Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 11. december 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 27 (L 36 - bilag 13), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 27:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. december 2008 fra Rejsearbejdere.dk, jf. L 36 - bilag 13.”

 

 

Endeligt svar:

Som nævnt i svaret på spørgsmål 14 til L 36 vil en borger, som er utilfreds med en afgørelse fra Arbejdsretten, ikke kunne indbringe sagen for EF-domstolen. I den sammenhæng vil jeg også henvise til min besvarelse af spørgsmål 21 til L 36.

 

Det er korrekt, at en borger vil kunne rette en klage over en medlemsstat. Kommissionen kan ikke anfægte en konkret afgørelse fra en national domstol, men den vil kunne undersøge, om den nationale lovgivning og praksis, som den nationale domstol har baseret sig på, er i overensstemmelse med EU-retten. Såfremt Kommissionen mener, at det ikke er tilfældet, kan den iværksætte en traktatkrænkelsesprocedure og i sidste ende vælge at anlægge en sag mod medlemsstaten ved EF-domstolen.

 

En utilfreds borger kan, som det nævnes, også vælge at gå til Europa-Parlamentet med andragender om relevante forhold. Parlamentet kan i et sådan tilfælde selv vælge, hvad de ønsker at foretage sig i forhold til en sådan henvendelse, som f.eks. at afgive en udtalelse eller at anmode Kommissionen om at foranstalte en undersøgelse.

 

Angående Den Europæiske Ombudsmand kan jeg oplyse, at denne behandler klager over de europæiske institutioners arbejde og ikke over nationale myndigheder og domstole.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen