nævnes i Udstationeringsdirektivets artikel 3 stk. 1 litra a-g?”

 

 

Endeligt svar:

Det fremgår af konklusionerne i betænkningen fra udredningen om Laval-afgørelsen, at ”Når der er lovgivning på de i udstationeringsdirektivet artikel 3, stk. 1, 1. afsnit, litra a)-g), nævnte områder, må det lægges til grund, at der ikke på disse områder kan stilles videregående krav end angivet i lovgivningen over for en udenlandsk tjenesteyder. Endvidere kan der ikke stilles krav, der falder uden for områderne i nævnte bestemmelses litra a)-g).” Udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 10, giver dog medlemsstaterne mulighed for at pålægge udenlandske virksomheder yderligere arbejdsvilkår, hvis der er tale om grundlæggende retsprincipper. Angående Luxembourg-dommen vil jeg henvise til Beskæftigelsesministeriets redegørelse om denne doms betydning for den danske retstilstand.

 

I øvrigt vil jeg pege på, at Danmark har ratificeret ILO Konvention 94. Som det også ses af Beskæftigelsesministeriets notat om Rüffert-dommen, der blev oversendt til Arbejdsmarkedsudvalget den 3. oktober 2008, er brugen af arbejdsklausuler i forbindelse med offentligt udbud i henhold til ILO 94 ikke i strid med udstationeringsdirektivet. Denne opfattelse af ILO konvention 94 svarer i øvrigt til, hvad Kommissionen tidligere har meldt ud.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen