Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 10. december 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 26 (L 36), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

Spørgsmål nr. 26:

”Ministeren bedes i lyset af L 36 - svar på spørgsmål 5 vedrørende ILO-konvention 94, kommentere Udvalget om beskæftigelse og sociale anliggender, der i sin betænkning (2008/2085(INI)) om truslen mod kollektive aftaler pkt 22 skriver:

 

”minder om, at ni medlemsstater har ratificeret ILO-konvention 94 om arbejdsklausuler (offentlige kontrakter); beklager, at selv retsafgørelser undlader i tilstrækkeligt omfang at tage højde for ILO-konvention 94 og frygter, at anvendelsen af denne konvention i de pågældende medlemsstater kan være i modstrid med anvendelsen af udstationeringsdirektivet; opfordrer Kommissionen til at afklare denne situation hurtigst muligt og fortsat fremme godkendelsen af denne konvention med henblik på yderligere at fremme udviklingen af sociale bestemmelser i reglerne om offentlige indkøb, hvilket i sig selv er et mål i direktivet om offentlige indkøb;”

 

I forlængelse heraf bedes ministeren redegøre for, hvordan Europa -Kommissionen har afvist den frygt betænkningen giver udtryk for.”

 

 

Endeligt svar:

ILO konvention 94 har ikke været et tema i de sager, der har været forelagt EF-domstolen. Rüffert-sagen drejede sig ganske vist om abejdsklausuler i offentlige udbud, men da Tyskland ikke har ratificeret konventionen, var det ikke nødvendigt for EF-domstolen at forholde sig til konventionen for at afgøre den konkrete sag.

 

Kommissionen har bl.a. i en arbejdsgruppe vedr. implementeringen af udstationeringsdirektivet erklæret sig enig i, at ILO konvention 94 og udstationeringsdirektivet er forenelige. Der foreligger en rapport fra dette arbejde, hvor der henvises til side 4. http://ec.europa.eu/employment_social/labour_law/docs/report_pow_en.pdf

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen