|
|
J.nr. 706-00062 |
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 1 (L 152) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 1
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 4. marts 2009 fra KL, jf. MPU L 152 - bilag 3.
Svar
Udgangspunktet i lovforslaget er, at alle virksomheder skal betale et affaldsgebyr. I lovforslaget lægges dog op til, at visse typer af virksomheder skal kunne undtages for at betale gebyr. Det drejer sig bl.a. om virksomheder med en dokumenteret årlig omsætning under 50.000 kr., og fonde, velgørende foreninger og lignende, som ikke kan forventes at have en selvstændig affaldsproduktion.
KL gør opmærksom på, at CVR ikke fungerer optimalt, i f.t. at kommunerne kan trække de nødvendige oplysninger. Jeg er opmærksom på, at kommunerne i dag har vanskeligheder med at trække nogle af de oplysninger fra CVR-registret, som de har brug for til deres administration af affaldsgebyrerne. Det er ideen med lovforslaget at ensarte kommunernes gebyropkrævning, så der ikke findes to ens typer af virksomhed i forskellige kommuner, hvor den ene fritages og den anden ikke fritages for at betale affaldsgebyr. Jeg har derfor bedt Miljøstyrelsen tage kontakt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at afklare mulighederne for at få de nødvendige udtræk. Det vil blive beskrevet nærmere i den kommende bekendtgørelse, hvor KL selvfølgelig vil blive inddraget.