L 23 Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og forskellige andre love.

(Justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne m.v.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 08-10-2008
1. behandlet / henvist til udvalg 07-11-2008
Betænkning afgivet 03-12-2008
Tilføjelse til betænkning 10-12-2008
2. behandlet/henvist til udvalg 11-12-2008
Betænkning afgivet 28-01-2009
Tillægsbetænkning afgivet 28-01-2009
3. behandlet, vedtaget 05-02-2009
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Loven justerer de ændringer af selskabsbeskatningen, som Folketinget vedtog i foråret 2007, og som bl.a. indførte nye regler om begrænsning af selskabers adgang til fradrag for nettofinansieringsudgifter og udvidede CFC-beskatningen til at omfatte alle finansielle datterselskaber. Der henvises til lovforslag nr. L 213 fra folketingsåret 2006-07.
Loven indebærer bl.a. en udvidet adgang til fradrag for kurstab på fordringer, og at varedebitorer opstået ved salg af tjenesteydelser kan medregnes ved opgørelsen af fradragsloftet.
Derudover lemper loven værdiansættelsen af aktier i koncernforbundne ikkesambeskattede selskaber ved opgørelsen af fradragsloftet og foretager en ændring af reglerne for aktivsammensætningen i aktiebaserede investeringsforeninger.
Loven indeholder desuden en række præciseringer og justeringer, herunder ændringer, der har til formål at fjerne uhensigtsmæssigheder i skattelovgivningen. Fjernelsen af disse uhensigtsmæssigheder har til formål at forhindre et utilsigtet provenutab.
Hovedparten af ændringerne har virkning fra indkomståret 2008. De ændringer, der indebærer skærpelser, har dog virkning fra og med fremsættelsesdagen, dvs. den 8. oktober 2008. Begrundelsen er, at et senere virkningstidspunkt vil kunne tilskynde til en hurtig udnyttelse af de utilsigtede virkninger af de gældende regler med deraf følgende risiko for provenutab for det offentlige.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (V, S, DF, SF, KF, RV og LA) mod 2 (EL).